Udsendt af Nicolaj L. Petersen på eget forlag i København i 1891 ved 20 året for den voldelige knusning af Pariserkommunen. Den er på 31 sider, prisen 25 øre. (Iflg. Carl Heinrich Petersen: Danske Revolutionære, s. 71.)
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 31. jan. 2015 fra perbenny.dk iflg. aftale.
»Oprøret er den helligste af alle pligter, når det er sejrrigt. Det er kun, når det bliver slået ned, at det bliver den største forbrydelse.« Les droits de l’Homme, nr. 75.
Findes dér en begivenhed, som mere end nogen anden har været i stand til at indgyde den herskende klasse skræk, som har været genstand for dens had, og som af den er blevet bagtalt og forvrænget i det uendelige, så er det Pariserkommunen. Findes der en begivenhed, som mere end nogen anden kan begejstre arbejderne i alle lande, som kan samle alle klassebevidste arbejdere til højtidelig mindefest, da er det arbejderrevolutionen i Paris 1871. Hvad var denne kommune, som endnu står for de herskende som en skrækindjagende begivenhed, men som hos de internationale arbejdere vækker følelse af had mod de herskende og af hævn over hine, som har udgydt deres brødres blod? Det var den tredje blodige arbejderkamp i Frankrig i løbet af 40 år; men det vil ikke være den sidste.
I 1830 rejste Lyons arbejdere sig imod det samfund, der tvang dem til lediggang og nød. På deres faner skrev de deres fordring: »Leve arbejdende eller dø kæmpende«. I stedet for brød gav bourgeoisiet de hungrende bly. I 1848 hjalp Pariser-arbejderen de borgerlige radikale til det direkte politiske herredømme ved indførelsen af den borgerlige republik. Da arbejderne også ville have noget af sejrens frugter, da de ville have arbejde og brød, da de fordrede »retten til arbejde«, da holdt man dem lumskelig hen med tomme løfter, indtil man havde samlet så mange pålidelige tropper, at man kunne knuse arbejderne med magt – de arbejdere, som kun forlangte »retten til arbejde« – og 20,000 arbejderes blod måtte flyde på Paris’ gader. »Retten til arbejdet«, blev virkeliggjort gennem det industrielle system, den moderne fabrik, hvor arbejderen blev tvunget til 12-14 timers åndssløvende, udmattende arbejde; men retten til at leve er endnu ikke virkeliggjort.
Kommuneopstanden er den tredje i rækken. Den førtes med endnu større grusomhed fra bourgeoisiets side. Paris arbejderklasse blev forringet med over 100,000, som enten måtte ende deres liv under gadekampene i Paris, blev forvist til New Caledonien, eller flygtet til udlandet for at unddrage sig det blodtørstige bourgeoisi. Klassekampene bliver for hver gang større og mere grusomme, indtil de ender med den ene af parternes fuldstændige nederlag. Det er latterligt at tro, at de blodige kampes tid er forbi, det er kun godtkøbs politikere, som opstiller sådanne påstande, mænd, som vel vil spille en rolle i den »frisindede« politik, men som er for feje til at føre den konsekvent igennem. Dog begivenhedernes gang ledes ikke af individer, og når kampen igen udbryder, da vil vi, som ved alle tidligere kampe, se de »moderate frisindede« stille sig på reaktionens side; thi allerede nu erklærer de disse kampe for et overvundet stadium, hvad andet kan vi da vente af dem, når kampen udbryder. De er kun snakkesalige parlamentarister, der skyer enhver energisk optræden, et hvert frisk vindpust, som forlanger personlige ofre og kraftudfoldelse, som kunne bortfeje noget af det vante spindelvæv i krogene og er en afvigelse fra deres vante træde og resultatløse virksomhed. Arbejderklassen kan kun lære af tidligere revolutioner, den kan af dem lære, hvorledes den herskende klasses sande følelser er overfor proletariatet, lære at vogte sig for de fejl, som tidligere er begået, vogte sig for politikernes fraser, og kun at stole på sig selv.
Kommuneopstanden var en direkte følge af den herskende klasses mangel på vilje og evne til at varetage nationens interesser, efter at den tyske armé havde vundet den ene store sejr efter den anden over de franske tropper. Bestræbelserne, hvorunder denne opstand udviklede sig, gik ud på opnåelse af kommunal selvstændighed. Paris har mere end nogen anden by i Frankrig været tilsidesat på det kommunale område. Paris har aldrig kunnet forstå, hvorfor en by, som rummer mere intelligens og dygtighed end nogen anden by, just derfor skulle berøves sine kommunale friheder, derfor være ude af stand til at våge over ledelsen af sine egne finanser. Denne fornærmelse har Paris følt så meget dybere, eftersom den var vidne til – uden at kunne gribe ind – at dens finanser blev forødet på en måde, som ikke havde andet formål end at blænde udlandet, og ikke andet resultat end en trykkende gæld.« (jfr. diskussionen om amnesti i det franske deputeretkammer d. 16 maj 1876). Under hele kejserdømmets tid havde Paris bestandig stillet fordring om kommunal selvstændighed; det var herom, at den frisindede politik væsentlig drejede sig. Arbejderspørgsmålet blev der ikke ofret nogen tanke af de liberale, tværtimod søgte de at mistænkeliggøre socialisterne ved at fremstille det, som om de spillede under dække med Bonaparte (Geschichte der Kommune, side 9).
Mistænkeliggørelsen er altid et middel i deres hænder, som er sig bevidst, at deres virksomhed ikke bringer det tilstræbte resultat; men som dog søger at beholde deres indflydelse. De socialistiske arbejdere kendte de liberale politikere, de ventede sig ingen hjælp fra den kant. Under kejserdømmets sidste år, 1869/70, udfoldedes en energisk agitation, hvor man samtidig med at man angreb kejserdømmet, blottede venstrepartiet og udfordrede det til diskussion. D. 15 juli 1870, da ministeren Olivier fremmanede den krig, som Bismarck på en så snu måde havde forberedt, drog Paris’ arbejdere med fredsfaner, som bar indskriften: »Leve freden« gennem byen, syngende: »For os er alle folkeslag brødre og tyranniet vor fjende.« Den størstedel af vejen blev de hilst med bravo, indtil de kom til de finere kvarterer, hvor de kom i strid med de krigslysne bander, og den følgende dag blev de angrebne af gendarmerne med blanke våben.
Da vendte de sig mod de tyske arbejdere og erklærede: »Brødre, vi protesterer mod krigen! Vi ønsker fred, arbejde og frihed! Brødre, hør ikke på de lejede stemmer, som søger at bedrage eder med hensyn til Frankrigs sande ånd.« Berlins arbejdere svarede tilbage: »Også vi ønsker fred, arbejde og frihed. Vi ved, at der på begge sider af Rhinen bor brødre, med hvem vi er beredte til at dø for verdensrepublikkens sag.« Stolte ord og socialistiske arbejdere værdige. Studenterne i Berlin besvarede derimod de franske studenters fredsadresse med en fornærmelse.
