Marxisme Online > Dansk arbejderbevægelse
Fra Anarki og arbejderhistorie. Festskrift for Carl Heinrich Petersen. Redigeret af Karen Pedersen og Therkel Stræde, s. 224-42, Forlaget Tiderne Skifter, København 1985.
En skildring af begivenheder og af en politisk gruppe, hvori man selv har taget aktiv del, vil uvægerligt stille en overfor et dilemma. At undlade at omtale sig selv og sin indsats kan man jo ikke, for så ville fremstillingen blive fordrejet. På den anden side vil man tilstræbe objektivitet og må derfor prøve at "stille sig selv udenfor". Det må hverken blive til selvforherligelse eller navlebeskuelse.
Stillet i denne situation har jeg valgt en udvej, som også andre i lignende situationer har anvendt, nemlig at optræde i tredje person. Dermed har jeg forsøgt at nå frem til en objektivitet så nært som muligt, vel vidende, at dette krav aldrig ville kunne opfyldes til 100%.
Skildringen omfatter en retning inden for den danske arbejderbevægelse som til nu kun i minimalt omfang har været behandlet. Det to etablerede fløje inden for den danske, socialistiske bevægelse: Socialdemokratiet og DKP har lusket uden om denne som katte omkring den varme grød. Helst vil man "slette det af historien". For nu som før ønsker man helst, at historien skrives af "de sejrende"! Derfor er dette et forsøg på, også at lade "de besejrede" komme til orde.
Det indledende kapitel, som i en yderst sammentrængt form søger at ridse baggrunden op for den efterfølgende skildring, har ikke kunnet undgå at være præget af, at det er set i skæret af en nu næsten 50-årig afstand til de centrale begivenheder. At mine vurderinger har nuanceret sig igennem dette halve sekel er vel kun naturligt og behøver næppe nogen undskyldning. Men den generelle hovedlinie fastholder jeg.
For det har vel op igennem historien vist sig, at gårsdagens besejrede er blevet morgendagens sejrende.
Og det kan gentage sig selv om de ydre former vil ændre karakter.
Med II. Internationales sammenbrud ved krigsudbruddet i 1914, den russiske Oktoberrevolution i 1917 og dannelsen af III. Internationale - Komintern - i 1919 var den internationale, socialistiske arbejderbevægelse blevet totalt splittet. For nok havde der været kontroverser, fraktionsstridigheder og spaltninger tidligere, men ingen havde været så drastiske og totale som den, der nu fulgte, og som skulle komme til at sætte sine spor fremover - spor som verden bærer mærker af den dag i dag.
Dannelsen af Komintern i 1919 var et - på sin vis desperat - forsøg på at bryde den russiske sovjetrepubliks isolation ved at udbrede revolutionen, et forsøg som den på daværende tidspunkt hårdt trængte republik nok kunne have behov for. For nok var teorien om en verdensrevolution og et revolutionær-socialistisk verdensparti teoretisk og ideologisk begrundet, men det var fra starten også forbundet med visse statspolitiske bestræbelser.
I begyndelsen var dette af ganske underordnet betydning, men det skulle få vidtgående følger, da sovjetrevolutionens isolation blev en kendsgerning i lidt over to årtier. Der havde været rivninger og stridigheder inden for Komintern-partierne i de første 8 år. Det gælder først og fremmest Tyskland, men også Frankrig, Polen, Estland, Tjekkoslovakiet og Bulgarien.
Efter det totale sammenbrud af Stalins Kina-politik i 1927, hvor "æresmedlem" af Kominterns Eksekutivkomité Chian Kaysjek havde druknet den sejrrige Shanghai-opstand i blod og Stalin derefter iscenesat den selvmorderiske Kanton-kommune, hvorved det kinesiske kommunistparti på det nærmeste var blevet udraderet, så de tiloversblevne måtte begive sig ud på "Den Lange March", kom den kommende udvikling til at stå helt i skyggen af fraktionsstridighederne inden for Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP).
Sovjetrepublikken havde i 1921 under indtryk af landets fortvivlede forsyningssituation, Kronstadtopstanden og "Arbejderopposition"-fraktionens kritik måttet opgive Krigskommunismen og introducere NEP-politikken. Dette havde i begyndelsen ført til væsentlige forbedringer af den økonomiske situation, men skabte på længere sigt et modsætningsforhold mellem byernes arbejdere, som nu blev ramt af arbejdsløshed, og den langt talrigere bondebefolkning, hvor især storbønderne - kulakkerne - udnyttede situationen på bekostning af småbønderne og landarbejderne.
I denne situation fremkom partiets venstrefløj med Trotskij og Pjatakov i spidsen med en plan om industrialisering, kooperativisering og kollektivisering af landbruget. Landbruget skulle sættes i stand til at forsyne byerne med tilstrækkelige levnedsmidler, og industrien levere bønderne de nødvendige maskiner. Men de to tiltag skulle udvikles i harmoni og kollektiviseringen ske på frivillig basis.
Samtidig satte venstrefløjen en kampagne i gang imod partiets og regeringsapparatets stigende bureaukratisering. Men netop nederlaget i Kina, som pressede håbet om revolutionens videreudbredelse endnu længere bort og dermed styrkede de "nationale" tendenser i befolkningen, gav Stalin en baggrund for at sætte det afgørende stød ind mod det, som nu blev betegnet som Venstreoppositionen. I november 1927 blev Trotskij, Radek, Preobrasjenskij, Rakovskij, Sosnovskij, Serebrakovskij m.fl. ekskluderet, arresteret og deporteret, og i 1929 blev "hovedmanden" Trotskij landsforvist og frataget sit sovjetiske statsborgerskab.
