Oversat fra engelsk af Lotte Mühlendorff og Anders Schou fra Maryam Poya: Iran 1979. Long live the Revolution! ... Long live Islam?, -i: Colin Barker (ed.): Revolutionary Rehearsals, London 1987.
Udgivet som pjece i juli 1989 af Internationale Socialisters Forlag i serien Revolutioner i vores tid.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 21. jan. 2009.
Længe leve revolutionen – længe leve islam?
Den iranske opposition
Den spirende revolution
Kampene vokser
Shahens afgang
Arbejdershoraernes betydning vokser
De arbejdsløses kamp
Den islamiske reaktion
Besættelsen af den amerikanske ambassade
Konklusion
Noter
Revolutionens sejr i februar 1979 var resultatet af flere års kampe blandt arbejderne, bønder, kvinder og nationale minoriteter imod det repressive shah-regime. Aktionsformerne bevægede sig fra fredelige demonstrationer til væbnede konfrontationer, fra “sit-ins” til sabotage, og fra små opløb til massedemonstrationer med flere millioner mennesker.
I sidste ende var det oliearbejdernes strejke og den generalstrejke, der fulgte efter i 1978, som spillede den centrale rolle i at vælte Shahens styre.
Men for en folkelig revolution er det én ting at smadre et hadet og undertrykkende regime. Noget helt andet er at have succes med at skabe et nyt politisk og socialt system, der svarer til revolutionens behov. Tragisk nok blev resultatet af den iranske revolution en ny form for undertrykkelse af folket, men nu var det blot under den “Islamiske Republiks” fane. Begivenhederne i Iran afslørede både den enorme magt arbejderklassen besidder, og de ulyksalige konsekvenser det får for en revolutionær arbejderklasse, hvis den mangler den nødvendige socialistiske organisering.
De kræfter, som skulle vælte Shahen, var et produkt af kapitalismens uensartede udvikling i det 20. århundredes Iran. Selvom imperialismen er det internationale udtryk for kapitalismens historiske mission, nemlig at udvikle produktiv- kræfterne, så er processen nødvendigvis uensartet og modsætningsfyldt. I Iran tog udviklingen en form, der betød, at statens rolle blev styrket. Den iranske stat har været nøglefiguren, hvad angår kapitalakkumulation.
Fra midten af det 19. århundrede begyndte Irans feudale økonomi systematisk, men uensartet, at blive inkorporeret i den kapitalistiske verdensøkonomi. I denne periode kontrollerede Shahen, hans familie, regeringsembedsmænd, stammeledere og prominente medlemmer af det islamiske præsteskab 55 % af den opdyrkede jord i Iran, selvom de kun udgjorde 25 % af alle jordejere. Den centrale regering var svag. De store jordejere havde stor politisk magt og udførte de fleste statslige funktioner. Yderligere kapitalistisk udvikling fordrede en ændret statsform. En mere centraliseret statsmagt var nødvendig for at skabe betingelserne for kapitalakkumulation. Det var nødvendigt for alliancen mellem Irans herskende klasse og den internationale kapital. [1]
Forfatningsrevolutionen i 1905-6 brød ud som en protest mod Shahens svaghed, England og Ruslands kontrol med Irans økonomiske ressourcer. Majlis, Irans første nationale forsamling, trådte sammen første gang i 1906. Den afskaffede den traditionelle stavnsbinding og indførte et moderne skattesystem, der fratog jordbesidderne og præsteskabet deres statsfunktioner. Men hjertet i den nye magtstruktur blev givet til monarkiet, Shahen. [2]
Gennem hele det 20. århundrede har Irans udvikling været tæt bundet til olien. Men det meste af de gigantiske olieprofitter gik til vestlige kapitalistiske firmaer, hovedsagelig til Anglo-Persian Oil Company (APOC), som blev grundlagt af den engelske ingeniør William D’Arcy i 1909. Op til 1951, hvor den iranske olie blev nationaliseret, producerede APOC for mellem 700 og 800 mill. pund, som gik til England, hvorimod kun 105 mill. pund gik til Iran. [3] Meget lidt af firmaets rigdom gik til arbejderne, hvis løn kun lige akkurat var nok til at skaffe sig livsnødvendigheder for. Firmaet slog hårdt ned på strejker og anden opposition bl.a. ved at bruge sin egen politistyrke.
Iran var en af britisk imperialismes vasalstater. Fra 1921 til 2. verdenskrig brød ud, undertrykte Reza Shahs regering brutalt alle bevægelser. Det gjaldt både fagbevægelsen, nationale minoriteter og alle oppositionelle grupper, hvad enten de var kommunister, liberale nationalister eller tilhørte det muslimske præsteskab. Samtidig gav regimet stor støtte til en ekstensiv udvikling af infrastrukturen, fx. bygning af veje, havne og jernbaner, for at støtte olieindustrien. Adskillige moderne industrianlæg blev udviklet og med dem også en arbejderklasse. Shahen konfiskerede jord fra nogle af de store jordejere og blev nu selv den største jordejer i Iran. [4]
På grund af Reza Shahs tyskvenlige holdning invaderede England og Sovjet Iran under 2. Verdenskrig for at Iran skulle forblive “sikkert”. De tvang Reza Shah til at opgive tronen til fordel for den mere pålidelige teenagesøn Mohammed Reza. Den nye Shah fortsatte med at arbejde for en økonomisk udvikling. Men efter krigen voksede utilfredsheden med udenlandsk dominans over olieindustrien. I 1947 stiftede den nationalistiske leder Dr. Mohammed Mossadegh og hans meningsfæller Den Nationale Front, som kom til magten i 1951 og nationaliserede den iranske olieindustri. De internationale oliefirmaer svarede igen med at organisere en boykot af iransk olie.
Gennem de næste to år pressede strejkende arbejdere og demonstrationer på for at få yderligere økonomiske og politiske ændringer. Det pro-russiske Tudeh-parti, i alliance med den Nationale Front, arbejdede for at dæmpe den revolutionære stemning blandt arbejderne. I august 1953 forsøgte Shahens “Nationale Garde” et kup, men det blev nedkæmpet af loyale officerer og soldater. Men da Mossadegh stod overfor folkelige demonstrationer, som krævede en fuldstændig oprydning i iransk politik, brugte han hæren til at rydde gaderne og genoprette ro og orden.
Dermed var netop de kræfter, som kunne have reddet Mossadegh-regeringen, blevet demobiliseret. I løbet af et par dage blev regeringen væltet ved endnu et kup, sat i scene af det amerikanske CIA med hjælp fra det britiske efterretningsvæsen. Oliefirmaerne fik igen adgang til iranske ressourcer, men nu var det britiske monopol brudt. Et internationalt konsortium lavede en ny aftale med den genindsatte Shah. Den iranske stats andel af olieprofitterne steg fra 16 % til 50 %. 40 % af konsortiets andel gik til 5 amerikanske firmaer, andre 40 % gik til British Petroleum og resten til adskillige mindre firmaer.
Med betydelig amerikansk råd og vejledning udvikledes mellem 1953 og 1973 et nyt militærdiktatur under Shahen. Et centralt element i dette var oprettelsen af SAVAK i 1957. Dette er navnet på Irans berygtede hemmelige politi.
Shahens olieprofitter steg mere end 12 gange over en 10 års periode fra begyndelsen af 1950’erne. Oven i olieprofitterne blev der lagt 500 mill. dollars i militær støtte fra USA i perioden 1953-63. Dette satte Shahen i stand til at udvide de militære styrker fra 120.000 mand til over 200.000 mænd og til at hæve militærbudgettet fra 80 mill. dollars i 1953 til næsten 183 mill. dollars ti år efter.
Kun lidt af regimets ekstremt stigende rigdom var kommet befolkningen til gode. I 1960 var 87 % af Irans landsbyer uden en skole. Kun 1 % havde nogen form for medicinske faciliteter, og næsten 80 % af befolkningen var analfabeter. Priserne var steget stejlt, mens Shahen brugte mellem 40 og 50 % af sit budget på militær.
Men i 1960’erne opstod en alvorlig økonomisk krise. Kraftig låntagning i udlandet havde udtømt de udenlandske reserver, og den iranske regering var nødsaget til at søge katastrofehjælp både fra IMF (den Internationale Valutafond) og fra den amerikanske regering. Den økonomiske krise blev forstærket af en strøm af folkelig opposition. Strejketallet indenfor industrien steg stejlt. Der havde ikke været mere end tre større strejker fra 1955-57, men i løbet af de næste 4 år steg tallet til over 20. Nogle strejker endte i blodige konfrontationer mellem arbejdere og hæren. Men modstanden bredte sig til andre sektorer. I 1962 var der massestudenter- demonstrationer og universitetsbesættelser. Hundrede blev såret og mange dræbt, da shahens tropper stormede Teherans universitet. I juni 1963, efter der havde været gadekampe i hovedstaden i flere dage, beordrede Shahen sine tropper til at “skyde for at dræbe”. Tusinder blev slagtet. Stillet overfor denne krise lancerede Shahens regering et større “reform fra oven” program, kaldet “Shahen og folkets hvide revolution”.
Den hvide revolution ændrede Iran. Dens hovedformål var at skabe en stabil social, økonomisk og politisk basis for regimet. De midler, man valgte, var at tilgodese to sociale grupper, som kunne have interesse i Shahens stabilitet, nemlig de mellemstore kapitalistiske bønder på landet og det stærkt voksende statsansatte borgerskab i byerne. Disse bestræbelser blev fulgt op af en omstrukturering af statsapparatet, der skulle udvikle sundheds- og uddannelsessektorerne. Der var tiltag til at “modernisere” det politiske og kulturelle liv. Kvinder fik stemmeret til det iranske parlament, der blev indført overskudsdeling for industriarbejdere, og retssystemet på landet blev reformeret. [5]
De, der tabte, var basarens traditionelle middelklasse. Deres position blev konstant truet af det mønster den kapitalistiske udvikling tog i Iran – både af staten og af den internationale kapital. De ønskede at vende tilbage til religionens magt og tradition, og de vedblev at være i opposition til staten, indtil deres repræsentanter, det muslimske præsteskab, kom til magten i 1979. Under den “hvide revolution” gjorde regimet kun lidt for at vinde præsteskabet for sig, og oppositionen voksede i de kredse.
På landet blev de store landejendomme brudt op. Kapitalistiske produktionsforhold blev styrket ved indførelsen af husleje, låntagning og gældsætning. Rige husmænd fik kapital, så de kunne blive storbønder, ansætte lønarbejdere og producere til det nationale marked. På denne måde brød jordreformen godsejernes magt og skabte et nyt lag af jordejende bønder.
Det iranske landbrug blev nu delt op efter de nye klassestrukturer. Øverst var resterne af de gamle godsejere, som var blevet rigere af jordreform-kompensationen. De opbyggede deres mindre, men stadig betydningsfulde ejendomme. Ved siden af dem var de rent kapitalistiske bønder, der drev “industrielt landbrug”, og adskillige rigere husmænd blev mellemstore kapitalistiske bønder. Under dem var der en større gruppe små-husmænd, som klyngede sig til deres plet jord og kun producerede lidt mere end det der var nødvendigt for at føde familien. Denne gruppe drømte om at blive succesrige farmere og havde mareridt om at blive tvunget længere nedad. For nedenunder dem igen var en voksende klasse af “fattige bønder”. I realiteten var de jordløse landarbejdere. Jordreformen forbedrede hverken fødevareproduktionen eller afskaffede fattigdommen på landet. Fra de tidlige 60’ere og fremad steg landbrugsproduktionen med højst 2,5 eller 3 procent om året, – tal som var væsentligt lavere end befolkningstilvæksten. Som et resultat af dette steg fødevareimporten betydeligt. I 1977 nåede den en værdi af 2,6 milliarder, som blev betalt ud af olieindtægterne. [6]
I løbet af 1970’erne indvandrede ca. 1 million af de jordløse landarbejdere til byerne. De var på jagt efter den “fantastiske civilisation”, som i følge deres radioer var ved at blive opbygget. Men når de først var i byerne, kunne de fleste af dem ikke få fast arbejde. Disse potentielle arbejdere skiftede mellem tilfældige jobs og arbejdsløshed. Langt størstedelen af dem boede i slumkvarterer og barakbyer, og de oplevede en stærk følelse af rodløshed og fremmedgørelse. De manglede en basis, som satte dem i stand til at identificere sig positivt med byverdenen. Derfor var det umuligt for dem at kaste fortiden med dens rødder i “landlig enfoldighed” af sig.
Lanceringen af den “hvide revolution” blev fulgt op af en temmelig hurtig økonomisk ekspansion fra 1960’erne og fremefter. Statens rolle i “kapital-formationen” blev stadig mere vigtig, samtidig med at den brugte massive beløb på militæret og statsbureaukratiet for at holde sammen på samfundet.
I begyndelsen af 1970’erne blev Iran medlem af de “Olieeksporterende Landes Sammenslutning”, OPEC, og man fik ad denne vej en vis indflydelse over olieindustrien. Da OPEC i 1973 forhøjede oliepriserne 5 gange, steg Irans olieindtægter tilsvarende. I 1963-64 var indtægterne på 555 mill. dollars. I 1975-76 løb de op i næsten 20 mia. dollars.
Denne enorme forøgelse af olieindtægterne banede vej for yderligere ekspansion af iransk industri og styrkede Shah-statens position. På toppen af olieboomet tegnede Irans industri sig for 15 % af Irans nationalprodukt og for 20 % af den totale beskæftigelse. Hovedudviklingsområderne var tekstil-, bygnings-, stål-, kemikalie- og plasticindustrien, bilindustrien, minedrift (kobber og aluminium), fødevareforarbejdelse og færdiggørelse af moderne forbrugsvarer.
Tre hovedkræfter virkede som agenter for kapitalakkumulationen: Staten, privat iransk kapital og udenlandsk kapital. For at illustrere disse tre kræfters vægt kan vi kigge på investeringsplanerne for 1973-78. Her regner man med statsinvesteringer for 46,2 mia. dollars, private nationale investeringer for 23,4 mia. dollars og udenlandske investeringer for 2,8 mia. dollars. [7]
Som modtager af olieindtægterne havde den iranske stat altid været hovediværksætter af økonomisk vækst. For det første var staten selv hovedinvestor i industrien. I 1975 var hele 60 % af alle industrielle investeringer statslige. For det andet skaffede staten også kapital til den private sektor i form af investeringsinstitutter. På denne måde fremmede regeringen udviklingen af et indfødt iransk borgerskab. Denne klasse forblev afhængige af statsstøtte, og var på den måde underlagt statens politik, samtidig med at de nød frugterne af industrialiseringen. For det tredje tiltrak Iran udenlandske investeringer. I midten af 1970’erne havde mere end 200 udenlandske firmaer investeret i Iran. I starten var den amerikanske gruppe størst med 43 investerende firmaer i 1974, men i lyset af olieboomet overtog japansk kapital USA’s rolle. I 1975-76 tegnede Japan sig for 43 % af alle udenlandske investeringer, hvoraf det meste gik til højteknologiske, petrokemiske projekter. [8]
Både iranske og udenlandske investorer nød godt af den hurtige industrielle vækst. Irans eksport af forarbejdede varer og landets import af industrielt materiel steg. Den moderne middelklasses og til en vis grad også arbejderklassens stigende forbrug udvidede hjemmemarkedet. Det gav grobund for vækst indenfor det nationale iranske borgerskab.
Både væksten i industrien og udvidelsen af statens civile apparat skabte grundlaget for en moderne middelklasse. Statsbureaukratiet voksede og omfattede nu 304.000 offentligt ansatte. [9] Og det havde en endnu større betydning, at antallet af arbejdere ansat indenfor forarbejdnings- og bygningsindustrien steg væsentligt. På revolutionens tid i 1979 blev det anslået, at ca. 2,5 mill. arbejdede indenfor denne industri (selvom kun 30 % arbejdede på fabrikker af nævneværdig størrelse), mens serviceindustrien (statsembedsmænd, sundheds- og uddannelsessektorerne, kommunikationssektoren, elektricitets- og gasforsyningen) beskæftigede yderligere 3 mill. [10] De fleste af de stort anlagte foretagender var indenfor den offentlige sektor. Væksten indenfor industrien stillede de faglærte arbejdere i en bedre forhandlingssituation. De udnyttede manglen på faglært arbejdskraft til at skaffe sig mellem 30 og 50 % højere lønninger i løbet af et år. Den moderne arbejderklasse var blevet en magtfaktor i det iranske samfund. [11]
Men samtidig med at økonomien blev moderniseret, styrkede Shahen sit repressive maskineri. Olieindtægterne blev ikke bare brugt til at finansiere industriel udvikling, men også til at finansiere Shahens voksende diktatur. Politisk opposition blev brutalt undertrykt, og det hjemlige forbrug blev underordnet en høj profitrate og en høj grad af udbytning.
Shahen brugte sine massive olieindtægter til mere end industrialisering. Han brugte dem også til at styrke sit jerngreb om det iranske samfund. I 1970’erne blev Iran verdens største våbenimportør samtidig med, at afhængighedsforholdet til USA blev yderligere udviklet. I 1973 blev Teheran CIA’s mellemøstlige hovedkvarter. Antallet af amerikanske “militærrådgivere” nåede op på 2400 og var planlagt til at stige til ca. 60.000 i 1980.
