Marxisme Online > Arkiv > Trotskij
Skrevet af Trotskij i 1937 som forord til en udgivelse af Det kommunistiske manifest på afrikaans. Oversat af Bertel Nygaard fra det amerikanske tidsskrift New International, januar 38.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, juni 1999.
Man tror det næppe, men der er kun ti år, til Det kommunistiske partis manifest kan fejre hundredeårs jubilæum! Denne pamflet, som er mere genial end nogen anden i verdenslitteraturen, forbløffer os endnu i dag ved sin aktualitet. Dens vigtigste dele virker, som om de blev skrevet i går. De unge forfattere (Marx var 29, Engels 27) kunne ganske afgjort se længere ind i fremtiden, end det var nogle andre forundt før dem, og længere end det efter al sandsynlighed vil være nogen forundt efter dem.
I deres fælles forord til den tyske udgave fra 1872 erklærede Marx og Engels allerede, at trods det, at visse mindre vigtige passager i Manifestet var forældede, følte de ikke længere nogen ret til at ændre ved den oprindelige tekst, fordi Manifestet allerede var blevet et historisk dokument i de mellemliggende 25 år.
Der er gået yderligere 65 år siden da. Enkelte passager i Manifestet er forsvundet længere tilbage i fortiden. Vi vil i dette forord prøve kort at fastslå, hvilke ideer i Manifestet, som stadig har deres fulde styrke i dag, og hvilke, som behøver vigtige ændringer eller skal skærpes.
Den materialistiske tolkning af historien, som Marx havde opdaget kun kort tid forinden og dygtigt anvendte i Manifestet, har fuldstændig modstået begivenhedernes prøvelser og den fjendtlige kritik. Den er i dag et af den menneskelige tankes dyrebareste redskaber. Alle andre historietolkninger er blevet tømt for enhver videnskabelig betydning. Vi kan fastslå med sikkerhed, at det er umuligt i vore dage, ikke kun for revolutionære, men for enhver, der er bekendt med politik, at undgå at tilpasse sig den materialistiske historietolkning.
Manifestets første kapitel indledes med ordene: "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie". Dette postulat, den vigtigste konklusion, som blev draget af den materialistiske historietolkning, blev umiddelbart efter et spørgsmål i klassekampen. Reaktionære hyklere, liberale doktrinære og idealistiske demokrater angreb særdeles ondskabsfuldt den teori, der satte de materielle interessers kamp som drivkræfter i stedet for "fælles velfærd", "national enhed" og "eviggyldige moralske sandheder". Disse folk vandt senere tilslutning hos folk fra selve arbejderbevægelsens rækker, de såkaldte "revisionister", dvs. fortalerne for at "revidere" marxismen i klassesamarbejdets og klasseforbrødringens ånd. Endelig er den samme sti blevet fulgt i vor tid af de foragtelige epigoner i Kommunistisk Internationale ("stalinisterne"). Den såkaldte "folkefrontspolitik" udspringer helt af fornægtelsen af klassekampens love. Samtidig er det præcis imperialismens epoke, som bringer alle sociale modsætninger til deres højeste spændingsniveau og som udgør Det kommunistiske manifests største teoretiske triumf.
Kapitalismens anatomi som et særligt stadium i samfundets økonomiske udvikling beskrev Marx i sin endelige form i Kapitalen fra 1867. Men allerede i Det kommunistiske manifest skitseres hovedlinierne i den fremtidige analyse dristigt, som af en billedhugger: Arbejdskraften betales svarende til, hvad det koster at få den til at reproducere sig. Kapitalisterne tilegner sig merværdien. Konkurrence er den grundlæggende lov for sociale relationer. De mellemliggende klasser, dvs. bysmåborgerskabet og bønderne, synker i grus. På den ene side koncentreres rigdommen hos et stadigt mindre antal ejendomsbesiddere, og på den anden side vokser proletariatet i antal; De materielle og politiske forudsætninger for det socialistiske styre er under forberedelse.
Der er blevet rettet kraftige angreb mod Manifestets påstand om, at kapitalismen har en tendens til at sænke arbejdernes levestandard og ligefrem forvandle dem til fattigfolk. Præster, professorer, ministre, journalister, socialdemokratiske teoretikere og fagforeningsledere er alle gået ind i kampen mod den såkaldte "forarmelsesteori". De har alle fundet tegn på, arbejdernes velstand vokser, idet de har betragtet arbejderaristokratiet som proletariatet eller har antaget en forbigående tendens for at være eviggyldig.
