Om fagforeninger – 6

Højreelementernes fejltagelser på fagforeningsspørgsmålet i den Kommunistiske Liga

Leon Trotskij (1931)

 


Oversat fra engelsk efter Leon Trotsky: On the Trade Unions.

Fra Trotskij: Om fagforeninger, s. 62-73.

Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. juni 2000.


 

Nogle indledende bemærkninger.

1. Hvis den teoretiske struktur i marxismens politiske økonomi helt og holdent hviler på opfattelsen af værdi som materialiseret arbejde, så hviler marxismens revolutionære politik på opfattelsen af partiet som proletariatets avantgarde.

Hvad der end måtte være det sociale udspring eller de politiske årsager til opportunistiske fejltagelser og afvigelser, kan de altid ideologisk føres tilbage til en fejlagtig forståelse af det revolutionære parti, af dets forbindelser med andre organisationer og til klassen som helhed.

 

2. Opfattelsen af partiet som den proletariske avantgarde forudsætter dets fuldstændige og ubetingede uafhængighed af alle andre organisationer. De forskellige aftaler med andre organisationer (blokke, koalitioner og kompromisser), som er uundgåelige i klassekampens forløb, er kun tilladelige på betingelse af, at partiet altid vender ansigtet mod klassen, altid marcherer under eget banner, handler i eget navn, og åbent forklarer masserne de mål og begrænsninger, der ligger i den givne aftale, som partiet vil indgå.

 

3. Bag alle Kominternledelsens politiske svingninger og fejltagelser finder vi den forkerte opfattelse af partiets natur og dets opgaver. Den stalinistiske teori om 'to-klasse-partiet' strider mod marxismens ABC. At den officielle kommunistiske Internationale har tolereret denne teori i en række år og endnu ikke har fordømt den med den nødvendige fasthed, er det mest umiskendelige tegn på falskheden i dens officielle doktrin.

 

4. USSR's centristiske bureaukratis grundlæggende forbrydelse er dets fejlagtige holdning til partiet. Den stalinistiske fraktion søger administrativt at indlemme hele arbejderklassen i partiets rækker. Partiet hører op med at være avantgarde, dvs. en frivillig udvælgelse af de mest bevidste, de mest selvopofrende og de mest aktive arbejdere. Partiet smelter sammen med klassen som den er og mister sin modstandskraft over for det bureaukratiske apparat. På den anden side retfærdiggør Brandlerianerne og det centristiske bureaukratis andet slæng det stalinistiske partiregime ved på spidsborgerlig vis at henvise til det russiske proletariats 'mangel på kultur'; på den måde identificerer de partiet med klassen, dvs. likviderer partiet i teorien, hvor Stalin likviderer det i praksis.

 

5. Grundlaget for Kominterns katastrofale politik i Kina var dens fornægtelse af partiets uafhængighed. Praktiske aftaler med Kuomintang [41] var uundgåelige i en bestemt periode. Kommunistpartiets indtræden i Kuomintang var en skæbnesvanger fejltagelse. Udviklingen af denne fejltagelse forvandledes til en af historiens største forbrydelser. Det kinesiske kommunistparti blev kun dannet for at overdrage sin indflydelse til Kuomintang. Fra at være proletariatets avantgarde blev det forvandlet til borgerskabets halehæng.

 

6. Det katastrofale eksperiment med den Anglo-russiske komité var baseret på en knægtelse af det engelske kommunistpartis uafhængighed. For at de sovjettiske fagforeninger kunne forblive i samme blok med Generalrådets (General Council) strejkebrydere (påstået i den sovjettiske stats interesser!) måtte det engelske kommunistparti berøves enhver uafhængighed. Dette blev opnået ved partiets faktiske opløsning i den såkaldte minoritetsbevægelse, dvs. venstreoppositionen inden for fagforeningerne.

