Trykt første gang som Portugal 1974-75: Popular Power, -i: Colin Barker (ed.): Revolutionary Rehearsals, Bookmarks, London 1987.
Oversat af Freddie Nielsen og udgivet som Nellikerevolutionen. Portugal 1974-75 (den 3. pjece i serien Revolutioner i vores tid) af Internationale Socialisters Forlag (nu Forlaget modstand.org), København april 1988. ISBN 87-7262-015-3.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 1. jan. 2015.
(Der er til web-udgaven foretaget mindre rettelser i oversættelsen.)
Marts-sammensværgelsen og valget
Læren af den portugisiske revolution
Den politik, vi støder på i aviserne, drejer sig først og fremmest om de manøvrer, som ledende parlamentarikere og det etablerede samfund foretager sig. Det er kun noget, som har forbindelse til resten af os igennem et kryds på en stemmeseddel i ny og næ. Det er en politik, der er afhængig af, at det brede flertal i befolkningen er passiv. Men det der skete i Portugal i 1974-75 viser, at denne passivitet langt fra er noget uundgåeligt.
For eksempel oversteg deltagerantallet i visse demonstrationer i dette lille land en halv million. På de værtshuse, hvor arbejderne kom, var de politiske diskussioner meget voldsomme. Syvårige børn kunne fortælle om venstrefløjens mange politiske partier, deres aviser, deres emblemer og deres paroler. Hvad mere var, de kunne også forklare, hvorfor de støttede et bestemt parti. Arbejderne diskuterede situationen i Frankrig, England, Argentina og Brasilien, som om de havde været professorer i politik hele deres liv. Plakater, der anbefalede væbnet opstand var lovlige. Selv busbilletter var påtrykt politiske paroler.
Statens ledere kunne ikke længere stole på hæren. Tanks rumlede igennem brolagte gader, side ved side, belæsset med demonstrerende arbejdere. Omfanget af fabriksbesættelser bragte mindelser frem om Frankrig i 1936 og 1968, Katalonien i 1936 og Torino i 1920. Og ikke bare fabrikkerne blev overtaget. Folkelige klinikker og kulturcentre skød op som paddehatte. På et hospital, som arbejderne overtog fra nonnerne, blev nonnerne inviteret til at komme og deltage i massemøderne. Tomme huse og lejligheder blev eksproprieret. Organiseringen af lejere og beboere var uden sammenligning større end noget andet sted i Europa. På landet overtog arbejderne godserne og gav deres kooperativer navne som “Røde Stjerne” og “Proletariatets Diktatur”.
Alle disse bedrifter kan give os megen inspiration. Men vi må også lære af dem. For magthaverne i Portugal var i stand til at skabe en tilbagevenden til “normaliteten”, til at forvirre og udslukke den revolutionære bevægelse. For at forstå hvorfor og hvordan, er det nødvendigt at begynde med en kort gennemgang af den historiske baggrund.
Det portugisiske monarki blev styrtet i 1910. Igennem de næste 16 år var der 45 regeringer, uophørlige bombeattentater, mord, kup og kupforsøg, mytterier, optøjer, strejker og lockouter. Perioden med parlamentarisk styre, blev afsluttet af et kup i 1926. Antonio de Oliveira Salazar blev udpeget til finansminister i 1928. Han opbyggede omkring sig selv en massebevægelse, et parti og Estado Novo (den Nye Stat) ideologien. I løbet af få år var han klar til at etablere et diktatur – ikke som andre diktatorer gjorde det i Tyskland og Italien ved at mobilisere en del af masserne – men igennem et militærkup.
Under dette regime genfødtes og blomstrede en håndfuld private imperier. Beskyttet af toldmure og statskontrol opstod der to gigantiske selskaber: CUF og Champalimaud. CUF voksede til en størrelse, der kontrollerede en tiendedel af Portugals industri. De havde det faktiske monopol på tobak og en stor andel i sæbe, kemikalier, tekstiler, bygning og forsikring. Champalimaud var monopol inden for stål. Disse nationale konglomerater blev bevidst understøttet imod udenlandsk kapital. Selv Coca-Cola var forbudt. Salazar-regimet avlede et oligarki – nogle få magtfulde familier og deres forretningsimperier sammenflettet med statsbureaukratiet og de væbnede styrkers øverste officerer. I skyggen af oligarkiet var der meget lidt plads til uafhængige kapitalister. Politiske partier, fagforeninger og strejker var forbudt. Opponenter blev vilkårligt fængslet og tortureret af det berygtede hemmelige politi, PIDE.
I slutningen af 1960erne var der tre karakteristiske træk ved Portugal.
For det første var det det mindst udviklede land i Vesteuropa. Det var et udpræget landbrugsland med mange småbønder i Nord og store godser i Syd, relativt små koncentrerede industricentre omkring Lissabon og langs den nordlige kyst i Porto-regionen. Mellem 1960 og 1970 blev udvandringen som et svar på underudviklingen femdoblet, og den sociale forsorg var forældet. Faktisk faldt befolkningstallet i de sidste år af 1960erne.
For det andet klyngede Portugal, der i Europa var de første, der havde opbygget sig som kolonimagt, sig til sit imperium, længe efter at alle andre lande var gået bort fra kolonier. Kolonierne i Afrika og Fjernøsten var både en kilde til billige råstoffer og et sikkert, beskyttet marked for portugisiske industriprodukter. Men i løbet af 1960erne begyndte de anti-koloniale opstande at svække imperiet. I Afrika begyndte frihedskampen med en byopstand i Luanda, Angola, i 1961. Guerillabevægelser opstod i Guinea i 1963 og i Mozambique i 1964.
For det tredje havde Europas ældste diktatur et desperat behov for at få reorganiseret og moderniseret sin industri. Nyskabelser såsom de gigantiske skibsværftskomplekser Lisnave og Setenave blev finansieret i forening med udenlandsk kapital. Og i deres søgen efter billig arbejdskraft og venligtsindede regeringer, opbyggede multinationale selskaber som Timex, Plessey, Ford, General Motors, ITT og Philips store moderne industrianlæg især i Lissabons industriområde. Den industrielle arbejderklasse voksede, og det samme gjorde slumbyerne. Udenlandsk kapital stod for 52,2 % af Portugals totale investeringer i fremstillingsvirksomhed i 1968. [1]
Men den vakkelvorne portugisiske kolonimagt viste sig ude af stand til at skabe modernisering uden en grundlæggende politisk restaurering.
Takket være sammenbruddet af en britisk fremstillet liggestol i september 1968, fik Salazar et slagtilfælde og kom til at lide af en svær hjerneskade. Hans tilbagetrækning fra politik opmuntrede til forsøg på at reformere systemet fra oven. Salazars efterfølger Marcello Caetano, introducerede det såkaldte primavera, liberaliseringens “forår”. Der blev slækket på censuren. Politiske fanger fik tilladelse til at gå i eksil, og nogle af dem, der var i eksil, fik tilladelse til at vende hjem. Studenterbevægelsen dukkede frem opmuntret af liberaliseringen og inspireret af studenterbevægelserne i Europa og USA. Studenter, der dumpede ved deres eksamen, kunne blive udskrevet til de væbnede styrker, og bevægelsen identificerede sig med den anti-koloniale kamp i Afrika.
I 1968 blev der afholdt stramt kontrollerede valg. I løbet af valgkampen blev der opbygget en valgfront – CDE, Demokratisk Valg‑Kommission – bestående af kommunister, katolikker og prominente “venstre”-intellektuelle. CDE blev et vigtigt forum for opposition mod regimet.
Det “nye forår” betød, at fagforeningerne kunne afholde interne valg uden først at fremlægge kandidatlisterne for det hemmelige politi (PIDE). I 1969 og 1970 blev der derfor afholdt valg i fem fagforeninger. I tekstilarbejdernes fagforening valgte medlemmerne en studenteraktivist som organisator. I oktober 1970 var der omkring 20 fagforeninger med valgte ledelser, som sammenkaldte en halv-legal Landsorganisation under navnet Intersindical.
Væksten i bevægelserne blandt studenter og arbejdere, udmattelsen i kolonikrigene og den økonomiske krise, fortsatte med at ængste regimet. I de tidlige 1970’ere var Caetano vendt tilbage til den traditionelle konservativisme og undertrykkelse. Der var ikke råd til reformer, mens man var i krig, og næsten halvdelen af de nationale udgifter gik til militæret.
Men arbejderne kunne ikke bare skubbes tilbage. Caetano havde indført en lov om kollektive overenskomster, som resulterede i en årlig lønforhandlingsrunde. Som følge heraf var tekstilarbejdernes fagforening ude i strejke hvert eneste år fra 1970 til 1973. Korte spontane strejker fandt også sted i en række andre sektorer. Af frygt for repressalier blev der sjældent valgt eller organiseret strejkekomiteer. I nogle tilfælde definerede arbejderne ikke engang deres krav. De sagde bare at de krævede lønforhøjelse.
1973 var metalarbejderne på TAP (det portugisiske luftfartselskab) involveret i den første større konflikt. Nogle af arbejderne besatte en Boing 707, og to blev skudt og såret af politiet under udsættelsen. Men en af de første arbejderkomiteer i Portugal i flere generationer blev dannet.
Politiet gennembankede en masse mennesker. Strejken varede i 15 dage. Det var en meget velorganiseret strejke. Der blev udsendt et communicado hver eneste dag, underskrevet “en gruppe arbejdere” ... Arbejdere fra forskellige dele af virksomheden mødtes i hinandens hjem. Omkring 150 af dem var involveret i den hemmelige arbejderorganisering på virksomheden. Samspillet mellem den hemmelige organisering og den lovlige strejke gjorde dem i stand til at vinde strejken. De vandt ikke alene lønkravene, de havde også held til at få de fængslede løsladt, der blev givet kompensation til de sårede, og de, der var blevet fyret, blev genansat. [2]
Arbejderne i Lissabons lufthavn var politisk påvirket af den revolutionære venstrefløj, der var ved at dukke frem. I 1972 udviklede der sig diskussioner inden for CDE om brug af vold, halv-legale politiske aktioner og internt demokrati. Det resulterede i en splittelse, hvor mellem en tredjedel og halvdelen af de aktive gik ud. Den gruppe på 40-50 medlemmer, der gik, indeholdt både grundlæggerne af så at sige alle de (ikke-maoistiske) revolutionære venstrefløjs grupper, og kernen i Socialistpartiet (PS) der blev grundlagt i 1973.
Både selvtilliden i arbejderbevægelsen som helhed og udviklingen af den revolutionære venstrefløj skulle snart få et massivt skub fremad af de ting, der skete uden for landets grænser.
General Antonio de Spinola, med sin monokel og spadserestok, var blevet gjort til krigshelt af pressen. Spinola havde kæmpet for Franco i den Spanske Borgerkrig og havde deltaget som “observatør” sammen med de tyske nazister på østfronten. Generalen, som var tidligere guvernør i Guinea og bestyrelsesmedlem i Champalimaud-gruppen, gav udtryk for den stigende utilfredshed inden for borgerskabet i sin bog “Portugal og fremtiden”. Den blev udgivet af et datterselskab til CUF og var på ingen måde et radikalt værk. Både CUF og Champalimaud pressede på for medlemskab af EF, såvel som for en ny-kolonial løsning i Afrika. Forretningsinteresserne svingede væk fra imperiet, til fordel for EF. Og den politiske strategi, der nød velvilje i magtens cirkler, afspejlede i højere og højere grad dette skift.
Caetano skriver i sine erindringer:
Den 18. februar, modtog jeg et eksemplar af “Portugal og fremtiden” med en slags dedikation fra forfatteren. ... da jeg lukkede bogen, forstod jeg, at det militærkup, som jeg havde følt ville komme, nu var uundgåeligt. [3]
Caetano betragtede imidlertid Spinola og dennes omgangskreds som truslen og ikke de yngre officerer, der snart skulle opbygge “De Væbnede Styrkers Bevægelse” (MFA). Han havde endnu ikke forstået, hvor dybt de evindelige kolonikrige underminerede hærens underofficerers tillid til regimet og i sidste ende også deres politiske loyalitet.
Der var ingen udsigter til at vinde krigene. I begyndelsen af 1974 var PAIGC i Guinea på grænsen til en sejr, og FRELIMO – Fronten til Befrielse af Mozambique – havde startet en ny offensiv. Antallet af portugisiske døde, 13.000, var mere end Portugal havde mistet i nogen konflikt siden Napoleonskrigene. Hæren fik skylden for disse nederlag; nogle officerer skammede sig ligefrem over at bære uniform i Lissabons gader.
I mellemtiden førte manglen på uddannede officerer til et dekret i juli 1973, der tillod værnepligtige officerer med kort tjenestetid at blive forfremmet på lige fod med de regulære officerer. Stillet overfor en mur af fjendtlighed udstedte regeringen et nyt dekret, der garanterede sikkerhed for alle med højere rang end kaptajn. Dette ophidsede de lavere officerer. Og under iagttagelse af de største forsigtighedsregler mødtes 136 officerer søndag den 9. september langt ude på landet. Ingen af dem havde højere rang end kaptajn, og de mødtes under dække af en “særlig landlig barbecue”. Således startede det første møde i De Væbnede Styrkers Bevægelse.
MFA, hvoraf de fleste medlemmer havde gjort tjeneste i Guinea, nedsatte nu en organisations-komité. Den 16. marts 1974 blev den involveret i et makværk af et kupforsøg, men regimet vægrede sig ved at bruge hårde midler, og de fleste af lederne blev overflyttet til andre enheder, hvor de fortsatte agitationen. I april 1974 havde MFA opbygget et netværk af 300 sympatiserende officerer fra alle 3 værn, og dets første programudkast indeholdt krav om ‘demokrati, udvikling og afkolonisering’.
På dette tidspunkt ville kun få af officererne kunne kaldes ‘socialister’. Der er ikke tegn på forbindelser mellem MFA og de afrikanske frihedskæmpere, kommunistpartiet eller den revolutionære venstrefløj. MFA ønskede en ‘demokratisk, moderne, blandingsøkonomi’ efter vesteuropæisk mønster og nægtede at påtage sig skylden for nederlagene i kolonierne. Et sådant standpunkt stemte overens med officerernes klassebaggrund. Men i det autoritære Portugal var kravene om ‘demokrati, udvikling og afkolonisering’ uundgåeligt undergravende. Det gjorde et sammenstød med regimet uundgåeligt.
25 minutter over midnat, den 25. april 1974, spillede den katolske Radio Renascenca sangen Grandola Vila Morena. Det var signalet til at sætte kuppet i gang.
Nogle soldater havde allerede gennemført afgørende aktioner. Hele Ingeniørregimentet i Fort Pontinha i Lissabons nordlige udkant havde revolteret og besat deres kaserne under ledelse af Otelo de Carvalho. På det tidspunkt var Carvalhos hovedformål at “genvinde prestige for hæren og de væbnede styrker”, Tidligere fotografier viste ham grædende ved Salazars begravelse. Men Carvalho kom til at spille en vigtig rolle i udviklingen af revolutionen.
