Fra politisk revys hæfter nr. 3: Det revolutionære parti, arbejderklassen og smågrupperne, København 1972.
Titlen var her: 1972 er ikke 1917 – på vej mod det revolutionære parti. Vi har valgt en oversættelse af titlen, som er tættere på den oprindelige engelske.
Oversat af Dorte Hultgren og Poul Petersen fra Towards a Revolutionary Socialist Party, trykt første gang i Cliff m.fl.: Party and Class, Pluto Press, London 1971.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 25. juli 2008.
I den vestlige verden har de sidste 40 års begivenheder i det store og hele medført, at den revolutionære socialistiske tradition er blevet isoleret fra de forskellige landes arbejderklasser. Vores første problem er at bryde denne isolation. De mange partielle og lokale kampe om lønninger, levevilkår, boliger, husleje, uddannelse, sundhedsvæsen osv. må koordineres og knyttes sammen til en sammenhængende bevægelse, der kan pege fremad – baseret på en strategi for samfundets omdannelse.
Sagt på en anden måde, der i højere grad har med personer at gøre, må der vokse et lag frem bestående af tusinder af arbejdere – håndens og åndens – der har et fast ståsted blandt deres arbejdskammerater, og som har fælles bevidsthed om det nødvendige i socialismen og måden at opnå den på. Eller rettere sagt, denne situation skal genskabes. Både internationalt og i England eksisterede der et sådant lag i 20’erne. Dets forsvinden – i starten ved stalinismens hjælp og senere ved det indviklede samspil mellem stalinisme, fascisme og neo-reformisme – reducerede den ægte socialistiske tradition i de fremskredne kapitalistiske lande til en perifer trosretning. Det er samtidig med, at denne tradition genopstår og forlader sin tidligere status, at gamle diskussioner får nyt liv. Den socialistiske organisations natur er igen blevet et spørgsmål, der diskuteres.
At en organisation bestående af socialistiske militante er nødvendig, er et synspunkt, der er almindeligt accepteret på venstrefløjen – nogle få rene anarkister undtaget. Men hvilken slags organisation? Et synspunkt, der er vidt udbredt blandt nyligt radikaliserede studenter og unge arbejdere er libertarianernes [1]. I følge sagens natur er det noget af en fællesbetegnelse, der dækker over et antal forskellige tendenser. Essensen af det, de har til fælles, er fjendtlighed mod centraliseret, koordineret aktivitet og dyb mistillid til alt, hvad der smager af “lederskab”. Ifølge dette synspunkt er det hverken ønskeligt eller nødvendigt med andet end en løs sammenslutning af aktive grupper. Den bagved liggende antagelse er den, at centraliserede organisationer uundgåeligt undergår en bureaukratisk degeneration, og at arbejdernes spontane aktivitet er det eneste og tilstrækkelige grundlag for opnåelse af socialisme.
De vidnesbyrd, der ligger til grund for den første antagelse, er tilsyneladende slående, De klassiske socialdemokratier fra begyndelsen af det 20’ende århundrede er lærebogseksempler. Det var det tyske socialdemokrati, der forsynede Robert Michels [2] med materiale, så han kunne formulere “oligarkiets jernlov”. De kommunistiske partier, der oprindeligt var dannet for at vriste de politisk bevidste arbejdere bort fra de konservative socialdemokratiske bureaukratiers indflydelse, blev med tiden selv bureaukratiske i en grad, man ikke tidligere havde drømt om i arbejderklassepartier. Ydermere opfattes de basale masseorganisationer – fagforeningerne – almindeligvis som bureaukratiske, og det uanset at deres lederskab kan være meget varieret.
Det er ud fra den slags bevismateriale, at nogle libertarianere har draget den konklusion, at et revolutionært socialistisk parti er en selv-modsigelse. Det er selvfølgelig det traditionelle anarko-syndikalistisk synspunkt [3]. Mere almindeligt er det at indrømme, at et parti – under gunstige betingelser – godt kan undgå det etablerede samfunds omfavnelser. Imidlertid – fortsætter argumentet – bærer sådan et parti, bureaukratisk som det er pr. definition, i sin struktur kimen til en ny herskende gruppe, og det vil, hvis det får succes, frembringe et nyt udbyttende samfund. Erfaringerne med stalinistiske partier, der er ved magten, holdes her frem som bevis.
Meget af det sandsynlige i den slags synspunkter stammer fra deres meget abstrakte og dermed almengyldige karakter. Det ville være unfair at ligestille dem med det “nøgne aberi”, der er så meget på mode i øjeblikket, men der er sandelig en lighed i deres psykologiske appel. Skribenter som Morris og Ardrey [4] klarer sig igennem uden det vanskelige og komplicerede arbejde, det er at analysere de nutidige samfund og konflikter. I stedet for udleder de “uundgåeligheden” af dette eller hint ud fra en angiveligt uforanderlig menneskelig (eller dyrisk) natur. På samme måde udspringer meget af libertarianernes tænkning af meget generelle forestillinger om formelle organisationers dårligdomme. Derefter når de frem til højst konkrete konklusioner, uden at have gjort sig mange anstrengelser for at undersøge begivenhedernes virkelige gang. Således opfattes stalinisme som den “uundgåelige” konsekvens af Lenins forkærlighed for et centraliseret parti. Et par generelle tanker, nogle få formodede “universelle sandheder”, som man kan tilegne sig i løbet af en halv time, bliver erstatningen for en mere seriøs teoretisk udrustning. Da den virkelige verden er et meget kompliceret sted, er det i høj grad betryggende at have ingredienserne til en grydeklar opfattelse for hånden. Desværre er den desuden i allerhøjeste grad vildledende.
Ligningen “centraliseret organisation er lig bureaukrati er lig degeneration” er i virkeligheden en verdsliggjort version af den oprindelige syndefaldsmyte. Ligesom den oprindelige myte fører denne til afgjort reaktionære konklusioner. For det, det i virkeligheden fører med sig, er, at arbejderne er ude af stand til kollektivt demokratisk at kontrollere deres egne organisationer. Lad gå, at det i mange tilfælde har vist sig at være sådan, men at påstå, at det nødvendigvis og uundgåeligt er sådan, er det samme som at påstå, at socialisme er en umulighed, fordi demokrati – i sin virkelige betydning – er en umulighed.