 

7. Desværre forstod selv venstreoppositionens grupper erfaringen fra den Anglo-russiske komité dårligt. Kravene om at bryde med strejkebryderne opfattedes selv af nogle i vore egne rækker som sekteriske. Især i Monattes tilfælde gav den arvesynd, der førte ham i armene på Dumoulin sig tydeligst til kende i spørgsmålet om den Anglo-russiske komité. Derfor har dette spørgsmål en enorm betydning: uden en klar forståelse af det der skete i 1925-26 vil hverken kommunismen eller Venstreoppositionen kunne bane sig vej til en fremtid.

 

8. Stalin, Bukharin og Zinoviev – i dette spørgsmål stod de solidariske, i det mindste til at begynde med – søgte at erstatte det svage britiske kommunistparti med en 'bredere strømning', som i sin ledelse for en sikkerheds skyld ikke havde partimedlemmer, men 'venner', halvvejskommunister og under alle omstændigheder 'fine fyre' og gode bekendtskaber. De fine fyre, de 'solide ledere' ville selvfølgelig ikke indordne sig under et lille og svagt kommunistpartis ledelse. Det var de i deres fulde ret til; partiet kan ikke tvinge nogen til at indordne sig under det. Aftalerne mellem kommunisterne og de 'venstreorienterede' (Purcell, Hicks og Cook) [42] på baggrund af fagbevægelsens delmål var selvfølgelig fuldt ud mulige – og i bestemte tilfælde absolut nødvendige. Men på en betingelse: kommunistpartiet måtte sikres total uafhængighed, selv inden for fagforeningerne, handle i eget navn i alle principielle spørgsmål, kritisere sine 'venstreorienterede' forbundsfæller, når det var nødvendigt og på denne måde vinde massernes tillid trin for trin.

Denne eneste mulige vej opfattedes imidlertid af Kominternbureaukraterne som alt for lang og usikker. De mente det muligt ved hjælp af personlig indflydelse på Purcell, Hicks, Cook og andre (gennem samtaler bag kulisserne, korrespondance, fester, venskabelige skulderklap og formaninger) at kunne trække den oppositionelle venstrefløj ('den bredere strømning') gradvist og umærkeligt ind i Kommunistisk Internationale. For at garantere, at dette kunne lykkes med større sikkerhed måtte de kære venner (Purcell, Hicks og Cook) ikke foruroliges, ophidses eller irriteres med smålige kneb, ubelejlig kritik og sekterisk uforsonlighed osv. Men da en af kommunistpartiets opgaver netop består i at forstyrre freden og forskrække alle centrister og halvcentrister, måtte det ty til den radikale forholdsregel at i virkeligheden indordne kommunistpartiet under Minoritetsbevægelsen. På fagforeningsområdet var det kun denne bevægelses ledere, der viste sig. Det britiske kommunistparti var næsten ophørt med at eksistere for masserne.

 

9. Hvad krævede den russiske Venstreopposition på dette spørgsmål? For det første at genoprette det engelske kommunistpartis fuldstændige uafhængighed i forhold til fagforeningerne. Vi erklærede, at det kun var under indflydelse af partiets uafhængige paroler og åbne kritik, at Minoritetsbevægelsen kunne tage form, mere præcist vurdere sine opgaver, udskifte sine ledere samt styrke sig selv i fagforeningerne gennem en konsolidering af kommunismens position.

Hvordan besvarede Stalin, Bukharin, Losovsky og kompagni [43] vores kritik? 'I vil drive det britiske kommunistparti ind på sekterismens vej. I vil føre Purcell, Hicks og Cook over i fjendens lejr. I vil bryde med Minoritetsbevægelsen.'

