Skrevet 22. oktober 1935. Artiklen blev bragt med titlen Sectarianism, Centrism, and the Fourth International i New Militant, 4. jan. 1936 (se PDF).
Oversat af Frederik B. Ohsten fra Writings of Leon Trotsky 1935-36, Pathfinder Press, New York, 1977, p.152-60.
Overført til internet af Marxistiske klassikere.
Kopieret til Marxisme Online 31. juli 2008 iflg. aftale. (Der er foretaget mindre rettelser i oversættelsen.)
Det ville være absurd at benægte tilstedeværelsen af sekteriske tendenser i vore rækker. De er blevet afdækket af en række af diskussioner og splittelser. Hvordan kunne et element af sekterisme have undgået at manifestere sig i en ideologisk bevægelse, der står uforsonligt i modsætning til alle de dominerende organisationer i arbejderklassen, og som bliver udsat for en monstrøs, absolut ikke tidligere set forfølgelse over hele verden?
Reformister og centrister griber gladelig hver lejlighed til at pege på vores “sekterisme”. For det meste tænker de her ikke på vores svage, men vores stærke side: vores seriøse holdning til teori; vores forsøg på at lodde hver politisk situation helt til bunden og fremføre klare paroler; vores fjendtlighed over for “lette” og “magelige” beslutninger, der fjerner bekymringerne i dag, men forbereder en katastrofe i morgen. Når de kommer fra opportunister er anklager om sekterisme for det meste en kompliment.
Sært nok bliver vi imidlertid ofte anklaget for sekterisme ikke blot af reformister og centrister, men også af modstandere fra “venstre”, de notoriske sekterikere, der lige så godt kunne blive udstillet på et museum. Grundlaget for deres utilfredshed med os ligger i vores uforsonlighed over for dem selv, i vores stræben for at rense os selv fra sekteriske børnesygdomme og hæve os til et højere niveau.
For et overfladisk sind kan det muligvis se ud som, at sådanne ord som sekteriske, centristiske etc., kun er polemiske udtryk som modstandere udveksler i mangel af andre og mere passende betegnelser. Men betegnelsen sekterisme såvel som betegnelsen centrisme har en præcis betydning i en marxistisk ordbog. Marxismen har opbygget et videnskabeligt program på de love, der styrer det kapitalistiske samfunds bevægelser, og som blev opdaget af det. Dette er en kolossal erobring!
Imidlertid er det ikke tilstrækkeligt til at skabe et korrekt program. Det er nødvendigt for arbejderklassen at acceptere det. Men sekterikeren gør, i sagens natur, holdt ved den første halvdel af opgaven. Aktiv intervention i arbejdernes faktiske kamp bliver af ham fortrængt af propagandistiske abstraktioner af et marxistisk program.
Hvert arbejderklasseparti, hver fraktion, går gennem sine tidlige stadier gennem en periode med ren propaganda, det vil sige træning af kadrer. Perioden med eksistens som en marxistisk cirkel medfører uvægerligt vaner med en abstrakt tilgang til arbejderbevægelsens problemer. Den der er ude af stand til i tide at træde over grænsen fra denne afgrænsede eksistens bliver omdannet til en konservativ sekteriker. Sekterikeren ser på samfundslivet som en stor skole, hvor han selv er lærer. Ifølge hans opfattelse burde arbejderklassen lægge sine mindre vigtige sager til side og samles i en solid flok omkring hans talerstol. Så vil opgaven være løst.
Selv om han vil sværge ved marxismen i hver sætning er sekterikeren den direkte negation af dialektisk materialisme, som tager sit udgangspunkt i erfaringen, og altid vender tilbage til det. En sekteriker forstår ikke den dialektiske aktion og reaktion mellem et færdigt program og en levende – det vil sige uperfekt og ufærdig – massekamp. Sekterikerens tankemetode er den, man finder hos en rationalist, en formalist og en oplyser. Under et vist udviklingsstadie er rationalisme progressivt, når det bliver rettet kritisk direkte imod blinde overbevisninger og overtro (det attende århundrede!). Det progressive stadie af rationalismen bliver gentaget i hver stor frihedsbevægelse. Men rationalisme (abstrakt propagandisme) bliver en reaktionær faktor i det øjeblik, den rettes imod dialektikken. Sekterisme er fjendtlig over for dialektik (ikke i ord, men i handling) i den forstand, at den vender ryggen til arbejderklassens faktiske udvikling.
