Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Arbejderrisiko

Gustav Bang (nov. 1904)

I Social-Demokraten, 13.11.1904.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 217-221.

Se også Arbejderrisiko (Landbruget) (1911)

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

Industrien

Arbejderrisikoen er en af de mørkeste skygger, det moderne produktionsliv kaster. Den er i sin nuværende form et produkt dels af den tekniske udvikling, dels af det kapitalistiske profithensyn.

Med det stedse mere sammensatte og hurtigere løbende maskineri bliver den industrielle virksomhed bestandig farligere. I fag efter fag vokser faregraden pludselig ved overgangen fra håndværk til fabriksindustri, og den forøges yderligere ved ethvert nyt teknisk fremskridt. Ikke blot i den egentlige fabriksindustri, også i andre erhverv, er den i stadig tiltagen. I landbruget således ved den stigende anvendelse af maskiner; arbejderne ved landbrugsmotorer er efter den østrigske statistik at domme næsten dobbelt så stærkt udsat som industriarbejderne. I bjergværksdriften ved den intensive udnyttelse, som hele samfundets økonomiske udvikling kræver, de dybere miner, den forøgede benyttelse af sprængstoffer. I byggefagene, efterhånden som man med det tiltagende storstadsliv må opføre flere og flere høje huse.

En meget stor del af de ulykkelige hændelser ville kunne undgås ved forebyggende sikkerhedsforanstaltninger, ved anvendelsen af fuldtud solide redskaber og hjælpemidler, ved en ikke altfor hidsig maskinhastighed og, sidst men ikke mindst, ved en kortere, mindre udmattende arbejdstid. Her lægger imidlertid profithensynet sig hindrende i vejen. Medens maskinen er kostbar og må erstattes i dyre domme, når den ødelægges, er arbejderne, som individer betragtet, værdiløse for kapitalen. En dræbt eller lemlæstet arbejder kan straks og uden yderligere bekostning afløses af en ny. Enhver sikkerhedsforanstaltning, der koster penge eller nedsætter arbejdsudbyttet, står på kapitalens konto som et direkte tab og vil derfor aldrig ad frivillighedens vej kunne blive almindelig gennemført. Den må tvinges igennem ved en beskyttelseslovgivning, som pålægger arbejdskøberne at overholde visse bestemte forskrifter, og ved en forsikringslovgivning, som pålægger dem det økonomiske ansvar for de lemlæstelser, der finder sted i deres bedrifter, og derved gør dem interesserede i at træffe forebyggende forholdsregler.

I den engelske tekstilindustri i første halvdel af det 19. århundrede, typen på den kapitalistiske produktion i renkultur, var ulykkestilfældenes tal uhyre; den profitgriske kapital forsømte selv de simpleste forsigtighedsforanstaltninger og viste den mest kyniske råhed overfor ofrene; så snart et ulykkestilfælde var indtruffet, blev klokkeslettet noteret, for at man kunne vide, hvor stor en del af daglønnen der kunne trækkes fra.

Hvor stærkt arbejderrisikoen er vokset i omfang i løbet af den allersidste tid, får man et indtryk af gennem den tyske ulykkesforsikringsstatistik. For hver 100,000 forsikrede industriarbejdere blev der hvert år gennemsnitlig ydet erstatning for

Ifølge arbejderforsikringsrådets beretninger fra de fire år 1900-03 blev der her i Danmark i årligt gennemsnit behandlet 824 tilfælde, som faldt ind under loven. Af dem endte

De 52 tilfælde med dødelig udgang udgør noget under halvdelen af de hvert år i Danmark forekommende dødsfald, som skyldes erhvervsmæssigt arbejde. Hver uge året igennem kræver altså den kapitalistiske industris molok to arbejderes liv – foruden de mange, som lemlæstes, eller hvis liv og sundhed den stjæler gennem snigende nedbrydning af helbredet.

Efter køn og alder fordeler de tilskadekomne arbejdere, hvis sager er behandlede i årene 1899-1903, sig på følgende måde:

Vil vi nu undersøge, i hvilket køn og på hvilke alderstrin faren for at rammes af ulykkestilfælde er størst, kan vi sammenstille tallet på de tilskadekomne arbejdere 1900-03 med tallet på de arbejdere, der i 1901-04 var under fabrikstilsynet; vi finder da, at faren for lemlæstelse er langt mindre for de kvindelige arbejdere end for de mandlige. Ligeledes er faren for de ganske unge mænd mellem 14 og 18 år betydelig ringere end for de ældre.

Kommer man op over det 18. aldersår, begynder faren at stige, men langt stærkere bliver stigningen, når man har overskredet det 22. år.

For hver 10 arbejdere mellem 14 og 18 år, der er kommet til skade, er der af et ligeså stort antal arbejdere mellem 18 og 22 år kommet 12 og over 22 år kommet 31 til skade.

Vil man endelig undersøge, hvorledes forholdet stiller sig på de højere alderstrin, og lægger man aldersfordelingen blandt de mandlige industriarbejdere i København, som den var ved folketællingen i 1901, viser det sig, at den gamle arbejders liv og lemmer er mere end dobbelt så stærkt truet som den unges. Til de øvrige forbandelser, den kapitalistiske produktionsmåde bereder de arbejdere, der er blevet ældede og udslidte i dens trældom: lavere løn, længere arbejdsløshedsperioder, kæder sig altså også en langt større fare for at miste liv og førlighed på arbejdets valplads.

Det stemmer godt med erfaringer, man har gjort for den engelske industri i tiden omkring 1890. Det viste sig her, at den gamle arbejder, på over 65 år, i transportindustrien og bjergværksdriften var 3 gange så stærkt udsat for at miste livet under arbejdet som den unge, i begyndelsen af tyverne, i byggefagene 6 gange så stærkt udsat, i metalindustrien 7 gange og i tekstilindustrien endog 14 gange så stærkt udsat.

Efter ugedage fordeler de i rådets beretninger skildrede ulykkestilfælde sig på følgende måde:

Man ser, at der om mandagen og lørdagen er indtruffet flere ulykkestilfælde end på de andre hverdage. Forskellen er ikke stor, men den er ikke tilfældig; i andre lande har den samme regel vist sig at gælde. Forklaringen er nærliggende: dels en utilstrækkelig hvile efter søndagens adspredelser, dels træthed efter ugens arbejde.

Toppen af siden

Sidst opdateret 28.12.2014