»Ordre nr. 1.
Til tropperne ved Pulkovoafdelingen.
13. nov. 1917, kl. 9.38 form.
Efter en bitter kamp har tropperne fra Pulkovoafdelingen komplet spredt de kontrarevolutionære styrker, som trak sig tilbage fra deres stillinger i uorden og faldt tilbage mod Pavlovsk II og Gattjina under dækning af Tsarskoje Selo.
Vore fremrykkende enheder har besat den nordøstlige udkant af Tsarskoje Selo og stationen Aleksandrovskaja. Kolpino-afdelingen stod til Venstre for os. Krasnoje Selo afdelingen til højre.
Jeg beordrede Pulkovostyrkerne til at besætte Tsarskoje Selo og at befæste vejene til byen, særlig mod Gattjina.
Desuden at passere og besætte Pavlovskoje, befæste dens sydside og gå videre ad jernbanen så langt som til Dno.
Tropperne må tage alle skridt til at befæste de stillinger, de indtager, anlægge skyttegrave og andre forsvarsværker.
De må træde i nær forbindelse med afdelingerne i Kolpino og Krasnoje Selo og også med Petrogradforsvarets øverstkommanderendes stab.
Undertegnet: Øverstkommanderende over alle styrker,
der kæmper mod Kerenskijs kontrarevolutionære
tropper.Oberstløjtnant Muravjov.«
Tirsdag morgen. Men hvordan var det gået til? For bare to dage siden var sletten foran Petrograd fuld af førerløse skarer, der vandrede formålsløst omkring, uden mad, uden artilleri, uden nogen plan. Hvad havde svejset denne uorganiserede masse af udisciplinerede røde garder og soldater uden officerer sammen til en armé, der adlød sin egen valgte overkommando hærdet til at modstå og bryde angreb fra kanoner og kosakkavaleri?
Folk i oprør har en evne til at annullere militære fortilfælde. Den franske revolutions pjaltede hære er ikke glemt – Valmy og linjerne ved Weissembourg. Koncentreret mod sovjetstyrkerne var officerselever, kosakker, godsejere, adelens terrorgrupper, de Sorte Hundreder, truslen om tsarens tilbagekomst, det hemmelige politi, sibiriske lænker og den vældige, frygtelige fare, der hed tyskerne ... men sejren betød, med Carlyles ord, »Herlighed og tusindårsrige uden ende!«
Søndag aften, da den militære revolutionskomités kommissærer fortvivlede vendte tilbage fra slagmarken, havde Petrograds garnison valgt sin femmandskomité, sin kampstab, tre soldater og to officerer, alle garanteret fri for kontrarevolutionære tilbøjeligheder. Oberst Muravjov, ex-patrioten, havde kommandoen, en effektiv mand, men en mand man måtte passe nøje på. Ved Kolpino, ved Obuhovo, ved Pulkovo og Krasnoje Selo blev der dannet provisoriske afdelinger, der voksede, efterhånden som omstrejfere kom ind fra landet udenom blandede soldater og røde garder, dele af regimenter, infanteri, kavaleri og artilleri i een hob, og nogle få panservogne.
Dagen gryede, og de forreste af Kerenskijs kosakker kom i kontakt med dem. Spredt geværild, opfordringer til overgivelse. Over den grå slette spredtes larmen af kamp gennem den kolde, stille luft, vagabonderende klynger lyttede, mens de samledes om deres små bål, og ventede... Det var altså ved at begynde! De gav sig til at gå i retning af slaget, og arbejderskarerne langs de lige veje fremskyndede marchen... Derved skete det, at vrede menneskesværme automatisk konvergerede henimod alle angrebspunkter, de blev mødt af kommissærer og fik stillinger udpeget, eller arbejde at udføre. Dette var deres slag, for deres verden, de kommanderende officerer var valgt af dem. I dette øjeblik var den usammenhængende mangfoldighed af viljer blevet til én...
Nogle af dem, der deltog i kampene, har beskrevet for mig, hvordan matroserne kæmpede, indtil de var løbet tør for patroner, og så stormede; hvordan de utrænede arbejdere styrtede ind mod de angribende kosakker og rev dem ned fra hestene, hvordan anonyme menneskehorder samledes i mørket rundt om slaget, rejste sig som en flodbølge og væltede ind over fjenden... Før midnat om mandagen var kosakkerne vendt og flygtede, de efterlod artilleriet, mens proletariatets hær over en lang usammenhængende front bevægede sig frem og rullede ind i Tsarskoje, før fjenden havde nogen chance for at ødelægge den store regeringsradiostation, hvorfra Smolnyjs kommissærer nu hvirvlede triumferende proklamationer ud i rummet...
Til alle sovjetter alle arbejder – og soldaterrepræsentanter!
Den 12. november har den revolutionære hær i et blodigt slag ved Tsarskoje Selo slået Kerenskijs og Kornilovs kontrarevolutionære tropper. På den revolutionære regerings vegne beordrer jeg alle regimenter til at tage offensiven imod det revolutionære demokratis fjender og at træffe alle foranstaltninger til at arrestere Kerenskij og at modsætte sig ethvert eventyr, der kan true revolutionens erobringer og proletariatets sejr.
Længe leve den revolutionære hær!
Muravjov.
Nyheder fra provinsen...
I Sevastopol havde den lokale sovjet grebet magten, et kæmpemøde af matroser på krigsskibene i havnen havde tvunget officererne til at sværge den nye regering troskab. I Nizjnij Novgorod havde sovjetten magten. Fra Kazan kom der rapporter om gadekampe, officerselever og en artillerigruppe stod imod den bolsjevikiske garnison.
