Oversat fra Peter Green: The Basic Ideas of Marxist Economics, udgivet af Socialist Workers Party, 1987.
Oversat og bearbejdet af Joan Soelberg, Peter Wedel og Peter Meldgaard. 2. udgave bearbejdet af Jørn Andersen.
På dansk første gang i International Socialisme. Politiske arbejdstekster, nr. 2, nov. 1988.
I 2. udgave fra nov. 1990 er der rettet diverse mindre fejl.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. dec. 2014. Til web-udgaven er der foretaget mindre redaktionelle rettelser.
Introduktion | Spørgsmål og forslag til yderligere læsning
Disse noter er skrevet med to formål.
Det ene er som baggrundsstof for skolingsmøder i økonomi i SWP-afdelingerne. Det andet er at bygge bro mellem generelle introduktioner til marxisme og at læse de klassiske værker, som Marx’ Kapitalen. På grund af det andet formål indeholder noterne en lang række definitioner og de vigtigste begreber, som marxister bruger. Det er ikke nødvendigt at gennemgå disse punktligt ved skolingsmøder, de er der for referencernes skyld (som en ordbog!).
Noterne er meget korte. Målgruppen er dem, som allerede har været igennem en basal socialistisk skoling, og har en forståelse for arbejderklassens rolle, og hvad vi mener med kapitalisme. Jeg går ud fra, at læseren har læst en introduktion, som f.eks. The Revolutionary Road to Socialism af Alex Callinicos, og forhåbentlig Det Kommunistiske Manifest af Marx og Engels.
Pjecen er delt i to dele. Den første handler om de mest generelle begreber i marxistisk økonomi, og den anden handler om “systemets dynamik”, akkumulation og kriser. Hver del efterfølges af spørgsmål. Materialet vil sandsynligvis optage to møder, selv om det kan splittes op på flere. Pjecen handler ikke om den aktuelle krise. Hvis man skal gennemgå denne samt emner som imperialisme og den permanente våbenøkonomi, vil det kræve mindst et møde yderligere.
Disse noter kan læses sammen med en af Marx’ korte pjecer, f.eks. Lønarbejde og kapital eller Løn, pris og profit, men ingen af disse omhandler kriser særlig godt. Det er også værd at nævne (specielt til dem, som bliver ved med at bruge den til introduktion), at Løn, pris og profit blev skrevet som et polemisk svar på John Westons stupiditeter, og det er ikke nem læsning. Personligt mener jeg, at Socialismens udvikling fra utopi til videnskab af Engels er en meget bedre introduktionstekst, som også understreger de politiske implikationer i Marx’ ideer.
Produktion er grundlaget for alle menneskelige samfund. Produktion består først og fremmest af menneskers bearbejdning af naturens råmaterialer. Nøglen til forståelse af al historie op til vor tid ligger i dette arbejdes skiftende karakter.
I skolen lærer vi historien om konger og kejsere; om krige og religion. Men uden det uophørlige, daglige slid af det store flertal, ville intet af dette have været muligt. Uden det overskud, som blev produceret af slaver, bønder og arbejdere, kunne konger ikke have kæmpet og præster ikke have prædiket.
Eksistensen af klasser, som ikke udfører arbejde, kunne kun opstå, da det menneskelige arbejde havde nået en vis produktivitet. Frembringelse af et overskud af produkter ud over de basalt nødvendige, gjorde det muligt at opdele samfundet i klasser. I mere end 90% af den tid mennesket har eksisteret, har det levet i en statsform, som Marx beskriver som “primitiv kommunisme”, uden klasser.
Det afgørende gennembrud kom først for ca. 8.000 år siden med udviklingen af redskaber, som gjorde det muligt at opdyrke jorden i de frugtbare dale i Mellemøsten og Asien. Med redskaber var mennesket i stand til at skabe et overskud udover hvad der var nødvendigt for at overleve. Først da en lille gruppe fik eneret på dette ekstra overskud, kunne udviklingen gå videre: Den herskende klasse kunne bruge sin kontrol over produktionen til at få så meget arbejde som muligt ud af andre. Byer kunne opstå, og “civilisationen” kunne udvikle sig.
Historien kan derfor kun forstås gennem de skiftende produktionsmåder. Enhver produktion, hvad enten den er feudal eller kapitalistisk, indeholder en kombination af to faktorer: Produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Produktivkræfterne består af de redskaber, maskiner og den teknologi, som er skabt af menneskeligt arbejde. I videste forstand omfatter de menneskets egen viden og færdigheder. Det er udviklingen af produktivkræfterne, der har gjort det muligt at udvikle de forskellige trin i menneskets civilisation. Romerriget ville ikke have eksisteret uden opfindelsen af jernredskaber og våben, og kapitalismen kunne ikke have eksisteret uden skibe og uden uret.
Dette betyder ikke, at teknologiske forandringer bestemmer alt andet i samfundet. Tværtimod var det spredningen af kapitalismens økonomiske forhold, som skabte den industrielle revolution, ikke omvendt.
I dag har den teknologiske udvikling (automatisering, computere og satelitter) nået et sådant stade, at det for første gang er muligt at frigøre størstedelen af menneskeheden fra slid og slæb og fattigdom. Men dette vil ikke ske under kapitalismen. Der skal socialisme til. Kun socialisme skabt af arbejderklassen kan frigøre de muligheder, der ligger i proktivkræfterne. Produktivkræfter udviklet under kapitalismen. Den historiske udvikling afhænger derfor af vekselvirkningen mellem produktivkræfterne og:
Disse henviser til den måde, hvorpå produktionen socialt set er organiseret. De vedrører for det første den måde, menneskeligt arbejde er opdelt på for at udføre de forskellige opgaver i samfundet – organiseringen af arbejdsdelingen. For det andet henviser de til den måde, de forskellige midler og produktivkræfter er tildelt forskellige klasser (jord, redskaber, maskiner, bygninger, fabrikker osv.). Disse to punkter er afgørende for, hvordan produktionsoverskuddet forvaltes under forskellige produktionsmåder.
Klassedelingen af samfundet hænger sammen med de forskellige produktionsforhold, der er fremherskende i en bestemt historisk periode.
Som i tidligere, klassedelte samfund er kapitalisme delt i to grundlæggende klasser. Et mindretal af befolkningen (mindre end 0,5% [1]) ejer eller kontrollerer de rigdomme, som generationer af arbejdere har skabt. Det store flertal er, på grund af deres manglende adgang til produktionsmidlerne, tvunget til at arbejde for dette mindretal.
Kapitalisme adskiller sig på to vigtige punkter fra tidligere klassesamfund:
1: I slave- eller feudalsamfundene var udbytningen åbenlys. Den feudale livegne skulle f.eks. arbejde noget af året på sin egen jord, og noget af året – specielt i høsttiden – på herremandens jord. Alternativt kunne han vælge at afgive en stor del af sit høstudbytte til den lokale herremand, præst eller skatteopkræver. I begge tilfælde var situationen klar nok, selv om han ikke følte sig i stand til at gøre noget ved det. En del af udbyttet blev beslaglagt af dem, som havde magt til det.
Livegnes og bønders arbejde blev delt op i den “nødvendige” arbejdstid, der skulle til for at ernære den livegne eller bonden og hans familie – og en “overskydende” arbejdstid, som skulle bruges til at producere varer til den herskende klasse og dens lakajer.
Denne deling mellem “nødvendig” og “overskydende” arbejdstid finder også sted under kapitalismen. Det giver os en præcis målestok for det, Marx kaldte “udbytningsraten”.
Men under kapitalismen er denne opdeling skjult af den måde, arbejderne er udelukket fra kontrollen over produktionen og tildelingen af varer – og af den måde, som arbejderne sælger deres arbejdskraft. Det er umuligt at se, hvor meget af tiden vi arbejder for os selv, og hvor meget af tiden vi arbejder for arbejdsgiverne og den herskende klasse generelt.
2: Kapitalismen er et enestående dynamisk og ekspanderende system. Det betyder ikke, at tidligere produktionsmåder var stillestående. Men det er simpelthen ikke muligt at sammenligne kapitalismen – med dens tempo i teknologisk udvikling og udbredelse på verdensplan – med andre produktionsmåder.
