Marxisme Online > Arkiv > Trotskij
Skrevet i Zlatoost 4. februar 1921, men først offentliggjort 24. marts 1924 i La Vie Ouvriere.
Oversat fra svensk af Thorvald Berthelsen til Pariserkommunen 1871. Et dokumentarium ved Thorvald Berthelsen og Claus Clausen, Forlaget Rhodos, København 1972, s. 203-19.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. juni 2000.
Hver gang man studerer Kommunens historie ser man nye aspekter af den, takket være de erfaringer som er blevet erhvervet i de revolutionære kampe, der er udkæmpet senere, og fremfor alt de seneste revolutioner, ikke bare den russiske, men også de tyske og den ungarske. Den Fransk-Tyske Krig var en blodig eksplosion, varslet om en frygtelig verdensmassakre, mens Pariserkommunen står som en blændende budbringer om den proletariske verdensrevolution.
Kommunen viser os de arbejdende massers heltemod, deres evne til at forenes i en eneste blok, deres beredvillighed til at ofre sig selv for fremtiden, men samtidig viser den også massernes manglende evne til selv at vælge deres vej, deres ubeslutsomhed når det gælder at lede bevægelsen, deres skæbnesvangre tilbøjelighed til at gøre holdt efter de første fremskridt og dermed give fjenden mulighed for at få vejret og genoprette sine positioner.
Kommunen kom alt for sent. Den havde alle muligheder for at tage magten allerede den 4. september, [1] og hvis den havde gjort dette, ville Pariserproletariatet med et eneste slag have kunnet stille sig i spidsen for landets arbejdere i deres kamp mod alle fortidens kræfter, mod både Bismarck og Thiers. Men i stedet for kom magten i hænderne på de demokratiske ordgydere, de deputerede fra Paris. Pariserproletariatet havde hverken noget parti eller nogen ledere, som det var tæt knyttet til gennem tidligere kampe. De småborgerlige patrioter, der betragtede sig selv som socialister og søgte at opnå arbejdernes støtte, havde inderst inde ingen selvtillid. De rystede proletariatets tro på sig selv og var til stadighed på jagt efter kendte jurister, journalister eller deputerede, hvis hele ballast udgjordes af et dusin vage revolutionære fraser, for at betro disse skikkelser ledelsen af bevægelsen.
Årsagerne til at Jules Favre, Picard, Garnier-Pagès [2] & Co. kunne tage magten i Paris den 4. september var de samme, som tillod Paul-Boncour, A. Varenne, Renaudel [3] og en masse andre at fremtræde som herrer over proletariatets parti for en tid.
Disse Renaudeler og Boncourer, ja til og med folk som Longuet og Pressemane, [4] står med deres sympatier, deres intellektuelle indstilling og deres handlemåde langt nærmere sådanne typer som Jules Favre og Jules Ferry, end de står det revolutionære proletariat. Deres socialistiske fraseologi er kun en historisk maske, der giver dem mulighed for at påtvinge masserne deres lederskab. Og det er netop af samme grund som Favre, Simon, Picard og de andre brugte og misbrugte en demokratisk-liberal fraseologi, at deres sønner og sønnesønner nu må gribe til en socialistisk fraseologi. Men disse sønner og sønnesønner har vist sig som deres fædres og bedstefædres værdige arvtagere og fortsætter værket. Når de stilles over for kravet om at afgøre langt vigtigere ting end hvordan en ministerklike skal dannes, nemlig spørgsmålet om hvilken klasse, der skal tage magten i Frankrig, så vil Renaudel, Varenne, Longuet og deres ligesindede havne i samme lejr som Millerand [5] – der arbejdede sammen med Kommunens slagter, Galliffet ... Når salonernes og parlamentets revolutionære frasemagere stilles ansigt til ansigt med revolutionen, i virkeligheden, genkender de den ikke.
Arbejderpartiet – det virkelig arbejderparti – er ikke et apparat, beregnet til parlamentariske manøvrer, men det er derimod proletariatets samlede og organiserede erfaring. Det er kun ved partiets hjælp – partiet som bygger på historiens lære, som teoretisk forudser udviklingens forskellige veje, alle dens stadier, og med udgangspunkt heri beregner formlerne for den rette handling – at proletariatet kan gøre sig fri fra en permanent gentagelse af dets historie, dets tvivl, dets ubeslutsomhed, dets fejltagelser.
