Fra politisk revys hæfter nr. 3, s. 4-12.
Oversat fra Om kommunistpartiernas kris, smågrupperna och vånsterns uppgifter, ZENIT nr. 24/1971, af Hans Jørgen Dyrskjøt.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 25. juli 2008.
De i dag etablerede kommunistiske partier blev dannet i forbindelse med den første verdenskrigs slutning. Krigen mellem de imperialistiske magter havde i næsten alle Europas lande øget og tilspidset de sociale modsætninger. Inden for de socialdemokratiske arbejderpartier var de oppositionsretninger, som havde været klart markerede allerede før krigsudbruddet i 1914, både blevet radikaliserede og kommet hinanden nærmere. De reformistiske socialdemokratiers støtte til de herskende regimers krigsførelse havde hensat hele bevægelsen i en dybtgående og uforsonlig krise. Krigen blev i de fleste europæiske samfund afløst af et revolutionært opsving, som stærkt bidrog til et definitivt brud mellem de reformistiske kræfter og oppositionens forskellige grupperinger. Gennem indflydelsen fra den russiske oktoberrevolution førtes de forskellige revolutionære grupper sammen under nye – kommunistiske – ideologiske og organisatoriske former. På bolsjevik-partiets initiativ og under dets politiske ledelse blev de revolutionære arbejderpartier gennem årene 1919-21 sammenkædet til 3. Internationale eller Komintern.
De kommunistiske partier tilførte den europæiske arbejderklasse en i grunden ny revolutionær socialisme: først og fremmest en revolutionær ideologi, som byggede på marxistisk videnskab – leninismens politiske teori. I praksis indebar denne teori, at de kommunistiske partier trak klare grænser op mod den venstresocialistiske opposition, socialdemokratierne og de venstre-drejede grupper indenfor deres egen bevægelse. Teoretisk medførte leninismen bl.a. følgende opfattelser: overgangen til socialismen som en revolutionær kamp mellem bevæbnede samfundsklasser; nødvendigheden af at knuse den borgerlige stat og erstatte den med et proletarisk diktatur; tesen om revolutionens aktualitet i imperialismens epoke. Endvidere indførtes en helt ny form for partiorganisation. Det leninistiske parti var ikke en organisation, som omfattede hele arbejderklassen, men derimod en særlig gruppe af de mest bevidste og kampberedte dele heraf. Partiets almindelige opgaver og organisation bestemtes af den specifikke opfattelse af den revolutionære situation som en enestående sammensmeltning og tilspidsning af modsætninger på samfundets forskellige niveauer, noget som alene kunne udnyttes med fordel af et veldisciplineret og strengt organiseret parti. Endelig blev disse nye erfaringer i de fleste europæiske lande omsat til en revolutionær politisk klassekamp. Uanset, hvordan man bedømmer den kommunistiske bevægelses senere udvikling står det helt klart, at den europæiske arbejderklasses politiske kamp blev ført et langt skridt fremad ved dannelsen af kommunistiske partier.
Gennem 3. Internationale knyttedes de kommunistiske partier til Sovjetunionen og det russiske kommunistiske parti. Denne tilknytning gav de kommunistiske partier en ualmindelig organisatorisk styrke og politisk stabilitet. Som en følge af bl.a. den internationale modsætning mellem Sovjetunionen og de imperialistiske magter indebar den også at de kommunistiske partier kom i et totalt modsætningsforhold til det borgerlige samfund på en måde, som det tidligere socialdemokrati aldrig havde været. Udviklingen i Sovjetunionen og de internationale konflikter i mellemkrigstiden fik stærke eftervirkninger indenfor de kommunistiske partier; på det ideologiske plan fik marxismen et dogmatisk og økonomisk præg – den såkaldte stalinisme; organisatorisk fik de kommunistiske partier relativt hurtigt en stærkt byrokratisk karakter; politisk blev de efterhånden tvunget til stadig større hensyntagen til Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser.