SAVAK’s vældige undertrykkelsesapparat blev udbygget. Irans berygtede hemmelige politi, SAVAK, voksede til mere end 5.300 heltidsagenter. Dertil kom et større antal ukendte deltidsstikkere. I 1975 blev alle eksisterende partier opløst, da Shahen indførte ét-parti systemet, som var centreret om hans nystiftede “Fornyelses”-parti. På arbejdspladserne blev kun statslige fagforeninger under SAVAK’s overvågning tilladt. På de fleste større fabrikker havde SAVAK embedsmænd deres egne kontorer.
Staten var meget undertrykkende. Enhver politisk udfordring af Shah-regimet blev brutalt stoppet. Mord og tortur var statens våben. Shahens autoritære regime levnede ikke plads for fremvæksten af et politisk demokrati eller for nogen grad af fagforeningsfrihed.
Det politiske system afspejlede den meget uensartede iranske udvikling. På den ene side pressede staten på for at få en teknologisk udvikling af det økonomiske liv. Det var en proces som betød, at man hævede arbejderklassens kulturelle niveau og samlede produktivitet. På den anden side eksisterede der, samtidig med denne modernisering, en gammeldags udbytning, der byggede på lang arbejdstid og en dårlig levestandard for almindelige mennesker.
Den hurtige økonomiske vækst havde skabt kraftige økonomiske og sociale spændinger. Den pludselige vækst i olieindtægterne havde givet folk forhåbninger. Kløften mellem hvad regeringen lovede, krævede og udførte, og hvad folket forventede, opnåede og ønskede gennemført, voksede. Selvom den økonomiske vækst tillod store fremskridt på det sociale område, havde Iran stadig et af Mellemøstens dårligste sundheds- og uddannelsessystemer. Regimets økonomiske og sociale programmer kom ikke befolkningen ligeligt til gode. Ikke bare skellene mellem klasserne, men også regionale skel blev større, hvilket gav næring til de nationale mindretals krav.
Arbejderklassen kom igen i aktivitet. Strejketallet steg fra en lille håndfuld i 1971-73 til så mange som 20-30 pr. år i 1975. Ingen af strejkerne fik lov til at vare særligt længe. Enten opfyldte regimet omgående arbejdernes krav, eller også blev strejkerne hurtigt slået ned med magt. Strejker i den vigtigste industri, olieindustrien, var som regel korte og succesfulde. I det mindste kunne arbejdernes tro på strejkevåbenet vokse lidt her.
På trods af industrialiseringen var oliens betydning for økonomien større end nogensinde før. Derfor fik faldet i efterspørgselen på olie i slutningen af 1975 hurtigt betydning for Iran. Et fald i olieindtægterne, sammen med en høj international og national inflationsrate, førte til betalingsproblemer. For at fortsætte industrialiseringsplanerne var Iran nødt til at låne massive beløb i internationale banker. Irans image ændrede sig hurtigt. Hvad der havde set ud til at være et land, der havde bemærkelsesværdigt held med modernisering, så nu ud til at være et land, der ikke kunne føde store dele af befolkningen og stod i massiv gæld til de internationale banker. Iran fremstod som et land med faldende olieindtægter, og endnu hurtigere svindende oliereserver.
Stillet overfor den voksende krise indledte Irans herskende klasse et orgie af korruption og spekulation. Der blev skabt og brugt hurtige profitter, og penge blev gemt væk i udenlandske banker på grund af det krak, som man forventede. Ejendomsspekulation og almindelig hamstring bidrog til en inflationsrate på næsten 40 % om året. I 1975 indførte regeringen en streng priskontrol. SAVAK og Shahens “Fornyelses”-parti organiserede 10.000 inspektører og sendte dem ud for at overfalde småhandlende og butiksejere. 8.000 små forretningsfolk blev arresteret, idømt bøder og hængt ud som profitmagere, snydere og pengepugere. Alt sammen i “anti-inflationskrigens” navn.
Arbejdere oplevede nu, at huslejen tog mere end en fjerdedel af deres løn. Billig mad forsvandt fra markedet. Den industrielle produktion gik ned, og arbejdsløsheden i byerne nåede op på 15 %, – og der var ikke nogen arbejdsløshedsunderstøttelse til at afhjælpe lidt af elendigheden. Regimet svarede igen med at forstærke kultdyrkelsen af Shahen, og hylde ham for hans “hvide revolution”. De officielle medier portrætterede Iran, som “den store civilisation” og “den syvende store verdensmagt”. [12]
Den “hvide revolution” svigtede sit fornemste mål. Den skaffede aldrig Shahen den nødvendige sociale basis for hans styre. En række sociale kræfter forblev i aktiv opposition.
Først og vigtigst arbejderklassen. Industrialiseringen havde udvidet arbejderklassens styrke i Iran betydeligt gennem det 20.århundrede og efterladt den meget utilfreds. De iranske arbejdere havde været centralt placeret i alle betydelige modstandskampe. De var med i 1905-6, i 1920’erne, i 1940’erne og 1950’erne, såvel som i 1960’erne og 1970’erne.
For det andet var der de nationale minoriteter: Kurdere, Azarier, Arabere, Qashquaiarier, Baluchier og Turkmenere udgjorde i alt en tredjedel af Irans befolkning. Alle er ikke-persere. De forskellige nationale mindretal, som hovedsageligt boede på landet, er konstant blevet undertrykt af hver eneste herskende klasse i Iran. Deres sprog, kulturelle og nationale rettigheder er blevet knægtet. Hver enkelt af disse grupper har lange traditioner for at bekæmpe den centrale regering. Dels for at skaffe sig politisk og kulturel selvstændighed, men også for at få opfyldt økonomiske krav.
For det tredje var der forskellige religiøse minoriteter. Iran har et ikke-muslimsk mindretal. Den muslimske majoritet er delt op i en shiitisk majoritet og en sunni-minoritet, som består af kurdere, turkmenere, arabere og baluchier. Den ikke-muslimske befolkning består af armeniere, assyrere, jøder, zoroastrianere (resterne af irans ur-religion) og baha’iere. De religiøse mindretal, inklusiv og specielt sunni-muslimerne, har altid været udsat for dobbelt statslig undertrykkelse. Baha'ierne har altid været udsat for udpræget forfølgelse, siden de skilte sig ud fra Islam i 1844. I følge shiitternes Islam er baha'i den eneste tro, der ikke kan godkendes. Dens troende er dømt til døden.
For det fjerde mullaherne og bazaren. Den kapitalistiske udvikling i Iran har formindsket præsteskabets magt. Udviklingen har undermineret præsteskabets rolle indenfor uddannelses- og retssystemet. Forfatningsrevolutionen i 1905-6, Shahens modernisering, fremkomsten af en stærk, centraliseret stat fra 1920’erne og indførelsen af uafhængige domstole og moderne skoler har bidraget til processen. Jordreformen i 1960’erne var et hårdt slag for mullaherne, fordi de mistede deres religiøse besiddelser, som både var deres økonomiske kilde og garantien for en vis uafhængighed af staten. Samtidig truede væksten indenfor kommercielle og finansielle institutioner, såsom store supermarkeder og banker, klasseinteresserne hos basarens utallige småhandlende. Denne klasse fortsatte med at yde økonomisk og politisk støtte til mullaherne, specielt fordi de betalte “zakat” (religiøs skat). Deres fælles fornærmethed og opposition overfor Shahen voksede, hver gang den kapitalistiske stat blev styrket.
For det femte var der de studerende og intellektuelle, som ønskede kulturel, politisk og religiøs frihed. De havde været lederskabet i mange af dette århundredes politiske oppositionsbevægelser. Det var tilfældet i 1905-6 revolutionen, kommunistbevægelsen i 1920’erne, kommunist- og nationalistbevægelsen i 1940’erne samt i 1960’ernes studenterbevægelse. Deres sociale sammensætning afspejler en blanding af den gamle og den moderne middelklasse.
En blanding af statslig repression og politiske nederlag i løbet af de forløbne år skabte i 1970’erne en situation, hvor to politiske kræfter dominerede oppositionen til Shahens regime. Det var guerillabevægelsen og det islamiske præsteskab.
I begyndelsen af 1970’erne opstod der to guerillaorganisationer i Iran: Mojahedin og Fedayeen. Begge havde deres rødder i studenteroprøret i 1960’erne, men deres politiske rødder lå længere tilbage i 1940’ernes og 1950’ernes nationalistiske og kommunistiske bevægelser. I den periode var oppositionen til Shahen grupperet omkring en løst sammensat National Front, som repræsenterede to forskellige sociale kræfter. Der var den traditionelle middelklasse, som var baseret på basaren og islamisk levevis og lov, og så en moderne middelklasse, hvis repræsentanter mente, at religion var en privat sag. Den moderne middelklasse voksede i størrelse og betydning under Shahens moderniseringsbølge. Den økonomiske udvikling betød nye former for beskæftigelse, som bragte dem i kontakt med nye tiltrækkende idéer og visioner. Denne klasse blev delvist opslugt af statsapparatet under industrialiseringen. Dens opposition til Shahen var ofte sektionalistisk og nationalistisk. Derimod var der mindre plads i Irans kapitalistiske udvikling til den traditionelle basar-middelklasse. De afskyede de materielle og kulturelle effekter af “moderniseringen” og ønskede en stat, der kunne genindføre den religiøse magt og de gamle værdier.
Til venstre for den Nationale Front stod Tudeh-partiet, som blev dannet efter den engelsk-russiske intervention i 1941. [13] Partiet blev dannet af en gruppe på 53 intellektuelle, som stod under russisk beskyttelse. Allerede fra begyndelsen tog partiet folkefrontstaktikken for givet, hvilket betød at arbejderklassens specielle interesser blev underordnet deres såkaldte “progressive” middelklasseallierede. På trods af arbejderklassens voksende aktivitet blev Tudeh-partiet ved med at fastholde, at Iran ikke var moden til en socialistisk revolution.
Indtil 1945 gik Tudeh-partiets fagforeningsledere imod militante arbejderaktioner af frygt for at skade krigs-bestræbelserne. At partiet i høj grad var underlagt Moskva viste sig mod krigens slutning, da partiet støttede Sovjets imperialistiske krav på Iransk olie. Dette standpunkt gjorde Tudeh-partiet upopulært hos nationalisterne, som både ønskede englænderne og russerne ud af landet. I 1946 hjalp Tudeh-partiet, som på det tidspunkt var repræsenteret i regeringen, med til at demobilisere oliearbejdernes generalstrejke i Abadan-olieterminalen. Kort efter blev de alligevel smidt ud af regeringen, og ligesom de vestlige kommunistpartier svingede de til venstre og støttede den Nationale Fronts krav om nationalisering af olieindustrien.
Både den Nationale Front og Tudeh-partiet blev undertrykt i kølvandet af kuppet i 1953. En begivenhed, hvis succes de var delvist ansvarlige for, som vi så før.
Begge 1970’ernes guerilla-bevægelser afspejlede den utålmodighed, dele af den radikaliserede intelligentsia følte, efter at have oplevet de gamle iranske oppositionspartiers politik slå fejl. Mojahedin og Fedayeen var begge inspireret af de successer Mao, Castro og Ho Chi Minh tilsyneladende havde og af palæstinensiske og latinamerikanske guerillagruppers ideer og praksis. Mojahedin udsprang af den Nationale Fronts religiøse fløj, mens det mere verdslige Fedayeen, som udsprang af en splittelse i Tudeh-partiet, også hentede deres medlemmer fra den Nationale Fronts venstrefløj.
Begge bevægelser havde den overbevisning, at væbnet kamp var det bedste middel til at aktivere masserne. Men samtidig afspejlede begge bevægelser de gamle oppositioners politik. Begge organisationer havde arvet konservative elementer fra deres respektive forgængere, den Nationale Front og Tudeh-partiet. Mojahedin havde illusioner om muslimsk nationalisme og Fedayeen havde illusioner om russisk kommunisme.
Guerillabevægelserne var regimets mest aktive modstander, og deres mod var fantastisk. De udførte en serie succesfulde væbnede aktioner mod banker, politistikkere, industri-millionærer, udenlandske ambassader og politi- og militærbygninger. Men i 1975 havde regimet haft held til at få fat i mange af deres medlemmer, og bevægelserne var praktisk talt slået.
Guerillaorganisationernes største svaghed var, at de opererede isoleret i forhold til enhver form for massebevægelse. Hverken Mojahedin eller Fedayeen så nogen grund til at engagere sig i industriarbejdernes kampe i byerne. De regnede massebevægelsen for “passiv og på et generelt lavt stade af aktivitet” og, som en kontrast til det, anså de sig selv for at være “en avantgarde, der gennem kamp kunne genoplive massebevægelsen”. Det var umuligt for både arbejdere og bønder at identificere sig med guerillabevægelsens middelklasse- intellektuelle. Hvad angår guerillastrategien, blev den et mistillidsvotum til arbejderklassen. Hverken Mojahedin eller Fedayeen argumenterede nogensinde seriøst for, at de iranske arbejdere selv skulle kæmpe om magten for at få deres eget klassestyre. Selvom begge organisationer jævnligt roste arbejderklassens modstand for at være heroisk, gjorde ingen af dem noget alvorligt forsøg på at måle de virkelige materielle kræfter, som arbejdede i Iran. Deres guerillastrategi betød, at al vægt blev lagt på heroiske aktioner udført af en modig minoritet, i stedet for at koncentrere sig om det grundlæggende, men nok mindre glamourøse, propaganda- og agitationsarbejde blandt brede lag af masserne i byen og på landet.
Guerillapolitikkens tragedie i Iran er, at de militante på den måde afskærer sig fra hovedparten af den iranske befolknings dagligdags kampe og problemer. På den måde lades den politiske slagmark åben for den anden hovedopposition, det islamiske præsteskab. Det var præsteskabet, der spillede hovedrollen i at opfordre til protest mod styret og dets brutalitet. Fordi de var relativt beskyttede mod arrestationer i kraft af deres religiøse positioner, stod det islamiske præsteskab i spidsen for en slags nationalt netværk, som stod uden for det hemmelige politis umiddelbare rækkevidde. Venstrefløjens svaghed fik præsteskabet til at virke meget magtfuldt.
Præsteskabets sociale basis fandtes primært blandt basarens traditionelle middelklasse. Det udtrykte denne klasses harme over at være udelukket fra det statskapitalistiske udviklingsmønster under Shahen. Præsteskabets politiske rolle blev kraftigt undermineret af kapitalismens udvikling i Iran. De organiserede på et traditionelt religiøst grundlag en opposition mod “vestliggørelsen”.
På dette tidspunkt, i 1960’erne, var moskeernes indflydelse blandt industriarbejdere og lavere funktionærer stadig kun lille. Men for store grupper af de fattige byboere, som var blevet fordrevet fra landet af jordreformen, blev moskeerne et samlingspunkt. Mens guerillaorganisationerne på det nærmeste ignorerede indbyggerne i slum- og barakbyerne, gav religionen i moskeen dem en følelse af fællesskab.
Derfor var det ikke overraskende, at alle folkelige kampe mod Shahen indeholdt religiøse overtoner. I den massebevægelse der var mod Shahen i løbet af 1970’erne, havde de religiøse lederes visioner om Utopia bred appel. De tilbød en drøm om, at “alt ville blive bedre”, når Shahen var blevet væltet og det islamiske samfund grundlagt. Millioner, hvis liv var utåleligt, blev inspireret til at kæmpe og var rede til at dø for denne vision om himmelen på jord.
Den form for islam, som appellerede til de fattige i byen, var en moderniseret form, der tog direkte udgangspunkt i deres materielle klager. Nogle af dens ledende talsmænd, som den religiøse ideolog Dr. Shariati, arbejdede fra moderne moskeer og brugte lukket-kredsløbs-TV og andre moderne hjælpemidler. Shariatis besked til de troende var, at islam, og specielt den Shiitiske fløj som dominerede i Iran, ikke var en fatalistisk konservativ tro, eller en rent personlig tro. Det var mere noget i retning af en revolutionær ideologi, som gennemtrængte alle dele af livet og specielt politik.
Han prædikede, at moderne islam inspirerede sande troende til at kæmpe mod undertrykkelse, udbytning og social uretfærdighed i alle dens former. At være muslim var “at skabe et dynamisk samfund i konstant bevægelse mod fremskridt og ikke bare en monoteistisk religion”. Den nye sociale samfundsorden “ville være fuldkommen forenet i retskaffenhed, stræbende mod retfærdighed, broderskab, og fælles ejendomsret over værdierne og i sidste ende et klasseløst samfund”. Shariati lagde også vægt på, at “shiismen løftede revoltens fane, fordi de nuværende herskere, de korrupte kaliffer og domstolenes elite havde forrådt folket og opgivet målet om et klasseløst samfund”. [14] Ideologer som Shariati kom til at stå mere klart for et håb for de fattige i byerne end det traditionelle præsteskab, som for eksempel Khomeini repræsenterede. [15]
Ayatollah Khomeini selv havde holdt sig på afstand af politiske kampe indtil begyndelsen af 1960’erne. Hans aktive indtræden i politik i 1962-3 koncentrerede sig om en modstand mod Shahens jordreform, men berørte også regimets korruption og afhængighed af USA og Israel samt dets forbigåelse af basaren. Præsteskabet havde i generationer været afhængig af gaver fra de før-kapitalistiske godsejere og basaren og af penge, som pilgrimme gav. Jordreformen satte en stopper for en af deres indtægtskilder, og gjorde dem afhængige af basaren, som selv var svækket af kapitalismens udvikling. Khomeini og præsteskabet så en fremtid rykke nærmere, hvor statsstøtte ville være nødvendig for at forblive en alvorlig politisk kraft.