Pariserproletariatet havde ikke et sådant parti. De borgerlige socialister, som Kommunen vrimlede med, hævede deres blik mod himlen, håbede på et under eller et profetisk ord, tøvede og fumlede; mens masserne famlede rundt og tabte hovedet, fordi nogle var ubeslutsomme og andre hengav sig til frie fantasier. Følgen blev at revolutionen brød ud midt blandt dem, for sent og med et omringet Paris. Seks måneder nåede at forløbe, inden proletariatet genvandt erindringen om de tidligere revolutioners lære, om forrige tiders kampe, om de stadig tilbagevendende forræderier mod demokratiet – og greb magten.
Men disse seks måneder skulle vise sig at være et uerstatteligt tab. Hvis et revolutionært handlende centraliseret parti havde stået i spidsen for det franske proletariat i september 1870, ville hele Frankrigs historie og dermed hele menneskehedens historie have taget en anden retning.
Og når magten den 18. marts overgik til Pariserproletariatet, beroede dette ikke på at proletariatet bevidst havde grebet denne magt, men kun på at dets fjender havde forladt Paris.
De sidstnævnte tabte uafbrudt terræn, arbejderne foragtede og afskyede dem, småborgerne havde ikke længere snogen tillid til dem, og det rige bourgeoisi frygtede, at de ikke længere var i stand til at forsvare det. Soldaterne stillede sig tvært og direkte fjendtligt an, over for deres officerer. Regeringen flygtede fra Paris for at samle sine styrker et andet sted. Det var i det øjeblik, proletariatet blev situationens herre.
Men det indså først dette forhold dagen efter. Revolutionen kom fuldstændig overraskende.
Denne første landvinding blev en ny kilde til passivitet. Fjenden var flygtet til Versailles. Indebar det ikke en sejr? I det øjeblik ville man have kunnet knuse hele den røverbande af en regering uden nogen blodsudgydelse. Samtlige ministre, med Thiers i spidsen, kunne være blevet taget til fange i Paris. Ingen ville have løftet en hånd for at forsvare dem. Men de blev ikke fængslet. Der fandtes ikke nogen centraliseret partiorganisation med øje for situationen som helhed og ingen særlige organer, som kunne iværksætte ledelsens beslutninger.
Stumperne af infanteriet havde ingen lyst til at trække sig tilbage til Versailles. De bånd, som fortsat forenede officererne og soldaterne, var meget svage. Hvis der havde været en ledende og dirigerende particentral i Paris, ville den have forøget de retirerende armeer – eftersom der var mulighed for en retræte – med nogle hundrede eller måske kun nogle dusin hengivne arbejdere, med instruktioner om at gøre alt for at øge soldaternes utilfredshed med deres officerer, om at udnytte det første det bedste psykologisk rigtige øjeblik til at befri soldaterne fra officererne og føre dem med sig tilbage til Paris igen, så de kunne forene sig med folket. Det ville ikke have været svært at gennemføre noget sådant, efter hvad Thiers trofaste tilhængere selv havde erkendt. Men ingen havde så meget som tænkt på noget i den retning. Der fandtes heller ikke nogen som kunne hellige sig sådanne planer. Dertil kommer at sådanne beslutninger i tider med store omvæltninger kun kan tages af et revolutionært parti, som ser fremad mod en revolution, forbereder sig på den og aldrig taber hovedet, af et parti som er vant til at se situationen i dens helhed og ikke nærer nogen rædsel for at handle.
Og et sådant handlingens parti var netop hvad det franske proletariat manglede.
