Lørdag den 10. november...
»Borgere! Den militære revolutionskomité erklærer, at den ikke vil tolerere nogen overtrædelse af den revolutionære orden...
Tyveri, røveri, overfald og forsøg på massakrer vil blive alvorligt straffet...
Med Pariserkommunen som forbillede vil komiteen ubarmhjertigt knuse enhver, der plyndrer eller anstifter uro...
Der hvilede ro over byen. Ikke et hold-up, ikke et røveri, ikke engang et slagsmål i fuldskab. Om natten gik der væbnede patruljer i de stille gader, og på hjørnerne sad soldater og rødgarder på hug om små bål, leende og syngende. Om dagen samledes der store skarer på fortovene, hvor de lyttede til de endeløse og livlige debatter mellem studenter og soldater, forretningsfolk og arbejdere.
Borgere standsede hinanden på gaden.
»Mon kosakkerne kommer?«
»Nej...«
»Hvad er det sidste?«
»Jeg har ikke hørt noget. Hvor er Kerenskij?«
»Kun otte kilometer fra Petrograd, siger de... Er det sandt, at bolsjevikkerne er flygtet til krydseren »Aurora«?«
»Det siger de...«
Kun murene råbte højt, og desuden de få aviser – anklager, appeller, dekreter...
En enorm plakat præsenterede det hysteriske manifest fra bondesovjetternes landsledelse:
»De (bolsjevikkerne) vover at påstå, at de har støtte fra bondesovjetterne, og at de taler på bondesovjetternes vegne...
Alle arbejdere i Rusland skal vide, at dette er løgn, og at alle arbejdende bønder, gennem bondesovjetternes landsledelse, med harme afviser al deltagelse fra de organiserede bønders side i denne forbryderiske krænkelse af de arbejdende klassers vilje...«
Fra soldatersektionen af det socialrevolutionære parti:
»Bolsjevikkernes sindssyge forsøg er på randen af sammenbrud. Garnisonen står delt... Ministerierne er i strejke, brødet bliver knappere. Alle grupper undtagen de få bolsjevikker har forladt sovjetkongressen. Bolsjevikkerne står alene...
Vi opfordrer alle ansvarsbevidste elementer til at samle sig om Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse og at forberede sig alvorligt til at være rede, så snart vor ledelse udsender sit signal...«
I et flyveblad klagede Republikkens Råd sin nød:
»Republikkens Råd har måttet vige for bajonetterne, skilles og for en tid afbryde sine møder.
Kupmændene fører ordene Frihed og Socialisme i munden, men har indført et vilkårligt voldsregimente. De har arresteret medlemmerne af den provisoriske regering, standset aviserne, beslaglagt trykkerierne... Denne regering må behandles som en fjende af folket og revolutionen, den må bekæmpes og styrtes...
Indtil Republikkens Råd kan genoptage sine anstrengelser, opfordrer rådet den Russiske Republiks borgere til at samle sig om de lokale Komiteer til Landets og Revolutionens Frelse, som er ved at organisere bolsjevikkernes fald og oprettelsen at en regering, der evner at styre landet, indtil den Konstituerende Forsamlings sammentræden«.
Folkets Sag skrev:
»En revolution er en rejsning af hele folket... Men hvad er det, vi har for os? Intet andet end en håndfuld arme narre, som Lenin og Trotskij har taget ved næsen... Deres dekreter og appeller vil bare blive indleveret i museet for historiske kuriositeter.«
Og Folkets Ord (folkesocialisternes blad):
»En arbejder- og bonderegering? Den er et mareridt og intet andet, og ingen i Rusland eller i vore allierede lande vil anerkende denne »regering« – og det vil man heller ikke i fjendelandene...«
Den borgerlige presse var midlertidigt forsvundet...
Pravda bragte en beretning fra det første møde, som den nye TsIK holdt, den var nu den Russiske Sovjetrepubliks parlament. Miljutin, landbrugskommissær, bemærkede, at bøndernes landsledelse havde indkaldt til en Bonde-landskongres til den 12. december.
»Men vi kan ikke vente,« sagde han. »Vi må have bønderne bag os. Jeg foreslår, at vi indkalder bondekongressen, og gør det straks...« De venstre-socialrevolutionære samtykkede. En appel til Ruslands bønder blev hurtigt skrevet og en femmandskomité valgt til at gennemføre forslaget.
Spørgsmålet om detaljerede planer for jordens fordeling og spørgsmålet om arbejderkontrol med industrien blev udsat, indtil eksperter havde afgivet en betænkning.
