Skrevet maj 1918.
På dansk i N. Bukharin: Kommunisternes Program, Europæisk Forlag, uden udgivelsesår (men formentlig 1918-19), s. 45-183. Oversat af “Rosta”.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 18. juni 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
I alle Lande – undtagen Rusland efter Oktoberrevolutionen har Kapitalen Magten. Lige meget, hvilket Land vi tager, det halvabsolutistiske Tyskland, det republikanske Frankrig eller det såkaldte demokratiske Amerika, overalt er Magten i Hænderne på Kapitalen. En lille Håndfuld Mennesker, større Finansmænd, Godsejere og Fabrikanter, holder hundrede Millioner at Arbejderklassen og Landproletariatet nede I Slaveri og Undertrykkelse, tvinger dem til et anstrengende Arbejde for en ussel Løn og under dårlige Vilkår, og når de er blevet arbejdsudygtige og ikke mere kan give Avance, kastes de ubarmhjertigt på Gaden. Rigdommen har forlenet nogle få Finansmænd og Fabrikanter med denne frygtelige Magt overfor hundrede Millioner at den arbejdende Befolkning. Hvorfor er den Fattige, når han er kastet på Gaden, tvunget til at dø Hungersdøden? Fordi han ikke har andet end et Par Hænder og Fødder, som han kan sælge til Kapitalen, hvis denne har Brug for ham. Hvorfor kan en Rigmand, en Bankier eller en Fabrikant, leve i Overflod, selv om han ikke bestiller noget? Hvorfor kan han blive ved at få sine rigelige Indtægter og samle sig Formue hver Time, hvert Minut og hvert Sekund, han ånder? Fordi han ikke blot ejer et Par Hænder og et Par Fødder, men også de Arbejdsredskaber, uden hvilken man nu til Dags ikke kan arbejde: Fabrikker, Maskiner, jernbaner, Bjergværker, jord, Dampskibe og alle mulige Apparater og Instrumenter. Denne Rigdom, som er skabt af Mennesker, tilhører Kapitalisterne over alt i Verden, undtagen i det nuværende Rusland. I Kraft af denne Ordning er det ikke så mærkeligt, at en lille Håndfuld Folk, som ejer alle de nødvendigste Forbrugsartikler kan herske over alle de andre, som ikke ejer noget. Landproletaren kommer derude fra Landet ind til Byen for at søge Arbejde. Hvor skal han gå hen? Til den, der ejer en Fabrik eller et Værksted. Ejeren kan afvise ham eller være ham nådig. Når hans tekniske Arbejdsledere og Bogholdere – Ejerens tro Tjenere – har regnet ud, at af nye og unge Arbejdere kan man presse flere Penge end af de gamle og udslidte, kan det være, der bliver sagt »Giv ham Arbejde!« Men hvis ikke, bliver der sagt til ham: »Gå din Vej !« Kapitalisten er på Fabrikken som en Konge og en Gud. Alle bøjer sig for ham og hører hans Bud. På hans Befaling bliver Fabrikken udvidet eller indskrænket. På hans Befaling gennem Mestre og Administration bliver Arbejdere antagne eller afskedigede. Han afgør, hvor mange Arbejdere der skal beskæftiges, og hvor stor en Løn de skal have. Og alt det, fordi Fabrikken er hans, fordi Værkstedet er hans, er hans Ejendom. Denne Privatejendommens Ret til Produktionsmidlerne er netop Årsagen til den frygtelige Magt, der ligger i Kapitalens Hånd.
Det samme gælder jorden. Vi kan tage det mest demokratiske og friest politiske Land – De forenede Stater -, om hvilket Bourgeoisiet har tudet os ørene fulde, til Eksempel. Tusinder af Arbejdere dyrker fremmed jord, der tilhører de største Godsejere og Kapitalister. Alt er her indrettet på samme Måde som på en Fabrik. Ti eller Hundrede af elektriske Plove, Mejemaskiner, Slåmaskiner og Selvbindere betjenes her fra tidlig Morgen til sen Aften af Kapitalens Lønslaver. Og ligesom i Fabrikken arbejder de ikke for sig selv, men for Ejeren, fordi selve jorden og Udsæden og Maskinerne – med eet Ord – alt undtagen de arbejdendes Hænder, er kapitalistens private Ejendom. Her er han Selvhersker. Han befaler og ordner alt således, for at mere Blod og Sved skal forandre sig til gyldent, klingende Metal. De bøjer sig som oftest for ham, undertiden knurrer de, men de fortsætter dog med at skaffe Penge til Ejeren, fordi han ejer det hele. Arbejderen, den fattige Proletar, der ude fra Landet, ejer intet! Det sker undertiden, at Godsejeren ikke selv leder sit Gods, men forpagter sin jord ud. Hos os i Rusland var Husmændene tvunget til at tage jord i Forpagtning, fordi de selv ejede så forfærdeligt lidt jord, at de ikke kunne eksistere på den. De dyrkede jorden med deres egne Maskiner, Plove, Harver og Heste. Men alligevel blev de snydt. Thi jo større Trangen til jord var, desto højere satte Godsejeren Forpagtningsafgiften, og tvang på den Måde de fattige Bønder ind under slavelignende Kår. Hvorledes kunne han gøre det? Han kunne gøre det, fordi jorden var hans, Godsejerens, fordi Grund og jord var Godsejerklassens Privatejendom.
Det kapitalistiske Samfund kan deles i to Lejre: De, som må arbejde meget, men kun kan spise lidt og slet, og de, som arbejder lidt – eller slet ikke men som alligevel lever i Overflod. Det er ikke helt efter den hellige Skrift, hvor der står: »Den som ikke arbejder, skal ikke have Føden«. Men dette Forhold forhindrer ikke Forkyndere af alle mulige Konfessioner i at prise den kapitalistiske Samfundsorden, thi Præsterne får jo overalt – undtagen i Sovjet-Republiken – sin Løn udbetalt i klingende Mønt af Kapitalen.
Nu møder der os imidlertid et andet Spørgsmål: Hvorledes kan en lille Håndfuld af Snyltere opretholde Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne? På hvilken Måde har disse Parasitters Privatejendomsret kunnet holde sig til Dato? Hvad er Grunden hertil?
Grunden hertil må søges i den fortrinlige Organisation af det arbejdende Folks Fjender, Nu til Dags er der ikke et eneste kapitalistisk Land, hvor Kapitalisterne virker som Enere. Tværtimod. Enhver af dem er livsvarigt Medlem af den besiddende Klasses økonomiske Organisation. Og de økonomiske Foreninger holder alt i deres Hånd. De har flere Tusinde pålidelige Agenter, som ikke er underdanige af Frygt, men af Samvittighedsfuldhed. Hele det kapitalistiske Samfund og det økonomiske Liv ledes fuldstændig af de forskellige af de besiddende Klassers dertil indrettede Erhvervs- og Finansorganisationer: Syndikater, Truster og Banker. Disse Forbund hersker og råder over alt. Men den allervigtigste Organisation er dog den borgerlige Stat. Denne de besiddende Klassers Organisation holder alle Regeringens Tråde og hele Magten i sine Hænder. Her er alt i Forvejen nøje vejet og målt, alt overvejet og forberedt, således at man ved det første Forsøg fra Arbejdernes Side på at rejse sig mod Kapitalismens Tvangsregimente, kan kvæle det i Fødslen. Til Statens Rådighed står hele den rå, materielle Magt, Spioner, Politi, hele Retsmaskineriet, Bødler, indøvede og sjælsløse Soldater og »åndelige« Kræfter, som bevidst ødelægger og forfalsker den arbejdende Klasses moralske og åndelige Begreber. Endvidere har Staten til sin Rådighed Skolerne, Kirkerne og den kapitalistiske Presse. Det er bekendt, at Ejere af Svinebesætninger fodrer deres Svin i en sådan Grad, at Svinene næppe kan gå, men af den Grund bliver de mere værdifulde til Slagtning. Sådanne Svinebesætninger opdrættes kunstigt, idet man hver Dag giver dem et særligt Foder, for at de kan blive rigtig fede. På samme Måde bærer Bourgeoisiet sig ad overfor Arbejderne. Ganske vist giver man ikke Arbejderen ret megen rigtig Mad, så af den skal han ikke blive fed, men derimod serveres der daglig en særlig åndelig Føde, der gør Arbejderens Hjerne tyk og fed, men som også samtidig gør den uskikket til alt Arbejde. Bourgeoisiet vil skabe Arbejderklassen om til en Svinebesætning, som er lydig og roligt lader sig føre til Slagtebænken. Derfor har Bourgeoisiet så store Interesser i Skolen og Kirken. I Skolen lærer man Børnene, at de må adlyde Øvrigheden, der er indsat af Gud. (Kun Bolschevikerne har gjort sig fortjent til Kirkens Ban i Stedet for dens Velsignelse, fordi de vægrede sig ved at lade Statskassen betale de kutteklædte Bedragere). Af samme Grund er Bourgeoisiet også interesseret i den størst mulige Udbredelse af deres løgnagtige Påstande.
Det kapitalistiske Samfunds fuldendte Organisation gør det muligt for Bourgeoisiet at bevare Magten og Privatejendomsretten. Der er kun få Millionærer, men omkring dem står en mægtig Hob af lydige, underdanige og godt betalte Lakajer, f.eks. Ministre, Fabriks- og Bankdirektører o.s.v.. Ved de sidstes Side er der endnu en Mængde mindre velstillede Medhjælpere, der er fuldstændig afhængige af deres Overordnede, og som er opdraget ganske i deres Ånd, og hvis højeste Stræben kun går ud på at få en bedre Stilling. Efter dem følger der endnu flere mindre Embedsmænd, Funktionærer og Agenter i Kapitalens Tjeneste. Den ene følger lige efter den anden, og alle er de lænket sammen med den borgerlige Stats og de økonomiske Organisationers strammende Bånd. Disse Organisationer omspænder alle Lande med et tæt Net, i hvilket Arbejderklassen forgæves spræller.
Enhver kapitalistisk Stat er i Virkeligheden at betragte som en kolossal økonomisk Organisation. Arbejderne arbejder, Fabrikanterne nyder, Arbejderne fuldender Arbejdet, Fabrikanterne befaler, Arbejderne bedrages, Fabrikanterne bedrager. Dette er den Orden, som man benævner den kapitalistiske Samfundsorden. Kapitalisterne og deres Tjenere: Præsterne, intelligensen, Menschevikerne, de Socialrevolutionære og andre af Arbejdernes og Bøndernes gode Bekendte, opfordrer os til at anerkende denne Samfundsordning.
I den sidste Tid har Kapitalismen i alle Lande koncentreret sig, samtidig med at den mindre Kapital så godt som er ganske forsvundet, idet den er blevet opslugt af de store Hajer. Før var der skarp Konkurrence mellem de enkelte Kapitalister om Kunderne. Nu, da der ikke er så mange tilbage, har de tiloversblevne forenet sig, og de råder og regerer nu i ethvert Land ganske på samme Måde som tidligere Godsejeren skaltede og valtede med sit Stamhus. Et Par amerikanske Finansmænd behersker hele Amerika, ligesom en enkelt Kapitalist før rådede over en Fabrik. Nogle få franske Ågerkarle har knægtet og tyranniseret hele den franske Befolkning, og i Tyskland råder fem af de største Banker over det tyske Folks Skæbne. Det samme er Tilfældet i de andre kapitalistiske Lande. Vi kan derfor sige, at de nuværende kapitalistiske Stater – de såkaldte »Fædrelande« – har forandret sig til uhyre Fabrikker, hvor den besiddende Klasses økonomiske Organisationer hersker enevældigt.
Der er ikke noget som helst ejendommeligt i, at disse Organisationer, Bourgeoisiets Statsorganisationer, nu fører sådanne Kampe mod hinanden; den engelske kapitalistiske Stat fører Krig mod den tyske kapitalistiske Stat, ligesom før i England og i Tyskland den ene Kapitalist bekæmpede den anden. Nu er Spillet kun tusinde Gange højere, og Kampen for at forøge Produktionen føres nu med Menneskeliv, med Menneskeblod.
I denne Kamp, som behersker hele Verden, må naturnødvendigvis først de små og svage Stater gå til Grunde. Allerførst går det ud over de små Folk i Kolonierne, svage, undertiden vilde Stammer, der lidt efter lidt ødelægges af de store Røverstater. Der opstår mellem disse en Kamp om Fordelingen af de »frie« Lande, d.v.s. Lande, som endnu ikke er stjålet af en af de »civiliserede« Stater. Derefter følger så Kampen om det, som allerede tidligere er stjålet. Det er indlysende, at denne evige Kamp om en Fordeling af disse Kolonier gør Verden blodigrød og hadefuld. Her føres Krigen mellem jættestore Kæmper, mellem Verdens største Riger, bevæbnet med de mest fuldkomne dødbringende Maskiner.
Verdenskrigen, der brød ud i Sommeren 1914, og som raser endnu den Dag i Dag, er den første der føres for en endelig Deling af Verden mellem de »civiliserede« Røveres Uhyrer. Verdenskrigen rev de fire gigantiske Hovedrivaler, England, Tyskland, Amerika og Japan med i Dødedansen. Og Kampen føres kun for at få endelig afgjort, hvilken af de fire Røverbander, der skal sætte sin blodige Hæl på Verdens Nakke og jernhårdt træde de andre i Støvet.
Denne Krig har samtidig alle Vegne forværret Arbejderklassens Kår, der også uden Krigens Rædsler var næsten uudholdelige. Nu blev Arbejderne belastet med trykkende Byrder, og Millioner af Arbejdere førtes som Slagtekvæg til Valpladserne; Hungersnøden pinte og nagede de andre, medens hårde Straffe truede dem, der vovede at protestere. Alle Fængsler er overfyldte, og Myndighederne holder Maskingeværerne beredt mod Arbejderklassen. Arbejdernes simpleste Rettigheder er dem berøvet selv i de »frieste« Lande: man tør ikke strejke, Strejker dømmes på samme Måde som Højforræderi. Arbejderpressen er knægtet og undertrykt. De bedste Arbejdere, Revolutionens mest hengivne Forkæmpere, er tvunget til at skjule sig og danne underjordiske, hemmelige Foreninger, ligesom vi under Zarismens Voldsvælde var nødsaget til at skjule os for Spionerne og det hemmelige Politis Sporhunde. Det er intet Under, at Arbejderne under sådanne Forhold, der alle er Krigens naturlige Følger, ikke alene begynder at stønne men også at rejse sig mod Udbytterne.
Men også de borgerlige Stater, som har fremkaldt denne frygtelige Rædsel, begynder at visne ved Rødderne. De er selv ved at omkomme i de blodige Sumpe, i hvilke de under den hidsige Jagt efter Profit har vovet sig ud, og nu findes der ikke længer Udvej. Gå tilbage, vende hjem med tomme Lommer efter en sådan ødslen med Penge, Værdier og Menneskeliv, kan man ikke. Fortsætte og løbe den frygtelige Risiko, er også næsten umuligt. Krigspolitikken har ført det kapitalistiske Samfund ind i en cul de sac, hvorfra det er umuligt at vende om. Derfor fortsættes Krigen i det uendelige, selv om der ikke nås noget afgørende Resultat. Dette er Årsagen til det kapitalistiske Samfunds Sammenbrud, der før eller senere måtte vige Pladsen for en anden Ordning, hvor en Verdenskrigs Vanvid for Profittens Skyld var utænkelig.
Jo længere Krigen varer, desto svagere bliver de krigsførende Lande. Arbejderbefolkningen må udgyde sit Blod eller lade sig æde af Lusene i Skyttegravene og deltage i ødelæggelsesværket. Alt er ødelagt til Fordel for Krigen – selv Dørenes Messighåndtag er konfiskeret til Krigsmateriale. Verden må savne det allernødvendigste, thi Krigen fortærer alt som en hærgende og plyndrende Græshoppesværm. Ingen har Tid til at producere nødvendige Varer – de forbruges kun. På fjerde År producerer nu de, der tidligere fremstillede nyttige Forbrugsgenstande, Granater og Schrapnells. Uden Mennesker, uden Produktion af alt det, der er ubetinget nødvendigt, kommer alle Landene i et sådant Forfald, at Menneskene begynder at tude som rasende Ulve af Kulde, Hunger, Nød, Elendighed og Undertrykkelse. I de tyske Landsbyer, hvor man tidligere havde elektrisk Lys, tænder man nu et sparsomt Tællelys, fordi det er umuligt at fremskaffe Kul. Produktionen og hele det skabende Liv dør, ud i samme Grad som den almindelige Elendighed blandt Befolkningen tager til. I sådanne Mønsterbyer som f.eks. Berlin og Wien kan man ikke mere gå i Sikkerhed på Gaden om Natten, overalt røves og plyndres der. De tyske, borgerlige Aviser beklager sig i høje Toner over Manglen på Politi. Man vil ikke se, at det stedse stigende Antal Forbrydelser er en Følge af den stadig voksende Elendighed, der avler Had og Fortvivlelse. De stakkels lemlæstede Krøblinge vender hjem fra Fronten, og finder, når de kommer tilbage, almindelig Hungersnød; trods en omfattende og fortrinlig Organisation vokser dog Antallet af Hjemløse og Hungrende daglig, fordi der ikke mere findes noget at spise, men alligevel raser Krigen videre og videre og kræver stadig nye Ofre.
Jo vanskeligere Stillingen bliver i de krigsførende Lande, jo flere Tvistigheder, Rivninger og Stridigheder og Uoverensstemmelser opstår der i de forskellige Kredse af Bourgeoisiet, der tidligere i fælles Interesse gik Hånd i Hånd på Røvertogt. I Østrig-Ungarn flyver Tschecher, Ukrainer, Tyskere og Polakker i håret på hinanden. I de af Tyskland okkuperede Lande må Bourgeoisiet (det etniske, lettiske, ukrainske og polske), som selv tilkaldte det, tyske Militær, hårdt bekæmpe sine Befriere, I England ligger det engelske Bourgeoisi i Kamp på Liv og Død med det af England undertrykte irske Bourgeoisi. Men i hele dette Kaos og under det almindelige Sammenbrud løfter Arbejderklassen stadigt højere sin Røst, Arbejderklassen, der nu er stillet overfor sin historiske Opgave at gøre en Ende på Krigen og af kaste Kapitalens Åg.
Den store Tid nærmer sig, hvor Kapitalens Magt er brudt – Tiden, hvor Arbejderklassens kommunistiske Revolution bryder frem.
Den russiske Oktoberresolution slog den første Bresche. Den russiske Kapitalisme overgav sig før end de andre Landes, fordi Verdenskrigens knugende Byrder hvilede langt hårdere på vort Lands forholdsvis unge kapitalistiske Stat. Hos os fandtes der ikke som F.eks. i England, Tyskland og Amerika en så uhyre Organisation af de borgerlige Klasser. De kunne derfor heller ikke opfylde de Krav, som Krigen stillede til dem, og heller ikke modstå den russiske Arbejderklasses og de fattige Bønders Stormløb, der i Oktoberdagene kastede Bourgeoisiet af Sadlen og lagde Magten i Hænderne på Arbejderklassen, Kommunisterne, Bolschevikerne.
Før eller senere vil den samme Skæbne ramme det vesteuropæiske Bourgeoisi: Vesturopas Arbejderklasse slutter sig stadig talrigere til den kommunistiske Bevægelse. Overalt vokser den bolschevistiske Bevægelse: i Østrig og Amerika, i Tyskland og i Norge, i Frankrig og Italien. Det kommunistiske Partis Program er blevet den proletariske Verdensrevolutions.
Vi ved allerede, at den røveriske Krigs Misgerninger, Arbejderklassens Undertrykkelse, alle Kapitalismens Grusomheder, er en Følge af, at nogle få statslig organiserede borgerlige Bander, der ejer alle Verdens Rigdomme, knægter og trælbinder Verden. Den kapitalistiske Klasses Ret til alle Produktionsmidlerne er Årsagen over alle Årsager til de nuværende Statsindretningers Barbari. At fravriste de Rige deres Magt, idet man med Magt tager deres Rigdomme – det er den første Opgave, som Arbejderklassen og Arbejderpartiet, det kommunistiske Parti, må stille sig.
Enkelte mener, at det, man tager fra de Rige, skulle deles »kristeligt«, retfærdigt og ligeligt mellem alle, og at alting derved ville være godt. Enhver havde da akkurat ligeså meget som de andre, alle var lige, og alle var så befriet for Ulighed, Undertrykkelse og Udbytning.
Enhver vil have tilstrækkeligt, og det ene Menneskes Magt over det andet vil være brudt, takket være denne ligelige Fordeling, denne almindelige Deling og For deling af Rigdommene mellem de Fattige.
Det kommunistiske Parti er imidlertid ikke af den Anskuelse. Det mener, at en sådan ligelig Fordeling ikke vil føre nogen Lykke med sig. Det vil kun tjene til at forvirre Menneskene og skabe det samme Kævl som hidtil.
I Virkeligheden er det jo også indlysende, at der er en Mængde Ting, som overhovedet ikke lader sig dele. Hvorledes skulle man f.eks. dele Jernbanerne? Hvis en F.eks. begynder at slæbe Svellerne bort, en anden Skinnerne, en, tredje Skruerne, en fjerde hugger Vognene i Stykker til Pindebrænde, en femte knuser Spejlene, for at kunne barbere sig ved et Skår o.s.v. vil enhver kunne indse, at en sådan Deling ikke er retfærdig og kun vil føre til en idiotisk ødelæggelse af nyttige Genstande, som man endnu kan bruge. På samme Måde kan man selvfølgelig heller ikke dele en Maskine. For hvis en tager et Drivhjul, en anden Akslen, de andre de øvrige Dele, så hører Maskinen al sig selv op med at være Maskine, alt går med andre Ord til Grunde.
Og således forholder det sig næsten med alle komplicerede Værktøjer, der er vigtige og uundværlige også for Fremtidens Arbejde. Man behøver blot at tænke på Telegrafen og Telefonen, de kemiske Fabrikkers Instrumenter o. m. a. Det er klart, at kun et Menneske, der overhovedet intet forstår, eller som er en direkte Fjende af Arbejderklassen, kan råde til en sådan Deling.
Delingen er imidlertid ikke alene skadelig af disse Grunde. Lad os f.eks. antage, at det ved et mærkeligt Under lykkes mer eller mindre ligeligt at fordele, hvad der er taget fra de Rige, så ville heller ikke dette føre til noget fornuftigt. Thi hvad betyder Deling? Det betyder, at der på et Sted, hvor der kun var få store Grundejere; vil blive mange små. Det betyder ikke Privatejendommens Afskaffelse, men kun en Udvidelse; i Stedet for den store Besiddelse kommer der en mindre. En sådan Tid har vi imidlertid oplevet en Gang i Fortiden. Vi ved meget vel» at Kapitalismen og de store Kapitalister.er vokset frem efter den indbyrdes Kamp mellem de små Grundbesiddere og Fabrikanter. Når vi så havde gennemført den almindelige Fordeling og skabt en Mængde Små-Ejere, ville følgende ske: En Del af dem (og det endda en temmelig betydende Del) vil allerede den næste Dag sælge det, de har fået, til en. Marskandiser, og deres Ejendele falder så i Hænderne på den mere velhavende Del; mellem de tiloversblevne opstår der en Kamp om Køberen; i denne Kamp vil de velhavende besejre de mindre velhavende; de mindre velhavende vil blive ruinerede og forvandlede til Proletarer; deres lykkelige Rivaler forøger deres Rigdomme, tager Arbejdere i deres Tjeneste og forvandles så til ægte Kapitalister. Således vender vi efter nogen Tids Forløb tilbage til den gamle Statsordning, som vi netop mente at have ødelagt. Vi vil påny stå foran det kapitalistiske Rovs gamle Trug.
Fordeling som Privatejendom (Små-Besiddere) er ikke hverken Arbejderes eller Bønders Ideal. Det er den lille handlendes Drøm, som undertrykkes af Storkøbmanden, men som gerne selv ville være Storkøbmand. Hvorledes han selv skal komme på »den grønne Gren«, få noget mellem Hænderne – derpå tænker Kræmmeren. At tænke på andre, undersøge hvad der kan være deri, det er ikke Kræmmerens Sag: når. der blot er en Skilling tilovers i Lommen. Ham forskrækker man ikke ved at fortælle ham, at vi påny må vende tilbage til Kapitalismen, thi i hans Bryst lever Håbet om, at han, ligesom en Sidor Petrov, kan blive Kapitalist.
Arbejderklassen må imidlertid følge ganske andre Veje. Arbejderklassen er interesseret i en sådan Omdannelse af Samfundet, at en Tilbagevenden til Kapitalismen vil være utænkelig. Ved en Fordeling vil man kun opnå at jage Kapitalismen ud ad Hoveddøren, men kort Tid efter vil den komme listende tilbage ad Køkkentrappen. Den eneste Udvej er den solidariske, på Arbejde hvilende (kommunistiske) Ordning.
I det kommunistiske Samfund tilhører Rigdommen ikke nogen enkeltperson eller enkelte Klasser, men derimod hele Samfundet.
Hele Samfundet er her et uhyre Arbejderfællessamfund. Der findes ingen Herrer, alle er lige. Der er ingen Klasser: hverken Kapitalister, der antager Arbejdere, eller Arbejdere, der lader sig tinge i Løn hos Kapitalen. Man arbejder solidarisk efter en nærmere udarbejdet og nøje gennemtænkt Arbejdsplan. Det statistiske Centraldepartement regner ud, hvor mange, Støvler, Benklæder, Linned, Lærred o.s.v., der skal produceres i Løbet af et År; regner ud, hvor mange Kammerater, der skal arbejde på Markerne, i Fødevarefabrikkerne, i de store offentlige Skræderier, for at præstere det nødvendige. Hele Produktionen gennemføres efter en i Forvejen nøje overvejet Plan, udarbejdet på Grundlag af omfattende Beregninger over alle Maskiner og alt Værktøj, den Samlede Mængde Råmaterialer, og alle de Hænder, der står til Rådighed for Samfundet.
Hele Samfundets årlige Behov af Varer regnes nøje ud. Det færdige Produkt leveres til de respektive af Samfundet oprettede Forrådshuse, hvorfra det så fordeles til Kammeraterne. Man arbejder kun i Store Fabrikker og med de bedste og mest arbejdsbesparende Maskiner. Forvaltningen af Varerne skal foregå omhyggeligt; alle unødvendige Udgifter skal spares, og den for hele Produktionen gældende Plan vil også bevirke, at sådanne Udgifter ikke fremkommer, Alt vil her foregå i den skønneste Harmoni; det vil ikke kunne tænkes, at Varerne planløst sendtes fra et Sted til et andet; at man ikke det ene Sted vidste, hvad der skete på det andet. Her er hele Verden tværtimod nøje vejet og målt: Bomuld skal kun dyrkes der, hvor Jorden viser sig mest hensigtsmæssig dertil, Kulproduktionen samles i de rigeste Gruber, jernværkerne opføres i Nærheden af Kul- og Ertslejerne; hvor Jorden er anvendelig eller endog særlig gunstig for Hvedeavl vil der ikke blive bygget uhyre Stenhuse, men den vil kun blive tilsået med Hvede. Alt vil blive således fordelt, at enhver Virksomhed vil blive anvist den for den mest passende Beliggenhed, hvor Arbejdet bedst lader sig udføre, hvor Arbejdet viser sig mest produktivt for Menneskene. Alt det kan man kun nå til, når der arbejdes efter en fast Plan, og kun ved en fuldstændig sammenslutning af hele Samfundet i en eneste uhyre produktions- eller Arbejdsforening.
Menneskene i det kommunistiske Samfund vil ikke bare søge at klore øjnene ud af Hovedet på hinanden. Her findes der ingen Rige eller Opkomlinge, ingen Fortsatte og ingen Undergivne; her deles Samfundet ikke i Klasser, hvor den ene hersker over den anden. Men det, at der ikke mere findes Klasser, betyder, at der ikke mere er Stridigheder mellem Menneskene (mellem Fattige og Rige), hvor den ene blot søge? at trække Tænderne ud af Munden på den anden, Undertrykkerne mod de Undertrykte, de Undertrykte mod Undertrykkerne.
