Deklaration om Ruslands Nationers Rettigheder!
... Den første sovjetkongres, der afholdtes i juni dette år, proklamerede Ruslands nationers ret til selvbestemmelse.
Den anden sovjetkongres, der afholdtes i november, bekræftede mere bestemt og definitivt Ruslands nationers umistelige ret.
Folkekommissærernes Råd udøver disse kongressers vilje og har besluttet at lægge følgende principper til grund for sin virksomhed i nationalitetsspørgsmålet:
1. Ruslands nationer nyder lighed og suverænitet.
2. Ruslands nationer har ret til fri selvbestemmelse, også til løsrivelse og dannelse af en uafhængig stat.
3. Alle nationale og nationalt-religiøse privilegier og begrænsninger ophæves.
4. Fri udvikling af alle nationale mindretal og etniske grupper på Ruslands territorium.
Dekreter vil blive udarbejdet, såsnart der er dannet en nationalitetskommission.
På den Russiske Republiks vegne.
Folkekommissær for nationaliteter:
Josef Djugasjvili-Stalin.Formand for Folkekommissærernes Råd:
Uljanov (Lenin).
Centralradaen i Kijev erklærede øjeblikkelig Ukraine for en uafhængig republik, og det samme gjorde den finske regering gennem senatet i Helsingfors. Uafhængige »regeringer« dukkede op i Sibirien og i Kaukasus. Den øverste polske militærkomité samlede hurtigt de polske tropper i den russiske hær, afskaffede deres komiteer og etablerede en jernhård disciplin...
Alle disse »regeringer« og »bevægelser« havde to ting tilfælles: de blev kontrolleret af de besiddende klasser, og de frygtede og foragtede bolsjevismen...
Støt, midt i rystende forandringers kaos, tømrede Folkekommissærernes Råd stilladset til det nye socialistiske samfund, Dekret om socialforsikring, om arbejderkontrol, Regulativ for jordkomiteerne, Afskaffelse af rang og titler, Afskaffelse af de gamle domstole og oprettelse af folkedomstole...
Foran Smolnyj så jeg en dag et pjaltet regiment, der kom lige fra skyttegravene. Tynde og grå i ansigterne stod soldaterne opstillet foran de store porte og så på bygningen, som om gud var derinde. Nogle pegede på tsar-ørnene over døren og lo... Røde garder kom for at overtage vagten. Alle soldaterne drejede sig om for at se, nysgerrigt, som om de nok havde hørt om dem, men aldrig set dem. De lo godmodigt og smuttede ud af rækken for at slå rødgarderne på skuldrene, med halvt spøgende, halvt beundrende bemærkninger...
Den provisoriske regering eksisterede ikke mere. Den 15. november holdt præsterne i alle hovedstadens kirker op at bede for den. Men som Lenin sagde til TsIK var dette kun »begyndelsen til statsmagtens erobring«. Selv om oppositionen havde mistet våbnene, kontrollerede den stadig det økonomiske liv og gav sig til at organisere desorganisation, med hele det russiske talent for samarbejde – om at genere, lamme og kompromittere sovjetterne.
Strejken blandt regeringstjenestemændene var godt organiseret, og den finansieredes af bankerne og forretningshusene. Hvert skridt, bolsjevikkerne gjorde for at overtage regeringsapparatet, mødte modstand.
Trotskij gik til udenrigsministeriet; embedsmændene afslog at anerkende ham og låste sig inde, og da dørene blev brudt op, tog de deres afsked. Han forlangte nøglerne til arkiverne, men først da han hentede arbejdere til at bryde båsene op, blev nøglerne udleveret. Så blev det konstateret, at Neratov, den tidligere vice-udenrigsminister, var forsvundet med de hemmelige traktater...
Sjlapnikov forsøgte at sætte sig i besiddelse af arbejdsministeriet. Det var bitterlig koldt, og der var ingen til at tænde op. Af alle de mange hundrede funktionærer var der ikke een, der ville vise ham, hvor ministerens kontor var...
Aleksandra Kollontaj blev den 13. november udnævnt til socialminister, – departementet for forsorgshjem og godgørenhed. Hun blev budt velkommen med en strejke, hvori alle på nær fyrre af funktionærerne i ministeriet deltog. Øjeblikkelig blev de fattige i de store byer og forsorgshjemmenes beboere styrtet ud i den ynkeligste nød: delegationer af sultende krøblinge og forældreløse med spidse blå ansigter belejrede bygningen. Med tårerne strømmede ned over ansigtet lod Kollontaj de strejkende arrestere, indtil de udleverede nøglerne til kontorerne og boksen, men da hun fik nøglerne, opdagedes det, at den tidligere minister, grevinde Panina, var gået med alle pengene, som hun nægtede at udlevere, før hun fik en ordre dertil af den Konstituerende Forsamling.
I landbrugsministeriet, i forsyningsministeriet i finansministeriet skete lignende ting. og da tjenestemændene fik valget imellem at vende tilbage eller miste deres stillinger og deres pension, blev de enten borte eller gik over til sabotage ... Næsten alle intellektuelle var anti-bolsjevikiske, og der var ingen steder, hvor sovjetregeringen kunne rekruttere nye folk.
De private banker holdt stædigt lukket, med bagdøren åben for spekulanter. Da de bolsjevikiske kommissærer ankom, forlod kontoristerne deres pladser, gemte bøgerne og fjernede penge og fonds. Alle statsbankens funktionærer strejkede undtagen dem, der havde ansvaret for boksene og møntprægningen, som afslog alle krav fra Smolnyj, og som gehejmt udbetalte vældige summer til Frelse-komiteen og til bydumaen.
To gange kom der med eskorte af røde garder en kommissær, som regelret forlangte store summer til regeringsudgifter. Første gang var der et imponerende antal byduma-medlemmer og mensjevikiske og social-revolutionære ledere til stede, og de talte så alvorligt om konsekvenserne, at kommissæren blev forskrækket. Næste gang kom han med en rekvisition, og han gav sig til på behørig vis at læse den højt, men så var der én, der gjorde ham opmærksom på, at den ikke var dateret og stemplet, og den traditionelle russiske respekt for »dokumenter« tvang ham til at trække sig tilbage igen...
De ansatte i kreditafdelingen ødelagde deres bøger, og dermed gik alt bogholderi vedrørende Ruslands finansielle forbindelser med udlandet tabt.
Forsyningskomiteerne og forvaltningerne af de kommunale værker og tjenester arbejdede slet ikke eller drev sabotage. og da bolsjevikkerne, tvunget af bybefolkningens fortvivlede nød, forsøgte at hjælpe eller at få kontrol med de offentlige tjenester, gik alle funktionærer øjeblikkelig i strejke, og dumaen oversvømmede Rusland med telegrammer om, hvordan bolsjevikkerne »øvede vold mod det kommunale selvstyre«.