Og det er lige netop den konklusion, der drages af de “nymachiavellianske” socialteoretikere fra det 20’ende århundrede [5] og den konklusion der sidder dybt i moderne akademisk sociologi. Og som konklusionen tager sig ud i øjeblikket, ligger hér selve roden til moderne socialdemokratisk teori. Selvfølgelig vil de libertarianske socialister ikke høre tale om det. Essensen af deres standpunkt ligger jo netop i tilbagevisningen af den trættende gamle kliche, at der altid må være eliter og masser, ledere og ledte, herskere og beherskede. Ikke desto mindre ligger der underforstået den modsatte konklusion i deres behandling af de organisatoriske spørgsmål – af den simple grund, at formelle organisationer er et væsentligt træk ved ethvert komplekst samfund.
Når det kommer til stykket er brugbare argumenter om socialistiske organisationsproblemer umulige på det plan, der består af “universelle” generalisationer. Organisationer befinder sig ikke i et tomrum. De består af virkelige personer i særlige historiske situationer, de søger at løse virkelige problemer med et begrænset antal valgmuligheder åbne. Hvis man undlader at tage disse temmelig indlysende betragtninger med i sine overvejelser gøres diskussion umulig. Især i debatter om stalinismens oprindelse er dette tydeligt.
At bolsjevismen er stalinismens fader er en trosartikel for de fleste libertarianere. Derudover deles synspunktet af det store flertal af socialdemokratiske, liberale og konservative skribenter. Taget helt formelt er det ubestrideligt, at det stalinistiske bureaukrati er fremstået af det bolsjevikiske parti. Men det fører os ikke ret meget videre. Ud fra det samme ræsonnement kan man hævde, at Jesus Kristus er ophavsmand til den spanske inkvisition og Abraham Lincoln til den amerikanske imperialisme. Der er forhåbentlig ingen, der forestiller sig, at udsagn af den type kan føre til brugbare konklusioner. Spørgsmålet er, hvordan og hvorfor stalinismen opstod og hvilken rolle – om overhovedet nogen – det bolsjevikiske parti spillede i den proces.
Daniel Cohn-Bendit’s behandling af emnet i bogen “Venstreradikalismen” (Rhodos 1968) er instruktiv. Han starter med at vise følgende: “Vi kan med den største partiskhed hævde, idet vi dog samtidig støtter os til historiske fakta, at partiet (det bolsjevikiske; red.) bremsede massernes kamp fra februar til oktober 1917, samt at det spillede en afgørende rolle, da revolutionen udartede til en bureaukratisk kontrarevolution; og begge dele på grund af dets karakter, struktur og ideologi.” (side 258).
Det første punkt er ikke relevant i denne sammenhæng og vil blive diskuteret senere. Det andet udvikler han ved hjælp af omhyggeligt udvalgte citater for at vise Lenins og Trotskijs ondskabsfuldhed – hvad han netop har forudsat. Det påvises helt korrekt, at Lenin i 1917 gik ind for, at virksomhederne skulle styres af valgte arbejderkomiteer og i 1920 kraftigt tog til orde for enmandsstyre, at Trotskij i 1920 gik ind for arbejdskraftens militarisering og videre at Kronstadtrevolten i 1921 var et vigtigt vendepunkt i den udvikling, der førte til, at de russiske arbejdere mistede magten. Hvad der virkelig er forbavsende ved Cohn-Bendits behandling af begivenhederne er, at han totalt forsømmer at overveje, under hvilke omstændigheder, de fandt sted. Krigen og borgerkrigens hærgen, den russiske industri i ruiner, opsplitningen af den russiske arbejderklasse – alt dette har åbenbart ikke haft nogen indflydelse på resultatet. Godt nok indrømmes det i forbifarten, at Rusland var et tilbagestående land, og at det var isoleret i og med den fejlslagne tyske revolution. Men – bliver vi så belært – “disse generelle faktorer kan på ingen måde forklare den særlige retning den (revolutionen; red.) tog”.
Nu er det en almindelig antagelse, at der er en eller anden form for forbindelse mellem art og niveau af produktionen af livsfornødenheder og så den form for samfundsmæssig organisation, der er mulig på et givet trin. Det er selvfølgelig uheldigt, at det forholder sig sådan, ellers kunne menneskeheden have sprunget lige fra stenalderen til socialismen.
Hvis det imidlertid accepteres, at en af forudsætningerne for socialisme er en temmelig højt udviklet industri med en høj arbejdskraft-produktivitet, så antager nogle af de “generelle faktorer”, som Cohn-Bendit så overfladisk fejer til side, en vis betydning. Rusland var på revolutionstidspunktet ikke bare et tilbagestående land. Hvis vi tager datidens udviklede kapitalistiske lande som standard, var det faktisk meget tilbagestående. 80% af den samlede befolkning var stadig beskæftiget med landbrug. Det tal, vi har at sammenligne med for England, er på 4,5% af arbejdskraften. økonomen Colin Clark har anslået realindkomsten pr. beskæftiget i Rusland i 1913 til 306 enheder. For England var tallet 1.071 enheder. Ifølge Clarks beregninger var tallet for England så tidligt som i 1688 (ca. 370 enheder) allerede større end for Rusland i 1913. Selvfølgelig indeholder den slags beregninger mange fejlkilder, men selv, hvis de gøres så store som muligt, var chancerne for umiddelbar overgang til et samfund uden tvangsforanstaltninger meget spinkle. Det er rigtigt, at mennesket ikke lever af brød alene – den kulturelle arv er også væsentlig. Og den kulturelle arv i Rusland var tsarisk barbari. Det er således ikke overraskende, at der ikke var nogen i de førrevolutionære marxistiske bevægelser i Rusland, der forestillede sig, at socialismen var på dagsordenen for et isoleret Rusland. Ét sted var illusionen levende, det er sandt, men det var blandt narodnikerne.