Et socialistisk arbejderparti var på dette tidspunkt ikke tilstede i nogen bestemt form. De forskellige diskussions- og modstandsklubber havde vel sluttet sig sammen til et forbund, og »Internationale«, dette århundredes bedste revolutionære idé, vandt mere og mere indgang i Frankrig, og dets talsmænd søgte at påvirke de øvrige arbejdergrupper; men da krigen udbrød i juli 1870, befandt det revolutionære parti sig på et højst uklart udviklingstrin. Ved krigens udbrud søgte man at bringe lidt mere disciplin ind i rækkerne, og tillige at stramme det radikale venstre lidt op, men dette forblev uimodtageligt for situationens alvor. Krigens gang er bekendt. Tyskernes systematiske fremgangsmåde afgjorde hurtig krigens udfald, og d. 2 september måtte Frankrigs kejser, med en stor og kampdygtig armé, overgive sig til kongen af Prøjsen. Denne begivenhed blev endnu samme dag telegraferet hele verden over, men i Paris omtaler regering og rigsdagsmænd ikke sagen med et eneste ord. Først d. 4 september om natten besluttede man sig til at tale, efter at nogle energiske mænd havde vækket befolkningen, som om aftenen i en ophidset stemning trængte frem til den lovgivende forsamlings mødesal. Gambetta søgte at holde folket tilbage: »I har uret, vi må holde sammen, vi må ikke gøre nogen revolution«, og andre »frisindede« fulgte hans eksempel.
Pariserbefolkningen hørte imidlertid ikke på venstremanden, og samlede sig om morgenen i store masser foran rigsdagsbygningen. De forskrækkede gendarmer lader indgangen fri, og trods venstres anstrengelser fylder mængden snart alle gallerierne. Kammeret søger at bemægtige sig regeringen og er højest forarget over, at man vover at tale om republik. Da mængden bliver larmende, gør Gambetta utrolige anstrengelser for at berolige den: man burde dog først se udfaldet af kammerets beslutning. Denne kendte man i forvejen. Det var Thiers’ forslag og gik ud på, at kammeret skulle udnævne en regeringskommission, der skulle slutte fred for enhver pris, og, for at sætte kronen på skandalen, indføre et parlamentarisk monarki. Heldigvis sprænger en ny menneskemasse dørene, og fra gallerierne spreder mængden sig i salen og tvinger dels de deputerede til at forlade den. Gambetta bliver trængt op på talerstolen og nødt til at forkynde kejserdømmets afskaffelse; men mængden forlanger mere; den udbryder i larmende råb for republikken og fører venstres deputerede (rigsdagsmænd) bort med sig til rådhuset, for at proklamere republiken. Rådhuset var allerede i befolkningens hænder. Her havde nogle af de mænd installeret sig, som i måneder havde forsøgt at rejse en offentlig stemning. Her havde de samlet folket om sig, og søgte at gøre det klar over situationen. Da venstres deputerede ankom, erklærede de sig for regeringen, og nægtede at tage nogle af de af folkemængden foreslåede revolutionære i deres midte. Deres udløbne rigsdagsmandater var deres seneste adkomst til overtagelsen af regeringen.
Da Pariserarbejderne havde proklameret republikken, jublede så godt som hele Frankrig. Det var en kraftanstrengelse fra Pariserbefolkningens side; men den tænkte ikke på at udnytte sin sejr. Den lod en bande af karrieresøgende advokater med Thiers som leder og Trochu som general tage rådhuset i besiddelse. Disse benyttede den opnåede magt i egen interesse. En revolution er aldrig fuldt forberedt, og efter den første sejrsrus gav man sig hen til folk, som dog bestandig havde vist arbejderne deres åbne fjendskab. Disse glemte at hine tidligere havde forrådt dem, havde ladet deres fædre og brødre myrde i tusindvis i 1848, og de overlod dem magten, hvormed de endnu engang på en grummere måde end tidligere lod deres had mod arbejderklassen træde frem. Rigtignok var det kun på den udtrykkelige betingelse, at statsmagten kun skulle tjene til det nationale forsvar men Paris kunne kun forsvares når dens arbejderklasse blev væbnet og forvandlet til en organiseret krigsmagt. Men at bevæbne og organisere arbejdermasserne, det er det samme som at give revolutionen våben i hænde. Pariserarbejdernes sejr over de prøjsiske angribere var det samme som en sejr over de franske kapitalister og over den klikke, som nu havde sat sig i besiddelse af statsmagten. I denne strid, mellem nationale pligter og klasseinteresser vaklede den nationale forsvarsregering intet øjeblik, den blev til en regering for et nationalt forræderi (jfr. Der Bürgerkrieg in Frankreich, udgivet af Internationalens Generalråd).
I spidsen for denne regering stod Adolf Thiers. Fortællingen om hans offentlige liv er Frankrigs ulykkers historie. I forbund med republikanerne før 1830 tilrev han sig under Ludvig Filip en ministerpost ved at forråde sin beskytter Lafitte. Hos kongen indsmigrede han sig ved at foranstalte pøbelangreb mod gejstligheden, under hvilken en kirke og ærkebispens palads blev plyndret. I 1840 foreslog han at befæste Paris, og da republikanerne udpegede denne plan som en sammensværgelse mod Paris’ frihed, svarede han i deputeretkammeret: »Hvorledes kan de tro, at fæstningsværker nogensinde kan blive en fare for friheden! Først og fremmest bagvasker de en hvilken som helst regering ved at forudsætte, at den kunne forsøge på at holde sig ved magten ved et bombardement af Paris ... En sådan regering ville efter sin sejr være hundrede gange mere umulig end før.« I 1871 bombarderede Thiers’ regering selv Paris. Lad andre landes arbejdere mærke sig dette. Nogle dage før Februarrevolutionen erklærede han: »Jeg hører til revolutionens parti, ikke blot i Frankrig, men i Europa. Efter revolutionens udbrud, og Juni-slagterierne, blev han den ledende mand i ordenspartiet. Han var fuldstændig blottet for forståelse af de store bevægelser i den moderne samfundshusholdning. Enhver ændring i det forældede toldsystem var ham en forargelse. Jernbanerne udskreg han som et afsindigt hjernespind. Kun i en henseende var han moderne, han trådte ind i Ludvig Filips ministerium fattig som en kirkerotte, da han trådte ud af det, var han millionær. I Bordeaux, under den Fransk-Tyske krig, var hans første skridt til at redde Frankrig fra en finansiel ruin, at skaffe sig tre millioner francs i årspenge.
Jules Favre, den republikanske oppositionsmand fra kejserdømmet, erklærede kort efter republikkens oprettelse, i et brev til Gambetta, at det ikke var de prøjsiske soldater, men Paris’ arbejdere, man »forsvarer« sig imod. Rigsdagsmanden Milliére, som blev skudt i majugen, havde offentliggjort nogle retslige aktstykker, hvoraf det fremgik, at Jules Favre havde en »arvesag«, der kunne sige »spar to« til alle tidligere og senere prøver på arten. Han levede »på polsk« med en i Algier bosat drukkenboldt kone. Ved hjælp af en mængde bedragerier, der strakte sig gennem en række år, havde han i hendes børns navn tillistet sig en stor arv, og var blevet en rig mand. En af hans første regeringshandlinger var at sætte to mænd, Pie og Taillefer, der under kejserdømmet var dømt for falsknerier, i frihed.
