Artiklen er en oversættelse af Alex Callinicos: Marxism and the National Question, udgivet i september 1989 af Socialist Workers Party, som nr. 7 i serien Education for Socialists.
Artiklen er stort set identisk med et dokument, som blev vedtaget på SWP's kongres i 1987. Udover at kongresdokumentet henviser til socialisters opgaver i forbindelse med den første Golfkrig i nutid, mens denne artikel gør det i datid, er forskellen, at et afsnit med detaljer omkring krigsforløbet er udeladt her.
En oversættelse af kongresdokumentet er udgivet på dansk i 1988 under titlen: Marxismen og det nationale spørgsmål. Bemærk: Golfkrigen, der er omtalt er den første Golfkrig fra 1980-88. Verden havde endnu såvel den anden Golfkrig som de nationale befrielsesbevægelser i Sovjet og Østeuropa tilgode, da artiklen blev skrevet.
Kongresdokumentet er oversat af Inge-Lise Hansen, mens redigeringen af denne udgave er foretaget af Jørn Andersen.
Artiklen findes i pjecen Marxismen og det nationale spørgsmål udgivet af Internationale Socialister i oktober 1991 som nr. 2 i serien Grundskoling for Socialister. Foruden denne artikel indeholder pjecen Lenins: Udkast til teser om det nationale og koloniale spørgsmål.
Kapiteloverskrifterne er indsat af hjemmeside-redaktøren.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 28. aug. 1997.
1. Introduktion
2. Nationalisme splitter
3. Imperialismens betydning
4. Udvikling af marxistiske teorier
5. For undertryktes ret til selvstændighed
6. Revolutionæres holdning i dag
7. Golfkrigen
Vi lever i en verden med krig og revolution. Men deltagerne i konflikterne retfærdiggør sædvanligvis deres handlinger med snak om nationer og ikke klasser. Nationalisme har erstattet den organiserede religion som den vigtigste bestanddel af den herskende ideologi.
Imidlertid er der mange forskellige typer af nationalisme: nationalismen i de gamle imperialistiske stater som Storbritannien. Nationalismen i de bevægelser, der kæmper inden for disse stater for løsrivelse fra dem, som f.eks. skotsk og baskisk nationalisme. Nationalismen i frihedskampene mod imperialismen – i Irland, Sydafrika, El Salvador osv. Nationalismen i ekstremt undertrykkende regimer, der kalder sig for anti-imperialistiske, som det iranske regime. Og nationalismen i lokalpatriotiske kampagner som sikhernes kamp for en selvstændig sikh-stat.
Hvad skal revolutionære socialister da stille op over for disse typer af nationalisme? Forkerte svar på nationalisme har ofte ført til katastrofer for venstrefløjen. Men har marxismen nogle fyldestgørende anvisninger på, hvordan man tackler de problemer, som det nationale spørgsmål giver anledning til?
Marxismens teoretiske grundlag er radikalt anderledes fra alle former for nationalistisk ideologi. For marxister er klassekampen historiens motor. Derfor går hovedmodsætningen i det moderne samfund mellem den internationale arbejderklasse og den internationale kapitalistklasse. Nationale skillelinier er sekundære i sammenligning med klassekampen. De udgør simpelthen nogle særlige omstændigheder, hvorunder klassekampen foregår. "Arbejderne har ikke noget fædreland", erklærer Det kommunistiske Manifest.
Det omvendte gør sig gældende for nationalismen, som ser verden opdelt i nationer og ikke i klasser. Klassekampen repræsenterer den store trussel mod alle former for nationalisme. Fra fascismen til den "progressive" nationalisme, som mange regimer i den tredje verden går ind for, truer klassekampen med at underminere den nationale enhed, at ofre de hellige "nationale interesser" på de "selviske" interessers alter.
Afhængigt af om det er monopolerne eller de "grådige" arbejdere, der bliver identificeret som truslen mod de nationale interesser, kan nationalismen antage en mere eller mindre radikal eller reaktionær form. Men under alle omstændigheder forbliver det nationalisme – en ideologi, som vurderer nation over klasse.
Marxismen er ikke kun forskellig fra nationalismen på det teoretiske plan. Dens strategi for revolutionen er internationalistisk. For Marx og Engels er kapitalismens historiske rolle at skabe en verdensøkonomi, hvor de enkelte nationale økonomier indgår som uadskillelige dele. Internationaliseringen af produktivkræfterne er en objektiv forudsætning for opbygningen af kommunismen.
I et berømt afsnit i Den tyske ideologi (s.44 i Rhodos-udgaven) afviser Marx og Engels udtrykkeligt tesen om, at socialisme kan opbygges i ét land:
"Denne udvikling af produktivkræfterne [på verdensplan] er en absolut nødvendig praktisk forudsætning, fordi uden den måtte kun manglen gøres almindelig, følgelig måtte sammen med den bitre nød også striden om det nødvendige atter begynde og hele det gamle lort måtte begynde forfra."
Derfor må den socialistiske revolution for at få succes være international. Da bolsjevikkerne ledede den russiske arbejderklasse til magten i oktober 1917, så de i erkendelse heraf spredningen af revolutionen til Vesteuropa som afgørende for sovjetstatens overlevelse.
Lenin og bolsjevikkerne tog derfor initiativ til at danne Kommunistisk Internationale i 1919. Kominterns statutter, som blev vedtaget på dens 2. kongres i 1920, erklærer:
"Den nye internationale arbejderassociation er dannet for at forene proletariatets handlinger i forskellige lande til at forfølge det ene mål: omstyrtelsen af kapitalismen, indførelsen af proletariatets diktatur og af en international sovjet-republik, som fuldstændigt vil afskaffe klasserne og virkeliggøre socialismen, den første fase af det kommunistiske samfund."
