Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 28. juni 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Nærværende skrift, som tildels er en udvidet gengivelse af nogle artikler i »Socialisten« og »Ny Tid«, er ikke fremkommet for at omtale de almindelig anerkendte socialdemokratiske tanker hvorom der ikke hersker afvigende meninger, men derimod for at gengive den socialistiske opfattelse således som den fremgår af Karl Marx’ og Fr. Engels’, såvel som af deres nulevende bedste fortolker, Karl Kautskys værker, og som mere og mere bliver rettesnoren for den proletariske bevægelse verden over. Det er med en følelse af taknemmelighed, at jeg udtaler, at disse mænds værker for mig har været en uudtømmelig kilde til kundskab om og forståelse af samfundslivet, dets formål, kampe og udviklingsmuligheder. Og hvis jeg ved nærværende kunne bidrage blot en lille smule til forståelsen heraf og vække lysten hos læseren til at søge yderligere kundskab, til selvstændig studium af Marx’ og Engels’ værker, vil jeg være i fuldeste mål belønnet.
Den borgerlige klasse står for en stor del nu lige overfor den materialistiske historieopfattelse, således som den for 50 år siden stod overfor den darwinske udviklingslære. Nu er man jo ganske vist kommet ud over at darwinismen er en blot og bar abe teori, og ligeledes er man jo tildels kommet ud over at socialisterne vil »dele« og med røverisk hånd tilegne sig frugten af årtusinders kultur, men endnu står den materialistiske historieopfattelse som noget skrækkeligt for den borgerlige filister og virker på ham som en rød klud på en uvan tyr.
Det turde forøvrigt være givet, at menneskene først må spise, drikke, have klæder og bolig, førend de filosoferer, skriver digte, plejer tænder og driver sport, førend tænkeprocessens forskellige fremtoninger gør sig gældende i samfundet, og det ville åbenbart være meningsløst at sige, at det at menneskene spiser, drikker, klæder sig og bor skyldes menneskehedens tænkeproces, dens filosoferen, dens digtning etc.; men da er det samtidigt indrømmet, at produktionen af føde, klæder, huse, værktøj etc. danner grundlaget for det menneskelige samfunds virksomhed, og man bør derfor ikke konstruere, forklare de virkelige forhold ud fra idéerne, men derimod fatte idéerne ud fra de virkelige bestående forhold.
Klinger ordet »materialisme« endnu stygt i visse kredse, så er det der hvor man ved »materialisme« kun forstår den rå svælgen i mad og drikke, i fysiske nydelser blottet for alle ideale bestræbelser, som man forsøger at underskyde proletariatet som mål; så er det i de kredse, hvor denne materialisme, denne svælgen ret er gangbar, så kommer det fra det bourgeoisi, som frygter for at miste sine materielle forrettigheder, så er det en påvirkning af konservativ politik og konservativ filosofi, selv om den er påklædt som radikalisme, så er det påvirkning af et mangeårigt præsteherredømme, som fylder præstesækken med materielle goder, og siger til arbejderne: »Nøjes med hvad i haver«, så er det kun et maskeret angreb på arbejderklassens bestræbelser for sin frigørelse.
Den materialistiske historieopfattelse har for så vidt intet at gøre med den naturvidenskabelige materialisme udover at den naturligvis forudsætter en sådan, medens den naturvidenskabelige materialisme jo ikke har noget med den materialistiske historieopfattelse at gøre, og oftest ikke vedkender sig denne. Vi finder tværtimod blandt naturforskere af den materialistiske retning, at de bliver idealister, når de skal forklare det menneskelige samfunds historie; således L. Büchner i sin forherligelse af Frederik d. II, og Häckel i sit blinde had mod socialismen og tilbedelse af en Bismarck.
Den materialistiske historieopfattelse er selv et resultat af den historiske udvikling; thi sålænge forholdene endnu var mindre udviklede, ville det næppe have lykkedes selv den største tænker at fremstille de økonomiske forhold som grunddannende for det sociale og åndelige livs fremtoninger; en forskning af historiens virkende årsager ville blive ufuldkommen. Den nuværende periode derimod har i høj grad simplificeret forholdene og derved muliggjort en løsning af gåden.
Den historiske materialisme går til ethvert af historiens afsnit uden forudsætninger, og undersøger det simpelthen fra dets grundlag til dets top, begyndende med dets økonomiske struktur og stigende opad til dets åndelige forestillinger. Den er derfor ikke noget færdigt system med evige sandheder, men derimod en metode som skal anvendes hvergang vi vil undersøge en historisk periode.
Ud fra den materialistiske historieopfattelse viser de forskellige trin i kulturhistorien sig som et resultat af menneskeslægtens indre lovmæssighed; dens syn kommer derfor til at danne en modsætning til den idealistiske opfattelse som i historien snart ser et værk af enkelte helte, som da smigres, tilbedes og gøres til halvguder, eller også som et værk af tilfældigheder, en opfattelse som finder sit udtryk i Pascals vittighed: »Dersom Kleopatras næse havde været længere eller kortere, så ville hele verden have haft et helt andet udseende«.
Den er derfor af største betydning til forståelsen af nutiden og dens kampe, og specielt for proletariatet er den et sikrere kompas i udførelsen af det verdenshistoriske mission, den sociale frigørelse, end enkelte mænds ideer. I midten af det 19 århundrede var, foruden England, Frankrig, Belgien og Rhinlandene de lande i Europa, hvor storproduktion og storhandel var mest fremtrædende. Her havde det moderne produktionssystem slået dybe rødder; her var kapitalismen trængt mest igennem, havde sønderdelt befolkningen, fremkaldt klassemodsætningerne mellem besiddende og besiddelsesløse, og store rigdomme og luksus viste sig samtidig med fattigdom, arbejdsløshed og nød. Her var det kapitalistiske samfunds karakter trådt tydeligere frem, dets udviklingsmuligheder lettere at forstå, dets gennemskuelighed var her større end andetsteds. Her var tillige stedet hvor de politiske bølger gik højt, hvor på dette tidspunkt, da revolutioner rystede hele Europa, de nye ideer brødes stærkest med resterne af det feudale samfund. Her var således betingelserne for at den mand kunne opstå, som skulle blive den moderne socialismes grundlægger: Karl Marx.
Ganske vist var der samtidig med Marx andre socialistiske forfattere; men forskellen imellem deres og Karl Marx grundsyn var af en så væsentlig karakter, at en samvirken vanskelig kunne tænkes. Hos alle var bestræbelserne rettede på at afskaffe de uheldige sociale fremtoninger, men hos de fleste var den drivkraft, der skal fremtvinge forandringerne, det humane tankesæt. Deres krav, eller rettere deres ønsker, var retfærdighed, fuld retfærdighed, og deres midler mere eller mindre originale forslag til øjeblikkelige positive forandringer. Forslagene var sikkert velmente; men de var kun lidt begrundede i de love, som beherskede det økonomiske samfund. De appellerede til retfærdighedsfølelsen, men denne kunne ikke hjælpe. Samfundsudviklingen gik sin gang uden hensyn til disse forslag.
Hos Karl Marx derimod var det anderledes. Uden at frakende medfølelse og humanitet noget af deres betydning og værdi, så så han i nøden ikke blot nød, men tillige en revolutionær faktor. Årsagen til de uheldige forhold så han i selve ordningen af produktions- og omsætningsforholdene, og de dermed forbundne ejendomsforhold. Her hjalp ingen fromme ønsker, ingen ideelle planer om hvorledes det kunne være anderledes, der måtte noget mere til. For ham gælder det i første linie om at forstå disse produktionsforholds karakter; man måtte undersøge disses oprindelse og væsen, for at kunne fatte deres udvikling og forstå, hvorvidt denne udvikling, samtidig med den stadige fremadskriden i produktionsmåden, indeholdt betingelserne for sådanne forandringer i produktionsforholdene, som kunne føre samfundet fremad til heldigere former; hvorvidt denne udvikling medfører en udviskning af individualismen i produktions- og ejendomsforholdene; hvorvidt socialiseringen af produktionen er en historisk kendsgerning og en økonomisk nødvendighed; hvorvidt de moderne samfundsformer i længden vil være forenelige med den kapitalistiske form af produktion og omsætning, med den kapitalistiske tilegnelse af produktionsudbyttet m. m.. At foretage denne undersøgelse, det var Karl Marx’ værk og tid og omgivelser syntes at være ham gunstige.