I de militære stabe og i krigs- og marineministeriets kontorer, hvor de gamle tjenestemænd havde samtykket i at arbejde, blokerede hærkomiteerne og overkommandoen på enhver måde sovjetterne; de gik så vidt, at de endog underforsynede tropperne ved fronten. Jernbaneforbundets ledelse var fjendtligt indstillet og afslog at transportere sovjettropper, ethvert troppetog, der skulle køres bort fra Petrograd, måtte tages med magt, og jernbanefunktionærerne måtte arresteres hver gang – hvorpå forbundsledelsen truede med en øjeblikkelig generalstrejke, medmindre de blev løsladt...
Smolnyj var oplagt magtesløs. Bladene fortalte, at alle fabrikker i Petrograd af mangel på brændsel måtte lukke i tre uger, jernbaneforbundet meddelte, at togene måtte ophøre at køre den 1. december, der var kun levnedsmidler til tre dage i Petrograd, og der ville ikke komme flere, og hæren ude ved fronten sultede... Frelse-komiteen og de forskellige gamle centralkomiteer sendte bud ud over hele landet, at befolkningen ikke måtte rette sig efter regeringsdekreterne. og de allierede ambassader var enten koldt ligegyldige eller åbenlyst fjendtlige...
Oppositionens blade, der blev standset den ene dag og næste dag udkom under nye navne, overøste det nye regime med bitter sarkasme. Selv Nyt Liv karakteriserede den som »en kombination af demagogi og magtesløshed«.
Fra dag til dag (sagde bladet) synker Folkekommissærernes Regering dybere og dybere ned i et overfladisk hastværks kviksand. Det var så let at erobre magten... men bolsjevikkerne kan ikke gøre brug af den.
Ude af stand til at dirigere den eksisterende regeringsmekanisme formår de heller ikke at skabe nogen ny, som kunne arbejde let og frit i overensstemmelse med de sociale projektmageres teorier.
For kort tid siden havde bolsjevikkerne ikke folk nok tilhøre deres eget voksende parti, – og det var et arbejde navnlig for talere og skribenter; hvor skal de nu gå hen og finde øvede folk til at udføre de mangeartede og komplicerede regeringsforretninger?
Den nye regering handler og truer, den oversprøjter landet med dekreter, det ene mere radikalt og »socialistisk« end det andet. Men i denne udstilling af socialisme på papiret – som mest sandsynligt kun bliver til forbavselse for vore efterkommere – synes der hverken at være ønske eller evne til at løse dagens øjeblikkelige problemer!
I mellemtiden holdt jernbaneforbundets konference om dannelse af en ny regering møde nat og dag. Begge parter havde allerede i princippet givet tilslutning til et regeringsgrundlag, sammensætningen af et folkeråd var under diskussion, ministeriet blev forsøgsvis sammensat, med Tjernov som statsminister, bolsjevikkerne fik et betydeligt mindretal af posterne, men Lenin og Trotskij blev udelukket. Centralkomiteerne for det mensjevikiske og det socialrevolutionære parti, og bondesovjetternes landsledelse besluttede, at skønt de uforanderligt var modstandere af bolsjevikkernes »forbryderiske politik«, ville de, »for at standse udgydelsen af broderblod« ikke modsætte sig deres optagelse i folkerådet.
Kerenskijs flugt og sovjetternes forbløffende succes alle vegne ændrede imidlertid situationen. Den 16. november forlangte de venstre-socialrevolutionære på et møde i TsIK, at bolsjevikkerne skulle danne en koalitionsregering sammen med de øvrige socialistiske partier, ellers ville de trække sig tilbage fra den militære revolutionskomité og fra TsIK. Malkin sagde: »Nyhederne fra Moskva, hvor vore kammerater dør på begge sider af barrikaderne, foranlediger os til endnu en gang at fremdrage spørgsmålet om statsmagtens organisering, og det er ikke alene vor ret at gøre det, men det er også vor pligt... Vi har vundet retten til at sidde sammen med bolsjevikkerne her inden for Smolnyj instituttets mure og til at tale fra denne tribune. Efter den bitre strid mellem partierne vil vi være nødt til, hvis I nægter at indgå på et kompromis, at gå over til åben kamp udenfor... Vi må foreslå et acceptabelt kompromis over for demokratiet...«
Efter en afbrydelse for at drøfte dette ultimatum vendte bolsjevikkerne tilbage med en resolution, som Kamenev oplæste:
»TsIK anser det for nødvendigt, at der i regeringen optages repræsentanter for alle socialistiske partier, som deltager i Sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, og som anerkender 7. november-revolutionens erobringer, det vil sige oprettelsen af en sovjetregering; dekreterne om fred, jord og arbejderkontrol med industrien, og bevæbningen af arbejderklassen. TsIK beslutter derfor at foreslå alle partier i Sovjetten forhandlinger om dannelse af en regering og fastholder følgende betingelser som grundlag:
Regeringen er ansvarlig over for TsIK. TsIK skal udvides til 150 medlemmer. Til disse 150 medlemmer af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter skal føjes 75 delegerede fra bondesovjetternes provinssovjetter, 80 delegerede fra hærens og flådens frontorganisationer, 40 fra fagforbundene (25 fra de forskellige landsforbund, i forhold til deres betydning, 10 fra jernbaneforbundet og 5 fra post- og telegrafforbundet) og 50 delegerede fra de socialistiske grupper i Petrograds byduma. I ministeriet selv skal mindst halvdelen af posterne reserveres for bolsjevikkerne. Arbejds-, indenrigs- og udenrigsministeriet skal overdrages til bolsjevikkerne. Kommandoen over garnisonerne i Petrograd og Moskva skal forblive hos delegerede fra sovjetterne i de to byer.
Regeringen påtager sig den systematiske bevæbning af arbejderne i hele Rusland. Det besluttes at fastholde kammeraterne Lenins og Trotskijs kandidatur.«
Kamenev forklarede. »Det såkaldte folkeråd,« sagde han, »som konferencen har foreslået, ville komme til at bestå af ca. 420 medlemmer, af hvilke ca. 150 ville blive bolsjevikker. Desuden ville der blive delegerede fra den kontrarevolutionære gamle TsIK, 100 medlemmer valgt af bydumaerne, allesammen reaktionære militarister, 100 delegerede fra bondesovjetterne, udpeget af Avksentjev og 80 fra de gamle hærkomiteer, som ikke længere repræsenterede soldatermasserne.«
»Vi kan ikke indlade os på at medtage den gamle TsIK, og heller ikke repræsentanter for bydumaerne. De delegerede fra bondesovjetterne skal vælges af bondekongressen, som vi har indkaldt, og som samtidig vil vælge en ny landsledelse. Forslaget om at udelukke Lenin og Trotskij er et forslag om at halshugge vort parti, og vi kan ikke acceptere det. og endelig ser vil det hele taget ikke, at noget folkeråd er nødvendigt, sovjetterne står jo åbne for alle socialistiske partier, og TsIK repræsenterer dem efter deres virkelige styrke blandt masserne...«
Karelin talte for de venstre-socialrevolutionære og erklærede, at hans parti ville stemme for den bolsjevikiske resolution, men forbeholdt sig ret til at ændre visse detailler, for eksempel bøndernes repræsentation, og han forlangte, at landbrugsministeriet skulle overlades de venstre-socialrevolutionære. Dette fik tilslutning...
