Trykt som en del af pjecen Hvorfor et revolutionært arbejderparti? IS – på vej ud af centrismen udgivet af Internationale Socialister, september 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 28. marts 2015.
I fraktionskampen i FFL, og især efter den skærpelse, som IS’s dannelse har medført, bruges en række ord og begreber på tvetydig og højst uklar måde. Brugen af disse ord er derfor mere med til at forplumre diskussionen end at afklare den.
Det gælder især intervention og forankring, men osse faglig opbygning, rekruttering, generalisering/politisering.
I det følgende vil jeg forsøge at rette lidt op på forvirringen. Uden at have illusioner om, at vi bliver enige af den grund. Men for at kunne klargøre, hvor uenighederne går, så vandene kommer til at skille de rigtige steder. Interviewet i Arbejdermagt nr. 46 er et ekstremt godt eksempel på, at det ikke er til at få hold i, hvor uenighederne går.
Allerede i 74/75 var der en stærk fløj i VS, der havde som udgangspunkt, at der skulle opbygges et parti, som er stærkt forankret i arbejderklassen. Det var det, som var motivet bag de organisatoriske opstramninger på emnekongressen i 75.
Det var en politisk sund ambition, og den stod i en skærende kontrast til det, som var virkeligheden i VS dengang.
“Rigtige” arbejdere var der så få af, at der var tendenser til halleluja-stemning, hvis én af disse vovede sig ind i de hellige VS-haller. For det andet var partiets totale ubrugelighed blevet noget så ubarmhjertigt afsløret under maj-strejkerne i 74.
Emnekongressen viste en grundlæggende vilje i en del af partiet til at orientere sig mod arbejderklassen på en organiseret måde. Det udtrykte et stærkt behov for at udvikle en elementær faglig praksis og få lidt jord under neglene. Ikke i hele partiet, men i en stor gruppe, som hovedsageligt bestod af studenter, proletariserede studenter eller i bedste fald helt unge og uerfarne arbejdere.
Når en organisation forøger sin forankring i arbejderklassen, sker det ved, at man får flere arbejdermedlemmer, dvs. folk, som er på en arbejdsplads, eller i det mindste er arbejdsløse i et område.
Den naturlige måde at forøge sin forankring på er rekruttering. Partiet bliver til stede på en arbejdsplads i det øjeblik en arbejder bliver overbevist og melder sig ind i partiet.
Den unaturlige måde, eller den bagvendte om man vil, er, når folk, som i forvejen er medlemmer, sendes ud på arbejdspladserne, eller plantes. Det meste af den forankring, vi opnåede midt i halvfjerdserne, kom på denne bagvendte måde.
Man skal gøre sig helt klart, at det var et svaghedstegn – men samtidig var det osse en sund og måske nødvendig reaktion på denne svaghed. Det var nemlig en erkendelse af, at når VS ikke havde den mest elementære fornemmelse af, hvad der rører sig i arbejderklassen, så måtte man gå ud og hente den. Når man manglede den mest elementære erfaring fra kampe og fagligt arbejde, så måtte man udvikle den. Det var forudsætningen for at opnå den mest elementære lydhørhed, som gjorde, at man kunne begynde at forankre sig på den rigtige måde, nemlig ved rekruttering.
Som sagt var det et svaghedstegn, og det slog igennem på to punkter. For det første var vores øgede forankring ikke et udtryk for, at vores ideer havde vundet mere udbredelse i arbejderklassen. Derfor var der en tendens til, at vores øgede forankring narrede os selv.
For det andet indledtes et skift i opfattelsen af, hvad det ville sige at blive mere forankret. Det stammer fra at mange studenter følte sig fremmede over for proletariseringen i første omgang. Selv om der var sket en vis proletarisering, havde man ikke følelsen af rigtigt at have slået rødder. I første omgang var der et gab mellem de generelle holdninger og evnen til at omformulere det til en konkret praksis. Derfor var der ikke umiddelbart nogen større lydhørhed, og dermed heller ikke nogen synderlig indflydelse. Derfor var der en tendens til at føle sig “løst” forankret. Det er her skiftet i forankringsforståelsen begynder at stikke snuden frem. For så begyndte folk at fole sig fastere forankret, og mere forankret. Folk begyndte i tendensen at føle sig mere forankrede, jo længere man havde varet på en arbejdsplads, jo mere jord man fik under neglene og jo mere indflydelse man fik som enkeltperson.