Da dette var sket overtog Stalin Venstreoppositionens program om industrialisering og kollektivisering, men drev dette ud i det absurde med sin Femårsplan, som skulle gennemføres i et tempo, som krævede investeringer, der ville bringe befolkningens levefod ned under 1913-niveauet, og som endda senere blev skruet yderligere op under sloganet "Femårsplanen på fire år". Samtidig blev kollektiviseringen på landet nu gennemført ved tvang og med metoder, som ofte fik hårene til at rejse sig på hovedet af selv hærdede partiaktivister, og som da også bragte landet på hungersnødens rand.
Imod denne udvikling udkrystaliserede der sig nu en "højreopposition", hvis førende talsmænd var Bukharin, Rykov og Tomskij. Bukharin havde gjort sig til talsmand for, at USSR måtte arbejde sig henimod socialismen "i snegletempo" og havde udkastet parolen "Berig jer" til kulakkerne. Men denne opposition fik Stalin uskadeliggjort med samme midler, som han i sin tid havde fortrængt Venstreoppositionen, dog foreløbigt med mindre drastiske følger for dens medlemmer, idet de fleste hurtigt kapitulerede og "øvede selvkritik". I 1932 var Stalins sejr definitiv og hans magtposition cementeret.
I årene efter 1927 kom udviklingen inden for Komintern-partierne til at udvikle sig som en afspejlning af fraktionsstridighederne inden for SUKP. Og dette blev yderligere skærpet efter Wall Street-krakket i 1929, som startede den store verdenskrise, der i 1931-32 bredte sig til Europa og bragte den kapitalistiske verden på revolutionens rand. Inden for så godt som alle Kominterns sektioner opstod der strømninger, som blev betegnet - og for det meste også betegnede sig selv som en henholdsvis Højre- og Venstreopposition.
Men for begge parters vedkommende regnede de sig stadigvæk som værende en opposition. Begge hævdede de at være de legitime repræsentanter for Komintern og betragtede sig ikke som partiforberedende organisationer. Fra højreoppositionens side kom det til samarbejdsforsøg med det fra SPD udbrudte SAP, og samarbejdet blev noget udbygget efter Hitlers magtovertagelse. Venstreoppositionen arbejdede helt frem til den nazistiske magtovertagelse på at kunne vinde de forskellige partier, deres apparat og sluttelig også Komintern.
Nu er det naturligvis let at være bagklog, men set i skæret af den tilbagelagte udvikling havde disse bestræbelser siden 1928 været en utopi. Med Kominterns VI. verdenskongres dette år havde Stalin og hans klike sat sig fast på Internationalen, som nu skridt for skridt blev forvandlet til et organ til fremme af Sovjetunionens udenrigspolitiske mål. Og her blev Stalin i starten ivrigt understøttet af Bukharin, selvom motiveringen for dennes vedkommende nok var en anden. Under sloganet "bolsjevisering" blev "sektionerne" nu systematisk staliniserede, de fleste af de gamle lederkadrer blev afsat og nye, lydige apparatjiks indsat. På samme måde som Stalin inden for SUKP havde befæstet sin magtposition ved hjælp af organisationsapparatet, fik han nu sat sig på Kominterns apparat og gjort det til et værktøj for sin politik. Og eftertiden skulle vise, at ingen af oppositionsgrupperne formåede at tage kampen op mod ham på dette felt!
Efter at Stalins Kina-politik havde lidt sammenbrud var hans foreløbige mål en fortsættelse af Rapallo-politikken. Hitlers hetz mod Versailles-traktaten faldt sammen med Stalins udenrigspolitiske interesser; når han havde mistet rygdækning i Øst måtte han skaffe sig den i Vest. Derfor blev socialdemokraterne, især SPD, som søgte udsoning med Frankrig, til "socialfascister", en holdning som skematisk og tit umotiveret blev overført til alle sektionerne. Denne ultra-venstre kurs fik i januar 1933 det for verden så skæbnesvangre resultat, at Kominterns "mønstersektion", det tyske KPD, som millionparti kamp- og æreløst kapitulerede til nazismen, - et katastrofalt nederlag for arbejderklassen som Komintern i henved to år stædigt og konsekvent nægtede at erkende, men blot proklamerede som et midlertidigt tilbagetog ("Hitler er blot en banebryder for Thälmann"). Hitler-regeringen kvitterede for dette ved at forny Berlin-traktaten. Denne ikke-angrebspagt mellem USSR og Tyskland var indgået i 1926 og skulle have været fornyet i 1931, men ingen af Weimar-republikkens regeringer havde vovet dette af frygt for nazisternes reaktion. Nu blev dens fornyelse regeringen Hitlers første udenrigspolitiske skridt!
Trotskij, der med sin pen som eneste våben havde ført en gigantisk kamp for at få udviklingen i Tyskland vendt, brød nu omsider med Komintern og kundgjorde, at det var nødvendigt at danne en ny IV. Internationale. Hermed var det første skridt til et partiforberedende arbejde blevet taget. Og i 1938 nåede man da omsider frem til at "danne" IV. Internationale (at proklamere dens dannelse er nok et mere betegnende udtryk).
Tidspunktet for dette var blevet - og vil sikkert fortsat blive - udsat for en heftig diskussion. Var det for sent? Burde bruddet med Komintern ikke være sket allerede i 1929-30, dannelsen umiddelbart efter den tyske katastrofe? Ville IV. Internationale så ikke have haft større muligheder? Eller blev den dannet for tidligt, på et tidspunkt hvor den kommende verdenskatastrofe allerede var inden for synsvidde? Trotskijs svar på den sidste kritik var, at det - selv under den vanskeligste nedgangsperiode - var nødvendigt at opretholde en kontinuitet, at fortsætte traditionerne inden for den socialistiske verdensbevægelse.
Den påfølgende udvikling skulle vise, at dette - vel i og for sig rigtige - perspektiv løb ind i så gigantiske vanskeligheder, at selv Trotskij næppe havde kunnet forudse dem.
