Uddrag af A Petty-Bourgeois Opposition in the Socialist Workers Party, 15. december 1939.
Oversat af Jeppe Druedahl, 2005.
Overført til internet af Marxistiske klassikere.
Kopieret til Marxisme Online 31. juli 2008 iflg. aftale.
Dialektikken er hverken fiktion eller mysticisme, men en videnskab om vores tænknings former, for så vidt den ikke er begrænset til livets daglige problemer, men forsøger at opnå indsigt i mere komplicerede og udstrakte processor. Den dialektiske og den formelle logik står i et forhold til hinanden, der ligner det mellem højere og lavere former for matematik.
Jeg vil her prøve at skitsere problemets hovedindhold meget kortfattet. Den aristoteliske logik med dens simple syllogismer går ud fra sætningen om at “A” er lig med “A”. Dette simple postulat accepteres som aksiom [grundsætning] i forbindelse med masser af menneskelige aktiviteter og elementære generaliseringer. I virkeligheden er “A” dog ikke lig med “A”. Dette er let at bevise, hvis vi kigger på disse to bogstaver gennem en lup – de er ganske forskellige. Men, kan man indvende, det er ikke et spørgsmål om bogstavernes størrelse eller form, da de bare er symboler for lige store mængder, fx et pund sukker. Men denne indvending er forfejlet; i virkeligheden er et pund sukker aldrig lige med et pund sukker – en finere vægt vil altid kunne påvise en forskel. Igen kan man indvende: et pund sukker er lig med sig selv. Men dette er heller ikke korrekt – alle legemer ændrer sig hele tiden mht. størrelse, vægt, farve osv. De er aldrig lig med sig selv. Dertil ville en sofist svare at et pund sukker “på et givent tidspunkt” er lig med sig selv.
Bortset fra dette aksioms meget tvivlsomme praktiske værdi, så holder det heller ikke til et teoretisk gennemsyn. Hvordan skal vi opfatte ordet “tidspunkt”? Hvis det er et uendeligt lille tidsinterval, så ville et pund sukker som undersøges i løbet af dette “tidspunkt” uundgåeligt ændre sig. Eller er et “tidspunkt” en ren matematisk abstraktion, dvs. et nulpunkt i tiden? Men alt eksisterer i tid; og eksistensen selv er en uafbrudt omdannelsesproces; tid er derfor en fundamental del af eksistensen. Derfor betyder aksiomet “A” er lig med “A” at en ting der er lig med sig selv ikke ændrer sig, dvs. at den ikke eksisterer.
Ved første øjekast kunne det se ud til at sådanne “finesser” er ganske ligegyldige, men i virkeligheden er de af altafgørende betydning. Aksiomet “A” er lig med “A” forekommer på den ene side at være udgangspunktet for al vores viden, på den anden side er det også udgangspunktet for alle de fejl, der er i vores viden. Det er kun muligt at bruge aksiomet “A” er lig med “A” ustraffet inde for visse rammer. Når kvantitative forandringer i “A” er ubetydelige for den forhåndenværende opgave, så kan vi antage at “A” er lig med “A”. Det er for eksempel sådan en køber og en sælger ser på et pund sukker. Vi opfatter solens temperatur på samme måde og indtil for nylig gjorde vi det samme med dollarens købekraft. Men kvantitative forandringer ud over en vis grænse bliver til kvalitative forandringer. Et pund sukker, der udsættes for vand, er ikke længere et pund sukker. At bestemme det rigtige øjeblik, det kritiske punkt, hvor kvantitet ændres til kvalitet, er en af de vigtigste og sværeste opgave inden for alle vidensområder, herunder sociologi.
Alle arbejdere ved at det er umuligt at lave to fuldstændig ens ting. I omformningen af bearing-brass [en bronzelegering] til koniske lejer [en form for kuglelejer], tillades der for kuglerne en vis afvigelse, som dog ikke må blive for stor (dette kaldes tolerance). Ved at se på tolerancens regelmæssighed betragtes kugler som ens. (“A” er lig med “A”). Når tolerancens overskrides bliver kvantiteten til kvalitet; m.a.o., de koniske lejer bliver for dårlige eller fuldstændigt værdiløse.
Vores videnskabelige tænkning er kun en del af vores overordnede praksis, herunder vores tekniske formåen. For begreber eksisterer der også en “tolerance”, som ikke fastsættes af den formelle logik, der udgår fra aksiomet “A” er lig med “A”, men af den dialektisk logik, der udgår fra aksiomet, at alt er i konstant forandring. “Sund fornuft” er kendetegnet ved at den systematisk overskrider den dialektiske “tolerance”.
