Overgangsprogrammet

Leon Trotskij, 1938

Del I

 

De objektive forudsætninger for en socialistisk revolution

Den verdenspolitiske situation set under eet er først og fremmest kendetegnet ved en historisk krise i proletariatets ledelse.

De økonomiske betingelser for den proletariske revolution er generelt set blevet så modne, som det er muligt under kapitalismen. Menneskehedens produktivkræfter stagnerer. Allerede nu er nye opfindelser og forbedringer ude af stand til at øge den materielle velstand. Under den sociale krise i hele det kapitalistiske system påfører konjunkturelle kriser masserne stadigt større afsavn og lidelser. Stigende arbejdsløshed uddyber på sin side statens finansielle krise og underminerer de ustabile pengesystemer. Demokratiske regimer såvel som fascistiske vakler fra den ene bankerot til den anden.

Borgerskabet selv ser ingen udvej. I de lande, hvor det allerede er blevet tvunget til at sætte alt ind på fascismens kort, rutscher det nu med lukkede øjne mod en økonomisk og militær katastrofe. I de historisk privilegerede lande - d.v.s. i de lande, hvor borgerskabet stadigvæk i en vis periode kan tillade sig demokratiets luksus på bekostning af den nationale akkumulation (Storbritannien, Frankrig, De forenede Stater o.s.v.) - er alle kapitalens partier i en tilstand af rådvildhed, der grænser til lammelse af viljen. "New Deal" repræsenterer, til trods for sin prætentiøse beslutsomhed til at begynde med, blot en speciel form for politisk rådvildhed, som kun er mulig i et land, hvor det er lykkedes borgerskabet at akkumulere umådelige rigdomme. Den nuværende krise, der langt fra er løbet til ende, har allerede vist, at "New Deal"-politikken, ligesom folkefrontspolitikken i Frankrig, ikke åbner for nye veje ud af den økonomiske blindgyde.

De internationale forhold fremviser ikke noget bedre billede. Under det stigende pres fra den kapitalistiske opløsning når de imperialistiske modsætninger til slut et højdepunkt, hvor forskellige sammenstød og blodige lokale uroligheder (Etiopien, Spanien, Det fjerne Østen, det centrale Europa) uundgåeligt må smelte sammen til en storbrand af verdensdimensioner. Borgerskabet er naturligvis klar over den dødelige fare en ny krise udgør for dets herredømme. Men denne klasse er nu i uendeligt mindre grad i stand til at afværge en krig, end den var umiddelbart før 1914.

Al tale om at de historiske betingelser endnu ikke er "modne" til socialisme er et resultat af uvidenhed eller bevidst bedrag. De objektive forudsætninger for den proletariske revolution er ikke alene "modne", de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe. Alt afhænger nu af proletariatet, d.v.s. først og fremmest af dets revolutionære avantgarde. Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise.

 

Proletariatet og dets ledelse

Økonomien, staten, borgerskabets politik og dets internationale relationer er fuldstændigt fordærvede af en social krise, som er karakteristisk for en før-revolutionær samfundstilstand. Den væsentligste forhindring på vejen til forandringen af den før-revolutionære situation til en revolutionær situation er den proletariske ledelses opportunistiske karakter: dens småborgerlige fejhed over for storborgerskabet og dens forræderiske forbindelse med det, selv under dets dødskamp.

I alle lande er proletariatet alvorligt grebet af en dyb uro. Massernes mange millioner slår gang på gang ind på revolutionens vej. Men hver gang finder de vejen spærret af deres eget konservative bureaukratiske apparat.

Det spanske proletariat har siden april 1935 gjort en række heltemodige forsøg på at tage magten i sine egne hænder og styre samfundets skæbne. Dets egne partier (socialdemokraterne, stalinisterne, anarkisterne, POUM-isterne) virkede - hver på sin måde - som en bremse og forberedte således Francos triumfer.

I Frankrig afslørede den store bølge af sit-down strejker, især i juni 1936, proletariatets helhjertede beredvillighed til at omstyrte det kapitalistiske system. Det lykkedes imidlertid for de ledende organisationer (socialisterne, stalinisterne, syndikalisterne) under betegnelsen folkefront, i hvert fald for en tid, at kanalisere og dæmme op for den revolutionære strøm.

Bølgen af sit-down strejker, der er uden fortilfælde, og den forbløffende hastige vækst for industriarbejdernes fagforeninger i USA (CIO) er det mest ubestridelige udtryk for de amerikanske arbejderes instinktive stræben efter at hæve sig op på højde med de opgaver, historien har pålagt dem. Men også her gør de ledende politiske organisationer, indbefattet det nyligt skabte CIO, alt hvad der er muligt for at kontrollere og lamme massernes revolutionære pres.