Den tysk-sovjetiske pagt i august 1939 hensatte verden i forundring og forvirring. Det gjaldt også oppositionsgrupperne af begge afskygninger, ikke mindst "trotskisterne", skønt Trotskij mere end et år forinden havde forudset muligheden af noget sådant. Trotskij selv sad temmelig fjernt fra begivenhederne i sin fæstning i Coyacan i Mexico. Da USSR annekterede de tre baltiske stater (i realiteten var det jo en annektering), og da nazitropperne marcherede ind i Polen og dermed startede II. Verdenskrig, hvorefter sovjetarméen kort tid senere rykkede ind i de hviderussiske og ukrainske dele af østpolen, fastholdt han sin hidtidige holdning: Kamp mod sovjetbureaukratiet, men forsvar for Sovjetunionen. Han anså det for en fordel, at de baltiske og polske storgodsejere nu blev fordrevet.
Virkeligheden så noget anderledes ud. I Letland, hvorfra bolsjevikkerne under revolutionen og borgerkrigen havde hentet nogle af sine mest pålidelige stødtropper (for øvrigt et af de få steder, hvor bolsjevikkerne ved valgene til den konstituerende forsamling den 25. november 1917 havde opnået absolut flertal), var de politiske fanger naturligvis blevet sat på fri fod. Valget var flere gange blevet udskudt, og bolsjevikkerne opløste siden den valgte konstituerende forsamling, bl.a. under henvisning til, at listebetegnelserne var blevet misforstået af vælgerne, hvad der sikkert var en del hold i. Men den reelle magtsituation i landet var nok den mest tungtvejende grund. Men i fængslet havde de ikke kunnet følge med udviklingen, og de lettiske bolsjevikker begyndte efter løsladelsen at forberede valg af sovjetter, hvorefter de snart igen fandt sig bag tremmer eller på vej i sibirisk deportation. Og Trotskij havde dog i 1920 været modstander af, at Den røde Hær under det polske felttog rykkede længere frem end til Curson-linjen. Og da sovjetarméen den 30. november 1939 gik til angreb på Finland gik det hele agurk.
En fløj inden for det amerikanske Socialist Workers' Party - på daværende tidspunkt IV. Internationales stærkeste sektion - brød under ledelse af Max Shachtman ud og fordømte åbent Sovjets invasion i Finland, mens en gruppe under Cannon støttede Trotskijs holdning. IV. Internationales Internationale Bureau var blevet flyttet til USA, så hele ledelsen kom under stærk indflydelse af den amerikanske splittelse. Mordet på Trotskij i august 1940 satte for bestandigt punktum for videre ytringer fra hans side. Og uanset hvad man i øvrigt mener om Trotskij, så kan alle socialister vel være enige om, at hans død betød et stort tab for den internationale socialisme.
Angående hans holdning i sit sidste leveår kommer man dog næppe udenom, at den mand, som under kaos og borgerkrig havde formået at stampe Den røde Hær op af jorden og besejre såvel de udenlandske interventionister som de kontrarevolutionæres Hvide Arméer, ikke helt kunne frigøre sig fra et emotionelt forhold til de begivenheder, som nu begyndte at udspille sig på den europæiske skueplads.
Efterhånden som det under krigen lykkedes nazisterne at udbrede deres herredømme til store dele af Europa, var de anti-stalinistiske socialistiske grupper de første til at organisere den anti-fascistiske modstand. Derfor blev de skånselsløst jaget af Gestapo. Indtil udbruddet af den tysk-russiske krig i juni 1941 fik Gestapo endda i flere tilfælde hjælp af lokale stalinistgrupper. Efterhånden havnede de forskellige kadregrupper i fængsel eller koncentrationslejr hvis de da ikke var blevet myrdet. Nogen indbyrdes kontakt mellem grupperne i de forskellige lande var næsten ikke mulig. De europæiske grupper havde været overladt til egne vurderinger og beslutninger, og da de tiloversblevne og overlevende omsider forsøgte at samle sig igen, viste det sig, at det var en temmelig besværlig og langvarig proces, og at de ofte højst forskellige former, som forholdene havde tvunget dem til at arbejde under, havde affødt forskellige vurderinger. En samlet bearbejdning af erfaringerne for derudfra at udstikke nye kamplinier viste sig at være en overordentlig vanskelig opgave, og det førte da også snart til nye spaltninger på såvel det nationale som det internationale plan.
Den Good Will, som stalinisterne havde vundet gennem det russiske folks heroiske indsats og gennem de stalinistiske partiers ubestridelige indsats i modstandskampen (selv om den ikke var sket på klassemæssige præmisser), rejste også store vanskeligheder for de anti-stalinistiske socialistgrupper. Da De Allierede så i 1947 gerådede i strid med hinanden, samtidig med at der opstod nye problemer i Det Fjerne Østen og i de gamle kolonilande, som nu skridt for skridt løsrev sig, havde de oppositionelle socialistgrupper svært ved at udforme en fælles holdning.
Den kontinuitet inden for den internationale socialisme, som IV. Internationale havde sat sig som opgave at videreføre, var slået i stykker, og det kom hurtigt til også at slå Internationalen selv i stykker.
Det politiske stormvejr som fejede hen over Europa i kølvandet på 1. Verdenskrig lod ikke Danmark uberørt, men Komintern var kun i meget ringe grad involveret i dette. Begivenhederne er udførligt belyst og behandlet i flere publikationer, hvorfor der ikke er grund til at beskrive dem her. I Moskvas øjne var Danmark kun en lille andegård. Aksel Larsen var under sit Ruslandsophold sluppet fra at blive deporteret som trotskist, fordi man stod og manglede en tolk, og var så blevet sendt tilbage til Danmark, dog med et Komintern-påbud om, at han ikke måtte indtage nogen ledende post. Det lykkedes ham dog at tilrive sig magten over partiapparatet - noget han havde lært under sit ophold på Lenin-skolen - hvorefter han gennemførte DKPs stalinisering. Takket være DKPs indsats inden for arbejdsløshedsbevægelsen havde han i 1932 sammen med Arne Munch-Petersen holdt sit indtog i det danske Folketing, og i sin tale på Rigsdagstrappen havde han proklameret: "Vi kæmper for et Sovjet-Danmark"! Ved omsvinget til folkefrontspolitiken efter Kominterns VII. verdenskongres friede DKP ivrigt til Socialdemokratiet. Men Stauning-Munch-regeringen sad støt og sikkert, så Socialdemokratiet behøvede næppe at svare på frieriet.