Marx hylder kapitalismens “revolutionære” rolle i Det kommunistiske Manifest. Han skrev (i 1848): “Borgerskabet har i de knap hundrede år, det har været herskende klasse, skabt produktionskræfter , der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt”.
Årsagen til, at kapitalismen har denne særlige rolle er den måde, hvorpå kapitalisterne har brugt det overskud, de fik ud af arbejderne. Tidligere var det sådan, at den herskende klasse brugte dette overskud på sig selv eller på krige, der kunne gøre den rigere. Selv handelskapitalisterne i renæssancens Firenze og Venedig brugte det meste af deres udbytte på opkøb af jord eller på at bygge smukke paladser og kirker, som vi stadig kan se i dag.
I modsætning hertil var kapitalisterne i den industrielle revolution (perioden, hvor kapitalismen kom frem) mere interesserede i fabrikker og skorstene end kunsthåndværk. De brugte det meste af overskuddet til investeringer i produktionen og ikke til eget forbrug.
Mange mennesker opfatter kapitalismen som et spørgsmål om privat ejendom. Men det er ikke nok. Privat ejendom fandtes længe før kapitalismen, og det er tydeligt i dag, at statskontrollerede virksomheder (som den britiske kulindustri) eller selv hele nationale økonomier (som Sovjet) er underkastet de samme grundlæggende love, som privatkapitalismen.
Andre mener, at jagten på profit er det væsentligste træk ved kapitalismen. Dette er nærmere sandheden, men stadig ikke nok. De athenske handelsfolk i oldtidens Grækenland havde et lige så godt øje for profit som nogen i dag. På nogle måder optrådte de som kapitalister, men de var ikke en del af en kapitalistisk produktionsmåde.
Den moderne kapitalismes oprindelse kan spores tilbage til den hurtige udvidelse af markedet, international handel og økonomi i det 15. og 16. århundrede. De kapitalistiske relationer opstod således af feudalismens skød. I modsætning til arbejderklassen kunne borgerskabet akkumulere/ophobe rigdomme før det forsøgte at sikre sig politisk magt (med revolutionen i England i 1641 og i Frankrig i 1789).
Men det afgørende stadium i kapitalismens fremkomst skete, da kapital – borgerskabets ophobede rigdom – tog direkte kontrol over produktionsprocessen (hvilket de athenske handelsfolk aldrig gjorde). Det krævede så, at kapitalismen var i stand til at forbinde to kritiske produktionselementer – på den ene side produktionsmidlerne, og på den anden side arbejdskraften.
Hvis arbejdskraften skulle være tilgængelig, krævede det, at den måtte befries fra feudal-herremændenes kontrol. Arbejdskraften måtte være fri i dobbelt forstand – fri til at sælge sin arbejdskraft til den højstbydende, men også “fri” fra nogen som helst adgang til produktionsmidlerne: jorden, råmaterialerne og maskinerne, som jo ellers ville gøre det muligt for arbejderne at arbejde for sig selv.
På én måde er den frihed, arbejderne har under kapitalismen, reel nok. De kan gå fra en arbejdsgiver til en anden. Fritiden er deres egen (selv om man ikke slipper for kapitalismens kontrol over medierne, underholdning og sport). Arbejderne er i stand til at organisere sig kollektivt (trods love og undertrykkelse) på en måde, som ikke var mulig under slaveriet eller feudalismen.
Men i en mere grundlæggende betydning er denne frihed en illusion. Arbejdere ejer kun deres arbejdskraft. Hvis arbejderne vil overleve, har de ikke andet valg end at sælge denne arbejdskraft til en eller anden kapitalist. Kapitalisternes kontrol over produktionsmidlerne giver dem evnen til at bruge arbejdernes arbejdskraft til at ophobe endnu mere rigdom og magt til sig selv.
Marx definerer kapitalisme som et “system af generaliseret vareproduktion”. Denne definition indeholder to af de grundlæggende træk ved kapitalismen. Det ene er salget af arbejdskraft som en vare. Det andet er konkurrencen mellem kapitaler, som dominerer og hele tiden ændrer produktionsprocessen. Men før vi undersøger disse to aspekter ved kapitalismen, er det nødvendigt at se på Marx’s analyse af begrebet vare, som han starter med i “Kapitalen”.
En vare er ganske enkelt noget, som er produceret udelukkende for at blive solgt på et marked. Hvor meget der produceres afhænger først og fremmest af, hvor meget der kan sælges.
Vi lever i dag i en verden, hvor næsten alt er blevet en vare. Det tager vi som en selvfølge. Vi måler værdien af ting på, hvor meget de koster, og vi tror endda, at pengene, snarere end arbejde, er kilden til rigdom i samfundet.
Og alligevel er de fleste ting i det meste af menneskets historie ikke blevet produceret som varer. De blev produceret for direkte at opfylde menneskelige behov. Arbejde blev udført for at producere ting bestemt enten kollektivt af landsbyen, eller af en lokal høvding eller chef.
I modsætning hertil bliver arbejde i et vareproducerende samfund udført ifølge ordrer fra markedet – svarende til, om en vare kan blive solgt, og til hvilken pris. Indenfor hver fabrik eller selskab er arbejderne anvist forskellige opgaver, men som helhed er der ingen plan i økonomien, ingen menneskelig kontrol.
Der kan foregå en produktion, men hvis varerne ikke kan sælges, indeholder de spildt arbejde. Produceres der for meget, kan prisen falde, og fabrikker vil blive lukket, fordi de ikke længere er profitable. Hvis der er et “overskud” af kul på verdensplan, sendes minearbejdere på lossepladsen.
Produktionsprocessen afhænger ikke af behovet for ting, men af muligheden for at sælge og købe dem. Hvis der er et “overskud” af kul, betyder det ikke, at ingen mennesker fryser – det betyder bare, at frysende mennesker ikke har penge at købe kul for.
Kapitalisme er et system af generaliseret vareproduktion, og således forbindes tyranni og anarki. Der er tyranni fra lederen inden for hver enhed af produktionen – og der er anarki på markedet, som selv ikke den største kapitalist kan kontrollere (selvom de prøver hårdt på det gennem monopoler og brug af staten).
Enhver vare har to aspekter. Begge er nødvendige:
Brugsværdi udtrykker selvfølgelig brugbarheden af en vare, årsagen til at folk ønsker eller har brug for den. Brugsværdi produceres i alle typer samfund. I dag er brugsværdien af brød lige så fundamental, som den var i tidligere samfund (selv om nogen måske vil sige, at hvidt franskbrød har en lav brugsværdi).
Bytteværdi henviser til, hvad en vare kan sælges for. I samfund med byttehandel kan bytteværdien af en sæk mel måske udtrykkes i så og så mange flasker vin, eller med et par sko, eller hvad den ellers kan byttes med. I dag er det selvfølgelig sådan, at bytteværdi udtrykkes i så og så mange penge. En sæk mel sælges for så og så mange kroner og ører, eller dollars og cent osv.
Om en ting har en bytteværdi eller ej, afhænger af den sociale sammenhæng, hvori den er produceret. Brød bagt i egen ovn til eget forbrug har en brugsværdi, men ingen bytteværdi. Men det samme brød produceret til salg på det lokale marked har en bytteværdi.
Det ses klart, at der ingen sammenhæng er mellem brugsværdi og bytteværdi. Nogle ting kan være meget nyttige, så som ilten i luften, og alligevel være gratis. Andre ting kan være relativt nytteløse, såsom krydsermissiler (selv om de kan bruges af den stat, der køber dem), og alligevel have en enorm bytteværdi.
Under kapitalismen er varer ikke produceret efter hvor nyttige de er, men efter hvor mange penge, de kan sælges for. Borgerlige økonomer måler en vares værdi i penge. En vares værdi er simpelthen det beløb, den sælges for. Det efterlader spørgsmålet om, hvad der bestemmer værdien af penge. “Hvad du kan købe for dem”, er ikke noget ordentligt svar. Det får blot det hele til at gå i ring.
Den letteste måde at komme ud af denne ring på er først at se på bytteforbindelserne uden penge. Når en sæk mel byttes for et par sko, ser vi ikke kun en bytning af varer. Mølleren og skomageren bytter også arbejdstid.