Hvad svarede Venstreoppositionen? 'Hvis Purcell og Hicks bryder med os – ikke fordi vi kræver, at de straks omvender sig til kommunister, ingen kræver det! – men fordi vi selv vil forblive kommunister, så betyder det, at Purcell og kompagni ikke er venner, men maskerede fjender. Desto hurtigere de viser deres sande natur, jo bedre for masserne. Vi vil overhovedet ikke bryde med Minoritetsbevægelsen. Vi må tværtimod rette den største opmærksomhed mod denne bevægelse. Det mindste skridt fremad med masserne eller med en del af masserne er mere værd end et dusin abstrakte programmer fra intellektuelle kredse; men den hengivne opmærksomhed over for masserne har intet tilfælles med kapitulation over for deres nuværende ledere. Masserne behøver en korrekt orientering og korrekte paroler. Dette udelukker al teoretisk forsoning og al beskyttelse af vrøvlehoveder, der udnytter de tilbagestående masser.'

 

10. Hvad blev resultaterne af Stalins britiske eksperiment? Minoritetsbevægelsen, der omfattede næsten en million arbejdere, syntes meget lovende, men den bar på kimen til sin egen undergang. Masserne kendte kun Purcell og Hicks som bevægelsens ledere, folk som Moskva desuden stod inde for. Disse 'venstreorienterede' venner forrådte proletariatet på den mest skændige måde ved den første alvorlige prøve. De revolutionære arbejdere blev kastet ud i forvirring, blev apatiske, og deres skuffelse bredte sig naturligvis også til at omfatte selve kommunistpartiet, der blot havde været den passive part i hele dette apparat af forrædere og falskhed. Minoritetsbevægelsen blev reduceret til ingenting; kommunistpartiet vendte tilbage til en eksistens som en ligegyldig sekt. På grund af en i bund og grund fejlagtig opfattelse af partiet, resulterede den største bevægelse i det engelske proletariat, som førte til generalstrejke, således i, at ikke blot blev det reaktionære bureaukratiske apparat ikke rystet, men tværtimod styrket, og kommunismen kompromiteret i Storbritannien for en lang tid.

 

11. En af opportunismens psykologiske årsager er en overfladisk utålmodighed, mangel på tillid til, at partiets indflydelse gradvist vil vokse og ønsket om at vinde masserne ved organisatoriske manøvrer eller ved personligt diplomati. Der udspringer af alt dette en kup-politik bag kulisserne, en tavshedens politik, der dysser ned, der fornægter sig selv, en tilpasning til andres ideer og paroler; og til sidst den fuldstændige overgang til opportunistiske positioner. Kommunistpartiets indordning under Kuomintang i Kina, opbygningen af arbejder- og bondepartier i Indien, det britiske partis indordning under Minoritetsbevægelsen etc. etc. – ved alle disse foreteelser ser vi den samme bureaukratiske kombinationsmetode, der begynder med en overfladisk utålmodighed og ender med opportunistisk forræderi. [*]

Det er netop derfor vi i de sidste par år konstant har peget på de vældigt opdragende eksempler fra Kominterns strategi, som er nævnt i det foregående. De burde studeres og efterkontrolleres igen og igen ved hver ny erfaring, ikke blot for at fordømme de historiske fejltagelser og forbrydelser der har fundet sted, men for at lære at opdage lignende fejltagelser i hver ny situation, så snart de er ved at dukke op og altså endnu kan rettes.

 

12. Det må siges direkte: de fejltagelser i fagforeningsspørgsmålet, som vi i dag ser hos nogle franske Oppositionsfolk, der er medlemmer af Ligaen, afslører slående lighedstegn med det engelske eksperiment. Fejlskalaen er dog endnu meget mindre i Frankrig, og er ikke blevet udviklet i en massebevægelse. Dette får visse kammerater til at overse disse fejltagelser, eller at undervurdere deres principielle betydning. Hvis Ligaen ikke desto mindre på lignende måde tillader, at dets fagforeningsarbejde i fremtiden udføres med de metoder, der blev formuleret af det gamle ledelsesflertal, så vil Venstre-oppositionens ideer og banner være kompromiteret i mange år.