Hvor slemt det så end var, forekom det økonomiske niveau i 1913 alligevel som overflod i sammenligning med, hvad der skulle komme. Krig, revolution, borgerkrig og fremmed intervention rystede produktionsapparatet. I maj 1919 var brændstofforsyningen til den russiske industri skåret ned til 10% af det normale. (Disse og de følgende tal er hentet fra E. H. Carr “The Bolsjevik Revolution”, vol. II) . Ved slutningen af samme år var 79% af jernbanerne ude af funktion – og dette i et enormt land, hvor der praktisk taget ikke eksisterede motoriseret transport. I slutningen af 1920 var produktionen af industrivarer faldet til 12,9% af 1913-niveauet.
Følgerne for arbejderklassen var katastrofale. Så tidligt som i 1918 var antallet af arbejdere i Petrograd halveret sammenlignet med to år tidligere. I december 1920 havde byen mistet 57,5% af sin totale befolkning. I løbet af de samme tre år mistede Moskva 44,5%.
I 1917 var antallet af egentlige industriarbejdere over tre millioner. I 1921 var det faldet til en og en kvart million. Den russiske arbejderklasse forsvandt ud i landområderne for at undgå sultedøden. Og hvilke landområder! Krig, hungersnød, tyfus, tvungne beslaglæggelser fra både de rødes og de hvides side, mangel på varer som tændstikker, petroleum og tråd – sådan var virkeligheden i Rusland i 1920-21. Ifølge Trotskij kunne man fra flere provinser oven i købet melde om kannibalisme.
Det var under disse desperate omstændigheder, det bolsjevikiske parti måtte sætte sit eget herredømme i stedet for en decimeret og afkræftet arbejderklasses. En arbejderklasse, der oven i købet i sig selv, kun udgjorde en lille del af befolkningen. Og inden for partiet afskar det voksende apparat lidt efter lidt medlemmerne fra at kontrollere det. Alt dette er ubestrideligt, men det forekommer mere fornuftigt at regne med, at den aktuelle situation havde større indflydelse på denne udvikling end partiets “karakter, struktur og ideologi”. I virkeligheden var partiregimet forbavsende liberalt i denne periode.
Den mest afbalancerede opsummering af begivenhederne er den Victor Serge [6] – selv kommunist med stærke libertarianske tilbøjeligheder – har givet som øjenvidne og deltager:
Det siges ofte, at “kimen til al stalinismen har været i bolsjevismen fra dens begyndelse”. Det har jeg ikke noget at indvende imod. Der er bare det, at bolsjevismen osse indeholdt mange andre kim – en masse andre kim – og de, der overlevede den entusiasme, der var i den første sejrrige revolutions første år, bør ikke glemme det. Det er ikke særlig retfærdigt at dømme det levende menneske ud fra de døde kim, en obduktion afslører i kroppen efter hans død – de kan have befundet sig der døde lige siden fødslen.
Hvis man tager Ruslands tilbageståenhed som forudsætning, afhang det frem for alt af den internationale situation, hvilke kim der skulle blomstre og hvilke, der skulle stagnere. Eller sagt på en anden måde, hvilke af flere mulige udviklingsretninger, der blev gjort til virkelighed.
Den bolsjevikiske magtovertagelse fandt sted i sammenhæng med en europæisk revolution. De revolutionære bevægelser viste sig stærke nok til at vælte den tyske og østrigske kejser, den tyrkiske sultan såvel som den russiske tsar. De viste sig at være stærke nok til at forhindre en udenlandsk intervention, der massivt og vedvarende forsøgte at vælte sovjetstyret. Her var det selvfølgelig en hjælp, at de tilbageblevne stormagter var i indbyrdes konflikt. Men invasionen var slået fejl og knust før det kritiske vendepunkt – arbejderklassens magtovertagelse i et eller to fremskredne lande – var nået. Den tyske revolutions mislykkede forsøg 1918-19 på at nå ud over den kapitalistiske demokratiske republik synes at have været afgørende, når man ser tilbage på begivenhederne. Spartakisternes [7] nederlag beseglede det russiske arbejderstyres skæbne. Kun en solid økonomisk hjælp fra en avanceret økonomi – i praksis fra et socialistisk Tyskland – kunne have afværget den russiske arbejderklasses opløsning.
Det der reelt kom ud af det, forandringen af, hvad Lenin i 1921 kaldte en “arbejder- og bondestat, der er bureaukratisk deformeret” til en totalitær statskapitalisme, var i sig selv en sammensat og langvarig proces. Hvad der er relevant i denne sammenhæng er, at en væsentlig del af processen bestod i destruktionen af alle fløje og tendenser i det bolsjevikiske parti. Det var ikke tilstrækkeligt for kontrarevolutionen at likvidere de forskellige oppositionsgrupper til venstre og højre. Partiet var i den grad uegnet til at “vende revolutionen til en bureaukratisk kontrarevolution” at endog de fleste af de oprindelige stalinistiske kadrer måtte elimineres, før den nye herskende klasse havde stabiliseret sin position.
I 1934 – året for den 17. partikongres – havde al åben opposition længe været undertrykt. De kongresdelegeredes skæbne – så godt som alle stalinister – blev afsløret af Khruschev i 1956: “Af de 1.996 delegerede blev 1.108 senere arresteret. Af de 139 medlemmer af eller kandidater til centralkomiteen, der blev valgt på kongressen, blev 98, dvs. 70%, senere arresteret og skudt.” I korthed blev den overvejende del af dem, der overhovedet havde rødder i den bolsjevikiske fortid – 80% af de delegerede var medlemmer i 1921 – likvideret og erstattet af en ny garde af “ubesmittede”, der kun havde ringe forbindelse med arbejderbevægelsen.
Disse begivenheder, der har haft så afgørende og vedvarende konsekvenser, er kendsgerninger af en helt anden størrelsesorden end manglerne – virkelige eller påståede – ved den bolsjevikiske organisatoriske praksis. At formode noget andet er at forfalde til den voluntarisme, mange libertarianere deler med maoisterne.