Karl Marx, der var født i Trier, tilhørte den akademiske klasse. Hans fagstudium var retslære; men han beskæftigede sig også med filosofi og historie. Han blev meget tidlig draget ind i den frisindede politiske bevægelse og indtrådte allerede i 1832 i redaktionen af »Rheinische Zeitung«, som blev ledet i en meget radikal retning. Der kom han imidlertid snart til erkendelse af, at retslære, filosofi og historie ikke var tilstrækkelige til forståelse af de rørelser, der gjorde sig gældende i befolkningens undertrykte lag, og her kom han første gang i forlegenhed ved at skulle tale med om materielle interesser. Spørgsmål som blev behandlede i Rhinprovinsens rigsdag: tyverierne i skovene, udstykning af jordejendomme, Mosel-bøndernes tilstand og endelig debatten om beskyttelsestold og frihandel var den første anledning for ham til at beskæftige sig med økonomi. Samtidig fremkom i » Rheinische Zeitung« en svag politisk genlyd af den franske socialisme og kommunisme, men i en sådan form at Marx straks erklærede sig imod dette »stymperi«; men han erklærede tillige uforbeholdent i en senere diskussion herom, at hans hidtidige studier ikke tillod ham at fælde nogen dom over denne franske retning. Han greb derfor gerne lejligheden til at trække sig tilbage fra bladets redaktion, da dets udgivere ønskede det ledet i en mere moderat retning for derved at undgå et forbud, – som imidlertid alligevel kom, – for fuldt ud at kunne hengive sig til sine studier.
Efter at han havde deltaget i den revolutionære bevægelse i Frankrig, Belgien og Tyskland i nogle år, tog Marx fast ophold i London, hvor han fortsatte sine økonomiske studier, samtidig med at han var medarbejder ved »New Yorker Tribune«, hvis europæiske redaktør han i virkeligheden var i 20 år. I London havde han i British Museum adgang til et stort materiale, som han forstod at udnytte; og hans værker fremtræder som resultat af en talentfuld forskers, en flittig arbejders, og en i ordets bedste betydning demokratisk tænkers mangeårige arbejde.
Marx’ første arbejde til løsning af den tvivl der trykkede ham, var en kritik af filosoffen Hegels retsfilosofi, og resultatet af hans undersøgelser var, at retsforhold og statsformer ikke kan forklares ud fra dem selv, heller ikke fra den såkaldte almindelige udvikling af den menneskelige ånd; men at de derimod bunder i de materielle livsforhold, i det som man sammenfatter under navnet »det borgerlige samfund«; og endvidere at forståelsen af dette borgerlige samfund måtte søges i »den politiske og sociale økonomi«. Gennem studiet heraf kommer han til sit grundsyn på samfundsforholdene og deres udvikling, et resultat som tjener ham som ledetråd i hans videre studier. Dette grundsyn, den materialistiske historieopfattelse, formulerer han i korthed således: »I den samfundsmæssige produktion af menneskenes materielle livsforhold (leben) indgår bestemte nødvendige forhold, produktionsforhold, som er uafhængige af deres vilje, og som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres produktivkræfter. Det samlede hele af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, det reelle grundlag, hvorpå en juridisk og politisk overbygning hæver sig, og som svarer til bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. De materielle livsforholds produktionsmåde betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige livsproces. Det er ikke menneskenes bevidsthed der bestemmer deres tilværen, men omvendt, det er menneskenes samfundsmæssige tilværen der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin af udviklingen kommer samfundets materielle produktivkræfter i konflikt med de forhåndenværende produktionsforhold, eller med – hvad der kun er et juridisk udtryk derfor – de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil havde bevæget sig. Disse forhold, som havde været udviklingsformer for produktivkræfterne, slår om og bliver nu hindringer derfor. Da indtræder den sociale revolutionsperiode. Med forandringer i det økonomiske grundlag om forandres også hele den uhyre overbygning langsommere eller hurtigere. Ved betragtningen af sådanne omvætninger bør man stedse skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som må fremstilles naturvidenskabelig nøjagtig, og de juridiske, filosofiske, politiske, religiøse, kunstneriske, kort sagt de ideologiske former, hvorunder menneskene bliver sig denne konflikt bevidst, og udkæmper den. Lige så lidt som man kan bedømme et individ efter det han mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en omvæltningsperiode efter dens bevidsthedsfremtoninger, da disse kun er udtryk for det materielle livs modsætninger, for den stedfundne konflikt mellem de samfundsmæssige produktivkræfter og ejendomsforholdene. En samfundsform går aldrig til grunde, førend alle de produktivkræfter er udviklede, for hvilke den er vid nok, og nye højere produktionsforhold træder ikke i stedet, førend de materielle eksistensbetingelser herfor er tilstede i det gamle samfunds skød. I store træk kunne de asiatiske, den antikke, feudale (middelalderlige) og den moderne borgerlige produktionsmåde betegnes som fremadskridende perioder i den økonomiske samfundsdannelse. De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form i den samfundsmæssige produktionsproces, idet antagonismen, de modstridende interesser, fremvokser af individernes samfundsmæssige livsbetingelser; men de produktivkræfter, der udvikler sig i det borgerlige samfund, skaber tillige betingelser for denne antagonismes løsning. Med denne samfundsform afsluttes det menneskelige samfunds forhistorie«.
Heri er nu først indeholdt påvisningen af den vej, vi skal slå ind på for at komme til forståelse af det, der bestemmer samfundsforholdene; men deri er tillige indeholdt den opfattelse, at det nuværende borgerlige samfund med sine ejendomsformer, sin undertrykkelse og sin udbytning, sin nedværdigende moral, sine forkvaklede retfærdighedsbegreber, ikke er evigt og uforanderligt, men at alt dette må vige pladsen for højere former, og for en lysere tilværelse for menneskeheden. Ganske vist står det for bourgeoisiet og dets penneførere som noget utænkeligt, at et samfund skulle kunne eksistere uden lønarbejdere og udbyttende kapitalister, uden beherskede og herskende; men det beviser jo kun, at én klasses ideale opfattelse er afhængig af dens økonomiske eksistensforhold. Dog, den store grundtanke, at verden ikke er en samling af færdige uforanderlige former, men derimod et kompleks af processer, hvori de tilsyneladende stabile ting, såvel som de reflekser de fremkalder i vore hjerner – vore begreber – befinder sig i en bestandig, uafbrudt forandring af tilbliven og forgåen, som trods alle tilsyneladende tilfældigheder og øjeblikkelige tilbageskridt resulterer i en stadig fremadskridende udvikling, denne tanke, der i den sidste tidsalder er gået mere og mere over i den almindelige bevidsthed, finder under denne almindelige form næppe nogen synderlig modstand. Dog et er at anerkende dette som en frase, og noget andet er det at anvende denne tanke på ethvert område der kommer ind under menneskelig undersøgelse og specielt på den menneskelige samfundshistorie, hvis man da vil vide, hvad der i sidste instans er årsagen til forandringerne.
For den ydre naturs vedkommende er man nået så vidt, at man har kunnet opstille visse almindelige love for udviklingen, selv om også meget endnu mangler. Karl Marx har anvendt den naturvidenskabelige fremgangsmåde til at undersøge samfundsforholdene med, thi hvad der gælder for naturen gælder også her for det menneskelige samfunds historie. Ganske vist viser samfundets udviklingshistorie sig på ét punkt at være forskellig fra naturen; thi her er det – når man ser bort fra menneskets indblanding – lutter bevidstløse faktorer som indvirker på hinanden og ved deres vekselvirkninger, bringer de almindelige love til gyldighed, og her sker intet som et bevidst villet mål. I det menneskelige samfund derimod er det jo anderledes. Her er det bevidste faktorer, her er det mennesker der er begavet med overlæg, med lidenskaber, og som arbejder med bestemte formål for øje.