Hvordan forholder internationale socialister sig så til en verden, som er opdelt i nationalstater? Selv folk, som betragter sig selv som marxister, mener, at vi har undladt at forholde os enten teoretisk eller praktisk til fænomenet nationalisme. Dette udgør ifølge disse folk den historiske svaghed i marxismen.
Der er en vis tendens i nogle af Marx' og Engels' skrifter til at behandle den nationale opdeling som et fænomen, der vil dø bort med kapitalismens videre udvikling. De ser dannelsen af nationalstater som afgørende for skabelsen af hjemmemarkedet, som gør kapitalismens økonomiske dominans mulig. Alligevel skriver de i Det kommunistiske Manifest:
"Den nationale isolation og modsætningerne mellem folkene forsvinder mere og mere med bourgeoisiets udvikling, med handelsfriheden, verdensmarkedet, industriproduktionens og de tilsvarende livsvilkårs ensartethed."
Dette efterlader ikke mere end en tendens i Marx' og Engels' værker. Det var overladt til Karl Kautsky, den ortodokse marxismes "pave" i 2. Internationales periode (1889-1914), at generalisere disse antydninger til en teori, ifølge hvilken kapitalismens udvikling som et verdenssystem gradvist vil underminere eksistensen af adskilte nationalstater. I 1914, umiddelbart før 1. verdenskrig, udviklede Kautsky begrebet "ultraimperialisme", som skulle beskrive kapitalismens næste udviklingsstadie, hvor de fremskredne, industrialiserede lande ville danne en international trust. De ville på den måde skabe fundamentet for en kapitalistisk verdensstat og gøre konflikter mellem forskellige nationer unødvendige.
Men udviklingen af kapitalismen på verdensplan har i virkeligheden skærpet – ikke svækket – de nationale modsætninger. Udviklingen af en kapitalistisk verdensøkonomi i slutningen af det 19. århundrede antog en imperialistisk form. Det vil sige, at få fremskredne, kapitalistiske lande dominerer over resten af verden. Imperialismen fik en række konsekvenser for det nationale spørgsmål.
For det første har imperialismen for de fremskredne kapitalistiske lande betydet en tendens i retning af statskapitalisme. Dvs. en tendens til at staten og de store kapitaler smelter sammen til et samlet økonomisk kompleks. Resultatet af den tendens er, at konflikter mellem konkurrerende kapitaler ofte tager form af konfrontationer mellem forskellige nationalstater. Under perioden med "klassisk" imperialisme, fra 1890erne til 1940erne, førte den økonomiske kamp mellem de imperialistiske magter om de bedste territorier to gange til verdenskrig.
For det andet er der med tendensen til statskapitalisme i de fremskredne lande forbundet en udvikling af reformistiske bureaukratier i disse landes arbejderbevægelser. De ser deres interesser knyttet til deres egne kapitalistiske staters. På denne måde har ideologien om nationale interesser fået tag i arbejderne i de fremskredne lande.
For det tredje: I de "tilbagestående" lande i "Den tredje verden", der er undertrykt og udbyttet af imperialismen, har deres indtræden i det internationale kapitalistiske system givet anledning til omfattende nationale bevægelser. For arbejderne og bønderne i de nationale bevægelser tager opstandene mod imperialismen næsten uundgåeligt form af nationalisme.
For det fjerde har vi i de seneste årtier set en række større centre for kapitalakkumulation dukke op, nemlig de ny-industrialiserede lande i den tredje verden (Brasilien, Sydkorea osv.). De herskende klasser i disse lande er ikke bare den vestlige imperialismes marionetter; men de har deres egne interesser og evnen til at forsvare disse interesser imod metropolmagterne – og hinanden. Dette økonomiske skift har ført til fremkomsten af "sub-imperialisme". Dvs. ny-industrialiserede lande, som forsøger at blive den dominerende magt i en bestemt region. I nogle tilfælde har de ingen alvorlige konkurrenter, som f.eks. Indien eller Sydafrika. I andre tilfælde har de, hvilket fører til militære konkurrence (f.eks. mellem Grækenland og Tyrkiet) og nogle gange til krig (som Golfkrigen mellem Iran og Irak). Dette mønster med inter-imperialistisk konflikt, der førte til to verdenskrige, bliver gentaget i mindre format i forskellige dele af verden.
Tendensen til statskapitalisme, den nationale reformismes greb om arbejderklassen i de fremskredne kapitalistiske lande, den nationale befrielseskamp og sub-imperialismen i "den tredje verden" er de fire måder, hvorpå nationalismen i dag er indbygget i den moderne kapitalisme. Hvordan har marxister tacklet dette fænomen?
De vigtigste debatter om det nationale spørgsmål tog udgangspunkt i de problemer, som socialisterne mødte i forbindelse med de to store multinationale imperier, som dominerede Øst- og Centraleuropa før første verdenskrig – nemlig Rusland og Østrig-Ungarn.
I det zaristiske imperium, "nationernes fængsel" hvor storrusserne udgjorde et privilegeret mindretal, var Polen det vigtigste nationale spørgsmål. Polen var blevet delt op mellem sine naboer, Preussen, Rusland og Østrig i 1700-tallet. Den største del, det kongeriget Polen, var under russisk herredømme. En række af heltemodige opstande imod udenlandsk herredømme gjorde Polen til datidens Vietnam for 1800-tallets socialister og radikale. Marx og Engels var specielt uforbeholdne i deres støtte til Polens nationale uafhængighed.
Med udviklingen af industri og med fremkomsten af en by-arbejderklasse i Polen skiftede ledelsen i den nationale bevægelse fra den traditionelle adel og borgerlige radikale til socialisterne. Imidlertid opstod der store uenigheder blandt dem.
