Sameh Naguib: Den egyptiske revolution (2011)

Begivenheder af verdenshistorisk betydning finder sted i den arabiske verden. En serie af revolutioner, der begyndte i Tunesien og bredte sig til Egypten, Yemen, Libyen, Bahrain og Syrien, er uden tvivl en af de mest alvorlige udfordringer for USA-imperialismen og for kapitalismen på verdensplan i de sidste fire årtier. Hvis vi sætter disse hændelser i forbindelse med den verdensomspændende økonomiske krise, der brød ud i 2008 og fortsætter med at give genlyd over hele verden, og den voksende massemodstand mod stramninger i hele Europa, så er vi tydeligvis på vej ind i en periode med ekstraordinære muligheder og udfordringer for revolutionære socialister over hele verden.

Den egyptiske revolution, der begyndte 25. januar 2011 og væltede Mubarak på 18 dage, er langt den vigtigste af de arabiske revolutioner. Egypten er ikke blot det mest folkerige af de arabiske lande, landet har også den største, mest militante og erfarne arbejderklasse i regionen. Den igangværende egyptiske revolutions skæbne vil komme til at spille en hovedrolle i at afgøre fremtiden, ikke kun for den bredere arabiske revolution, men også for USA-imperialismens og verdenskapitalismens evne – eller mangel på samme – til at inddæmme denne udfordring, hvis lige ikke er set tidligere.

I skrivende stund (primo juni 2011) er den egyptiske revolutions kampe langt fra slut. Vi oplever en langvarig revolutionær proces med frem- og tilbageskridt, perioder med reaktionære angreb efterfulgt af perioder med massestrejker og demonstrationer. Reaktionære kræfter forener sig, både internationalt (USA, EU, Saudi-Arabien og Israel), og lokalt (den egyptiske herskende klasse, hærens generaler, resterne af sikkerhedsapparatet), for at vende, eller for i det mindste at kunne rumme revolutionen.

Det er en pligt for revolutionære over hele verden at opbygge den største og mest militante solidaritetsbevægelse med den egyptiske og de arabiske revolutioner, og lige så vigtigt at opbygge revolutionære bevægelser og organisationer i deres egne lande til at bekæmpe deres egne herskende klasser.

Hvad der her følger, er en forenklet guide til årsagerne til, udviklingen i og udsigterne for den egyptiske revolution i dens første få måneder.

Sameh Naguib, Cairo, juni 2011.
(Forfatteren er ledende medlem af Revolutionære Socialister i Egypten)

Mubaraks sidste turbulente årti

Den egyptiske revolution kom ikke ud af den blå luft. Selvom ingen kunne forudse begivenhedernes gang under det sidste årti af Hosni Mubaraks styre, havde sociale, økonomiske og politiske spændinger nået et niveau der var svært at opretholde.

Mubaraks styre afhang af tre indbyrdes forbundne politikker. Den første var en nyliberalistisk økonomi, der urimeligt integrerede den egyptiske økonomi yderligere i den verdenskapitalistiske økonomi, og internt forarmede den det store flertal af befolkningen. Målet var at pumpe mere profit i pengekasserne hos de multinationale selskaber og en lille gruppe af egyptiske kapitalister.

Den anden politik var at befæste regimet og dets hær som en strategisk allieret, eller rettere satellitstat, der tjente den amerikanske imperialisme og Israel. Den tredje politik var at bevare en skånselsløs politistat, der ville knuse enhver udfordring til regimets magt og kapitalisternes rigdom.

Et centralt element i den amerikanske imperialistiske politik i regionen var, som andre steder i verden, at åbne økonomier for investeringer og udnyttelse gennem multinationale selskaber. Militær og strategisk kontrol af denne vigtige olieproducerende region skulle gå hånd i hånd med liberaliseringen af dens øko-nomier. Dette behøvede ikke at blive påtvunget regionens regimer, da det stemte overens med interesserne hos de lokale herskende klasser. Disse brugte en kombination af nyliberalisme, alliancen med USA og den regionale opbakning til Israel for at få adgang til verdensmarkedet og til at blive partnere med store multinationale selskaber. De har også sikret sig støtte fra USA til deres brutale og antidemokratiske regimer, såsom Mubaraks.