Voldsom kamp var på ny udbrudt i Moskva. Officerseleverne og de hvide garder holdt Kreml og byens midte, angrebet fra alle sider af den revolutionære militærkomités tropper. Det sovjetiske artilleri var kørt op på Skobelev pladsen og bombarderede by-dumaens bygning, politipræsidiet og hotel Metropole. Brostenene på Tverskaja og Nikitskaja var blevet revet op til skyttegrave og barrikader. En byge af maskingeværild rettedes mod de store banker og forretningshuse. Der var ingen gadelygter, ingen telefon, bourgeoisiet levede i kældrene ... Den sidste bulletin gik ud på, at den militære revolutionskomité havde stillet komiteen for den offentlige sikkerhed et ultimatum med krav om øjeblikkelig overgivelse af Kreml, ellers ville et bombardement blive følgen.
»Bombardere Kreml?« råbte den almindelige borger. »Det tør de ikke!«
Fra Vologda til Chita i det fjerne Sibirien, fra Pskov til Sevastopol ved Sortehavet, i store byer og små landsbyer brød borgerkrigen ud i lys lue. Fra tusinder af fabrikker, bondekommuner, regimenter og armeer, fra skibe i åben sø, strømmede der hilsener til Petrograd – hilsener til Folkets Regering.
Kosakregeringen i Novotjerkask telegraferede til Kerenskij: »Kosaktroppernes regering opfordrer den provisoriske regering og medlemmerne af Republikkens Råd til om muligt at komme til Novotjerkask, hvor vi i fællesskab kan organisere kampen mod bolsjevikkerne.«
I Finland var tingene også i bevægelse: Helsingfors’ sovjet og Østersøflådens centrale komité proklamerede i forening belejringstilstand og erklærede, at alle forsøg på at imødegå bolsjevikkernes styrker og al væbnet modstand mod dens ordrer ville blive undertrykt med hård hånd. Samtidig erklærede det finske jernbanearbejderforbund en landsomfattende generalstrejke, for at få gennemført de love, der var vedtaget af den socialistiske landdag i juni 1917, hvorpå Kerenskij havde opløst landdagen...
Tidligt om morgenen tog jeg til Smolnyj. Da jeg gik Op ad den lange, træbelagte gang fra den ydre port, så jeg de første tynde, tøvende snefnug dale ned fra den grå, vindløse himmel. »Sne!« råbte soldaten ved døren og smilede fornøjet. »Godt for sundheden!«. Indenfor syntes de lange, dystre korridorer og grå rum at være forladt. Ingen bevægede sig i den enorme bygningsmasse. En dyb, unormal lyd hørtes, og da jeg så mig omkring, opdagede jeg, at mænd lå og sov alle vegne på gulvet, langs væggene. Klodsede, snavsede skikkelser, arbejdere og soldater, tilsprøjtede med mudder i hele kager, lå enkeltvis eller i høje, udstrakt så skødesløst som var de døde. Nogle bar pjaltede bandager gennemsivet af blod. Geværer og patronbælter lå spredt omkring ... Den sejrrige proletariske hær!
I kantinen ovenover lå de så tæt, at man knap kunne bevæge sig. Luften var beklumret. Gennem de matte vinduer kom et blegt lysskær ind. En bulet samovar stod kold på disken, og mange glas med sjatter af te. Ved siden af lå et eksemplar af den militære revolutionskomités sidste bulletin, med bagsiden op, beskrevet med en kluntet håndskrift. Det var et mindeblad, en soldat havde skrevet over sine kammerater, der var faldet i kampen mod Kerenskij, en nedskrift lavet lige før han faldt om på gulvet og sov. Skriften var tværet lidt ud af noget der kunne se ud som tårepletter...
Aleksej Vinogradov
D. Maskvin
S. Stolbikov
A. Voskresenskij
D. Leonskij
D. Preobrasjenskij
V. Laidanskij
M. Bertjikov
Disse mænd blev indkaldt den 15. november 1916. Kun tre af dem er nu tilbage:
Mihail Bertjikov
Aleksej Voskresenskij
Dmitrij Leonskij.Sov, krigsørne, med fred i sjælen.
I har fortjent lykke og evig fred, I kære.
Under gravens jord
har I sluttet rækkerne. Sov medborgere!
Kun den militære revolutionskomité fungerede videre uden søvn. Skripnik kom ud fra det inderste værelse og sagde, at Gots var blevet arresteret, men at han blankt havde benægtet sin underskrift på Frelse-komiteens proklamation, og det samme havde Avksentjev. Frelse-komiteen selv havde trukket appellen til garnisonen tilbage som falsk. Der var stadig utilfredshed blandt regimenterne i byen, meddelte Skripnik, det volhynske regiment havde nægtet at slås mod Kerenskij.
Adskillige afdelinger af »neutrale« tropper, med Tjernov i spidsen, var i Gattjina og forsøgte at overtale Kerenskij til at standse sit angreb mod Petrograd.