Hvor vigtig dette end er, så forandrer det ikke noget i den kendsgerning, at det menneskelige samfunds udviklingshistorie bliver bestemt ved indre almindelige love; thi trods det at alle enkelte individer arbejder med et bestemt formål for øje, så hersker på overfladen dog tilfældigheder, idet de af de forskellige individer tilstræbte enkeltformål krydser hinanden, og står i modstrid til hverandre, og således hidfører en tilstand der er analog med den som forekommer i naturen.
Menneskene laver selv deres historie. Men de vælger ikke selv efter behag de problemer som skal løses, heller ikke de omstændigheder hvorunder de lever, eller de midler hvorved disse problemer skal løses; men de laver ikke desto mindre selv deres historie, hvordan den så end falder ud, idet enhver forfølger sine egne formål, og resultatet af alle disse enkeltviljer, som virker i forskellige retninger, og deres mangeartede indvirkninger på hverandre og på omgivelserne, alt hvad menneskene således tilstræber, siger og gør, det er just historien.
Enkeltviljerne (handlingerne) bliver bestemt ved overlæg eller lidenskab, og det som sætter disse enkeltviljer i bevægelse kan være af forskellig art: had, begejstring, ideelle bevæggrunde; men det ville formentlig være urigtig at antage, at disse ideelle bevæggrunde ikke havde nogen dybere liggende årsager. (jfr. Fr. Engels). »Menneskene tager fejl deri, at de tror de har en fri vilje. Meningen deraf er blot, at de er sig deres handlinger bevidst. Thi når de siger at deres handlinger afhænger af deres vilje, så er det kun ord som de ingen ide har om.« (Spinoza). Det turde være klart at menneskenes handlinger er virkninger af større og almene årsager, og at den menneskelige vilje, såvel som andre bevidsthedsytringer, er underkastet kausalitetslove. Når det således gælder om at undersøge, hvad der bevidst eller ubevidst ligger bag ved de historisk handlende mennesker som bevæggrunde, så gælder det ikke så meget om at udforske dem hos de enkelte mennesker, hvor fremtrædende disse end kan være; men meget snarere om at finde dem, der sætter store masser, hele folkeslag i bevægelse, og i hvert folk igen hvad der sætter hele klasser af befolkningen i bevægelse, bringer dem til varig handling, som resulterer i de store historiske forandringer. Alt hvad der sætter menneskene i bevægelse må ganske vist passere igennem hjernen, og hvilke ideelle former det her antager, er jo i høj grad afhængig af de ydre omstændigheder. Men selv om alt hvad der sætter menneskene i bevægelse og driver dem til handling, nødvendigvis må passere hjernen, så er dermed dog ikke sagt, at det har sin oprindelse, sit udspring i hjernen; alle fødemidler må jo også passere gennem maven, men derfor vil vel ingen påstå at de har deres oprindelse i maven.
Den lære at det er samfundets økonomiske forhold, dvs. produktions-, omsætnings- og ejendomsforhold, der danner grundlaget for de øvrige sociale livsformer, klassedelingen, de politiske og åndelige fremtoninger i samfundet, eller med andre ord, at det er de materielle livsforhold der er grundlaget for hele den øvrige sociale overbygning, har jo tildels noget tilsvarende i andre videnskaber. I oldtidsvidenskaben har man opnået store resultater gennem de fund af oldtidsfolkenes produktionsredskaber, af våben og andre arbejdsredskaber, man har gjort, idet man derudfra har kunnet slutte sig til disse folks levevis og kultur. Kundskaben om vore forfædre skyldes væsentligt kendskabet til deres materielle redskaber. I geologien noget lignende. Finder man knogler og tænder af forhistoriske dyr, så mener vore videnskabsmænd jo tildels at kunne rekonstruere dyret og vide hvad det har levet af o.s.v..
Ligesom mennesket, førend det kunne komme til forståelse af naturens udviklingshistorie, først måtte trænge ind i en række af forskellige naturlige fremtoninger og samle dem i forskellige videnskaber, således måtte det, førend det kunne forstå samfundets indre sammenhæng, kunne gøre sig bekendt med visse sociale fremtoninger. Men for at det kunne ske måtte det økonomiske samfund have udviklet sig til en vis højde, dets udvikling måtte have nået en højde hvor forholdene og deres gensidige vekselvirkninger var blevet mere gennemskuelige og således forståelsen deraf mulig. Lægen der skal behandle en syg, kan bedre bedømme sygdommens karakter, efter at den har udviklet sig noget, så at dens enkelte fremtoninger bliver tydeligere.
Fra det øjeblik af at den moderne storindustri er blevet herskende, træder det også klarere frem hvilken rolle produktionsforholdene spiller med hensyn til dannelsen af de øvrige samfundsformer. Siden storindustriens gennemførelse, altså fra begyndelsen af det 19 århundrede, har det f.eks. i England været almindeligt anerkendt, at den politiske kamp dér har drejet sig om to klassers fordring på magten; det var to klassers modstridende interesser der trådte frem i den politiske kamp: storgrundbesiddelsen med dens feudale privilegier, repræsenteret af adelen, og privatkapitalismen, industri og handelskapitalen, den borgerlige ejendom, repræsenteret af bourgeoisiet; og hele århundredets politik har været præget af modsætningen mellem disse to klassers interesser, deres forskellige opfattelser af de sociale fremtoninger, retsbegreber o.s.v.. I Frankrig slog samtidig erkendelsen af dette forhold rod. Den tids historieskrivere udtaler overalt, at nøglen til forståelsen af den franske historie siden middelalderen ligger i erkendelsen af kampen mellem de to klasser: aristokratiet og bourgeoisiet. I 1830 optræder en ny kæmper på kamppladsen. Som medbejler til herredømmet bliver nu arbejderklassen anerkendt. Der hører næppe meget til at forstå at det er kampen mellem disse 3 klasser, og deres modstridende interesser, der er den drivende kraft i den moderne historie. Men hvorledes er nu disse klasser opståede?
Det ligger temmelig tydeligt for dagen, at bourgeoisiets såvel som arbejderklassens opståen og udvikling udelukkende skyldes forandringer i produktionsforholdene, i produktionsmåden. Overgangen fra det laugsmæssige håndværk til den kapitalistiske produktionsform, gennem kooperation, manufaktur, arbejdsdeling, og stordrift, til damp og maskindrift. Elektricitet, er det økonomiske grundlag hvorpå den borgerlige klasse har udviklet sig. Bourgeoisiet repræsenterede de nyere produktionsforhold, sammendragning af mange detailarbejdere under den enkelte kapitalists ledelse, deling af arbejdet og andet. Dette blev, på et givet udviklingstrin, uforeneligt med de overleverede produktions- og ejendomsforhold. Håndværkets deling og det større antal arbejdere på den enkelte arbejdsplads sprængte de laugsmæssige produktionsformer, ligesom også bourgeoisiets øvrige eksistensbetingelser kom i strid med de utallige personlige og lokale privilegier, der for de ikke privilegerede, var lige så mange hindringer. De produktive kræfter, der repræsenteredes af bourgeoisiet, gjorde oprør mod laugsvæsenet og hele den feudale ordning. Resultatet er bekendt. Den feudale produktionsordning blev sprængt. Nye produktionsforhold udvikles, nye ejendomsforhold opstår på ruinerne af det feudale samfund, og nye rets- og statsbegreber gør sig gældende. Formen hvor under dette sker er forskellig i de forskellige lande. I England fuldbyrdedes omvæltningen lidt efter lidt, i Frankrig med et slag, medens denne udvikling endnu ikke er færdig i andre lande.