Den store italienske revolutionære Antonio Gramsci fremførte, at for at forblive ved magten kræver enhver herskende klasse en kombination af tvang og samtykke. Gamal Abdel Nassers regime, der kom til magten efter omstyrtelsen af monarkiet ved yngre officerer i hæren i 1952, brugte tvang. Men det gav også indrømmelser til dele af arbejderklassen og bønderne. Nasser spillede også en rolle som forkæmper for antiimperialisme. Hans støtte til den palæstinensiske sag tillod ham at bevare sit monopol på den politiske magt og minimerede oppositionens modstand, både fra venstrefløjen og fra politisk islamisme, indtil 1967-krigen.

Politikken hos Nassers efterfølger Anwar Sadat, og hos Mubarak der kom til magten efter mordet på Sadat i 1981, udhulede gradvist det relative samtykke der var skabt af Nassers sociale kontrakt. Især under Mubaraks 30 års regeringsmagt afhang styret af stadig mere brutal undertrykkelse for at fastholde sit greb om magten.

Nyliberalisme og revolution

Selvom Sadat i midten af 1970’erne begyndte at gennemføre politikker for at liberalisere og deregulere den egyptiske økonomi, kendt som Infitah, var foranstaltningerne begrænset til liberalisering af handelen, og til at fremme en større rolle for udenlandsk og lokal privat kapital. Men økonomien fortsatte med at være domineret af staten og den offentlige sektor til langt ind i 1980’erne.

Det var i 1990’erne, at det frontale angreb på arbejderklassen, byernes fattige og på de fattigere dele af bønderne begyndte. I de følgende to årtier kom en ny klasse af multimilliardærer tilknyttet staten til at dominere den egyptiske økonomi og regeringsform.

I samarbejde med Den Internationale Valutafond (IMF) påbegyndte regimet gennemførelsen af et strukturelt tilpasningsprogram i 1991.

Programmet involverede en tilbagerulning af alle de af Nassers love, der gav de fattige bønder en vis beskyttelse fra det frie markeds hærgen. Prissættelsen af landbrugsprodukter blev liberaliseret, og tilskud til såsæd, gødning og landbrugsmaskiner fjernet. I 1992 lod en lov landbrugets husleje stige, og tillod udsættelse af lejere efter en femårig overgangsperiode. Således blev titusinder af landmænd og deres familier i perioden efter 1997 fordrevet fra jord de havde dyrket i generationer. Jorden faldt tilbage til de oprindelige, for det meste fraværende, landejere.

Et massivt privatiseringsprogram startede i 1996. I 2005 var over 200 af de 314 største industri-og servicevirksomheder i den offentlige sektor blevet enten helt eller delvist privatiseret. Antallet af arbejdere i den offentlige sektor blev reduceret med næsten 50 % fra midten af 1990’erne til 2005. Omkring 20 % af banksektoren blev overført fra offentlig kontrol til den private sektor. Nettoresultatet af denne politik var en hidtil uset forværring af arbejdsvilkårene, en hurtig stigning i arbejdsløsheden og yderligere forarmelse af brede dele af den egyptiske befolkning. Dette blev som sædvanlig koblet sammen med ophobning af massiv velstand blandt topgeneraler, bureaukrater og forretningsfolk, der købte, solgte og spekulerede under hele processen.

Kendsgerningen er, at siden Mubaraks regime begyndte at gennemføre sin nyliberalistiske politik, er procentdelen af egyptere der lever på eller under fattigdomsgrænsen (2 $ om dagen), steget fra 20 procent til 44 procent. Og i Mubaraks sidste årti, hvor BNP-væksten var på sit højeste, steg antallet af de absolut fattigste (mindre end 1 $ om dagen), fra omkring 16 procent til næsten 20 procent.

