Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
1. Generalprøven
2. Det gamle regime
3. Socialisterne
4. Bolsjevikker, mensjevikker og liberale i 1905
5. Tilbagetog – og fremrykning
6. Krigen
7. Februar-revolutionen
8. Partiet genoprustes
9. "Al magt til sovjetterne"
10. Reaktionen marcherer
11. Opstanden
12. Den bolsjevikkiske tradition
Den 4. januar 1905 gik arbejderne på den kæmpestore Putilov-maskinfabrik i Skt. Petersborg i strejke mod fyringen af fire kolleger. Arbejderne på Putilov anede nu friheden efter at have været kuet og undertrykt i mange år af hårde arbejdsbetingelser og regimets hemmelige politi. De begyndte at diskutere andre vigtige spørgsmål. Først og fremmest krævede de nedsættelse af arbejdstiden og forbedringer af de sanitære forhold og af lægehjælpen. Da de besøgte andre fabrikker i Skt. Petersborg for at vinde støtte til deres aktion, kom der gang i diskussionerne: Over hele Skt. Petersborg begyndte vrede arbejdere at give udtryk for deres utilfredshed.
Snart gik snakken ikke kun om brød, arbejde og overlevelse, men også om frihed: frie valg, ytringsfrihed og stop for censur. Den 9. januar marcherede 200.000 arbejdere til Vinterpaladset for at bede zaren om at opfylde disse krav. I løbet af en uge var en mindre faglig strid blevet til en politisk massebevægelse.
Nu tog zaren selv hånd om sine undersåtters politiske udvikling. Hans soldater skød ind i den fredelige og ubevæbnede menneskemængde, hvorefter sabelbevæbnede ryttere sårede og dræbte mere end 1000- mennesker. Gapon, en præst, der havde marcheret i spidsen for demonstrationen, udtrykte den rædsel, som zarens handling udløste: "En strøm af blod skiller zaren fra hans folk". Og Lenin drog den barske konklusion: 'Den revolutionære uddannelse af arbejderklassen gjorde større fremskridt på én dag, end den kunne have gjort gennem måneders og års trist, kedelig og elendig eksistens."
Lenin var på den tid en ukendt landflygtig, og socialisterne i hans parti havde indtil da ikke spillet nogen nævneværdig rolle i begivenhederne. "Den blodige søndag", som massakren blev kaldt, ændrede ikke dette umiddelbart. Men efter at Skt. Petersborg-arbejdernes anmodning til zaren blev besvaret med blod, begyndte de at modtage de revolutionære socialisters idéer med større sympati.
Imidlertid var begivenhederne i 1905 ikke så meget kendetegnet ved, hvad arbejderne lærte af de revolutionære, som ved, hvad de revolutionære – eller i hvert fald nogle af dem – lærte af arbejderne. Gang på gang i løbet af året var det industriarbejderne – en lille minoritet i det kæmpestore zarrige – der ledede kampen for at ændre samfundet. Selv de bedste socialister blev forbløffede over arbejderklassens mod og opfindsomhed. Arbejderrådet - eller "sovjetten" var kun kronen på værket: en delegeretforsamling af arbejdere, hvor ingen var mere privilegeret end dem, han repræsenterede; gennemført demokratisk, men alligevel i stand til at løse de mest indviklede opgaver. Og denne forsamling blev ikke dannet efter tilskyndelse fra store teoretikere – den blev skabt af Skt. Petersborg-arbejderne selv som den bedst mulige måde at organisere deres egen kamp - generalstrejken i oktober 1905.
1905 viste ikke blot, hvad arbejderne var i stand til – 1905 kastede nyt lys over hele det russiske samfund. Dette år viste, at det enevældige styre – på trods af hele dets undertrykkelsesapparat - ikke var usårligt, men samtidig, at det kun ville give efter for organiseret modstand. 1905 afslørede, at på trods af al deres monarkisme og overtro kunne de fattige bønder være en kraft til forandring. 1905 viste, at fejhed var den centrale egenskab ved det russiske borgerskab – den voksende kapitalistklasse, hvis frygt for arbejderne hele tiden overskyggede frygten for enevælden. Og vigtigst: 1905 viste, at hele samfundet ikke længere var det ordnede og stabile system fra tidligere, men et system af modsætninger, som uden varsel kunne bryde ud i åben konflikt.
De russiske zarer havde i årtier behersket deres imperium uden at være alvorligt truet. Der var godt nok liberale kredse og bondeopstande, men de blev altid hurtigt isoleret og smadret. Monarkiet med dets hoffolk, adel og religiøse slæng fortsatte med at herske på samme middelalderlige måde, som dets forgængere havde gjort. Indtil den sidste fjerdedel af 1800-tallet kom den eneste alvorlige trussel mod enevælden udefra – uden for imperiets grænser.
I Vesteuropa var et nyt system ved at opstå – et system, som til syvende og sidst ville undergrave grundlaget for zarismen. Den nye økonomi i England, Frankrig og Tyskland var forskellig fra alt, hvad der tidligere havde været: Kapitalismen er historisk set den eneste måde at organisere produktionen på, som er tvunget til at ekspandere for selv at overleve. Da de industrielle økonomier i Europa voksede i konkurrence med hinanden, så blev de tvunget til at kigge udad – efter markeder, efter råstoffer, efter nye måder at lave profitter på. I den proces blev de nationale økonomier ødelagt, og kæmpemæssige dele af kloden blev underlagt de kapitalistiske magter som kolonier.
Disse magters militære styrke voksede sammen med deres evne til at producere flere og mere dødbringende våben. Våbnene blev så brugt til at gennemtvinge de store industrielle økonomiers dominans. For at overleve i junglen måtte de russiske herskere lære nye måder at slås på.
Efter 1880 ekspanderede den russiske industri voldsomt. Men hoveddrivkræfterne bag dens vækst var ikke – som i England og Frankrig – nationale private forretningsfolk. Det var udenlandske fabrikanter, som leverede de fleste af fabrikkerne og maskinerne til den russiske ekspansion, mens udenlandske banker leverede det meste af kapitalen. Bag dem begge stod selve den zaristiske stat, som leverede den resterende kapital, placerede kæmpeordrer flere år frem, holdt streng politikontrol med arbejdskraften og garanterede med alle midler de tyske tekstilmagnaters og den franske fondsbørs' profitter. Det nationale russiske borgerskab blev fra starten mærket af dets sekundære rolle i landets udvikling og af dets afhængighed af udenlandsk og statslig kapital. Dets rolle som junior-partner opmuntrede ikke til store tanker om at ændre samfundet. Det klamrede sig til zarens skørter og rev sig aldrig løs. Det blev andre kræfter – med andre mål – som skulle forsøge at løse den påtrængende opgave, som det var at slippe af med resterne fra feudaltiden.
Den største kraft, der ville vinde ved forandringer, var bondemasserne. Den "frihed" de fik bevilget i 1861, da livegenskabet blev ophævet, betalte de stadig for: Ågerrenter, som de blev tvunget til at betale for de bittesmå jordlodder, som de knapt kunne eksistere på; den enorme gæld de stadig skyldte for retten til at arbejde på disse jordlodder; og det arbejde, som millioner var nødt til at udføre for at deres lokale herremænd kunne leve mere behageligt. De liberale i byerne udgød deres foragt for disse uvidende bønder: de kaldte dem små-besiddere, konservative i bund og grund, som altid ville handle i reaktionens tjeneste. Men tiden skulle vise noget andet.
Imens voksede der industri-forstæder op omkring de større byer. Dér boede og arbejdede fabriks-proletariatet, den nye industriarbejderklasse. Denne nye klasse kom direkte fra landet. Den havde ikke megen uddannelse, politisk viden eller erfaring, men disse mangler viste sig at kunne vendes til fordele. For selv om industriarbejderne ikke havde nogen socialistisk eller fagforenings-tradition, så var de til gengæld heller ikke tynget af den samme konservatisme og sektionalisme, som andre landes arbejderklasser, f.eks. den engelske (og danske, ovs. anm.) med dens lange tradition for håndværks- og laugs-organisering. Fra den første store strejkebevægelse i 1890'erne viste de russiske arbejdere en kolossal evne til at slås og til at lære. Selvom industriarbejderne udgjorde et lille mindretal af befolkningen, blev det hurtigt klart, at den, der ledede dem, havde nøglen til Ruslands omvæltning.