Skripnik lo. »Der kan ikke gives nogen ‘neutrale’ nu,« sagde han. »Vi har vundet!« Hans hårde, skæggede ansigt glødede af næsten religiøs begejstring. »Over 60 delegerede er kommet fra fronten, med forsikringer om støtte fra alle armeer undtagen tropperne på den rumænske front, hvorfra vi ikke har hørt noget. Armékomiteerne har undertrykt alle nyheder fra Petrograd, men vi har nu et regulært kurérsystem ...«
Nede i forhallen så jeg netop Kamenev komme ind, udslidt af et langt nattemøde i den konference, der skulle »danne en ny regering«. Men han var i godt humør. »De socialrevolutionære er allerede tilbøjelige til at ville have os med i en ny regering, fortalte han mig.« Grupperne på højre fløj er forskrækkede over revolutionsdomstolene, de forlanger lidt panikslagne, at vi skal opløse dem, før vi går videre... Vi har accepteret et forslag fra jernbaneforbundet om at danne en fælles socialistisk regering, og de sidder og arbejder på det nu. De ser, det kommer altsammen af vor sejr. Da vi var nede, ville de ikke for nogen pris have os med, nu er alle og enhver indstillet på en slags overenskomst med sovjetterne... Hvad vi trænger til, er en virkelig afgørende sejr. Kerenskij ønsker en våbenstilstand, men han bliver nødt til at kapitulere...«
Sådan var stemningen blandt de bolsjevikiske ledere. En fremmed journalist spurgte Trotskij, hvad han havde at sige til verden og fik til svar: »I dette øjeblik kan vi ikke komme med andre kommentarer end dem, der går gennem vore kanonmundinger!«
Men der var en understrøm af virkelig ængstelse i sejrens flodbølge: det var galt med finanserne. I stedet for at åbne bankerne, som den militære revolutionskomité havde beordret, havde bankfunktionærernes fagforening holdt et møde og erklæret en regelret strejke. Smolnyj havde forlangt ca. 35 millioner rubler fra statsbanken, og kassereren havde låst bankens boks og kun udbetalt penge til den provisoriske regerings medlemmer. De reaktionære benyttede statsbanken som et politisk våben for eksempel fik jernbaneforbundet besked om at henvende sig til Smolnyj for at få penge til udbetaling løn til personalet på statens jernbaner...
Jeg tog hen til statsbanken for at besøge den nye kommissær, en rødhåret ukrainsk bolsjevik ved navn Petrovitj. Han gjorde et forsøg på at bringe orden i det kaos som sagerne havde ligget i, da funktionærerne forlod dem. I alle kontorer i den vældige bygning sad der svedende frivillige, arbejdere, soldater og matroser, med tungespidsen ud af munden, ivrigt optaget af anstrengelserne, studerende i store folianter, med en lidt forvirret mine...
Dumabygningen var overfyldt. Der var stadig isolerede tilfælde af opsætsighed over for den nye regering, men de var blevet sjældne. Den centrale jordkomité havde appelleret til bøndernes repræsentanter og beordret dem til ikke at anerkende dekretet om jorden, der var vedtaget af sovjetkongressen, fordi det ville afstedkomme forvirring og borgerkrig. Borgmester Schreider meddelte, at valgene til den Konstituerende Forsamling måtte udsættes på ubestemt tid på grund af det bolsjevikiske oprør.
To spørgsmål stod forrest i alle sind under chokket af borgerkrigens vildskab, dels en standsning af blodsudgydelserne, dels at få oprettet en ny regering. Der var ikke længere tale om at »ødelægge bolsjevikkerne«, og meget lidt tale om at udelukke dem fra regeringen, den slags lød kun fra folkesocialisterne og bondesovjetternes landsledelse. Selv den centrale hærkomité ved det gamle, hovedkvarter, Smolnyjs mest energiske fjende, telefonerede fra Moghilev: »Hvis det for at danne et nyt ministerium er nødvendigt at få en aftale med bolsjevikkeme, er vi villige til at lade dem få et mindretal af pladserne i det nye kabinet.«
Pravda, som ironisk gjorde opmærksom på Kerenskijs »menneskelige følelser«, offentliggjorde hans telegram til Frelse-komiteen:
»I overensstemmelse med Frelse-komiteens og alle dens demokratiske organisationers forslag har jeg standset alle militære aktioner mod rebellerne. En delegeret for komiteen er blevet afsendt for at indlede forhandlinger. Tag alle skridt til at standse unyttig blodsudgydelse.«
Jernbaneforbundet sendte et telegram til hele Rusland:
»En konference, som jernbanefolkenes fagforbund har haft med repræsentanter for de to krigsførende parter, som indrømmer nødvendigheden af en overenskomst, protesterer energisk mod anvendelse af politisk terrorisme i borgerkrigen, især når den iværksættes mellem forskellige grupper inden for det revolutionære demokrati, og erklærer, at politisk terrorisme i enhver form er i strid med selve tanken om at forhandle sig til en ny regering...«
Delegerede fra konferencen blev sendt til fronten, til Gattjina. I konferencen selv syntes alt at være på nippet af en endelig aftale. Det var endda blevet bestemt, at der skulle vælges et provisorisk folkeråd, sammensat af ca. 400 medlemmer, 75 repræsenterende Smolnyj, 75 den gamle TsIK og resten fordelt mellem by-dumaerne, fagforeningerne, jordkomiteerne og de politiske partier. Lenin og Trotskij skulle holdes udenfor, blev der rygtevis sagt...
Ved middagstid var jeg igen foran Smolnyj, i snak med en ambulancechauffør, der skulle ud til den revolutionære front. Kunne jeg tage med? Naturligvis! Han var frivillig, universitetsstudent, og mens vi rullede ned ad gaden, skreg han over skulderen på et skrækkeligt tysk: »Also gut! Wir nach die Kasernen zu essen gehen!«. Jeg begreb, at der skulle spises i en eller anden kaserne.
På Kirotjnaja drejede vi ind i en vældig gård omgivet af militære bygninger og gik op ad en mørk trappe til et lavloftet lokale, der fik lys fra et eneste vindue. Ved et langt umalet bord sad en snes soldater og spiste stji, kålsuppe, fra et stort blikvaskefad med træskeer, de talte højt med megen latter.