Sekterikeren lever i en sfære af færdiggjorte formler. Som regel passerer livet forbi ham uden at lægge mærke til ham, men nu og da modtager han et knips, der får ham til at vende 180 grader om sin akse og ofte får ham til at fortsætte på sin lige linje, blot ... i den modsatte retning. Uoverensstemmelse med virkeligheden nærer konstant et behov i sekterikeren for at gøre sine formuleringer mere præcise. Dette går under navnet diskussion. For en marxist er diskussion et et vigtigt, men funktionelt redskab i klassekampen. For sekterikeren er diskussion et mål i sig selv. Men jo mere han diskuterer, des mere flygter de aktuelle opgaver fra ham. Han er som en mand, der stiller sin tørst med saltvand: Jo mere han drikker, des tørstigere bliver han. Derfra kommer sekterikerens konstante irritation. Hvem stak ham saltet? Sikkert “kapitulanterne” fra det Internationale Sekretariat. Sekterikeren ser en fjende i alle, der forsøger at forklare ham, at en aktiv deltagelse i arbejderbevægelsen kræver et konstant studium af de objektive forhold, og ikke hoven frembrusen fra den sekteriske talerstol. I stedet for en analyse af virkeligheden sætter sekterikeren intriger, sladder og hysteri.
Centrisme er i en vis forstand sekterismens polære modsætning; den afskyr præcise formuleringer, søger veje til virkeligheden udenfor teorien. Men på trods af Stalins berømte formulering viser “direkte modsætninger” sig ofte at være ... “tvillinger”. En ide adskilt fra livet er hul. Den levende virkelighed kan ikke forstås uden teori. På den måde tager begge, både sekterikeren og centristen, udgangspunkt med tomme hænder og mødes ... i had til den ægte marxist.
Hvor mange gange har vi mødt en selvtilfreds centrist, der opfatter sig selv som “realist” blot fordi han tager ud at svømme uden nogen som helst ideologisk bagage og bliver omtumlet af hver eneste strømning. Han er ude af stand til at forstå, at principper ikke er dødvægt, men en livline for en revolutionær svømmer. Sekterikeren, på den anden side, vil generelt overhovedet ikke ud og svømme for ikke at gøre sine principper våde. Han sidder på kysten og giver moralske lektioner til klassekampens flod. Men nogle gange springer en sekteriker hovedkulds i vandet, får fat i centristen og hjælper ham med at drukne. Sådan har det været; således vil det være.
I vores epoke med disintegration og spredning kan der findes mange kredse i forskellige lande, der har antaget et marxistisk program, for det meste ved at låne det fra bolsjevikkerne, og derefter i større eller mindre grad har forbenet deres ideologiske bagage.
Lad os for eksempel tage det bedste eksemplar af denne type, den belgiske gruppe, der ledes af kammerat Vereecken. Den 10. august bekendtgjorde Spartacus, denne gruppes organ, deres tilslutning til Fjerde Internationale. Denne meddelelse burde bydes velkommen. Men samtidig er det nødvendigt på forhånd at slå fast, at Fjerde Internationale ville være dødsdømt, hvis den gjorde indrømmelser til sekteriske tendenser.
Vereecken var i sin tid en uforsonlig modstander af, at den Franske Kommunistiske Liga skulle gå ind i Socialistpartiet. Heri ligger ingen forbrydelse: spørgsmålet var nyt, skridtet risikabelt, og meningsforskelle aldeles tilladelige. I en vis forstand var overdrivelser i den ideologiske kamp lige tilladelige eller i hvert fald uundgåelige. Derfor forudsagde Vereecken den internationale bolsjevik-leninistiske organisations uundgåelige ruin som resultat af dens “opløsning” i Anden Internationale. Vi vil råde Vereecken til i dag i Spartacus at genoptrykke hans profetiske dokumenter fra sidste år. Men dette er ikke det største onde. Det er værre, at Spartacus i sin nuværende deklaration begrænser sig til undvigende at pege på, at den franske sektion forblev tro mod sine principper “i betragtelig, vi kan endda sige i stor, grad”. Hvis Vereecken opførte sig som en marxistisk politiker ville han klart og endelig have sagt, hvor den franske sektion afveg fra vore principper, og han ville have givet et klart og åbent svar på spørgsmålet om, hvem der viste sig at have ret: fortalerne eller modstanderne af indtræden?