Den zaristiske enevælde havde altid vakt modstand, og i de tidlige 1860'ere begyndte en organisation med åbne socialistiske hensigter at blive aktiv. Men "Jord og Frihed"-partiet, senere kaldet "Folkets Vilje", afspejlede Ruslands tilbageståenhed. Partiet baserede ikke sit håb om socialisme på arbejderklassen, som dengang knap nok eksisterede, men på bønderne. Derfor sendte partiet sine unge middelklasse-medlemmer ud på landet for at prædike imod monarkiet. Men bønderne modtog disse velbeslåede ambassadører uden tillid, ja endda fjendtligt. 'Gå ud til folket'-kampagnen blev en fuldstændig fiasko, og dele af "Folkets Vilje" begyndte at gå over til de mere direkte metoder. I 1881 lykkedes det for dem at myrde zaren, Alexander II. Men dette gjorde blot staten i stand til at isolere dem yderligere og reducere bevægelsen til nogle enkelte isolerede medlemmer.
Det var i denne periode, at den første marxistiske organisation, "Forbundet til Arbejdets Befrielse", blev dannet. Dets stifter, G. V. Plekhanov, mente, at bøndernes gamle landsby-fællesskab, som "Folkets Vilje" lagde så meget vægt på, var på vej ned. Udviklingen af kapitalismen i Rusland var nu ikke blot mulig, men uundgåelig. Og med kapitalismen ville en by-arbejderklasse blive født, som skulle blive socialismens fremtidige bannerfører.
I mange år blev dette argument fremført abstrakt i hemmelige diskussionsklubber. Men i midten af 1890'erne gav en massiv strejkebølge marxisterne lejlighed til at gå i gang med en mere praktisk aktivitet: agitation. Lenin var en sådan agitator. I adskillige år havde han været tiltrukket af terroristernes mod og selvopofrelse, og han blev først marxist i 1892-93. Nu begyndte han for første gang at lære at forbinde sine idéer direkte til arbejderne. Krupskaja, Lenins hustru, giver her lidt indsigt i de rent tekniske problemer, som det indebar:
"Jeg husker, da Vladimir Iljich forfattede den første løbeseddel til arbejderne på Semjannikov-værkerne. Vi havde overhovedet ingen tekniske hjælpemidler. Løbesedlen blev skrevet med blokbogstaver og uddelt af Babushkin. Ud af fire eksemplarer blev to opsnappet af opsynsmænd, mens de to andre gik rundt fra hånd til hånd."
Da agitationen startede, var der en del mukken blandt marxisterne, som var vant til diskussionsklubber, og som så ned på forsøgene på at dele løbesedler ud til uvidende arbejdere. Og da så strejkebølgen ebbede ud, og det igen blev nødvendigt at skifte taktik, var mange af kammeraterne igen uvillige til at skifte arbejdsmetode. Denne gang tog modstanden form af en ensidig satsning på rent faglige spørgsmål, kendt som 'økonomisme'. "Økonomisterne" ville udelukkende lave fagligt arbejde, og ville begrænse politik til at kræve indrømmelser fra regimet. Denne reformistiske holdning lignede de liberales. Over for dem understregede Lenin og Plekhanov vigtigheden af at opretholde aktiviteter på et bredt område af politiske spørgsmål.
I 1902 var der blevet opbygget en landsdækkende socialistisk organisation omkring avisen "Iskra" ("Gnisten"). Samme år på den 2. partikongres skete der en uventet splittelse, som truede med at Ødelægge det hele. Uenigheden gik på to spørgsmål: For det første om partiet skulle omfatte alle, der støttede det på den ene eller den anden måde, eller om medlemskab skulle begrænses til dem, der ville "handle efter partiets beslutninger". Og for det andet om tre gamle socialister skulle fortsætte som redaktører af "Iskra", selv om de ikke bidrog ret meget til fremstillingen af avisen.
Lenin og de, der støttede ham (flertallet eller "bolsjevikkerne"), gik ind for et disciplineret parti, hvor både medlemmer og redaktører skulle være ansvarlige. Lenin sagde, at den holdning, som Martov og hans gruppe (mindretallet eller "mensjevikkerne") havde, afspejlede de udisciplinerede vaner fra de gamle diskussionsklubber og de intellektuelle, der dominerede dem. Det var rigtigt, men bag argumentet var der ved at udvikle sig to meget forskellige vurderinger af den rolle, som de forskellige klasser ville spille i en revolution. Begivenhederne i 1904-7 fik disse bagved-liggende uenigheder op til overfladen og beviste, at splittelsen ikke var en ligegyldig eller midlertidig affære.
I februar 1904 erklærede Rusland krig mod Japan med fuld billigelse fra borgerskabet. Sidst på sommeren blev det imidlertid klart, at krigen gik dårligt, og dele af middelklassen begyndte at få kolde fødder. Godsejere, fabrikanter og folk i liberale erhverv begyndte at bruge de tandløse provinsforsamlinger til at brokke sig over krigen og til at holde taler om, at der var behov for en forfatning (grundlov). De dannede senere et parti kaldet "De Konstitutionelle Demokrater", forkortet til Kadet-partiet.
Mensjevikkerne satte stor pris på de liberales kampagne og opfordrede arbejderne til at støtte den. De advarede gang på gang mod, at selvstændige arbejder-aktioner ville skræmme de liberale tilbage til reaktionens lejr, og derfor skulle de undgås. Til grund for dette lå, at mensjevikkerne var overbevist om, at en revolution i det tilbagestående Rusland først måtte begrænse sig til at vinde fremskridt som dem, der allerede var vundet i Vesten, f.eks. frie valg. Disse borgerlige friheder, sagde de, kunne kun vindes med borgerskabets aktive støtte.
Bolsjevikkerne var enige i, at revolutionens mål var begrænsede, men argumenterede kraftigt for, at borgerskabet aldrig ville slås for disse mål. Lenin sagde, at borgerskabet
"... er bange for, at det i den kamp vil tabe den ejendomsret, som binder det til den eksisterende orden; det frygter, at arbejderne vil være alt for revolutionære; at arbejderne ikke vil standse ved den demokratiske revolution, men vil stræbe efter den socialistiske revolution; det frygter et fuldstændigt brud med embedsmands-standen, med bureaukratiet, hvis interesser er bundet med tusinde tråde til de besiddende klassers interesser."
Bolsjevikkerne afslørede altså altid de liberale kampagner og nægtede at bakke op bag dem, idet de fortsatte med at understrege hvor vigtigt det var, at arbejderklassen havde en selvstændig politik.
Arbejdernes virkelige allierede, sagde bolsjevikkerne, var de fattige bønder og ikke godsejerne fra Kadet-partiet, som viste deres klassefølelse ved at nægte at støtte eksproprieringen af de store jordbesiddelser. Selv de mest elementære friheder kunne kun gennemføres under ledelse af 'proletariatets og bøndernes revolutionært-demokratiske diktatur'. En sådan regering – demokratisk organiseret – ville ikke vige tilbage for at anvende hårde forholdsregler mod de besiddende mindretal.
Bolsjevikkerne havde ret i deres bedømmelse af det liberale borgerskab. Skræmt af massestrejkerne i Ruslands industrielle centre hastede de liberale fra og med oktober 1905 tilbage til regimet med mensjevikkerne lige i hælene. I kampens hede i 1905 var mensjevikkerne drejet til venstre under indflydelse af den revolutionære stemning hos industriarbejderne. Men i november 1906 fremhævede de behovet for valgalliancer med deres gamle kærlighed – Kadet-partiet.
Bolsjevikkerne var nu nået til en korrekt forståelse af de forskellige klassers rolle i Rusland. De havde fattet teorien. Men i den vanskelige opgave, det var at anvende denne teori i den virkelige kamp, lavede de mange fejl. I perioden med det kolossale opsving i arbejdernes kamp i 1905 undlod de i månedsvis at trække arbejderne ind i partiafdelingerne, og de havde ofte en sekterisk holdning i faglige spørgsmål. Disse problemer blev til sidst klaret, men kun ved at der blev brugt megen tid og mange kræfter på bitre interne diskussioner.