Arbejderklassen, det moderne proletariat, er vokset op samtidig med bourgeoisiet. Dens opståen er ikke resultatet af en bevidst vilje, den er ikke dannet efter en eller anden forudfattet plan. Dens udvikling blev ikke bestemt ved ideelle årsager, den voksede, og voksede stadig med forandringerne i produktionen og med arbejdsmidlernes koncentrering. Samtidig med at arbejdsmidlerne samledes i større værksteder, i store fabriker og i større byer, droges arbejderne hertil fra deres tidligere spredte arbejdssteder, hvor de hyppigst var blevet gjort overflødige. De kom under nye forhold, og i samme grad som arbejdsprocessen socialiceres, bliver deres arbejds- og livsvilkår mere ensartede, og deres interesser fælles, hvilket er betingelserne for at de kan organiseres til fælles optræden i faglig og politisk henseende. Ved den kapitalistiske produktions mekanisme skoles, forenes og organiseres arbejderklassen«.
For vort lands vedkommende er to perioder betegnende i så henseende. I slutningen af det 18 århundrede bestod vanskeligheden for den borgerlige virksomheds, industriens, udvikling i manglen på arbejdskraft. De få tyske håndværkssvende, der på denne tid opholdt sig i Danmark, og som af regeringen blev støttet på mange måder, var ikke tilstrækkelige. Den danske arbejder var stavnsbunden, han måtte først rives ud af dette tvangsforhold. Stavnsbåndets løsning – der i forbindelse med de andre landboreformer var blevet en nødvendighed for landbruget – bliver således også en nødvendighed for industriens udvikling. De arbejdskræfter der på grund af de nye forhold på landet bliver overflødige der, tyer til byerne til industrien. Håndværkerne søgte at holde sig denne tilstrømning af arbejdskraft fra livet gennem deres laugsinstitutioner, hvorved de frigjorte arbejdere førtes i armene på de købmænd, som søgte lønarbejdere for deres virksomheder, og selvom de ikke kaldtes håndværkere, men oftest daglejere, tjenestekarle, medhjælpere hos kunstnere og fabrikanter, så udførte de i mangfoldige tilfælde industrielt arbejde.
Den sidste fjerdedel af det 19 århundrede medfører på landbrugets område nye produktionsmåder, maskiners anvendelse i landbruget, socialisering af produktionen gennem andelsforetagender, der overflødiggør en stor del arbejdskraft, som atter trænger ind i byerne og tilfredsstiller industriens voksende fordringer efter arbejdskraft. I virkeligheden har det sidste ¼ århundrede vist et i Danmark ukendt opsving i industri og handel, men massen af lønarbejdere har jo også tiltaget i en grad som ikke tidligere var set. Dannelsen af klasserne er således resultatet af de økonomiske kræfter, det ubevidste og uforudsete resultat af menneskesamfundets virksomhed. Da den politiske kamp drejer sig om disse klassers økonomiske interesser og økonomiske herredømme, så er hermed også sagt at, i sidste instans, er det økonomiske liv det grundlag hvorpå de menneskelige bevidsthedsfremtoninger, menneskenes begreber om ret og uret o.s.v., udvikles og gør sig gældende.
Måden hvorpå der bliver produceret i et givet samfund bestemmer også formerne for fordelingen af produktionsudbyttet. Det er formentlig indlysende, at en produktionsform med småmestre med kun enkelte medhjælpere medfører en anden fordeling end stordrift. Middelalderens produktionsmåde hvor produktionsmidlerne ejedes af de direkte producerende, kunne ikke fremkalde en sådan ulige fordeling af goderne som fandt sted under slaveriet, hvor en enkelt mand ejede hundreder af slaver og deres arbejdsmidler, og hvor han selv beholdt hovedparten af de frembragte goder, og kun overlod slaverne det nødvendigste til livets ophold. Ligeså med den moderne stordrift. Her foregår jo også fordelingen på den måde at et mindretal bliver rigere, medens de direkte producenter må nøjes med en »arbejdsløn«, der lige er tilstrækkelig til vedligeholdelsen af den arbejdskraft, der er nødvendig for kapitalens værdiformerelsesproces. Med andre ord: den kapitalistiske produktionsproces frembringer ikke blot brugsgenstande i rigelig mængde, ikke blot vareværdier; men den frembringer også de forhold hvorunder værdiformerelsesprocessen kan gentages; den genfrembringer en kapitalistklasse, som sidder inde med produktionsmidlerne, og den genfrembringer en besiddelsesløs arbejderklasse, der er tvungen til at sælge sin arbejdskraft til kapitalistklassen for at kunne eksistere. Produktionsprocessen frembringer ikke blot betingelser for sin fornyelse; men også for den fortsatte klassekamp.
»Herefter må man ikke søge de sidste årsager til de samfundsmæssige forandringer og politiske omvæltninger i menneskenes hoveder, ikke i deres tiltagende indsigt i en evig sandhed og retfærdighed; men derimod i forandringerne i produktionsforholdene og ombytningsforholdene; de bør ikke søges i filosofien, men i den betræffende periodes økonomi. Den vågnende erkendelse af at de bestående samfundsmæssige indretninger er ufornuftige og uretfærdige, er kun tegn på at der i al stilhed er foregået sådanne forandringer i produktions- og ombytningsforholdene, at samfundsorganisationen ikke mere passer til dem« (F. Engels, Dühring.)
Menneskene er produkter af deres tid, af deres omgivelser. Dette bliver ofte nok hævdet. Det er disse der bestemmer deres ideelle, eller ideløse, opfattelser. Gennem den bestående klassedeling, gennem klassemodsætninger, opstår deres forskellige livssyn, deres forskellige begreber om ret og uret. De økonomiske forhold former mennesket. Dog, formålet er jo at mennesket bliver det bestemmende, bliver herre over sine egne forhold. Hvorledes dette går for sig på grundlag af den materialistiske historieopfattelse fremgår af det senere, foreløbig kun dette: Mennesket har i tidens løb kæmpet en hård kamp mod den ydre natur, indtil det blev istand til at beskytte sig imod den og beherske snart den ene, snart den anden side deraf, lærte at »gøre sig jorden underdanig«. Dette skete ikke ved at ophæve naturlovene, men ved at lære dem at kende, ved at forstå dem. Magtmidlerne til at blive herre over naturen ligger i den mere og mere udviklede produktion. »Spørgsmålet om menneskets herredømme over naturen afhænger af dets dygtighed i produktion af levnedsmidler«. Ligeså med hensyn til samfundsforholdene. Ved erkendelsen af de økonomiske loves karakter, af deres indvirkning på, og omformning af de menneskelige begreber vil vi være i stand til at forstå muligheden af at mennesket også gør sig det økonomiske samfund underdanigt. Herved adskiller den moderne socialisme sig fra den utopiske, såvel den fra det forrige århundrede som fra de talrige utopier i vore dage.
I den moderne historieskrivning er den rolle, som samfundets økonomiske forhold spiller i historien som den baggrund hvortil det øvrige sociale liv støtter sig, vel tildels anerkendt, men hvor ofte finder man ikke hos ældre forfattere, og – forresten også hos nyere – at man tilskriver enkelte individer – såkaldte store mænd – den bestemmende indflydelse på historiens gang! Dog er denne delvise anerkendelse noget platonisk, thi ved betragtningen af de historiske fremtoninger fører man ikke disse tilbage til deres økonomiske årsager, men betragter dem væsentligst som ideens resultater.