Der findes derfor heller ikke en Institution som Staten; der er jo nemlig ingen herskende Klasse, der trænger til en særlig Organisation for at holde sine Modstandere i Tømme. Der findes ingen Forvaltning over Menneskene, ikke det ene Menneskes Magt over det andet; der findes kun en Forvaltning af Tingene, Maskinerne; det menneskelige Samfunds Magt over Naturen. Menneskene er ikke delte i fjendtlige Lejre, det er her forenet i fælles Arbejde og fælles Kamp mod de ydre Naturkræfter. Grænsepælene er forsvundne. De enkelte Nationalstater er afskaffet. Hele Menneskeheden – uden Hensyn til Nationalitet – er forenet og danner et fælles Hele. Alle Folkeslag danner her en eneste stor – mod samme Mål – stræbende Arbejderfamilie.
Der er Folk, der benævner sig Anarkister, d.v.s. Tilhængere af Lovløsheden. De tror, at de Bolchevistiske Kommunister går ad forkerte Veje, at de vil opretholde Magten, men enhver Magt og enhver Stat betyder kun Undertrykkelse og Vold. Vi har set, at en sådan Opfattelse af Kommunismen ikke er rigtig. Den kommunistiske Samfundsordning er en sådan, hvor der hverken gives Arbejdere eller Kapitalister, hvor der overhovedet ingen Stat findes. Forskellen mellem den anarkistiske og kommunistiske Samfundsopfattelse består ikke deri, at der i den ene findes en Stat, i den anden ingen: en Stat findes nemlig ikke indenfor et af disse Septimer. Den virkelige Forskel består derimod i følgende:
Anarkisterne mener, at Menneskene kan leve bedst og smukkest, såfremt Produktionen fordeles i små produktionsorganisationer – Kommuner. Der danner sig – efter frivillig Overenskomst et Samfund, en organisation på 10 Personer -, fortræffeligt. Disse Personer begynder på egen Regning og Risiko arbejdet. På et andet Sted dannes en anden lignende Organisation, på et tredie en tredie. Senere begynder disse Organisationer at forhandle med hinanden og træffe Aftaler; den ene mangler eet, en anden hint. Lidt efter lidt kommer de overens og slutter »Frie Overenskomster«.
Hele Produktionen sker altså indenfor disse små kommuner. Det står enhver frit for, så snart Vedkommende ønsker det, at udtræde af disse frivillige forbund (Føderationer) mellem disse små Kommuner(Arbejdsorganisationer).
Dømmer Anarkisterne rigtigt? Enhver Arbejder, der kender den moderne Produktionsteknik i Fabrikkerne, vil kunne indse, at de dømmer falsk. Vi skal straks fortælle hvorfor!
Den fremtidige Ordning skal jo frelse Arbejderbefolkningen for Nød og Elendighed, fra det ene Menneskes Undertrykkelse at det andet; fra Udbytning og slaveri. Dette nås derved, at Kapitalens Åg afrystes og at Rigdommene fratages Kapitalisterne. Der gives imidlertid endnu en Opgave. Den består deri, at befri os for Naturens Åg, gøre os til Herre over Naturen og lede Produktionen på den bedste og fordelagtigste Måde. Først da vil Mennesket kun behøve en ganske kort Tid til at tilberede den nødvendige Mad, forfærdige Støvler og Klæder, bygge Huse o.s.v. Den øvrige Tid kan da anvendes til at sørge for den åndelige Udvikling, dyrke Videnskab og Kunst, ja, anvendes til alt det, der giver Livet Værdi. De nuværende Menneskers Forfædre, der levede som en Flok halvaber, var alle ligestillede. De førte en fuldstændig dyrisk Tilværelse, fordi de ikke forstod at beherske Naturen; men ikke desto mindre lever Arbejderklassen som Lastdyr, fordi Kapitalisten har lagt sin Jernbøjle om Halsen på den, fordi der hersker økonomisk Ulighed. Hvad følger da deraf? Der følger, at man må forene økonomisk Lighed og Stordrift. Det er ikke nok, at Kapitalisterne forsvinder. Det er tvingende nødvendigt, at Produktionen, som vi tidligere har sagt, kommer til at foregå under store, grandiose Former. Alle små, uhensigtsmæssige Bedrifter må ophøre. Hele Arbejdet må koncentreres i mægtige Fabrikker, Støberier, Gartnerier o.s.v.. Men ikke således, at Sidor ikke ved, hvad Peter foretager sig, og Peter ikke ved, hvad Sidor gør. En sådan Ordning duer ikke. Det er absolut nødvendigt at have en fælles Arbejdsplan. Jo flere Pladser en sådan Plan omfatter, jo bedre.
Hele Verden må til Slut danne et eneste stort, fælles arbejdende Samfund, hvor hele Menneskeheden arbejder til fælles Bedste efter omhyggeligt udarbejdede Planer – uden nogen Art af Herrer eller Kapitalister – på de bedste Maskiner og i de største Fabrikker. For at føre Produktionen videre frem er det ikke nok kun at gå med til at overtage de Stordrifter, Kapitalen efterlader os som Arv, men disse må på alle Områder stadig og utrætteligt forbedres og udvides. Jo videre og større Fællesplanen er, i jo større Målestok hele Produktionen er organiseret, jo flere Anvisninger, der kan ydes den fra de statistiske Departementer, og jo nøjagtigere Beregninger og Tabeller disse kan levere, med andre Ord, jo mere det hele centraliseres, des bedre. Thi så meget mindre Arbejde falder der på den enkelte, desto friere er enhver, jo større Spillerum får det menneskelige Samfund til sin åndelige Udvikling. Denne Samfundsordning er imidlertid det stik modsatte af det, Anarkisterne gør sig til Talsmænd for. Den anarkistiske Samfundsorganisation stræber ikke efter en Centralisation af Produktionen, den vil tværtimod udstykke den, i Stedet for at gøre den endnu større og mægtigere, i Stedet for at centralisere den og regulere den, følgelig formindske Menneskets Herredømme over Naturen. Der gives der ingen helhedsplan, ingen stor Organisation. I det anarkistiske Samfund ville det være umuligt at udnytte de store Maskiner, at bygge jernbaner efter en bestemt Plan, anlægge store Vandings eller Afløbsanlæg. Vi tager et Eksempel: Der tales nu så meget om at erstatte Dampmotorerne med elektrisk drevne Motorer og om en Udnyttelse af Vandflodernes mægtige Kræfter til Fremstilling af Elektricitet. For at kunne fordele den fremstillede elektriske Energi regelmæssigt må man naturligvis udregne, udmåle og skønne over, hvor megen Energi der er nødvendig, og hvorhen den skal ledes, for at man kan få det størst mulige Udbytte af den. Og hvad betyder det? Hvornår og hvorledes er dette muligt? Dette er kun muligt, når Produktionen organiseres som Stordrift, når den er koncentreret i et eller to store Brandpunkter for Beregning og Forvaltning. Derimod er dette umuligt i det anarkistiske Samfund med dets små, spredte og kun løst forbundne Kommuner. Heraf ser vi, at man ved en anarkistisk Ordning ikke således som det imidlertid er nødvendigt – vil være istand til at organisere Produktionen, og dette fører igen med sig, at Arbejdsdagen vil blive meget lang, d.v.s. man bliver i en uhyre Grad afhængig af Naturen. Den anarkistiske Ordning ville være en Hemsko, der kun ville hindre Menneskeheden i at udvikle sig frit. Derfor kæmper Kommunisterne imod den Lære, Anarkisterne udbreder.
Nu er det klart, hvorfor den anarkistiske Lære fører til en Splittelse af Samfundet i Modsætning til den kommunistiske, der stræber efter et regelmæssigt, velordnet og organiseret Samfund. Thi den lille, anarkistiske Kommune er ikke noget Forbund af en Mængde samarbejdende Mennesker, men snarere en lille Husholdning, der endog til Tider kun tæller to Mennesker. I Petrograd var der F.eks. en sådan Gruppe: »De fem Undertryktes Forbund«. Efter den anarkistiske Lære kan man også tænke sig et Forbund som dette: »De to Undertryktes Samfund«. Lad os en Gang forestille os, hvad dette ville føre til, hvis enten fem eller to Personer ville begynde for egen Regning og Risiko at rekvirere, konfiskere og arbejde. I Rusland er der ca. hundrede Millioner arbejdende Mennesker. Såfremt disse danner en Række Forbund: »De fem Undertryktes Forbund«, så ville vi i Rusland få tyve Millioner sådanne Kommuner. Man kan let forestille sig, hvilket nyt Babel, der ville opstå, såfremt disse tyve Millioner begyndte at arrangere selvstændige Samfund! Der ville opstå et sådant Kaos, et sådant »Anarki«, som vi må bede til Gud om at fri os for. Det er ligeledes indlysende, at der intet ville komme ud af en Deling, hvis sådanne Grupper hver for sig skulle fordele Rigdommene mellem sig. Men en Deling fører, således som vi allerede har sagt det før, påny tilbage til Kapitalismen og den voldelige Undertrykkelse af det arbejdende Folk.
Hvorledes skal da deri kommunistiske Samfundsorden grundes? På hvilken Måde skal man nå Målet? På disse Spørgsmål svarer det kommunistiske Parti: Ved Proletariatets Diktatur!
Diktatur – betyder den ubøjelige, jernhårde Magt – en Magt, der ikke skåner Fjenderne. Arbejderklassens Diktatur – det betyder Arbejderklassens Statsmagt, der tilintetgør Bourgeoisie- og Godsejervælde. Denne Magt kan Arbejderne kun nå gennem Arbejderklassens socialistiske Revolution, der styrter den borgerlige Stat og den borgerlige Magt, og som på disses Ruiner bygger Fremtidens Magt – Proletariatets og de Fattiges egen Magt, båret oppe og understøttet af disse.
Her er vi virkelig for en Arbejderstat, Anarkisterne er imod en sådan. Vi Kommunister er altså for en Arbejderregering, der en Tid lang vil være nødvendig, så længe Arbejderklassen endnu ikke har besejret sine Fjender, så længe Bourgeoisiet endnu er istand til at gøre Modstand, så længe dets Hovmod ikke er brudt, så længe som Bourgeoisiets Håb om igen at komme til Magten ikke fuldstændig er bristet.
I, Kommunister, er altså for Anvendelsen af Magt? spørger man os. Naturligvis, svarer vi. Men vi er for en revolutionær Magt. Frem for alt tror vi, at Arbejderklassen ikke opnår noget ved at tale til Bourgeoisiet. Af Kompromis’et vokser der ikke noget godt frem, således som Menscheviker og Socialrevolutionære vil søge at indbilde os. Arbejderklassen kan kun frigøre sig ved en Revolution, d.v.s. ved fuldstændig at bryde Kapitalens Magt og styrte den borgerlige Stat. Enhver Revolution er i Virkeligheden Anvendelsen af Magtmidler mod de tidligere Herrer. Martsrevolutionen i Rusland var således Anvendelsen af Magt mod de mægtige Godsejere og Zaren; Oktoberrevolutionen var Arbejdernes, Bøndernes og Soldaternes Opstand mod Bourgeoisiet. Og en sådan Magt, et sådant Oprør mod dem, der undertrykker Millioner af Arbejdere, en sådan Magtanvendelse er ikke forbryderisk eller slet, den er hellig.
Men Arbejderklassen må også anvende Magt overfor Bourgeoisiet, selv efter at dette ved en åben Revolution er blevet besejret. Selvfølgelig. Thi selv om Arbejderklassen har formået at knuse Bourgeoisistaten, hører dette Bourgeoisi ikke op med at eksistere som Klasse. Det forsvinder ikke derfor på en Gang. Det vil vedblivende leve i Troen på, at Samfundet vil vende tilbage til de tidligere Former, og det vil derfor altid være beredt til at slutte Forbund med alle, der ønsker at styrte den sejrende Arbejderklasse.
Erfaringerne fra den russiske Revolution i 1917 bekræfter fuldt ud denne Antagelse. Først i Oktober frarev Arbejderklassen Bourgeoisiet Magten. Men selv da faldt Bourgeoisiet ikke til Føje; det virkede af al Evne for at mobilisere sine Kræfter, bestræbte sig uafladelig efter igen at lægge Åget på Arbejdernes Skuldre og opbød hele sin Modstandsevne for igen at erobre Magten. Man opfordrede til Sabotage, d.v.s. man organiserede kontrarevolutionær Modstand fra Embedsmænds og Funktionærers Side mod at stille sig til Disposition for Arbejderne og Bønderne; man organiserede væbnet Modstand under Ledelse af Dutow, Kaledin, Kornilow, og der organiseres nu, medens disse Linier skrives, en Kosakopstand under Anførsel af kosakhetman Semjonow mod de sibiriske Råd, og endelig søger man at kalde fremmede Landes Tropper til Hjælp, F.eks. tyske og japanske.
Den russiske Oktoberrevolutions Erfaringer viser os altså med al ønskelig Tydelighed, at Arbejderklassen endog efter dens Sejr har været tvunget til at kæmpe imod mægtige ydre Fjender (de kapitalistiske Røverstater), der ilede det betrængte hjemlige Bourgeoisi til Hjælp.
Når vi ganske nøgternt betragter Verden, vil vi se, at det kun i Rusland er lykkedes Proletariatet at besejre den borgerlige Stats Magt. Hele den øvrige Del af Verden er endnu i Kløerne på Storkapitalens Røverbander. Rusland – med dets Arbejder- og Soldaterråd – er en frugtbar lille Ø, midt i det frådende Hav. Og selv om de russiske Arbejderes Sejre følges af Sejre for Arbejderne i Østrig og i Tyskland, vil der alligevel blive store kapitalistiske Røverstater tilbage. Og selv om hele det kapitalistiske Europa rives med af Malstrømmen og falder sammen under Arbejdernes Svøbeslag, er der endnu tilbage det kapitalistiske Asien med de japanske Røvere i Spidsen, det kapitalistiske Amerika under Anførsel af Verdens mægtigste Røverbande, også kaldet: Amerikas forenede Stater.
Alle disse kapitalistiske Stater opgiver ikke deres Position uden Kamp. De vil sætte hele deres Styrke ind på, at Proletariatet ikke bemægtiger sig den ganske Verden. Jo voldsommere Proletariatets Stormløb bliver, jo vanskeligere Bourgeoisiets Stilling former sig, des mere Anledning er der for Bourgeoisiet til at anspænde Kræfterne til det yderste i Styrkeprøven med Proletariatet.
Proletariatet vil, efter sejrrigt at have erobret Magten i et, to eller tre Lande, uundgåeligt støde sammen med hele den øvrige borgerlige Verden, der vil stræbe efter at undertrykke de befriede Klassers Bestræbelser med Blod og jern.
Hvad er den naturlige Følge heraf? Heraf følger, at Arbejderklassen i Tiden før den kommunistiske og efter den kapitalistiske Ordning en Tid lang må føre en heftig Kamp mellem Kapitalisme og kommunisme, ja endog efter den socialistiske Revolution i enkelte Lande med alle til Rådighed stående Magtmidler må vende sig såvel mod indre som ydre Fjender. Men for at kunne føre en sådan Kamp er det nødvendigt at råde over en stor, fast, velbygget Organisation, der frit kan disponere over alle de Våben, som Kampen kræver. En sådan Arbejderklasse-organisation er den proletariske Stat, Arbejdernes Magt.
Som enhver anden Stat er Proletarstaten den herskende Klasses Organisation (og den herskende Klasse er i dette Tilfælde Arbejderklassen) og en Magtinstitution, men Magten er her rettet imod Bourgeoisiet – Proletarstaten er et Middel for Arbejderne til at værge sig mod Bourgeoisiet og til fuldstændig at knuse det.
Der er absolut ingen Revolutionær, der frygter en sådan Magt. Spørgsmålet om Anvendelse af Magt kan ikke altid besvares derhen, at al Anvendelse af Magt er forkastelig. Det ville være Vanvid. De Riges Magt mod de Fattige, Kapitalens Magt over Arbejderne – den Magt er rettet mod det arbejdende Folk, og dens Formål er Understøttelse og Befæstelse af det kapitalistiske Rov. Men Arbejdernes Magt mod Bourgeoisiet har derimod som Mål Millioner Arbejderes Befrielse for Piskeåget, blodige, røveriske Krige, og Befrielse for den vildeste Udplyndring og Tilintetgørelse af al det, som Menneskeheden i Århundreder har bygget og skabt. Derfor kræver Revolutionen og det kommunistiske Samfunds Oprettelse nødvendigvis Arbejderdiktaturens jernhårde Apparat.
Enhver må være klar over, at Arbejderklassen i denne Overgangstid må anspænde hele sin Energi for som Sejrherre at kunne gå ud af Kampen mod dens talrige Fjender, og at ingen anden Organisation kan undertrykke Arbejderklassens og de fattige Bønders Fjender end den, der omspænder hele Landet. Kan man da yde Modstand mod Imperialismen i Udlandet, hvis man ikke holder Statsmagten og Hæren i sin Hånd? Naturligvis ikke. Kan man da bekæmpe Kontrarevolutionen, hvis man ikke har Våben (der ganske vist er et Magtmiddel) i sin Hånd. ingen Fængsler, hvor man kan indespærre Kontrarevolutionære og Marodører, (hvad der atter er et Magtmiddel)? Hvorledes skal man bringe Kapitalisterne til at underkaste sig Arbejdernes Kontrol, forskellige Konfiskationer o.s.v., såfremt Arbejderklassen ikke råder over Midler, der kan tvinge Bourgeoisiet til Lydighed? Man kan naturligvis sige, at nogle få Organisationer af »De få Undertryktes Forbund« eller nogle få bevæbnede Skarer vil være tilstrækkelige. Dette er kun dumt Tøjeri. Såfremt Bourgeoisiet lader hele Regimenter rykke frem mod os, og vi på vor Side også er i Stand til at organisere sådanne Regimenter, ville vi dog være de forfærdeligste Idioter, såfremt vi ikke satte alle Kræfter ind på at organisere, indeksersere og uddanne sådanne røde Regimenter. Dette kan imidlertid kun lade sig gøre gennem en Arbejderorganisation eller en Organisation af Arbejdere og Bønder, der omspænder hele Landet. En sådan Organisation er Arbejderstaten, Proletariatets Diktatur.
Som en naturlig Trang vil Nødvendigheden af en Arbejderstat vokse frem i Overgangstiden. Selv efter at Bourgeoisiet over hele Verden er besejret, vil de, der er vante til Lediggang, knurrende vende sig mod Arbejderne, så vidt muligt søge at luske sig fra Arbejdet og på enhver Måde gøre alt for at skade Proletariatets Sag. Disse Individer må tvinges til at tjene Folket. Men dette kan kun Magt og Tvang udrette. I Lande, der står langt tilbage, F.eks. det tidligere Rusland, findes der endnu en Mængde små og middelstore Grundejere, Fabrikanter, mindre Blodsugere, Ågerkarle og Parasitter. Alle er de vendt imod de fattige Bønder, men endnu mere mod Byproletariatet. De følger slavisk Storkapitalen og de mægtige Godsejere. Det er klart, at Arbejderne og de fattige Bønder må tøjle disse, såfremt de skulle rejse sig mod Revolutionen, Arbejderne må nøje overveje, hvorledes man kan etablere en regelmæssig Orden, organisere Fabrikkernes Produktion, hjælpe med at regulere Bønders Bedrifter, retfærdigt og ligeligt fordele Brødet, Manufakturvarerne, Jernindustriens Produkter o.s.v. Men den blodsugende Parasit, der under Krigen er kommet til Penge, vil gebærde sig som en gal Mand og ikke indordne sig under de almindelige Regler, »jeg er min egen herre«, siger han. Arbejderne og de fattige Bønder må ligeledes tvinge ham til at adlyde, ligesom de må tvinge Storkapitalisterne, de tidligere Godsejere, Generaler og Officerer til Lydighed.
Jo alvorligere Arbejderrevolutionens Stilling er, at jo flere Fjender den trues, desto skånselløsere og ubønhørligere må Arbejdermagten handle, desto sikrere må Arbejderens og den fattige Bondes hånd være, så meget mere energisk Diktaturen. I Arbejderklassens hånd er Statsmagten et Sværd, som den holder parat til Slag mod Bourgeoisiet. I det kommunistiske Samfund, efter at Bourgeoisiet er ophørt med at eksistere, når der ikke mere findes Klasser, og ingen hverken indre eller ydre Fare mere truer, da er dette Sværd unødvendigt. Men i Overgangstiden, hvor Fjenden viser Tænder og kun pønsker på at drukne hele Arbejderklassen i Blod (man erindre blot Nedskydningen af de finske Arbejdere, Massakrerne i Kiew. Forfølgelse af Arbejdere og Bønder i Ukraine, Drabene i Letland!) kan kun den, der absolut intet forstår, forblive ubevæbnet og tænke på at optræde uden med Statsmagtens tunge Sværd i Hånden.
Fra to forskellige Hold bekæmper man Arbejderklassens Diktatur. På den ene Side – Anarkisterne. De er jo imod enhver Magtudfoldelse, og derfor også mod Arbejdernes og Bøndernes Anvendelse af Magt. Til dem kan I sige: »Gå i Nonnekloster, når I ryster over, at Arbejderne vil bruge Magtens Midler mod Bourgeoisiet !«.
På den anden Side modarbejdes Proletariatets Diktatur også af Menscheviker og de Højre-Socialrevolutionære (til Trods for, at de selv tidligere har skrevet og talt derfor). Fra den anden Side er man nemlig ængstelig for, at Bourgeoisiets Frihed skal gå tabt. De er stemte for, at de borgerlige Eventyrere påny skal få, hvad de havde, og igen roligt kan tumle sig på Newski og Twerskaja. De mener, at Arbejderklassen »ikke er moden« til at overtage Diktaturen. Til dem kan vi sige: »Gå til Bourgeoisiet, som I elsker så højt, disse eders ædle beskyttere. Men lad Arbejderklassen i Fred, lad de fattige i Ro«.
Det kommunistiske Parti er derfor også, netop fordi det er Tilhænger at Arbejdernes jernhårde Diktatur over Kapitalisterne, Blodsugerne, de tidligere Godsejere og alle det borgerlige Samfunds Elskere, det mest yderliggående, det mest revolutionære at alle eksisterende Grupper og Partier.
Arbejdernes skånselsløse, ubrydelige Magt og Proletariatets Diktatur og Overgang til Kommunisterne, dette er vort Partis Løsen. Og vort Partis Program er Proletariatets Diktatur.
Af vore Anskuelser om Nødvendigheden af Diktaturen følger uafvendeligt også vor Kamp mod den forælde, parlamentariske, borgerlige Republik, imod hvilken vi stiller en ny Statsform – Arbejder-, Soldater- og Bonderådenes Magt.
Menschevikerne og de Højre-Socialrevolutionære forsvarer af al Magt den konstituerende Forsamling og den parlamentariske Republik. Overalt, hvor de står på Skillevejen, raser de mod Rådsmagten. Hvorfor? Først og fremmest fordi de frygter Arbejdernes Magt, og fordi de vil lægge Magten i Bourgeoisiets Hænder. Men Kommunisterne, som vil virkeliggøre den kommunistiske (socialistiske) Samfundsordning, ikke på Papiret alene, men føre den ud i Livet, må uundgåeligt kæmpe for Proletariatets Diktatur og den endelige Nedstyrtning af Bourgeoisiet. Heri består hele Forskellen. Og netop derfor holder Menschevikerne og de Socialrevolutionære Fodslag med Storborgerskabet.
Hvori består hovedforskellen mellem en parlamentarisk Republik og en Rådsrepublik? Deri, at de Klasser, der ikke arbejder, ikke har Stemmeret i Rådsrepubliken og ikke tager Del i Statsforvaltningen. Rådene hersker over Landet. Disse Råd vælges af Arbejderne på Arbejdspladserne: i Fabrikkerne, i jernværkerne, i Værkstederne, i Bjergværkerne, i de store og små Landsbyer. Bourgeoisiet, de tidligere Godsejere, Bankiers, Spekulanter, Købmænd, Kræmmere, Ågerkarle, den borgerlige Intelligens, Præster og Biskopper – med eet Ord hele den sorte Bande har ingen Stemmeret, overhovedet ingen fundamental politisk Ret. Den parlamentariske Republiks Grundvold er Konstitutionen. Rådsrepublikens højeste Organer er Rådskongressen.
Hvorved adskiller denne Rådskongres sig først og fremmest fra Konstitutionen? At svare på dette Spørgsmål vil ikke være vanskeligt for den, der blot evner at tælle på Fingrene. D’Hrr. Menscheviker og Social-revolutionære gør sig ganske vist de hæderligste Anstrengelser for at hylle Spørgsmålet ind i et uigennemtrængeligt Tågeslør, idet de betegner Konstitutionen med en Mængde festligt klingende Ord som f.eks.: »Det russiske Riges Herre«. Sandheden lader sig imidlertid ikke knægte. Konstitutionen adskiller sig fra Rådskongressen derved, at den ikke vedtages af Arbejderne alene, men også af Bourgeoisiet og dets betalte Håndlangere. Den adskiller sig fra Rådskongressen derved, at den konstitutionelle Forsamling ikke alene tæller Arbejdere og Bønder, men også Bankiers, Godsejere og Kapitalister; består ikke alene af Arbejderpartiet – Kommunisterne –, ikke alene af de Venstre-Socialrevolutionære, ja, endog ikke engang af Socialforrædere som Socialrevolutionære og Menscheviker; men også af Kadetter (Folkeforrædernes Parti), Oktobrister og Ultrarevolutionære. Når de hyler op om Hensynet til den »almindelige«, »alnationale« Konstitution, betragter de derfor ikke Rådene som alnationale, fordi de der, som Repræsentanter for det russiske Folk, savner Bourgeois og forskellige Udbyttere og Udsugere. At koble Arbejderne og denne Horde af Parasitter sammen, at give disse Folkets Fjender alle Rettigheder, at sætte dem ved Siden af sig i Parlamentet, og i Stedet for en Klasseregering, bestående af Arbejdere og Bønder, under Maske af at være alnationale, at søge dannet en Bourgeoisiregering – dette er, hvad de Højre-Socialrevolutionære, Menscheviker og Kadetter, med eet Ord, hvad Storkapitalen og dens småborgerlige Agenter ønsker.
Erfaringerne fra alle Lande viser, at Bourgeoisiet overalt, hvor de har alle Rettighederne, vedblivende bedrager Arbejderklassen og de Fattige.
Derved, at Bourgeoisiet behersker Pressen, Aviserne og Tidsskrifterne, er Indehavere af mægtige Rigdomme, bestikker Embedsmændene, udnytter flere Tusinde Agenters Arbejde, truer og ængster deres trælbundne Slaver, opnår de, at Magten ikke glider dem af Hænderne. Tilsyneladende er det hele Folket, der stemmer, men i Virkeligheden er dette kun et Skalkeskjul for Finanskapitalens Herrevælde, man har indrettet alt på en så fortræffelig Måde, at det er tilladt »Folket« at stemme og beholde forskellige »demokratiske« Friheder. Derfor er også i alle Lande, hvor der findes en borgerlig Republik (f.eks. i Frankrig, i Schweiz, i Amerikas forenede Stater) den almindelige Stemmeret ganske upåagtet, og Magten – den virkelige Magt – fuldstændig i Hænderne på Bankernes Ledere. På denne Måde bliver det efterhånden tydeligt, hvad det er, de Højre-Socialrevolutionære og Menschevikerne søger at opnå, når de vil styrte Rådenes Magt og sammenkalde en konstituerende Forsamling. I det Øjeblik, de giver Bourgeoisiet Stemmeret, forbereder de kun en Overgang til akkurat den samme Ordning, som hersker i Frankrig og Amerika. Thi de mener jo, at de russiske Arbejdere ikke er »modne nok« til selv at gribe Magtens Tøjler. De kommunistiske Bolschevikers Parti mener derimod, at netop Arbejdernes Diktatur er nødvendig, og at der ikke kan være Tale om at give Afkald på Magten. Man må berøve Bourgeoisiet enhver Mulighed for at kunne bedrage Folket. Man må på alle Måder forhindre, at de kommer til at deltage i Regeringen, fordi det netop nu er en urolig Tid, hvor de Kæmpende står stejlt overfor hinanden. Man må tværtimod styrke og udvide Arbejdernes og de fattige Bønders Diktatur. Derfor er Statsmagten nødvendig. Her findes der intet Bourgeoisi. Her er der ingen Godsejere. Her i Riget hersker kun Arbejdernes og Bøndernes Organisationer, der er vokset i Styrke samtidig med Revolutionen og Som på sine stærke Skuldre har båret den mægtige Kamps uhyre Byrder.