Kuppet lykkedes med bemærkelsesværdig lethed. Et dusin militærenheder var mobiliseret, radio og TV stationer, lufthavnen og det Øverste militære hovedkvarter blev taget, og det hele skete med kun meget lille modstand. Kun fire mennesker blev dræbt – skudt af forskrækkede politiagenter. Et regime der havde varet i næsten 50 år, brød sammen på mindre end en dag.
En ung bonde-soldat, der stod vagt på et gadehjørne i Lissabon, blev spurgt af en forbipasserende middelklasseperson hvad han lavede der. Han svarede, at han havde fået ordre til at holde øje med oprørske tropper. Da det blev sagt til ham, at “det er jo jer, der er de revolutionære”, råbte han til sin makker: “Manuel, det er os der er rebellerne, Viva!” [4]
MFA lederskabet var overordentligt nervøse over konsekvenserne af dette pludselige sammenbrud. MFA havde ikke intentioner om at regere landet selv, end ikke midlertidigt. Drevet frem af omsorg for respektabilitet og rang henvendte MFAs forretningsudvalg sig til en gruppe ansete militærfolk under ledelse af general Spinola for at få dem til at tage ledelsen. Det var denne junta, der derefter nedsatte den Første Provisoriske Regering.
Befolkningens reaktion på kuppet var i begyndelsen forsigtig. Mange skyndte sig at hamstre benzin og købmandsvarer. Forældre holdt deres børn inden døre. Men arbejdere, bønder, kvinder og ungdommen kom snart prøvende på gaden for at se, hvad der var sket. Flokke samledes på de store pladser i Lissabon.
Soldater kom imod os. Hvad ville der ske? De løftede deres fingre til et V-tegn (for sejr). Forsamlingen råbte hurra, som jeg aldrig har hørt nogen råbe hurra før. Jeg har før hørt forsamlinger råbe i vrede, men dette var glæde, ægte glæde. [5]
Parolen “MFA er med folket, folket er med MFA” vandt snart stor popularitet. Røde nelliker blev gjort til symbol for revolutionen, rød for revolutionen og blomster for freden. De blev givet til soldaterne, der stak dem ned i riffelløbene. Hen under aften var tanks’ene overfyldt med folk, der berusede af glæde fejrede revolutionen. Demonstranter angreb det forhadte hemmelige politi, PIDE, og politiagenter var ofte kun en hårsbredde fra lynchning. Omkring 100 PIDE-agenter blev fængslet, og omkring 200 politiske fanger blev løsladt af masserne. Navne på gader og broer blev ændret. Væggene blomstrede med graffiti, paroler og plakater og senere med vægaviser. 1. maj blev erklæret for national fridag. Dagene fra 25. april til 1. maj blev til én uafbrudt “de undertryktes festival”. Selv Lissabons prostituerede organiserede sig. De førte et felttog mod alfonserne og gav halv pris på deres ydelser til alle militærpersoner med lavere rang end løjtnant.
Kuppet udløste meget hurtigt en mængde folkelig energi og higen efter ændringer. Den 29. april besatte mere end 100 familier, der levede i slumbyerne, et af regeringens nye boligprojekter i udkanten af Lissabon. I løbet af de næste to uger blev mere end 2.000 huse besat landet over. Bevægelser blandt beboerkommissioner og blandt slumby-beboere skulle komme til at opstå, småkoge og genopstå gang på gang i løbet af de næste 18 måneder. [6]
Senere gjorde MFA krav på at være revolutionens motor. Men i de dage der fulgte kuppet, var de ekstremt varsomme, den virkelige motor var bevægelsen i arbejderklassen.
På selve dagen for kuppet var der kun én fabrik i strejke, Mague-metalfabrikken, med 2.000 arbejdere. Mague-arbejdernes krav om 6.000 escudos som månedlig mindsteløn blev straks indrømmet af ledelsen, som frygtede for konsekvenserne af at blive stemplet som fascister af Portugals nye herskere. Juntaen var imidlertid ikke særlig glad for arbejdernes sejr og erklærede at det var et eksempel, som ikke burde følges. [7]
Dagen efter kuppet gik de fleste arbejdere på arbejde, men de brugte dagen til at fejre kuppet. Festlighederne blev også hurtigt vendt til kampe. Fabriksledelserne ønskede at få produktionen i gang igen, men arbejderne ønskede, at “revolutionen” blev ført ind på arbejdspladserne. Disse spontane og derfor ukoordinerede konflikter opstod hovedsageligt i de nye industrier, som elektronik og skibsværfterne, og i nyligt udbyggede dele af de gamle industrier, for eksempel tekstil og byggeri. Både økonomiske og politiske krav blev rejst. Lønkrav spirede frem på tilfældig vis. En deltager erindrede et møde i begyndelsen af maj, der var indkaldt af kvindelige tekstilarbejdere:
Der var mellem syv og otte tusinde tilstede. Alt var komplet forvirring. En eller anden råbte: Skal vi kræve en lønforhøjelse på 3.000 escudos. Fra den anden side af salen blev der svaret nej ... 4.000. Også nej ... 5.000 escudos. [8]
Arbejderne på Timex urfabrik, som hovedsageligt var kvinder, gik i strejke for lønforhøjelse og for udrensning af seks PIDE-stikkere. De solgte ure på gaderne for at understøtte deres strejkekasse. Den 13. maj gik 1.600 arbejdere i Panasqueira-minen i strejke for en mindsteløn på 6.000 escudos om måneden, gratis lægehjælp, en årlig bonus på en månedsløn, en måneds ferie og udrensning af fascister. I løbet af en uge havde de vundet alle kravene. Den 15. maj besatte Lisnaves 8.400 arbejdere værftet og gik i strejke for 40 timers arbejdsuge og en mindsteløn på 7.800 escudos om måneden.
I maj var mindst 158 arbejdspladser inddraget i heftige konfrontationer, heriblandt 35 besættelser. I fire af disse blev ledelserne holdt som gidsler. [9]
I de store selskaber, især i de multinationale, blev økonomiske krav fulgt af krav om udrensning af alle ledere med fascistiske forbindelser. [10] Nogle steder var det ensbetydende med fyring af alle ledere. Denne udelukkelse af fascister blev kendt som saneamento, eller renselse. Denne proces spredte sig hurtigt til at omfatte flere end de åbenlyse kollaboratører, og kom til at gælde alle, der var imod arbejderne. Saneamento fandt sted på mere end halvdelen af alle arbejdspladser med mere end 500 ansatte. Og den åbenbarede således ledelsernes svaghed og den voksende selvtillid blandt arbejderne. Saneamento rejste implicit det politiske spørgsmål om magten på fabrikkerne.
På det tidspunkt besad 0,4 procent af selskaberne – mange af dem var kædet sammen – 53 procent af kapitalen i Portugal. Ved siden af de tusinder af små værksteder, der var, fandtes samtidig nogle af de største og mest moderne arbejdspladser i Europa. Så langt tilbage som til 1955 stammede 86 procent af den industrielle produktion enten fra Lissabons industriområder eller fra området mellem Porto og kysten. [11] Den industrielle arbejderklasse i Portugal talte ca. 1 million, eller 40 procent af den arbejdende befolkning, og den var således yderst koncentreret. [12] Så i områder som Lissabon, hvor 200.000 arbejdere strejkede i maj, var det let for arbejderne at lære af og støtte hinanden.
Før den 25. april var det kun kortvarigt, at der eksisterede (hemmelige) arbejderkomiteer under strejker. Efter kuppet opstod der hurtigt arbejderkommissioner, ofte kaldet ad hoc-kommissioner. Men selv på det proletariske Lisnave, under maj-strejken i 1974 var
tingene endnu ikke ordentlig organiseret. Det var mere eller mindre “du og jeg, lad os gøre noget”. Først senere hen blev det en regulær proces, med valg baseret på værkstedsafdelinger. [13]
I slutningen af maj 1974 var der opbygget råd, kommissioner og komiteer på næsten alle arbejdspladser i Lissabon regionen. Det er anslået, at der blev etableret 4.000 arbejderkommissioner mellem maj og oktober. De blev sædvanligvis dannet gennem fællesmøder og på praktisk taget alle arbejdspladser. De fungerede som en forenende kraft på arbejdspladser, der i ekstrem grad var præget af mange forskellige fagforeningers tilstedeværelse.
I løbet af maj måned ignorerede mange militante arbejdere fagforeningerne, som de ikke opfattede som andet end tomme skaller – rester fra det fascistiske regime. Men nogle gange opstod arbejderkommissionerne i samarbejde med fagforeningsbestyrelserne. For eksempel skete det ikke sjældent i de tekstilfabrikker, hvor arbejderne tilhørte den samme fagforening, at fagforeningsbestyrelsen fungerede som arbejderkommissionen.
Arbejderkommissionerne har måske nok manglet formel organisering, men det høje kampniveau tvang dem til at mødes og konsultere hinanden regelmæssigt. De var højst demokratiske. Kommissionen på Plessey talte 188 medlemmer, og hver og én af dem insisterede på at deltage i det første møde med ledelsen. [14]
Arbejderne lærte hurtigt af hinanden og støttede hinanden. Der blev afholdt tværfabriks (inter-empresas) møder. En ung kvindelig samlebåndsarbejder på Plessey erindrede:
Hvorfor skulle vi stå alene, blev der sagt, hvis andre folk ovre på den anden side af gaden havde de samme problemer. Så vi besluttede at gå med og diskutere tingene generelt. Praktisk taget alle fabrikkerne i Margem SUL (Sydlissabons industriområde; PR) var der. Møderne var et sted, en måde, for folk at mødes og diskutere. Hovedsigtet med disse møder var at forsvare revolutionen. [15]
I revolutionens første uger var hæren, inklusiv de højere officerer, enormt populære. Et møde blandt kvindelige tekstilarbejdere blev forstyrret af
en pissehamrende fuld soldat, der spurgte om der var en soldaterbar i nærheden, fordi han havde lyst til en lille én til sig selv og sine kammerater.
Dirigenten på mødet, en fagforeningsaktivist, erindrede:
Jeg bad soldaten om at skride, og det gjorde fyren. Men folkene i salen blev oprørte over min måde at behandle soldaten på. Jeg var blevet lynchet, hvis jeg ikke havde forklaret, at jeg selv var officer. Jeg var i civilt tøj. På det tidspunkt kunne militæret ikke gøre noget galt – soldater blev anset for helgener. [16]
Denne popularitet blev fuldt ud udnyttet af Juntaen, som var i stand til at bruge den til at tvinge adskillige arbejdergrupper tilbage i arbejde. Men den slags metoder var nødvendigvis kun brugbare midlertidigt. Portugals magthavere var nødt til at se sig om efter mere pålidelige og organiserede metoder til at disciplinere arbejderbevægelsen.
Det første skridt i retning af at køle bevægelsen i arbejderklassen ned var forsøget på at etablere en “national enheds”-regering, hvori alle klasser – inklusiv arbejderklassen – kunne siges at være repræsenteret. Af den grund fik PS, der på det tidspunkt kun bestod af 200 medlemmer, tre ministerposter i den Første Provisoriske Regering, der blev nedsat den 15. maj. Lederen af PS, Mario Soares, overbeviste en skeptisk Spinola om, at kommunisterne (PCP) ikke kunne “udelukkes fra en national enhedsregering”, og at de ville være mindre farlige i regeringen, end hvis de var imod den. Således blev PCPs formand Alvaro Cunhal minister uden portefølje, og Alvino Goncalves fra bankfolkenes fagforening blev arbejdsminister.
PCP var respekteret for deres traditionelle opposition imod fascismen. De proklamerede stolt, at deres 247 kandidater til valgene i april 1975 sammenlagt havde tilbragt 440 år bag tremmer. [17] Igennem årene havde partiet udviklet en undergrundsorganisation, som formentlig havde 5.000 medlemmer den 25. april 1974. Således var PCP det eneste parti med et solidt fundament og en vis indflydelse i arbejderklassen. Men ligesom andre vestlige kommunistpartier mente de, at deres opgave var at opbygge en alliance på tværs af klasser for at få etableret en borgerlig demokratisk ramme, inden for hvilken partiet kunne vinde nye positioner og øge sin indflydelse. Dette perspektiv førte til, at de støttede opbygningen af PS ud fra, at det var en fremtidig “venstrefløjs” allieret. Men det betød også, at de tog afstand fra enhver idé om, at en socialistisk revolution kunne gennemføres i det “tilbagestående” Portugal. Først skulle landets industrielle basis bygges op. Derfor pegede PCP konstant på “krisen i produktionen” og tilskyndede arbejderne til at “redde den nationale økonomi”.
Landsorganisationen Intersindical var siden 1970 blevet opbygget for at styrke kampen for bedre løn- og arbejdsforhold og for anerkendelse af fagforeningerne. Den 25. april bestod den af 22 fagforeninger. I løbet af få uger var dette tal vokset til omkring 200. Tidligere havde PCP kun været én af flere grupper, der var aktive i Intersindical. Nu satte de kræfterne ind på at kontrollere fagforeningerne, partiets aktivister blev sendt ud for at arbejde fuldtids i fagforeningerne for egen regning – på det tidspunkt var fagforeningerne ofte for fattige til, at de kunne betale løn til de ansatte. På den måde blev Intersindical ændret til at være en landsdækkende paraplyorganisation for fagforeningerne under ledelse af PCP.
Den 25. maj blev regeringen tvunget til at acceptere en national mindsteløn på 3.300 escudos om måneden. Lønningerne steg med 30 procent i gennemsnit. Fire dage senere fyrede regeringen omkring 1.000 direktører, der havde stået under det gamle regimes beskyttelse. Strejkebølgen vaklede midlertidigt, og de tvær-fabriks råd (Inter-empresas), der var opstået, forsvandt næsten. Imidlertid fortsatte komiteerne på de enkelte fabrikker med at organisere, og det samme gjorde de nye beboerkommissioner i slumbyerne og i de besatte bebyggelser.
Den 1. juni gav Intersindical signal til, at de mente, der nu var vundet nok i lønforhøjelser, ved at organisere en anti-strejke demonstration. PCPs ugeavis Avante, forklarede, at arbejderne måtte undgå “reaktionære manøvrer, der er egnede til at skabe faglig uro”. Demonstrationen var et flop, men den viste, hvor stærkt PCP kontrollerede Intersindical. Men på trods af det begyndte strejkebølgen tydeligt at genopstå. PCP angreb mange af disse kampe og var specielt giftige overfor de kampe, der blev ledet af arbejderkommissionerne, fordi disse truede med at udvikle sig til arbejdermagtsorganer uden for Intersindicals kontrol.
Den fælles rolle, som PCP og de fagforeninger, de kontrollerede, havde i at angribe strejkende, blev særdeles tydeligt demonstreret i juni under regeringens første større offensiv, som rettede sig imod postarbejderne – en faggruppe, regeringen bedømte til at mangle økonomisk styrke. Stillet over for et latterligt og provokerende tilbud gik 25.000 postarbejdere i strejke den 18. juni under ledelse af en valgt kommission uden for Intersindicals indflydelse. Der blev lavet blokader og sørget for lægehjælp og økonomisk hjælp til de dårligst stillede familier, og der blev lavet løbesedler for at forklare strejkens årsager til andre arbejdere. PCP og Intersindical angreb nu de strejkende for at “forsøge at blive en privilegeret gruppe, på bekostning af befolkningens flertal”. Hetzen blev fulgt op med magtanvendelse, og den 19. juni satte regeringen hæren ind.
