Marxisme Online > Arkiv > Trotskij > Om fagforeninger
Et bidrag til diskussionen med Monatte og hans venner
Da jeg kom til Frankrig i oktober 1914, fandt jeg den franske socialistiske og faglige bevægelse i en tilstand af den mest formørkede chauvinistiske demoralisering. Efter med lys og lygte at have søgt efter revolutionære stiftede jeg bekendtskab med Monatte og Rosmer. [20] De var ikke bukket under for chauvinismen. Det var på dette grundlag, vort venskab begyndte. Monatte betragtede sig selv som anarko-syndikalist; trods dette stod han mig umådeligt meget nærmere end de franske guesdister, [21] som spillede en ynkelig og skændig rolle. I denne periode lærte Cachin'erne bagdørene til den Tredje Republiks ministerier [22] og de allieredes ambassader grundigt at kende. I 1915 forlod Monatte CGT' s centralkomité og smækkede døren bag sig. Hans udtræden af fagforeningernes centrale ledelse var i virkeligheden intet mindre end en splittelse. På dette tidspunkt mente Monatte imidlertid – med rette – at proletariatets grundlæggende historiske opgaver var overordnet en enhed med chauvinister og lakajer for imperialismen. Det var i dette synspunkt, at Monatte var loyal over for de bedste traditioner i den revolutionære syndikalisme.
Monatte var en af oktoberrevolutionens første tilhængere. Han havde ganske vist, ulig Rosmer, holdt sig tilbage i lang tid. Dette var i god overensstemmelse med Monattes karakter, som den resignerede, afventende og kritiserende, hvilket jeg senere blev overbevist om. Til tider er denne indstilling uundgåelig. Men som en grundlæggende handlemåde bliver den en form for sekterisme, som er nært beslægtet med proudhonisme, [23] men intet har til fælles med marxisme.
Da det franske socialistparti blev til det kommunistiske parti, fik jeg ofte lejlighed til at diskutere med Lenin om den besværlige arv, som Internationalen havde modtaget i skikkelse af ledere som Cachin, Frossard og andre helte fra Foreningen for Menneskets Rettigheder, frimurere, parlamentarikere, karrieremagere og sludrehoveder. En af disse samtaler har jeg – hvis ikke jeg tager fejl – allerede offentliggjort i pressen. Det hedder her:
"Det ville være godt", sagde Lenin til mig, "at smide alle disse vejrhaner på porten og trække de revolutionære syndikalister og de militante arbejdere ind i partiet, folk som virkelig helliger sig arbejderklassens sag. Og Monatte?"
"Monatte ville selvfølgelig blive ti gange bedre end Cachin og folk som ham", svarede jeg. "Monatte fortsætter dog ikke blot med at forkaste parlamentarismen, han har end ikke fattet partiets betydning endnu".
Lenin var forbavset: "Umuligt! Endnu ikke fattet partiets betydning efter Oktoberrevolutionen? Det er et meget foruroligende symptom."
Jeg førte en korrespondance med Monatte, hvor jeg inviterede ham til Moskva. Han var tilbageholdende. I overensstemmelse med sin natur foretrak han i denne situation at vige uden om og vente. Og desuden passede kommunistpartiet ham ikke. Heri havde han ret. Men i stedet for at hjælpe med til at forandre det, ventede han. På den fjerde kongres lykkedes det os at tage de første skridt henimod en udrensning i det franske kommunistparti af frimurere, pacifister og karrieremagere. Monatte meldte sig ind i partiet. Men det er unødvendigt at understrege, at dette for os ikke betød, at han havde tilsluttet sig det marxistiske synspunkt, slet ikke. Den 23. marts 1923 skrev jeg i Pravda: "Indlemmelsen af vor gamle ven Monatte i kommunistpartiet var en stor dag for os. Revolutionen har brug for mænd af denne slags. Det ville imidlertid være forkert at betale prisen for en tilnærmelse med idéforvirring." I denne artikel kritiserede jeg Louzon's skolastiske indstilling til forbindelsen mellem klassen, fagforeningerne og partiet. Jeg forklarede i særdeleshed, at førkrigssyndikalismen havde været det senere kommunistparti på fosterstadiet, at fosteret siden var blevet et barn, og hvis dette barn havde mæslinger og engelsk syge så var det nødvendigt at pleje og kurere det, men at det ville være absurd at forestille sig, at det kunne bringes tilbage til sin mors mave. Det må måske være mig tilladt i denne henseende at sige, at argumenterne fra min 1923-artikel i dag, i karikaturen, tjener som det primære våben mod Monatte i hænderne på Monmousseau og andre anti-trotskistiske krigere.