Dette er ikke alt. Den almindelige Republik betyder kun Bourgeoisiets Magt. Hele dens Væsen kan aldrig nogensinde blive fyldt med Arbejdernes Ånd. I den parlamentariske Republik får hver Borger hvert fjerde eller femte År en Stemmeseddel stukket ud, og dermed er hans Rolle udspillet. Alt andet overlades til Rigsdagsmændene, Ministrene eller Præsidenten. der råder overalt. Her er der ingen Forbindelse med Masserne. Det store arbejdende Folks Masser bliver her kun bearbejdede og udbyttede af den borgerlige Stats Embedsmænd, men de har overhovedet ingen virkelig Andel i Regeringen.
Noget ganske andet er det i Rådsrepublikken, der er et sandt Udtryk før Arbejdernes Diktatur. Her er hele Regeringen organiseret på en særlig Måde. Rådenes Magt er ingen Organisation af Embedsmænd, der er uafhængige af Masserne og afhængige at Bourgeoisiet. Rådenes Magt og deres Opgaver støtter sig til Arbejdernes og Bøndernes mægtige Organisationer, Fagforeninger, Fabrikskomiteer, Arbejdernes og Bøndernes provinsielle Råd, Soldaternes og Matrosernes Organisationer: alle understøtter de Rådenes Centralmagt. Fra Rådenes Centralmagt udgår der i alle Retninger Tusinder og Millioner af Tråde; disse Tråde knytter sig først til Amts- og Gouvernementsrådene, så til Byerne, og fra disse igen til de forskellige Bydistrikter, løber ind i Fabrikkerne og Værkstederne, forener hundrede Tusinder af Arbejderne. På ganske samme Måde er også Rådenes øverste Magt organiseret. Der er f.eks. Folkehusholdningens øverste Råd. Det dannes af Repræsentanter for Erhvervene, Fabrikskomiteerne og andre Organisationer. Erhvervsforeningerne på deres Side forener hele Virksomheder, har Afdelinger i de forskellige Byer og støtter sig til Fabrikkernes og Værkstedernes organiserede Masser. Nu findes der i enhver Fabrik en Fabrikskomite, der er valgt af Arbejderne på den pågældende Fabrik; disse Fabrikskomiteer er indbyrdes forbundne. Og de sender også deres Repræsentanter til Folkehusholdningens øverste Råd, der udarbejder Planerne og forvalter Produktionen. Altså også her er industriforvaltningens Centralorgan dannet af Arbejdernes Repræsentanter og støtter sig på Arbejderklassens og de fattige Bønders Kæmpeorganisationer. Her har vi altså en ganske anden Indretning end i den borgerlige Republik. Bourgeoisiet er ikke alene frataget hele Retten, ja, det er end ikke rigtigt, at Arbejdernes og Bøndernes Repræsentanter hersker over Landet, det er langt rigtigere at påstå, at Rådene i stadig Forbindelse med Arbejdernes og Bøndernes Masseorganisationer hersker, og at de store Masser således selv tager Del i Arbejder- og Bondestatens Regering. Derfor kan også enhver organiseret Arbejder gøre sin Indflydelse gældende. Han tager ikke alene Del i Statsforvaltningen, fordi han en eller to Gange om Måneden vælger sine Tillidsmænd. Erhvervsorganisationerne udarbejder f.eks. Planer for Produktionens Organisation, disse Planer sendes derefter til Godkendelse i Rådene eller i Folkehusholdningsrådet, og først da får de, såfremt de antages, lovlig Gyldighed, når Rådenes Central-Eksekutivkomite antager dem. Et hvilket som helst Erhverv, en hvilken som helst Fabrikskomite kan på denne Måde tage Del i det fælles Arbejde for planmæssig Dannelse af det nye Samfund.
I den borgerlige Republik føler Staten sig des bedre, jo ringere Virksomhed Masserne udøver. Thi Massernes Interesse står i Modsætning til den kapitalistiske Stats. Når f.eks. Masserne i den nordamerikanske Republik en Gang begynder at tale, så vil det betyde, at Bourgeoisiet og den borgerlige Stats Dage er talte. Den borgerlige Stat hviler på, at Masserne bedrages, at de sover, på, at Masserne er skudt fuldstændig bort fra enhver Deltagelse i det daglige Statsarbejde, på, at de kun een Gang i Løbet af en Årrække bliver vækkede, får Lov at stemme og derved narrer sig selv. Helt anderledes er det i Rådsrepublikken. Da Rådsrepublikken er Legemliggørelsen af Folkemassernes Diktatur kan den ikke leve et Øjeblik længere, hvis Masserne river sig løs fra den; den er desto stærkere, jo mere selvvirksomme Masserne er, jo mere Energi de udlader, jo mere der bliver ydet på de enkelte Pladser – i, Fabrikkerne og Støberierne, i Byer og Landsbyer. Derfor var det slet ikke nogen Tilfældighed, at Rådsregeringen ved Offentliggørelsen af sine Dekreter vendte sig mod Masserne selv med Kravet om, at Arbejderne og de fattigste Bønder selv skulle gennemføre dem.
Efter Novemberrevolutionen er Arbejder- og Bønderorganisationernes Betydning derfor ændret. Tidligere var de et Våben i Klassekampen mod det herskende Bourgeoisi. Vi kan f.eks. tage Fagforeningerne og de små Bønderråd. Tidligere måtte de føre Kampen mod Kapitalen for at få højere Løn og kortere Arbejdstid; i Landsbyerne måtte de kæmpe mod Godsejerne for at fortrænge dem fra jorden. Nu da Magten er i Hænderne på Arbejderne og Bønderne, bliver disse Organisationer selv Statsmagtens Maskineri. Disse Fagforeninger kæmper nu ikke alene mod Kapitalisterne, men de tager som Dele af Rådsregeringen, også Andel i Produktionens Organisation, i Forvaltningen af Industrien, og på samme Måde fører Landsby- og Bønderrådene ikke alene Kampen mod Blodsugerne, mod Bourgeoisiet og Godsejerne, men de beskæftiger sig også med at planlægge den nye Orden for Arbejdet på Landbrugets Område; d.v.s. at de som et af Arbejderregeringens Organer forvalter alle Landbrugsanliggender; de arbejder som Tandhjul med i Statsforvaltningens kolossale Maskineri, hvor Magten hviler i Arbejdernes og Bøndernes Hænder.
Således bliver lidt efter lidt det arbejdende Folk gennem dets Arbejder- og Bønderorganisationer draget med ind i Landets Forvaltning. Der findes ikke i noget andet Land noget Sidestykke hertil, af den simple Grund, at det ikke i noget andet Land er lykkedes Arbejderne at nå frem til en sejrrig Position, og fordi der ikke der findes nogen Arbejdermagt, intet Proletariatets Diktatur, ingen Rådsrepublik og ingen Rådsstat.
Det er indlysende, at Rådenes Magt, der er det samme som Proletariatets Diktatur, ikke passer alle de af Befolkningens Grupper, som er interesseret i at vende tilbage til det kapitalistiske Slaveri, og som ikke stræber efter at vandre frem mod den kommunistiske Samfundsorden. Det er ligeledes let at forstå, at de ikke åbent kan erklære: Vi ønsker kun Pisk og Knut bragt i Anvendelse overfor Arbejderne. Her er et Bedrag nødvendigt. Dette Bedrag er de Højre-Socialrevolutionæres og Menschevikernes særlige Speciale; altid larmer de op om »Kampen for den demokratiske Republik«, for Konstitutionen, der skal redde os fra alt Ondt. Men i Virkeligheden drejer det sig for dem kun om at overgive Magten til Bourgeoisiet. Men hvad dette Kardinalspørgsmål angår, da kan der ikke mellem dem og os komme nogen Overenskomst i Stand; enhver Samvirken mellem os Kommunister og de forskellige Menscheviker, Højre-Socialrevolutionære, »Nowoja Shiin« Gruppen og andre herrer, på dette Gebet er utænkelig. Disse er stemt for Kapitalisme – vi for stadig Stræben efter Kommunisme.
Disse Partier er for den borgerlig-parlamentariske Republik, hvor Kapitalen hersker – vi for den socialistiske Rådsrepublik, hvor hele Magten er hos Arbejderne og de fattige Bønder.
Indtil nu, indtil den russiske Revolution i Året 1917, skrev man kun om Proletariatets Diktatur. Men ingen vidste nøjagtigt, hvorledes dette Diktatur skulle praktiseres. Den russiske Revolution tydede Diktaturets Art og Form; denne Form er Rådsrepublikken. Derfor står der nu også på det internationale Proletariats bedste Avantgardes Faner skrevet med luende Bogstaver Rådsrepublikkens Løsen og Rådsrepublikkens Magt. Derfor består vor Opgave i alsidigt at befæste Rådenes Magt og udskille alle uærlige Elementer og i at hverve så mange dygtige og begavede Kammerater fra Arbejdernes og Bøndernes Masser for at vi kan iværksætte og fastholde Omordningen. Kun en sådan Magt, Rådenes Magt, Arbejdernes og Bøndernes Magt, kan og skal forene Arbejderne og Bønderne.
Såfremt Bønderne hos os her i Rusland havde lidt et Nederlag, såfremt der var blevet sammenkaldt en Konstitution, såfremt der i Stedet for Rådenes Magt var dannet en almindelig borgerlig Republik i Lighed – med den franske eller amerikanske, havde Arbejderklassen måttet sætte Omstyrtningen af denne Republik på Dagsordenen, og de havde absolut ikke haft nogen Forpligtelse til at forsvare den; thi deres Sag er det at forsvare Arbejdernes Magt, men ikke Bourgeoisiets. Overfor Bourgeoisiets Magt har de kun en eneste Forpligtelse: at styrte denne Magt.
(Talefrihed, Pressefrihed, Forenings- og Forsamlingsret o.s.v. i Rådsrepubliken.)
Da vi nu har et Arbejdernes og Bøndernes Diktatur, hvis Mål det er fuldstændigt at knække Bourgeoisiet og fravriste det enhver Mulighed for at kunne røve eller gøre Forsøg på at genoprette den borgerlige Magt, så er det også klart, at der ikke kan blive Tale om store Friheder for Bourgeoisiet, ligesom der selvfølgelig heller ikke kan være Tale om at give Bourgeoisiet Valgret, hvad der ville være det samme som at åbne det Adgang til at gå bort fra Rådenes Magt og danne et borgerlig-republikansk Parlament.
Det kommunistiske Parti (Bolschevikerne) mødes da også fra alle Sider med forargede Udtryk som: »I censurerer Aviserne, I fængsler, I forbyder Forsamlinger, I knægter Ytrings- og Pressefriheden, I genopretter Selvherskerdømmet, I er Voldsmænd og Mordere !« og endnu meget andet. Dette Spørgsmål om Friheden i Rådsrepubliken må man grundigt undersøge.
Lad os først og fremmest anføre et Eksempel: Da Revolutionen i Marts Måned forrige År (1917) brød ud, og de kejserlige Ministre (Stürmer, Protopopof o.a.) blev fænglede, var der da den Gang nogen, der protesterede? Nej, ingen. Og dog var disse Fængslinger, som alle Fængslinger overhovedet, en Krænkelse at den personlige Frihed. Og hvorfor billigedes da disse Fængslinger af alle?
Og hvorfor siger vi nu: »ja, det måtte man absolut gøre!« Ganske simpelt af den Grund; at det er en Fængsling af farlige Kontrarevolutionære. I Revolutionstider må man mere end ellers erindre sig det ellevte Bud: »Pas på !«. Holder man ikke øjnene åbne og lader man uden videre alle Folkets Fjender uanfægtet spadsere omkring og ikke kommer dem i Forkøbet, bliver der vist ikke noget tilbage af Revolutionen.
Endnu et Eksempel: På det samme Tidspunkt, da Stürmer og Goremykin blev fængslede, censurerede man den ultra-reaktionære Presse. Dette var en åbenbar. Krænkelse at Pressefriheden. Var da en sådan Krænkelse af Pressefriheden rigtig? Naturligvis var den det. Og intet fornuftigt Menneske vil bestride, at man netop måtte handle således. Hvorfor? Igen af den Grund, at man i Revolutionstider, hvor Kampen føres på Liv og Død, må afvæbne sine Fjender. Og et sådant Våben er Pressen.
Allerede før Oktoberrevolutionen blev der i Kiev lukket forskellige ultra-revolutionære Foreninger, f.eks. »Dobbeltørnen« og endnu nogle andre. Dette var en Krænkelse af Foreningsfriheden, men man handlede ikke desto mindre rigtigt; thi Revolutionen kan ikke tillade, at der gives Organisationsfrihed for kontrarevolutionære Forbund.
Da Kornilow rykkede frem mod Petrograd etablerede en Mængde af Generalerne Strejke og vægrede sig ved at adlyde den provisoriske Regerings Ordrer. De erklærede, at de fuldtud understøttede Kornilow. Kunne man tillade en sådan Strejkeret for Generalerne. Det er klart, at man måtte idømme disse ultra-reaktionære Generaler strenge Straffe.
Hvad er det da, at Talen drejer sig om? Vi ser nu, at en Krænkelse af individets Frihed med Hensyn til Modstand mod Revolutionen er nødvendig. Under en Revolution kan der ikke gives Friheder for Folkets og Revolutionens Fjender. Dette er den klare og uigendrivelige Følge. Fra Marts til Oktober jamrede hverken Menscheviker, Højre-Socialrevolutionære eller Bourgeoisi over, at der i Marts havde fundet et »voldeligt Overgreb« Sted, at Pressefriheden (den ultra-reaktionære Presses), at Ytringsfriheden (den ultra-reaktionære) var trådt under Fødder. De jamrede ikke derover af den simple Grund, at alt dette udførtes efter Ordre fra Gutsckow, Miljukow, Rodsjanko, Tereschtschenko og deres tro Tjenere Kerenski og Zeretelli, der i Marts havde grebet Magten.
Først i Oktober Måned ændrede Stillingen sig. I Oktober rejste Arbejderne sig mod Bourgeoisiet, der i Marts Måned satte sig på Nakken af dem. I Oktober understøttede Bønderne Arbejderne. Det er kun naturligt, at Bourgeoisiet blev Arbejderrevolutionens rasende Fjender og i deres Had ikke stod tilbage for Godsejerne. Alle de Besiddende forenede sig nu mod Arbejderklassen og de fattige Bønder. Alle grupperede de sig om det såkaldte »Folkefriheds-Parti« (men i Virkeligheden mere korrekt: Folkeforræderpartiet) imod Folket. Det er også forståeligt, at Folkets Fjender, da Folket begyndte at trykke disse sine Fjender, i magtesløst Raseri hylede op om: »Røvere, Voldsmænd« og meget andet.
For Arbejderne og Bønderne er nu følgende klart: Kommunisternes Parti kræver ingen Frihed (hverken Presse-, Ytrings-, Forenings- eller Forsamlingsfrihed) for de borgerlige Folkefjender. Tværtimod. Det fordrer derimod, at man altid skal være beredt til at modarbejde den borgerlige Presse, opløse Foreningerne, forbyde dem at lyve, ophidse og sprede Panik; og på det mest skånselsløse undertrykke ethvert Forsøg fra Bourgeoisiets Side på at generobre Magten. Deri består netop Proletariatets Diktatur.
Når Talen derfor er om Pressen, spørger vi først og fremmest om, om hvilken Presse man taler – om den borgerlige eller om Arbejderpressen, når Talen er om Forsamlinger, spørger vi om hvilke Forsamlinger – Arbejdere eller Kontrarevolutionære;.når Strejkespørgsmålet berøres, drejer det for os i første Række om at vide, om det er en Arbejderstrejke mod Kapitalisterne, eller om det er Bourgeoisiets og den borgerlige Intelligens’ Sabotage mod Proletariatet. Den der ikke nøje skelner mellem disse Ting forstår intet. Presse, Forsamlinger, Foreninger o.s.v. er Klassekampens Midler men i en Revolutionsperiode, og i revolutionære Tider er de Borgerkrigens Midler ganske ligesom Våbendepoter, Maskingeværer, Krudt og Bomber. Og hele Spørgsmålet består deri, af hvilken Klasse og mod hvilken anden Klasse er de rettede. Arbejderrevolutionen kan ikke give en Kornilow, en Dutow eller en Miljukow Ret til at organisere Opstand mod de arbejdende Masser, lige så lidt som den kan give kontrarevolutionære Bander, der med den største Hårdnakkethed vil føre deres Politik videre og kun venter på en Lejlighed til at styrte sig over Arbejderne og Bønderne, fuld Frihed til at tale, skrive eller arrangere Forsamlinger.
Ovenfor sagde vi at de Højre-Socialrevolutionære og Menschevikerne når de benytter Konstitutionen som et Kampråb, kun angler efter Bourgeoisiets Stemmer. Når de raser vildt over, at enhver Frihed er udryddet, da drejer det sig ligeledes om Bourgeoisiets Friheder. Man må ikke røre ved den borgerlige Presse, de borgerlige Førere, de modrevolutionære Organisationer, det er i Virkeligheden disse Herrers Standpunkt.
Men, siger man til os, I har jo også forbudt Menschevikernes og de Socialrevolutionæres Dagblade; det kommunistiske Parti har flere Gange slået løs også på værdige Mænd, der på deres Side har siddet i Fængsel under den zaristiske Regering. Hvorledes forholder det sig med dette? På dette Spørgsmål kan vi svare med et andet Spørgsmål: Da den Højre-Socialrevolutionære Goltz organiserede en Opstand af Officerer mod Arbejderne og Soldaterne, skulle man så kærtegne ham for dette? Da den Højre-Socialrevolutionære Rurnew sammen med den Højre-Socialrevolutionære Oberst Rjabzer i November bevæbnede Moskows hvide Garde, Bourgeoisiets, Husejernes og de øvrige Småjunkeres Yngel, den fornemme Verdens letsindige Ungdom og i Fællesskab med Officerer og junkere med Maskingeværer søgte at undertrykke Soldaternes og Arbejdernes Novemberrevolution og oversvømme den med Blod, skulle man så have hængt ham en Orden om Halsen? Da det menschevikiske Blad »Vorwärts« (af Væsen »Rüchwärts«) og de Socialrevolutionæres Blad »Trud« i Kampens hedeste og mest spændende øjeblik bragte Markens Arbejdere den Løgn, at Kerenski havde taget Petrograd (det gjorde de for at vildlede Arbejdernes Vilje) skulle man så rose dem for sådanne provokatoriske Intriger?
Hvad følger der at alt dette? Deraf følger, at når Socialforræderne og deres Organisationer ovenud ivrigt begynder at gå Bourgeoisiet til Hånde, når de i Virkeligheden i deres Optræden hører op med at adskille sig fra de ultra-reaktionære Ophidsere, så kan og må man også med Hensyn til dem træffe de samme Forholdsregler, som man har taget imod deres elskede Velgørere. Der findes netop mange af den Slags Herrer, der kæmpede mod Zaren og Godsejerne, men som med svag Stemme klager, når Arbejderne antaster Bourgeoisiets Rigdomme. For det forgangne siger vi dem Tak. Men når de nu i intet adskiller sig fra de Ultra-Reaktionære, så bør de ikke klage over, at de behandles derefter.
Når der er lagt en Tømme på Bourgeoisiet og alle Fjender af Proletariatet og de fattigste Bønder, så er der garanteret Proletariatet og Bondestanden Tale-, Forsamlings- og Pressefrihed, og ikke alene på Papiret, men også i Virkeligheden. Aldrig fandtes der nogen anden Statsordning, så mange Arbejder- og Bondeorganisationer, som der i vore Dage findes under Råds-Magten. Aldrig hjalp en Stat således de talrige. Arbejder- og Bondeorganisationer, som i vore Dage Rådsmagten. Det sker af den simple Grund, at Rådsmagten er Arbejdernes og Bøndernes Magt, og det er intet Under, at en sådan Magt hjælper Arbejdernes øvrige Organisationer, så vidt det er naturligt og så vidt den har Kræfter og Midler til det. Vi gentager – Kommunisterne (Bolschevikerne) gennemfører i Virkeligheden disse Friheder og forkynder dem ikke blot for Verden. Et lille Eksempel: Arbejderklassens Frihed. Under Pres fra Arbejderklassen kunne også Bourgeoisiet gå ind på en større eller mindre Frihed for Arbejderklassen. Men Arbejderne har ingen Hjælpemidler, alle Trykkerier er i Hænderne på Kapitalisterne, der har købt alt op. Arbejderen går omkring med sin Pressefrihed, men kan ikke virkeliggøre denne Frihed uden Penge og Papir. Men Kommunisterne går til d’Herrer Indehavere af Trykkerier og Papir og siger til dem: Den proletariske Stat konfiskerer Deres Trykkeri, erklærer det for Arbejder- og Bondestaternes Ejendom og stiller det til Rådighed for Arbejderne – for at de der kan virkeliggøre deres Pressefrihed. Det forstår sig, at d’Herrer Kapitalister hyler over det. Men kun således kan man opnå Arbejderpressens virkelige Frihed.
Endnu et Spørgsmål kan man stille os: Hvorfor talte Bolschevikerne ikke tidligere om den fuldstændige Tilintetgørelse af Bourgeoisiets Frihed? Hvorfor var de tidligere selv for en Borgerlig-demokratisk Republik? Hvorfor var de tidligere selv for den konstituerende Forsamling, og hvorfor talte de intet om at berøve Bourgeoisiet dets Valgret? Med eet Ord: Hvorfor har de nu med Hensyn til disse Spørgsmål ændret deres Program?
Ganske simpelt fordi: Arbejderklassen havde tidligere endnu ikke Kraft til at løbe direkte Storm mod den borgerlige Fæstning. De trængte til Forberedelsen, Koncentrationen af Kræfterne, Massernes Oplysning, Organisation.
De behøvede f.eks. Frihed for Arbejderpressen, for deres egen, men ikke for den Presse, der tilhørte Overklassen. Men de kunne ikke komme til Kapitalisterne og deres Statsmagt og stille den Fordring: D’Hrr. Kapitalister, hold op med at udgive jeres Blade og udgiv vore, Arbejderbladene. Man ville kun have leet dem ud, fordi det er latterligt at stille sådanne Krav til Kapitalisten; det betyder, at man forlanger af ham, at han med egen Hånd skal skære en Del af sig selv bort. Sådanne Fordringer stiller man kun, når man går frem til Storm. Men tidligere var der ikke Tid til dette. Derfor sagde Arbejderklassen (og vort Parti sagde også): Leve Pressefriheden (for hele Pressen, også for den borgerlige) !. Eller et andet Eksempel: Det er klart, at Arbejdsgiverorganisationerne – de, der kaster Arbejderne på Gaden, fører sorte Lister over deres Navne o.a. – er skadelige for Arbejderklassen. Men Arbejderklassen kunne ikke træde op og sige: Luk jeres Organisationer, lad vore være åbne. Derfor må man bryde den kapitalistiske Magt. Men man savnede den nødvendige Kraft. Vi fordrer Foreningsfrihed (for alle, og ikke alene for Arbejderne).
Nu har Tiderne forandret sig. Nu er der ikke mere Tale om en langvarig Forberedelse til Kamp; vi lever nu i Tiden efter Stormen, i Tiden efter den første Store Sejr over Bourgeoisiet. Og nu stiller Arbejderklassen sig en anden Opgave: endeligt og afgørende at bryde Bourgeoisets Modstand.
Derfor må nu Arbejderklassen, der virker under det Løsen at befri hele Menneskeheden for Kapitalismens Grusomheder og Rædselsregimente, fast besluttet bringe Opgaven til en heldig Løsning: ingen Eftergivenhed overfor Bourgeoisiet – fuldstændig Frihed – og Mulighed for, at praktisere denne Frihed for Arbejderne og de fattige Bønder.
(Bankernes Nationalisering.)
Vi har set, at Grunden til alle de Ulykker, det kapitalistiske Samfund bringer over Menneskene, må søges i den Omstændighed, at alle Produktionsmidlerne tilhører Godsejer- og Kapitalistklassen.
Vi har også set, at man kun kan vente at blive befriet herfra ved at tiltræde en eneste Vej, nemlig ved at fratage den kapitalistiske Klasse (hvad enten det er Enkeltpersoner, Selskaber eller den borgerlige Stat) disse Produktionsmidler og overgive dem til den arbejdende Klasse. Det kan man gøre, og det vil blive gjort, når Arbejderne og Bønderne har et så mægtigt Middel i Hænderne som Arbejdernes Magt – Rådene.
Det er indlysende, at man her må gå frem på den Måde, at man fremfor alt tager alle de væsentligste og vigtigste Områder, Kapitalens Hovedfæstninger. For det andet er det nødvendigt at begynde med at tage, hvad der ikke alene er lettest at tage, men også at organisere; man må ordne Sagen på den Måde, at den bliver så let som mulig at føre igennem. Vi ved jo allerede, at Arbejdernes og de fattige Bønders Opgave ikke blot går ud på dette ene: at tage alting fra de Rige og så selv stikke det i Lommen, udplyndre og så dele, men derimod deri, at danne et Arbejdsforbund, der arbejder planmæssigt og organiserer Produktionen og Fordelingen af Produkterne. Men heraf følger, at Arbejderklassen i første Række må støtte sig til de Organisationer, som allerede er tilstede, men den Gang kun til Fordel for Kapitalisterne og Godsejerne, og forandre disse Organisationer for det nye Formål, indrette dem således, at de kommer til at tjene det arbejdende Folk og ikke Kapitalisterne, Godsejerne eller en Flok drevne Spekulanter.
Derfor opstiller vort Parti også Kravet om en Nationalisering af Bankerne (dette Krav er allerede gennemført), d.v.s. at Bankerne overtages af Proletar- og Bondestaten.
I al Almindelighed mener man, at Bankernes hele Betydning ligger deri, at der i Bankernes grundmurede Hvælvinger ligger Barrer af Guld og en Mængde Papirspenge og Værdier, og at Kommunisterne netop af den Grund var så forhippede efter at få fat på dem. I Virkeligheden forholder det sig ganske anderledes.
De nuværende Banker – det er ikke alene Pengesække. De er noget langt mere betydningsfuldt, nemlig: Bankerne er Organisationens Hoved, den kapitalistiske Organisations Hovednerve, der fuldstændig behersker Industrien. På hvilken Måde går det for sig? Det går for sig på følgende Måde: De kapitalistiske industrier får uafbrudt deres Profit, og Kapitalen flyder stadig til dem som en stedse rindende Strøm. Hvor anbringer Kapitalisten den erhvervede Profit? En Del af den bruger han til at spise og drikke op – og more sig for. Men den resterende Del – og det langt den største – sparer han sammen til Udvidelse af sin »Forretning«. Denne Forretning kan han imidlertid ikke udvide hvert øjeblik, men kun, når han har sammensparet en tilstrækkelig solid Sum, der, for at tage et Eksempel, er tilstrækkelig stor til at bygge en ny Fløj til Fabrikken eller købe nye Maskiner for. Men så længe, han ikke har så stor en Sum, indbetaler han sine disponible Penge, for at de ikke skal ligge »ubenyttede« hen, til Banken, og får så til Gengæld af Banken udbetalt en vis Rente.
Spørgsmålet er nu, om denne Kapital ganske roligt bliver liggende i Banken, og dér – på en eller anden mystisk Måde – formerer sig i det uendelige. Naturligvis ikke. Bankerne sætter disse Kapitaler i Omløb. De grunder selv nogle Foretagender, og får derved en rigelig Profit, eller de køber Andele (Aktier) i allerede bestående Selskaber, eller opkøber Aktier i Selskaber, der netop er i Færd med at dannes. Af disse Aktier får de så Renter (Dividender), der er betydeligt højere end de, de udbetaler til deres Deponenter.