»Velkommen til 6. reserveingeniørbatailjons bataillonskomité!« udbrød min ven og præsenterede mig som amerikansk socialist. Hvorpå hver enkelt rejste sig og trykkede min hånd, og en gammel soldat omfavnede mig og gav mig et hjerteligt kys. En træske blev fundet, og jeg tog plads ved bordet. Endnu et fad med grød blev båret ind, et vældigt rugbrød og naturligvis de uundgåelige tepotter. De begyndte allesammen at stille mig spørgsmål om Amerika. Var det sandt, at folk i et frit land solgte deres stemmer for penge, ved valgene? Hvis det var sådan, hvordan fik de så, hvad de ville have? Hvad var dette Tammany for noget? Var det sandt, at det i et frit land var sådan, at en lille gruppe mennesker kunne kontrollere en hel by og udbytte den til deres personlige profit? Hvorfor fandt folk sig i det? under tsaren kunne sådanne ting ikke ske i Rusland, ganske vist var der altid korruption her, men at købe og sælge en hel by fuld af mennesker! Og i et frit – Havde folk ingen revolutionær følelse? Jeg forsøgte at forklare, at i mit land ville folk forandre sagerne gennem lovgivning.
»Naturligvis,« nikkede en ung sergent, ved navn Baklanov, som talte fransk. »Men I har en stærkt udviklet kapitalistklasse? Så tænker jeg, at kapitalisterne behersker lovgivningen og domstolene. Hvordan kan folk forandre sagerne? Jeg vil gerne overbevises, for jeg kender ikke jeres land, men det forekommer mig ikke troligt...«
Jeg sagde, at jeg ville ud til Tsarskoje Selo. »Det vil jeg også,« sagde Baklanov pludselig. »Og jeg –,« »Og jeg –.« Hele lokalet bestemte sig på stedet til at tage til Tsarskoje Selo.
I det øjeblik bankede det på døren. Den gik op, og ind kom en oberst. Ingen rejste sig, men alle råbte god dag. »Må jeg komme ind?« spurgte obersten. »Værsgo! Værsgo!« svarede de hjerteligt. Han trådte ind, smilende, en høj, flot skikkelse i skindkappe med guldbroderi. »Jeg synes, jeg hørte nogen sige, at I ville til Tsarskoje Selo, kammerater,« sagde han. »Kan jeg tage med?«
Baklanov tænkte sig om. »Jeg tror ikke, der kan gøres noget her i dag,« sagde han. »Ja, kammerat, vi vil gerne have dig med.«
Obersten takkede og satte sig med et glas te. Med lav stemme, for ikke at såre oberstens følelser, forklarede Baklanov mig følgende: »Jeg er formand for komiteen. Vi kontrollerer absolut bataillonen, undtagen i kamp, hvor vi har givet obersten fuldmagt til at kommandere. I kamp må hans ordrer adlydes, men han er strengt ansvarlig over for os. I kasernen må han spørge os om tilladelse, før han foretager sig noget... Man kan kalde ham Udførende Officer...«
Der blev fordelt våben til os, revolvere og geværer – »vi kunne møde kosakker« – og vi blev alle stuvet ind i ambulancen sammen med tre store pakker aviser til fronten. Vi raslede ned gennem Litejnyj og langs Zagorodnyj. Ved min side sad en ung mand med løjtnantsepauletter, han syntes at tale alle europæiske sprog lige flydende. Han var medlem af bataillonskomiteen.
»Jeg er ikke bolsjevik,« forsikrede han mig med eftertryk. »Min familie er meget gammel, og adelig. Jeg selv er kadet, kan man sige...«
»Men hvordan?« begyndte jeg forvirret. »Åh, jeg er medlem af komiteen. Jeg gør ingen røverkule af mine politiske meninger, men de andre siger ikke noget til det, fordi de véd, at jeg ikke tror, man skal sætte sig op mod flertallets vilje... Jeg har nægtet at tage del i den nuværende borgerkrig, for jeg tror ikke, det fører til noget at gribe til våben mod mine russiske brødre...«
»Provokatør! Kupmand!« råbte de andre lystigt til ham, og klappede ham på skulderen.
Gennem den store grå stenbue ved Moskva-porten med dens gyldne hieroglyffer, drabelige ørne og tsarernes navne kørte vi ud på den brede lige landevej, var dækket af det første lette snefald. Den var stopfuld af røde garder, som råbende og syngende marcherede ud til den revolutionære front, mens andre var på tilbage, grå i ansigterne og tilsølede af mudder. De fleste af dem så ud som rene drenge. Kvinder med nogle med geværer og bandolerer, andre med Røde armbind – bøjede, arbejdshærdede kvinder fra kvartererne. Delinger af soldater ude af trit, med en venlig fløjten til de røde garder, matroser med bistre ansigter, børn med madpakker til deres fædre og mødre, alle kommende og gående gennem det snedækte mudder, som lå tommetykt over landevejens brosten. Vi passerede kanoner, der dinglede sydpå med deres ammunitionsvogne, lastbiler i begge retninger fulde af væbnede mænd, ambulancer fulde al sårede fra slaget, og engang en bondevogn, der langsomt knirkede af sted, hvori en hvidansigtet dreng sad bøjet over sin flængede mave og skreg monotont. I markerne på begge sider gik der kvinder og gamle mænd og gravede skyttegrave eller trak pigtråd til spærringer.
Bagude i nordvestlig retning rullede skyerne dramatisk bort, og en bleg sol kom til syne. Petrograd sås glimtende over den flade, sumpede slette. Til højre lå der hvide, forgyldte eller farvede løgkupler og spir, til venstre store skorstene, nogle rygende, og længere borte den lave himmel over Finland. På hver side af os der kirker og klostre... Af og til sås en munk, der tavs iagttog den proletariske armés pulsslag langs vejen.
