Marxisme Online > Arkiv > Trotskij
Først offentliggjort i Der Kampf, teoretisk tidsskrift for det østrigske Socialdemokrati, november 1911.
Overført til Internet af Michael Styrk for Socialistisk Standpunkt, 2005.
På Marxisme Online, 16. februar 2007.
Vores klassefjender ynder at klage over vores terrorisme. Hvad de mener med dette er forholdsvis uklart. De vil gerne stemple alle proletariatets aktiviteter imod klassefjendens interesser som terrorisme. Strejken er, i deres øjne, principielt en terroristisk metode. Truslen om strejke, organiseringen af en blokade, en økonomisk boykot af en slave-boss, en moralsk boykot af en forræder fra vore egne rækker – alt dette og meget mere kalder de terrorisme. Hvis terrorisme forstås på denne måde, som enhver handling, der truer eller gør skade på fjenden, så er hele klassekampen ikke andet end terrorisme. Og det eneste spørgsmål, der står tilbage, er hvorvidt de borgerlige politikere har ret til at udgyde deres flod af moralsk indignation over proletarisk terrorisme, når hele deres statsapparat med dets love, politi og militær ikke er andet end et apparat til kapitalistisk terror!
Imidlertid må det siges, at når de anklager os for terrorisme, prøver de – selv om det ikke altid er bevidst – at give ordet en smallere, mindre indirekte betydning. Når arbejdere for eksempel beskadiger maskiner, er det terrorisme i streng forstand. Drabet på en arbejdsgiver, en trussel om at sætte ild på fabrikken eller en dødstrullel mod ejeren, et mordforsøg med en revolver i hånden mod en minister – alt dette er terrorisme i ordets fulde og egentlige forstand. Imidlertid vil enhver, der har en ide om det internationale Socialdemokratis natur, vide, at partiet altid har været imod denne form for terrorisme, og endda er en ganske uforsonlig modstander.
Hvorfor?
At ”terrorisere” med truslen om strejke, eller rent faktisk at udføre en strejke, er noget, kun industriarbejdere kan gøre. Den sociale betydning af en strejke afhænger først af virksomhedens størrelse eller størrelsen på den branche eller industri, den berører og dernæst af, i hvilken grad arbejderne, der deltager i den, er organiserede, disciplinerede og klar til handling. Det er lige så sandt for en politisk strejke, som for en økonomisk en af slagsen. Det er fortsat den kampmetode, der udspringer af arbejderklassens produktive rolle i det moderne samfund.
For at udvikle sig, behøver det kapitalistiske system en parlamentarisk overbygning. Men på grund af, at det ikke kan begrænse den moderne arbejderklasse til en politisk ghetto, må det før eller siden tillade, at arbejderne kan deltage i parlamentet. Ved valg finder proletariatets massekarakter og dets politiske udviklingsniveau – kvantiteter, der igen er bestemt af dets sociale rolle, først og fremmest dets produktive rolle – dets udtryk.
Ligesom i en strejke afhænger metode, mål og resultatet af valgkampen altid af arbejderklassens sociale rolle og dens styrke som klasse. Kun arbejdere kan udføre en strejke. Håndværkere som er udkonkurreret af fabrikken, bønder, hvis vand fabrikken forgifter, eller pjalteproletarer på jagt efter plyndringer, kan smadre maskiner, sætte ild på fabrikken eller myrde dens ejer.
Kun den bevidste og organiserede arbejderklasse kan sende en stærk repræsentation ind i parlamentets haller for at tjene arbejdernes interesser. Men for at slå en prominent embedsmand ihjel har du ikke brug for at have de organiserede masser bag dig. En opskrift på sprængstof er nok, og en Browning kan anskaffes hvor som helst. I det første tilfælde er der en social kamp, hvis metoder og mål udspringer naturligt fra den herskende sociale orden. I det andet tilfælde ser vi en rent mekanisk reaktion, der er ens alle vegne – i Kina såvel som Frankrig – og er meget slående i dens umiddelbare form (mord, eksplosioner og så videre), men er aldeles harmløs, hvad angår det sociale system.
En strejke, selv af mindre størrelse, har sociale konsekvenser: den styrker arbejdernes selvtillid, styrker fagforeningen og medfører ikke sjældent en forbedring af produktionsteknologien. Mordet på en fabriksejer medfører kun politi-relaterede effekter, eller en ny fabriksejer, hvilket ikke har nogen social betydning. Om en terroristisk handling, selv en “succesfuld” en, kaster den herskende klasse ud i forvirring, afhænger af de konkrete politiske betingelser. I hvert tilfælde kan forvirringen kun blive kort; den kapitalistiske stat baserer ikke sig selv på regeringens ministre og kan ikke elimineres med dem. Klasserne, den tjener, vil altid finde nye folk; mekanismen forbliver intakt og fortsætter med at fungere.
Men forvirringen blandt de arbejdende masser, som en terroristisk handling medfører, er meget dybere. Hvis det er tilstrækkeligt at bevæbne sig med en pistol for at opnå sit mål, hvorfor så besvære sig med klassekamp? Hvis lidt krudt og en lille klump bly er tilstrækkeligt til at skyde fjenden gennem nakken, hvilket behov er der så for at organisere klassen? Hvis det giver mening at skræmme højt placerede personer med eksplosioner, hvilket behov er der så for et parti? Hvorfor holde møder, masseagitation og valg, hvis man så let kan tage sigte på ministerbænken fra parlamentets tilhørerpladser?
