Marxisme Online > Arkiv > Trotskij
Skrevet i forbindelse med stiftelsen af Fjerde Internationale, som fandt sted i Frankrig i 1938. Trotskij kunne ikke selv deltage i konferencen på grund af indrejseforbud, men han skrev de vigtigste af de dokumenter, som blev vedtaget på kongressen: Overgangsprogrammet.
Artiklen er oversat af Bertel Nygaard fra International Marxist Review, vol. 3, no. 2, 1988.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. juni 2000.
Når disse linier optræder i pressen, vil Fjerde Internationales konference sandsynligvis have tilendebragt sit arbejde. Indkaldelsen til denne konference er en kæmpepræstation. Det uforsonlige, revolutionære tendens, der er genstand for beskyldninger som ingen anden politisk tendens i verdenshistorien efter al sandsynlighed har lidt under, har igen givet bevis for sin kraft. den har overvundet alle hindringer og har trods slagene fra dens mægtige fjender gennemført sin internationale konference. Dette faktum giver ubetvivleligt bevis for de internationale bolsjevik-leninisters dybe levedygtighed og urokkelige ihærdighed. Selve muligheden af en vellykket konference blev først og fremmest sikret af den revolutionære internationalistiske ånd, som gennemsyrer alle vore sektioner. Det er faktisk nødvendigt at sætte yderst stor værdi på den proletariske avantgardes internationale forbindelser for at samle den internationale revolutionære stab på denne tid, hvor Europa og hele verden venter den kommende krig. Røgen fra nationalt had og racefordomme udgør i dag vor klodes politiske atmosfære. Fascisme og racisme er blot de mest ekstreme udtryk for denne bakanal af chauvinisme, som forsøger at overvinde eller overdøve de ubærlige klassemodsætninger. Socialpatriotismens genkomst i Frankrig og andre lande, eller snarere dens nye åbne og skamløse manifestation, hører til i samme kategori som fascismen, men tilpasser sig den demokratiske ideologi eller dens levn.
Til den samme række begivenheder hører også den åbne støtte til nationalismen i Sovjetunionen ved møder, i pressen og i skolerne. Det er aldeles ikke et spørgsmål om den såkaldte "socialistiske patriotisme", dvs. forsvar af oktoberrevolutionens resultater mod imperialismen. Nej, det er et spørgsmål om at genindføre fortrinsretten for det gamle Ruslands patriotiske traditioner. Og her er opgaven ligeledes at skabe værdier, der står over sociale værdier og klasseværdier, for derigennem bedre at disciplinere arbejderne og underlægge dem under det grådige snylterbureaukrati. Det nuværende Kremls officielle ideologi appellerer til fyrst Alexander Nevskijs bedrifter, til heltemodet hos Suvorov-Rymniksijs eller Kutusov-Smolenskijs hære. Denne ideologi lukker øjnene for det faktum, at dette "heltemod" var baseret på folkemassernes trældom og uvidenhed, og at den gamle russiske hær netop af denne grund kun var sejrrig i kampene mod de endnu mere tilbagestående asiatiske folkeslag eller de svage og smuldrende stater på landets vestlige grænse. På den anden side viste den tapre zaristiske armé sig altid at være nyttesløs i konflikter med den fremskredne lande i Europa. Som det fremgår, er erfaringen fra den sidste imperialistiske krig allerede blevet begravet i Kreml, ligesom denne har glemt det ikke uvæsentlige faktum, at oktoberrevolutionen voksede direkte ud af defaitisme. Hvad bekymrer thermidorianere og bonapartister sig om dette? De kræver nationalistiske feticher. Alexander Nevskij skal komme Nikolaj Jesjov til undsætning.
Teorien om socialisme i ét land, som likviderede programmet for proletariatets internationale revolutionære kamp, kunne ikke undgå at resultere i en nationalistisk bølge i USSR, og måtte nødvendigvis fremkalde en tilsvarende bøge i andre landes "kommunistiske" partier. For blot to eller tre år siden blev det fastholdt, at Kominterns sektioner kun skulle støtte deres regeringer i de såkaldte "demokratiske" stater, som var forberedt på at støtte Sovjetunionen i kampen mod fascismen. Opgaven at forsvare arbejderstaten skulle tjene som retfærdiggørelse for socialpatriotisme. I dag erklærer Browder, som hverken er blevet mere eller mindre prostitueret end andre "ledere" af Stalintern, over for Kongressens undersøgelseskomité, at i tilfælde af krig mellem USA og USSR, vil han, Browder, og hans parti stå på deres eget fædrelands side. Efter al sandsynlighed blev dette svar tilskyndet af Stalin. Men det ændrer ikke ved sagen. Forræderiet har sin egen logik. Idet den nu træder ind på socialpatriotismens vej, bliver Tredje Internationale nu revet ud af hænderne på Kreml-kliken. "Kommunisterne" er blevet socialimperialister, og de adskiller sig kun fra deres "socialdemokratiske" allierede ved deres større kynisme.
Forræderiet har sin egen logik. Tredje Internationale er gået i den andens spor og er fuldstændig gået tabt som Internationale. Den er ikke længere i stand til at udvise nogen form for initiativ inden for den proletariske verdenspolitik. det er naturligvis ingen tilfældighed, at Komintern efter 15 års fremskreden demoralisering har afsløret sin fuldstændige interne råddenskab i det øjeblik, krigen nærmer sig, dvs. præcis i en tid, hvor proletariatets behov for sin egen internationale sammenslutning er allermest påtrængende.