Skildringen af det menneskelige samfunds historie har sikkert stedse været meget mangelfuld. Den har nærmest været en beskrivelse af de herskendes liv og virksomhed, og historikerne har betragtet dette som det hovedsagelige, som det ene, der fortjente at overleveres til efterverdenen. En optegnelse af de mest dramatiske situationer, af større og mindre myrderier, fremtrædende personers bedrifter, uden nogen forbindelse med almene årsager, uden noget hensyn til det store folk som ved sit arbejde bar det hele oppe, kendetegnede hidtil historieskrivningen. Var tidligere krig, konger og feltherrer hovedemner for historieskrivning og opfattedes som kultur, og skildringen deraf som kulturhistorie, så er det nu, efter at bourgeoisiet er blevet den herskende klasse, dettes virksomhed, dettes åndelige præstationer, der væsentlig kendetegner den borgerlige historieskrivning. Det er skønlitteratur, litteraturhistorie, blandet med krigs- og herredømmets historie, men ikke det store menige folks økonomiske livshistorie; det er bourgeoisiets åndsfostre, som ofte kan have en højst tvivlsom værdi, der danner hovedstoffet i kulturhistorien, medens folkemassernes liv og kamp, deres økonomiske væren og bestræbelser, som næppe nok bliver forstået af bourgeoisiet, kun finder en underordnet omtale. Dette liv, denne kamp kan og vil kun blive skildret fra arbejdernes egen kreds. Dette er jo også en rar illustration til den materialistiske historieopfattelse.
Storindustrien med sin udstrakte arbejdsdeling, særinteresser, særopfattelser påvirker alle samfundsklasser. Det er ikke blot arbejderklassen der lider under trykket heraf; »men også de klasser, som direkte eller indirekte udbytter arbejderne, bliver på grund af den forhånden værende arbejdsdeling kuet under deres virksomheds værktøj: den åndsdøde bourgeois under sin egen kapital og sin egen profitbegærlighed, juristen under sine forbenede retsforestillinger, der behersker ham som en selvstændig magt; de »dannede klasser« i det hele taget under deres mangfoldige bornertheder og ensidigheder, under deres egen legemlige og åndelige kortsynethed, under deres forkrøbling ved en opdragelse, som er tilskåren efter en specialitet, og en livsvarig tilknytning til denne specialitet, selv om den består i det rene driverliv«. (Fr. Engels, Dühring.) »Kulturen«, dvs. bourgeoisiets egen kultur, er en af de ideologiske fremtoninger som sættes i gudernes højsæde, ligeså med andre ideologiske former, som staten og religionen. Dem alle skal vi ære og tilbede, og vi bliver proppede med læresætninger og trosartikler om dem alle, for at de rigtig skal gøre indtryk på os, påvirke vor opfattelse, så at vi ikke forlader disse »sande guder« og muligvis kommer til en selvstændig opfattelse af samfundsforholdene, en opfattelse, der afveg væsentlig fra bourgeoisiets, og styrtede dets guder fra tronen til fordel for det klasseløse samfunds ideal.
I det foregående er påvist, hvorledes samfundets former, klasserne, skyldes de økonomiske forhold, og at bl.a. de politiske kampe er et udslag heraf. Her er altså den politiske ordning – staten – det underordnede, medens det borgerlige samfund, dvs. de som leder økonomiske forhold, er det afgørende element. Ligesom hos det enkelte menneske alle drivkræfter til dets handlinger må passere igennem hovedet og forvandles til viljesårsager, således går det borgerlige samfunds fornødenheder – hvad der svarer til den til enhver tids herskende klasses interesser – gennem statsviljen for der at få almindelig gyldighed i form af love; og dette sker, ligegyldig hvilken klasse der i øjeblikket er den herskende.
Vort eget land byder os jo et ret karakteristisk eksempel i så henseende. Den landbrugsdrivende klasse, der i økonomisk henseende har spillet en så stor rolle for vort land, har efter mange års kampe endelig nået at blive den politisk herskende. Nu vil næppe nogen bestride, at den jo benytter sit politiske herredømme i god overensstemmelse med denne klasses interesser, og med den almindelige opfattelse som hersker indenfor denne klasse. Statsmagten, som tilsyneladende er den organisation der skal varetage de almindelige fælles interesser i samfundet, kan ikke magte denne opgave; thi da de forskellige klasser hver for sig har særegne interesser der står i strid med hinanden, så kæmper disse klasser bestandig mod hinanden for deres økonomiske eksistens, deres økonomiske interesser. Disse ulige, hinanden modstridende interesser kan staten ikke varetage; men den klasse som har erhvervet den politiske magt, benytter statsmagten i sin kamp mod modstanderne. Staten udvikler sig derfor snart til at blive et organ for den økonomisk herskende klasse, hvis interesser den skal bringe til direkte gyldighed. Den undertrykte klasses kamp bliver derfor nødvendigvis en politisk kamp, eftersom den politiske magt jo benyttes til beskyttelse af, til opretholdelse og fremme af de herskende økonomiske interesser, og i denne kamp findes altid statsmagten på den undertrykkende klasses side, og aldrig omvendt. Statsviljen eller statsmagtens indhold svarer til det borgerlige samfunds vekslende fornødenheder, eftersom denne eller hin klasse har overmagten. Staten er derfor ikke et selvstændigt væsen eller område med sin egen selvstændige udvikling; men dens beståen og udvikling hænger nøje samman med samfundets økonomiske livsproces. Ikke desto mindre fremtræder og fremstilles staten som en politisk og social guddom, der i lovene avler børn der er ligeså guddommelige og uundværlige som den selv. For de professionelle politikere, statslærde og jurister går sammenhænget med de økonomiske forhold for det meste tabt, alt hvad de beskæftiger sig med må, i hvert enkelt tilfælde, antage en juridisk form, og sanktioneres i form af love. Og dette afkom er utalligt, som sandet ved havets bred. Og folket skal bøje sig i støvet for disse børn og vise dem ærefrygt, selv om de er uartige. Du skal adlyde en lov, selv om du og alle ved at den er uretfærdig; thi således står der skrevet.
Si Dieu n’existait pas, il faudrait l’inventer – dersom der ikke eksisterede en gud, så måtte man lave en – Voltaire i »Existence de dieu«. Filosofien og religionen synes ved første øjekast at være meget fjerne fra det økonomiske grundlag. Forestillingernes sammenhæng med de økonomiske, de materielle forhold er vel en del indviklede, og fordunkles noget ved andre forholds mellemkomst, men den er tilstede. »Ligesom hele renaissancetiden, siden midten af det 15. århundrede, væsentlig var et produkt af byerne, altså af borgerklassen, således var også den filosofi det der genopstod siden den tid. Efter sit indhold var den kun det filosofiske udtryk der svarede til den tanke som bundede i udviklingen af det lille og mindre borgerskab til storbourgeoisiet. Hos de foregående århundreders franskmænd og englændere, der hyppigt ligesåvel var økonomer som filosofer, træder denne tanke tydelig frem« (jfr. Fr. Engels »Feuerbach«) og hvor naturlig var det ikke, at borgerklassens egne filosofer beskæftigede sig med deres egen klasses interesser og fremskridt. Tanken om én gud er formentlig opstået som en erkendelse af regelmæssigheden og lovbundetheden i universet.
Det fortælles at de ægyptiske mysterier var det sted, hvor den største sum af erkendelser og kundskaber var samlede. Alle Grækenlands vise mænd: Homer, Pythagoras, Platon, Lykurg, Solon og andre gik til Ægypten for der at søge kundskab; og disses tilhængere kendte intet bedre middel til at bekæmpe de rå tilstande i deres hjem end det dér at overføre ægyptiske forhold. Selv Oraklet erklærede ægypterne for de viseste blandt jordens folk. Der troede man ikke at vilkårlighed herskede i verdensaltet. Den store erkendte kraft var én, som ikke kunne sammenlignes med noget andet, som ikke behøvede noget navn for at adskilles fra noget andet, som er, var og altid bliver. Vel blev den store befolkning holdt uden for disse kundskaber og sandhedens erkendelse. Men bevidstheden om lovbundetheden i universet blev dog under formen af troen på een gud ført frem, til det tidspunkt kom hvor en mere almindelig erkendelse heraf var tilstede. Jødefolket var bæreren af denne lære, vel ikke fordi den havde gennemtrængt befolkningen, thi afgudsdyrkelsen florerede jo livligt hos det gode jødefolk, men snarere blot som en læresætning, der var indskrevet på deres stentavler af en Moses, som var opdraget i al Ægyptens visdom. Troen på een gud blev altså den form, under hvilken erkendelsen af enhed i universet blev opbevaret gennem tiderne, og ført ned til senere generationer.