Nogle steder lanceredes udtrykket “at svømme som en fisk i vandet” i forhold til arbejderklassen. Tydeligvis et udtryk, som stammer fra, at man tidligere ikke gjorde det, da man havde et fremmed forhold til faglig aktivitet. Det er altså en problemstilling, som har sin rod i studenterfortiden, og som aldrig ville være dukket op, hvis rekrutteringen havde fundet sted blandt fagligt aktive, som var ledende på deres arbejdspladser.
Men det afgørende skift ligger altså i tendensen til, at øget forankring bliver gjort til et individuelt spørgsmål om at vinde mere opbakning og ikke længere opfattes som et kollektivt spørgsmål om at skabe en større organisation ved at rekruttere.
I forlængelse af denne forståelse blev faglige poster naturligt en målestok for, hvordan vores forankring udviklede sig. En sådan forståelse kommer klart til udtryk i interviewet i Arbejdermagt nr. 46, når Bjarne Nielsen siger, “... at vi har nogle tillidsposter rundt omkring, at vi har nogle forankringer.” Ud fra denne forståelse opfatter man naturligt den person, som er blevet valgt til fællestillidsmand, som ekstremt dybt forankret.
Der skal ikke fra min side komme ét ondt ord om det at blive valgt til en faglig post i sig selv. Men det skal dog slås fast med syv-tommersøm, at når man bruger det som målestoks for forankring, så er det ikke længere politisk forankring, der er tale om. Så er der tale om begravelse, og de folk, som herudfra føler sig dybt forankrede, er i virkeligheden dybt begravede. De er dybt begravede i at administrere den manglende kampvilje i arbejderklassen.
Hvis målestokken for forankring er individuel opbakning, så kan der ske to ting, når der sker en højredrejning i arbejderklassen, hvor militante og revolutionære holdninger bliver mindre populære. Der kan ske det, at vi mister noget af vores forankring, eller at vi slækker på vores holdninger for ikke at tabe vores forankring.
Jeg vil mene, at det mest er det sidste, som er sket. Når folk ikke uddeler revolutionære løbesedler, ikke sælger aviser, tyder det på, at man ikke har en offensiv revolutionær profil.
Hvis man har en offensiv revolutionær profil, har man normalt behov for at diskutere med andre revolutionære for at pudse sine argumenter af og for at kunne støtte sig til andre. Når folk undlader at komme til FFL-møder i København, tyder det på, at man ikke har et sådant behov, derfor tyder det osse på, at man ikke har nogen revolutionær profil på sin arbejdsplads.
Når vi i IS taler om forankring i arbejderklassen, så mener vi forankring af vores ideer. Når vi siger, det er af strategisk vigtighed, at vores ideer er forankrede i arbejderklassen, dvs. til stede, selv om de ikke har opbakning, så er det fordi vi strategisk forventer, der vil komme en situation, hvor ideen om at knuse staten og tage magten, vil kunne vinde et flertal i arbejderklassen.
Vi øger vores forankring ved at rekruttere på sådanne klare politiske holdninger, og ved at rekruttere folk, som vil gå ud og overbevise andre om disse.
Vores forankring er større, jo flere steder der er folk, som klart står på IS-holdninger. Dvs. generelt vil vi være mere forankrede, jo flere medlemmer, der er i IS.
For at undgå misforståelser mener vi naturligvis, det er godt, hvis IS’ere nyder almindelig respekt og opbakning. Men omvendt bekymrer det os ikke, hvis det at holde fast i en revolutionær profil betyder, at vi taber den. Vi forventer ikke, at revolutionære kan have politisk opbakning i en arbejderklasse, som er reformistisk, eller faglig opbakning i de perioder, hvor den har mistet kampviljen.