Tre dekreter blev forelagt og vedtaget: det første var Lenins Almindelige Regler for Pressen, som beordrede standsning af alle aviser, der ophidsede til modstand og ulydighed mod regeringen, til forbryderiske handlinger eller med forsæt forvanskede nyhederne; det næste var et dekret om moratorium for husleje, og det tredje var dekretet om oprettelse af en arbejdermilits. Desuden godkendtes ordrer, én der gav bydumaen ret til at overtage tomme lejligheder og huse, en anden om aflæsningen af godsvogne på endestationer for at fremskynde fordelingen af livsfornødenheder og frigøre hårdt savnet vognmateriel...
To timer senere udsendte bondesovjetternes landsledelse følgende radiotelegram til hele Rusland:
»Den tilfældige bolsjevikorganisation der kaldes Bureau til Organisering at Bøndernes Nationalkongres opfordrer i øjeblikket alle bondesovjetter til at sende délegerede til en kongres i Petrograd.
Bondesovjetternes landsledelse erklærer, at den nu som før mener, at det i dette øjeblik ville være farligt at tappe provinserne for kræfter, der er nødvendige til forberedelsen at valgene til den Konstituerende Forsamling, som er den eneste redning for arbejderklassen og landet. Vi bekræfter, at datoen for bondekongressen bliver den 13. december.«
I Dumaen var alt på den anden ende, officerer kom og gik, borgmesteren konfererede med lederne af Frelse-komiteen. En rådmand kom ind med et eksemplar af Kerenskijs proklamation, der i hundredevis var nedkastet fra et lavtflyvende aeroplan langs Nevskij-boulevarden. Den truede med frygtelig hævn over alle, der ikke adlød den, og befalede soldaterne at nedlægge våbnene og ufortøvet samle sig på Mars-marken.
Ministerpræsidenten havde indtaget Tsarskoje Selo, blev det påstået, og var allerede i Petrograds omegn, en mils vej borte. Han ville marchere ind i byen i morgen, i løbet af få timer. De sovjettropper, der havde kontakt med hans kosakker, gik angivelig over til den provisoriske regering. Tjernov stod i en slags mellemstilling og forsøgte at organisere »neutrale« tropper til en styrke, der skulle standse borgerkrigen.
I byen var de garnisonerede regimenter ved at forlade bolsjevikkerne, sagde man. Smolnyj skulle allerede være forladt... Hele regeringsapparatet var holdt op at fungere... Personalet i statsbanken havde nægtet at arbejde under kommissærer fra Smolnyj og at udbetale penge til dem. Alle private banker var lukket. Ministerierne var i strejke. En komité fra dumaen opsøgte forretningshusene og indsamlede midler til at betale de strejkende løn med...
Trotskij var taget til udenrigsministeriet og havde befalet korttoristerne at oversætte Dekretet om Fred til fremmede sprog; seks hundrede ansatte havde slynget ham deres opsigelser i ansigtet... Sjlapnikov, arbejdskommissæren, havde beordret alle ansatte i sit ministerium til at vende tilbage til deres poster inden 24 timer, ellers ville de miste deres stillinger og pensionsrettigheder; kun dørvogterne havde reageret.
Nogle af filialerne under den Særlige Levnedsmiddelkomité havde suspenderet arbejdet, hellere end at underordne sig bolsjevikkerne... På trods af rundhåndede løfter om høje lønninger og bedre forhold ville damerne på telefoncentralen ikke skaffe sovjetkontorerne forbindelse...
Det socialrevolutionære parti havde vedtaget at ekskludere alle medlemmer, der var forblevet på sovjetkongressen, og alle der tog del i opstanden...
Nyheder fra provinsen. Mogilev havde udtalt sig imod bolsjevikkerne. I Kijev havde kosakkerne styrtet sovjetterne og arresteret alle opstandslederne. Sovjetten og garnisonen i Luga, 30.000 mand, havde bekræftet deres loyalitet over for den provisoriske regering og appellerede til hele Rusland om at støtte den. Kaledin havde opløst alle sovjetter og fagforeninger i Donets-bækkenet.
Der kom nogle bemærkninger fra en repræsentant for jernbanefolkene: »I går sendte vi et telegram til hele Rusland med krav om, at krigen mellem de politiske partier straks ophører, og at der dannes en socialistisk koalitionsregering. Ellers proklamerer vi strejke i morgen aften... I morgen tidlig holder alle grupper møde for at drøfte spørgsmålet. Bolsjevikkerne er vist ivrige efter at få en ændring...
»Hvis de holder så længe!« lo stadsingeniøren, en kraftig buldrebasse...