Ernest Picard var indenrigsminister. Han havde en broder, Arthur Picard, som var blevet udstødt af Paris’ børs som svindler og i 1868 var blevet overbevist om at have stjålet 300,000 francs som bankdirektør. Denne broder gjorde indenrigsministeren til redaktør af sit organ, »Den fri Vælger«, og benyttede ham, som det fremgår af deres korrespondance, til at slå mønt af de franske hæres nederlag. Jules Ferry var før d. 4 september en brødløs advokat. Under belejringen bragte han det hurtig som borgermester til at skabe sig en formue af hungersnøden. Hærens overgeneral var Mac Mahon, den overvundne fra Sedan. I krigen havde han kun spillet en general baglæns rolle. Ved Sedan nedlagde han sin kommando, for at en anden kunne overgive den franske hær til tyskerne. Overfor sine landsmænd i Paris genfandt han hele sit blodtørstige mod. Da han var blevet republikkens præsident, søgte han ved alle mulige midler at forråde den. Det var til en sådan bande, at Paris hengav sig i fuld tiltro. Man ønskede at slå de fremmedes indtrængen tilbage og troede, at forsvarsregeringen havde evner og vilje til at gennemføre dette; thi den optrådte i ethvert tilfælde som om den havde det afgørende middel i lommen. For lukkede døre talte disse forrædere kun om fredsslutning og erklærede, at »modstand er en heltemodig dårskab« (Trochu). »Man må forsvare sig for ærens skyld, men ethvert håb er dårskab« (Picard). »Vi kan ikke forsvare os, vi er bestemt på ikke at forsvare os« (chefen for Trochus generalstab). I et manifest til befolkningen udtalte regeringen derimod, at Trochu aldrig ville kapitulere, og at de ikke ville afstå en fodsbred jord eller en sten af Frankrigs fæstninger. Paris, som glødede af iver og begejstring, fik imidlertid snart øjnene op, da regeringen ikke traf nogen alvorlig foranstaltning, og Paris kort efter blev indesluttet af den prøjsiske armé. De revolutionære havde tilsagt regeringen deres »virksomme og ubetingede bistand« for det nationale forsvar, men ikke blind tiltro. Lige overfor regeringens uvirksomhed samlede de, sig til handling. Allerede d. 4 september havde de i offentlige forsamlinger opfordret til at danne opsynskomitéer i alle distrikter, til at våge over borgermestrene, og til at sende 4 medlemmer til en centralkomité. Resultatet af disse stormende valg var en komité af arbejdere, embedsmænd og forfattere, som allerede for længere tid havde været virksomme i den revolutionære bevægelse.
D. 14 september forlangte denne komité ved offentlige plakater valget af en kommunalregering (kommune), som skulle have politimagten under sin kontrol; at man burde tilegne sig alle uundværlige levnedsmidler, væbne alle borgere, afsende kommissionærer til provinserne, for at bringe disse til at rejse sig, vælge alle embedsmænd og have fuldstændig presse- og forsamlingsfrihed. Bourgeoisibladene stemplede dette som noget prøjserne havde deres hænder med i spillet i. Dog Paris levede endnu i salig tillid til regeringen. D. 20 september lovede regeringen denne komité, at de ville forsvare Paris til det yderste, og at kommunalvalgene skulle finde sted inden en måned. To dage senere udsattes, de til ubestemt tid. Imidlertid blev fordringen om en kommunalregering bestandig lydeligere, eftersom man indså at forsvarsregeringen ikke traf nogen alvorlig foranstaltning til landets forsvar. Disse fordringer båres væsentlig frem af de revolutionære. Deres tilhængere voksede hurtig i antal, og de gav ofte deres anskuelser tilkende ved demonstrationer foran rådhuset, hvor råbene »Kommunen leve«, »Ned med Trochu«, mindede regeringen om den stigende utilfredshed. Hverken en Trochus eller Jules Favres veltalenhed var i stand til at berolige mængden, og tilsidst gik man ind på at forhandle, men ikke med det formål at tage hensyn til mængden, thi regeringen erklærede det senere for under sin værdighed, at tage et sådant hensyn.
Da kom efterretningen om overgivelsen af Metz, og samtidig efterretningen om Thiers’ forhandlinger med prøjserne om en våbenstilstand. Hele Paris rejste sig harmfuld ved denne efterretning. Toulouse, Marseille og St. Etienne kom ligeledes på benene. »Pariserbefolkningen var« siger Jules Ferry, »lige fra de højeste til de laveste, fjendtligsindede imod os«. En dydig harme gennemtrængte alle. Altså var regeringens store løfter og pralende ord, med hensyn til nationens forsvar, humbug; man havde altså bedraget offentligheden. Kl. 11 om formiddagen strømmede mængden sammen foran rådhuset og råbte »ingen våbenstilstand« trods militærets modstand bemægtigede man sig forpladsen. Da kom nogle af regeringens venner og standsede mængden, idet de svor dyrt på, at regeringen anstrengte sig for det almene vel. En ny menneskestrøm trængte frem, og under råbene »Ned med Trochu«, »Kommunen leve« når den frem indtil tronsalen. Fra arbejderkomitéen blev regeringens afskaffelse proklameret, og regeringen var næppe sluppet så nådigt fra den harmfulde mængde, dersom denne ikke var blevet beroliget af arbejdernes førere. I løbet af dagen forbliver rådhuset i de revolutionæres magt, men da ingen planmæssig sammenvirken øjeblikkelig var mulig mellem de forskellige grupper, lykkedes det igen regeringen at sætte sig i besiddelse af magten, og dermed at fortsætte sit forræderi imod nationen. Regeringen havde i farens øjeblik lovet at ville udskrive valgene til en kommunalregering; så snart den imidlertid troede faren vel overstået, modsatte den sig valget efter bedste evne, og i stedet for lod den en offentlig afstemning om sin egen berettigelse foretage, der vel, som stemningen var, skaffede den en majoritet; men 60,000 af Paris’ borgere nægtede at give den et tillidsvotum.
Til at forsvare sig gjorde man derimod ikke noget alvorligt skridt. 253,000 militære fandtes i Paris foruden 300,000 nationalgardister; men denne masse bevæbnede lod man ikke en gang kæmpe, ja, hvad mere er, man inddelte den i grader, hvorved arméen ikke blev noget samlet hele, og der forårsagedes had og rivninger mellem de forskellige dele. Ophidset af generalstaben fattede arméen had mod det Paris, der pålagde den unødvendige anstrengelser. Mobilgardisterne fra provinserne blev ligeledes forbittrede efter at være ophidsede af deres officerer, de ædle junkere. Man foragtede nationalgarden og kaldte dem hånligt »kæmperne til det yderste« og »de 30 sous«, fordi pariserne siden belejringen fik 30 sous i godtgørelse. Man kunne hver dag befrygte et sammenstød. Nationalgarden, som bestandig forlangte at blive ført mod fjenden, tvang man til lediggang. »De borgerlige havde erklæret, at de ikke ville slås, når arbejderklassen var bevæbnet og havde udsigt til at få overhånd.« Tiltrods for at man offentligt pralte med, at befolkningen havde godkendt regeringens fremgangsmåde, så følte man sig dog overbevist om, at Paris var en afgjort modstander af regeringens fremgangsmåde, og derfor søgte man med alle midler at svække det og sløve dets våben. Det første skridt i denne retning var udfaldet ved Champigny, hvor general Ducros, som en anden Leonidas, erklærede: »Jeg aflægger her for hele nationen den ed, at jeg kun vil vende tilbage som sejrherre eller som død. I vil kunne se mig falde, men ikke vige.« Denne ed forhindrede ikke den tapre general i at vende tilbage, slået og med resterne af sin arme. Ja, man fortæller endog i Paris, at en general spillede billard i Vincennes, medens hans soldater sloges. Udfaldene ved Buzenval og Montretout var ligeledes kun åreladninger af nationalgarden (»man må lade nationalgarden hugge ned, da den absolut vil have det«, sagde en infanteri oberst, undersøgelsen d. 4 september, Oberst Chaper); man måtte give det udseende af, at man ville lade den kæmpe, men man udsatte den kun for den fjendtlige ild, uden at den selv kunne få lejlighed til at anvende sine våben. Af 150 kanoner blev kun 30 bragt i anvendelse ved Buzenval. Med et mod, der var gamle tropper værdig, indtog pariserne Redouten ved Moutretout, og parken ved Buzenval, og så befalede man dem tilbage til Paris, efterladende de erobrede stillinger uden skyts, som et let bytte for prøjserne. De tilbagekommanderede nationalgardister skummede af raseri over denne krigsførelse, og de forstod, at man kun havde ført dem ud, for at de kunne blive åreladte.