Det ville være kriminelt at lukke øjnene for dette. Da det ikke er lykkedes at korrigere disse fejltagelser i deres begyndelsesstade ved hjælp af personlige råd og advarsler, bliver der kun tilbage åbent at nævne disse fejltagelser og deres ophavsmænd, for at korrigere politikken gennem en kollektiv indsats.

 

13. Fra begyndelsen af april 1930 opgav Ligaen i virkeligheden uafhængigt arbejde i fagforeningerne til fordel for enhedsoppositionen, der stræber efter at få sin egen platform, ledelse og politik. Inden for disse rammer finder vi en slående analogi til eksperimentet med minoritetsbevægelsen i England. Det må imidlertid siges, at der under de franske omstændigheder findes bestemte træk, som fra begyndelsen gør dette eksperiment endnu mere faretruende. I England stod minoritetsbevægelsen som helhed mere til venstre end fagforeningernes officielle ledelse.

Kan det siges om enhedsoppositionen? Nej. I den sidstnævntes rækker findes der elementer, som tydeligt stræber mod højreoppositionen, dvs. i retning af reformismen. Deres nøjagtige styrke er endnu ikke klar for os.

Hovedkraften i enhedsoppositionen er lærerforbundet. I Frankrig har skolelærerne altid spillet en væsentlig rolle i den socialistiske, syndikalistiske og kommunistiske bevægelse. Blandt lærerne vil vi uden tvivl finde mange venner. Ikke desto mindre er forbundet som helhed ikke et proletarisk forbund. På grund af sin sociale sammensætning kan lærerforbundet levere udmærkede agitatorer, journalister og individuelle revolutionære, men det kan ikke blive fundamentet for en fagbevægelse. Alle dets dokumenter vidner om en utilstrækkelig klarhed i den politiske tankegang. Forbundets Marseille-kongres viste, at dets medlemmer svinger inden for en trekant mellem den officielle kurs, Venstre-oppositionen og Højre-oppositionen. Vi ville gøre forbundets medlemmer såvel som hele den proletariske bevægelse en dårlig tjeneste, hvis vi skjulte deres fejltagelser, deres holdningsløshed og mangel på præcision. Uheldigvis var dette frem til for et par dage siden La Vérité-redaktionens [45] politik, en tavshedens politik – og det var ikke en tilfældighed.

 

14. I vil altså bryde med Enhedsoppositionen ? Enhver der stiller spørgsmålet på den måde, erkender i virkeligheden, at kommunister ikke kan deltage som kommunister i Enhedsoppositionens arbejde. Men hvis det var tilfældet ville det ganske enkelt betyde, at Enhedsoppositionen er en organisation for maskerede fjender af kommunismen. Heldigvis forholder det sig ikke sådan. EO er som helhed hverken en kommunistisk eller en anti-kommunistisk organisation, fordi den er heterogen. Vi er tvunget til at tage denne uensartethed i betragtning i vort daglige arbejde. Vi kan og skal fremvise den største opmærksomhed over for grupper og endog enkelt-personer, der udvikler sig henimod marxismen. Men alt dette på en betingelse: når vi viser os overfor arbejderne i fagforeningerne må vi handle i Den Kommunistiske Ligas navn og ikke tillade anden censur på vore handlinger end den kontrol, som Ligaen selv vedtager (eller hele partiet efter genoprettelsen af enheden i de kommunistiske rækker).

 

15. I Enhedsoppositionens rækker er der utvivlsomt elementer, som sympatiserer kraftigt med Venstre-oppositionen uden at være medlemmer af Ligaen: de må forenes under vort banner. Der findes ubestemmelige elementer, der satser alle deres kræfter på at forblive i denne position, som de forvandler til en " platform" . Vi kan lave taktiske aftaler med disse elementer på et bestemt grundlag, der sikrer fuldstændig frihed for gensidig kritik. Endelig findes der utvivlsomt også fremmed-elementer i EOs rækker, der er kommet ind af en tilfældighed, eller som har trængt sig ind som reformistiske rekrutterings-agenter. De benytter sig af uklarheden for at fremkalde en opløsning af Enhedsoppositionen. Desto hurtigere de bliver afsløret og udstødt, jo bedre vil det tjene sagen.