Overskuddet bliver i Banken. Dette Overskud vokser stadigt, sættes på ny i Omløb, og på denne Måde vokser Bankens Kapital stadig væk. Og jo mere Bankernes Kapitaler stiger, jo oftere bliver Bankerne de virkelige Indehavere af industrielle Virksomheder; nogle Virksomheder besidder de fuldt og helt, andre kun delvist. Erfaringen viser, at det er tilstrækkeligt at eje 30 eller 40 %, af Andelene, for i det væsentligste at være Herre over det Hele. Og i Virkeligheden sker det også således. I Amerika behersker to Banker f.eks. hele Industrien, I Tyskland holder fire Banker hele Landets økonomiske Liv i sine Hænder. Det, samme var også delvist Tilfældet i Rusland. Et uhyre stort Antal af de store Virksomheder i Rusland er Aktieselskaber.
De russiske Banker var Indehavere af et meget stort Antal Aktier i disse Virksomheder, således at Aktieselskaberne stod i meget nær Tilslutning til Bankerne, ja var fuldstændig afhængige af disse og stod under deres Kommando. Da en Bank råder over mange industriforetagenders Skæbne, er det givet, at en Række af de største Banker i det væsentligste må betragtes som Industriens Hovedforvaltere, Industriens Midtpunkt, hvor alle Trådene fra Foretagender af forskellig Art løber sammen. Derfor må Bankerne tages I Besiddelse, rives bort fra Privatbesiddelsen og overdrages til Arbejder- og Bondestaten eller, som man siger, deres Nationalisering er en absolut Nødvendighed for Arbejderklassen. Bourgeoisiet, dets Presse og dets Følge af Køtere rejste naturligvis i den Anledning et vildt Hyl: »Bolschevikerne er Røvere, I Bolschevikerne er Tyveknægte! Lad ikke Nationalformuen og Folkets sammensparede Skillinger røve!« Hele dette Postyr var meget forståeligt: Bourgeoisiet følte, at Bankernes Nationalisering betød Overgivelse af det kapitalistiske Samfunds Hovedfæstning i de arbejdende Massers Hænder, og følgelig var det første og betydningsfuldeste Skridt hen imod en ødelæggelse af Profit- og Udbytningssystemet. Når Proletariatet lægger sin Hånd på de nuværende Banker, så holder det allerede i betydelig Udstrækning Industriens Tømmer i sin Hånd.
På den anden Side er det ikke vanskeligt at forstå, at det ville være umuligt at fortrænge Kapitalisterne fra Industrien og Værkstederne, såfremt Bankerne ikke nationaliseredes. De bestående Fabrikker er afhængige af Bankerne: enten er Bankerne simpelthen indehaverne eller de besidder en Del al Aktierne, eller de giver dem under en eller anden Form Kredit. Lad os blot forestille os, at Arbejderne i en eller i Fabrik stiller alt under deres Kontrol og Afregning; er Banken på Privathænder eller i Bourgeoisiets Besiddelse, så er det ude med et sådant Foretagende. Banken meddeler det, at den ikke mere yder det nogen Kredit. Dette er ensbetydende med Udelukkelse fra alle Tilførsler. Arbejderne må så overgive sig og bøje sig for Kapitalisterne. Men ved Rådsregeringens Nationalisering af Bankerne får Arbejder- og Bondemagten Adgang til at råde over og forvalte alle Pengemidlerne og alle sådanne Papirer, der erstatter disse Pengemidler, således at Industriens Overgang til de arbejdende Masser ikke alene ikke forstyrres, men tværtimod fremmes. Den Magt, der i Bankernes Hænder var rettet mod Arbejderne, bliver i dette Tilfælde en Magt, der hjælper Arbejderklassen og er rettet mod Kapitalisterne.
Den videre Hovedopgave består deri at sammenfatte forskellige tidligere Privatbanker i en Folkebank, forene Bankernes Virksomhed eller, som man siger, centralisere Bankforretningerne. Ved Industriens Overgang til Arbejderklassen vil Folkebanken forvandle sig til en Hovedafregningskasse, der varetager de gensidige »Udbetalinger« mellem de enkelte Virksomheder og Produktionsgrene. For at tage et Eksempel fra det, praktiske Liv: Lad os antage, at Kul-, Stål-, og jernindustrien er afhængig af Centralbanken. Enhver af disse Industrier har Brug for den andens Frembringelser. Stålværkerne skal have Kul fra Stenkulsgruberne, jernværkerne, der bearbejder Stålet, må have, dette leveret fra Stålstøberierne o.s.v. Det er derfor forståeligt, at alle »Betalinger«, når disse Virksomheder er fuldstændig afhængige af Bankerne, ganske simpelt kan foregå på den Måde, at Regningerne gensidigt overføres fra den ene til den anden; Banken bliver Afregningskontor, Centralbogføringskontor, hvor alle Forhold mellem de forskellige Virksomheder og Produktioner klart og let lader sig overse. Og i Overensstemmelse med den Dom, man således bliver i Stand til at fælde over Stillingen indenfor hver enkel Industri, understøtter (financierer) Bankerne industrien med Pengemidler.
Når det lykkes at organisere hele Værket, som det er Meningen, (og derefter stræber vort Parti og Rådenes Magt, i Spidsen for hvilke vort Parti står), når vi sluttelig til dette Billede: alle Produktionsgrene tilhører Arbejderstaten; de er alle forenede gennem Central-Folkebanken; her løber alle de forskellige Foretagenders Tråde sammen; i Banken føres der nøje Regnskab over alle disse Virksomheder og deres gensidige Forretninger med Hensyn til de Produkter, de leverer hinanden; i Banken, i denne den fælles Produktions Bogholderi, afspejler på denne Måde hele den samlede Produktions Stilling sig og Forholdene mellem denne Produktions forskellige Dele. Den centraliserede og nationaliserede (d.v.s. den forenede og i Arbejder- og Bondestatens Hænder værende) Bankforretning forvandler sig til et samfundsmæssigt Bogholderi for den socialistiske, solidariske Produktion.
(Industriens Nationalisering).
Det afgørende Skridt med Hensyn til at tage Produktionsmidlerne ud af Hånden på Udbytterne er, som vi så ovenfor, den proletariske Nationalisering af Bankerne. Men hvis hist og her, i Fabrikker og Værksteder, Kapitalens Magt og Ejendomsret, vil blive ved at bestå, selv om det kun er for den Del af Storindustrien, der ikke står umiddelbart under Bankerne, ville der alligevel ikke komme noget godt ud af det. Virksomhederne ville trække deres Pengemidler ud al Bankerne, og d’Hrr. Kapitalister ville i Ro og Mag kunne udbytte Arbejderne og måske endda opnå Statsunderstøttelse, hvem ved, hvortil de kunne anvendes. Derfor er en Overgang til den kommunistiske Samfundsorden utænkelig uden Bankernes Nationalisering, men tillige utænkelig uden den proletariske Nationalisering af Stordriften.
Også på dette Område bestræber vort Parti sig for ikke alene at kaste det gamle bort og fratage Kapitalisterne Rådigheden over Produktionen, men også at skabe nye Forhold og Tilstande. Derfor må Industriens Nationalisering i første Række gå ud fra Stordriften og de såkaldte Syndikater indenfor de forskellige industrigrene.
Hvad er da Industri-Syndikater? Syndikater er store Forbund af Besiddende; når Indehaverne af forskellige Virksomheder indser, at det ikke lønner sig at ligge i en evig indbyrdes Kamp, men at det er langt fordelagtigere at slutte et snævert Forbund, for med forenede Kræfter at kunne udbytte Publikum, så dannes der et Syndikat eller et endnu snævrere Forbund af Fabrikanter – en Trust. Såfremt Virksomhederne ikke er forenede i sådanne Forbund, trykker den ene Prisen for den anden: enhver vil søge at rive sin Modstanders – sin Konkurrents Købere til sig; men det lader sig kun gøre ved at sælge billigere, end han gør det; men han kan ikke tåle denne Konkurrence – han begynder at blive ruineret. En sådan Kamp mellem Fabrikanterne fører til, at de mindre modstandsdygtige ikke kan følge med og går til Grunde: Kapitalens store Hajer – de rigeste virksomheder – sejrer. Antager vi nu, at der indenfor en eller anden Industri (lad os f.eks. tage Metalindustrien) bliver tre eller fire store Firmaer tilbage. Såfremt et at disse er større og stærkere end de andre, fører de måske Kampen videre, indtil de alle er ruinerede. Men hvis deres Styrke er næsten lige stor? Så- er det indlysende, at gensidig Kamp er forgæves, den svækker alle Modstanderne i lige høj Grad. Der opstår derfor et ønske hos de stridende Parter om at slutte en Overenskomst; de organiserer et Forbund mellem disse Virksomheder og slutter Aftale om ikke at sælge deres Varer billigere end til en nærmere fastsat Pris, de fordeler Bestillingerne imellem sig, eller et Firma får anvist et Distrikt, et andet Firma et andet, med andre Ord, de fordeler frivilligt Markedet mellem sig. Da de Firmaer, der træder ind i Syndikatet, i Almindelighed producerer langt mere end Halvdelen af de Produkter, der er Tale om indenfor den pågældende industrigren, så betyder det, at Syndikatet behersker Markedet, at Syndikatets Medlemmer kan sætte meget høje Priser på deres Produkter og bringe deres Landsmænd til Betlerstaven. Da de imidlertid allerede er trådt ind i et Forbund, er det fuldkommen naturligt, at de grunder en fælles Forvaltning at de tidligere adskilte Virksomheder og fører en fælles nøje Afregning over de fremstillede Produkter, ordner Fordelingen at Bestillingerne, med et Ord: organiserer Produktionen. Ikke af Hensyn til Folket eller for at Folket skal kunne få mere, men udelukkende for at forøge Kapitalisternes Profit, for ganske at kunne udplyndre Arbejderne og røve fra Køberne – derfor forener Kapitalisterne sig.
Nu er det forståeligt, hvorfor Arbejderklassen i første Række må nationalisere de forskellige Produktionsgrene, der var samlede i Syndikater. Af den simple Grund, at Kapitalisterne selv havde organiseret disse Virksomheder. Med en organiseret Produktion – selv om den også først er organiseret af Kapitalisterne – er det naturligvis langt lettere at blive færdig. Man må selvfølgelig i høj Grad ændre de kapitalistiske Organisationer; man må fjerne Arbejdernes forstokkede Fjender derfra; man må sikre Arbejderne en fast Position, således at alt underlægges Arbejderne, og noget må man ganske fjerne, Men selv for et lille Barn er det letfatteligt, at det er lettere at bemægtige sig sådanne industrigrene. Her forholder Sagen sig på akkurat samme Måde som med Statsbanerne. De blev først organiserede af den borgerlige Stat. Men fordi der her fandtes en centraliseret Forvaltning, var en Organisation til Stede, var det også lettere for Arbejderstaten at tage dem i sine Hænder.
I Vesteuropa – i Særdeleshed i Tyskland og i Amerikas forenede Stater – er så godt som hele Produktionen overtaget af den borgerlige Røverstat. Bourgeoisiet trak sig bort der, for ikke at forstærke Syren, hvad der ville blive Tilfældet, hvis ikke den russiske Krig blev organiseret på bedste Måde. Den nuværende Krig kræver imidlertid, at der ikke alene anvendes Penge men at også Produktionen organiseres til Fordel for Krigen at der føres nøje Kontrol med al Ting, således at intet gives unyttigt. ud, og at alle Kræfter fordeles efter faste Regler. Men, dette er kun muligt, hvor en centraliseret, forenet Forvaltning er forhånden. Europas Bourgeoisi gjorde det, idet det stillede næsten hele Produktionen til Disposition for den røvende og plyndrende Stat. Det er letforståeligt, at hele denne organiserede Produktion ikke skabtes for at være til Nytte for Arbejderklasserne, men kun for, at føre den røveriske Krig videre og skabe Betingelser for, at Bourgeoisiet kunne blive endnu rigere. Det er intet Under, at der i Spidsen for dette organiserede Tvangsarbejde stod Generaler, Bankiers og store Udbyttere. Det er heller ikke noget Under, at Arbejderklassen blev undertrykt der, og forvandlet til hvide Slaver og til Livegne. Men på den anden Side er det også der lettere for Arbejderklassen, når den borgerlige Maskine eksploderer, at bemægtige sig Produktionen og indrette den på en ny Måde; de må kaste Generalerne på Døren og overalt ansætte nogle af deres egne Folk; men de kan udnytte hele det Afregnings-, Kontrollens- og Forvaltningsapparat, som var grundlagt af Kapitalismens Røvere. Derfor falder det de vesteuropæiske Arbejdere tusinde Gange vanskeligere at begynde (at ødelægge de stærkeste borgerlige Stater), men så meget desto lettere en Gang at nå frem til Målet med den af Bourgeoisiet organiserede Produktion.
Det russiske Bourgeoisi,. der indså, at dets Magt var uholdbar, at Proletariatet nærmede sig Sejren, frygtede for at beslutte sig til at betræde den Vej, som Vesteuropas Bourgeoisi slog ind på. De indså, at samtidig med Statsmagten ville også den organiserede Produktion glide over i Arbejdernes Hænder. Derfor sørgede de for, at der ikke skabtes nogen Organisation, tværtimod, i Kerenski-Perioden saboterede (vanskeliggjorde) de endog Produktionen.
Man må imidlertid bemærke, at allerede før Krigen var, takket være den udenlandske Kapital, de vigtigste industrigrene sluttet sammen i Syndikater. Særligt kan dette siges om den såkaldte svære Industri (Stenkuls, Metalindustrien o.s.v.). Sådanne mægtige Syndikater som: »Prodameta«, »Produgul«, »Prodwagon«, »Krowlja« og endnu andre, vil være bekendte.
Det er fremfor alt nødvendigt at organisere denne svære Industri. Ved Storindustriens Overgang til Arbejderstaten, vil også den lille Industri blive gjort afhængig. Thi mange små Bedrifter var allerede før Nationaliseringen afhængige af Storindustrien. Det forekommer, at de ganske simpelt er Stordriftens Reparationsværksteder; i nogle Tilfælde aftager Storbedrifterne deres Produkter, i andre Tilfælde er de som Købere af Råmaterialer afhængige af denne, og i mange Tilfælde er de afhængige af Bankerne. Ved Bankernes og Storindustriens Nationalisering bliver de straks i nogen Grad nationaliserede. Selvfølgelig bliver der en Mængde mindre Håndværksmestre og industridrivende tilbage. Af den Slags er der mange i Rusland. Men i det store og hele dannes Hovedbestanddelen af vor Industri ikke at disse mindre Hjemmeindustrier, men derimod af den nationaliserede Produktions Virksomheder under Arbejderstaten. Bankerne og Storindustrien er Kapitalens to store Hovedfæstninger. Deres Ekspropriation, d.v.s. Overtagelse af Arbejderne gennem Arbejderregeringen, er Kapitalismens Død og Socialismens Morgenrøde. Den menneskelige Tilværelses Hovedstøtter – bliver her revet ud af Hænderne på en Håndfuld Udbyttere og lagt i Arbejder- og Bønderregeringens Hånd.
Menschevikerne og de Højre-Socialrevolutionære der ikke vil gå et Skridt bort fra Lovens Vej, men gå Hånd i Hånd med Bourgeoisiet, er i høj Grad oprørte over en sådan Nationalisering fra Rådenes Side. Det er imidlertid bare af den Grund, at de, ligesom Bourgeoisiet, så udmærket føler og forstår, at der her rettes et dødbringende Slag mod den kapitalistiske Ordning, der var dem så tiltalende. Derfor søger de at tilsløre Arbejdernes Bevidsthed med smukke Fortællinger om, at de endnu ikke er »modne nok« for Socialismen, at vi har en industri, der er så forfærdelig langt tilbage, at det er ganske umuligt at organisere den o.s.v. Vi har allerede påvist, at Sagen allerede længe har ikke forholdt sig således. Grunden til Ruslands tilbageblevne Stilling må ikke mere søges deri, at der indenfor vor industri er for få Storbedrifter – der findes tværtimod mange. Der er måske den store Fejl hos os, at vor industri i Sammenligning med Agerbruget indtager en altfor lille Plads, men heller ikke her kan man underkende Betydningen af vor Industri: det er ikke helt uden Grund, at det er Arbejderklassen, der står i Spidsen for Revolutionen som dens levende, drivende Kraft.
Interessant er endvidere følgende Omstændighed: d’Hrr. Menscheviker og Højre-Socialrevolutionære opstillede i sin Tid, da Magten endnu var i deres og Bourgeoisiets Hænder, et Program for en statslig Regulering af Industrien. Den Gang skrev de ikke et Ord om, hvor langt vi var tilbage. Den Gang anså de det for muligt at organisere Industrien. Hvorfra stammer da denne Forskel i Synsmåden mellem nu og da? Det er meget let at påvise. Menschevikerne og de Højre-Socialrevolutionære anser det for nødvendigt, at den borgerlige Stat organiserer Produktionen (i Vesteuropa er Kejser Wilhelm, Kong George og Præsident Wilson også indforstået hermed). Det kommunistiske Parti ønsker i Modsætning hertil, at den proletariske Stat organiserer Produktionen. Så ligetil er Spørgsmålet. Det er igen den samme gamle Historie. Menscheviker og Socialrevolutionære går tilbage til Kapitalismen – Kommunisterne fremad til Socialisme og Kommunisme. De mest betydningsfulde Skridt på denne Vej er efter Kommunisternes Opfattelse Bankernes og Storindustriens Nationalisering.
Oktoberrevolutionen bragte det i Stand, som de russiske Bønder i Århundreder havde stræbt efter: den tog Jorden fra Godsejerne og gav den i Hænderne på Bønderne.
Spørgsmålet består i, hvordan man skal disponere over Jorden. Også her må vi Kommunister indtage den samme Stilling som i Spørgsmålet om Delingen af industridriften. Naturligvis kan man bedre dele jorden end en Fabrik. Men hvad ville der komme ud af Delingen af jorden mellem de enkelte Bønder? Den som har opsparet nogle Penge, den som er stærkere og rigere, han kom hurtigere på den grønne Gren, forvandlede sig let til en Parasitblodsuger og Ågerkarl, senere ville han stige endnu højere og begynde at købe jorden af de fattige. Se, efter nogen Tid ville Landsbyen påny deles i Storgrundbesiddere, Godsejere og Fattige, for hvem der ikke var andet gøre end enten at flytte til Byen eller fæste sig bort til de rige.
Disse nye Grundejere ville ganske vist ikke blive adelige, men rige Bønder, men det er jo kun en ringe Forskel. Blodsuger-Godsejeren er en ægte Edderkop, en »Bedrager«, som hænger endnu fastere om Halsen på de fattige end den degenererede Adelsmand, som er kommet på Knæerne og ikke duer til noget mere.
Ad Delingens Vej finder vi altså ingen Udvej. Denne Udvej findes kun i den samfundsmæssige Ejendomsret, i Folkets Ejendomsret til jorden, deri at jorden bliver erklæret for de arbejdendes Ejendom. Rådsmagten gennemførte Loven om jordens Socialisering. Godsejerne er i Virkeligheden fortrængt fra jorden, som er blevet til det arbejdende Folks fælles Ejendom. Men det er ikke tilstrækkeligt. Man må stræbe efter en sådan indretning, at jorden ikke blot er fælles Ejendom, men også bliver fælles bearbejdet. Hvis der ikke finder en fælles, samfundsmæssig Bearbejdning af jorden Sted, så er det ligegyldigt, hvilke Love, man giver en Socialisering; der kommer dog ikke noget ud deraf. Den ene vil fumle rundt på sit »Arbejds«stykke og den anden på sit, og når man lever således adskilt, uden gensidig Hjælp og uden indbyrdes Arbejde, vænner man sig lidt efter lidt til at betragte jorden som sin Privatejendom. Og ingen Love ovenfra afhjælper dette Onde.
Fælles Bearbejdelse af jorden, derefter må man stræbe, det må man nå.
I Landbruget er det ligesom i Industrien bedst at drive Produktionen efter en stor Målestok. I Stordriften kan man benytte gode Landbrugsmaskiner, spare på alt Materiale, ordne selve Arbejdet efter en Plan, sætte hver Arbejder på sin Plads, føre nøje Regning med alt, for ikke at give noget unyttigt ud, hverken af Materiale eller Kraft.
Opgaven ligger altså absolut ikke deri, at hver Bonde roder på sit Arbejdsstykke, ligesom en Skarnbasse på sin Mødding, men deri, at de fattige Bønder går over til fælles Arbejde efter størst mulig Målestok.
Hvorledes kan man opnå det? Det kan og må man gøre ad to Veje: for det første ved samfundsmæssig Bearbejdelse af de tidligere store, godsherreagtige Godser, for det andet ved Organisation af Landbrugskommuner.
På de tidligere godsherreagtige Godser, hvor jorden ikke helt blev givet i Pagt til Bønderne, men hvor der blev drevet et eget Brug, drev man naturligvis dette Brug ti Gange bedre end hos Bønderne. Det slemme ved Historien bestod deri, at Indtægterne kom i Hænderne på Godsejerne, som hang om Halsen på Bønderne. Også her er ét klart for Kommunisterne: ligesom Arbejderne absolut ikke skal udplyndre Fabriksinventaret, dele det imellem sig og fordærve Fabrikken, ligeledes må Bønderne handle. I de godsherreagtige Godser findes der meget godt. Her findes Heste og Hornkvæg, Frø, forskellige Høst- og Mejemaskiner o.s.v. På andre Godser er der oprettet Mejerier, Osterier og hele Fabrikker.
Det ville være dumt at slæbe alt ind i de enkelte Gårde og udplyndre det. Heri er Blodsugerne interesseret; de ved, at tidligere eller senere falder alt i deres Hænder, at de kan købe den fattige Bondes Andel af ham. Blodsugeren indser, at der på den Delingens Vej til syvende og sidst venter ham et Slaraffenland.
De fattige Bønder og Halvproletarer og de, som selv næppe kan slå sig igennem og somme Tider også må fæste sig bort, har tværtimod helt andre Interesser. For de fattige Landsbybeboere er det Tusinde Gange mere fordelagtigt at gøre ligeså med de store Godser, som Arbejderne gør med Fabrikkerne: at tage dem under deres Kontrol, Afregning og Forvaltning; sammen at bearbejde det godsherreagtige Gods; ikke at udplyndre de enkelte Gårde, men sammen at benytte alle Maskiner og Inventaret, som Godsejeren tidligere ejede, og som nu gik over på Bøndernes Hænder; på Samfundets Bekostning at engagere Agronomer, kyndige Folk, og at bearbejde Jorden ikke som en Dåre, så at der blev frembragt mindre end på Godsejerens Tid, men mere. At tage Jorden er ikke vanskeligt. Det viste sig heller ikke at være vanskeligt at overtage Godserne. Det måtte man også gøre.
Til Trods for alle de Socialrevolutionæres – og Menschevikernes Formaninger om, at det ville være Lovovertrædelse, og at der ikke ville komme noget ud deraf og det ville føre til et Blodbad i Landsbyen og det ene og det andet, så tog Bønderne dog jorden og Rådsmagten hjalp dem dermed.
Det er langt sværere at få denne jord over på de arbejdendes Hænder, at beskytte dem mod Blodsugerne, som gør ivrig Fordring på den. Men netop her må de fattige Bønder tænke på, at de skarpt må våge over det samfundsmæssige Gods Ukrænkelighed. Thi nu er det tidligere godsherreagtige Gods samfundsmæssigt Gods. Man må passe på det og bevare det. Man må forøge det med de arbejdendes Vel for øje.
Her må man virkelig organisere Sagen således, at Udvalgte af Bønder og Arbejdere, Kommunerådene og deres Landbrugsafdelinger våger over alt, ikke lader noget gå. tabt og understøtter den samfundsmæssige Bearbejdelse af de tidligere godsherreagtige Godser. Jo mere den samfundsmæssige Produktion. er ordnet i sådanne Godser, des bedre. Det vil sige, at Kornavlen lykkes bedre og at Blodsugerne intet opnår, men at Bønderne stadig mere og mere lærer det samfundsmæssige Arbejde, Kommunisternes vigtigste Arbejde.
Men man må ikke blot bevare de gamle godsherreagtige Godser for at bearbejde dem efter ny Principper. Man må stræbe efter af de små Arbejdsstykker at organisere store Landbrugs-Arbejder-kommuner. Nu er jo Magten i Hænderne på Arbejderne og Bønderne. Men det betyder at de, så vidt det er muligt, står enhver nyttig Begyndelse bi. Det er ikke blot nødvendigt, at de fattigste Bønder og Halvproletarer, men også de tidlige Karle, viser mere Selvstændighed, eget Initiativ. De svage, fattige Bønder kan enkeltvis intet udrette, de er næppe i Stand til at holde sig oppe. Men de kan også meget, når de begynder at forene deres Arbejdsstykker, i Fællesskab ved Hjælp af Byarbejderne at sørge for Indretningen og i Forening og efter samfundsmæssige Principper at bearbejde Landet.
Byrådene og Arbejdernes økonomiske Organisationer hjælper sådanne Landbrugs-Arbejderkommuner, leverer jern og Manufakturprodukter til dem; de hjælper dem med at fremskaffe Agronomer og kyndige Folk. Således begynder den tidligere fattige Småbonde, som intet har set udover sin Køkkenhave, at blive forvandlet til en Kammerat, der sammen med andre Kammerater, Skridt for Skridt og Hånd i Hånd skrider rask frem på det fælles Arbejdes Vej.
Det er forståeligt, at det er nødvendigt til en sådan Ordning af Værket at have en god Organisation af de fattige Bønder. Denne Organisation må stille sig to Hovedopgaver: for det første Kampen imod Blodsugerne på Landet, imod Ågerkarlene, de tidligere Gæstgivere, med et Ord imod Landbrugsbourgeoisiet; for det andet Ordningen af Landbrugsproduktionen, Lønnen og Kontrol med, hvorledes jorden bliver fordelt.
Organisationer at Arbejderkommuner, Omsorg for regelmæssig Udnyttelse at de tidligere godsherreagtige Godser, med andre Ord et kolossalt Arbejde at en ny Agrarordning. En sådan Organisation må de fattigste Bønder danne i Form af Kommunerådene, men ved disse Kommuneråd indrette forskellige Specialsektioner, f.eks.: Forplejnings- Agrar- og andre Sektioner. Bonderådenes Agrarsektioner må tjene til Støtte for de fattige Landsbybeboere i Agrarspørgsmålet.
For at gøre det sikrere, er det bedst at indrette Organisationen af disse Råd således, at de stedlige eller i Nærheden boende Fabriksarbejdere, også har deres Repræsentanter der. Arbejderne er mere erfarne end Bønderne, mere vant til en kammeratlig Ledelse af Anliggenderne, også mere erfarne i, hvordan man skal kæmpe imod Bourgeoisiet. Arbejderne understøtter altid de fattige Landsbybeboere mod de rige, derfor finder de fattige Landsbybeboere i dem de bedste Hjælpere. De fattige skal ikke lade sig bedrage. De kæmpede længe for jorden, tilsidst lykkedes det dem at erobre den fra Godsejerne. Man må ikke påny lade den slippe ud at Hænderne. Endelig ikke påny lade den slippe fra en ! Denne Fare er forhånden, hvis man går ad Privatejendommenes Vej til Udstykningen og Delingen at jorden. Denne Fare svinder bort, hvis de fattige Landsbybeboere sammen med hele Arbejderklassen går ad den Vej, som fører til den størst mulige samfundsmæssige Produktion. Så styrer vi med fuld Damp henimod Kommunismen.
Ligesom på Landet er Hovedrollen i Forvaltningen af jorden lidt efter lidt går over på Hænderne at de fattige Bønders Organisation – i Hænderne på de forskellige Bønderråd med dens Sektioner, på samme måde må Forvaltningen af Industrien gå over til Arbejderorganisationerne og Arbejder- og Bondemagtens Organer, og det sker også overalt, hvor vort Parti fordrer det.