Det betyder altså ikke, at vi skal undlade at lade os vælge til forskellige poster. Men det betyder, at vi ikke skal rokke os en tøddel på vore principielle holdninger for at få dem, eller vores ret til at stå frem med dem. Poster og opbakning er sekundært i forhold til at fastholde den revolutionære profil.
Når vi siger, at det har mindre betydning, om vi har poster og opbakning i dag, ligger det i, at klassekampen ikke udvikler sig jævnt, men i spring – og det samme galder kampviljen.
Det gælder både for det revolutionære opsving, det gælder for mindre ting som HT, og det gælder helt ned til, hvordan strejkeviljen kan udvikle sig på den enkelte arbejdsplads.
Mangler kampviljen, følger folk os ikke, om vi så har nok så mange poster. Er kampviljen der, lytter folk til os, selv om vi ikke har nogen poster – vel at mærke under forudsætning af, at det er fornuftigt, det vi siger. I de allerfleste kampsituationer vil vi kunne spille en væsentlig rolle, hvis vi fastholder vores organisation og politik intakt.
Denne tro på, at vi skal have poster og aktuel opbakning, er et klart tilbagefald i forhold til de erfaringer, vi gjorde under strejkerne i halvfjerdserne, i forhold til erfaringerne fra havnestrejken eller for så vidt Danfoss-strejken, hvor satsning på tillidsfolkene var en afgørende hæmsko. I denne strejke ville en revolutionær kerne, som før strejken havde været totalt uden opbakning og indflydelse, kunne have spillet en afgørende ralle under strejken.
Det er altså afgørende i vores strategi, om vi er til stede, når kampviljen viser sig. Men vi kan ikke fremkalde denne kampvilje.
I den store danske klassekamp er det indlysende, at vi ikke kan gøre en tøddel fra eller til med den håndfuld mennesker vi er. Men osse i det små – på den enkelte arbejdsplads er det yderst minimalt, hvad vi kan gøre fra eller til.
Når Emmett Caraker et sted skriver “..der kan ved målrettet agitation af militante og revolutionære etableres strejker”, så er det efter min mening grundlæggende forkert. Mange, mange steder har der været lavet målrettet agitation uden der kommet strejker, og mange – endnu flere – steder har der været strejket, uden der har været nogen målrettet agitation. Skulle der kunne hives et par eksempler frem, som synes at bekræfte hans påstand, dvs. hvor der har været et sammenfald, så svarer det til, at man mindst vil få ret to gange i døgnet, hvis man hele tiden påstår, at klokken er tolv.
Kampviljen er et udslag af en række uhyre komplekse objektive faktorer, som faktisk er umulige at forudse, men som i et vist omfang kan efterrationalisere på. Derfor er faglig opbygning ingen vej som generel strategi. I Polen opbyggedes der spontant en fagforening på 10 mill. medlemmer på få måneder. Et parti, som havde haft faglig opbygning som strategi, ville ikke kunne have tilføjet noget kvalitativt til Solidarnosc. Et parti derimod, med smadring af staten og internationalisering af revolutionen som strategi, ville kunne have udfyldt et tomrum.
Når vi formulerer os så negativt over for en strategi, som siger faglig opbygning, skal det ikke misforstås derhen, at vi ikke vil bygge op. Ej heller at det er umuligt at opbygge bastioner.
Hvis vi definerer en faglig bastion, eller militant bastion, som en arbejdsplads eller et afgrænset område, hvor revolutionære er fagligt ledende på trods af, eller måske delvist i kraft af, en klar revolutionær profil, og hvor man på trods af nedgang er i stand til at fastholde den elementære solidaritet og militans, så mener vi det er positivt. Den slags bastioner kan spille en væsentlig rolle i en kampsituation som HT eller et decideret opsving som majstrejkerne i 71. Når jeg siger “positivt” og “væsentlig” og ikke afgørende, er det for at markere, at vi kan være tvunget til et operere uden den slags bastioner, og at det faktisk osse vil være muligt. Leninværftet i Gdansk var ikke nogen sådan bastion, men blev det.