Shahen sendte Khomeini i eksil i 1963. Det skete mest på grund af hans modstand mod den kapitalistiske modernisering og jordreformen. I 1968 protesterede dele af det traditionelle præsteskab mod Shariatis “verdslige” foredrag. Men Khomeini, som godt var klar over Shariatis popularitet, forholdt sig tavs om dette spørgsmål. I stedet tog han venstrefløjens og det liberale præsteskabs kappe på sig og koncentrerede sit krudt om regimets korruption, forbigåelsen af basaren, regimets ligegyldighed overfor arbejdernes og bøndernes økonomiske behov, dets mangel på frihed og dets barbariske fængsler. I modsætning til det åbenlyst traditionelle præsteskab, udtrykte han ikke offentligt modstand mod, at Shahen gav kvinder stemmeret eller den voksende tendens til, at kvinder arbejdede udenfor hjemmene. I stedet opfordrede han til at styrte Shahen og etablere et islamisk samfund, baseret på lighed og broderskab.
I takt med at den økonomiske krise blev dybere, blev den folkelige modstand vakt til live. Fra begyndelsen af sommeren 1977 førte bølge efter bølge af demonstrationer og strejker de iranske masser fremad. Hvert stadium gav en stærkere revolutionær bevægelse og styrkede kampformerne. Shahens regime var blevet uudholdeligt. De begyndte at nedbryde de barrierer, der adskilte dem fra det politiske liv og at grundlægge de første kim til en ny social orden.
Demonstrationerne startede i juni 1977, da Teherans slumbeboere lavede en fredelig march. For at opfylde byrådets beslutninger rykkede hæren ind for at bulldoze deres hjem. Shahens tropper og politiet skød og dræbte mange af demonstranterne.
Måneden før havde 50 advokater offentliggjort en protest imod embedsmændenes indblanding i juridiske spørgsmål. I juni slog 40 forfattere til lyd for ytringsfriheden og ville have censuren ophævet. I juli skrev en gruppe intellektuelle et åbent brev til Shahen, hvor de krævede despotismen stoppet. En stigende strøm af artikler, flyveblade og pjecer begyndte at cirkulere åbenlyst.
Disse aktiviteter kom til at markere et vendepunkt i det politiske liv på landet. Indtil da havde der kun været protester i form af isolerede strejker og sabotage på fabrikkerne eller angreb fra byguerillagrupper og protester fra studerende og intellektuelle i udlandet. Efter en lang periode, hvor SAVAK skånselsløst havde jagtet og bragt al kritik i Iran til tavshed, var oppositionen ved at vende tilbage til overfladen. Modstand mod Shahen blev nu formuleret højt og tydeligt alle steder.
Udsat for dette pres lancerede regimet et “liberaliseringsprogram”, som de håbede kunne tage trykket af kedlen. SAVAK blev ved med at holde et nært øje med de forskellige bevægelser, men reducerede den aktive terror. Der kom også en mindre lempelse af censuren. Men oppositionen styrkedes ved hver indrømmelse. Khomeini, som stadig var i eksil, sendte støtteudtalelser til oppositionen i Najaf, den hellige islamiske by i Irak. Disse meddelelser blev distribueret blandt folk i form af indsmuglede kassettebånd.
I begyndelsen af november 1977 arrangerede Forfattersammenslutningen en serie offentlige poesioplæsninger. 10.000 til 20.000 mennesker samledes hver aften og deltog deri. Den tiende aften forsøgte politiet at opløse forsamlingen, og poesioplæsningen forvandlede sig øjeblikkeligt til en massedemonstration, der råbte slogans mod regimet. Mange i mængden blev dræbt i det efterfølgende sammenstød med politiet.
Den 6. december var der yderligere massedemonstrationer for at fejre den 16. Azar (den uofficielle studenterdag), og endnu flere blev dræbt. SAVAK var ikke længere i stand til at genere de protesterende, da “liberaliseringsprogrammet” samtidig stimulerede politisk aktivitet mod regimet.
I midten af den måned besøgte den amerikanske præsident Carter Shahen i Teheran. To dage før hans ankomst blev motorvejen, der førte fra Mehrabad lufthavnen til Shahens palads, lukket for offentligheden, og alle huse og lejligheder blev besat af politiet. Ved besøgets afslutning udtalte Carter, at han “beundrede Irans hurtige fremskridt og den oplyste monark, som nød befolkningens fulde tillid”.
I midten af januar, på Muharram-aftenen (en måned med religiøs sorg), opfordrede Khomeini fra eksil præsteskabet og de troende til at protestere mod repressionen. Da en demonstration i Qom blev dannet, angreb politiet og militæret demonstrationen og dræbte flere mennesker. Dette førte til en ny bølge af protester hver fyrretyvende dag. Efter iransk tradition mindes man de døde, 40 dage efter de har forladt livet. Eftersom hver ny demonstration krævede nye ofre, blev demonstrationerne gentaget med et fast interval.
I mellemtiden bredte den revolutionære bevægelse sig hurtigt blandt de mangfoldige, men samtidigt meget forskellige sociale kræfter, som var i opposition til regimet. Det var industriarbejdere, de fattige i byerne, den moderne middelklasses studenter og intellektuelle samt præsteskabet og dets støtter, nemlig basarens traditionelle middelklasse.
I Tabriz, en af Irans vigtigste industribyer og hovedstad i Azerbaijan, kæmpede demonstranter i februar 1978 for første gang imod, da politiet angreb dem og skød unge studenter. Mens de råbte “Død over Shahen”, angreb de politistationer, Shahens “Fornyelsespartis” hovedkvarter, banker, luksushoteller og sexbiografer. Mange af de bygninger, de angreb, var Shahens og hans families ejendom.
Stillet overfor den voksende opposition forsøgte regeringen at skabe sig en ny social basis. Det gjorde de ved åbent at favorisere basarens småborgerskab og deres repræsentanter i præsteskabet. Anti-inflations-krigen mod de småhandlende blev stoppet. Regeringen droppede en plan om at etablere kæmpemæssige statsejede markeder, som ville have undermineret de små butiksindehavere. De undskyldte offentligt overfor præsteskabet, at de havde angrebet visse religiøse demonstrationer og medlemmer af præsteskabets huse, og de forbød pornofilm. Shahen og kejserinden startede en række offentlige besøg til religiøse helligdomme. Medierne viste billeder af dem, mens de bad, og kejserinden bar det lange islamiske sjal, chadoren. I 1971 havde Shahen, for at fejre 2.500 års monarki, beordret indførelsen af en monarkistisk kalender i stedet for den gældende islamiske kalender. Nu i 1978 blev beslutningen ændret for at forsone præsteskabet. Højt rangerede præster, som havde siddet i arrest siden begyndelsen af 1960erne, blev løsladt.
Shahen beordrede nedskæringer i statsstøtten til sit parti. Han lukkede 57 spillekasinoer, som var ejet af Pahlavi- (den kongelige familie) fonden, og han sendte de mest åbenlyst korrupte medlemmer af sin familie på forlængede ferier i udlandet. For at tilfredsstille de islamiske fundamentalister afskaffede han Ministeriet for Kvindeanliggender og oprettede i stedet et Ministerium for Religiøse anliggender. Som en speciel indrømmelse til Khomeini iværksatte han en kampagne mod Baha'i- religionen og beordrede politiangreb på den Nationale Fronts liberale nationalister, venstrefløjen og de intellektuelle. SAVAK foretog razziaer i deres hjem, slog dem fordærvede og angreb deres møder.
Shahens mål var at splitte de kræfter, som var imod hans styre. I et interview d. 26. juni 1978 udtalte han: “Ingen kan styrte mig. Jeg bliver støttet af 700.000 soldater, det meste af folket og alle arbejderne... I løbet af 10 år håber vi at blive som Europa i dag... I løbet af 20 år håber vi på at være en fuldt ud avanceret nation”. [16]
Mens bevægelsen mod Shahen blev stadig større, forsøgte Khomeini at få størst mulig fordel af det. Den Nationale Front og Tudeh-partiet var blevet slagtet efter kuppet i 1953. Guerillaorganisationerne, som havde udført væbnede operationer mellem 1971 og 1975, var også blevet knust af regimet. Shariatis ideer, som indeholdt elementer af islam, liberalisme, fanonisme og marxisme, havde spillet en vigtig rolle som oppositionens fokus. Specielt fordi regimet altid havde været mere tolerant overfor sine religiøse end dets venstreorienterede modstandere. Efter Shariatis død var Khomeini i stand til at vinde hans tilhængere, fordi de mente, at Imamen accepterede Shariatis liberale version af islam. Khomeini benægtede, at han eller nogen anden del af præsteskabet nærede noget ønske om at regere Iran. Han erklærede sig enig i, at der skulle være en frit valgt Konstitutionel Forsamling, som skulle lave en ny grundlov, når Shahen var forsvundet. Han udtalte, at eftersom kvinder og mænd var lige i islams øjne, så skulle kvinder også have stemmeret og i øvrigt lige rettigheder med mænd.
I begyndelsen af november 1978 forlod Karim Sanjabi og Mahdi Bazargam Teheran for at mødes med Khomeini i Paris. De var ledere af henholdsvis den Nationale Front og den Iranske Frihedsbevægelse (en organisation, der blev stiftet i 1961 af Dr. Mossadegh og den Nationale Fronts religiøse tilhængere. De proklamerede en folkelig alliance med Khomeini og udtalte, at “Det seneste års massebevægelse havde vist, at folket fulgte Ayatollah Khomeini, og at det ønskede monarkiet erstattet med et islamisk samfundssystem”. [17]
Guerillaorganisationerne ændrede deres taktik. De havde lidt kraftige tab, fordi deres medlemmer var blevet tortureret og myrdet i Shahens fængsler. Deres sympatisører accepterede mange af Shariatis ideer, og i udlandet optrappede de deres aktivitet indenfor studenterbevægelsen. Da massebevægelsen i slutningen af 1978 gennemtvang, at mange politiske fanger blev løsladt, gik guerillaorganisationerne i aktion. De rekrutterede medlemmer, udgav pjecer og aviser, og de kæmpede mod Shahens hær og politi. Fordi de ikke havde opbygget en basis blandt arbejderne og by-proletariatet i de tidlige år af deres guerillaaktivitet, accepterede også de Khomeinis lederskab.
Khomeini opfordrede nu til at styrte Shahen og hele monarkiet.
Indtil juni 1978 bestod demonstrationerne primært af studenter og intellektuelle, byproletariatet samt den nye og den gamle middelklasse. Industriarbejdere var mindre fremtrædende. En analyse af arbejderklassens kampe i denne periode [18] viser, at de fleste strejker, sit-ins og andre industrielle protester fra marts til juli i 1978 var begrænset til økonomiske krav.
Men fra juni og fremefter antog industriarbejdernes kamp karakter af både en politisk og en økonomisk kamp. Krav om lønforhøjelse, bedre arbejdsforhold og betalt ferie og modstand mod tilbageholdelse af lønnen, fyringer og fabrikslukninger blev nu kombineret med langt bredere emner. Krav om uafhængige fagforeninger, i modsætning til de SAVAK- styrede “Syndikater”, blev nu åbent fremsat sammen med en lang række andre krav. Man forlangte boligsikring, sundhedsservice, låne- og forsikringsmuligheder for arbejdere, fem-dages arbejdsuge og arbejderdeltagelse i planer om “overskudsdeling”. [19] Krav om udskiftning indenfor ledelsen og for fjernelse af SAVAK-folkene på arbejdspladserne blev formuleret mere og mere højlydt. Andre populære krav, der udsprang af strejkerne, var genansættelse af fyrede arbejdere, for arbejdspladsbørnehaver og lige forhold for iranske og udenlandske arbejdere. [20]
I takt med, at bevægelsen blev mere avanceret, blev kravene mere og mere åbent politiske. Nye strejkekrav, som ophævelse af undtagelsestilstanden, frihed for politiske fanger og om de landsforvistes tilbagevenden kom op til overfladen for første gang. I september slog arbejderne i den vitale olieindustri til i Teheran, Isfahan, Shiraz, Tabriz og Abadan og føjede deres vægt til de strejker, der allerede var i gang i andre industrier. Økonomiske krav blev kombineret med politiske krav omkring spørgsmål som japanske ledelser og politiske fanger. Oliearbejdernes liste af krav var nu direkte rettet mod militærets tilstedeværelse i og udenfor fabrikkerne og imod selve eksistensen af SAVAK. De krævede et nationalt retssystem, der skulle dømme alle, som blev betragtet som forrædere overfor Iran. Endvidere krævede de en tilbagekaldelse af alle eksisterende internationale olieaftaler.
I september 1978 sprængte strejkerne arbejdspladsernes grænser. Industriarbejdere marcherede fra fabrikkerne ind til byen og deltog i million-store massedemonstrationer. Oliearbejderne begyndte nu at bruge deres magt til direkte at svække regimet. De besluttede at skære produktionen ned fra 6 millioner tønder til kun 1 million tønder om dagen. De stoppede for eksporten og producerede kun til det hjemlige forbrug. Tolderne fulgte trop ved kun at tillade import af medicin, babymad og papir.
I oktober stoppede oliearbejderne produktionen i protest mod regimets forbindelser til Sydafrika og Israel. Tobaksarbejderne strejkede imod importen af amerikansk tobak. Oliearbejderne reducerede produktionen yderligere til kun 220.000 tønder om dagen. Kulminearbejderne strejkede i sympati med studenter og læreres demonstrationer og strejker.
Hver dag kom nye grupper inden for arbejderklassen ud i strejke eller gik med i demonstrationerne og protesterne. Kommunikationsarbejderne afbrød transmissionen af regimets propaganda i radio og tv. Jernbanearbejderne forbød politiet og militære officerer at rejse med tog. Arbejderne i atom-industrien strejkede og udtalte, at deres industri var blevet påtvunget Iran af stormagternes interesse i atomkrig frem for en kreativ industri. Det russisk byggede stålværk blev lukket totalt. Næsten hele industrien stod stille med undtagelse af gas, telefoner og elektricitet. Arbejderne i disse brancher forklarede, at de fortsatte med at arbejde for at tjene folket, men at de støttede strejkerne og demonstrationerne for at vælte Shahen. Havnearbejderne og sømændene lossede kun fødevarer, medicinske artikler og det papir, der var nødvendigt til politisk aktivitet.
Hele arbejderklassen var nu involveret i oprørsbevægelsen og forenet i kravet om at styrte Shahen og hele hans styre. Og arbejderne begyndte at formulere deres egne forhåbninger til fremtiden. Oliearbejderne sendte et åbent brev til Khomeini, hvori de udtrykte deres støtte, men samtidig krævede arbejderindflydelse i en kommende regering. Kommunikationsarbejderne fulgte hurtigt efter. Arbejdere inden for elektricitets- og elektronikindustrien krævede en ny arbejder-lov, der handlede om arbejderkontrol over industrien. Oliearbejdernes komiteer sendte støtteudtalelser til flyteknikerne og kadetterne, som nu kæmpede mod Shahens hær. Under indtryk af den voksende revolutionære situation ændrede de iranske arbejderes bevidsthed sig i spring og ryk. Deres erfaring og kampvilje udviklede sig hurtigt. Mange af de mest prominente fabriksejere og direktører blev panikslagne og flygtede ud af landet. Fabriksejernes hurtige flugt fremmede en stærk følelse hos arbejderne af ansvarlighed for fabrikkerne. De blev fast besluttet på at overtage kontrollen med fabrikkerne, valgte strejkekomiteer og overtog ledelsesfunktioner. De besluttede produktionsgrænser, arbejdstid, strejketid og så videre.
Strejkekomiteerne var i deres inderste væsen politiske organer. Arbejderne afskyede de statsorganiserede Syndikater under SAVAK’s kontrol. Hver gang der havde været sammenstød, og arbejderne forsøgte at vælge deres egne militante repræsentanter, kom de i konfrontation med SAVAK. På Zamyad bilfabrikken skete det for eksempel på følgende måde.
“Da en militant arbejder stillede op til valg af formand til fabriks-syndikatet, var SAVAK sikre på at han ville vinde. To år i træk blev han forbudt adgang til fabrikken på valgdagen. Af denne grund gemte han sig ovenpå fabrikkens vand-reservoir, natten før valgdagen det tredje år. Dagen efter var han på fabrikken. Han stillede op til valg og vandt. Han blev øjeblikkeligt fyret efter sin sejr.” [21]
Nu erstattede direkte valgte strejkekomiteer SAVAK-syndikaterne. Tomrummet efter bossernes flugt og udbredelsen af det revolutionære tidevand styrkede komiteernes positioner yderligere.