Indtil Oktoberrevolutionen og i den første Tid efter den, stillede Arbejderklassen og vort Parti Fordring om Arbejderkontrollen, d.v.s. Tilsyn fra Arbejdernes Side, for at ikke Kapitalisterne i Fabrikkerne og Smeltehytterne skulle skjule Forråd af Fyrings- og Råmateriale, drive Bedrageri og spekulere, ikke tilføje Produktionen nogen Skade; og ikke som det passede dem, smide Arbejderne i Rendestenen. Produktionen, Køb og Salg af Produkter og Råmaterialer, deres Opbevaring, Foretagendernes Pengemidler, alt dette blev underkastet et Opsyn fra Arbejdernes Side. Et almindeligt Opsyn viste sig imidlertid utilfredsstillende. Som særlig utilfredsstillende viste et sådant Opsyn sig efter Produktionens Nationalisering, hvor alle de Herrer Kapitalisters Rettigheder blev tilintetgjort og Foretagender eller hele Erhvervsgrene gik over på Staten, Arbejderklassens og de fattige Bønders Hænder. Her er det klart, at man ikke kommer langt med Opsyn, at ikke blot Arbejderkontrol er nødvendig, men Forvaltning af Industrien ved Hjælp af Arbejderne. Arbejderorganisationer, Fabrikskomiteer, Fagforeninger, økonomiske Sektioner af de Arbejderdeputeredes Råd, og endelig Arbejder- og Bondemagtens Organer (specielle Komitter af forskellig Art, nationaløkonomiske Råd o.s.v.) det er de Organisationer, som ikke blot har Opsyn men også forvalter. Her må man bemærke følgende: indenfor nogle Lag af de ikke klassebevidste Arbejdere, består der en sådan Mening om Sagen: vi overtager altså vor Fabrik og dermed basta. Antager vi, at Fabrikken tidligere var Fabrikanten Sidorows Ejendom, nu ejes den af denne Fabriks Arbejdere.
En sådan Anskuelse er naturligvis urigtig. Den minder meget stærkt om Deling.
Thi hvis en sådan Situation opstod, hvor hver Fabrik kun tilhørte Arbejderne i denne Fabrik, så ville Følgen blive, at Fabrikkerne begyndte at konkurrere med hverandre, en Klædefabrik ville bestræbe sig for at vinde mere end de andre, de ville lokke Køberne fra hverandre, herved ville Arbejderne i en Fabrik blive rige og i en anden ruinerede. De russiske Arbejdere ville med et Ord fremkalde et bekendt Billede. Ligesom i Tilfælde af Deling, ville også snart Kapitalismen på ny blomstre frem. Hvorledes skal man kæmpe derimod? Det er klart, at man må skabe en sådan Form for Forvaltningen, som vænner Arbejderne til den Anskuelse, at enhver Fabrik ikke ejes at denne Fabriks Arbejdere men af hele Arbejderfolket. Det kan man også opnå på følgende Måde.
I enhver Fabrik, i hver Smeltehytte, må der eksistere en Forvaltning af Arbejdere, men man må danne denne sådan, at Flertallet ikke er taget blandt denne Fabriks Arbejdere, men består af Arbejdere, som bliver delegeret af den Erhvervsgrens Fagforening, som kommer på Tale, af de Arbejderdeputeredes Råd og endelig af det nationaløkonomiske Distriktsråd. Hvis Forvaltningen bliver sammensat af Arbejdere og ansatte (der må garanteres Arbejderne Flertallet, da de er tilforladelige Tilhængere af Kommunismen), men ikke er Flertallet i den Fabrik, som kommer på Tale, så bliver Fabrikken forvaltet således, som den samtlige Arbejderklasses Interesser fordrer det. Enhver Arbejder kan forstå, at Fabrikkerne og Smeltehytterne ikke kan klare sig uden Bogholdere, Teknikere, Ingeniører m.m.
Derfor er det Arbejderklassens Opgave at få disse Lag til at tjene sig. Indtil Arbejderklassen af sin Midte kan udvikle sådanne Specialister (den vil være i Stand til det, såsnart det lykkes at gennemføre Planerne om den almene Dannelse og om Adgang for enhver til speciel højere Dannelse, indtil da må den, hvad enten den vil eller ej, betale en Afgift til de intellektuelle. Gid de ville tjene Arbejderklassen på samme Måde, som de tidligere tjente Bourgeoisiet. Tidligere var de under dettes Kontrol og Opsyn, nu vil de komme under Arbejdernes og de ansattes Kontrol og Opsyn.
For at Produktionen skal gå glat fra Hånden, derfor er det, som vi tidligere har omtalt, at en almen Enhedsplan er nødvendig. Det ville være for lidt, hvis hver stor Fabrik kun havde sin egen Arbejderforvaltning; thi der er mange Fabrikker og der findes forskellige Erhvervsgrene, de er alle forbundet med hinanden, alle afhængige af hverandre. Hvis Stenkulsgruberne leverer for lidt Kul, står Fabrikkerne og Jernbanerne stille, hvis der ikke findes noget Nafta, kan Dampskibene ikke gå, hvis der ingen Bomuld findes, har Tekstilfabrikkerne intet at gøre. Her må man følgelig skabe en sådan Organisation, som omfatter hele Produktionen, og som arbejder efter en fælles Plan og er forbunden med de enkelte Fabrikkers og Smeltehytters Arbejderforvaltning, fører nøjagtig Regnskab med alle Forråd, ikke med en By og ikke med en Fabrik, men med hele Landet. Nødvendigheden af en sådan Enhedsplan er særlig indlysende ved Eksemplet med jernbanerne. Ethvert Barn forstår, at Uorden i jernbanetrafikken vil have den største Elendighed til Følge, i Sibirien er der f.eks. Overflod af Korn, men i Petersborg er der næsten Hungersnød. Hvorfor? Fordi det Korn, som man oven i Købet kunne få, ikke kan blive transporteret til Petersborgs Indbyggere, som det burde. For at der kan finde en regelmæssig Samfærdsel Sted, må alt registreres og fordeles. Men det er kun muligt efter en fast Plan. Hvis vi forestillede os, at man på en Strækning forvalter jernbanerne på en Måde, på en anden på en anden, på en tredie på en tredie Måde, uden at regne med hinanden, ville der opstå et frygteligt Virvar. Dette Virvar kan man nu undgå ved en centraliseret, forenet Forvaltning. Derved opstå Nødvendigheden af sådanne Arbejdsorganer, som forener hele Erhvervsgrenene, forbinder disse Erhvervsgrene med hinanden, som igen forbinder de forskellige Departementer: Sibirien, Ural, de nordlige Gouvernementer, Centrum o.s.v. til et Hele og forener deres Virksomhed.
Sådanne Organer bliver skabt: det er de nationaløkonomiske Departements- og Distriktsråd, tilligemed specielle Komiteer, som forener hele Erhvervsgrene eller Handelsbrancher, f.eks. Centrotekstil-, Centrometal o.s.v., men i Spidsen, som Centralorganisation det øverste nationaløkonomiske Råd. Alle disse Organisationer står i Forbindelse med de Arbejderdeputeredes Råd og arbejder Hånd i Hånd med Rådsregeringen. De er hovedsagelig sammensat af Repræsentanter for Arbejderorganisationerne og støtter sig til Fagforeningerne, Fabrikskomiteerne, de ansattes Foreninger o.s.v.
Således bliver lidt efter lidt Forvaltningen af Produktionen helt igennem skabt af Arbejderne, I de forskellige Byer og Steder Fabrikskomiteer og Arbejderforvaltninger; højere oppe Departements- og Distriktskomiteerne og nationaløkonomiske Råd, og på Organisationens øverste Tinde – det øverste, nationaløkonomiske Råd.
Arbejderklassens Opgave består nu i at udvide Produktionens Forvaltning fra Arbejdernes Side og gennem Opdragelse at fæstne de største Masser til dette Værk. Proletariatet, som tager Produktionen i sine Hænder, ikke som enkelte Personers eller Gruppers Ejendom, men som den hele arbejdende Klasses Ejendom, må drage Omsorg for at understøtte Central- og Distriktsarbejderorganisationerne, ved Hjælp af Arbejderforvaltninger i de forskellige Byer og Steder, i de enkelte Fabrikker og Smeltehytter. Hvis de øverste Forvaltningsorganer ikke støtter sig til de stedlige, så bliver de hængende i Luften, forvandler sig til embedsmæssige eller, som man plejer at sige, bureaukratiske Foranstaltninger, fra hvilke den levende, revolutionære Ånd forsvinder. Tværtimod, de er istand til at blive færdig med det frygtelige Sammenbrud, hvis de fra alle Sider bliver understøttet af Arbejderklassens levende, stedlige Kræfter, og når enhver Anordning fra Centralarbejderorganisationerne finder Genklang og ikke af Frygt, men fordi deres Samvittighed driver dem til der, bliver gennemført af de stedlige Arbejderorganisationer og Arbejdermasser. Jo mere Masserne selv drøfter deres Anliggender, jo fyrigere og mere interesserede de tager Del i Valgene til deres Forvaltninger, Arbejdet i Fabrikkerne og Smeltehytterne, og ubarmhjertigt straffer al Uorden og alle Bedragerier, desto hurtigere bemægtiger Arbejderklassen sig, i Virkeligheden – ikke blot i Ord, hele industridriften, og ikke blot den politiske, men også den økonomiske, Arbejderklassens Diktatur bliver gjort til Virkelighed, d.v.s. Arbejderklassen bliver til den faktiske herre ikke blot i Forvaltningen af Armeen, af Retsplejen, af Skolerne og andre Anliggender, men også i Forvaltningen af Produktionen. Først da bliver Kapitalen rystet i sin Grundvold og den Mulighed sat til Side, at Kapitalen igen vil kunne træde Arbejderklassen under Fode.
(De Riges Arbejdspligt).
Overgangen til en kommunistisk Samfundsordning betyder Overgangen til en Samfundsordning, hvor der ikke er nogensomhelst Klasser, ingen Klasseforskel imellem Menneskene, hvor alle i lige Grad er, ikke Lønarbejdere, men Samfundsarbejdere. Man må ufortøvet gå over til denne Samfundsordning. Og et af de første Skridt på denne Vej er, foruden den proletariske Nationalisering af Bankerne og Produktionen, Indførelsen af Arbejdspligt for de rige Klasser, I øjeblikket findes der mange Mennesker, som intet udretter, ikke skaber nogen Produkter, men udelukkende konsumerer, fortærer, udnytter og forbruger, hvad andre har frembragt. Og endnu værre, der findes Mennesker, som ikke blot ikke arbejder, men ved hele deres Virksomhed og med forskellige Midler stræber efter at skade Rådsregeringen og Arbejderklassen og lægge den alle umulige Ubehageligheder i Vejen. For alle Arbejderes øjne står Eksemplet med den Sabotage, hvormed den russiske Intelligens – Lærere, Ingeniører, Læger og andre »lærde Folk« beskæftiger sig. Det lønner sig slet ikke at tale om højerestående Fabriks- og Bankdirektører, tidligere højere Embedsmænd o.s.v. De anstrenger sig alle for at desorganisere Proletariatets Arbejde og Rådsmagten, og at ødelægge denne i Bund og Grund. Proletariatets Opgave består deri, også at tvinge d’Hrr. Borgerlige og de tidligere Herrer Godsejere og det talrige intelligensparti indenfor de velhavendes Kredse, at tvinge dem til at arbejde for det almene Vel. Hvorledes skal man gøre det? Ved Indførelsen af Arbejdernes små Budgetbøger og ved Arbejdspligt. Hver Arbejder modtager en særlig, lille Bog, hvor Kontoen over hans Arbejde, hans obligatoriske Arbejde, bliver indført. På Grundlag af denne Indførelse i den lille Arbejdsbog, bliver der givet ham Ret til at købe eller erholde bestemte Produkter, i første Linie Brød. Hvis et Menneske vægrer sig ved at arbejde, (antager vi, at en Sabateur tilhører Kredsen af de tidligere Embedsmænd, eller en tidligere Fabrikant, som er rasende på Arbejderne, eller en tidligere Godsejer, som absolut ikke kan føle sig tilfreds med, at hans jord, som han havde skaltet og valtet med i Årtier, blev taget fra ham), hvis altså dette Menneske vægrer sig mod at arbejde, så findes der i hans lille Arbejdsbog en tilsvarende Indførelse; han går i Butikkerne, men man siger til ham: »Vi har intet til dem, vær så venlig at få Deres Arbejde indført«.
Ved denne Ordning er den Mængde af Lediggængere, som fylder Newski-Prospektet og Hovedgaderne i de store Byer, hvad enten de vil eller ej, tvunget til at udføre et Arbejde.
Det siger sig selv, at Indførelsen af en sådan Arbejdspligt støder på store Vanskeligheder. De rige og middelvelhavende Klasser og Grupper vil på alle mulige Måder se at slippe uden om Arbejdspligten og med alle Midler lægge Hindringer i Vejen for en sådan Ordning. At indrette Sagen sådan, at nogle Produkter kun bliver udleveret på Grundlag af Indførelsen i de små Arbejdsbøger, at disse Produkter ellers ikke vil blive udleveret, er meget vanskeligt. De rige, som har Penge (men Penge er nu kun et Tegn til at få udleveret Produkterne for) finder samtidig tusinde Muligheder for at bedrage Rådsregeringen, Arbejderne og de fattige Bønder. Man må tilintetgøre disse Muligheder ved en regelret Organisation af Forsyningen.
De riges Arbejdspligt kan man, siger vi, indføres på følgende Måde: hver Person, som tjener mere end 500-600 Rubler om Måneden, hver Person, som fæster Arbejdere, hver Familie, som holder Tjenestefolk o.s.v. modtager en lille »Konsumsbog«. Efter sådanne Kendetegn kunne f.eks. de riges Arbejdspligt indføres. Det er klart, at de riges Arbejdspligt skal være Overgangen til en almindelig Arbejdspligt. Ikke blot fordi man kun ved at samle alle Samfundets arbejdsdygtige Medlemmer kan hæve Industriens og Landbrugets Produktivitet, men også fordi en nøje Registration af Arbejdshænderne og regelmæssig Fordeling af disse Arbejdshænder indenfor de forskellige Erhvervsgrene er nødvendig. Ligesom man i Krigstilfælde på den ene Side mobiliserer alle Kræfter, men på den anden Side må beregne dem, organisere dem regelmæssigt, ligeledes må man under en Krig, for at forebygge det økonomiske Sammenbrud, samle alle de Lag af Befolkningen, som dur til denne Krig, føre Regnskab over dem og organisere dem i en stor Arbejderarmé, hvor der hersker Arbejdsdiciplin og enhver er sig sin tunge Pligt bevidst.
I øjeblikket hersker der hos os i Rusland, som Følge af det økonomiske Sammenbrud og på Grund af Mangel på Fyrings- og Råmaterialer (men denne Nød voksede særlig, fordi den tyske Imperialismes Bander indtog Sydrusland og Ukraine) en uhyre Arbejdsløshed.
Derfor opstår følgende Situation: på den ene Side er det klart, at vi kun med levende Arbejdskraft, derved, at Arbejdet højner vor Industris og Landbrugs Produktivitet, vil kunne undgå Sammenbruddet, medens denne levende Arbejdskraft – Arbejdshænder er til Stede, ellers kan disse Arbejdshænder, selv om der er mange af dem, ingen Steder bruge deres Kræfter. Allerede uden dette hersker der Arbejdsløshed. Hvor skulle man så anbringe endnu flere Folk, som af Arbejder- og Bøndermagten bliver påbudt at skulle arbejde? En af de vigtigste Opgaver er sandelig Organisationen af de samfundsmæssige Arbejder og af forskellige statslig vigtige Byggeforetagender (Bygning af nye jernbaner, Udbygning af nye Bjergværker, Vandings- og Dræningsarbejder, Udnyttelse af Tørvelejer, Bygning af Kornmagasiner, såkaldte Elevatorer o.s.v.). På den anden Side er det begribeligt, at dette Arbejde ikke på en Gang kan benytte sig af en så uhyre Mængde af overflødige Arbejdshænder, som er til Stede. Derfor må man i den allerførste Tid indskrænke sig til en nøje Registrering af Arbejdshænderne, med Angivelse af Profession og Specialitet og Indførelsen af en obligatorisk Tjeneste på Befaling af Rådsmagten eller Arbejdsorganerne, som forvalter Produktionen. Vi vil forklare dette ved et Eksempel: Antager vi, at der til Undersøgelsen af nye Bjergværker i Sibirien fordres Ingeniør-Specialister. Det nationaløkonomiske Råds Metallurgisektion – eller Bjergsektion fordrer da sådanne. Arbejdskræfternes Registrationssektion gennemser Erhvervsregistrene, og de er alle registrerede, forpligtet til at rejse, hvorhen de ovennævnte Sektioner sender ham.
Det er forståeligt, at når det først er lykkedes at bringe Organisationen af Produktionen i Orden, og på denne Måde at skaffe Mulighed for Arbejde, så vil også lidt efter lidt Arbejdspligten d.v.s. Sammentrækning af alle arbejdsdygtige Elementer til obligatorisk, samfundsmæssigt Arbejde blive gennemført. Arbejderpligten er i og for sig absolut ikke noget nyt.
I øjeblikket har de imperialistiske Regeringer i næsten alle krigsførende Lande indført Arbejdspligt for Befolkningen (i første Linie af de undertrykte Klasser). Men den Arbejdspligt, som er indført i Vesteuropa, er så forskellig fra den vi har indført, som Himmel fra jord. I de imperialistiske Riger betyder dens Indførelse Arbejderklassernes fuldkomne Underkuelse, deres fuldstændige Undertrykkelse fra Finanskapitalens og det røveriske Riges Side. Hvorfor? Det er meget let at besvare hvorfor: fordi Arbejderne ikke selv, men Generaler, Bankiers, Medlemmer af de store Syndikater, borgerlige Svindlerministre hersker over dem efter deres eget Skøn. Arbejderen er her en almindelig Skakbrik i deres Hånd. Han er ligesom en Livegen, som fuldstændig må lade sig behandle efter sin Herres Behag. Det er intet Under, at Arbejdspligten i Vesten nu betyder et nyt Hoveri, en Livegenpligt, et militaristisk Tvangsarbejde. Men den bliver der indført for at den røveriske Krig kan vare ved uendeligt, for at Arbejderne kan fylde de Herrer Kapitalisters Lommer. Hos os skal Arbejderne selv ved Hjælp af deres egne Organisationer på Grundlag af Arbejdernes Selvstyre indføre og gennemføre Arbejdspligten. Her står ingen Slags Bourgeoisi over os. Tværtimod, Arbejderne står højere end de tidligere borgerlige: Kontrol, Registration, Fordeling af Arbejdshænderne, alt det er Arbejderorganisationernes Sag, og for så vidt Arbejdspligten bliver indført på Landet, Bønderrådenes Sag, som hersker over Landsbybourgeoisiet og ikke er underordnet det. Alle Organer, som Arbejderhænderne forvalter, er fra øverst til nederst Arbejderorganer. Det er ganske naturligt. Når Industriens Forvaltning er en Arbejderforvaltning, så er også Arbejdets Forvaltning i Hænderne på Arbejderne – det er jo kun en Del af Produktionen.
For Arbejderklassen, som vil bemægtige sig det økonomiske Liv (og trods alle Hindringer bemægtiger sig det), som bliver Herre over alle Rigdomme, står som Hovedspørgsmål, Spørgsmålet om Produktionens Organisation.
Produktionens Organisation fordrer på sin Side Løsningen af to Hovedopgaver: Organisationen af Produktionsmidlerne (Registration, Kontrol, regelmæssig Fordeling af Fyrings- og Råmaterialerne, af Maskiner, Instrumenter, Frø o.s.v. og Organisationen af Arbejdet (Registration, Kontrol, og regelmæssig Fordeling al Arbejdshænderne). For på enhver Måde at kunne udnytte alle Kræfter indenfor Samfundet, er Arbejdspligten nødvendig, som Arbejderklassen før eller senere indfører. Snyltegæsterne forsvinder så; der bliver kun de for Samfundet nyttige Arbejdere tilbage.
Man kan ikke, som man burde det, bemægtige sig Produktionen, uden at bemægtige sig Fordelingen af Produkterne. Hvis det fremlagte Produkt bliver uregelmæssigt fordelt, så kan Produktionen heller ikke gå regelmæssigt fra Hånden. Lad os antage, at alle større industrigrene er nationaliserede. Som vi ovenfor så, arbejder den ene erhversgren for den anden. For at Produktionen skal gå regelmæssigt fra Hånden, er det nødvendigt, at hver Branche får så meget som den behøver, et Foretagende en bestemt Mængde, et andet en anden.
Det frembragte Produkt må altså fordeles regelret og planmæssigt, svarende til Produktionens Behov.
Forsyningens forskellige Organer, d.v.s. sådanne Arbejderorganisationer som forvalter Fordelingen af Produkterne, må stå i Forbindelse med de Organer, som er forbundet med Produktionen af disse Produkter. Kun da kan hele Produktionen gå glat for Hånden. Men der findes Produkter af en sådan Art, der ligesom Brødet udelukkende går over på de konkurrerendes Hænder til deres personlige Behov. – Hertil hører f.eks. mange ernæringsmidler, en stor Del vævede Stoffer, mange Gummifabrikata (f.eks. Galosher. Dem køber ingen Fabrik, de bliver anvendt til Køberens personlige Forbrug) o. lign. – Her er ligeledes en nøjagtig Registration og retfærdig Fordeling af disse Produkter blandt Befolkningen nødvendig.
Men denne retfærdige Fordeling er ganske umulig uden Gennemførelsen af en bestemt Plan. – Først må man registrere Mængden af Produkterne, derpå Behovet og så fordele på Grundlag at disse Beregninger.
Det tydeligste Eksempel på Nødvendigheden af en sådan Enhedsplan, er Forplejningsspørgsmålet, Brødspørgsmålet.
Bourgeoisiet, Snyltegæsterne, de Højre-Socialrevolutionære, Menschevikkerne og de velhavende Bondeblodsugere skriger af alle Kræfter op om, at man skal ophæve Kornmonopolet og tillade de store og små Spekulanter, de éngros Handlende og Byttemarodørerne, at handle, som de har Lyst til. Det er forståeligt, hvorfor Ågerkarlene er interesseret i Afskaffelsen af Monopolet; dette Monopol hindrer dem i at stikke Blår i øjnene på konsumenterne. På den anden Side er det klart, at der også nu forekommer Meningsløsheder; de rige spiser med rolig Samvittighed Hvedebrød, som de hemmeligt køber ind, aldeles ikke at tale om Rugbrød. De betaler betydelig dyrere og har alt. Hvem hjælper dem dermed? Naturligvis de Herrer Spekulanter. De bryder sig jo ikke om, om Befolkningen bliver mæt, men om at tjene mere, at knibe, stikke mere i Lommen. –
Det er en kendt Sag, at den rige kan betale mere end den fattige. Derfor skaffer Spekulanterne ikke Brødet derhen, hvor der er størst Brug for det, men derhen, hvor det bliver godt betalt. Heraf fremgår det tydeligt, at man for at kunne gennemføre en retmæssig Fordeling af Brødet, absolut ikke skal afskaffe Kornmonopolet og Forplejningskomiteernes og Forplejningskontorernes Arbejder, men tværtimod på det strengeste gennemføre dette Monopol; uden Barmhjertighed stille Spekulanterne for Domstolen, jage Privathandlerne Frygt i Livet, for at de ikke skal vove, på Bekostning af Ulykke for Folket, at erhverve sig Rigdomme og forstyrre den almene Plan. Ulykken består netop ikke i, at der findes et Monopol og ingen Privathandel, men deri, at Kornmonopolet bliver dårligt gennemført, så at den hemmelige Privathandel stadig finder Sted. Og det på et Tidspunkt, hvor der findes lidt Brød, hvor Tyskerne har bemægtiget sig de rigeste Egne hvor mange Steder det Korn, som man havde ladet blive tilovers til Såningen, er bleven spist, og der derfor intet bliver sået på Markerne, hvor Menneskene sulter ! Hvert Stykke Brød er dyrt, hvert Pund Mel, hvert Pund Korn er ubetaleligt. Og netop derfor må alt underkastes den nøjagtigste Registration, for at ikke en eneste Krumme skal gå til Spilde til ingen Nytte, for at alt Brød bliver ligeligt fordelt, for at de rige ikke kan glæde sig over nogensomhelst Forrettigheder. – Det, gentager vi, kan man gøre, og det kan man opnå, når alle Arbejdere går til Arbejdet, når de fanger Spekulanterne og Kæltringene.
Der findes desværre også hos os ikke klassebevidste fattige, som med Fare for sig selv og på egen Risiko foretager Indkøb uden at regne med Arbejdernes Forplejningsorganisationer og derved bringer Forstyrrelse ind i den almene Plan. – Enhver af dem mener: »Hvad du end siger, så er enhver dog sig selv nærmest«, og han tager afsted for at købe Brød, men undervejs opstår der forskellige Sammenstød for dette Brøds Skyld, og dette vækker Utilfredshed; man lader os ikke engang sørge for os selv. Men i Virkeligheden kan det meget ofte sammenlignes med følgende: Forestiller vi os, at et Jernbanetog kører overfyldt af Sted. Mennesker står i Gennemgangen og ligger på Gulvet, kort sagt, et Æble ville ikke kunne falde til Jorden. – Pludselig mærkes en brandlugt og høres Råben af alle Kræfter: »lld« ! og en enkelt iler som en sindssyg, idet han støder alle til Side med næverne, henimod Udgangen. Menneskene styrter, som om de havde mistet Forstanden, alle på en Gang hen imod Døren. Der opstår en vild Trængsel og Slagsmål; Menneskene bider og slår hverandre, brækker Ribbenene på hinanden og trykker Børnene ihjel. Resultatet bliver en Mængde døde, sårede og lemlæstede. Er det godt? Det kunne være gået ganske anderledes, hvis der havde været fornuftige Mennesker til Stede, som havde holdt Mængden tilbage, beroliget den, så ville alle i Rækkefølge være kommet ud uden en eneste Skramme. Hvorfor gik det anderledes? Fordi hver især kun tænkte: jeg sørger for mig selv, hvad kommer de andre mig ved, – og dog var han den første som brækkede Halsen. –
Nøjagtig den samme Historie sker også med dem, som selvstændig indkøber Brød imod Arbejderforplejningsorganisationens Bestemmelser. Enhver mener at han gavner sig selv. – Men hvad sker så? Ved disse Indkøb bliver al retmæssig Registration, af det, som er for Hånden, hæmmet; herved bliver Kornets rettidige Transport umuliggjort. – Antager vi, at man fra et Sted, hvor der hersker formelig Hungersnød, skal sende Korn til et andet Sted, hvor man, om end dårligt, så dog kan klare sig.. De Folk, som kommer fra det andet Sted, opkøber alt og sender det bort. Skal da det første Sted omkomme at Sult? Og senere, når de samfundsmæssige, organiserede indkøb er kommet i Uorden, så viser Marodør-Spekulanten sig på Skuepladsen. Han begynder straks at gnide sig i Hænderne ved Udsigten til Privatindkøb. På denne Måde begynder de, »ikke-klassebevidste« fattige uden at de selv indser det, at fremme Edderkoppespekulanternes Virksomhed, hvis Plads egentlig var i Galgen. Nu er det forståeligt, hvorfor de Herrer Spekulanter udnytter de sultendes Utilfredshed imod Rådsmagten, og hvorfor disse Døgenigte, Blodsugere og Snyltegæster stiller sig i Spidsen for de Oprører imod Rådsmagten, som undertiden blusser op i de små Provinsbyer.
Arbejderne må en Gang for alle forstå, at der ikke er nogen Redning ved at vende tilbage til det gamle, men kun på den Vej, som fører fremad mod Tilintetgørelsen af Handelen, mod den samfundsmæssige Fordeling af Produkterne ved Hjælp af Arbejderorganisationerne.
Det samme må man sige med Hensyn til en hel anden Række af Produkter. Arbejderklassen skal absolut ikke tåle, at de rige ved en Overbetaling kan få alt; og heller ikke tillade Spekulanternes fabelagtige Profit, når de ligesom en Sværm af sorte Ravne kommer flyvende fra alle Sider og driver den snavsede Forretning.
Regelmæssig Fordeling af Produkterne på Grundlag af en Registration af Behovet og Forrådene – det er en af Arbejderklassens Hovedopgaver. Hvad vil det sige? Nationalisering af Handelen, d.v.s. i det væsentligste Tilintetgørelse af Handelen. Thi Overgangen til en samfundsmæssig Fordeling finder sig ikke i Tilstedeværelsen af Ågere og forskellige Mellemmænd, som lever ligesom Snyltere og lægger Hindringer i Vejen for hele Forsyningen. Ikke tilbage til »fri Privathandel«, d.v.s. »frit« Rov, men fremad til en nøje, planmæssig Fordeling af Produkterne ved Hjælp af Arbejderorganisationerne! Det skal være de klassebevidste Arbejderes Løsen.