I teorien kræver nyliberalistiske doktriner en indskrænkning af den offentlige sektor. Reelt drejede denne nyliberalisme sig om at omfordele de offentlige midler til gavn for et lille mindretal. De med gode forbindelser (og milliardærer har som regel gode forbindelser), kunne købe statsejede aktiver til en brøkdel af deres markedsværdi. Virksomheder, der leverede grundlæggende byggematerialer som stål og cement gennem offentlige kontrakter, skabte enorme profitter.

Ifølge Ahmed El-Naggar, lederen for de økonomiske undersøgelser på Al-Ahram Center for Politiske og Strategiske Studier, solgte embedsmænd statsejet jord til politisk forbundne familier til lave priser. De tillod også udenlandske konglomerater at købe statsejede virksomheder for småbeløb, mens de modtog returkommission i bytte.

I 2004 udnævnte Mubarak en ny regering der bestod af top-forretningsfolk og såkaldte “ph.d. teknokrater” – der faktisk var meget ideologisk nyliberalistiske, hovedsageligt britisk uddannede Thatcher-tilhængere og amerikansk uddannede Reagan-tilhængere. Den nye regering valgte at accelerere det nyliberalistiske program. Alt ville blive sat til salg, herunder fabrikker, ørkenjord, landbrugsjord, lufthavne og offentlig transport. Den nye regering nedsatte den øverste skattesats fra 42 % til 20 %, hvilket lod milliardærer og multinationale selskaber betale præcis den samme andel af deres indkomst i skat som små butiksejere.

I perioden 2005-2008 fik den egyptiske regering meget ros af internationale finansielle institutioner, især IMF og Verdensbanken, for at opnå BNP-vækstrater på gennemsnitligt 7 %. Men en af de vigtigste elementer i nyliberalistiske vækstrater er, at de skjuler den ulige fordeling af denne vækst. Det er almindeligt antaget, at høje vækstrater producerer en ”nedsivende” virkning, der i sidste ende forbedrer livet for de fattige. Men det sker ikke. I Egypten skabte de høje vækstrater en hidtil uset velstand for en lille minoritet, men hastigt voksende fattigdom og arbejdsløshed for flertallet.

Efter Mubaraks fald, opdagede efterforskerne de astronomiske størrelser på formuerne, som familien Mubarak, ministre og andre højtstående stats- og partiledere. Dele af den egyptiske og den vestlige borgerlige presse konkluderede, at dette var et resultat, ikke af nyliberalistiske politikker eller fri markedskapitalisme, men snarere af “kammeratkapitalisme”. I henhold til dette argumenterede de, at det var korruption blandt de som skulle stå for driften af staten, og integrationen af deres politiske og økonomiske magt, der forhindrede liberaliseringens politik i at forbedre livet for de fattige. Der er to problemer med dette argument. Det første er, at det intime forhold mellem politisk magt og økonomisk magt er lige så gammelt som kapitalismen selv. Det andet er, at nyliberalismens politik aldrig har handlet om at demontere, eller endda reducere statens rolle i økonomien, men snarere om at øge statens rolle som facilitator af kapitalistisk profit på bekostning af arbejderklassen. Dette skabte et endnu mere intimt forhold mellem stat og kapital, i hvilket korruption og kammerateri blomstrede. Med en omskrivning af en kliché kunne man sige, at kapitalisme korrumperer, og nyliberalistisk kapitalisme korrumperer fuldstændig.

USA-imperialismen og Mubaraks regime

Lige siden Egyptens fredsaftale med Israel i 1979 har den amerikansk-egyptiske alliance været en af de vigtigste strategiske søjler i USA’s dominans i regionen.