Nationalgardens Centralkomité var i virkeligheden et råd, bestående af repræsentanter for de væbnede arbejdere og småborgere. Et sådant råd som valgtes direkte af de masser, som havde valgt revolutionens vej, er et udmærket maskineri til handling. Men samtidig – og netop på grund af dets umiddelbare og elementære kontakt med masserne, som befinder sig i den sindsstemning de havde, da de ramtes af revolutionen – afspejler det ikke bare alle massernes stærke sider, men også deres svageste sider, og i begyndelsen afspejler det de svageste sider mere end de stærke: det åbenbarer klart deres ubeslutsomhed, den afventende holdning, tendensen til efter de indledende fremskridt ikke at gøre noget som helst.
Nationalgardens Centralkomité trængte til en ledelse. Det var absolut uomgængeligt at have en organisation som i sig legemliggjorde proletariatets politiske erfaringer og altid var for hånden – ikke bare i Centralkomiteen, men også i legionerne, i bataljonerne, i de allerbredeste lag af det franske proletariat. Gennem disse råd af delegater – som i dette specielle tilfælde var organet for Nationalgarden – kunne partiet have holdt sig i stadig kontakt med masserne, kontinuerligt have taget pulsen på stemningerne blandt dem, hele tiden have fulgt deres indstilling, og particentralen kunne hver dag have fremført et slagord, som gennem aktivisterne ville have gennemsyret massen og sammensvejset dens tanke og vilje.
Men regeringen havde knap nået at trække sig tilbage til Versailles, førend Nationalgarden skyndte sig at befri sig fra sit ansvar, netop i det øjeblik, hvor der virkelig krævedes noget. Centralkomiteen ville have "lovlige" valg til Kommunen. Den indledte forhandlinger med borgmestrene i de parisiske arrondissementer for at skaffe sig beskyttelse fra højre, skaffe sig "legalitet".
Hvis man samtidig havde forberedt et skånselsløst angreb mod Versailles, ville disse forhandlinger med borgmestrene have været en fra et militært synspunkt fuldt berettiget krigslist, helt i overensstemmelse med målet. Men rent faktisk blev disse forhandlinger gennemført, for at man ved et eller andet under skulle slippe for den kommende kamp. De småborgerlige radikale og de socialistiske idealister med deres dybe respekt for "legaliteten" og de mænd, som i sig legemliggjorde en del af den "legale" stat – de deputerede, borgmestrene o.s.v. – håbede i deres inderste sjæl, at Thiers ærbødigt ville gøre holdt over for det revolutionære Paris, i samme øjeblik byen iførte sig et dække i form, af denne "legale" kommune.
I dette specielle tilfælde understøttedes passiviteten og ubeslutsomheden desuden af federationens og autonomiens hellige principper. Paris er nemlig kun en kommune blandt mange kommuner. Paris vil ikke påtvinge nogen noget; det stræber ikke efter noget diktatur, undtagen muligvis "det gode eksempels diktatur".
Dette var, kort sagt, intet andet end et forsøg på at erstatte den proletariske revolution, som var i færd med at udvikles, med en småborgerlig reform: en kommunal autonomi. Den virkelig revolutionære opgave var imidlertid at sikre proletariatet magten over hele landet. Paris måtte så gøre tjeneste som revolutionens base, som dens støttepunkt, dens stærke fæstning. Og hvis man skulle nå dette mål var det nødvendigt uden opsættelse at besejre Versailles og sende agitatorer, organisatorer og væbnede styrker ud over hele Frankrig. Det var nødvendigt at optage kontakt med sympatisørerne, bestyrke de tvivlrådige i deres tro og knuse fjendens modstand. Men i stedet for at satse på denne offensive og attakerende politik, som var den eneste, som kunne have reddet situationen, forsøgte ledelsen i Paris at isolere sig i sit kommunale selvstyre; de vægrede sig ved at angribe andre, for at andre ikke skulle angribe dem; hver by havde sin egen hellige ret til at styre sig selv. Dette idealistiske vås – af samme støbning som den mondæne anarkisme – skjulte i virkeligheden en fejhed over for den revolutionære proces, som skulle have været fortsat, uafbrudt og lige til enden, eller aldrig have været sat i gang.
Denne fjendtlige indstilling til den centralistiske organisationsmetode – arven efter en småborgerlig provinsialisme og autonomisme – er uden tvivl det svage punkt hos en del af det franske proletariat. Selvstændighed for distrikterne, for kvartererne, for bataljonerne, for byerne, dette fremtræder for visse revolutionære som den yderste garanti for al virkelig aktivitet og for individets uafhængighed. Men dette er en stor fejltagelse, som her kom til at koste det franske proletariat dyrt.
