I Social-Demokraten, 8.10.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 152-158.
Se også Arbejdslønnen. På landet (1908)
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 2. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Den københavnske kommunalbestyrelse har igennem sit statistiske kontor udsendt en undersøgelse over arbejdslønnen i København i året 1909.
Oplysningerne gælder først og fremmest lønnen for de forskellige grupper af arbejdere: værkførere og formænd, faglærte arbejdere, arbejdsmænd, kvindelige arbejdere og lærlinge; der er selvfølgelig sondret imellem dagløn og akkordugeløn, og angivelserne sker dels ved en maksimalgrænse dels ved en minimalgrænse og dels ved et gennemsnitstal, som omtrentlig kan formodes at svare til det normale forhold i hvert enkelt fag. Der foreligger fremdeles oplysninger, indhentede gennem arbejdsløshedskasserne, om arbejdsløshedens gennemsnitlige udstrækning i de enkelte fag, oplysninger, der jævnlig er af en skrækindjagende karakter - for mur arbejdsmænd angives det gennemsnitlige antal arbejdsledige dage om året til 82 for hver arbejder, for formere til 85, for hustømrere til 114, for murere til 129, for bygningssnedkere til 134 og for stukkatører til 157. Materialet er fordelt over ikke mindre end 110 forskellige fag, der foruden den egentlige industrielle virksomhed også omfatter visse grene af transporten, således havnearbejdere, toldbodarbejdere, vognmandskuske.
Disse oplysninger giver et billede af det økonomiske niveau, hvorpå den Københavnske arbejderbefolkning gennemgående står, og af forskellighederne mellem de livsvilkår, som den faglærte og den ikke-faglærte arbejder er underkastet; de viser, hvordan det i tidens løb er lykkedes arbejderne at tvinge deres løn i vejret, men de viser også – og det turde måske være det mærkeligste blandt de resultater, der kan udledes af bogens tal – hvor stor en del af lønstigningen der er blevet slugt af arbejdsløshed, hvorledes arbejderne, uagtet både daglønnen og akkordlønnen er blevet betydelig forøget, dog gennemgående kun har en ubetydelighed mere i virkelig årsindtægt, end de havde i 1901 eller 1906.
Tidligere undersøgelser foreligger fra årene 1904, 1898, 1892 og 1882. Over et tidsrum af 27 år kan man således i de store træk følge de forskydninger i lønnen, der lidt efter lidt har fundet sted. Fra året 1905 har man tillige en undersøgelse, anstillet af Statens Statistiske Bureau, om den løn, der i årets løb er blevet udbetalt til hver enkelt arbejder for hver uge, han har været fuldt beskæftiget, såvel ved daglønnet som ved akkordlønnet arbejde.
En almindelig oversigt over den forandring, arbejdslønnen er undergået i løbet af de 27 år, vinder man ved en betragtning af daglønnens gennemsnitlige højde på de forskellige tidspunkter. Statistikken over akkordlønnen er langt mere ufuldstændig og uensartet; imidlertid viser det sig, overalt hvor en sammenligning kan drages, at akkordlønnen gennemgående er vokset i takt med daglønnen. Forandringerne i daglønnen bliver følgelig en brugbar målestok for de forandringer, der er foregået i det hele lønniveau.
Man finder nu som den gennemsnitlige dagløn for
Faglærte arb. |
Arbejdsmænd |
Kvind. arb. |
|
1882: |
3,04 |
2,37 |
1,37 |
1892: |
3,35 |
2,56 |
1,43 |
1898: |
3,84 |
3,05 |
1,67 |
1904: |
4,11 |
3,43 |
1,90 |
1909: |
4,56 |
3,96 |
2,17 |
Man ser, hvor stadig og hvor betydelig fremgangen har været. Gennemgående er lønnen i løbet af de 27 år steget med mellem halvdelen og to tredjedele: for de faglærte arbejdere med 50 pct., for arbejdsmændene med 67 pct. og for de kvindelige arbejdere med 58 pct. og da arbejdstiden tillige er blevet forkortet, betyder det, at arbejdslønnen for hver arbejdstime er steget endnu stærkere. Som man ser er det først fra den store opgangsperiode ved midten af 1890érne, at arbejdslønnens forøgelse tager stærk fart, medens den i det foregående tiår med dets trykkede konjunkturer kun havde været forholdsvis svag. Man ser også, hvordan det siden den tid – i modsætning til tidligere – er blandt de ikke-faglærte arbejdere, såvel blandt kvinderne som særlig blandt arbejdsmændene, at der finder den største fremgang sted, en naturlig følge af den kraftige organisationsbevægelse indenfor arbejdsmændenes rækker, som var gået i forvejen.