Det polske socialistparti, PPS, indtog en grundlæggende nationalistisk holdning. Ifølge PPS var kampen for national uafhængighed vigtigere end alt andet. De polske arbejderes kamp for deres egen frigørelse var en afledning af den nationale kamp og truede med at splitte det polske folks enhed. PPS var oven i købet imod, at de polske arbejdere deltog i massestrejkerne under den russiske revolution i 1905.
PPS' holdning har en slående lighed med den, som fremføres af forskellige nationalistiske bevægelser i den tredje verden i dag, f.eks. Folkefronten til Befrielse af Angola (MPLA), som forbyder strejker, og som fængsler socialister for at true "den nationale enhed".
PPS' social-patriotisme blev udfordret af gruppen af revolutionære socialister, Socialdemokratiet i Kongeriget Polen og Lithauen (SDKPiL), ledet af Rosa Luxemburg og Leo Jogiches. Luxemburg nøjedes ikke med at påpege, hvordan nationalismen underminerede enheden mellem russiske og polske arbejdere. Hun gik videre og argumenterede for, at kravet om Polens nationale uafhængighed var historisk forældet og reaktionært.
I første omgang byggede hendes argumenter på analysen af den polske samfundsudvikling fra hendes afhandling om "Polens industrielle udvikling". Her påviste hun, at udviklingen af industri-kapitalismen i både Rusland og Polen førte til dannelsen af een økonomisk struktur, som omfattede begge lande. Resultatet heraf var, at hverken det polske borgerskab eller den polske arbejderklasse havde interesse i national uafhængighed. Borgerskabet, fordi de var afhængige af russiske markeder, og arbejderne, fordi de sammen med de russiske arbejdere havde en fælles fjende. Kun småborgerskabet, som var den vigtigste sociale basis for PPS, nærede fortsat de utopiske drømme om national uafhængighed. Rosa Luxemburg sluttede sin afhandling med disse ord:
"Den kapitalistiske sammensmeltning af Polen og Rusland fører i sidste ende til et resultat, som har undgået opmærksomheden fra den russiske regering såvel som det polske borgerskab og de polske nationalister: foreningen af det polske og russiske proletariat, som skaber den banemand, som først omstyrter det russiske, zaristiske overherredømme og siden den polsk-russiske kapitalisme."
Luxemburg udviklede som følge heraf sin kritik af den polske nationalisme til en generel holdning imod parolen om national uafhængighed. I en artikelserie med titlen "Det nationale spørgsmål og autonomi" argumenterede hun med, at dannelsen af en kapitalistisk verdensøkonomi havde ødelagt det materielle grundlag for national uafhængighed. Hun konkluderede:
"Tilbagevenden til et mål, som består i at opdele alle eksisterende stater i nationale enheder og begrænse deres relationer til dem, der eksisterer mellem små nationalstater, er et komplet håbløst og historisk reaktionært vovestykke."
En helt anden holdning blev udviklet af marxisterne i det østrig-ungarske kejserdømme. Denne vakkelvorne, multinationale stat omfattede, hvad der i dag er Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet og meget af Jugoslavien. Den var splittet af nationale spændinger mellem de dominerende grupper, tyskerne og ungarerne, og de forskellige undertrykte slaviske nationaliteter. Disse spændinger påvirkede selve arbejderbevægelsen.
Den teoretiske retning, som dominerede i det østrigske socialdemokrati (SPÖ), austro-marxisterne, var ligesom Luxemburg optaget af at bevare enheden i arbejderbevægelsen. Imidlertid forsøgte de at gøre det ved at forhindre opsplittelsen af Habsburger-staten. De argumenterede for, at dette kunne opnås gennem visse reformer – specielt ved at give politisk og kulturel autonomi til forskellige nationale grupper inden for imperiet, men ikke ved at give dem retten til selvbestemmelse.
Der er en vis lighed mellem austro-marxisterne og de modstandere af regionalt selvstyre på den britiske venstrefløj, som hævder at forsvare enheden i den britiske arbejderklasse ved at forsvare, at den britiske imperialistiske stat skal fastholdes. På samme måde forsøgte austro-marxisterne at neddæmpe de nationale spændinger i arbejderbevægelsen ved at lappe sammen på den tilsyneladende enevældige østrig-ungarske stat.
Den teoretiske underbyggelse af den austro-marxistiske holdning blev leveret af en af deres ledende tænkere, Otto Bauer, i et større studie, "Socialdemokratiet og det nationale spørgsmål". I bogen fortolkede han nationalisme som først og fremmest et kulturelt fænomen. ("Nationen", skrev han, "er totaliteten af mennesker sammenknyttet af fælles skæbne til et særligt fællesskab.") På den måde handlede det nationale spørgsmål for Bauer om, hvordan et ægte kulturelt fællesskab kunne skabes gennem socialismens sejr. Og om måden hvorpå arbejderklassen kan overtage den kultur, som den arver fra det kapitalistiske samfund. Det politiske problem i kampen mod national undertrykkelse blev ignoreret.
Som den marxistiske historiker, Raimund Loew, påpegede: "Denne holdning udtrykte en dobbelt opportunisme over for både Habsburg-monarkiet og de nationale tendenser. Foruden de herskende kræfter selv var socialdemokraterne den eneste internationale politiske faktor i imperiet. Deres opposition imod de splittende nationalistiske tendenser, i den fredelige reformpolitiks navn, førte dem objektivt set til de samme interesser som regeringen." Samtidig blev SPÖs støtte til "kulturel-national autonomi" blandet sammen med "ideologien, ifølge hvilken internationalisme tillader arbejderne i hver nation at være nationalistiske, så længe de tildeler de samme rettigheder til arbejdere i andre lande ... den dermed følgende fremmelse af nationale forskelle mellem arbejdere i forskellige dele af Østrig kunne ikke andet end underminere den politiske enhed i proletariatet." Ved udbruddet af første verdenskrig, hvor SPÖ støttede monarkiet, eksisterede der særskilte tjekkiske og tyske socialdemokratiske partier og fagforeningsbevægelser.
