Skrevet februar 1938. Bragt som Their Morals and Ours i The New International, Vol.IV, No.6, June 1938, pp.163-173.
Overført til internet af Marxistiske klassikere.
Kopieret til Marxisme Online 31. juli 2008 iflg. aftale.
Til minde om Leon Sedov.
I en periode med triumferende reaktion begynder d’herrer demokrater, socialdemokrater, anarkister og andre repræsentanter for “venstrefløjen” at udsvede det dobbelte af deres sædvanlige kvantum moralske dunster, som folk, der sveder dobbelt, når de er bange. Med omskrivninger fra De ti Bud eller Bjergprædikenen henvender disse moralister sig – ikke så meget til den triumferende reaktion, som til de revolutionære, som med deres “udskejelser” og “umoralske” principper “provokerer” reaktionen og giver den moralsk berettigelse. Og de foreskriver et simpelt, men effektivt middel til at undgå reaktion: Det er tilstrækkeligt blot at strenge sig an og moralsk at genrejse sig selv. Gratis prøver på moralsk fuldkommenhed for de higende udleveres af alle relevante redaktionskontorer.
Klassegrundlaget for dette falske og pompøse præk er: Det intellektuelle småborgerskab. Det politiske grundlag: Deres afmagt og forvirring overfor den sig nærmende reaktion. Det psykologiske grundlag: Deres bestræbelser på at overvinde følelsen af egen afmagt ved at maskere sig bag en profets skæg.
En moraliserende filisters yndlingsmetode er at sætte lighedstegn mellem reaktionens opførsel og revolutionens. Han får succes med dette nummer ved at ty til formel analogisering. For ham er tsarisme og bolsjevisme tvillinger. Tvillinger afsløres på samme måde i fascismen og kommunismen. En liste bliver udarbejdet over de fælles træk i katolicismen – eller rettere sagt, jesuismen – og bolsjevismen. Hitler og Mussolini, som på deres vedkommende benytter nøjagtigt den samme metode, åbenbarer, at liberalisme, demokrati og bolsjevisme blot er udtryk for ét og samme onde. Den opfattelse, at stalinisme og trotskisme “i det store og hele” er det samme, nyder nu fælles anerkendelse hos liberalister, demokrater, andægtige katolikker, idealister, pragmatikere og anarkister. Når stalinisterne er ude af stand til også at tilslutte sig denne “folkefront”, er det kun, fordi de for tiden er optaget af at udrydde trotskister.
Det grundlæggende træk i disse tilsnigelser og sammenligninger ligger i deres fuldstændige ignorering af de forskellige retningers materielle grundlag, dvs. af deres klassenatur og dermed af deres objektive historiske rolle. I stedet takserer og klassificerer man de forskellige retninger efter nogle ydre og sekundære manifestationer, i regelen efter et eller andet abstrakt princip, som for den givne taksator har særlig professionel værdi. Således er frimurere og darwinister, marxister og anarkister tvillinger for den romerske pave, fordi de alle ugudeligt benægter jomfrufødslen. For Hitler er liberalisme og marxisme tvillinger, fordi “blod og ære” er dem ligegyldige. For en demokrat er fascisme og bolsjevisme tvillinger, fordi de ikke bøjer sig for den almindelige stemmeret. Og så videre.
Utvivlsomt har ovennævnte retninger visse fælles træk. Men sagens kerne ligger i den kendsgerning, at menneskehedens udvikling hverken udspringer af den almindelige stemmeret, af “blod og ære” eller af dogmet om jomfrufødslen. Den historiske proces er primært et udtryk for klassekampen; desuden kan forskellige klasser i forskellige formåls navn i visse tilfælde bruge de samme midler. I det store og hele kan det ikke være anderledes. Når hære kæmper, er de altid mere eller mindre symmetriske; var der intet til fælles i deres kampmetoder, kunne de ikke ramme hinanden.
Når en uvidende bonde eller kræmmer, som hverken forstår baggrunden for eller betydningen af kampen mellem proletariatet og bourgeoisiet, finder sig selv mellem de to ildlinier, vil han betragte begge de stridende parter med samme had. Og hvem er i virkeligheden alle disse demokratiske moralister? Det er ideologer fra de mellemliggende lag, som er faldet, eller som står i fare for at falde ned mellem de to ildlinier. Det dominerende træk ved profeter af denne type er deres fremmedgjorthed over for store historiske bevægelser, en hårdnakket konservativ mentalitet, selvglad snæversynethed og en særdeles primitiv fejhed. Mere end noget andet ønsker moralisterne, at historien vil lade dem være i fred med deres ligegyldige bøger, småtidsskrifter, subskribenter, sunde fornuft og moralske afskrifter. Men historien lader dem ikke ifred. Den puffer til dem, snart fra venstre, snart fra højre. Selvfølgelig: Revolution og reaktion, tsarisme og bolsjevisme – alle er tvillinger. Den, der tvivler, kan måske føle, hvordan de vekslende slag hagler ned fra højre og venstre over de inkarnerede moralisters hoveder.
Den mest populære og mest udnyttede beskyldning, som rettes mod bolsjevikisk “amoral”, hviler på den såkaldte jesuitiske grundsætning for bolsjevismen, at “målet helliger midlet”. Derfra er det ikke vanskeligt at nå denne yderligere konklusion: Eftersom trotskisterne, ligesom alle bolsjevikker (eller marxister) ikke godkender moralske principper, er der ingen “principiel” forskel på trotskisme og stalinisme. Q.E.D.
Et helt igennem vulgært og kynisk amerikansk månedsblad har bragt en enquete om bolsjevismens moralske filosofi. Enqueten skulle, som det er sædvane, på samme tid tjene etikkens og annonceringens interesser. Den uforlignelige H.G. Wells, hvis store indbildskhed kun overgås af hans homeriske selvtilfredshed, var ikke sen til at solidarisere sig med den Sunde Fornufts reaktionære snobber. Her blev alt sat på plads. Men selv de deltagere, som mente det nødvendigt at forsvare bolsjevismen, gjorde det for flertallets vedkommende ikke uden ængstelig afvejning (Eastmann): De marxistiske principper er naturligvis slette, men blandt bolsjevikkerne er der ikke desto mindre mange værdifulde mennesker. I sandhed: Den slags “venner” er farligere end fjender.
Skulle vi bekymre os om at tage d’herrer afslører alvorligt, så kunne vi først og fremmest spørge dem: “Hvad med jeres egne moralske principper?” Her er et spørgsmål, som næppe vil få svar. Lad os for et øjeblik antage, at hverken personlige eller sociale mål kan hellige midlerne. Ja, så er det indlysende nødvendigt at søge kriterier uden for det historiske samfund og de mål, som dette rejser under sin udvikling. Men hvor? Om ikke på jorden, så i Himlene. I guddommelige åbenbaringer fandt paverne for lang tid siden et ufejlbarligt moralsk kriterium. De verdslige småpaver taler om evige moralske værdier uden at nævne deres oprindelige udspring. I hvert fald har vi lov til at konkludere: Eftersom disse principper er evige, så skulle de have eksisteret ikke blot før abemenneskets tilsynekomst, men før selve udviklingen af solsystemet. Hvoraf blev de da skabt? Teorien om en evig moral kan ikke overleve uden Gud.
I dem udstrækning, de ikke begrænser sig til rationalistisk utilitarisme, den borgerlige bogholders etik, synes moralister af den angelsaksiske type mere eller mindre at være elever af Viscount Shaftesbury, som – i begyndelsen af det attende århundrede! – udledte moralsk dømmekraft af en særlig “moralsk sans”, som antoges én gang for alle at være givet menneskene. Klasseløs moral fører uundgåeligt til anerkendelsen af en særlig substans, af en “moralsk sans”, “samvittighed”, en slags absolut, som blot er det filosofisk-feje udtryk for Gud. Uden at være afhængigt af “mål”. af samfundet, viser moralen, hvad enten vi uddrager den af ydre sandheder eller af “den menneskelige natur” sig til syvende og sidst at være en form for “naturteologi”. Himlen forbliver den eneste befæstede stilling for militære operationer mod den dialektiske materialisme.
I slutningen af forrige århundrede rejste der sig i Rusland en hel skole af “marxister” (Struve, Berdyaev, Bulgakov og andre), som ønskede at supplere Marx’s lære med et selvtilstrækkeligt, dvs. klasseløst moralsk princip. Disse folk begyndte naturligvis med Kant og det kategoriske imperativ. Men hvor endte de? Struve er nu forhenværende minister for Krim-baronen Wrangel og en troende kirkens søn; Bulgakov er ortodoks præst; Berdyaev udlægger åbenbaringen på diverse sprog. Disse forvandlinger, som synes så uventede ved første øjekast, skal slet ikke forklares med den “slaviske sjæl” – Struve har en tysk sjæl – men med dønningerne fra klassekampen i Rusland. Den grundlæggende tendens i disse metamorfoser er i alt væsentligt international.
Klassisk filosofisk idealisme repræsenterede i den udstrækning, den i sin tid sigtede mod at verdsliggøre moralen, dvs. at fri den for religionens kontrol, et enormt skridt fremad (Hegel). Men efter at være blevet skilt fra Himlen, måtte den moralske filosofi finde rødder på jorden. Efter Shaftesbury kom Darwin, efter Hegel – Marx. I dag at ville appellere til “ydre moralske sandheder” er et forsøg på at dreje hjulene baglæns. Filosofisk idealisme er kun en station på vejen: Fra religion til materialisme, eller omvendt, fra materialisme til religion.
Jesuiterordenen, som blev organiseret i første halvdel af det sekstende århundrede for at bekæmpe protestantismen, lærte aldrig, lad det være sagt, at et hvilket som helst middel, selv de, der var kriminelle set ud fra den katolske morals synspunkt, var tilladt, hvis det blot førte til “målet”, dvs. katolicismens triumf. Et sådant indre modsætningsfyldt og psykologisk set absurd synspunkt blev ondskabsfuldt tillagt jesuitterne af deres protestantiske og til dels også katolske modstandere, som ikke selv var blufærdige i valg af midler for at nå deres mål. Jesuitiske teologer, der ligesom andre skolers teologer var optaget af spørgsmålet om personligt ansvar, lærte faktisk, at midlerne i sig selv kan være ligegyldige, men at den moralske retfærdiggørelse eller bedømmelse af de anvendte midler udgår fra målet. Således er det at skyde i sig selv en ligegyldig ting; at skyde en gal hund, der truer et barn – er en dyd; at skyde for at øve vold eller myrde – er en forbrydelse. Udover disse banaliteter havde denne ordens teologer ikke flere forkyndelser.