Magtkampen i Tyskland i tredivernes begyndelse havde ført til visse oppositionsstrømninger, især inden for DsU. KPDs kampløse kapitulation over for nazismen bragte også lidt røre ind i DKP. Men der kom aldrig nogen rigtig samling over alle disse mere eller mindre spontane mishagsytringer. Trotskijs korte besøg i Danmark i november 1932 blev ikke til meget mere end en mediebegivenhed og efterlod sig kun få spor. En række tyske politiske emigranters ankomst til Danmark efter Hitlers magtovertagelse affødte også visse politiske diskussioner; men i starten regnede de fleste af disse med, at Hitler-regimet ville bryde sammen inden for et overskueligt åremål, så de blandede sig kun i ringe udstrækning i danske politiske forhold.
Det var først med Moskvaprocesserne og den spanske borgerkrigs udbrud, begge dele i 1936, at der kom gang i den politiske diskussion inden for Venstrefløjen, og her beherskede højreoppositionen - de såkaldte Brandlerianere - i første omgang billedet, repræsenteret af henholdsvis Clarté-gruppen med Mogens og Ester Boserup som de ledende kræfter, og den fra DKP udbrudte Metz-gruppe. Boserupperne søgte bl.a. kontakt med de to eksisterende internationale informationscentre "Pariserbureauet" og "Londonbureauet", som må henregnes til højreoppositionsgrupperne - af trotskisterne betegnet som "centristiske" (en betegnelse som vistnok passer temmelig godt), og Ester Boserup foretog flere "kurérrejser" til udlandet. Clarté-gruppen koncentrerede sig i alt væsentligt om studenterarbejdet, dog havde man, da man begyndte at udgive "Information", knyttet Carl Heinrich Petersen til sig som faglig medarbejder, og man holdt også kontakt med den gamle syndikalistiske fagforeningsformand Lauritz Hansen.
Venstreoppositionsgruppernes udvikling og organisationsforhold var ret kaotiske indtil dannelsen af Revolutionære Socialister (RS). Og først med Moth-gruppens udvandring fra RS den 9. april 1940 kan man tale om en fasttømret organisation, som betegner sig som trotskistisk og med tilføjelsen "tilknyttet IV. Internationale" (Altså ikke "sektion"). På daværende tidspunkt var enhver "tilknytning" blevet praktisk umulig på grund af Danmarks besættelse. Også den danske gruppe var overladt til egne vurderinger og beslutninger.
Denne udvikling er udførligt beskrevet af Steen Bille Larsen i hans manuskript Mod Strømmen. De kommunistiske oppositionsgrupper i tredivernes Danmark (under udgivelse [Siden udgivet som: Steen Bille Larsen: Mod strømmen. Den kommunistiske "højre"- og "venstre"-opposition i 30-ernes Danmark. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 1986; web-red.]), så det må være rimeligt at indskrænke bemærkningerne til de her fremførte. Supplerende materiale findes i Anton Schous speciale: Trotskismen i Danmark 1938-1947 - Et bidrag. AUC 1983, som imidlertid ikke må udlånes.
Revolutionære Socialister havde allerede ved krigsudbruddet i 1939 taget stilling til Stalin-Hitler-pagten og i et opråb stemplet den som "en krigspagt" og krigen som imperialistisk. RS var begyndt at udgive det lille blad "Klassekamp", hvori Trotskijs artikel "Sovjetunionen i krig" blev aftrykt, men bladet udkom uregelmæssigt (der udkom kun 3 eller højst 4 numre, og kun et enkelt eksemplar er bevaret).
Det var imidlertid først med Sovjets overfald på Finland at der skulle vise sig kontroverser med IV. Internationales ledelse i USA. Finlandskrigen gjorde ganske naturligt et langt større indtryk i Skandinavien end i USA. Der var dengang ret gode forbindelser med trotskisterne i såvel Norge som Sverige, mens kontakterne til USA (og nogle svage kontakter til England) praktisk talt kun bestod i, at man modtog deres publikationer. Churchills planer om "en fredelig besættelse af Norge og Sverige" for at komme Finland til hjælp fik RS oplysninger om fra Norge. Det var disse planer, som fik den tyske militære overkommando til at ændre planer om Skandinavien, som man ved krigsudbruddet ville holde neutralt for at have det som spisekammer og leverandør af malm. At det var Churchills planer og manøvrer, som drev Norge ind i krigen er for længst dokumenteret, og så var Danmark en nødvendig etape, fordi man behøvede lufthavnen i Aalborg.
RS faldt ikke for det hysteri som Finlandskrigen fremkaldte i Danmark. I et opråb gik man således klart imod Finlandsindsamlingen og afsendelsen af frivillige til Finland. RS gik således klart imod Mannerheim-politikken, men samtidig betegnede man USSRs overfald på Finland som en stormagts bonapartistiske overfald på en lille nation og rejste parolen om "Fred uden annektioner og erstatninger"!