Den antifascistiske og nationale kamp i perioden 1936-45 blev de kommunistiske partiers hidtil mest afgørende og magt-fulde indsats. I kampen mod fascismen udvikledes den strategi, som stadig råder i dag – folkefrontsstrategien. Denne bygger på den opfattelse, at hovedmodsætningen går mellem folket og monopolkapitalen; kommunisternes opgave er da at de som første skridt skal forene og mobilisere arbejderklassen og forskellige mellemlag i en front med demokratiske og sociale reformkrav, for derefter som næste skridt at knuse storfinansen og oprette et proletarisk diktatur. Det var i tampen mod fascismen, at flere af partierne fik en masseindflydelse i arbejder-klassen, f. eks. partierne i Italien, Frankrig, Jugoslavien, Finland, Grækenland og Tjekkoslovakiet. Ved krigens slutning 1945 havde kommunisterne langt fremskudte positioner i flere lande. I Frankrig, Finland, Tjekkoslovakiet og Italien indtrådte partierne i nationale regeringer; i Grækenland udløstes nogle år senere borgerkrigen. Udenrigspolitiske overenskomster sammen med bl.a. USA’s overlegne magtposition og offensiv mod de revolutionære kræfter i Europa tvang imidlertid de kommunistiske partier til retræte.
Den kolde krig i perioden 1948-62 bragte de kommunistiske partier i en helt defensiv forsvarsposition. Dette gjaldt ikke mindst den ideologiske kamp, hvor kommunismen blev udsat for et massivt borgerligt og socialdemokratisk angreb. Under halvtredsernes hårde politiske tryk blev folkefrontsstrategiens to-skridts program begrænset til kamp for demokrati, fred og sociale reformer. Endvidere optog partierne den krustjofske revision af tesen om fredelig sameksistens, hvor betoningen blev lagt på fredelig kappestrid mellem sociale systemer med uforenelige modsætninger og fredelig overgang til socialismen. Alt dette befæstede de reformistiske sider af folkefronts, strategien. Med halvtredserne indtraf imidlertid også det russiske partis 20’ende kongres med Krustjofs kritik af Stalin som et led i den almindelige afstalinisering. Resultatet af hele denne proces blev efterhånden et mere åbent klima indenfor den kommunistiske bevægelse. Den nyåbnede kritik af stalinismen var imidlertid lige så ofte en revision af marxistiske og leninistiske grundteser. I begyndelsen af 60’erne kom en “højreforvreden” retning derfor til at dominere i et ganske vist mere kritisk og frit klima.
I 60’erne ændredes vilkårene for de kommunistiske partier i den vestlige verden igen. Den kolde krig afmattedes; en skærpelse af de sociale og politiske konflikter indtrådte i de avancerede kapitalistiske samfund; det imperialistiske system kom ud i en dybtgående krise p.g.a. afkoloniseringen, Kuba, krigen i Algier og, i dag, krigen i Indokina. Hverken de kommunistiske partiers folkefrontsstrategi eller deres linie for fredelig sameksistens viste sig holdbar. Den første døde definitivt i Frankrig i maj 1968, og den fredelige sameksistens er brutalt blevet begravet i Vietnam. Hjørnestenene i de kommunistiske partiers inden- og udenrigspolitiske strategi er blevet radikalt undermineret ved forandringerne i tresserne, samtidig med at partierne i tiårets begyndelse søgte at formulere programmatiske svar på halvtredsernes sociale og politiske problemer. Et punkt, som i denne sammenhæng er vigtigt, er sikkert, at den generation, som blev skolet under tyvernes og tredivernes hårde klassekamp, falder fra i begyndelsen af tresserne. Ingen af de etablerede kommunistiske partier har formået at tage de forandringer op, som er sket i den avancerede kapitalismes samfundsstruktur, endnu mindre at give anvisning på i hvilken retning en ny revolutionær kommunistisk strategi skulle søges.