Nu indså Paris, hvilken afgrund forsvarsregeringen havde ført dem til, og forsvarsregeringen anså det heller ikke mere om at være nødvendigt at forstille sig og lod masken falde. Jules Favre og Trochu sammenkaldte borgermestrene og meddelte dem, at alt var tabt, og at man måtte slutte fred for enhver pris – kapitulere. Efterretningen herom gennemløb byen og frembragte en opvågnen af Pariser befolkningen. Altså havde man udholdt kulde, sult og nød, man havde betroet sig til en regering, som havde lovet at befri Paris for den skændsel at overgive sig til fjenden, som havde svoret aldrig at ville kapitulere, for tilsidst at opdage at den kun havde holdt byen i uvished med store ord. Uviljen mod regeringen truede med at bryde ud i åbent oprør. De ledende mænd bliver tvivlrådige, og Trochu må trække sig tilbage. Befolkningen befrier Flourens og andre politiske fanger fra fængslet, og politidirektøren indgiver sin demission med den motivering, at han ikke mere har nogen autoritet. Den ny guvernør begynder sin virksomhed med at ruste sig imod Paris; han samler tropper i Paris og befæster rådhuset. Regeringen lader talrige personer (83) arrestere, og naturligvis sådanne, som for en stor del var fuldstændig uskyldige, samt undertrykker de republikanske blade og stempler dertil de revolutionære som folk, der går i fjendens ledebånd. Der var kun én alvorlig hindring, der stod i vejen for regeringens forræderiske sammensværgelse. Det var Paris’ arbejderbefolkning. At afvæbne denne, gøre denne skadesløs, måtte derfor ligge regeringen meget mere på sinde, end organisationen af modstanden mod den ydre fjende. Paris’ arbejderbefolkning, som brændte af begærlighed efter at gøre en hæderlig ende på kampen mod prøjserne; den kunne man dog ikke godt afvæbne, men at lade den slås og eventuelt sejre, det turde regeringen heller ikke, thi da havde den jo ikke mere spor af ret til at optræde som regering.
Republikken det var revolutionens værk fra d. 4 september, på grundlag af den var forsvarsregeringen dannet. Nationalforsamlingen i Bordeaux havde ligeledes kun sin retstittel af den nye tingenes orden, som var fremkaldt af revolutionen. Og dog bekæmpede man republikken og alle republikanske bestræbelser, med et grænseløst had. Republikanske blade blev undertrykte, kendte energiske republikanere fængslede. Blanqui og Flourens, to af de mest energiske blandt de revolutionære, blev dømt til døden, og regeringen gik hensynløst frem imod alle, der havde taget del i den folkelige bevægelse. De betydningsfuldeste embeder bliver besat med personer, hvis had mod republikken var almindelig bekendt. General Vinoy, som i 1852 havde været Napoleon d. IIIs værktøj til at knuse republikken, bliver således udnævnt til guvernør for Paris, den bonapartistiske gendarm Valentin til politidirektør og jesuiter generalen Aurelles de Palladine, der havde svoret troskab til 3 forskellige regeringer, til kommandant for nationalgarden, og nationalforsamlingen i Bourdeaux var en eneste stor demonstration mod det republikanske Paris.
Fra nu af indser det republikanske Paris, at det kun har sig selv at stole på. De revolutionære organiserer sig. Nationalgarden, som talte 300,000 mand, vælger en centralkomité, bestående af delegerede fra de respektive bataljoner (nogle enkelte bonapartistiske undtagne). Det var ikke bekendte folk, der dannede denne komité, ingen agitatorer eller bekendte politikere; det var arbejdere, revne bort fra deres værksted, småhandlende, hentede ud af deres butik, det var folk, som regeringen hånlig kaldte »de ubekendte«, men som dog kom til at spille en betydelig rolle i den nærmeste tid. Thiers havde af sine venner ladet sig udnævne til chef for den udøvende magt, og gik nu mere systematisk, om end mindre retslig frem mod Paris’ arbejderbefolkning, og han havde af sejrherrerne fået tilladelse til at beholde et antal tropper med det udtrykkelige formål, at holde Pariserne nede. Det første skridt måtte derfor for ham være, at afvæbne nationalgarden. Denne ejede nemlig selv sine kanoner; som dens ejendom var de blevet anerkendt af sejrherrerne, da de ellers måtte have været udleveret sammen med andre våben ved kapitulationen. D. 26 februar, da det rygtedes, at prøjserne ville trænge ind i byen, havde nationalgarden opbygget barrikader i de kvarterer, hvor de ventede at støde på den tyske hær. 20,000 mand var trængt frem til Champs Elyséés, alt var forberedt til en gadekamp, og man var bestemt på at forsvare sig til det yderste. Da kom efterretningen om, at freden var undertegnet, og det var nu nationalgardens første tanke at bringe de af dens kanoner i sikkerhed, som regeringen på en forræderisk måde havde ladet henstå i de kvarterer som skulle besættes af de tyske tropper.
Thiers forlanger nu af nationalgarden, at den skal udlevere sine kanoner, og han støtter sin fordring på en notorisk løgn, nemlig, at kanonerne var statsejendorn. Nu var imidlertid Paris blevet sig faren bevidst og stod på vagt. Tiltrods for de lange lidelser det havde udstået under belejringen, besluttede det dog at vedblive med modstanden imod de franske forrædere. Regeringens beslaglæggelse af nationalgardens kanoner skulle kun være et forspil til en almindelig afvæbning af Paris og dermed gøre ende på den revolution, hvis værk var republikken. Regeringen påbegyndte nu underhandlinger med nationalgarden om udlevering af kanonerne; men samtidig vedblev den sine forfølgelser mod de republikanske folkeledere og lod 3 dødsdomme fuldbyrde mod folk, som havde taget del i folkebevægelsen d. 31 oktober. Midt under forhandlingerne sendte Thiers general Aurelles de Palladine til Montmartre medtagende heste (rigtignok utilstrækkelig), for straks at bortføre kanonerne. Befolkningen modsatte sig dog det med held, og nationalgarden var nu overbevist om, at regeringen ville søge at overrumple den, for at bortføre kanonerne. Den indså nu nødvendigheden af at gøre det afgørende skridt og tage ledelsen af byen i sine hænder. Dagen efter var d. 18 marts. Den første begyndelse til borgerkrigen gik således ud fra Thiers, idet han sendte en hob politisoldater og nogle linieregimenter til Montmartre, for at bortføre nationalgardens kanoner. Dog dette natlige røvertog blev slået tilbage af befolkningen. General de Palladine havde i forvejen ladet sine sejrsberetninger trykke, og Thiers havde plakater parat til at forkynde landet sit statskup. Da det nu ikke blev en sejer for regeringen, måtte Thiers udstede andre opråb, hvori han meddelte sin højmodige beslutning om at lade nationalgarden beholde sine våben, og han håbede, sagde han, at den ville slutte sig til regeringen imod oprørerne. Af 300,000 nationalgardister var der kun 300 som fulgte Thiers’ anvisning.