I vore øjne er individuel terror utilladeligt fordi det nedtoner massernes rolle i deres egen bevidsthed, overlader dem til deres magtesløshed og retter deres øjne mod en stor helt og befrier, der en dag vil komme og udføre missionen. De anarkistiske profeter for ”handlingens propaganda” kan plædere alt de vil om terroristiske handlingers stimulerende og opløftende effekt på masserne. Teoretiske overvejelser og politisk erfaring viser det modsatte. Des mere ”effektive”, terrorhandlingerne er, des mere reducerer de massernes interesse i selvorganisering og selvuddannelse. Men forvirringens røg letter, panikken forsvinder og den myrdede ministers efterfølger gør sin entre, livet går atter sin vante gang, den kapitalistiske udbytnings hjul drejer ligesom før; kun politiets undertrykkelse vokser sig større og mere brutal. Og resultatet bliver, at alle de tændte håb og kunstigt opløftede stemning erstattes af desillusionering og apati.
Reaktionens forsøg på at stoppe strejker og arbejdernes massebevægelse generelt, har altid endt med nederlag. Det kapitalistiske samfund behøver en aktiv, mobil og intelligent arbejderklasse; det kan derfor ikke binde proletariatet på hænder og fødder i ret lang tid. På den anden side har den anarkistiske ”handlingens propaganda” altid vist, at staten er meget rigere på fysiske ødelæggelsesmidler og mekanisk undertrykkelse end de terroristiske grupper.
Hvis det er tilfældet, hvor efterlader det revolutionen? Bliver den umuliggjort af denne tilstand? Overhovedet ikke. For revolutionen er ikke en simpel udregning af mekaniske midler. Revolutionen kan kun udspringe af en skærpelse i klassekampen, og den kan kun finde garanti for sejren i arbejderklassens sociale funktioner. Den politiske massestrejke, den bevæbnede opstand, erobringen af statsmagten – alt dette er bestemt af den grad, hvori produktionen er udviklet, klassernes stilling, arbejderklassens sociale vægt og til sidst hærens sociale sammensætning, siden de væbnede styrker er den faktor, der i en revolutionstid bestemmer statsmagtens skæbne.
Socialdemokratiet er realistisk nok til ikke at forsøge at afværge den revolution, der vokser ud af de eksisterende historiske forhold; tværtimod bevæger det sig imod revolutionen med vidt åbne øjne. Men – i modsætning til anarkisterne og i direkte kamp med dem – afviser Socialdemokratiet alle metoder og midler, der som deres mål, kunstigt at fremtvinge samfundets udvikling og sætte kemiske forberedelser i stedet for arbejderklassens utilstrækkelige revolutionære styrke.
Før det bliver til en metode for politisk kamp, optræder terrorisme som individuelle hævnangreb. Sådan var det i Rusland, terrorismens klassiske land. Det store antal politiske fanger fik Vera Zasulich til at give udtryk for den generelle stemning af indignation ved et mordforsøg på general Trepov. Hendes eksempel blev fulgt af den revolutionære intelligentsia, der manglede enhver massestøtte. Det, der begyndte som en tankeløs hævngerning, udviklede sig til et helt system i 1879-81. Udbruddene af anarkistiske likvideringer i Vesteuropa og Nordamerika kommer altid efter en uhyrlighed, som regeringen har begået – nedskydningen af strejkende eller henrettelsen af politiske modstandere. Den vigtigste psykologiske kilde til terrorisme er altid følelsen af hævn som et forsøg på en udvej.
Der er ingen grund til at understrege, at Socialdemokratiet ikke har noget til fælles med de købte og betalte moralister, der efter hver terrorhandling kommer med udtrykkelige erklæringer om menneskelivets ”absolutte værdi”. Disse er de samme folk, som i andre værdiers navn – for eksempel nationens ære eller monarkens prestige – er klar til at skubbe millioner af mennesker ud i krigens helvede. I dag er deres nationale helt ministeren, der garanterer den hellige private ejendomsret; og i morgen, når de arbejdsløses desperate hånd knyttes til en næve eller griber om et våben, vil de tale om det utilladelige i at bruge vold i enhver form.
Lige meget hvad moralens eunukker og farisærer vil sige, har hævnfølelsen dens berettigelse. Det gør arbejderklassen den største ære, at den ikke ser til med ligegyldighed på hvad, der foregår i denne bedste af alle mulige verdener. Ikke at slukke arbejderklassens utilfredsstillede hævnfølelse, men tværtimod at opildne den igen og igen, at uddybe den og rette den direkte mod de virkelige årsager til al uretfærdighed og menneskelig elendighed – det er Socialdemokratiets opgave.
Hvis vi er imod terrorhandlinger er det alene fordi individuel hævn ikke tilfredsstiller os. Den regning, vi vil gøre op med det kapitalistiske system, er for stor til at blive præsenteret for en funktionær, der bliver kaldt minister. At se alle forbrydelserne mod menneskeheden, alle de uværdigheder, som den menneskelige krop og sjæl er underlagt, alle de perverse udvækster og udtryk for det eksisterende sociale system, for at rette hele vores energi gennem en fælles kamp mod dette system – det er retningen, hvori den brændende hævntørst kan finde sin højeste moralske tilfredsstillelse.
Sidst opdateret 16.2.2007