Dele af arbejderklassen inden for olie-, trykke-, og tekstilindustrien havde været involveret i politisk aktivitet og fagforeningsaktivitet i 1940’erne og ’50erne, [22] men hovedparten af de iranske arbejdere var nyligt indvandret fra landet og havde ikke sådanne traditioner. Men strejkekomiteer skød frem med lige stor kraft indenfor begge grupper.
Hvor arbejderne tidligere havde følt sig magtesløse, følte de nu en dyb følelse af kollektiv styrke. Arbejderklassens intervention i den revolutionære bevægelse, som kombinerede alle de undertrykte og udbyttede lag i det iranske samfund, tippede den politiske balance. Sammen væltede denne folkelige bevægelse et af den nyere tids mest repressive regimer.
Efter 18 måneders hårde kampe var Shahen d. 16. januar 1979 tvunget til at flygte. Hans afgang udløste et sandt karneval af glæde i befolkningen. Efter at radioen havde bragt meddelelsen, strømmede folk ud i gaderne og råbte: “Shah Raft” (“Shahen er væk”). Fremmede omfavnede hinanden. Bilisterne tudede i hornene. Slikhandlende uddelte slik til mængden. (en iransk tradition når man har noget at fejre).
Mængden blandede sig med soldaterne, kastede blomster til dem og appellerede: ”Dræb ikke din søster og bror”. Soldaterne, som var blevet udskrevet fra landet, græd og omfavnede folk. Demonstranter væltede statuer af Shahen og hans far.
Shapour Bakhtiar, tidligere medlem af den Nationale Front, blev premierminister som et sidste forsøg på at redde monarkiet. Men hele landet nægtede at anerkende ham, og massedemonstrationer krævede hans øjeblikkelige afgang. Samtidig diskuterede hærofficererne diskret med deres amerikanske rådgivere muligheden for et kup.
Den 1. februar vendte Ayatollah Khomeini tilbage fra sit eksil i Paris. Fem dage efter udnævnte han sig selv til statsoverhoved og udstedte en kendelse, der udnævnte Mehdi Bazargan til premierminister. Bazargan var et ledende medlem af frihedsbevægelsen og den Nationale Front. På samme tid stiftede Khomeini et hemmeligt Revolutionært Råd, som skulle forhandle med hærens ledelse. Det bestod af dele af præsteskabet og medlemmer af den Nationale Front og Frihedsbevægelsen.
Hærofficererne, som var rystede over Shahens afgang, opdagede nu, at de mistede de meniges støtte. De var også bekymrede over den amerikanske general og leder af NATO-tropperne, Robert Huysers, afrejse. Han forlod Iran d. 8 februar efter en måneds diskussioner med hærledelsen. Robert Huysers frarådede et kup. Samtidig rådede Washington Shahen til at tage sig en lang udenlandsrejse. I lyset af den revolutionære bevægelse stod det klart for USA, at hvis de skulle beskytte deres iranske interesser, nyttede det ikke noget at støtte Shahen længere. I håb om at sikre deres position bekræftede de officielt deres intentioner om at samarbejde med den provisoriske regering.
Officererne var splittede og usikre. Til sidst besluttede de sig for at være neutrale og indledte forhandlinger med den provisoriske regering.
Alt imens denne udvikling foregik i kulisserne, stod flyteknikerne og kadetterne nu på revolutionens side. Sammen med guerillaorganisationerne gik de i åben kamp med shahens sidste loyale tropper, livgarden. De slog dem og fordelte deres våben blandt befolkningen. Den 11.februar nåede kampene et højdepunkt, da bevæbnede folk overtog kontrollen med politihovedkvartererne, hovedgarnisionen i Teheran og det militære Akademi.
I takt med at kampene blev voldsommere forsøgte repræsentanter for præsteskabet at splitte den bevæbnede befolkning. Det gjorde de ved hjælp af “islamisk vejledning”. “Det er endnu ikke tiden til væbnet konfrontation”, sagde de. “Khomeini har endnu ikke udstedt Fetwa’en”, (en religiøs forordning). Men præsteskabet var endnu ikke i stand til at kontrollere bevægelsen. Efter to dages intense kampe førte guerillaorganisationerne, sammen med et stort antal ivrige bevæbnede frivillige, oprøret til ende. 2.500 års monarki var forbi. Fængselsdørene blev åbnede. Radioen og tv’et, som var i revolutionens hænder, annoncerede: “Dette er revolutionens ansigt og stemme”. Man fortalte verden, at monarkiet var ophørt og at revolutionen havde sejret.
I takt med at Shahens stat gik i opløsning, kom magten i folkets hænder. Strejkekomiteerne på alle arbejdspladser, institutioner, kontorer, skoler, universiteter og andre steder blev gendannet og begyndte at fungere som shoraer (råd): arbejder-shoraer, studenter-shoraer, kontorarbejder-shoraer. Husmændene i landsbyerne dannede deres egne husmands- shoraer. I byerne overgik magten til lokale ad hoc organer, som blev kaldt Komiteher (komiteer). Komiteherne bestod primært af guerillaorganisationernes tilhængere, men de bestod også af det lokale præsteskab og andre fanatiske tilhængere af ideen om en islamisk republik. Blandt de nationale mindretal faldt magten i de lokale shoraers hænder.
Fabrikker blev besat af arbejdere, som overtog kontrollen med produktionen. Ved hjælp af deres shoraer begyndte husmændene at konfiskere godsejernes besiddelser. Sammen med Mojahedin, og med hjælp fra studenter-shoraerne, overtog den iranske venstrefløj SAVAKs kontorer og bygninger og gjorde dem til deres egne hovedkvarterer. Herfra arrangerede de møder og demonstrationer fra deres nye baser.
Indenfor olieindustrien og andre gamle industrier havde arbejderne direkte erfaringer med organisering (eller forældre og slægtninge havde videregivet deres erfaring). De spillede en stor rolle i at grundlægge shoraerne. Men inden for de nyere industrier bestod arbejdsstyrken hovedsageligt af folk, der for nyligt var indvandret fra landet. Her kunne fremvæksten af shoraerne, hverken tilskrives arbejderklassens traditioner eller venstrefløjens organisationer. Inden for disse industrier var det arbejdernes nyvundne erfaringer med at udvikle og lede oprørets strejkekomiteer, samt deres had til Shahens SAVAK- styrede syndikater, der var hovedkræfterne bag dannelsen af shoraerne.
Ayatollah Khomeini blev Irans nye statsoverhoved. Det var mest, fordi de andre oppositionsgrupper var så organisatorisk og politisk svage. Men i en periode på mere end 8 måneder efter februaroprørets sejr var hans magt langt fra sikker. Der eksisterede i realiteten et totalt tomrum i iransk politik. I løbet af denne periode kom de nyskabte arbejderråd, shoraerne, til at spille en fundamental politisk og økonomisk rolle. Så længe de var i stand til at fastholde dette spillerum, kunne Khomeini ikke konsolidere sin magt.
Få dage efter opstanden beordrede Khomeini arbejderne tilbage til arbejdet “i revolutionens navn”. Arbejderne gik tilbage til fabrikkerne blot for at finde ud af, at intet havde ændret sig. Løn- og arbejdsforhold var som før. De reagerede hurtigt. På mange fabrikker gav ledelsens fravær mulighed for uden videre at oprette shoraer. Andre steder var motivet for at shoraerne blev dannet selve tilstedeværelsen af den samme direktør, den samme overordnede og måske endog den samme gamle SAVAK- agent som før.
På de fleste arbejdspladser udgjorde de førrevolutionære strejkekomiteer hovedhjørnestenen i de nye arbejderklasse- organiseringer. Indenfor shoraerne oprettede arbejderne komiteer, som skulle udpege og undersøge autoritære og undertrykkende elementer på fabrikken. De skulle så udrense dem, som havde tætte forbindelser med det gamle regime. Som en arbejder udtrykte det: “De, som var direktører under shahen er blevet genindsat. Disse mænd har undertrykt os så meget. Hvordan kan staten have udpeget dem til direktører? Vi vil aldrig finde os i det; aldrig vil vi finde os i en sådan byrde så længe vi har blod i årerne.” [23]
Shoraerne begyndte at udøve deres magt på alle fabrikslivets niveauer – ved indkøb, salg, prisfastsættelse og ordrer på råmaterialer. Forskellige komiteer blev dannet for at opfylde forskellige formål. Tillidsmandskomiteer skulle sikre gennemførelsen af fagforeningens krav om for eksempel løn, arbejdsforhold, forsikringsspørgsmål og arbejdsmiljøspørgsmål. Finansielle komiteer skulle kontrollere hver enkelt fabriks indtægter og udgifter og ledelsens finansielle affærer. Kommunikationskomiteer skulle holde kontakt til shoraer på andre fabrikker og en komite skulle føre tilsyn med produktion og salg. Politiske komiteer skulle oprette mindre fabriks-biblioteker, lave vægaviser og distribuere pjecer og nyhedsbreve, som skulle holde arbejderne informeret om de seneste nyheder fra deres egen og andre fabrikker. Vagtværn af bevæbnede arbejdere skulle beskytte fabrikkerne mod de tidligere ejere og direktører og/eller kontrarevolutionære elementer. Strejkestøttekomiteer havde til opgave at organisere strejkeøkonomien. Der opstod kvindekomiteer, som udelukkende bestod af kvinder. De skulle fremføre kvindernes krav på arbejdspladserne, specielt indenfor tekstil- og kemikalieindustrien, hvor kvinder udgjorde hovedparten af arbejdsstyrken.
Arbejderne havde hånd i hanke med de enkelte fabrikker. De havde kontrol med ansættelser og fyringer. Shoraerne var deres nøgleinstrument til at udøve magt over produktionen og distributionen. Typisk var Chite Jahan tekstilfabrikken nær Teheran. Den var berømt for antallet af politiske aktivister blandt arbejderne og traditionen for strejkeaktivitet. Her opnåede arbejderrådene en høj grad af kontrol over forholdene på fabrikken. I løbet af revolutionens første få måneder forøgede arbejderne produktionen, fordoblede minimumslønningerne ved at skære i tophonorarerne til ingeniører og ledende personale, og de indførte gratis mælk til arbejderne. [24]
Arbejdernes opgave, som de selv så den, var dels at holde fabrikkerne åbne og kørende under deres kontrol og dels at få regeringens anerkendelse af shoraerne. Alt for tidligt, desværre, blev shoraernes uafhængige rolle truet af flere store problemer.
For det første udtalte Mehdi Bazargans provisoriske regering, at arbejdernes indblanding i ledelsesfunktioner var “u-islamisk”. Og da regeringen ikke ville anerkende shoraerne, forsøgte man at udfordre deres magt ved at splitte arbejderne på basis af religiøs overbevisning. Gennem små grupper af arbejdere som var organiseret i islamiske sammenslutninger, begyndte regeringen at intervenere i shoraerne og støtte de statsudpegede direktører. De islamiske sammenslutninger begyndte at agitere religiøst. De arrangerede møder om den generelle vigtighed af islam og mere specifikt om islams holdning til arbejde og ejendomsforhold. Deres mål var en ideologisk kontrol over arbejdspladserne. En arbejder fra Roghan Pars, et af Shells datterselskaber, beskrev det således:
“Revolutionen sejrede fordi arbejderne strejkede. Vi kom af med Shahen og knuste hans styre, men alt er stadigt som før. De statsudpegede direktører har den samme mentalitet som de gamle direktører. Vi må styrke shoraerne, fordi ledelsen er bange for dem. De ved, at hvis shoraerne bliver ved med at være magtfaktorer, så er de slået. De kan ikke direkte påføre os deres arbejderfjendtlige politik, men nu går de imod shoraerne af religiøse grunde. Hvis vi siger noget, er deres svar: “Dette er en kommunistisk sammensværgelse, som har til formål at svække jeres religiøse overbevisning”. Hvad jeg gerne vil vide, er, hvad shoraerne har med religion at gøre? Alle arbejdere er lige udnyttede, hvad enten de er muslimer, kristne eller tilhører nogen anden religion. Den helvedes direktør, som har drukket vores blod, er nu pludselig blevet en god muslim, der prøver at splitte os på grund af religion. Vi bør vide, at vores eneste mulighed for at vinde er at fastholde vores enhed gennem shoraerne.” [25]
For det andet havde shoraerne reelle vanskeligheder med at skaffe råvarer og påbegynde en økonomisk rekonstruktion. Typisk var elektricitets- og gasudstyrsfabrikken, Azmayesh, som var startet af privat kapital og beskæftigede 900 mennesker. Efter revolutionen, blev fabrikken nationaliseret og en statsudpeget leder ansat. En arbejder fra Azmayesh fortalte:
“Efter revolutionen var der for 60 millioner tomans (ca. 60 mill. kr.) varer i fabrikken. Men da vi vendte tilbage til arbejdet, havde ledelsen allerede fordelt varerne til mellemmænd i basaren. Vi havde ingen mulighed for at få varerne eller pengene for dem tilbage. Og ikke nok med det; – for et år siden, da kampene og strejkerne mod Shahen voksede, stoppede den tidligere ledelse alle ordrer på råvarer. I en fabrik som Amayesh skal mellem 90 og 95 % af materialerne importeres, og ordrerne skal bestilles op til et år, før de kan leveres. Så vi kunne ikke starte produktionen. Vi gav ikke op, men besluttede at sælge vores personlige ejendele af værdi for at redde vores fabrik. Så indså vi, at vi ikke selv kunne komme nogen vegne, medmindre vi samarbejdede med den nye ledelse. Vi var afhængige af regeringskredit og behøvede finansiel støtte for at holde fabrikken åben.” [26]
Råvarer var ikke det eneste problem. Mange af de moderne fabrikker var primært samlefabrikker, som for eksempel samlede biler af dele, der blev sendt fra firmaer som General Motors og Talbot. Dette mønster i den økonomiske udvikling var et vigtigt element i Irans endelige integration i verdensøkonomien og havde betydet, at der var opstået et lag af højtuddannede industri-ingeniører. Dele af dem var udenlandske eksperter, som var udsendt af multinationale selskaber, men mange andre var iranere, som havde fået deres uddannelse i Europa og USA. Disse højtuddannede iranske ingeniører levede i en helt anden verden end den almindelige arbejder. De havde været igennem en højere uddannelse, og der var enorme lønforskelle. De arbejdede tæt sammen med ledelsen og de udenlandske eksperter og deltog i at udvinde merværdi. De havde en social og teknisk overlegenhed, der gav dem autoritet over arbejderne.
Gennem shoraerne forsøgte arbejderne at få fuld kontrol over produktionen og distributionen og undgå, at den arbejderklasse-fjendtlige ledelse genvandt kontrollen. Men hele situationen stillede dem flere forhindringer i vejen. Hovedparten af arbejderne var ufaglærte eller delvis faglærte. Som revolutionens mest effektive kraft havde de været stærke nok til at stoppe produktionen, og de følte sig stærke nok til at tage kampen op mod de borgerlige produktionsforhold. Men de blev fanget i et dilemma. Nu, i kølvandet på revolutionen, manglede de ikke bare statens finansielle støtte, men også ingeniørerne og det tekniske personales dygtighed og ekspertise for at de kunne starte og opretholde produktionen under deres egen kontrol.
Mange fabriksejere, direktører, og udenlandske eksperter var flygtet ud af landet. De faglærte iranske ingeniører, som var blevet, var fjendtlige overfor ideen om, at arbejderne udøvede magt gennem shoraerne. Da arbejdernes shoraer appelerede til regeringen for finansiel hjælp, havde regimet en perfekt undskyldning for at overdrage dette lag af faglært arbejdskraft magten over fabrikkerne.
Kampen for arbejdermagt over fabrikkerne var nået til et kritisk punkt. For at arbejderne kunne konsolidere magten over produktionen, var det nødvendigt, at statsapparatet var direkte under deres kontrol og åben overfor arbejderklassens behov. Deres magt og ressourcer på fabriksniveauet kunne ikke alene overvinde problemerne med en tilbagestående økonomi. I takt med at de iranske arbejdere forsøgte at udvikle deres kamp til en frigørelse fra udbytning, blev de i stadig højere grad stillet overfor disse problemer, som med bydende nødvendighed krævede vidtgående løsninger.
De iranske arbejdere risikerede nu at miste alle de goder, de havde opnået under revolutionen. De risikerede at blive tvunget tilbage til udgangspunktet. På den ene side havde modsætningerne i den iranske kapitalismes udvikling ført til den folkelige rejsning under revolutionen i februar 1979. Nu førte de samme modsætninger til, at økonomien, som var livsnødvendig for arbejderklassens overlevelse, brød sammen. At styrte Shahen var relativt simpelt i forhold til de problemer, de iranske arbejdere nu stod overfor.
Alligevel ønskede arbejderklassen, efter at være kommet så vidt ikke at stoppe. De ønskede at fortsætte revolutionen og gøre den til deres egen. Den kendsgerning, at de stadig kun udgjorde et mindretal i landet, var en objektiv vanskelighed. Men den var dog ikke nødvendigvis uovervindelig. Størrelsen af industri- proletariatet, dets geografiske koncentration, dets kultur og dets politiske vægt er alt sammen berørt af graden af kapitalistisk udvikling, men disse ting er ikke de eneste bestemmende faktorer. Arbejderklassens magt afhænger ikke kun af produktivkræfternes udviklingstrin, men også af arbejdernes traditioner, initiativer og viljen til kamp. Alt dette var der rigelige mængder af hos den iranske arbejderklasse.