Når det drejer sig om deres praktiske moralske filosofi, var jesuitterne slet ikke værre end andre munke eller katolske præster – tværtimod, de var dem overlegne; i hvert fald mere konsekvente, modige og skarpsynede. Jesuitterne repræsenterede en militant organisation, strengt centraliseret, aggressiv og farlig ikke blot for fjender, men tillige for venner. I sin psyke og aktionsmåde adskilte jesuitten fra den “heroiske” periode sig fra en gennemsnitspræst som en kirkens stridsmand fra dens kræmmer. Vi har ingen grund til at idealisere hverken den ene eller den anden. Men alt taget i betragtning er det uværdigt at se på en fanatisk stridsmand med en sløv og doven kræmmers øjne.
Hvis vi skulle holde os på den rent formelle eller den psykologiske sammenlignings grund, kan man, hvis man vil, hævde, at bolsjevikkerne i forhold til demokrater og socialdemokrater af alle afskygninger forholder sit, som jesuitterne gjorde, i forhold til det fredsommelige gejstlige hierarki. I sammenligning med revolutionære marxister fremtræder socialdemokrater og centrister som sinker eller som kvaksalvere i sammenligning med læger: De tænker ikke et eneste problem igennem til enden; de tror på magten i besværgelser og undgår fejt enhver vanskelighed, mens de håber, der skal ske et mirakel. Opportunister er fredsommelige handlende i socialistiske ideer, mens bolsjevikkerne er deres inkarnerede krigere. Fra dette stammer hadet til og sladderen mod bolsjevikkerne – fra de, der har i overflod af deres historisk betingede fejl, men ikke en eneste af deres dyder.
Men at sidestille bolsjevisme og jesuisme vil dog være aldeles eensidig og overfladisk, af litterær snarere end af historisk art. I overensstemmelse med karakteren og interesserne hos de klasser, på hvilke de baserede sig, repræsenterede jesuitten reaktionen, protestanten fremskridtet. Begrænsningerne i disse “fremskridt” fandt for deres vedkommende udtryk i protestanternes moral. Således hindrede Kristi lære, som han havde “renset”, på ingen måde by-burgøjseren Luther i at opfordre til nedskydning af revolterende bønder som “gale hunde”. Dr. Martin mente åbenbart, at “målet helliger midlet”, endnu før denne læresætning blev tillagt jesuitterne. I konkurrence med protestanterne tilpassede jesuitterne sig efterhånden mere og mere det borgerlige samfunds ånd, og af de tre løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed blev kun det tredje bevaret og oven i købet i stærkt svækket form. Set ud fra det kristne ideals synspunkt faldt jesuitternes moral, jo mere de ophørte med at være jesuitter. Kirkens stridsmænd blev dens bureaukrater og, som alle bureaukrater, smarte svindlere.
Denne korte diskussion er formentlig tilstrækkelig til at vise, hvor megen uvidenhed og snæversynethed, der skal til, for at tage modstanden mod det “jesuitiske” princip, at “målet helliger midlet” alvorligt i forhold til en anden, tilsyneladende højere moral, hvor hvert “middel” er udstyret med en mærkeseddel som varer med faste priser i et varehus. Det er mærkværdigt, at de angelsaksiske spidsborgeres sunde fornuft har været i stand til at udvikle sig, opbragt over det “jesuitiske” princip, og på samme tid har kunnet finde inspiration i den utilitaristiske moral, der er så karakteristisk for britisk filosofi. Benthams og John Mills kriterium: “Den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker”, betyder jo, at de midler er moralske, som fører til fælles velvære som højeste mål. I sine almindelige filosofiske formuleringer falder angelsaksisk utilitarisme således fuldkommen sammen med det “jesuitiske princip”, at “målet helliger midlet”. Som man vil se, findes der kun kvaksalveri i denne verden for at fri os for at lade begge mål mødes.
Herbert Spencer, i hvis kvaksalveri Darwin indkalkulerede ideen om “udviklingen” som en særlig smørelse, lærte, at på det moralske område går udviklingen fra “følelser” til “ideer”. Følelserne er i overensstemmelse med kriterierne for umiddelbart velvære, mens ideerne tillader os at ledes af kriterierne for fremtidig, vedvarende og højere velvære. Således er også her de moralske kriterier “velværets” og “lykkens”. Men indholdet i disse kriterier får bredde og dybde afhængigt af “udviklingens” niveau. På denne måde afslører Herbert Spencer ligeledes, gennem sin egen “evolutionære” utilitarismes metode, at princippet, “målet helliger midlet”, ikke indeholder noget umoralsk.
Men det ville være naivt ud fra dette abstrakte princip at vente svar på det praktiske spørgsmål: Hvad må vi, og hvad må vi ikke gøre? Dertil kommer, at princippet, “målet helliger midlet”, naturligvis rejser spørgsmålet: Og hvad helliger så målet? I det praktiske liv som i den historiske bevægelse skifter mål og midler ustandselig plads. En maskine under opbygning er kun et “mål” for produktionen, indtil den efter anbringelsen i fabrikken kan blive “midlet”. Demokrati er i visse perioder kun et “mål” for klassekampen for senere at kunne forvandles til dens “middel”. Uden at indeholde noget umoralsk undlader det såkaldte “jesuitiske” princip ikke desto mindre at løse moralspørgsmålet.
Spencers “evolutionære” utilitarisme lader os på samme måde i stikken på halvvejen uden svar, eftersom den i overensstemmelse med Darwin prøver at opløse den konkrete historiske moral i biologiske behov eller i “sociale instinkter”, der er karakteristiske for et flokdyr, og dette på et tidspunkt, hvor moralspørgsmålet kun rejses i et antagonistisk miljø, dvs. i et samfund, der er splittet i klasser.
Borgerlig evolutionisme standser impotent op ved de historiske samfunds tærskel, fordi den ikke ønsker at anerkende drivkræfterne i de sociale formationers udvikling: Klassekampen. Moral er én af de ideologiske komponenter i denne kamp. Den herskende klasse påtvinger samfundet sine mål og vænner det til at betragte de midler, der modvirker disse mål, som umoralske. Dette er den officielle morals hovedfunktion. Den følger ideen om “størst mulig lykke”, ikke for flertallet, men for et lille og stadigt mindre mindretal. Et sådant regime ville ikke kunne opretholdes en uge med mart alene. Det har brug for den moralske cement. At producere denne cement er de småborgerlige teoretikeres og moralisters joh. De pjasker alle regnbuens farver i, men i sidste instans forbliver de apostle for slaveri og underkastelse.
Den, der ikke bryder sig om at vende tilbage til Moses, Kristus eller Muhammed; den, der ikke er tilfreds med eklektisk hokus pokus, må anerkende, at moralen er et produkt af den sociale udvikling; at der ikke er noget uforanderlig ved den; at den tjener sociale interesser; at disse interesser er uforenelige; at moralen mere end nogen anden form for ideologi har klassekarakter.
Men findes der dog ikke elementære moralske regler, som er udarbejdet under menneskehedens udvikling som helhed, og som er uundværlige for enhver kollektiv mekanismes eksistens? Utvivlsomt findes der sådanne regler, men deres virkemåde er yderst begrænset og ustabilt. “Almengyldige moralske regler” bliver svagere, jo skarpere karakter, klassekampen antager. Den højeste form for klassekamp er borgerkrigen, som sprænger alle moralske bånd mellem de fjendtlige klasser i luften.
Under “normale” forhold adlyder ethvert “normalt” menneske buddet: “Du må ikke slå ihjel”. Men hvis det slår ihjel under ekstreme forhold i selv-forsvar, løslader juryen det. Hvis det bliver offer for en morder, vil domstolen slå morderen ihjel. Nødvendigheden af domstole, såvel som af selv-forsvaret, stammer fra antagonistiske interesser. Hvad staten angår, begrænser den sig i fredelige tider til at legalisere drab på enkeltindivider, så den i krigstid kan forvandle det “almennyttige” bud: “Du må ikke slå ihjel” til dets modsætning. Den mest “humane” regering, som i fredstid “afskyr” krig, proklamerer under krige, at den højeste pligt for dens hær er at udrydde flest mulige mennesker.
De såkaldte “almindeligt anerkendte” moralske regler præserverer en i hovedsagen algebraisk, dvs. ubestemt karakter. De udtrykker blot det faktum, at mennesket i sin individuelle opførsel er bundet af visse fælles normer, som stammer fra dets medlemskab af samfundet. Den højeste generalisation af disse normer er Kants “kategoriske imperativ”. Men på trods af den kendsgerning at det indtager en høj position i det filosofiske Olympos, så udtrykker dette imperativ ikke noget kategorisk, fordi det ikke udtrykker noget konkret. Det er en skal uden kerne.
Denne mangel på indhold i de obligatoriske fællesnormer udspringer af den kendsgerning, at i alle afgørende spørgsmål føler folk deres klassemedlemskab dybere og mere direkte end deres medlemskab af “samfundet”. Den “almengyldige” morals normer er i virkeligheden ladet med klasse – dvs. med antagonistisk indhold. Den moralske norm bliver mere kategorisk, jo mindre den er “gyldig for alle”. Solidariteten blandt arbejdere, særlig når de strejker eller kæmper på en barrikade, er ulig mere “kategorisk” end menneskelig solidaritet i almindelighed.
Bourgeoisiet, som langt overgår arbejderklassen i fuldkommengørelsen og uforsonligheden i sin klassebevidsthed, er vitalt interesseret i at påtvinge de udbyttede masser sin moralske filosofi. Det er nøjagtigt med dette formål, at de konkrete normer i den borgerlige katekismus skjules under moralske abstraktioner, patroniseret af religion, filosofi. og det mismask, der kaldes “sund fornuft”. Appellen til abstrakte normer er ikke en uhildet filosofisk fejltagelse, men et nødvendigt led i klassebedraget. At afsløre denne svindel, som har årtusinders tradition bag sig, er en proletarisk revolutionærs første pligt.