Centralkomiteen var på dette tidspunkt den ledende sjæl i Paris. D. 18 april satte den sig, uden at en dråbe blod måtte flyde, i besiddelse af Paris. I den proklamation som den udsteder til befolkningen, hedder det:» midt i den herskende klasses afmægtighed og forræderi, har hovedstadens proletarer forstået, at timen er kommet for dem, til at frelse situationen, ved at tage ledelsen af de politiske affærer i hånden«. »Skal arbejderne, de, som frembringer alt og intet nyder, de, som lider midt imellem de ophobede produkter, som er frugten af deres anstrengelse og sved – skal de uophørlig være udsatte for hån og skændsel? Skal det aldrig tilstedes dem at arbejde for deres egen befrielse, uden at der rejses et enstemmigt forbandelseskor imod dem? »deres ældre broder, bourgeoisiet som har fuldført sin befrielse for over ¾ århundrede siden, – forstår ikke nu, at tiden til proletariets befrielse er kommen... »hvis den herskende klasse, siden afvigte 4 september havde ladet folkets bestræbelser få frit løb, hvis den frivilligt havde indrømmet arbejderne den fælles ret, udøvelsen af alle friheder, hvis den havde tilladt dem at udvikle deres anlæg, udøve deres rettigheder, tilfredsstille deres fornødenheder, hvis den ikke havde foretrukket fædrelandets ruin fremfor republikkens sikre triumf i Europa, så ville vi ikke have været hvor vi er ...« »Fremskridtets ild, som et øjeblik er blevet afbrudt, vil genoptage sin gang, og proletariatet vil, trods alt, fuldføre sin befrielse«.
Denne nye regerings formål var at fremskynde valgene til kommunalregeringen, og da nedlægge sin magt i dens hænder. Thiers’ regering flygtede hovedkulds til Versailles, og tog med sig hele det »pæne« selskab som kun kan leve i korruptionens mudderpøl, og som skyer en virkelig folkelig regering. Men ved denne hastige flugt glemte Thiers at medtage de aktstykker, som beviste hans regerings forræderi mod den franske nation. Og for at tilintetgøre disse beviser »ville disse folk ikke sky tilbage for at forvandle Paris til en bunke ruiner, overskyllet af et blodhav«, sagde Kommunen i et af sine manifester til provinserne. For ordensheltene var dette et skrækkens budskab. De frygtede, at arbejderne nu ville tage hævn, men skrækken blev deres eneste straf. Hvis man nogensinde med ret kan sige, at stilstand er tilbagegang, så passer det uden tvivl på d. 18 marts. Paris var enig på denne dag, man åndede atter frit, da Thiers og hans banditter var flygtet til Versailles. Men centralkomiteen var for skånsom imod republikkens fjender. Politisoldater og gendarmer fik uhindret lov til at gøre hvad de ville, man lod reaktionen i fred, lod den samle kræfter og tage den ene gode stilling efter den anden i besiddelse.
D. 22 marts havde en del, mod republikken fjendtligsindede mænd, samlet sig til en »fredelig« demonstration, de vare ledede af bekendte bonapartister. Overalt mishandlede de nationalgardens patruljer og poster. De trængte frem mod Vendome-pladsen for at overrumple nationalgardens hovedkvarter. Med råbene: »Ned med morderne«, »Ned med centralkomiteen» søgte de at gennembryde vagten. Som svar på demonstranternes revolverskud, blev den regelmæssige lovformelige opfordring stillet til dem, og da dette ikke frugtede, kommanderede generalen »fyr«, og en salve var tilstrækkelig til at drive dem i vild flugt. De efterlod talrige våben, som et bevis på demonstrationens »fredelige« karakter. Denne begivenhed er af reaktionen blevet stemplet som en »skændig af slagtning af ubevæbnede borgere«. Centralkomiteen traf nu foranstaltninger til at bringe de civile autoriteter til at udskrive valgene. Ved befolkningens truende holdning blev valgene udskrevet til d. 26 marts, og denne dag var en af Paris stolteste. 230,000 vælgere afgav deres stemme; et antal, som viser en overordentlig livlig deltagelse i valgene, og af valgene fremgik en forsamling af arbejdere, socialister og forfattere. En del af Versailles-regeringens venner var ligeledes blevet valgt, men da de så, at flertallet var arbejdere og arbejdervenner, så trak de sig tilbage. Var valgene faldet ud til reaktionens fordel, så ville man ikke have haft noget imod dem, men da udfaldet blev en arbejderforsamling, så blev denne, endskønt lovformigt udskrevet og valgt, erklæret for forbryderisk, blev bagtalt og kvalt i blod.
Kommunen var en forsamling, der beskæftigede sig direkte med at afhjælpe den forhåndenværende trang: men den tog også fat på at organisere hele den politiske magt på et nyt og bedre grundlag end hidtil,, så at det arbejdende folk kunne gøre sin berettigede indflydelse gældende. Da Paris nu en gang havde en bevæbnet arbejderklasse, og kun ved hjælp af den var i stand til at gøre modstand, så gjaldt det for kommunen at gøre det bevæbnede folk til en varig institution i modsætning til den stående hær. Den udøvende og kontrollerende magt skulle være hos folket selv. Alle embedsmænd, alle dommere skulle vælges ved almindelige valg og være ansvarlige over for deres vælgere, embedsmændene skulle være folkets tjenere, ikke deres herrer, og det skulle gøres umuligt for dem at benytte deres embeder til at tilegne sig fordele. Alle store lønninger blev afskaffet, enhver offentlig tjeneste fra kommunens medlemmer og nedefter skulle udføres for arbejdsløn. Pariserkommunen skulle være et mønster for alle større byer i Frankrig, og Kommunen skulle være den politiske form for selv den mindste landsby. Kommunerne skulle være selvstyrende og forbunden med hverandre gennem kredsforsamlinger og disse igen sende repræsentanter til en nationalforsamling i Paris. De få hverv, som endnu var tilovers for en centralregering, skulle udføres af kommunens embedsmænd, som vare strengt ansvarlige. Kommunalforfatningen ville give samfundet alle de kræfter tilbage, som det ved staten, der tærede på det og hæmmede dets fri bevægelse, havde mistet.
»Pariserkommunen« var den første revolution, hvor arbejderklassen var den eneste klasse, der var situationen voksen, og det var en storartet forandring, der foregik med Paris under dens herredømme. Der var ikke mere spor af det overdådige, udsvævende Paris, det var ikke, som tidligere, samlingsstedet for de »fine«, der her forødede den rigdom, de havde udpint af deres landsmænd. Der var ingen natlige indbrud, næsten ingen tyverier. Gaderne var virkelig sikre, og det uden noget som helst politi. Kommunen blev forvaltet med en billighed, som kun arbejderne kan gøre det, og Paris var blevet en arbejderby i ordets virkelige betydning.