Samtidig har udviklingen i selve verdens mægtigste kapitalisme, nemlig USA's, forvandlet millioner af arbejdere til fattigfolk, som holdes i live af føderativ, kommunal eller privat velgørenhed.
Imod Manifestet, der fremstillede de kommercielle og industrielle kriser som en række stadigt større katastrofer, har revisionisterne hævdet, at trusternes nationale og internationale udvikling ville sikre kontrol over markedet og gradvist føre til krisernes afskaffelse. Slutningen af sidste århundrede og begyndelsen af det nuværende var mærket af en så heftig udvikling af kapitalismen, at kriserne blot syntes som "tilfældige" bremsninger. Men for denne epoke er der ingen vej tilbage. I sidste ende viste sandheden sig også på dette punkt at være på Marx' side.
"Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender". Denne rammende formulering, som socialdemokratiets ledere har betragtet som et journalistisk paradoks, indeholder faktisk den eneste videnskabelige statsteori.
I modsætning til, hvad både Bernstein og Kautsky troede, er demokratiet ikke en tom sæk, som kan rumme enhver form for klasseindhold. En folkefrontsregering, hvad enten den ledes af Blum eller Chautemps, Caballero eller Negrin, er kun "et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender". Når som helst dette "udvalg" forvalter interesserne dårligt, afviser borgerskabet den med et spark.
"Enhver klassekamp er en politisk kamp". "... organisering af proletarerne som klasse og dermed som politisk parti". Både trade unionister og anarkosyndikalister har længe veget tilbage – og forsøger selv i dag at vige tilbage – fra en forståelse af disse historiske love. Den "rene" trade unionisme har lidt et knusende nederlag i sit vigtigste tilflugtssted: USA. Anarkosyndikalisterne har lidt et uomtvisteligt nederlag i deres sidste højborg – Spanien. Også her viste Manifestet sig at have ret.
Proletariatet kan ikke erobre magten inden for de legale rammer, som borgerskabet har fastlagt. "Kommunisterne erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved en magtomstyrtelse af alle eksisterende sociale forhold". Reformismen forsøgte at bortforklare dette postulat fra Manifestet med henvisning til bevægelsens umodenhed og demokratiets utilstrækkelige udvikling på den tid. Italiens, Tysklands og en del andre "demokratiers" skæbne viser, at det er reformisternes egne ideer, der er kendetegnet ved "umodenhed".
For at kunne omvælte samfundet i socialistisk retning må arbejderklassen koncentrere en magt, som er tilstrækkelig til at knuse enhver politisk hindring, der spærrer vejen til det nye system. "Proletariatet organiseret som den herskende klasse" – det er, hvad diktaturet er. Samtidig er diktaturet det eneste sande proletariske demokrati. Dets rækkevidde og dybde afhænger af de konkrete historiske omstændigheder. Jo flere stater, som går den socialistiske revolutions vej, desto friere og mere fleksible former vil diktaturet indtage, desto bredere og mere dybtgående vil arbejderdemokratiet blive.
Kapitalismens internationale udvikling har bestemt den proletariske revolutions internationale karakter. "Samlet aktion, i det mindste fra alle civiliserede landes side, er en af de første betingelser for proletariatets befrielse". Kapitalismens udvikling har i mellemtiden knyttet alle dele af vor planet så tæt sammen, at spørgsmålet den socialistiske revolution fuldstændig og endeligt er blevet verdensomspændende. Sovjetbureaukratiet har forsøgt at likvidere Manifestets syn på dette fundamentale spørgsmål. Sovjetstatens bonapartistiske degeneration er en overvældende illustration af falskheden ved teorien om socialisme i ét land.
"Er klasseforskellene under denne udvikling forsvundet og al produktion samlet i hænderne på samfundets medlemmer selv, så mister den offentlige magt sin politiske karakter". Med andre ord: staten visner bort. Samfundet bliver tilbage, befriet fra spændetrøjen. Dette er intet andet end socialisme. Omvendt vidner den uhyre vækst i den statslige tvang i USSR om, at samfundet bevæger sig væk fra socialismen.
"Arbejderne har intet fædreland". Disse ord fra Manifestet har filistrene adskillige gange vurderet som en agitatorisk spidsfindighed. Faktisk var ordene proletariatets eneste forståelige ledetråd i spørgsmålet om det kapitalistiske "fædreland". Anden Internationales brud på denne retningslinie førte ikke blot til fire års ødelæggelse i Europa, men også til verdenskulturens nuværende stagnation. I lyset af den truende nye krig, som Tredje Internationales forræderi har banet vejen for, er Manifestet stadig den mest pålidelige rådgiver i spørgsmålet om det kapitalistiske "fædreland".