Da vi kom op til Smolnyj – som ikke var forladt, men var mere travlt optaget end nogensinde, med et mylder af arbejdere og soldater på vej ind og ud, og dobbelte poster alle vegne – traf vi journalister fra de borgerlige og de »moderate« socialistiske aviser.
»De smed os ud!« råbte en fra Folkets Vilje. »Bontj-Brujevitj kom ned i pressekontoret og sagde, vi skulle gå. Vi var spioner!« De begyndte at tale i munden på hinanden: »En fornærmelse! Skandale! Pressens frihed!
I forhallen var store borde med stabler af appeller, proklamationer og ordrer fra den militære revolutionskomité. Arbejdere og soldater trampede forbi, belæssede med pakker til de ventende biler. En af dem lød:
I Gabestokken Med Dem!
I dette tragiske øjeblik for Ruslands masser har mensjevikkerne og de højresocialrevolutionære forrådt arbejderklassen. De har meldt sig på Kornilovs, Kerenskijs og Savinkovs side.
De trykker dagsbefalinger fra forræderen Kerenskij og skaber panik i byen med de mest latterlige rygter om denne vendekåbes frit opfundne sejre...
Borgere! Tro ikke på disse falske rygter. Ingen magt kan besejre folkets revolution... Hr. Kerenskij og hans følgesvende har en snarlig og velfortjent straf i vente...
Vi vil sætte dem i gabestokken. Vi overlader dem til foragten, der føles at alle arbejdere, soldater, matroser og bønder, som de gerne vil lægge i de gamle lænker på ny. De vil aldrig komne afvaske pletterne efter folkets had og afsky.
Forbandet være forræderne mod folket!
Den militære revolutionskomité var flyttet til større lokaler, til værelse 17 i øverste etage. Røde garder stod vagt ved døren. Indenfor var det smalle stykke foran disken stoppet med velklædte personer, udvortes respektfulde, men indvortes fulde af had – bourgeoiser, der ville have køretilladelse til deres biler, eller pas til at forlade byen, og mange af dem var udlændinge... Bill Shatov og Peters havde tjeneste i kontoret. De lod alt andet ligge for at give os de sidste bulletiner at læse.
Det 179. reserveregiment tilbyder sin enstemmige støtte. 5000 mand fra Putilov-værftet hilser den nye regering. Fagforeningernes hovedbestyrelse – begejstret støtte. Garnisonen og flådemandskabet i Reval vælger militære revolutionskomiteer for at samarbejde, og afsender tropper. Militære revolutionskomiteer har kontrollen i Pskov og Minsk. Hilsener fra sovjetterne i Tsaritsyn, Rovenskij ved Don, Tjernogorsk, Sevastopol... Finske Division, de nye komiteer i 6. og 12. armé tilbyder tilslutning...
Fra Moskva er nyhederne uvisse. Tropper fra den militære revolutionskomité besætter strategiske punkter i byen, to kompagnier i Kreml er gået over til sovjetterne, men arsenalet er i hænderne på oberst Rjabtsev og hans officerselever. Den militære revolutionskomité havde forlangt våben til arbejderne, og Rjabtsev havde trukket forhandlingerne ud til i dag til morgen, da han pludselig sendte komiteen et ultimatum og gav sovjettens tropper ordre til at kapitulere og komiteen ordre til at opløse sig. Kampene var i gang...
I Petrograd havde hærens stab straks bøjet sig for Smolnyjs kommissærer. Flådens centrale stab havde nægtet det og var blevet stormet af Dybenko i spidsen for et kompagni Kronstadt-matroser, og en ny central flådestab var etableret, med støtte i Østersøens og Sortehavets krigsskibe...
Men nedenunder den friske tillidsfuldhed sporedes en frysende forudanelse, en vis beklemthed i luften. Kerenskijs kosakker nærmede sig hurtigt, og de havde artilleri. Skripnik, bedriftsrådenes sekretær, forsikrede mig med furet og gulligt ansigt, at kosakkerne udgjorde et helt armékorps, men han tilføjede vildt: »De vil aldrig få os levende!« Petrovskij lo træt: »I morgen får vi nok tid til at sove – længe...« Lozovskij med det arrede, rødskæggede ansigt sagde: »Hvor stor en chance har vi? Helt alene... en hob imod trænede soldater!«
Syd og sydvest for byen var sovjetterne flygtet foran Kerenskij, og garnisonerne i Gattjina, Pavlovsk, Tsarskoje Selo stod delt – halvdelen af dem stemte for at stille sig neutralt, resten trak sig uden officerer tilbage mod hovedstaden i den vildeste uorden.
Rundt om i lokalerne blev der klistret bulletiner op.
»Fra Krasnoje Selo, 10. november kl. 8,00.