I oktober 1905 blev Skt. Petersborg-sovjetten dannet. En bolsjevikkisk organisator, Krasikov advarede imod denne "mensjevikiske intrige", og bolsjevikkernes centralkomité besluttede endda at boykotte sovjetten, medmindre den indvilgede i at gennemføre partiets program (truslen blev dog ikke gennemført). Skt. Petersborg-sovjetten blev født ud af generalstrejken i oktober, og beskæftigede sig i begyndelsen med at organisere og udvide strejken. Den så sig snart tvunget til at tage sig af spørgsmål som fordeling af fødevarer og forsyning af energi – den startede en avis (Izvestia), og da den blev undertrykt, tog sovjetten kommandoen over de borgerlige avisers trykkerier. Da Kronstadt-mytteristerne blev truet med dødsstraf, organiserede sovjetten en ny generalstrejke til forsvar for dem. Da jøderne blev truet med n ev rue rne pogromer, var det igen sovjetten, som organiserede bevæbnede arbejdermilitser til at patruljere i gaderne.
Sovjetten var det centrale redskab for arbejdernes kamp i Skt. Petersborg. Den organiserede politiske strejker, demonstrationer og væbnet forsvar. Der var ikke meget i hovedstaden, der bevægede sig uden ordre fra sovjetten. Og – som en slags 'hyldest' – kom henvendelser om alle slags problemer til sovjetten, adresseret til "Arbejdernes Regering, Skt. Petersborg". Det var faktisk spiren til en arbejderstat.
Hvordan kunne bolsjevikkerne da være så sekteriske i deres første holdning til sovjetten? Hvorfor undlod de at rekruttere arbejdere til deres partiafdelinger? Og hvorfor så de ned på de faglige kampe, der brød ud overalt i denne betydningsfulde periode? Svaret er, at de levede i fortiden, i perioden med bitre fraktionskampe mod mensjevikkerne, hvor behovet for et veldisciplineret parti af professionelle revolutionære måtte understreges igen og igen, og hvor bolsjevikkerne var nødt til at være skarpt adskilt fra hvad Lenin kaldte 'Sumpen'. I 1905 skiftede betingelserne med forvirrende fart, og mange bolsjevikker kunne ikke følge med.
Lenin kom nu til at spille en nøglerolle. Han så, at arbejderne fra at være apatisk sløve pludselig var blevet mere revolutionære end de fleste partimedlemmer. Han gjorde fælles sag med disse ny-radikaliserede arbejdere, argumenterede for, at de fik ansvarsfulde og ledende partiposter på trods af deres manglende erfaringer. Da denne proces blev sat i gang, blev opgaven med at bekæmpe sekterismen lettere: Partiet lærte af arbejderne.
Tendensen til at være langsom til at omstille sig til nye betingelser kendetegnede bolsjevikpartiet gennem hele dets eksistens, og det er fortsat et problem for alle seriøse revolutionære organisationer. Behovet for et sammenhængende arbejde under stabile former, når det er nødvendigt, har en tendens til at føre til "rutinisme" og uvilje mod at tage nye politiske retninger. Og det giver anledning til behovet for, hvad Lenin kaldte at "bøje stokken" - behovet for at slås hårdt for nye metoder, når nye omstændigheder kræver omstilling.
En del af Lenins storhed var hans evne til at se hvornår og hvordan, han skulle slås for dette. Hans præstationer kan måles, ikke kun ved den revolution, der lykkedes i 1917, men også ved den mislykkede i 1905. Sovjetterne blev slået. I Skt. Petersborg blev lederne arresteret i begyndelsen af december, og i Moskva blev et oprørsforsøg smadret med militær magt. I 1905 forblev hovedparten af hæren loyal mod zaren. Men bolsjevikkerne havde spillet en ledende rolle i kampen; de havde rekrutteret i titusindvis af de mest militante arbejdere. De havde konsekvent argumenteret klart og hårdt imod reformisterne og for den revolutionære omstyrtelse af enevælden, og de havde lært en masse i løbet af kampene. Arbejderklassen var fuldstændig slået i midten af 1907, men den var ikke slået for altid. Bolsjevikkerne havde opbygget kernen af et revolutionært parti, som – hvis det kunne overleve reaktionens år – ville stå i en stærk position til at lede arbejderklassen til sejr, når klassen rejste sig igen.
I 1905-revolutionens hede havde zaren proklameret en slags grundlov. Etableringen af en "Duma", eller parlament, havde kun ringe reel betydning. Dets medlemmer blev valgt på en sådan måde, at arbejderne og de fattige bønder ikke havde håb om at få valgt mere end et på forhånd fastsat antal repræsentanter, og Dumaen kunne under ingen omstændigheder tilsidesætte zarens autoritet.
Langt vigtigere friheder blev vundet ved arbejdernes direkte aktioner. Ytringsfrihed og en fri presse eksisterede f.eks. i praksis i flere måneder, ganske enkelt fordi myndighederne ikke var stærke nok til at håndhæve de love, der hindrede disse frihedsrettigheder. Men dette varede kun så længe som den revolutionære arbejderbevægelse selv. Efter foråret 1907 var regeringen i stigende grad i stand til at slå ned på aktivister, opløse møder, gennemtvinge censur og undertrykke socialistiske aviser.
Men regeringen, der nu blev ledet af Stolypin, var ikke tilfreds. Den iværksatte et brutalt undertrykkelses-felttog, hvor mindst 3.500 mennesker blev henrettet. I industrien gik arbejdsgiverne i offensiven med lock-out'er og forfølgelser. Da flertallet af arbejdere var udmattede og skræmte, kunne isolerede aktivister pilles ud enkeltvis. Bolsjevikkernes medlemstal faldt drastisk, mange kammerater blev arresteret og sendt til Sibirien, og en efter en blev lederne tvunget i eksil i udlandet.
Reaktionære ideer fandt grobund overalt. Sexuel sadisme blev moderne, og der blev åbnet klubber for at tilfredsstille denne smag, mens voldtægtsforbrydere strejfede omkring på Nevskij Prospekt i Skt. Petersborg. "De sorte Hundreder" (racistiske grupper) flakkede fulde rundt i gaderne, hvor de tævede og skræmte jøder og socialister.
Disse forhold satte bolsjevismen på dens hårdeste prøve. Bare det at overleve som organisation, at fastholde principperne, at forholde sig på bare en eller anden måde til de få arbejdskampe krævede kolossalt mod og viljestyrke. Det krævede også en række hårde kampe, før partiet kunne overbevises om at omstille sig fra de rungende slagord og masserekrutteringen i 1905 til reaktionens barske og utaknemlige forhold. Et eksempel: Hvordan skulle man forholde sig til Dumaen? Dumaen blev proklameret i 1905 for at formilde modstanden mod zarens styre. Dumaen var et skin-parlament, og det blev den ved med at være, selv i perioden med reaktion og nedgang. "Det er et princip," sagde mange bolsjevikker, "at vi ikke på nogen måde deltager i dette zarens forsøg på at stikke blår i øjnene på arbejderne". Rigtigt mange udmærkede aktivister følte det sådan, og det er næppe overraskende. Men de tog fejl.
I 1905, mens massebevægelsen udviklede sig hen imod en væbnet konfrontation med staten, var det de revolutionæres opgave at presse på for, at der kom en opstand og at kæmpe imod forsøg på at lede bevægelsen ind i parlamentariske baner. Men under reaktionen var dette perspektiv simpelthen en drøm. De revolutionære var nødt til at bide tænderne sammen og se i øjnene, at deltagelse i valgene var en af de få muligheder for politisk arbejde, som var mulig for dem. Lenin bemærkede, at mensjevikkerne var "fulde af højtflyvende snak om Dumaens betydning", hvorimod bolsjevikkerne foragtede den til det yderste. Men ikke desto mindre:
"Eftersom den forbandede kontrarevolution har drevet os ind i denne forbandede svinesti, skal vi arbejde dér til fordel for revolutionen, uden at jamre, men også uden stolthed."
Isoleret set var Dumaen lige så meget en "svinesti" i 1907 som den havde været i 1905, men dens forhold til den almindelige politiske situation skiftede i løbet af de år, og bolsjevikkerne var nødt til at skifte taktik svarende til det.
De bitre diskussioner, som dette spørgsmål rejste inden for partiet, udvidedes til en generel politisk strid om den legale politiske aktivitet – som var stærkt begrænset - stillet i modsætning til at arbejde under jorden. "Boykotterne" gik ind for ikke at tage hensyn til alle de muligheder, der fortsat var åbne for legale aktiviteter, og fortsatte med at argumentere for en taktik, der passede til den revolutionære periode.