De vilkårlige guder, der hidtil var anerkendte som regerende verdensaltet, var en sand genspejling af vilkårligheden på jorden, og det er derfor heller ikke nogen tilfældighed, at troen på een gud slår igennem, just på det tidspunkt, hvor det sker. Det store romerske rige indfører på sit område en ordning og enhed i administrationen og på det økonomiske område, som næppe nogensinde tidligere har fundet sted i den udstrækning. Store landeveje byggedes fra den ene ende af det kæmpemæssige rige til den anden. Et ensartet pengesystem, ensartede handelsregler, ensartet mål og vægt ophæver i høj grad usikkerheden og vilkårligheden, og vækker forståelsen af betydningen af enhed i styrelsen. Der viser sig nu en trang til at fuldstændiggøre dette verdensrige og dets systematiske enhed med en ny verdensreligion; men dette verdensrige kunne ikke bruge mange forskellige, vilkårlig virkende guder, det ville have været uforeneligt med rigets politiske og økonomiske retsbegreber – som endnu for en del har holdt sig til vore dage. Den kristelige religion var den religion, der svarede til tidsomstændighederne (Fr. Engels, Feuerbach), det var den religion som under formen af troen på een gud erkender den samme regelbundethed i universet som romerretten var et udtryk for med hensyn til rigets økonomiske liv. Thi en ny verdensreligion skabes ikke ved en kejserlig forordning; den ny erkendelse var i al stilhed trådt frem som en blanding af den jødiske teologi og den græske filosofi, underordnede økonomiske samfundsforhold.
Tidligere folkeslags gudsbegreber var sikkert begrænsede af selve folkeslagenes grænser, det var væsentlig nationale guder, og disses storhed og magt var et udtryk for den storhed og magt som nationen selv rådede over. Denne guddomsforestilling kunne kun vedblive at bestå, sålænge nationen selv bestod, og den måtte forsvinde, når nationen gik tilgrunde. For de uciviliserede folkeslag stod endvidere alle livets begivenheder under indflydelse af indbildte væsener, af guder: fødsel, modenhed, ægteskab, sygdom og død stod under disses indflydelse. Den katolske religion, som vel ikke har opfundet meget, men derimod udvisket meget, forvandlede de hedenske guder til religiøse testamenter: dåb, kommunion, ægteskab, nadveren, den sidste olie etc.. Under hedenskabet var det forskellige guder der styrede solens gang, bandt stormen, kastede lynet; de monoteistiske religioner lægger alle disse egenskaber i hænderne på én gud. Dog menneskene trængte også til forklaring af de samfundsmæssige fremtoninger, af deres sociale forhold, der ofte trykkede dem hårdere end naturen. Også her fremstilles den samme lære: det var guder, der jagede menneskene bort fra deres jordiske paradis, og fordømte dem til brydsomt arbejde og lidelser. Når store riger blomstrede og forfaldt, skyldes det et guddommeligt forsyns bestemmelse uden hvis vilje intet sker. Det er derfor ganske konsekvent, når præsterne giver gud æren for de i den senere tid så hyppigt forefaldne mord. Mennesket skaber guderne i sit eget billede, og udstyrer dem med de samme følelser og tilbøjeligheder, som de selv nærer. »Da grækerne frygtede at få guderne til fjender, når de nærede kønslige tilbøjeligheder der var stridende mod gudernes, så vidste de ingen anden måde at hjælpe sig på, end at underskyde guderne deres egne, ikke altid fine sædvaner« (Vico). Gennem hele middelalderen prægede religionen hele samfundslivet: politik, retslære og filosofi betragtedes som underafdelinger af teologien, ligesom samfundets politiske og sociale bevægelser antog religiøse former; og selv for masserne måtte deres interesser fremstilles i religiøs forklædning. Da borgerklassen begyndte at gøre oprør mod det gamle samfund, mod de bestående tilstande, så skete det også under teologiske former, som en bekæmpelse af katolicismen og pavedømmet. Da bourgeoisiet lige fra begyndelsen har haft et påhæng af besiddelsesløse daglejere og andre arbejdere, så deler kætteriet sig også snart i et moderat-borgerligt og et plebejsk-revolutionært rettet imod romerkirkens og pavens herredømme. Naturligvis blev den plebejske reformationsbevægelse afskyet og ladt i stikken af den borgerlige.
At reformationsbevægelsen ikke kunne slås ned, skyldes den omstændighed at det fremadstræbende bourgeoisi var bærere af nye produktionsformer, som ikke kunne undertrykkes, trods alle velmente forsøg. De store religionskrige udmattede vel det tyske bourgeoisi og satte Tyskland en del tilbage; men desto virksommere og konsekventere var kalvinisterne i Genf, Holland, Skotland. Selv om bourgeoisiets kamp, såvel som forfølgelserne imod det, endnu sker under religiøse former, kampen mod hugenotterne i Frankrig og Nederlandenes befrielseskrig, så bidrager disse forfølgelser til at gøre det lettere for bourgeoisiet at frigøre sig for den religiøse form og føre kampen videre under den eneste fornuftige form nemlig den politiske. I den grundlovgivende forsamling i Frankrig i 1791 sad ikke protestanter, men derimod fritænkere. Den menneskelige fornuft skulle nu indtage gudens højsæde. Ganske vist bliver religionen endnu bibeholdt som en regeringsforanstaltning, som et middel til at holde de lavere klasser i ave, og som sådan eksisterer den endnu, trods al erkendelse om naturens og menneskets væsen. Men for en undertrykt og fremadstræbende klasse kan derfor religionen ikke blive nogen forklædning mere, eller noget som helst hjælpemiddel i dens befrielseskamp.
Ved undersøgelsen af tidligere samfundsformer, specielt de forhistoriske, kommer de til enhver tid forhåndenværende produktionsforhold til at spille en rolle, thi ganske naturligt spørger man først: hvad levede disse folk af, og hvorledes forskaffede de sig deres levnedsmidler? Morgan, forfatteren til »Det gamle samfund«, New York 1871, inddeler hele menneskehedens historie i perioder: vildhedens, barbariets og civilisationens, hver med sine underafdelinger. På vildhedens første trin kommer uddannelsen af det artikulerede sprog, på det andet trin oprindelsen af ildens brug. Det tredje stadium kendetegnes ved opfindelsen af bue og pil, som jo allerede er et meget sammensat værktøj, resultatet af mange ophobede erfaringer og skærpede åndskræfter, altså også af det samtidige kendskab til en mængde andre opfindelser. På vildhedens sidste trin finder allerede en vis beherskelse af produktionen sted ved den menneskelige ånd, man kender fade af træ, flettede kurve, stenværktøj og andet. Overgangen til barbariet daterer Morgan fra pottemageriets indførelse, som kendetegner dets laveste trin. Middeltrinet medfører tæmning af husdyr, dyrkning af nærende planter, vanding af det dyrkede land, anvendelse af sten til huse m. m.. Det øverste trin begynder med smeltning af jernærts, og her opnår produktionen af de materielle livsforhold allerede en rig udvikling. Denne tid kender: blæsebælgen, jordovne, smedjen, jernøksen, sværd og spyd af jern, håndmøllen, drejeskiven for pottemageriet, køretøj, krigsvogne, skibsbygning af planker og brædder, byer med stenmure og tårne o.s.v. Det viser sig også her, at ethvert fremskridt i produktionsmåden giver menneskene større magt over deres egne livsvilkår, mindre afhængighed af naturen, og større virkeområde for den menneskelige ånd, og at ethvert yderligere fremskridt i produktionen forøger menneskets herredømme over naturen, hæver det stadigt højere over dyret, og gør det muligt for det i stadig højere grad at forøge virkeområdet for den menneskelige ånd. Thi på dette stadigt større økonomiske grundlag af mere udviklede økonomiske former bliver der forøget og fornyet spillerum for mennesket til at påvirke de sociale forhold, til kultivering af den menneskelige ånd, dyrkning af videnskaben m. m.