I samtlige amerikanske og israelske krige og aggressioner i regionen, har det egyptiske regime spillet rollen som loyal tjener for sine strategiske allierede. Fra den israelske krig mod Libanon i 1982, den morderiske belejring af Beirut og massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, og frem til den barbariske krig mod Gaza i 2008-2009, har Mubaraks regime fortsat sin rolle som en væsentlig formidler og mægler i regionen.

Som Noam Chomsky udtrykker det, betød alliancen med USA, at det var “afgørende, at egyptiske militære styrker var undtaget fra den arabisk-israelske konflikt, så Israel kunne koncentrere sin opmærksomhed (og sine militære styrker), på de besatte områder og den nordlige grænse”. I den første Golfkrig i 1991 deltog egyptiske styrker under amerikansk kommando i et massivt militært angreb på Irak, der med en eufemisme kaldtes “befrielsen af Kuwait.” Generalen, der førte kommandoen over de egyptiske styrker under den krig, var ingen anden end General Mohamed Hussein Tantawi, som har været Mubaraks forsvarsminister lige siden, og som er den faktiske nuværende hersker over Egypten efter sin herres fald fra magten.

Efter 11. september 2001 spillede Mubaraks regime en central rolle i at støtte og fremme det amerikanske program med udliciteret tortur, de såkaldte “ekstraordinære udleveringer”. I 2005 rapporterede BBC, at både USA og Storbritannien sendte “terrormistænkte” til Egypten for tilbageholdelse. I rapporten erkendte Egyptens premierminister, at USA siden 2001 havde overført mere end 60 fanger til Egypten som en del af ”krigen mod terror.” Under invasionen af Irak i 2003, holdt Egypten Suez-kanalen åben for de amerikanske krigsskibe, der skulle hærge Irak. Mubarak spillede også en stor rolle ved at støtte forsøget på at legitimere de skiftende marionetregeringer, der blev påtvunget det irakiske folk ved den amerikanske besættelse.

Under Israels krig mod Libanon i 2006, var det egyptiske regime en varm fortaler for Israels plan om at ødelægge Hizbollah, og iscenesatte en intensiv mediekampagne, der dæmoniserede shiiter og gav næring til spændinger mellem sunnier og shiiter. Den israelske krig mod Gaza i 2008-2009 var fuldt ud godkendt af Mubarak, der mødtes med israelske topembedsmænd timer før bombningerne startede. Egypten spillede en stor rolle i den kvælende belejring af Gaza, der fratog 1,5 million palæstinensere deres levebrød, ved at blokere grænseovergangen i Rafah.

Selvfølgelig var Mubaraks tjenester godt betalt af på hinanden følgende amerikanske administrationer. De forsynede Mubaraks regime med næsten 2 milliarder dollars om året, den næststørste udenlandske støttemodtager efter Israel. Ifølge ”Congressional Research Rapport” til Kongressen i september 2009, havde USA støttet det egyptiske regime med over 64 milliarder dollars, efter det havde underskrevet fredsaftalen med Israel i 1979, herunder 40 milliarder i militært materiel og sikkerhedsudstyr.

De belønnede også regimet med en gældssanering på 7 milliarder dollars i april 1991 for dets støtte til Golf-krigen tidligere på året. Desuden greb den amerikanske administration ind for sammen med Paris-klubben [1] at eftergive halvdelen af Egyptens gæld på 20 milliarder dollar til vestlige regeringer.

USA fortsatte med at støtte Mubaraks regime til den bitre ende. Da præsident Barack Obama blev spurgt af BBC under sit højtidelige besøg i Egypten i juni 2009, om han betragtede præsident Mubarak som en autoritær hersker, svarede Obama med et bestemt “Nej”.