Vereecken tager endda endnu mere fejl i sin holdning over for vores belgiske sektion, der gik ind i det reformistiske Arbejderparti (POB). I stedet for at studere erfaringerne fra arbejdet, der bliver udført under nye forhold og kritisere de konkrete skridt, der er taget, hvis de fortjener kritik, bliver Vereecken ved med at beklage sig over forholdene i den diskussion, han tabte. Diskusssionen, ser I, var ufærdig, utilstrækkelig og illoyal: Vereecken kunne ikke stille sin tørst med saltvand. Der er ikke “ægte” demokratisk centralisme i den Intranationale Kommunistiske Liga! I forbindelse med modstanderne af indtræden tilkendegav Ligaen ... “sekterisme”.
Det er klart, at kammerat Vereecken har en liberal og ikke marxistisk opfattelse af sekterisme: heri trækker han sig åbenlyst tæt til centristerne. Det er ikke sandt, at diskussionen var utilstrækkelig; den forløb over adskillige måneder, verbalt og i pressen, og desuden på international skala. Efter det ikke lykkedes for Vereecken at overbevise andre om, at sætte tiden i stå er den bedte revolutionære politik, nægtede han at rette sig efter beslutningerne fra de nationale og internationale organisationer. Repræsentanterne for flertallet fortalte ved mere end en enkelt lejlighed Vereecken, at hvis erfaringen beviste, at beslutningen var forkert, ville vi rette fejltagelsen i fællesskab. Er virkelig muligt at du, efter bolsjevik-leninisternes kamp i 12 år, mangler tilstrækkelig tillid til din egen organisation til at bevare handlingsdisciplin, selv i en sag med taktisk uenighed? Vereecken ænsede ikke kammeratlige og forsonende argumenter. Efter den belgiske sektions flertals indtræden i Arbejderpartiet, fandt Vereeckens gruppe sig naturligvis uden for vore rækker. Skylden for dette hviler aldeles på dens egne skuldre.
Hvis vi vender tilbage til spørgsmålets kerne, står kammerat Vereeckens sekterisme frem i al dens dogmatiske klodsethed. Hvad er dette!, råbte Vereecken indigneret: Lenin talte om at bryde med reformisterne, men de belgiske bolsjevik-leninister går ind i et reformistisk parti! Men Lenin tænkte på et brud med reformisterne som den uundgåelige konsekvens af en kamp imod den, og ikke som en handling til frelse uafhængigt af tid og rum. Han krævede ikke et brud med socialpatrioterne for at redde sin egen sjæl, men for at rive masserne væk fra socialpatriotisme. I Belgien er fagforeningerne forenet med det belgiske Arbejderparti; det belgiske parti er essentielt den organiserede arbejderklasse.
Ganske vist åbnede de revolutionæres indtræden i det belgiske Arbejderparti ikke blot muligheder, men opstillede også visse barrierer. Når man propaganderer for de marxistiske ideer er det ikke kun nødvendigt at tænke på den borgerlige stats lovgivning, men også et reformistisk partis love (begge disse love, kan det tilføjes, passer i høj grad sammen). Overordnet sagt, så medfører en tilpasning til en fremmed “legalitet” en utvivlsom fare. Men dette forhindrede ikke bolsjevikkerne i at bruge selv zaristisk legalitet: i mange år var bolsjevikkerne tvunget til, ved fagforeningsmøder og i den legale presse, ikke at kalde sig socialdemokrater, men “vedholdende demokrater”. Medgivet, dette forløb ikke uden problemer; et betragteligt antal af elementer, der gik med bolsjevismen, var mere eller mindre vedholdende demokrater, men overhovedet ikke internationale socialister; Imidlertid overvandt bolsjevismen problemerne ved at supplere legal med illegal aktivitet.
Naturligvis opsætter Vanderveldes, de Mans, Spaaks og andre af den belgiske pengeadels spytslikkeres “legalitet” meget besværlige begrænsninger for marxisterne, og medfører derved farer. Men marxister, der endnu ikke er tilstrækkeligt stærke til at danne deres eget parti, har deres egne metoder til kampen imod faren for at blive indfanget af reformismen: et klart program, konstante fraktionelle bånd, international kritik osv. En revolutionær fløj i et reformistisk partis handling kan kun bedømmes korrekt ved at evaluere udviklingens dynamik. Vereecken gør ikke dette, hverken i forhold til ASR fraktionen eller Verité-gruppen. Havde han gjort dette, ville han være tvunget til at indrømme, at ASR har gjort store fremskridt i den nyeste periode. Hvad det endelige resultat vil være, er umuligt at forudsige endnu. Men indtræden i det belgiske Arbejderparti er allerede retfærdiggjort af erfaringen.