Monatte gik ind i partiet; men han havde knapt nået at vænne sig til et hus, som var langt større end hans lille forretning på Quai de Jemmapes, [24] før kuppet i Internationalen brød løs over ham: Lenin var blevet syg og kampagnen mod trotskismen og den zinovievske "bolsjevisering" begyndte. Monatte kunne ikke underkaste sig karrieremagerne, der – ved at støtte sig til Moskvaepigonernes generalstab og ved at råde over ubegrænsede ressourcer – kunne fortsætte ved hjælp af intriger og bagvaskelse. Monatte blev ekskluderet af partiet. Denne episode, som var vigtig, men alligevel blot en episode, blev et afgørende øjeblik i Monattes politiske udvikling. Han fandt, at hans korte erfaring i partiet fuldt ud havde bekræftet hans anarko-syndikalistiske fordomme mod partiet i al almindelighed. Monatte begyndte da ivrigt at genopspore forladte positioner. Han begyndte atter at opsøge Amiens-chartret. [25] For at gøre alt dette måtte han vende ansigtet mod fortiden. Erfaringerne fra krigen, den russiske revolution og den internationale fagbevægelse var tabt for ham næsten uden at efterlade et spor. Endnu en gang tøvede Monatte og ventede. På hvad? En ny Amiens-kongres! I de sidste par år har jeg uheldigvis været ude af stand til at følge Monattes baglæns udvikling: den russiske opposition levede i en isoleret enklave.
Ud fra hele den rigdom på teori og praksis som proletariatet har opnået gennem sine verdenskampe har Monatte kun udledt to ideer:
Fagforeningernes selvstændighed og faglig enhed. Han har hævet disse to principper op over den synlige virkelighed. Det er på princippet om fagforeningernes selvstændighed og den faglige enhed, han har baseret sin avis og sit Syndikalistiske Forbund. Uheldigvis er disse to ideer hule og hver af dem ligner hullet i en ring. Om ringen er lavet af jern, sølv eller guld er ikke af den mindste interesse for Monatte. Forstår I, ringen forhindrer altid fagforeningsaktiviteten. Monatte er kun interesseret i selve hullet: uafhængigheden.
Ikke mindre tomt er det anden hellige princip: Enhed. I dens navn gik Monatte oven i købet imod bruddet i den Anglo-russiske komité, [26] selv om den engelske fagforeningsledelse havde forrådt generalstrejken. Den kendsgerning, at Stalin, Bukharin, Cachin og Monmousseau og andre støttede blokken med strejkebryderne, indtil de sidstnævnte sparkede dem ud, gør slet ikke Monattes fejltagelse mindre. Da jeg kom hjem fra udlandet, gjorde jeg et forsøg på over for Révolution Prolétarienne's. [27] læsere at forklare denne bloks forbryderiske karakter, hvis konsekvenser stadig mærkes i arbejderbevægelsen. Monatte ville ikke offentliggøre min artikel, og hvordan kunne det have været anderledes, når jeg havde gjort et udfald mod den hellige faglige enhed, som løser alle spørgsmål og forsoner alle modsætninger?