Deres meget venstreorienterede talemåder dækkede faktisk over konservatisme: Vægring ved at tilpasse sig, at omstille sig efter udviklingen i den virkelige verden. Det var absolut nødvendigt for bolsjevikkerne at udnytte mulighederne for lovlig politisk aktivitet – men på højrefløjen udviklede der sig en tendens, som ville gøre lovlig politisk aktivitet til det eneste område at arbejde på, og som ville nedlægge de underjordiske celler. Det ville have betydet at opgive det meste af det politiske arbejde omkring fabrikkerne, og det afspejlede den udmattelse og demoralisering, som mange medlemmer følte i lyset af de enorme vanskeligheder, de blev stillet overfor ved den slags aktivitet under reaktionen.
Kampen mod begge disse tendenser blev gjort mere vanskelig, fordi selv de, der støttede Lenin, var påvirket af følelsen af demoralisering og af fristelsen til at hengive sig til tomt slagords-råberi. Der fandtes ingen massebevægelse, der kunne bryde stemningen, og som kunne afsløre og afrette retorikken.
På trods af dette blev diskussionen vundet og arbejdet fortsatte: Partiet organiserede åbent – til valg og som arbejder-repræsentanter i sygekasserne – og også under jorden, på fabrikkerne, hvor illegale celler fortsatte med at mødes, organiserede hemmelig uddeling af politiske løbesedler og pjecer og spillede en rolle i de få kampe, der faktisk opstod. Opgaven var kedelig, vanskelig, utaknemlig og ofte farlig, men den var ikke til at komme uden om. Det parti, der opgiver dets grundlæggende principper, eller som opgiver at arbejde seriøst i den klasse, som det mener kan ændre samfundet, det parti opgiver i praksis selve den revolutionære politik. Bolsjevikkernes fasthed i disse spørgsmål, kombineret med taktisk fleksibilitet, sikrede deres overlevelse under reaktionen og muliggjorde iøjnefaldende gevinster, da opsvinget endelig kom.
Og opsvinget kom. Økonomien forbedredes, og det samme gjorde arbejderklassens selvtillid. Politiet skød på strejkende minearbejdere i Lena i Sibirien og dræbte eller sårede mere end 500. Over hele Rusland holdt arbejderne harmfulde protestmøder, demonstrationer og strejker: 300.000 gik i strejke i april 1912, og 400.000 var ude 1. maj. Bevægelsen fortsatte i flere måneder, og de generelle politiske krav fra 1905, som f.eks. parolen for en demokratisk republik, hørtes igen på fabrikkerne og ved gade-demonstrationer.
Nu blev det muligt at arbejde mere åbent. Bolsjevikkerne startede en avis, Pravda, og brugte den som organisator blandt arbejderne, idet de etablerede grupper på fabrikkerne, som solgte avisen og lavede indsamlinger til den. Både bolsjevikker og mensjevikker voksede under disse mere favorable betingelser, men bolsjevikkerne voksede hurtigere blandt arbejderne, og meget hurtigere blandt arbejderne i det militante og politiske Skt. Petersborg-område. Tal, som blev offentliggjort i bolsjevikkernes avis, Pravda, gjorde dette klart. I juli 1914 havde bolsjevikkerne 639 arbejdergrupper organiseret i provinsen, næsten dobbelt så mange som mensjevikkernes 364. l Skt. Petersborg havde de mere end fem gange så mange med 1276 mod mensjevikkernes 224.
Fra 1905-07 havde de to partier stået lige, men da 1. Verdenskrig brød ud i sommeren 1914, var bolsjevikkerne dominerende blandt militante arbejdere.
I juli 1914 bevægede den russiske arbejderklasse sig frem mod revolution. I Skt. Petersborg var 130.000 arbejdere ude i en politisk strejke mod forfølgelsen af fagforeningerne og af arbejdernes aviser. På gaderne kæmpede store menneskemængder mod politiet, og der blev bygget barrikader i arbejderdistriktet Viborg. Krigserklæringen 1. august lagde bevægelsen død. Ved at køre frem med patriotisk hysteri var regeringen i stand til at splitte Skt. Petersborg-arbejderne. Uhyre mange blev mobiliseret til hæren, og 1.000 bolsjevikker blev deporteret.
Krigen stillede socialisterne overfor nye problemer – ikke kun i Rusland. Over hele Europa blev arbejderbevægelsen bragt til tavshed af den højtråbende chauvinisme, og klassekampen blev glemt, efterhånden som arbejderne stillede sig i kø til skyttegravene. Hvem ville forsvare idealerne om internationalisme? Overalt vendte socialister blikket mod det tyske socialdemokratiske parti med dets enormt magtfulde organisation og med dets ry for international marxisme. Men stillet over for det simple valg mellem at fortsætte klassekampen under jorden eller at støtte dets "egen" regering, valgte det tyske parti at slås for tysk kapitalisme mod andre landes arbejdere.
Et efter et gik de partier, der havde dannet Anden Internationale, nu samme vej. Ved at gøre det viste de, at internationalisme for hver af dem kun var et smukt ord, der ikke betød noget som helst i praksis. Lenin, der for en stund blev lammet af nyheden, kom snart med sin vurdering: "Anden Internationale er død, besejret af sin opportunisme".
At være imod krigen var imidlertid ikke nok. For at kunne opbygge en effektiv opposition var det afgørende at forstå baggrunden for krigen og dens forhold til klassekampen.
Lenin startede med at sige, at krigen havde en imperialistisk karakter; at de stærkeste kapitalistiske magter med deres gigantiske monopoler og banker var involveret i en bitter konkurrence om at dominere over de svagere. Denne konkurrence var blevet så voldsom, at den nu blev udkæmpet på et niveau af total krig. Enhver fred, der blev sluttet på basis af det eksisterende samfund, ville derfor kun forstærke de imperialistiske magters udbytning og undertrykkelse af ni tiendedele af kloden. Så at være imod krigen ud fra moralske og pacifistiske grunde, at ønske en "retfærdig fred", var faktisk at slutte fred med selve systemet. Pacifisterne svigtede klassekampen til fordel for abstrakt moralisering.
Ud fra den forståelse nåede Lenin frem til en socialistisk strategi: Det eneste mulige udgangspunkt for socialister var at sige, at arbejderne ikke havde nogen interesse i at slås for "deres" land, da en sejr kun ville styrke deres egen arbejdsgiverklasses magt over dem, hvorimod de havde al mulig interesse i at slås for deres egen klasse. Kun en borgerkrig, hvor arbejderne over hele Europa vendte sig mod deres egne regeringer, kunne stoppe denne imperialistiske krig og nedslagtningen af millioner af arbejdere. På denne baggrund måtte socialister hilse militære nederlag for deres egne landes regeringer velkommen.
Heraf fulgte, at det var nødvendigt at bryde så klart som muligt med "socialpatrioterne" i Anden Internationale, som ved at bakke op om deres egen herskende klasse og opgive klassekampen fulgte den modsatte kurs. Et kompromis med disse forrædere var umuligt. Lenin opfordrede til at danne en ny Internationale.
I Rusland blev mensjevikkerne splittet på spørgsmålet om krigen, og der var nogen forvirring blandt bolsjevikkerne, specielt i deres Duma-gruppe, men det overvældende flertal af de menige medlemmer var imod krigen ud fra et klassestandpunkt. Lenins paroler skærpede og fremhævede deres agitation. I Europa forblev bolsjevikkerne imidlertid næsten fuldstændig isolerede: kun nogle få enkeltpersoner og grupper støttede deres holdning. Det var klart, at en ny Internationale ikke simpelthen kunne proklameres – det var nødvendigt med en masse politisk arbejde for at opbygge den.
Som et første skridt deltog repræsentanter for bolsjevikkerne i den socialistiske anti-krigs-konference i Zimmerwald i Schweiz i september 1915. De delegerede stemte imod parolen "gør den imperialistiske krig til en borgerkrig", og nægtede at kræve et brud med Anden Internationale. Selv om de fortsat argumenterede hårdt for deres egne holdninger, så underskrev det bolsjevikkiske mindretal alligevel konference-manifestet, fordi det dog repræsenterede et krav til socialister om at kæmpe imod krigen.
Som tiden gik, og krigen blev mere og mere upopulær, blev flere socialister opmuntret til at tage en klar holdning til den. I Rusland skete det inden for nogle få måneder. Arbejdernes kamp blomstrede op igen, og under Zimmerwald-konferencen var der igen begyndt at bryde strejker ud, også politiske strejker i protest mod politivold imod arbejderdemonstrationer. Bolsjevikkernes organisation voksede i styrke, deres celler kunne ikke længere smadres ved arrestationer. Medlemstallet i Skt. Petersborg (der nu blev gendøbt Petrograd af chauvinistiske grunde) steg fra 1200 i juli 1915 til 2000 i juni 1916 og 3000 ved årets udgang. Politiagenters rapporter begræd konstant effektiviteten af partiets organisation. Bolsjevikkernes celler var aktive på de fleste store fabrikker i Rusland.