Vulgærtænkning opererer med begreber såsom kapitalisme, moral, frihed, arbejderstat osv. som var det faste abstraktioner, ved at antage at kapitalisme er lige med kapitalisme, moral er lig med moral, osv. Dialektisk tænkning analyserer alle ting og fænomener i deres vedvarende forandring og bestemmer ved de materielle tilstande i disse forandringer, den kritiske grænse hvor “A” holder op med at være lig med “A”, hvor en arbejderstat holder op med at være en arbejderstat.
Den grundlæggende fejl i vulgærtænkningen ligger i at den ønsker at nøjes med bevægelsesløse aftryk fra en virkelighed, der består af uendelig bevægelse. Dialektisk tænkning giver, vha. nøjagtigere tilnærmelser, rettelser og konkretiseringer, begreber et mere rigt indhold og større fleksibilitet; Jeg vil endog sige en saftighed, der til en hvis grad bringer dem tæt på levende fænomener. Ikke kapitalisme set generelt, men en given kapitalisme på et givet trin i udviklingen. Ikke en arbejderstat set generelt, men en given arbejderstat i et tilbagestående land under en imperialistisk omringning, osv.
Dialektisk tænkning står i samme forhold til vulgærtænkningen, som en film står i forhold til et fotografi. Film modstrider ikke fotografier, men forbinder en serie af dem i overensstemmelse med bevægelseslovene. Dialektikken afviser ikke syllogismer, men lærer os at forbinde syllogismer på en sådan måde at vores forståelse kommer tættere på den evigt forandrende virkelighed. Hegel skabte i hans “Logik” en række love: omdannelsen af kvantitet til kvalitet, omdannelse sandsynlighed til nødvendighed osv., som er lige så vigtige for teoretisk tænkning som simple syllogismer er det for elementære opgaver.
Hegel skrev før Darwin og før Marx. Hegel foregreb, takket været det kraftfulde skub i tænkningen den franske revolution frembragte, videnskabens generelle bevægelse. Men fordi det kun var en foregribelse, dog af et geni, fik det fra Hegel en idealistisk karakter. Hegel arbejdede med idealistiske skygger som den ultimative virkelighed. Marx viste at disse idealistiske skyggers bevægelse reflekterer intet andet end materielle legemers bevægelse.
Vi kalder vores dialektik materialistisk fordi den hverken har rødder i himlen eller i den “frie viljes” dybder, men i naturens objektive virkelighed. Bevidstheden voksede ud af det ubevidste, psykologi ud af fysiologi, den organiske verden ud af en uorganiske, solsystemet ud af stjernetågen. På alle trin i udviklingen blev kvantitative forandringer omformet til kvalitative forandringer. Vores tænkning, herunder den dialektiske tækning, er kun én af den i vedvarende forandring materies udtryksformer. I dette system er der hverken plads til Gud eller Djævel, udødelige sjæle, uendelige rets- og morallove. Tænkningens dialektik, der er vokset ud af naturens dialektik, besidder altså en fuldt ud materiel karakter.
Darwinismen, som forklarede arternes evolution vha. af kvantitative forandringer der bliver til kvalitative, var dialektikkens største triumfer indenfor for hele den organiske materies område. En anden stor triumf var opdagelsen af de kemiske grundstoffers atomvægtstabeller [Det periodiske system] og endnu videre omformningen af et grundstof til et andet.
Med disse omformninger (arter, grundstoffer, osv.) er der en tæt forbindelse til spørgsmålet om klassificering, der er lige så vigtig i natur- som socialvidenskaberne. Linnés system (18. årh.), der brugte ideen om arternes uforanderlighed som sit udgangspunkt, var begrænset til at beskrive og klassificere planter ud fra deres ydre kendetegn. Botanikkens barndom er en analogi til logikkens barndom, da tænkningens former udvikler sig lige som alt andet her i livet. Kun en beslutsom fornægtelse af ideen om uforanderlige arter, kun studier af planternes og deres anatomis evolutionshistorie, forberedte grundlaget for en virkelig videnskabelig klassificering.
Marx, som modsat Darwin var bevidst dialektiker, fandt grundlaget for en videnskabelig klassificering af menneskelige samfund ved dets udvikling af produktivkræfterne og ejerskabsrelationernes struktur som frembringer samfundets anatomi. Marxismen sætter i stedet for den vulgære deskriptive klassificering af samfund og stat, som op til i dag endnu florerer på universiteter, en materialistisk dialektisk klassificering. Kun ved at bruge Marx’s metode er det muligt at bestemme både begrebet en arbejderstat og tidspunktet for dens undergang korrekt.
Alt dette indeholder, som vi kan se, intet “metafysisk” eller “skolastisk”, som den indbildske uvidenhed erklærer. Dialektisk logik udtrykker bevægelsens love i samtidens videnskabelige tænkning. Kampen mod materialistisk dialektik udtrykker derimod en fjern fortid, småborgerskabets konservatisme, selvindbildskheden hos indspiste universitets folk og ... et lille håb om et liv efter døden.
Sidst opdateret 31.7.2008