Vereecken udvider og generaliserer sin fejltagelse ved at antage, at eksistensen af små isolerede grupper, der splittede væk på forskellige stadier fra vores internationale organisation, er bevis på vores sekteriske metoder. Dermed stilles de faktiske forhold på hovedet. I løbet af de første stadier kom der faktisk et betragteligt antal anarkistiske og individualistiske elementer, der generelt er ude af stand til at have organisatorisk disciplin, ind i bolsjevik-leninisternes rækker, desuden ind imellem en inkompetent, der ikke kunne skabe sig en karriere i Komintern. Disse elementer anså kampen imod “bureaukratisme” på omtrent følgende måde: ingen beslutninger må nogensinde tages; i stedet skal man indføre “diskussion” som permanent beskæftigelse. Vi kan med fuld berettigelse sige, at bolsjevik-leninisterne har udvist megen tålmodighed – måske endda for meget – over for sådanne typer individer og små grupper. Kun siden en international kerne er blevet konsolideret, og er begyndt at hjælpe de nationale sektioner med at udrense deres rækker for intern sabotage, er der startet faktisk og systematisk vækst i vores internationale organisation.
Lad os tage nogle få eksempler på grupper, der splittede væk fra vores internationale organisation på forskellige stadier i dens udvikling.
Det franske blad Que faire? (Hvad må der gøres?) er et lærerigt eksemplar af en kombination af sekterisme og eklekticisme. På de vigtigste spørgsmål redegør dette blad for bolsjevik-leninisternes synspunkt, ændrer et par kommaer og retter stærke kritiske bemærkninger imod os. Samtidig tillader dette blad forsvar for socialpatriotisk affald forklædt som diskussion, og under dække af at “forsvare USSR” fortsætter de straffrit. Internationalisterne i Que Faire? Er ude af stand til at forklare, hvordan og hvorfor de lever i fredelig sameksistens med socialpatrioterne, efter de har brudt med bolsjevikkerne. Det er imidlertid klart, at med sådan eklekticisme er Que faire? de mindst egnede til at svare på spørgsmålet om, hvad der må gøres (que faire).
“Internationalisterne” og socialpatrioterne er kun enige om en ting: aldrig Fjerde Internationale! Hvorfor? Man må ikke “bryde væk” fra de kommunistiske arbejdere. Vi har hørt det samme argument fra SAP: vi må ikke bryde væk fra de socialdemokratiske arbejdere. Også i denne forstand viser direkte modsætninger sig at være tvillinger. Den særlige ting er imidlertid, at Que faire? ikke er forbundet, og ifølge sin natur ikke kan forbindes, med nogle arbejdere.
Der er endnu mindre at sige om sådanne grupper som Internationale eller Proletaire. De henter også deres synspunkter fra de seneste numre af La Verité og blander det med kritiske improvisationer. De har overhovedet ingen perspektiver om revolutionær vækst; men de klarer sig uden perspektiver. I stedet for at lære inden for rammerne af en mere seriøs organisation (at lære er vanskeligt), ønsker disse diciplinshadere og meget prætentiøse “ledere” at belære arbejderklassen (dette forekommer dem at være lettere). I øjeblikke med ædruelig refleksion må de selv indse, at selve deres eksistens som “uafhængige” organisationer er en stor misforståelse.
I USA kan vi nævne de grupper, der anføres af Field og Weisbord. Field er i hele sin politiske sammensætning en borgerlig radikal, der har tillagt sig marxismens økonomiske syn. For at blive revolutionær ville Field være nødt til at arbejde i en årrække som disciplineret soldat i en revolutionær proletarisk organisation; men han begyndte med at beslutte sig for at skabe “sin egen” arbejderbevægelse. Field antog en position til “venstre” for os (hvor ellers?) og fik hurtigt venskabelige forbindelser til SAP. Som vi ser, er den skæbne, der tilfaldt Bauer aldeles ikke tilfældig. Ønsket om at stå til venstre for marxismen fører uundgåeligt ud i den centristiske sump.
Weisbord er utvivlsomt nærmere en revolutionær type end Field. Men samtidig udgør han det reneste eksempel på en sekteriker. Han er komplet ude af stand til at bevare proportionerne, både i ideer og i handling. Hvert princip forvandler han til en sekterisk karikatur. Det er derfor, selv korrekte ideer i hans hænder bliver til instrumenter, der desorganiserer hans egne rækker.