Under slagord som "til kamp mod den despotiske centralisme" og mod den "kvælende" disciplin, tager allehånde grupper og undergrupper inden for arbejderklassen kampen op for deres specielle interesser, anført af deres små distriktsledere og lokale orakler. Men for at hele arbejderklassen, uden derfor at tabe sin kulturelle selvstændighed og de politiske nuanceforskelle, skal kunne handle bestemt og metodisk, uden at havne i begivenhedernes kølvand, og gang på gang kunne sætte dræbende slag ind mod fjendernes svage punkter, kræves der at den ledes af et apparat, som står over alle kvarterer, distrikter og grupper, er stærkt centraliseret og holdes sammen af en jernhård disciplin. Tendensen til partikularisme er, hvilke former den end antager, en arv fra den døde fortid. Jo før den franske kommunisme – den socialistiske kommunisme så vel som den faglige kommunisme, for dette gælder begge – kan frigøre sig fra den svaghed, til desto større gavn bliver det for den proletariske revolution.
Partiet skaber ikke selv revolutionen efter sit eget behag, det vælger ikke det øjeblik det selv foretrækker til at gribe magten, men det griber aktivt ind i begivenhederne, gennemsyrer i hvert eneste øjeblik de revolutionære massers sind og bedømmer fjendens modstandskraft, for på den måde at kunne fastlægge det bedst egnede øjeblik til den afgørende aktion. Dette er den sværeste del af dets opgave. Partiet har ingen standardbeslutninger som kan tillempes alle situationer. Hvad der kræves er en korrekt teori for kampen, et fortroligt forhold til masserne, den størst mulige indsigt i situationen, en revolutionær opfattelse, en stor beslutsomhed. Jo grundigere et revolutionært parti trænger ind på alle områder af den proletariske kamp; desto mere enigt bliver det gennem den forenede opslutning omkring målet og disciplinen og desto hurtigere og bedre vil det løse sin opgave.
Vanskeligheden består i hvordan man tilstrækkelig intimt skal kunne sammenkæde denne centraliserede partiorganisation, der er solidt sammensvejset af en jernhård disciplin, med massebevægelsen og dens ebbe og flod. Magten kan ikke erobres uden et stærkt revolutionært pres fra de arbejdende masser. Men for at dette skal kunne ske er det forberedende element uundgåeligt. Jo bedre partiet forstår konjunkturerne og øjeblikket, desto bedre bliver modstandsbaserne forberedt, jo bedre styrker og roller er fordelt, desto sikrere bliver fremgangen og desto færre ofre kommer den til at kræve. Samordningen mellem en omhyggeligt forberedt aktion og en massebevægelse er den politisk-strategiske opgave, der stilles, foran magtovertagelsen.
Ud fra dette synspunkt bliver en sammenligning mellem den 18. marts 1871 og den 7. november 1917 meget lærerig. I Paris tager de ledende revolutionære kredse intet som helst initiativ til handling. Proletariatet, der er blevet bevæbnet af den borgerlige regering, er i realiteten byens herre, det har alle de materielle magtmidler der kræves – kanoner og geværer – til sin disposition; men er ikke selv klar over dette forhold. Bourgeoisiet gør et forsøg på at berøve kæmpen hans våben; det forsøger at stjæle proletariatets kanoner. Forsøget mislykkes. Regeringen flygter i panik fra Paris til Versailles. Feltet er frit. Men det er først dagen efter at proletariatet indser at det er Paris' hersker. "Lederne" befinder, sig i begivenhedernes kølvand, de registrerer hvad der er sket, når det allerede er overstået og de gør alt hvad der står i deres magt for at sløve den revolutionære skærpelse.
I Petrograd blev udviklingen en anden. Partiet handlede fast og bestemt og greb magten. Det havde sine folk overalt, konsoliderede hver eneste stilling og udvidede hele tiden kløften mellem på den ene side arbejderne og garnisonen, og regeringen på den anden side.