Industriel uro var ikke regeringens eneste problem. Krigen udgjorde en enorm belastning for hele økonomien og afslørede dens tilbageståenhed ved de katastrofale nederlag, som de dårligt udrustede tropper led. Misfornøjelsen bredte sig hos de væbnede styrker, soldater deserterede, og sømænd gjorde mytteri, ansporet af bolsjevikiske agitatorer. Zarismen svarede på den eneste måde den kendte: med pisken.
Men intet kunne dæmme op mod flodbølgen af oprør og militære nederlag. Regeringens ministre opførte sig mere og mere egenmægtigt og besynderligt, og monarkiet lyttede oftere til bizarre personligheder som f.eks. munken Rasputin. Det afspejlede kun dets magtesløshed. Sammenflettet som det var med alle de forældede rester af det russiske samfund, var zarismen ude af stand til at gennemføre effektive reformer. Monarkiet var blevet til en snylter på samfundets udvikling. Krigens katastrofale udvikling tjente til at gøre dette lysende klart og til at slippe den krise løs, som i løbet af få dage fejede det århundredgamle zardynasti til side.
I midten af februar 1917 var der kun mel tilbage til ti dages forbrug i Petrograd. Områdets militærkommandant beordrede rationering. Den 16. februar, hvor brødet var sluppet op, flokkedes folk i gaderne, og i hele den følgende uge var der sultne arbejder-demonstranter, der protesterede og smadrede vinduer. Den 23. februar, kvindernes internationale kampdag (8. marts i den vesteuropæiske kalender, o.a.), fyldtes gaderne af enorme mængder af arbejderkvinder, som krævede brød. Den 24. februar blev 40 mennesker dræbt af soldater, der var loyale mod zaren – men den følgende dag nægtede det samme regiment at skyde. 70.000 soldater sluttede sig til de 385.000 arbejdere, der nu var i strejke. Den 28. februar overgav de sidste loyale tropper sig. Ministrene blev arresteret, og deres zar abdicerede.
Ingen enkelt organisation, ikke bolsjevikkerne og ikke engang deres mest militante distrikt i Viborg, havde opfordret til strejkerne. Februar-revolutionen var fuldstændig spontan og åbenbarede endnu engang den russiske arbejderklasses evne til at handle på eget initiativ. Arbejder-sovjetter blev igen dannet, og denne gang var der grupper af soldater, der lærte af sovjetterne og dannede deres egne sovjetter.
Dog var revolutionens spontanitet samtidig dens svaghed. I løbet af få dage havde ledelsen af Petrograd-sovjetten opfordret det liberale borgerskab til at overtage ledelsen af landet, til at danne en provisorisk regering. Hvordan kan det nu forklares?
Revolutionen var ung og umoden; den hadede enevælden og higede efter enhed imod den; den troede på alle kræfter, som påstod at de stod for frihed og fred. Så i deres tidlige dage var sovjetterne politisk domineret af mensjevikkerne og af de social-revolutionære, bøndernes parti, som stod uhyre stærkt blandt de delegerede fra "bønderne i uniform", soldaterne. Sammen med Kadet-partiet stod de for reformer og så frem til, at det liberale borgerskab ville lede disse reformer. Deraf fulgte, at det var nødvendigt, at magten blev overgivet til borgerskabet.
Men tingene var ikke helt så simple. I toppen kunne den provisoriske regering måske nok udstede dekreter og tage beslutninger, der var i tråd med borgerskabets interesser; men på gulvet var den stadigt voksende bevægelse af soldater og arbejdere ved at træffe deres egne beslutninger. Soldater nægtede at adlyde ordrer, arbejdere gik i strejke. Den provisoriske regering manglede midlerne til at gennemtvinge sin vilje. Det var en situation med "dobbeltmagt": Den provisoriske regering på den ene side og den revolutionære bevægelse på den anden. Og den opgave, som lederne af sovjetten påtog sig i denne periode, var at forsone og underordne revolutionen under regeringen.
Bolsjevikkernes opgave var derimod at forklare over for revolutionen, over for arbejderne, soldaterne og de fattige bønder, at deres interesser og regeringens stod i uforenelig modsætning til hinanden.
Indtil april var bolsjevikkerne dog ude af stand til at forsøge dette. De undlod at tilpasse sig til en ny og sammensat situation. For at kunne gå fremad måtte de først kaste nogle af deres gamle overbevisninger overbord og afklare deres idéer ved at forbinde dem med de nye krav, som kampen stillede.
Kadetter, mensjevikker og social-revolutionære var forenede i fuldt ud at godkende den provisoriske regering. Man skulle tro, at bolsjevikkerne med deres velfortjente ry for at fastholde en hård politik i lige så høj grad ville være modstandere af den ny regering. Men det var de ikke. Mellem februar og april var partiets generelle linje at støtte den provisoriske regering 'betinget', eller "så længe den forsvarer revolutionens gevinster", selv om denne linje indeholdt megen forvirring og vigtige afvigelser. Heraf fulgte, at man ikke umiddelbart kunne kræve stop for krigen – under Stalins og Kamenevs redaktion bakkede Pravda op bag den provisoriske regering i alle afgørende spørgsmål.
Bolsjevikkernes holdning var ikke tilfældig, men stammede fra det revolutionsskema, som de havde udtænkt mange år tidligere. I 1905 havde Lenin forestillet sig en revolutionær regering af arbejdere og bønder, som – i stedet for det feje borgerskab – ville styrte enevælden og indføre borgerlige rettigheder. Den virkelige historie viste sig at være meget mere kompliceret. Arbejderne og bønderne havde ganske rigtigt udført en del af denne opgave ved at vælte zarismen. Men i zarismens sted eksisterede der nu en "dobbeltmagt" med arbejdere og bønder på den ene side og borgerskabet på den anden. Lenins skema havde ikke taget højde for dette – det havde lagt vægt på de to siders fælles interesse i at indføre grundlæggende frihedsrettigheder, frem for den konflikt, der kunne opstå mellem dem.
Kun Trotskij havde forudset et sådant problem i 1905. Hans løsning var, at arbejderne og bønderne var nødt til at gå videre imod borgerskabet og indføre socialismen. Ruslands økonomiske tilbageståenhed ville være et problem; men hvis den socialistiske revolution blev spredt, kunne det klares med hjælp fra en sejrrig revolution i Europa. Dette blev kendt som teorien om "den permanente revolution".
Nu – i 1917 – hvor det russiske borgerskab var involveret i krigen, hvor arbejdere og bønder kæmpede imod den for deres egne interesser, og hvor revolutionære holdninger udvikledes over hele Europa, gik Lenin over til Trotskijs synspunkter. Efter at være vendt tilbage til Rusland i begyndelsen af april, kastede han sig ud i en kamp for at overbevise bolsjevikpartiet om, at det var nødvendigt at opgive den "gamle bolsjevisme".
Det centrale punkt i Lenins nye holdning var, at det var nødvendigt at gå imod den provisoriske regering, og at "al magt til sovjetterne" burde være bolsjevikkernes nye mål og parole. I begyndelsen fik han overhovedet ingen støtte fra andre bolsjevik-ledere – der var faktisk mange af dem, der beskyldte ham for forræderi, sindssyge, anarki og meget mere. Dog tog det ham mindre end én måned at vinde et flertal af bolsjevikkerne. Hvorfor?
Ganske vist var Lenins eget ry og ihærdighed og overtalelsesevne i diskussioner vigtige. Men mere magtfulde faktorer spillede ind. For Lenin var ikke fuldstændig alene. Viborg-distriktet i Petrograd havde for eksempel støttet overgivelsen af magten til sovjetterne fra revolutionens første dage. Viborg var det mest fremskredne og militante arbejderdistrikt i Petrograd, hvor de største arbejdspladser lå. Som tiden gik, og den manglende tro på borgerskabet begyndte at spredes, og efterhånden som flere og flere grupper af arbejdere og soldater kom i konflikt med borgerskabet, bredte radikalismen fra Viborg sig. Som en af de tidlige tilhængere af Lenins synspunkt, Ludmilla Stal, bemærkede: "Ved at acceptere Lenins paroler gør vi nu, hvad virkeligheden selv opfordrer os til."