Derfor må opnåelsen eller besiddelsen af den slags bastioner aldrig ske på bekostning af den revolutionære profil. For hvis vi fastholder dem med denne omkostning, vil det sandsynligvis hurtigt vise sig, at vi slet ikke har dem som bastioner, men at det bare er noget, som vi bilder os ind. Jeg nægter at tro på, at noget er en reel bastion, hvis det politiske klima er sådan, at man ikke kan acceptere, at revolutionære fremlægger deres agitation og propaganda.
Rent faktisk mener vi, at revolutionær propaganda i dag er en nødvendig bestanddel i det, som nogen kalder faglig opbygning, det seje opbygningsarbejde, men som vi osse kan kalde genopbygning af solidariteten.
Årsagen hertil ligger i, at her under nedgangen, hvor arbejderklassen er i defensiven, kræver det tit et generaliseret svar at vinde selv små sejre. Under nedgangen er der imidlertid en stærk tendens til sektionalisme og opsplittethed i arbejderklassen. Militante oppositionsgrupper vil være underlagt denne tendens, hvis ikke de fastholdes af en revolutionær kerne i denne.
Tendensen til sektionalisme og opsplitning kan nemlig kun modgås ud fra et revolutionært ståsted, dvs. ved at være medlem af en revolutionær organisation. Det kræver en helhedsforståelse af, hvad betingelserne er for at vinde i dag, for at kunne genvinde det tab af selvtillid, som er sket de seneste år, og det kræver især en klokkeklar forståelse på en arbejdsplads af, om man vil følge os eller fagbureaukratiet.
Opbygningen af oppositionsgrupper er derfor en forkert strategi i dag. Oppositionsgrupper i dag er nemlig ikke en effekt af en bevægelse i arbejderklassen, men eksisterer reelt kun, fordi vi opbygger og fastholder dem. Dvs. det vil reelt være en periferi om IS’s arbejdspladslinje, vi opbygger. Men med den konsekvens, at vi freder disse folk politisk, og ikke tvinger dem til at tage stilling politisk.
Men etablerede bastioner vil ikke komme til at præge den virkelighed, vi vil komme til at stå over for. Det vil være undtagelsen. På de allerfleste arbejdspladser vil vi slet ikke være til stede, og hvor vi er til stede, vil vi normalt være et ubetydeligt mindretal uden væsentlig opbakning.
Vi må huske på, at selv hvor vi er i stand til at opbygge en bastion, er der ingen garantier for, at vi kan fastholde den. En pludselig luknings- eller nedskæringstrussel vil på en studs kunne splitte et meget solidt sammenhold – og hvor nederlaget ikke bare kan reduceres til, “at vi ikke har været dygtige nok”.
Derfor vil vi under et egentligt opsving være tvunget til at operere uden at have den slags bastioner på forhånd. De fleste steder må vi derfor være i stand til at intervenere i betydningen: Komme udefra til steder, hvor vi ingen medlemmer har, og arbejde for at vinde en ledende position. Det kan lade sig gøre. Fra USA er der erfaringer for, hvordan strejkeledere i de mest fortræffelige strejker aldrig har sat deres ben på de pågældende arbejdspladser. KPD’s problem i 30’ernes Tyskland var ikke, at hovedparten af dets medlemsskare var arbejdsløse, og at partiet derfor manglede forankring. Problemet var en forkert politik over for SPD og for kampen mod nazisterne. Derfor havde de ikke nogen offensiv linje for intervention. At så den store arbejdsløshed blandt KPD’s medlemmer var en effekt af samme forkerte politik, er en anden sag.
Herhjemme kan vi gå så langt tilbage som OTA i 73 og Uniprint i 75 og finde eksempler på, at det kan lade sig gøre at intervenere i en konflikt. Om den ledende rolle så har været forvaltet rigtigt, er en anden diskussion.