Byttehandel er én måde, hvorpå forskellige typer arbejde i samfundet hænger sammen. Byttehandel er et socialt forhold.
Et samfund med generaliseret vareproduktion medfører en fuldstændig opdeling af arbejdet. En mængde forskellige, kollektive arbejdshandlinger er kun forbundet gennem markedsmekanismerne. I sådan et samfund forekommer byttehandel utrolig tidkrævende og ineffektiv. Hvad nu hvis bageren ikke har brug for et par sko? Eller hvis skomageren kun har brug for en lille smule mel, som kræver meget mindre arbejdstid end et par sko?
Det er derfor udbredelsen af vareproduktionen går hånd i hånd med opkomsten af en speciel vare, der optræder som penge. Penge har evnen til at kunne byttes med en hvilken som helst vare. I stedet for bytteforholdet
2 sække mel = 1 par sko
har vi måske
1 sæk mel = 50 kroner og
1 par sko = 100 kroner
Men vi så jo, at bytningen af mel for sko også var en bytning af møllerens og skomagerens arbejde. Hvordan er situationen så nu?
Skomageren får nu 100 kr., som gør ham i stand til at købe den ene sæk mel, han behøver. Herudover har han så 50 kr. tilbage til at købe andet for. De penge han får for sine sko, giver ham et krav ikke bare på møllerens arbejde, men på et hvilket som helst arbejde, der udføres i samfundet.
Penge giver indehaveren et krav på det arbejde, der udføres i samfundet som helhed. Altså en vis sum penge giver dig mulighed for at indkøbe varer, som indeholder en vis portion arbejdstid.
Lad os antage, at 10 kr. repræsenterer 1 times arbejde. Måske bruger skomageren 60 kr. til materialer, og det tager ham 4 timer at lave et par sko. Hvis han sælger skoene for 100 kr., har han dækket sine udgifter ind og modtager 40 kr. ekstra, der passer med den arbejdstid han har brugt. Han har fået et krav på det samfundsarbejde, der passer sammen med hans eget bidrag til den samlede arbejdstid.
Penge repræsenterer, hvad samtlige dele inden for produktionen har til fælles. Penge udtrykker det forhold, at alle dele er beslægtede med hinanden, ikke direkte, men indirekte gennem anarkiet på markedet.
I denne verden er det bytningen af varer, der bestemmer den menneskelige produktionsproces. I sig selv optræder penge som målet for produktionen og kilden til værdi (slutproduktet af hvad Marx kalder varefetichismen). Men penge har kun en værdi på den måde, at de giver dig et krav på andres arbejde. På en øde ø er guld til ingen verdens nytte. Pengesedler er værdiløse, hvis der ingen produktion er.
Det arbejde, der skaber den værdi, penge repræsenterer, har en speciel egenskab. Marx kaldte det abstrakt arbejde. Ligesom varen har to aspekter, brugsværdi og bytteværdi, så har også arbejdet, som producerer varerne, to aspekter: Konkret arbejde og abstrakt arbejde.
Konkret arbejde findes i alle samfund. Ordet henviser til den specielle karakter af bagerens arbejde til forskel fra skomagerens arbejde. Hvert enkelt kræver specielle færdigheder og anvendelsesområder bestemt af den særlige type brugsværdi, det producerer.
Abstrakt arbejde fremkommer kun, når de forskellige dele af det konkrete arbejde er underordnet det fælles mål at sælge varen for penge på markedet. Ordet henviser til, hvad alt sådant arbejde har til fælles – anvendelsen af menneskelig arbejdstid.
Marx’ forklaring på, hvordan penge repræsenterer abstrakt arbejde, er helt central for forståelsen af værdiloven. I almindelig forstand betyder det blot, at arbejde er kilden til al velstand. I litteraturen blandes dette sammen med, at varer almindeligvis vil byttes til en pris, som svarer til den mængde værdi, varerne indeholder målt i arbejdstid. Spørgsmålet om til hvilken pris en vare præcist byttes, er faktisk irrelevant for værdiloven, sådan som Marx udviklede den.
Lad os fortsætte med det kunstige eksempel fra før. Der antog vi, at skomageren faktisk sælger sine sko til en nettofortjeneste (efter materialeomkostninger), som svarer til det arbejde, han har nedlagt i skoene. Hvis han nu var heldig nok til at indgå en aftale med den eneste anden skomager i byen om at sætte prisen op til 150 kr., så ville de begge få et udbytte på 90 kr. for 4 timers arbejde. Dette udbytte vil give dem begge ret til andres arbejde til en værdi af 9 timers arbejde for hvert par solgte sko. (Husk at 10 kr. stadig i gennemsnit er værdien af 1 times arbejde.)
Hvis en vare sælges for mere end dens værdi, må det i virkeligheden betyde, at der andre steder i samfundet bliver solgt varer for mindre end deres værdi (hvis der bruges flere penge på én vare, vil der blive mindre til rådighed for de andre). Skomagerne får takket være deres monopol en fordel på bekostning af de andre producenter i samfundet. Det ligner den måde, OPEC-landene og olieselskaberne drog fortjeneste af olieprisstigningerne i begyndelsen af 1970’erne.
Der er intet i dette, der modbeviser værdiloven i Marx’ forstand. Tværtimod er det kun ved hjælp af denne teori, vi rigtig kan forstå, hvad der foregår.
Men vi kan gå lidt længere. De to skomageres ekstraprofitter er tilbøjelige til i det lange løb at tiltrække én eller to nyankomne i branchen. De vil være i stand til at sætte prisen på sko tilbage til 100 kr. og stadig klare sig lige så godt som den gennemsnitlige producent. De to gamle monopolister vil være nødt til også at sætte deres pris ned, hvis de ikke skal tvinges ud af branchen.
De nyankomne ville i virkeligheden være i en endnu stærkere position, hvis de havde det sidste nye skomagerværktøj. Dette ville sætte dem i stand til at producere sko på kun to timer i stedet for fire. De kunne så sætte prisen ned til 90 kr. og stadig få et udbytte på 30 kr. for kun to timers arbejde per par sko.
De gamle monopolister er nu rigtig kommet i klemme. Ikke bare er deres ekstraprofit forsvundet, men de er nu tvunget til at sætte deres pris ned til 90 kr. – hvorfra de får et udbytte på 30 kr. de for fire timers arbejde, de har brugt. I selvtilfredshed over deres kontrol med markedet, forsømte de at følge med den sidste nye teknologi. Deres arbejdstid passer ikke længere med, hvad der er nødvendigt med det nye udstyr. En del af deres arbejde er ikke længere samfundsmæssigt nødvendigt.
Det ligner igen det, der skete med stål- og bilkompagnierne i USA. Efter at have lavet store monopoliserede profitter på hjemmemarkedet i 1950’erne og 1960’erne, så de sig pludselig underbudt af importen af japansk stål og japanske biler i 1970’erne. Biler, der var produceret med den sidste nye teknologi.
Begrebet samfundsmæssigt nødvendigt arbejde er centralt; men det vil vi komme tilbage til senere. Det er betydningsløst i denne forbindelse som udtryk for konkurrenceeffekten mellem producenter indenfor samme industri. Værdien af en vare, såsom et par sko eller en bil, er ikke bestemt af, hvor længe arbejderne faktisk er om produktionen. Værdien vil blive bestemt af det stykke arbejde, som er samfundsmæssigt nødvendigt med det maskineri og den teknik, der er til rådighed. Hvis arbejdet er langsomt eller ineffektivt, tæller det ikke med som produceret værdi.
Marx hævdede, at ændringer i varens værdi (målt i timer af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde) i det lange løb vil være hovedregulatoren af prisændringer. Der er nogle tydelige eksempler på dette i dag. Det dramatiske fald i prisen på regnemaskiner, mikrochips og andre elektroniske produkter er i bund og grund et resultat af, at mængden af den nødvendige arbejdstid til produktion af disse emner er faldet drastisk.
Og modsat: Der, hvor produktiviteten ikke er steget så voldsomt, har varerne en tendens til at stige i pris; endog hurtigere end den gennemsnitlige inflationsrate. Byggeri af huse er ét eksempel på dette. Et andet eksempel er fremstilling af bøger, som er en af de mest arbejdskraftintensive processer.