Til alle stabschefer, troppechef er, officerer, alle vegne og til alle, alle, alle.
Exminister Kerenskij har sendt et vitterligt falsk telegram til alle og alle vegne, at det indhold, at tropperne i det revolutionære Petrograd frivilligt havde afleveret deres våben og havde sluttet sig til den tidligere regerings hære, til forræderiets regering, og at soldaterne af den militære revolutionskomité havde fået ordre til at trække sig tilbage. Tropper fra et frit folk trækker sig ikke tilbage, og de overgiver sig ikke.
Vore tropper har forladt Gattjina for at undgå blodsudgydelser mellem dem og deres brødre kosakkerne, og for at indtage en gunstigere position, der nu er blevet så stærk, at selv om Kerenskij og hans følgesvende blev ti gange så stærke, ville der stadig ikke være grund til ængstelse. Vore troppers moral er fortræffelig.
I Petrograd er alt roligt.
Chefen for Petrograd og Petrograd-distriktets forsvar,
Oberstløjtnant Muravjov.
Da vi forlod den militære revolutionskomité trådte Antonov ind med et papir i hånden, han så ud som et lig. »Send det,« sagde han.
Til alle arbejdernes distriktssovjetter og alle bedriftsråd
Befaling
Kerenskijs kupbander truer vejene til Petrograd. Alle nødvendige ordrer til skånselsløs nedkæmpning at alle kontrarevolutionære anslag mod folket og dets erobringer er givet.
Revolutionens hær og røde garde behøver øjeblikkelig støtte fra arbejderne.
Vi befaler bydelssovjetterne og bedriftsrådene:
1. at skaffe det størst mulige antal arbejdere til skyttegravsarbejde, rejsning af barrikader og forstærkelse at pigtrådsspærringer.
2. hvor som helst det viser sig nødvendigt at standse arbejdet i fabrikkerne, skal det gøres øjeblikkeligt.
3. alt jerntråd og pigtråd skal samles sammen, ligeledes værktøj til gravning af skyttegrave og rejsning af barrikader.
4. alle disponible våben må fremskaffes.
5. den strengeste disciplin skal overholdes, og enhver må være rede til at støtte revolutionens armé af al magt.
Formanden for Petrograds sovjet
af arbejder- og soldaterdeputerede
Folkekommissær Lev TrotskijFormanden for den militære revolutionskomité
Øverstkommanderende Podvojskij
Da vi kom ud i den grå og dystre morgen, lød fabriksfløjterne hele horisonten rundt, en hæs og nervøs lyd, fuld af varsler. Titusinder af arbejdere strømmede ud, mænd og kvinder, titusinder udspyedes af slumkvartererne, som en forskelsløs, miserabel masse. Det røde Petrograd var i fare! Kosakkerne! De gik mod syd og sydvest, gennem fattige gader til Moskvaporten, mænd, kvinder og børn, med rifler, hakker, spader, trådruller, patronbælter over deres arbejdstøj ... Et umådeligt, spontant udbrud fra en by, dets mage aldrig set før; væltende som en rivende strøm, kompagnier af soldater presset frem sammen med dem, kanoner, lastbiler – det revolutionære proletariat vendte brystet mod fjenden til forsvaret af hovedstaden i arbejdernes og bøndernes republik!
Foran Smolnyjs dør stod en bil. En tynd mand med tykke briller, der forstørrede hans rødrandede øjne, stod lænet mod skærmen, med hænderne begravet i en tilstænket regnfrakkes lommer, hans stemme lød hæs og anstrengt. En stor skægget matros med ungdommens klare øjne vandrede hvileløst omkring og legede åndsfraværende med en vældig, stålblå revolver, som aldrig forlod hans hånd. De to mænd var Antonov og Dybenko.
Et par soldater forsøgte at få to militære cykler bundet fast til trinbrættet. Chaufføren protesterede voldsomt, emaillen ville blive ridset, sagde han. Vist var han bolsjevik, og bilen var rekvireret fra en bourgeois, og ordonnanserne skulle have cykler at køre på, men chaufførens fagstolthed var krænket, og cyklerne måtte efterlades...
Folkekommissærerne for hær og flåde, Antonov og Dybenko, skulle ud og inspicere den revolutionære front hvor den så var. Kunne vi komme med? Bestemt ikke. Bilen kunne rumme fem, de to kommissærer, de to ordonnanser og chaufføren. En af mine russiske bekendte, som jeg vil kalde Trusiska, satte sig imidlertidig roligt ind i vognen, og intet argument kunne flytte ham...