Det stiftende råd for Irans Nationale Arbejder Sammenslutning (Shoraye Moassesse Ettehadieh Sarasariehe Karegarane Iran) blev dannet for at støtte de enkelte råd og for at udvikle enhed imellem dem. D. 1. marts 1979 udgav dette organ en liste med 24 krav:
Vi, de iranske arbejdere, væltede Shahen ved hjælp af vores strejker, sit-ins og demonstrationer. Igennem disse måneders strejke udholdt vi arbejdsløshed, fattigdom og endog sult. Mange af os blev dræbt under kampen. Vi gjorde alt dette for at skabe et Iran fri for repression og fri for udbytning. Vi lavede revolutionen for at gøre en ende på arbejdsløshed og hjemløshed; for at erstatte de SAVAK styrede Syndikater med uafhængige arbejder-shoraer, som er dannet af arbejdere på hver enkelt fabrik for at tilgodese deres egne økonomiske og politiske krav. Derfor forlanger vi: 1) regeringsanerkendelse af shoraerne. 2) afskaffelse af Shahens gamle arbejds-lov og indførelse af en ny, skrevet af arbejderne selv. 3) lønforhøjelser i takt med leveomkostningernes stigning. 4) skattefrie bonusser. 5) gratis sundhedssektor i stedet for det nuværende halv-private forsikringssystem; 6) boligsikring hurtigst muligt. 7) sygeløn. 8) en fyrre-timers fem-dages arbejdsuge. 9) fyring af alle med tætte forbindelser til det gamle regime. 10) udvisning af alle udenlandske eksperter, udenlandske og iranske kapitalister samt ekspropriation af deres kapital i arbejdernes interesse. 11) stop for diskrimination af industriarbejdere og en måneds ekstra ferie om året. 12) bedre sundhedsforhold på fabrikkerne. 13) sygepenge. 14) afskaffelse af alle disciplinærstraffe og bøder. 15) stop for politi- hær- og regeringsindblanding i arbejdsmarkedskonflikter. 16) inddragelse af arbejder-shoraerne i erhvervsmæssige beslutninger som investeringer og fabrikkens generelle tilstand. 17) Shoraernes ret til at foretage ansættelser og fyringer. 18) frihed til demonstrationer og protester og lovliggørelse af strejker. 19) tilbagelevering af kapital til arbejdernes kooperativer. 20) gratis mad, vaskefaciliteter og forbedret arbejdsmiljø. 21) oprettelse af ambulancetjeneste, bad og børnehaver på arbejdspladserne. 22) officiel ansættelse og jobsikkerhed for løsarbejdere. 23) oprettelse af et medicinsk rådgivende organ til at overvåge usunde og syge arbejderes tilstand samt bevilge dem sygeorlov eller pension. 24) Nedsættelse af pensionsalderen i miner og støberier fra 30 til 20 års ansættelse. [27]
Bazargans provisoriske regering havde et klart mål for øje: etablering og konsolidering af en “Islamisk Republik”. Hvad denne frase betød stod mere og mere klart. I en Islamisk republik var der ikke plads til andet end helt traditionelle kapitalistiske produktionsformer. Arbejdernes shoraer stod i vejen.
Den provisoriske regering udtalte, at fordi shoraerne blandede sig i ledelsen og produktionen, var de “anarkistiske”. Darioush Frouhar, minister for arbejde og sociale affærer, indkaldte til pressekonference: “Arbejdsministeriet går ind for Syndikaterne og tror, at arbejdere kun kan varetage deres interesser gennem et sundt Syndikat. Derfor vil ministeriet støtte disse organisationer og planlægger at opløse alle andre former for organisationer, som er nytteløse.” [28]
Den traditionelle form for fagbevægelse, som er begrænset til kollektive forhandlinger, og anerkendelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, kan sagtens forenes med kapitalistiske produktionsforhold. Arbejderråd er noget helt andet, og meget mere farligt for kapitalismen. Men på trods af regeringen, fortsatte kampene for arbejderkontrol med fabrikkerne.
Oliearbejdernes shoraer afsatte hele det statslige olieselskabs ledelse, fordi de var “korrupte og arbejderfjendske”. De låste dem inde og besatte deres kontorer. Hassan Nazih, firmaets generaldirektør, klagede sig: “At true ledelsen på denne måde volder alvorlig skade på vores økonomi, specielt når de udenlandske eksperter har forladt landet og ikke er villige til at komme tilbage, da vi ikke kan garantere deres sikkerhed i den eksisterende atmosfære.” [29]
Khomeini selv undgik at tage nogen offentlig stilling til shoraerne, selvom han kommenterede erhvervsmæssige uenigheder, løn, arbejdsforhold og arbejdsløshed i sine taler. Men hans sande holdning kom for dagen i hans tale til 1. maj:
“Arbejderne, specielt oliearbejderne, spillede den vigtigste rolle i revolutionens sejr. Og det er stadig jer, der kan fortsætte revolutionen ved at producere. Men I skal være klar over, at djævlenes hænder forsøger at splitte jer og svække jeres magt. I må være på vagt og vågne og tjene jeres land, islam og koranen. Hele Iran og alle islamiske lande er et islamisk samfund. Hvert af de islamiske samfund er små afdelinger af det islamiske samfund under Gud og den fraværende Imam’s (messias) ledelse. Vi bliver nødt til at stå sammen i disse islamiske samfund”. [30]
Arbejderne var også nødt til at forholde sig til et alvorligt arbejdsløshedsproblem. Ifølge regeringens statistikker var kun 50 % af de industrielle enheder i funktion, og de udnyttede kun 80 % af deres kapacitet. I en situation med revolutionær uro var den private kapital hverken sikker eller rede til at investere, og staten selv manglede midler til at betale for den økonomiske rekonstruktion.
Faldet i olieindtægterne, kombineret med national og international inflation, gjorde den økonomiske krise specielt svær at styre. Irans olieindtægter havde delvist betalt for fødevareimport, råvarer, forbrugsvarer og service, tillige med de udenlandske eksperter og arbejdere. Ved at skære ned på korruption og ved at spare de penge der gik til dyre våben og prestigeprojekter, frigjorde Shahens fald nogle økonomiske ressourcer. Men det var ikke nok til at skabe bedre økonomiske forhold for masserne. Iran var alt for afhængig af olieindtægterne til, at reformerne havde den ønskede virkning.
Regeringen svarede på den økonomiske krise ved at lukke de nyligt nationaliserede fabrikker, fyre en del af arbejdsstyrken, sænke lønnen og skære ned på servicen på arbejdspladserne. Det sidste betød lukning af børnehaver, badefaciliteter og kantiner. Samtidig lovede regeringen højlydt at bygge nye huse til de fattige, at udbetale arbejdsløsheds-understøttelse og endog at hæve lønnen i nær fremtid.
Det var specielt de arbejdsløse arbejdere, som bar den finansielle krises byrde. Efter revolutionen blev de arbejdsløse i byerne. Ifølge officielle tal udgjorde de ca. 4 mill. af en arbejdsstyrke på totalt set 10 mill. Bygningsarbejderne var hårdest ramt af arbejdsløsheden. De var allerede blevet ramt i Shahens sidste år, da byggeriet af store anlæg blev stoppet, hvilket var med til at skabe den revolutionære situation.
Ofte var de arbejdsløse tidligere indvandrere fra landet. De var ufaglærte og lavtlønnede. For det meste blev de ansat for en dag af gangen, og de havde vist sig uendeligt svære at organisere under Shahens styre. Men månederne med mobilisering mod Shahen havde en fantastisk effekt på de arbejdsløses bevidsthed. Efter revolutionen deltog de entusiastisk i politiske møder, der var arrangeret af studenter og forskellige venstreorienterede organisationer. Ligesom de deltog i fabriksmøder, som de ansatte arbejdere organiserede. De arrangerede også selv flere demonstrationer i de store byer imod arbejdsløshed, hvor de krævede jobs eller statslig understøttelse.
I Isfahan, en af de store industribyer sydpå, blev deres demonstration angrebet af den Khomeini-tro “revolutionsgarde”, og en arbejder blev dræbt. Harmen førte til flere demonstrationer og sit-ins i andre byer. I Teheran besatte de arbejdsløse justitsministeriet og arbejdsministeriet. De forlangte at deres protester skulle bringes i radio og tv, og at censuren, som for nyligt var blevet indført af Sadegh Ghotbzadeh, blev ophævet. De sendte et åbent brev til Khomeini: “Vi er blevet skudt på af Komiteherne og blevet kaldt undergravende elementer. Vi er arbejdere uden jobs. Vi skabte revolutionen, og vi ønsker nu at genopbygge vort land. Vi vil fortsætte med at protestere, til vi får, hvad vi vil have.” [31]
En af de arbejdere, der var med til at besætte arbejdsministeriet, sagde: “Jeg foreslår, at vi bliver her, indtil dette ministerium af arbejdsgivere bliver et ministerium af arbejdere. Arbejdsministeren skal vide, at han sidder i en provisorisk regering, og at han også selv er provisorisk – ikke permanent. Det er hans pligt at fortælle ejerne og direktørerne, at i 25 år har de stjålet millioner og atter millioner, så hvordan kan de nu pludselig være gået fallit? Vi ønsker ikke jeres løfter, vi ønsker handling. Beskyld os ikke for at være vantro. Hvis I opfylder vores krav, vil vi bede 37 gange om dagen i stedet for 17.” [32]
De arbejdsløse lavede det tidligere SAVAK-kontrollerede hovedkvarter i Teheran om til et center for deres møder. De kaldte bygningen for “Khaneh Kargar” (“Arbejder-hjem”). Arbejdsløse fra forskellige byer sendte hver dag delegerede til Kaneh Kargar for at diskutere lokale arbejdsløshedsproblemer, for at planlægge yderligere aktioner og for at deltage i sit-ins, demonstrationer og besættelser. Delegerede fra forskellige fabriks-shoraer kom også til Kaneh Kargar for at udtrykke deres solidaritet med de arbejdsløse. De inviterede dem til at gå med i kampen for at forsvare shoraerne.
De arbejdsløse spillede også en vigtig rolle i 1. maj- demonstrationerne. Disse demonstrationer var en styrkeprøve mellem arbejderklassen og den provisoriske regering. Irans Nationale Arbejder Unions Stiftende Råd opfordrede alle arbejdende og arbejdsløse til at fejre majdagen ved at gå med i en march fra Kaneh Kargar-huset. På dagen førte arbejdsløse mænd, kvinder og børn an i marchen. De bar på deres bannere og lykønskede hinanden med fejringen af arbejdernes kampdag. Efter dem kom beskæftigede arbejdere, hver fabrik eller industri kom med deres egne bannere. Skoleelever og studerende og politiske organisationer støttede også marchen.
Arbejdernes demonstration var massiv. Det tog seks timer for den halvanden million store demonstration at komme igennem Teherans gader. Slogans på farsi, arabisk, kurdisk og azari udtrykte demonstranternes krav: “Uddannelse til børn, ikke arbejde”; “Længe leve rigtige fagforeninger og rigtige shoraer”; “Nationalisering af hele industrien”; “Der findes ingen gode kapitalister i verden”; “Død over imperialismen” og “Død over Amerika”; “Betal arbejdernes løn” og “Lige løn til kvinder og mænd”; “I dag er det arbejdernes nytår. I det nye år vil vi huske alle dem, der gav deres liv for revolutionen”; “Enhed er alt, splittelse intet”; “Ytringsfrihed og en fri presse”; “Ned med den gamle arbejderlov, for udarbejdelsen af en ny med arbejderdeltagelse”; “Arbejdere og bønder, foren jer og kæmp”; “Arbejde til de arbejdsløse”.
Marchen blev til tider angrebet af islamiske bøller, der råbte anti-kommunistiske og pro-islamiske slogans. Demonstranterne svarede: “Arbejderne vil sejre, de reaktionære vil blive overvundet”. Da bøllerne truede med vold, besluttede march-organisatorerne og de politiske grupper sig for ikke at tage konfrontationen med dem, “eftersom de kun var en lille gruppe”. De gik oven i købet med til at ændre ruten for at undgå et sammenstød med disse regimets lakajer. De islamiske grupper så dette som en sejr. De rev plakater og bannere ned og råbte: “Længe leve Khomeini, længe leve islam, død over kommunisterne”. På trods af demonstrationens massive størrelse tillod organisatorerne, at det politiske initiativ kom i hænderne på deres numerisk langt svagere modstandere.
Samtidig organiserede det nyligt stiftede Islamisk Republikanske Parti, en march fra Iman Hussein Pladsen i det østlige Teheran. De kunne kun samle nogle få tusinde demonstranter, hvis slogans udtrykte denne rivaliserende demonstrations arbejderfjendtlige karakter: “Arbejdere og bønder, islam er jeres virkelige støtte”; “Muslimske arbejdere, vi må arbejde hårdt i dag”; “Splittelse og agitation er forrædernes værk”; “Vi følger koranen, vi vil ikke have kommunisme”; “Islam vil sejre, konspiratorerne vil blive knust”.
Mojahedin nægtede at gå med i den uafhængige arbejderdemonstration. De var bange for, at det skulle virke som om, de var modstandere af en islamisk republik. Også de holdt deres egen separate demonstration i Karaj, nær ved Teheran. Men kun nogle få tusinde deltog, og det var primært deres egne medlemmer og tilhængere. Deres modsætningsfyldte position blev afsløret af deres slogans, som forsøgte at forene totale modsætninger: “Støt Khomeini” og “Støt shoraerne”, “Støt den provisoriske regering”, men også “Støt nationalisering af hele industrien”.
Maj-dagens begivenheder afslørede arbejderbevægelsens potentielle styrke, men også to andre faktorer. For det første viste den regimets åbentlyse opposition til arbejderklassens uafhængige aktivitet. For det andet var den iranske venstrefløjs forvirring tydelig. De islamiske bøllers aktivitet var ikke noget nyt. Kun få dage efter Shahens fald opmuntrede regeringen fanatiske islamiske grupper til at angribe alle samfundsgruppers demokratiske rettigheder og krav. Samtidig brugte regimet sine egne styrker til det samme formål. Kvindernes rettigheder, de nationale mindretal, bønderne, de arbejdsløse og venstrefløjen havde alle lidt under deres stormløb. Men modstanden var splittet i sin reaktion. Hvorfor blev bøllerne ikke stoppet 1. maj, og hvorfor fik de lov til at vinde en symbolsk sejr? Hvorfor fik de egentlig lov til at vinde så mange andre sejre?
Det var et grundlæggende problem, at venstrefløjen troede, at den blot skulle være et halehæng til arbejderklassen og andre oppositionelles aktiviteter. De greb ikke selv ind og foreslog alternative strategier. De troede, at de skulle undgå ideologiske diskussioner med andre strømninger indenfor arbejderklassen. I praksis betød det at venstrefløjen, i stedet for at tage sit udgangspunkt i de mest bevidstgjorte dele af arbejderklassen, lod sig lede af de mest tilbagestående. Det var dem, der var mest påvirkede af Khomeinis tilhængere. Mange af venstrefløjens medlemmer forsøgte at skjule deres middelklassebaggrund. De klædte sig som arbejdere og prøvede at lyde som arbejdere. De troede, at dette falskneri var nødvendigt for at vinde arbejderklassens tillid. Senere håbede de så at kunne fremføre deres ideer. I mellemtiden undgik de at støtte sager, som kunne vise sig at være upopulære. På denne måde lagde de vejen åben for den islamiske reaktion.
Denne holdning – og dens farlige konsekvenser – blev først afsløret i spørgsmålet om kvinders rettigheder. D. 26. februar kom Khomeini-regimets første angreb på kvinderne. Man afskaffede Shahens minimale reform, Familiebeskyttelses- loven. På denne måde gav Khomeini igen manden den fulde ret til at få skilsmisse, til at have 4 permanente koner og et ubegrænset antal midlertidige koner (sighe) uden den første kones tilladelse. Få dage senere, den 3. marts, forbød en anden forordning kvindelige dommere at arbejde, fordi kvinder i følge koranen ikke er i stand til at dømme. Den 6. marts udelukkede forsvarsministeriet kvinder fra den militærtjeneste, som nogle kvinder havde brugt til at skaffe sig våbentræning. Og den 7. marts proklamerede Khomeini, at kvinder skulle være iført det islamiske slør (Hejaben). Derimod havde de stadig lov til at tage jobs.
Dagen efter fejrede millioner af kvinder den internationale kvindedag og protesterede mod de kvindefjendske, islamiske love. De blev angrebet med sten af bøller fra Hezbollah (Guds parti). Samtidig skød islamiske fundamentalister fra Khomiteherne og Pasdaran (Khomeinis garde) på de kvindelige demonstranter. Hver dag i en uge gik flere millioner kvinder på gaden i protest mod Khomeinis islamiske regler, som berørte alle dele af deres liv. Den iranske venstrefløj forsøgte ikke at rejse støtte i arbejderklassen for kvindernes sag, men undgik helst spørgsmålet. Nogle argumenterede oven i købet for, at kvindernes krav bare var “småborgerlige krav”, som det ikke var vigtigt at støtte.