Men husk, værdiloven afhænger ikke af, om der er en præcis sammenhæng mellem varernes relative pris og deres underliggende værdi. Priser kan variere af alle mulige årsager – en midlertidig mangel på forsyninger, en pludselig stigning i efterspørgslen, virkningen af monopoler eller regeringsindgreb osv. Nogle kapitaler vinder på bekostning af andre på grund af disse svingninger, andre falder fra.
Formålet med værdiloven er ikke at forklare alle disse variationer i priserne, som borgerlige økonomer er så besatte af at forklare. Formålet er at gøre os i stand til at forstå de basale lovmæssigheder i kapitalismen.
I dette samfund synes penge at have evnen til at avle flere penge. Hvis du er heldig og har en sum penge (kapital), skal du bare sætte dem i banken eller købe aktier, så vil summen øjensynligt vokse automatisk. Men i sig selv kan penge ikke udrette noget, de kan ikke producere noget. Hvor kommer renterne, dividenderne og profitterne så fra?
Siden de alle repræsenterer en værdistigning udtrykt i penge af den oprindelige sum penge, kan vi gentage spørgsmålet på en mere generel måde: Hvordan kan værdi avle mere værdi, eller hvor kommer merværdien fra?
Dette er det mest grundlæggende spørgsmål i alle økonomiske analyser af kapitalismen. Men inden vi ser på Marx’ svar, er det værd at overveje nogle flere forklaringer fra de borgerlige økonomer:
1: “Kapital som en produktionsfaktor”. Her ses kapital som en særskilt indsats på lige fod med arbejde (og med jord som en tredje faktor, der avler renter). I denne forklaring ses lønninger som gengæld for arbejde, renter af jord, profitter for kapital, alt sammen meget fint og behageligt for jordejere og kapitalister.
Men det logiske spørgsmål er så, hvor kapitalen oprindeligt kommer fra? Hvordan har det været muligt for jordejerne at monopolisere jorden? Hvordan har kapitalisterne fået penge til at købe maskiner og produktionsmidler?
Tilbage til det grundlæggende. Det er absurd at betragte jord og maskiner som noget, der giver et “uafhængigt” bidrag. Jorden skal pløjes og høstes; råstoffer skal graves op af jordens indre, maskiner skal produceres af menneskeligt arbejde. Råstoffer og maskiner indeholder værdi. De er produkter af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, det har krævet at producere dem – som alle varer. Når de så bruges i produktionen repræsenterer de dødt arbejde, som må forbindes med levende arbejde for at kunne producere noget.
Den værdi, som maskiner indeholder, går stykke for stykke ind i værdien af det færdige produkt, som skabes med deres hjælp. Omkostninger af den investerede startkapital skal dækkes i varernes pris. Men det forklarer ikke, hvor profitten kommer fra, eller hvordan kapitalen stiger i værdi.
2: “Profit fra bytning”. En anden almindelig holdning er, at kapitalister opnår deres profitter gennem deres succes med at manipulere markedet. De køber billigt og sælger dyrt. De køber varerne under deres værdi og sælger dem til mere end deres værdi.
Det er rigtigt, at én kapitalist kan vinde på bekostning af en anden på den måde, men hvis én vare sælges for mere end dens værdi, vil en anden vare (som vi så tidligere) blive solgt for mindre end dens værdi. Når det hele lægges sammen, vil disse gevinster og tab ophæve hinanden.
Byttehandel eller køb og salg af varer kan ikke skabe nogen ekstra værdi. De tidligste kapitalister, købmænd og bankfolk i det 15. og 16. århundrede, kunne, alene ud af handel, lave betydelige profitter. Men disse profitter afhang af de ekstra produkter, som de feudale landejere frembragte og af uafhængige håndværkere i byerne. Deres gevinster var på bekostning af andre klasser i samfundet. De snyltede på andre produktionsformer.
Vi har stadig tilbage at forklare kilden til merværdi, når kapitalismen dominerer produktionsprocessen. Nøglen til dette spørgsmål ligger i salget af arbejdskraft som arbejdernes vare.
Marx sagde, at han ikke opdagede arbejdskraftens eksistens, men at han afslørede nøglen til udbytning – forskellen mellem arbejdskraftens værdi i sig selv og den værdi, som arbejdet skaber i produktionsprocessen.
Arbejdskraftens værdi er, som enhver vare, bestemt af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der skal til for at producere dens værdi. Det afhænger blot af den sum af arbejde, der er nødvendig for at producere de basale livsnødvendigheder – fødevarer, tøj, boliger og den slags – ikke kun til arbejderne, men også til den næste generation af arbejdere.
Hvad der regnes for nødvendigt kan diskuteres. I nogle situationer vil arbejdere få lønninger, som er tilstrækkelige (mindre end “arbejdskraftens værdi”) til at holde dem sunde og produktive. I andre tilfælde har arbejdernes organisationer været i stand til at skubbe lønnen op over, hvad der er samfundsmæssigt nødvendigt. Men i alle tilfælde er den arbejdstid, der er nødvendig for at erstatte arbejdskraftens værdi, mindre end det arbejde, arbejderen virkelig udfører, når han eller hun er ansat under kapitalens kommando.
Dette er vanskeligt for arbejderne at se. De bliver betalt med penge i slutningen af ugen i forhold til det antal timer, de har arbejdet. Men arbejderklassen som helhed modtager penge, som gør den i stand til kun at købe en del af det, der blev produceret. Det krav på andres arbejde, som de modtager i løn, er mindre end det arbejde, de har ydet.
Lad os sige, at en times arbejde i Danmark i dag repræsenterer 150 kr. De 150 kr. giver dig et krav på produkter, som gennemsnitligt udtrykker én times arbejde. Så vil de, der får mindre end 150 kr. pr. time, få mindre end den værdi, deres arbejde skaber. Og det gælder det store flertal.
Arbejdere bruger en del af deres arbejdstid på at producere for sig selv og deres børn. Det er den nødvendige arbejdstid. Men resten af tiden arbejder de for arbejdsgiverne og den herskende klasse som helhed. Det er med denne ekstra arbejdstid, de bidrager til den totale sum af merværdi (iberegnet renten, som går til pengeudlånerne, og skatterne, som går til staten og bliver brugt på våben, uddannelser og politi).
Som i alle klassesamfund er forholdet mellem ekstra arbejdstid og nødvendig arbejdstid målestok for udbytningsgraden. Under kapitalismen kan den grad imidlertid udtrykkes i værdiudtryk som:
|
merværdi arbejdskraftens værdi |
= |
m v |
= |
merarbejdstid nødvendig arbejdstid |
Så hvis arbejderen bruger 20 timer pr. uge på nødvendigt arbejde og 20 timer pr. uge på ekstra arbejde, vil udbytningsgraden være 20/20 = 100%.
Borgerlige økonomer definerer kapital som et hvilket som helst redskab eller maskine uanset de sociale forhold, hvorunder de bruges. Marx’ syn er fuldstændig anderledes. Som han skrev: “En neger er en neger. Han bliver kun en slave under bestemte omstændigheder. En bomuldsspindemaskine er en maskine til at spinde bomuld på. Den bliver kun til kapital under bestemte omstændigheder”.
En kapitalist er ikke blot en, der sælger varer. Hans mål er at ende med flere penge, end han startede med. Den selvstændige skomager sælger sine varer for at købe de varer, han behøver. Dette kan udtrykkes som V-P-V (varer sælges for penge for at købe varer).
Kapitalens cirkulation, som Marx kaldte det, starter ikke med varer, men med penge. Dvs. P-V-P’ (en sum penge bruges til købe varer for, som så igen sælges for flere penge. For at analysere denne proces lidt nærmere: En kapitalist bruger penge til varer (råmaterialer, værktøj, fabrikker og arbejdernes arbejdskraft), som bruges i produktionen (p) af flere varer. Disse sælges for flere penge, end kapitalisten startede med – eller P-V-p-V-P’.