Ved Pulkovo delte vejen sig, og dér holdt vi midt i en stor menneskemængde, hvor menneskefloden løb sammen fra tre retninger, venner mødtes glade, med lykønskniriger og beskrivelser af deres kampe og oplevelser. En husrække ved korsvejen var mærket af kuglehuller, og jorden var æltet op i en kilometers omkreds. Slaget havde været desperat her...
Ikke langt borte cirklede sultne kosakheste rytterløse rundt, for græsset på sletten var forlængst borte. Lige foran os gjorde en uøvet rødgarder forsøg på at ride en af dem, han faldt af den ene gang efter den anden, og tusinder af grove mandfolk morede sig som børn over det.
Vejen til venstre var den, kosakkernes rester havde fulgt under tilbagetoget, og den førte op ad en lille bakke til en landsby, hvorfra man havde en mægtig udsigt over den store slette, grå som et vindløst hav, med skyformationer som slotte ovenover. Fra den kejserlige by strømmede tusinder ud langs vejene. Langt borte, ovre til venstre, lå den lille høj ved Krasnoje Selo, den kejserlige gardes sommerparademark og det kejserlige gods og mejeri. Mellem det og os var der intet andet end nogle muromkransede klostre, et par isolerede fabrikker og flere store bygninger med dårligt drevne jorder omkring, der var børnehjem...
»Her,« sagde chaufføren, da vi skridtede over en nøgen banke, »her var det, Vera Slutskaja døde. Ja, det bolsjevikiske medlem af dumaen. Det skete tidligt i morges. Hun sad i en bil, sammen med Zalkind og en mand til. Der var en afbrydelse i kampene, og de ville over til de forreste skyttegrave. De snakkede og lo, da der pludselig blev skudt på dem fra det pansertog, Kerenskij selv kørte i, granaten ramte Vera og dræbte hende...«
Derpå kom vi ind i Tsarskoje, der struttede af helte fra de proletariske masser. Nu var der travlt i palæet, hvor sovjetten havde haft møder. De røde garder og matroserne fyldte gården, skildvagter var posterede ved dørene, og en strøm af kurerer og kommissærer albuede sig ind og ud. I sovjettens lokale var der stillet en samovar op, og over et halvt hundrede arbejdere, soldater, matroser og officerer sad omkring den, drak og talte højt for at kunne høres. I et hjørne var to ubehjælpsomme arbejdsmænd ved at få en duplikator i gang. Ved midterbordet stod Dybenko bøjet over et kort, han markerede troppernes positioner med rødt og blåt. I sin frie hånd havde han som altid den stålblå revolver. Snart satte han sig ved en skrivemaskine og tippede løs med én finger, af og til pauserede han, løftede revolveren i vejret og drejede på kammeret.
En divan stod ved væggen, og dér lå en ung arbejder. To røde garder bøjede sig over ham, men resten af selskabet ænsede ham ikke. Der var et hul i hans bryst, ved hvert hjerteslag skød frisk blod op gennem såret. Hans øjne var lukkede, og hans unge, skæggede ansigt var grønlighvidt. Åndedrættet var svagt og langsomt, og han sukkede ved hvert drag: Mir budit! Mir budit! Freden kommer! Freden kommer!
Dybenko så op, da vi kom ind. »Åh,« sagde han til Baklanov, »kammerat, vil du gå op til kommandantens kontor og overtage posten? Vent lidt, jeg vil skrive dig en fuldmagt.« Han bøjede sig igen over skrivemaskine og tippede langsomt bogstaverne frem.
Den nye kommandant i Tsarskoje Sebo og jeg fulgte ad til Jekaterina-palæet, Baklanov meget opstemt fuld af betydning. I det samme dekorerede, hvide værelse stod min gamle ven obersten ved vinduet og bed sig i overskægget, mens nogle røde garder snusede nysgerrigt rundt. Obersten hilste mig som en længe savnet broder. Ved et bord nær ved døren sad den lille franskmand fra Bessarabien. Bolsjevikkerne havde beordret ham til at blive og fortsætte sit arbejde.
»Hvad skulle jeg gøre?« mumlede han. »Folk som kan ikke slås på nogen side i en krig som denne her, selv om vi ikke kan lide pøbelens diktatur... Jeg er bare ked af, at jeg er så langt borte fra min mor i Bessarabien!«
Baklanov overtog formelt kontoret fra den tidligere kommandant. »Her er nøglerne til skrivebordet,« sagde obersten nervøst.
En rødgarder afbrød. »Hvor er pengene?« spurgte han barsk. Obersten syntes overrasket. »Pengene? Pengene? Åh, De mener kisten. Den dér,« sagde obersten, »nøjagtig som jeg fandt den, da jeg kom her for tre dage siden. Nøglen? Jeg har ingen nøgler.« Han trak på skuldrene.
Rødgarderen gjorde en vidende grinmasse. »Det er meget bekvemt,« sagde han.
»Lad os åbne kisten,« sagde Baklanov. »Hent en økse. Her er en amerikansk kammerat. Lad ham slå hul i den og skrive op, hvad han finder«.
Jeg svang øksen. Trækisten var tom.