Debatten om det nationale spørgsmål blev skærpet af udbruddet af første verdenskrig. 2. Internationale gik i opløsning som følge af krigen, med en dyb splittelse på det nationale spørgsmål mellem to radikalt modsatte synspunkter. På den ene side var der de åbenlyse social-patrioter som Noske, Ebert og Scheidemann i det tyske socialdemokrati, som åbent gav deres tilslutning til deres egen herskende klasses nationalisme.
På den anden side udviklede der sig en radikal venstrefløj, som fulgte Rosa Luxemburg i både hendes standhaftige opposition mod den imperialistiske krig og hendes afvisning af parolen om national selvbestemmelse som historisk reaktionært. Denne gruppe indeholdt folk som Josef Strasser og Anton Pannekoek, som havde modsagt Bauers position i årene før krigen. De blev sammen med Hermann Gorter lederne af venstrekommunisterne i Tyskland efter 1918. Gruppen indeholdt også bolsjevikker som Bukharin og Piatakov. (Det skal understreges, at Luxemburg ikke var venstrekommunist på andet end det nationale spørgsmål.)
Lenin indtog en radikalt anderledes holdning. Han støttede kravet om national selvbestemmelse, men som en del af kampen mod imperialismen.
Han gjorde det i første omgang, fordi han mente, at hvis man vandt arbejderne i de imperialistiske lande for en støtte til de undertrykte nationers ret til selvbestemmelse, og herunder retten til løsrivelse, havde man opnået en afgørende forudsætning for at bryde med deres socialpatriotiske og chauvinistiske ideer. Lenin skrev:
"I den internationalistiske opdragelse af arbejderne i de undertrykkende lande må man nødvendigvis især lægge vægt på deres forfægtelse af frihed for undertrykte lande til at løsrive sig og deres kamp herfor."
Dette argument var egentlig en generalisering af de grunde, som Marx havde givet for 1. Internationales støtte til irsk selvstændighed. Han skrev i 1870:
"I hvert handels- og industricenter i England er der en arbejderklasse, som er delt i to fjendtlige lejre: Engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til de irske arbejdere føler han sig som medlem af den herskende nation og forvandler sig således til et redskab for aristokrater og kapitalister i sit land mod Irland, og på den måde styrker han deres dominans over ham selv. Han er opfyldt af religiøse, sociale og nationale fordomme imod den irske arbejder. Hans holdning til ham er meget den samme som de "fattige hvides" holdning til "niggerne" i de tidligere slavestater i USA. Ireren betaler ham tilbage med renter i samme mønt. Han ser den engelske arbejder som for altid værende forvandlet til et uselvstændigt redskab for det engelske overherredømme i Irland."
"Denne modsætning bliver kunstigt holdt i live og forstærket af pressen, gejstligheden og satirebladene, kort sagt med alle de midler, som den herskende klasse har til rådighed. Denne modsætning er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses afmagt, på trods af dens organisering. Det er med denne hemmelighed, at kapitalistklassen opretholder sin magt. Og den klasse er helt bevidst om det."
Britiske socialister måtte derfor, sagde Marx, støtte irsk uafhængighed som en del af kampen for at forene arbejderklassen i selve Storbritannien. 50 år senere, hvor imperialismen havde gjort den splittelse, som Marx analyserede i Storbritannien, til et fænomen på verdensplan, udvidede Lenin dette argument til et generelt forsvar for undertrykte nationers ret til selvbestemmelse.
Men støtte til national selvbestemmelse var mere end en metode til at bekæmpe socialpatriotisme i de udviklede kapitalistiske lande. Lenin så det som et element i sin strategi for at rejse de koloniale masser mod imperialismen.
Her brød Lenin radikalt med fortiden. Under debatterne i 2. Internationale blev det nationale spørgsmål behandlet som et hovedsageligt europæisk problem. Kolonierne var en sag helt for sig. I Internationalen var der dem, som argumenterede med, at efter en sejr for socialismen i de udviklede lande, skulle disse fortsætte med at regere over deres koloniale imperier for at hæve "barbarerne" i Afrika, Asien og Latinamerika til "civilisationens" niveau.
Efter Lenin ændrede alt dette sig. Den russiske revolution udfordrede i sig selv de udviklingsskemaer, som teoretikerne i 2. Internationale havde konstrueret. Den viste, at arbejderklassen kunne tage magten i et relativt tilbagestående land, førend arbejderne i Tyskland og Storbritannien havde styrtet deres kapitalister. For Lenin var de koloniale masser ikke længere et problem, men en kraft at vinde i kampen mod kapitalismen og imperialismen. Det nationale spørgsmål var uløselig forbundet med kampen mod imperialismen – i diskussionen på 3. Internationales 2. kongres blev det omtalt som "det nationale og koloniale spørgsmål". Med Trotskijs ord: "Det, der karakteriserer bolsjevismen på det nationale spørgsmål, er, at den i sin holdning til undertrykte nationer, selv de mest tilbagestående, ikke kun betragter dem som politikkens objekter, men også dens subjekter."
Imod de revolutionære, der anså nationale kampe som en afledning af klassekampen, skrev Lenin (under påskeopstanden i 1916 i Dublin):
"Tror man, at den social revolution er tænkelig uden de små nationers opstande i kolonierne, og i Europa uden revolutionære udbrud fra dele af småborgerskabet med alle dets fordomme, uden røre blandt de ikke-bevidste proletariske og halvproletariske masser mod godsejernes, kirkens, monarkiets, den nationale osv. undertrykkelse – at tro det, betyder at forkaste den sociale revolution. Det skal måske foregå sådan, at én hær stiller sig op ét sted og siger: "Vi er for socialisme", mens en anden hær et andet sted så siger: "Vi er for imperialisme", og det skal være en social revolution! Den, der venter på en "ren" social revolution, vil aldrig opleve den."