Kominterns endelige overgang til den borgerlige ordens side, dens kynisk kontrarevolutionære rolle over hele verden - især i Spanien, Frankrig, De forenede Stater og andre "demokratiske" lande - skabte yderligere vanskeligheder af en særlig art for verdensproletariatet. Under Oktoberrevolutionens banner dømmer den forsoningspolitik, der føres af folkefronten, arbejderklassen til magtesløshed og baner vejen for fascismen.

Folkefronter på den ene side - fascisme på den anden; dette er imperialismens sidste politiske udveje i kampen mod den proletariske revolution. Fra et historisk synspunkt er begge disse udveje imidlertid nødløsninger. Kapitalismens forfald fortsætter under såvel den frygiske hues tegn i Frankrig som under hagekorsets tegn i Tyskland. Intet mindre end omstyrtelsen af borgerskabet kan åbne for en vej ud.

Massernes orientering bestemmes for det første af den døende kapitalismes objektive betingelser og for det andet af de gamle arbejderorganisationers forræderiske politik. Af disse faktorer er den første naturligvis den afgørende: historiens love er stærkere end det bureaukratiske apparat. Hvor meget de sociale forræderes metoder end adskiller sig fra hinanden - fra Blums ,,sociale" lovgivning til Stalins falske anklager - vil det aldrig lykkes dem at bryde proletariatets revolutionære vilje. Som tiden går vil deres desperate anstrengelser for at stoppe historiens hjul tydeligere demonstrere for masserne, at den proletariske ledelses krise, som er blevet en krise i menneskehedens kultur, kun kan løses af Fjerde Internationale.

 

Maksimumsprogrammet og overgangsprogrammet

Den strategiske opgave i den nærmeste periode - en før-revolutionær periode med agitation, propaganda og organisering - består i at overvinde modsætningen mellem de objektive revolutionære betingelsers modenhed og proletariatets og dets avantgardes umodenhed (den ældre generations forvirring og skuffelse, den yngre generations uerfarenhed). Det er nødvendigt at vi i den daglige kamps udvikling hjælper masserne til at finde en bro mellem de øjeblikkelige krav og revolutionens socialistiske program. Denne bro bør omfatte et system af overgangskrav, der udgår fra dagens betingelser og fra dagens bevidsthed hos brede lag af arbejderklassen, og som uafvendeligt fører til een endelig slutning: proletariatets erobring af magten.

Det klassiske socialdemokrati, som virkede i en epoke med progressiv kapitalisme inddelte sit program i to dele, der var uafhængige af hinanden: minimumsprogrammet som begrænsede sig til reformer inden for det borgerlige samfunds rammer, og maksimumsprogrammet som lovede at erstatte kapitalismen med socialisme i en ubestemt fremtid. Mellem minimums- og maksimumsprogrammet fandtes der ikke nogen bro. Og socialdemokratiet har heller ikke brug for sådan en bro, eftersom ordet socialisme kun bruges i højtidelige festtaler. Komintern har sat sig for at følge socialdemokratiets vej i den døende kapitalismes epoke: hvor der i almindelighed ikke kan være tale om systematiske sociale reformer og om højnelse af massernes levestandard; hvor borgerskabet altid med højre hånd tager dobbelt så meget, som det giver med venstre (skatter, tariffer, inflation, "deflation", høje priser, arbejdsløshed, politi-overvågning af strejker), hvor ethvert alvorligt krav fra proletariatet, og endog ethvert alvorligt krav fra småborgerskabet uundgåeligt rækker ud over grænserne for de kapitalistiske ejendomsforhold og den borgerlige stat.

Fjerde Internationales strategiske opgave består ikke i at reformere kapitalismen men i at omstyrte den. Dens politiske mål er proletariatets erobring af magten med det formål at ekspropriere borgerskabet. Gennemførelsen af denne strategiske opgave er imidlertid utænkelig uden den mest velovervejede opmærksomhed over for alle, selv små og partielle, taktiske spørgsmål. Alle dele af proletariatet - alle dets lag, fag og grupper - må drages ind i den revolutionære bevægelse. Den nuværende epoke udmærker sig ikke ved at den befrier det revolutionære parti for det daglige arbejde, men ved at den gør det muligt at udføre dette arbejde uløseligt forbundet med revolutionens egentlige opgaver.