Jeg ser ingen grund til at betvivle Trusiskas historie om turen. Da de kørte ned ad Suvorov-boulevarden, kom en af dem tilfældigt til at bruge ordet mad. De skulle måske være borte tre-fire dage, i et land, hvor der var lige lidt alle vegne. De standsede vognen. Penge? Krigskommissæren rodede i sine lommer – han havde ikke en kopek. Flådekommissæren var også bankerot. Chaufføren ligeså. Trusiska købte provianten...
Lige da de drejede ind på Nevskij-boulevarden, eksploderede et dæk.
»Hvad skal vi gøre?« spurgte Antonov.
»Rekvirere en anden vogn! « foreslog Dybenko og svingede med revolveren. Antonov stod midt i gaden og gjorde tegn til en modgående bil, der havde en soldat ved rattet.
»Jeg vil have den bil,« sagde Antonov.
»Du får den ikke« svarede soldaten.
»Véd du, hvem jeg er?« – Antonov halede et papir frem, hvorpå der stod, at han var udnævnt til øverstkommanderende for alle den russiske republiks hære, og at enhver skulle adlyde ham uden at spørge.
»Jeg er ligeglad, hvem fanden du er,« sagde soldaten. «Denne bil tilhører 1. maskingeværregiment, og vi kører ammunition i den, og du får den ikke...«
Vanskeligheden blev imidlertid løst ved, at der kom en gammel, ramponeret droske med det italienske flag på køleren. (I de urolige tider blev privatvogne indregistreret som tilhørende fremmede konsulater, for at undgå beslaglæggelse). Fra droskens indre fjernedes en fed borger i en dyr pels, og selskabet fortsatte turen.
Da de kom til Narvaporten, et par mil ude, forlangte Antonov at tale med chefen for den røde garde. Han blev ført ud til udkanten af byen, hvor nogle få hundrede arbejdere havde gravet skyttegrave og ventede kosakkernes komme.
»Er alt i orden her?« spurgte Antonov.
»Udmærket, kammerat,« svarede kommandanten. »Tropperne er i godt humør. Vi mangler bare ammunition...«
»I Smolnyj er der to milliarder patroner,« fortalte Antonov ham. »Jeg vil give dig en rekvisition.« Han følte i sine lommer. »Er der nogen, der har et stykke papir?«
Dybenko havde ikke noget, ordonnanserne heller ikke. Trusiska måtte frem med sin lommebog.
»Pokkers! Jeg har ingen blyant! råbte Antonov. »Hvem har en blyant?« Naturligvis havde Trusiska den eneste blyant i selskabet...
Vi, der ikke kom med, ville forsøge at nå Tsarskoje Selo stationen. Da vi passerede Nevskij, marcherede røde garder igennem, alle bevæbnede, nogle med bajonetter, andre uden. Det tidlige vintertusmørke var ved at falde på. Med rank holdning marcherede de i det smattede pløre, uregelmæssige rækker på fire, uden orkester, uden trommer. Et rødt flag med groft optrukne bogstaver i guld: Fred! Jord! vajede over dem. De var meget unge. Deres ansigtsudtryk var det, mænd har, når de véd, de skal dø... Halvt ængstelige, halvt trodsige, klyngerne på fortovene iagttog dem i hadefuld tavshed...
På stationen vidste ingen præcis, hvor Kerenskij var, eller hvor fronten løb. Togene gik imidlertid ikke længere end til Tsarskoje...
Vor vogn var fuld af hjemvendende forstadsboere og folk fra landet, belæsset med bylter og aftenblade. Der blev ikke talt om andet end bolsjevikkernes opstand. Bortset fra det ville ellers ingen have mærket, at en borgerkrig var ved at flænge det vældige Rusland i to stykker, og at toget havde retning ind i en kampzone. Gennem vinduet kunne vi i det tættere og tættere mørke se masser af soldater langs den mudrede vej til byen, gestikulerende med deres våben under diskussionerne. Et godstog fuldt lastet med tropper holdt på et sidespor, belyst af et vældigt bål. Det var alt. Ude i den lave horisont svandt skæret af byens lys i natten. En sporvogn kravlede mellem husene langt borte ...
Der var roligt på Tsarskoje Selo stationen, men grupper af soldater stod hist og her og talte sagte og så usikkert ned langs det tomme spor i retning af Gattjina. Jeg spurgte nogle af dem, hvilken side de var på. »Åh,« sagde en, »vi véd ikke rigtig, hvem der har ret... Kerenskij var sikkert en slubbert, men vi mener ikke, at russere skal skyde på russere.«
I stationsforstanderens kontor var der en stor, jovial, skægget soldat med en regimentskomités røde armbind. Vore legitimationspapirer fra Smolnyj aftvang øjeblikkelig respekt. Han var åbenbart på sovjetternes side, men rådvild.