På menneskehedens tidligere trin, hvor arbejdet var mindre frugtbringende, udkrævedes langt mere tid af samtlige medlemmer for at tilvejebringe de nødvendige eksistensmidler; men ethvert fremskridt i social og økonomisk henseende har stadig forkortet den nødvendige arbejdstid. Dog, sålænge arbejdet var mindre produktivt, kunne kun en mindre del af samfundets medlemmer fritages for deltagelse i det almindelige arbejde for at ofre sig for andre opgaver, søge nye kundskaber, og benytte tidligere erfaringer. Med den forøgede produktivitet kan større masser blive delagtig i kundskaber, og for tiden er produktionen så rigelig, og kan, ved at drage alle kræfter ind i det produktive arbejde, blive endnu rigeligere, så at den tid som vil være nødvendig til den materielle produktion kan nedsættes til et minimum for den enkelte, og produktionsforholdene således tillade alle som har lyst og anlæg til at studere, til at beskæftige sig med videnskabelige arbejder, at gøre således og derigennem højne individerne såvel som samfundet i sin helhed.
Dog, det er som regel denne minoritet af ikke arbejdende man, fra ideologisk side, vil fremstille som sjælen i og årsagen til samfundets fremskridt; men derved gøres jo, som tidligere omtalt, samfundsudviklingen til et spil af tilfældigheder. Men når der i den ubevidste natur, som synes at beherskes af tilfældigheder og disses gensidige virkninger, overalt gennemføres en almindelig bevægelseslov, så spørger man om den med bevidsthed begavede menneskehed ikke også styres af en sådan lov, og en sådan lov findes, jfr. Franz Mehring »om den historiske materialisme«. Mennesket kan jo kun komme til bevidsthed i den sociale væren, kun der kommer han til at tænke og handle bevidst. Det samfundsmæssige forbund, hvis medlem han er, vækker og begrænser hans åndelige kræfter. Men grundlaget for ethvert socialt forbund, socialt samliv, er produktionsforholdene af dets materielle livsforhold; disse bestemmer og begrænser således i sidste instans den åndelige livsproces. Den historiske materialisme nægter ingenlunde de ideale kræfter, fordi den undersøger dem fra grunden af, og skaffer den nødvendige klarhed over hvorfra ideerne har deres magt og oprindelse.
Menneskene laver selv deres historie, men hvorledes de laver den, det er i hvert enkelt tilfælde afhængig af, hvor klart eller uklart tingenes materielle sammenhæng afspejler sig i deres hoveder. Thi ideerne opstår ikke af intet, men er produkter af den samfundsmæssige produktionsproces, og jo nøjagtigere ideen afspejler denne proces, desto mægtigere er den. Den menneskelige ånd står ikke over, men i det menneskelige samfunds historiske udvikling, og er nøje sammenvokset med den materielle produktion. Når denne gennem den fremadskridende udvikling er blevet mere enkelt, kan dens indre sammenhæng nøjere erkendes, og først når de sidste modsætninger i det økonomiske liv er besejrede og uddøde, bliver mennesket herre over den samfundsmæssige produktion. Ved klassemodsætningernes yderligere tilspidsning bliver en nøjere erkendelse muligere, men samtidig vokser også massen af de utilfredse, af dem der får interesse af en ny samfundsorden uden klassemodsætningen. Menneskets positive virksomhed vil derfor blive mere og mere rettet imod en ophævelse af klasserne. Dette kan kun ske gennem en afskaffelse af privatejendomsretten over produktionsmidlerne, da det er denne ejendomsform der danner grundlaget for klassedelingen. Men i denne positive virksomhed er mennesket på hvert sted og til hver tid begrænset af højden af den materielle produktion, og den øvrige historiske udvikling.
Ideernes sammenhæng med de økonomiske forhold erkender man lettest ved at betragte de store opdagelser og opfindelser og prøve deres oprindelse. Efter den ideologiske opfattelse er de jo udsprungne af den skabende menneskeånd, ligesom Pallas Athene af Zeus hoved, og har fremkaldt de store økonomiske omvæltninger. Nu har selv de fantasifulde grækere ikke engang turdet lade Pallas Athene opstå på denne ideelle måde, uden at tage hensyn til det rå materielle; thi først måtte Vulcan med sin hakke kløve hjerneskallen på Zeus, og desforuden var jo Athene først blevet avlet på naturlig måde.
Enhver af de store opfindelser har en lang forhistorie (det fonetiske alfabet var ligesom andre store opfindelser, enderesultatet af mange på hinanden følgende anstrengelser (Morgan), og ved at forfølge denne vil man overalt erkende den trang som fremkaldte dem. »En kritisk historie af teknologien ville vise, hvor lidt nogen af det 18. århundredes opfindelser tilhører et enkelt individ«. (Das Kapital.) Derfor stiller menneskeheden sig kun opgaver som den kan løse; thi, nøjere betragtet, vil det stedse vise sig, at opgaverne kun opstår der, hvor de materielle betingelser for deres løsning er forhånden, eller befinder sig i deres tilblivelsesproces. Det er ingen tilfældighed, at opfindelsen af bogtrykkerkunsten og krudtet, der i så høj grad har forandret samfundets udseende, er skjult under et slør af sagn; thi de er nemlig ikke et værk af enkelte, blot et foster af én hjerne; selvom enkelte har erhvervet sig stor fortjeneste derved, så er det dog kun fordi den økonomiske trang dertil, og midlerne til dennes tilfredsstillelse, er trådt tydeligere frem, og skarpest erkendt af disse enkelte. Næppe nogen vil påstå at det i stenalderen ville have været muligt for den menneskelige ånd at opfinde bogtrykkerkunsten, telefonen, elektroteknikken, at besidde kendskab til de nu bekendte lande eller at en lære som Darwins kunne være opstået. Den ved de sociale omvæltninger opståede trang danner udspringet for opfindelser og opdagelser.
At Colombus blev Amerikas opdager skyldtes ikke at han havde nogen egentlig forestilling om det land han skulle opdage, eller om hvilken betydning det ville få for den gamle verden. Han handlede jo tildels i blinde. En almindelig anelse om at der måtte være søvej vesterud til Indien, havde i længere tid eksisteret. Det var vel heller ikke nogen ideel bevæggrund der foranledigede ham til at gøre forsøget – hans daglige bøn var: »Måtte herren i sin barmhjertighed lade mig finde guldminerne«, og det var heller ikke det at finde Amerika der gjorde det til den betydningsfulde opdagelse som det blev, thi Amerika var jo fundet flere århundreder i forvejen af nordmændene, uden at det blev til en epokegørende opdagelse. Dette bliver det først ved begyndelsen af den kapitalistiske udvikling, hvor trangen til ædle metaller, ny arbejdskræfter og markeder betyder en økonomisk revolution. Betegnende er det også, at det land, hvorfra opdagelsen udgik, ikke havde den fordel af opdagelsen som mere fremskredne lande.
En kendt talemåde er det jo, at de genialeste opfindere ofte har lidt den sørgeligste skæbne, at virkelig store mænd oftest først bliver anerkendte efter deres død. Dette er just ikke noget bevis på menneskenes utaknemlighed, som idelogerne ville sige, men en bekræftelse af den kendsgerning, »at det ikke er opfindelsen der gør omvæltningen, men derimod den økonomiske omvæltning der gør opfindelsen«. Dette forklarer også det tilfælde, at en opfindelse kan gøres samtidig af individer der ikke står i nogen forbindelse med eller kender hinanden. At skarpsynede og dybttænkende mænd kan erkende en opgave og dens løsning der hvor de materielle betingelser endnu er umodne, er jo rigtig nok; men det er betegnende, at de opfindelser der har spillet den største rolle ved udviklingen af samfundets produktivkræfter, har bragt fordærvelse over de første opfindere.