Dette giver os fornemmelsen af kapitalismen som noget dynamisk, noget som konstant er på jagt efter profit. Det er ikke kun maskiner, som bliver forvandlet til kapital på denne måde. Arbejdskraften købes også af kapitalismen, og forbruges af den under produktionsprocessen. Dette gør os i stand til at skelne mellem to typer kapital:
Konstant kapital. Dette refererer til de penge, som bruges på at købe råmaterialer, udstyr, bygninger, maskiner osv. Den benævnes “konstant”, ikke fordi dens størrelse forbliver den samme (tvært imod så kan den vokse hurtigt), men fordi dens værdi ikke vokser under produktionsprocessen. Størrelsen af den konstante kapital udtrykker størrelsen af “det arbejde”, som systemet benytter.
Variabel kapital. Dette refererer til den mængde penge, som bruges på at købe arbejdskraft. Den kaldes variabel, fordi det kun er denne del af kapitalen, som laver merværdi. Hvor meget merværdi vil variere alt efter, hvor hårdt og produktivt, arbejderne aktuelt arbejder.
Mens arbejde er den eneste kilde til merværdi, må profitten beregnes ud fra den totale kapital, som er investeret. Dette giver os definitionen på profitraten, som forholdet mellem merværdien (m) og summen af konstant kapital (k) og variabel kapital (v), eller
Profitraten (p) = m / (k + v)
Det må huskes, at dette gælder for kapitalistklassen under et, eller kapitalen generelt. Individuelle kapitaler kan score en større del af den totale profit på bekostning af deres konkurrenter. Deres profitter kan ikke bare komme fra de arbejdere, de aktuelt beskæftiger, men også fra arbejdere beskæftiget hos andre kapitalister (på samme måde som de tidlige købmandskapitalister scorede en del af den merværdi, som bønderne producerede for landejerklassen).
Det omvendte argument gør sig også gældende. Hvis et selskabs produkter ikke er konkurrencedygtige, og derfor giver en lav profit, eller ikke kan sælges og giver tab, så betyder det ikke, at arbejderne ikke udbyttes. Dette selskabs arbejdere har stadig lavet merarbejde. De har produceret varer, som indeholder potentiel merværdi. Men hvis selskabet taber på varerne, betyder det, at merværdien ikke er blevet realiseret. Merværdien er ikke blevet omformet til aktuel profit for kapitalisterne.
Profitterne og tabene, som individuelle kapitalister oplever under konkurrencen, er meget vigtige i forhold til, hvordan systemet fungerer. Men de modsiger ikke Marx’ analyse af hvordan kapitalismen generelt set er afhængig af merværdien produceret af arbejderne.
Som vi har set, er kapitalen afhængig af merværdi, men merværdi repræsenterer merarbejde, den del af arbejdsdagen, som tilfalder kapitalisten. Merværdi kan derfor øges på to måder. Ved at øge arbejdsdagens længde, eller ved at reducere den del af arbejdsdagen, hvor arbejderne producerer for sig selv.
Absolut merværdi: Dette var Marx’ udtryk for forøgelse i merværdien ved at øge arbejdsdagen. I kapitalismens tidlige periode var dette den hyppigste måde at øge udbytningen på (vi kan stadig i dag i dele af Den tredje Verden eller i slikbutikkerne i Øst London finde steder med en arbejdsdag på 12 timer eller mere).
Alternativt kan arbejdsdagen intensiveres. Pauser sløjfes, og hvert minut af arbejdsdagen tvinges arbejderne til at arbejde.
Men der er grænser for dette. Arbejdernes sundhed og produktivitet tager skade, hvis de presses for hårdt. Arbejderne kæmpede lange kampe for at få begrænset arbejdsdagens længde.
Relativ merværdi: Dette refererer til merværdiforøgelse ved reduktion af det “nødvendige” arbejde. Den del af arbejdsdagen, som går til at producere merværdi kan forøges på denne måde.
Dette kan ske ved at kapitalister tvinger arbejdernes levestandard ned. Men som med forlængelse af arbejdsdagen er der grænser for dette, både på grund af hensynet til at opretholde en sund og produktiv arbejdsstyrke, og på grund af arbejdernes faglige organisationer.
Den vigtigste kilde til forøget merværdi for den moderne kapitalisme afhænger derfor af forøget produktivitet. Forøgelse af produktivitet betyder, at de varer, som arbejderne behøver, falder i værdi (det tager mindre arbejdstid at producere dem), og det betyder, at arbejdskraftens værdi falder. Den mængde varer, som arbejderen modtager kan være den samme eller endog stige, men andelen af arbejdstiden, det tager at producere dem, falder.
Disse forøgelser i produktiviteten er primært resultater af produktionsmekanismerne og introduktionen af ny teknologi. Disse må undersøges nærmere. Men bemærk: Det er ikke forøgelse af produktiviteten som sådan, der øger den relative merværdi. Generelt gælder det for kapitalen, at forøgelser i produktiviteten må medføre et fald i arbejdskraftens værdi (eller en forøgelse af kapitalens andel af produktet), hvis den totale merværdi skal øges.
I det foregående kapitel diskuterede vi, hvordan merværdi kan øges for kapitalen som et hele. Men for individuelle kapitalister kan produktivitetsstigninger give en fordel i konkurrencen med deres rivaler. Dette kan, i det mindste på kort sigt, give dem en øget profit, eller en større andel af den totale mængde merværdi.
Den stadige jagt efter konkurrencemæssige fordele som et middel til at opnå større profitter er helt central for kapitalismens dynamik. Konkurrence eksisterede før kapitalismen. Feudalherrer konkurrerede om jord, og købmandskapitalen konkurrerede om kontrol over forskellige markeder. Men det var først da kapitalismen overtog produktionsprocessen, at konkurrencen blev uomgængelig. Billiggørelsen af varerne gennem stigninger i produktiviteten blev konkurrencens ødelæggende våben.
Med den industrielle revolution i England blev arbejderne koncentreret i fabrikker og spinderier, udsat for en enorm arbejdsdeling og underordnet maskinernes rytme. Den enestående stigning i produktiviteten gjorde det muligt for Lancashires bomuldsindustri at erobre verdensmarkedet. De som holdt sig til de gamle produktionsmetoder – håndvæverne i England, eller klædesmagerne i Indien – kunne ikke opnå den reduktion i produktionsomkostningerne, som maskineriet muliggjorde. Meget af deres arbejde var ophørt med at være samfundsmæssigt nødvendigt. Til sidst var de udslettet.
De kapitalister, der var først med de nye metoder, lavede enorme profitter. Men, som altid, kunne disse profitter ikke vare ved. Maskineriet blev alment tilgængeligt. I England og andre steder startede hundredvis af nye konkurrenter i industrien. De brugte også de nye produktionsmetoder. Efterhånden som flere og flere bomuldsvarer kom på markedet, begyndte prisen at falde hurtigt.
Under prisfaldet lå faldet i den “samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid”, som var nødvendig for at producere varerne. De første, som havde brugt de nye metoder havde været i stand til at sælge deres varer over disses nye værdi. Men efterhånden som de nye metoder blev generaliserede, faldt priserne, og de ekstra profitter forsvandt.
I historien om bomuldsindustrien i det 18. og 19. århundrede, som Marx nøje studerede, har vi nøglen til såvel kapitalismens høj- som lavkonjunkturer. Konkurrencens pres forklarer kapitalismens akkumulationstvang. Den måde, som nye teknologier først giver større profitter for opfinderne, for derefter at blive generaliserede, indeholder nøglen til “profitratens tendens til fald”.
Konkurrencens pres betyder, at ingen kapitalist kan tillade sig at slappe af. Hvis de ikke kan opretholde deres arbejdsstyrkes produktivitet, er de i fare for at blive underbudt på markedet. Afsætningen vil svigte, profitten falde, og de vil være udsat for at gå bankerot eller blive opkøbt.
Truslen om at blive opkøbt tvinger enhver arbejdsgiver til at maksimere udbytningen af sine arbejdere, men det tvinger dem også til at investere en del af merværdien i produktionsprocessen. De er nødt til at blive ved med at ekspandere og introducere den nyeste produktionsteknologi.
Kapitalister tvinges til at akkumulere deres merværdi som mere kapital. Dette er det mest karakteristiske træk ved den kapitalistiske produktionsmåde. Selvfølgelig går en del af profitten til direktørerne og til aktieejerne i form af dividender. Kapitalisterne sørger for sig selv, men hvis de forbruger for meget af deres profitter sammenlignet med deres rivaler, vil deres produktivitet i sidste instans sakke agterud.