Selv under revolutionen, da regimet slog, arresterede og dræbte det egyptiske folk i tusindvis, sagde amerikansk udenrigsminister Hillary Clinton: “Vores vurdering er, at den egyptiske regering er stabil og søger efter måder at reagere på det egyptiske folks legitime behov og interesser.” Da Det Hvide Hus’ pressechef Robert Gibbs blev spurgt, om USA troede den egyptiske regering var stabil, svarede han uden tøven: ”Ja“.

Modstanden: Den anden palæstinensiske intifada og invasionen af Irak

Udbruddet af den anden palæstinensiske intifada i september 2000 havde to betydningsfulde virkninger i Egypten. Den første var sammenbruddet af den amerikansk-ledede fredsproces, hvor det egyptiske regime havde spillet en så central rolle. Processen, som var begyndt med Oslo-aftalerne mellem israelske og palæstinensiske forhandlere i 1993, nåede en blindgyde med Den Palæstinensiske Befrielsesorganisations pro-amerikanske ledelse, ved at give efter for næsten alle de israelske krav. I mellemtiden fortsatte israelerne deres overgreb og besættelse af mere palæstinensisk jord, mens de nægtede at give indrømmelser på det centrale spørgsmål om tilbageleveringen af de palæstinensiske flygtninge, der blev fordrevet fra deres hjem i 1948 og frem, om Jerusalems endelige status og om suveræniteten for en fremtidig palæstinensisk stat. Under hele denne proces opretholdt det egyptiske regime et ekstremt pres på den palæstinensiske side for at få dem til at gøre flere og flere indrømmelser, med stor ros fra de amerikanske og israelske ledere for Mubaraks “kloge lederskab”.

Udbruddet af den anden intifada udstillede ikke blot fredsprocessen som en kulisse for yderligere israelsk aggression og besættelse, men afslørede også den fulde medvirken af det egyptiske regime som Israels allierede, og som en fjende af det palæstinensiske folk og dets ønsker.

Intifadaen havde en elektrificerende effekt i Egypten. Regimets skændige rolle på den ene side, og tapperhed og ukueligheden hos det palæstinensiske folk og deres væbnede modstandsbevægelser på den anden havde en radikaliserende effekt på hundredtusinder af unge egyptere. Massedemonstrationer fandt sted over hele landet. Både universitetsstuderende og skoleelever organiserede demonstrationer, der skulle blive deres første deltagelse i politik. Nasser-tilhængere, islamister og socialister samarbejdede om at organisere protester og indsamle gaver, mad og medicin til konvojerne til de belejrede palæstinensere.

Denne politiske opvågnen blev bredere og dybere med den amerikanske krig mod Irak. Den 20. marts 2003 organiserede aktivister en antikrigsdemonstration på Tahrir-pladsen, der trak 40.000 mennesker til. Demonstranter brændte plakater af Mubarak og besatte pladsen i 24 timer, i hvad der skulle vise sig at være en generalprøve for den revolutionære besættelse i 2011.

Demokratibevægelsen

Den vold og undertrykkelse, regimet brugte til at knuse disse bølger af protester, tvang spørgsmålet om demokrati i forgrunden. Regimets kvælende autoritet og diktatur, politibrutalitet, tortur, massearrestationer og militære retssager mod civile kom samtidig med stadigt flere tegn på, at Mubarak var ved at forberede sin søn Gamal til at efterfølge ham som præsident. Disse faktorer dannede baggrund for fremvæksten af en demokratibevægelse, der krævede en afslutning på undtagelsestilstanden, demokratiske valg og en ende på Mubaraks præsidentembede, uanset om det var far eller søn.

Den 12. december 2004 organiserede en koalition af politiske oppositions-kræfter, herunder nasserister, socialister, islamister og liberale demokrater, den første af en række demonstrationer under navnet Kifaya, der betyder ”Nu er det nok”. Demonstrationerne var små og tiltrak et par tusinde på deres højeste. Men deres politiske virkninger var langt større end deres tal antydede. Tabuer blev brudt med opfordringen til afslutningen af Mubaraks styre, og med det eksplicitte krav om at sætte politiets generaler på anklagebænken for tortur og ulovlige arrestationer. Eksponeringen af korruptionen i den herskende familie og hos højtstående statslige embedsmænd vakte stærk genklang hos et meget bredere publikum.