Den sejrrige arbejderrevolution d. 18 marts bragte den herskende klasses onde samvittighed i oprør, og dog forløb denne dag, med at arbejderklassen tog den udøvende magt i besiddelse, uden at en dråbe blod måtte flyde. Fra d. 28 marts indtil versaillernes indtrængen i Paris var revolutionen så fri for alle de grusomheder, der kendetegner de borgerlige modrevolutioner. Thiers åbnede borgerkrigen for anden gang d. 12 april, efter at Mac Mahon havde samlet så mange tropper, som formentes at være nødvendige, til at undertrykke Paris. Dagen i forvejen havde han i rigsdagen erklæret krigen. D. 2 april, om middagen, åbnedes krigen mod Paris, idet versaillerne angreb kasernen og barrikaden ved Courbevoie. På dette sted blev indtrængerne vel dreven tilbage, men trods det, at pariserne her, som andre steder, kæmpede med en udholdenhed og tapperhed, der var deres sag værdig, måtte de alligevel trække sig tilbage. Ved lyden af kanonskuddene blev Paris opmærksom; men man troede ikke på noget angreb. Det måtte være en eller anden festlighed eller i det højeste en misforståelse. Da imidlertid ambulancevognene bragte de sårede til byen, da den efterretning spredte sig i den, at nu begyndte belejringen påny, udbrød der en sand panik. Barrikaderne blev igen opbyggede, man bragte kanonerne på voldene, og i løbet af et par timer var 80,000 mand på benene, og råbte: »Mod Versailles«. Kvinderne fremskyndede deres mænd og ville selv marchere foran. Belejringens rædsler væltede igen ind over den ulykkelige by. Intet under at kvinder og mænd tænkte på at afvende dem.
Den planløshed, som man kan forstå der opstod ved samvirken af de i temperament, anskuelse og forståelse højst forskellige individer, som dannede Kommunen og centralbestyrelsen, umuliggjorde en virksom fremgang imod Versailles. Den store mængde af menige besad begejstring og tapperhed nok til, under den rette ledelse at sejre over Versailles. Blandt de ledende derimod var der uklarhed, og de enkelte, som havde energi nok til at gribe sagen praktisk an, mødte modstand hos dem, som ikke gjorde andet end tale, ja blev endogså mistænkeliggjort. De menige soldater kæmpede beundringsværdig i regn og slud, uden at der blev truffet ordentlige foranstaltninger til at forsyne dem med proviant og ammunition, eller til at afløse dem til passende tid. Versailles derimod fik bestandig forstærkning af de fra fangenskabet hjemvendende franske soldater, som ikke vidste, hvad der i løbet af deres fangenskab havde tildraget sig, og for hvem man, lige så vel som for provinserne, fremstillede sagen i et falskt lys. Pariserne, som kun ville forsvare deres nærmeste interesser, gik frem efter folkerettens love. Thiers bande havde personlige fordele at varetage, den måtte tilintetgøre beviserne for sine forræderier imod nationen, og derfor myrdede den med en vildhed og hensynsløshed, som man forgæves søger mage til i historien. Der var ikke tale om at give pardon, alt blev slået ned for fode; i den blodige maj uge måtte over 30,000 arbejdere bide i græsset. I de efter kommunens fald foretagne massearrestationer og domme, søger man at tilintetgøre alt det, som i virkeligheden stiller sig på arbejdernes side. I blod drukner en bevægelse, som går i retning af frihed og fremskridt, og dens bødler er det egoistiske , hensynsløse og magtlystne bourgeoisie, hvis udelukkende formål er rigdom og magt.
Forholdsregler, der blev vedtaget af Kommunen: »a) Arbejderne fritages for at betale den forfaldne husleje for terminerne oktober, januar og april. b) Forbud mod at sælge de sager, som var pantsat på assistentshuset. c) Kirkens adskillelse fra staten, afskaffelse af kultusbudgettet. Konfiskering af legater til kirken til fordel for det almindelige vel. d) Der tilstedes enhver kommunekæmper, som er blevet såret i kampen for den kommunale frihed, en sum fra 300-1200 francs. e) Der tilstedes de faldne kommunekæmperes enker (legitime eller ej) en årlig pension på 600 francs og 365 francs for hvert barn til dets 18de år. f) Adoption af familierne efter ofrene fra d. 22 og d. 18 marts. g) Forbud mod at en person har flere kommunale embeder samtidig. Fastsættelsen af den højeste løn for nationale og kommunale embedsmænd til 6000 francs. h) Skolen frigøres såvel fra statens som kirkens indblanding. Lærernes såvel som lærerindernes løn fastsættes til 2000 francs, hjælpelærernes af begge køn til 1500 francs. i) Nedrivelse af vendomesøjlen. j) Afskaffelse af edsaflæggelsen. k) Lov, hvorefter alle arbejderforeninger såvel som industri- og handelskamre opfordres til at indsende lovforslag angående vareomsætningen. l) Fastsættelse af arbejdslønnen ved alle offentlige arbejder. m) Frigivelse af alle genstande, som var pantsat på assistentshuset. n) Fabrikker og værksteder, som var blevet forladt af deres ejere, blev genåbnet og overdragen arbejderforeningerne til afbenyttelse. o) Fremlæggelsen af en protokol for arbejdssøgende og arbejdskøbere på alle mairerierne (magistratens kontorer) tilligemed de gensidige betingelser. p) Forbud mod natarbejde i bagerierne. q) Ophævelse af alle private arbejds- og fæstekontorer. r) Ophævelse af æreslegionen og lignende ærestitler og de dermed forbundne pensioner. s) Nedsættelse af en permanent komite til at undersøge de sociale spørgsmål. t) For at vise sit broderlige og menneskelige sindelag sendte Kommunen understøttelse til nogle kvinder, hvis mænd var i versailles-armeen, og skrev på en opfordring til frivillige gaver: «kommunen har sendt brød til 92 kvinder, hvis mænd kæmper imod os. u) Enker hører ikke til nogen fane. v) Republikken har brød for alle ulykkelige og et kys for alle faderløse.«
Dersom den franske nation bestod af kvinder, hvilken skrækkelig nation ville den da ikke være? Daily News, maj 1871
»Tro ikke, I kan holde stand, alle eders fjender svømmer i tårer, vore derimod græder ikke«, sagde en kommunard d. 25 marts til storborgernes bataljon i 1 kreds. Proletarkvinden holdt ikke sin mand tilbage, tværtimod, hun påskyndede ham. Hun bragte ham mad og drikke på valpladsen, som hun tidligere havde bragt det på værkstedet. Kvinderne greb selv til våben, de var de sidste i ilden i fægtningen ved Chátillon. Kvinden ofrer sit liv for menneskehedens sag lige så vel som manden. »Den hellige feber, som gløder i kvindens hjerte«, kan udnyttes i enhver kamp for den lidende menneskehed. Kvinderne plejede med over menneskelig anstrengelse de sårede og udmattede. De faldt i massevis på valpladsen og som ofrer for de hævngerrige Versailles forfølgelser. Glædespigerne (le demi-monde), som var opfostrede i den kejserlige urenhed, kunne ikke blive i Paris under revolutionen. De ledsagede deres kunder til Versailles, eller også udbyttede de prøjserne i St. Denis. For dem var der ingen plads i det kæmpende revolutionære Paris.
På boulevarden Filles de Calvaire havde kommunekæmperne længe forsvaret deres barrikade mod versaillestropperne. Geværilden blev svagere og svagere og da soldaterne tilsidst stormede barrikaderne, fandt de kun en 15 års knøs levende tilbage. Kommandanten befalede at han skulle skydes. Drengen bad om tilladelse til først at bringe sin gamle moder et guldur, som han bar hos sig, og lovede straks at komme tilbage. Ledet af et øjebliks medfølelse lod kommandanten ham gå og gjorde ikke regning på at se ham igen. Desto større blev hans forundring da drengen kort efter viste sig og sagde: »me voila« – »her er jeg«. Han blev stillet op ad muren og skudt.