Om aftenen den 8. april havde de få tilbageblevne syndikalister og nogle fagforeningsfolk holdt møde i Kommunekælderen, her iblandt Carl Heinrich Petersen og Thorvald Jensen. RS holdt på samme tid møde i et kælderlokale i Griffenfeldtsgade. Begge steder var man orienteret om de tyske transportskibes fart op gennem Øresund og Storebælt med kurs mod Norge, så man var fuldstændig klar over, at noget kunne ske når som helst. På mødet i Griffenfeldtsgade var det kommet til et opgør mellem på den ene side Poul Moth og nogle af hans tilhængere, på den anden den tyske trotskist Georg Junclas. Stridens kerne var det nationale spørgsmål, som i en kommende situation kunne få en væsentlig betydning. Poul Moth fornægtede internationalismen og opfordrede til at man skulle proklamere sig som a-nationalister og i tilfælde af en okkupation gå ud på gaderne og "Vise flaget". Junclas, med dæknavnet Shorsh, gik kraftigt imod disse hasarderede standpunkter og blev støttet af de to øvrige tyske emigranter Rudi Singer (Rolf) og Kurt Meyer (Peter) samt af Bruno Nielsen, Hjalmar og Else Püschl, Niels Jacobsen, John Andersson, Grete Hoppe, Børge Trolle og Carl Hansen (Former Karl). Hvorvidt Knud Ellegaard var med på mødet, er ikke klart, men den følgende dag sluttede han sig dog uforbeholdent til Junclas-linien.
På mødet var det aftalt, at dersom der skulle indtræffe noget, skulle man samles hos Püschl i Stengade, og i løbet af formiddagen den 9. april dukkede kammeraterne op én for én. På dette møde fastholdt Moth sit hasarderede standpunkt, hvorefter han og et par andre forlod mødet. De tilbageblevne gennemdrøftede den nye situation, og på grundlag af de konklusioner, man nåede frem til, nedfældede Børge Trolle en "Udtalelse til situationen", som blev duplikeret samme eftermiddag og allerede den følgende dag uddelt på arbejdspladser og kontrolsteder. Udtalelsen, som var den første illegale publikation i Danmark, konstaterede den hidtidige politiks totale sammenbrud og stillede som perspektiv, at det nu gjaldt om at samle alle bevidste, socialistiske kræfter og sammen følge og analysere situationen og udviklingen og derudfra udstikke retningslinier.
RS søgte altså kontakt med alle de kredse, som kunne tænkes at deltage i det kommende arbejde. Perspektivet var udgivelsen af et blad. Det lykkedes i november 1940, da det første nummer af "Arbejderpolitik" udkom. I mellemtiden havde Alfred Püschl og Grete Geisler direkte tilsluttet sig gruppen, Carl Heinrich Petersen som "sympatisør". Endvidere havde man etableret kontakt til nogle folk fra Clarté-bevægelsen, af hvilke Torben Kirstein, Tage Barfod og Jacob Vedel-Petersen senere gik direkte ind i gruppen , mens Klaus Andersen og Heinrich (Klaus) Arp trådte ind i redaktionskomitéen. Der blev også etableret kontakt med folk fra Nørrebro-, Østerbro- og Sundby-afdelingerne af DsU, og fra den sidstnævnte trådte Laurits Jensen og endnu et medlem ind i redaktionskomitéen. Det løbende redaktionsarbejde blev udført af Junclas og Børge Trolle, men også Lars Andersen, Heinrich Arp, Rolf og Peter deltog i det redaktionelle arbejde. Det praktiske arbejde - duplikering - blev hovedsageligt varetaget af Niels Jacobsen og Thorvald Jensen. Sidstnævnte skaffede også trykte omslag til bladet.
Allerede i det første nummer havde bladet foruden en præsentationsartikel stillet spørgsmålet: "Er det altsammen tyskernes skyld?" Heri påvistes det, at den tyske okkupation, uanset tyskernes løfte om ikke at blande sig i de indre danske forhold, havde forrykket de sociale styrkeforhold i landet, hvor kapitalisterne i ly af de tysk bajonetter havde startet et regulært udbytningsfelttog imod arbejderklassen og folkets levefod. Hovedlinien i de fem numre, som bladet nåede at udkomme i, var et klart forsøg på at koble sig ind på den diskussion, som okkupationen havde affødt, nemlig nødvendigheden af et nyt socialistisk parti, nu hvor både Socialdemokratiet og DKP havde spillet fallit.
Foruden de fem numre udsendte redaktionskomitéen også to flyveblade, som man for at markere sammenhængen betegnede som "Særnummer af Arbejderpolitik". Det ene var en protest mod, at tyskerne havde tvunget Hedtoft og H.C. Hansen ud af Socialdemokratiets ledelse, det andet imod tyskernes censurindgreb over for "Demokraten" i Århus. Derigennem ville man manifestere, at man stillede sig solidarisk med alle som blev udsat for okkupanternes overgreb. De danske nazister fandt man af gode grunde ikke nogen synderlig grund til at beskæftige sig med.
De illegale forhold var frem til juni 1941 af en noget lemfældig karakter. (Omslaget var endda påført: "Pris 25 øre"), men redaktion, medarbejdere og trykkested var naturligvis ikke nævnt, så "Arbejderpolitik" må med rette betegnes som: "Det første regelmæssigt udkommende illegale blad i Danmark".
Nazitysklands overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941, det danske politis aktion mod DKP-folk og tidligere Spaniensfrivillige samt Rigsdagens vedtagelse af de grundlovsstridige "Kommunistlove", betød en voldsom skærpelse af situationen her i landet. Arbejdet måtte nu foregå under en langt strengere illegalitet. For man var fuldstændig klar over, at politiet ville se på RS på samme måde som på DKP. Shorsh måtte straks gå under jorden, mens Rolf og Peter, som havde opholds- og arbejdstilladelse, måtte udvise den største forsigtighed. Arp trak sig efterhånden ud af arbejdet, Tage Barfod omkom ved en sejlulykke på Storebælt, og Former-Karl begik selvmord, da man ville tvinge ham til at rejse til Tyskland som arbejder.