Der er ingen grund til at dvæle ved lignende grupper i andre lande. De er ikke splittet fra os fordi vi er intolerante eller utålelige, men fordi de selv ikke gik, og ikke kunne gå, fremad. Siden deres udsplitning er det kun lykkedes for dem at udstille deres egen uduelighed. Deres forsøg på at forene sig med hinanden, på nationalt eller internationalt niveau, har ikke i et eneste tilfælde givet resultater: det særlige ved sekterismen er kun frastødningskraften og ikke tiltrækningskraften.
En forskruet sjæl har optalt antallet af “splittelser” vi har haft og er kommet frem til et resultat. Heri så han et ødelæggende bevis for vores dårlige interne regime. Det sjove er, at i selve SAP, der triumferende har udgivet disse beregninger, har der i dets få års eksistens været mere splid og flere splittelser end i alle vore sektioner til sammen. I sig selv er denne kendsgerning imidlertid meningsløs. Det er nødvendigt at se på udviklingens dialektik i stedet for bruddenes statistik. Efter alle sine brud er SAP en ekstremt heterogen organisation, der vil være ude af stand til at modstå de første slag fra store begivenheder. Dette gælder i endnu højere grad for “Den Revolutionære Socialistiske Enheds Londonbureau”, der bliver sønderrevet af uforsonlige modsætninger: dets morgendag vil ikke bestå af “enhed”, men af splittelser. I mellemtiden er bolsjevik-leninisternes organisation, efter at have renset sig for sekteriske og centristiske tendenser, ikke blot vokset numerisk, ikke blot styrket dens internationale bånd, men også fundet vej til fusion med organisationer, der ligner den i ånd (Holland, USA). Forsøgene på at sprænge det hollandske parti (fra højre gennem Molenar!) og det amerikanske parti (fra venstre gennem Bauer!) har kun ført til intern konsolidering af begge disse partier. Vi kan med sikkerhed forudsige, at sideløbende med opløsningen af Londonbureauet vil der foregå en endnu større og hurtigere vækst i Fjerde Internationales organisationer..
Hvordan Fjerde Internationale vil tage form, gennem hvilke stadier den vil gå, hvilken færdig form den vil antage – det kan ingen sige i dag. Og der er ikke behov for at gøre dette: Det vil historiske begivenheder vise os. Men det er nødvendigt at begynde med at erklære et program, der passer til vores epokes opgaver. På grundlag af dette program er det nødvendigt at mobilisere ligesindede, den nye Internationales pionerer. Ingen anden vej er mulig.
Marx og Engels’ Kommunistiske Manifest, der direkte var rettet imod alle slags utopisk-sekterisk socialisme, peger kraftigt på, at kommunisterne ikke stiller sig i modsætning til de faktiske arbejderbevægelser, men deltager i den som fortrop. Samtidig var Manifestet program for et nyt parti, nationalt og internationalt. Sekterikeren er tilfreds med et program, en opskrift på frelse. Centristen orienterer sig ved den berømte (egentlig meningsløse) sætning fra Eduard Bernstein: “Bevægelsen er alt, målet – intet.” Marxisten tegner sit videnskabelige program ud fra bevægelsen som helhed for at bruge dette program i hvert af bevægelsens konkrete stadier.
På den ene side bliver den nye Internationales første skridt regnet for besværlige af de gamle organisationer og udsplittere fra dem; på den anden side bliver de hjulpet af fortidens kolossale erfaringer. Krystalliseringsprocessen, der er meget vanskelig og fuld af pinsler i de første faser, vil i fremtiden få en heftig og hurtig karakter. De seneste internationale begivenheder er af usammenlignelig betydning for dannelsen af den revolutionære avantgarde. På sin egen måde har Mussolini – og det bør anerkendes – “hjulpet” Fjerde Internationales sag. Store konflikter skyller alt bort, der er halvvejs og kunstigt og giver til gengæld styrke til alt, der er levedygtigt. Krig giver kun plads til to tendenser i arbejderbevægelsens rækker: socialpatriotisme, der ikke stopper ved noget forræderi, og revolutionær internationalisme, der er dristig og i stand til at gå hele vejen. Det er præcis af denne årsag, at centristerne, der frygter for de kommende begivenheder, fører en bitter kamp imod Fjerde Internationale. De har på deres vis ret: I løbet af store krampetrækninger er de eneste organisationer, der vil være i stand til at overleve og udvikle sig, de der ikke blot har renset deres rækker for sekterisme, men også systematisk trænet dem i foragt over for al ideologisk vaklen og fejhed.
Sidst opdateret 3.1.2015