Man kan således se, at de to unge forfatteres fælles og ret korte værk stadig giver uerstattelige retningslinier for de vigtigste og mest påtrængende spørgsmål i kampen for befrielse. Hvilken anden bog kunne bare tilnærmelsesvis sammenlignes med Det kommunistiske manifest i denne forstand?
Men dette indebærer ikke, at Manifestet efter 90 års enestående udvikling af produktivkræfterne og de store sociale kræfter hverken behøver rettelser eller tilføjelser. Den revolutionære tankegang har intet til fælles med idoldyrkelse. Programmer og prognoser afprøves og rettes i lyset af erfaringen, som er den menneskelige fornufts højeste kriterium. Også Manifestet behøver rettelser og tilføjelser.
Men som den historiske erfaring selv vidner om, kan disse rettelser og tilføjelser kun udføres med held ved at gå videre i samklang med den metode, som blev grundlagt ved nedfældelsen af Manifestet selv. Vi vil prøve at vise dette i flere meget vigtige tilfælde.
Marx mente, at intet socialt system forsvinder fra den historiske scene, før det har udtømt sit skabende potentiale. Manifestet kritiserer kapitalismen for at sinke produktivkræfternes udvikling. I den periode, som i de følgende årtier, var denne "forsinkelse" dog kun relativ i sin karakter. Hvis det havde været muligt ved slutningen af det 19. århundrede at organisere økonomien på socialistisk grundlag, ville dens væksttempo have været umådeligt meget større. Men dette teoretisk set ubestridelige postulat rokker ikke ved det faktum, at produktivkræfterne fortsatte med at ekspandere på verdensplan helt frem til verdenskrigen.
Først i de sidste 20 år er epoken med rendyrket stagnation og endda tilbagegang for verdensøkonomien begyndt, til trods for de mest moderne videnskabelige og teknologiske præstationer. Menneskeheden er begyndt at opbruge sin akkumulerede kapital, mens den næste krig truer med at ødelægge civilisationens grundlag for mange år frem i tiden. Manifestets forfattere nærede tillid til, at kapitalismen ville være kasseret langt før den tid, hvor den fra et relativt reaktionært styre ville gå til et absolut reaktionært styre. Denne overgang tog først endelig form for øjnene af den nuværende generation og forvandlede vor epoke til epoken med krige, revolutioner og fascisme.
Marx' og Engels' fejl med hensyn til de historiske datoer udsprang på den ene side af en undervurdering af kapitalismens fremtidsudsigter og på den anden side en overvurdering af proletariatets revolutionære modenhed. Revolutionen i 1948 blev ikke en socialistisk revolution, som Manifestet havde regnet med, men åbnede mulighed for et stort kapitalistisk opsving i Tyskland. Pariserkommunen viste, at proletariatet ikke kunne fravriste borgerskabet magten uden at have et hærdet revolutionært parti i spidsen. Den lange periode med fremgang for kapitalismen, som fulgte efter, førte ikke til, at den revolutionære avantgarde blev uddannet, men snarere til, at arbejderaristokratiet degenererede og blev den største bremse for den proletariske revolution. Manifestets forfattere kunne i sagens natur umuligt have forudset denne "dialektik".
For Manifestet var kapitalismen den frie konkurrences herredømme. Selv om det refererede til kapitalens voksende koncentration, drog Manifestet ikke den nødvendige konklusion angående monopolet, som er blevet den fremherskende kapitalistiske form i vor epoke og den vigtigste forudsætning for en socialistisk økonomi. Først senere, i Kapitalen, fastslog Marx tendensen til forvandling af den frie konkurrence til monopol. Det var Lenin, der gav en videnskabelig karakteristik af monopolkapitalismen i Imperialismen som kapitalismen højeste stadium.
Idet de primært baserede sig på eksemplet fra Englands "industrielle revolution", forestillede Manifestets forfattere sig de mellemliggende klassers afskaffelse alt for ensidigt, som en altomfattende proletarisering af håndværkene, de småhandlende og bønderne. Faktisk var konkurrencens elementære kræfter langt fra at fuldføre dette arbejde, som på samme tid er progressivt og barbarisk. Kapitalismen ruinerede småborgerskabet langt hurtigere end den proletariserede det. Desuden har den borgerlige stat længe rettet sin bevidste politik mod en kunstig opretholdelse af det småborgerlige lag. På den modsatte side fremkalder teknologiens vækst og rationaliseringen af storindustrien en kronisk arbejdsløshed og hindrer småborgerskabets proletarisering.