Deraf følger ikke nødvendigvis, at det sidste ord om organisation er sagt med den bolsjevikiske model. Under helt anderledes omstændigheder kan argumenterne fra slutningen af det 20’ende århundredes kapitalisme for og imod Lenins stilling i 1903 hverken være rigtige eller forkerte – højst irrelevante. Den megen snak om “avantgardepartiet” i nogle af de maoistiske og trotskistiske sekter er blot den anden side af den libertarianske mønt. Begge er baseret på et højst abstrakt og vildledende syn på virkeligheden.
Analogiens brugbarhed kan diskuteres. Det er klart, at ethvert virkeligt revolutionært socialistisk parti nødvendigvis i en forstand er en “avantgarde”. Men det betyder ikke, at der er hold i den påstand, der føres frem, at begrebet er elitært. Essensen i eliteteorier er påstanden om, at de forskelle i evner, bevidsthed og erfaring, der kan iagttages, har deres rod i uforanderlige genetiske eller sociale forhold, og at folkeflertallet er ude af stand til at lede sig selv nu og i fremtiden. En forkastelse af den elitære holdning indebærer, at de forskelle, der kan iagttages, fuldstændigt eller delvist skyldes årsager, der kan ændres. Det betyder dog ikke en fornægtelse af selve forskellene.
Den virkelige indvending mod at lægge vægten på “avantgardepartiet” er, at det ofte er en del af et forældet verdenssyn, der leder opmærksomheden bort fra nutidige problemer og i outrerede tilfælde fører til en systematisk falsk bevidsthed – en ideologi i den virkelige marxistiske betydning af dette begreb.
En avantgarde indebærer eksistensen af et centralt organ, der bevæger sig i nogenlunde samme retning og er gennemtrængt af en eller anden form for fælles holdning og stræben.
Da f. eks. Trotskij beskrev 20’ernes og de tidlige 30’eres tyske kommunistparti som den tyske arbejderklasses avantgarde passede karakteristikken. Ikke alene talte partiet selv, blandt sine omkring en kvart million medlemmer, de mest oplyste, energiske og selvbevidste af de tyske arbejdere. Det opererede også i en arbejderklasse, der for størstepartens vedkommende havde tilegnet sig nogle af den marxistiske tankegangs grundlæggende elementer. Yderligere var partiet – især efter 1929 – konfronteret med en uddybning af den sociale krise, der ikke kunne løses indenfor Weimarrepublikkens rammer.
I en sådan situation var partiets handlinger af afgørende betydning. Hvad det gjorde eller undlod at gøre ville influere på historiens gang såvel i Europa som i verden som helhed. Den skarpe polemik om detaljer i taktik, historie og teori, der blev ført frem af de oppositionelle kommunistiske grupper var, foruden at være deres vigtigste bidrag, også både retfærdig og nødvendig. Under de givne omstændigheder var avantgarden af afgørende betydning. Som Trotskij slående bemærkede, kunne en krydsning af klinger ændre de spor, den tyske arbejderklasses tunge tog ville slå ind på.
I dag er omstændighederne helt anderledes. Der findes ikke noget tog. Der eksisterer godt nok en ny generation af dygtige og energiske arbejdere, men de er ikke længere en del af en sammenhængende bevægelse, og de arbejder ikke længere i et miljø, hvor grundlæggende marxistiske ideer er udbredte. Vi er tilbage ved begyndelsen. Ikke blot er avantgarden – i den virkelige betydning af ordet som et betydeligt lag af revolutionære arbejdere og intellektuelle – blevet tilintetgjort. Det samme er sket med omgivelserne: traditionen der gav avantgarden indflydelse. I England har traditionen aldrig været så udbredt som i Tyskland og Frankrig, men den var levende nok i det kommunistiske partis tidlige år.
Problemets kerne er, hvordan man videreudvikler den proces, der nu er i gang for at genskabe traditionen. Det er måske sandt, som Gramsci sagde, at det er vanskeligere at skabe generaler end en hær. Men det er ligeså sandt, at generaler uden en hær er ubrugelige – også selvom det er forudsat, at de kan skabes i et tomrum.
I virkeligheden er “avantgardisme” i sine ekstreme former en idealistisk pervertering af marxismen, der fører til et moralistisk syn på klassekampen. Arbejderne opfattes som nogen, der slår i tøjret, altid parate og ivrige efter at kæmpe, men altid forrådte af korrupte og reaktionære ledere. Særlig ondartede er de “venstreorienterede” ledere, hvis radikale frasesprog skjuler en fast vilje til at give køb ved først givne lejlighed.
Selvfølgelig sker der den slags ting. Korruption i bogstavelig forstand er ikke et ukendt fænomen i den britiske arbejderbevægelse, og i sine mere forfinede fremtrædelsesformer er den vidt udbredt. Men det er grotesk enøjet at forudsætte, at Englands historie siden krigen kan forklares ud fra “forræderi”, og det er idiotisk at forestille sig, at alt hvad der er nødvendigt, er at “danne et nyt lederskab” i en eller anden sekt og så tilbyde det som et alternativ til de ventende arbejdere.
Virkeligheden er meget mere kompliceret. Der eksisterer allerede elementerne til en arbejder-klasseledelse. Den praktiske ledelse er de aktive og militante, der fra dag til dag holder fabriksgulvets og selve klassens organisationer i gang. At de almindeligvis er mere eller mindre under indflydelse af reformistiske, stalinistiske eller endnu mere reaktionære ideer bør ikke forklares ud fra et forræderi. Det bør i stedet forklares ud fra deres egne erfaringer og ud fra manglen på en socialistisk tendens, der forekommer troværdig og realistisk.
Det tørste har været afgørende. I de avancerede økonomier har reformismen haft succes i de sidste godt tyve år. Ikke altid og for alle, men for tilstrækkeligt mange mennesker i tilstrækkelig lang tid til at skabe en udstrakt tro på reformismen som et tilstrækkeligt levedygtigt foretagende.