Senere, på et møde i Petrograd-sovjetten besvarede Trotskij et spørgsmål om dannelse af en ny regering:
»Det véd jeg ikke noget om. Jeg tager ikke del i forhandlingerne... Jeg tror imidlertid ikke, at de er af stor betydning...«
Den aften var der stærk misstemning på konferencen. Bydumaens delegerede udvandrede.
Men i Smolnyj selv, i det bolsjevikiske partis rækker, var der ved at opstå en formidabel opposition mod Lenins politik. Den 17. november om aftenen var den store sal stopfuld og ladet med spænding til TsIKs møde.
Larin, bolsjevik, erklærede, at det øjeblik nærmede sig, hvor valgene til den Konstituerende Forsamling skulle afholdes, og at det var på tide at ophøre med »politisk terrorisme«.
»De foranstaltninger, der tages mod pressens frihed, må ændres. De havde deres berettigelse under kampen, men nu er der ikke længere nogen undskyldning for dem. Pressen må være fri, når undtages opfordringer til uroligheder og opstand.«
Under en storm af piben og hyl fra hans eget parti stillede Larin følgende resolutionsforslag:
»Dekretet fra Folkekommissærernes Råd om pressen tilbagekaldes hermed:
Foranstaltninger til politisk undertrykkelse kan kun anvendes efter beslutning af et særligt tribunal, der vælges af TsIK efter partiernes størrelse, og dette tribunal skal også have ret til at nybehandle beslutninger om undertrykkelsesforanstaltninger, der allerede er taget.«
Dette blev hilst med en bifaldsstorm, ikke alene fra de venstre-socialrevolutionære, men også fra en del af bolsjevikkerne. I en fart foreslog Avanesov på leninisternes vegne, at pressespørgsmålet blev udsat, indtil et kompromis mellem de socialistiske partier var blevet nået. Dette blev med stor majoritet stemt ned.
»Den revolution,« fortsatte Avanesov, »som nu er ved at blive fuldbyrdet, har ikke tøvet med at angribe privatejendommen, og det er som privatejendom vi må behandle spørgsmålet om pressen...«
Derpå oplæste han den officielle bolsjevikiske resolution:
»Undertrykkelsen af den borgerlige presse var dikteret ikke alene af rent militær nødvendighed under opstandens forløb og for at krydse kontrarevolutionens handlinger, men også som et overgangsskridt henimod etableringen af nye presseforhold, under hvilke kapitalistiske ejere af trykkerier og papir ikke kan være almægtige og eksklusive fabrikanter af offentlig mening.
Vi må endvidere skride til konfiskation af private trykkerier og papirlagre, som må blive sovjetternes ejendom, både i hovedstaden og i provinsen, således at de politiske partier og grupper kan gøre brug af trykkemulighederne i forhold til den virkelige styrke af deres ideer – med andre ord i forhold til deres medlemstal.
Genindførelse af den såkaldte »pressefrihed«, den simple tilbagegivelse af trykkerier og papir til kapitalisterne, som forgifter folkets sind, ville være en utilstedelig kapitulation over for kapitalens vilje, en opgivelse at en af revolutionens erobringer, med andre ord et skridt af umiskendelig kontrarevolutionær karakter.
Ud fra ovenstående afviser TsIK kategorisk alle forslag, der tilsigter genindførelse af de gamle presseforhold og støtter utvetydigt det synspunkt, Folkekommissærernes Råd har anlagt i dette spørgsmål, imod krav og ultimata, der er dikteret at småborgerlige fordomme eller udspringer at oplagt kapitulation over for det kontrarevolutionære bourgeoisis interesser.«
Oplæsningen af denne resolution var blevet afbrudt af ironiske hyl fra de venstre-socialrevolutionære og vredesudbrud fra de rebellerende blandt bolsjevikkerne. Karelin fór op og protesterede. For tre uger siden var bolsjevikkerne de mest hårdkogte forsvarere af pressefriheden... Argumenterne i denne resolution rummer specielt samme synspunkt som de gamle Sorte Hundreder eller tsarstyrets censorer – for de talte også om »folk, der forgifter folkets sind.«
Trotskij holdt en lang tale til forsvar for resolutionen. Han skelnede mellem pressen under borgerkrigen og pressen efter sejren. »Under borgerkrigen tilhører retten til magtanvendelse udelukkende de undertrykte...« (Tilråb: Hvem er de undertrykte nu? Din kannibal!)
»Sejren over vore modstandere er endnu ikke fuldbyrdet, og bladene er våben i deres hånd. Under disse omstændigheder er standsningen af bladene en berettiget forsvarsforanstaltning...« Trotskij gik over til spørgsmålet om pressen efter sejren og fortsatte:
»Socialisternes stilling til spørgsmålet om pressens frihed må være den samme som deres stilling til forretningslivets frihed... Det demokratiske styre, der er i færd med at opstå i Rusland, forlanger, at privatbesidderes beherskelse af pressen afskaffes, ligesom privatbesidderes beherskelse af industrien... Sovjetternes statsmagt bør konfiskere alle trykkerier.« (Tilråb: Konfisker Pravdas trykkeri!).
»Bourgeoisiets pressemonopol må afskaffes. Ellers er det ikke umagen værd at tage magten! Enhver gruppering af medborgere må have adgang til trykkerier og papir... Besiddelse af typemateriale og papir tilkommer først og fremmest arbejderne og bønderne, og kun derefter de borgerlige partier, som er i mindretal... At magten er gået over til sovjetterne vil medføre en radikal forvandling af de væsentlige livsbetingelser, og denne forvandling må nødvendigvis afspejle sig i pressen... Hvis vi skal til at nationalisere bankerne, kan vi så tolerere finansfolks tidsskrifter? Det gamle regime må dø, det må man én gang for alle forstå...«. Bifald og vrede tilråb.
Karelin erklærede, at TsIK ikke havde nogen ret til at træffe beslutning om dette vigtige spørgsmål, som burde overlades til en særlig komité. Han forlangte på ny med lidenskab i stemmen, at pressen skulle være fri.