Stillet over for denne trussel følte et ophidset møde i den 260 mand store strejkekomite sig tvunget til at acceptere en stigning på kun 80-100 escudos om måneden. Forståeligt nok var det et bittert manifest, strejkekomiteen udsendte. Manifestet forklarede, hvad der var sket, forsvarede strejken og afslørede og angreb PCPs rolle, der tidligere havde været at tage æren for at lede militante kampe og nu var at hetze og sabotere strejker.
I modsætning hertil havde PS konspiratorisk støttet strejken og lagt vægt på sin egen demokratiske organisation – i modsætning til det stalinistiske PCP. Således forøgede PS sit ry som “venstrefløj” – en faktor, som senere skulle vise sig at være betydningsfuld.
Konflikten blev en isoleret sejr for den Første Provisoriske Regering, men kastet omkuld af den fortsatte militans og den voksende udenlandske kapitalflugt fra Portugal, kollapsede regeringen den 9. juni.
Den Første Provisoriske Regering fik aldrig afgørende kontrol over politikken. I perioden mellem april og juli var den reelle magt delt mellem tre magtcentre, Juntaen, forretningsudvalget for De Væbnede Styrkers Bevægelse og den Provisoriske Regering. På grund af hærens enorme prestige og svaghed hos de partier, der indgik i den provisoriske regering, var denne formentlig det mindst magtfulde af disse centre. Men mellem top-generalerne i Juntaen og de lavere officerer i MFA lå der vigtige forskelle.
Juntaen forholdt sig først og fremmest til at bevarelsen af det etablerede politiske og økonomiske system, til sammenholdet inden for den hær, den havde under sin kommando, og til at slå på en “velordnet” overgang til ny-koloniale løsninger i Afrika. I modsætning hertil indeholdt MFA værnepligtige officerer, der ikke havde nogen permanent andel i systemet. De var fjendtligt indstillet over for den gamle politiske elite, som havde kastet skam på dem i kolonikrigene. Og de ønskede krigen afsluttet. De var også meget mere modtagelige for indflydelse fra massebevægelsen.
General Spinola forsøgte at forsone de forskellige kræfter ved at bringe dem sammen i et Statsråd, der bestod af lige mange repræsentanter for Juntaen, MFA og magtfulde civile, som generalen selv havde udpeget. Men befrielsesbevægelsernes voksende styrke og den stigende demoralisering af de væbnede styrker i kolonierne nødvendiggjorde en langt hurtigere tilbagetrækning, end den portugisiske kapital syntes om. På hjemmefronten blev det ligeså hurtigt nødvendigt med løsninger på “problemet arbejdsdisciplin”. Disse mål kunne kun opnås ved at inddrage MFA direkte i regeringsarbejdet.
Den nye regering inkluderede derfor syv repræsentanter for MFA officererne, og den blev ledet af Vasco Goncalves, der almindeligvis blev anset for at være velvillig indstillet overfor PCP. En af regeringens første handlinger var initiativet til en række strejkelove, som for første gang legaliserede lønstrejker, men som forbød politiske arbejdsnedlæggelser og sympatistrejker. Venstrefarvningen af den Anden Provisoriske Regering afspejlede arbejderbevægelsens styrke, mens dens aggressive strategi afspejlede, hvor akut den krise, som den portugisiske kapitalisme befandt sig i, var.
Imidlertid afhang det fulde udbytte af loven mod arbejderne af sammenhængen og loyaliteten i de væbnede styrker, og denne var mere og mere ved at bryde sammen. I perioden efter kuppet havde styrken og militansen blandt arbejderne radikaliseret vigtige dele af de styrker, som staten havde til rådighed. I områder, hvor bevægelsen var særlig stærk, blev tropper som ingeniørerne og RAL-1 – et let artilleri-regiment i Lissabon – mere og mere sympatisk indstillet over for strejker og demonstrationer. Salazar og Caetanos foragtede hemmelige politi var blevet ophævet. Den udbredte splittelse og upålidelighed blandt de tilbageværende styrker førte til, at der den 8. juli blev skabt en ny styrke – den Kontinentale Operations Kommando (COPCON) – som man håbede ville være i stand til at “intervenere direkte til støtte for de civile myndigheder og på ordrer herfra”. Dette håb blev hurtigt sat på prøve i den krise, som forsøget på at gennemtrumfe de nye fagforeningslove udløste.
Lovene blev indført den 29. august. Arbejderne på Lisnave skibsværftet markerede det ved at organisere en én-dags “ulovlig” strejke og demonstration imod loven og for det gamle krav om saneamento. Deres løbeseddel sagde:
Vi støtter ikke regeringen, når den spiller ud med anti-arbejder love, som underminerer arbejdernes kamp imod kapitalens udbytning. Vi vil aktivt gå imod anti-strejke lovene, fordi det er et stort slag imod arbejdernes frihed. [18]
Demonstrationen blev angrebet af PCP og forbudt af regeringen. Men ville den blive fysisk afværget af COPCON, hvis ledere allerede havde udtrykt støtte til lovene? Mere end 5.000 hjelmklædte Lisnave-arbejdere marcherede i sluttede rækker til arbejdsministeriet i Lissabon. Skibsværftet lå helt stille. Det hele gjorde et dybt indtryk på de menige COPCON-soldater, som en af dem senere bevidnede:
Før frokost løb rygtet, at vi skulle ud, og vi gættede snart, at vi skulle til Lisnave ... Vi stillede op ved middagstid, og kommandøren fortalte os, at han havde fået et telefonopkald om en demonstration på Lisnave, der blev ledet af et mindretal af venstrefløjs-agitatorer, og at det var vores opgave at forhindre demonstrationen i at finde sted. Vi blev bevæbnet, som vi aldrig havde været det før med G-3ere og fire magasiner.
... demonstrationen begyndte, og en stormflod af mennesker nærmede sig med råb som “soldaterne er arbejdersønner”, “i morgen vil soldaterne være arbejdere” og “soldaternes våben må ikke blive vendt imod arbejderne”. Kommandøren indså hurtigt, at vi ikke ville adlyde hans ordre, så han holdt kæft. Vores våben blev hængende ved skulderen, og nogle af kammeraterne græd. Da vi var tilbage på kasernen, var det ikke fordi kommandøren ærgrede sig vanvittigt meget, men han sagde, at for fremtiden blev vi nødt til at adlyde ordrerne ... den følgende dag kom der mere gang i tingene på kasernen. Før morgensamlingen var mange af kammeraterne oppe, og de råbte demonstrationens slogans: “Soldaterne er sønner af arbejdere”, “Ned med kapitalistisk udbytning”. [19]
I en løbeseddel drog Lisnave arbejderne følgende politiske konklusion:
Vi støtter de væbnede styrker, så længe de støtter de undertrykte og udbyttede klassers kamp imod de undertrykkende og udbyttende klasser. [20]
En sådan højst betinget støtte blev helt og aldeles retfærdiggjort i og med, at COPCON-enheder stadig blev brugt imod arbejderklassen. Senere i september, gik arbejderne på TAP i strejke. Lufthavnen var sat under militær kontrol, og en af arbejderlederne, Santos Junor, blev arresteret af COPCON. Men COPCON brugte nu ofte tid på at lytte til arbejderne og mægle i konflikter – næppe helt i tråd med rollen som civilmagtens blinde tjener, som skaberne af regimentet havde tiltænkt det.
I september begyndte de arbejdsgivere, som havde hyldet 25. april-kuppet, at tage afstand fra regeringen i kraftige vendinger. De frygtede for, at man ikke længere kunne stole på tropperne og længtes desperat efter at “lov og orden” blev genindført. Mange fabriksejere og udenlandske investorer havde trukket sig totalt ud af Portugal. Og dele af den herskende klasse drog den konklusion, at brug af væbnet magt var ved at blive en presserende nødvendighed.
Ledende arbejdsgivere mødtes med Spinola og nogle få af generalerne. Spinola opfordrede “det tavse flertal” til at mobilisere til en demonstration, som han regnede med ville komme til at tælle 300.000 deltagere. Våben blev udleveret til fascister, der kunne skabe uro nok til at give generalerne en undskyldning for at intervenere, angribe venstrefløjen og genetablere “orden”.
Men I deres beregninger havde de undladt at regne med arbejderklassens reaktion. Fra kl. 20 den 27. september, umiddelbart før den planlagte demonstration var der bygget barrikader, nogle af dem bevæbnede, på alle hovedindfaldsvejene til Lissabon. Eftersom de fremskridt, som PCP og Intersindical havde etableret, var truede, spillede også de en vigtig rolle i at mobilisere. Jernbanearbejdernes fagforening havde givet instruks om at nægte at køre et særtog til Lissabon, og om at gennemsøge planmæssige togafgange for rejsende højrefløjsfolk. Buschaufførernes fagforening gjorde det samme, og kun to busfulde demonstranter kom afsted mod Lissabon. Soldater gik med på barrikaderne. “Det tavse flertals” demonstration fandt aldrig sted.
Den 29. september trak Spinola sig tilbage fra præsidentposten sammen med tre medlemmer af Juntaen. 200 mennesker blev arresteret af MFA, fangsten inkluderede multimillionærer, tidligere officerer og Juntamedlem Galvao de Melo. Den følgende dag blev den vanærede Junta opløst og erstattet af det MFA dominerede Revolutionsråd. Den Tredje Provisoriske Regering blev dannet.
Nederlaget for kupforsøget i september gav et spark fremad for hele venstrefløjen og opmuntrede masser af mennesker til at undersøge de ideer, som alle højrefløjens modstandere havde. Censuren var blevet afskaffet. Arbejdere og soldater hungrede efter ideer. Personalechefer læste Trotskijs skrifter om dobbeltmagt. Lenins Staten og Revolutionen var en bestseller i butikkerne. Men de revolutionære grupper gjorde det ikke let for dem, som blev interesseret i deres ideer. Revolutionære aviser var ofte kedelige, fulde af jargon og fjernt fra arbejdernes erfaringer, og de udtrykte deres ideer I et uigennemskueligt og sekterisk sprog. Alligevel blev der solgt mange. Sælgere kunne gå ned til Lissabons færgelejer med bundter på adskillige hundrede aviser og vende tomhændede tilbage. Maoistgruppen MRPPs avis Luta Popular trykte 100.000 eksemplarer af hvert nummer, selv om de formentlig har solgt væsentligt færre.
MRPP – Bevægelsen til Reorganisering af Proletariatets Parti – var blevet dannet i 1970. I 1974 var det den største og stærkeste og helt sikkert den mest højtråbende af de maoistiske grupper. MRPP fordømte konstant MFA, COPCON, PCP og Intersindicals måde at fungere på. De kaldte PCP for “socialfascister”, en frase som stalinisterne brugte i begyndelsen af 1930erne til at fordømme socialdemokrater med. Hvad MRPP angik, så var PCP hovedfjenden.
Under revolutionens tidlige fase, da regeringen bestod af et makkerskab af PCP og MFA, og mens COPCON hyppigt blev sendt ud mod strejkende arbejdere, var en sådan ekstrem sekterisme i sig selv ikke en lammende fejl. Det var meget betegnende, at gruppen var stærk på Timex og i lufthavnen, som begge havde erfaringer med COPCON-intervention. Men MRPP var klar til at gøre fælles sag med angreb fra højre. Den indflydelse, de havde, var ofte opnået i alliance med PS, som kun havde få medlemmer på gulvplan og som var indstillet på at gøre fælles sag med MRPP i sin egen kamp mod PCP.
I sommeren 1975, da de reaktionære begyndte at brænde PCPs og resten af den revolutionære venstrefløjs kontorer ned, karakteriserede MRPP denne bevægelse som en “bondeopstand imod socialfascismen”. Men samtidig med at maoisterne fordømte PCP, havde de generelt den samme grundlæggende forståelse af kampen. Både MRPP og PCP argumenterede for, at på grund af Portugals økonomiske tilbageståenhed var det nødvendigt først at opnå national uafhængighed og demokrati igennem en klassealliance, hvori arbejderklassens rolle var underordnet. At skabe socialisme var helt udelukket. De stoppede sjældent op for at overveje det faktum, at industrielle arbejdere udgjorde næsten to femtedele af Portugals arbejdende befolkning sammenlignet med en tiendedel i Rusland i 1917.
Ud fra de samme perspektiver sluttede mange af de andre maoistiske grupper sig sammen i december 1974 til den Folkelige Demokratiske Front (UDP). Det var en folkefront, der indbefattede bønder og mindre forretningsdrivende og andre, som ønskede “demokrati” i Portugal. Portugal selv så de som et udbyttet tredje-verdensland. UDP rettede sine paroler imod “begge imperialismer”, som om den portugisiske kapital havde et ens forhold til både Washington og Moskva, og de var fjendtlige overfor dem, som ønskede at bevæge sig afgørende ud over nationaldemokratisk politik.
Den Venstresocialistiske Bevægelse – MES – var udsprunget af valgfronten i 1972, hvorfra den havde bragt en række unge militante katolikker med sig. Med sin åbne organisation vandt MES en rimelig base i Intersindical, i tekstilarbejdernes fagforening, i metalarbejdernes fagforening og i lufthavnen (TAP). Ofte fungerede den som en pressionsgruppe over for andre partier. MES kan bedst betegnes som en “centristisk” gruppe, de brugte ofte et revolutionært sprog for at tiltrække arbejdere, der brød med reformismen, men var ikke i stand til at overføre deres verbale militans til en praksis med at opbygge et uafhængigt revolutionært parti.
Begge de “ortodokse” trotskistiske grupper – LCI og PRT, der var meget små – kunne karakteriseres på samme vis. Hvad angår PRT, fik pressionsgruppepolitikken endda en endnu farligere form ved at være halehæng til PS. Dette gjaldt, selv da PS pressede på for at få brudt besættelsen af avisen Republica med militær magt. LCI var ikke indstillet på at gå lige så langt [21], men dets grundlæggende politiske fremtræden var ikke meget anderledes. LCIs træk blev tydeligt formidlet under valgkampen i april 1976, hvor de krævede, at “PS og PCP måtte påtage sig deres ansvar ved at danne regering uden repræsentanter for borgerskabet”.
I modsætning hertil gjorde Proletariatets Revolutionære Parti/Revolutionære Brigader (PRP/BR = PRP) det klart, at opgaven ikke var at overtale reformisterne til at tage ansvaret på sine skuldre, men at opbygge et uafhængigt, revolutionært parti, der var indrettet på en magtovertagelse gennem væbnet opstand. Imidlertid virkede de guerilla-traditioner, som PRP havde udviklet igennem undergrunds-operationer mod Caetano-regimet sådan, at PRP overbetonede den rolle, som et væbnet mindretal, der kunne handle på vegne af arbejderklassen, havde. De var tilbøjelige til at vige uden om det nødvendige arbejde med at opbygge en masseorganisation igennem arbejdet med mere trivielle spørgsmål og krav. Kort sagt var det for PRP som for de andre organisationer på den revolutionære venstrefløj nødvendigt at bevise sig selv i praksis.