Den væbnede demonstration i juli er en vældig rekognoscering, som partiet gennemfører for at undersøge graden af indre kontakt blandt masserne og fjendens modstandskraft. Denne rekognoscering udvikles til en kamp om forposter. Vi kastes tilbage, men samtidig skaber aktionen en forbindelse mellem partiet og det brede folk. August, september og oktober domineres af en mægtig revolutionær strømning. Partiet udnytter dette på bedste måde og forstærker i anselig grad sine støttepunkter inden for arbejderklassen og garnisonen. Derefter kommer samstemmigheden mellem de hemmelige forberedelser til oprør og masseaktionerne næsten automatisk. Tidspunktet for sovjetternes anden kongres fastsættes til den 7. november. Hele vor tidligere agitation er blevet indrettet på en magtovertagelse fra kongressens side. Omvæltningen er altså i forvejen bestemt til at finde sted den 7. november. Dette var en almindelig kendt sag, også af fjenden. Kerenski og hans rådgivere måtte gøre hvad de kunne for at konsolidere deres egen stilling i Petrograd foran dette afgørende øjeblik, hvor lidt de end formåede i den henseende. De stilledes desuden over for nødvendigheden af at forflytte den mest revolutionære del af garnisonen fra hovedstaden. Vi på vor side udnyttede dette forsøg fra Kerenskis side og lod det skabe en ny konflikt som blev af afgørende betydning. Vi anklagede offentligt regeringen Kerenski – og senere fandt vi i officielle dokumenter skriftlig bekræftelse på at vi havde haft ret i vore anklager – for at have planlagt at fjerne en tredjedel af Petrograds garnison udelukkende i kontrarevolutionært øjemed, uden nogen som helst militære begrundelser. Denne konflikt styrkede yderligere forbindelserne mellem os og garnisonen og gav den senere en klar og bestemt opgave, nemlig at støtte den sovjetkongres, som skulle sammentræde den 7. november. Og eftersom regeringen – om end meget spagt og usikkert – holdt fast ved at garnisonen skulle bort, skabte vi i Petrograds sovjet, som allerede var i vore hænder, en særlig revolutionær krigskomite, under påskud af at den ville få til opgave at gennemgå og verificere de militære begrundelser for regeringens handlemåde.
Dermed havde vi altså et rent militært organ i spidsen for Petrograds garnison, et legalt organ for det væbnede oprør. Samtidig indsatte vi (kommunistiske) kommissærer i de militære sammenslutninger, i militærforrådene o.s.v. Vor hemmelige militære organisation fuldførte forskellige tekniske hverv og forsynede den revolutionære krigskomite med fuldt pålidelige aktivister til vigtige militære opgaver. Alt det vigtigste arbejde, når det gjaldt forberedelserne, iværksættelsen og den væbnede rejsning, blev udført i fuldt dagslys, og så metodisk og naturligt at bourgeoisiet under Kerenski aldrig rigtig fattede, hvad det var der skete lige for øjnene af det. (I Paris forstod proletariatet først dagen efter sejren at det faktisk havde sejret – en sejr som det desuden ikke bevidst havde stræbt efter – at det var situationens herre. I Petrograd rådede det modsatte forhold. Der havde vort parti, som støttede sig på arbejderne og garnisonen, allerede erobret magten, mens borgerskabet sov i fred og ro; først næste morgen opdagede det at statsroret var faldet i hænderne på dets egne banemænd.)
Før denne magtovertagelse gik diskussionen om den mest hensigtsmæssige strategi især inden for partiet.
En del af centralkomiteen hævdede, som bekendt, at partiet ikke burde gribe magten, eftersom den mente at det rette øjeblik endnu ikke var inde, at Petrograd var isoleret fra resten af landet; at proletariatet manglede kontakt med bønderne o.s.v.