Lenin fik sin vilje på bolsjevikpartiets al-russiske kongres i den sidste uge af april, men det kunne kun opnås, fordi hans synspunkter passede til de praktiske erfaringer, som de mest fremskredne og militante arbejdergrupper havde gjort.
Da bolsjevikkerne vedtog deres nye linje om at gå imod den provisoriske regering og krigen, kom de på linje med de følelser, som herskede blandt de mest militante arbejdere og soldater. I hundredtusindvis bevægede de sig i retning af at forkaste regeringen og dens krig. Men militansen måtte rettes ind mod et enkelt positivt mål: "Al magt til sovjetterne". Bolsjevikkerne måtte, sagde Lenin, 'tålmodigt forklare' denne parole – målet var at vinde et flertal i arbejderklassen for, at magten skulle overgives til sovjetterne. Parolen fandt en ivrig tilhørerskare.
Dele af militæret kunne næsten ikke holde til mere. Af de 15 millioner mænd, der var blevet indkaldt, var omkring halvdelen døde, sårede eller savnede. Disciplinen i hele regimenter var ved at bryde sammen allerede før februar, og revolutionen accelererede denne proces. Soldaterne følte, at enden på enevælden også burde betyde enden på tilfældig disciplin og barbarisk afstraffelse som f.eks. pisk. Desertering og lydighedsnægtelse voksede i en sådan grad, at selv ledelsen af sovjetterne, som stadig støttede den provisoriske regering, var nødt til at give indrømmelser, hvis Rusland overhovedet skulle bevare en hær. De udsendte "Ordre Nr. 1", som gav soldaterne ret til at vælge deres egne komitéer, der blandt andet skulle kontrollere udrustningen i hver enkelt enhed. Der udviklede sig således en dobbeltmagt i hæren. Og ligesom i det civile liv var den ustabil, og førte til kamp om kontrollen mellem de gamle zaristiske officerer og de menige soldater.
I flåden var situationen endnu mere fremskreden. Et stort moderne krigsskib er mere som en fabrik end som en del af de væbnede styrker. Kollektiv organisering og veldefineret arbejdsdeling er absolut nødvendig for at føre sådan et fartøj. Kystfæstningerne i Kronstadt og Helsingfors var bolsjevismens højborge; sømændene dér kom til at spille en central rolle i oktober-revolutionen.
I deres agitation blandt de væbnede styrker tilskyndede bolsjevikkerne bevægelsen til at tage demokratisk kontrol ved at opfordre til valg af officererne. De opmuntrede ønsket om fred ved at argumentere for fraternisering med de tyske soldater på tværs af fronterne. Og de forklarede, at hvad dette betød politisk var at vælte den provisoriske regering, som aldrig ville bryde med den engelsk-franske imperialistiske alliance, samt at overføre magten til sovjetterne. Bolsjevikkernes medlemstal blandt soldaterne voksede fra 6.000 i april til 26.000 i juni.
Bolsjevikkernes indflydelse blandt bønderne var imidlertid stadig lille. Partiet erkendte bevægelsens enorme muligheder på landet. Men det forstod også, at de fattige bønder havde flertydige politiske anskuelser. Undertrykt og udbyttet af godsejerne var bønderne hvirvlet ind i en politisk kamp imod dem. Men samtidig var de små-besiddere, som troede på den private ejendomsret. Bønderne og deres politiske repræsentanter ville derfor svinge mellem arbejderklassen og borgerskabet, mellem socialisterne og de liberale. Det var op til arbejdernes parti – bolsjevikkerne – at lede bønderne, at trække dem ind bag arbejdernes bevægelse!
Efter februar 1917 blev dette i stigende grad både muligt og nødvendigt. De hjemsendte og deserterede soldaters radikalisme pustede til bøndernes utilfredshed. Angreb på godsejerne og afbrænding af deres herregårde tog voldsomt til i løbet af foråret. Bondepartiet, de social-revolutionære, fortsatte med at opfordre sine tilhængere til at vente indtil en ny jordreform var vedtaget. Men bøndernes tålmodighed var ved at være tyndslidt. Under pres fra neden blev de socialrevolutionære splittet i venstre og højre. Bolsjevikkerne tilskyndede bønderne til ikke at vente, men til at begynde at omfordele jorden gennem deres egne lokale komitéer. Sidst på sommeren begyndte masser af bønder at følge dette råd.
I industriarbejderklassen satte februar-revolutionen gang i strejker for højere løn, og flere arbejdspladser oprettede deres egne fabrikskomiteer og begyndte at kræve kontrol over ansættelser og fyringer og mere generelt over ledelsens manøvrer. Bolsjevikkerne støttede fuldt ud denne bevægelse, og kædede kontrol over fabrikken sammen med kontrol gennem sovjetterne – over samfundet som helhed. Bolsjevikpartiets indflydelse i fabrikskomiteerne voksede hurtigt.
Bolsjevikkernes styrke voksede faktisk overalt mellem april og juli på baggrund af deres generelle krav om at stoppe krigen, om jord til bønderne og om "al magt til sovjetterne". Men deres styrke voksede ujævnt. Bolsjevikkernes dominans i flåden, i nogle regimenter og i de største fabrikker i Petrograd afspejlede sig ikke over hele Rusland. I mellemtiden var de grupper, der allerede var blevet radikaliserede, ved at blive utålmodige: Da de havde fundet ud af, at den provisoriske regering skulle væltes, ville de starte angrebet med det samme. Det gav bolsjevikkerne nogle store taktiske problemer. Dér, hvor bolsjevikkerne voksede med voldsom fart og havde flertallet, begyndte deres lokale ledere at lytte til kravene om at tage magten. Petrograd var et sådant område.
I midten af april sendte udenrigsministeren, Miljukov, en meddelelse til de allierede, hvori han lovede at fortsætte krigen til sejr. Vreden og ophidselsen voksede i Petrograd. Mere end 20.000 soldater marcherede med våben og inddrog arbejder-distrikterne i processen. Igen – i midten af juni gjorde nyheden om en forestående militær offensiv soldaterne rasende.
I begge disse tilfælde var det livsvigtigt for bolsjevikkerne at holde de utålmodige partimedlemmer tilbage. Det var nødvendigt at modvirke, ja endda bekæmpe, væbnede demonstrationer, og selv paroler som "Ned med den provisoriske regering" måtte opgives. Sådanne paroler ville, selv om de var korrekte på længere sigt, under alle omstændigheder blive opfattet som en opfordring til den øjeblikkelige overtagelse af magten. Og ethvert sådant forsøg ville have været skæbnesvangert. For uden for Petrograd og en eller to industrielle og militære centre var bolsjevikkerne et relativt lille mindretal. Et oprør i hovedstaden ville hurtigt være blevet isoleret og smadret. Bolsjevikkerne havde stadig en masse "tålmodig forklaring" og sej opbygning tilbage at udføre.
Dette forhindrede dem ikke i at vise deres styrke: I juni-dagene var de tvunget til at aflyse deres demonstration. Men presset fra arbejdernes og soldaternes vrede mod den nye militære offensiv var så stærkt, at lederne af Petrograd-sovjetten blev tvunget til at indkalde til deres egen demonstration. Og på den var bolsjevikkernes paroler og tilhængere overvældende dominerende.
Massebevægelsen mod den nye militære offensiv fortsatte i flere uger og kulminerede i en kæmpedemonstration med næsten en halv million arbejdere og soldater "bevæbnet til tænderne og med røde bannere og plakater, der krævede, at al magt blev overgivet til sovjetterne", som avisen Izvestia skrev. Men lederne af sovjetterne havde ikke til hensigt at bryde med deres venner i den provisoriske regering.
Bolsjevikkerne havde gjort deres bedste for at forhindre arbejderne og soldaterne i Petrograd i forhastede aktioner, og de opfordrede nu til at stoppe demonstrationerne. Nu organiserede regeringen en rasende heksejagt mod bolsjevikkerne og især mod Lenin, som de beskyldte for at være betalt af Tyskland. Mange arbejdere og soldater troede på disse påstande, og i nogle uger blev betingelserne vanskelige. Bolsjevikkernes presse blev lukket, og mange af deres ledere arresteret. Lenin selv gik i skjul.