Tilsvarende har den kapitalistiske udvikling i yderste grad iværksat fremvæksten af hære af teknikere, administratorer og forretningsfolk, kort sagt den såkaldte "nye middelklasse". Derfor udgør de mellemliggende klasser, hvis forsvinden Manifestet så kategorisk refererer til, omkring halvdelen af befolkningen, selv i et land, som kun er halvt så industrialiseret som Tyskland. Den kunstige opretholdelse af det forældede småborgerlige lag afbøder dog på ingen måde de sociale modsætninger, men investerer dem tværtimod med en særlig ondsindethed og udgør sammen med den permanente hær af arbejdsløse det mest ondsindede udtryk for kapitalistisk tilbagegang.
I slutningen af kapitel 2 indeholder Manifestet ti krav beregnet til en revolutionær epoke og svarende til perioden med direkte overgang fra kapitalisme til socialisme. I deres forord fra 1872 erklærede Marx og Engels, at disse krav var delvist forældede og i hvert fald kun af underordnet betydning. Reformisterne tog denne vurdering til sig for at fortolke den, som om revolutionære overgangskrav for evigt havde veget pladsen for det socialdemokratiske "minimumsprogram", der som bekendt ikke overskrider det borgerlige demokratis grænser.
Faktisk udtrykte Manifestets forfattere temmelig præcist den vigtigste rettelse af deres overgangsprogram, nemlig "arbejderklassen kan ikke ganske enkelt erobre det grydeklare statsmaskineri og benytte det til egne formål". Med andre ord var rettelsen et slag mod det borgerlige demokrati som fetich. Marx stillede senere Pariserkommunens statstype op over for den kapitalistiske stat. Denne "type" indtog senere sovjetternes langt mere grafiske form. Der kan i dag ikke findes et revolutionært program uden sovjetter og uden arbejderkontrol.
Hvad resten angår, så har de ti krav i Manifestet, som syntes "arkaiske" i en epoke med fredelig parlamentarisk aktivitet, i dag fuldstændig genvundet deres virkelige betydning. Det socialdemokratiske "minimumsprogram" er derimod blevet håbløst forældet.
Til støtte for dets forventning om, at "den tyske borgerlige revolution (...) kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution", nævner Manifestet de langt mere fremskredne forhold i den europæiske civilisation sammenlignet med, hvad der eksisterede i England i det 17. århundrede og i Frankrig i det 18. århundrede og proletariatets langt højere udvikling. Denne prognoses eneste fejl lå i datoen. Revolutionen i 1848 afslørede i løbet af et par måneder, at præcis under mere fremskredne forhold er ingen fra borgerklassen i stand til at fuldende revolutionen: Stor- og mellem-borgerskabet er alt for tæt knyttet til jordejerne og er bundet af frygt for masserne; småborgerskabet er alt for opdelt, og dets ledende lag er alt for afhængigt af storborgerskabet.
Som al senere udvikling i Europa og Asien har vist, kan den borgerlige revolution i sig selv generelt ikke fuldbyrdes. En fuldstændig udrensning af feudalt skarn kan kun opnås under forudsætning af, at proletariatet er fri for indflydelse fra borgerlige partier og indtager sin plads i spidsen for bondestanden og indfører sit revolutionære diktatur. Af samme grund bliver den borgerlige revolution flettet sammen med det første trin af den socialistiske revolution for senere hen at blive opløst i sidstnævnte. Den nationale revolution bliver dermed en led i verdensrevolutionen. Forandringen af det økonomiske grundlag og af alle sociale relationer får en permanent (uafbrudt) karakter.
For revolutionære partier i de tilbagestående lande i Asien, Latinamerika og Afrika er en klar forståelse af den organiske forbindelse mellem den demokratiske revolution og proletariatets diktatur – og dermed den internationale socialistiske revolution – et spørgsmål om liv eller død.
Selv om Manifestet skildrer, hvordan kapitalismen trækker tilbagestående og barbariske lande ind i sin hvirvelstrøm, så nævner det ikke de koloniale og halvkoloniale landes kamp for uafhængighed. I den udstrækning, Marx og Engels regnede med, at den sociale revolution "i det mindste fra alle civiliserede landes side" ville ske i løbet af de næste få år, i den udstrækning blev det koloniale spørgsmål løst automatisk for dem, ikke som konsekvens af en uafhængig bevægelse i de undertrykte nationaliteter, men som konsekvens af proletariatets sejr i kapitalismens kosmopolitiske centre. Spørgsmålet om den revolutionære strategi i de koloniale og de halvkoloniale lande berøres derfor slet ikke i Manifestet. Alligevel kræver dette spørgsmål en selvstændig løsning.