 

16. Men går vi ikke ind for et samarbejde med alle arbejdere uanset deres politiske og filosofiske synspunkter ? Bestemt, men EO er ikke en fagforeningsorganisation, den er en politisk fraktion, som har til opgave at øve indflydelse på fagbevægelsen. Lad os overlade det til Monatte og hans venner Popisterne [46] at optræde bag maske. Revolutionære handler åbent over for arbejderne. I EO kan vi kun arbejde med de, som går side om side med os i samme retning, selv om det måske ikke bliver til enden af vores vej.

 

17. Visse kammerater kræver frem for alt, at kommunisterne skal kæmpe for indflydelse i fagforeningerne ved hjælp af ideer og ikke ved hjælp af mekaniske midler. Denne tanke, som kan synes ubestridelig, bliver ofte forvandlet til en tom banalitet. Det centristiske bureaukrati erklærer også ganske ofte, og helt alvorligt, at dets opgave er at øve indflydelse gennem ideer og ikke udøve mekanisk tvang.

Hele spørgsmålet kan i sidste instans indskrænkes til den politiske og økonomiske orientering, til parolerne og handlingsprogrammet. Hvis orienteringen er rigtig og hvis parolerne svarer til bevægelsens behov, oplever masserne i fagforeningerne ingen tvang. Hvis orienteringen tværtimod er forkert, hvis der erklæres revolutionær opstand på et tidspunkt med politisk tilbagegang, og omvendt, så vil masserne utvivsomt opfatte dette som mekanisk tvang. Det hele kan følgelig indskrænkes til et spørgsmål om, hvorvidt Venstre-oppositionens teoretiske præmisser er tilstrækkeligt alvorlige og dybtgående, om dens kadrer er tilstrækkeligt skolede til at vurdere situationen korrekt og udvikle paroler, der svarer dertil. Alt dette må prøves i praksis. Det vil derfor være så meget desto mere utilladeligt af os at undervurdere eller at forbigå de synder og fejltagelser i tavshed, som vore midlertidige forbundsfæller eller vi selv begår.

 

18. Visse af Ligaens medlemmer protesterer, hvor utroligt det end må synes, mod at der er nogen der har til hensigt at indordne EO under Ligaen.

Uden at være klar over det benytter de det samme elendige argument, som Monatte bruger mod kommunismen i almindelighed. I praksis betyder det at nogle kammerater, der arbejder i fagforeningerne ønsker fuldstændig uafhængighed af Ligaen for sig selv; de tror, at de ved hjælp af deres manøvrer, formaninger og personlige taktfuldhed kan opnå resultater, som Ligaen ikke kan opnå gennem kollektivt arbejde. Andre kammerater, der kunne tænke sig en lignende uafhængighed for sig selv i pressen, hilser disse tendenser velkommen. Spørgsmålet opstår da: hvorfor meldte disse kammerater sig ind i Ligaen, hvis de ikke har tillid til den?

 

19. Hvordan står sagerne egentlig med hensyn til Enhedsoppositionens underordning? Selve spørgsmålet er forkert. Kun dens egne medlemmer er underordnet Ligaen. Så længe majoriteten i Enhedsoppositionen ikke er medlemmer af Ligaen, er der blot tale om overtalelse, forlig eller blokdannelse, men bestemt ikke om underordning. I virkeligheden forlanger modstanderne af Enhedsoppositionens såkaldte underordning under Ligaen, at der sker en faktisk underordning af Ligaen under EO. Dette har netop været situationen op til i dag. Ligaen er i sit fagforeningsarbejde, dvs. i sit vigtigste arbejde, underordnet Enhedsoppositionen, til hvis fordel den har givet afkald på al uafhængighed. Marxister kan og må ikke tolerere en sådan politik – end ikke en dag længere.