Khomeini og hans styrker blev på denne måde styrket, ikke mindst inden for Komiteherne. Man husker nok, at de blev dannet efter revolutionen, for at tage sig af den lokale administration. Oprindelig udgjorde revolutionære og unge mænd fra arbejderklassen og de fattige lag i byerne grundstammen i Komiteherne. De sidstnævnte grupper var blevet påvirket af revolutionære ideer i løbet af månederne med massekampe mod Shahen. I Teheran og de andre store byer havde Fedayeen og Mojahedin stor indflydelse i Komiteherne.
Blandt de nationale mindretal var de lokale Komiteher almindeligvis kontrolleret af nationalistbevægelsernes ledere. Således var Kurdistan-Komitehen ledet af det Kurdiske Demokratiske Parti, og en radikal sunni-præst, Shaykh Ezaldin Husseini, som sympatiserede med marxistiske ideer. Komiteh-medlemmerne i Azarbaijan var tilhængere af den liberale Ayatollah Shariatmadari. I Kuszistan (det arabiske mindretals land), var de tilhængere af guerillaorganisationerne og den radikale Ayatollah Al Shabir Khaqani. I Torkamansahra og i Baluchistan var det igen guerillaorganisationerne, der udgjorde lederskabet. Under deres indflydelse eksproprierede Komiteherne jord, der havde tilhørt den kongelige familie og store godsejere, som var flygtet ud af landet. Alle disse grupper var imod Khomeinis planer om en islamisk shi’itisk republik.
I områder hvor venstrefløjen ikke havde nogen indflydelse var komiteherne selvfølgelig i hænderne på basaren og moskeerne, der var ledet af det shiitiske præsteskab og Khomeinis tilhængere.
Ledende politi- og hærofficerer var flygtet ud af landet. De, der var tilbage, var desillusionerede og støttede ikke det nye regime. Regimet manglede derfor pålidelige hær- og politistyrker og var nødt til at udvikle sine egne styrker for at forsvare sin eksistens og fremme sine mål. Det begyndte at ændre de pålidelige Komiteher til statsorganisationer samtidig med, at de forsøgte at smadre de upålidelige. Det begyndte at rekruttere de elementer, som havde tætte ideologiske forbindelser til regimet. Man gav dem sociale og ideologiske roller på områder, der var under Khomeinis kontrol. Disse mænd blev en del af det nye statsapparat, og til gengæld rekrutterede de deres slægtninge (som er en vigtig faktor i Iran, hvor slægten spiller en stor rolle). Venstrefløjen førte ikke nogen form for systematisk politisk kamp indenfor Komiteherne.
Alt dette betød at Komiteherne meget hurtigt blev regimets politistyrke. De begyndte at forfølge revolutionære elementer i komitehernes egne rækker. I marts, kun få uger efter revolutionens sejr, styrkede de deres position yderligere ved at danne den revolutionære garde (Pasdaran). Det var en fanatisk gruppe indenfor Komiteherne, som påtog sig det job brutalt at undertrykke al aktivitet mod den islamiske republik. De blev på alle måder Khomeinis SAVAK og var ondskabsfuldt aktive på gaderne, fabrikkerne og blandt de nationale mindretal.
Efter kvinderne kom turen til de nationale mindretal. Den 18. marts blev kurdiske byer bombet, fordi de krævede national selvbestemmelsesret og besatte godsejernes jord. Den 29. marts skød tropper på turkmenske småbønder i Gonbadkavoos, igen på grund af jordbesættelser. De iranske venstrefløjsorganisationer stod uden for disse kampe, da de ikke støttede de største kurdiske organisationers krav om national selvbestemmelse – inklusive retten til løsrivelse fra Iran. På denne måde indordnede de sig politisk under iransk nationalisme.
Barzagans regering forsøgte at styrke sin position. De pressede på for at få vedtaget deres forslag til en islamisk forfatning. Regeringen erklærede, at den 30. marts skulle være “afstemningsdag for den islamiske republik”. Både Tudeh-partiet og Mojahedin støttede regeringens forslag, men resten af venstrefløjen, kvindeorganisationerne, de nationale mindretal og mange af fabriksshoraerne argumenterede for en boykot af folkeafstemningen. I stedet for en rent islamisk regeringsform krævede de en grundlovgivende forsamling af valgte repræsentanter fra samfundets forskellige sektorer, som selv skulle kunne bestemme den nye republiks form.
Regeringen startede sine forberedelser til folkeafstemningen ved at sænke valgretsalderen til 16 år og bekendtgjorde, at 24 millioner vælgere nu kunne deltage i afstemningen. Samtidig begyndte de at genopbygge den atmosfære af frygt, som folk for nyligt havde følt under Shahen. For at bekæmpe “kontrarevolutionær” aktivitet erklærede de, at de væbnede styrker ville stå i alarmberedskab til folkeafstemningen var ovre.
Til selve folkeafstemningen lavede de to stemmesedler: en rød for nej og en grøn for ja. Medlemmer af de lokale komiteher uddelte den ønskede stemmeseddel individuelt, samtidig med at de stemplede de deltagendes identitetskort. I årevis var identitetskortene blevet brugt som et effektivt middel til at holde øje med enkeltpersoners aktiviteter i Iran. Folk var nødt til at bruge det i forbindelse med et væld af aktiviteter som skolegang, adgang til universiteter, ved køb og salg, giftermål, udlandsrejser, militærtjeneste osv. I årevis havde folk levet med en frygt, som var fremkaldt af det hemmelige politi og med undertrykkelsen af alle reelle afstemninger. Nu var de igen bange. Hvis de boykottede folkeafstemningen ville deres identitetskort ikke blive stemplet. Hvis de valgte nej-sedlen ville deres navne blive skrevet op af de lokale komiteher.
På trods af den skræmte atmosfære var der fra hele landet meldinger om alvorlige sammenstød mellem folk og de lokale komiteher. I Kurdistan og Torkamansahra brændte folk valgurnerne.
Selvom man ikke oplyste de samlede stemmetal, erklærede regimet, at der var en klar majoritet, som gik ind for en islamisk republik. Bevæbnet med dette resultat afviste den provisoriske regering hånligt kravet om en grundlovgivende forsamling, som var stillet af arbejdere, kvinder, nationale mindretal, skoleelever, intellektuelle og shoraer. I stedet begyndte de at samle et råd af islamiske eksperter, der skulle godkende den islamiske forfatning. Revolutionsgarden (pasdaran) blev nu en officiel institution under ledelse af Hasheni Rafsanjani med det formål “at redde den islamiske revolution”. Han skulle senere blive leder af det islamiske parlament. Disse bevæbnede grupper af fanatiske islamiske fundamentalister udgjorde nu kernen af politistyrken i det nye islamiske statsapparat. Et nyt parti, Den Islamiske Republiks Parti, blev stiftet for at modgå venstrefløjens indflydelse og for at organisere moddemonstrationer, når der blev rejst revolutionære krav.
Den 10. april åbnede Pasdaran ild mod en arbejdsløshedsdemonstration i Isfahan. De angreb også boghandlere. Mens de brændte bøger, råbte de: “Allaho Akbar” (“Gud er den største”). Regimet overtog kontrollen med radio- og tv- stationerne og fyrede “uislamiske” kvinder og repræsentanter for venstrefløjen. Bøllebander bevæbnet med knive og køller angreb både venstrefløjens og Mojahedins hovedkvarterer, boghandler, møder og demonstrationer. Enhver som ikke var fanatisk muslim blev stemplet som “kontrarevolutionær”.
Regimet øgede graden af undertrykkelse. Det forbød progressive aviser og tog monopol på de officielle medier. Shahens officerer blev genindsat og brugt til at udføre omfattende militære offensiver mod Kurdistan og Khusistan. De lokale Komiteher, som nu kaldtes Islamiske Komiteher, blev renset for revolutionære elementer, og islamiske fundamentalister overtog deres pladser.
Herefter fulgte en række angreb på arbejderbevægelsen, deriblandt udrensninger indenfor shoraerne og fyringer af enkeltpersoner. Regimet brugte den islamiske ideologi til at splitte arbejderbevægelsen. “Shoraerne”, sagde de, “skal være islamiske”. Regimets formål var at mindske de revolutionæres indflydelse på store dele af arbejderklassen. Der blev indført nye ord for arbejder og kapitalist. Arbejderne skulle kaldes Mostazafin (de undertrykte) og kapitalisterne for Mostakberin (undertrykkerne). Khomeini udråbte sig til at være Mostazafins beskytter, mens alle der var imod hans styre kaldtes Mostakberin.
Det var blandt de mest tilbagestående dele af arbejderklassen at disse ideer virkede tiltrækkende. Khomeinis islamiske ordvalg og ide om at “islamisere” shoraerne vakte genklang blandt dem. Samtidig var deres støtte til Khomeini modsætningsfyldt, som mange af dem delvist forstod. For de var imod de statsudpegede direktører og mente, at shoraerne skulle tage alle beslutninger. En arbejder udtrykte det på denne måde:
“Hvis de ikke anerkender vore shora’ers rettigheder, vil der komme sit-downs og sabotage. Hvis de forbyder shoraerne, vil arbejderne aldrig lade dem komme ind på fabrikkerne. Hvis de opløser shoraerne, må de selv gå”. [33]
Virkeligheden var, at på trods af regimets anti-imperialistiske og antikapitalistiske slogans og på trods af Khomeinis påståede beskyttelse af Mostazafin, så byggede den islamiske stats udvikling på en genindførelse og styrkelse af kapitalistiske produktionsforhold.
Situationen blev yderligere kompliceret af, at Mojahedin gik ind for islamiske shoraer, selvom de opfattede begrebet meget mere liberalt end Khomeini. I stedet for som princip at gå imod islamisering mente Fedayeen, at man, for at “vinde deres tillid”, skulle bøje af overfor de mest tilbagestående dele af arbejderklassens ideer. Derfor var islamiseringsprocessen på ingen måde ens i de forskellige dele af industrien. Udfaldet på den enkelte fabrik var afhængigt af arbejdernes bevidsthedsniveau og venstrefløjens svingende indflydelse.
Den 9. august bekendtgjorde Khomeini stiftelsen af en ny islamisk organisation, “Hellig krig for Genopbygning”, som arbejderne fuldt ud skulle samarbejde med. Fra nu af, fastslog han, vil strejker være forbrydelser, for ‘genopbygningens’ time er kommet. [34] Umiddelbart efter denne bekendtgørelse argumenterede de islamiske sammenslutninger og de islamiske shoraer for at gå tilbage til Shahens 48 timers arbejdsuge. De begyndte at tage folk ud af fabrikkerne for at sende dem på landarbejde, gadefejning, vask af ministeriernes vinduer osv.
Arbejdere fra de store samlefabrikker som General Motors, Caterpillar og Iran National, der alle var meget afhængige af importerede dele, oplevede nu at blive sendt ud på “Hellig Krig for Genopbygning”, fordi en nedskæring i produktionen ikke skulle lade folk stå ubeskæftigede. Mange arbejdere nægtede og deltog i strejker og sit-ins. En arbejder fra Iran National, en underafdeling af Talbot, sagde: “Selv om der er millioner af arbejdsløse, tager de os ud af fabrikkerne, hvor vi kunne producere, og sender os på “Hellig Krig for Genopbygning”. En anden fra General Motors sagde: “Hvorfor tvinger regeringen ikke kapitalisterne, der har kapital gemt væk i europæiske banker, til at bringe den tilbage, så vi kan fortsætte produktionen og modernisere industrien og landbruget? Det er rigtig genopbygning.” [35]
Selvfølgelig havde regeringen et bestemt politisk formål med at fjerne de faglærte og delvist faglærte fra fabrikkerne. Hvis de mest militante og bevidste arbejdere kunne fjernes fra fabrikkerne, ville det være meget lettere at styrke de islamiske sammenslutninger og shoraer.
I lyset af Khomeinis dekret blev alle strejker og sit-ins stemplet som “kommunistiske sammensværgelser” og angrebet af væbnede komiteher. I begyndelsen af oktober blev Kaneh Kargor, de arbejdsløse arbejderes center, besat af den lokale komiteh. To gange blev det tilbageerobret af de arbejdsløse.
Efteråret 1979 var en kritisk periode for regimet. For trods intensiv repression fortsatte alle former for folkelig kamp. Mange kvinder var imod de genindførte islamiske love. Der blev stadig besat fabrikker. Over hele landet holdt de arbejdsløse stadig demonstrationer og møder. Landarbejdere var involveret i jordbesættelser og kampe med regimets soldater. Samtidig nåede krigen mellem de nationale mindretal og den centrale regering sit højdepunkt.
Den islamiske herskende klasse var også splittet af, at magtkampen mellem forskellige fraktioner indenfor regimet blev forstærket. Bazargan-regeringen stod for en småborgerlig, nationalistisk tendens, som ønskede et pro-vestligt, kapitalistisk genopbygningsprogram. Derimod ønskede en statskapitalistisk tendens indenfor det Islamisk Republikanske Parti en udstrakt nationalisering og økonomisk centralisering. Den islamisk fundamentalistiske Hojatieh gruppe foretrak en islamisk privatkapitalisme baseret på en styrket basar og småborgerskabet. Ingen del af borgerskabet var stærkere end de andre endnu, og ingen indenfor regimet syntes at have et klart blik for vejen fremad.
Det var i denne situation, hvor den iranske revolution befandt sig i noget af en blindgyde, at en bølge af anti-imperialistiske aktiviteter begyndte. Dette førte til besættelsen af den amerikanske ambassade den 4. november. Den “anti-imperialistiske kamp” blev midlet til at afgøre diskussionerne indenfor den herskende klasse, ligesom den stoppede bevægelsen, der ønskede arbejderkontrol.
Den 4. november besatte ”Islamiske studenters bevægelse til støtte for Iman Khomeinis linie” den amerikanske ambassade i Teheran. Regeringen arrangerede demonstrationer “mod imperialismen” og skabte hermed stor forvirring blandt dets hjemlige modstandere. Al politisk opmærksomhed og aktivitet blev rettet mod den “anti-imperialistiske” kampagne. Politiske grupper på venstrefløjen, som var dybt forvirrede over, hvad der skete, opgav den selvstændige aktivitet mod det islamiske regime. I stedet begyndte de at føre ophidsede diskussioner om Khomeini-regeringens “anti-imperialistiske” natur.
Den iranske venstrefløj glemte, at på trods af revolutionens sejr og smadringen af Shahens kejserlige regime, så var store dele af statsapparatet forblevet intakt. I følge den amerikanske regerings skøn var 30 % af Shahens officerskorps blevet fjernet, men 70 % var der stadig. [36] Enkelte banker, forsikringsselskaber og nogle private industrikoncerner var blevet nationaliseret. Men det skete under islamisk lov og islamiske organisationers kontrol i stedet for arbejdernes kontrol. Tidligere tiders løfter til de nationale mindretal var blevet glemt og brudt. Persisk chauvinisme i uskøn forening med samfundets islamisering under shi’itisk herredømme gav ingen plads for mindretallenes rettigheder.
Khomeinis udnyttelse af det religiøse spørgsmål havde allerede splittet oppositionen alvorligt. Med besættelsen af den amerikanske ambassade spillede Khomeini nu sit militante nationalistiske kort ud for at gøre forvirringen total. Han var i stand til at splitte oppositionen fuldstændigt. Khomeini erklærede nu, at alle problemer på fabrikken blandt kvinderne og de nationale mindretal skyldtes amerikansk imperialisme. Det var amerikansk imperialisme, som bekæmpede regeringen i Kurdistan, i Tabriz, i Torkamansahra og Khusistan. Kvinder, som protesterede mod islamisk lov, var amerikanske og zionistiske agenter. Arbejdere, som gik imod de islamiske shoraer var imperialistiske agenter.
Tudeh-partiet underlagde sig Khomeinis politik og støttede hans linie. De største venstrefløjsorganisationer – Fedayeen, Mojahedin og Paykar [37] – brød med bevægelsen og lod militante arbejdere, kvinder og de nationale mindretal i stikken. Blandt disse grupper havde organisationerne ellers en betydelig opbakning.
I et forsøg på at retfærdiggøre deres standpunkt talte alle venstrefløjsorganisationerne om “arbejdernes lave bevisthedsniveau”. De påstod (meget upræcist), at til syvende og sidst var shoraernes krav ikke andet end økonomiske krav. Fedayeen og Paykar erklærede, at shoraerne under venstrefløjspartiernes ledelse måtte føres mod politiske krav. Dette kunne måske lyde som fornuftig, socialistisk snak, hvis man ser bort fra, at de foreslåede politiske krav udelukkende var nationalistiske. Mojahedins holdning til shoraerne var, at der måtte bygges en bro mellem arbejderkontrol og islamisk ideologi. Socialisme der byggede på sovjetter skulle kombineres med islam. Under de givne omstændigheder – besættelsen af den amerikanske ambassade – var venstrefløjen enige om, at alle kræfter skulle forenes med det “progressive anti-imperialistiske borgerskab”.