Det betyder, at i imperialismens epoke vil egentlige sociale opstande ofte tage nationalistiske former og udvikle sig i en anti-kapitalistisk retning.
Alligevel repræsenterede denne holdning for Lenin ikke det mindste kompromis med de nationalistiske ideologier. Han så støtten til national selvbestemmelse som et middel til at skabe en international enhed i arbejderklassen, ikke til at ødelægge den.
Lenin var derfor omhyggelig med at skelne mellem de revolutionæres opgaver i de undertrykkende og undertrykte nationer. I de første er hovedfjenden undertrykkernes nationalisme, og socialister må derfor arbejde for støtte til retten til national selvbestemmelse. Både for at udfordre chauvinismens tag i arbejderbevægelsen og som en konkret demonstration af internationalisme.
I de undertrykte lande derimod må de revolutionære kombinere en fast modstand mod imperialismen med en klar støtte til international enhed i arbejderklassen. Det sidste indebærer både ideologisk og politisk kamp mod borgerlige nationalister, som forsøger at underordne klassekampen under den nationale kamp. I visse tilfælde må de revolutionære gå imod udøvelsen af den nationale selvbestemmelse.
Ud fra dette synspunkt var Luxemburgs holdning til national uafhængighed for Polen ikke så meget forkert, som den var ensidig. Hun gjorde det helt rigtige, når hun som polsk revolutionær bekæmpede PPS' socialpatriotisme. Der, hvor hun tog fejl, var, når hun krævede, at revolutionære i de undertrykkende lande skulle gå imod parolen om polsk uafhængighed. Det var op til den polske arbejderklasse at afgøre, hvorvidt de ønskede at danne deres egen nationalstat. De tyske og russiske arbejderes pligt var at støtte deres ret til at gøre det.
Heraf følger imidlertid ikke, at Lenin mente, at revolutionære i de undertrykte lande generelt skulle gå imod bevægelser for national selvbestemmelse og overlade det til de revolutionære i de undertrykkende lande at støtte dem. En sådan holdning ville have betydet, at irske socialister som James Conolly skulle undlade at deltage i kampen mod britisk imperialisme. Hvor kravet om national uafhængighed bliver fokus for en massekamp mod undertrykkelse, er det de revolutionæres pligt at deltage i denne kamp og endda at kæmpe for lederskabet. Det betyder ikke, at de skal acceptere ideologien om selv revolutionær nationalisme, men snarere at de skal tilbyde en anden strategi for opnåelsen af national selvbestemmelse, en strategi baseret på arbejderklassens kampmetoder.
Støtte til de nationale bevægelser indebar derfor ikke for Lenin et kompromis omkring arbejderbevægelsens politiske og organisatoriske uafhængighed i de undertrykte lande. I "Teser om det nationale og koloniale spørgsmål" vedtaget på Kominterns 2. kongres i 1920 hed det:
"Der må føres en resolut kamp imod forsøg på at iklæde de revolutionære befrielsesbevægelser i de tilbagestående lande, som ikke er ægte kommunistiske, i kommunistiske farver. Kommunistisk Internationale har pligt til at støtte den revolutionære bevægelse i kolonierne med det ene mål at samle de elementer, som kan danne de fremtidige proletariske partier, som vil være ægte kommunistiske og ikke kun af navn, i alle de tilbagestående lande, og skole dem til en bevidsthed om deres særlige opgaver, at bekæmpe de borgerligt demokratiske tendenser inden for deres egen nation. Kommunistisk Internationale skal samarbejde midlertidigt med den revolutionære bevægelse i kolonierne og de tilbagestående lande, og endog skabe en alliance med dem, men må ikke smelte sammen med dem: Den må betingelsesløst fastholde uafhængigheden for den proletariske bevægelse, selv hvis den kun er på fosterstadiet."
Lenins holdning havde derfor intet til fælles med de forskellige forsøg på at underordne arbejderklassen under nationale befrielsesbevægelser, der bygger på flere klasser. Disse forsøg fra Kuomintang i Kina i 20erne til ANC i Sydafrika i dag har ført til udslettelsen af venstreoppositionen i disse bevægelser.
Det var overladt til Trotskij at fuldføre Lenins holdning til det nationale spørgsmål ved at udvikle teorien om den permanente revolution. Teorien, som opnåede sin fuldt udviklede og generelle form som et resultat af den kinesiske revolution i 1925-27, påviser, at kampen for national uafhængighed for de tilbagestående lande kun kan lykkes, hvis arbejderklassen overtager lederskabet og ændrer processen til en kamp for arbejdermagt. Samtidig må man forsøge at sprede en vellykket revolution til andre lande.
Teorien afspejlede Trotskijs forståelse af, at udviklingen af imperialismen havde ført til en situation, hvor de objektive forudsætninger for socialisme eksisterede, ikke i hvert eneste land, men på verdensplan. Og at inddragelsen af hvert land i det internationale kapitalistiske system medførte, at en egentlig national uafhængighed var umulig, så længe dette system eksisterede.
Trotskij konkluderede ikke som Luxemburg, at den nationale kamp var irrelevant og reaktionær. Men for at den kunne lykkes, måtte den udvikle sig til en international kamp for arbejdermagt.
Lenins behandling at det nationale spørgsmål havde en dobbelt betydning. For det første tog den udgangspunkt i eksistensen af imperialismen og forsøgte at udvikle en revolutionær strategi, som var afstemt efter kapitalismens dominans på verdensplan.
For det andet var det en politisk teori. Derved adskilte den sig skarpt fra de andre holdninger til det nationale spørgsmål. Både Kautsky og Luxemburg så nationalstater som et produkt af et bestemt stadie i kapitalismens økonomiske udvikling. Kautsky drog en reformistisk konklusion. Nationale konflikter kunne fredeligt overvindes gennem en videre udvikling i kapitalismen.