Under det natlige overfald på Montmartre, førte Lecomte det 81 linieregiment. På pladsen Pigale stødte han på en hob ubevæbnede. Han befalede 4 gange at give fyr; dog tropperne nægtede at skyde på værgeløse kvinder og børn, og i stedet for skød de ham selv. Det var de samme soldater, som henrettede general Clement Thomas. Denne general var en utilfreds oversergent. Han blev general ved nationalgarden da general Tamisier trådte tilbage, fordi han ikke ville besmudse sit navn med en skændselsgerning. Cl. Thomas brugte sin myndighed til at ophidse de borgerlige bataljoner imod arbejderbataljonerne, han opløste flere af disse sidste under påskud af fejhed og just dem, som ved deres tapperhed havde aftvungen selv fjenden beundring. Han modarbejdede den almindelige bevæbning, og havde et par dage i forvejen forelagt krigsministeren en plan til »udryddelse af pariserrakket«. Efter det mislykkede røveri af nationalgardens kanoner kunne han ikke dy sig, men gik til kamppladsen som privatspion, og blev her genkendt af Lecomtes soldater og skudt.
»De fangne gjorde holdt på Uhrich avenuen, og blev opstillede i 4-5 geledder på gangstien. Generalen marquis de Gallifet og hans stab steg af hesten og inspicerede rækkerne. Generalen gik langsomt langs rækkerne; hist og her standsede han, idet han berørte en mand ved skuldrene, eller vinkede ham frem fra de bageste rækker. Den, der således blev udsøgt, blev for det meste uden nogen forhandling, opstillet midt på vejen, hvor de snart dannede en kolonne. Det er klart, at her var mulighed for betydelige fejltagelser. En bereden officer gjorde generalen opmærksom på en mand og en kone på grund af en særlig misgerning. Konen styrtede frem af rækkerne og besvor med udstrakte arme sin uskyldighed. Generalen ventede et øjeblik og sagde da med fuldstændig køligt ansigt og holdning: »madam, jeg har besøgt alle teatre i Paris, så det et ikke umagen værd at spille komedie«. »På den dag var det ikke godt for nogen at være mærkelig større, smudsigere, renligere, ældre eller hæsligere end de øvrige. Ved en mand var det mig særdeles påfaldende, at han havde en indslået næse at takke for sin hurtige forløsning fra den jordiske jammerdal. Over hundrede blev således udsøgt, og en afdeling soldater kommanderede frem til nedskydning; den øvrige kolonne marcherede videre, medens hine blev tilbage. Et øjeblik efter hørte vi geværild bag ved os, som med korte afbrydelser varede over et kvarter. Det var henrettelsen af hine ulykkelige på denne måde dømt«. Fra Pariser-korrespondance til Daily News d. 8 juni 1871.
D. 24 maj opstod der en stor larm foran fængslet la Roquette, hvor man dagen i forvejen havde bragt 300 gidsler hen, der var blevet holdt i fangenskab for at sætte en dæmper på versaillernes grusomme fremgangsmåde mod de fangne kommunekæmper. Blandt en mængde nationalgardister, som var yderst forbitret på grund af den stedfundne nedslagtning, befandt sig en delegeret fra sikkerhedskomiteen, som sagde: »Da man på en så morderisk måde har nedskudt vore folk, så skal seks af gidslerne henrettes. Hvem af eder vil danne pelotonen?« »Jeg, jeg!« råbtes der fra alle sider. Den ene trådte frem og sagde: »Jeg vil hævne min fader« – en anden »jeg vil hævne min broder« – »jeg vil,« råbte en nationalgardist, »thi de har skudt min kone.« Enhver stillede sin ret til hævn i forgrunden. 30 mand bliver udvalgt som træder ind i fængslet og efter at de seks gidsler er blevet betegnet, henretter dem. Blandt disse seks var ærkebiskoppen Darboy. Kommunen havde adskillige gange tilbudt Versailles regeringen at ville udlevere ham sammen med andre imod Blanqui, den berømte revolutionære, som befandt sig i Versailles fængsel. Thiers modsatte sig bestandigt hårdnakket dette. Ærkebiskop Darboy var nemlig en af de mest frisindede præster under kejserriget, og den sorte klikke, som var Thiers styrke, havde ingen interesse af at denne mand blev i live.
Faubourg St. Antoine, denne revolutionernes mindeværdige forstad, forsvarede sig tappert, og tusinde af proletarer fandt her deres død. Gade efter gade trænger Paris fjender frem, efter at forsvarerne er falden. I rue Croatie bliver en kanonér fra armeen, som d. 18 marts gik over til folket, indesluttet. »Du skal skydes!« Tilråbte soldaterne ham. Han trækker på skuldrene og svarer: »Man dør kun én gang.« I en anden gade forsvarer en olding sig. Officeren vil med raffineret grusomhed lade ham skyde på en skarndynge, oldingen modsætter sig dette: »Jeg har kæmpet tappert, jeg har ret til ikke at dø på en skarnbunke.«
Den tyske armé hjalp versaillerne efter bedste evne. I majdagene trængte de frem mod Paris, afvæbnede Kommunens soldater, og jagede dem som vildt for versaillestropperne. 130,000 mand blev af Thiers benyttede til at overvinde Paris. I lange uger varede kampen, og da al modstand var ophørt, begyndte et blodbad, der altid vil stå som en skændsel for den franske historie. Mænd, kvinder, oldinge, børn, alle blev de uden undersøgelse, uden dom myrdet, hensynsløst myrdede, fordi bourgeoisiet var blevet sat i skræk, et øjeblik havde frygtet for, at dets herredømme, dets udbytning, dets uretfærdighed skulle have en ende.
Efter at kampen i Paris var ophørt, var antallet af de direkte frembringere af rigdom, arbejderne, formindsket med 100,000. Disse var enten faldne for prøjsernes og versaillesarméens kugler, smægtede i Ny Kaledoniens fængsler eller var flygtet til udlandet. En slet gerning hævner sig selv. De franske kapitalister var intet uden deres arbejdere, og de manglende 100,000 arbejdere blev et frygteligt knæk for industrien i Paris. Fra Pariser municipalrådets side blev der nedsat en komité til at undersøge dette forhold. Hr. Lockroy, senere fransk minister, meddelte herom i rigsdagen, at flere af Paris industrier havde lidt betydelig skade, medens andre var fuldstændig forsvundne på grund af den mangel på arbejdskraft, som opstod ved nedslagtningen af proletariatet i Paris. Og det var ikke de dårligste arbejdere, der manglede, som det udtrykkelig indrømmedes af hr. Lockroy, der var alt andet end en ven af Kommuneopstanden. Han siger: »Jeg har personlig søgt oplysninger hos pariserbefolkningen, på værksteder og arbejdspladser i alle fag, og overalt har man sagt mig: ganske sikkert stod vore bedste arbejdere i spidsen for opstanden, og hvorledes kunne det være andet? Da man så, at magten kom i hænderne på folket, kunne det ikke godt falde de revolutionære andet ind, end at stille dem i bevægelsens forgrund, som man fra værkstedet kendte som dygtige og indsigtsfulde mænd.«
De arbejdere, som blev behandlet så grusomt af deres egen moder, Frankrig, kappedes fremmede nationer om at få i deres arbejde. Amerikanske agenter tilbød regeringen en pengesum for at overlade dem 4000 fanger til udvandring til Amerika, og ved Satory, hvor 43,000 arbejdere var ført hen som fanger, fandtes der masser af udenlandske agenter, som søgte at hverve de franske arbejdere. De som slap levende igennem den blodige maj uge og de senere forfølgelser, forlod Frankrig og søgte anvendelse for deres arbejdskraft andetsteds, og således hævnede bourgeoisiets grusomhed sig på den franske industri.