Fjerde Internationale forkaster ikke programmet med de gamle "minimums"-krav for så vidt disse har bevaret i det mindste en del af deres livskraft. Utrætteligt forsvarer den arbejdernes demokratiske rettigheder og sociale erobringer. Men den udfører dette daglige arbejde inden for rammerne af det korrekte aktuelle, d.v.s. revolutionære perspektiv. For så vidt som massernes gamle, partielle "minimums"-krav kolliderer med de destruktive og nedværdigende tendenser i den dekadente kapitalisme - og det sker for hvert eneste skridt - fremsætter Fjerde Internationale et system af overgangskrav, hvis kerne består i at de stadigt mere åbenlyst og afgørende vil blive rettet imod selve det borgerlige regimes fundament. Det gamle "minimumsprogram" er blevet overflødiggjort af overgangsprogrammet, hvis opgave består i systematisk at mobilisere masserne for den proletariske revolution.

 

Glidende løn- og arbejdstidsskala

Under den smuldrende kapitalismes betingelser fortsætter masserne med at leve de undertryktes usle liv, nu mere end nogensinde tidligere truet af faren for at blive kastet ned i forarmelsens afgrund. De må forsvare deres ringe daglige udkomme, hvis de ikke kan forøge eller forbedre det. Der er hverken behov for eller lejlighed til her at opregne de enkelte delkrav, som gang på gang opstår på grundlag af de konkrete omstændigheder - nationale, lokale, fagforeningsmæssige. Men to grundlæggende økonomiske plager i hvilke det kapitalistiske systems stigende absurditet er sammenfattet - nemlig arbejdsløshed og høje priser - kræver generelle paroler og kampmetoder.

Fjerde Internationale erklærer kompromisløs krig mod kapitalisternes politik, der i stor udstrækning - ligesom deres agenters, reformisternes, politik - sigter mod at lægge hele byrden af militarisme, kriserne, pengesystemets opløsning og alle andre plager, der stammer fra kapitalismens dødskamp, på arbejdernes skuldre. Fjerde Internationale kræver arbejde og anstændige levevilkår for alle.

Hverken inflation eller stabilisering kan tjene som paroler for proletariatet fordi disse blot er to alen ud af eet stykke. Imod en voldsom forhøjelse af priserne, som med en krig i anmarch vil antage en stadigt mere uhæmmet karakter, kan man kun kæmpe med parolen glidende lønskala. Dette betyder, at kollektive overenskomster bør sikre en automatisk forhøjelse af lønningerne i forhold til prisstigningerne på forbrugsgoderne.

Over for truslen om sin egen opløsning kan proletariatet ikke tillade, at en stigende del af arbejderne overgår til at blive kronisk arbejdsløse fattiglemmer, som lever af smulerne fra et samfund, der er ved at gå i opløsning. Retten til arbejde er den eneste virkelige ret, arbejderen har tilbage i et samfund, der bygger på udbytning. Denne ret bliver i dag ustandseligt berøvet ham. Imod arbejdsløshed, "strukturel" såvel som "konjunkturel", er tiden moden til at fremsætte parolen om glidende arbejdstidsskala sammen med parolen om iværksættelse af offentlige arbejder. Fagforeninger og andre masseorganisationer bør forene arbejderne og de arbejdsløse i solidaritet og et gensidigt ansvar. På dette grundlag ville alt det arbejde, der er til rådighed blive fordelt blandt alle arbejdere i overensstemmelse med, hvordan arbejdsugens omfang bestemmes. Enhver arbejders gennemsnitsløn forbliver den samme som under den gamle arbejdsuge. Lønningerne ville, med en så streng garanteret minimumsgrænse, følge prisernes bevægelse. Det er umuligt at acceptere noget andet program for den nuværende katastrofale periode.

Ejendomsbesidderne og deres advokater vil bevise det "uigennemførlige" i disse krav. Mindre, især ruinerede kapitalister, vil desuden henvise til deres regnskabsbøger. Arbejderne fordømmer på det bestemteste sådanne slutninger og henvisninger. Det drejer sig ikke om et "normalt" sammenstød mellem modsatrettede materielle interesser. Det drejer sig om liv og død for den eneste skabende og progressive klasse og dermed om menneskehedens fremtid. Hvis kapitalismen er ude af stand til at tilfredsstille de krav, som uundgåeligt opstår af de ulykker, den selv har skabt, så lad den gå til grunde. 'Gennemførlighed" eller "uigennemførlighed" er i hvert enkelt tilfælde et spørgsmål om styrkeforholdet, som kun kan afgøres gennem kamp. Gennem denne kamp vil arbejderne, ligegyldigt hvad dens øjeblikkelige praktiske resultater end bliver, bedst nå til forståelse af nødvendigheden af at rydde det kapitalistiske slaveri af vejen.