I modsætning hertil påviste Rosa Luxemburg i Kapitalens akkumulation, at nationale konflikter er indbygget i kapitalismen, når dens dominans på verdensplan først er etableret. Konflikterne kan bidrage til et endeligt sammenbrud i kapitalismen. Alligevel konkluderede hun, at eftersom den økonomiske basis for national selvstændighed er blevet undermineret med udviklingen af imperialismen, så er de nationale kampe en afvigelse.
Som tidligere skrevet behandlede Bauer og austro-marxisterne nationalismen som primært et kulturelt problem, som kan klares gennem en omorganisering af de eksisterende stater, mens man afventer socialismens sejr.
Lenin så i modsætning hertil nationalismen som først og fremmest et politisk problem. Nemlig som kampen mod socialpatriotismen i de udviklede lande og national undertrykkelse i de tilbagestående lande. Som Michael Lowy siger det:
"fra et metodisk synspunkt skyldes Lenins overlegenhed over for flertallet af sine samtidige primært hans evne til at "give politikken kommandoen". Det vil sige at forstå og lægge vægt på det politiske aspekt i ethvert problem og i enhver modsætning."
Alle andre teorier lagde vægten enten på økonomiske eller ideologiske (i betydningen: kulturelle) aspekter af det nationale spørgsmål, mens Lenin tog fat på det ud fra dets effekt på arbejderklassens kamp for politisk magt.
Det gør os i stand til at fatte, hvorfor de marxister, som, idet de sædvanligvis starter direkte eller indirekte med Stalins "Marxismen og det nationale spørgsmål", forsøger at "definere" nationer ud fra økonomiske, geografiske og sprogmæssige kriterier, går så sørgeligt galt i byen. Da Trotskij forsøgte at bruge Lenins holdning til det nationale spørgsmål på race-undertrykkelsen af de sorte i Amerika, argumenterede han med, at "et abstrakt kriterie ikke er afgørende i denne sag ["definitionen" af nationer]; men meget mere afgørende er den historiske bevidsthed, deres følelser og deres impulser". Han understregede, at det var erfaringen med undertrykkelsen fra en bestemt stat, som skabte en national bevidsthed blandt de undertrykte. "Vi vil selvfølgelig ikke forpligte negrene til at blive en nation; hvis de er det, så er det det, de ønsker og stræber efter ... undertrykkelsen af negrene skubber dem fremad mod en politisk og national enhed."
Det marxistiske syn på det nationale spørgsmål, som det først og fremmest blev udviklet af Lenin, udgør et svar på den kapitalistiske virkelighed i det 20. århundrede og specielt i forhold til de nationale konflikter, som den medfører. Hvordan skal det så bruges i dag?
For det første må vi hele tiden huske på, at Lenin forsvarede retten til selvbestemmelse for undertrykte nationer. Hans udgangspunkt var den situation, at en gruppe blev tvunget til at kræve sin egen stat af de vanskelige forhold, de led under, enten direkte under imperialismens åg eller under den dominerende klasse i den herskende stat. At støtte en sådan undertrykt gruppes ret til selvbestemmelse er ikke det samme som at støtte ethvert krav om national uafhængighed. Nogle gange bliver sådanne krav rejst af grupper, som ønsker at bruge deres egen stat som et middel til at konsolidere deres dominans over en anden gruppe.
Der er derfor forskel mellem Lenins syn på det nationale spørgsmål og det, som i de senere år er blevet fremført af Nigel Harris. Nigel har argumenteret med, f.eks. på Marxism 86, at "viljen til at bekæmpe den eksisterende stat er grundlaget for retten til selvbestemmelse". Med andre ord skal enhver gruppe, som slås for sin egen stat, støttes af socialister. Selv hvis deres kamp ikke afspejler en historisk eller national undertrykkelse, og, som det er tilfældet med sikh-fundamentalisterne i Punjab, primært er et angreb på hinduer, som udgør halvdelen af befolkningen i Punjab.
Hvis man bruger Nigels kriterie, skulle socialister støtte afrikaanerne i Sydafrikas ret til selvbestemmelse. Ligeså med de jødiske bosættere i Palæstina.
Begge disse grupper har mere plausible forklaringer på at være undertrykt end sikherne. Afrikaanerne mistede deres selvstændige republik, efter at den blev erobret af den britiske imperialisme. Mens jøderne, selvfølgelig, var udsat for anti-semitiske forfølgelser, pogromer og holocaust. Alligevel ville kravet om national selvbestemmelse i begge disse tilfælde være det samme som at kræve retten til at bruge statsmagten som et middel til at få herredømmet over det undertrykte flertal – henholdsvis de sorte sydafrikanere og de palæstinensiske arabere.
Revolutionæres støtte til retten til selvbestemmelse er ikke et abstrakt princip. Men den opstår af kampen mod imperialismen og er underordnet behovene i denne kamp. Det omfatter derfor ikke støtte til nationalisme, som alene kan vinde gennem undertrykkelse af andre, og som derved styrker imperialismen. Den er begrænset til de bevægelser, hvis krav om national uafhængighed bringer dem i konflikt med imperialismen, og hvis sejr derfor vil underminere imperialismen. Det klassiske eksempel på en sådan kamp er Vietnam, hvis sejr over den amerikanske imperialisme stadig gør det svært for USA at intervenere militært i "den tredje verden".