De øvrige medlemmer af gruppen kunne foreløbigt fortsætte en legal tilværelse, og man fortsatte såvel den indbyrdes kontakt som kontakten med DsU-grupperne og nogle Clarté-folk. I DsUs Østerbroafdeling, hvor John Andersson var medlem og sad i bestyrelsen, var man behjælpelig med at få startet et medlemsblad "Stormfanen", som forfægtede en radikal linie og som hurtigt fandt udbredelse inden for andre DsU-afdelinger. Formelt var bladet legalt, og DsU Østerbro stod som udgiver, men alle artikler var usignerede. Børge Trolle skrev artikler til de to første numre, så fortsatte Østerbrofolkene selv det videre arbejde. John Andersson var redaktør og skrev i så godt som hvert nummer. Naturligvis måtte man arbejde inden for legalitetens rammer, men dem udnyttede man også til det yderste. Og som "medlemsblad" skænkede myndighederne det næppe synderlig opmærksomhed. Fra RSs side var der ingen tanker om at "sætte sig på" bladet; man ønskede blot at udnytte de legale muligheder som fandtes.
De illegale muligheder blev frem til april 1942 kun benyttet til at udsende en række flyveblade, hvori man udbredte oplysninger om og tog stilling til forskellige begivenheder, altid kun en enkelt sag. De blev gennem diverse kontakter spredt på arbejdspladser og kontrolsteder. De blev fremstillet i efter forholdene ret store oplag (3-5.000) og var alle undertegnet "Arbejderen". De blev kimen til det senere "Arbejderopposition".
Men situationens udvikling kaldte naturligvis på et regelmæssigt udkommende blad, og det nåede man frem til i april 1942, da man begyndte at udgive "Frihed". Redaktionskomitéen bestod stort set af de samme som havde været med i "Arbejderpolitik" med de nævnte frafald - for det direkte redaktionsarbejde stod påny Shorsh og Børge Trolle. Formelt blev det udgivet af RS og "Sundbygruppen", en DsU-gruppe, men denne bidrog kun i yderst beskedent omfang til det praktiske arbejde. Efterhånden fremkom der beskyldninger fra Sundbyfolkenes side om, at RS drev "fraktionsarbejde" og ville "sætte sig" på bladet. Hovedparten af stoffet kom da også fra RS, men grunden var den, at Sundbyfolkene kun leverede nogle få, beskedne bidrag. Ingen af deres bidrag var blevet nægtet optagelse. Også alt arbejde med fremstillingen blev foretaget af RS-folk. En fraktion inden for Sundby DsU havde sat en kampagne i gang for at få samarbejdet brudt; en af hovedmændene i denne kampagne var Egon Weidekamp.
Efter at "Frihed" var udkommet i fire numre, senest i september 1942, besluttede RS sig til at udgive et blad helt på eget ansvar, og i direkte fortsættelse udsendte gruppen i oktober 1942 bladet "Klassekamp", som udkom regelmæssigt først som månedsblad, siden som 14-dagsblad lige indtil Gestapo oprev redaktionen i maj 1944. Bladet nåede at udkomme i 23 numre, hvoraf det sidste dog aldrig nåede ud, da hele oplaget blev beslaglagt af Gestapo under deres razzia.
"Klasekamp", hvis oplag steg med situationens udvikling, var et organ som henvendte sig til de mere bevidste dele af den danske befolkning; det tilstræbte ikke at blive et "masseorgan", selv om det i stigende grad tog de konkret foreliggende begivenheder og opgaver op, men hele tiden for at analysere dem og sætte dem ind i en større sammenhæng. I 1942 var RS også begyndt at udgive et teoretisk tidsskrift "Marxisme", som et supplement til "Klassekamp". Det nåede dog kun at udkomme i tre numre. Arbejdet med de konkret foreliggende opgaver krævede mere og mere, og ved siden af bladet fortsatte man med at udgive flyveblade under mærket "Arbejderen".
I 1942 var det også lykkedes at bryde den hidtidige hæmsko, at bladet og andet materiale kun i meget beskedent omfang nåede ud over Københavnsområdet. I 1942 havde lagerarbejderen Kaj Andersen (organiseret i HK) sluttet sig til gruppen, og gennem ham kom man i kontakt med viktualiehandler Peter Pedersen i Kongsted pr. Rønnede. Han var tidligere agitator for DKP, og havde fartet Sjælland og Lolland Falster rundt i sin bil. Nu måtte han benytte hestevogn, hvorfor hans "aktionsradius" naturligvis var indskrænket, men han besøgte dog regelmæssigt sine kunder, såvel de kommercielle som de politiske, og sad inde med en række adresser på potientielt interesserede i provinsen.
Så indtraf den 29. august 1943, og situationen ændredes radikalt. RS indså, at tiden var kommet, hvor man havde mulighed for at gå over til massearbejde, altså et bredt anlagt arbejde, som først og fremmest skulle hvile på arbejdspladserne, og som ligeledes skulle have et bredt politisk-socialistisk sigte. Gennem "Arbejderen" - flyvebladene var der gjort et solidt forarbejde, og under trælossestrejken i juni 1943 havde RS indsamlet betragtelige beløb til at understøtte de strejkende og fået mange nye kontakter i fagforeninger og på arbejdspladser. Den drivende kraft bag disse bestræbelser var Knud Ellegaard. I oktober 1943 havde han på B&Ws marketenderiskib "Skibet" i Christianshavns Kanal et møde med to B&W-tillidsmænd, Janus Jensen og Charles Nielsen, hvortil senere sluttede sig Børge Trolle. Her blev det besluttet at danne organisationen "Arbejderopposition".
Det håndgribelige resultat af dette blev, at bladet "Arbejderopposition" (AO) begyndte at udkomme i november 1943, de to første numre dog med titlen "Arbejderoppositionen". Undertitlen var: "Udgivet af oppositionelle tillidsmænd". Bladets tilknytning til arbejdspladser og bedrifter var altså klart understreget.
Det første nummer er beklageligvis ikke bevaret. Om det indeholdt en programerklæring erindres ikke. Men i en "Kurzer Bericht", som Børge Trolle i 1947 skrev og tilsendte Ernst Mandel beskrev han AOs platform på følgende måde:
"Vi opfordrede arbejderne til at danne modstandsgrupper rundt om på arbejdspladserne, grupper som omfattede alle politiske anskuelser og derigennem skabe en enhedsfront. Disse grupper kunne aldrig udvikle sig til partiorganer men skulle danne en basis for vores politiske propaganda og arbejde. - - - Under udviklingens forløb kunne disse grupper bliver kernen i senere arbejderråd (sovjetter)".