For at sikre deres interessers sejr i store spørgsmål, tvinges de herskende klasser til at give indrømmelser i sekundære spørgsmål, naturligvis kun så længe disse indrømmelser kan udlignes i bogholderiet. I en periode med kraftig kapitalistisk fremgang, særlig i de sidste årtier før verdenskrigen, var disse indrømmelser, i det mindste i forhold til proletariatets øverste lag, af absolut ægte art. De civiliserede nationers velstand, og til en vis grad også de arbejdende massers, steg. Demokratiet syntes stabilt. Arbejderorganisationerne voksede. Forholdet mellem klasserne blødgjordes. Derfor blev der etableret visse moralske regler efter demokratiets og klassesamarbejdets normer. Der blev skabt indtryk af et stadigt mere frit, mere retfærdigt og mere humant samfund. Den voksende fremskridtslinie syntes grænseløs som “den sunde fornuft”.
Men i stedet brød krigen ud med en kæde af rystelser, katastrofer, epidemier og bestialitet. Menneskehedens økonomiske liv strandede i en blindgyde. Klassemodsætningerne blev skarpe og nøgne. Demokratiets sikkerhedsventiler begyndte at eksplodere, den ene efter den anden. De elementære moralske regler viste sig endnu skrøbeligere end de demokratiske institutioner og reformistiske illusioner. Løgnagtighed, sladder, bestikkelse, korruption, vold, mord voksede til usete dimensioner. For en forvirret tåbe syntes alle disse plager at være et midlertidigt resultat af krigen. I virkeligheden var og blev de et udslag af det imperialistiske forfald. Kapitalismens sammenbrud betegner sammenbruddet for nutidens samfund med dets love og dets moral.
“Syntesen” af imperialistisk fordærv er fascisme, direkte frembragt af det borgerlige demokratis bankerot overfor den imperialistiske periodes problemer. Rester af demokrati fortsætter kun med at eksistere i de rigeste kapitalistiske aristokratier; for hver “demokrat” i England, Frankrig, Holland eller Belgien findes der et vist antal kolonislaver; “tres familier” dominerer De Forenede Staters demokrati, og så videre. Desuden gror der hastigt fascistiske spirer frem i alle demokratier. Stalinismen er for sit vedkommende et produkt af imperialistisk pres på en tilbagestående og isoleret arbejderstat, på sin egen måde en symmetrisk komplement til fascismen.
Mens idealistiske spidsborgere – anarkisterne indtager selvfølgelig førstepladsen – utrætteligt afslører den marxistiske “umoral” i deres presse, anvender de amerikanske truster i følge John L. Lewis (CIO) intet mindre end 80.000.000 dollars om året på den praktiske kamp mod den revolutionære “demoralisering”, dvs. på spionage, bestikkelse af arbejdere, mistænkeliggørelser og snigmord. Det kategoriske imperativ vælger undertiden snørklede veje mod sin triumf.
Lad os retfærdigvis indrømme, at de mest alvorlige, og på samme tid mest indsnævrede, småborgerlige filistre selv i dag lever på idealiserede minder om i går og håber, at den tid nok skal vende tilbage. De forstår ikke, at moralen er en funktion af klassekampen; at den demokratiske moral modsvarer den liberale og progressive kapitalismes epoke; at klassekampens skærpelse, da den gik ind i sin sidste fase, definitivt og uigenkaldeligt ødelagde denne moral; at der i dens sted er kommet fascismens moral på den ene side og den proletariske revolutions moral på den anden.
Demokratiet og den “almengyldige” moral er ikke de eneste ofre for imperialismen. Den tredje lidende martyr er den “almindelige” sunde fornuft. Denne laveste form for intellekt er ikke blot nødvendig under alle forhold, men er under visse omstændigheder endog tilstrækkelig. Den sunde fornufts grundkapital består af elementære konklusioner af universelle erfaringer: Ikke at stikke fingrene i ilden, om muligt at følge den lige vej, ikke at tirre en gal hund... og så videre, og så videre. Under stabile forhold er den sunde fornuft tilstrækkelig til at drive forretning, til at helbrede, skrive artikler, lede fagforeninger, stemme i parlamentet, gifte sig og fortsætte slægten. Men når den samme sunde fornuft søger at gå ud over sine snævre grænser til områder med mere sammensatte generalisationer, afsløres den som intet andet end en samling fordomme fra en bestemt klasse og en bestemt periode. En simpel kapitalistisk krise er nok til at føre den sunde fornuft ind i en blindgyde; og overfor sådanne katastrofer som revolution, kontrarevolution og krig viser den sig at være et komplet fjols. For at forstå de katastrofale brud på begivenhedernes “normale” forløb er det nødvendigt med højere former for intellekt, som de hidtil kun er kommet til udtryk i den dialektiske materialisme.
Max Eastmann, der med succes forsøger at begave den “sunde fornuft” med en særdeles attraktiv litterær stil, har af kampen mod dialektikken skabt intet mindre end en levevej for sig selv. Eastmann opfatter i fuld alvor den sunde fornufts konservative banaliteter, forenet med en god stil, som “revolutionens videnskab”. Støttende sig til den Sunde Fornufts reaktionære snobber forsikrer han menneskeheden med uforlignelig vished, at hvis Trotskij havde været ledet, ikke af marxistiske doktriner, men af den sunde fornuft, så ville han ikke... have mistet magten. Den indre dialektik, som indtil nu har vist sig i bestemte stadiers uundgåelige afløsning af hinanden i alle revolutioner, eksisterer ikke for Eastmann. Revolutionens afløsning af reaktion er, for ham, bestemt af utilstrækkelig respekt for den sunde fornuft. Eastmann forstår ikke, at det er Stalin, som i historisk betydning er faldet som offer for den sunde fornuft, dvs. dens utilstrækkelighed, eftersom den magt, han sidder inde med, tjener mål, der er fjendtlige mod bolsjevismen. Marxistiske doktriner tillod på den anden side os at rive os løs fra Thermidor-bureaukratiet i tide og fortsætte med at tjene den internationale socialismes mål.
Enhver videnskab, også “revolutionens videnskab”, verificeres af erfaringer. Eftersom Eastmann så glimrende ved, hvordan man kan opretholde den revolutionære magt under verdenskontrarevolutionens betingelser, så ved han også, må vi da håbe, hvordan man skal erobre magten. Det ville være ønskværdigt, om han snart afslørede sine hemmeligheder. Bedst af alt, hvis det bliver gjort i form af et handlingsprogram for et revolutionært parti under titlen: Hvordan man erobrer magten og beholder den. Vi frygter imidlertid, at det netop er den sunde fornuft, som vil tilskynde Eastmann til at afstå fra så risikabelt et foretagende. Og denne gang vil den sunde fornuft have ret.
Marxistiske doktriner, som Eastmann desværre aldrig har forstået, tillod os at forudse, at Sovjetthermidoren og alle dens kæde af forbrydelser under visse betingelser var uundgåelig. Disse samme betingelser forudsagde for længe siden uundgåeligheden af et forfald i det borgerlige demokrati og dets moral. Men den sunde fornufts doktriner blev fanget af stalinismen og fascismen. Den sunde fornuft opererer med konstante størrelser i en verden, hvor kun forandringen er konstant. Dialektikken derimod behandler alle fænomener, institutioner og normer i deres fremvækst, udvikling og forfald. Den dialektiske vurdering af moralen som et underordnet og flygtigt produkt af klassekampen, synes “umoralsk” for den sunde fornuft. Men der findes ikke noget mere fladt, flovt, selvtilfreds og kynisk end den sunde fornufts moralske regler!
Moskva-processerne åbnede mulighed for et korstog mod bolsjevismens “umoral”. Men korstoget blev ikke startet lige med det samme. Sandheden er, at for de fleste moralisters vedkommende var de mere eller mindre direkte venner af Kreml. Som sådanne forsøgte de længe at skjule deres forbløffelse og tilmed at foregive, at intet usædvanligt var hændt.
Men Moskva-processerne var på ingen måde en tilfældighed. Servil lydighed, hykleri, den officielle kult af løgn, bestikkelse og andre former for korruption var allerede begyndt at blomstre frodigt i Moskva i 1924-25. De kommende juridiske sammensværgelser blev åbenlyst forberedt for hele verdens øjne. Det manglede ikke på advarsler. Men “vennerne” ønskede ikke at se noget. Intet under: De fleste af d’herrer, i sin tid uforsonlige fjender af Oktoberrevolutionen, blev først venner af Sovjetunionen efterhånden, som Thermidor-degenerationen udviklede sig – de småborgerlige demokrater i Vest genkendte en beslægtet sjæl i de småborgerlige bureaukrater i Øst.
Troede disse folk virkelig på Moskvas undskyldninger? Kun de mest tykhovedede. De andre ønskede ikke at lade sig forurolige med verifikationer. Er det ræsonnabelt at bryde med det flatterende, komfortable og ofte velbetalte venskab med Sovjet-ambassaderne? Desuden – åh, det glemte de ikke – indiskret ærlighed kan skade USSR’s prestige. Disse folk dækkede over forbrydelserne med utilitaristiske betragtninger, dvs. de benyttede ganske åbenlyst princippet: At “målet helliger midlet”.
The Kings Councelor, Pritt, som det lykkedes i rette tid at spejde ind under den stalinistiske retfærdighedsgudindes skørter og der finde alt i orden, påtog sig virkelig denne skamløse opgave. Romain Rolland, hvis moralske autoritet er højt vurderet af de sovjetiske forlags bogholdere, skyndte sig at udsende et af sine manifester, hvor melankolsk lyrik forenes med senil kynisme. Den franske Liga for Menneskerettighederne, som i 1917 tordnede mod “Lenins og Trotskijs umoral”, da de brød militærpagten med Frankrig, skyndte sig at dække over Stalins forbrydelser i den fransk-sovjettiske pagts interesser. Et patriotisk mål helliger som bekendt alle midler. The Nation og The New Republic lukkede deres: øjne for Jagodasbedrifter, da deres “venskab” med USSR garanterede deres egen autoritet. Endnu for blot et år siden, var der ingen af d’herrer, som erklærede, at stalinisme og trotskijsme var ét og det samme. De stod åbenlyst for Stalin, for hans realisme, for hans justits og for hans Jagoda. De klyngede sig til denne position, så længe de kunne.
