Marxisme Online > Arkiv > Trotskij > Indhold
Azaña, den spanske republiks regeringschef i 1931 og i 36, præsident fra maj 36 til 39.
Zamora, republikkens præsident fra juni 31 til maj 36.
Companys leder af lokalregeringen i Katalonien (hvor bl.a. Barcelona ligger).
Anarkisme, eller mere korrekt anarko-syndikalisme, var den største tendens blandt arbejdere og bønder (dvs. de besiddelsesløse landarbejdere, som måske udgjorde 3/4 af Spaniens befolkning). Dens virksomhed udfoldede sig næsten udelukkende inden for Spaniens største fagforening, CNT, der i 1931 påberåbte sig 1,5 mill. medlemmer. CNT var igen domineret af det illegale FAI (den Iberiske Anarkistsammenslutning), som mentes at have omkring 30.000 medlemmer i 36. Lederskabet i CNT-FAI var delt i en højre- og en venstrefløj, ledet af henholdsvis Garcia Oliver (justitsminister fra 36 til borgerkrigens slutning i 39) og Buenaventura Durruti (organiserede militsen og ledede forsvaret af Madrid).
Det spanske socialistparti, en venstreafart af socialdemokratiet, var også delt i en højrefløj, åbent reformistisk, anført af Prieto og Negrin (regeringschef fra 37 og ud), og en venstrefløj, anført af Largo Caballero (regeringschef fra september 36 til maj 37). Socialistpartiet var mindre end anarkisterne, men kontrollerede dog fagforeningen UGT med flere hundrede tusinde medlemmer.
Spaniens Kommunistiske Parti, var oprindeligt langt det mindste af arbejderklassens partier, men blev i løbet af borgerkrigen og folkefrontspolitikken til det dominerende. Partiet fulgte til mindste detalje Kominterns (Stalins) retningslinier og afspejlede således markant omsvinget fra "Tredje periodes" ekstremisme til de "demokratiske", "antifascistiske" "Folkefronters" strategi i 35-36, hvis teori blev formuleret af Georgi Dimitrov, leder af Komintern fra 1934-43.
I 1930 dannedes ILO, Den internationale Venstreopposition i modsætning til Kominterns politik, som Trotskij først definerede som bureaukratisk-centralistisk. I løbet af trediverne og navnlig efter det tyske kommunistpartis fallit over for fascismen strammede Trotskij kritikken, opgav troen på, at Komintern kunne vejledes og nøjedes ikke med at definere det som inkonsekvent og vaklende, men som et redskab for Stalin-bureaukratiets kontrarevolutionære hensigter. Derpå fulgte ILO's udvikling til Fjerde Internationale og forsøgene på at danne nye arbejderpartier.
Den Spanske Venstreopposition, (oprindeligt kaldet "Bolsjevik-Leninisterne") anført af Andrés Nin og Juan Andrade, gjorde under den spanske republiks tid ikke særligt vellykkede og efter Trotskijs mening kun halvhjertede anstrengelser for at danne et revolutionært masseparti. Et masseparti lykkedes det i hvert fald aldrig at danne, og efter sammenslutningen med højrekommunisten Maurins gruppe, "Arbejdernes og Bøndernes blok", hvorved POUM ("Arbejdernes Parti (for, af) Marxistisk Enhed") dannedes, var det i Trotskijs øjne så som så med det revolutionære perspektiv. POUM er ofte blevet betragtet som et "trotskistisk" parti, men med urette. Hverken det selv eller Trotskij og Fjerde Internationale betragtede det som sådant.
Under borgerkrigen satte en voldsom forfølgelse i gang, officielt og uofficielt, af POUM's medlemmer (ligesom af Folkefrontens fjender overhovedet, revolutionære anarkister og socialister, militsmedlemmer og den lille gruppe Bolsjevik-Leninister, der var forblevet tro mod Trotskijs program), og uden styrke og baggrund i befolkningen blev partiet snart udslettet.
Især ved hjælp af GPU, som jo var Stalins politiske politi.
Kronstadt, matrosernes oprør mod bolsjevik-styret i 1921 (på hvilket tidspunkt mandskabet overvejende bestod af nyindkaldte bønder).
N. Makhno, var leder af en lille partisangruppe af bønder, der kæmpede mod ukrainske reaktionære og tysk besættelse. Han nægtede at integrere sine styrker i Den røde Hær og kom til sidst i konflikt med den.
Rifferne, var Berber-stammer i Marokkos bjergrige kystegne.
Louis Fischer, korrespondent for "Nation", som Trotskij beskyldte for at sympatisere med stalinisme under Moskva-processerne.
Norman Thomas, var den reformistiske leder af American Socialist Party.
Clement Attlee, leder af det britiske Labour Party efter MacDonald.
Jean Zyromsky, venstrefløjsmedlem af det franske socialistparti. En partifunktionær med pro-stalinistiske tilbøjeligheder.
André Malraux, skribent, havde udtrykt sympati for Trotskij i 1933-34, men samarbejdede med stalinisterne i folkefrontsperioden. Efter 2. verdenskrig gaullistisk minister.
Walter Duranty, New York Times' korrespondent i Moskva i mange år. Støttede stalinisterne mod oppositionen.
Maxim Litvinov, gammel bolsjevik, folkekommissær for udenrigstjenesten 1930-39, senere ambassadør i Moskva.
Kurt Landau, leder af den tyske venstreopposition. Forlod i 1931 oppositionen og dannede sin egen gruppe. Deltog i Spanien og støttede POUM. Blev kidnappet og dræbt af Stalins politi.
London Bureau'et for Revolutionære Socialistiske Partier, var en løs sammenslutning af centrist-partier, hverken tilknyttet Anden eller Tredje Internationale, men modsatte sig dannelsen af Fjerde Internationale. POUM var medlem.
Sidst opdateret 1.6.00