Bortset fra, at håbet om arbejderråd blev gjort til skamme af udviklingen, er dette sikkert en meget præcis skildring af perspektivet med AO.
Dette bekræftes ganske godt af et interview, som Anton Schou Madsen lavede med Carl Heinrich Petersen i forbindelse med udarbejdelsen af sit førnævnte speciale. Om AO's grundlag siger CHP (s. 109):
"- et almindeligt fagoppositionelt program, hvorpå man ligesom indpodede et socialistisk, illegalt arbejde. - Bortset fra de to numre jeg selv lavede (Folkestrejken), så var - i hvert tilfælde i de første numre - det faglige så absolut dominerende".
Det var ganske naturligt, at CHP, som havde leveret fagligt stof til både "Frihed" og "Klassekamp", også blev en vigtig kraft i AO's redaktion. Men også nye og friske kræfter kom til: Alvar Westerberg fra malerne, van den Bosch fra Cigarmagerne, Alf Mortensen ("Greven") fra trykkeriarbejderne og dertil folk fra havnearbejderne, det daværende DSMF (nu Metal), HK, Jord og Beton (Bruno Nielsen). Desuden som nævnt Knud Ellegaard fra kuskene, på daværende tidspunkt en central gruppe, da kuskene sad på det meste af transporten. I redaktionen sad også Børge Trolle, der som den eneste formelt repræsenterede RS som organisation. Hans rolle var dog mere af teknisk-redaktionel karakter. Sine hovedkræfter helligede han "Klassekamp", for hvilket han udarbejdede et alternativt program til Frihedsrådets "Når Danmark atter er frit". Det blev under titlen "Dagen derpå" udgivet som særnummer af "Klassekamp". Efter sin arrestation blev Børge Trolle af Gestapo beskyldt for at være sendt ind i AO for at "sikre", at der blev ført en "trotskistisk linie", men de anførte citater afslører vel tydeligt, at dette ikke har været tilfældet.
Det tekniske arbejde med fremstillingen af bladet blev hovedsageligt udført af Alf Mortensen og typograf Thorvald Jensen. Sidstnævnte var den, som efter at Gestapo havde oprevet AO's anden redaktion efter Folkestrejken, sørgede for trykningen af de senere numre af AO på et illegalt trykkeri. På den samme "fluesmækker" trykte han også flyveblade med titlen "Die Wahrheit", som blev spredt blandt de tyske soldater her.
Der er grund til at bringe en lille korrektion til CHPs udtalelse. Efter de Vestallieredes invasion i juni 1944 udsendte AO som nr. 9 et "Invasionsnummer" på 10 sider (kvart) der, selvom det koncentrerer sig om arbejdernes stilling til en kommende fred, dog må betegnes som klart politisk (ikke partipolitisk). Heri polemiseres der imod såvel Sovjetunionen, de Vestallierede som de forskellige modstandsbevægelsers holdning til fredskravene til Tyskland, som kun kunne drive den tyske befolkning tættere i armene på Hitler, fordi de kom til at frygte freden mere end krigen, ikke mindst på grund af de store erstatningskrav og kravet om tyske tvangsarbejdere til Rusland.
Nummeret var skrevet af Knud Ellegaard.
AO var startet med et oplag på 5000, men det steg hurtigt. Bladet nåede også - omend i beskedent omfang - ud til provinsen. Visse lokale modstandsblade skal have genoptrykt artikler eller dele heraf. Konkrete eksempler kan dog ikke gives, da et sådant detektivarbejde endnu ikke er gennemført.
RS havde allerede i 1942 oprettet en flugtrute til Sverige helt udenom de svenske myndigheder - man skiftede over i en svensk båd ude på sundet. Under aktionen mod jøderne i oktober 1943 blev organisationen inddraget i arbejdet med jødetransporterne. Bl.a. stod de for tømningen af Adelgade-Borgergadekvarteret for jøder. Dem havde de øvrige grupper ikke skænket megen opmærksomhed. Derved var man kommet i kontakt med en langt større og mere heterogen kreds af mennesker. En vis Svend Bjørnestad, som havde bragt penge til financieringen af transporterne, skulle senere vise sig at være en af de mest berygtede Gestapostikkere. Han blev senere likvideret af modstandsbevægelsen. RS havde fået praj om, at han var mistænkelig, og afbrød naturligvis alle kontakter til ham. Men han havde fået anbragt en af sine kontaktmænd i kredsen udenom RS, og han angav gruppen, som i begyndelsen af maj blev revet op af Gestapo. Som de første blev Shorsh og Børge Trolle arresteret (Børge Trolle var efter jødetransporterne gået i illegalitet). Ved et uheldigt sammentræf blev fire andre medlemmer af gruppen og to transportfolk også arresteret. Jacob Vedel-Petersen og Grete Hoppe (Bjergvig) lykkedes det at flygte til Sverige; Knud Ellegaard, Thorvald Jensen, Carl Heinrich Petersen, Vesterberg og Alf Mortensen gik under jorden.
Forud for dette havde RS bragt Rolf og Peter til Sverige; Peter blev endda ved kneb listet ud fra Vestre Fængsel. Tyskerne var nemlig begyndt at indkalde de herboende legale emigranter til militærtjeneste.
Hermed var RS blevet ribbet for nogle af sine bedste kræfter. De tilbageblevne besluttede derfor, at man nu skulle koncentrere kræfterne omkring AO. Organisationen vedblev med at fungere og bladet med at udkomme regelmæssigt. Knud Ellegaard var her den ledende kraft.