For med Held at gennemføre en sådan Plan, må man stræbe henimod en tvangfri Sammenslutning af Befolkningen i Konsumskommuner. Man kan kun fordele Produkterne retfærdigt, når Befolkningen, som modtager disse Produkter, er enig og organiseret i store Grupper, hvis Behov man nøje kan beregne. Når Befolkningen ikke er enig, ikke organiseret, men splittet, så er det overordentlig vanskeligt at ordne denne Fordeling blot nogenlunde regelmæssigt; man ved ikke, hvor meget og hvad man skal bruge, hvorledes og hvormeget man skal levere, hvorledes, d.v.s. gennem hvem man skal fordele det. Antager vi nu, at Befolkningen f.eks. efter Rayonerne er forenet i Konsumskommuner. Hvert Bykvarter er, siger vi, sammensluttet i en kooperativ Forening, i en Konsumskommune, som står i Forbindelse med Huskomiterne. Så bliver Produkterne først fordelt til Kommunerne, og disse beregner i Forvejen, hvor meget og hvad de behøver og fordeler gennem deres Tillidspersoner Produktet videre blandt de enkelte Konsumenter. Ved Sammenslutning af Befolkningen i sådanne Konsumskommuner, vil de allerede eksisterende Konsumsforeninger (kooperative Foreninger) kunne spille en stor Rolle. Jo mere omfangsrig de kooperative Foreningers Virksomhed er, jo større Kredse af Befolkningen de omfatter, desto bedre organiseret går Fordelingen af Produkterne fra Hånden, desto mere forvandler disse kooperative Foreninger sig til Organer for hele Befolkningens Forsyning. Tvangskommuner i Tilknytning til de allerede eksisterende kooperative Foreninger er efter al Sandsynlighed den bedst egnede Form til at organisere Fordelingen på, hvorved Handelen bliver endeligt fortrængt, og hvorved man en Gang for alle kan tilintetgøre Handelsprofitten.
For at lette Opgaven med Fordelingen af Produkterne endnu mere, må man også stræbe efter at erstatte den private Husholdning med en samfundsmæssig. Nu har hver Familie sit eget Køkken, køber selv, uafhængig at de andre, de Produkter, idet man dømmer Kvinden til stadigt Slaveri, forvandler hende til en evig Kokkepige, som fra tidlig Morgen til sen Aften ikke ser andet end Køkkenredskaber, Koste, Gulvklude og forskelligt Affald. – Derved går en uhyre Mængde Arbejde og Udgifter til Spilde uden nogen Nytte. Hvis man forenede og centraliserede den private Husholdning, i første Linie Ernæringen f.eks. ved en fælles Modtagelse af Produkterne, en fælles Tilberedning af Maden og Organisation af Store og mønstergyldigt indrettede Spiselokaler, så ville det være lettere at føre Regnskab Over Behovet, og ved Siden af en besparelse ville den regelmæssige Fordeling blive stærkt fremmet. Et af de vigtigste Spørgsmål for Konsumenterne er Boligspørgsmålet. De fattige bliver her uden Barmhjertighed udbyttet. På den anden Side tjener Husejerne en god Bunke Penge. Ekspropriationen af denne Form for Ejendom, Afgivelsen af Huse og Lokaler af forskellig Art til de stedlige Ardejdsorganer til Rådsmagtens Organer; Registrationen heraf og den regelmæssige Fordeling af Boligerne og Værelserne er et vanskeligt men, taknemmeligt Arbejde. Herskaberne har længe nok ført et Herreliv! Arbejderen den fattige, flittige Arbejder, har også Ret til at få en lun Krog og at leve menneskeligt. Således må det økonomiske Liv lidt efter organiseres Arbejderklassen organiserer Frembringelserne; Arbejderklassen organiserer Produkterne; Arbejderklassen organiserer Konsumtionen: Fødemidlerne, Beklædningen, Boligen – alt er registreret, alt bliver fordelt så hensigtsmæssigt som muligt. Der findes ingen Herrer; der eksisterer kun Arbejderklassens Selvforvaltning.
At ordne Produktionen sådan, at man kunne leve uden Herrer efter kammeratlige Principper, det ville virkeligt være smukt. Men der er Forskel på Ord og Gerning. Der er fuldt op af Vanskeligheder: for det første har vi Arven fra den tunge og ulykkelige Krig, som fuldstændig har ruineret Landet. Arbejderklassen må overtage alt det, som Nikolai Romanow og hans Tjenere, Fusentasterne, Suchomlinow og Protopopow først brokkede i og som senere Gutschkow og Rodsjanko med deres Tjenere – Kerenski, Zeretelli, Dan og hele det øvrige landsforræderiske Selskab – rodede friskt op i; dernæst må Arbejderklassen organisere Produktionen, afværge de værste Fjenders Hug: først de udenrigske Fjender, som viser Tænder og anfalder os; for det andet de, som indefra stræber efter at sprænge Arbejdermagten i Luften.
Under sådanne Omstændigheder må Arbejderklassen, for en Gang for alle at sejre fuldstændigt, også besejre sin egen Uselvstændighed. Når man organiserer Arbejderarmeen, må man også skabe en revolutionær Arbejdsdisciplin i denne Arme. Der findes jo endnu Lag indenfor Arbejderklassen, der, som det ser ud til, ikke tror, at de selv nu er blevet Livets Herrer. Thi Rådskassen er nu Arbejdernes og Bøndernes Kasse; Fabrikkerne er Folkets; jorden er Folkets jord; Skove, Maskiner, Bjergværker, Gruber, Inventar, Huse – alt det går nu over på det arbejdende Folks Hænder.
Forvaltningen af alt dette er en Arbejderforvaltning. Nu må Arbejderen og Bonden ikke mere opføre sig overfor dette Gods som tidligere: Den Gang tilhørte det Herrerne, men nu tilhører det hele Folket. Herrerne pressede alt, hvad de kunne, ud af Folket. Godsejeren stak de stakkels Bønder eller Karle Blår i Øjnene.
Arbejderne og Karlene var derfor i deres fulde Ret, når de ikke følte sig forpligtet til at arbejde godt for de Herrer, til at forøge deres Udbytteres Vold og Magt.
Derfor kan der ikke være Tale om nogen Arbejdsdisciplin, når Kapitalistens Pisk suser over Hovedet på Arbejderen, og når Godsejerens Knut bliver svunget over Bønderne og Karlene.
Nu forholder Sagen sig helt anderledes. Piskene er tilintetgjort. Arbejderfolket arbejder for sig selv, det skaber ikke Penge til Kapitalisterne, men fuldfører hele Folkets Værk, det arbejdende Folks Værk, det Folk, som tidligere befandt sig i Slaveri.
Ikke desto mindre, gentager vi, findes der endnu sådanne »ikke-klassebevidste« Arbejdere, der – som det synes – ikke ser alt dette. Hvorfor? Fordi de alt for længe var Slaver. Slaviske og trælleagtige Tanker kom dem stadig i Hu. I deres Hjertes Dyb mener de, at man til syvende og sidst ikke kan klare sig uden en Gud og uden en Vært. Og de udnytter Revolutionen således, at de stræber efter at stikke det mest mulige i deres egne Lommer, ikke at bestille noget, hvor det er muligt, ved Arbejdet tænker de aldrig på deres Pligter, og heller ikke på, at Forsømmelighed og Snyderi ved Arbejdet kun er en Forbrydelse mod selve Arbejderklassen. Thi der bliver nu ikke arbejdet for Privatejendom, dette Arbejde kommer de arbejdende, de fattige Mennesker til gode, som nu står ved Samfundets Ror. Man bedrager nu ikke direktørerne og Bankierne, men Arbejderforvaltningens medlemmer, Arbejderforbundene, Arbejder- og Bønderrådene.
Hvis de omgås skødesløst med Maskinerne brækker Instrumenterne itu, bestræber sig for ikke at bestille noget i den rigtige Arbejdstid, for at trække Arbejdet ud til Overtimerne, for at få det dobbelte. Dermed bedrager de ikke Udbytterne, skader ikke Kapitalisterne, men den samlede Arbejderklasse. På samme Måde forholder det sig med jorden, den som nu tilvender sig det Inventar, som Bønderne og Karlene har registreret, han bestjæler Samfundet, ikke godsejerne, som man allerede for længe siden har jaget bort. Den, som hugger Brænde, trods Bondeorganisationernes Forbud, han stjæler fra de fattige. Den, som i Stedet for at arbejde på den jord, som er taget fra Godsejerne, beskæftiger sig med Kornspekulanterne eller brænder Brændevin, han er en Bedrager Forbryder imod Arbejderne og Bønderne.
Det står vel enhver klart, at Arbejderne for at indrette og organisere Produktionen også må organisere sig selv og skabe en egen Arbejdsordning. I Fabrikkerne må Arbejderne selv sørge for, at hver Kammerat arbejder så meget, som det sig hør og bør. Arbejdernes Fagforeninger, Arbejdernes Råd forvalter Produktionen. De kan, hvis det er muligt, forkorte Arbejdsdagen,og vi stræber henimod en så fuldkommen Organisation af Produktionen, således at alle Lag ikke skal arbejde 8, men 6 Timer. Men Arbejderorganisationerne og med dem også hele Arbejderklassen, kan og må af deres Medlemmer fordre, den omhyggeligste Opførsel overfor Folkets Gode og den mest samvittighedsfulde Opførsel overfor dens eget Arbejde.
Arbejderorganisationerne, i første Linie Fagforeningerne, bestemmer selv Normen for Produktionen, d.v.s. Mængden af Produkterne, som skal produceres i Løbet af en Arbejdsdag. Den, som ikke producerer denne Mænge (her er der naturligvis ikke taget Hensyn til Sygdom eller unormal Svaghed) han saboterer, han sprænger Værket, Indretningen af den ny, fri, socialistiske Ordning i Luften, han hindrer Arbejderklassen i at gå Vejen til den fuldkomne Kommunisme. Produktionen er en uhyre Maskine, hvis Dele alle er afpasset efter hverandre, og som må være lige fuldkomne, lige hele. Et dårligt Instrument i Hænderne på en dårlig Arbejder er Vanvid. Det er nødvendigt, at Instrumentet duer, og at Arbejderen er dygtig til at benytte det. Derfor må vi at alle Kræfter organisere Leveringen af Fyringsmaterialer og Råstoffer, bringe Transportmidlerne i Orden, fordele Fyringsmaterialerne og Råstofferne regelmæssigt, men på den anden Side tage alle Forholdsregler til Selvdisciplin Standhaftighed og Samvittighedsfuldhed hos de arbejdende Masser. Dette er vanskeligere at gennemføre i Rusland end i et hvilket som helst andet Land. Arbejderklassen (men i endnu ringere Grad de fattige Bønder) har ikke gennemgået hin mangeårige Organisationsskole, som den vesteuropæiske og amerikanske Arbejder har gennemgået. Hos os findes der mange Arbejdere, som først for nylig blev Arbejdere, som først må vænne sig til det fælles Arbejde, som må vænne sig af med Tanken: »hvad kommer det os ved«. Sådanne Folk er altid uenige. Jo flere, der findes af sådanne Folk, som tænker: »at blive sin egen Herre, spare Penge og åbne sin egen Butik«, jo sværere er det at indføre en virkelig Arbejderdisciplin. Men desto stærkere må Bestræbelserne være hos Revolutionens Avantgarde, hos den førende Arbejder, hos Arbejderorganisationerne for at slå en sådan Disciplin fast, gennemføre og sikre den. Hvis det lykkes, så lykkes det at organisere alt, og Arbejderklassen går som sejrende ud af alle de Vanskeligheder, som krigen, Sabotagen, hele den kapitalistiske Ordnings Barbari og Grusomhed har skabt.
(»Statsfinanserne« i Rådsrepubliken og Pengeforvaltningen).
Pengene er nu et Tegn til at få Varerne for. Derfor kan den, som har mange Penge, købe meget. Han er rig. Hvor meget Pengenes Værdi end er faldet, så kan den, som har flere Penge, dog leve bedre. De rige Klasser, som har Penge i Overflod, kan derfor få alt fuldtud. Handelsfolkene, Kapitalisterne og Spekulanterne I Byerne, Blodsugerne på Landet, som under Krigen er blevet ubegribelig fede, har opsparet hundred Tusind forskellig formede Pengesedler. Det er kommet så vidt, at de har gravet Penge ned i Jorden i Ler- og Glasfade, så mange af disse Sedler har de samlet sig sammen.
Men på den anden Side trænger Arbejder- og Bondestaten til Penge. Yderligere Emissioner nedsætter Pengenes Værdi: jo mere der bliver udgivet, desto billigere bliver det. Men man må forsyne Fabrikkerne med Pengesedler; Arbejderne må betales. Hvorfra skal man tage Pengene?
Med dette for øje er det nødvendigt at beskatte de rige Klasser. Indkomst- og Formueskatter, d.v.s. Beskatning af de store indtægter og de store Formuer, skal være Hovedskatten, en Beskatning af de rige, af de, som får et indtægtsoverskud.
Men nu, hvor vi alle lever i Revolutionens Hede, hvor det er vanskeligt på en Gang at ordne Opkrævningen af Skatter på en retfærdig Måde, kan også andre Former for Fremskaffelse af Penge være tilladelig og hensigtsmæssig. Hensigtsmæssigt og godt er f.eks. følgende Middel: Regeringen erklærer, at indenfor et vist Tidspunkt skal alle Penge veksles i ny Penge, medens de gamle Penge mister dens Værdi. Det betyder, at enhver må ryste alt ud at sine Lerfade, Dragkister og Skabe og bære dem til Banken for at få dem vekslet. Her kan man indføre følgende: Småfolks Sparepenge bliver ikke rørt; de får Rubel for Rubel, den gamle Rubel, bliver vekslet med en ny, men regnet fra en vis Sum bliver en Del holdt tilbage til bedste for Staten; og jo større de opsparede Pengesummer er, jo mere hårdhændet må man fradrage, f.eks. indtil 5 Tusind bliver Rubel vekslet med Rubel, af de følgende 5 Tusind bliver en Tiendedel fradraget, af de tredje 5 Tusind fradrager man en syvendedel, af de fjerde 5 Tusind en Fjerdedel, af de femte Halvdelen, af de sjette tre Fjerdedele og fra en bestemt Sum af bliver alt konfiskeret. Så ville de riges Magt blive tilfredsstillende undergravet, man kunne få supplerende Midler for Arbejderstatens Trang, al indkomst ville mere eller mindre blive udjævnet. I Revolutionstiden er også Kontributioner fra Bourgeoisiet tilladeligt, d.v.s. obligatoriske, enkelte Udredelser ifølge Rådsorganisationens Beslutning. Det er naturligvis absolut ikke hensigtsmæssigt, når et Råd beskatter Bourgeoisiet på en Måde, et andet på en anden og et tredje på en tredje; det er lige så uhensigtsmæssigt som Forskelligartethed at de skatter, som bliver pålagt på de forskellige Steder. Derfor må man, for at forene hele Beskatningsapparatet, stræbe efter en bestemt Plan, som kan være velegnet for hele Rådsrepubliken. Men sålænge vi ikke har den, er Kontributioner også tilladelige.
»Blandt de blinde er den enøjede Konge«, siger Ordsproget. Kun må man huske på, at Partiets Opgave, Rådenes Opgave, Arbejderklassens og de fattige Bønders Opgave, netop består i at centralisere Skatteopkrævningen for også her at skaffe Orden til Veje, planmæsigt at jage Bourgeoisiet bort fra sin Forskansningslinje. Man må dog bemærke, at Pengenes betydning overhovedet falder mere og mere, jo bedre organisations- og Produktionsarbejdet efter de ny Arbejdsprincipper går fra Hånden. Tidligere, da der fandtes Privatforetagender, solgte disse Privatforetagender Varer til hinanden, nu bliver disse Bedrifter før eller senere forenede og forvandlet til forskellige Afdelinger af Samfundsproduktionen. Produkterne kan ikke fordeles blandt dem efter den frie Handels Principper, men efter en Plan, som Arbejdernes Fordelingsorganer bekendtgør. Her sker det samme som i Kapitalisternes såkaldte kombinerede Foretagender. Kombinerede (sammensatte) Foretagender kalder man sådanne Foretagender, som i sig forener de forskelligartede Erhvervsgrene. I Amerika findes der f.eks. Foretagender, som besidder Metalfabrikker, Stenkulsgruber, Jernertsgruber og Dampskibsselskaber. En Del af Foretagendet leverer Produkterne til en anden Del eller transporterer de færdige Produkter. Men da alle disse enkelte Erhvervsgrene kun er Dele af et Foretagende, så er det forståeligt, at den ene Del absolut ikke sælger sine Produkter til den anden Del, men disse Produkter bliver fordelt ifølge Anordning fra et for Foretagendets enkelte Dele fælles Centralbureau. Eller lad os tage et andet Eksempel: i en Smeltehytte går et Halvfabrikata fra en Afdeling over til en anden, og dog finder der indenfor Smeltehytten ikke noget Køb eller Salg Sted. Det samme vil også finde Sted indenfor hele Produktionen. Når Hovederhvervsgrenene skal organiseres, så betyder det, at de skal forvandles til et uhyre Forretningsforetagende med en Arbejderforvaltning. Mellem alle dette Foretagendes Dele sker der en regelmæssig Fordeling af de nødvendige Produktionsmidler: Fyringsmateriale, Råstoffer, Halvfabrikata, Hjælpematerialer o.s.v. Men det vil sige at Pengene mister deres Betydning. De spiller nogen Rolle, når Produktionen ikke er organiseret; jo bedre den er organiseret, desto mindre Betydning har pengene og følgelig forsvinder også Nødvendigheden af at have dem.
Hvordan forholder det sig da, spørger man os, med Arbejdernes Løn?
Også her har vi igen den samme Historie, jo bedre organiseret hele Produktionen er i Hænderne på Arbejderklassen, desto mindre vil man betale Samfundets Arbejdere med rede Penge og desto mere med Naturalier, d.v.s. med Produkter. Vi har allerede talt om Konsumskommuner og små Arbejdsbøger. Efter indførelserne i de små Arbejdsbøger bliver Produktionen fra Samfundets Depoter, som Arbejderne har brug for, udleveret uden Penge blot mod Beviset for, at de har arbejdet. Naturligvis kan man ikke indføre det på en Gang. Der går lang Tid, inden man kan organisere, ordne og indrette alt det. Det er et nyt værk, som aldrig før har bestået i Verden, og også et meget vanskeligt Værk. Men et er klart: jo mere Arbejderne bemægtiger sig Produktionen, desto ringere bliver Pengenes Nødvendighed, men så vil Pengene også lidt efter lidt uddø Uden Penge begynder også »Udvekslingen« at finde Sted mellem By og Land: Byernes industriorganisationer giver Landsbyerne Manufakturvarer, jernvarer o. lign.; Landorganisationerne giver Byerne Brød. Også her bliver Pengenes Betydning ringere, jo snævrere Arbejdernes Lands- og Byorganisationer er forbundet med hverandre.
Lige i dette øjeblik behøver Arbejderregeringen Penge, og behøver det endda i høj Grad, fordi Organisationen af Produktionen og Fordelingen først nu begynder at blive bragt i Orden, og Pengene endnu spiller en meget stor Rolle. Finanserne, Statens Udgifter og Indtægter, har netop en uhyre Betydning. Derfor er også Skattespørgsmålet så tilspidset; Skatterne er nødvendige for enhver Pris; By- og Landbourgeoisiets Pengeoverskud må for enhver Pris konfiskeres; Kontributioner er fra Tid til anden nødvendige.
Senere dør Skattesystemet ud. Allerede nu forsvinder, såsnart Produktionen bliver nationaliseret, Profitten ud af Hænderne på Kapitalisterne; Godsejerne er tilintetgjort, Beskatningen af de godsherremæssige Indtægter, den såkaldte Grundrente, bliver afskaffet, Husene bliver taget fra Ejerne, – også her forsvinder Beskatningskilden. Rigdommenes Overskud bliver konfiskeret, de rige mister deres Støttepunkt, og alle bliver lidt efter lidt til Arbejdere i den proletariske Statsorganisations Tjeneste (senere, ved den fuldkomne Kommunisme, selv om også Staten uddør, forvandler de sig alle, som vi så til lige Kammerater, og alle Minder om den tidligere Inddeling i Bourgeoisi og Arbejdere forsvinder).
Når Sagen forholder sig sådan, er det forståeligt, at det er meget simplere straks at betale mindre, end at give en høj Løn og senere at give et Afdrag fra denne store Løn i Form af Skatter. Det lønner sig ikke at anvende Kræfter og Midler til dette unyttige Arbejde. På den anden Side så vi, at Pengene, så snart Produktionen og Fordelingen er organiseret til bunds, aldeles ingen Rolle spiller. Altså behøves der ingen Pengeinddrivning. Pengene ophører overhovedet at være nødvendige. Altså ophører de også at være nødvendige for Regeringen. Finanshusholdningen uddør. Vi gentager: der er endnu meget langt dertil. I den nærmeste Fremtid kan der ikke være tale om det. Vi må nu sørge for Fremskaffelsen af Pengemidlerne. Men også allerede nu bliver der truffet Foranstaltninger, som fører os til en endelig Tilintetgørelse af Pengesystemet. Samfundet forvandles til en uhyre Arbejderfagforening, som producerer og fordeler er det producerede, uden nogen som helst Produktion af Guld- eller Papirspenge. Pengenes Magt nærmer sig deres Ende.
(Nationalisering af Udenrigshandelen).
Hvert Land lever midt imellem andre Lande og er i høj Grad afhængig af dem. Uden Landenes indbyrdes Handel er det meget vanskeligt at klare sig: Et land producerer flere Produkter af en Art, et andet af en anden Art. Det blokerede Tyskland føler, hvor vanskeligt det er at klare sig på egen Hånd uden tilførsel fra andre Lande. Men hvis man f.eks. havde omgivet England med en lige så snæver Ring som Tyskland, så ville det for længe siden være gået til Grunde. Den russiske, af Arbejderklassen nationaliserede Industri kan heller ikke klare sig uden at få nogle Varer fra Udlandet. Men på den anden Side trænger Udlandet, især Tyskland, overordentligt til Råmaterialer. Vi må ikke et øjeblik glemme, at vi lever midt imellem røveriske Kapitalist-intriger. Og det er intet Under, at disse røveriske Riger stræber efter at få alt, hvad de har Brug for, på deres røveriske Måde. Men på den anden Side ville det russiske Bourgeoisi, som der er rejst så mange Hindringer for i Rusland, være henrykte over at kunne træde i Forbindelse med Ruslands imperialister.
Det er udenfor al Tvivl, at det udenlandske Bourgeoisi kunne betale de russiske Spekulanter endnu mere end vort indenlandske, patriotiske ægte-russiske Bourgeoisi. Spekulanten forsyner dem, som betaler mest. Det er naturligt, at det ikke ville være godt for den socialistiske Rådsrepublik, hvis man gav vort Bourgeoisi Frihed til at eksportere hvilken som helst Vare til Udlandet, og hvis man gav de udenlandske Røvere Frihed til her at arrangere alle de Forretninger, som de havde Lyst til. Tidligere, da Spørgsmålet om Udenrigshandelen blev behandlet, stredes man om to Ting: om det var nødvendigt at lægge høj Told på udenlandske Varer, eller om man tværtimod helt skulle ophæve Tolden.
I Kapitalistherredømmets sidste År gennemførte Fabrikanterne med Iver en Politik om høje Toldsatser. Som Følge heraf fik Syndikaterne en Merindtægt: indenfor Riget var de Markedets Monopolbeherskere, havde ingen Konkurrenter, og Udlændingene spærrede de ude ved en Toldmur. Ved Hjælp af de høje toldsatser udplyndrede Syndikaterne, d.v.s. Kapitalens største hajer, deres egne Landsmænd uden mindste skamfølelse. Det kom så vidt, at Syndikaterne, idet de udnyttede denne Ret til at udplyndre deres Landsmænd, begyndte at eksportere Varerne til meget billige Priser til Udlandet, for nu at fortrænge deres modstandere, Syndikaterne i andre Lande.
Det er forståeligt, at disse billige Priser kun eksister til en Tid. Såsnart Konkurrenterne var blevet fortrængt, begyndte Priserne også straks at stige. For at gennemføre en sådan Taktik, behøvede de netop toldtaksterne. Syndikaterne skreg sig hæse, da de talte om Beskyttelse af Industrien, i Virkeligheden skreg de efter et Angrebsmiddel, efter et Middel til økonomisk Erobring af Udlandets Marked.
Og, som det altid sker under sådanne Forhold, indhyllede Folkets professionelle Bedragere sig i Fraser om Beskyttelse af Folkets foregivne Interesser.
Nogle Socialister fremhævede, fordi de indså dette, løsenet om Landenes Frihandel. Det betød, at alt blive overladt til de forskellige Bourgeoisiers økonomiske Kamp. Men dette Løsen var lige hen i Vejret, fordi det ikke duede til noget. Thi hvilket Syndikat giver vel Afkald på en ekstra Gevinst? Men når det kun kan få denne ekstra Gevinst ved at forskanse sig med høje Toldtariffer imod den udenlandske Konkurrence, hvorledes skulle da dette Syndikat kunne give Afkald på disse Toldafgifter? Først må man styrte Syndikatet, først må man have den socialistiske Revolution.
Således besvarer de virkelige Socialister Spørgsmålet – på vort Sprog Kommunisterne, Bolschevikerne. Men den socialistiske Revolution er en sådan Ordnings-Fæstning, hvor alt befinder sig i Hænderne på den statslig organiserede Arbejderklasse.
Vi så, hvilken Skade Privathandelen anretter indenfor Landets Grænser. Den fri Handel fører ingen ringere Skade med sig i andre Lande. Det ville altså være Vanvid at genoprette den fri Handel udenfor Riget, efter at den er tilintetgjort inde i Riget. En lige så stor Absurditet er fra Arbejderklassens Standpunkt Systemet, hvorefter de udenlandske Kapitalister skal beskattes.
Det er nødvendigt at benytte en tredje Udvej, og denne Udvej er Nationaliseringen af den udenrigske Handel fra den proletariske Stats Side.
Hvad betyder det? Det betyder, at ingen, som lever i Rusland, har Ret til at afslutte Forretninger med udenlandske Kapitalister. Hvis nogen bliver grebet deri, venter der ham Bøder eller Fængsel. Arbejder- og Bondestaten leder hele den udenrigske Handel. Den afslutter alle Overenskomster. Siger vi f.eks. at der bliver tilbudt amerikanske Maskiner i Bytte for en vis Vare eller en bestemt Sum Guld. Tyskerne tilbyder de samme Maskiner, men til en anden Pris og under andre Betingelser. Arbejderorganisationerne (Regeringen – Rådene) overvejer, om man skal gøre dette indkøb og hos hvem det er mest fordelagtigst at købe dem. Der, hvor det er fordelagtigst, der køber man. Befolkningen får de købte Produkter, uden at man tjener derpå. Thi her afslutter ikke Kapitalisterne, som udplyndrer Arbejderne, Forretningen, men Arbejderne selv. På denne Måde må Kapitalens Herredømme også blive fordrevet fra disse Forskansninger. Men Arbejderne må overtage den udenrigske Handel (og de gør det og har gjort det) og organisere den, så at ikke en eneste Spekulant, ikke en eneste Marodør kan slippe udenom Arbejderpatrouillerne.
Det er forståeligt, at det er nødvendigt at stille Kapitalisterne og Kontrabanditterne for en ubarmhjertig Domstol. Man må en Gang for alle vænne dem af med enhver Slags Hokuspokus. Det økonomiske Liv er nu de arbejdende Massers Værk. Kun ved en yderligere Befæstelse af en sådan Ordning kan Arbejderklassen nå til den endelige Befrielse for alle Vedtægter indenfor den fordømte, kapitalistiske Ordning.
(Kirke og Skole i Rådsrepubliken.)