I perioden umiddelbart efter det fejlslagne septemberkup var der et relativt ophold i kampen. Men fra begyndelsen af januar blev flere og flere fabrikker besat, og jordbesættelser og studenterstrejker mangedobledes. Det gav revolutionære socialister store muligheder for at intervenere effektivt.
Den 14. januar organiserede Intersindical en gigantisk demonstration med op imod 300.000 deltagere til støtte for en enhedsfagbevægelse – UNICIDADE. PCP havde nu indset, at de havde taget fejl, da de ignorere de magtfulde arbejderkommissioner, som i stigende grad var åbne for revolutionær indflydelse, og nu prøvede PCP at vinde indpas her. PS lancerede et sviende angreb på UNICIDADE-forslaget, hvor de anklagede PCP for at “sabotere demokratiet”. PS ønskede at opbygge fagforeninger uden for Intersindical og på den måde uden for PCPs kontrol, og de ønskede at opsplitte arbejdernes organisationer efter religiøse og politiske linjer. Følgelig organiserede PS et tætpakket massemøde til støtte for en mindre “monolitisk” Landsorganisation. I den sammenhæng reagerede den del af den revolutionære venstrefløj, der gik imod anti-UNICIDADE-kampagnen, og som støttede Intersindicals demonstration, helt korrekt.
Der opstod af sig selv yderligere muligheder for de revolutionære. Den 7. februar indkaldte tvær-fabrikskomiteen (Inter-empresas) til en demonstration mod det stigende antal fyringer. Mere end 1.000 arbejderrepræsentanter fra 38 fabrikker, heriblandt nogle revolutionære, mødte op på et planlægningsmøde. Hovedparolen kom til at hedde: “Arbejdsløsheden er en uundgåelig konsekvens af kapitalismen. Derfor ønsker arbejdere at udslette den og bygge en ny verden.” Dele af NATOs flåde var ankret op ved Lissabon på det tidspunkt, og i sidste øjeblik blev der tilføjet en ny parole: “NATO ud, for national uafhængighed.”
Demonstrationen blev hårdt angrebet af PCP og forbudt af en af PCPs mest prominente støtter: Lissabons civilguvernør. Fagforeningerne sydpå (som var i intersindical) kaldte demonstrationen for “et forsøg på at forvirre de demokratiske kræfter og sabotere opbygningen af demokratiet”. I fjernsynet opfordrede Octavio Paz, der var et ledende medlem af PCP, indtrængende seerne til at give blomster til marinesoldaterne på NATO flåden.
Men alle PCPs anstrengelser var forgæves. Efter et møde mellem medlemmer af arbejderkommissionerne og COPCON havde MFA ingen indvendinger imod demonstrationen. 40.000 mennesker mødte op:
De er i deres arbejdstøj, med røde hjelme. De bærer “uden parti”-transparenter med navne som Lisnave, Setenave, Effacec, National Steel. Demonstrationsværnet har walkie-talkies og røde armbind, de er alle arbejdere. De danner en menneskekæde rundt om demonstrationen ...
Demonstrationen baner sig vej til arbejdsministeriet (som var bevogtet af COPCON enheder; PR) ... De forreste i demonstrationen råber: “Soldater på vores side.” Så følger der en scene, som hjælper én til at forstå Portugal i dag: soldaterne med transportable maskingeværer hængende på sig, vender sig mod arbejdsministeriet, samtidig med at de hæver deres næver, til stort bifald fra demonstranterne. Med knyttede næver råber arbejdere og soldater sammen: “National uafhængighed!” Folk græd af glæde. [22]
Demonstrationens sammensætning og størrelse gjorde det umuligt for PCP fortsat at fordømme initiativtagerne som sabotører og ultra-venstre ballademagere. Da PCP blev stillet over for både et brud med MFA og en vækst i arbejderorganiseringer uden for deres kontrol, blev det tvunget til at fordoble sin indsats. Inter-empresas havde demonstreret, at den hverken kunne smides i brokkassen eller ignoreres.
Imidlertid afhang Inter-empresas liv og død af, at kampen blev generaliseret på de arbejdspladser, som den repræsenterede. I arbejderrådene i Rusland i 1917, sovjetterne, udledte man læren af arbejdernes kamp, som derpå førtes tilbage til arbejdspladserne, for at angive kampens næste skridt. Sovjetterne var et forum hvori arbejderpartler argumenterede for deres ideer, hvori disse ideer blev sat op i forhold til klassekampens behov, og hvorfra der kunne udspringe et revolutionært lederskab, som var i stand til at lede arbejderklassen i en kamp om statsmagten. Sovjetternes livskraft afhang af sammenhængen mellem de kampe, der havde manet dem frem, og det dynamiske lederskab, som de kunne tilvejebringe.
Inter-empresas havde et sådant potentiale. Det var den portugisiske venstrefløj imidlertid ikke i stand til at forstå.
Maoist grupperne, som var de mest indflydelsesrige i Inter-empresas, var samtidig ved at slutte sig sammen i UDP og var tilbøjelige til at se dem som bare endnu en potentiel del af UDP. PRP lod sig drive ind i en anden fejltagelse. Massebevægelsens forbavsende sejre havde fået mange til at afvise nødvendigheden af partier: Arbejdere, lejere, landarbejdere, sagde de, kan med støtte fra de radikale soldater forsvare revolutionen uden partier. Denne apartiderismo, “nej-til-partier-linje” berørte store aktivitetsfelter og den revolutionære venstrefløj gik med på den. Til massedemonstrationer sås meget få parti-transparenter, venstrefløjen vægrede sig ved at sælge sine aviser, og der var endda tilfælde, hvor MRPP-medlemmer blev smidt væk fordi de bar partiemblemer.
PRP var tilbøjelige til at følge Inter-empresas hen imod “nej-til-partier-linjen” uden at indse det vigtige i at argumentere for klare, revolutionære standpunkter her og i andre arbejderorganiseringer, samt det lige så vigtige i at få afprøvet og stillet spørgsmålstegn ved de forskellige partier i kampen. I stedet var PRP - sammen med flertallet af den revolutionære venstrefløj tilbøjelige til at stille Inter-empresas op som en modsætning til fagforeningerne. Og med deres rodfæstede fjendtlighed overfor “socialfascisterne” i Intersindical var maoisterne særdeles tilbøjelige til det.
Resultatet var, at den revolutionære venstrefløj forsømte at kæmpe systematisk for sine ideer også inden for fagforeningerne. Og her var det specielt vigtigt, for selv om arbejderkomiteerne lagde tempoet, så tog fagforeningerne også her og nu spørgsmål op. De revolutionæres afholdenhed overlod ganske enkelt slagmarken til PCP, som nu var ved at genvinde det tabte terræn på fabrikkerne.
Massebevægelsen med bolig-, fabriks- og jordbesættelser fortsatte ind i februar. Det anslås, at omkring 2.500 lejligheder blev besat alene i Lissabon på nogle få dage i slutningen af måneden. [23] Hver ny kamp truede med at blive en politisk udfordring. Og som i september 1974 så dele af den herskende klasse et militærkup som det nødvendige svar. Blandt marts-konspiratorerne var Miguel Champalimaud (fra konglomeratet) og adskillige højt placerede officerer, der havde forbindelse til Spinola. Deres første handling var at sætte formodede trofaste tropper ind imod et af Lissabons mest radikale regimenter – RAL-1. Den 11. marts omringede faldskærmssoldater deres kaserne, men de kunne ikke overbevises om, at de skulle åbne ild. Soldaterne fra RAL-1, var i stedet i stand til at inddrage dem i diskussioner. Og i løbet af få timer sagde faldskærmssoldaterne: “Vi er ikke fascister – vi er jeres kammerater.”
COPCON stod for organiseringen af den militære modstand imod kupforsøget, og arbejderne var fantastiske til at reagere. I løbet af få timer efter angrebet var der sat barrikader op ved de vigtigste veje ud af Lissabon og Porto og ved grænsen til Spanien nogen steder ved hjælp af beslaglagte bulldozere, lastbiler og betonkanoner. Soldater fraterniserede åbenlyst med de arbejdere, der bemandede barrikaderne, og nogle overlod deres våben til arbejderne. Bevæbnede arbejdere gennemsøgte biler. De strejkende på Radio Renascenca vendte tilbage til arbejdet og besatte radiostationen – for at “forsvare revolutionen”. Mange aviser trykte nye udgaver eller udsendte en enkeltside, heriblandt arbejderkomiteen på det store Lissabon dagblad O Seculo. Porto afdelingen af bankfunktionærernes fagforening gav sine medlemmer følgende ordre:
“Luk bankerne øjeblikkeligt. Foretag ingen udbetalinger. Sæt strejkevagter ud ved dørene for at kontrollere, hvem der kommer og går. Hold øje med telex og telefoner.”
Efter kupnederlaget blev alle højrefløjs-generaler og nogle virksomhedsledere arresteret. Spinola og andre blev “pisket” til Spanien af, som en Intersindical leder kaldte det, “reaktionens helikoptere”.
Igen betød den vellykkede modstand imod kuppet et betydeligt spark fremad for den revolutionære venstrefløj. PRP, for eksempel, voksede, fordi de organiserede imod mulige nye højrefløjsaktioner, og de vandt mange nye medlemmer såvel blandt hærens officerer som blandt de menige. Men dette styrkede atter tendensen til udelukkende at koncentrere sig om truslen fra højre (ægte eller indbildt) og til at undlade den mindre iøjnefaldende opgave, med at forholde sig til arbejdernes uafhængige kampe.
MFA blev styrket af det fejlslagne kup. Efter 11. marts institutionaliserede MFA sin magt: I toppen var der det “øverste” Revolutionsråd, der var ansvarligt over for MFAs delegeretforsamling, som igen bestod af 240 delegerede i teorien fra alle grader i de væbnede styrkers tre grene. Og netop fordi Revolutionsrådet var så selvsikkert, følte det sig i stand til at opfylde sin forpligtigelse til at holde “frie valg”.
Der lå en strategi bag disse på hinanden følgende kupforsøg fra den herskende klasses side, en strategi for at genetablere sin kontrol over det portugisiske statsapparat. De, der oprindelig havde bakket Spinola op imod Caetano, havde ikke drømt om, hvilke kræfter 25. april kuppet kunne udløse. De havde blot ønsket at erstatte Caetano med nogle, der var mere velvillige over for at modernisere Portugals relationer til resten af det kapitalistiske verdenssystem. Efter fiaskoen den 11. marts, blev det mere og mere klart, at de konservative kræfter var bragt i uorden. Derfor ville strategien med at satse på et kup, som kunne etablere en paternalistisk regering, heller ikke bruges.
En alternativ overlevelsesmetode for den portugisiske kapitalisme var at satse på et stærkt socialdemokratisk parti af den vesteuropæiske type, der kunne arbejde inden for rammerne af den borgerlige parlamentarisme. Og USA havde i nogen tid igennem CIA pumpet penge i de borgerlige partier inklusive PS.
Årsdagen for det gamle regimes fald den 25. april blev valgt til Portugals første ægte valg i 50 år. Valgkampen blev planlagt til at vare tre uger. Der blev lavet indviklede regler, heriblandt ens sendetid i TV til alle de partier, der stillede op, uanset størrelse. Således fik partierne til venstre for PCP, som i sidste ende fik mindre end 8 procent af stemmerne, mere end 50 procent af den fastlagte sendetid. Det var ikke tilladt partier at overklistre hinandens plakater. Det blev efterhånden nødvendigt at medbringe længere og længere stiger for at finde de små stykker murværk, der ikke allerede var plakater på. Der var en umådelig interesse for valget. Af de 6.176.559 opførte vælgere, stemte 5.666.696, eller 91,7 procent af vælgerne.
Valgets virkelige sejrherre var PS, som fik 37,8 procent af stemmerne. PCP fik et temmelig magert resultat, med 12,5 procent plus 4,1 procent til deres nære allierede MDP. Partierne til venstre fik næsten 60 % af stemmerne. På trods af Portugals “tilbageståenhed”, var “socialisme” ekstremt populært.
PS status var totalt ændret. Fra at være et parti med 200 medlemmer i april 1974 var det vokset til at være det ledende parlamentariske parti under parolerne ytringsfrihed, demokrati og en styret og moderne økonomi. Den præcise, praktiske betydning af disse paroler forblev uklare for dem, der støttede partiet. Erfaringerne med reformismen ved magten, som er almenviden andre steder, var ukendt i Portugal.
PS fremstod ofte som værende mere til venstre end PCP. Det kunne lettere tolerere en venstrefløj i rækkerne, eftersom det manglede kommunistpartiets monolitiske struktur og disciplin. I den henseende var manglen på en organiseret tilstedeværelse på fabrikkerne også en fordel, fordi PS kunne tillade sig at gå imod upopulære udspil fra regeringens side, udspil som PCP medlemmer forventedes at arbejde for. Igennem det meste af 1974-75 var PSs organiserede basis blandt arbejdere meget lille. Dets aktivister kom overvejende fra småborgerskabet. Selve uklarheden i partiets paroler for “fremskridt, demokrati og socialisme” gjorde det i stand til at appellere til brede dele af befolkningen, deriblandt de dårligst organiserede arbejdere, som faldt uden for Incersindical og PCPs indflydelse.
PS var tilbøjelig til at svinge i forhold til balancen mellem klassekræfterne, hvilket er ganske naturligt for et parti af den type. Det lænede sig derfor verbalt mod venstre i revolutionens tidlige stadier. Men efterhånden som krisen blev dybere, blev partiet imidlertid mere og mere et spejl på håbløsheden frem for at afspejle de uorganiseredes uartikulerede håb. Og det var fordi de organiserede arbejderes vigtigste parti, PCP, var ude af stand til at løse de stigende konflikter på en måde, der var tilfredsstillende for befolkningsflertallet, samtidig med at der ikke blev opbygget et seriøst alternativ til venstre. Og det var alene disse forsømmelser, der gjorde PS i stand til at udvikle en solid basis blandt arbejdere. Mange arbejdere kom til at se PS som det parti, der bedst var i stand til at beskytte de sejre, der var opnået siden april 1974. [24]
Den nyvalgte grundlovgivende forsamling var ikke den øverste myndighed: præsidenten var stadig udpeget af MFA. Tilstedeværelsen af en samling på 600 “lovlige” magtkilder, førte til skarpe uenigheder. Allerede inden for de første 24 timer blev der på en PS sejrsdemonstration sunget “Ned med MFA”. For første gang var der åben konflikt mellem et af de større politiske partier og MFA. Igennem de næste seks måneder fremførte PS uforsonligt parolerne “magten til de valgte”, “demokrati” og “ytringsfrihed” som et sammenhængende tema. Bag fraserne om “ægte demokrati” samlede sig mere og mere de kræfter, der var imod den revolutionære bevægelse.
Valgresultatet var en ydmygelse for den del af MFA, der så sig selv – og bestemt ikke Mario Soares og PS – som “folkets redningsmænd”. Venstrefløjsfolk inden for MFA spurgte sig selv “er PS blot et af borgerskabets ansigter?” og “vil PS være med til at fortsætte revolutionen?”