 

Fagforeningerne i overgangsperioden

I kampen for delkrav og overgangskrav har arbejderne nu mere end nogensinde brug for masseorganisationer, først og fremmest fagforeninger. Den kraftige vækst i fagforeningsbevægelsen i Frankrig og De forenede Stater er den bedste gendrivelse af prækenerne fra de venstre-ekstremistiske dogmatikere, som forkynder, at fagforeningerne har "udspillet deres rolle".

Bolsjevik-leninisten står i frontliniens skyttegrave i alle slags kampe, selv når de kun drejer sig om arbejderklassens mest beskedne materielle interesser eller demokratiske rettigheder. Han deltager aktivt i de faglige masseorganisationer med det formål at styrke dem og øge deres kampånd. Han kæmper uforsonligt mod ethvert forsøg på at underordne fagforeningerne den borgerlige stat og binde proletariatet til "tvungen voldgift" og enhver form for politimæssigt formynderskab - ikke bare fascistisk men også "demokratisk". Kun på grundlag af et sådant arbejde i fagforeningerne er det muligt at føre en vellykket kamp mod reformisterne, deriblandt dem i det stalinistiske bureaukrati. Sekteriske forsøg på at opbygge eller opretholde små "revolutionære" fagforeninger som en anden udgave af partiet, er i virkeligheden et udtryk for at man fornægter kampen for ledelsen i arbejderklassen. Det er nødvendigt at opstille denne faste regel: selvisolering af den kapitulationistiske slags fra den faglige massebevægelse, hvilket er ensbetydende med forræderi mod revolutionen, er uforeneligt med medlemskab af Fjerde Internationale.

Samtidigt afviser og fordømmer Fjerde Internationale med bestemthed fagforenings-fetichisme, der er lige karakteristisk for fagforeningsfolk og syndikalister.

a) Fagforeninger tilbyder ikke og kan i overensstemmelse med deres opgave, sammensætning og måde at rekruttere medlemmer på ikke tilbyde et færdigt revolutionært program; som følge heraf kan de ikke erstatte partiet. Opbygningen af nationale revolutionære partier som sektioner af Fjerde Internationale er den centrale opgave i overgangsepoken.

b) Fagforeninger, selv de mægtigste, omfatter ikke mere end 20 til 25 % af arbejderklassen, og det er til og med overvejende de bedst uddannede og højest betalte lag. Arbejderklassens mere undertrykte flertal drages kun for kortere tidsrum ind i kampen, nemlig i perioder med usædvanlige opsving i arbejderbevægelsen. I sådanne situationer er det nødvendigt at skabe organisationer til lejligheden, som omfatter hele den kæmpende masse: strejkekomiteer, fabrikskomiteer og endelig sovjetter.

c) Som organisationer, der er udtryk for proletariatets øverste lag, udviklede fagforeningerne stærke tendenser til at indgå kompromiser med det borgerligt-demokratiske regime. Om dette vidner al tidligere historisk erfaring, herunder det friske eksempel med de anarko-syndikalistiske fagforeninger i Spanien. I perioder med skærpet klassekamp stiler fagforeningernes ledende organer efter at blive herrer over massebevægelsen for at gøre den uskadelig. Dette forekommer allerede i en periode med almindelige strejker, især i tilfælde af massive sit-down strejker, som ryster det borgerlige ejendomsprincip. I krigs- og revolutionstider hvor borgerskabet er kastet ud i særlige vanskeligheder, bliver fagforeningslederne sædvanligvis borgerlige ministre.

Derfor bør Fjerde Internationales sektioner altid stræbe efter ikke blot at forny fagforeningernes topledelser ved i kritiske øjeblikke dristigt og beslutsomt at føre nye militante ledere frem til erstatning for rutine-funktionærer og karrieremagere, men også efter i alle mulige situationer at skabe uafhængige militante organisationer der nøjere svarer til massekampens opgaver mod det borgerlige samfund, og hvis det er nødvendigt bør de ikke vige tilbage for et åbent brud med fagforeningernes konservative apparat. Hvis det er kriminelt at vende ryggen til masseorganisationer for i stedet at hengive sig til sekterisk hjernespind, er det ikke mindre kriminelt passivt at finde sig i, at den revolutionære massebevægelse underlægges åbenlyst reaktionære eller forklædt reaktionære "progressive" klikers kontrol. Fagforeninger er ikke et mål i sig selv; de er blot midler på vejen til den proletariske revolution.

 

Fabrikskomiteer

I en overgangsperiode har arbejderbevægelsen ikke en systematisk og afbalanceret, men en febrilsk og eksplosiv karakter. Paroler såvel som organisationsformer bør være tilpasset dette træk ved bevægelsen. Ledelsen bør, idet den skyr rutinemæssig behandling af en situation som pesten, opmærksomt følge massernes initiativer.