Når strejkende kommer ud for en gruppe strejkebrydere, smider de dem ud fra deres midte uden at lægge fingrene imellem. Hvis strejkebryderne er fagforeningsmedlemmer, smider de dem straks ud uden at bekymre sig om det hellige princip om faglig enhed. Monatte har uden tvivl ingen indvendinger mod dette. Men sagen er ganske anderledes, når det er et spørgsmål om fagbureaukratiet og dets ledere. Fagforeningsledelsen er ikke sammensat af udhungrede og tilbagestående strejkebrydere; nej de er velnærede og erfarne forrædere, som fandt det nødvendigt på et givet tidspunkt at sætte sig i spidsen for generalstrejken for at halshugge den så meget desto hurtigt og sikkert. De arbejdede hånd i hånd med regeringen, direktørerne og kirken. Man skulle tro, at lederne af de russiske fagforeninger, som var i en politisk blok med fagforeningsledelsen, skulle have brudt omgående, åbent og ubarmhjertigt med den i selve situationen under fuld påsyn fra masserne, der blev bedraget og forrådt af denne fagforeningsledelse. Men Monatte fremturer rasende: det er forbudt at forstyrre den faglige enhed. På en forbavsende måde glemmer han, at han selv forstyrrede denne enhed i 1915 ved at forlade den chauvinistiske fagforeningsledelse for Confédération Générale du Travail.
Det må siges direkte: Mellem Monatte i 1915 og Monatte i 1929 er der en afgrund. For Monatte ser det ud som om han forbliver fuldstændig trofast mod sig selv. Formelt er dette rigtigt til en vis grad. Monatte gentager nogle få gamle formularer, men han ignorerer helt og holdent de sidste femten års hændelser, som er rigere på erfaringer end hele menneskehedens forudgående historie. I forsøget på at vende tilbage til sine tidligere positioner undgår det Monattes opmærksomhed, at de forsvandt for lang tid siden. Uanset hvilket spørgsmål, der bliver rejst, ser Monatte bagud. Dette ses mest tydeligt i spørgsmålet om partiet og staten.
For nogen tid siden beskyldte Monatte mig for at undervurdere "farerne" ved statsmagten (Révolution Prolétarienne nr. 79, 1. maj 1929, side 2). Denne bebrejdelse er ikke ny: den har sin oprindelse i Bakunins kamp mod Marx, og den viser en falsk, modsætningsfyldt og i bund og grund ikke-proletarisk opfattelse af staten.
Med undtagelse af et land er statsmagten over hele verden i borgerskabets hænder. Det er i denne og kun i denne kendsgerning, at faren ved statsmagten ligger set ud fra proletariatets synspunkt. Proletariatets historiske opgave er at vriste dette særligt magtfulde undertrykkelsesinstrument ud af hænderne på borgerskabet. Kommunisterne benægter ikke de vanskeligheder og farer, som er forbundet med proletariatets diktatur. Men kan dette mindske nødvendigheden af at gribe magten det mindste. Hvis hele proletariatet blev båret frem af en uimodståelig styrke til en erobring af magten, eller hvis det allerede havde erobret den, kunne man strengt taget godt forstå denne eller hin advarsel fra syndikalisterne. Lenin advarede som bekendt i sit testamente [28] mod misbrug af den revolutionære magt. Denne kamp mod forvrængningerne i proletariatets diktatur er blevet ført af Oppositionen siden dens opståen og uden behov for at låne fra anarkismens arsenal.
Men i de borgerlige lande består ulykken i, at det overvejende flertal af proletariatet ikke – sådan som den burde – forstår farerne ved den borgerlige stat. Den måde hvorpå syndikalisterne behandler spørgsmålet betyder, at de – naturligvis uvidende – bidrager til arbejdernes passive forsoning med den kapitalistiske stat. Når syndikalisterne tuder arbejderne, som undertrykkes af den borgerlige stat, ørene fulde om farerne ved den proletariske stat, så spiller de en helt igennem reaktionær rolle. De borgerlige vil beredvilligt gentage til arbejderne: "Rør ikke ved staten, for den er en snare fuld af farer for jer". Kommunisterne vil sige til arbejderne: ''De vanskeligheder og farer, som proletariatet konfronteres med efter erobringen af magten, vil vi lære at overvinde gennem erfaring. Men på nuværende tidspunkt ligger de mest truende farer i den kendsgerning, at vor klassefjende sidder inde med magten og retter den mod os".