Efterhånden som PSs selvtillid voksede, blev dets uenigheder med den militærdominerede regering mere og mere klare. I disse første måneder efter valget dukkede parolen Poder Popular (Folkemagt) frem som en paraply-ideologi for MFA. Poder Popular fungerede som en bro over klasseskellene, der forenede militæret og arbejderne, bønderne og lejerne. I sit udgangspunkt var det blot et propagandistisk slogan fra militæret. Nu kom det imidlertid til at fremstå som en levende realitet. Hver eneste dag var der arbejdere, der overtog deres fabrik. Ikke offentliggjorte statistikker fra arbejdsministeriet i 1976 – længe efter at bevægelsen havde toppet – viser, at på dette tidspunkt var der 280 firmaer under arbejdernes selvstyre. Yderligere 600 var gået et skridt videre og havde overtaget ejendomsretten og var blevet til kooperativer.
Overtagelserne skete sædvanligvis med små firmaer, kooperativerne havde et gennemsnit på 45 ansatte, mens de selvstyrede havde et gennemsnit på 61. Mange af dem var blevet opgivet af deres tidligere ejere, og mange af dem ville være blevet skubbet ud under et hvilket som helst kapitalistisk moderniseringsprogram. [25] I de største og mest militante virksomheder besluttede arbejderne sig ofte for ikke at overtage dem totalt. For eksempel overtog arbejderkommissionen på entreprenørfirmaet Edifers hovedkontor bestyrelseslokalet (og beholdt barskabet som en påmindelse), men de besluttede sig for ikke at smide ledelsen ud. Da de blev spurgt hvorfor, sagde de: “Det er bedre, at vi kan se, hvad de gør.” En faglig aktiv fra Setenave skibsværftet sagde det på denne måde:
Selv på Setenave har vi ikke arbejderkontrol. Hvordan kan vi have det, hvis vi ikke har kontrol med bankerne? Vores opfattelse er, at vi ønsker at vide alt. ... Vi ønsker at kontrollere beslutningerne, men vi tager ikke ansvaret. Vi tror ikke på at vi alene kan have arbejderkontrol. [26]
Når det drejede sig om de større virksomheder, gik arbejdernes aktiviteter på at gennemtvinge nationaliseringer af firmaet eller af hele branchen. Revolutionsrådets første handling efter den 11. marts var at nationalisere alle banker og forsikringsselskaber, der ikke var udenlandsk ejede. På det tidspunkt var næsten 60 procent af økonomien i det offentliges hænder.
Overtagelsen af Radio Renascenca i Lissabon, der tidligere var den katolske radiostation, blev specielt velkendt. journalisterne hængte en åben mikrofon ud på gaden, så der kunne blive direkte udsendelser med gadepolitik, nårsomhelst der passerede en demonstration, eller der kom en deputation. [27]
Efter marts-kuppets fiasko steg jordbesættelserne dramatisk. Landarbejderne i Alentejo-regionen var i gang med at besætte 200.000 ha. Betydningen af landarbejdernes kamp kan ikke overvurderes. For første gang i mands minde, blev afvandringen fra land til by vendt.
Der blev opbygget landbrugskooperativer, og de blev tit opkaldt efter politiske begivenheder eller personer. For eksempel var Soldado Luis-kooperativet, opkaldt efter en soldat, der blev dræbt ved RAL-1 kasernen den 11. marts. Dette store gods blev ejet af en greve, der hovedsageligt brugte det til jagt. Det eneste, der blev dyrket, var en ha med ris – til fuglejagten. Det meste af arbejdskraften var løsarbejdere. Bortset fra jagtslottet var der investeret meget få penge i godset.
Nu mødtes arbejderne til regelmæssige møder, og de valgte en lille komité til at bestyre det. Den mest imponerende forandring var forvandlingen af den traditionelle bondekone. For det meste var de analfabeter og klædt i sort fra top til tå var det dem, der udførte det meste af det fysisk nedslidende arbejde. Nu sikrede de sig ikke alene, at de fik fast løn, og det næsten af samme størrelse som mændene, men de spillede også en aktiv rolle i ledelsen af kooperativet. Det område, der blev dyrket ris på, blev udvidet, og kvægbestanden blev forøget. Og med hjælp fra jordreformorganisationer blev der lånt traktorer.
Jagtslottet blev lavet om til ostefabrik. Ostene, der blev lavet af fåremælk, blev overgivet til fabrikker i det sydlige Lissabon, som kunne hjælpe kooperativet med transport ved at stille lastbiler til rådighed. Ligeledes hjalp fabriksarbejdere, studenter og arbejdsløse med til høsten.
Disse jordbesættelser og besættelser af huse og lejligheder i byerne førte mange mennesker over i selvorganisering, mennesker, som ellers ville have været udenfor, fordi de ikke arbejdede i fabrikkerne. Det var en massiv bevægelse. Arbejdsløse arbejdere hjalp til på landet. Børn lærte voksne at læse. Folkelige klinikker og kulturcentre blomstrede. Der blev etableret folkedomstole. En golfbane ved Algarve erklærede, at den nu var åben for alle undtagen medlemmerne.
Den voksende radikalisering greb også dele af hæren og truede MFAs enhed, der nu i højere og højere grad svingede mellem kravene om “disciplin” og kravene om “Folkemagt”. Nogle talte om at nægte at overgive magten, andre om et godgørende diktatur. Der blev udklækket forskellige planer for, hvordan MFA kunne forsøge at beherske modsætningerne. Det mest radikale var et forsøg på at opbygge et landsdækkende netværk af “Soldaternes, Sømændenes og Arbejdernes Revolutionære Råd” – CRTSM’er. Ideen blev først undfanget af PRP, men nu blev den også bakket op af dele af COPCON, heriblandt chefen Otelo de Carvalho.
Der blev afholdt møder på fabrikker og kaserner for at vælge lokale CRTSM-komiteer. Men kun på Lisnave- og Setenave-skibsværfterne, blev projektet godkendt af arbejdernes generalforsamlinger. Begge steder havde PRP aktive celler med mindst 25 aktive. På generalforsamlingerne blev der holdt taler af Sobral Costa, som var medlem af MFA, og en taler for CRTSM.
De der opstillede CRTSM’erne, så arbejderkommissionerne som noget, der havde en økonomisk rolle. Sådan var virkeligheden ikke. Mange arbejderkommissioner havde organiseret politiske demonstrationer, besættelser, strejker og andre aktiviteter. CRTSM’erne lavede en kunstig skillelinje, hvor de så deres egen rolle som “politisk” og overlod de “økonomiske” anliggender til arbejderkommissionerne. Og dette fik dem til at afstå fra at tage “her og nu” spørgsmål op på arbejdspladserne.
Dette førte til to ting. For det første forhindrede det CRTSM’erne i at slå dybere rødder på arbejdspladserne. For det andet gav det tiltro til PCPs argument om, at CRTSM’erne var undergravende, at de forsøgte at overtage arbejderkommissionernes politiske rolle. Og lederne af CRTSM’erne var ikke alene tilbøjelige til at adskille politik og økonomi, de var også tilbøjelige til at adskille politik fra partier. På en CRTSM-demonstration den 17. juni var to af parolerne: “Vi er den første Sovjet i det revolutionære Portugal” og “For en revolutionær regering uden politiske partier”. Denne modvilje imod partipolitik passede fikst ind i både MFAs tradition og i MFAs rolle med at afspejle og mægle mellem de forskellige klasseinteresser i den folkelige bevægelse
Med et snævert flertal vedtog MFAs generalforsamling den 8. juli, “Retningslinier for alliancen mellem folket og MFA” – den såkaldte MFA/POVO pagt. Pagtens mål var at opbygge de folkelige forsamlinger til at blive en parallel-magt over for staten og det parlamentariske system. Folkemagtsorganiseringer, beboer- og arbejderkommissioner, soldaterkomiteer og andre lokale organiseringer skulle integreres i en pyramide under MFAs beskyttelse.
I bevægelsen med at opbygge soldaterkomiteer blev Pontinha-forsamlingen fremhævet som et mønster-eksempel. Pontinha ingeniørregimentet havde været hovedkvarter for 25. april-kuppet. De fleste af soldaterne var udlærte mekanikere og havde en arbejderbaggrund. Deres regimentsforsamling blev model for andre enheder. Soldaterne og officererne havde opbygget direkte forbindelser med lokalbefolkningen og byggede veje og broer med deres militære udstyr. Efter kupforsøget den 11. marts blev møder mellem soldater og arbejdere til noget langt mere organiseret. Lige før MFA/POVO pagten kom, blev den første fællesforsamling oprettet med deltagelse af omkring 17 fabrikker og 30 lokale beboersammenslutninger. Da forsamlingen var på sit højeste, havde den omkring 200 delegerede fra de tilsluttede foreninger. [28]
Der var megen snak om fællesforsamlinger – Republica omtaler mindst 38, og der var mange, der planlagde for flere andre. Men få af dem blev til noget i virkeligheden. sædvanligvis var de mere stabile dem, der i realiteten påtog sig byrådsfunktioner. Forsamlingerne var domineret af beboerkommissioner, som derfor oversvømmede arbejdsplads-repræsentanterne. Almindeligvis var de folkelige forsamlingers svaghed, at de forsøgte at bygge broer mellem klasserne, mellem “folket” i et særligt område, eller mellem soldaterne og officererne i et særligt regiment, og at de var skabt fra oven, som et initiativ fra venstrefløjen i MFA, og ikke nedefra som en reaktion på klassekampen.
Men nogle former for “folkemagt” fremførte i højere grad spørgsmålet om klassemagt og kontrol frem for at skjule det. Det gælder for eksempel kampene på avisen Republica, der var ejet af Paul Rego, som var et prominent medlem af PS, og på den katolske Radio Renascenca. I maj 1975 overtog arbejderne Republica for at sikre avisens politiske uafhængighed, som deres erklæring påpegede:
Republica vil fra nu af ikke tilhøre noget parti. Alle de progressive partier vil blive givet ligelig behandling kun afhængigt af begivenhedernes betydning. [29]
Som svar forsøgte PS at stemple overtagelsen som et kommunistisk forsøg på at give avisen mundkurv på. I virkeligheden var arbejderne også kritiske over for PCP, næsten alle Lissabon aviserne lå til venstre for begge reformistiske partier takket være pression fra deres politiserede arbejdere. Der var helt sikkert udbredte følelser for “nej-til-partier-linjen” blandt Republica-arbejderne, men deres aktion polariserede dem, der støttede “ytringsfrihed” fra de, der støttede “arbejderkontrol”. Som Republica manifestet proklamerede:
Vi erklærer overfor alle arbejdere, at vi kæmper for at sikre arbejderkontrol over informationen ... Vi er kun 150 arbejdere, men på en måde er vi repræsentanter for vores klasse for millioner som os. Det, der er på spil, er politisk magt og viden om, i hvis hænder den er. [30]
Denne realistiske vurdering, blev også forstået af regeringen. Den forsøgte at bruge COPCON til at få genindsat avisens juridiske ejer, men da det blev klart, at det ville føre til afskedigelse af arbejderkommissionen, nægtede COPCON at samarbejde og gav nøglerne tilbage til arbejderne. Regeringens fortsatte fiasko med at sikre, at Republica og Radio Renascenca blev tilbageleveret – hvilket blandt andet medførte massedemonstrationer, der tvang MFA til at nedlægge veto mod en regeringsbeslutning om at levere radiostationen tilbage til kirken, og tvang dermed også MFA til at tillade arbejdernes fortsatte kontrol – førte til at Soares og PS trådte ud af regeringen, og der blev nu nedsat endnu en ny – den Femte Provisoriske Regering.
Uden for Lissabon var de reaktionære kræfter ved at vinde styrke. Vestlige kapitalistiske regeringer insisterede mere og mere indtrængende på, at Portugal måtte “se at få orden i sit eget hus”. Tilbagetrækningen fra de portugisiske kolonier. Angola, Mozambique og Guinea-Bissau betød, at en halv million stærkt desillusionerede flygtninge skulle genplaceres i selve Portugal. De slog sig hovedsageligt ned i de traditionelt konservative regioner i det centrale og det nordlige Portugal. Den radikalisering, der var fejet hen over andre dele af landet, havde efterladt især den nordlige del uberørt. Det var der adskillige grunde til.
For det første var mange byråd i de nordlige byer blevet overtaget af PCP, hvis fokusering på at øge sin indflydelse i statsmaskineriet betød, at der ikke blev gjort meget ud af at hæve befolkningsflertallets bevidsthed og moral. For det andet gav jordreformerne langt færre konfrontationer i Nordportugal. I modsætning til Sydportugal, hvor jorden blev dyrket af lønarbejdere på store godser, var de fleste landbrug i Nordportugal ekstremt små. Den fremlagte jordreform, der begrænsede sig til besiddelser over 300 ha, eller 50 ha hvis jorden var overrislet, berørte knapt nok området. Og den nye lov om mindstelønninger gjaldt ikke for landbruget.
Bønder, som lejede deres jord, fik nu 18 års opsigelsesvarsel, men de fik ikke retten til at eje jorden. De fik heller ikke nogle lettelser i deres enorme gældsbyrder, bankerne blev nationaliseret – men landbrugets finansieringsinstitut blev der ikke rørt ved. [31] I mellemtiden var prisen på gødning fordoblet. Den evindelige snak i medierne om det nye liv i Portugal stod i stærk kontrast til det fortsatte slidsomme liv i de tilbagestående regioner.
Landbrugspolitikkens fallit spillede kortene i hænderne på de reaktionære kræfter, især den katolske kirke. Ærkebiskoppen af Braga tilskyndede til kamp imod “den kommunistiske anti-krist”. “Vi er kaldet til at slås for gud eller imod ham. At trække os tilbage vil være forræderi. Og forræderi vil betyde død.” [32] Den samme ærkebiskop gav jævnligt penge til de underjordiske yderligtgående højregrupper, [33] som i sommeren 1975 var direkte ansvarlige for afbrændingen af 60 af PCPs og den revolutionære venstrefløjs kontorer.