Sit-down strejker, som er det seneste udtryk for denne slags initiativer, går ud over grænserne for den "normale" kapitalistiske forretningsgang. Uanset hvilke krav de strejkende rejser, retter den midlertidige besættelse af fabrikker et slag mod afguden, den kapitalistiske ejendom. Enhver sit-down strejke rejser i praksis spørgsmålet om, hvem der bestemmer over fabrikken: kapitalisten eller arbejderen?

Hvis sit-down strejken rejser dette spørgsmål for en kort periode, giver fabrikskomiteen det et organiseret udtryk. Fabrikskomiteen, der er valgt af alle ansatte på fabrikken, skaber straks en modvægt til administrationens vilje.

Mod den reformistiske kritik af arbejdsgivere af Ford-typen, de såkaldte "pengefyrster" i modsætning til "gode", "demokratiske" udbyttere, rejser vi parolen om fabrikskomiteer som midtpunkt for kampen mod både den ene og den anden type arbejdsgivere.

Det er en almen regel, at fagforeningsbureaukraterne vil gøre modstand mod skabelsen af fabrikskomiteer, ligesom de modsætter sig ethvert dristigt skridt, som tages i retning af at mobilisere masserne.

Jo større bevægelsen er i omfang jo lettere vil det imidlertid være at bryde denne modstand. På virksomheder, hvor tvungent medlemsskab af en fagforening allerede er blevet indført i "fredelige" tider, vil komiteen formelt falde sammen med fagforeningens sædvanlige struktur, men den vil forny dens sammensætning og udvide dens funktioner. Komiteens væsentligste betydning ligger imidlertid i den kendsgerning, at den bliver den kæmpende stab for lag i arbejderklassen, som fagforeningerne sædvanligvis er ude af stand til at sætte i bevægelse. Det er netop fra disse særligt undertrykte lag, revolutionens mest selvopofrende bataljoner vil komme.

Fra det øjeblik komiteen opstår, er der i virkeligheden skabt en dobbeltmagt på fabrikken. I selve sit væsen er den udtryk for en overgangstilstand, fordi den i sig rummer to uforenelige regimer: det kapitalistiske og det proletariske. Fabrikskomiteernes fundamentale betydning ligger netop i den kendsgerning, at de åbner dørene for en om ikke direkte revolutionær så dog før-revolutionær periode - mellem det borgerlige og det proletariske regime. At udbredelsen af ideen om fabrikskomiteer hverken er forhastet eller kunstig er de bølger af sit-down strejker, som breder sig gennem adskillige lande tilstrækkeligt bevis for. Nye bølger af denne slags vil uundgåeligt følge i den nærmeste fremtid. Det er nødvendigt i tide at starte en kampagne for fabrikskomiteer for ikke at blive overrumplet.

 

"Forretningshemmeligheder" og arbejderkontrol med industrien

Den liberale kapitalisme, der byggede på konkurrence og frihandel, hører fuldstændigt fortiden til. Dens efterfølger, monopolkapitalismen, formindsker ikke markedets anarki, men giver det tværtimod en særlig krampagtig karakter. Nødvendigheden af "kontrol" med økonomien, af statslig 'ledelse" af industrien og af "planlægning" anerkendes i dag - i det mindste i ord - af næsten alle eksisterende borgerlige og småborgerlige tendenser, fra fascistiske til socialdemokratiske. For fascisterne er det hovedsageligt et spørgsmål om ,,planlagt" udplyndring af folket til militære formål. Socialdemokraterne forbereder sig på at tømme oceanet af anarki med skefulde af bureaukratisk "planlægning". Ingeniører og professorer skriver artikler om "teknokratiet". I deres feje "regulerings"-eksperimenter løber de demokratiske regeringer hovedet mod storkapitalens uovervindelige sabotage.

Hvilket forhold der i virkeligheden eksisterer mellem udbytterne og de demokratiske "kontrollører" illustreres bedst af det forhold, at d'herrer "reformatorer" standser brat op i from skælven på tærsklen til trusterne og deres forretnings-"hemmeligheder". Her råder princippet om "ikke-indblanding" i forretningslivet. Regnskabet mellem den enkelte kapitalist og samfundet forbliver kapitalistens hemmelighed; det er ikke samfundets anliggende. Den begrundelse, der gives for princippet om forretnings-"hemmeligheder" er angiveligt, ligesom i den liberale kapitalismes epoke, den frie "konkurrence". I virkeligheden har trusterne ingen hemmeligheder for hinanden. Den nuværende epokes forretningshemmeligheder er en del af monopolkapitalismens stadige sammensværgelse mod samfundets interesser. Planer til begrænsning af "pengefyrsternes" enevælde vil fortsætte med at være patetiske farcer, så længe private ejere af de samfundsmæssige produktionsmidler kan skjule udbytningens, udplyndringens og bedrageriets rænkespil for producenterne og forbrugerne. Afskaffelse af forretningshemmeligheder er det første skridt mod virkelig kontrol med industrien.