De reaktionære forsøgte at drage fordel af bolsjevikkernes åbenbare isolation og upopularitet og af den forvirring og modløshed, der var opstået i kølvandet på de store demonstrationer i juni og juli. Dødsstraffen blev genindført ved fronten d. 12. juli. Generalerne ønskede at gå videre: de ville opløse soldaternes komiteer fuldstændigt; men det blev aldrig forsøgt, fordi man frygtede, at soldaterne ville være så meget imod det, at de ville slagte officererne. I industrien gjorde arbejdsgiverne ihærdige anstrengelser for at drive bevægelsen for arbejderkontrol tilbage og genetablere deres "ret" til at ansætte og afskedige efter ønske. Lock-out'er blev almindelige.
Men reaktionen gjorde kun delvise og midlertidige fremskridt. Arbejdernes og soldaternes bevægelse var simpelthen for stærk. Da det første chok efter spion-bagvaskelserne var drevet over, dukkede bolsjevikkernes organisation op igen uden alvorlige tab. Allerede i slutningen af juli var bolsjevikkerne begyndt at genopbygge deres styrke.
I august var den russiske militære offensiv faldet sammen, arbejdsgivernes lock-out-kampagne var mislykkedes, og millioner af bønder var begyndt at overtage jorden. Hærens nordlige front var nu i fremskreden opløsning, og oprørsstemningen blandt soldaterne dér spredte sig hurtigt til tropperne på den sydvestlige front.
Alt dette overbeviste de reaktionære generaler og dele af den herskende klasse om, at det var nødvendigt at gå i gang med at smadre revolutionen øjeblikkelig, mens det stadig var muligt at handle. De begyndte at forberede et militærkup.
Siden juli-dagene havde ledelsen af regeringen været i hænderne på Kerenskij, hvis politiske rolle var at forsøge en kompliceret balanceakt. Han forsøgte at forsone generalerne på den ene side; men samtidig var han nødt til at bevare troværdigheden over for de "socialistiske" ledere af sovjetterne, som kunne takke millioner af arbejdere, soldater og bønder for deres positioner. Dette begrænsede Kerenskij's manøvrefrihed alvorligt. Efterhånden som krisen blev dybere, og generalerne blev mere krævende, var Kerenskij nødt til at bevæge sig til højre – men reaktionens appetit voksede hurtigere end Kerenskij's evne til at tilfredsstille den. Da dele af den gamle herskende klasse begyndte at kræve en "stærk leder", var Kerenskij ivrig efter at føje dem, og han udpegede general Kornilov til hærchef. Men det var ikke nok for Kornilov og hans tilhængere – de var ude efter den absolutte magt, en blankocheck til at undertrykke den revolutionære bevægelse med magt og genoprette den gamle orden.
Den 21. august faldt Østersøhavnen Riga til den tyske hær. Nordfronten truede med at falde fuldstændig sammen og derved bringe selve Petrograd i fare. Kornilov begyndte nu forhandlinger med Kerenskij om at indføre militært herredømme i hovedstaden under hans personlige kommando. I sidste øjeblik turde Kerenskij ikke, og han udsendte en erklæring, hvori han undsagde Kornilov og fjernede ham fra posten som hærchef. Det var for sent. Overbevist om sin støtte blandt top-generaler og ledende forretningsfolk rettede Kornilov sine styrker mod Petrograd.
Bolsjevikkerne, der var drevet ud i illegalitet og bagtalt som tyske spioner af Kerenskij, rejste sig nu for at forsvare ham! For kuppet var ikke rettet mod Kerenskij selv, men mod sovjetterne, hvis ledelse beskyttede ham. Bolsjevikkerne kunne ikke forblive neutrale, når sovjetternes skæbne stod på spil. De var nødt til at bekæmpe Kornilov. Men der kunne ikke være tale om at støtte regeringen. Faktisk var de nødt til at kæmpe på to fronter samtidig, med to forskellige metoder: mod Kornilov med kugler og barrikader og mod Kerenskij med ord; med vedholdende krav om at bevæbne arbejderne, om arbejderkontrol for at stoppe arbejdsgivernes sabotage, om overgivelse af jorden til bønderne og om at tage alle forholdsregler for at forstærke massernes entusiasme og deltagelse i kampen mod reaktionen.
Overalt, hvor det var muligt, tog bolsjevikkerne selv disse forholdsregler eller pressede masseorganisationerne til at gøre det. Gennem fabrikskomiteerne var de i stand til at organisere 40.000 arbejdere i afdelinger af Røde Garder. Overalt iværksatte bolsjevikkerne en utrættelig agitations- og organisationskampagne. Med disse metoder sikrede de ikke blot, at Kornilovs kup faldt sammen: de var også i stand til at stille regeringens og dens "socialistiske" tilhængeres svaghed op over for deres egen revolutionære energi og entusiasme. I løbet af denne firedages krise smeltede meget af mensjevikkernes og de højre-social-revolutionæres troværdighed bort.
Stillet overfor det kraftige forsvar, isolation fra soldatermasserne og jernbanearbejdernes sabotage af hans troppebevægelser, flygtede Kornilov. Hans nederlag bragte bolsjevikkerne tæt på magten.
Den 31. august opnåede bolsjevikkerne flertal i Petrograd-sovjetten. Trotskij blev valgt til formand, en post han havde besat én gang tidligere: under 1905-revolutionen. Den 5. september vandt bolsjevikkerne magten over Moskvasovjetten, og i midten af september havde sovjetterne i Kiev, Baku, Finland og de fleste industricentre fulgt trop. Medlemstallet i partiet nåede en kvart million.
Mellem den 12. og 14. september skrev Lenin en række indtrængende breve fra sit skjulested til bolsjevikkernes centralkomité under titlen "Bolsjevikkerne må overtage magten". At dette blev forkastet uden videre afskrækkede ikke Lenin. Han begyndte at bombardere hele partiet med breve, artikler og pjecer om spørgsmålet om statsmagten og den afgørende vigtighed af at overtage magten uden at vente. Bolsjevismen var, sagde han, ikke længere isoleret i Petrograd, som den havde været det i juli; den havde vundet flertallet af arbejderne, bakket op af en stor del af bønderne. I hæren var det fuldstændigt mislykkedes for regeringen at genoprette disciplinen, for soldaterne hadede nu ikke kun krigen og de primitive forhold og afstraffelser – de havde også lært, at deres officerer gik ind for Kornilov og alt, hvad han stod for, og de behandlede dem sådan, at Kerenskij var tvunget til at udsende proklamationer mod lynchning.
I et sidste fortvivlet forsøg på at søge folkelig opbakning indkaldte regeringen til en fuldstændig udemokratisk "Demokratisk Konference". I stedet for at boykotte dette skuespil og organisere en direkte kamp for magten, sendte bolsjevikkernes centralkomité en delegation af sted, som spildte adskillige dage med tomme diskussioner. Sådanne handlinger kunne kun medføre forvirring, og der fandtes kun én mulig forklaring på det: Centralkomitéen var ved at gå væk fra overhovedet at tænke på en opstand. Lenin kæmpede, med stærk støtte af Trotskij, i ugevis mod deltagelse i den "Demokratiske Konference" og dens efterfølger "For-Parlamentet".
Til sidst – den 5. oktober – accepterede centralkomitéen boykotten. Fem dage senere, efter et ti-timers møde, vedtog de en resolution, der erkendte, at "en væbnet opstand er uundgåelig, og at dens tid er kommet".
Selv nu var nogle centralkomité-medlemmer i stand til at betragte det som noget mindre betydningsfuldt. Sokolnikov sagde: "Der er ingen grund til at udlægge det som en ordre til handling". Hvad værre var: Kamenev og Zinoviev, der havde stemt imod oprøret, offentliggjorde både planen og deres modstand imod den i den ikke-bolsjevikkiske presse. Men ikke engang Lenins vrede kunne formå centralkomitéen til at ekskludere dem for denne åbenbart forræderiske handling.
Tøven og træghed var ikke begrænset til partiets øverste niveau. Da detaljerne i opstanden skulle diskuteres, udviste bolsjevik-lederne i Petrograd ingen synderlig begejstring for det. Efter at have været over-utålmodige i juli-dagene, havde de nu lært lektien for godt og var blevet over-forsigtige og rapporterede meget pessimistisk om stemningen blandt arbejdere og soldater i hovedstaden. Generelt var ledelsen tilbageholdende med at handle.