»De røde garder var her for to timer siden, men de er borte igen. En kommissær kom til morgen, men han tog tilbage til Petrograd, da kosakkerne viste sig.«
»Er kosakkerne her?«
Han nikkede mørkt. »Der var kamp. Kosakkerne kom tidligt i morges. De fangede et par hundrede af vore folk og dræbte omkring femogtyve.« »Hvor er kosakkerne?«
»Åh, de nåede ikke helt hertil. Jeg véd ikke rigtig, hvor de er. I den retning ...« Han svingede ubestemt armen mod vest.
Vi fik frokost i restauranten, en udmærket frokost, bedre og billigere end vi kunne få den i Petrograd. Nær ved sad en fransk officer, der lige var kommet til fods fra Gattjina. »Åh, disse russere,« kørte han på, »de er noget for sig! Sikken en borgerkrig! De laver alt andet end slås!«
Vi ville lidt ud i byen. Lige ved stationsdøren var der to soldater med rifler og påsatte bajonetter, omkring dem stod et lille hundrede forretningsfolk, tjenestemænd og studenter, der angreb dem med bitre argumenter og skældsord. Soldaterne var ilde til mode og krænkede som børn, der uretfærdigt får skænd.
En høj ung mand med et storsnudet udtryk, i studenteruniform, førte angrebet.
»De er formentlig klar over,« sagde han fornærmende, »at ved at bruge våben mod Deres brødre, gør De Dem selv til redskaber for mordere og forrædere?«
»Hør, brormand,« svarede soldaten alvorligt, »det forstår du ikke. Der er to klasser, ser du, proletariatet og bourgeoisiet. Vi –«
»Åh, jeg kender den dumme snak,« afbrød studenten rapkæftet. En hoben uvidende bønder som dig hører nogen skråle et par slagord. I forstår ikke, hvad de betyder. I gentager dem bare som en sværm papegøjer.« Der blev leet i klyngen. »Jeg er marxistisk student. Jeg kan fortælle jer, at det er ikke socialismen, det I kæmper for. Det er nemlig det rene tyskervenlige anarki!«
»Ja, ja måske,« svarede soldaten med sved på panden, »du er jo en dannet mand, det er let at se, og jeg er en simpel mand. Men jeg tror...«
»Du tror formodentlig,« afbrød den anden med foragt, »at Lenin er proletariatets sande ven?«
»Ja, det gør jeg,« svarede soldaten lidende.
»Nå, det gør du, min ven, men véd du, at Lenin sendt gennem Tyskland i en forseglet vogn. Véd du, at Lenin tog mod penge fra tyskerne?«
»Åh, det véd jeg ikke meget om,« svarede soldaten stædigt, »men det forekommer mig, at han siger det, jeg vil have sagt, og det mener almindelige mænd som mig. Der er altså to klasser, bourgeoisiet og proletariatet...«
»Du er et fjols! Hør, gode mand, jeg har været to år i Schlüsselburg-fængslet for revolutionær virksomhed på en tid da I endnu gik og skød på revolutionære og sang »Gud bevare Tsaren!« Mit navn er Vasilij Georgiev; Panin. Har I nogensinde hørt mit navn?«
»Nej, det har vi desværre ikke,« svarede soldaten mygt. »Men jeg er jo kun en udannet mand. Du er vel en helt.«
»Det er jeg,« svarede studenten med overbevisning. »Og jeg er modstander af bolsjevikkerne, som er ved at ødelægge vort Rusland, vor frie revolution. Hvordan vil du forklare det?«
Soldaten kløede sig i hovedet. »Jeg kan ikke forklare det,« sagde han og fik dybe furer af at spekulere så hårdt. »For mig er det simpelt nok, men jeg er naturligvis ikke godt oplyst. Der er jo to klasser, proletariatet og bourgeoisiet...«
»Åh, hold op med den dumme kliché!« råbte studenten.«
»... kun to klasser,« fortsatte soldaten indædt. »Og den, der ikke er på vor side, han er på den anden...«
Vi vandrede videre op ad gaden, hvor lygterne var få og spredte, og hvor der sjældent sås mennesker. En truende stilhed hang over stedet, som var det en skærsild mellem himmel og helvede, et politisk ingenmandsland. Kun barbersalonerne var oplyst og fulde af folk, og der stod en kø ved den offentlige badeanstalt, for det var lørdag aften, hvor hele Rusland bader og frisker sig op. Jeg tvivler aldeles ikke om, at sovjettropperne og kosakkerne blandede sig mellem hinanden på steder, hvor disse ceremonier foretages.