Arbejderne har ikke mindre ret end kapitalisterne til at kende fabrikkens, trustens, hele industrigrenens, hele den nationale økonomis hemmeligheder. Først og fremmest bør bankerne, sværindustrien og det centrale transportvæsen sættes under lup.

Arbejderkontrollens umiddelbare opgaver bør være at gøre rede for samfundets gæld og tilgodehavender med udgangspunkt i de enkelte forretningsforetagender, at bestemme den virkelige størrelse af den andel af nationalindkomsten, som de enkelte kapitalister og udbytterne under eet tilegner sig; at afdække bankernes og trusternes aftaler og svindel bag kulisserne; og endelig over for alle medlemmer af samfundet at afsløre den samvittighedsløse ødslen med menneskelig arbejdskraft, som er resultatet af kapitalismens anarki og den rene profitjagt.

Ingen embedsmand i den borgerlige stat er i stand til at udføre dette arbejde, lige meget hvor stor autoritet, man udstyrer ham med. Hele verden var vidne til præsident Roosevelts og premierminister Blums afmagt over for de sammensværgelser, som de 60 og 200 familier i hver deres land stiftede. For at bryde udbytternes modstand er et massepres fra proletariatet nødvendigt. Kun fabrikskomiteer kan tilvejebringe virkelig kontrol med produktionen, idet de indkalder specialister - som rådgivere, men ikke som "teknokrater", der oprigtigt er folket hengivne: revisorer, statistikere, ingeniører, videnskabsmænd o.s.v.

Kampen mod arbejdsløsheden er utænkelig uden kravet om en omfattende og dristig organisering af offentlige arbejder. Men offentlige arbejder kan kun have en vedvarende og progressiv betydning for samfundet såvel som for de arbejdsløse selv, hvis de gøres til et led i en generel plan, der er udarbejdet for en længere årerække. Inden for rammerne af denne plan ville arbejderne kræve genoptagelse af arbejdet - som offentligt arbejde - i private virksomheder, der er blevet lukket som følge af krisen. Arbejderkontrol ville i sådanne tilfælde blive afløst af direkte arbejderledelse.

Udarbejdelsen af selv den mest elementære økonomiske plan er - fra de udbyttedes, ikke udbytternes synspunkt - umulig uden arbejderkontrol, d.v.s. uden at arbejderne har indblik i alle åbne og skjulte mekanismer i den kapitalistiske økonomi. Komiteer, der repræsenterer de enkelte virksomheder, må mødes til konferencer for at vælge tilsvarende komiteer for truster, for hele industrigrene, økonomiske regioner og endelig for hele den nationale økonomi. Således bliver arbejderkontrol en skole for planøkonomi. På grundlag af erfaringerne med kontrol vil proletariatet forberede sig til direkte at styre den nationaliserede industri, når tiden for denne mulighed er inde.

Til de kapitalister, hovedsageligt små og mellemstore, som undertiden af egen fri vilje tilbyder at åbne regnskabsbøger for arbejderne - sædvanligvis for at påvise nødvendigheden af at sænke lønningerne - svarer arbejderne, at de ikke er interesserede i de enkelte hel- eller halvfallenters bogholderi, men i samtlige udbytteres hovedbøger. Arbejderne kan ikke og ønsker ikke at tilpasse deres levestandard til enkelte kapitalisters økonomiske vanskeligheder. Kapitalisterne er selv ofre for deres eget system. Opgaven består i at reorganisere hele produktions- og fordelingssystemet på et mere værdigt og mere smidigt grundlag. Hvis afskaffelsen af forretningshemmeligheder er en nødvendig betingelse for arbejderkontrol, så er denne kontrol første skridt på vejen mod den socialistiske styring af økonomien.

 

Ekspropriation af enkelte grupper af kapitalister

Det socialistiske program for ekspropriation, d.v.s. for politisk omstyrtelse af borgerskabet og tilintetgørelse af dets økonomiske herredømme, bør i den nuværende overgangsperiode på ingen måde hindre os i, når lejlighed byder sig, at fremføre kravet om ekspropriation af forskellige nøglesektorer inden for industrien, der er livsvigtige for landets eksistens, eller af borgerskabets mest parasitære grupper.