Indtil det øjeblik, hvor Tukhachevskij, Yakir og de andre blev henrettede, fulgte storbourgeoisiet i de demokratiske lande ikke uden glæde, skønt under dække af væmmelse, med i henrettelserne af de revolutionære i USSR. I denne forbindelse svarede The Nation og The New Republic, for ikke at tale om Duranty, Louis Fischer og deres beslægtede penneprostituerede, fuldt og helt til den “demokratiske” imperialismes interesser. Henrettelserne af generalerne alarmerede bourgeoisiet, idet de tvang det ti] at forstå, at det stalinistiske apparats fremskredne opløsning gjorde opgaven lettere for Hitler, Mussolini og Mikadoen. The New York Times begyndte forsigtigt, men vedholdende, at korrigere sin egen Duranty. Det parisiske Les Temps åbnede forsigtigt sine spalter for at kaste lys over de faktiske forhold i USSR. Hvad de småborgerlige moralister og spytslikkere angår, så var de aldrig andet end den kapitalistiske klasses servile ekkoer. Da den internationale undersøgelseskommission, ledet af John Dewey, desuden fremkom med sin kendelse, blev det klart for enhver person, der kan tænke bare en lille smule, at fortsat åbent forsvar af GPU betød faren for politisk og moralsk død. Først i dette øjeblik besluttede “vennerne” at bringe de ydre moralske sandheder ind i Guds verden, dvs. at falde tilbage i anden frontlinie.
Skræmte stalinister og halv-stalinister indtager ikke sidstepladsen blandt moralisterne. Eugene Lyon levede i årevis nydeligt sammen med Thermidor-kliken, og betragtede sig som “næsten” at være bolsjevik. Da han trak sig tilbage fra Kremi – af grunde, som kan være os ligegyldige – steg han naturligvis straks op i idealismens skyer. Liston Oak nød indtil for nylig en sådan tillid i Komintern, at man betroede ham at lede den engelske propaganda for det republikanske Spanien. Dette hindrede ham selvfølgelig ikke i, da han først havde opgivet sin post, tillige at opgive det marxistiske alfabet. Emigranten Walther Krivitskiij sluttede sig øjeblikkeligt til det borgerlige demokrati efter sit brud med GPU. Tilsyneladende er denne metamorfose også indtruffet med den bedagede Charles Rappoport. Efter at have kastet stalinismens lænker overbord, kan folk af den slags – og de er mange – ikke lade være med at søge kompensation i den abstrakte morals postulater for den desillusionering og ydmygelse af idealer, som de har oplevet. Spørg dem: Hvorfor er i sprunget fra Komintern og GPU’s rækker og over i bourgeoisiets lejr?” De har svaret parat: “Trotskisme er ikke bedre end stalinisme”.
“Trotskisme er revolutionær romantik; stalinisme – praktisk politik.” Af denne banale modstilling, med hvilken gennemsnitsfarisæeren indtil i går retfærdiggjorde sit venskab med Thermidoren mod revolutionen, er der ikke blevet så meget som en antydning tilbage. Trotskisme og stalinisme bliver i almindelighed ikke længere modstillet, men gjort identiske. Men de gøres identiske alene i form, ikke i indhold. Efter at have veget tilbage for det “kategoriske imperativ” fortsætter demokraterne i virkeligheden med at forsvare GPU, skønt under bedre kamuflage og med større perfiditet. Den, der bagtaler ofret, hjælper bøddelen. I dette som i andre tilfælde tjener moralen politikken.
De demokratiske farisæere og de stalinistiske bureaukrater er, om ikke tvillinger, så brødre i ånden. I hvert fald hører de politisk til i samme lejr. Det nuværende regeringssystem i Frankrig og – hvis vi tilføjer anarkisterne – i det republikanske Spanien er baseret på et samarbejde mellem stalinister, socialdemokrater og liberale. Når det britiske Independent Labour Party synes forvirret, er det fordi, det i årevis ikke har trukket sig ud af Kominterns favntag. Det franske socialistparti ekskluderede trotskisterne fra sine rækker nøjagtigt, da det forberedte sig på at slutte sig sammen med stalinisterne. Når sammenslutningen ikke blev virkeliggjort, så var det ikke på grund af principielle divergenser – hvad er der blevet af dem? – men kun, fordi de socialdemokratiske pampere var bange for at miste deres poster. Efter at være vendt tilbage fra Spanien erklærede Noman Thomas, at “objektivt” set hjælper trotskisterne Franco, og med denne subjektive absurditet ydede han “objektiv” hjælp til GPU-bødlerne. Denne retskafne mand ekskluderede de amerikanske “trotskister” fra sit parti, præcist da GPU skød deres kammerater ned i USSR og Spanien. I mange demokratiske lande er stalinisterne trods deres “amoral” trængt ind i regeringsapparatet ikke uden succes. I fagbevægelsen lever de nydeligt sammen med bureaukrater af alle afskygninger. Sandt nok: Stalinisterne har en yderst letsindig holdning overfor straffeloven, og derved skræmmer de deres “demokratiske” venner væk i fredelige tider; men under særlige forhold, som vist af det spanske eksempel, bliver de desto mere sikkert ledere af småborgerskabet mod proletariatet.
Anden Internationale og Amsterdam-Internationalen påtager sig naturligvis ikke selv ansvaret for sammensværgelsen; dette arbejde overlader de til Komintern. Selv tav de. Privat forklarede de, at ud fra et “moralsk” synspunkt var de imod Stalin, men ud fra et politisk – for ham. Først da folkefronten i Frankrig definitivt brød sammen og tvang socialdemokraterne til at tænke på morgendagen, fandt Leon Blum på bunden af sit blækhus de nødvendige formuleringer af sin moralske indignation.
Når Otto Bauer mildt fordømmer Vishinskijs retspleje, er det kun for at kunne støtte Stalin med desto større “uvildighed”. Socialismens skæbne afhænger i følge Bauers sidste erklæring af Sovjetunionens skæbne. “Og Sovjetunionens skæbne”, fortsætter han, “er stalinismens skæbne, så længe som(!) den indre udvikling i Sovjetunionen ikke selv overvinder den stalinistiske udviklingsfase”. Alt, hvad der er Bauer, er indeholdt i denne bemærkelsesværdige sætning; alt, hvad der er Austro-marxisme, hele Socialdemokratiets løgnagtighed og råddenskab! “Så længe som” det stalinistiske bureaukrati er tilstrækkelig stærk til at myrde de progressive repræsentanter for “den indre udvikling”, indtil da holder Bauer sig til Stalin. Når de revolutionære kræfter, på trods af Bauer, overvinder Stalin, så vil Bauer generøst anerkende “den indre udvikling” – med ikke mere end ti dages forsinkelse.
Bag de gamle internationaler trasker centristernes London-bureau af sted, lykkeligt i sig selv forenende det karakteristiske for en børnehave, en skole for mentalt hæmmede voksne og et hjem for invalider. Sekretæren for bureauet, Fenner Brockway, begyndte med erklæringen om, at en undersøgelse af Moskva-processerne kunne “skade USSR” og foreslog i stedet en undersøgelse af... Leon Trotskijs politiske aktivitet gennem en “upartisk” kommission af fem uforsonlige fjender af Trotskij. Brandler og Lovestone solidariserede sig offentligt med Jagoda; de tog kun afstand fra Jesov. Jacob Walcher nægtede, med en indlysende falsk undskyldning, at afgive sit vidnesbyrd, som var ugunstigt over for Stalin, overfor den internationale undersøgelseskommission, ledet af John Dewey. Disse folks rådne moral er kun et produkt af deres rådne politik.
Men måske er den mest ynkelige rolle den, der spilles af anarkisterne. Hvis stalinisme og trotskisme er ét og samme, som de påstår i hver sætning, hvorfor hjælper de spanske anarkister da stalinisterne med at hævne sig på trotskisterne og samtidig på de revolutionære anarkister? De mere ærlige anarkistiske teoretikere svarer: Dette er betaling for våben. Men hvad er deres mål? Anarkisme? Socialisme? Nej, blot at frelse det samme borgerlige demokrati, som forberedte fascismens succes. Til lave mål svarer lave midler. Sådan er den virkelige placering af figurerne på det verdenspolitiske skakbræt!
Rusland foretog det største spring i historien, et spring, hvor de mest progressive kræfter i landet kom til udtryk. Nu, under den almindeligt udbredte reaktion, hvis fremstormen er proportional med revolutionens fremstormen tager bagstræbet revanche. Stalinismens personificerer reaktionen. Den gamle russiske histories barbari på ny historisk basis synes dog endnu mere modbydelig, fordi den er tvunget til at skjule sig under et hykleri uden historisk fortilfælde.
Liberale og socialdemokrater i Vesten, som af den russiske revolution blev tvunget til at tvivle på deres rådnende ideer, oplevede nu en frisk indsprøjtning af mod. Sovjetbureaukratiets moralske koldbrand forekom dem at være liberalismens rehabilitering. Stereotype skrivebøger trækker frem i lyset, at “ethvert diktatur indeholder kimen til sin egen undergang”, “kun demokratiet garanterer personlighedens udvikling”, og så videre. Modstillingen af demokrati og diktatur, i det givne tilfælde indbefattet en fordømmelse af socialismen til fordel for det borgerlige regime, slår en med forbavselse ud fra et teoretisk synspunkt ved sin analfabetisme og kynisme. Den stalinistiske forurening, som er en historisk realitet, vejes op mod demokratiet – som er en supra-historisk abstraktion. Men demokratiet har også en historie, hvor der ikke er mangel på forurening. For at kunne karakterisere sovjetbureaukratiet har vi lånt navnene “thermidor” og “bonapartisme” fra det borgerlige demokratis historie for – lad de liberale doktrinære sinker vide det – demokratiet kom slet ikke til verden ad demokratisk vej. Kun en vulgær sjæl kan tilfredsstille sig selv ved at tygge på det tema, at bonapartismen var jacobismens “naturlige afkom”, den historiske straf for krænkelse af demokratiet og så videre. Uden den jacobinske gengældelse mod feudalismen ville det borgerlige demokrati have været absolut utænkeligt. At modstille jacobismens, thermidorsystemets og bonapartismens konkrete historiske stadier med den idealiserede abstraktion om “demokrati” er lige så fejlagtig som at modstille fødselsveer med et levende spædbarn.