Efterhånden som forholdene ændres bliver det andet punkt mere og mere væsentligt, og en overdreven læggen vægt på avantgardebegrebet kan blive en virkelig barriere for sammensmeltningen mellem traditionen og de aktive.
Et af de negative træk ved lederskab/forræderi-billedet er den antagelse, at svaret på alle problemerne kendes på forhånd. Det står i et program, der er definitivt og endeligt. At sikre programmets renhed ses som en af hovedopgaverne for de udvalgte få. At der kan være nye problemer, der kræver nye løsninger, at det er nødvendigt at lære af ens arbejdskammerater såvel som at lære fra sig opfattes som uvelkomne ideer. Ikke desto mindre er de væsentlige. Alvidenhed er ikke givet i større udstrækning til organisationer, end til individer. En vis portion beskedenhed, fleksibilitet og opmærksomhed over for sine begrænsninger er nødvendig.
Det er desuden temmelig usandsynligt, at et program skrevet i lad os sige 1938 indeholder hele løsningen på 70’ernes problemer. Det er i stedet for sådan, at i arbejdet på at genskabe en betydningsfuld socialistisk bevægelse må mange gamle opfattelser modificeres. Ideer, i det mindste anvendelige ideer, har en eller anden form for sammenhæng med virkeligheden, og det er næsten en banalitet, at den verden, vi arbejder i, ændres med en hastighed, der er uden sidestykke.
Det er klart, at udviklingen af et program i betydningen en detaljeret erklæring om mål og midler for delspørgsmål og overgangskrav for alle vigtige områder er uløseligt forbundet med bevægelsens udvikling. Men det forudsætter deltagelse af et stort antal af dem, der selv aktivt er engageret på disse områder. Det er socialisters opgave at forbinde deres teori og deres målsætning med de militantes problemer og erfaringer på en sådan måde, at der opnås en syntese, der både er en praktisk handlingsvejledning og et springbræt for yderligere fremskridt. En syntese af den slags er meningsfuld i det omfang den virkelig vejleder de involveredes aktiviteter og modificeres i lyset af den praksis og de ændringer, den selv har været med til at fremkalde. Det er dette, der er den virkelige betydning af den “kamp for et program”, der ofte bliver en hellig ko.
Det er lignende overvejelser, der knytter sig til internationalismen. Internationalismen – d.v.s. anerkendelsen af den langsigtede fælles interesse for arbejdere alle steder og denne interesses førsteret over for alle lokale og nationale hensyn – er grundlæggende for socialismen. I dag, hvor de internationale koncerner får stadig større vægt og indflydelse, er dette tydeligere end nogensinde. Et fænomen som en national socialistisk organisation er en umulighed. Det er en af de trotskistiske gruppers fortjenester, at de stædigt har understreget denne fundamentale sandhed.
På den anden side er konklusionen heraf: at “det er nødvendigt at starte med Internationalen” et andet eksempel på den fordrejende indflydelse, det har at koncentrere sig for meget om “lederskabet”. En “Internationale”, der ikke består af andet end små sekter i forskellige lande, er en fiktion. Det er en skadelig fiktion, der som erfaringen viser fører til illusioner om storhed og siden til omgåelse af de virkelige problemer. Den latterlige situation, hvor der eksisterer ikke mindre end tre organisationer, der hver hævder at være den Fjerde Internationale, og som udveksler gensidige forbandelser lige som middelalderens paver, er tilstrækkeligt bevis på ultra-avantgardismens fallit i det internationale spørgsmål.
For at kunne udvikle en virkeligt udbredt internationalisme – og uden en sådan udbredelse er al snak om internationalisme selvbedrag – er det nødvendigt at starte med at knytte konkrete arbejdskampe i et land sammen med kampe i andre: Fordarbejdere i England og Tyskland for eksempel, havnearbejdere i London og Rotterdam o. s. v. Det betyder at starte der, hvor disse arbejdere lever, nemlig i de forskellige lande. Det indebærer, at man lægger de storslåede ideer om “internationalt lederskab”, “verdenskongresser” og den slags på hylden til fordel for det trivielle arbejde det er at propagandere og agitere i sit eget land samtidig med, at man udvikler internationale forbindelser, der har betydning for avancerede arbejdere uden for det sekteriske miljø, hvor begrænsede de end er i begyndelsen.
Møder og diskussioner mellem socialistiske grupperinger i forskellige lande er væsentlige, teoretiske diskussioner er essentielle, men det er først og fremmest dannelsen af virkelige forbindelser mellem grupper af arbejdere, der er vigtig. Først efter at dette er sket i et betydeligt omfang, vil forudsætningen for genskabelsen af Internationalen være nået. I den situation, vi står i nu, er analogien med Marx og den første Internationale på visse punkter mere relevant end Lenin og den tredje. Men ingen af dem giver en anvisning, der kan følges mekanisk.
Nu er der, efter at alt skidtet er siet fra, et vigtigt gran af sandhed i avantgarde-analogien. Det ligger i erkendelsen af arbejdende menneskers uhyre uensartethed hvad angår bevidsthed, selvtillid, erfaring og aktivitet. Det er kun en lille og konstant skiftende del af arbejder-klassen, der virkelig er involveret i det, der foregår i de eksisterende masseorganisationer. En større del er af og til involveret, og det store flertal er kun inddraget under usædvanlige omstændigheder. Når et større antal arbejdere engageres i aktioner – strejker, huslejekampe o.s.v. – sker der desuden det, at disse aktioner almindeligvis bliver lokale og med begrænset målsætning. Den eneste større undtagelse – det at stemme på et parti, der i nogen grad ses som arbejdernes parti – får i sig selv i højere og højere grad rituel karakter. Og selv på dette plan må det huskes, at ved hvert valg siden krigen har sådan noget som en tredjedel af arbejderklassen stemt Tory (de konservative).