»Lad os arrestere ham,« sagde rødgarderen bistert. »Han er Kerenskij-mand. Han har stjålet pengene og givet dem til Kerenskij.«
Det ville Baklanov ikke. »Nej,« sagde han. »Det var Kornilov-manden før ham, der gjorde det. Han har ingen skyld i det.«
»Den satan!« udbrød rødgarderen. »Han er Kerenskij-mand, det kan du være sikker på. Hvis du ikke vil arrestere ham, så vil vi, og vi kører ham til Petrograd og sætter ham i Peter-Paul, hvor han hører hjemme!« Den anden rødgarder brummede samtykkende. Med et ynkeligt blik på os blev obersten ført bort...
Nede foran sovjettens palæ skulle en bil starte ud til fronten. Seks rødgardere, nogle matroser, en soldat eller to, under kommando af en vældig arbejder, kravlede ind og råbte til mig om at komme med. Rødgarderne kom ud fra kontorerne, hver af dem stavrende under vægten af et knippe små riflede bomber, fyldt med grubit – som de påstod er ti gange så kraftigt og fem gange så følsomt over for stød som dynamit, dem smed de ind bag i lastbilen. En tretommers kanon blev ladt og så bundet bagi med reb og wire.
Vi startede med et hyl, med topfart naturligvis, den svære vogn svingede fra side til side. Kanonen hoppede fra det ene hjul til det andet, og grubitbomberne rullede frem og tilbage over vore fødder, indtil de med et brag ramlede mod ladets sider.
Den store rødgarder, hvis navn var Vladimir Nikolajevitj, bombarderede mig med spørgsmål om Amerika. Hvorfor trådte Amerika ind i krigen? Er de amerikanske arbejdere klar til at styrte kapitalisterne? Hvordan ligger Mooney-sagen nu? Vil de sende Berkman til San Fransisco? og andre vanskelige spørgsmål, alle stillet råbende for at overdøve lastbilens drøn, mens vi holdt fast i hinanden og dansede imellem de valsende bomber.
Af og til forsøgte en patrulje at standse os. Soldaterne løb ud på vejen foran os og råbte stands og holdt deres geværer op.
Vi ænsede dem ikke. »Fanden ta’ jer!« råbte rødgarderne. »Vi stopper ikke for nogen. Vi er rødgardere!« Og vi dundrede imperialt videre, mens Vladimir gøede til mig om internationalisering af Panama-kanalen og sådan noget...
En mils vej ude så vi en deling matroser marchere tilbage, og vi sagtnede farten.
»Hvor er fronten, brødre?«
Den forreste matros standsede og kløede sig i hovedet. »Til morgen var den en halv kilometer borte i den retning. Men den fandens front er ingen steder nu. Vi har gået og gået uden at finde den.«
De kravlede op på lastbilen, og vi fortsatte. Et par kilometer længere fremme lagde Vladimir Nikolajevitj hovedet på skrå og skreg til chaufføren om at standse. »Skydning!« råbte han. »Kan I høre det?« Et øjeblik var der helt stille, og så kom der forfra til venstre tre skud i hurtig rækkefølge. På dette sted var der lidt skov langs vejen. Vi var ophidsede nu og kravlede frem, hviskende, indtil bilen var lige ud for det sted, hvor skuddene var kommet fra. Vi hoppede ned og spredtes, hver mand med sit gevær, og så gik vi forsigtigt ind i skoven.
To kammerater havde imens gjort kanonen fri og svingede den rundt, så den sigtede lige ind i ryggen på os.
Der var stille i skoven, og bladene var faldet, og stammerne havde en blegbrun kulør i det lave, sygelige efterårslys. Intet rørte sig, undtagen isen på de små pytter under vore fødder. Kunne der være tale om baghold?
Vi gik fremad, uden at noget skete, indtil træerne begyndte at tynde ud, og holdt så en pause. Udenfor, i en lysning, sad tre soldater rundt om et lille bål, aldeles intetanende.
Vladimir Nikolajevitj tog et par skridt fremad. »Goddag, kammerater!« hilste han, mens en kanon, tyve geværer og en vognfuld grubitgranater bag ham hang i en tråd. Soldaterne for forfjamskede op.
»Hvorfor blev der skudt her i nærheden?«
En af soldaterne så lettet ud og svarede: »Åh, vi var bare ved at skyde en hare eller to, kammerat...«
Lastbilen skumplede videre til Romanov, gennem den klare og begivenhedsløse dag. Ved den første korsvej løb to soldater ud foran os og svingede deres geværer. Vi sagtnede farten og standsede.
»Jeres pas, kammerater!«
Rødgarderne lavede stort spektakel. »Vi er rødgarder. Vi behøver ingen pas... Fortsæt, bryd jer ikke om dem!«
Men en matros gjorde indvendinger. »Det her er forkert, kammerater, vi må have revolutionær disciplin. Hvis nu nogen kontrarevolutionære kom kørende i en lastbil og sagde: »Vi behøver ingen pas!« Kammeraterne her kender jer ikke.«
Det blev der en diskussion om. En efter en sluttede soldaterne og matroserne sig imidlertid til den første. Knurrende halede hver rødgarder sit bumaga (papir) frem; det var godt nusset. Alle var ens undtagen mit, der var udstedt af den revolutionære stab i Smolnyj. Skildvagterne erklærede, at jeg måtte tage med dem. Rødgarderne protesterede stærkt, men den matros, som havde talt først, holdt på sit. »Denne kammerat kender vi som en god kammerat,« sagde han. »Men der er ordrer fra komiteen, og disse ordrer må adlydes. Det er revolutionær disciplin...«
For ikke at lave besvær kravlede jeg ned fra lastbilen og den forsvandt vuggende ned ad vejen, hele selskabet vinkede farvel. Soldaterne snakkede lavt sammen et øjeblik, og så førte de mig hen til en mur, som de stillede mig op ad. Det gik pludselig op for mig, at de ville skyde mig!
