Marxisme Online  >  Historie  >  VS  >  Indhold

VS og overenskomsten 81

Dokumentation

• Dokumentation 1: Dyrtidsreguleringen
• Dokumentation 2: Arbejdsløsheden og indkomstpolitikken

Dokumentation 1

Dyrtidsreguleringen

Den automatiske dyrtidsregulering, er en blokering for en politik, hvor statsmagten ønsker at diktere lønforholdene på arbejdsmarkedet, altså en effektivt gennemført indkomstpolitik.

Derfor er der de seneste år af socialdemokratiske mindretalsregeringer foretaget en række attentater på dyrtidsreguleringen.

Dyrtidsreguleringen er indrettet sådan, at den kun giver 50 pct. dækning for prisstigningerne på en gennemsnitlig arbejderindtægt. Ved OK indgrebet i 75 blev pristallet 0-stillet og ørebeløbet pr. portion hævet fra 40 til 60 øre. Dette var den første forringelse af dyrtidsreguleringen efter krisens gennemslag.

At 0-stille pristallet betyder at reguleringsgrundlaget bliver sat lig med 100 pct. point. Før 0-stillingen var reguleringsgrundlaget med 3 pct. point, dette betyder at der ved et reguleringsgrundlag på 150 pct. point skal ske en prisstigning på 2 pct. for at udløse en dyrtidsportion, hvor der skal 3 pct. til ved et reguleringsgrundlag på 100 pct. point, fordi 2 pct. af 150 svarer til 3 pct. af 100.

Umiddelbart ser det ud til at regnestykket går lige op, fordi ørebeløbet sættes op med 50 pct., men det gør det ikke.

Lønarbejderne får et efterslæb, der betyder længere imellem udbetalingerne af dyrtidsportionerne.

Ved 1. augustforlig i 1976 greb regeringen atter ind i dyrtidsreguleringen, 2 dyrtidsportioner blev konfiskeret.

Ved decemberindgrebet i 79 skete der 4 forringelser i dyrtidsreguleringen.

1. 0-stilling af reguleringsgrundlaget, og en 50 pct. opskrivning af ørebeløbet fra 60 til 90 øre. Resultatet er det samme som i 75, større lønefterslæb og længere imellem udbetalingen af dyrtidsportionerne.
2. Konfiskering af 2 dyrtidsportioner, der skulle falde til udbetaling d. 1.3.80.
3. Olieprisstigninger blev med virkning fra januar 79, altså med tilbagevirkende kraft, trukket ud af beregningsgrundlaget. Resultatet var at lønarbejderne mistede yderligere en dyrtidsportion, der skulle være faldet pr. 1.3.80. Samt færre portioner i fremtiden.
4. Hvis der udløses en dyrtidsportion til udbetaling pr. 1.9.80 skal den ikke udbetales efter den nye øresats, men efter den gamle på 60 øre.

Det skal nævnes at hver dyrtidsportion, de gamle på 60 øre, alt i alt på årsbasis svarer til 1250 kr. hvert eneste år fremover. Oliepriserne har i årevis bidraget til færre dyrtidsportioner, fordi olien indtil ca. 1975 steg mindre end gennemsnittet af de samlede prisstigninger.

Havde man f.eks. holdt alle importerede varer uden for reguleringsgrundlaget ville der være faldet 7 dyrtidsportioner mere fra 1962 til i dag.

Toppen af siden

Dokumentation 2

Arbejdsløsheden og indkomstpolitikken

I perioden fra 1976 og til 1980 har Socialdemokratiets arbejdsløshedspolitik været en del af de indkomstpolitiske “løsninger” på krisen, som Socialdemokratiet har opstillet.

Socialdemokratiet har accepteret den tankegang, at de arbejdsløse skal bruges i kampen for at presse reallønnen ned, samt at hensynet til betalingsbalancen nødvendiggør at presse flest muligt ud af arbejdsmarkedet, dvs. henvise kvinderne til hjemmene, de unge til gaderne, de gamle til efterlønnen og de resterende til bistandskontorerne.

Vi skal her kort gennemgå de vigtigste af de stramninger, Svend Auken har været mester for i sin korte ministerperiode.

• Den såkaldte “moratorieordning” der forlænger perioden hvor 26 ugers reglen gælder, fra 3 til 4 år træder i kraft i november 77. Forinden er der faldet ca. 1.500 der er overgået til bistandskontoret (ordningen bortfaldt 1.1.80).
• § 65 indføres. Nu skal man bevise, at man er reelt arbejdssøgende. Hvis A-kassen og Arbejdsformidlingen mener man ikke er det, kan man pålægges at finde 5 ugers arbejde for at oppebære retten til understøttelse.
• Begrebet aktivt arbejdssøgende indføres. Dette giver A-kassen mulighed for at pålægge de arbejdsløse at deltage i kurser som A-kassen og Arbejdsformidlingen mener er vigtige for den arbejdsløse. Kursustiden tæller dog ikke som arbejde i forhold til 26 ugers reglen.
• A-kassen får mulighed for at vurdere om den arbejdsløse er aktiv arbejdssøgende, dvs. den arbejdsløse skal vurderes den 6., 12. og 24. måned. Hvis det vurderes, at den arbejdsløse ikke er “aktiv arbejdssøgende”, kan vedkommende smides ud af A-kassen.
• Efterlønnen, en god tanke, men på helt utilstrækkelige vilkår, sluser de gamle ud af arbejdsløshedsstatistikken.
• Børnepasningscirkulæret som rammer kvinder med børnepasningsproblemer, “de kan ikke betragtes som stående til rådighed for erhvervslivet”.
• Indgrebene mod den supplerende understøttelse, der berøvede deltidsansatte mulighederne for at hæve dagpenge for timerne op til 40.
• Indførelse af CRAM-systemet i Arbejdsformidlingen, der til hver tid via EDB kan trække alle oplysninger om den enkelte arbejdsløse ud.
• Angreb på understøttelsen gennem at regulere den ved dyrtidsregulering og ikke lønglidningen på arbejdsmarkedet.

Og nu de sidste stramninger:

• Der kræves 12 måneders medlemskab af en A-kasse i stedet for 6, for at oppebære understøttelse.
• At nyuddannede ikke kan få understøttelse før efter en måned .
• At arbejdsløse kan anvises arbejde, i større udstrækning, uden for deres fagområde.

Dette er de vigtigste af de indgreb, der er foretaget mod de arbejdsløse.

Konsekvenserne af indgrebet har været, at en stor del af de arbejdsløse har mistet tilknytningen til fagbevægelsen, og dermed på længere sigt er med til at svække de faglige organisationer. Mulighederne for at skabe en arbejdskraftreserve, der er villig til at tage arbejde uden for gældende overenskomster og under tariffer osv., vokser dag for dag.

Toppen af siden

Sidst opdateret 28.3.2016