At slå disse almindeligt kendte fakta fast opfattes sommetider som forræderi og en hån mod arbejderklassen. Og dog er det kun en konstatering – ikke kun af det, der er gældende nu – men også af det, der er nødvendigt for et kapitalistisk samfund i dets “demokratiske” form for overhovedet at kunne fortsætte. I det øjeblik et stort antal mennesker handler direkte, kollektivt og vedblivende for at ændre deres forhold, ændrer de ikke blot sig selv, de underminerer hele kapitalismens grundvold. Meningen med et parti er først og fremmest, at det kan give den virkelige avantgarde – den mere avancerede og bevidste minoritet af arbejdere og ikke sekterne eller de selvproklamerede ledere – den tillid og sammenhæng med ligestillede, der er nødvendig for at drage masserne med sig. Det følger heraf, at der ikke kan være tale om et parti, der ikke indeholder denne minoritet som et af sine hovedbestanddele.
Det er i denne sammenhæng, spørgsmålet om apati må ses. Som det så ofte er blevet påpeget, er det grundlæggende i apatien følelsen af magtesløshed og følelsen af manglende evne til at ændre begivenhedernes gang på andet end uvæsentlige områder. Apatiens vækst, den voksende privatisme, der giver sig udtryk i, at man vender verden ryggen, er naturligvis nært forbundet med de reformistiske politikeres manglende evne til at yde det, der forventes. Samtidig sker der det, at de internationale firmaers magt til at knibe uden om de “nationale” restriktioner vokser støt. Det er derfor, apati meget hurtigt kan vendes til det modsatte, hvis der kan præsenteres et troværdigt alternativ.
Dette alternativ må være mere end blot en samling personer, der i almindelighed tilslutter sig en platform. Det bør også være et center for gensidig træning og debat, hvor den uerfarne aktive kan blive erfaren, og hvor der kan Ske en sammensmeltning af de manuelle arbejdere, kontorarbejderne (white-collar) og de intellektuelles livssyn med den videnskabelige socialismes ideer. Alternativet må være en erstatning for de institutioner – specialskoler, universiteter, klubber, kantiner osv. – igennem hvilke den herskende klasse præger sine kadrer med en fælles livsanskuelse, tradition og loyalitet. Og det må være i stand til at gøre det uden at afskære sine militante medlemmer fra deres arbejdskammerater.
Den ældgamle afledningsmanøvre: spørgsmålet om, hvorvidt socialistisk bevidsthed opstår “spontant” blandt arbejderne eller bliver tilført dem “udefra” af de intellektuelle har absolut ingen relevans i det moderne samfund. Det er simpelthen et tomt spørgsmål, fordi det forudsætter eksistensen af en mere eller mindre selvstændig arbejderklassebevidsthed, hvori et eller andet kan indgydes. Hvorvidt det relativt sammenhængende arbejderklasseudsyn, der er blevet så idyllisk beskrevet af digtere som Hoggart, [8] nogensinde har været så selvstændigt, som det er blevet formodet, er et spørgsmål. I hvert fald er det dødt – dræbt af skiftende sociale betingelser og massemedierne. Det er ret latterligt at argumentere for, at man skal bringe ideer “udefra” til arbejdere, der har fjernsyn. Det er klart, at arbejdere – og især de aktive – ser temmelig anderledes på tingene end beboerne i overklasseområderne.
Hele deres livserfaring siger dem det. Men arbejdere er ikke automater, der reagerer passivt på omgivelserne. Enhver har et verdens-billede, en referenceramme, i hvilken oplysninger eller antagelser om samfundet bliver indpasset. Hele det omfattende massemedieapparatur, uddannelsesinstitutionerne o.s.v. har som en af deres væsentligste funktioner det, sociologerne kalder “socialisering” eller som de gamle Wobblies [9] kaldte hjernevask (“head-fixing”). De forestillinger, der passer den herskende klasse bedst, er dagligkost for os alle sammen. Individer kan, hvad enten de er buschauffører eller lærere i æstetik, modstå tilpasningsprocessen indtil et vist punkt. Kun et kollektiv kan udvikle et systematisk alternativt verdenssyn og overvinde fremmedgørelsen mellem manuelt og intellektuelt arbejde, som påfører enhver – arbejdere såvel som intellektuelle – et opsplittet og afgrænset syn på virkeligheden. Det, Rosa Luxemburg kaldte “sammensmeltningen af videnskab og arbejdere”, er utænkeligt uden for et revolutionært parti.
Et sådant parti kan umuligt skabes uden på fuld demokratisk basis. Medmindre voldsomme uoverensstemmelser er reglen, og forskellige tendenser og meningsafvigelser er repræsenteret i det interne partiliv, kan et socialistisk parti ikke rejse sig over sekternes niveau. Internt demokrati er ikke et valgfrit tillæg til noget andet. Det er fundamentalt for forholdet mellem partiets medlemmer og dem, de arbejder iblandt.
Dette er udmærket illustreret af Isaac Deutscher, da han diskuterede kommunistpartierne sidst i 20’erne og først i 30’erne.
Når den europæiske kommunist gik ud for at tale sin sag for et arbejderpublikum, mødte han sædvanligvis en socialdemokratisk modstander, hvis argumenter han måtte modbevise, og hvis slogans han måtte imødegå. For det meste var han ude af stand til at gøre det, fordi han manglede træning i politisk debat. Den var ikke blevet dyrket inden for partiet, og hans skoling havde frataget ham evnen til at prædike for de ikke-omvendte. Han kunne ikke undersøge sin modstanders argumenter ordentligt, når han hele tiden måtte tænke på sin egen ortodoksi .... Han kunne med mekanisk fanatisme forelægge et sæt foreskrevne argumenter og slogans; .... Når han, som det ofte skete, blev bedt om at svare på kritik af Sovjetunionen kunne han sjældent gøre det overbevisende. Hans takkebønner til arbejdernes fædreland og hans hallelujaråb for Stalin gjorde ham latterlig i ethvert besindigt publikums øjne. Den stalinistiske agitations ineffektivitet var en af hovedgrundene til, at denne agitation i mange år – selv under de gunstigste omstændigheder – kun gjorde små eller slet ingen fremskridt over for socialdemokratisk reformisme.
Nutidige paralleller springer her i øjnene.