Efter kommuneopstanden måtte de store eksporthuse i Paris tilbagevise en stor del af de bestillinger, som indløb. De havde nemlig ikke arbejdere til at udføre dem, og »det var netop vore bedste arbejdere, dem som gav sig af med at lave mønstre og modeller... og i de fag, hvor der forlanges en større intelligens, dygtighed og åndsbevægelighed, mangler forholdsvis det største antal« (Lockrov). I de enkelte fag steg antallet af manglende arbejdere til 10-12.000, ja 15,000. I litografien og specielt kromolitografien, en industri, som væsentlig var opstået i Paris, og hvis mekaniske fremgangsmåde hidtil var ukendt i udlandet, konstaterede general Appert, at der manglede 819 arbejdere. Disse var flygtet til Tyskland og Belgien, og havde dertil medbragt deres dygtighed og fagkundskab, og tyske varer oversvømmede det marked, hvor Paris tidligere havde haft eneret.
Møbelindustrien, som er meget betydelig i Paris, viser lignende resultater. Tidligere blev udenlandske møbler aldrig indført i Paris, nu i 1876 indfører man for henved et par millioner. General Appert opgiver et antal af 1337 snedkere og 204 drejere som blev forviste fra Frankrig. Trægravørerne udvandrede til Metz, hvor de tyske arbejdere havde lejlighed til at lære dem kunsten af. »Af musikalske instrumenter« – harmoniumet blev opfundet i Paris i 1840 – sagde en fabrikant, »udfører vi ingen flere, fordi vore arbejdere er udvandret«. En af Paris fineste kunstindustrier: perlemor- og elfenbensudskæreriet, er næsten fuldstændig forsvunden; en mand, Devarenne, forplantede den til Belgien, ligesom også tyskerne laver en stor del af disse sager. Udførslen af optiske instrumenter faldt med 1/10 af dens værdi. Modeartikler opviser den samme tilbagegang. Udførslen sank med mere end en million, mens der blev indført en masse for over 4 millioner af sådanne artikler, som tidligere kun blev lavet i Paris. Bronceindustrien var ligeledes en af Paris særlige industrier, men da de flygtede kommunarder kom til London, åbnede engelske kapitalister store værksteder, hvor de franske arbejdere kunne gøre deres tekniske kundskaber frugtbringende for engelske fabrikanter. I Brüssel har en fabrikant optaget 400 flygtede filthattearbejdere og derved ruineret flere pariserhuse samt taget en del af de sydamerikanske kunder bort fra Frankrig. Dette var ligeledes tilfældet med hensyn til skotøjsfabrikationen; huse, som tidligere beskæftigede 70-80 arbejdere, havde efter kommunens fald kun 7-10. Hvorledes skulle de da være i stand til at udføre de bestillinger, som indløb fra Sydamerika eller andre steder? Af skræddere var efter general Appert opgivelse 400 udvandrede. Således har kapitalisterne i England, Tyskland, Holland, Belgien, Schweitz og Amerika haft fordel af den fejl, som det franske bourgeoisi begik ved at nedslagte det franske proletariat i den blodige majuge, og ved sin hensynsløse forfølgelse af enhver, der havde taget del i Kommunebevægelsen. Og endnu den dag i dag lider den franske industri under følgerne af, at de flygtede kommunarder forplantede den franske industri til andre lande og således skabte en konkurrance, der ikke så let ville være opstået uden bourgeoisiets blodtørst.
Men dette uhyre blodbad svækkede også i høj grad arbejderbevægelsen; men kun for en tid. Hr. Thiers udtalte i den franske rigsdag, at nu var socialismen død i Frankrig. Hvilken kortsynethed. Af Paris blod og aske hævede det nye århundredes fugl phønik sig. Kommunekampen i Paris gav stødet til oprettelsen af socialistiske partier i forskellige lande: Holland, Portugal, Serbien og Danmark, og de proletariske ideer spreder sig med styrke over hele verden, Frankrig ikke undtagen. Men det skændige blodbad måtte selvfølgelig virke svækkende på bevægelsen i Frankrig. Ikke desto mindre vedblev man endnu en 6-7 år efter Kommunens fald at forfølge og fængsle mænd, som havde deltaget i Kommunens opstande, medens enhver fri foreningsret var afskaffet. Vel dannede arbejderne både fag- og diskussionsforeninger, men disse havde ingen lovlig ret til at eksistere, og blev kun tålte fordi man ikke vovede en så oprørende uretfærdighed, som at ophæve arbejdernes fagforeninger og lade mestrenes blive stående. Først i 1884 bliver arbejderforeningernes lovmæssige beståen anerkendt. Kommunen beviste, at den herskende klasse modsatte sig ethvert fremskridt for arbejderklassen, og efter at den dygtigste, energiske og tapreste del af arbejderklassen havde måttet bide i græsset, er det forklarligt at bevægelsen kan blive ført ind i et possibilistisk spor, og at der kun tales om sådanne ting, og kan udføres, hvad der ikke kommer i strid med det borgerlige samfund (possibilismen). Imidlertid synes det som possibilismen snart har udspillet sin rolle, thi den revolutionære socialisme tiltager bestandig i indflydelse.
Kommuneopstandens direkte virkninger er i første linie republikken, afskaffelsen af monarkiet af guds nåde og al den korruption, som hang så nøje sammen med Napoleon d. IIIs hof og regering, administrationsforholdene bliver gjort mere åbne og tilgængelige for befolkningen, indførelsen af et municipalråd, som vel ikke har nogen stor udøvende magt, men som dog ofte bliver til et talerør for det socialistiske Paris. Dette er, i forbindelse med større politiske friheder, i det hele taget frugten af den blodige sæd fra 1871. Uden arbejderklassens energiske optræden, uden at den havde vist, at den besad vilje og kraft nok til selv at tage ledelsen af byen i sine hænder, uden at have vist, at den var en magt, som man måtte regne med, så ville republikken, som de ledende fra 1870/71 havde vist sig som hadefulde fjender af, ikke have overlevet versaillernes sejr. Republikken er det franske folks arv efter Kommunen. Den herskende klasse tager også mere hensyn til en arbejderklasse, som viser mod og vilje til at byde de herskende trods, og ikke modtager ethvert forbud, ethvert lovbrud med en »energisk protest« og en »ydmyg henvendelse« til undertrykkerne, som ikke blot gør hvad modstanderne tillader, thi disse vil selvfølgelig kun tillade, hvad der ikke kan skade dem selv.
I denne vinter, hvor kulden og nøden har været større i Frankrig end i tidligere år, har regeringen og municipalrådet ydet millioner til de nødlidende, har gjort mere for at lindre den ved kulden fremkaldte nød end noget andet land. Vel er denne understøttelse, som er blevet ydet, langt fra tilstrækkelig til at tilfredsstille alle humane fordringer; men det er et bevis på, at man tager hensyn til Kommunekæmpernes efterkommere. Som et eksempel på udstrækningen af Pariser-municipalrådets hensyn til byens fattige, kan nævnes, at iår fra midten af januar til midten af februar er 109,000 mennesker blevet huset, og at regeringen har stillet offentlige bygninger til rådighed for de husvilde, har indrettet varmesteder for de forfrosne i den koldeste tid overalt i byen. I dette forhold mellem regering og befolkning afspejler sig arbejderklassens energi og selvbevidsthed. Et folk, som reaktionen tør byde enhver hensynsløshed tiden at det knyer, tager man heller ikke hensyn til når det lider nød. Kun der, hvor man frygter proletarerne, frygter, at de muligvis vil tage sig selv til rette, der lukker man pungen op når nøden bliver for stor.
Sidst opdateret 31.1.2015