Den politiske situation, hvori det yderste højre følte sig i stand til at stå åbent frem, var imidlertid skabt af PS, der i dønningerne efter sin udtræden af regeringen, startede en giftig anti-kommunistisk kampagne, som var indhyllet i et røgslør af demokratisk retorik. Højrefløjsvolden skærpedes først i provinsen og siden i de politiske sammenstød i hovedstaden. Eftersom det var påtrængende nødvendigt for de “moderate” i MFA at få deres tidligere regeringspartnere PS og PPD tilbage, udsendte major Melo Antunes og ni andre medlemmer af det Øverste Revolutionsråd den 9. august et åbent brev, der senere blev kendt som “De Nis dokument”. Brevet startede med en betydningsfuld vurdering af perioden: “Det er en tid med store beslutninger, en tid hvor usikkerheden må standses.” Brevet fortsatte med at opridse, hvilken retning beslutningerne skulle tage:
Dag efter dag åbenbarer et svælg sig mellem en meget lille social minoritet (dele af Lissabons proletariske zone og syden), der støtter et bestemt revolutionært projekt og praktisk taget resten af landet, som reagerer voldsomt imod de ændringer, som en vis revolutionær minoritet forsøger at pålægge dem uden tanke for det portugisiske folks komplekse realitet i det historiske, sociale og kulturelle liv. [34]
Antunes og de fleste af hans medunderskrivere blev fjernet fra det Øverste Revolutionsråd, men deres dokument var symptomatisk for udmattelsen og utålmodigheden blandt store dele af officerskorpset. Brevet blev et udkald til samling for moderate overalt. Fokus for Antunes’ kampagne var den Femte Provisoriske Regering, der var under stærk indflydelse af PCP og derfor bredt blev anset for den mest venstreorienterede. Men den nye regering blev også kritiseret fra venstre. En demonstration til fordel for Folkemagt den 20. august samlede 100.000 deltagere, heriblandt mange soldater, og den støttedes af mere end 200 arbejder- og kvarterkomiteer. [35]
Regeringens og PCPs voksende isolation fik PCP til at tage initiativ til en “Folkelig Enhedsfront” med seks venstregrupper heriblandt MES, LO og PRP. O Seculo, som var et kommunistisk dagblad, lavede en speciel middagsudgave den 25. august for at hilse Fronten velkommen som “et historisk øjeblik”, og den 27. blev der holdt endnu en enorm demonstration. Den Folkelige Enhedsfront må have skabt nogen forvirring blandt menige PCP medlemmer, da deres ledere ganske nyligt havde lagt vægt på “kampen for produktionen”. Men deres forvirring blev hurtigt løst. Inden for 24 timer efter demonstrationen trak PCP sig ud af Fronten og opfordrede PS til forsoning og til at deltage i at udforme en koalitionsregering.
Forfatterne til “De Nis dokument” var især bekymrede over manglen på disciplin i hæren:
Vi ser en fremadskridende opløsning af statens strukturer. Overalt har usunde og anarkistiske former for magtudøvelse fået overtaget og er endda nået så langt som til de væbnede styrker. [36]
Højrefløjens voksende styrke i Nordportugal førte til fornyet selvtillid blandt karriereofficerer og til en beslutsomhed over for at genindføre “disciplin”. Men det førte også til en modaktion blandt de menige soldater i området. Mange af de involverede soldater stammede fra de nordlige områder, der i modsætning til Sydportugal ikke havde nogen kamptraditioner.
I september mødtes et halvt dusin revolutionære soldater heriblandt medlemmer af LCI, PRP og MES i hemmelighed i en skov, hvor de forfattede en løbeseddel, der protesterede imod de dårlige forhold. Således startede Soldados Unidos Vencerao (“Forenede soldater vil sejre”), som var den første autonome organisation for menige soldater i Portugal. SUV indkaldte til en demonstration i Porto den 10. september:
Som soldater måtte vi ikke synge offentligt, vi startede med at fløjte. Imidlertid endte det til slut med, at alle sang ... sang Internationale. Antallet af deltagere i demonstrationen voksede lige for øjnene af os. [37]
Det anslås, at omkring 30.000 arbejdere den dag marcherede med bag ved et kontingent på 1.500 soldater. [38]
Over for soldaterne begyndte SUV at afsløre deres officerers konservatisme, som hidtil havde været skjult af MFAs prestige.
Dagen efter SUV-demonstrationen var årsdagen for (militærkuppet i; PR) Chile, og vi ønskede at holde et minuts stilhed. Officererne sagde nej. Vi kom kugler i vores geværer og holdt vores minuts stilhed. [39]
Soldaterne begyndte at fremsætte krav, der slog ind i ulighederne mellem dem og officererne. De begyndte at agitere for lønforhøjelse og gratis transport. En enkelt rejse for at besøge familien var nok til at opsluge en månedsløn for mange soldater.
I generalhovedkvarteret i Porto var der tre forskellige spisesale, en for soldater, en for underofficerer og en for officerer. Tre dage efter Porto-demonstrationen gik nogle soldater roligt ind og satte sig til at spise i officersmessen. Næste dag besatte alle soldaterne officerernes messe. Siden den dag har der været en kamp i gang for at ophæve de adskilte spisesale og få dem lagt sammen. [40]
I løbet af få uger blev SUV en landsdækkende organisation til stor bestyrtelse for både den Sjette Provisoriske Regering og MFAs Revolutionsråd. Den 25. september holdt SUV en demonstration i Lissabon til støtte for Lissabons soldater- og arbejderråd og for arbejderkommissionerne. Iblandt de 100.000 demonstranter var der medlemmer af PCP. Omkring 4.000 demonstranter beslaglagde busser og tog ud og befriede nogle soldater, der var blevet fængslet 25 kilometer væk, fordi der var blevet fundet SUV løbesedler i deres skabe.
SUV var den først organisation indenfor de væbnede styrker, der tog fat i de meniges her-og-nu-krav. Det var det, der skaffede SUV sin styrke og gjorde den uafhængig af MFA. Den var kritisk over for det netværk af soldater- og officers-forsamlinger, som MFA‑sympatisørerer havde nedsat på de fleste kaserner. Der er ingen tvivl om, at SUV spillede en vigtig rolle i klassekampens vækst i hæren. Men de menige soldaters kamp var sammenkædet med, og betinget af, den generelle klassekamp. Ligegyldigt hvor radikaliserede de enkelte soldater eller hele enheder blev, forblev de væbnede styrker et instrument for den borgerlige statsmagt. Borgerskabets kontrol over statsapparatet var skrøbeligt, men det kunne kun være en midlertidig tilstand. I den sidste ende afhang udviklingen af klassekampen i hæren af, om bevægelsen blandt arbejderne kunne tilbyde et alternativ til den borgerlige stat, en potentiel arbejderstat. Uheldigvis blev dette ikke forstået af selv de bedste af de portugisiske revolutionære, der fortsat overvurderede den uafhængige betydning af kamp i hæren.
Højrefløjens genopståen i sommeren 1975 førte til fornyet kup-frygt. Der havde allerede været to kupforsøg. Mange på venstrefløjen begyndte at advare om, at det ondsindede kup i Chile to år tidligere kunne blive gentaget i Portugal. Således udtalte Otelo de Carvalho, chefen for COPCON:
Hvad der bekymrer mig er den mulige “Chileficering” af Portugal ... de bygger dræbermaskiner; undertrykkelsesmaskiner. Med dem kan de starte et nyt Chile. Jeg er hjemsøgt af den frygt. [41]
I virkeligheden anstrengte ny-fascisterne sig ikke for at få magten. Det forrige autoritære højrefløjs-regime havde vist sig at være et problem for Portugals herskende klasse, hvilket var grunden til, at det blev fjernet. Ligeledes var Chiles eksempel heller ikke nær så inspirerende for de store multinationale selskaber og CIA, som venstrefløjen gerne forestillede sig. Siden kuppet i september 1973 havde den chilenske økonomi været ramt af hyppige kriser. Så både NATO og Portugals herskende klasse foretrak absolut at opbygge et “stabilt” borgerligt parlamentarisk system, hvis det overhovedet var muligt.
Den Sjette Provisoriske Regering overtog taburetterne den 19. september. Igen var alle de store partier repræsenteret, men PS og “De Ni” var styrket på bekostning af PCP. Denne regering kom til at sidde frem til næste valgrunde i april 1976. Men kontinuitet er ikke det samme som stabilitet.
I forhold til at udøve kontrol over hele samfundet var regeringen en fiasko, der var hele sektorer uden for dens kontrol. Massebevægelsen var stadig meget stærk. Jordbesættelserne accelererede hen imod slutningen af september. I løbet af lidt over en måned blev tre gange så meget jord besat som i det forudgående halvandet år. I byerne var mange arbejdspladser stadig under arbejdernes kontrol.
Den ideologiske kontrol over medierne var stadig ikke blevet genopbygget. Den uløste kamp om Radio Renascenca viste regeringens fortsatte svaghed i en nøddeskal, og den 29. september gav statsminister Pinheiro de Azevedo COPCON ordre til at besætte den. Efter en arbejderdemonstration, gav COPCONs chef Otelo de Carvalho med tårer i øjnene sine tropper ordre til tilbagetrækning. I løbet af seks timer blev radiostationen besat af kommandosoldater under ledelse af oberst Jaime Neves. Men en gigantisk demonstration om aftenen den 16. oktober tvang kommandosoldaterne tilbage, og radioen begyndte at transmittere igen.
Regeringen var næsten magtesløs. Deres eneste udvej var terrorisme. Den 7. november sprængte regeringens sabotører radiostationen 1 luften under beskyttelse af faldskærmstropper, som man formodede var loyale og “tilbagestående”. Faldskærmstropperne troede, at de ydede beskyttelse og at “ordren kom fra venstre”.
Mens massebevægelsen havde inddraget mennesker i store tal, og der stadig var et enormt potentiale, blev svaghederne alligevel mere og mere synlige. Den politiske bevidsthed var uundgåeligt uens og til tider modsætningsfyldt:
Mere end én gang, har jeg besøgt fabrikker, som arbejderne styrede. De har fortalte mig om kapitalismens ondskab, om hvor godt arbejderne fik tingene til at fungere, om nødvendigheden af før eller siden at tage statsmagten ... men så gled de hurtigt over i “og nu er den vigtigste ting overhovedet kampen for produktionen”.
Fraværet af et synligt og levedygtigt alternativ, af en kamp for arbejdermagt over samfundet som helhed, førte til demoralisering og passivitet og til, at arbejderne blev tilbøjelige til at tillade de stadig mere dominerende reformistiske organisationer at “gøre det for dem”. PCP og PS vandt i højere og højere grad støtte fra arbejdere, som ledte efter lettere og mere sikre løsninger.
I Lissabon blev de aktive på fabrikkerne forvandlet til et netværk af arbejderkomiteer, som var opbygget af PCP. Indvielseskonferencen for Cintura Industria de Lisboa (CIL) blev afholdt den 8. november 1975 med delegerede fra 124 arbejderkommissioner, og i alt deltog 400 mennesker. De fleste større arbejdspladser havde delgerede med. Intersindical sendte observatører. På papiret var det den mest magtfulde konference af arbejderkomiteer til dato. Mange ikke-organiserede aktivister deltog, men dagsordenen og diskussionerne blev domineret af PCP.
CIL forsøgte at opstille en koordinerende ramme for de folkelige forsamlinger. Den arrangerede også en gigantisk demonstration den 16. november mod højretruslen; formentlig bakkede 300.000 op.
De PCP aktivister, som opbyggede CIL, kom helt sikkert fra partiets venstrefløj. Og det at PCP tolererede initiativet, var en del af deres skift til venstre, der gik ud på at sikre sig støtte fra de militante. Men den revolutionære venstrefløj havde ingen taktik for, hvordan de skulle intervenere på konferencen. PRP og UDP besluttede sig for ikke at intervenere med den begrundelse, at konferencen var domineret af PCP. PRP var ikke villig til at kæmpe for, hvad de anså for reformistiske krav. Og MESs intervention gjorde ikke noget indtryk.
I modsætning hertil viste Kampkomiteen i Setubal, som lå kun 50 kilometer sydligere, hvad der kunne gøres. Her var det den revolutionære venstrefløj, der slog takten an, mens PCP var tilstrækkeligt flexible (og isolerede) til at føle, at de måtte gå med.
Setubal var i 1976 med 78.000 indbyggere Portugals tredjestørste by. Byens hurtige vækst i 1960erne og begyndelsen af 1970ere, skyldtes de nye industrier, især Setenave skibsværftet. Setubal var et vigtigt arbejdercentrum, hvor boliger og sociale goder var en alarmerende mangel. Modsat de folkelige forsamlinger var Setubals Kampkomité opbygget nedefra som reaktion på den Sjette Provisoriske Regerings forsøg på at lukke Radio Renascenca. Femhundrede mennesker deltog i komiteens første møde. Og det var ikke noget tilfælde, at den så sig selv som en kamp-komité, og ikke som en folkelig forsamling. [42]
Komiteen viste, at en praktisk tilgang var vejen til at vinde masseopbakning. For eksempel var der et møde midt I oktober, hvor adskillige medlemmer af arbejderkommissionen på den lokale avis Setubal-Ense fortalte, hvordan ejeren havde truet med at fyre tre journalister. Man blev så enige om, at arbejderne skulle besætte avisen, og at Kampkomiteen skulle støtte dem.
Setubals Kampkomité viser, at selv I slutningen af november var bevægelsen i arbejderklassen på ingen måde udtømt – forudsat at der var en synlig vej fremad og et muligt lederskab. Bygningsarbejdernes strejke i november er en anden illustration af det. Hidtil havde bygningsarbejderne ikke været nogen aktiv del af arbejderklassen. Mange af dem var bønder, der var kommet ind fra landet for at søge arbejde, andre var sorte fra Cap Verde-øerne. Men i midten af oktober mødtes repræsentanter for 32 bygningsarbejderkommissioner og opstillede krav om en landsdækkende lønstruktur og én fagforening for branchen. En landsdækkende strejke og demonstration blev organiseret. Højdepunktet var en imponerende demonstration uden for den Grundlovgivende Forsamling. Arbejderne rejste barrikader, blokerede gaderne med traktorer, betonkanoner og lastbiler, bevæbnede sig med hakker og køller og holdt den Grundlovgivende Forsamling som gidsel.
Statsminister Azevedo bad kommandosoldaterne om at komme til undsætning. De nægtede. Derefter rekvirerede han en helikopter til at redde bare nogle få af dem. Militærpolitiet, der overhørte anmodningen, advarede bygningsarbejderne, og helikopteren blev forhindret i at lande. Efter 36 timer måtte statsministeren gøre indrømmelser over for alle bygningsarbejdernes krav, med virkning fra den 27. november.
Bygningsarbejdernes sejr og Azevedos ydmygelse viste sig at kunne slå regeringens offensiv af sporet. Den 20. november erklærede regeringen, at den ikke ville gøre mere “politisk”, den ville blot fungere som en administrativ enhed.
Ude i kulisserne blev der nu gjort forberedelser til et mere afgørende slag imod de radikale dele af tropperne. Fra oktober og frem havde højrefløjen i hæren konsolideret sin stilling. Den udmanøvrerede en SUV-besættelse i Nordportugal; kort efter blev tre kaptajner og 49 piloter hjemsendt efter SUV-uroligheder ved Beja i den centrale region. Med befrielsesbevægelsernes sejr i Angola var der også mindre brug for værnepligtige, og adskillige tusinde blev demobiliseret.
Den 18. november mødtes Soares fra PS med ældre højrefløjsofficerer fra MFA for at diskutere, hvordan “disciplinen” kunne genindføres over hele Portugal. Et operationscenter blev i al stilhed opbygget under ledelse af oberst Ramalho Eanes. Dette bestod af håndplukkede tropper heriblandt kommandosoldaternes chef oberst Jaime Neves. Ideen var ikke at gå i aktion umiddelbart, men at vente på en gunstig lejlighed.
Begivenhederne i hæren kulminerede snart. De faldskærmssoldater, som var blevet brugt ved udslettelsen af Radio Renascenca, havde taget ved lære af den hårde kritik, som arbejdere og soldater fra andre enheder havde rettet imod dem gennem Lissabons aviser. Nu rebellerede de imod deres officerer.