I trediverne og fyrrene gav de kommunistiske partiers tilknytning til Sovjetunionen, bl.a. på grund af internationale modsætninger , en vis garanti for, at folkefrontsstrategien ikke skulle føre til alt for vidtgående samarbejde med socialdemokrater og integration i det borgerlige samfunds institutioner. De politiske og ideologiske revideringer indenfor Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) og den særlig i tresserne markerede samarbejdslinie mellem Sovjetunionen og USA/Vesteuropa har imidlertid bortrykket denne garanti og dermed banet vejen for en dybtgående “højreforvridning” (nyrevisionisme). Eksempler på dette er det allerede nævnte med det franske kommunistparti (PCF) og majkrisen, Finlands Kommunistiske Parti og den finske regeringskoalition. Bestræbelsen hos det italienske kommunistparti (PCI) på at danne regering med De Kristelige Demokrater i Italien, for ikke at nævne Sveriges Kommunistiske Partis (SKP) overgang til en i mange henseender venstresocialistisk ideologi, 1967.
De etablerede kommunistiske partiers traditionelle politiske perspektiv blev fastholdt og mulighederne for at ændre deres politik begrænsedes af deres fortsatte loyalitet mod Sovjetunionen og Østeuropa. Udviklingen i disse lande har i de seneste år stadig tydeligere vist, at ikke socialistiske opfattelser og kræfter skridt for skridt er på vej til at befæste og forstærkes. De økonomiske reformer har bestyrket de kapitalistiske indslag i økonomien; bedriftlederklassen er blevet stabiliseret; rekrutteringen til højere uddannelse er lidt efter lidt blevet begrænset socialt; en forøgelse af indkomstforskellene er i udtalt grad indtrådt i løbet af tresserne. Mellem parti og masse har der allerede i lang tid været en dyb kløft, og i efterkrigstiden er der sket en omfattende afpolitisering. Det øgede forbrug går hånd i hånd med indførelsen af en vesterlandsk forbrugersamfunds-model. Selv den sovjetiske udenrigspolitik får stadig flere træk af udpræget stormagtschauvinisme, f. eks. eksporten til Ceylon af Mig-fly midt under et oprør. Styrken og graden af ikke-socialistiske indslag i Sovjetunionen er svære at bedømme. Vi savner stærkt en konkret historisk undersøgelse, hvorfor en endelig bedømmelse er svær at formulere. I det omfang, som ikke-socialistiske synspunkter er i fremvækst, er disse resultatet af en historisk proces, som begyndte allerede sidst i tyverne og fremskyndede des under tredivernes omvæltninger i Sovjetunionen. Det er i dette perspektiv Stalins politik og den såkaldte stalinisme må bedømmes.
Den kinesisk-sovjetiske konflikt har, foruden at den har brudt den tidligere enhed indenfor den socialistiske blok og dermed svækket Sovjetunionens dominans, haft den ideologiske effekt i Vesteuropa, at de kommunistiske partiers revision af marxismen-leninismen og overgang til en ikke-revolutionær stilling stadig tydeligere er blevet understreget. Den kinesiske revolution og folkerepublikkens udvikling har tilført den kommunistiske bevægelse afgørende erfaringer på en række områder. F. eks. angående forholdet mellem parti og masse under en revolutionær samfundsomvæltning, om den fortsatte klassekamp efter den socialistiske revolution. Dette har dog ikke hindret en meget tvivlsom politik i for eksempel Indonesien og Pakistan. De såkaldte maoistiske organisationer, som blev dannet i Vesteuropa i tresserne, f. eks. PCIm-l i Italien og KFml i Sverige er det ikke lykkedes at skabe noget alternativ til de traditionelle kommunistiske partier, og de har heller ikke vist nogen forudsætninger for at kunne gøre det.
De ovenfor skitserede udviklingslinier har fået en række virkninger indenfor de kommunistiske partier. Disse virkninger fremstår som de mest iøjnefaldende symptomer på disse partiers krise og opfattes derfor af mange som de egentlige årsager til krisen.
På det ideologiske og teoretiske plan har de kommunistiske partier revideret flere nødvendige grundsætninger i marxismen og leninismen. Frem for alt gælder dette synet på overgangen til socialismen, hvor et trinvist parlamentarisk perspektiv har erstattet teorien om en politisk alliance mellem forskellige klasser i væbnet kamp; forståelsen af, at den borgerlige klassestat og dens politiske system helt må tilintetgøres, og en af arbejderklassen kontrolleret overgangsstat sættes i stedet, for at den kan ophæve forskellen mellem lovgivende og udøvende magt. mellem masserne og et utilgængeligt apparat af byrokrater, mellem embedsmænd og parlamentariske politikere. Et yderligere eksempel er den revidering af marxismen, som er ske på et mere generelt eller "filosofisk" plan. Forfladigelsen har her medført, at den fremstilles som en humanistisk ideologi eller verdensanskuelse i stedet for en samfundsvidenskabelig teori.