Som svar på d'herrer demokraters patetiske jeremiader over de 60 amerikanske familiers og de 200 franske familiers diktatur stiller vi således krav om ekspropriation af disse 60 eller 200 kapitalistiske feudalherrer.

På nøjagtig samme måde kræver vi ekspropriation af de selskaber, der har monopol på krigsindustri, jernbaner, de vigtigste råvarekilder o.s.v.

Forskellen mellem disse krav og den forvirrede reformistiske parole om "nationalisering" ligger i følgende: (1) vi afviser at give erstatning; (2) vi advarer masserne mod folkefrontens demagoger, som i ord hylder nationalisering, men i handling forbliver kapitalens agenter; (3) vi opfordrer masserne til kun at stole på deres egen revolutionære styrke; (4) vi sammenkæder spørgsmålet om ekspropriation med spørgsmålet om arbejdernes og bøndernes magtovertagelse.

Nødvendigheden af i begrænset form at fremføre parolen om ekspropriation i den daglige agitation og ikke kun i vores propaganda med dens mere omfattende aspekter er bestemt af den kendsgerning, at industriens forskellige grene står på forskellige udviklingstrin, indtager forskellige pladser i samfundslivet og gennemgår forskellige stadier i klassekampen. Kun en generel revolutionær rejsning fra proletariatets side kan sætte den fuldstændige ekspropriation af borgerskabet på dagsordenen. Overgangskravenes opgave er at forberede proletariatet på løsningen af dette problem.

 

Ekspropriation af de private banker og statsovertagelse af kreditsystemet

Imperialisme betyder finanskapitalens herredømme. Side om side med trusterne og syndikaterne, og meget ofte hævet over dem, koncentrerer bankerne den virkelige magt over økonomien i deres hænder. I deres struktur udtrykker bankerne i koncentreret form hele den moderne kapitals struktur: de forener tendenser til monopol med tendenser til anarki. De organiserer teknologiens mirakler, gigantiske foretagender, mægtige truster; og de organiserer også høje priser, krise og arbejdsløshed. Det er umuligt at tage et eneste alvorligt skridt fremad i kampen mod monopolistisk despoti og kapitalistisk anarki - som supplerer hinanden i deres nedbrydende arbejde - hvis bankernes kommandoposter forbliver i hænderne på de rovgriske kapitalister. For at skabe et samlet investerings- og kreditsystem efter en rationel plan, der svarer til hele folkets interesser, er det nødvendigt at slutte alle bankerne sammen til en enkelt national institution. Kun ekspropriation af de private banker og koncentrationen af hele kreditsystemet i hænderne på staten vil forsyne denne med de nødvendige virkelige, d.v.s. materielle, ressourcer - og ikke blot papir- eller bureaukratiske ressourcer - til økonomisk planlægning.

Ekspropriationen af bankerne indebærer i intet tilfælde ekspropriation af bankkontoerne. Tværtimod vil en enkelt statsbank være i stand til at skabe langt gunstigere betingelser for småsparerne, end de private banker kunne. På samme måde kan kun statsbanken yde bønder, håndværkere og småhandlende kreditter på gunstige vilkår, d.v.s. billigt. Endnu vigtigere er dog den omstændighed at hele økonomien - først og fremmest sværindustrien og transportvæsenet - under ledelse af en enkel finansiel stab vil tjene industriarbejdernes og alle andre arbejderes vitale interesser.

Statsovertagelsen af bankerne vil imidlertid kun frembringe disse gunstige resultater, hvis statsmagten selv går fra udbytternes over på arbejdernes hænder.

 

Strejkevagter, arbejderværn, arbejdermilits og proletariatets bevæbning

Sit-down strejker er en alvorlig advarsel fra masserne ikke blot henvendt til borgerskabet, men også til arbejdernes organisationer, herunder Fjerde Internationale. I 1919-20 besatte de italienske arbejdere fabrikker på eget initiativ og gav således deres "ledere" et vink om, at den sociale revolution var på vej. "Lederne" ænsede ikke vinket. Fascismens sejr var resultatet.

Sit-down strejker betyder endnu ikke besættelse af fabrikkerne på den italienske måde, men de er et afgørende skridt hen imod sådanne besættelser. Den nuværende krise kan skærpe klassekampen til det yderste og bringe afgørelsens time nærmere. Men det betyder ikke, at en revolutionær situation udvikler sig med eet slag. I virkeligheden markeres dens komme af en uafbrudt række krampetrækninger. En af disse er bølgen af sit-down strejker. Problemet for Fjerde Internationales sektioner er at hjælpe proletariatets avantgarde til at forstå vor epokes generelle karakter og hastighed og i tide at befrugte massernes kamp med stadigt mere beslutsomme og militante organisatoriske initiativer.

