Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Arbejdslønnen

Gustav Bang (maj 1908)

I Social-Demokraten, 25.5.1908.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 158-162.

Se også Arbejdslønnen. I København (1911)

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 2. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

På landet

Statistikeren Warming har i en undersøgelse om landbruget gjort følgende betragtning gældende:

Jordejerne påstår, at landbruget mangler arbejdskraft, men det praktiske bevis for, at landbrugets »arbejdermangel« kun er tilsyneladende og ikke virkelig, finder man i den kendsgerning, at lønnen er så lav, som den er; thi et erhverv, der ikke kan eller vil byde sine arbejdere det samme vederlag som de øvrige erhverv, har ikke ret til at klage over, at det ikke kan skaffe sig tilstrækkelig arbejdskraft. Og netop under de voldsomt stigende konjunkturer for landbruget, bliver enhver sådan klage dobbelt meningsløs; der er så gunstige betingelser for en klækkelig lønforhøjelse, som der kun yderst sjælden har været; og man må, i landbrugets egen interesse, alvorlig håbe, at disse betingelser bliver udnyttede. Thi sker det ikke, bliver konjunkturstigningen kun kapitaliseret, forvandlet til højere ejendomspriser og opsuget af kapitalisterne i form af højere prioritetsrenter, som det praktiske landbrug må bære - og lønstigningen slipper landbruget dog ikke for; den vil alligevel i det lange løb sætte sig igennem, blot under en stadig vedvarende usikkerhed og utryghed på arbejdsmarkedet. Den praktiske konsekvens af Warmings udtalelser, er en kraftig appel til landarbejderne: Slut jer sammen i fagforeninger, som industriarbejderne for længe siden har gjort, og benyt jeres styrke til at kræve den højere løn, som arbejdskøberne har så udmærket godt råd til at betale!

For at anskue landmændenes kolossale indtægtsforøgelse, opgør vi høstens udbytte for ti år, fra 1897 til 1906, år for år. [1] Følgende talrække træder frem:

Det nye tiår, som begynder med 1907, viser en voksende stigning, nemlig:

Siden året 1899 er der foregået en stadig vedvarende stigning, som altså i året 1907 hæver sig op til en hidtil uset højde. Sammenfatter vi de ti år fra 1897 til 1906 under ét, finder vi som det gennemsnitlige høstudbytte 408 mill. kr.; i året 1907 var tallet 145 mill. kr. højere; for hver 3 kr., landmanden i den foregående tid regelmæssig høstede på sin mark, kunne han i året 1907 høste 4 kr.

Hvor meget ville det nu betyde for hver især af de danske landarbejdere, om disse 145 mill. kr. var blevet anvendt til lønforøgelse i stedet for helt eller for den allerstørste del at flyde ind i arbejdskøbernes lommer?

Der fandtes ved folketællingen i året 1901 ialt 150,061 mandlige og 82,922 kvindelige, tilsammen 232,983 lønarbejdere i landbruget i en alder af over 15 år, såvel af tjenestefolk som af daglejere. Regner vi hertil de 80,648 husmænd, boelsmænd og parcellister, som ved siden af virksomheden i deres egen bedrift jævnlig må gøre arbejde for fremmede, og som i hvert fald tjener hele deres indtægt ved eget personligt arbejde, når vi op til et tal af 313,631. Tænker man sig de 145 mill. kr. fordelt mellem dette antal, ville der for hver person blive en indtægtsforøgelse af godt 460 kr. Den arbejder, der ellers tjener 600 kr., ville tage over 1.000 kr. hjem.

Vi henter følgende tal – i stærkt afrundet skikkelse – fra N. P. Jensens bog om »Det Danske Landbrug«. En stor gård på 1.000 tdr. land har i 1897 givet et bruttoudbytte af marken på 100,000 kr.; udgiften til udsæd, gødning, trækkraft, vedligeholdelse af maskiner osv. har været 50,000 kr. og til arbejdsløn 30,000 kr., tilsammen 80,000 kr.; overskuddet har altså været 20,000 kr.. Efter 8 års forløb er bruttoudbyttet vokset med 26 pct., til 126,000 kr., arbejdslønnen med 11 pct., til 33,300 kr., medens de øvrige udgifter har holdt sig uforandrede; profitten er således steget fra 20,000 til 42,700 kr. eller med andre ord: af de 26,000 kr., hvormed det samlede udbytte er steget, er de 22,700 kr. blevet opsuget af godsejeren eller forpagteren som forøget profit og kun de 3.300 kr., kun ottendedelen, er tilfaldet arbejderne som forøget løn.

Det er altså kun en ganske ringe del af landbrugets voksende udbytte, der er overgået til landarbejderne – er end deres løn steget en del, så er den dog kun steget absolut, ikke forholdsvis; de tager år efter år en mindre del af den værdi, de slæber sammen, hjem som vederlag for deres arbejde. Den store masse beslaglægges af arbejdskøberen, hvad enten han som forpagter udnytter fremmed jord eller som selvejer sin egen.

Men i det lange løb forbliver denne ekstragevinst heller ikke hos ham; den omsættes til grundrente. Hver gang forpagtningskontrakten skal fornyes, bliver afgiften skruet så meget mere i vejret; hver gang gården skifter ejer, vokser købesummen så meget mere og dermed den prioritetsgæld, som den nye ejer skal forrente. Således forvandler det danske landbrugs stigende udbytte sig til stigende gevinst for de indenlandske og udenlandske kapitalister, som har deres penge anbragt i den danske jord. Den samlede prioritetsgæld i landbrugsejendomme anslås til 1.100 mill. kr. – et tal, der turde være adskillig for lavt. I året 1904 voksede prioritetsgælden i de danske landdistrikter med 52 mill. kr., i året 1905 med 62 mill. kr. og i året 1906 med 70 mill. kr. i landbrugets egen interesse må man da alvorlig håbe, at en stigende landarbejderløn vil modvirke den fremadskridende kapitalisering af konjunkturstigningen.

Noter

1. Krigsperioden 1914-15 har forøget landejendomsbesiddernes indtægter med langt større tal end i tabellen fra 1897 til 1906-07. – Udg.

Toppen af siden

Sidst opdateret 2.12.2008