Dette er i en nøddeskal, hvad der er sket med den britiske kapitalisme i det 20. århundrede. Fordi de var forvænte under det britiske imperium, tog de det med ro sammenlignet med deres forfædre, pionererne i den industrielle revolution. Da de endelig vågnede på grund af konkurrencetruslen fra rivaler i Europa og Japan i 1960’erne, var de langt bagud. På trods af deres angreb på arbejdernes lønninger og levevilkår, har de ikke været i stand til at indhente dette.
Som et hele er kapitalister styret af parolen “akkumulér, akkumulér! Det er Moses og profeterne ... Akkumulation for akkumulationens skyld, produktion for produktionens skyld.”
Det er tvangen til at akkumulere, der ligger til grund for kapitalismens store historiske fremskridt – udvidelsen af produktivkræfterne. Investeringen af merværdien giver grundlag for den hurtige vækst, som i perioder er mulig under kapitalismen. Den fremmer også kapitalismens bølger af videnskabelige og teknologiske fremskridt.
Akkumulationen ligger også til grund for nogle af de mest betydningsfulde forandringer af systemet, siden dette kom frem. Disse inkluderer:
Koncentrationen og centraliseringen af kapital: Koncentration betyder blot ophobning af kapital som følge af, at et firma investerer sin egen profit. Centralisering betyder derimod, at små firmaer opsuges af større kooperationer.
De svage og ineffektive bliver under kapitalismen sat til vægs. Deres værdier bliver opkøbt billigt af konkurrenterne. Med udviklingen af køb og salg af aktier, og muligheden for store lån fra banker, bliver selv store firmaer sårbare over for opkøb.
Som vi har set i det tyvende århundrede, bliver kapitalen til sidst ekstremt koncentreret i hænderne på nogle få hundrede gigantiske selskaber, der dominerer enhver større national økonomi. Vi ser fremkomsten af, hvad der er blevet kaldt “monopolkapital”.
Fremkomsten af monopolkapitaler kunne se ud til af måtte indebære, at konkurrencen helt forsvinder. Dette er sket inden for bestemte lande og industrier i en vis udstrækning. Standard Oil, ejet af Rockefeller, var i stand til at påvirke industrien over hele USA (og selvom regeringen opdelte selskabet i mindre enheder, fortsatte de med i hemmelighed at lave aftaler for at fastholde priserne). Men konkurrencen er ikke forsvundet. Den har blot ændret karakter. Specielt er den blevet internationaliseret. Dette stammer fra en anden fundamental tendens i kapitalismen, nemlig udviklingen af en verdensøkonomi:
Udviklingen af verdensmarkedet: Fra sin begyndelse var kapitalismen et system, der overskred nationale grænser. Handelskapital fik sin største profit på international handel. Importen af sølv fra de spanske kolonier i Latinamerika hjalp med at finansiere den store økonomiske udvikling i 1600-tallets Europa. De enorme profitter, som britiske slavehandlere og plantageejere tjente, udgjorde den “primitive akkumulation” af kapital, som var nødvendig for den industrielle revolution.
Men den hurtige vækst i produktionen som følge af mekanisering og fabriksfremstilling, gjorde salg på verdensmarkedet nødvendig. I Lancashire i det 19. århundrede kunne man producere mere bomuld før morgenmaden, end der skulle bruges til tøj til alle Storbritanniens arbejdere. I resten af tiden forsynede man resten af verden.
En international opdeling af arbejdet opstod. Alle nationale økonomier (selv de største, som USA og Sovjet i dag) blev afhængige af hinanden. De heldige lande, som blev industrialiseret først, fik den økonomiske og militære magt til at kolonisere andre lande. Nogle nationale økonomier, som f. eks. Indien, blev pålagt den rolle at skaffe råstoffer til forarbejdningscentrene i kolonimagternes hjemlande.
I dag har den internationale opdeling af arbejdskraften en anden form. Der er blevet udviklet kæmpestore multinationale firmaer, som ikke bare sælger men også producerer i mange lande. Nogle industrier, som f. eks. elektronikbranchen, har flyttet forarbejdningsindustrien til tidligere kolonier for at få adgang til billig arbejdskraft og konkurrencemæssige fordele.
Koncentrationen af ressourcer og profit kontrolleret af nogle få har nået en størrelse, som ikke engang Marx havde forestillet sig. Men dette har ikke ændret hverken konkurrencen eller anarkiet i systemet. Tværtimod har konkurrencen på verdensplan aldrig været hårdere. Intet land kan undgå det anarki, som er sluppet løs på grund af den internationale krise.
Med andre ord er akkumulation også årsag til modsætninger i systemet. Det forklarer ikke blot den hurtige ekspansion af systemet, men også den kroniske krise, som kapitalisme kan ende i.
Fortalere for kapitalisme ser på akkumulation som et gode for alle. Det er rigtigt, at i hvert fald i de udviklede lande, har arbejdere fået højere levestandard som følge af kapitalismens udvikling, men deres andel af produktionen er ikke steget. Udbytningsgraden er ikke blevet mindre. Den forholdsmæssige rigdom og magt hos kapitalisterne er øget.
Som Marx skrev i en af sine kraftfulde passager, idet han opsummerede følgerne af akkumulation:
“... inden for det kapitalistiske system anvendes alle metoder for at forøge arbejdets samfundsmæssige produktivkraft på den enkelte arbejders bekostning; alle midler til udvikling af produktionen forvandler sig til midler til at beherske og udbytte producenten, lemlæster arbejderen til et menneskebrudstykke, degraderer ham til et maskinappendiks (vedhæng), tilintetgør arbejdets indhold gennem dets kval, gør ham fremmed over for arbejdsprocessens åndelige muligheder i en målestok, der er den samme som den, i hvilken videnskaben indlemmes i arbejdsprocessen som selvstændig kraft; de forvansker de betingelser, som han arbejder under, og gør ham under arbejdsprocessen til offer for det småligste og mest hadefulde despoti... Heraf følger, at arbejderens lod, hvad enten hans aflønning er høj eller lav, må forværres i samme målestok som kapital akkumuleres ... Akkumulationen af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen, dvs. hos den klasse, der producerer sit eget produkt som kapital.” [2]
Akkumulationens fundamentale selvmodsigelse ligger i dens tendens til at modarbejde det forhold, som driver den: profitraten.
Som vi så i kapitelet “kapital”, kan profitraten generelt udtrykkes ved ligningen: p = m/(k+v). Af dette følger, at profitraten er afhængig af to vigtige størrelser. Den ene er udbytningsraten. Den anden er forholdet mellem konstant og variabel kapital, som Marx kaldte “kapitalens organiske sammensætning”. Marx sagde, at i det lange løb ville en stigning i kapitalens organiske sammensætning medføre et fald i profitraten.
Kapitalens organiske sammensætning måles som forholdet mellem konstant og variabel kapital, k/v eller k/(k + v). Akkumulation af konstant kapital kan foregå uden at øge kapitalens organiske sammensætning. Den skal blot modsvares af en forøgelse af variabel kapital – en større arbejdsstyrke. Men hvis det sker, vil kapitalen begynde at opbruge arbejdskraftsreserverne. Dette vil udløse et lønpres når kapitalen skal konkurrere med andre om arbejderne.
I realiteten vil konkurrencepresset føre til introduktion af nye teknikker, som erstatter arbejdere med maskiner. Dette vil tendere mod at genoprette arbejdskraftsreserven, idet der nu kræves færre arbejdere til at producere samme mængde varer (hvis akkumulationen foregår hurtigt nok, og produktionen ekspanderer voldsom, vil disse arbejdere opsuges af andre industrier, og arbejdsløsheden behøver ikke stige).
Mekanisering medfører en produktivitetsstigning, som muliggør et fald i den nødvendige arbejdstid, eller en stigning i den relative merværdi.
Men disse fordele for kapitalen er ikke uden omkostninger. Kapitalens organiske sammensætning tenderer til at stige. Mængden af dødt arbejde, som er indbygget i udstyr, maskiner og bygninger, stiger i forhold til mængden af levende arbejde. Dødt arbejde kan ikke producere merværdi. Derfor vil profitraten falde, medmindre udbytningsraten og mængden af merværdi stiger – og dette er måske ikke engang nok.