Andre kammerater mente at vi ikke skænkede forudsætningerne for et militært komplot tilstrækkelig opmærksomhed. En af centralkomiteens medlemmer krævede i oktober at man skulle omringe Alexandrineteatret, hvor den demokratiske konference sad i møde, og proklamere partiets centralkomite som landets diktator. Når vi som nu, koncentrerer hele vor agitation og alle vore militære foranstaltninger om den anden kongres; erklærede han, afslører vi jo dermed vore planer for fjenden og giver ham mulighed for at forberede sig eller at slå til i forvejen. Men der kan ikke være nogen tvivl om at et forsøg på et militærkup og en okkupering af Alexandrineteatret ville have været et fremmedelement i forhold til begivenhedernes naturlige udvikling, at det ville have virket forvirrende på masserne. Endog i Petrogradsovjetten, hvor vor fraktion var den dominerende, ville et sådant foretagende, der klart foregreb kampens logiske udvikling, have afstedkommet forvirring og kaos, i dette tilfælde frem for alt i garnisonen, hvor der fortsat fandtes en del tvivlrådige og ikke særlig pålidelige regimenter, i første række kavaleriregimenterne. Det ville have været meget lettere for Kerenski at slå en sammensværgelse ned, der kom helt uventet for masserne, end at gå til angreb mod denne garnison, som hele tiden konsoliderede sine stillinger mere og mere, først og fremmest da sin ukrænkelighed i den kommende sovjetkongres' navn. Følgelig forkastede centralkomiteens majoritet planen om at omringe den demokratiske konference, og det med fuld ret. Det viste sig at man havde bedømt tidspunktet fuldstændig rigtigt: den væbnede revolte, som blev gennemført næsten helt uden blodsudgydelse, triumferede præcis på den dag, der åbent og i lang tid i forvejen var blevet fastsat som den første sammentrædelsesdag for den anden sovjetkongres.
En sådan strategi kan imidlertid ikke gøres til en almen regel; eftersom den kræver specielle omstændigheder for at fungere. Her var alle trætte af krigen mod tyskerne, og de soldater, som var mindre revolutionært indstillede, ville ikke forlade Petrograd for at blive sendt til fronten. Og selv om garnisonen i sin helhed stod på arbejdernes side alene af denne grund, bestyrkedes den i sin indstilling i samme takt som Kerenskis intriger afsløredes. Dertil kom at stemningen inden for Petrograds garnison havde sine dybere årsager i bondeklassens situation og i den imperialistiske krigs udvikling. Hvis garnisonen havde været splittet og Kerenski havde haft held til at få støtte fra nogle få regimenter, ville vor plan have mislykkedes. Da ville elementet af rent militært komplot (konspiration og overraskelsesangreb) være kommet til at dominere. Og da ville det være blevet nødvendigt at vælge et andet tidspunkt til revolten.
Også Pariserkommunen havde alle muligheder for at vinde bonderegimenterne over på sin side, for disse havde tabt al tillid og al respekt for magten og officerskorpset. Alligevel gjorde den ingenting for at opnå dette. Fejlen skal her ikke søges i forholdet mellem bønderne og arbejderklassen, men i den revolutionære strategi.
Hvordan kommer det til at gå i denne henseende i de europæiske stater? Det er svært at forudsige noget på det punkt. Men med tanke på begivenhedernes langsomme udvikling og det faktum at de borgerlige regeringer sætter alt ind på at drage nytte af tidligere erfaringer, turde man forvente at proletariatet i ethvert givet øjeblik vil blive stillet over for en stor og velorganiseret modstand, når det forsøger at vinde soldaternes sympati. I så fald bliver et behændigt angreb på det rigtige tidspunkt nødvendigt fra de revolutionære kræfters side. Det er partiets pligt at forberede sig på dette. Det er derfor det må bevare og udvikle sin karakter som en centraliseret organisation, der åbenlyst vejleder massernes revolutionære bevægelse og samtidig lever videre som et hemmeligt apparat for det væbnede oprør.
Spørgsmålet om Nationalgardens ret til selv at vælge sine officerer var en af årsagerne til konflikten mellem Nationalgarden og Thiers. Paris vægrede sig ved at godtage de officerer, som Thiers havde udset. I stedet formulerede Varlin parisernes krav om at samtlige befalingsmænd i Nationalgarden, fra oven og nedefter, skulle vælges af nationalgardisterne selv. Det var der Nationalgardens Centralkomité fandt sin stærkeste støtte.