Så kom Lenin, rolig, lidenskabsløs, med rynker i panden, mens han talte, langsomt, med velafvejede ord, hver sætning faldt som et hammerslag. »Borgerkrigen er endnu ikke endt, fjenden er stadig i vor nærhed, altså er det umuligt at afskaffe undertrykkelsesforanstaltninger mod pressen. Vi bolsjevikker har altid sagt, at når vi nåede frem til statsmagten, ville vi standse den borgerlige presse. At tolerere borgerlige blade ville være det samme som at ophøre at være socialist. Når man laver en revolution, kan man ikke marchere på stedet, man må altid gå fremad – eller gå tilbage. Den som nu taler om »pressefrihed« går tilbage og bremser vor flyvende fart henimod socialismen.«
»Vi har afkastet kapitalismens åg, ligesom den første revolution afkastede tsardømmets åg. Hvis den første revolution havde ret til at undertrykke de monarkistiske blade, så har vi ret til at undertrykke den borgerlige presse. Det er umuligt at skille spørgsmålet om pressens frihed fra andre spørgsmål i klassekampen. Vi har lovet at standse disse blade, og vi vil gøre det. Folkets overvældende majoritet er med os!«
»Nu da opstanden er ovre, har vi absolut ikke noget ønske om at undertrykke de andre socialistiske partiers blade, medmindre de opfordrer til væbnet opstand eller til ulydighed over for sovjetregeringen. Vi vil imidlertid ikke under påskud af frihed for den socialistiske presse tillade den med hemmelig støtte af bourgeoisiet at skaffe sig et monopol på trykkerier, tryksværte og papir... Disse væsentlige ting må blive sovjetregeringens ejendom og navnlig fordeles til de socialistiske partier i nøje forhold til deres vælgerstyrke...«
Derpå foretoges afstemningen. Larins og de venstresocialrevolutionæres resolution blev afvist med 31 mod 22, Lenins forslag blev vedtaget med 34 mod 24. Blandt mindretallet var bolsjevikkerne Rjazanov og Lozovskij, som erklærede, at det var dem umuligt at stemme for nogen begrænsning af pressens frihed.
Herefter udtalte de venstre-socialrevolutionære, at de ikke længere kunne være ansvarlige for, hvad der blev gjort, og trak sig tilbage fra den militære revolutionskomité og fra alle andre administrative ansvarlige poster.
Fem medlemmer – Nogin, Rykov, Miljutin, Teodorovitj og Sjlapnikov – gik ud af Folkekommissærernes Råd, idet de udtalte:
»Vi går ind for en socialistisk regering sammensat af alle partier i sovjetten. Vi mener, at kun oprettelsen af en sådan regering kan give mulighed for at sikre resultaterne af arbejderklassens og den revolutionære hærs heroiske kamp. Ellers er der kun én vej: dannelsen af en rent bolsjevikisk regering ved hjælp af politisk terrorisme. Det sidste er den vej, Folkekommissærernes Råd har valgt. Vi kan ikke og vil ikke følge den. Vi ser, at dette leder direkte til mange proletariske organisationers fjernelse fra det politiske liv, til oprettelsen af et uansvarligt regime, og til ødelæggelsen af revolutionen og landet. Vi kan ikke tage ansvaret for en sådan politik, og vi frafalder derfor over for TsIK vore funktioner som folkekommissærer.«
Andre kommissærer undertegnede erklæringen uden at forlade deres poster – Rjazanov, Derbysjev fra presseafdelingen, Arbuzov fra regeringstrykkeriet, Jurenjev fra de Røde Garder, Fjorodov fra arbejdsministeriet og Larin, der var sekretær for den afdeling, der udarbejdede dekreterne.
Samtidig trådte Kamenev, Rykov, Miljutin, Zinovjev og Nogin ud af det bolsjevikiske partis centralkomité med følgende offentlige begrundelse:
»... Dannelsen af en sådan regering (sammensat af alle partier i sovjetten) er uomgængelig for at forhindre nye strømme af blod, en kommende hungersnød, ødelæggelse af revolutionen ved en offensiv fra Kaledin, for at sikre sammenkaldelsen af den Konstituerende Forsamling i rette tid og for effektivt at gennemføre det program, sovjetkongressen har vedtaget...
Vi kan ikke tage ansvaret for den katastrofale politik, centralkomiteen fører, og som fortsættes imod det enorme flertal af proletariatet og soldaterne, der er ivrige efter at se en hurtig afslutning på blodsudgydelserne mellem demokratiets forskellige politiske partier... Vi opgiver vort hverv som medlemmer af centralkomiteen for at blive i stand til offentligt at sige vor mening til arbejder- og soldatermasserne...
Vi forlader centralkomiteen i selve sejrens øjeblik, vi kan ikke med sindsro være tilskuere, mens centralkomiteens ledere fører en politik, der driver henimod tabet af sejrens frugter og undertrykkelse af proletariatet...«
Arbejdermasserne og soldaterne i garnisonen rørte foruroliget på sig og sendte delegationer til Smolnyj, til Konferencen om Dannelse af en Ny Regering, hvor revnen i bolsjevikkernes rækker vakte løssluppen glæde.
Men leninisternes svar kom hurtigt og ubarmhjertigt. Sjlapnikov og Teodorovitj underkastede sig partidisciplinen og vendte tilbage til deres poster. Kamenev blev berøvet sin myndighed som formand for TsIK, og i stedet valgtes Sverdlov. Zinovjev blev afsat som formand for Petrograd-sovjetten. Om morgenen den 20. november indeholdt Pravda en voldsom proklamation til Ruslands folk, skrevet af Lenin, og derpå trykt i hundredtusinder af eksemplarer og slået op på murene alle vegne og uddelt over det vidtstrakte Rusland:
»Den 2. alrussiske sovjetkongres gav bolsjevikkernes parti flertallet. Kun en regering, som dette parti har sammensat, er derfor en sovjetregering. og alle véd, at centralkomiteen for bolsjevikkernes parti nogle timer før den nye regeringsdannelse, og før listen over regeringsmedlemmerne blev forelagt den 2. alrussiske sovjetkongres, indbød tre af de fremtrædende medlemmer af de venstre-socialrevolutionæres gruppe, kammeraterne Kamkov, Spiro og Karelin, til sit møde og foreslog dem at deltage i den nye regering. Vi beklager overordentligt, at kammeraterne fra de venstre-socialrevolutionæres parti sagde nej; vi betragter deres afslag som utilladeligt for en revolutionær og en tilhænger af det arbejdende folk; vi er til enhver tid rede til at optage de venstre-socialrevolutionære i regeringen, men vi erklærer, at vi som det parti, der har flertallet på den 2. alrussiske sovjetkongres, har ret til og overfor folket er forpligtet til at danne regering...
Kammerater! Nogle medlemmer af vort partis centralkomité og Folkekommissærernes Råd, Kamenev, Zinovjev, Nogin, Rykov, Miljutin og nogle få andre er i går, den 17. november trådt ud af vort partis centralkomité og – de tre sidste – af Folkekommissærernes Råd...
De udtrådte kammerater har handlet som desertører, idet de ikke blot har forladt de poster, der var betroet dem, men også overtrådt vort partis centralkomités udtrykkelige beslutning om, at de skulle vente med at træde ud, i hvert fald indtil Petrograds og Moskvas partiorganisationer havde taget stilling dertil. Vi fordømmer på det skarpeste denne desertering. Vi er af den faste overbevisning, at alle bevidste arbejdere, soldater og bønder, der tilhører vort parti eller sympatiserer med det, vil fordømme desertørernes optræden lige så skarpt.
Husk på, kammerater, at de to af desertørerne, Kamenev og Zinovjev, allerede før opstanden i Petrograd optrådte som desertører og skruebrækkere, thi ikke blot stemte de mod opstanden på centralkomiteens afgørende møde den 23. oktober 1917, men også efter at centralkomiteen havde truffet sin beslutning drev de agitation blandt partifunktionærerne mod opstanden...