Vi tager et tænkt eksempel for at illustrere, hvordan mekanismen virker. Forestil dig en fabrik, hvor den konstante kapital (bygninger, maskiner med mere: k) er 600 millioner kr., og den variable kapital (prisen på arbejdskraften: v) også er 600 millioner kr. Ud fra dette får kapitalisten en merværdi (m) på 300 millioner kr. Det totale “levende” arbejde er derfor 900 millioner kr. (m + v = 300 + 600), udbytningsraten er 50% (m/v = 300/600) og profitraten er 25% (p = m/(k + v) eller 300/(600 + 600).
Nu tænker vi os, at den konstante kapital, gennem en investering i ny teknologi, øges til 700 millioner kr., og antallet af arbejdere falder, så den variable kapital nu er 500 millioner kr. Under forudsætning af at udbytningsraten forbliver de samme 50%, giver dette en merværdi på 250 millioner kr. Profitraten er nu faldet, idet p = m/(k + v) nu er 250/(700 + 500) eller 21%.
Kapitalisten kan naturligvis modvirke dette ved at forøge udbytningsraten, men dette vil, hvis akkumulationen i økonomien generelt set foregår hurtigt, i praksis være svært at gøre. Når systemet går godt, vil arbejdsløsheden sandsynligvis være lav, og arbejderne velorganiserede og i stand til at modstå ethvert angreb.
(Ved at modstå forsøg på at forøget udbytningsraten når profitraten er faldende, kan arbejdere på denne måde bidrage til kapitalismens besværligheder. Dette betyder ikke, at arbejderes kampe er skyld i kriserne, ej heller at kapitalismen ville kunne undslippe sine modsætninger, hvis arbejderne ville undlade at kæmpe).
“Men hvorfor investerer kapitalister på en måde, som øger den organiske sammensætning, hvis det skader deres profitrate?” spørger mange. Svaret ligger i konkurrencens karakter.
De første kapitalister, som investerer i en ny teknologi, får en fordel fremfor deres konkurrenter. Men når teknologien er udbredt til alle konkurrenter, indstiller der sig en ny social nødvendig arbejdstid. Varernes værdi falder, og den midlertidige ekstraprofit forsvinder. Slutresultatet er, at kapitalens organiske sammensætning er steget, og profitraten faldet.
Et klassisk eksempel de senere år har været mikroelektronikken og computerindustrien. De første firmaer i branchen lavede gigantiske profitter, men eftersom kapaciteten øgedes, og flere konkurrenter kom til, faldt priserne dramatisk. Profitraten faldt, og de svageste firmaer (som Sinclair) er bukket under.
Individuelle kapitaler tror, at de kan øge deres profitter gennem ny teknologi. Individuelt kan de gøre dette, men jagten på deres egne konkurrencemæssige interesser tenderer til at underminere deres kollektive interesser. Dette er præcist, kvad Marx mente med kapitalismens modsætningsfyldte natur.
Det betyder ikke, at profitraten falder konstant gennem kapitalismens historie. Hvis dette var tilfældet, ville systemet for længe siden have ødelagt sig selv. Marx nævnte selv et antal “modvirkende faktorer”.
En voldsom stigning i udbytningsgraden, som tvinger arbejdernes levestandard ned, er ét eksempel på en faktor, som “modvirker” faldet i profitraten. Adgang til billige råmaterialer gennem udenlandsk handel er en anden. Den i praksis vigtigste (og mest kontroversielle) har været billiggørelsen af selve den konstante kapital.
Forøgelser i produktiviteten indenfor industrier, som producerer produktionsmidler (f.eks. maskiner), vil føre til et prisfald på deres produkter som i enhver anden industri. Dette prisfald vil ikke blot medføre, at produktionsmidlerne bliver billigere, det vil også medføre, hvad Marx kaldte en “moralsk værdiforringelse” af den konstante kapital, som allerede eksisterer. Kapitalister, som hænger på gamle og dyre maskiner, vil stå ansigt til ansigt med konkurrenter, som bruger nyere og billigere modeller. De vil have en konkurrencemæssig ulempe. Det gamle maskineri vil få en forøget værdiforringelse (en del af værdien må afskrives på samme måde som den arbejdstid, som ligger ud over det samfundsmæssigt nødvendige må afskrives). Dette reducerer den konstante kapitals værdi, modvirker dens tendens til at stige, og den deraf følgende virkning på profitraten.
Denne værdiforringelse repræsenterer imidlertid et tab af kapital for de berørte firmaer. Af denne grund vil det øge deres besværligheder, i det mindste på kort sigt.
Helt parallelt forholder det sig med stigninger i arbejdsløsheden, eller arbejdskraftsreserven, som Marx kalder det. Stigende arbejdsløshed vil hjælpe kapitalisterne i deres offensiv mod arbejderklassens organisationer, og på den måde medvirke til at forøge produktionen af potentiel merværdi. På kort sigt vil øget arbejdsløshed give kapitalisterne større besvær med at sælge deres produkter, med andre ord realisere merværdien.
Der er derfor ingen let vej ud af kapitalismens besværligheder. Det vigtigste at forstå er, at de modvirkende faktorer, vi har diskuteret indtil nu, er mest effektive når systemet er i krise. Når systemet ekspanderer hurtigt, og akkumulationen er hurtig, vil forøgelse af kapitalens organiske sammensætning gå forud for de modvirkende faktorer. Som resultat falder profitraten.
Kriser kan hjælpe kapitalismen til at komme over sine besværligheder, i det mindste for en tid.
Før vi mere detaljeret ser på kriser, er det værd at overveje et andet aspekt af systemet – bankernes rolle.
Den merværdi, som arbejderne skaber, går ikke bare til profit for industrikapitalisterne. Dele af den går til husejerne som husleje, til staten i form af skat, til bankerne (og de som placerer sine penge i bankerne) i form af renter.
Industrikapitalister er villige til at lade banker og andre finansielle institutioner tage en del af kagen, fordi de spiller en nyttig rolle for systemet. Kapitalister er nødt til at ophobe store pengesummer, før de kan investere dem. Indtil de er parat til at investere, kan de låne deres overskydende penge ud til bankerne, og til kapitalister, som er parat til at investere, men ikke har nok kapital.
Banksystemet hjælper faktisk til at forøge akkumulationshastigheden. Det øger hastigheden ved at kanalisere penge fra dem, som er tilbageholdende med at investere, til dem, som er villige. F. eks. modtog de vestlige banker penge fra de mellemøstlige olielande og fra oliefirmaer, som ikke var villige til at investere i industrien på grund af krisen. Disse penge lånte de ud til regeringer i lande som Brasilien, Mexico og Polen.
Disse lån hjalp til at holde gang i verdensøkonomien for en tid. Men som eksemplet viser, er kreditsystemet meget følsomt, hvis lånerne ikke kan betale tilbage.
Banker er magtfulde institutioner. De hjælper til at centralisere kapitalen i store monopoler. De får også de svage, ikke-rentable kapitaler til at bukke under, når de stopper for lånene til dem.
Når perioder med boom nærmer sig toppunktet, stiger renterne. Efterspørgselen efter lån til investeringer stiger. Forventninger om fremtidige profitter fremmer spekulation på børserne og varehandel. Kapitalister er villige til at spille på profitforøgelser og prisstigninger, da det gør dem i stand til at tilbagebetale deres gæld.
Men det finansielle system og børserne er altid afhængige af, at der skabes merværdi i produktionen. Efterhånden som boomet fortsætter, stiger mængden af merværdi ikke hurtigt nok til at stille alle, der ønsker en del af den, tilfredse. Kombinationen af stigende renter og faldende profitrate kan blive skæbnesvanger.
Banker kan selv bukke under. De låner “andre menneskers penge” ud. Hvis alle indskydere forsøger at trække deres penge ud af banken på samme tid, vil den løbe tør for midler. Medmindre staten eller centralbanken træder ind som “sidste långivere”, vil banken ikke kunne klare det. Selve det finansielle system kan krakke, som det mest dramatisk skete i 1931.