At de militante skal kunne uddanne sig selv i en atmosfære af steril ortodoksi er en umulighed. Tilliden til ens egne ideer bliver kun udviklet i forbindelse med en virkelig debat, som skal finde sted i en atmosfære, hvor uoverensstemmelser bliver frit og åbent diskuteret. Det “monolitiske parti” er en stalinistisk forestilling. Ensretning og demokrati er gensidigt uforenelige.
Naturligvis kan et parti ikke være en kuffert, hvori ethvert tænkeligt standpunkt er indeholdt. Medlemsskarens begrænsning er bestemt af en seriøs forpligtelse over for det endelige mål: arbejderklassens demokratisk kollektive kontrol over industrien og samfundet. Inden for disse grænser er forskellige syn på strategiske og taktiske aspekter nødvendige og uundgåelige i en demokratisk organisation. Kætterjagten, der er karakteristisk for visse sekter, er selvødelæggende, en atmosfære af halvreligiøs fanatisme er uforenelig med genindførelsen af den socialistiske tradition i brede lag af arbejderbefolkningen.
Den disciplin, der er nødvendig i enhver seriøs organisation, kan fremkomme på to måder. Den kan opstå ved et system af kunstig enstemmighed, påtvunget af forordninger og forskrifter, et system, der bremser produktiviteten i en socialistisk gruppe. Eller den kan udspringe af en fælles tradition og loyalitet bygget på basis af fælles arbejde, gensidig træning og et realistisk og ansvarligt forhold til arbejdernes spontane aktiviteter.
Spontanitet er en realitet. Men hvad betyder det? Simpelthen at grupper af arbejdere, som ikke er aktive i nogen fagforening eller politisk organisation, går i aktion for deres egen skyld eller for at støtte andre. Fra organisationssynspunktet er aktionen “spontan”, men fra arbejdernes side er den bevidst og velovervejet. Sådanne aktiviteter foregår konstant og afspejler en stræben efter selvstyre, som er udbredt selv hos arbejdere, der normalt anses for at være “tilbagestående”. Det er et elementært udtryk for klassekampen. Uden den ville bevidste militante arbejdere befinde sig i et vakuum. For at bruge den forslidte, men nyttige analogi: spontaniteten er dampen, der driver arbejderklassens organisatoriske stempler.
Men stempler uden svinghjul er ubrugelige, og damp, der ikke bliver kanaliseret, har kun en begrænset effekt, Spontanitet og organisation er ikke alternativer. Det er to forskellige aspekter af den proces, ved hjælp af hvilken et stigende antal arbejdere kan blive sig det reelle i deres situation bevidst og derved deres magt til at ændre den. En fremgang for denne proces afhænger af en dialog og af, om de organiserede militante både lytter og argumenterer, forstår et partis begrænsninger såvel som dets styrke, er i stand til at finde en sammenhæng mellem deres kammeraters aktuelle bevidsthed og del politik, der må føres for at realisere de forhåbninger, der ligger gemt i denne bevidsthed.
Det hænder, at selv de bedste militante bliver overrumplet af begivenhederne og i en kortere eller længere periode indtager en holdning, der ligger til højre for de tidligere ikke militante arbejdere; denne erfaring er velkendt for de aktive menige fagforeningsmedlemmer. Slagord og krav, der i går kun kunne accepteres af de mere bevidste, kan lige pludselig blive for snævre for flertallet, i det øjeblik kampen udvikler sig ud over det forventede punkt. De aktives større erfaring og viden fører uundgåeligt til en vis forsigtighed – normalt med rette – men den kan sommetider i en hurtigt skiftende situation blive en hindring for fremskridt. Det samme sker nødvendigvis med et parti. Det er her, det stærke i Cohn-Bendit’s kritik af de socialistiske partier ligger.
Faren er uløseligt forbundet med omgivelsernes natur. Pludselige skift i bevidstheden hos denne eller hin gruppe kan ikke altid – og ikke engang sædvanligvis – forudsiges. Hvad der kan forudsiges er, at det er nødvendigt at oparbejde en følsomhed, der gør, at man hurtigt opdager forandringerne og en fleksibilitet, så der kan handles derefter.
Hverken eksistensen af spontane stemnings-omsving, uventede massebevægelser eller den hyppige tendens til forsigtighed hos de erfarne og engagerede socialister udgør noget argument, imod et parti. Tværtimod. Når man ser på det ujævne bevidsthedsniveau og arbejderklassens industrielle og geografiske opdeling, er partiets væsentlighed iøjnefaldende. Især et centraliseret parti, der kan give de forskellige gruppers aktioner den sammenhæng og koordination, der er nødvendig, for at aktionerne ikke skal begrænses til lokale sejre.
Det, det i stedet er et argument imod, er den bureaukratiske karikatur af et parti, som stalinismen har fået mange på venstrefløjen til at forveksle med den ægte vare. Et af de eksempler, Cohn-Bendit har valgt at illustrere partikonservatismen med, var det faktum, at det bolsjevikiske parti i juli 1917 haltede bagefter Petrograds arbejdere og forsøgte at forhindre og begrænse deres demonstrationer. Partiet var fanget i et dilemma, der hidrørte fra bevægelsens uensartede udvikling i Rusland som helhed. Som Trotskij skrev: “der var frygt for, at Petrograd skulle blive isoleret fra de mere tilbagestående områder; på den anden side var der håb om, at en aktiv og stærk intervention fra Petrograds side kunne redde situationen”. Denne “konservatisme” var en afspejling af et pres fra partimedlemmer i andre centre, der igen formidlede arbejderkredsenes stemning i disse områder. At der var et parti, der var tilstrækkeligt fleksibelt til at reagere på det pres, forhindrede sandsynligvis en gentagelse af Pariserkommunen i 1917. Dette var selvfølgelig den mest ekstreme situation, men lignende problemer er uundgåelige på ethvert af udviklingens trin.
Et revolutionært socialistisk parti er nødvendigt, men det har været nødvendigt længe. Hvorfor skulle der netop være grund til at tro, at det er muligt at danne det i 70’erne?