Jo nærmere vi kom Kejserparken, desto mere øde blev gaderne. En forskrækket præst viste os, hvor sovjetkontorerne var, og skyndte sig videre. De lå i en fløj af et storhertugeligt palæ over for parken. Vinduerne var uden lys, dørene låst. En soldat traskede rundt med hænderne i lommen, han så med skummel mistænksomhed op og ned ad os. »Sovjetten rejste for to dage siden,« sagde han. »Hvortil?« Et skuldertræk. »Ne snaju. Det véd jeg ikke.«
Længere henne lå en stor bygning, klart oplyst. Indefra lød hammerslag. Mens vi ubeslutsomme så på den, kom der en soldat og en matros ned gennem gaden, arm i arm. Jeg viste dem mit pas fra Smolnyj. »Er I på sovjetterne side?« spurgte jeg. De svarede ikke, men så ængsteligt på hinanden.
»Hvad foregår der derinde?« spurgte soldaten og pegede på bygningen.
»Det véd jeg ikke.«
Frygtsomt rakte soldaten hånden ud og lukkede døren op på klem. Inde i en stor sal med stolerækker var der pyntet med flag og stedsegrønt, en scene var ved at blive stillet op.
En kraftig kone kom ud, i hånden havde hun en hammer, og munden var fuld af strittende søm. »Hvad vil I?« spurgte hun.«
»Skal der være forestilling i aften?« spurgte soldaten nervøst.
»Der skal være nogen private teaterforestillinger søndag aften,« svarede hun roligt. »Gå jeres vej«.
Vi forsøgte at komme i snak med soldaten og matrosen, men de lod til at være skræmt og ilde til mode, og vi forsvandt.
Vi vandrede henimod tsarpalæerne, langs randen af de vældige mørke haver, hvis fantastiske pavilloner og ornamenterede broer tegnede sig ubestemt i aftenmørket. En stille plasken fra springvand hørtes. Et sted, hvor en latterlig jernsvane uafladeligt spyttede ud fra en kunstig grotte, følte vi pludselig, at vi var under observation, og så i vejret, hvor vi mødte et ufravendt, mistænksomt blik fra nogle store, væbnede soldater, som stirrede alvorligt ned på os fra en græsklædt terrasse. Jeg kravlede op til dem. »Hvem er I?« spurgte jeg.
»Vi er vagten,« svarede en af dem. De så alle meget modfaldne ud, og det var de utvivlsomt også, efter daglange diskussioner ugen igennem.
»Er I Kerenskij-tropper, eller sovjettens?«
Der var stille et øjeblik, mens de så på hinanden, ulysteligt. Derpå: »Vi er neutrale,« sagde den samme.
Vi fortsatte gennem portbuen til det vældige Jekatarina-palæ, ind i selve palægården, og spurgte efter kommandantens kontor. En skildvagt uden for en dør i en hvid, buet fløj af palæet sagde, at kommandanten var derinde.
I et stilfuldt, hvidt, georgiansk værelse, der af en dobbelt kamin blev delt i to ulige store dele, stod en gruppe officerer og talte nervøst sammen. De var blege og ukoncentrerede og havde åbenbart ikke fået søvn nok. Vi viste vore bolsjevikiske dokumenter til en af dem, der blev udpeget som oberst, en gammel mand med hvidt skæg og mange ordener på uniformen.
Han syntes overrasket. »Hvordan nåede De herhen uden at blive slået ihjel?« spurgte han høfligt. »Det er meget farligt at gå på gaden lige nu. De politiske lidenskaber raser i Tsarskoje Selo. Der stod kamp i morges, og der kommer en til i morgen tidlig. Kerenskij vil marchere ind i byen klokken otte.«
»Hvor er kosakkerne?«
»Et par kilometer borte, i den retning.« Han pegede ud.