Massernes storslåede heltemod, som millioner af arbejdere, soldater og bønder viste i Petrograd og Moskva, ved fronten, i skyttegravene og i landsbyerne, skød desertørerne til side med samme lethed, som et jernbanetog fejer træspåner af skinnerne.
Alle forsagte, alle vaklende, alle tvivlende, alle, der har ladet sig skræmme af bourgeoisiet eller af deres direkte eller indirekte håndlangeres skrål, må skamme sig. Der er ikke spor af vaklen blandt arbejder- og soldatermasserne i Petrograd, Moskva eller andetsteds...
Vi vil ikke underkaste os noget som helst ultimatum fra grupper af intellektuelle, bag hvilke der ikke står masser, bag hvilke der i virkeligheden kun står Kornilov-folk, Savinkov-folk, officerselever etc. ...«
Svaret kom fra hele Rusland som et glødende vindpust. Rebellerne fik aldrig en chance til »offentligt at sige deres mening til arbejder- og soldatermasserne«. TsIK blev overvældet af brådsøer af offentlig fordømmelse af »desertørerne«. I dagevis var Smolnyj fuld af vrede delegationer og komiteer fra fronten, fra Volga, fra Petrograds fabrikker. »Hvor turde de forlade regeringen? Er de betalt af bourgeoisiet for at ødelægge revolutionen? De må vende tilbage og underkaste sig centralkomiteens beslutninger!«
Kun i Petrograds garnison var der stadig usikkerhed. Et stort soldatermøde blev afholdt den 24. november, repræsentanter for alle politiske partier talte. Lenins politik fik et overvældende flertal, og de venstre-socialrevolutionære fik besked om, at de måtte vende tilbage til regeringen... Mensjevikkerne afleverede et definitivt ultimatum med krav om, at alle ministre og officerselever løslades, at alle blade skulle have fuld frihed, at den Røde Garde skulle afvæbnes og garnisonen stilles under kommando af dumaen. Hertil svarede Smolnyj, at alle socialistiske ministre og alle officerselever på nær ganske enkelte allerede var løsladt, at alle blade var frie undtagen den borgerlige presse, og at sovjetten ville bevare kommandoen over de væbnede styrker... Den 19. november havde »Konferencen om Dannelse af en ny Regering« indstillet sine møder, og oppositionen smuttede en efter en væk til Moghilev, hvor de under generalstabens beskyttende vinger fortsatte at danne regering efter regering, lige til enden...
I mellemtiden havde bolsjevikkerne arbejdet på at underminere Viksjel, den reaktionære ledelse af jernbaneforbundet. En appel fra Petrograd-sovjetten til alle jernbanefolk opfordrede dem til at tvinge Viksjel til at stille sine mandater til rådighed. Den 15. november indkaldte TsIK en landskongres af jernbanefolk til den 1. december, i lighed med fremgangsmåden med hensyn til bønderne; Viksjel indkaldte øjeblikkelig sin egen kongres til afholdelse to uger senere. Den 16. november indtog Viksjels medlemmer deres pladser i TsIK. om aftenen den 2. december, da jernbanefolkenes landskongres åbnedes, tilbød TsIK officielt posten som kommissær for trafik og kommunikation til Viksjel – som accepterede...
Da regeringsspørgsmålet således var afgjort, vendte bolsjevikkerne deres opmærksomhed imod praktiske administrationsproblemer. Først og fremmest måtte byen, landet, hæren have mad. Grupper af matroser og Røde Garder gennemgik varehusene, godsbanegårdene, ja selv lægterne i kanalerne, og konfiskerede tusinder af pud madvarer (1 pud er ca. 16.3 kg.), der var gemt af private spekulanter. Sendebud rejste til provinserne, hvor de med assistance af jordkomiteerne beslaglagde de store kornhandleres lagerbeholdninger. Ekspeditioner af svært bevæbnede matroser blev i et antal af 5000 sendt til Syden og til Sibirien med elastiske fuldmagter til at erobre byer, der stadig holdtes af de Hvide Garder, oprette orden og skaffe mad. Passagertrafikken på den transsibiriske jernbane blev suspenderet i to uger, mens tretten tog, lastet med tøjruller og stangjern, der var samlet af bedriftsrådene, blev sendt østpå, hvert tog under kommando af en kommissær, for at blive udvekslet med korn og kartofler fra sibiriske bønder...
Da Kaledin var i besiddelse af Donetz’ kulminer, blev brændselsproblemet akut. Smolnyj slukkede for det elektriske lys i teatre, butikker og restauranter, nedskar antallet af sporvogne og konfiskerede brændselshandlernes private lagre af brænde... Og da Petrograds fabrikker var lige ved at standse på grund af brændselsmangel, gav den baltiske flådes matroser arbejderne 200.000 pud fra krigsskibenes bunkers...
Henimod slutningen af november indtraf »vinpogromerne« – plyndringen af vinkældrene, begyndende med Vinterpaladsets kældre. I dagevis var der fulde soldater på gaderne... I alt dette sporedes de kontrarevolutionæres hånd, som tilstillede regimenterne planer, der viste, hvor spirituslagrene var beliggende. Smolnyjs kommissærer begyndte med at bønfalde og argumentere, hvilket ikke kunne standse de voksende uroligheder, der gik over i hidsige kampe mellem soldater og Røde Garder... Endelig sendte den militære revolutionskomité matroskompagnier med maskingeværer ud, som ubarmhjertigt fyrede på urostifterne og dræbte mange; og på officiel ordre blev vinkældrene brudt op af kommissioner, der smadrede flaskerne med hakker – eller knuste dem med en dynamitpatron...
Kompagnier af Røde Garder, disciplinerede og med ordentlig betaling, stod vagt ved bydels-sovjetterne dag og nat som afløsning af den gamle milits. I alle bykvarterer blev små, valgte revolutionsdomstole oprettet, de bestod af arbejdere og soldater og skulle behandle småforbrydelser...
De store hoteller, hvor spekulanterne stadig drev en blomstrende forretning, blev omringet af Røde Garder, og spekulanterne blev sat i fængsel...
Vågen og mistænksom dannede byens arbejderklasse uden videre et vældigt spionsystem, hvor tjenestefolkene holdt øje med herskabelige husholdninger og rapporterede alle oplysninger til den militære revolutionskomité, som uden tøven slog ned med jernhård hånd. På denne måde opdagedes et monarkistisk komplot anført af det fhv. dumamedlem Purisjkevitj og en gruppe adelige og officerer, der havde planlagt et officersoprør og havde skrevet et brev, der inviterede Kaledin til Petrograd ... Således afsløredes en sammensværgelse blandt Petrograds officerselever, der sendte penge og rekrutter til Kaledin ...
Neratov blev forskrækket over den eksplosion af folkeharme, som hans flugt havde fremkaldt, han vendte tilbage og overgav de hemmelige traktater til Trotskij, som begyndte at offentliggøre dem i Pravda, hvor de blev en verdensskandale...