Påstanden bygger dels på den analyse af verdenskrisen, vi har udviklet i “International Socialism” (organisationens teoretiske tidsskrift; red.) og dels på den tese, at under kapitalismens skiftende betingelser vil reformistiske løsninger i mindre og mindre grad være i stand til at bringe delløsninger på de problemer, arbejderklassen står ansigt til ansigt med. Dette er den objektive faktor.
Den vigtigste subjektive faktor er, at stalinismens ideologiske indflydelse bliver mindre og mindre. Det er vanskeligt at overvurdere stalinismens indflydelse på venstrefløjen. Den har virket ved effektivt at forhindre opbygningen af et alternativ – enten direkte eller ved den reaktion, den har forårsaget. Gennem 15 år er denne magt blevet nedbrudt – først langsomt, så hurtigere og hurtigere. I dag er den i fuld opløsning. Men den ideologiske opløsning må ikke blandes sammen med kommunistpartiernes organisatoriske tilbagegang. Skønt det britiske kommunistparti helt sikkert er gået tilbage, er det ikke dét, der er af afgørende betydning. Partiet har stadig tag i temmelig mange militante – men ikke længe på den gamle facon. Det er ikke længere et stalinistisk parti. Der hersker alle slags tendenser inden for det, og nu da Moskvas pavelige ufejlbarlighed for altid er forsvundet, kan der ikke længere dannes et monolitisk parti igen.
Den dominerende gruppe i partiet, Gollanledelsen, er fuldt og helt reformistisk. Hvad enten ledelsen sigter efter at likvidere partiet ved at føre det over i Labour, sådan som nogen mistænker den for, eller den klynger sig til illusionen om, at der er plads til endnu et reformistisk arbejderparti i britisk politik – hvad der synes mere sandsynligt – gør ingen forskel. Som en hindring for omgruppering på venstrefløjen taber partiet hurtigt terræn.
Heller ikke Labourpartiet har den styrke, det havde tidligere. Det er dels en afspejling af kommunistpartiets tilbagegang, for ethvert betydningsfuldt medlem af Labourpartiet har tidligere støttet sig kraftigt til kommunistpartiets fagforeningsbasis. Dels skyldes det den tilbagegang i Labours egne medlemsorganisationer, blandt ungdommen, i byområderne, i valgkredsene, der har vist sig så markant i de senere år. Der er stadig ægte socialister, der er aktive og passive medlemmer af Labourpartiet. Men det synes tvivlsomt – dog ikke utænkeligt – at der vil udvikle sig en massiv socialistisk tendens inden for partiet.
Begyndelsesgrundlaget for et revolutionært socialistisk parti er til stede blandt de af industriens militante arbejdere, der tidligere så til kommunistpartiets side, blandt et stadigt voksende antal radikaliserede unge arbejdere og studenter og blandt de revolutionære grupper.
De sidste er et vigtigt, men vanskeligt problem. Hovedårsagen til den sekterisme, der har plaget det britiske venstre, er socialisternes isolering fra effektivt og indflydelsesrigt at tage del i massekamp. Isoleringen er på hurtig retur, men alle dens negative virkninger eksisterer stadig: overdrivelse af sekundære forskelle, ændring af taktiske forskelle til principsager, den halvreligiøse fanatisme, der kan give en gruppe betydelig overlevelseskraft under ugunstige forhold, men som betyder, at den hæmmer sine muligheder for virkelig udvikling, den teoretiske konservatisme og blindheden over for uvelkomne aspekter af virkeligheden. Når der har fundet en slagkraftig sammensmeltning af arbejdere og studenter sted, ville disse problemer blive overvundet. Vi vil i vores gruppe forsøge at give et betydningsfuldt bidrag til, at denne sammensmeltning slår igennem. Uden at vi har nogen illusion om, at vi er “lederskabet”, er International Socialism til for at levere teoretiske og praktiske bidrag til gendannelsen af socialismen i England og internationalt.
1. Et begreb, der især anvendes i de engelsk-talende lande. Det dækker især over de forskellige anarkistiske tendenser, som de f. eks. er formuleret af brødrene Cohn-Bendit og Noam Chomsky i hans “De nye mandariner”. Fælles er den anti-leninistiske holdning og modviljen mod et centraliseret parti.
2. “Oligarkiets jernlov” er titlen på Michels bog, der hævder den tese, at alle arbejderorganisationer – i og med de er organisationer – vil degenerere til bureaukratiske maskiner.
3. Den tyske anarko-syndikalist Rudolf Rocker definerer begrebet således: “en bevægelse, der vil nå et anarkistisk mål med syndikalistiske midler – d. v. s. direkte aktion, generalstrejke og arbejdernes overtagelse af produktion og distribution gennem fagforeninger, bedriftsråd og kooperation”. Bevægelsen er traditionelt partifjendtlig og grænser sig ideologisk til den rent faglige kamp.
4. Med det “nøgne aberi” tænkes der på den modeagtige interesse, der har været for Morris’s bog “Den nøgne abe”.
5. Der tænkes her på den borgerlige sociologi, der, uden at tage stilling til de sociale fænomener, den beskæftiger sig med, konkluderer “kynisk” og uden forbindelse med den samfundsmæssige virkelighed, der er klassekamp og undertrykkelse.
6. Født i eksil af bortviste narodnik-forældre. Først anarkist og derefter syndikalist. Tog i 1918 til Rusland for at hjælpe til. Blev senere bolsjevik – men kritisk. Fordrevet under Stalin-tiden. Han har i sine skrifter indgående beskæftiget sig med, hvorfor revolutionen i Rusland slog fejl.
7. Tysk udbrydergruppe fra det tyske socialdemokrati. Blev dannet af Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Se endvidere Tony Cliffs artikel i Politisk Revy nr. 199.
8. Richard Hoggart: Professor i engelsk ved Birmingham Universitet. Mest kendt for værket “The Uses of Literacy”, hvori han bl.a. beskæftiger sig med arbejderbevidstheden og det særlige ved arbejderklassens “kultur”.
9. Betegnelsen for medlemmer af IWW (Industrial Workers of the World). Især udbredt i USA. Bedst kendt er Joe Hill.
Sidst opdateret 25.7.2008