Først trykt i Socialisten, nr. 12, juni 1913, s. 81-83.
Genoptrykt i Uffe Østergaard (red.): Den materialistiske historieopfattelse i Danmark før 1945. Modtryk, 1973, s. 202-03.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 25. juli 2014 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Proletariatets kamp har medført en fuldstændig omvæltning på samfundsvidenskabens og åndsvidenskabernes område, idet denne klasse støtter sig i kampen til de nye videnskaber: den marxistiske økonomi og den historiske materialisme, hvis sandhed bourgeoisiet ikke kan indse og ikke vil anerkende. Imod denne bekendte kendsgerning har man gjort den indvending, at denne sammenhæng mellem videnskaben og en klasse består ikke umiddelbart, at arbejderklassens videnskabelighed er noget tillært, noget overført, derigennem at proletariatets fører, der jo selv er udsprunget af de studeredes kreds, har opbygget den og benytter den i polemikken. Arbejderne selv forstår intet af denne videnskab. Thi for at kunne forstå en videnskab, virkelig forstå den selvstændig, så må man have studeret den grundigt. Og det er kun det akademiske studium – kun i enkelte tilfælde kan det erstattes af privatstudium – der sætter os i stand til at bedømme rigtigheden af videnskabelige teorier.
Så rigtigt nu også dette kan være med hensyn til specialvidenskaber, så ligger der dog et godt stykke laugsmæssig overvurdering deri; en selvovervurdering hos dem, der betragter videnskaben som deres monopol, som skal være lukket med dobbelt lås for den profane masse. Selv om denne overvurdering nok så ofte er blevet blottet af ikke-akademikere, som med deres friske idéer har vækblæst gamle teorier, så bliver den dog stedse opretholdt som et middel til al holde masserne i åndelig afhængighed. Folket skal bestandig og troskyldig skue op til præsternes og professorernes visdom. Hvad blev der ellers af den herskende klasses autoritet, når masserne selv vovede at tænke? Igennem den hånlatter, hvormed de »dannede« falder over de »dumme« arbejdere, når disse vover at have en egen mening om videnskaben, klinger altid angsten over at deres autoritet, deres herredømme skal få en ende.
Med hensyn til nationaløkonomien da er glansen allerede gået af Sct. Gertrud. Det er dog bekendt, at den lære, som bereder de borgerlige professorer den største vanskelighed, med lethed forstås af arbejderne. Hvoraf kommer nu det?
For den borgerlige videnskabsmand er den et system af begreber, af abstrakte idéer, af rigtige og falske slutninger, af mere eller mindre tvingende logik. For arbejderen er derimod den marxistiske økonomi en fremstilling af hans egen livserfaring. Hvor ofte hænder det ikke, at en arbejder udbryder, når man første gang fremstiller den for ham: ja, det er dog naturligt, det har jeg længe vidst. Og det er også naturligt. Når en arbejder af et stykke jern laver en hestesko, så véd han godt, at den færdige sko har større værdi end jernet, og både arbejderen og mesteren véd godt, at denne større værdi skyldes arbejdet; og når der anvendes dobbelt så meget arbejde på et stykke jern som på et andet, så véd han også, at han ved sit arbejde har tilført det første stykke jern dobbelt så megen værdi som han har tilført det andet. Dette hedder i Marx’ økonomi: arbejdet er kilden til al værdi, og denne måles ved tiden, som der medgår dertil. Dette er i virkeligheden intet nyt for arbejderen; det, som teorien fremstiller, er noget, han selv har oplevet. Det er en teori af arbejderens eget liv, således som det foregår i fabrikken, og derfor forstår han den så grundig.
Videnskab er ordnet viden, den kort sammenfattede virkelighed. Den, som ikke kender virkeligheden, for ham er videnskaben kun et uforståeligt ordspil. Den, som kender virkeligheden, har allerede viden, selv om den ikke er ordnet klart og bevidst. Denne behøver da blot at ordnes, det væsentlige videns indhold skilles fra det uvæsentlige og bringes i den rigtige sammenhæng. At gøre dette er ganske vist ikke enhver mands sag, det fordrer kendskab til abstraktion, en videnskabelig metode, som læres ved de højere skoler. Derfor kan arbejderen sjælden fremsætte videnskaben i en teoretisk ordnet form, men han forstår den, den er hans egen viden, der ubrødelig lever i ham og i hans praksis, og som overalt gennemtrænger hans deltagelse i klassekampen. Og denne viden lader han aldrig tage fra sig, trods borgerlige akademikeres forsøg på at forplumre den.