I alle tre retninger var der øde, ikke et menneske at se. Det eneste tegn på liv var røgen fra et skævt træhus nogle hundrede meter oppe ad en sidevej. Desperat løb jeg efter dem.
»Men kammerater! Se! Her er seglet, som den militære revolutionskomité benytter!«
De stirrede uforstående på mit pas og på hinanden.
»Det er ikke som de andre,« sagde én modvilligt. »Vi kan ikke læse, bror.«
Jeg tog ham ved armen. »Kom!« sagde jeg. »Lad os gå over til det hus. Der er nok nogen, der kan læse.« De tøvede. »Nej,« sagde den ene. Den anden så op og ned ad mig. »Hvorfor ikke?« mumlede han. »Det er jo en alvorlig forbrydelse at slå en uskyldig mand ihjel.«
Vi vandrede op til husets fordør og bankede på. En lille, kraftig kone lukkede op og for forskrækket tilbage stammende: »Jeg véd ingenting om dem! Jeg véd ingenting om dem!« En af vagterne holdt mit pas frem. Hun skreg. »Du skal bare læse det, kammerat.« Tøvende tog hun papiret og læste højt og hurtigt:
Indehaveren af dette pas, John Reed, er repræsentant for amerikanske socialdemokrati, og internationalist...
Da vi igen var ude på vejen, holdt de to soldater rådslagning. »Vi må bringe dig hen til regimentskomiteen,« sagde de. Det blev hurtigt mørkere, mens vi traskede videre i mudderet. Af og til stødte vi på delinger som standsede og omringede os med truende blikke mens mit pas gik på omgang blandt soldaterne, der diskuterede voldsomt, om jeg skulle skydes eller ej...
Det var mørkt, da vi nåede infanterikasernen i Tsarskoje Selo, nogle lange bygninger langs postvejen. Soldater, der stod og hang omkring indgangen, stillede ivrigt spørgsmål. En spion? En provokatør? Vi gik op ad en vindeltrappe og kom ind i et stort, nøgent rum med en vældig ovn i midten, og rækker af køjer på gulvet, hvor et tusind soldater spillede kort, snakkede, sang eller sov. I taget var der et uregelmæssigt hul efter en Kerenskij-granat...
Jeg stod i døren, og en pludselig stilhed forplantede sig gennem grupperne, som vendte sig og stirrede på mig. Pludselig begyndte de at røre på sig, og så kom de som en storm, stampende, med ansigter fulde af had. »Kammerater! Kammerater!« hylede en af mine vagter. »Komiteen! Komiteen!« Stimmelen gjorde holdt og dannede en kreds om mig, mumlende. En mager yngling kantede sig ud af kredsen. »Hvem er det?« spurgte han groft. Vagterne forklarede. »Giv mig papiret!«. Han læste det omhyggeligt og så på mig med skarpe øjne. Så smilede han og rakte mig passet. »Kammerater, det er en kammerat fra Amerika. Jeg er formand for komiteen, og jeg byder dig velkommen til regimentet...« En pludselig almindelig summen voksede til et brøl af hilsener, og de pressede sig frem for at trykke min hånd.
»Har du fået noget at spise? Det har vi. Du må hellere gå hen i officersklubben, hvor der er nogen, der taler dit sprog...«
Han førte mig over gården til en anden indgangsdør. En aristokratisk ung mand med løjtnantsdistinktioner trådte ind. Formanden præsenterede mig, trykkede mig i hånden og gik igen.
»Jeg er Stepan Georgijevitj Morovskij, til Deres tjeneste,« sagde løjtnanten på perfekt fransk. Fra den stilfulde forhal førte en ceremoniel trappe op, belyst af glitrende lysekroner. På første sal var der billardværelser, spilleværelser, et bibliotek. Vi trådte ind i spisesalen, hvor der sad en snes officerer ved et langt bord i midten, i fuld uniform, med guld- og sølvskæftede kårder, udmærkelsestegn og -bånd fra tsarens tid. Alle rejste sig høfligt, da jeg trådte ind, og gjorde plads for mig ved siden af obersten, en stor, autoritativ mand med gråsprængt skæg. Ordonnanser var ved at servere middagen. Atmosfæren var som i enhver officersmesse i Europa. Hvor var revolutionen?
»De er ikke bolsjevikker?« spurgte jeg Morovskij.
Der blev smilet rundt om bordet, men jeg lagde mærke til et par sideblikke i retning af ordonnanserne.
»Nej,« svarede min ven. »Der er kun en enkelt bolsjevikisk officer her i regimentet. Han er i Petrograd i aften. Obersten er mensjevik. Kaptajn Herlov er liberal kadet. Jeg er selv socialrevolutionær på højrefløjen... De fleste af hærens officerer er vist ikke bolsjevikker, men de tror, ligesom jeg på demokratiet, de tror, at de må følge soldatermasserne...«
Da middagen var forbi, blev landkortene lagt frem, og obersten bøjede sig over bordet. De øvrige stod rundt om os for at se med.
»Her,« sagde obersten og pegede på blyantsmærker, »var vore stillinger i morges. Vladimir Kirillovitj, hvor er Deres kompagni?« Kaptajn Herlov pegede. »Efter Deres ordre tog vi stilling langs vejen dér. Karsavin afløste mig klokken fem.«
I det øjeblik gik døren op, og formanden for regimentskomiteen kom ind sammen med endnu en soldat. De sluttede sig til gruppen bag obersten og kiggede på kortet.