Den nationale mobilisering i forbindelse med besættelsen af den amerikanske ambassade gav Khomeini et gunstigt politisk klima, som han kunne bruge til at lukke munden på oppositionen. Han greb chancen med begge hænder. En folkeafstemning om den islamiske forfatning blev fremlagt. Enhver, som protesterede mod afstemningen, blev brændemærket som zionist og imperialismens agent.
Alle de venstreorienterede politiske grupper støttede afstemningen for ikke at bringe den “anti-imperialistiske” kamp i fare. Men i Tabriz, Azari- tyrkernes hjemsted, var der generalstrejke og massedemonstrationer mod Khomeinis islamiske forfatning. De blev organiseret af tilhængere af Ayatollah Shariatmadari, en ledende repræsentant for det liberale præsteskab. Protesterne blev brutalt nedkæmpet. Det skete med så brutale metoder, at selv dele af præsteskabet og det liberale borgerskab, som var modstandere af den nye forfatning, blev tvunget til tavshed.
Den nye forfatning sikrede personlig frihed, ytringsfrihed, fri presse, forsamlingsfrihed, religionsfrihed (med undtagelse af Baha'i-religionen) og lignende rettigheder. Men kun ifølge “islamisk standard”. Kvinder, som viste sig offentligt, skulle bære islamiske klæder. Musik og alkohol blev forbudt. Alt, hvad der var kritisk overfor den islamiske republik eller islam, blev censureret i pressen og andre medier. Det blev tilladt at dyrke andre religioner end den shiitiske islam, dog igen med undtagelse af Baha'i-troen. [38] Men tilhængerne skulle opføre sig i overensstemmelse med islamiske regler, for eksempel hvad angår kvinder, alkohol og musik. Andre nationaliteter fik lov at eksistere, men deres kultur og sprog blev ikke anerkendt.
På fabrikkerne blev islamiseringen presset igennem ved hjælp af de islamiske shoraer og sammenslutninger. Igen opstod en bølge af vilde strejker, som krævede en ekspropriation af privat kapital. Det gjaldt specielt kapital, som var investeret sammen med udenlandsk kapital. Mange af shoraernes ledere blev arresteret, og deres strejkekasser blev eksproprieret af de islamiske shoraer.
Da først den islamiske forfatning var blevet vedtaget, var næste skridt at etablere et parlament og et præsidentembede. Det gav anledning til, at der udbrød fraktionskampe indenfor regimet. To specielt indflydelsesrige kræfter stod overfor hinanden. På den ene side var den liberalt nationalistiske tendens, som blev ledet af Khomeinis tidligere rådgiver og udenrigsminister Bani-Sadr. De stod for et program med en forholdsvis ortodoks borgerlig udvikling. På den anden side stod en tendens indenfor Den Islamiske Republiks Parti, ledet af Ayatollah Beheshti. De ønskede en statskapitalistisk løsning på problemerne omkring en økonomisk genopbygning. Det var Den Islamiske Republiks Parti (IRP), som aktivt havde interveneret i kampene på fabrikkerne og bragt de islamiske shoraer under deres kontrol.
Magtkampens første runde vandt Bani-Sadr, som blev valgt til præsident i januar 1980. Det skete primært, fordi IRP var splittet indadtil og ikke kunne blive enige om en enkelt præsidentkandidat.
Mojahedin opstillede deres leder Massoud Rajavi som præsident på et program, der støttede kvindernes, de nationale mindretals og arbejdershoraernes rettigheder. Rajavi blev af regeringen tvunget til at trække sin kandidatur tilbage, fordi han “i følge forfatningen ikke var en sand muslim og dermed i virkeligheden kontrarevolutionær”. Bani-Sadr overtog Mojahedins program, herunder støtten til arbejdershoraerne, og på basis af dette vandt han valget.
Konflikten mellem Bani-Sadr og IRP skærpedes, efter han var blevet valgt. Partiet mobiliserede sine tilhængere i parlamentet og ministerierne for at svække hans position. De islamiske shoraer under IRPs kontrol blev midlet til at konsolidere præsteskabets magt. De var imod både arbejdershoraer og de liberale virksomhedsledelser. De indførte “Maktabi”-ledelse (islamisk ledelse), som i fællesskab med de islamiske shoraer førte kampagner mod arbejdershoraerne.
Bani-Sadrs arbejdsminister, Mohammed mir Sadeghi, som gik ind for fagforeningsrettigheder indenfor det borgerlige demokratis rammer, blev erstattet med Tavakoli. Han var en islamisk fanatiker og medlem af Hojatieh-fraktionen indenfor IRP. Tavakoli brød sig ikke engang om islamiske shoraer, fordi “ejendom, fabrikker, regering og alting tilhørte gud og den 12. Imam. I denne Imams (Messias) fravær tilhørte det hans stedfortræder” – med andre ord Khomeini.
I løbet af denne periode blev mange fabriksshoraer nedlagt. Blandt dem var shoraerne for værktøjsindustrien, Life Track, Pump Iran og Kompidor-fabrikkerne i Tabriz, De Forenede Arbejdershoraer i Gilan (med 30.000 arbejdere), De Forende Arbejdershoraer i Vest-Teheran, shoraerne i Ahwas olieindustrien og jernbanearbejdernes shoraer. Kaneh Kargar, som tidligere havde været det frie hovedkvarter for arbejderforsamlinger, blev nu samlingssted for IRP-venlige shoraer og islamiske sammenslutninger.
I august 1980 afskaffede regimet den daværende lov om overskudsdeling. Det var en af shahens erhvervsreformer, der betød, at firmaerne skulle udbetale en del af overskuddet til de ansatte. Som en arbejder fra Teheran sagde: “Det var en del af vores løn, som det gamle regime hvert år udbetalte os i form af overskudsdeling. Nu tager det islamiske regime selv dette fra os.”
Der var stadig uro på arbejdspladserne. Hovedtemaerne var nedlæggelsen af shoraerne og fyringer af arbejdere, som modsatte sig Maktabi-ledelserne. Selvom regimets mål var at udslette ethvert spor af shoraerne, gjorde arbejdernes fortsatte modstand det til en svær opgave. I august 1980 vedtog parlamentet en lov, der kun gav de islamiske shoraer en rådgivende rolle. Hovedparten af arbejderne nægtede at anerkende loven, og de protesterede skarpt. Keyhan, en af de store nationale aviser, lavede en rundspørge, hvor arbejderne udtrykte deres stærke utilfredshed med den nye lov. “Vi anerkender ikke denne lov,” sagde én. “Vi vil have en lov, som giver os kontrol med produktion, distribution og ledelse.” En anden sagde:
“Formålet med denne lov er at svække arbejdernes magt. Dette betyder i konsekvensen anerkendelsen af firmafagforeniger, hvilket kun beskytter kapitalisternes rettigheder. Shoraerne er vores basis for magt på fabrikkerne. Det er nu klart, at så længe det er kapitalisterne, som leder fabrikkerne, så længe vil de forsætte med at svække vores magt”. [39]
I september invaderede Irak Iran. Det gav den islamiske republik i Iran vind i sejlene. De islamiske shoraer vedtog resolutioner, som sagde: “Vi er i krig. Vi må ofre os og stå sammen. Selv i weekenderne må vi arbejde for at vinde krigen.” Khomeini iværksatte sin “kultur-revolution” for at islamisere alle kultur- og uddannelsesinstitutioner. Revolutionsgardister og komiteher angreb venstrefløjen på dens sidste fristeder, universiteterne, som blev lukket på ubestemt tid. Det blev påbudt at bære det islamiske slør. Kvinder uden slør fik brækket deres knogler og deres ansigter blev ætset med syre.
Venstrefløjen var rystet og splittet. Mojahedin allierede sig med Bani-Sadr, som i bedste fald kan siges at være en repræsentant for det liberale borgerskab. Fedayeen blev splittet i to fløje. Flertallet gik sammen med Tudeh-partiet og erklærede at Khomeinis regime var antiimperialistisk og dermed progressivt, mens minoriteten holdt på, at det var et reaktionært kapitalistisk styre. Samtidig med, at shoraerne, venstrefløjen og selv de liberale nationalister svækkedes, blev den islamiske republik stærkere.
I Juni blev Bani-Sadr afskediget som præsident. En landsdækkende kampagne med byguerillakrig begyndte. Den blev primært iværksat af Mojahedin, men også Fedayeen-mindretallet deltog. En bombe dræbte 72 medlemmer af IRPs ledelse, heriblandt Ayatollah Beheshti. Bani-Sadr og Mojahedin-lederen, Rajavi, flygtede til Frankrig. En anden bombe dræbte den nye præsident Rajai og hans premierminister Bahonar. Guerillaaktiviteten og krigen gav regimet den endelige undskyldning for at påbegynde en militarisering af produktionen og udrydde de sidste rester af opposition.
Ingen af de forbedringer, som revolutionen i februar 1979 havde ført med sig, blev bevaret. Den iranske arbejderbevægelse var blevet smadret. Venstrefløjen var faldet tilbage i sine gamle fejltagelser. Enten ukritisk støtte til et morderisk og arbejderfjendtligt regime eller guerillapolitikkens frygtelige isolation.
Den iranske arbejderklasse udgjorde hovedkraften i kampen for at bringe shahens rædselsregime til fald. Men magten faldt ikke i arbejdernes hænder. I stedet bestemte den provisoriske regering under Khomeinis ledelse det politiske indhold og den politiske form i den ny statsmagt, som opstod på ruinerne af den gamle. Da Khomeini-regeringen arbejdede på at udvikle et nyt borgerligt statsstyre, blev arbejderklassen dets fange. Til syvende og sidst blev arbejderne underlagt et nyt islamisk regime, under hvilket deres rettigheder og styrkepositioner ikke var større – og på nogle meget væsentlige områder endda mindre – end dem, de havde haft under Shahen.
Kontrarevolutionen blev drevet frem under dække af Khomeinis falske “anti-imperialisme”, og den blev konsolideret efterhånden, som Golfkrigen udviklede sig. Noget af den folkelige entusiasme for krigen, især i de tilbagestående landområder, kan forklares ved den måde Golfkrigen blev præsenteret på. Det var nemlig som “en udvidelse af revolutionen”. Det alarmerende store antal dødsfald blev forsvaret med den groteske påstand, at det at dø for islam betød “frigørelse til paradiset”.
Krigen tjente også som et perfekt dække for regimets udryddelse af den tilbageblevne venstrefløjsopposition. Uafhængig fagforeningsorganisering og retten til at strejke blev forbudt som værende “uislamisk". Det betød, at arbejderne blev placeret i samme position, som under shahen. Her var et område, hvor islam passede perfekt med kapitalens behov. Kvinder blev i Guds navn udsat for en patriarkalsk ydmygelse, som ødelagde alle deres grundlæggende rettigheder i forhold til at vælge deres egen skæbne. Det gjaldt i sager som ægteskab, skilsmisse, forældreretten over børnene, retten til at arbejde og lignende. Nationale og religiøse mindretal blev groft undertrykt.
“Irangate”-skandalen i l986 afslørede det islamiske regimes virkelige natur. Rafsanjani, Khomeinis næstkommanderende, foreslog i sine våbenforhandlinger med USA’s Reagan-regering, at Iran skulle genoptage rollen som USA’s politibetjent i Golfen. Islamisk fundamentalisme er nu parat til, på en uhyggelig måde, at kvæle andre progressive udviklinger i hele Mellemøsten, Det nære Østen og Nordafrika. Imens tilpasser de herskende klasser i Vesten sig denne mærkelige nye allierede og begynder at søge en tilnærmelse til regimet.
Dette tragiske resultat kunne have været undgået. De iranske arbejderes kamp i månederne efter februar l979 peger på muligheden for et helt andet resultat. Irans arbejdere ønskede et helt anderledes samfund end det, der blev dem påtvunget i den islamiske republiks navn. De ønskede et samfund under deres egen ledelse. De krav, de rejste gennem deres shoraer, viste dette helt klart.
Arbejdernes kamp for magt gennem shoraerne bandt de økonomiske krav sammen med de politiske krav. Shoraerne var revolutionære organer, der opstod i kampen for at styrte shahen. Gennem dem kunne arbejderne udtrykke deres higen efter magt over deres eget liv. Arbejderklassens krav gik ikke blot på lønnen, arbejdstiden og arbejdsforholdene. De omfattede også centrale områder som kontrol over produktionen. I virkeligheden gjaldt det styringen af hele det sociale og politiske liv.
I månederne efter Shahens fald var der praktisk talt arbejderkontrol over industrien. Men for at dette kunne befæstes som et grundlag for den nye samfundsorden, blev man nødt til at se spørgsmålet om statsmagten i øjnene. Helt fra begyndelsen havde den islamiske republik forsøgt at undergrave shoraerne. Gennem disse organer havde arbejderklassen forsøgt at udvide deres kontrol over produktion, distribution og lignende. Det var Khomeini-regimet, der støttede de “islamiske” direktører og teknikere fra middelklassen mod arbejderkomiteerne, og det var deres love og forordninger, som hæmmede arbejderklassens magt i at komme fuldt ud til udtryk.
En politisk kamp om den nye iranske statsform var en fundamental forudsætning for sejren på arbejdspladserne. Socialistiske produktionsforhold på arbejdspladserne kan kun fastholdes, hvis arbejderklassen udvider deres kollektive magt over fabrikkerne til også at omfatte selve staten. Shoraernes krav, især det Nationale Stiftende Råds, vidnede om en klar forståelse af dette blandt de ledende militante arbejdere.
Hvis det var lykkedes for arbejderne at udvikle deres magt på denne måde, ville de have været nødt til at udvide grundlaget for deres krav og således også grundlaget for den iranske revolution som helhed. Ikke alene ville de have været nødt til at formulere deres egne specifikke krav. Arbejderne havde også været nødt til at tage de krav op, som kom fra andre undertrykte grupper i det iranske samfund, og forsøge at forene dem. Det gjaldt kravene fra de arbejdsløse, kvinderne, bønderne og de forskellige nationale og religiøse mindretal. Fordi disse forskellige gruppers interesser, som overlappede hinanden, var afhængige af den videre udvikling af revolutionen. Ligesom arbejderklassens interesser var det. Alle disse grupper var arbejderklassens potentielle allierede i kampen mod Khomeinis provisoriske regering.
Imidlertid var Khomeini og hans allierede næsten allerede fra begyndelsen i stand til at splitte de kræfter, der var mod hans projekt om en islamisk republik. Hvorfor var Khomeinis offensiv så vellykket, når den iranske revolution havde skabt så gode muligheder for demokratiet og arbejderklassen? I hvert fald virker to af de forklaringer, der har været fremført yderst mangelfulde.
Nogle kommentatorer har antydet, at Iran var noget helt specielt på grund af det greb den shiitiske Islam havde over de iranske massers bevidsthed. Det er for det første at overdrive religionens betydning for de iranske arbejdere og bønder. For det andet forklarer den blotte eksistens af en udbredt religiøs tro ikke, hvorfor en del af det islamiske præsteskab skulle kunne komme til magten, på den måde det skete. Sandheden er, at den islamiske republik var den form, som den borgerlige kontrarevolution antog i Iran. Det grundlæggende set samme resultat, nemlig den revolutionære arbejderklasses nederlag, er blevet fremtvunget i forskellige udgaver i en mængde forskellige lande i løbet dette århundrede.
Ej heller kan arbejderbevægelsens nederlag forklares ud fra Irans økonomiske tilbageståenhed. Når alt kommer til alt, er den moderne iranske arbejderklasse forholdsvis meget større, end arbejderklassen var i Rusland på tidspunktet for 1917-revolutionen. Helt sikkert er det, at i begge tilfælde var det modsætningerne fra en uensartet kapitalistisk udvikling i en imperialistisk verdensøkonomi, der pressede arbejderklassen i spidsen for den politiske kamp mod et gammelt regime. I Iran, som i Rusland, viste den marxistiske tese om “den permanente revolution” sig at være afgørende rigtig. Arbejderklassen besatte den revolutionære scenes centrum og forsøgte at videreudvikle revolutionen fra et ustabilt “borgerligt demokratisk” stadium henimod et socialistisk arbejderdemokrati.
Desværre fejlbedømte den iranske venstrefløj situationen totalt. Venstrepartierne mente, at deres historiske opgave udelukkende var at knuse shahen og indføre en demokratisk struktur. For dem var hovedindholdet i revolutionen blot en “demokratisk revolution”. Den socialistiske revolution blev udskudt til en fjern fremtid. For så vidt de overhovedet fik øje på proletariatets kamp for magten, så de den kun gennem den borgerlige revolutions briller.
De udbyttede og undertrykte i Iran, som havde oplevet deres egen styrke i kampen mod shahen, anede muligheden for at føre revolutionen videre mod et socialistisk samfund under deres egen direkte kontrol. Borgerskabet havde det anderledes. De havde ikke noget ønske om at fortsætte revolutionen. Tværtimod ønskede de den stoppet så hurtigt som muligt. Således blev revolutionen mod shahen straks forandret til en benhård klassekamp om det iranske samfunds fremtidige form. Arbejderklassen og de øvrige undertrykte grupper ønskede ikke at revolutionen skulle stoppe. De ville fortsætte den, indtil samtlige deres behov og forhåbninger var blevet indfriet.