Der er en række af disse anti-imperialistiske kampe i gang i verden i dag, hvor vi klart kan bruge Lenins holdninger: Provisional IRA i Irland, ANC i Sydafrika, sandinisterne i Nicaragua. Vores stilling til sådanne kampe kan sammenfattes til parolen: "Betingelsesløs, men ikke ukritisk støtte". Vores støtte er betingelsesløs, fordi den ikke udspringer af politisk enighed med ideologien i den pågældende nationale bevægelse, men af det faktum, at de er i konflikt med imperialismen. Trotskij støttede Haile Selassies regime mod Mussolinis invasion, selv om slaveriet stadig eksisterede i Etiopien, fordi krigen foregik mellem et halv-kolonialt land og italiensk imperialisme. Vi støtter IRA Provisionals, ikke fordi vi er enige med deres politik, – vi er imod irsk republikanisme som en form for borgerlig nationalisme – men fordi de slås imod britisk imperialisme.
Støtte til nationale bevægelser, der er betinget af politisk enighed med deres program, fører alt for let til enten til opportunisme eller abstentionisme (undladelsessynd). Tendensen på den vestlige venstrefløj har alt for ofte været at iklæde "den tredje verdens" nationalisme i "kommunistiske farver". Den samme nationalisme, som har ført til etableringen af nye kapitalistiske stater, som hersker over udbytningen af "deres" arbejdere og bønder.
Den anden fare er sekterisk fornægtelse af at støtte andet end revolutionære marxistiske organisationer. I modsætning hertil støtter vi alle ægte anti-imperialistiske kampe, uanset hvilken politik, de har. Det tillader os at kombinere principiel modstand mod imperialismen med solid og nådeløs kritik af de borgerlige nationalisters klassesamarbejdspolitik, hvad enten det er IRA Provisonals eller ANC eller andre af den slags bevægelser.
Der er alligevel nogle mere komplicerede tilfælde. Der er f.eks. problemer fremkaldt af opkomsten af nationale bevægelser i de "historiske" europæiske stater. Skotsk og walisisk nationalisme i Storbritannien, bretonsk og occitansk nationalisme i Frankrig, baskisk og katalonisk nationalisme i Spanien. Fremkomsten af disse bevægelser får selv de ældste nationalstaters unaturlige karakter til at springe frem. Nationer afspejler ikke en eller anden "naturlig" identitet; men er skabt gennem ofte voldelige processer, hvori mindretal bliver indordnet med tvang, og lokale kulturer og sprog bliver undertrykt til fordel for den dominerende gruppes kultur og sprog. Mens det generelt har været den ujævne udvikling af den internationale kapitalisme, som har fremkaldt brudlinier i disse europæiske stater, er større løsrivelsesbevægelser typisk blevet fremskyndet af nogle altoverskyggende politiske faktorer, hvad enten det er Franco-regimets undertrykkende natur i Spanien, eller det er krisen i den britiske arbejderbevægelse.
De revolutionæres stilling i disse nationale spørgsmål må være mere nuancerede, end når det drejer sig om anti-imperialistiske kampe. SWP's analyse af det nationale spørgsmål i Storbritannien indeholder 3 hovedelementer: 1. Der er ingen egentlige tilfælde af national undertrykkelse i Storbritannien (de seks grevskaber i Nordirland er selvfølgelig en helt anden sag). 2. Vores hovedfjende er ikke desto mindre staten Storbritannien og den dominerende britiske nationalisme, som støtter den. Som konsekvens heraf har vi ingen interesse i at opretholde enheden i denne stat og støtter retten til selvbestemmelse for de skotske og walisiske folk (hvis de ønsker den). 3. Samtidig skal vi uophørligt kritisere ideen (som mere og mere udbredes i Labour-partiet) om, at skotske og walisiske arbejdere har særlige nationale interesser forskelligt fra arbejderne i England, som retfærdiggør klassesamarbejdet mellem ledelsen i den skotske arbejderbevægelse og de skotske konservative, kirken osv.
Endnu et problem opstod med Golfkrigen fra 1980-88 mellem Iran og Irak. Her er der tre vigtige faktorer, som vi må tage i betragtning. Den første var den iranske revolution i 1978-79 og dens eftervirkninger. Selv om arbejderklassen var den afgørende kraft i at vælte shahen, tillod den iranske venstrefløjs svaghed Ayatollah Khomeini og de andre mullaher at overtage den politiske magt. Og de har påtvunget iranerne et regime, som har udvisket de vigtigste resultater af revolutionen ved at retfærdiggøre udbytningen af arbejderne, undertrykkelsen af kvinderne og nationale mindretal med en reaktionær islamisk fundamentalistisk ideologi.
Regimet har imidlertid været i stand til at konsolidere sit herredømme ved at hævde, at den ledede kampen mod "den store satan", den amerikanske imperialisme. Det har haft vigtige interne virkninger, som at store dele af den iranske venstrefløj tog parti for regimet, efter at USAs ambassade i Teheran blev overtaget af islamiske studenter.
Venstrefløjen i hele Mellemøsten har spillet fallit – først og fremmest på grund af stalinismens indflydelse, som opmuntrer for eksempel den palæstinensiske modstand til at stole på "progressive" arabiske regimer frem for på arbejderne og bønderne i området. Konsekvensen heraf er, at i det ene land efter det andet har den islamiske fundamentalisme udfyldt tomrummet. Den henvender sig specielt til de fattige byboere som en tilsyneladende radikal anti-imperialistisk ideologi.
Den anden faktor er Iran-Irak-krigen, som startede i august 1980. En af årsagerne til den var frygten for den iranske fundamentalismes politisk destabiliserende virkning på Golfstaterne. Baath-regimet i Irak blev opfordret til at angribe Iran af Saudi Arabien og andre oliesheikdømmer, som var skræmt af muligheden for, at de også ville blive rendt over ende af den iranske revolution. Washington ser ud til at have indtaget en velvillig holdning af tilsvarende årsager.