Opstanden er et kolossalt spil, hvor taberen taber alt, og det er ikke overraskende, at mange af top-lederne i partiet frygtede for at spille med en sådan indsats, da øjeblikket kom. Men deres pessimistiske vurdering af folkestemningen var ikke bare et forsøg på at undgå at tage ansvaret eller dyrt betalt forsigtighed med at udfordre statsmagten: Arbejderne var ikke på mærkerne og flokkedes ikke i gaderne, for i disse afgørende uger kom 'stilheden før stormen':
"den revolutionære stemning hos masserne bliver mere kritisk, mere dybsindig, mere usikker. Masserne søger - især hvis de har begået fejl eller lidt nederlag - efter et troværdigt lederskab. De ønsker at blive overbevist om, at vi kan og vil lede dem, og at de i det afgørende slag kan regne med sejr … arbejderne siger … Der kan ikke vindes mere ved strejker, demonstrationer og andre protester. Nu skal vi slås."
Forfatteren til disse linier var Leon Trotskij. Trotskij blev ikke bolsjevik før i sommeren 1917, men i de næste få måneder bidrog han enormt til partiet, forsvarede det offentligt under heksejagten i juli, blev fængslet sammen med bolsjevik-lederne og stod sammen med Lenin i kampen for at vinde partiet for kampen om magten. Lenin bemærkede senere, at siden Trotskij tilsluttede sig, havde der ikke været nogen finere bolsjevik. Med sine mange år som partileder bag sig tog Lenin sjældent fejl om, hvilken strategi og taktik partiet skulle antage. I september og oktober var han så nervøs for, at bolsjevikkerne skulle forfejle deres chance, skulle smide ansvaret for opstanden fra sig, at han var imod, at nogen instans uden for partiet skulle levere stødet. Men her var det Trotskij, der bedst forstod, at det var livsvigtigt for partiet, at magten blev taget i Petrograd-sovjettens navn, eftersom sovjetten kunne regne med loyalitet fra endnu bredere dele af befolkningen end bolsjevikkerne kunne alene.
Den 21. oktober anerkendte Petrograd-sovjetten "Den militære revolutionskomité" – et organ, som sovjetten selv havde valgt, der ledede alle tropperne i byen, og instruerede alle enheder om at nægte at adlyde nogen ordre, der ikke var underskrevet af denne komité. Den 24., mens der var voksende rygter om en plan om at overføre revolutionære regimenter til fronten, beordrede Kerenskij's kommandant i Petrograd soldaterne til at lukke den bolsjevikkiske presse. Den følgende dag tog sovjettens styrker simpelthen kontrollen over hovedstaden, besatte alle strategisk vigtige punkter og afvæbnede de få officerselever, der var rede til at slås for regeringen.
I Petrograd gennemførtes revolutionen så glat, at der ikke var nogen tab. Trotskij's strategi og hans praktiske ledelse som formand for sovjetten blev således retfærdiggjort på strålende vis. Dog skal der ikke gøres for meget ud af, at han havde ret over for Lenin omkring opstandens praktiske gennemførelse. De to mænds roller supplerede hinanden. For selv om Trotskij var den øverste organisator af oprøret, så var det Lenin, der mere end nogen anden havde stålsat bolsjevikkerne og vundet dem for at tage magten.
På den al-russiske sovjet-kongres, der mødtes for første gang den 26. oktober, havde bolsjevikkerne næsten 400 af de 650 delegerede samt støtte fra nogle dusin venstre-socialrevolutionære. Efter en lang hyldest henvendte Lenin sig til kongressen på denne simple måde: "Vi skal nu fortsætte med at opbygge den socialistiske orden."
Den socialistiske orden kunne ikke opbygges fra den ene dag til den anden, men fra begyndelsen gjorde bolsjevikkerne store fremskridt hen imod deres erklærede mål. Dekreter blev vedtaget i snesevis: om at koordinere og styrke arbejdernes kontrol gennem valgte komitéer; afskaffelse af det hemmelige diplomati; opfordring til arbejdere i alle lande til at kræve en retfærdig fred; afskaffelse af privat ejendomsret til jord og konfiskation af alle godser uden erstatning; om at proklamere alle Ruslands nationers ret til uafhængighed, hvis de ønskede det; om at etablere frihed til at praktisere hvilken som helst, eller ingen, religion; om at indføre frihed til skilsmisse. Disse og mange andre dekreter strømmede ud fra det nye Folkekommisærernes Råd, som Sovjet-kongressen havde valgt.
Men dekreter er ikke nok. Som Lenin sagde kort efter opstanden:
"Socialisme kan ikke dekreteres fra oven. Dens ånd forkaster den mekaniske, bureaukratiske vej; levende, skabende socialisme er massernes eget produkt ... Dekreter er instruktioner, som opfordrer til praktisk arbejde i massemålestok."
Socialisme afhang, ifølge Lenin, af masse-aktivitet hos arbejderne, som selv i praksis ville udføre deres centralt valgte organers politik. Dette er, hvad en arbejderstat betyder, og det er, hvad der skete i Rusland i revolutionens første måneder.
Men i løbet af de næste 12 år blev denne stat omdannet til det modsatte. Den detaljerede historie kan ikke fortælles her, men strukturen i processen var simpel og kan fortælles simpelt:
Med de revolutionære socialistiske bevægelsers nederlag andre steder blev Rusland isoleret i verden. Denne verden påtvang nu det sovjet-styrede Rusland nogle af de hårdeste betingelser, man kan forestille sig. Landet blev invaderet af 14 kapitalistiske landes hære, som støttede den gamle ordens "hvide" reaktionære hære. Den russiske arbejderklasse udkæmpede denne borgerkrig med det største heltemod. Hundredtusindvis kæmpede i Den Røde Hær. Hundredtusindvis flere kæmpede, sultende og hærgede af epidemier, for at holde fabrikkerne kørende. Det var med sine sidste kraftreserver, at arbejderklassen drev den militære trussel tilbage.
På landet havde bønderne i mellemtiden valgt – lige så meget på grund af mangelen på maskiner som på grund af deres egen individualisme – at dele de store godser op i små jordlodder, der var tilstrækkelige til at dække de enkelte bønders behov, men ude af stand til at levere mad til byerne. For at skaffe dette livsvigtige overskud, var bolsjevikkerne tvunget til at forsone sig med de større bønder, som var i stand til at levere varer.
Denne opgave, plus det kæmpeproblem at organisere en økonomi, som var blevet lammet af borgerkrigen, medførte, at der dannedes et voksende statsligt bureaukrati. Snart begyndte dette bureaukrati sammen med handelsfolk og industriledere at udvikle deres egne interesser. Lenins død og Trotskijs politiske nederlag gjorde vejen lettere for dette nye sociale lag. I 1929 opgav bureaukratiet under Stalins ledelse al tilbageholdenhed. I forfølgelsen af målet: at kunne konkurrere økonomisk og militært med kapitalismen andetsteds i verden, begyndte bureaukratiet på en voldsom udvidelse af industrien. baseret på overudbytning af russiske arbejdere. Arbejdernes organisationer blev smadret: tusindvis af arbejdere blev henrettet eller døde i arbejdslejre.
Dette udplyndringssystem i kapital-akkumulationens interesse adskiller sig ikke på nogen afgørende måde fra privatkapitalismen, og det skal forstås som bureaukratisk statskapitalisme. Det var og er i diametral modsætning til Lenins "levende, skabende socialisme". Det er nøjagtig det modsatte af en arbejderstat, som han forstod den og satte sig for at opbygge den.
Roden til den russiske revolutions nederlag ligger derfor i opløsningen af den klasse, som skaber og bringer liv til socialismen i den bolsjevikkiske tradition. For at forstå dette nederlag, må vi afvise det som en overfladisk påstand hos mange, at det var bolsjevikpartiets organisationsform eller partiledernes psyke, der var de afgørende faktorer. I sidste ende var det arbejderklassens skæbne, både nationalt og internationalt, som var den afgørende faktor.
Dette sidste punkt er specielt vigtigt, for uden hjælpen udefra kunne den russiske arbejderklasse ikke i længere tid håbe på, at de kunne modstå de andre klassers forenede kræfter, som havde en overvægt på mere end 40 mod én. Hjælpen kom ikke. Efter verdenskrigen blev revolutionen i Europa slået tilbage, på trods af at Den kommunistiske Internationale voksede fra næsten intet til en massebevægelse på få år.
Men intet af det, som er sket siden den russiske revolution, kan svække, hvad bolsjevikkerne opnåede. De vedbliver at være den eneste kraft i historien, som har været i stand til at lede arbejderklassen frem til statsmagten. Bolsjevismen er fortsat den rigeste inspirationskilde for socialister.
I Internationale Socialister er vi stolte over at bygge videre på den bolsjevikkiske tradition.
Sidst opdateret 12.6.00