Venstre- og højrefløjs militære intriger havde været tiltagende igennem nogen tid; rygter om et forestående kup svirrede. I Barreiro ved Tagus-flodmundingen modsat Lissabon skulle de frivillige brandmænd ringe med brandklokken ved det mindste tegn på en militær magtovertagelse. De lokale folk her var allerede blevet vækket af adskillige falske alarmer. Men samtidig med at erindringen om Chile betød, at folk frygtede højrefløjen, betød det også at, de ikke ønskede at tage del i venstrefløjseventyr.
Om aftenen den 24. november blev Otelo de Carvalho fjernet fra ledelsen af Lissabons militærregion og erstattet af Vasco Lourenco. I den følgende morgens tidlige timer var der nogle officerer, der var modstandere af beslutningen, som lagde pres på Otelo for, at han skulle trodse den. Han afslog og gik hjem i seng. I hans fravær besluttede en ad hoc-gruppe af officererne, at den militære administrationsskole skulle overtage radioen, militærpolitiet beskytte fjernsynet og RALIS (det tidligere RAL-1) skulle bevogte den motorvej, der førte ud af byen mod nord.
Om morgenen havde faldskærmssoldaterne på fem baser besat deres kaserner og krævet, at deres chefer skulle gå af, og at de blev sat under kommando af Otelo og COPCON. Otelos svar var at konsultere sine medofficerer og præsidenten i præsidentpaladset. Her blev han tilbageholdt med magt. Under påskud af at de midler, som disse soldater havde taget i brug, var “oprørske”, følte regeringen sig i stand til at erklære undtagelsestilstand og indsætte deres særlige håndplukkede kommandogrupper.
Officererne må være blevet overraskede over, hvor glat det hele gik. De var ikke engang sikre på, at kommandosoldaterne som kun var 200 i alt, ville forlade deres kaserne – for slet ikke at tale om at kæmpe. De paraderede forbi militærpolitiets kaserne den 25. om eftermiddagen og fortsatte til en af faldskærmssoldaternes kaserner. Efter at have beordret et par varselsskud brugte Neves en megafon til at kræve, at faldskærmssoldaterne overgav sig. Isoleret i kasernen som de var, overgav de sig.
Operationsstyrken vendte så tilbage for at tage sig af militærpolitiet i de tidlige morgentimer den 26. Adskillige soldater blev dræbt, før militærpolitiet også overgav sig. Nu brød de oprørske enheder sammen, en efter en.
Ingen syntes i stand til at give et klart svar på, hvordan man skulle forholde sig til denne nye udvikling. Lige før midnat den 25. var der for eksempel forsamlet adskillige hundrede arbejdere ved en af de adgangsveje, der førte til militærpolitiets kaserne. De havde en diskussion med en buschauffør. Skulle de vælte hans bus? Den ville udgøre en god barikade. Men på den anden side var det muligt, at soldaterne indenfor i kasernen ønskede at bruge vejen. Ingen syntes at vide noget. Der var ingen, der gjorde noget.
Den foregående dag havde færgerne og mange fabrikker i Lissabon strejket i to timer og holdt møder om situationen for at diskutere truslen fra højre. Men den 25. november var der ikke nogen blandt det store flertal af fabrikkerne, der gjorde noget. Bygningsarbejderne var en fremragende undtagelse; nogle af dem kommanderede ved hjælp af deres transportable radioer enorme gravemaskiner og betonkanoner hen for at forsøge at blokere for kommando-soldaternes fremrykning.
Venstrefløjen begrænsede deres opmærksomhed til militære spørgsmål. Det blev med beklagelse konstateret, at arbejderne på Lisnave skibsværftet for eksempel kun havde 60 geværer. Ingen opfordrede til strejker eller besættelser selv om en sådan aktivitet blandt en så magtfuld gruppe som arbejderne på Lisnave ville have givet et udspil til andre arbejdere, og dem, der vaklede i de væbnede styrker.
I august var PCP drejet til venstre for at holde fast på sine medlemmer og for at understøtte sin stilling i den ustabile Sjette Provisoriske Regering. Den 24. november indkaldte de til en to timers generalstrejke imod truslen fra højre med begrænset succes. De underofficerer og officerer, der organiserede modstanden mod fjernelsen af Carvalho, blev opmuntret af PCP. Men om eftermiddagen den 25. november lavede PCP et skarpt kursskifte, nu argumenterede de for at den 25. aprils gevinster ikke skulle sættes over styr for nogle få “ultra-venstre folk” Og deres “vanvittige” handlinger.
Når man ser tilbage på begivenhederne, er det klart, at det, der skete den 25. november, markerede et afgørende vendepunkt. Der var intet blodbad som i Chile, men efter den 25. november nåede arbejderklassens kamp aldrig de tidligere højder igen. Den herskende klasse blev aldrig igen, på trods af hårde øjeblikke, sat tilbage i den tilstand af lammelse, som den havde været i i meget af 1974 og 1975. En af forudsætningerne for succesen var genindførelsen af disciplinen i statsapparatet. Dette blev opnået den 25. november og umiddelbart efter.
Før den tid kunne radikaliseringen i hæren bære ved til arbejdernes kamp – indgyde ekstra selvtillid som den, der sås hos bygningsarbejderne midt i november. Begivenhederne den 25. november ophævede ikke kampen, men de ændrede kampbetingelserne: Der var en udbredt erkendelse af, at sejrrige aktioner ville være sværere
nu, hvor modmagten havde genvundet sin sammenhængskraft. Det blev mere attraktivt at lytte til PCP og PSs appeller om at fare med lempe.
Udrensningen af de radikale soldater og officerer den 25. november blev planlagt og udført af “moderate” generaler og officerer i MFA, men det var PS, der havde skabt den ideologiske baggrund for de moderates aktioner. PS hyldede de moderates aktiviteter offentligt.
PCP var som langt den største og mest indflydelsesrige organisation i stand til at rejse modstanden. Partiet havde været den vigtigste kraft bag anti-regerings-demonstrationen den 16. november; det havde sat en 2-timers generalstrejke i gang den 24. Fra august og helt frem til den 25. november om eftermiddagen, havde PCPs generelle politik været indrettet på at understøtte sin position i den Sjette Provisoriske Regering, der var kommet under voksende indflydelse af højrefløjen. Igennem delvis mobilisering af sine sympatisører, håbede partiet på at opnå to mål: For det første at overbevise borgerskabet om at PCP var uundværlig i regeringsalliancen; for det andet at fastholde sine aktivister, der begyndte at blive påvirket af den yderste venstrefløj. Men det andet mål var underordnet det første. Positionen som troværdig regeringspartner kunne ikke opnås alene ved at udvise en evne til at mobilisere. Denne evne måtte suppleres med beviser på loyalitet, beviser på at PCP også evnede at kontrollere denne militans og at få demobilisere den.
Derfor var svingninger uundgåelige i PCPs strategi. Det var der imidlertid ikke nogen af partiets sympatisører, der var opmærksomme på. Da fjernelsen af Carvalho blev offentliggjort, begyndte nogle officerer, der var påvirket af PCP, at organisere modstand. De var motiveret af et presserende og fuldstændig berettiget ønske om at forsvare de radikale i hæren. Der er ingen tvivl om, at den form, som modstanden fik, gjorde den egnet til at blive opfattet som et kupforsøg – selv om der ingen beviser er for, at det var hensigten med det. Men PCP solgte sine radikale sympatisører i hæren, og ret mange andre, til gengæld for en fortsat plads i regeringen.
Hvordan agerede den revolutionære venstrefløj så overfor begivenhederne den 25. november? Alle de forskellige grupperinger blev taget med bukserne nede, fordi de havde ventet, at slaget ville komme fra det yderste højre, som det gjorde i Chile. Ingen af dem var med til at anspore det militære modsvar, ingen af dem organiserede noget på arbejdspladserne. Til deres ære skal det dog siges, at alle undtagen højre-maoisterne forstod, at faldskærmssoldaterne måtte støttes. Efter PCPs forræderi var de radikale soldater og deres venner på den revolutionære venstrefløj totalt isolerede. Der var ikke noget at gøre midt i en spærreild af løgne, som blev fremført af regeringen og støttet af PCP, og som gik ud på, at forsøget på at forhindre udrensningen af Carvalho var et forsøg på at tage statsmagten. [43]
Nu havde PRP ganske vidst i nogle uger udgivet propaganda, der gav det indtryk, at kampen om statsmagten var en mulighed på kort sigt. Men denne fejltagelse påvirkede ikke direkte begivenhedernes hovedretning. PRPs rolle i forhold til at organisere den militære modstand var ubetydelig. Men det gjorde organisationen særdeles sårbar over for anklager om at gå “i kup-tanker”, og det afslørede for de nu isolerede sympatisører, hvor langt der stadig var mellem virkeligheden og gennemførelsen af arbejdermagt.
Den 25. april 1974 eksisterede der ikke nogen som helst form for masse-arbejderorganisationer. Dette næsten totale fravær af et fagbureaukratis underkuende indflydelse, det utillokkende ved en uendelig ventetid for en arbejderklasse, der havde været underkuet i årtier, sammenlignet med de pludseligt ubegrænsede muligheder for aktiviteter og kampe, gav enorme muligheder for dem, der forsøgte at opbygge et revolutionært alternativ. Selv Soares talte i revolutionære vendinger, selv om det selvfølgelig kun var for at styrke sine egne mål.
Men det tomrum, der opstod efter Caetanos fald var ikke kun positivt. Det langvarige fravær af et system, hvori reformistiske politikere kunne boltre sig, stillede også reformisterne bedre i forhold til at fremstille sig selv som forkæmpere for arbejdernes interesser. Den erfaring, der skulle til for at bevise det modsatte, eksisterede ikke. Dette garanterede ikke på forhånd, at PS og PCP ville opnå deres mål, men det betød, at efterhånden som massebevægelsen begyndte at vokse, ville selv militante arbejdere huske reformisterne som prominente anti-fascistiske kæmpere, som dem man led sammen med under det gamle regime, og ikke som forræderiets arkitekter.
Det at vise, at vejen til socialisme gik gennem revolutionen, krævede en sammenhængende intervention inden for ethvert område i massebevægelsen, i særdeleshed i dens kerne, arbejderklassens kampe. Denne intervention var nødvendig ikke bare for at “afsløre” de reformistiske lederes måde at fremføre deres “realpolitik” på, men for at opbygge en organisation, der kan sammenkæde de utallige kampe, og som kan vise i praksis, at massebevægelsens sejre afhænger af revolutionær organisering. Der var helt sikkert muligheder for at gøre dette, og der var tidspunkter, hvor de revolutionære organisationer påvirkede begivenhedernes gang. ‘Forenede soldater vil sejre’, Inter-empresas og Setubals Kampkomité for eksempel, var organiseringer, der i høj grad blev til på initiativ af revolutionære. Og det var igennem dem, at individuelle aktivister blev overbevist om, at samfundet kun ændres ved opstand.
Men hvad så med de grundlæggende forudsætninger for en socialistisk revolution, hvor meget brede lag både skulle støtte og forstå revolutionens nødvendighed, og at de revolutionære måtte skabe et hegemoni i arbejderklassen som helhed?
Over for disse vanskelige opgaver, indførte små revolutionære grupper politiske traditioner, der for det første var dannet ud fra erfaringer med at forsøge at arbejde i det utroligt hårde miljø, som Caetanos Portugal var. Og for det andet var grupperne dannet ud fra, hvordan de revolutionære så sig selv i forhold til andre bevægelser internationalt. Den fremherskende tendens hægtede sig på “tredje-verdens-nationalismen” og væbnede genveje. Langt de største grupper var dem, der identificerede sig med maoismen og kombinerede et kraftigt had til “socialfascisterne” i PCP med en “fase”-teori, der lignede PCPs. Andre stillede sig selv på linje med en eller anden fraktion i den “ortodokse” Fjerde Internationale. Mange af grupperne gennemgik en betydelig udvikling i denne urolige periode.
De britiske Internationale Socialister, som var forløberen for Socialist Workers Party, SWP, indledte diskussioner med PRP i den tro, at kritik udefra, praktisk støtte og PRPs egne erfaringer ville gøre dem i stand til at blive et effektivt lederskab i kampen. På grund af den intensitet, der er i enhver revolutionær opstand, var det umuligt at vente på den eventuelle fremkomst af en organisation, der stod IS’s egen politik nærmere. For PRP var det klart, at samfundet ikke kunne reformeres, at det var nødvendigt at smadre den kapitalistiske stat. PRP delte hverken maoisternes “fase”- eller “socialfascisme”-teorier eller de ortodokse trotskisters hårdnakkede tilbøjelighed til at stille krav til reformisterne på en sådan måde, at det kunne give illusioner om, at reformisterne var i stand til at lave revolutionære aktiviteter.
Men PRP var ikke i stand til at overvinde nogen af de mere negative træk, der stammede fra undergrundsarbejdet under Caetano-regimet. En vis “guerillaisme” kunne let kombineres med en opfattelse af, at den militære kamp var det vigtigste område for revolutionære.
Det er også klart, at den portugisiske revolutions start som en revolte inden for statsapparatet gjorde dele af militæret langt mere modtageligt for påvirkninger fra massebevægelsen uden for militæret, end det har været tilfældet i de fleste revolutionære bevægelser, hvor opbruddet i hæren er kommet sent som en kulmination på den politiske og sociale krise. I sådanne øjeblikke har nøglespørgsmålet været, hvorvidt bevægelsen blandt arbejderne er blevet udviklet i en sådan grad, at den kan tilbyde de menige soldater en mulig alternativ autoritet – en arbejderstats autoritet.
Klassekampen i den portugisiske hær havde enorme muligheder, men dens udvikling ud over et vist punkt var umulig, medmindre bevægelsen blandt arbejderne selv var tæt på at gøre regnskabet op med borgerskabet. De radikale officerer kunne ikke sætte sig selv i stedet for de menige soldater, for slet ikke at tale om arbejderklassen. Som et medlem af “De Nis Gruppe”, Pezarat Correla, senere bemærkede:
Jeg så gerne radikal politisk forandring i Portugal, men jeg tror ikke, at militæret kan blive en god revolutionær. Officererne hører til borgerskabet, og selv om de har taget et standpunkt, som MFA har gjort, er de ikke den sande revolutionære klasse. De ender med at stå over for interne modsætninger... Jeg tror nok, at min egen stilling klart viser disse modsætninger. På grund af min militære uddannelse bekymrer jeg mig om orden og disciplin, men på grund af min sociale bevidsthed så jeg gerne, at der blev foretaget visse forandringer med denne orden og disciplin. Er dette muligt? [44]
Det afgørende spørgsmål var altså udviklingen i selve arbejderklassens bevægelse. Mange på venstrefløjen var tilbøjelige til at undervurdere PCPs indflydelse i arbejderklassen og til at overvurdere, i hvilken grad kampen automatisk ville føre arbejderne ud af dette greb. Dette perspektiv førte det revolutionære venstre henimod “nej-til-partier-linjen” og over til at koncentrere de kræfter, det havde uden for de væbnede styrker, om at opbygge arbejderorganisationer som tilstrækkelige i sig selv – frem for at kæmpe for indflydelse i arbejderorganiseringerne, og inden for alle arbejdernes masseorganiseringer.