Dette spørgsmål må ses fra to sider, den politiske og den militære, sider som er forbundet med hinanden, men bør studeres hver for sig. Den politiske opgave var at befri Nationalgarden fra dens kontrarevolutionære officerskorps. Den eneste mulighed for at nå dette mål lå i retten til selv at vælge egne officerer, eftersom majoriteten af nationalgardisterne bestod af arbejdere og revolutionære småborgere. Dertil kom at slagordet "retten til selv at vælge sine officerer" kunne udvides til også at gælde infanteriet. Dette ville med et slag have berøvet Thiers hans fornemste våben, det kontrarevolutionære officerskorps. Men for at en sådan plan skulle kunne virkeliggøres, krævedes der en partiorganisation med folk i alle de militære sammenslutninger. Retten til at vælge officerer havde med andre ord her som sit umiddelbare indhold, ikke at man fremskaffede gode befalingsmænd til bataljonerne, men at disse blev befriet fra sådanne officerer, som var tilhængere af bourgeoisiets sag. Retten til at vælge befalingsmænd var en kile, som kunne kløve den militære magt i to dele, langs klassegrænserne. Det var sådan situationen var frosset fast for vort vedkommende under Kerenskitiden, fremfor alt umiddelbart før oktober.
Men befrier man den væbnede magt fra dens gamle kommandoapparat, indebærer dette uundgåeligt at man også svækker dens organisatoriske sammenhold og kampdygtighed. I reglen er de valgte officerer temmelig svage eksemplarer fra et teknisk militært synspunkt og når det gælder om at opretholde orden og disciplin. Som følge heraf stilles man, i samme øjeblik den væbnede magt befrier sig fra de kontrarevolutionære officerer, som har hundset med og undertrykt soldaterne, over for spørgsmålet om hvordan man kan fremskaffe et revolutionært officerskorps, som er i stand til at udfylde sit hverv. Og det problem kan ikke løses ved valg. Inden soldaternes brede masser lærer at vælge de bedste og mest pålidelige ledere i felten, er revolutionen allerede blevet slået ned af en fjende, som har udset sine officerer ved hjælp af århundred gammel erfaring. Det formløse demokratis metoder (simple valg) må udvides og til en vis grad erstattes af udvalg fra oven. Revolutionen må skabe et organ bestående af erfarne, pålidelige organisatorer, som man kan nære fuldstændig tillid til, og som må have uindskrænket fuldmagt til at vælge, udse og uddanne officerer. For om også partikularisme og demokratisk autonomisme givetvis er farlige for den proletariske revolution i almindelighed, så er de ti gange farligere inden for den væbnede magt. Kommunens tragiske eksempel vidner kun alt for godt om dette.
Nationalgardens Centralkomité fik sin autoritet ved demokratiske valg. Men i samme øjeblik denne Centralkomité var nødt til at udvikle sin offensive kraft til det yderste, tabte den fuldstændig hovedet, eftersom den måtte klare sig uden et proletarisk partis ledelse, og skyndte sig at overlade sine beføjelser til denne Kommune, som var blevet valgt på et endnu bredere demokratisk grundlag. Og netop da var det en stor fejltagelse i det hele taget at beskæftige sig med valg. Men efter at valget var vel overstået og Kommunen dannet, var det absolut nødvendigt, at man gik videre ved med et eneste slag at koncentrere alt i Kommunen og skabe et organ med virkelige magtbeføjelser; som kunne reorganisere Nationalgarden. Men dette skete ikke. I stedet blev Centralkomiteen stående ved den valgte Kommunes side; og det faktum at også den førstnævnte var valgt af folket, gav den en politisk autoritet som satte den i stand til at konkurrere med Kommunen. Men samtidig blev den derved berøvet den energi og fasthed, som var nødvendig i de rent militære spørgsmål, der i og med Kommunens fremkomst var de eneste som berettigede dens eksistens. Valgretten, de demokratiske metoder, er kun et af de instrumenter proletariatet og dets parti har at arbejde med. Dette med valg må under ingen omstændigheder blive en fetich, et lægemiddel mod alt ondt. Metoden med valg må kombineres med udnævnelser. Kommunen fik sin magt gennem den valgte Nationalgarde. Men efter at Kommunen var indsat burde den med fast hånd have reorganiseret Nationalgarden oppefra og ned, givet den pålidelige officerer og indført en strengt disciplineret kommando. Kommunen gjorde ikke dette, eftersom den selv savnede en stærk revolutionær centralledelse. Og lidt efter lidt blev Kommunen da også knust.