»Og vil De forsvare byen imod dem?«
»Nej, det kan De tro.« Han smilede. »Vi holder byen for Kerenskij.« Vort mod sank, for vore pas lød på, at vi var ægte revolutionære. Obersten rømmede sig. »Nu Deres pas,« fortsatte han, »Deres liv vil være i fare, hvis De bliver fanget. Hvis De altså gerne vil se slaget, vil jeg give Dem en rekvisition på værelser i officershotellet, og hvis De vil komme tilbage her klokken syv i morgen tidlig, vil jeg give Dem nye pas«
»De er altså på Kerenskijs side?«
»Ikke decideret for Kerenskij.« Obersten tøvede. »Ser De, de fleste af soldaterne i garnisonen er bolsjevikker, og i dag, efter slaget, gik de alle bort i retning af Petrograd og tog artilleriet med sig. Man kan sige, at ingen af soldaterne er for Kerenskij, men nogle af dem vil slet ikke slås. Officererne er næsten alle gået over til Kerenskij, eller er simpelt hen gået deres vej. Vi er – ahem – i en meget vanskelig situation, som De ser ...«
Vi troede ikke på, at der ville blive noget slag... Obersten var så høflig at give sin ordonnans ordre til at ledsage os til stationen. Han var fra det sydlige, forældrene var franske indvandrere i Bessarabien. »Ah,« blev han ved at sige, »det er ikke så meget afsavn hårde tider, der generer mig, som det at være så længe borte fra min mor, tre år.«
Da vi sad i toget til Petrograd og så ud ad vinduet i kolde mørke, så jeg glimtvis klynger af soldater gestikulere i bålenes skær, grupper af panservogne stod korsvejene, mens chaufførerne skrålede til hinanden tårn til tårn...
Gennem den urofyldte nats lange timer vandrede førerløse sjak af soldater og røde garder over de trøstesløse fælleder, de stødte forvirrede på hinanden, og kommissærer fra den militære revolutionskomité skyndte sig fra den ene gruppe til den anden og forsøgte at organisere et forsvar...
Inde i byen drev ophidsede skarer op og ned ad Nejskij-boulevarden. Der var noget i gære. Fra Warszawa-banegården kunne man høre kanontorden i det fjerne. I officersskolerne var der feberagtig aktivitet. Dumamedlemmer gik fra kaserne til kaserne, overtalende, fulde af skrækkelige historier om bolsjevikkernes voldsfærd, massakrer på officerseleverne i Vinterpaladset, voldtægt på kvindesoldater, nedskydningen af en ung pige foran Duma-bygningen, mordet på fyrst Tumanov... I Duma-bygningens Aleksandersal holdt Frelse-komiteen et særligt møde, kommissærer kom og gik, eller løb... Alle de journalister, der var smidt ud fra Smolnyj, holdt til dér i højt humør. De troede ikke på vor beretning om forholdene i Tsarskoje. Hvordan i alverden, gud og hvermand vidste, at Tsarskoje var på Kerenskijs hænder, og at kosakkerne nu var i Pulkovo. En komité blev valgt til at modtage Kerenskij på banegården om morgenen...
En af dem betroede mig i strengeste fortrolighed, at kontrarevolutionen ville begynde ved midnat. Han viste mig to proklamationer, én undertegnet af Gotz og Polkovnikov med ordre til officersskolerne, til soldater oven senge på hospitalerne og til Georgs-ridderne om at træde an feltmæssigt og afvente ordrer fra Frelse-komiteen; den anden var fra selve Frelse-komiteen og lød således:
»Til Petrograds befolkning!
Kammerater, arbejdere, soldater og borgere i det revolutionære Petrograd!
Bolsjevikkerne opfordrer til fred ved fronten, men anstifter borgerkrig i baglandet.
Lyt ikke til deres provokatoriske appeller!
Grav ikke skyttegrave!
Ned med forrædernes barrikader!
Nedlæg våbnene!
Soldater, vend tilbage til kasernerne!
Krigen påbegyndt i Petrograd er revolutionens død!
I frihedens, jordens og fredens navn, slut jer sammen omkring Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse!«
Da vi forlod Dumaen kom et kompagni røde garder med højtidelige og desperate ansigter marcherende gennem den mørke og forladte gade med en halv snes fanger – medlemmer af de lokale kosakråd, de var grebet på fersk gerning med kontrarevolutionære planer i deres centralkontor...
En soldat og en lille dreng med en klisterbøtte var ved at sætte store iøjnefaldende plakater op:
»Hermed erklæres byen Petrograd og dens forstæder i belejringstilstand. Alle møder i gaderne og i fri luft i øvrigt er forbudt indtil videre.
Podvojskij, formand
for den militære revolutionskomité«
Da vi gik hjem, var luften fuld af forvirrede lyde – bilhorn, råb, skud i det fjerne. Byen rørte på sig, i usikker, men vågen stemning.
Ud på de små timer kom et kompagni officerselever, forklædt som soldater fra Semjonov-regimentet, og trak op foran telefoncentralen lige før vagtskiftet. De kendte det bolsjevikiske feltråb, og de overtog vagten, uden at det vakte mistanke. Nogle øjeblikke senere dukkede Antonov op for at inspicere. De tog ham til fange og låste ham inde i et lille værelse. Da afløsningen kom, blev den mødt med geværsalver, og adskillige blev dræbt. Kontrarevolutionen var begyndt...
Sidst opdateret 31.12.2014