Kriser udtrykker alle modsigelserne i kapitalismen. Det er perioder, hvor systemets anarki styret af markedet og konkurrencen, træder tydeligt frem, og hvor systemets manglende evne til at tilfredsstille basale menneskelige behov bliver åbenlys. Som Marx udtrykker det, bliver det klart, at “den egentlige barriere for kapitalistisk produktion er kapitalismen selv”.
Med dette mente Marx, at formålet med produktionen under kapitalismen ikke er at opfylde menneskelige behov, men at lave profitter, eller ekspandere kapitalen. Arbejdere, som har brugt deres liv i kapitalens tjeneste, smides på lossepladsen. Arbejdsløsheden stiger ikke fordi der ikke er arbejde som skal laves, men fordi det ikke længere er profitabelt at beskæftige så mange arbejdere.
Under tidligere produktionsformer var problemet altid underproduktion. Høsten slog fejl, eller krige ødelagde byerne og landbrugsjorden. For første gang i historien får vi under kapitalismen overproduktionskriser. Der produceres for meget stål, så stålværker lukkes. Der produceres for meget mad, så overskuddet destrueres, og regeringer betaler landmændene for ikke at dyrke jorden.
Samtidig er der i andre dele af verden mangel på maskiner, køretøjer og bygninger, som kunne været lavet af dét stål. Millioner sulter på grund af fødevaremangel. Problemet er ikke, at der ikke er behov, men at folk mangler penge til at kunne købe for.
Dette er de mest åbenlyse og frastødende træk ved den kapitalistiske krise, men de forklarer ikke i sig selv, hvorfor sådanne kriser opstår. De forklarer heller ikke, hvorfor kapitalismen til tider kan ekspandere så hurtigt, at der oven i købet bliver råd til gennemgribende reformer og forhøjet levestandard for arbejderne.
Der er kronisk forvirring i litteraturen mellem den regelmæssige cyklus af skiftevis op- og nedgang (det jeg kalder den kortsigtede cyklus), som har karakteriseret kapitalismen gennem hele dens historie, og længere perioder med vedholdende ekspansion og kronisk krise i systemet. Ord som nedgang, depression og krise bruges i ét flæng.
Jeg vil skelne mellem den kortsigtede cyklus og kriseperioder. Denne skelnen kan genfindes hos Marx, men som han aldrig forklarer fuldt ud (mest fordi han aldrig nåede til det niveau i Kapitalen, som ville give en systematisk behandling af kriser).
På Marx’ tid varede det ca. 10 år fra toppen af et boom til bunden af en nedgang. Marx mente, at dette skyldtes den gennemsnitlige levetid for størsteparten af den konstante kapital (den del af den konstante kapital, som består af maskiner, udstyr mm.). Men andre faktorer kunne påvirke dette mønster, f.eks. udvidelser eller indskrænkninger i bankudlånene, eller fluktuationer i verdenshandelen (i de senere år har også statens indgriben kunnet påvirke denne cyklus).
Under alle omstændigheder ligger forklaringen på cyklus i fluktuationer i investeringerne (eller akkumulationshastigheden). En bølge af investeringer i nyt maskineri vil betyde, at efterspørgselen stiger hurtigere end udbuddet. Industrier, som producerer produktionsmidler vil ekspandere meget hurtigt, men efterhånden som den investering begynder at pumpe flere og flere produkter på markedet, vil udbuddet begynde at overgå efterspørgselen. Investeringerne stilner af, og producenterne af produktionsmidler kastes ud i en akut nedgang. Arbejdere indenfor bygnings-, stål- og andre industrier bliver arbejdsløse, efterspørgselen falder generelt, og hele systemet skrumper.
Men efterhånden som kapitalisterne finder ud af, at det maskineri, de købte under sidste investeringsrunde er ved at være slidt op, kaster de sig ud i en ny bølge af investeringer ...
Det ser ikke ud til, at denne cyklus ikke skulle kunne fortsætte i al evighed i en regelmæssig rytme. Men systemet bliver ældre på samme måde som mennesker.
Disse er ikke tidspunkter, hvor cyklussen forsvinder, men “boomet bliver kortere og svagere og nedgangen bliver længere og dybere”. Den lange krise siden begyndelsen af 70’erne har tydeligt vist dette mønster. Nedgang efter nedgang er blevet dybere (1970-71, 1974-75 og 1980-82), og hver opgangsperiode er blevet svagere (sidst i 70’erne og siden 1982). I sådanne kriseperioder falder investeringerne som sædvanligt under nedgange; men de genoprettes meget langsommere under boomene.
Forklaringen på dette ligger i Marx’ forklaring på “profitratens tendens til fald” som resultat af en lang akkumulationsperiode. Når dette sker, begynder selve akkumulationen af blive svagere. Dels fordi nogle kapitaler mangler profit. Dels fordi selv de, som har kapital til rådighed, er tilbageholdende med at investere i store fabrikker eller ansætte flere arbejdere. I stedet foretrækker de at lade pengene stå i banken til påløbne renter, eller bruger dem til at overtage andre firmaer. Men når merværdien ikke investeres – tilbageføres til produktionsprocessen – forværres krisen.
Tidligere har kapitalismen været i stand til at komme ud af sådanne kriseperioder. Krisen i 1880’erne fulgtes af dannelsen af store kooperationer samt slagsmålet med at opdele verden, som Lenin og Bukharin beskrev i deres arbejder om imperialismen. Krisen i 1930’erne endte i 2. verdenskrig, og fulgtes af det lange boom, den “permanente våbenøkonomis” tidsalder, som diskuteres i Kidrons og Harmans værker.
Kriseperioder har tidligere hjulpet til at rationalisere systemet. De har renset systemet for dets akkumulationsbesvær. De modvirkende faktorer til profitratefaldet bliver aktive i ødelæggelsen eller devalueringen af akkumuleret kapital og vedvarende angreb på arbejderklassens organiseringer for at øge udbytningsraten.
Men det kapitalistiske system er blevet stadig ældre. Det er blevet mere centraliseret i hænderne på gigantiske firmaer. Det blevet underlagt den hastige vækst i de nationale staters rolle og aktiviteter. Banksystemet er blevet internationalt. Ingen af disse udviklinger har forhindret tilbagevending af den globale krise. Men de har afgørende påvirket forløbet af den nuværende krise.
Der er ikke plads til yderligere at diskutere den nuværende krise hér. Læsere henvises til min pjece Why the World Economy is in Crisis, til Chris Harmans Explaining the Crisis [De første 3 kapitaler er udgivet på dansk som enkeltpjecer i serien Kapitalens krise; web.red.] og Nigel Harris’ Of Bread and Guns samt diverse artikler i Socialist Review og International Socialism.
To pointer skal imidlertid understreges her i afslutningen.
For det første, at de basale ideer og begreber i Marx’ Kapitalen stadig er lige så relevante idag, som da de blev skrevet. Kapitalismen er vokset og har ændret udseende (se pjecen Marxism and the Modern World i denne serie med hensyn til analyser af imperialismen og statskapitalismen), men den bygger stadig på det daglige arbejde, som arbejderklassens masser udfører. Den styres stadig af den intense og til tider blodige konkurrence mellem kapitalisterne. Den er endnu mere udsat for kroniske kriser, der udstiller dens historiske begrænsninger.
For det andet, at løsningen på den nuværende krise ikke kan forudsiges. Marxismen gør os i stand til at forstå, hvad som sker. Den kan ikke forudsige kapitalismens endelige sammenbrud. Det vil afhænge af, at verdens arbejdere indser, at det kun er deres arbejde, som holder systemet i gang, og at de har magten til at smadre det.
1. I original-teksten står der 75%, hvilket åbenlyst er en trykfejl. Om den herskende klasse udgør 0,5%, 1% eller lidt mere eller mindre, afhænger dels af, hvornår man måler, og dels af, hvor bredt eller snævert, man definerer den herskende klasse. Det er ikke afgørende her. Pointen her er blot, at den herskende klasse udgør et meget lille mindretal. Web.red.
2. Fra Marx: Kapitalen, Rhodos, København 1971, 1. bog 4, kap. 23 (Den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation), pkt. 4, side 908.
Sidst opdateret 12.12.2014