»Godt,« sagde obersten, »nu har kosakkerne trukket sig ti kilometer tilbage i vor sektor. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at indtage fremskudte stillinger. Mine herrer, i nat vil De holde den nuværende linie og styrke stillingerne...«
»Undskyld,« afbrød regimentskomiteens formand. »Der er givet ordre til at rykke frem så hurtigt som muligt og forsøge at komme i kontakt med kosakkerne nord for Gattjina i morgen tidlig. Et knusende nederlag nødvendigt. Vær venlig at træffe de dertil nødvendige dispositioner.«
Der blev et øjebliks tavshed. Obersten så igen ned på kortet. »Vel,« sagde han med forandret stemme, »Stepan Georgijevitj, vil De...« Han skitserede hurtigt nogle linier med en blå blyant og gav sine ordrer, mens en sergent tog stenografiske notater. Sergenten trak sig derpå tilbage, og ti minutter senere kom han igen med ordrerne maskinskrevne og en kopi. Komiteens formand studerede kortet med kopien foran sig.
»Udmærket,« sagde han og rejste sig. Han foldede kopien sammen og stak den i lommen. Så underskrev han den anden, stemplede den med et rundt segl, som han hentede op af en lomme, og rakte den til obersten...
Dér var revolutionen!
Jeg vendte tilbage til sovjetpalæet i Tsarskoje i en stabsvogn. Der strømmede stadig arbejdere, soldater og matroser ind og ud, der var stadig trafikpropper af lastvogne, panservogne og kanoner foran porten, og hyl og latter ud af den ekstraordinære sejrsstemning. Nogle rødgarder forcerede indgangen med en præst imellem sig. Det var Fader Ivan, sagde de, som havde velsignet kosakkerne, da de trængte ind i byen. Jeg hørte bagefter, at han var blevet skudt...
Dybenko kom udenfor og gav hurtigt ordrer til højre og venstre. I hånden havde han den store revolver. En bil stod ved fortovskanten med motoren i gang. Han satte sig alene ind på bagsædet og kørte bort i retning af Gattjina, for at besejre Kerenskij.
Ved mørkets frembrud nåede han byens udkant og fortsatte til fods. Hvad Dybenko sagde til kosakkerne véd ingen, men det er et faktum, at Krasnov og hans stab og adskillige tusinde kosakker overgav sig og rådede Kerenskij til at gøre det samme.
Hvad Kerenskij angår, jeg aftrykker her den forklaring, general Krasnov afgav om morgenen den 14. november:
»Gattjina, 14. november 1917. Ved tretiden i nat blev jeg kaldt til den øverstkommanderende (Kerenskij). Han var meget ophidset og meget nervøs.
»General,« sagde han til mig, »De har forrådt mig. Deres kosakker erklærer kategorisk, at De vil arrestere mig og udlevere mig til matroserne.«
»Ja,« svarede jeg, »det bliver der snakket om, og jeg véd, at De ikke er afholdt nogen steder.«
»Men officererne siger det samme.«
»Ja, de fleste officerer er utilfredse med Dem.«
»Hvad skal jeg gøre? Måske begå selvmord!«
»Hvis De er en ærlig mand, tager De straks til Petrograd med et hvidt flag, opsøger den militære revolutionskomité og indleder forhandlinger som chef for den provisoriske regering.«
»Vel. Det er det, jeg vil gøre, general.«
»Jeg vil give Dem en vagt med og sørge for, at også en matros tager med Dem.«
»Nej, nej, ikke nogen matros. Véd De, om det er sandt, at Dybenko er her?«
»Jeg véd ikke, hvem Dybenko er.«
»Han er min fjende.«
»Der er ikke noget at gøre. Hvis man spiller højt spil, må man også kunne mærke, når chancen er der.«
»Ja, jeg vil tage af sted i aften!«
»Hvorfor det? Det ville være flugt. Tag roligt og åbent bort, sådan at alle og enhver kan se, at De ikke er ved at stikke af«
»Vel. Men De må give mig en pålidelig vagt med«
»Det skal jeg.«
Jeg gik ud og kaldte på general Ruskov fra 10. Don-regiment og befalede ham at samle ti kosakker til at ledsage den øverstkommanderende. En halv time senere kom kosakkerne for at fortælle mig, at Kerenskij ikke var i sit kvarter, at han var stukket af.
Jeg gav ordre til alarm og eftersøgning, i den formodning at han ikke kunne have forladt Gattjina, men han var forsvundet...«
Kerenskij var altså flygtet, alene, »forklædt i en matrosuniform«, og derved mistede han resten af den popularitet, han kunne have tilbage blandt de russiske masser...
Jeg tog tilbage til Petrograd på forsædet af en lastbil, der blev kørt af en arbejder og var proppet med rødgarder. Vi havde ingen petroleum, og derfor var lygterne ikke tændt. Vejen var pakket med proletariske afdelinger på vej hjem, og nye reserver strømmede ud for at afløse. Masser af lastbiler som vor egen, rækker af kanoner og vogne ragede op i mørket, uden lygter, ligesom vi selv. Vi skumplede voldsomt af sted, svingede fra højre til venstre for at undgå tilsyneladende uundgåelige sammenstød, med hjulene skrabende mod andre vogne, og strømme af skældsord fra fodgængere.
Over horisonten spredtes glitrende lys fra hovedstaden der var så langt mere pragtfuld om natten end om dagen, den lignede en dynge juveler på den bare slette.
Den gamle arbejder kørte med én hånd på rattet, mens han med den anden gjorde en drabelig gestus, som ville han omfavne den fjerne, strålende hovedstad.
»Min!« råbte han med lysende ansigt. »Min by nu! Mit Petrograd!«
Sidst opdateret 31.12.2014