Skrevet 7. marts 1939. Fra The New International [New York], Vol.5, No.5, May 1939, pp.133-134.
Oversat fra Once Again on the “Crisis of Marxism” og udgivet på dansk af SAP.
Overført til internet af Michael Styrk for Socialistisk Standpunkt.
Kopieret til Marxisme Online 31. juli 2008 iflg. aftale.
Når folk i de gode gamle dage talte om marxismens krise tænkte de på nogle helt bestemte af Marx's læresætninger, som de påstod ikke havde klaret kendsgerningernes prøve, nemlig: teorien om skærpelsen af klassekampen, den såkaldte “teori om fattiggørelse” og den såkaldte teori om kapitalismens “katastrofale sammenbrud”. Disse tre hovedpunkter udgjorde målet for bourgeoisiets og reformisternes kritik. I dag er det ganske enkelt ikke muligt at blive indviklet i kontroverser om disse emner. Hvem vil påtage sig at bevise at de sociale modsætninger ikke skærpes, men blødgøres? I USA er hr. Ickes, indenrigsministeren, og andre høje herrer tvunget til at tale åbent i deres taler om den kendsgerning at “60 familier” kontrollerer landets økonomi; på den anden side svinger antallet af arbejdsløse mellem ti millioner i opgangstider og tyve millioner i år med krise. De linier i Das Kapital, hvor Marx taler om polariseringen i det kapitalistiske samfund, ophobningen af rigdom i den ene ende og af fattigdom i den anden - disse linier, som er blevet anklaget for at være “demagoiske”, viser sig nu helt enkelt at være et billede af virkeligheden.
Den gamle liberal-demokratiske forestilling om en gradvis og generel vækst i velstand, kultur, fred og frihed har lidt endeligt og uopretteligt skibbrud. I dens kølvand er den social-reformistiske forestilling gået fallit, idet den i virkeligheden kun repræsenterede en tilpasning af liberalismens ideer til de foreliggende betingelser for arbejderklassen. Alle disse teorier og metoder havde deres rødder i den industrielle kapitalismes tidsalder, tidsalderen med fri handel og konkurrence, dvs. længere tilbage end hukommelsen rækker, en tid hvor kapitalismen endnu var et relativt progressivt system. Kapitalismens i dag er reaktionær. Den kan ikke helbredes.
Den må fjernes.
Der er vel næppe nogen idiot tilbage, som alvorligt tror (alle Blum'erne tror ikke; de lyver) at den monstrøse skærpelse af de sociale modsætninger kan overvindes ved hjælp af parlamentarisk lovgivning. Det er bevist at Marx har ret i alle sin analyses enkeltheder, ligesom i sin forudsigelse af “katastrofe”. Hvori består da marxismens “krise”? Nulevende kritikere gør sig ikke engang den ulejlighed at stille spørgsmålet.
Det vil blive nedskrevet i historiebøgerne at kapitalismen, før den gik i graven, gjorde sig en kæmpeanstrengelse for at bevare sig selv i en forlænget historisk periode. Bourgeoisiet ønsker ikke at dø. Det har omdannet al den energi, som det arvede fra fortiden, til en kæmpemæssig krampagtig reaktion. Dette er præcis den periode vi lever i.
Magt ikke blot erobrer, men “overbeviser” på sin egen måde. Reaktionen ødelægger ikke blot partierne fysisk, men nedbryder også folk moralsk. Mangen hr. radikal har deres hjerte i skoen. Når de står overfor reaktionen oversætter de deres frygt til en uvirkelig og almen kritik. “Der må være noget galt med de gamle teorier og metoder!” “Marx tog fejl ...” “Lenin forudså ikke ...”. Nogen går endnu længere. “Den revolutionære metode har spillet fallit”. “Oktoberrevolutionen har ført til det mest ondskabsfulde bureaukratiske diktatur.” Men den store franske revolution endte også med genoprettelsen af monarkiet. I det hele taget er universet elendigt skabt: ungdom fører til alderdom, fødsel til død, “alt hvad der fødes må forgå”.
Disse herrer har imidlertid let ved at glemme, at mennesket har banet sig vej fra en halvabe tilstand til et harmonisk samfund uden nogen rejsefører; at opgaven er svær; at for hvert skridt eller to fremad følger et halvt skridt, et skridt og sommetider selv to skridt tilbage. De glemmer at vejen er strøet med store forhindringer og at ingen har opdaget eller har kunnet opdage en hemmelig metode til et sikre en uafbrudt vækst i historiens opstigning. Beklageligvis blev de herrer Fornuftige ikke indbudt til konsultation da mennesket var i sin skabelsesproces og; da betingelserne for menneskets udvikling først tog form. Men ærlig talt dette forhold er der ikke noget at gøre ved ...
Lad os for den sags skyld indrømme at al tidligere revolutionær historie, og om det skal være hele historien, ikke er andet end en lang række fejltagelser. Men hvad har det med vore dages virkelighed at gøre? Hvad med den kolossale hær af langtidsarbejdsløse, de forarmede landmænd, det generelle fald i det økonomiske niveau og den kommende krig? De skeptiske selvkloge dumrianer lover os, at de engang i fremtiden vil katalogisere alle de bananskaller, som tidligere tiders store revolutionære bevægelser er gledet i. Men vil disse herrer fortælle os, hvad der skal gøres i dag, lige nu?
Vi vil vente forgæves på svaret. De forfærdede fornuftsmennesker smider våbnene når de står over for reaktionen, giver afkald på en videnskabelig samfundsmæssig tankegang, opgiver ikke blot materielle standpunkter, men også moralske og berøver sig derved ethvert krav om en revolutionær hævn i fremtiden. De betingelser, som har banet vejen for den nuværende bølge af reaktion, er imidlertid ekstremt ustabile, selvmodsigende og flygtige. De gøder jorden for en ny offensiv fra proletariatet. Lederskabet i denne offensiv vil netop tilhøre dem som fornuftsmenneskerne kalder dogmatiske og sekteriske. Fordi “dogmatikere” og “sekterikere” nægter at frasige sig den videnskabelige metode så længe ingen har fremsat noget i stedet, der overgår den.
Sidst opdateret 11.1.2010