Ikke desto mindre udviklede kampen sig hurtigt til en kamp om lokal dominans. Irak håbede at kunne overtage den rolle som militært gendarmeri i Golfen, som shahen havde arvet fra Storbritannien i 1960erne. Og Khomeini forsøgte ved at knuse Husseins regime at sætte sit præg på Golfen. Den blodige udmattelseskrig, som har kostet en million menneskeliv, kom til at ligne første verdenskrig. Denne gang mellem to subimperialister, der kæmper for lokalt hegemoni i stedet for globalt hegemoni. De revolutionæres stilling kunne kun være den samme som Lenins i første verdenskrig: en defaitistisk position, som siger, at arbejderne og bønderne i begge krigsførende lande kun kunne vinde ved et nederlag til "deres" regering.
Situationen er blevet ændret af en tredje faktor – USAs militære opmarch i Golfen og de efterfølgende sammenstød med de iranske styrker. Den iranske revolution var et af de alvorligste nederlag for USA-imperialismen i de sidste 20 år. USAs militære konfrontation med Iran har ændret Golfkrigens karakter. Irakiske angreb på Iran var nu en del af en bredere imperialistisk kampagne mod Iran dirigeret fra Washington. Dele af Reagan-administrationen har klart budt perspektivet om krig med Iran velkommen som et middel til at afslutte "Vietnam-syndromet", som har blokeret for amerikansk militær intervention.
For revolutionære ville det at byde Irans nederlag velkommen være at stå på USA-imperialismens side. Revolutionære socialister måtte nu støtte Khomeini-regimet mod USA og dets allierede, inklusive Irak. Da Iran til slut led nederlag i Golfkrigen var det en større sejr for vestlig imperialisme.
Betyder det, at revolutionære opgiver deres modstand mod mullaherne og deres reaktionære ideologi? Absolut ikke. Under den spanske borgerkrig argumenterede Trotskij med, at hans tilhængere i Spanien skulle støtte den republikanske regering militært, men ikke politisk. De skulle kæmpe side om side med regeringsstyrkerne, men argumentere for, at Franco kun kunne overvindes med revolutionære metoder (overtagelse af fabrikker og godser, ved at give Marokko uafhængighed osv.).
I Iran ville det have betydet, at revolutionære måtte argumentere med, at den eneste måde, hvorpå krigen kunne afsluttes på en måde, som var tilfredsstillende for masserne var ved brugen af revolutionære metoder – arbejderkontrol på fabrikkerne, overtagelse af den herskende klasses rigdomme og de nationale mindretals ret til selvbestemmelse.
Revolutionære skulle søge at opildne utilfredsheden med Khomeini-regimet og med dets måde at føre krigen på (skyttegravskrig, angreb med menneskebølger, bombning af byer). Imidlertid skulle de ikke lede denne utilfredshed over i et forsøg på at stoppe krigen på betingelser, som kun kunne gavne imperialismen. Den skulle ledes i retning af krav om en revolutionær krig, krav som kun kan opfyldes på baggrund af en revolutionær udfordring af Khomeini-regimet. De skulle f.eks. forklare, at regimet er en hindring for en effektiv kamp mod imperialismen gennem dets undertrykkelse af de kurdiske og arabiske mindretal i Iran, dets bestikkelse af borgerskabet og regimets eget korrumperede væsen osv. De skulle forklare, at de frygtelige tab, som arbejderklassen led, skyldtes regimets måde at føre krig på. De skulle gå imod ethvert forsøg på at skabe tillid til systemet (for eksempel ved regimets opfordring til at yde 1 times ulønnet arbejde til krigsindsatsen).
Men revolutionære ville ikke støtte handlinger, som kunne føre til et øjeblikkeligt sammenbrud af fronten og en sejr for imperialismen (f.eks. strejker, der ville føre til et stop i ammunitionsforsyningerne til fronten).
Tilfældet med Golfkrigen illustrerer, hvordan det nationale spørgsmål gør det nødvendigt for de revolutionære at lave en omhyggelig analyse af den konkrete situation, når man vil benytte den marxistiske holdning til det nationale spørgsmål under særlige omstændigheder. En rent abstrakt modstand mod nationalisme vil ikke føre til noget. Som Lenin sagde: "Den, der venter på en "ren" social revolution, vil aldrig opleve den." Man kan komme til at bekæmpe kapitalismen ad forskellige veje, inklusive nationalismens vej. At forstå det er ikke at kapitulere over for nationalismen. Tværtimod er støtte til undertrykte nationers ret til selvbestemmelse uomgængeligt i at bryde nationalismens greb i alverdens arbejdere.
Den tragiske situation på Sri Lanka, hvor den lokale subimperialist, Indien, i 1987 intervenerede for at knuse den tamilske befrielsesbevægelse, illustrerer dette meget klart. JVP, som er en ungdomsgruppe inspireret af Che Guevara, iværksatte en opstand i 1971, som ubarmhjertigt blev knust af Bandaranaikes regering. I de følgende år degenererede JVP fra sin anti-imperialistiske nationalisme, som er typisk for store dele af venstrefløjen i den tredje verden, til en singalesisk chauvinistisk organisation, der førte en terroristisk kampagne imod, at Sri Lanka har indgået en forfejlet fredstraktat med de tamilske tigre, repræsentanterne for det tamilske mindretal.
Konfronteret med en singalesisk venstrefløj, som nægter at forsvare det tamilske mindretals ret til selvbestemmelse, var det næppe overraskende, at de militante tamilske nationalister, tigrene, selv tyede til så barbariske metoder som at massakrere singalesiske landsbyboere for at skabe et "rent" tamilsk område, som kunne skilles fra resten af Sri Lanka. Ansvaret for det frygtelige resultat – den indiske hærs grusomheder mod tamiler – ligger hos JVP og resten af Sri Lankas venstrefløj, fordi de ikke har bekæmpet den dominerende singalesiske nationalisme. Vi må lære af deres fejltagelser.
Sidst opdateret 19.7.2014