Stalinisme er for sit vedkommende ikke nogen abstraktion for “diktatur”, men en enorm bureaukratisk reaktion mod proletariatets diktatur i et tilbagestående og isoleret land. Oktoberrevolutionen opløste privilegier, førte krig mod social ulighed, erstattede bureaukratiet med arbejdernes selvforvaltning, ophævede det hemmelige diplomati, stræbte efter fuldstændigt at forandre alle sociale relationer. Stalinismen genindførte de mest uforskammede former for privilegier, bibragte uligheden en provokerende karakter, kvalte massernes egen aktivitet med politi-absolutisme, forvandlede administrationen til et monopol for Kreml-bureaukratiet og genrejste magtdyrkelsen i former, som det enevældige monarki ikke have villet turde drømme om.
Social reaktion er under alle former tvunget til at maskere sine egentlige hensigter. Jo skarpere overgangen fra revolution til reaktion er, jo mere reaktionen er afhængig af revolutionens traditioner, dvs. jo større dens frygt for masserne er – jo mere er den tvunget til at ty til løgnagtighed og sammensværgelser i kampen mod revolutionens repræsentanter. Stalinistiske sammensværgelser er ikke et produkt af bolsjevikisk “amoral” nej, som alle vigtige begivenheder i historien er den et produkt af den konkrete historiske kamp og det mest perfide og alvorlige oven i købet: Et nyt aristokratis kamp mod de masser, som har bragt det til magten.
Hvilken grænseløs intellektuel og moralsk afstumpethed skal der ikke til for at identificere stalinismens politimoral med bolsjevikkernes revolutionære moral. Lenins parti har ophørt med at eksistere for længe siden – det blev knust mellem indre vanskeligheder og verdensimperialismen. I dets sted rejste det stalinistiske bureaukrati sig – imperialismens transmissionsregime. På verdensarenaen satte bureaukratiet klassesamarbejde i stedet for klassekamp, socialpatriotisme i stedet for internationalisme. For at tilpasse det herskende parti til reaktionens opgaver “fornyede” bureaukratiet sin sammensætning ved at henrette revolutionære og rekruttere stræbere.
Enhver reaktion genrejser, nærer og styrker de elementer fra den historiske fortid, som revolutionen ramte, men som den ikke kunne besejre. De stalinistiske metoder bringer alle de usandhedens, brutalitetens og gemenhedens metoder, som udgør kontrolmekanismen i ethvert klassesamfund, til kulmination og på samme tid til absurditet. Stalinismen er én eneste størknet masse af alle den historiske stats afskyeligheder, dens mest maliciøse karikatur og modbydelige grimasse. Når repræsentanterne for det gamle samfund puritansk afvejer en steriliseret demokratisk abstraktion mod stalinismens koldbrand, kan vi med fuld ret anbefale dem, såvel som hele det gamle samfund, at kaste et blik på sig selv i sovjetthermidorens krakelerede spejl. GPU overgår rigtignok alle andre regimer i sine forbrydelsers nøgenhed. Men dette stammer fra den umådelige mangfoldighed af begivenheder, der ryster Rusland under indflydelse af den verdensimperialistiske demoralisering.
Blandt de liberale og radikale er der ikke så få personer, som har tilegnet sig metoderne for den materialistiske tolkning af begivenhederne, og som betragter sig som marxister. Men dette hindrer dem dog ikke i at forblive borgerlige journalister, professorer eller politikere. En bolsjevik er selvfølgelig utænkelig uden den materialistiske metode, også på moralens område. Men denne metode tjener ham ikke blot til tolkning af begivenhederne, men først og fremmest til skabelsen af et revolutionært parti for proletariatet. Det er umuligt at fuldende denne opgave uden fuldstændig uafhængighed af bourgeoisiet og dets moral. Alligevel hersker den offentlige mening nu med uindskrænket magt over de officielle arbejderbevægelser fra William Green i De Forenede Stater, Leon Blum og Maurice Thorez i Frankrig til Carcia Oliver i Spanien. I denne kendsgerning finder den nuværende periodes reaktionære karakter sit højeste udtryk.
En revolutionær marxist kan ikke begynde at nærme sig sin historiske mission uden at have brudt med den borgerlige offentlige mening og dens agenter i proletariatet. Dertil kræves der moralsk mod af en anden kaliber end til at åbne munden på møder og råbe: Ned med Franco! Ned med Hitler!” Det er netop bolsjevikkernes gennemtænkte og urokkelige brud med konservativ moralsk filosofi, ikke blot stor – men tillige småborgerskabets, som skræmmer de demokratiske frasemagere, salonprofeter og korridorhelte til døde. Derfra stammer deres beklagelser over bolsjevikkernes “amoral”.
Deres identificering af borgerlig moral med moral “i almindelighed” kan måske bedst af alt afprøves hos småborgerskabets yderste venstrefløj, nemlig hos de centristiske partier i det såkaldte London-bureau. Eftersom denne organisation “anerkender” programmet for den proletariske revolution, skulle vore uoverensstemmelser med den i første omgang synes sekundære. Men i virkeligheden er deres “anerkendelse” værdiløs, for den binder dem ikke til noget som helst. De “anerkender” den proletariske revolution, som kantianerne anerkender det kategoriske imperativ, dvs. som et helligt princip, der ikke er anvendelig i den daglige tilværelse. På den praktiske politiks område forener de sig med revolutionens værste fjender(reformister og stalinister) i kampen mod os. Al deres tænkning er gennemsyret af falskhed og løgnagtighed. Når centristerne, i følge en almindelig regel, ikke hæver sig op til mere imponerende forbrydelser, er det kun, fordi de for altid vil befinde sig på politikkens biveje; de er, så at sige, historiens lommetyve. Af denne grund føler de sig kaldet til at genrejse arbejderbevægelsen med en ny moral.
På den ekstreme venstrefløj i dette “venstre” står en lille og fuldstændig betydningsløs gruppe af tyske emigranter, som udgiver tidsskriftet, Neuer Weg (Den nye vej). Lad os bøje os længere ned og lytte til disse “revolutionære” anklagere af bolsjevikisk “amoral”. I en flertydig, pseudo-lovprisende tone proklamerer Neuer Weg, at bolsjevikkerne med fordel adskiller sig fra andre partier ved deres mangel på hykleri – de erklærer åbent, hvad andre hemmeligt bruger i praksis, at “målet helliger midlet”. Men efter Neuer Wegs overbevisning er en sådan “borgerlig” forskrift uforenelig med en “sund socialistisk bevægelse”. “Løgn og det, der er værre, er ikke tilladelige kampmidler, sådan som Lenin stadig mente”. Ordet, “stadig” betyder øjensynligt, at det ikke er lykkedes for Lenin at overvinde sin vildfarelse, blot fordi det ikke lykkedes ham at overleve til opdagelsen af Den nye Vej.
I udtrykket, “løgn og det, der er værre”, betyder “det, der er værre” åbenbart vold, mord osv., eftersom vold under lige betingelser er værre end at lyve; og mord er den mest ekstreme form for vold. Vi kommer således til den konklusion, at løgn, vold og mord er uforenelig med en “sund socialistisk bevægelse”. Men hvordan er det reelle forhold til revolutionen. Borgerkrig er den alvorligste af alle former for krige. Den er utænkelig uden vold mod tredjeperson, men med den nuværende teknik tillige uden at dræbe gamle mænd, gamle kvinder og børn. Behøver man at blive mindet om Spanien? Det eneste mulige svar fra “venner” af det republikanske Spanien lyder således: Borgerkrig er bedre end fascistisk slaveri. Men dette fuldt korrekte svar betyder blot, at målet (demokrati eller socialisme) under visse forhold helliger sådanne midler som vold og mord. For ikke at tale om løgn! Uden løgn ville en krig være lige så umulig at forestille sig som en maskine uden olie. For at sikre mødet i Cortes (den 1. februar 1938) fra fascistiske bomber narrede Barcelona-regeringen adskillige gange med overlæg både journalisterne og sin egen befolkning. Kunne den have handlet anderledes? Den, der accepterer målet: Sejr over Franco, må også acceptere midlet: Borgerkrigen med dens bølge af terror og forbrydelser.
Men løgn og vold fortjener vel alligevel at blive fordømt? Selvfølgelig, lige som klassesamfundet, der frembringer det. Et samfund uden sociale modsætninger vil naturligvis være et samfund uden løgn og vold. Men der er ingen måde at bygge bro til dette samfund uden revolutionære, dvs. voldelige midler. Revolutionen er selv et produkt af klassesamfundet og må nødvendigvis bevare dettes træk. Ud fra “de ydre sandheders” synspunkt er revolutionen selvfølgelig “umoralsk”. Men dette betyder bare, at idealistisk moral er kontrarevolutionær, dvs. i udbytternes tjeneste.
“Borgerkrig”, vil den uforvarret fangne filosof måske svare, “er en sørge undtagelse. Men i fredelige tider burde en sund socialistisk bevægelse optræde uden vold.” Et sådant svar repræsenterer intet andet end en patetisk udflugt. Der findes ingen uovertrængelig demarkationslinie mellem “fredelig” klassekamp og revolution. Enhver strejke omfatter i uforløst form alle borgerkrigens elementer. Begge parter stræber efter at gøre indtryk på modstanderen med en overdreven fremstilling af egen kampberedskab og materielle ressourcer. Gennem deres presse, agenter og spioner arbejder kapitalisterne på at skræmme og demoralisere de strejkende. På den anden side er arbejdernes strejkevagter, når andet ikke hjælper, tvunget til at bruge magt. “Løgnen og det, der er værre” er en uadskillelig del af klassekampen selv i dens mest elementære form. Der mangler blot at blive føjet til, at selve opfattelsen af sandhed og løgn er født af sociale modsætninger.