I de nuværende samfund findes der kun to klasser, som er i stand til at besidde magten: Det kapitalistiske borgerskab og det revolutionære proletariat. Småborgerskabet mistede for lang tid siden den økonomiske mulighed for at lede de moderne samfunds skæbne. Nu og da rejser det sig i en tilstand af desperation for at erobre magten, endog med våben i hånd, som det er sket i Italien, Polen og andre lande. Men de fascistiske oprør får kun dette resultat: Den ny magt bliver et instrument for finanskapitalen i en endnu mere nøgen og brutal form. Det er årsagen til, at småborgerskabets mest repræsentative ideologer er bange for statsmagten som sådan. Småborgerskabet frygter magten, når den er i hænderne på storborgerskabet, fordi dette kvæler og ruinerer det. Småborgerskabet frygter også magten, når den er i proletariatets hænder, fordi sidstnævnte underminerer alle betingelser for dets sædvanlige eksistens. Endelig frygter det magten, når den falder i dets egne hænder, fordi denne magt uundgåelig må falde ud af dets impotente hænder og overføres til finanskapitalen eller proletariatet. Anarkisterne ser ikke de revolutionære problemer med statsmagten og dens historiske rolle, men ser kun "farerne" ved statsmagten. Antistats-anarkisterne er derfor de mest logiske og for den sags skyld de mest håbløse repræsentanter for småborgerskabet i dets historiske blindgyde.
Jo, farerne ved statsmagten eksisterer også under proletariatets diktatur, men disse farers virkelige indhold er, at magten faktisk skal vende tilbage i hænderne på borgerskabet. Den bedst kendte og mest åbenlyse statslige fare er bureaukratiseringen. Men hvad er dens væsen? Hvis det oplyste arbejderbureaukrati kunne føre samfundet til socialisme, dvs. til statens udryddelse, ville vi forsone os med et sådant bureaukrati. Men det har en ganske modsat karakter: Ved at adskille sig selv fra proletariatet, ved at hæve sig selv over det, falder bureaukratiet ind under de småborgerlige klassers indflydelse og kan af selve den grund lette magtens tilbagevenden til borgerskabets hænder. Med andre ord, for arbejderne under proletariatets diktatur er farerne ved staten i sidste instans intet andet end faren for en tilbagelevering af magten til borgerskabet.
Spørgsmålet om kilden til denne bureaukratiseringfare er ikke mindre vigtig. Det ville være radikalt forkert at tro, at forestille sig, at bureaukratiseringen udelukkende opstår som en konsekvens af proletariatets erobring af magten. Nej, dette er ikke tilfældet. I de kapitalistiske stater kan de mest vanskabte bureaukratiske former ses netop i fagforeningerne. Det er tilstrækkeligt at se på Amerika, England og Tyskland. Amsterdam [29] er fagbureaukratiets stærkeste internationale organisation. Takket være det står den kapitalistiske struktur oprejst i dag, fremfor alt i Europa og særligt i England. Fandtes der ikke et fagbureaukrati, så ville politiet, hæren, domstolene, adlen og monarkiet fremtræde for de proletariske masser som intet andet end ynkværdigt og latterligt legetøj. Fagbureaukratiet er den britiske imperialismes rygrad. Det er ved hjælp af dette bureaukrati, at borgerskabet eksisterer, ikke alene i metropolerne, men også i Indien, Ægypten og andre kolonier. Man skulle være totalt blind, hvis man sagde til de engelske arbejdere: "Vær på vagt over for en erobring af magten, og husk altid på, at jeres fagforeninger er modgiften mod farerne ved staten". Marxisterne vil sige til de engelske arbejdere: "Fagbureaukratiet er hovedinstrumentet for den borgerlige stats undertrykkelse af jer. Magten må vristes ud af hænderne på borgerskabet, og for at det kan ske må dets hovedagent, fagbureaukratiet, styrtes." I parentes bemærket, er det især af denne grund, at Stalinblokken med strejkebryderne var så forbryderisk.