Skærpelsen af proletariatets kamp betyder skærpelse af metoderne til modangreb fra kapitalens side. Nye bølger af sit-down strejker kan og vil utvivlsomt fremkalde beslutsomme modforholdsregler fra borgerskabets side. Det forberedende arbejde er allerede ved at blive gjort af de store trusters betroede stabe. Ve de revolutionære organisationer, ve proletariatet, hvis det igen lader sig overrumple!

Borgerskabet lader sig intetsteds nøje med det officielle politi og hæren. I USA holder borgerskabet selv i "fredelige tider" bataljoner af skruebrækkere og privat bevæbnede banditter i fabrikkerne. Hertil må nu føjes de forskellige grupper af amerikanske nazister. Ved det første tegn på fare mobiliserede det franske borgerskab halv-legale og illegale fascistiske delinger, deriblandt dem der findes inden for hæren. Aldrig så snart er presset fra de engelske arbejdere endnu engang forstærket før fascistbanderne øjeblikkeligt fordobles, tre-dobles, ja ti-dobles for at rykke ud i et blodigt felttog mod arbejderne. Borgerskabet holder sig yderst nøje underrettet om den kendsgerning, at klassekampen i den nuværende epoke uvægerligt tenderer mod at forvandle sig til borgerkrig. Eksemplerne fra Italien, Tyskland, Østrig, Spanien og andre lande har lært kapitalens magnater og lakajer betydeligt mere, end de har lært proletariatets officielle ledere.

Anden og Tredje Internationales politikere såvel som fagforeningsbureaukraterne lukker bevidst øjnene for borgerskabets private hær; ellers kunne de ikke så meget som et døgn opretholde deres alliance med det. Reformisterne indpoder systematisk i arbejdernes bevidsthed den forestilling, at demokratiets ukrænkelighed garanteres bedst, når borgerskabet er bevæbnet til tænderne og arbejderne er ubevæbnede.

Fjerde Internationales pligt er een gang for alle at sætte en stopper for denne slavepolitik. De småborgerlige demokrater - herunder socialdemokrater, stalinister og anarkister - råber desto højere op om kampen mod fascismen, jo mere krysteragtigt de i virkeligheden kapitulerer over for den. Kun bevæbnede arbejderafdelinger, som føler støtten fra millioner af arbejdere bag sig, kan med held sætte sig op mod de fascistiske bander. Kampen mod fascismen begynder ikke i de liberale redaktionskontorer, men i fabrikkerne og den slutter på gaden. Skruebrækkere og private revolvermænd på fabrikkerne udgør grundstammen i den fascistiske hær. Strejkevagter er grundstammen i proletariatets hær. Dette er vores udgangspunkt. I forbindelse med enhver strejke og gadedemonstration er det bydende nødvendigt at propagandere for nødvendigheden af at danne arbejderværn. Det er nødvendigt at indføje denne parole i programmet for fagforeningernes revolutionære fløj. Hvor som helst det er muligt, er det bydende nødvendigt at organisere arbejderværn, først i ungdomsorganisationerne, at træne dem og sætte dem ind i brugen af våben.

Et nyt opsving i massebevægelsen bør ikke blot udnyttes til at øge antallet af sådanne enheder, men også til at slutte dem sammen efter kvarterer, byer og regioner. Det er nødvendigt at give organiseret udtryk for arbejdernes berettigede had til skruebrækkere og bander af gangstere og fascister. Det er nødvendigt at fremføre parolen om en arbejdermilits som den eneste virkelige garanti for arbejderorganisationernes, [ arbejdermødrenes ] og arbejderpressens ukrænkelighed.

Kun ved hjælp af et sådant systematisk, vedvarende, utrætteligt, modigt agitatorisk og organisatorisk arbejde, altid på grundlag af massernes egne erfaringer, er det muligt at fjerne den traditionsbundne underdanighed og passivitet fra deres bevidsthed; at optræne afdelinger af heltemodige kæmpere, der kan udgøre et eksempel for alle arbejdere; at tilføje kontrarevolutionens bevæbnede banditter en række taktiske nederlag; at hæve de udbyttedes og undertryktes selvbevidsthed; at kompromittere fascismen i småborgerskabets øjne og bane vejen for proletariatets erobring af magten.

Engels definerede staten som grupper af "bevæbnede mænd". Proletariatets bevæbning er et bydende nødvendigt led i dets kamp for frigørelse. Når proletariatet har viljen til det, vil det finde vejen og midlerne til at bevæbne sig. Også på dette område tilfalder ledelsen naturligt Fjerde Internationales sektioner.


Sidst opdateret 12.6.00