Den 25. juni 1944 havde Best dekreteret spærretid fra kl. 20, og arbejderne reagerede på dette med de såkaldte "gå tidligt hjem-strejker". Det var kommet til gadekampe i spærretiden, i arbejderkvartererne blev der rejst barrikader. Den 27. gik havnearbejderne, Jord og Beton og andre grupper over til heldagsstrejker, og den 28. udsendte AO sit opråb: "Ned med undtagelsestilstanden. Organisér modstanden. Strejk overalt!". På dette tidspunkt forholdt Frihedsrådet sig ret passivt, man gik fortsat ind for halvdagsstrejker og var mere optaget af at tilkendegive protester mod Hvidsten-gruppens henrettelse. Men det var generalstrejken, befolkningen ville, og den kom den 29., da sporvogns- og S-togsarbejderne gik hjem og dermed lammede København. Den første juli erklærede Best derefter byen i belejringstilstand, lukkede for gas, vand og el og afspærrede den fra det øvrige land, samtidig med at tyskerne indledte en hensynsløs gadeterror. Nu kom Frihedsrådet omsider med en opfordring til at fortsætte strejken, men den 2. juli var AO igen ude med et flyveblad, som opfordrede til at gøre generalstrejken landsomfattende. Roskilde og Helsingør var allerede gået i sympatistrejke. Opfordringen blev spredt ud over hele København. I Istedgadekvarteret var bl.a. Knud Ellegaard selv ude med løbesedlerne. Men nu var Best begyndt at vige, Schalburgkorpset blev trukket bort fra gaderne og om aftenen den 3. juli gik Frihedsrådet med til at opfordre til strejkens afblæsning. De samvirkende Fagforbunds formand Eiler Jensen og Københavns overborgmester Viggo Christensen appellerede til dette over radioen og Frihedsrådet udsendte sin opfordring illegalt under påberåbelse af, at man havde sejret! Den 4. juli blev arbejdet genoptaget de fleste steder.
Det skal naturligvis ikke påstås, at det var AO som havde organiseret Folkestrejken. Det var en spontan strejke, opstået på grund af tyskernes provokationer. Men AO havde altså haft "fingeren på pulsen" og loddet folkestemningen tydeligere og hurtigere end Frihedsrådet. Og på Dagmarhus var man da heller ikke blind for dette. Gestapo satte en vild jagt ind på AO-folkene. Det resulterede i, at Knud Ellegaard, Vesterberg, Alf Mortensen og Boss blev arresteret, mens Thorvald Jensen slap ud af et vindue, da man kom for at arrestere ham. Carl Heinrich var taget "på ferie" hos sine forældre i Viborg og blev arresteret der. Hermed var hele RS's kerne sat ud af spillet. Ganske vist fortsatte John Andersson, som var blevet frigivet (han var invalid), sammen med Thorvald Jensen at udgive "Arbejderopposition", men de var uden hold på organisationen, som stalinisterne fik sat sig på.
Havde AO fået lov til at videreføre sin hidtidige virksomhed, kunne den virkelig være blevet en alvorlig trussel mod okkupanterne, fordi den kunne ramme dem på deres ømme punkt: produktionen! At tyskerne indså dette peger følgende episode på. Efter den anden arrestationsbølge truede Gestapo nemlig med, at Knud Ellegaard, Carl Heinrich Petersen og Børge Trolle ville blive stillet for en tysk krigsret som anstiftere af Folkestrejken. Og at blive stillet for tysk krigsret var på dette tidspunkt så godt som ensbetydende med dødsdom. Hvorvidt dette har været et reelt ønske eller blot et led i den almindelige pression kan naturligvis aldrig opklares. Efter Folkestrejken blev henrettelserne for en tid indstillet, og frygten for reaktionerne kan være en årsag til, at en krigsret blev opgivet. Men selv om det måske kun har været bluff, viser alene truslen, med hvilken alvor de tyske nazister så på AO.
Skildringen må slutte her. Spørgsmålet om, hvorfor "Arbejderopposition", som genopstod efter krigsafslutningen og i starten syntes at ville få succes, ikke formåede at udnytte dette, men i slutningen af 1947 næsten var trængt helt ud for året efter at forsvinde, er et helt andet problem, som endnu venter på en historisk analyse. Anton Schou Madsen forsøger en sådan i sit speciale "Trotskismen i Danmark", men uden større held, hvad han også selv indrømmer.
Forfatteren af denne artikel var på grund af eftervirkningerne af fængsling, hårde forhør og påfølgende lejrophold selv kun med i slutfasen af denne efterkrigs-udvikling, hvorfra også kildematerialet er spinkelt og noget diffust.
Her er kun forsøgt en skildring af optakten. Men dette skal også være en opfordring og tilskyndelse til, at den senere udvikling vil blive taget op til en historisk undersøgelse og bearbejdning.
Kan min skildring tilskynde til dette har den tjent sit formål.
Denne beretning hviler på personlige erindringer. Udover de i teksten anførte tryksager, der for størstedelens vedkommende findes i mit arkiv på ABA [ Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Kbh. ], er benyttet Isaac Deutscher: Den väpnade profeten. Trotskij 1879-1921 (Mölndal 1971), samme: Den avväpnade profeten. Trotskij 1921-1929 (sm.st. 1972), samme: Den förvisade profeten. Trotskij 1929-1940 (sm.st. 1972), Pierre Frank: Geschichte der Kommunistischen Internationale 1919-43, Bd. I-II (Frankfurt am Main 1978-79), Harold R. Iscaacs: The Tragedy of the Chinese Revolution (Stanford 1951), Ulf Wolter (udg.): Die linke Opposition in der Sowjetunion. Texte von 1923 bis 1928, Bd. I-V (Westberlin 1975-77) samt følgende tekster af Leo Trotskij: The First Five Years of the Communist International, Bd. I-II (New York 1945-53), Die wirkliche Lage in Russland (Dresden u.å.) og Die permanente Revolution (Berlin 1930).
Sidst opdateret 1.6.00