Folkefrontsstrategiens samarbejdslinie har under den kolde krig og den “Krustjovistiske” periode ført til en reformistisk politik og faglig praksis. De kommunistiske partier har lagt hovedvægten på parlamentarisk arbejde i borgerligt-politiske organer og ofte stået for en forholdsvis tilbageholden og “kompromis-villig” faglig linie. Generelt set står partierne i dag fremmede for revolutionær politisk kamp.
Organisatorisk er de kommunistiske partier trods afstalinisering og større åbenhed, stadig byrokratiserede. I tilfældet med Venstrepartiet Kommunisterne (Vpk) er de sidste rester af de "leninistiske" organisationsprincipper helt afskaffet, og en socialdemokratisk model er indført.
Tilsammen har disse udviklingslinier og omstændigheder hensat de kommunistiske partier i den vestlige verden i en dybtgående krise, som sætter et spørgsmålstegn ved hele den traditionelle kommunismes eksistensberettigelse. Som partier for arbejderklassens langsigtede kamp for en revolutionær magtovertagelse og oprettelsen af et frit kommunistisk samfund, skulle de fortsat fuldt ud have en eksistensberettigelse. I så fald kræver det dog en radikal nyorientering hvad angår politisk strategi, kampmetoder, organisationsformer og forholdet til masserne. At dømme efter de kommunistiske partiers udvikling i hele efterkrigstiden, findes der intet, som tyder på en sådan nyorientering. Har i stedet, som vi hævder, de kommunistiske partier i hele efterkrigstiden og i særlig udpræget grad i tresserne udviklet sig mod en mere højtudviklet form for reformisme, hvilket alt tyder på, varetager partierne i dag ikke arbejderklassens langsigtede interesser bedre, end socialdemokraterne gør.
I løbet af tresserne har Vesteuropa og USA oplevet, at en ny politisk bevægelse er vokset frem, frem for alt lokaliseret til universiteter og uddannelsescentre og rettet mod det etablerede autoritære samfund og mod de eksisterende kommunistiske partiers politiske forstening og teoretiske forfladigelse.
Denne bevægelse er hovedsagelig vokset frem af tre grunde:
På baggrund af den ovenfor beskrevne situation opstod det fænomen, som almindeligvis er blevet kaldt “studenterrevolten” og som udmærkede sig ved politisk og ideologisk kamp mod den imperialistiske krigsførelse (f. eks. Vietnambevægelserne), mod krigsindustriens rustnings-hetz (f. eks. pacifistiske eller antimilitaristiske aktionsgrupper), mod det kapitalistiske samfunds anarkiske planlægning og mod monopolkapitalens hensynsløse og systematiske ødelæggelse af produktionsmateriale, naturressourcer og menneskeligt miljø (f. eks. by-grupper, aktionsgrupper mod miljøødelæggelse etc.) samt mod undervisningssystemets desorganisation og byrokratvælde (f. eks. SDS-grupper og andre typer af studenterfronter).
Studenterbevægelsen var karakteristisk ved en stærk kampvilje og optimisme. Den pegede på nye muligheder ved djærve, ukonventionelle og undertiden nye aktionsformer (maj-bevægelsen i Frankrig, det tyske og amerikanske SDS etc.) og knyttede teoretisk an til en radikal, undertiden marxistisk tradition, som var sygnet hen p.g.a. de etablerede kommunistiske partiers dogmatisme.
Den kommunistiske verdensbevægelses splittelse og de vestlige kommunistiske partiers degeneration bragte tidligt bevægelsen i harnisk mod disse partier og medførte for dele af deres kærnegrupper en orientering mod det kinesiske kommunistiske partis ideologiske og strategiske position, eller til forsøg på at knytte an til andre historiske traditioner som anarkismen eller trotskismen.