 

20. Visse ledende kammerater, som indtil !går førte en hårdnakket kapitulationspolitik, erklærer idag at de er " fuldstændig enige" om nødvendigheden af at omdanne EO til en blok. I virkeligheden er de tilfredse med at udskifte navnet. Jo hurtigere de bliver " enige" med den marxistiske kritik, jo mere fører de reelt en kamp for at alting skal forblive ved det gamle. De vil ganske enkelt benytte den marxistiske kritiks udtryksmåde til at dække over den gamle politik. Disse metoder er ikke nye, men tiden gør dem ikke mere tiltalende. En revolutionær organisation ville blive korrumperet for lang tid, om ikke for altid af falskhedens og usandfærdighedens gift, hvis den tillod, at en opportunistisk politik skjulte sig bag en revolutionær udtryksform. Lad os for alt i verden håbe at Ligaen ikke vil tillade dette.

Prinkipo, d. 4. Januar, 1931.

 

* De ledene kammerater i USA fortæller os, at visse kammerater i det amerikanske forbund – ganske vist kun nogle enkelte (individualister i ordets bogstaveligste betydning) – forsvarer blokken med Lovestoneitterne [44] i " massearbejdets" navn. Det er vanskelligt at forestille sig et mere latterligt, tåbeligt og mere impotent projekt end dette. Kender disse mennesker ikke i det mindste en smule til bolsjevikpartiets historie? Har de læst Lenins værker? Kender de til Marx's og Engels korrespondance? Eller er hele den revolutionære bevægelses historie gået forbi dem uden at efterlade det mindste spor? Heldigvis har den overvældende majoritet i det amerikanske forbund intet til fælles med sådanne ideer. – L. T.

 

Noter

41. Kuomintang. Nationalistisk borgerligt parti, grundlagt af Sun Yat-sen, leder af den første kinesiske revolution (1911). I den anden kinesiske revolution (1925-27) tvang Stalin-Bukharin-linien de kinesiske kommunister til at opløse deres parti og gå ind i Kuomintang, som blev optaget i Komintern som sympatiserende parti i 1926. Efter at have brugt Kuomintang til at forhindre og standse revolutionen var Chan Kaishek tilsidst i marts 1927 i stand til at iværksætte en af de værste massakre i moderne historie mod de kommunistiske og revolutionære arbejdere og bønder.

42. Purcell, Hicks, Cook. "Venstre"-fagforeningsbureaukrater i Storbritannien; A. A. Purcell og George Hicks var i The General Council of The Trade Union Congress (Fagforenings-kongressens Generalråd); A. J. Cook var sekretær i minearbejdernes sammenslutning.

43. Stalin og Co. Nikolai Bukharin (1888-1938), bolsjevikisk leder, formand for Komintern fra 1926 til 1929; "tilstod" ved den tredie Moskva-proces og blev henrettet i 1938. (Se note 18). A. Losovsky var formand for Fagforeningernes Røde Internationale. (Se note 5).

44. Lovestoneiterne. Tilhængere af Jay Lovestone, formand for USA's Kommunistparti, som gennemførte eksklusionen af de amerikanske trotskister i 1928. Stalin afsatte ham uden videre i 1929 som led i den internationale udrensning af Højreoppositionen, Bukharins medarbejdere. Lovestoneiterne forblev en uafhængig organisation indtil 2. Verdenskrigs udbrud, da de opløstes. Lovestone blev anti-kommunistisk ekspert for fagforeningsbureauktatiet og den "grå eminence" for AFL-CIO-præsidenten Goerge Meany's ultrahøjre udenrigspolitik.

45. La Vérité. Den franske trotskistiske organisation, Den Kommunistiske Ligas avis.

46. POPister. Se note 39.

 


Sidst opdateret 16.6.00