For eksempel er det indlysende, at mens det "nationale fædreland" er blevet den mest skadelige hindring i fremskredne kapitalistiske lande, så er det stadig en relativt progressiv faktor i tilbagestående lande, som er tvunget til at kæmpe for en uafhængig eksistens. Manifestet erklærer: "Kommunisterne overalt støtter enhver revolutionær bevægelse mod tingenes eksisterende sociale og politiske orden". De farvede racers bevægelse mod deres imperialistiske undertrykkere er en af de vigtigste og stærkeste bevægelser mod den eksisterende orden, og derfor skal den støttes fuldstændigt, ubetinget og ubegrænset fra det hvide proletariat. Æren af at have udviklet den revolutionære strategi for undertrykte nationaliteter tilfalder først og fremmest Lenin.
Manifestets mest forældede del – ikke med hensyn til metode, men til materiale – er kritikken i kapitel 3 af den "socialistiske" litteratur fra den 19. århundredes første del og definitionen af kommunisternes stilling i forhold til de forskellige oppositionspartier i kapitel 5.
De tendenser og partier, som Manifestet opregner, blev fejet så drastisk væk af revolutionen i 1848 eller af den efterfølgende kontrarevolution, at blot deres navne må slås op i en historisk ordbog. Men også i denne del er Manifestet tættere på os nu, end det var for de forrige generationer. I Anden Internationales blomstringsperiode, da marxismen syntes at udøve en udelt indflydelse, kunne ideerne fra den før-marxistiske socialisme anses for at være helt forsvundet i fortiden. Det er anderledes i dag. Socialdemokratiets og Kominterns opløsning fremkalder ved hvert trin uhyre ideologiske tilbagefald. Den senile tankegang synes at være gået i barndom. I deres søgen efter formuleringer, som kan redde alt, opdager nedgangsepokens profeter påny nogle doktriner, der for lang tid siden blev begravet af den videnskabelige socialisme.
Det er i spørgsmålet om oppositionspartier, at de forløbne årtier har indført de mest dybtgående forandringer, ikke kun i den forstand, at de gamle partier i lang tid er blevet fejet til side af nye, men også i den forstand, at selve partierne og deres gensidige forhold har ændret karakter under forholdene i den imperialistiske epoke. Manifestet må derfor forstærkes med de vigtigste dokumenter fra Kominterns første fire kongresser, bolsjevismens betydeligste litteratur og beslutningerne fra Fjerde Internationales konferencer.
Vi har allerede ovenfor bemærket, at ingen social orden ifølge Marx forsvinder uden først at have udtømt det potentiale, som ligger i den. Men selv en forældet social orden viger ikke pladsen for en ny orden uden modstand. Et skift i sociale regimer forudsætter klassekampens skarpeste form, nemlig revolution. Hvis proletariatet af en eller anden grund viser sig ude af stand til at omstyrte den udlevede borgerlige orden med et dristigt slag, så kan finanskapitalen i kampen for at fastholde sit ustabile herredømme ikke gøre andet end at henvende sig til det småborgerskab, som det har ruineret og demoraliseret, og få det indrulleret i fascismens pogromhær. Socialdemokratiets borgerlige degeneration og småborgerskabets fascistiske degeneration er sammenkædet som årsag og virkning.
I øjeblikket er Tredje Internationale, langt mere hensynsløst end Anden Internationale, i alle lande ved at narre og demoralisere arbejderne. Ved at knuse det spanske proletariats avantgarde baner Moskvas ubeherskede lejesvende ikke blot vejen for fascismen, men gør også en stor del af dens arbejde. Den internationale revolutions lange krise, som mere og mere er ved at blive den menneskelige kulturs krise, kan i alt væsentligt reduceres til den revolutionære ledelses krise.
Som arvtager til den store tradition, som Det kommunistiske partis manifest udgør det dyrebareste led i, skoler Fjerde Internationale sine nye kadrer til at løse gamle opgaver. Teori er generaliseret virkelighed. En uforbeholden tilslutning til revolutionær teori er et udtryk for en dybtfølt stræben efter at rekonstruere den sociale realitet. At vore meningsfæller i det mørke kontinents sydlige del for første gang har oversat Manifestet til afrikaans er endnu en tydelig illustration af det faktum, at den marxistiske tankegang i dag kun lever under Fjerde Internationales banner. Fremtiden tilhører Fjerde Internationale. Når Det kommunistiske manifest fejrer hundredeårs jubilæum vil Fjerde Internationale være blevet vor planets afgørende revolutionære kraft.
Sidst opdateret 5.6.00