Og der var tusindvis af arbejdere, der var skuffede over PCPs krumspring og søgte et praktisk alternativ, men de så kun Soares og PS. Konsekvent og hårdt praktisk arbejde omkring dagligdagens ‘her og nu-krav’ kunne have skabt en solid basis for et ægte alternativ. Men under henvisning til Cuba, argumenterede PRP i stedet med, at arbejderklassens støtte kunne opbygges videre efter opstanden og magtovertagelsen.
I Portugal i 1974-75 var der et enormt potentiale for at opbygge et revolutionært arbejderparti. Arbejdere i store tal var åbne over for revolutionære ideer, især da det blev klart, at nogle af revolutionens erklærede venner – som for eksempel Spinola – virkeligheden var nogle af de mest uforsonlige fjender. En sådan erfaring rejste i vide kredse spørgsmål på spørgsmål, der blev en meget mere kritisk stemning blandt mange arbejdere, end der havde været i de hede april- og maj-dage i 1974, hvor den fremherskende stemning var en kritikløs broderlighed over for alt andet end lige fascister.
Det var det revolutionære venstres forsømmelser frem for en iboende tiltrækning til reformistiske løsninger blandt arbejdere, der tillod, at PS og PCP kom til at spille den rolle, de gjorde.
Vekselvirkningen mellem socialist- og kommunistpartiernes rolle bør understreges. I det meste af perioden op til sensommeren 1975, var det PCP, der spillede den centrale rolle i nedkølingen af strejker, og som lagde vægt på “kampen for produktionen”. Det stillede PS i den lykkelige situation, at det var i stand til at forbinde “ansvarlighed” i de regioner, hvor kampene var svagest, med lejlighedsvise radikale opportunistiske erklæringer i områder, hvor kampen var fremskreden. Det var en bonus, der gjorde partiet i stand til at skabe de fleste af sine socialdemokratiske strukturer, til at rekruttere arbejdere og til at give sine aktiviteter en revolutionær glans. Dette snød en god del såkaldte trotskister, der anså PS for at repræsentere en demokratisk avantgarde i modsætning til de stalinistiske tendenser i MFA og PCP, og det bar ved til ideen om, at PS på en måde var enestående i forhold til den slags partier.
Det enestående ved PS er for nærværende bedst afsløret af dets handlinger i sommeren 1975, da dets skrigende antikommunistiske kampagne, som i demokratiets navn forsøgte at give medierne tilbage til aktionærerne og baske de radikale soldater på plads, resulterede i ondskabsfulde reaktionære angreb på både PCPs og det revolutionære venstres kontorer. Partiet var forsigtigt med direkte at forbinde sig selv med angrebene, men det er blevet påvist, at mange på dets højrefløj var involveret.
Den objektive sandhed er imidlertid, at PS gav reaktionen et politisk lederskab. Partier af den type har ofte gødet jorden for den ekstreme reaktion. I 1919 gik det tyske socialdemokrati endda endnu længere ved selv at tage ansvaret for at knuse den revolutionære bevægelse i demokratiets navn. I Portugal betød ethvert alvorligt ment forsøg på at rulle massebevægelsens landvindinger tilbage nødvendigvis et angreb på de bedst organiserede dele af arbejderklassen og på de radikale officerer. PS’s villighed til at påtage sig opgaven blev kun begrænset af eksistensen af andre kræfter, der var villige til at påtage sig de mest beskidte sider af arbejdet.
Kampens udvikling viste også visse ejendommeligheder ved PCPs udvikling. Der foregik offentlige skænderier mellem PCPs talsmænd og talsmænd fra Spaniens og Italiens kommunistiske partier. Alle tre var i færd med forsøg på at blive partnere i deres respektive nationale kapitalismer. Men det portugisiske parti måtte forfølge dette mål under meget anderledes betingelser end de andre.
Først og fremmest kunne PCP ikke forlade sig på en stor og loyal medlemsskare, der igennem mange år var blevet skolet i mysterierne i det sære væsen, der hed partiets specielle parlamentariske vej til socialismen, ideer som kommunistpartier andre steder for længst havde fået indprentet med held. Det at medlemsskaren var ny og besad en betydelig militans, må have ført til nogle hårde og vanskelige diskussioner i PCP om nødvendigheden af kampen for produktionen. Og det førte bestemt til interne forskelle – som på den tid var helt ukendt i stalinistiske partier, der var vant til monolitisk disciplin – med dannelsen af tre grupperinger inden for PCPs ledelse.
Men frem for alt andet var PCP nødt til at forholde sig til et vedvarende pres fra den stærke og forventningsfulde arbejderbevægelse, som partiet desperat forsøgte at kontrollere. I sensommeren 1975 truede presset for militante aktioner alvorligt med at undergrave partiets medlemsgrundlag. Det er en del af forklaringen på det pludselige venstresving på det tidspunkt. Et yderligere kendetegn ved de rammer, som PCP arbejdede indenfor, var MFAs centrale rolle. Forsoning med socialdemokratismen, som er så vigtig i de fleste andre lande, var overskygget af en hård kamp for indflydelse i statsapparatets udøvende dele. Det illustreres af, at PCP nægtede at bøje sig for socialistpartiets hegemoni, efter at PS sikrede sig flere stemmer ved valget til den Grundlovgivende Forsamling – noget helt utænkeligt for kommunistpartier andre steder i Europa.
Begge de reformistiske partier var således tvunget til at opføre sig på måder, der i mange henseender adskilte sig fra den almindelige vesteuropæiske erfaring. Men i alt væsentligt forblev de reformistiske partier – der var optaget af, at det kapitalistiske system skulle fortsætte i den samme grundlæggende form, og derfor var de også parat til at handle i direkte modstrid med deres arbejdersympatisørers interesser. Ved hjælp af en arbejdsdeling i denne opgave var de i stand til at udfri Portugals herskende klasse fra det, der havde været en traumatisk oplevelse.
I årene efter 1975 har kapitalismen genopnået sin kontrol over den portugisiske arbejderklasse. Den proces er ikke hele tiden foregået uforstyrret, men i det store og hele er det ikke længere arbejderklassen, der stjæler billedet. Én lære af den portugisiske revolution er, at den nuværende passivitet ikke er uundgåelig. De massive ændringer i politisk bevidsthed og organisering i 1974 og 1975 beviser arbejderklassens magt og kreative potentiale. Den anden lære er imidlertid, at uden et organiseret revolutionært parti – der er i stand til klart at fremstille spørgsmålet om statsmagten og rette arbejderklassens kreativitet hen imod sine løsninger – så er socialismen ikke på dagsorden.
CIL: Cintura Industris de Lisboa. PCP-domineret konference for arbejderkomiteer i Lissabon, oprettet i begyndelsen af november 1975.
COPCON: Den Kontinentale Operationskommando. Oprettet i begyndelsen af juli 1974, som en art udøvende myndighed for det nye styre, men blev hurtigt til en af de mest radikale enheder i hæren.
CRTSM: Conseihos Revoludonarlos de Trabalhadores, Soldados e Marinhelros. Arbejdernes, Soldaternes og Sømændenes Revolutionære Råd.
LCI: Liga Comunista Internationaliste. Den Internationale Kommunistiske Liga. Trotskistisk, tilsluttet Fjerde Internationale.
MDP/CDE: Movimento Democratico Popular, Den Demokratiske Folkebevægelse. Resterne af den Demokratiske Valgkommission fra 1968. Støtteparti for PCP.
MES: Movimento da Ezquerda Socialista. Den Venstresocialistiske bevægelse.
MFA: Movimento das Forces Armadas. De Væbnede Styrkers Bevægelse.
MRPP: Movimento Reorganizativo do Partido do Proletarlado. Bevægelsen til Reorganisering af Proletariatets Parti. Maoistisk.
PAIGC: Befrielsesbevægelsen i Guinea-Bissau.
PCP: Partido Communista Portugues. Portugals Kommunistiske Parti.
PIDE: Salazars og Caetanos hemmelige politi.
PPD: Partido Popular Democratico: Det Folkedemokratiske Parti. Borgerligt parti, der forsøgte at skaffe sig indflydelse ved at lægge sig op ad højrefløjen blandt de europæiske socialdemokratier.
PRP/BR: Partido Revolucionario do Proletariado/Brigadas Revolucionarlas. Proletariatets Revolutionære Parti/De Revolutionære Brigader. Revolutionær gruppe som IS/SWP forholdt sig tæt til.
PRT: Partido Revolucionario do Trabalhador, Arbejdernes Revolutionære Parti. Trotskistisk, tilsluttet Fjerde Internationale.
PS: Partido Socialista. Det portugisiske Socialdemokrati.
SUV: Soldados Unidos Vencerao. Forenede Soldater vil sejre. Bevægelse blandt menige soldater, opbygget i begyndelsen af september 1975.
UDP: Uniao Democratica Popular. Maoistisk folkefront.
Note til kilderne: Mange af informationerne i denne pjece er indsamlet direkte. Jeg var selv i Portugal flere gange i løbet af årene 1975-76 og har været tilbage adskillige gange siden. Jeg har interviewet mange aktivister, som tog del i revolutionens begivenheder, og alle dem skylder jeg en særlig tak.
Den mest brugbare bog, der siden er udgivet, er Phil Mailer: Portugal: The impossible Revolution? (Solidarity, London 1977). Bogens svaghed er, at Mailer er en libertær, der af princip argumenterer imod alle partier og fagforeninger. Den mest læseværdige beskrivelse af kuppet den 25. april 1974 er: Portugal: The Year of the Captains (Sunday Times Insight Team, 1975). Ligeledes værd at nævne er Douglas Porch: The Portuguese Armed Forces and the Revolution (Croom Helm, London 1977).
1. Luis Solgado de Matos: Investimentos estrangeiros en Portugal (Lissabon 1973).
2. Interview med Augistinho Roseta, påsken 1984. Roseta, der var studenterleder i slutningen af 1960erne, arbejdede i mange år som sekretær i tekstilarbejderforbundet. Han var værnepligtig officer (miliciano) i 1974-75.
3. Citeret fra Antonio de Figueiredo: Portugal: Fifty Years of Dictatorship (Penguin, Harmondsworth 1975) side 231-32.
4. Citeret fra Figueiredo, side 233.
5. Mailer, side 44.
6. Charles Downs: “Residents commissions and urban struggle in revolutionary Portugal”, i Graham & Wheeler: In Search of Modern Portugal (University of Wisconsin 1983).
7. Portugal: The Years of the Captains, side 120.
8. Interview med Roseta.
9. Detaljerne findes i Maria de Lourdes, Lima dos Santos og andre: O 25 de Abril E as Lutas Socias Nas Empresas (Porto 1976).
10. Parolen “O fascisme nao passara” (fascismen skal ikke komme igennem), der vækker mindelser fra kampen imod fascismen under den spanske borgerkrig i 1930erne, blev jævnligt hørt på demonstrationer i 1974. Vi behøver så ikke her forholde os til, om Caetanos regime var virkelig fascistisk, eller om det var et autoritært diktatur, men forestillingen om Portugals kamp imod fascismen udviklede en følelsesmæssig ladning, som til tider stod i vejen for mere nøgterne politiske analyser.
11. Gallagher: Portugal: A Twentieth Century Interpretation (Manchester University Press 1983), side 172.
12. Richard Robinson: Contemporary Portugal (Allen & Unwin, London 1979), side 136.
13. Carlos N, metalarbejder i Rocha-værkstedet på Lisnave, interviewet 1984.
14. Portugal: The Years of the Captains, side 152.
15. Interview i 1984 med en arbejder på Plessey og medlem af arbejderkommissionen i 1974.
16. Interview med Roseta.
17. Figueiredo, side 238.
18. Genoptryk fra Combate, nr. 7, 27. september 1974. For en detaljeret optegnelse over aktionerne på Lisnave, se Maria de Fatima Patriarca: “Operaios da Lisnave de 12 Sept 1974”, i Analise Social, nr. 56 (Lissabon 1978).
19. Trykt i Causa Operario.
20. Den fulde ordlyd er trykt hos Mailer.
21. Begge grupper var tilsluttet Fjerde Internationales Forenede Sekretariat, hvor forskellene mellem dem afstedkom en rasende ballade.
22. Fra en artikel i den franske avis Libération, genoptrykt i “Portugal A Blaze of Freedom”, Big Flame, London.
23. Downs, side 163.
24. En nyttig analyse at det portugisiske socialistparti findes i Ian Birchall: “Social Democracy and the Portuguese Revolution”, i International Socialism 2:6, efterår 1979.
25. Svar på et spørgeskema fra arbejdsministeriet gav følgende grunde til overtagelser i Lissabon: Arbejdsgiveren stukket af 44,3 pct., overenskomstbrud 15,4 pct., ledelsesmæssig inkompetence 11,5 pct., ulovlig fyring 11,5 pct., svindel 9,6 pct., bankerot 7,0 pct. (citeret fra Nancy Berrnao: “Workers management in industry”, i Graham & Wheeler (red.): In Search of Modern Portugal (University of Wisconsin 1983).).
Se også Jack Hammond: “Workers control in Portugal: The revolution and today”, i Economic and Industrial Review, nr. 2, november 1981.
26. Citeret fra Tony Cliff og Robin Petersen: “Portugal: The last three months”, -i: International Socialism 1:87, marts 1976 (‘Robin Petersen’ var pseudonym for denne pjeces forfatter).
27. Denis McShane, New Statesman, 18. juli 1975.
28. Se Robin Petersen: “The failure of workers power in Portugal”, i International Discussion Bulletin nr. 5 (Socialist Workers Party, London 1977). Også Paul Sweezy: “Class struggle in Portugal”, i Monthly Review, september 1975, side 19-22.
29. Citeret i Mailer, side 229.
30. Mailer, side 231.
31. Tony Cliff: Portugal at the Crossroads (en særudgave af International Socialism 1:81-82, september 1975), side 39.
32. Richard Robinson, side 242.
33. Günter Walraff: The Undesirable Journalist (Pluto Press, London 1978), side 13-14.
34. Expresso, 9. august 1975, citeret i Cliff, side 29.
35. Mailer, side 275.
36. Expresso, 9. august 1975, citeret i Cliff, side 29
37. Jorge, en soldat ved RTM Regional Transport Kasernen i nord, interviewet i august 1980.
38. Interview med medlem af SUVs sekretariat, den 23 september 1975, trykt i Os SUV em luta, oversat i Imprecor, nr. 35.
39. Interview med Jorge.
40. Os SUV em luta, fra Imprecor, nr. 35.
41. Jeanne Pierre Faye: Portugal: The Revolution in the Labyrinth (Spokesman, Nottingham 1976), side 49-50. Frygten for at Portugal skulle blive et nyt Chile blev delt af det meste af den revolutionære venstrefløj uden for Portugal, heriblandt Internationale Socialister.
42. Charles Downs: “Community Organisation, Political Change and Urban Policy: Portugal 1974-6” (PhD afhandling, University of California 1980).
43. Selv den britiske sektion af Fjerde internationale karakteriserede begivenhederne den 25. november 1975 som et “vanvittigt eventyr” udført af “ultra-venstre grupper” (se deres avis Red Weekly, 4. december 1975).
44. Marshall & Ferreira: Portugal’s Revolution: Ten Years on (Cambridge 1986).
Sidst opdateret 1.1.2015