I dette tilfælde af nationaløkonomien ligger det altså klart, hvorfor arbejderen selv bedre kan forstå det end en professor og nødvendig må kunne forstå det for at kunne kæmpe mod kapitalen. Men er det ikke noget andet med den historiske materialisme, der jo fremstiller en filosofisk lære?
Man møder ofte den opfattelse, at rigtigheden af den historiske materialisme som en metode til at forklare historien kun kan bevises gennem historisk materiale. Dette materiale findes kun i bøger, og kun de, som er bekendt med bøgerne, er i stand til at danne sig en selvstændig dom over denne lære. Arbejderen råder ikke over sådanne historiske kundskaber, og hvor vor lære optræder under navnet »dialektisk materialisme som filosofisk anskuelsesmåde«, står det endnu værre til med ham.
I en diskussion om, hvorvidt det er rigtigt, at de klassebevidste arbejdere står på den dialektiske materialismes grundlag og laden deres anskuelse præge deraf, udtalte en tysk præst: jeg påstår, at af 100 socialdemokrater er der ikke 90, der kender den dialektiske materialisme således, at de kan gøre den til grundlaget for deres verdensopfattelse, og de øvrige 10 kender den vel nok, men ikke 8 af disse 10 er ved eget studium blevet overbevist om dens sandhed, hvad der dog er hovedsagen, men de forlader sig på tro og love på det, som bliver dem meddelt. Altså! Arbejderne, der ingen filosofiske værker læser, kan derfor ikke indtage noget selvstændigt standpunkt, men må nøjes med at tro, hvad andre fortæller ham. I denne sætning lyser bourgeoisiets hele indskrænkede åndelige hovmod ud, som kun i folket ser en tankeløs hob, fordi det ikke kan læse så meget i bøger, og derfor må løbe efter en eller anden bourgeois.
I virkeligheden ligger sagen helt anderledes. Selv om den socialistiske arbejder hverken har læst Kant eller Hegel, ja måske ikke engang hverken Marx eller Engels eller Dietzgen, så har han i stedet for noget helt andet, han har selve livet. Her gælder det samme som i nationaløkonomien: hans egen livserfaring er det studium, der bibringer ham en bestemt overbevisning. Men her er det ikke hans erfaring som »arbejder«, ikke hans erfaring i fabrikken, men hans erfaring som kæmpende samfundsborger, hans erfaring i klassekampen. Den socialistiske arbejder, som kender samfundets bygning, klasseforholdene og klasseinteressen, forstår af disse modstridende interesser, som noget naturligt, hvorledes klasserne handler og bekæmper hinanden. Han ser, hvorledes deres politiske optræden og deres tænken stadig forandres, men han tænker ikke på at tilskrive guddommelige eller andre uforklarlige magter dette, fordi den virkelige grund – forandringen af den materielle verden – ligger åben og klar for ham. Er én gang øjnene blevet åbnet på ham for de dybeste drivkræfter til al menneskelig handling, så kan han slet ikke tænke anderledes end materialistisk. Denne tænkemåde, som altid bevæger sig i virkeligheden, er ham lige så selvfølgelig, som det er selvfølgeligt for lærde ved naturforskningen; dér er det jo også virkeligheden, det kommer an på.
Det er altså heller ikke rigtigt, at arbejderen ikke kan have nogen selvstændig mening om den historiske materialisme, fordi han mangler de historiske kundskaber. Det er ikke fortiden, hvorpå teorierne skal prøves, men den selvoplevede nutid er det materiale, der skal godtgøre teoriens rigtighed. Samfundet med sine politiske, økonomiske og åndelige kampe er for arbejderne en kilde til viden, og den lærdes bogstudium når langt fra ikke op til den friske kraft, som sprudler deraf.
Det er vel sandt, at den socialistiske arbejder kun i undtagelsestilfælde kan tale med om abstrakte filosofiske problemer; men derfor har han noget meget bedre. Kan han end ikke ytre sig om den dialektiske materialisme som teori, så ejer han den selv, dens virkelighed. Den historiske materialisme er grundlaget for hele hans opfattelse af verden. Det er ikke en akademikers visdom, han eftersnakker, men derimod selverhvervet viden, viden, som er erhvervet i kamp!
Sidst opdateret 17.8.2014