På grund af sin brede aktionsradius og på grund af utilstrækkelig forankring i bredere befolkningslag (arbejderklassen) og mangelen på egne teoretiske og politiske traditioner skjulte studenterbevægelsen i opsvingsårene stærke uudtalte modsætninger af politisk, ideologisk og teoretisk karakter.
I takt med øgede vanskeligheder for bevægelsen med at udvikle sine vage programmatiske forsæt og den stadig tydeligere afslørede uformåen i retning af opnå blivende politiske sejre og magt-positioner indledtes omtrent samtidig i de forskellige lande en stagnationsperiode mod slutningen af året i 1968. Den nye situation var præget af definitions-problemer, målsætningsdebatter, studie-spørgsmål og interne organisationsproblemer. Den tidligere aktionsromantik afløses nu af en “bibelfortolkende døde-dyrkelse” og endeløse ideologiske stridigheder, som indvarslede bevægelsens opløsning og undergang.
Studenterbevægelsens undergang blev påskyndet af to samtidige, på en gang modsatte og lige vigtige forhold, dels en desperat aktionsromantik, som gav sig udtryk i hovedløse angreb på det etablerede samfunds institutioner (eksempler på disse er de rent terroristiske linier, som blev udviklet af visse franske anarkistiske og “marxistisk-leninistiske” grupper efter majrevolten, ligesom af visse dele af det tyske og amerikanske SDS, som begyndte at føre en veritabel guerillakamp mod politi og universitetsbyrokrati. Også i Sverige forekom den form for aktioner, hvor handlingens moralske indhold helt overskyggede dens politiske konsekvenser) og hvis resultatløshed bare yderligere forstærkede bevægelsens almindelige krise og undergravede både sammenholdet og optimismen i den, dels et frugtesløst internt konsoliderings- og organisationsarbejde, som trods sin hensigt, at ville gå til bunds med alle uløste problemer, kun opnåede at mangfoldiggøre dem, og dette i et omfang, som bragte hele bevægelsen ind i en blindgyde.
I denne situation opstod en almindelig tendens til at søge løsningen på bevægelsens problemer i den tidlige socialdemokratiske og kommunistiske bevægelses historiske traditioner. Med udgangspunkt i de marxistiske klassikere og gennem studiet af især den russiske revolution, stridighederne i Komintern og andre centrale splittelsessituationer i den internationale arbejderbevægelses historie, søgte man det forløsende ord, det “Sesam luk dig op”, som skulle føre ud af blindgyden.
Følgen af, at man var dykket ned i disse traditioner blev, at bevægelsens kadrer genoplivede tidligere epokers strids-spørgsmål og gjorde dem til sine i en sådan grad, at de både fremskyndede og angav linierne for den begyndende splittelsesproces. Den opsplitning af studenterbevægelsen, som foregik over hele Europa og USA, skete ofte efter historiske forbilleder.
Den massebasis, som studenterbevægelsen trods sin sociale isolation dog havde hvilet på, kom på grund af de voksende vanskeligheder og de stadige stridigheder til at falde tilbage i passivitet og desorganisering, medens de ledende kadrer gik ud af processen sønderdelt i en mangfoldighed af smågrupper, som hver for sig havde sit historiske ideal, sin kadreorganisation og sin politiske profil.
Trods den rige variation fremtræder disse smågrupper for så vidt angår deres væsentligste karakteristika med en række fælles træk. Disse er ikke så meget af ideologisk art – her kan forskellene være store, lige fra outreret stalinisme til den mest beskårne trotskisme, – som af sociologisk og organisatorisk natur. Benævnelsen “smågruppe” henviser netop til disse sociologiske træk og ikke til det forhold, at grupperne er små i omfang, virksomhed eller medlemstal. Det ville ligge os fjernt at gøre et sådant numerisk forhold til et politisk argument. I den følgende fremstilling af smågruppernes fælles træk er det ikke tanken, at man skal opfatte den som fuldstændig dækkende i den forstand, at samtlige smågrupper skulle have samtlige nævnte træk. Den er snarere et forsøg på at ramme den generelle linie, som netop kendetegner smågruppesplittelsen, og at beskrive dens mest centrale karakteristika.