Restriktionerne over for pressen blev forstærket ved et dekret, der gjorde annoncer til et monopol for det officielle regeringsblad. Dette bevirkede, at alle andre blade i protest standsede udgivelsen, eller brød loven og blev beslaglagt... Først tre uger senere gav de endelig efter.
Strejken i ministerierne fortsatte stadig, de gamle embedsmænd saboterede videre og det normale økonomiske liv var ophørt. Bag Smolnyj stod kun de vældige, uorganiserede folkemassers vilje, og det var dem, Folkekommissærernes Råd henvendte sig til, når den dirigerede den revolutionære masseaktion imod sine fjender. I veltalende proklamationer, affattet i enkle vendinger og spredt ud over Rusland, forklarede Lenin revolutionen, ansporede folket til at tage magten i sin egen hånd, med magt at bryde de besiddende klassers modstand, med magt at overtage regeringsinstitutionerne. Revolutionær orden! Revolutionær disciplin! Streng regnskabsføring og kontrol! Ingen strejker! Ingen forsømmelser!
Den 20. november udstedte den militære revolutionskomité en advarsel:
»De rige klasser modsætter sig sovjetternes magt – arbejdernes, soldaternes og bøndernes regering. Deres sympatiserende bremser regerings- og dumafunktionærernes arbejde, ophidser til strejke i bankerne og forsøger at afbryde forbindelserne på jernbanerne, gennem postvæsenet og telegrafen...
Vi advarer dem, der leger med ilden. Landet og hæren er truet af hungersnød. For at bekæmpe den er det uomgængeligt, at alle tjenester fungerer regelmæssigt. Modstand mod disse foranstaltninger er en forbrydelse mod folket. Vi varskoer de rige klasser og deres sympatiserende om, at hvis de ikke ophører med deres sabotage og deres provokationer med det formål at standse levnedsmiddeltransporterne, vil de blive de første til at lide derunder. De vil blive berøvet retten til at skaffe sig levnedsmidler. Alle reserver i deres besiddelse vil blive rekvireret. Hovedforbrydernes ejendom vil blive konfiskeret.
Vi har gjort vor pligt ved at advare dem, der leger med ilden.
Vi er overbevist om, at ifald energiske foranstaltninger bliver nødvendige, vil vi få massiv støtte af alle arbejdere, soldater og bønder.«
Den 22. november blev der på byens mure opslået en plakat med titlen: »Ekstraordinær bekendtgørelse«:
»Folkekommissærernes Råd har modtaget et eksprestelegram fra nordfrontens stab...:
Der må ikke tolereres nogen forhaling, lad ikke hæren dø at sult, hærene på nordfronten har ikke fået en skorpe brød i adskillige dage, og om et par dage er der ikke flere af beskøjterne, som indtil nu fordeles fra reserver, der ikke før har måttet røres... Der kommer allerede telegrammer fra alle dele af fronten, hvori der tales om, at en del af hæren nødvendigvis må flyttes til baglandet, da der ellers om få dage vil indtræde en masseflugt at soldater, der er ved at dø af sult og er udtærede af tre år i skyttegravene, syge, uden tilstrækkelig beklædning, barfodede, ude af sig selv efter umenneskelig elendighed.«
Den militære revolutionskomité bringer dette til Petrograd-garnisonens og Petrograd-arbejdernes kundskab. Situationen ved fronten kræver de mest omgående og energiske foranstaltninger... Imidlertid er de højere funktionærer i regeringsinstitutionerne, bankerne, ved jernbanerne, post- og telegrafvæsenet i strejke og hæmmer regeringens arbejde med at skaffe fronten forsyninger... Hver times forhaling kan koste tusinder af soldater livet. De kontrarevolutionære funktionærer er de skammeligste forbrydere mod deres sultende og døende brødre ved fronten...
Den militære revolutionskomité giver disse forbrydere en sidste advarsel. I tilfælde at den ringeste modstand eller opposition fra deres side, vil strenge foranstaltninger blive taget imod dem, og strengheden vil svare til deres forbrydelses alvor...«
Arbejder- og soldatermasserne reagerede med et voldsomt anfald af raseri, og dette fejede som en orkan ud over Rusland. I hovedstaden udsendte regerings- og bankfunktionærerne hundreder af proklamationer og appeller, som f.eks. denne:
»TIL ALLE BORGERE!
STATSBANKEN ER LUKKET!
HVORFOR?Fordi bolsjevikkernes voldsfærd mod statsbanken har gjort det umuligt for os at arbejde. Folkekommissærernes første handling var at forlange 10 millioner rubler, og den 27. november forlangte de 25 millioner rubler, uden nogen antydning at, hvad pengene skulle bruges til.
... Vi funktionærer kan ikke tage del i plyndringen af folkets ejendom. Vi standsede arbejdet.
Borgere! Pengene i statsbanken er jeres, folkets penge, frembragt at jeres slid, jeres sved og blod. Borgere! Red folkets ejendom fra røverne og os fra overlast, og vi skal øjeblikkelig genoptage arbejdet.
Funktionærer i statsbanken«.
Fra forsyningsministeriet, finansministeriet, den specielle forsyningskomité kom der erklæringer om, at den militære revolutionskomité gjorde det umuligt for funktionærerne at arbejde, og appeller til befolkningen om at støtte dem imod Smolnyj ... Men den almindelige arbejder og soldat troede dem ikke, det var fast indgået i den folkelige bevidsthed, at funktionærerne drev sabotage, udsultede hæren, udsultede folket ... I de lange brødkøer, der ligesom tidligere stod i de råkolde vintergader, var det ikke regeringen, der fik skylden, som det havde været under Kerenskij, men embedsmændene, sabotørerne, for regeringen var deres regering, deres sovjetter, og ministeriets funktionærer var imod dem...
Midtpunktet i af denne opposition var dumaen og dens kamporgan, Frelse-komiteen, som protesterede imod alle dekreter fra Folkekommissærernes Råd og atter og atter besluttede ikke at anerkende sovjetregeringen, men åbenlyst samarbejdede med de nye kontrarevolutionære »regeringer«, der blev stillet på benene i Moghilev. Den 17. november f.eks. henvendte Frelse-komiteen sig til »alle kommunale styrelser, semstvoer og alle demokratiske og revolutionære organisationer af bønder, arbejdere, soldater og andre borgere« med disse ord:
»Anerkend ikke bolsjevikkernes regering, men bekæmp den.
Dan lokale Komiteer til Landets og Revolutionens Frelse, som vil forene alle demokratiske kræfter for at bistå den landsomfattende Frelse-komité med løsningen af de opgaver den har sat sig...«
Imidlertid gav valgene til den Konstituerende Forsamling i Petrograd et enormt flertal for bolsjevikkerne, således at selv de mensjevikiske internationalister påpegede, at dumaen burde nyvælges, eftersom den ikke længere repræsenterede den politiske sammensætning af Petrograds befolkning ... Samtidig kom der strømme af resolutioner til dumaen fra arbejderorganisationer, fra militære enheder, også fra bønderne i omegnen, hvori dumaen blev kaldt »kontrarevolutionær, et militært komplot« og opfordret til at opløse sig. Dumaens sidste dage var stormende, med bitre krav fra kommunalarbejderne om ordentlige lønninger og trusler om strejke...