Stiller man de tre hovedgrupper af arbejdere op overfor hinanden, ser man, at den opgivne gennemsnitsdagløn for arbejdsmænd er 15 pct. og for kvinder 53 pct. lavere end for faglærte arbejdere; eller med andre ord: for hver 100 kr., en faglært arbejder tjener, kan en arbejdsmand kun tjene 85 og en kvinde kun 47 kr. Fem år i forvejen var forholdet meget nær det samme, kun at de ikke-faglærte arbejderes løn siden den tid er rykket de faglærtes en smule nærmere; hvor forholdene 1909 regnes som 100-85-47, blev det den gang regnet som 100-83-46. For akkordlønnens vedkommende står arbejdsmandslønningerne endnu betydeligt nærmere ved de faglærte arbejderes lønninger; en enkelt beregningsmåde giver endog det besynderlige resultat, at arbejdsmandens akkordfortjeneste skulle være større end den faglærte arbejders, hvad der forklares ved, at de arbejdsmandsfag, hvor akkordsystemet har størst udbredelse, er sæsonfag med store arbejdsløse perioder og forholdsvis høj løn i den tid, da der er regelmæssig beskæftigelse. Men selv om man regner så lavt som muligt, finder man dog et forhold som 100-95-47. På grundlag af disse tal og opgivelserne om akkordsystemets forskellige udbredelse i de enkelte fag har statistisk kontor beregnet den gennemsnitlige ugefortjeneste ved såvel dagløn som akkordløn, under forudsætning af fuld sysselsættelse i alle de seks arbejdsdage, til 30,10 kr. for en faglært arbejder og 26,00 kr. for en arbejdsmand, medens den for en kvindelig arbejder vel kan antages at ligge mellem 13 og 14 kr.
Imidlertid synes dette tal for arbejdsmændenes vedkommende at være ikke så lidt for højt anslået. Det stemmer nemlig dårlig med de resultater, Statens Statistiske Bureau nåede til ved sin undersøgelse over den arbejdsløn, der faktisk blev udbetalt i året 1905. Her er det oplyst at der for hver fuldt beskæftiget arbejdsuge faldt en gennemsnitlig fortjeneste af 28,90 kr. På en faglært Københavnsk arbejder, 23,30 kr., på en arbejdsmand og 12,50 kr., på en kvindelig arbejder. Det er et forhold mellem den faglærte arbejders og arbejdsmandens løn som 100-81, medens den kommunale statistik viste 100-86. Den stigning, der i de påfølgende fire år skulle være indtruffet, er for de faglærte arbejderes vedkommende ret rimelig; for arbejdsmændenes vedkommende forekommer den derimod ikke meget sandsynlig. Man har efter alt at dømme her regnet noget for højt, sagtens under indflydelse af, at en del af de slettest lønnede uorganiserede arbejdsmænd har unddraget sig betragtning. De ca. 26 kr., Statistisk Kontor angiver som den gennemsnitlige ugeløn for en arbejdsmand, må vistnok nedsættes til ca. 24,50 kr.
Det er altså den gennemsnitlige fortjeneste, henholdsvis for en faglært og en ikke-faglært arbejder, under forudsætning af fuld sysselsættelse ugen igennem. Og hvis der var arbejde året rundt, ville det være let nok herudfra at beregne arbejderens gennemsnitlige årsfortjeneste, ved simpelthen at multiplicere disse tal med tallet på de ca. 50 arbejdsuger, året rummer. Imidlertid gør jo arbejdsløsheden et frygteligt skår i de indtægter, der således kunne tilflyde den arbejdende befolkning, og for overhovedet at danne sig en forestilling om det virkelige niveau for arbejdslønnen, må man tage arbejdsløshedens omfang i betragtning og søge at få kundskab om den faktiske årsindkomst, en arbejder gennemsnitlig kan have ved det arbejde, han året igennem får lejlighed til at præstere.
For de faglærte arbejderes vedkommende har statistisk kontor været i stand til temmelig nøje at beregne den faktiske årsindtægt, og er nået til resultatet: 1.242 kr. for arbejdsmændenes vedkommende er forholdet mere usikkert; statistikken anfører tallet 1.070 kr., Men gør selv opmærksom på, at det ikke er ganske pålideligt – af de grunde, vi tidligere har nævnt, må det vistnok ansættes en del lavere, næppe meget over 1.000 kr. For de kvindelige arbejderes vedkommende savnes der tilstrækkeligt materiale.
Den faglærte, mandlige arbejders årsindkomst kan man altså regne til gennemsnitlig ca. 1.242 kr. i året 1909; i 1904 regnedes den til ca. 1.200 kr. og i 1898 til ca. 1.180 kr. i de fem år er den således kun steget med godt 40 kr. og i de elleve år med godt 60 kr., med kun 5 pct., samtidig med at såvel daglønnen som akkordlønnen er steget med 18-19 pct. eller med andre ord: næsten tre fjerdedele af den lønstigning, arbejderne i løbet af denne halve snes år har tilkæmpet sig, er blevet slugt af den voksende arbejdsløshed; kun lidt over fjerdedelen er virkelig kommet arbejderne til gode. Og tager man hensyn til den stærke prisforøgelse, som er indtrådt på de allerfleste af arbejderklassens livsfornødenheder, så kan der næppe være tvivl om, at den københavnske arbejders økonomiske stilling – al lønstigning til trods – gennemgående er adskillig slettere end den var omkring 1900.
Lønstigningen er fagforeningernes værk; men den arbejdsløshed og den dyrtid, som kapitalismen avler, fortærer en stadig voksende del af den løn, arbejderen vinder. Dobbelt nødvendigt bliver det under disse forhold ikke blot at opretholde, men også at videreudvikle det faglige sammenhold – thi hvis det løsnes, da vil også lønnens opgang i fremtiden standse; og standser opgangen og afløses af stilstand eller endog tilbagegang, da vil arbejderne gå fortvivlede tilstande i møde. Og dobbelt nødvendigt bliver det samtidig af yderste evne og med alle midler at organisere kampen imod det kapitalistiske samfund, som er kilden til både arbejdsløshed og dyrtid.
Sidst opdateret 2.12.2008