Stalin arresterer og skyder sine modstanderes børn, efter at disse modstandere selv er blevet henrettet under falske forudsætninger. Ved hjælp af familie-gidselsystemet tvinger Stalin de sovjetiske diplomater, som har tilladt sig at ytre tvivl om Jagodas eller Jesovs ufejlbarlighed, til at vende tilbage fra udlandet. Moralisterne fra Neuer Weg finder det nødvendigt og betimeligt i denne forbindelse at minde om, at Trotskij i 1919 “også” indførte en lov om gidsler. Men her bliver det nødvendigt at citere ordret: “Stalins internering af uskyldige slægtninge er afskyelig barbarisme. Men det er også barbarisk, når det blev dikteret af Trotskij (19l9).” Her har vi den idealistiske moralist i al sin glans! Hans kriterier er lige så falske som det borgerlige demokratis normer – i begge tilfælde forudsættes der lighed, hvor der ikke er skygge af den.
Vi vil ikke insistere på den kendsgerning, at dekretet af 1919 næppe førte til én eneste henrettelse af slægtninge til de kommandanter, hvis forræderi ikke blot kostede tab af utallige menneskeliv, men som truede selve revolutionen med direkte tilintetgørelse. Spørgsmålet drejer sig til syvende og sidst ikke om det. Hvis revolutionen havde udvist mindre overflødig generøsitet, ville hundredtusinder af liv kunne være sparet. På denne og på anden måde bærer jeg det fulde ansvar af dekretet af 1919. Det var en nødvendig forholdsregel i kampen mod undertrykkerne. Kun i kampens historiske sammenhæng ligger retfærdiggørelsen af dekretet som i almindelighed retfærdiggørelsen af hele borgerkrigen, som også ikke uden grund kan kaldes “afskyelig barbarisme”.
Vi vil overlade til en Emil Ludwig eller hans slags at tegne Abraham Lincolns portræt med små rosenrøde vinger. Lincolns betydning ligger i, at han ikke tøvede over for de hårdeste midler, når de først var fundet nødvendige for at nå et stort historisk mål, skabt af en ung nations udvikling. Spørgsmålet ligger endog heller ikke i, hvem af de stridende parter, der frembragte eller selv led under de største lidelser. Historien har forskellig målestok for Nordstaternes og for Sydstaternes grusomhed under borgerkrigen. En slaveejer, som med list eg vold smeder en slave i lænker, og en slave, som med list og vold bryder kæden – lad ikke de usle eunukker fortælle os, at de to står lige overfor en historisk domstol.
Efter at Pariserkommunen var blevet druknet i blod,. og reaktionens kæltringe fra hele verden dyppede deres banner i bagvaskelsens og sladderens møgbunke, var der ikke så få demokratiske farisæere, som for at indrette sig efter reaktionen, bagtalte kommunarderne for nedskydningen af 64 gidsler med Paris’s ærkebiskop i spidsen. Marx tøvede ikke med at forsvare denne blodige handling fra kommunens side. I et cirkulære, udsendt af generalrodet for Første Internationale, og som brænder som flydende lava, minder Marx først om bourgeoisiets indførelse af gidseltagning i kampen både mod de koloniale folk og mod dets egne arbejdende masser og henviser derefter til de rasende reaktionæres henrettelser af fangne kommunarder, idet han fortsætter:
“Kommunen var for at beskytte deres (de tilfangetagne kommunarders) liv nødt til at ty til den preussiske praksis med at sikre sig gidsler. Gidslerne liv var blevet forspildt gang på gang af den fortsatte skydning af gidsler for Versailles vedkommende. Hvordan kunne de spares længere efter det blodbad, hvormed Mac Mahons pretorianere fejrede deres indtog i Paris? Er der nogen grund til at skamme sig over dette sidste forsøg – at tage gidsler – på at hindre den borgerlige regerings skrupelløse grusomhed?”
Således forsvarede Marx henrettelsen af gidslerne, skønt der bag hans ryg i generalrodet sad ikke så få Fenner’ere, Brockway’ere, Norman Thomas’ ere og andre Otto Bauer’ere. Men så frisk var verdensproletariatets indignation over Versailles grusomheder, at de reaktionære moralistiske kvaksalvere foretrak at vente på bedre tider, der, desværre, ikke var sene til at komme. Først efter reaktionens definitive triumf ødelægger de småborgerlige moralister sammen med fagforeningspamperne og de anarkistiske frasemagere Første Internationale.
Da Oktoberrevolutionen forsvarede sig mod imperialismens forenede styrker over en ottetusinde kilometer lang front, fulgte arbejderne i hele verden kampens gang med en så brændende sympati, at det i deres nærværelse var yderst risikabelt at anklage den “afskyelige barbarisme” i gidselsystemet. Sovjetstatens fuldstændige degeneration og reaktionens triumf var nødvendig, før moralisterne kravlede op af deres huller... for at hjælpe Stalin. Hvis det er sandt, at undertrykkelsen, som sikrer det nye aristokratis privilegier, har samme moralske værdi som revolutionære forholdsregler i frihedskampen, så er Stalin fuldstændig retfærdiggjort, hvis altså... den proletariske revolution ikke fuldstændig fordømmes.
Samtidig med at de prøver at finde eksempler på umoral i begivenhederne under den russiske borgerkrig, er d’herrer moralister nødt til at lukke øjnene for den kendsgerning, at den spanske revolution også har frembragt sit gidselsystem, idet mindste i den periode, hvor den var en ægte proletarisk revolution. Når anklagerne ikke vover at angribe de spanske arbejdere for deres “afskyelige barbarisme”, så er det blot, fordi den pyrenæiske halvøs lord endnu er for varm for dem. Det er betydelig mere bekvemt at vende tilbage til 1919. Dette er allerede historie; de gamle har glemt det, og de unge endnu ikke lært det. Af samme grund vender farisæere af forskellige afskygninger tilbage til Kronstadt og Makhno med enestående stædighed – her er der frit løb for udstødning af moralske dunster.
Det er umuligt ikke at være enige med moralisterne i, at historien vælger frygtelige veje. Men hvilken konklusion for praktisk aktivitet skal der drages af det? Leo Tolstoj anbefalede, at vi ignorerede de sociale konventioner og fuldendte os selv. Mahatma Gandhi foreslår, at vi drikker gedemælk. Desværre afviger de “revolutionære” moralister ikke meget fra disse forskrifter “Vi må befri os selv”, præker de, “fra den kaffermoral, hvor kun, det, fjenden gør, er forkert”. Et fremragende råd! “Vi må befri os selv...” Tolstoj foreslog i tilgift, at vi befriede os for kødets lyster. Dog, statistikken forsømmer at fastslå succesen af hans råd. Vore centralistiske puslinge har haft held til at udvikle sig selv til en supra-klassemoral i et klassesamfund. Men der er gået næsten to tusinde år, siden det blev sagt: “Elsk din næste”. “Vend også den anden kind til...” Og selv den hellige romerske fader har så langt fra “befriet sig selv” fra had til sine fjender. I sandhed: Satan, menneskehedens fjende, er stærk.
At bruge forskellige kriterier for udbytternes og de udbyttedes handlinger visers ifølge disse jammerlige mandslinge, at man står på “kaffermoralens” stade. Først og fremmest er en så hånlig henvisning til kaffernes moral næppe passende fra en “socialists” pen. Er kaffernes moral virkelig så daglig. Her er, hvad Encyclopædia Britannica siger om emnet:
”I deres sociale og politiske relationer udviser de stor takt og intelligens; de er bemærkelsesværdigt tapre, krigeriske og gæstfri og var ærlige og sanddru, indtil de gennem kontakten med de hvide blev mistænksomme, hævngerrige og tyvagtige, foruden af de erhvervede sig de fleste europæiske laster”. Det er umuligt at komme til anden konklusion, end at hvide missionærer, prædikanter for ydre moral, bidrog til kaffernes korrumpering”
Hvis vi fortalte arbejder-kafferen, hvordan arbejderne på en del af vor planet rejste sig og overrumplede deres udbyttere, ville han blive meget glad. På den anden side ville han ærgre sig ved at opdage, at undertrykkere havde haft held til at narre den undertrykte. En kaffer, som ikke er blevet demoraliseret lige ind til marven af missionærer, ville aldrig bruge en og samme abstrakte moralske norm for undertrykkere og undertrykte. Alligevel ville han meget let forstå en forklaring om, at det er disse abstrakte normers funktion at forhindre de undertrykte i at rejse sig imod deres undertrykkere. Hvilket instruktivt sammentræf! For at bagtale bolsjevikkerne var Neuer Weg tvunget til også at bagtale kafferne; i begge tilfælde fulgte bagtalelsen den officielle borgerlige løgns retning: Mod de revolutionære og mod de farvede racer. Nej, vi foretrækker kafferne frem for alle missionærer, både åndelige og verdslige!
Der er under ingen omstændigheder grund til at overvurdere samvittighedsfuldheden hos Neuer Weg eller andre cul-de-sacs. Intentionerne hos disse folk er ikke så slemme. Men på trods af disse intentioner tjener de som løftestænger i reaktionens mekanisme. I en periode som den nuværende, hvor småborgerlige partier, der klynger sig til det liberale bourgeoisi eller dets skygge (“folkefronts”-politikken), paralyserer proletariatet og baner vej for fascismen (Spanien, Frankrig...), er bolsjevikker, dvs. revolutionære marxister blevet særligt forhadte figurer i den borgerlige menings øjne. Det fundamentale politiske pres skifter i vor tid fra højre mod venstre. I sidste analyse slår hele reaktionens vægt ned på skuldrene af en forsvindende lille minoritet. Denne minoritet kaldes Fjerde Internationale. Voilá l’ennemi! Den er fjenden!
I reaktionens mekanisme indtager stalinismen mange ledende funktioner. Alle det borgerlige samfunds grupperinger, inkluderet anarkisterne, benytter sig af dens hjælp i kampen mod den proletariske revolution. På samme tid søger de småborgerlige demokrater i det mindste for 50%’s vedkommende at kaste deres Moskva-allieredes forbrydelsers modbydeligheder over på den ukuelige revolutionære minoritet. Heri ligger betydningen af den flotte konklusion: “Trotskisme og stalinisme er et og det samme”. Bolsjevikkernes og kaffernes modstandere hjælper på denne måde reaktionen med at bagvaske revolutionens parti.