Anton Møller opfandt således en vævemaskine i Danzig i 1529, den såkaldte båndmølle eller schnürmühle, der kunne væve 6 stykker på én gang. Byrådet frygtede imidlertid for at opfindelsen ville blive til skade for byen ved at gøre arbejderne arbejdsløse og til betlere, lod opfindelsen undertrykke, og opfinderen hemmelig drukne. I Leyden blev den samme maskine anvendt i 1629; men væverne gjorde oprør derimod, og tiltvang sig derigennem et forbud imod dens anvendelse. I Tyskland blev den forbudt ved kejserlig forordning af 1685 og i 1719, og i Hamborg blev den offentlig brændt på magistratens foranstaltning. Denne maskine, som gjorde så megen larm, var i virkeligheden forløberen for spinde- og vævemaskinen, for det 18 århundredes industrielle revolution. (Das Kapital.) Denis Papin, professor i matematik i Marburg, søgte at konstruere en dampmaskine til brug for industrielle formål. Men da han mødte almindelig modstand, tabte han modet og lod den ligge. Han byggede så en dampbåd, hvormed han ville sejle til England i 1707; men i Münden forbød den højvise øvrighed ham at sejle videre, og Weserskipperne sønderslog hans båd. Han selv døde fattig og forladt i England. Nu er det klart, at Anton Møllers og Denis Papins virksomhed er langt større ydelser af den menneskelige ånd end James Hargreaves (spinning-jenny i 1764) og Fultons (dampbåd i 1807), fordi disse sidste byggede på århundreders større erfaring. Når ikke desto mindre netop de havde en verdensomvæltende succes, og de første slet ingen, så er dermed formentlig bevist at det ikke er opfindelserne der laver den økonomiske revolution, men at det er denne der fremkalder opfindelserne. Den menneskelige ånd er ikke årsagen til, men fuldbyrderen af den sociale revolution.
I slutningen af middelalderen havde vareproduktionen og varehandelen udviklet sig betydelig og medførte et stærkt forøget materielt og åndeligt samkvem, hvad der igen fremkaldte trangen til en hurtig massefremstillelse af litterære frembringelser. Dette førte til anvendelse af trætavler til fremstilling og mangfoldiggørelse af bøger og andre skriftlige arbejder. På disse tavler var det skrevne udskåret, og de kunne således benyttes til trykning. Dette såkaldte brevtryk var allerede i begyndelsen af det 15 århundrede tiltaget i den grad, at der dannedes laugsmæssige organisationer, hvoraf de betydeligste var i Nürnberg, Augsburg, Køln, Mainz og Lybeck. Disse brevtrykkere trådte for det meste sammen i foreninger med malerne – og ikke med de senere bogtrykkere – med hvem de en tid lang arbejdede sammen, væsentlig til mangfoldiggørelse af mindre skrifter. Bogtryk udsprang ikke af brevtryk, men derimod af metalhåndværket. Det lå nær at udskære bogstaverne af trætavlerne for efter behag at sætte dem sammen igen, men alle forsøg strandede på den tekniske umulighed at fremstille typer af træ som gav den nødvendige ensartethed i linierne. Det næste skridt var så at skære typerne i metal; men at skære i metal med hånden tog for lang tid, og bogstaverne blev dog ikke ens. Begge disse mangler blev afhjulpne ved at støbe typerne i metal; og skriftstøberiet er i virkeligheden opfindelsen af bogtrykkerkunsten, af den kunst ved hjælp af enkelte bogstaver at kunne sætte hele ord, sætninger, sider, og mangfoldiggøre dem. Guttenberg var guldsmed ligesom Bernardo Cennini, der skal have opfundet bogtrykkerkunsten samtidig i Florens. Den lange bitre strid om, hvem der er den egentlige opfinder, vil aldrig blive afgjort. Hvor den økonomiske udvikling stiller problemer, bliver en løsning forsøgt med større eller mindre held. Og om man også tør antage at Guttenberg fuldførte det sidste afgørende skridt med største klarhed, og derfor også med den største succes, idet denne kunst fra Mainz udbredte sig hurtigst, så var det fordi han bedst forstod at finde facit af en ophobet sum af erfaringer, af sine forgængeres og samtidiges helt eller halvt mislykkede forsøg. Hans fortjeneste er derfor lige udødelig, hans opfindelse derfor ligeså beundringsværdig en ydelse af den menneskelige ånd; men han plantede ikke nye rødder i jordsmonnet, men kun fin langsom modnet frugt, jfr. Franz Mehring i »Den materialistiske Historieopfattelse«. Næppe er nogen opfindelse, nogen videnskab nået så vidt at man tør sige at intet fremskridt mere er muligt, tværtimod summen af den menneskelige ånds erfaringer er nu umådelig meget større end tidligere. På disse erfaringer vil ny opfindere, ny videnskabsmænd bygge videre, og resultaterne vil stedse tydeligere stå som et produkt af samfundsmæssig virksomhed.
Den tanke, som endnu optugtes af den herskende klasse om en udenfor og over naturen stående ånd der er den skabende og opholdende kraft, kan bourgeoisiet end ikke selv bruge i videnskabelige forskninger; men af frygt for den arbejdende klasse tør man ikke kaste den overbord. Men denne dobbelthed sætter altfor hyppigt indskrænkninger for den menneskelige ånd. Menneskeånden fremtræder eller fremstilles som den bårne søn af den guddommelige ånd, og har som sådan en oprindelse uafhængig af stoffet og sin egen udvikling. Der ligger anstødsstenen. Den menneskelige ånd er ikke noget selvstændigt, noget isoleret, den kan ikke skilles fra stoffet. Ånden står hverken over eller under stoffet, men dannes sammen med det i en enhed. Ånden har derfor heller ingen selvstændig udviklingshistorie eller område, man finder kun denne i udviklingen af menneskehedens hele livsproces. Fremtoningerne i det økonomiske liv viser sig som massefremtoninger, og den systematiske betragtning deraf gennem statistikken, samfundsvidenskaben, socialøkonomien danner grundlaget for arbejderklassens ejendommelige verdens- og historieopfattelse. Da arbejderen let kommer til erkendelse af at det ikke er som isoleret individ at han med fordel kan bekæmpe den kapitalistiske udbytning, at hans produktive virksomhed stedse foregår som en samvirken med hans klassefæller, at hans personlige væren og optræden er bestemt af de sociale omgivelser, i forbindelse med andres personlige væren og i den almindelige sociale samvirken, lærer han derved at betragte forholdene i deres sammenhæng, som en eneste organisme. Han bekæmper derfor heller ikke individer, men samfundets institutioner, og at bekæmpe og omstyrte det hele samfund bliver for ham en selvfølge. Det klasseløse samfund og individet som én enhed har derfor for ham ikke noget skrækindjagende eller tvangsmæssigt, tværtimod er det for ham formen hvorunder individet – ikke det undertrykkende, det udbyttende individ – det arbejdende individ, kan erhverve den størst mulige selvstændighed og den frieste udfoldelse af alle sine individuelle evner og anlæg.
Denne historieopfattelse kan selvfølgelig ikke finde nogen gunstig modtagelse hos bourgeoisiet, den må jo støde dettes finfølelse, da den ikke anerkender nødvendigheden af en herskende klasse. »Men den ny retning, som finder nøglen til forståelsen af hele samfundets historie i arbejdets udviklingshistorie, henvender sig til arbejderklassen«. (Fr. Engels, Feuerbach.) Man kan kalde den for proletariatets filosofi, der imidlertid ikke, som den borgerlige, ender i et færdigt system, men stadig forlanger fri bane for den menneskelige ånd, fri for alle økonomiske tryk – til stadig nye fremskridt. De økonomiske forhold, som efter det foregående spiller en så stor rolle, bør derfor blive genstand for arbejdernes opmærksomhed og undersøgelser. I et følgende skrift vil der blive givet en kort fremstilling af Marx’ værdilære, men det må kun betragtes som en indledning, en ledetråd for dem som kunne have interesse af et videre selvstændigt studium af Karl Marx’ værk.
Sidst opdateret 28.6.2008