Historien har lagt enorme hindringer i vejen for Fjerde Internationale. Hendøende traditioner rettes mod den levende revolution. I halvandet århundrede har den store franske revolutions udstråling tjent borgerskabet og dets småborgerlige stik-i-rend-drenge – Anden Internationale – som et middel til at knuse og lamme proletariatets revolutionære vilje. Tredje Internationale udnytter nu de væsentligt friskere og stærkere traditioner fra oktoberrevolutionen til samme formål. Mindet om proletariatets første sejrrige opstand mod det borgerlige demokrati hjælper undertrykkerne med at redde det borgerlige demokrati fra proletarisk opstand. Over for den kommende nye imperialistiske krig har de socialpatriotiske organisationer sluttet sig sammen med borgerskabets venstrefløj under betegnelsen folkefront, som står for intet andet end borgerskabets forsøg på, midt i sin dødskamp, endnu engang at indordne proletariatet under dets overherredømme, ligesom det revolutionære borgerskab indordnede det under kapitalismens gry. Hvad der engang var en progressiv historisk ytring viser sig nu for os som en modbydelig reaktionær farce. Men trods det, at "folkefronterne" er ude af stand til at helbrede en kapitalisme, som er bundrådden, trods det at de ikke kan blot bremse fascismens militære aggression – eksemplet Spanien er fuld af symbolsk betydning! – så viser de sig alligevel tilstrækkelig magtfulde til at så illusioner i arbejdernes rækker, at lamme og knuse deres kampvilje og dermed lægge de største vanskeligheder i Fjerde Internationales vej.
Arbejderklassen er, især i Europa, stadig på tilbagetog, eller i bedste fald tøvende. Nederlagene er stadig for nylige, og deres antal er langt fra udtømt. De har vist sig skarpest i Spanien. Sådanne er de forhold, som Fjerde Internationale udvikler sig under. Er det underligt, at væksten foregår langsommere end vi gerne så? Dilettanter, charlataner eller fæ, som er ude af stand til at overskue dialektikken i historisk ebbe og flod har flere gange afsagt deres dom: "Bolsjevik-leninisternes idéer er muligvis korrekte, men de er ikke i stand til at opbygge en masseorganisation." Som om en masseorganisation kan opbygges under alle slags forhold! Som om et revolutionært program ikke gør det obligatorisk for os at forblive i mindretallet og svømme imod strømmen i en reaktionær epoke! Den revolutionær, som benytter sin egen utålmodighed som målestok for en epokes tempo er uden værdi. Den verdensrevolutionære bevægelse har aldrig haft så store forhindringer som i dag, på tærsklen til en ny epoke med de største revolutionære omvæltninger. En korrekt marxistisk vurdering af situationen fordrer den konklusion, at vi har opnået umådelige succeser i løbet af de sidste år, på trods af alt.
Den russiske "venstreopposition" blev dannet for 15 år siden. Korrekt arbejde på den internationale scene har endnu ikke været udført i blot et helt årti. Fjerde Internationales forhistorie har ret beset tre trin. I løbet af den første periode nærer "Venstreoppositionen" stadig håb om muligheden af at genopbygge Komintern og anså sig som dennes marxistiske fraktion. Kominterns oprørende kapitulation i Tyskland, som stiltiende blev accepteret af alle dens sektioner, blotlagde spørgsmålet om nødvendigheden af at opbygge Fjerde Internationale. Vores små organisationer, som voksede gennem individuel udvælgelse i den teoretiske kritik-proces, praktisk talt uden for selve arbejderbevægelsen, viste sig imidlertid at være uforberedte til uafhængig aktivitet. Anden periode er kendetegnet ved anstrengelserne for at finde et virkeligt politisk miljø til disse isolerede propagandagrupper, om så prisen var en midlertidig afståen fra formel uafhængighed. Det at gå ind i socialistpartierne forøgede vore rækker umiddelbart, selv om gevinsterne rent kvantitativt ikke var så store som de kunne have været. Men denne indgang var et yderst vigtigt trin i den politiske uddannelse af vores sektioner, som afprøvede sig selv og deres idéer for første gang over for den politiske kamps virkelighed og behov. Som resultat af den opnåede erfaring blev vore kadrer et hoved højere. Et ikke uvæsentlig resultat var også det faktum, at vi skilte os af med de uhelbredelige sekterikere, kludrehoveder og svindlere, som har for vane at tilslutte sig enhver ny bevægelse i begyndelsen, blot for at gøre alt hvad der står i deres magt for at kompromittere og lamme den.
Vores sektioners udviklingstrin i de forskellige lande kan naturligvis ikke falde kronologisk sammen. Alligevel kan dannelsen af det amerikanske Socialist Workers Party anerkendes som afslutningen på anden periode. Fremover står Fjerde Internationale over for massebevægelsens opgaver. Overgangsprogrammet afspejler denne afgørende vending. Dets betydning ligger i, at det i stedet for at opridse en eviggyldig teoretisk plan, gør status over af den allerede opsamlede erfaringsmængde hos vores nationale sektioner og på grundlag af denne erfaring åbner for bredere internationale perspektiver.
Vedtagelsen af dette program, som er forberedt og afpasset gennem en langstrakt forudgående diskussion – eller snarere en hel række diskussioner – udgør vores vigtigste resultat. Fjerde Internationale er nu den eneste internationale organisation, der ikke blot tager klart højde for den imperialistiske epokes drivkræfter, men også er bevæbnet med en række overgangskrav, som er i stand til at forene masserne for en revolutionær kamp for magten. Vi behøver intet selvbedrag. Uoverensstemmelsen mellem vores styrke i dag og morgendagens opgave forstås langt klarere af os selv end af vores kritikere. Men vor epokes barske og tragiske dialektik arbejder til vores fordel. Ved det største mål af forbitrelse og indignation nås, vil masserne finde udelukkende det lederskab, som Fjerde Internationale tilbyder dem.
Sidst opdateret 12.6.00