De russiske “Socialrevolutionære” var altid meget moralske individer; det store og hele var de sammensat af etik alene. Dette forhindrede dem imidlertid ikke i under revolutionen at forråde de russiske bønder. I Pariserorganet fra Kerenskij, denne meget etiske socialist, som var Stalins forløber i at fabrikere falske beskyldninger mod bolsjevikkerne, skriver en anden gammel “Socialrevolutionær”, Zenzinov:
“Lenin lærte som bekendt, at for at nå de ønskede mål, må kommunister “ty til alle slags list, manøvrer og udflugter”.
(Ny Rusland, 17. februar 1938, side 3).
Af dette drages den rituelle konklusion: Stalinisme er leninismens naturlige arvtager.
Uheldigvis er den etiske anklager endog ikke i stand til at citere rigtigt. Lenin sagde: “Det er nødvendigt at være i stand til... at ty til alle slags list, manøvrer og illegale metoder, til omgåelser og udflugter for at kunne trænge ind i fagforeningerne, blive i dem og fortsætte kommunistisk arbejde i dem for enhver pris”.Nødvendigheden af omgåelser og manøvrer fremkaldes ifølge Lenin af den kendsgerning, at det reformistiske bureaukrati, idet det forråder arbejdere til kapitalen, søger at lokke de revolutionære frem, forfølger dem og endog tyr til at pudse det borgerlige politi på dem. “Manøvrer” og “udflugter” er i dette tilfælde kun metoder til gyldigt selvforsvar mod det perfide reformistiske bureaukrati.
Denne samme Zenzinovs parti udførte engang illegalt arbejde mod tsaren og senere – mod bolsjevikkerne. I begge tilfælde tog det sin tilflugt i listighed, omgåelser, falske pas og andre former for “udflugter”. Alle disse midler blev ikke blot betragtet som “etiske”, men også som heroiske, fordi de svarede til småborgerskabets politiske mål. Men situationen ændres med det samme, når proletariske revolutionære tvinges til at ty til konspirative metoder mod det samme småborgerlige demokrati. Nøglen til disse herrers moral har, som vi ser, klassekarakter!
Den “umoralske” Lenin giver i pressen åbent råd om militær listighed mod perfide ledere. Og moralisten Zenzinov hugger i forbryderisk hensigt begge ender af citatet for at narre læseren: Den etiske anklager viser sig som vanligt at være en småsvindler. Ikke for intet blev Lenin ved med at gentage, at det er meget vanskelig at møde en samvittighedsfuld modstander!
En arbejder, som ikke hemmeligholder “sandheden” om de strejkendes planer overfor kapitalisterne, er en simpel forræder, som fortjener foragt og isolation. Soldaten, som afslører “sandheden” til fjenden, straffes som spion. Kerenskij prøvede for bolsjevikkernes dør at lægge en beskyldning om at have afsløret “sandheden” til Ludendorffs stab. Det forekommer, som om den hellige “sandhed” ikke er et mål i sig selv. Mere nødvendige kriterier, der, som analyserne viser, har klassekarakter, hersker over den.
En kamp på liv og død er utænkelig uden militær listighed, med andre ord, uden løgn og bedrageri. Må det tyske proletariat da ikke bedrage Hitlers politi? Eller indtager de sovjetiske bolsjevikker måske en “umoralsk” holdning, når de bedrager GPU? Enhver from borger priser klogskaben hos det politi, der gennem list får held til at fange en særlig farlig gangster. Er militært bedrageri virkelig utilladelig, når spørgsmålet drejer sig om at overvinde de imperialistiske gangstere?
Norman Thomas taler om “denne mærkelige kommunistiske amoral, i hvilket intet betyder noget, undtagen partiet og dets magt” (Socialist Call, 12 marts 1938, side 5). Ydermere sætter Thomas det nuværende Komintern, dvs. Kreml-bureaukratiets konspiration mod arbejderklassen, i samme kategori som det bolsjevikkiske parti, som repræsenterer en konspiration af de avancerede arbejdere imod bourgeoisiet. Denne gennemført uhæderlige sidestilling er allerede blevet tilstrækkeligt afsløret i det foregående. Stalinismen skjuler sig blot bag parti-kulten; i virkeligheden ødelægger den partiet og træder det i støvet. Men det er sandt, at for en bolsjevik er partiet alt. Salonsocialisten Thomas er overrasket over og forkaster et sådant forhold mellem en revolutionær og revolutionen, fordi han selv blot er en burgøjser med et socialistisk “ideal”. I Thomas’s og hans liges øjne er partiet blot et sekundært instrument til valgkoalitioner og lignende, og intet andet. Hans Personlige liv, interesser, forbindelser, moralske kriterier eksisterer udenfor partiet. Med fjendtlig forbavselse ser han ned på bolsjevikkerne, for hvem partiet er et våben for den revolutionære forandring af samfundet, inklusive dets moral. For en revolutionær marxist kan der ikke være noget modsætningsforhold mellem personlig moral og partiets interesser, eftersom partiet i hans bevidsthed giver konkret udtryk for menneskehedens højeste opgaver og mål. Det er naivt at forestille sig, at Thomas har højere forståelse af moral end marxisterne. Han har blot en lavere forestilling om partiet.
“Alt, hvad der opstår, er værdigt til at forgå,” siger dialektikeren Goethe. Ødelæggelsen af det bolsjevikiske parti – en episode i verdensreaktionen – nedsætter imidlertid ikke dets verdenshistoriske betydning. I dets revolutionære herredømmes periode, dvs. da det virkeligt repræsenterede proletariatets avantgarde, var det det ærligste parti i historien. Overalt, vor det kunne, narrede det selvfølgelig klassefjenden; på den anden side fortalte det arbejderne sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. Kun takket være dette lykkedes det det at vinde deres tillid i en udtrækning, som det aldrig før er lykkedes noget andet parti i verden.
Den herskende klasses klerke kalder dette partis organisationer “amoralske”. I bevidste arbejderes øjne har denne beskyldning karakter af et kompliment. Den viser, at Lenin nægtede at anerkende de moralske normer, som var etablerede af slaveejerne for deres slaver, og som aldrig blev fulgt af slaveejerne selv; han opfordrede proletariatet til også at udvide klassekampen til det moralske område. Den, der bøjer sig for forskrifter, der er indført af fjenden, vil aldrig kunne besejre denne fjende!
Lenins “amoral”, dvs. hans forkastelse af supra-klassemoral, forhindrede ham ikke i at forblive tro mod et og samme ideal gennem hele sit liv; fra at vie hele sin tilværelse til de undertryktes sag; fra at udvise den tørste samvittighedsfuldhed på ideernes område og den største uforfærdethed på handlingens områder, fra at opretholde en holdning, der var ubesmittet af .en mindste overlegenhed overfor en “almindelig” arbejder, overfor en forsvarsløs kvinde, overfor et barn. Synes det ikke, som om “amoral” i det givne tilfælde blot er et synonym for den højeste form for menneskelig moral?
Her vil det være passende at henvise til en episode, som trods sine beskedne dimensioner slet ikke så dårligt illustrerer forskellen mellem deres moral og vores. I 1925 udviklede jeg i et brev til mine belgiske vener den opfattelse, at et forsøg på for et ungt revolutionært parti at organisere “sine egne” fagforeninger er ensbetydende med selvmord. Det er nødvendigt at opsøge arbejderne, hvor de er. Men dette betyder at betale kontingent og dermed understøtte et opportunistisk apparat? “Selvfølgelig”, svarede jeg, “for retten til at underminere reformisterne er det nødvendigt midlertidigt at betale dem kontingent”. Men reformisterne vil ikke tillade os at underminere sig? “Det er rigtigt”, svarede jeg, “underminering kræver konspiratoriske metoder. Reformisterne er bourgeoisiets politiske politi i arbejderklassen. Vi må handle uden deres tilladelser og mod deres ledelse...” Gennem en tilfældig razzia i kammerat D’s hjem, hvis jeg ikke tager fejl i forbindelse med spørgsmålet om at skaffe våben til de spanske arbejdere, får det belgiske politi fat i mit brev. Få dage efter blev det offentliggjort. Vanderveldes, De Man’s og Spaaks presse sparede ikke på belysningen af min “machiavellianisme” og “jesuisme”. Og hvem er disse anklagere? Vandervelde, der i mange år var præsident for Anden Internationale, er for lang tid siden blevet den belgiske kapitals tro tjener. De Man, som i en serie massive bind forædlede socialismen med idealistisk moral, med religiøse overtoner, greb den første passende lejlighed til at forråde arbejderne Og blive en almindelig borgerlig minister. Endnu mere yndig er Spaaks tilfælde. Halvandet år tidligere tilhørte denne herre den venstresocialistiske opposition og kom til mig i Frankrig efter råd om kampmetoder mod Vanerveldes bureaukrati. Jeg fremsatte de samme opfattelser som senere udgjorde mit brev. Men inden et år efter sit visit havde Spaak forkastet tornene for roserne. Ved at forråde sine kammerater i oppositionen blev han en af den belgiske kapitals mest kyniske ministre. I fagforeningerne og i deres eget parti kvæler disse herrer enhver kritisk røst, korrumperer og bestikker systematisk de mest fremskredne arbejdere og smider lige så systematisk de mest genstridige. De adskiller sig kun fra GPU ved den kendsgerning, at de endnu ikke er tyet til at spilde blod – som gode patrioter sparer de på arbejdernes blod til den næste imperialistiske krig. Det er indlysende, at man må være en djævelsk afskyelighed, en moralsk vanskabning, en “kaffer”, en bolsjevik for at råde de revolutionære arbejdere til at anvende konspiratoriske forholdsregler i kampen mod disse gentlemen!
Ud fra et belgisk juridisk synspunkt indeholdt mit brev selvfølgelig ikke noget kriminelt. Det “demokratiske” politis pligt var at returnere brevet til adressaten med en undskyldning. Det socialistiske partis pligt var at protestere mod razziaen, som var dikteret af hensynet til general Francos interesser. Men d’herrer socialister generede sig overhovedet ikke over at udnytte den uanstændige polititjeneste – uden den kunne de ikke have nydt den lykkelige lejlighed til endnu engang at fremhæve overlegenheden i deres moral i forhold til bolsjevikkernes amoral.