Den 23. blev Frelse-komiteen opløst ved et officielt dekret fra den militære revolutionskomité. Den 29. beordrede Folkekommissærernes Råd Petrograds byduma opløst og nyvalgt:
»I betragtning af, at Petrograds duma, der blev valgt den 2. september ... definitivt har mistet retten til at repræsentere Petrograds befolkning, eftersom den er i komplet uoverensstemmelse med dennes tanker og forhåbninger... og da dumaflertallets personale, på trods af, at det har mistet af politisk tilslutning, stadig udnytter sit privilegium til på kontrarevolutionær vis at modsætte sig arbejdernes, soldaternes og bøndernes vilje, til at sabotere og forpurre regeringens normale arbejde – anser Folkekommissærernes Råd det for sin pligt at opfordre hovedstadens befolkning til at udtale sin dom over den politik, organet for byens selvstyre har ført.
Derfor beslutter Folkekommissærernes Råd:
1. at opløse bydumaen; opløsningen gælder fra 30. november 1917,
2. alle funktionærer, der er valgt eller udnævnt af den nuværende duma skal forblive på deres post og opfylde de pligter, der er pålagt dem, indtil deres plads kan indtages af repræsentanter for den nye duma,
3. alle kommunale funktionærer skal fortsætte deres gerning, de, der på egen hånd forlader tjenesten, skal betragtes som afskedigede,
4. de nye valg til Petrograds kommunale duma skal finde sted den 9. december 1917...
5. Petrograds kommunale duma skal træde sammen den 11. december 1917 kl. 2,
6. de, der overtræder dette dekret, og de, der med overlæg beskadiger eller ødelægger kommunal ejendom, skal øjeblikkelig arresteres og bringes for revolutionsdomstolen...«
Dumaen trådte trodsigt sammen alligevel og vedtog resolutioner om, at den ville »forsvare sin position til sidste blodsdråbe« og appellerede desperat til befolkningen om at forsvare »deres eget valgte bystyre«. Men befolkningen forblev fjendtlig eller indifferent. Den 31 blev borgmester Schreider og adskillige medlemmer arresteret, forhørt og atter løsladt. Den dag og den næste fortsatte dumaen sine møder, hyppigt afbrudt af Røde Garder og matroser, der høfligt opfordrede forsamlingen til at sprede sig. På mødet den 2. trådte en officer og nogle matroser ind i Nikolaj-salen, mens et medlem talte, og befalede medlemmerne at gå deres vej, i modsat fald ville der blive anvendt magt. De gjorde det, til det sidste under protest, men sluttelig »veg de for voldsmagten«.
Den nye duma, der blev valgt ti dage senere, og som de »moderate« socialister boykottede ved valget, var næsten helt igennem bolsjevikisk ...
Der var flere centrer tilbage, hvor der fandtes en farlig opposition, f.eks. »republikkerne« Ukraine og Finland, som viste klart antisovjetiske tendenser. Både i Helsingfors og i Kijev var regeringerne ved at samle tropper, som de kunne stole på, begyndte felttog mod bolsjevismen og afvæbnede og udviste russiske tropper. Den Ukrainske Rada havde taget kommandoen over det sydlige Rusland og gav Kaledin forstærkninger og forsyninger. Både Finland og Ukraine var ved at begynde hemmelige forhandlinger med tyskerne og blev prompte anerkendt af de allierede regeringer, som lånte dem uhyre summer i et forsøg på sammen med de besiddende klasser at skabe kontrarevolutionære angrebscentrer mod Sovjetrusland. Da bolsjevismen sluttelig sejrede i begge disse lande, kaldte det slagne bourgeoisi tyske tropper til hjælp for at komme til magten igen.
Men den mest formidable trussel mod sovjetregeringen var den indenrigske, den tvehovedede: Kaledins bevægelse og staben i Moghilev, hvor general Duhonin havde kommandoen.
Den allestedsnærværende Muravjov blev udnævnt til chef for krigen mod kosakkerne, og en rød hær blev rekruteret blandt industriarbejderne. Hundreder af propagandister blev sendt til Don. Folkekommissærernes Råd udstedte en proklamation til kosakkerne, hvori det forklaredes, hvad sovjetregeringen var, hvordan de besiddende klasser, embedsmændene, godsejerne, pengemændene og deres allierede, kosakkernes høvdinge, godsejere og generaler ville ødelægge revolutionen og forhindre, at deres egne rigdomme blev konfiskeret af folket. Den 27. november kom der en kosakkomité til Smolnyj for at tale med Trotskij og Lenin. De forlangte at få at vide, om det var sandt, at sovjetregeringen ikke agtede at opdele kosakkernes jord blandt Stor-Ruslands bønder? »Nej,« svarede Trotskij. Kosakkerne forhandlede indbyrdes et øjeblik. »Godt,« spurgte de, »agter sovjetregeringen at konfiskere vore store kosak-godsejeres jord og dele den op mellem de arbejdende kosakker?« Herpå svarede Lenin. »Det er noget, I må sørge for. Vi vil støtte de arbejdende kosakker i alle deres handlinger... Den bedste måde at begynde på er at danne kosaksovjetter, I vil få repræsentation i TsIK, og så vil TsIK også være jeres regering...«
Kosakkerne tog afsked og tænkte hårdt. To uger senere modtog general Kaledin en deputation fra sine tropper. »Vil De,« spurgte man, »love at dele de store kosak-godsejeres jord mellem de arbejdende kosakker?«
»Kun over mit lig,« svarede Kaledin. En måned senere, da hæren svandt ind for øjnene af ham, skød Kaledin sig en kugle for panden. og kosak-bevægelsen ophørte at eksistere...
I Moghilev samledes i mellemtiden den gamle TsIK og de »moderate« socialistiske førere – fra Avksentjev til Tjernov –, de aktive formænd for de gamle hærkomiteer, og de reaktionære officerer. Staben afslog beredvilligt at anerkende Folkekommissærernes Råd. Den havde samlet omkring sig dødsbataillonerne, St. Georgsridderne og kosakkerne ved fronten og var i nær og hemmelig kontakt med de allierede militærattacheer og med Kaledins bevægelse og den Ukrainske Rada...
De allierede regeringer afgav ikke noget svar på dekretet om freden af 8. november, hvor sovjetkongressen havde anmodet om en generel våbenhvile.
Den 20. november sendte Trotskij en note til de allieredes ambassadører:
»Jeg har den ære at meddele Dem, hr. ambassadør, at sovjetternes landskongres... den 8. november dannede en regering for den russiske republik, i form af Folkekommissærernes Råd. Formand for denne regering er Vladimir Iljitj Lenin. Ledelsen af de udenrigske anliggender er blevet betroet til mig som Folkekommissær for Udenrigske Anliggender...