Det gjaldt shoraerne, kvindegrupperne, de bondeorganisationer, der havde besat jorden og Irans forskellige nationale minoritetsorganisationer. Tilsammen udgjorde disse forskellige bevægelser en umådelig stor mulig magtfaktor. Men i praksis var disse bevægelser afskåret fra hinanden. Arbejdernes kamp for shoraerne blev ført isoleret fra kvindernes kamp for frigørelse, fra bevægelsen for national selvbestemmelse og fra bøndernes kamp for jord. Omvendt var disse bevægelser ligeledes isoleret fra arbejdernes kamp. Den iranske venstrefløj viste sig ude af stand til at koordinere og forene disse forskellige bevægelser. De manglede det overordnede perspektiv, som ville gøre en sammensvejsning af de revolutionære kræfter til en indlysende nødvendighed. De diskuterede spørgsmålene om kvindernes frigørelse og de nationale mindretals krav i deres aviser og på deres møder, men de arbejdede aldrig aktivt for dem i shoraerne og arbejdsløshedskomiteerne.
En revolution i et tilbagestående land påviser med særlig klarhed grundlæggende dele af socialistisk politik. Arbejderklassen kan ikke vinde magten alene, hvis den er isoleret fra og står i modsætning til en kamp for at befri samfundet fra alle former for undertrykkelse. Det gælder hvad enten undertrykkelsen er af national, kønsmæssig, kulturel eller religiøs art. En fuldstændig udvidelse af de demokratiske rettigheder er en væsentlig forudsætning for arbejdermagt. Da Mojahedin og Tudeh-partiet tiltrådte Khomeinis forslag om en iransk republik, dømte de iranske kvinder og religiøse mindretal til fortsat undertrykkelse. Da venstrefløjen som helhed forsømte at agitere blandt arbejderne for kvindernes og de nationale og religiøse mindretals rettigheder, styrkede de blot modstanderne. Og da de sluttede op bag den yderst reaktionære appel om “national enhed”, som var en del af Khomeinis forlorne “antiimperialisme”, skar de halsen over på sig selv.
En fuldstændig sejr for den folkelige revolution var kun mulig på betingelse af, at den brød med den borgerlige provisoriske regering. Det var nødvendigt at indlede en beslutsom kamp for en ny samfundsform baseret på arbejdermagt, på opfyldelsen af alle de forskellige revolutionære kræfters krav og på den fuldstændige knusning af den islamiske stat. Det betød en kamp for at udvide de forskellige verdslige shoraers magt, koordinere deres aktiviteter og gøre dem til grundlaget for en ny samfundsform.
Som det var, repræsenterede oprettelsen af den iranske republik den totale afslutning på enhver revolutionær entusiasme fra det iranske borgerskabs og småborgerskabs side. I virkeligheden havde man ikke engang fået gennemført venstrefløjens oprindelige projekt, som var dannelsen af normale “borgerligt demokratiske” institutioner. Under de særlige omstændigheder i Iran havde projektet hele tiden været utopisk. Det reelle valg lå mellem på den ene side en demokratisk arbejder- og bonderepublik, som ville være i stand til at danne grundlag for et socialistisk styre, og på den anden side genindførelsen af et yderst autoritært kapitalistisk system.
I nogle måneder efter Shahens fald var der en revolutionær situation i Iran. Men for at resultatet skulle have været anderledes, var det absolut nødvendigt med et revolutionært, socialistisk parti, der var i stand til at bryde afgørende med det iranske venstres fejlagtige politik. Dette gælder såvel Tudeh-partiet som Mojahedin og Fedayeen. Uheldigvis eksisterede der ikke et sådant parti.
Den iranske venstrefløjs teoretiske arsenal manglede den centrale marxistiske forståelse af den socialistiske revolutions karakter. Hvad end forskellene var mellem de forskellige partier, var de fælles om to indbyrdes beslægtede ideer, som begge havde rod i både stalinismen og socialdemokratismen. Den første ide var, at perspektivet for en samfundsomvæltning måtte begrænses til en demokratiseringsproces i stedet for en smadring af de borgerlige samfundsforhold. Den anden var, at et revolutionært partis rolle er at handle på vegne af de udbyttede og undertrykte i stedet for at anspore og lede dem i deres egne revolutionære aktiviteter. I Irans tilfælde, som i så mange andre lande, har venstrefløjens anvendelse af dette fejlagtige perspektiv ført til nederlag for de revolutionære bevægelser. Det er sket hver gang arbejdernes kamp har skabt en revolutionær situation, som indeholdt muligheden for en socialistisk udvikling.
Tudeh-partiet og Mojahedin støttede Khomeinis “islamiseringsforslag” til trods for at det betød en svækkelse og smadring af de selvstændige klasseorganisationer, som arbejdernes shoraer udgjorde. Både Mojahedin og Fedayeen brød aldrig med guerillakampens elitære politiske linje, som fik dem til at erstatte den kamp, som de iranske arbejdere og bønder selv udviklede, med deres egen aktivitet og mod. Ingen af dem byggede nogensinde deres politik på at udvikle den folkelige kamp, og især arbejdernes bevægelse, henimod dannelsen af en demokratisk arbejder- og bondestat. Andre organisationer, som kunne have vist et revolutionært socialistisk alternativ, var enten for små eller for svagt rodfæstet i arbejderbevægelsen til at have nogen afgørende indflydelse på resultatet, hvor formelt korrekt deres politik så end var. [40]
En socialistisk revolution er baseret på arbejdernes egen frigørelse. I en sådan proces er det et revolutionært partis opgave at vise vejen frem, men ikke at handle på vegne af dem, som grundlæggende skaber historien, nemlig de udbyttede selv. Det revolutionære parti kan heller ikke lave revolutionen for arbejderne eller for resten af den undertrykte og udbyttede befolkning. Partiet må konsekvent og tålmodigt argumentere for nødvendigheden af at de tager magten i deres egne hænder. Hvad partiet ikke kan gøre er at afholde sig fra politiske diskussioner indenfor arbejderbevægelsen, som den iranske venstrefløj gjorde.
Manglen på et revolutionært parti i Iran i de først otte måneder efter shahens fald betød at ingen var i stand til at foreslå, hvad der skulle udfylde det politiske tomrum. Der var heller ingen til at forhindre de forskellige venstrefløjs-organisationer i at vakle på en måde, der hjalp det islamiske styre til at konsolidere sig. Resultatet var at enorme muligheder gik tabt. Shoraerne åbenbarede en bemærkelsesværdig ukuelighed i deres modige bestræbelse på at opbygge en uafhængig landsdækkende organisation. En stor del af befolkningen besad våben, som de havde fra kampen mod Shahen. Alligevel var der ingen, der argumenterede for, at shoraerne skulle udvikle sig fra at være en slags militant pressionsgruppe, som handlede ud fra den nydannede islamiske stat, henimod at bevæbne sig selv og udvide sin magt som spiren til en ny stat.
Selvfølgelig opnåede den landsdækkende organisering af shoraer ikke at blive et fuldstændigt netværk af arbejderråd (sovjetter) på den måde, der kendetegnede Rusland i 1917. Men det var ikke umuligt for dem at have udviklet sig på akkurat samme måde. For at kunne gøre det, havde det været nødvendigt at tage det politiske ansvar for administrationen i byerne. På den måde havde de konkurreret med de nye Komiteher og opsuget de bedste folk derfra. Dette var på ingen måde umuligt. Komiteherne var i begyndelsen meget svage organiseringer. Medlemmerne bestod ofte af de bedste af guerillasoldaterne fra kampen mod Shahen. Mange af dem kunne være blevet tiltrukket af et revolutionært perspektiv, hvis et sådant var blevet trukket op indenfor shoraerne. I stedet betød manglen på af en sådan væsentlig tiltrækningskraft, at disse militante blev draget imod den islamiske republik, da Khomeinis regime begyndte at befæste sine positioner.
Et revolutionært socialistisk parti ville have været nødt til at være kompromisløst ateistisk og have bekæmpet præsteskabets indflydelse på det politiske liv og forfatningen. Det måtte være kompromisløst i sin støtte til kampene for kvindefrigørelse, for bøndernes overtagelse af jorden, og for de nationale og religiøse mindretals rettigheder. Partiet kunne umiddelbart ikke håbe på, at overvinde det dybt modsætningsfyldte sammensurium af islamiske ideer, der eksisterede side om side med fremskredne socialistiske ideer i mange militante arbejderes bevidsthed. Men det kunne have organiseret klare mindretalsfraktioner på fabrikkerne, som ville have været parat til at bryde fuldstændig med forestillingen om den islamiske revolution.
Betingelsen for at dette kunne lade sig gøre, var lige præcis tilstedeværelsen af en revolutionær organisering, der konsekvent fremlagde en klar politisk linje for at føre revolutionen frem til et socialistisk endemål. En sådan organisation ville have været nødt til at forstå og tålmodigt forklare Khomeini-styrets arbejderfjendske natur. På et sådant grundlag kunne projektet om at kæmpe for socialisme have vundet opbakning fra flertallet i shoraerne, selv blandt arbejdere som stadig havde illusioner om islam.
Spørgsmålet for Irans fremtid, og dermed for hele Mellemøsten, er, om en sådan socialistisk organisation vil blive dannet gennem de kampe, som nu uundgåeligt opstår mellem regeringen i Irans islamiske republik og den befolkning, som styret nu undertrykker så hårdt. Med mindre – og indtil – en sådan organisation udvikles, vil den iranske revolutions tragiske historie være tilbøjelig til at gentage sig i det uendelige.
1. For yderligere oplysninger om denne periode, se Shaul Bakhash: Iran: Monarchy, Bureaucracy and reform under the Qajars, 1858-1896, Itaca Press, London 1978, og N. Keddie: Religion and Rebellion in Iran: The Iranian Tobacco Protest of 1891-1892, London 1966.
2. E.G. Brown: The Persian Revolution of 1905-1909, Cambridge 1910, og A. Kasravi: Tarikhe mash roteh Iran (Den iranske forfatnings historie), farsi, Teheran 1976.
3. Ramy Nima: The Wrath of Allah, første kapitel, Pluto Press, London 1983.
4. Om jordreformen, se A.K.S. Lambton: The persian land reform 1922-66, Clarendon Press, Oxford 1969, og E.J. Hoogland: Land and revolution in Iran 1960-1980, University of Texas Press 1982.
5. Om industrialiseringen, se J. Bharier: Economic Development in Iran 1960-1980, Oxford University Press, New York 1971, og Fred Halliday: Iran: Dictatorship and Development, Penguin, London 1979.
6. Halliday, side 127-28.
7. Nima, side 15.
8. Halliday, side 147-58.
9. Ervand Abrahamian: Iran between two revolutions, Princeton University Press, Princeton 1982.
10. Halliday, side 173-83.
11. Nima, side 51.
12. Om industrialiseringen i den periode, se Halliday, kapitel 5-7, og J Bharier: Economic Development in Iran, 1900-1970, kapitel 13, Oxford University Press, New York 1971.
13. Tudeh-partiet havde trods kontakterne til Rusland ingen direkte forbindelse med 20ernes Irans Kommunistiske Parti. Om kommunismen i Iran, se Sepehr Zabih: The Communist Movement in Iran, University of California Press 1966. Se også Abrahamian og Historial Documents: The Workers, Social Democratic and Communist Movement in Iran, farsi, Mazdak Publications.
14. Abrahamian, side 446.
15. Shariatis moské, Hoseiniye Ershad, blev lukket og ødelagt af SAVAK sidst i tredserne. Shariati selv døde i 1977 i London af et hjerteslag efter års ophold i et af Shahens fængsler – i realiteten som et resultat af den tortur, han havde været udsat for i fængslet.
16. US News and World Report, 26 Juni 1978, citeret i Fereydoun Hoveyda: The Fall of the Shah, side 6, Weidenfeld og Nicholson, London 1979.
17. Abrahamian, side 520.
18. Khabar Kargar (Arbejder-Nyt, avis for Teherans industrivirksomheder), nr. 6, 1980, farsi, Teheran, og Akhbareh Mobarezateh Tabagheye Kargar (Nyt om Arbejdernes Kamp), udgivet af Fedayeen Guerilla Ashraf Deghhani-gruppen, farsi, april 1980.
19. Overskudsdeling var det fjerde punkt i shahens tolvpunktsprogram for den “hvide revolution”.
20. I 1976 blev det anslået, at 50.000 udlændinge arbejdede i Iran som faglærte teknikere og ledere. Samtidig var der massiv arbejdsløshed blandt iranske arbejdere.
21. Assef Bayat: Workers Control, MERIP Report 113, Middle East Research and Information Project, London, marts-april 1983. Se også Assef Bayat: Workers and Revolution in Iran, Zed Books, London 1987.
22. I 1942 blev det iranske LO dannet. I 1946 havde det 400.000 medlemmer. Gennem fyrrene og halvtredserne spillede arbejderne en afgørende rolle i kampen mod den undertrykkende stat, og en generalstrejke spillede en hovedrolle i nationaliseringen af olien.
23. Bayat.
24. Chris Goodey, MERIP Report nr. 88, juni 1980.
25. Paygham Emrouz, 5. marts 1979 (venstreorienteret dagblad, farsi).
26. Keyhan, 1. oktober 1979, efterretninger om arbejdere og industrier (iransk dagblad, farsi).
27. Paygham Emrouz, 1. marts 1979. Gentagelsen af ‘sygeløn’ i punkterne 7 og 13 optræder i originalen.
28. Ayandegan, 31. marts 1979 (venstreorienteret dagblad, farsi).
29. Ayandegan, 19. april 1979.
30. Ettellaat, 28. april 1979 (dagblad, farsi).
31. Ayandegan, 11. april 1979.
32. Paygham Emrouz, 6. marts 1979.
33. Bayat.
34. Keyhan, 9. august 1979.
35. Khabar Kargar, oktober 1979.
36. Citeret af Fred Halliday i MERIP Report 88, juni 1980, side 4.
37. Paykar var den tredjestørste organisation på den iranske venstrefløj efter Fedayeen og Mojahedin. De var en maoistisk og anti-islamisk udbrydergruppe fra Mojahedin. Deres organisation var den mest aktive på arbejdspladserne. Gruppen blev opløst efter svære tab i Khomeinis fængsler.
38. Efter Khomeini kom til magten er mange medlemmer af Baha'i-troen blevet henrettet for deres religiøse overbevisning.
39. Bayat.
40. Under revolutionen var der fire forskellige politiske linier på den iranske venstrefløj:
1) Fedayeen (flertallet), resultatet af splittelsen i 1979, underlagde sig Tudeh-partiets lederskab. De opfattede Rusland og Østblokken som socialistiske. De ledte efter en ikke-kapitalistisk vej for udviklingen af Iran og støttede indtil 1984 Den Islamiske Republik og Khomeinis regime, fordi de betragtede styret som en anti-imperialistisk kraft.
2) Fedayeen (mindretallet) og tre mindre organisationer, Cherikhaye Fedayee Khalghg Dehghani, Rahe Fedayee og Rahe Kargar opfattede Rusland og Østblokken som socialistiske, men støttede ikke Den Islamiske Republik og Khomeini. Efter 1980 måtte den første af de tre grupper indskrænke sig til kun at arbejde i Kurdistan, mens de to andre slog sig sammen og blev til Sazemane Kargarane Enghelabi.
3) En tredje holdning indtog de forskellige maoistiske grupper. De mente, at Maos politiske læresætninger kunne bruges til at skabe en demokratisk revolution i den tredje verden, som de betragtede som underordnet kapitalismen gennem social-imperialisme og økonomisk afhængighed. Den mest betydningsfulde var Paykar, som var brudt ud fra Mojahedin i 1975. Samtidig havde de forkastet den islamiske ideologi. Af andre grupper kan nævnes Razmandeggan, Ettehadiehe Kommonistha, Arman Baraye Azadieh Tabagheh Kargar, Ranjbaran, Toofan og Sahand. De fleste, deriblandt Paykar, led svære tab under Khomeini og blev opløst. I 1982 slog Sahand sig sammen med Komoleh fra Kurdistan og dannede Irans Kommunistiske Parti (Hezbe Komoniste Iran). De ser stadig en borgerlig demokratisk revolutionsfase som en forudsætning for en socialistisk revolution.
4) Den fjerde gruppe bestod af organisationer, som afviste at Rusland var socialistisk, men havde forskellige analyser af landets aktuelle status. Blandt disse organisationer støttede to trotskistiske grupper Khomeini-regimet. Det var HVH og HKE, som begge var tilsluttet 4. Internationale. Resten bekæmpede Khomeini. Heriblandt kan nævnes grupper som Kommunistisk Enhed (Vahdate Komonisty), Ghiam, Zamane Noe, Andishe va Enghelab og en tredje 4. Internationale-organisation, HKS.
Irans Kurdisk Demokratiske Parti, som Kurdistans russiskvenlige nationale befrielsesbevægelse hed, var også en del af oppositionen. Det samme var den islamiske guerillaorganisation, Mojahedin.
Sidst opdateret 22.1.2009