Fra Englands eksempel ser man tydeligt, hvor absurd det er at stille de faglige organisationer i modsætning til den statslige organisation, som om det var et spørgsmål om to forskellige ting. I England hviler staten mere end noget andet på ryggen af arbejderklassen, som udgør den overvældende majoritet af landets befolkning. Det fungerer på den måde, at bureaukratiet direkte er baseret på arbejderne, og staten indirekte med fagbureaukratiet som mellemled.
Frem til nu har vi ikke nævnt Labour-partiet, som i England - fagforeningernes klassiske land – blot er et politisk udtryk for fagbureaukratiet. De samme ledere står i spidsen for fagforeningerne, forråder generalstrejken, leder valgkampagnen og bliver senere ministre. Labour-partiet og fagforeningerne er ikke to bestanddele, men blot en teknisk arbejdsdeling. Tilsammen udgør de den grundlæggende støtte til det engelske borgerskabs dominans. Det sidstnævnte kan ikke styrtes, hvis ikke Labour-partiet styrtes. Og dette kan ikke opnås ved at modstille fagforeningerne som sådan og staten som sådan, men kun ved kommunistpartiets aktive opposition over for Labour-bureaukratiet på alle områder af det sociale liv: I fagforeningerne, under strejker, i valgkampagnen, i parlamentet og i forhold til statsmagten. Hovedopgaven for et virkeligt proletarisk parti består i at sætte sig selv i spidsen for de arbejdende masser, såvel de fagforeningsorganiserede som de uorganiserede, for at vriste magten fra borgerskabet og give "statsfarerne" dødsstødet.
20. Rosmer, Alfred (1877-1964). Oprindelig anarkist, siden syndikalist, han agiterede mod 1. Verdenskrig. Dette samarbejdede han med Trotskij om indtil dennes udvisning fra Frankrig. Som medstifter af det Franske Kommunistparti blev han valgt til Kominterns Eksekutiv-Komité. Ekskluderet af Kommunistpartiet i 1924; medlem af den trotskistiske bevægelse fra dens begyndelse til sin tilbagetræden i 1930. Han forblev en nær personlig ven af Trotskij og Natalia Sedova (Trotskijs enke).
21. Guesdister. Tilhængere af Jules Guesde's (1845-1922) socialistiske bevægelse. Guesde var den første marxistiske leder i Frankrig og Jaures' konkurrent i det forenede parti. Guesde roste sig af sin strikte marxistiske ortodoksi, men han blev social-patriot under l. Verdenskrig.
22. Den Tredje Republik. Regeringen i Frankrig fra slutningen af det andet kongedømme (1871) til nazi-invasionen og dannelsen af Vichy-regimet (1940).
23. Proudhonisme. Det tankesystem der er grundlagt af Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865), den berømte utopiske socialist. Han forestillede sig et samfund baseret på udveksling mellem uafhængige producenter og betragtede staten som mindre vigtig end de virksomheder, som han troede skulle erstatte den.
24. Quai de Jemmapes. Vie Ouvrières hovedkvarter, Monattes tidligere avis, havde til huse her.
25. Amiens-chartret. Vedtaget af CGT under indflydelse af syndikalister på Amiens-kongressen (1906); det forlangte fagforeningernes fuldstændige autonomi og absolut uafhængighed af politiske partier.
26. Den Anglo-russiske komité. Dannet i maj 1925 med lige stor repræsentation fra de britiske og russiske fagforeningssammenslutningers ledelser. Den passede de britiske arbejderledere, så de kunne foretage en venstredrejning over for kommunistpartiets kritik, mens de solgte den britiske generalstrejke i 1926. Da de ikke mere havde fordel af den, forlod de britiske arbejderledere komiteen.
27. Révolution prolétarienne. Syndikalistisk avis grundlagt af Monatte i 1924, efter at han havde forladt Kommunistpartiet.
28. Lenins testamente. Lenins brev af 25. December 1922 med en efterskrift dateret 4. januar 1923, der foreslog det Sovjetiske Kommunistparti, at Stalin blev fjernet fra posten som generalsekretær. Dets eksistens blev i lang tid benægtet af stalinisterne, men blev officielt afsløret af Khrusjov i afstaliniseringsperioden.
Sidst opdateret 4.6.00