Alt er symbolistisk i denne episode. De belgiske socialdemokrater udøste deres pøse af indignation over mig, nøjagtigt mens deres norske trosfæller holdt min kone og mig under lås og slå for at forhindre os i at forsvare os mod GPUs beskyldninger. Den norske regering vidste godt, at Moskvas beskyldninger var falske – dette fastslog de socialdemokratiske, halvofficielle aviser åbent i de første dage. Men Moskva ramte de norske skibsejere og fiskehandlere på tegnebogen – og d’herrer socialdemokrater faldt øjeblikkelig ned på alle fire. Lederen af partiet, Martin Tranmæl, er ikke blot en autoritet på det moralske område, men han er en åbenlys retskaffen person: Han drikker ikke, han ryger ikke, han tilfredsstiller ikke sin trang til kød, og om vinteren bader han i et ishul. Dette hindrede ham ikke i, efter at han havde arresteret os på GPU’s ordre, at udstede en særlig invitation til en norsk agent for GPU, en vis Jacob Fries – en burgøjser uden ære eller samvittighed – til at bagvaske mig. Men, nok…
Disse herrers moral består af konventionelle forskrifter og talemåder, som formodes at skjule deres egne interesser, appetit og frygt. For flertallets vedkommende er de parat til enhver gemenhed – fornægtelse af enhver overbevisning, perfiditet, forræderi – i ambitionens eller begærlighedens navn. De personlige interessers hellige sfære retfærdiggør for dem ethvert middel. Men det er netop derfor, at de behøver særlige moralske regler; varige og på samme tid elastiske som gode sokkeholdere. De afskyr enhver, som afslører deres professionelle hemmeligheder for masserne. I “fredelige” tider udtrykker de deres had i sladder – i skældsord eller i “filosofisk” sprog. I perioder med skarpe konflikter som i Spanien, myrder disse moralister, hånd i hånd med GPU, de revolutionære. For at retfærdiggøre sig gentager de: “Trotskisme og stalinisme er et og samme”.
Et middel kan kun retfærdiggøres af sit mål. Men målet må for sit vedkommende også retfærdiggøres. Ud fra et marxistisk synspunkt, som udtryk for proletariatets historiske interesser, retfærdiggøres målet, hvis det fører til udvidelse af menneskets magt over naturen og til ophævelse af mennesket over mennesket.
”Vi må altså forstå det sådan, at for at nå dette mål, er alting tilladt”, spøger farisæeren sarkastisk, idet han viser, at han intet har forstået. Tilladeligt er det, svarer vi, som virkelig fører til menneskehedens befrielse. Eftersom dette mål kun kan nås gennem revolution, er proletariatets befrielsesmoral nødvendigvis af revolutionær karakter. Den vender sig uforsonlig ikke blot mod religiøse dogmer, men mod alle slags ideologiske fetish-dyrkere, disse filosofiske gendarmer for den herskende klasse. Den uddrager en norm for adfærd af lovene for samfundsudviklingen, således først og fremmest af klassekampen, alle loves lov.
“Det er jo det samme,” bliver moralisten ved med at insistere, “men betyder det, at i kampen mod kapitalisterne er alle midler tilladelige: Løgn, sammensværgelse, forræderi, mord osv.?” Tilladte og tvungne er de, og kun de midler, svarer vi, som forener det revolutionære proletariat, fylder dets hjerte med uforsonligt had mod undertrykkelse, lærer det foragt for den officielle moral og dens demokratiske ekkoer, bibringer det bevidsthed om sin egen historiske mission, højner dets mod og selvopofrelse i kampen. Præcist deraf følger, at ikke alle midler er tilladte. Når vi siger, at målet helliger midlet, så følger for os den konklusion, at det store historiske mål afviser de falske midler og veje, som sætter den ene del af arbejderklassen op mod den anden, som forsøger at gøre masserne lykkelige uden deres deltagelse; eller som forringer massernes tro på sig selv og deres organisation og erstatter det med “leder”dyrkelse. Først og fremmest og uforsonligt forkaster den revolutionære moral al servilitet i forhold til bourgeoisiet og al nedladenhed i forhold til arbejderne, dvs. de karakteristika, som småborgerlige pedanter og moralister i almindelighed er gennemtrængt af.
Disse kriterier giver naturligvis ikke færdigt svar på, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt i hvert enkelt tilfælde. Den revolutionære morals problemer er smeltet sammen med problemerne om revolutionens strategi og taktik. Bevægelsens levende erfaringer under afklaringen af teorien vil give korrekt svar på problemerne.
Dialektisk materialisme kender ikke til dualisme mellem midler og mål. Målene følger naturligt af den historiske udvikling. Organisk er midlerne underordnet målet. Det umiddelbare mål bliver midler for fremtidige mål.
I sit skuespil, Franz von Sickingen, lægger Ferdinand Lasalle følgende. ord i munden på en af sine helte:
... Vis ikke målet,
men vis også vejen. Så tæt vævet sammen
er vej og mål, at den ene med den anden
stadigt skifter, og andre veje ustandseligt
sætter andre mål op.
Lassalles linier er slet ikke fuldendte. Endnu værre er den kendsgerning, at Lassalle i praktisk politik selv afveg fra ovenstående forskrift det er tilstrækkeligt at minde om, at han gik så langt som til hemmelige aftaler med Bismarck! Men det dialektiske forhold mellem mål og midler er udtrykt fuldstændig korrekt i de ovenfor citerede sætninger. For at kunne høste hvede, må man så hvedekorn.
Er individuel, terror f. eks. tilladelig eller utilladelig ud fra “rene moralske” synspunkter? I denne abstrakte form eksisterer spørgsmålet slet ikke for os. Konservative schweiziske borgere giver sig selv i dag af med officielle lovprisninger af terroristen William Tell. Vor sympati er til fulde på de irske, russiske, polske eller hinduistiske terroristers side i deres kamp mod national og politisk undertrykkelse. Den myrdede Kirov, en rå sattrap, fremkalder ikke nogen sympati. Vort forhold til snigmorderen forbliver neutralt, fordi vi ikke ved, hvilke motiver, der ledte ham. hvis det bliver kendt, at Nikolayev handlede for bevidst, at hævne de arbejderrettigheder, Kirov havde trampet på, vil vor sympati vare fuldstændig på morderens side. Men det er ikke spørgsmålet om subjektive motiver, men om objektiv hensigtsmæssighed, der for os har afgørende betydning. Er de anførte midler virkelig i stand til at føre til målet? Med hensyn til individuel terror bærer både teori og praksis vidnesbyrd om, at sådan er det ikke. Til terroristen siger vi: Det er umuligt at erstatte masserne; kun i massebevægelsen kan du finde passende udtryk for din heroisme. Men under borgerkrigens betingelser ophører udryddelsen af individuelle undertrykkere at være individuelle terrorhandlinger. Hvis en revolutionær fx sprang Franco og hans stab i luften, ville det næppe vække moralsk forargelse selv hos de demokratiske eunukker. Under borgerkrigens betingelser ville en sådan handling være aldeles hensigtsmæssig. Således viser moralske absolutter sig, selv i de skarpeste spørgsmål – i menneskets mord på et menneske – at være helt intetsigende. Moralske vurderinger, såvel som politiske, følger af kampens indre behov.
Arbejdernes befrielse kan kun gennemføres af arbejderne selv. Der findes derfor ingen større forbrydelse end at bedrage masserne, at fremstille nederlag som sejre, venner som fjender, at bestikke arbejderlederne, at fabrikere legender, iscenesætte falske processer – med andre ord: Gøre, hvad stalinister gør. Disse midler kan kun tjene ét mål: At forlænge herredømmet for en klike, som allerede er dømt af historien. Men de kan ikke tjene til at befri masserne. Det er derfor, Fjerde Internationale mod stalinismen fører en kamp på liv og død.
Masserne er selvfølgelig på ingen måde fejlfri. Al idealisering af masserne er fremmed for os. Vi har set dem under de forskelligste forhold, på forskellige stader og i tilgift under de største politiske chok. Vi har iagttaget deres stærke og svage sider. Deres stærke side – resoluthed, selvopofrelse, heroisme – har altid fundet klarest udtryk i revolutionære opsvingstider. I denne periode ledede bolsjevikkerne masserne. Bagefter dukkede et andet historisk kapitel frem, hvor de undertryktes svage side kom i forgrunden. Splittelse, utilstrækkelig kultur, snævert verdenssyn. Trætte af spændinger blev masserne desillusionerede, mistede troen på sig selv og ryddede vejen for det nye aristokrati. I denne periode fandt bolsjevikkerne (“trotskisterne”) sig isolerede fra masserne. Faktisk gik vi gennem to sådanne store historiske cyklusser: 1897-1905 var flodbølgeår; 1907-13 var år med ebbe; 1917-1923 en periode med opsving, som endnu ikke tidligere har set; endelig en ny periode med reaktion, som endnu ikke er slut. Under disse umådelige begivenheder lærte ”trotskisterne” historiens rytme, dvs. klassekampens dialektik. De lærte også, med succes forekommer det, at underordne deres subjektive planer og programmer til denne objektive rytme. De lærte ikke at falde i fortvivlelse over den kendsgerning, at historiens lov ikke afhænger af deres individuelle smag og ikke er underordnet deres moralske kriterier. De lærte at lade deres personlige ønsker underkaste sig historiens love. De lærte ikke at lade sig skræmme af selv de stærkeste fjender, hvis deres magt var i modstrid med den historiske udviklings lov. De lærte, hvordan man kan svømme mod strømmen i dyb forvisning om, at en ny historisk flod vil bære dem over til den anden bred. Ikke alle vil nå denne bred; mange vil drukne. Men at deltage i denne bevægelse med åbne øjne og med intens vilje – kun dette kan give den højeste moralske tilfredsstillelse for et tænkende væsen.
PS: Jeg skrev disse linier i de dage, hvor min søn, uden at jeg vidste det, kæmpede med døden. Jeg tilegner dette lille arbejde, som jeg håber, han ville have billiget, til hans minde. Leon Sedov var en ægte revolutionær og foragtede farisæerne.
Sidst opdateret 27.12.2014