Arbejderklassen og dens Parti, det kommunistisk bolchevikiske Parti – stræber ikke blot efter en økonomisk Befrielse, men samtidig også efter en åndelig Befrielse for de arbejdende Masser. Den økonomiske Befrielse går desto heldigere for Hånden, jo hurtigere Proletaren og Karlen slår enhver Svindel, som d’hrr. Godsejere og d’Hrr. Fabrikanter har banket ind i ham, ud af Tankerne.
Vi har allerede tidligere set, hvor snildt de tidligere herskende Klasser omspandt Arbejderklassen med deres Aviser, Tidsskrifter og Ugeblade, med deres Præster og oven i Købet med deres Skoler, som de forstod at forvandle fra et Middel til Oplysning til et Middel til Forvirring af Folkefriheden. Et Middel til at forvirre Folkebevidstheden er Troen på en Gud og en Djævel, på de onde og de gode Ånder (Englene og Helgene) – Religionen.
En Mængde Mennesker er vant til at tro på alt dette, men hvis man undersøger det ordentligt og forstår, hvorledes Religionen er opstået, og hvorfor Bourgeoisiet med en sådan Iver holder fast ved den, så bliver Religionens virkelige Betydning klar for os, som en Gift, hvormed man har forgiftet og endnu forgifter Folket. Så er det også indlysende, hvorfor Kommunisternes Parti er en Modstander af Religionen.
Nutidens Videnskab har bevist, at den første Religion var en Tilbedelse af de afdøde Forfædre, og at denne Tilbedelse begyndte på et Tidspunkt, hvor, i det gamle menneskelige Samfund, de såkaldte »Slægtens Ældste«, de rigeste, mest erfarne og vise Oldinge, som allerede havde Magt over de øvrige Medlemmer af Samfundet, begyndte at blive berømte.
Ved Begyndelsen af Menneskehedens Historie, da Menneskene endnu levede i Flokke af Halvaber, var alle lige. Først senere fremtrådte de ældste, som begyndte at byde over de øvrige. Først begyndte man at tilbede disse; Tilbedelse af de afdøde riges Sjæle – det er Religionens Grundlag. Disse »Helgener« – disse små Guder forvandlede sig senere til en streng Gud, som straffer og benåder, dømmer og hersker.
Lad os undersøge, hvorfor Menneskene fandt en sådan Forklaring på alt, hvad der foregår i Verden. Sagen forholder sig nemlig således, at Menneskene altid betragter de Ting, som de kender dårligt, afpasset efter de Ting, som de kender godt. De måler dem i Forhold til det nære og forståelige. En lærd anfører følgende Eksempel: En lille Pige, som blev opdraget på et Gods, hvor man beskæftigede sig med Hønseavl, havde stadig at gøre med Æg; hun havde stadig Æg for sine øjne, og da hun en gang så den stjernebesåede Himmel, begyndte hun fortælle, at der på Himlen var strøet en Mængde æg. Man kan anføre en hel Mængde af sådanne Eksempler.
Også her har vi den samme Historie om igen. Mennesket så, at der fandtes Mennesker, som byder, og Mennesker, som lyder; det iagttog stadig følgende Billede: Den ældste (senere Fyrsten), det af Hjælpere omgivne, mest erfarne, viseste, stærkeste og rigeste Menneske skalter og valter; og som han vil, handler alle de øvrige: de adlyder ham. Denne Ordning, som man hver Dag og Time kunne iagttage, gav Stødet at forklare alt, hvad der foregik i Verden efter dette Mønster.
I Verden findes der altså en, der befaler, og hans undergivne. Hele Verden er således indrettet. Over Verden hersker der en stor, mægtig og streng Herre, af hvem alt afhænger og som straffer Ulydighed hårdt. Denne Verdens Herre er Gud.
Således opstår Tanken om Gud i Himlen på det Tidspunkt, da Magten hos Slægtens Ældste i det tidligere Enhedssamfund forsvinder.
Det er interessant at betragte den Omstændighed, at Benævnelsen Gud på det russiske Sprog vidner om en sådan Oprindelse af Religionen. Hvad betyder Ordet »Boy« (Gud)? Hvoraf stammer det? Af den samme Rod som Ordet, »bogaty« (rig). Gud er stærk, mægtig, rig. Hvad kalder man Gud mere? – »Herr«. Hvad betyder »Herr«? Det betyder Herre i Modsætning til Slave. I Bønnen hedder det: »Vi, dine Slaver«. Gud kaldes også »Himmelens Hersker«.
Alle Guds andre Tilnavne peger også i samme Retning.: »Befalingsmand«, »albarmhjertige«. Ordet Hersker betyder iøvrigt en Person, som hersker over meget, som er i Besiddelse af et rigeligt Forråd at enhver Slags Gods. Altså hvad er Gud da? Han er en foregivende eksisterende, rig og mægtig Herre, en Slaveejer, en »Himmelens Herre«, en Dommer, – med et Ord en nøje Kopi, en Afbildning af den jordiske Magt hos de »Ældste« – senere hos Fyrsterne. Da Hebræerne blev regeret af deres Fyrster, som straffede og pinte dem på enhver Måde, da opstod også Læren om den fortørnede og strenge Gud.
Det var det gamle Testamentes Gud. Det er en grusom Olding, som uden Barmhjertighed straffer sine undergivne. Lad os nu betragte den ortodokse Gud. Læren om ham opstod i Byzans, i et Land, som tjente det suveræne Regime som Mønster. I Spidsen stod Eneherre-Monarken, rundt om ham Ministrene, så de højere Embedsmænd og under dem igen, ét helt net af forskellige små, gavtyveagtige Embedsmænd. Den ortodokse Religion er en nøje kopi af denne indretning. Foroven sidder »Himmelens Hersker«. Rundt ham de største Helgener (f.eks. Mirakelmageren Nikolai, den hellige jomfru, en Person af samme type som kejserinden, den hellige Ånds Hustru), der er Ministrene; under dem en hel Række af Engle og Helgener, som er fordelt efter samme Orden som Embedsmændene i den suveræne Stat.
Det er de såkaldte »Engle og Englegrader« – Cherubimer, Seraphlimer og forskellige andre »Grader«. Disse »Grader« antyder allerede, at vi har at gøre med Embedsmænd (thi Embedsmændene har også forskellige Grader). Disse Grader bliver afbildet på helgenbillederne på den Måde, at de, som har højere Rang, er rigere klædt, har større Strålekroner, altså i Besiddelse at flere »Ordener« – igen ligesom på den syndige Jord.
Ved en suveræn Statsforfatning forlanger Embedsmændene absolut at blive »smurt« – ellers udretter de intet; derfor må man også ofre Vokslys til Helgenen – ellers bliver denne vred og overrækker ingen Bønskrifter til øvrigheden – til Gud.
Ved den suveræne Statsforfatning findes der særlig Embedsmænd, som specielt ved Bestikkelser spiller Talsmanden. Også her findes der specielle Helgener, »Talsmænd«, særlig kvindelige, f.eks. den hellige Jomfru, – hun er så at sige »Forsvarerinde« af Profession. Iøvrigt gør hun ikke alt det for ingen Ting: man må bygge flere Kirker til hende end til de andre, købe Rammer til hendes Helgenbilleder og besætte dem med Ædelstene o.s.v.. Altså Troen på Gud er en Genspejling af de afskyelige Jordiske Forhold, det er Troen på Slaveri, som foregives – ikke blot at eksistere på jorden, men i hele Universet. Det er selvfølgeligt, at der i Virkeligheden ikke findes noget sådant. På samme Måde er det forståeligt, at disse Eventyr hindrer Menneskehedens Udvikling. Menneskeheden udvikler sig kun, når den for ethvert Fænomen kan finde en naturlig Forklaring. Men hvis man i Stedet for en Forklaring henviser til Gud eller Helgene eller til Djævle og Skovånder, så kan der ikke komme noget fornuftigt ud af det. Vi vil anføre nogle Eksempler: Nogle religiøse Mennesker tror, at når Tordenen ruller, går Profeten Elias ud at spadsere. Derfor tager de Hatten af, når de hører det tordne, og slår Kors for sig. I Virkeligheden er denne elektriske Kraft, som frembringer Tordenen, udmærket kendt indenfor Videnskaben, og ved Hjælp af den samme Kraft sætter vi Sporvogne i Bevægelse, med hvilke vi kan transporter alt, hvad vi vil. Og det viser sig, at vi endog kan sende Gødning med Profeten Elias, hvis vi har Lyst, og vor Elias viser sig at være en glimrende Kusk. Hvis vi nu forestillede os, at vi troede på Profeten Elias, så ville vi lige så lidt se Sporvognene som vore egne øren. Vi ville altså, takket være Religionen, forkomme i Barbari. Et andet Eksempel: Der udbryder Krig, der omkommer Millioner af Mennesker, der bliver udgydt Oceaner af Blod. Hertil må man finde en Forklaring. De, som ikke tror på Gud, drøfter, hvorledes, hvorfor og hvortil denne Krig er opstået. De indser, at krigen blev anstiftet af Zarer, Præsidenter og Storbourgeoisiet; de indser, at den føres med røveriske og nedrige Formål for øje, og derfor, siger de til Arbejderne i alle Lande: Grib til Våben imod jeres Undertrykkere, styrt Kapitalen fra dens Troner!« Helt anderledes tænker det religiøse Menneske. Han dømmer på følgende Måde (og skælver samtidig som en gammel Kone): Herren straffer os for vore Synder. Ak, Fader, du som er Himlens Herre, du straffer os Syndere retfærdigt«. Og hvis han samtidig er meget religiøs og ortodoks, så begynder han med Iver på bestemte Dage at spise en Art Mad i Stedet for en anden (det kalder man at faste), at støde Panden mod nogle Stenfødder (det kalder man at »bøje sig for den hellige« og endnu Tusind, andre Dumheder. Sådanne Dumheder begår den religiøse Hebræer, Tartar-Muhamedaneren, den kinesiske Buddist, kort sagt enhver, som tror på Gud.
Heraf fremgår tydeligt, at sandfærdigt troende Mennesker ikke er i Stand til at optage nogen Kamp. Religionen lader på denne Måde ikke blot Folket holde fast ved Barbariet, men den er også Skyld i, at det vedbliver at være i Slaveri. Det religiøse Menneske er mere tilbøjeligt til at tro, at man må bære alt uden at knurre, thi alt kommer jo »fra Gud«,at man skal adlyde øvrigheden og tåle alt (»i hin Verden bliver alt hundredefold gengældt«). Det er derfor intet Under, at de herskende Klasser i det kapitalistiske Samfund betragter Religionen for at være et meget nyttigt Middel til at bringe Forvirring i Folkets Sind.
I Begyndelsen af denne Bog så vi, at Bourgeoisiet ikke blot holder sig oppe ved Hjælp af Bajonetterne, men også fordi de omtåger deres Slavers Forstand. På den anden Side så vi, at Bourgeoisiet organiserer og planmæssigt forgifter deres Undersåtters Bevidsthed. Til dette Formål tjener en særlig Organisation, det er Kirken, Statens virkelige Organisation. Kirken er i næsten alle kapitalistiske Lande en lignende statslig Indretning som Politiet; men Præsten er den samme Statsembedsmand som Bøddelen, Gendarmen og Politibetjenten. Han får Løn af Kronen for den Gift, som han strør ud blandt Folkemasserne. Netop, heri ligger det farlige ved Sagen. Hvis der ikke fandtes en så uhyre stærk og mægtig Organisation, som findes i Skikkelse af Bourgeoisiets Røverstat, så ville Præsterne ikke af sig selv kunne klare sig. De ville snart gå »bankerot«. Bourgeoisiets Stat understøtter imidlertid i det store og hele og med alle Midler sit Kirkestyre, som så til Gengæld med brændende Nidkærhed understøtter Bourgeoisiet. På Zarens Tid bedrog de russiske Præster ikke blot Masserne, men de benyttede endog deres Skriftemål til at opdage Tanker imod Regeringen, de udspionerede på Bekostning af deres »Sakramente«. Men Regeringen sørgede ikke blot for Præsternes Underhold den forfulgte også med Fængsel, Forvisning og forskellige andre midler alle såkaldte »Spottere af den ortodokse Kirke«.
Alle disse Ting bestemmer klart og tydeligt det kommunistiske Programs Stilling til Religionen og Kirken. Man må kæmpe imod Religionen, ikke ved Hjælp af magt, men ved Hjælp af Overbevisning, og Kirken må Skilles ud fra Staten. Det vil betyde, at hvis præsterne skal blive, så må de, som vil tage imod deres Gift, eller de, hvem det ligger på Hjerte; at de bliver, sørge for deres Underhold. Der findes en gift som man kalder Opium. Hvis man ryger Opium, ser man søde Drømme. Man ligger som i Paradis. Dens Virkning ødelægger imidlertid også Helbredet. Mennesket bliver lidt efter lidt til en Idiot. På samme måde er det med Religionen. Der findes Mennesker, som vil ryge Opium. Men det ville dog være meningsløst, om Staten på sin Bekostning, d.v.s. på hele Folkets Bekostning, skulle sørge for at underholde Samlepladser for Opiumsrygere og særlige Folk til at betjene sådanne Steder. Derfor må man bruge samme Fremgangsmåde med Kirken (og det er allerede sket): man må ophæve enhver Understøttelse fra Statens Side af Præster, Biskopper, Metropolitter, Patriarker, Abbeder og hele det øvrige gejstlige Samfund; de troende kan så, hvis de har Lyst, fodre dem med Stør og Laks, hvad der i særlig Grad er de hellige Fædres Yndlingsretter. På den anden Side må Trosfriheden garanteres. Heraf fremgår følgende regel: Religionen er en Privatsag. Det vil sige at Staten ikke skal understøtte nogen kirkelig Organisation. Bolschevik-Kommunisternes Program på dette Punkt er nu realiseret i Rusland. Alle Arter af Præster har mistet deres Statsløn, Derfor er de halvt vanvittige af Raseri og har forbandet den nuværende Regering, d.v.s. Arbejderregeringen, og har lyst Kirkens Band over alle Kommunister. På Zarens Tid kendte de nøjagtig Teksten i den hellige Skrift: »Der er ingen Magt, som ikke er af Gud« og »den skal adlyde øvrigheden«. De stænkede gerne Vievand på Bøddelen. Men hvorfor har De nu glemt Teksten, nu da Magten er i Hænderne på Arbejderne? Eller strækker denne Guds Magt sig ikke til Kommunisterne? Hvad drejer det sig om? Det er meget let at forstå. Rådsregeringen er den eneste Regering i Rusland, som gjorde et Greb i Lommen på Præsterne. Men det er netop Præsternes ømme Punkt. Præsten befinder sig i det »undertrykte Bougeoisi’s« Lejr. De arbejder illegalt og i de himmelske Sfærer imod Arbejderklassen. Men Tiderne forandrer sig, og det arbejdende Folks store Masser lader sig ikke mere så let bedrage som tidligere. Deri består Revolutionens store oplysende Betydning. Den befrier for det økonomiske Slaveri, men den befrier også for det åndelige Slaveri. Der er et virkeligt Spørgsmål til, som berører Massernes åndelige Oplysning, og det er Skolespørgsmålet.
Under Bourgeoisiets Herredømme tjente Skolen snarere til at opdrage Masserne til Lydighed imod Bourgeoisiet end til virkelig Dannelse. Alle Lærebøger, alle Læremidler var gennemtrængt af Slaveriets Årer. Særlig Historiebøgerne; her bestilte man intet andet end at lyve. Man beskrev Zarens og alle andre kronede døgenigtes heltegerninger. Desuden spillede Præsterne en uhyre Rolle i Skolerne. Alt gik ud på at bearbejde Barnet således, at det ikke blev til en Borger, men til en lydig Undersåt, til en Slave, der, hvis det er nødvendigt, også kan dræbe sine egne, hvis de gør Oprør imod den kapitalistiske Magt. Selve skolerne var inddelt i Kategorier. – Den ene Slags for Pøbelen, den anden Slags for Bourgeoisiet. For Bourgeoisiet var Gymnasierne og Universitetet. Her lærte Bougeoisiets små Sønner forskellige Videnskaber, med den Beregning, at de senere skulle forstå at beherske og underordne sig Pøbelen. For Pøbelen var Elementærskolen. Her virkede Præsterne aller ivrigst. Opgaven med disse Skoler, hvor der kun erhvervedes meget få Kundskaber, var at forberede Mennesker, som forstod at tåle, at adlyde Bourgeoisiet og uden Knurren underordne sig dette.
Adgangen til Mellemskolen, og endnu mere til de højere Skoler (d.v.s. Universiteterne, de specielle tekniske Højskoler og andre Læreanstalter) var fuldstændig spærret for det jævne Folk. På denne Måde blev Dannelsesmonopolet skabt. På en mere eller mindre udholdelig Måde kunne kun den rige eller den som understøttede den rige få Lejlighed til at lære.
Intelligenspartiet udnyttede derfor klogt sin Stilling; og det er forståeligt, at det på Oktoberrevolutionens Tid var imod Arbejderne; det tordnede om, at dets Privilegier, det priviligerede Stilling forsvinder, når alle kan lære, og når der også gives Pøbelen Lejlighed til at erhverve sine Kundskaber, Fremfor alt må man erklære Undervisningen for almen og obligatorisk. For at omdanne Livet efter nye Principper, er det nødvendigt, at Mennesket fra lille af, vænner sig til et nyttigt Arbejde. Man må derfor gøre Eleverne i Skolerne bekendt med de forskellige Arter af Erhverv. Dørene til de højere Skoler må stå åbne for enhver. Præsterne skal jages ud af alle Skolerne; så kan de, hvis de vil, bedrage Børnene et eller andet Sted hjemme hos sig selv, men ikke i Statens Anstalter; Skolen skal prisgives Verdsligheden men ikke Præsterne. Arbejdermagtens stedlige Organer skal føre Kontrol med Skolen og skal ikke være gerrig med Folkeoplysningsarbejdet, med at forsyne Børnene, Ynglingene og Pigerne med alt det, som er nødvendigt for frugtbare Studier.
Nu fører mange enfoldige Lærere i nogle Landsbyer og Provinsbyer ved Hjælp af Blodsugerne (egentlig Blodsugerne ved Hjælp af disse enfoldige) en Propaganda, som skal bevise, at Bolchevikkerne vil tilintetgøre hele Videnskaben og fortrænge al Form for Dannelse o.s.v.. Det er naturligvis en uforskammet Løgn. Kommunisterne vil gøre noget helt andet; de vil befri Videnskaben for Kapitalens Åger, de vil gøre Videnskaben tilgængelig for det arbejdende Folk, de vil tilintetgøre Monopolet (den udelukkende Ret) på Dannelsen for de rige. Sådan forholder Sagen sig og det er slet intet Under, at de rige frygter for at miste en af deres Støttepiller. Når enhver Arbejder har de samme Kundskaber, som en Ingeniør, så bliver Kapitalisternes og de rige ingeniørers Stilling noget skæv. Den rige Ingeniør kan ikke mere være stolt af noget særligt, der er mange, som er ligesom han. Så er ingen Sprængning af Arbejdernes Værk mulig, ingen Sabotage af Kapitalens gamle Tjenere. Det er netop det, Som det ærværdige Bourgeoisi frygter, Kultur for de rige og åndelig Underkastelse af de fattige, det er Kapitalens Løsen.
Kultur for alle, åndelig Befrielse for Kapitalens Undertrykkelse, det er Arbejderpartiets Løsen, det kommunistiske Partis Løsen.
(Rådsrepublikens Armé).
»Den bedste Garanti, Frihedens bedste Sikkerhedsforanstaltning er Geværet i Arbejderens Hænder«, således talte Grundlæggeren af den videnskabelige Kommunisme, Friedrich Engels.
Nu først er det i Virkeligheden blevet klart, hvor rigtig denne Udtalelse var. Den bliver fuldstændig bekræftet af Erfaringen i den store russiske Revolution i Året 1917. Endnu til for nogle År siden fremhævede nogle af vore venstre Tilhængere Afrustningen. De sagde: »Overalt bygger Bourgeoisiet en kolossal Stor Flåde, en undersøisk Flåde, en Sø- og Luftflåde; de vanvittig store Armeer vokser Dag for Dag, der bliver bygget overnaturlige Fæstninger; mægtige og sådanne Helvedsmaskiner som Panserautomobiler og Tanks (Tanks ligner noget et mægtigt Panserautomobil. Dette Uhyre kører igennem alle Hindringer, det gennembryder Mure, kører hen over Huse, ødelægger Skovene o.s.v. De er naturligvis forsynet med tilintetgørende Kanoner.) Man må tilintetgøre hele dette frygtelige Voldssystem. Man må fordre en almindelig Afrustning. Vi Bolscheviker stillede ikke vort Spørgsmål således. Vi sagde, vort Løsen er Afvæbning af Bourgeoisiet, Bevæbning – almindelig og ubetinget Bevæbning af Arbejderklassen. Det er jo virkelig latterligt at prøve på at overtale Bourgeoisiet til at lade dets skarpeste Tand, den bevæbnede Magt, som befinder sig i dets Hænder, trække ud. Denne dødbringende Voldsmaskine kan kun blive tilintetgjort med Magt.
Våbnene bliver først strakt, når andre Våben tvinger dem til det. Heri ligger netop Meningen med den bevæbnede Opstand imod Bourgeoisiet. Arméen er for Bourgeoisiet, på den ene Side et Kampmiddel til Verdens Deling, men på den anden Side et Kampmiddel imod Arbejderklassen. Zaren og Kerenski drømte om, ved Hjælp af Arméen at kunne erobre Konstantinopel, Strædet ved Dardanellerne, Galicien: og mange andre Lækkerbiskener.
Samtidig forsøgte Zaren og Kerenski (d.v.s. Godsejerne og Bourgeoisiet) at kvæle Arbejderklassen og de fattige Bønder. Arméen var i Hænderne på Storbesidderne et Middel til at dele Verden og underkaste sig de fattige. Det var den gamle Armé. Hvorfor kunne da Bourgeoisiet da af Arbejdere og Bønder (Flertallet i Arméen og blandt Soldaterne består nemlig af Arbejdere og Bønder) skabe et Værktøj imod Arbejderne og Bønderne? Hvorfor kunne Zaren og Kerenski gøre det? Hvorfor lykkedes det Wilhelms og Hindenburgs Tilhængere, det tyske Bourgeoisi, at gøre dens Arbejdere til den russiske, finske, ukrainske og tyske Revolutions Bødler, og at gøre det endnu den dag i Dag? Hvorfor blev de tyske Matroser, som endelig gjorde Oprør imod Voldshandlingerne, skudt Hjælp af de samme tyske Matroser? Hvorfor undertrykker det engelske Bourgeoisi ved Hjælp af de engelske Soldater (disse er også Arbejdere) Revolutionen i Irland, i et Land, som Englands mægtige Bankiers undertrykker og træder under Fødderne? På disse Spørgsmål må man give det samme Svar, som på Spørgsmålet om, hvorledes Bourgeosiet overhovedet kan fastholde sin Magt. Vi har set, at det opnås på Grund af den borgerlige Klasses udmærkede Organisation. I Arméen hviler Bourgeoisiets magt på to Grundlag: for det første på Officerskorpset, som består af Adelen og Bourgeoisiet; for andet på øvelsen og det åndelige Mord, d.v.s. på den borgerlige Bearbejdelse af Soldatersjælene. Officerkorpset bærer i Almindelighed i høj Grad Præg af Klassekarakter.
Det er dresseret til udmærket at forstå Krigerkunsten og Kunsten at uddele ørefigen, samt Kunsten at straffe strengt... Betragt hvilken som helst brav Gardeofficer eller en prøjsisk Nar med en arrig Moppes Fysiognomi. Man ser straks, at han ligesom Dressøren i Cirkus ikke sparer på ørefigen, som han uddeler til højre og venstre, at han har lært (og han måtte lære meget længe og standhaftigt) hvorledes man holder Menneskehjorden i Frygt og Lydighed. –
Det er klart, at sådanne Herrer, som bliver hvervet blandt Bourgeoisiet og Adelen, blandt Gårdejernes og Kapitalisternes Sønner, vil føre Armeen ad gamle bestemte Veje. Lad os nu betragte Soldaterne. De ankommer som uddannede Folk, som ikke har stået i Forbindelse med hverandre, men strøet, som ikke kan yde nogen Modstand, og hvis Sjæle allerede er blevet forgiftet af Præsterne og i Skolerne. Man fordeler dem straks i Kasernerne, og Bearbejdelsen begynder. At gøre dem forknytte, indpode dem folkefjendtlige Tanker, det stadige System med Frygt og Afstraffelse, med at forføre til Udmærkelse ved Forbrydelser (f.eks. ved at skyde på de strejkende). Alt dette gør Menneskene til Halvidioter, til Dukker, som blindt adlyder deres Dødsfjender. Det er indlysende, at den Armé, som med begge Fødder stod på det kejserlige Grundlag, den Armé, som Kerenski også jog til Slagteri for at erobre Konstantinopel, ufortøvet måtte opløses af Revolutionen. Hvorfor? Fordi Soldaterne indså, at man havde organiseret, uddannet og sendt dem i Kamp kun for en forbryderisk Vindesyge hos Bourgeoisiet, De indså, at de næsten hele 3 År havde stået i Skyttegravene, ligget i Dødskamp, var døde, havde sultet og dræbt – alt sammen for Pengepungens Skyld. Det er ganske naturligt, at den gamle Armés Desorganisation, dens Sammenbrud, dens Undergang fandt Sted efter at Revolutionen havde sprængt den gamle Disciplin, men en ny endnu ikke formåede at komme op. –
Denne Sygdom var uundgåelig. De Menschewikiske og Socialrevolutionære Narre kommer med Beskyldninger imod Bolschevikkerne. Aha! der kan i se, hvad I har gjort, I har desorganiseret Zarens Armé. Men de Menschewikiske og Socialrevolutionære Narre indser ikke, at Revolutionen ikke ville have kunnet sejre, hvis Arméen i Februar ville være blevet Zaren, og i Oktober Bourgeoisiet tro. Soldaternes Opstand imod Zaren var jo allerede en Desorganisation af den kejserlige Armé. Enhver Revolution slår det, der er gammelt og råddent, itu; der går først nogen Tid, inden man på den gamle Svinestalds Ruiner begynder at bygge et smukt Hus. – Vi vil straks anføre et lille Eksempel fra et andet Område. De gamle Arbejdere ved, at Bønderne, da de i fordums Tid blev Fabriksarbejdere og drog til Byerne, først forvandledes til dumdristige Bøller, »de barbenede«, » Håndværksfolkene. – Kort sagt, »Håndværker« eller »Fabriksarbejdere« var dengang næsten et Skældsord. Og disse arbejdere var virkelig Mestre i at drive Utugt, smudsig tale, Skænderi og Løsagtigheder. – Derfor prædikede alle Reaktionære, som frygter alt nyt, at man skulle vende tilbage til Livegenskaben. De sagde: Da Byen fordærver Sædeligheden, da man bliver »forvænt« i den, så trænger man til Landsbyens og specielt til Godsejerens faderlige Knippel, så vil Dyden trives. – Og de lo hånligt af dem, som i Arbejderklassen så det Salt, som Jorden trængte til. De sagde til os marxister, den store Kommunist Karl Marx’s Elever: »Der kan I se, hvad jeres Arbejdere er for nogle Folk! Det er jo Svin og ikke Mennesker! Men I siger jordens Salt! En Knut, en Svøbe i Hestestalden, – så skulle de nok Lære at forstå, hvad det vil sige at være overgiven og fræk.« –
Alt dette overbeviste mange. Men i Virkeligheden forholder Sagen sig således: Da Bønderne drog ind i Byerne og brød med Landsbyerne, bristede de gamle landlige Grundvolde. På Landet lever man efter gamle Skikke; Se Oldingen i Munden og adlyd ham, selv om han også for længe siden er bleven vanvittig på Grund af sin Alderdom, sid stille i din Køkkenhave og stik aldrig din Næse udenfor den, frygt alt nyt mere end ilden. Det er Landsbyens Visdom. Det var en dårlig Visdom, men den var en Tømme, som blev skabt af den landlige »Ordning«.