Vor konklusion, at de traditionelle kommunistiske partier i dag repræsenterer en mere avanceret form for reformisme og at de revolutionære smågruppers politik p.g.a. dens specifikke egenskaber fører til isolation og sekterisme, medfører kravet om en ny politisk orientering ud fra en marxistisk og leninistisk grundholdning.
Hovedmålsætningen for dette arbejde må være at arbejde for en socialistisk omvæltning i Sverige som en del af den internationale kamp mod alle former for udsugning og undertrykkelse samt for et frit kommunistisk samfund.
Opfyldelsen af denne målsætning stiller ikke bare ideologiske og teoretiske krav, men også organisatoriske. Det organisatoriske arbejde må imidlertid ikke begrænses til smågruppernes intensive studier forud for en planlagt proklamation af Det Kommunistiske Parti. Det svenske samfunds borgerligt-kapitalistiske karakter udgør godt nok den nødvendige forudsætning for et revolutionært kommunistisk parti. De nødvendige betingelser – jævnfør de tidligere situationer, hvor kommunistiske partier er blevet dannet – anser vi dog ikke for opfyldt. Det organisatoriske arbejde må derfor have en langsigtet og målbevidst karakter. Endvidere må forholdet til forskellige grupper, komiteer og organisationer ikke kendetegnes ved forsøg på styring og kontrol; det vil desuden være forkert at fremtvinge en ledende indflydelse ved organisatoriske foranstaltninger. Det langsigtede arbejde må først have skabt en massiv støtte og tillid før tiden er inde til at man skal påtage sig organisatoriske opgaver som ledelse.
På denne baggrund udgør Vpk et vigtigt arbejdsområde p.g.a. sin – om end efterhånden brøstfældige – tilknytning til arbejderklassen. Arbejdet indenfor denne organisation kan kun forsvares hvis det følger marxistiske og leninistiske retningslinier og har en langsigtet målsætning. Lige så vigtigt er det dog at knytte an til de mere radikale former for faglig kamp, som i spring har udviklet sig indenfor den svenske arbejderklasse. Det samme gælder forholdet til de antiimperialistiske solidaritetsgrupper, studenterbevægelsen, den socialistiske kvindebevægelse samt de forskellige socialistiske arbejdsgrupper, som er op-stået blandt de intellektuelle lønmodtagere.
Kritikken mod smågrupperne må ikke udvikles til en sekterisme med omvendt fortegn. De har spillet en stor rolle ved at genindføre marxistisk ideologi og teori i den politiske debat, og i forhold til deres begrænsede styrke har de udviklet en stor aktivitet. De udgør en del af den revolutionære bevægelse og derfor er et samarbejde med dem naturligt i spørgsmål af fælles interesse.
Inden for den kommunistiske arbejderbevægelse har der udviklet sig en række forskellige ideologiske traditioner. Blandt disse hæver leninismen og maoismen sig over enhver sammenligning med de andre i vigtighed, men ikke engang disse kan i tilstrækkelig grad anses at give retningslinier for en revolutionær teori og praksis i de avancerede kapitalistiske lande. Stalinismen må, i det omfang den kan siges at være en særlig ideologisk tradition, ses i perspektiv af Sovjetunionens/Østeuropas udvikling og de traditionelle kommunistiske partiers overgang til en avanceret reformisme. Som en reaktion mod denne udvikling opstod især i mellemkrigstiden forskellige oppositionelle retninger, f.eks. Bordigagrupperne, trotskismen, Brandler-Thalheimer retningen.
Selvfølgelig kan ingen af disse grupper i dag gøre krav på at være den “sande” leninismes fortalere. Derimod har disse grupper naturligvis en vis interesse ud fra en historisk synsvinkel.
Langt større betydning har imidlertid de marxister, som har studeret den vesteuropæiske kapitalisme. Det vigtigste i denne sammenhæng er dog ikke at udpege aktuelle ideologiske traditioner, men i stedet klart at markere forholdet til disse. Enhver form for dogmatisme og mekanisk genoplivning af forskellige opfattelser skaber en hindring for en ny revolutionær bevægelse. Hvad her er sagt om, hvorledes man bør forholde sig til den kommunistiske arbejderbevægelses forskellige retninger, må også gælde forholdet til de samfundsvidenskabelige skoler, som har tolket marxismen på forskellige måder, Frankfurter-skolen i Tyskland, gruppen omkring Gramsci-instituttet i Italien og Althusser-skolen i Frankrig.