Under henvisning til den tekst, som sovjetternes landskongres vedtog med forslag om våbenstilstand og en demokratisk fred uden anneksioner og skadeserstatninger, på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret, har jeg den ære at anmode Dem om at overveje dette dokument som et officielt forslag om øjeblikkelig våbenstilstand på alle fronter og om indledning af øjeblikkelige fredsforhandlinger, et forslag, som den bemyndigede regering for den Russiske Republik samtidig retter til alle krigsførende nationer og deres regeringer.
Modtag, hr. ambassadør, en oprigtig forsikring om Sovjetregeringens agtelse for Deres folk, som kun kan ønske fred, ligesom alle andre folk, der er udmattede og forarmede af dette eksempelløse slagteri...«
Samme aften telegraferede Folkekommissærernes Råd til general Duhonin:
... Folkekommissærernes Råd betragter det som nødvendigt ufortøvet at rette et officielt forslag om våbenstilstand til alle magter, fjendemagter og allierede. En erklæring i overensstemmelse med denne beslutning er af kommissæren for udenrigske anliggender blevet tilstillet repræsentanterne for de allierede magter i Petrograd.
Folkekommissærernes Råd befaler Dem, borger general, ... at foreslå fjendens militære myndigheder øjeblikkeligt at indstille fjendtlighederne og indlede forhandlinger om fred. Samtidig med at betro Dem ledelsen af disse indledende forhandlinger befaler Folkekommissærernes Råd Dem:
1. Øjeblikkeligt og over direkte ledning at informere rådet om ethvert trin i forhandlingerne med fjendehærenes repræsentanter.
2. Ikke at undertegne våbenstilstandsaftalen, før den er blevet godkendt af Folkekommissærernes Råd.
De allierede ambassadører modtog Trotskijs note med foragtelig tavshed, ledsaget af anonyme interviews i bladene, fulde af nag og spot. Ordren til Duhonin blev åbent betegnet som forræderi ...
Duhonin selv gav ikke livstegn fra sig. Om aftenen den 22. blev han kaldt til telefonen og spurgt, om han agtede at adlyde ordren. Duhonin svarede, at det kunne han ikke, medmindre den kom fra en »regering støttet af hæren og landet.«
Hans afskedigelse som øverstkommanderende skete telegrafisk, og Krylenko blev udnævnt i hans sted. Ud fra sin sædvanlige taktik: at appellere til masserne, sendte Lenin et radiotelegram til alle regiments-, divisions- og korpskomiteer, til alle soldater og matroser i hæren og flåden og gjorde dem bekendt med Duhonins afslag og med ordre til, at »regimenterne ved fronten skal vælge delegerede, der kan begynde forhandlinger med fjendens enheder over for deres stillinger...«
Den 23. opsøgte de allierede landes militærattacheer Duhonin og overrakte ham efter instruks fra deres regeringer en note, hvori han højtideligt blev advaret imod at »bryde de traktatlige betingelser mellem ententemagterne«. Noten fortsatte med, at hvis der blev sluttet en separat våbenstilstand med Tyskland, ville dette »få de mest alvorlige konsekvenser« for Rusland. Denne meddelelse sendte Duhonin straks ud til alle soldaterkomiteer...
Næste morgen foretog Trotskij en ny henvendelse til tropperne og karakteriserede de allieredes note som en flagrant indblanding i Ruslands indre anliggender og et utilsløret forsøg på »med trusler at tvinge den russiske hær og det russiske folk til at fortsætte krigen i kraft af de traktater, der var afsluttet med tsaren...«
Fra Smolnyj kom der proklamation efter proklamation, med anklager mod Duhonin og de kontrarevolutionære officerer omkring ham, og anklager mod de reaktionære politikere i Moghilev, hvorved millioner af vrede, mistænksomme soldater fra den ene ende af den tusind kilometer lange front til den anden kom i bevægelse. Og samtidig tog Krylenko med tre afdelinger fanatiske matroser af sted til hovedkvarteret omgivet af en hævnfyldt atmosfære, alle vegne modtaget af soldaterne med vældige ovationer, – et triumftog. Den centrale hærkomité udstedte en erklæring til gunst for Duhonin, og titusind soldater satte sig omgående i bevægelse mod Moghilev...
Den 2. december rejste Moghilev garnison sig og arresterede Duhonin og hærkomiteen. Soldaterne marcherede med røde sejrsbannere ud for at modtage den nye øverstkommanderende. Krylenko kom til Moghilev næste morgen, og han fandt en hylende mængde omkring den jernbanevogn, hvor Duhonin var blevet indespærret. Krylenko holdt en tale, i hvilken han bønfaldt soldaterne om ikke at gøre Duhonin fortræd, eftersom han skulle bringes til Petrograd og dømmes af revolutionsdomstolen. Da han var færdig, viste Duhonin sig pludselig ved vinduet, som om han ville tale til mængden. Med et rasende brøl styrtede folk ind i vognen, overfaldt den gamle general, trak ham ud og slog ham ihjel på perronen...
Således endte hovedkvarterets revolte...
Sovjetregeringen blev umådelig styrket ved sammenbruddet af den sidste vigtige modstandsrede for fjendtlig militærmagt i Rusland og begyndte tillidsfuldt organiseringen af staten. Mange af de gamle funktionærer skarede sig nu omkring den, og mange medlemmer af andre partier indtrådte i statstjenesten. Stræbere blev imidlertid vist tilbage ved dekretet om regeringstjenestemændenes løn, som satte folkekommissærernes løn den højeste – til 500 rubler, ca. 50 dollars, om måneden... Regeringstjenestemændenes strejke, der anførtes af Forbundenes Forbund, brød sammen, da den ikke længere fik støtte af de finansielle og kommercielle interesser, som hidtil havde stået bag den. Bankfunktionærerne vendte tilbage til deres pladser...
Dekretet om bankernes nationalisering og dannelsen af et øverste Råd for Folkehusholdningen, den praktiske iværksættelse af dekretet om jorden ude i landsbyerne, den demokratiske reorganisation af hæren og de påfaldende forandringer i alle grene af staten og tilværelsen – alt dette, der kun blev effektivt i kraft af arbejder-, soldater- og bondemassernes vilje, indledte formningen af det proletariske Rusland, langsomt, med mange fejltagelser og uheld.
Ikke ved kompromis med de besiddende klasser eller med de andre politiske ledere, ikke ved at indrette sig efter den gamle regeringsmaskine vandt bolsjevikkerne magten. Heller ikke ved en lille klikes organiserede vold. Hvis masserne over hele Rusland ikke havde været villig til opstand, ville den være slået fejl. Den eneste grund til bolsjevikkernes succes lå i, at de imødekom vældige og enkle krav hos folkets dybeste lag, at de opfordrede dem til at rive det gamle ned og ødelægge det og derpå i røgen fra de faldende ruiner at samvirke med dem om at rejse skelettet til det nye ...
Sidst opdateret 31.12.2014