Man kan som det ses studere hele Kommunens historie, side op og side ned, og på hver side læse den samme indlysende konklusion – at proletariatet må have et stærkt parti, som leder det. Det franske proletariat har ofret mere for revolutionen end noget andet proletariat. Men det er også blevet snydt og bedraget mere end noget andet. Gang på gang har bourgeoisiet blændet og forvirret det ved at vifte med de republikanske farver, med radikalisme, med socialisme, men altid bare for at kunne lænke det endnu stærkere til kapitalismen. Ved hjælp af sine redskaber, sine advokater og journalister, har bourgeoisiet strøet masser af demokratiske, parlamentariske frihedsformler omkring sig, som alle er en klods om benet på proletariatet og hindrer dets fremadskridende bevægelse.
Det franske proletariats temperament er en revolutionær lavastrøm. Men denne lava er nu dækket af skepticismens aske – resultatet af en lang række bedragerier og skuffelser. Desuden er Frankrigs revolutionære proletariat nødsaget til at optræde strengere mod sit eget parti og mere ubarmhjertigt demaskere enhver uoverensstemmelse mellem ord og handling. De franske arbejdere har brug for en organisation, stærk som stål, og med ledere der beherskes af masserne i hvert nyt stadium af den revolutionære bevægelse.
Hvor lang tid vil historien give os til vore forberedelser? Det ved vi ikke. For øjeblikket har det franske bourgeoisi bevaret magten på sine hænder i et tidsrum af halvtreds år, siden det valgte den tredje republik på kommunardernes radbrækkede lig. Disse mennesker fra 1871 manglede ganske givet ikke mod. Hvad de savnede var en klar metode og en centraliseret ledende organisation. Det var derfor de tabte. Derefter gik der et halvt århundrede, inden det franske proletariat kunne tage spørgsmålet om at hævne kommunardernes død op. Men denne gang vil de handle mere beslutsomt, mere koncentreret. Thiers' arvtagere vil komme til at betale deres historiske gæld lige til den sidste centime.
1. Den dag styrtedes Kejserdømmet, republikken blev proklameret og den "nationale forsvarsregering" dannedes.
2. De var alle medlemmer af den "nationale forsvarsregering", der af Paris' revolutionære, især Nationalgarden, blev omdøbt til det "nationale forræderis" regering.
3. Franske højresocialister.
4. Franske socialpacifister, der op til Første Verdenskrig og efter dens udbrud lagde det franske socialdemokrati, SFIOs kurs: en pacifistisk protest mod krigen.
5. "Valget 1898 (i Frankrig) fandt sted under en økonomisk krise, som frembød store muligheder for den antisemitiske agitation i middelklassen. Dets resultat blev en knap majoritet af radikale, radikalsocialister, altså de borgerlig demokratiske republikanere, og socialister. Hæren, nationalisterne, antisemitterne, det højere præsteskab og dele af det højere borgerskab forberedte et statskup. I den situation besluttede socialisten Millerand at gå ind i Waldeck-Rousseaus borgerlige kabinet. Dette skridt reddede utvivlsomt regeringen og muliggjorde ved indførelsen af det ikke-konfessionelle statslige skolevæsen en opdragelse til tolerance af den nye generation. Men i selve regeringen var kommunardernes morder, general Galliffet, krigsminister. Selv om Millerand kunne gennemtvinge Frankrigs første socialpolitiske love, var og blev denne regering borgerlig, og da arbejderne i Chalons strejkede i juni 1900 havde også den kun et eneste svar: hæren." – Citat fra Wolfgang Abendroths bog, Sozialgeschichte der europäischen Arbeiterbewegung.
Sidst opdateret 29.6.00