Derfor mener jeg det er uhyre farligt når Emmett skriver, at “Interventionisme har intet med ‘at komme udefra’ at gøre”. Interventionismens nerve er netop, at vi kommer udefra. Nødvendiggjort af at vi i dag er så få steder, og vi kan aldrig lade vores aktivitet begrænse af, hvor vi rent fysisk er. At interventionismens nødvendige modpol er generalisering og politisering de steder, hvor vi er, ændrer ikke noget ved det forhold.
Emmetts holdning er reelt at tilslutte sig interventionismen i ord, men at frede sektionalismen i praksis. Sektionalismens første bud er nemlig, at du skal være inden for et område og arbejde der for “at have ret til” at rejse din politik. Der er og har været en klar holdning blandt mange i FFL, at en smed ikke skal blande sig i forholdene på hospitalerne, og at en benzinarbejder ikke rigtigt har noget at gøre i en pædagog-konflikt.
Vi har der haft en anden holdning. Vi blandede. os i pædagog-konflikten uden nogensinde at have set en vuggestue indefra. Det samme gælder La Cabana og Danfoss.
Emmett m.fl. bliver fanget i vores oprindelige forståelse af forankringens vigtighed. En forståelse, som siger, at det er vigtigt at være forankret, fordi vi kan rejse solidaritet og tage initiativer, hvor vi har den styrke. Han bliver fanget på en sådan måde, at det fører til handlingslammelse, hvor vi ikke har den styrke.
Hår vi på den måde slår på interventionens rent fysiske nødvendighed, og i IS vil banke den igennem igen og igen, er det ikke fordi vi opstiller en modsætning mellem intervention og forankring.
For det første er det ikke noget statisk forhold, og for det andet ligger de i forlængelse af hinanden. Hvis organisationen intervenerer i en kamp, vinder en ledende rolle – over for et mindretal i det mindste – og det tilmed viser sig at vi har ret – ja, så er det oplagt, at vi rekrutterer nogle.
Dermed er vi forankrede det sted, og kan arbejde på at øge vores forankring indefra. Interventionisme er en nødvendighed for at øge vores forankring. Nødvendigheden påtvinges os af den virkelighed, som siger, at med en snes medlemmer af IS og med 50.000 arbejdspladser her i landet, vil der mindst være 49.980 arbejdspladser, hvor vi ikke er til stede. Vi vil ikke gøre nogen dyd ud af nødvendigheden, men det er dog en nødvendighed, vi ikke kommer ud over i en overskuelig fremtid. Med 1000 medlemmer vil der stadig være 49.000 arbejdspladser mindst, hvor vi ikke er til stede, og med 10.000 vil vi stadig være fraværende på 40.000.
I begreberne intervention – rekruttering – forankring - politisering/generalisering – udbygget forankring ser vi en model for, hvordan vi kan opbygge os selv fra smågruppe til revolutionær organisation. Udover naturligvis hvad vi henter ind fra gaden, som nok i starten vil være det væsentligste rekrutteringsfelt.
I nedgangstider vil vi rekruttere i det små – “the ones and the twos”, i opgangstider eller deciderede opsving vil vi kunne vokse i spring.
Vel at mærke, hvis vi bærer os rigtigt ad, og det vil i den sammenhæng sige: Står benhårdt fast på vore politiske principper, fastholder en høj og hård profil, afgrænser os organisatorisk klart og præcist, så der aldrig er tvivl om, hvem der er med, og hvem der ikke er det.
Det har intet at gøre med en sekterisk indstilling til aktionsenhed. I enhedsarbejde vil vi netop være smidige og fleksible. For at vokse er vi netop tvunget til at arbejde sammen med dem, som næsten er enige med os, og med dem, som kun er lidt enige med os.
Dernæst skal vi rekruttere offensivt, drive medlemspleje gennem konstant skoling og politisk diskussion og fastholde medlemsskaren i præcise prioriterede aktiviteter.
På den måde ser vi en mulighed for at opbygge en revolutionær organisation, som i fremtiden vil kunne leve op til sine opgaver.
Vi opfatter det i hvert fald som umuligt gennem VS og FFL.
Sidst opdateret 28.3.2015