Havde der i dag eksisteret et revolutionært kommunistisk parti, ville det naturligvis have været forum for teoretiske og ideologiske analyser af de avancerede kapitalistiske samfund og imperialismen. At denne organisation ikke eksisterer, gør imidlertid ikke studier og undersøgelser mindre vigtige. Derimod medfører det en stadig fare for, at analyserne bliver “subjektive”, d.v.s. at de ikke knytter an til problemer, som er centrale for arbejderklassen og en revolutionær organisation, men derimod – som det har været tilfældet med smågrupperne – ofte bestemmes af den seneste fase i de interne organisatoriske konflikter.
Hovedopgaven for de marxistiske analyser må være at udpege de områder, hvor det er nødvendigt at formulere en ny revolutionær kommunistisk taktik og strategi.
Et af disse områder er det reformistiske fagforeningsbyrokratis stilling og de metoder og kampformer, som det kan bekæmpes med. Det samme gælder forholdet til socialdemokratiet, bl.a. spørgsmålet om, hvorledes man skal forholde sig til statens indgreb i økonomien, på uddannelsesområdet, etc. og i det hele taget problemet med, hvorledes man skal forholde sig til Socialdemokratiets såkaldte ligheds-, kontrol- og trygheds-politik. Den avancerede kapitalismes klassestruktur må undersøges systematisk med henblik på at give politiske krav og aktioner en passende klassemæssig basis. De nye og stærkt udbyggede massemediers ideologiske virkninger er konsekvent blevet undervurderet af den revolutionære bevægelse. Måden, man skal forholde sig til parlamentarisk arbejde på, kan næppe være den samme i dag som tidligere, når man tager forskydningerne i statens forskellige roller i betragtning.
Flere af disse og andre problemer kan formuleres mere generelt. I modsætning til f. eks. bolsjevikpartiets situation i det førrevolutionære Rusland er arbejderklassen i de vesteuropæiske samfund i dag fagligt og politisk organiseret i bevægelser, som politisk og ideologisk bakkes op af den monopolkapitalistiske stat, og som er vendt mod nye revolutionære strømninger. Den vesteuropæiske borgerklasses statsmagt og politiske system er i dag mere velorganiseret, reguleret og effektivere, end det nogensinde tidligere har været tilfældet. Imperialismens krise er vitterligt et faktum, men modsætningerne mellem den vestlige verdens stater er i dag blevet reduceret stærkt til fordel for konflikten med de socialistiske kræfter. I modsætning til tidligere har disse stater i dag et vidtgående økonomisk, politisk og militært samarbejde.
Det organisatoriske arbejde må som en vigtig målsætning have bestræbelsen på at skabe en omfattende basis indenfor arbejderklassen og at udvikle den politiske bevidsthed i denne klasse. Med dette formål må det politiske arbejde udføres indenfor en partiorganisation som Vpk, indenfor faglige organisationer og spontant opståede massebevægelser. Inden for den kommunistiske bevægelse har man tidligere fremført kravet om at en og kun en revolutionær organisation kunne lede arbejderklassen. Vi mener, at denne “monolitiske” partiopfattelse ikke længere er gyldig. Efter al sandsynlighed vil en fremtidig socialistisk omvæltning i de langt fremskredne kapitalistiske samfund ske mens der eksisterer flere forskellige kommunistiske organisationer, grupper og komiteer. Forståelsen af dette medfører et krav om større gensidig respekt og enhed mellem forskellige organisationer og grupper indenfor venstrefløjen.
Problemer af denne type står i dag på dagsordenen for revolutionære kommunister i forskellige grupper eller politiske organisationer. Ingen af dem kan løses efter de reformistiske retningslinier, som de etablerede kommunistiske partier i dag anviser; endnu mindre er det lykkedes de revolutionære smågrupper at give nogen vejledning til en løsning af de problemer, den vesteuropæiske arbejderklasse står overfor i dag.
Sidst opdateret 2.4.2012