Denne Visdom forsvandt hurtigt i Byerne; her var alt nyt: nye Mennesker, nye Forhold, en Mængde nye heller ikke prøvede Fristelser. Det er intet Under, at den gamle Landsbymoral forsvandt. Men for at skabe en ny behøvedes endnu nogen Tid. Denne mellemliggende Tid er netop Opløsningsperioden. Tilsidst opstår der imidlertid en ny Visdom på et nyt Grundlag: Proletariatets Solidaritet. Fabrikken satte Arbejderne i Forbindelse med hinanden, Kapitalens Tryk lærte dem den fælles Kamp, i Stedet for den gamle, bedstefaderlige, – fuldkommen uduelige Visdom, opstod en ny, proletarisk, langt højere. Visdom. Den forvandler netop Proletariatet til »jordens Salt«, til den mest fremskridtsvenlige, revolutionære og produktive Klasse. Vi Kommunister havde Ret, men Livegenskaben og Jordejernes Forsvarere havde Uret. –
Nu forsvarer Menschevikerne og de Socialrevolutionære Livegenskaben i Henhold til Armeen. De jamrer på alle mulige Måder over Armeens Desorganisation og rejser Beskyldninger mod Bolschevikerne. Og ligesom Livegenskabens Forsvarere råber tilbage til landet, til Godsherrerne Knut, på samme Måde råber Menchevikerne og de Socialrevolutionære tilbage til den gamle Disciplin, i den konstituerende Forsamlings Tjeneste på Grundlag af en Tilbagevenden Kapitalismen og andre gode Ting.
Men vi Kommunister ser fremad. Vi ved: det gamle er blevet råddent, men det måtte uundgåeligt rådne, og uden denne Forrådnelse ville Arbejderne og de fattige Bønder ikke have kunnet tage Statsmagten i deres Hænder. Men der kommer noget nyt, noget højere; i Stedet for den gamle Arme bliver Socialismens røde Armé skabt. Sålænge Magten er i Hænderne på Bourgeoisiet, sålænge »Fædrelandet« er et Fædreland for Bankiers, Kræmmere, Spekulanter, Gendarmer, Konger og Præsidenter, sålænge er Arbejderklassen på ingen Måde interesseret i at beskytte denne Vindingsmaskine. Dens proletariske Pligt er at gøre Opstand henimod. Kun elendige Lakajer og ydmyge Pengesmigrere taler om, at man under Krigen ikke må strejke og ikke gøre Oprør imod den røveriske, imperialistiske Stat.
Det er indlysende, at det hindrer den røveriske Krigs Sag. Det er indlysende, at et indre Oprør og endnu mere Oprør i Armeen fremmer Desorganisationen. Hvorledes skulle man f.eks. knække Wilhelms Magt uden at desorganisere Wilhelms Disciplin? Det er umuligt. De tyske Matroser, Martyrerne, som blev henrettede af Wilhelms Bødler, fremmede Desorganisation af den på Røvervis organiserede Armé. Også Liebknecht bliver af d’Hrr. Scheidemann, de tyske Socialforrædere, forfulgt som en Desorganisator af Armeen.
Alle tyske Revolutionære, de tyske Bolscheviker bliver forfulgt som Mennesker, der giver »den heltemodige Armé«, d.v.s. Rovets Værk, et »Stød i Ryggen«. Lad d’Hrr. Menscheviker række d’Hrr. Scheidemann og det øvrige ildelugtende og rådne Pak Hånden; de er Folk af samme Slags.
For Rusland er denne Tid allerede forbi. Arbejdernes Revolution har sejret. Tidspunktet for Desorganisationen hører Fortiden til. Foran os ligger den Tid, hvor det nye skal skabes. Den røde Armé bliver dannet – ikke til Rov, men til Forsvar for Socialismen; ikke til Forsvar for Fædrelandets Ågerkarle, hvor Kapitalen og Godsejerne havde alt i deres Hænder, men til Forsvar for det socialistiske Fædreland, hvor alt går over på Arbejdernes Hænder; ikke for at sønderlemme fremmede Lande, men til Hjælp for den internationale, kommunistiske Revolution.
Det er klart, at denne Armé bliver bygget på et andet Grundlag end den gamle. Den røde Armé må være det bevæbnede Folk ved Siden af det afvæbnede Bourgeoisi. Dette Folk må være Proletarernes og de fattige Bønders Klassearmé. Den er jo i det væsentligste rettet mod hele Verdens Bourgeoisi, herunder også imod vort eget Bourgeoisie.
Derfor kan den ikke indeholde nogen bevæbnede, borgerlige Elementer.
At lade Bourgeoisiet få Adgang til Armeen, det ville sige at bevæbne det, – det ville sige indenfor den røde Armé at danne en hvid Garde, som let ville kunne fordærve Værket og gøre det til Midtpunktet for Forræderi og Opstand og gå over på de fjendtlige, imperialistiske Troppers Side o.s.v.. Ikke at bevæbne, men at afvæbne Bourgeoisiet, at tage den sidste Browning fra dem, det er vor Opgave. Den anden, ikke mindre vigtige Opgave er Uddannelsen af det proletariske Officerskorps. Arbejderklassen må forsvare sig imod de Fjender, som styrter ind over dem fra alle Sider. Krigen bliver påtvunget dem på Grund af rasende imperialisters Galskab. Til den nuværende Krig behøver man kyndige Specialister. Zaren og Kerenski havde sådanne. Arbejderne og de fattige Bønder har dem ikke. Disse Specialister må man skaffe til Veje. I det øjemed må man udnytte de gamle Specialister og lade dem uddanne Proletarerne. Så har det socialistiske Rådsfædreland også sine egne Officerer, sit eget Officerskorps.
Og ligesom Arbejderklassen, som er mere erfaren og altid under Revolutionen anfører de fattige Bønder, på samme Måde anfører Arbejderofficererne Massen, den af Bønder sammensatte røde Armeé, imod de imperialistiske Voldsmænd. Den røde Armé må skabes på Grundlag af Arbejdernes og de fattige Bønders almene militaristiske Uddannelse.
Det haster meget og kan ikke udskydes. Her må man ikke tabe et Minut, ikke et eneste øjeblik. – Enhver Arbejder og enhver Bonde må interesseres og er forpligtet til at lære at bruge Våben. Kun dumme Mennesker taler på følgende Måde: Nå, der er endnu langt til os – indtil man kommer til os, er der god Tid. De russiske Dagdrivere skønner ofte på den Måde. I hele Verden er det kendt, at den mest yndede russiske Talernåde er den: »det skal nok gå på den ene eller anden Måde«. »Måske har vi Tid nok«. Men se, Klassefjenden, som de tidligere Godsejere og Kapitalister påkaldte, er pludselig allerede på Pletten og tager vore kære ved Kraven. Og hvis måske en eller anden brav preussisk Underofficer (eller en engelsk, hvem kan vide) stiller vor gode Landsmand op ad Væggen for at skyde ham, så vil han sikkert klø sig bag. øret og sige: »Sikke en Nar jeg var«.
Her må man skynde sig. Ingen må vente, alle må gå enige til Værks. Almindelig Indeksersering er øjeblikkets mest påtrængende og vigtigste Opgave. Den gamle Armé baseredes på Sløvelse af Soldaterne. Det skete, fordi Kapitalisterne og Godsejerne, der måtte herske over Millioner af Soldater-Bønder og Soldater-Arbejdere, hvis Interesser var i Modstrid med Kapitalisternes Interesser.
Den kapitalistiske Regering måtte derfor gøre Soldaterne til et sløvt Værktøj, som måtte handle imod deres egne Interesser. Den røde Armé, som består af Arbejdere og Bønder, forsvarer derimod sin egen Sag. Den kan kun baseres på Oplysning og Klassebevidsthed hos de Kammerater, som træder ind i dens Rækker. Derfor er det nødvendigt at oprette særlige Kursus, Biblioteker, Forelæsninger, Møder og Forsamlinger. I Fritiden må den røde Armés Soldater sammen med Arbejderne tage Del i det politiske Liv, – besøge Forsamlinger, leve sammen med Arbejderklassen.
Det er en af de vigtigste Betingelser for at skabe en urokkelig, revolutionær Disciplin, ingen Disciplin med Knuten, men den revolutionære klassebevidste Disciplin. Hvis Båndet mellem Armeen og Arbejderklassen løsnes, så udarter Armeen hurtigt, og den kan let blive forvandlet til en Bande, som tjener dem, der betaler bedst. Så begynder alt at opløses, og intet kan redde den fra Desorganisation.
Hvis derimod den røde Armés Soldater står i levende Forbindelse med Arbejderne, lever eet Liv sammen med dem, så er de for os det, som de skal være: de revolutionære Massers væbnede Organ.
Et at de bedste Midler, foruden de nævnte Forelæsninger, politiske Forsamlinger o.s.v. til at opretholde Forbindelsen med Masserne, er Udnyttelsen at den røde Armés Soldater til stadig at uddanne Arbejderne i at skyde med Gevær, Maskingevær o.s.v. I Stedet for at ligge og sove, spille Kort og anden »Underholdning«, i Stedet for sløvt at sidde i Kasernen, er der her et produktivt Arbejde, som forbinder alle til en enig, revolutionær Familie. Således bliver det væbnede Folk, det bevæbnede Proletariat og den bevæbnede fattige Bondestand, som skal stå på Vagt for den store Arbejderrevolution dannes.
(Det nationale Spørgsmål og den internationale Politik).
Det kommunistiske Partis Program er ikke blot Programmet for Befrielse af et Lands Proletariat, det er Programmet for Befrielse af hele Verdens Proletariat, thi det er den internationale Revolutions Program. Men det er samtidig Programmet for Befrielse af alle små undertrykte Lande og Folk. De røveriske »Stormagter« (England, Tyskland, Japan og Amerika) har ranet sig en uhyre Mængde Lande og Folk sammen. De har fordelt hele den jordiske Magt imellem sig. Og det er intet Under, at Arbejderklassen og alle de arbejdende Masser i disse røvede Lande stønner under et dobbelt Tryk: under Trykket af dets eget Bourgeoisi og Erobrernes supplerende Tryk. Det kejserlige Rusland havde også røvet en Mængde Lande sammen. »Vort« Kejserriges Størrelse kan netop forklares derved. Det er intet Under, at der hos mange »Fremmefolk« og endog hos nogle Dele af det ikke-storrussiske Proletariat, opstod Mistro overfor disse »Moskovitter«. Det nationale Tryk vakte også nationale Følelser: hos de undertrykte Dele indenfor Proletariatet – en Følelse af Mistro overfor den undertrykte Nation i sit hele, uden Klasseforskel; hos de underkuede Dele indenfor Proletariatets utilfredsstillende Forståelse af Situationen hos de Dele af de »fremmede Stammer«s Proletariat, som bliver undertrykt af et dobbelt Tryk.
Men for at opnå Sejr for Arbejderrevolutionen på hele Fronten, er det nødvendigt, at der hersker en fuldstændig indbyrdes Tillid hos de forskellige Dele indenfor Proletariatet overfor hinanden. Man må vise og ved Gerning bevise, at andre Nationers Proletariat i den undertrykte Nations Proletariat har en tro Forbundsfælle. Hos os i Rusland var det den herskende Nation, det herskende Folk, Storrusserne, som undertvang Finnerne, Tartarerne, Ukrainerne, Armenierne, Grusinerne og Polakkerne, Tschuwaskerne og Mordwinerne, Kirgiserne og Baschkirene og mange andre Nationer. Det er naturligt, at der endog hos selv proletariske Dele af disse Folkeslag opstod en urigtig Forestilling om enhver Russer. De vænnede sig til at se, hvorledes det kejserlige Hundekobbel jog dem og udstedte Befalinger til dem, og troede, at alle Russere, d.v.s. også de russiske Proletarer handlede således.
For at vække en broderlig Tillid hos Proletariatets forskellige Avantgarder overfor hinanden, proklamerer Kommunisternes Program, Retten hos enhver Nations arbejdende Klasser til, en fuldkommen Adskillelse. Det betyder, at den russiske Arbejder, som har Magten i sine Hænder, taler til de øvrige Folkeslags Arbejdere, som lever i Rusland, på følgende Måde: »Kammerater ! Hvis I ikke vil være en Del af vor Rådsrepublik, hvis, I, efter at have organiseret jeres Råd, vil have en separat Rådsrepublik, så kan I adskille jer fra os. Denne jeres Ret anerkender vi fuldkomment og vil intet øjeblik med Magt holde jer tilbage«.
Det er klart, at man kun ved en sådan Taktik kan opnå det samlede Proletariats Tillid. Lad os forestille os, hvad der i Virkeligheden ville ske, hvis de storrussiske Arbejderråd med Magt ville holde nogen som helst Del af andre Nationers Arbejderklasse tilbage, medens denne med Våben i Hånd ville forsvare sig. Det er indlysende, at det ville betyde et fuldstændigt Forfald af den alproletariske Bevægelse, et fuldkomment Sammenbrud af Revolutionen. Således må man ikke handle, gentager vi, thi kun i Proletarernes broderlige Samfund er Sejrens Pant.
Lad os mærke os det. Her er ikke Tale om Nationens (d.v.s. Arbejderne og Bourgeoisiet sammen) Ret til Selvbestemmelse, om de arbejdende Klassers Ret; d.v.s. at »Nationen«s såkaldte Vilje aldeles ikke er os hellig. Hvis vi ville erfare Nationens Vilje, måtte vi sammenkalde Nationens konstituerende Forsamling. For os er de proletariske og halvproletariske Massers Vilje hellig. Derfor taler vi ikke om Nationernes Selvbestemmelsesret, men om Retten hos enhver Nations arbejdende Klasser til at falde fra. Under Proletariatets Diktatur er den konstituerende Forsamling (»hele Folket«, det »alnationale«) ikke den afgørende, men de arbejdende Råd. Og hvis der I en eller anden Krog i Rusland samtidig var sammenkaldt to Forsamlinger, – vedkommende Nations konstituerende Forsamling og Rådskongressen – og den konstituerende Forsamling ytrede sig for Frafald, medens derimod den proletariske Kongres imod Frafald, så vilde vi forsvare Proletariatets Beslutning imod den konstituerende Forsamlings Beslutning med alle de Midler, vi havde til Rådighed, også Våben.
Således løser Proletariatets Parti Spørgsmålet hos de forskellige Nationers Proletarer, som lever i vore Grænselande. Partiet stiller sig selv endnu et større Spørgsmål i sit internationale Program. Her er Vejen klar. Det er den Vej, ad hvilken man skal understøtte den internationale Revolution i hele Verden, Vejen til at understøtte den revolutionære Propaganda, Strejker og Opstande i de imperialistiske Lande, Vejen til at understøtte Oprør og Opstande i disse Landes Kolonier. I de imperialistiske Lande (sådanne Lande er alle, undtagen Rusland, hvor Arbejderne har slået Hjernen ind på det kapitalistiske Herredømme) er en af Revolutionens største Hindringer det chauvinistiske Socialdemokrati. Det fremhæves også nu, idet de bedrager de store Arbejdermasser med Løsenet – at forsvare det (røveriske) Fædreland. Det jamrer over den (røveriske) Armés Desorganisation. Vore Venner, de tyske, østrigske, franske og engelske Kommunister, som alene med Foragt og Væmmelse tilbageviser Opgaven at forsvare det borgerlige Fædreland, bliver forfulgt af dette Socialdemokrati. Rådsrepublikens Stilling er en enestående Stilling. Det er den eneste proletariske Statsorganisation i Verden, midt iblandt Bourgeoisiets røveriske Organisationer. Derfor har den alene Ret til Forsvar. Endnu mere, man må betragte den som Kampmidlet hos hele Verdens Proletariat – imod hele Verdens Bourgeoisi.
Også Løsenet, denne Kamps Kampråb er allerede klart. Denne Kamps internationale Løsen er den internationale Rådsrepubliks Løsen.
At styrte de imperialistiske Regeringer ved en væbnet Opstand og Organisation af en international Rådsrepublik, det er Vejen til Arbejderklassens internationale Diktatur. Den bedste Måde at understøtte den internationale Revolution på, er at organisere denne Revolutions bevæbnede Kræfter. Thi Arbejderne i alle Lande, som ikke er blevet forblindet af Socialforæderne, deres Menscheviker og Socialrevolutionære (den Slags findes i alle Lande), ser i Ruslands Arbejderrevolution og i Rådsmagten deres retfærdige Sag. Hvorfor? Fordi de indser, at Rådsmagten er Arbejdernes Magt. Helt anderledes forholdt Sagen sig, hvis Bourgeoisiet ved Hjælp af Menschevikerne og de Socialrevolutionære styrtede Rådsmagten, sammenkaldte den konstituerende Forsamling og på denne Måde organiserede en Bourgeoisiets Magt, f.eks. en sådan som før Omvæltningen i Oktober. I så Fald ville Arbejderklassen miste sit Fædreland, thi den ville miste sin Magt. Så ville Bønderne ufravigelig falde tilbage i Hænderne på Bourgeoisiet, Fabrikkerne i Hænderne på Fabrikanterne, Jorden i Hænderne på Godsejerne. Så ville »Vindingens« Fædreland påny blomstre op, og Arbejderne ville ikke have nogen Interesse i at forsvare dette Fædreland. Hvis derimod de vesteuropæiske Arbejdere ville høre op med i det borgerlige Rusland at se det klare Lys, som skal lyse op for dem i deres hårde Kamp. Ville den internationale Revolutions Udvikling blive standset. Befæstelsen af Rådsmagten derimod, Organisationen af Arbejdernes og de fattige Bønders bevæbnede Kræfter. Organisationen af Modstanden imod de internationale Røvere, som går løs på »Rådsrusland«, går løs på det som Klassefjender, som Godsejere og Kapitalister, som Bander af Arbejderrevolutionens Bødler, Organisationen af den røde Arme, det styrker også den revolutionære Bevægelse i de europæiske Lande.
Jo bedre vi er organiseret, jo bedre bevæbnet Arbejdernes og Bøndernes Tropper er, jo mægtigere Proletariatets Diktatur er i Rusland, desto hurtigere udvikler den internationale Revolution sig. Denne Revolution vil uundgåelig bryde ud, hvor meget de tyske, østrigske, franske og engelske Menscheviker standser dens Løb. Ruslands Arbejdermasser har brudt med de Socialrevolutionære. Vesteuropas Arbejdermasser vil også bryde med dem (og de gør det allerede). Løsenet, at styrte det borgerlige Fædreland, at styrte de røveriske Regeringer, og Arbejderdiktaturens Løsen vinder større og større Sympatier for sig. Før eller senere vil den internationale Rådsrepublik opstå. Den internationale Rådsrepublik vil befri Hundreder af Millioner af Beboerne i Kolonierne for det Tryk, som hviler på dem. De »civiliserede«, røveriske Magter kvalte og pinte Koloniernes Befolkning ved et blodigt Regimente.
Den europæiske Civilisation lever af de ubarmhjertigt udbyttede og udplyndrede små Folkeslag i de fjerne, oversøiske Lande. Proletariatets Diktatur, og kun denne alene kan befri disse Folk. Ligesom den russiske Rådsmagt gav Afkald på Kolonialpolitikken og beviste dette i Gerning, med Hensyn til Persien, på samme Måde vil den europæiske Arbejderklasse, efter at den har styrtet Bankiernes Herredømme, give de undertrykte og udbyttede Klasser den nødvendige Frihed. Derfor er vort Partis Program, som er den internationale Revolutions Program, samtidig Programmet for en fuldstændig Befrielse af alle svage og undertrykte. Den Store Klasse, – Arbejderklassen – stiller også store Opgaver for sig selv. Og disse stiller den sig ikke blot, men løser dem også i den nuværende, kvalfulde, heroiske Kamp.
(Hvorfor er vi Kommunister.)
Vort Parti kaldte sig indtil den sidste Kongres, det socialdemokratiske Parti. I hele Verden havde Arbejderklassens Parti en sådan Benævnelse. Krigen fremkaldte imidlertid en uhyre Spaltning indenfor de socialdemokratiske Partier, og der fremstod 3 Hovedretninger indenfor disse Partier: den yderste højre, Centrum og den yderste venstre Fløj.
Højre-Socialdemokraterne viste sig at være Arbejderklassens ægte Forrædere. De slikkede (og gør dets endnu) Generalernes Støvler, som er bedækket med Arbejdernes Blod. De understøtter deres Regeringers største Skændselsgerninger og Forbrydelser. Det lønner sig kun her at minde om, at den tyske Socialdemokrat Scheidemann understøtter de tyske Generalers Voldspolitik. Det samme gjorde Renaudel, den franske Fører, Henderson, den engelske og Bissolati, Føreren for det italienske Socialdemokrati. Det er Arbejderrevolutionens sande Bødler.
Dersom de tyske Arbejdere sejrer da ville de gøre en god Gerning, dersom de hængte Scheidemann sammen med Wilhelm op i en Galge. Også i Frankrig, i England og i andre Lande findes der et stort Antal den Slags Herrer. Netop disse bedrager Arbejderne ved deres Fraser om Fædrelandets Forsvar (Bourgeoisiet og Wilhelmerne) og kvæler Arbejderrevolutionen hjemme hos sig selv, og straffer den i Rusland ved hjælp af deres Regeringers Bajonetter, og ved at understøtte disse Regeringer.
Den anden Retning er Centrum. Denne Retning knurrer imod dens Regeringer, men den er ikke i stand til at optage den revolutionære Kamp. Den vover ikke at kalde Arbejderne sammen på Gaden. Den frygter – som Pesten en Opstand, som ene og alene kan afgøre Spørgsmålet. Førerne for denne retning er i Tyskland Haase og Kautsky, i Frankrig, Longuet, i Italien Turati, i England Macdonald.
Endelig den tredie Retning – den yderste venstre: i Tyskland Liebknecht og hans Tilhængere, i Frankrig Lorio, i Italien Serati, i England Mac Lean. Det er Udlandets Bolcheviker. Deres Taktik, deres Anskuelser, det er Bolschevikernes Anskuelser.
Se nu blot, hvilket Virvar der opstår, dersom alle disse Grupper kalder sig ved samme Navn.. Socialdemokraten Liebknecht og Socialdemokraten Scheidemann ! – Hvad fælles har de? Arbejderklassens modige Forkæmpere – og Revolutionens Bøddel, den gemene Forræder – kan man forestille sig nogen større Forskel?!
I Rusland, hvor Revolutionskampen og Revolutionens Udvikling i Oktober drev Spørgsmålet om Socialismen og om den borgerlige Magts Færd på Spidsen, blev Striden mellem Socialismens Forrædere og Socialismens Tilhængere afgjort med Våben i Hånd. De højre Socialrevolutionære og til Dels Menschevikkerne var sammen med hele det modrevolutionære Pak hinsides Barrikaden; Bolschevikerne stod sammen med Arbejderne og Soldaterne på denne Side Barrikaden. Blodet pløjede en Fure imellem os. Det er ikke glemt og vil aldrig blive glemt. – Derfor måtte vi, give vort Parti et andet Navn, som kan adskille os fra Socialismens Forrædere. Afstanden var for stor mellem os og dem. For forskellige var vore Veje og Stier.
Med Hensyn til den borgerlige Stat kender vi Kommunister kun en Pligt, – at sprænge den i Luften, at ødelægge dette røveriske Forbund. Socialdemokraterne prædikede under Skin af Fædrelandets Forsvar, Forsvaret af jeres eget Samfund. –
Efter Arbejderklassens Sejr, står vi først sammen for at beskytte og forsvare Arbejdermagtens Råd, imod Arvefjenden, imod hele Verdens Imperialister. Disse stiller sig imidlertid som ægte Forrædere af Arbejdernes Interesser den Opgave, at sprænge Arbejdermagten, Rådene i Luften. Og i Bestræbelserne efter at løse denne Opgave går de Hånd i Hånd med Bourgeoisiet. Vi Kommunister stræber fremad, koste hvad det koste vil, imod Kommunismen gennem Proletariatets Diktatur. Socialismens Forrædere tillige med ondskabsfulde Bourgeois hader af deres ganske Sjæl denne Diktatur, forhåner den hvor de kan og fremhæver Løsenet; Tilbage til Kapitalismen. Vi Kommunister siger til Arbejderklassen: Mange Torne ligger på vor Vej; men vi må, uden at tabe Fatningen gå videre. Den store Revolution, som stiller hele den gamle Verden på Hovedet, kan ikke gå så glat fra Hånden, man kan ikke gennemføre den med hvide handsker på; den bliver født i Smerte. Disse Smerter må man lide, bære, gå igennem deres Skærsild – for til Slut at befri sig ud af det kapitalistiske Slaveris’ skrueblok. Menschevikkerne, de Socialrevolutionære og Socialdemokraterne ser afsides til, bemærker deres Fejltagelse og Fejl og drager deraf den Slutning: Lad os gå tilbage, lad os give Bourgeoisiet alt igen, lad os føjeligt fordre moderate Portioner i vor kapitalistiske Stald! Nej! Vi går ikke den samme som disse. De ulyksalige skræmmer os med Borgerkrigen. Mener de, at den socialistiske Revolution i andre mere udviklede Lande vil kunne foregå uden Borgerkrig? – Finlands Erfaring viste det. – Tusinde af nedskudte, finske Kammerater, er det bedste bevis for, at Borgerkrigen i de mere udviklede, kapitalistiske Lande, vil blive endnu bitrere, heftigere og mere grusom. Man kan forudse, at Klassekampen f.eks. i Tyskland vil blive overordentlig bitter. Allerede nu skyder de tyske Officerer deres Soldater og Matroser ned i Hundredevis for det ringeste Forsøg på Oprør. – Kun gennem Borgerkrigen og Jerndiktaturen kan Arbejderen nå frem til den kommunistiske, kammeratlige Produktion. Forsvar af den borgerlige Stat og intet Skridt til Kommunisme; det er Socialdemokratiets Program. Sprængning af den Borgerlige Stat, Arbejderdiktatur, Ekspropriation af Kapitalisternes Ejendom, Arbejderklassens Organisationen af Produktionen, fri Bane til Kommunismen, det er det kommunistiske Partis Program. –
Når vi kalder os Kommunister, isolerer vi os ikke blot fra Socialforræderne: Menschevikerne, de Socialrevolutionære, Scheidemanns Tilhængere og Bourgeoisiets andre Agenter. Vi vender også tilbage til den gamle Benævnelse af det revolutionære Parti, som Karl Marx stod i Spidsen for. Det var det kommunistiske Parti: og den nuværende Revolutions Evangelium er indtil den Dag i Dag, det af Marx og Engels forfattede kommunistiske Manifest. Den gamle Engels protesterede halvandet År før sin Død imod Benævnelsen »Socialdemokrat«. Den passer – sagde han – absolut ikke til et Parti, som stræber imod Kommunismen, som til syvende og sidst tilintetgør enhver Stat, altså også »demokratiske«. Hvad mon disse ædle Oldinge, som glødede af Had imod den borgerlige Statsmaskine, ville sige, hvis man viste dem sådanne Socialdemokrater som Dan, Zeretelli og Scheidemann? De ville med Foragt brændemærke dem, som de altid brændemærkede sådanne »Demokrater«, som i tragiske tunge Revolutionsøjeblikke rettede Revolvermundingen imod Arbejderklassen.
Mange Hindringer står i Vejen for os. Og meget dårligt er der også i vore egne Rækker, thi der har sneget sig mange fremmede Mennesker ind til os, som blot for at få Penge sælger os – for at fiske i rørt Vande. Men Arbejderklassen er ung og uerfaren. Og fra alle Sider omringer de værste Fjender den unge Rådsrepublik. Men vi Kommunister ved, at Arbejderklassen lærer af sine egne Fejl. Vi ved, at de renser deres Rækker for al det smudsige Pak, som har sneget sig ind i dem. Vi ved, at der nærmer sig en tro, kærkommen Forbundsfælle – hele Verdens Proletariat. Ingen Slags Klageråb eller hysteriske skrig af gamle Koner – kan bringe vort Parti ud af fatningen. Thi det har skrevet de gyldne Ord på sit Banner, som Karl Marx har udtalt i det »kommunistiske Manifest«:
»Gid de herskende Klasser må komme til at sitre for en kommunistisk Revolution. – Proletarerne kan ikke tabe andet ved den end deres lænker. – De kan vinde en Verden. – Proletarer alle Lande, forener Eder !«
Sidst opdateret 31.7.2008