Men bevægelsen var ude af stand til at mobilisere større dele af masserne eller forbinde deres politiske krav med de økonomiske og sociale krav, der kogte under overfladen og var ved at eksplodere. Da regimet i 2005 ikke blot var i stand til at genindsætte Mubarak i hans femte præsident-periode, men også at forlænge de undertrykkende undtagelses-love i yderligere to år, var der en pause i bevægelsen.

Arbejderbevægelsen

Langt den største og farligste udfordring for regimet kom i form af den hidtil usete strejkebølge, der begyndte i 2006 og fortsætter med at udvide og brede sig selv efter Mubaraks fald.

Der havde været en langsom stigning i antallet af strejker og protester fra 2004, og disse tog til efter indsættelsen af Ahmed Nazifs regering i juli samme år. I 2005 var der 202 kollektive aktioner af arbejdere, 222 i 2006, og – helt uden fortilfælde – 614 i 2007.

I december 2006 startede arbejdere i Misr Spinning and Weaving Company i Mahalla al-Kubra, hvor mere end en fjerdedel af tekstilarbejderne i Egyptens offentlige sektor er ansat, en strejke, der skulle blive et afgørende vendepunkt i arbejderbevægelsen. Regeringen havde lovet en markant stigning af den årlige bonus til offentligt ansatte. Da arbejderne i Mahalla i december opdagede, at løftet var blevet brudt, udviklede vreden sig hurtigt til forberedelser til en strejke. Ledende arbejdere begyndte at uddele foldere og holde taler, der opfordrede til strejke.

Den 7. december samledes tusinder af arbejdere ved en af hovedindgangene til fabrikken. En demonstration af 3.000 kvindelige beklædningsarbejdere marcherede gennem spinde- og væveafdelingerne og opfordrede arbejderne til at deltage i strejken. Produktionen blev totalt standset i alle sektorer af det gigantiske væveri. Omkring 24.000 arbejdere nedlagde arbejdet og besatte møllen med en sit-in, der fortsatte i tre dage. De strejkende krævede den fulde bonus, de var lovet i marts, og opstillede en række andre krav om transport, lægehjælp, planteskoler, arbejdsforhold og den dårlige ledelse. På den fjerde dag gav regeringen indrømmelser til de fleste af kravene, og strejken blev standset med trusler om genoptagelse, hvis resten af kravene ikke blev opfyldt.

Strejkebevægelsen der begyndte på Mahalla i december 2006 spredtes på en hidtil uset måde. Den spredte sig fra den offentlige sektor til den private, til den offentlige forvaltning, fra de gamle industriområder til de nye byer, og i alle provinser. Den spredte sig fra tekstilsektoren til ingeniørvirksomheder, til kemikalieindustrien, til bygge- og anlægssektoren, samt til transport- og servicesektoren. Strejkerne nåede sektorer, der ikke havde kultur for at protestere, såsom lærere, læger og embedsmænd, og endda til slumbeboere. Strejkebølgen formåede at generalisere en protestkultur.

Selv i sektorer, hvor strejker var forbudt af særlige love, var arbejderne i stand til at organisere massestrejker der udfordrede disse love og udfordrede myndighederne til at skride ind over for dem. Dette skete i jernbanevæsenet, i Cairos Metro, på hospitaler, blandt ambulancefolkene, i postvæsenet, i den offentlige transport og – meget væsentligt – i industrier, der ejedes af de væbnede styrker.

I september 2007 organiserede Mahalla-tekstilarbejderne deres anden massestrejke og besatte igen fabrikken. Regeringen havde ikke opfyldt sine løfter. Denne gang var strejken endnu mere militant end den første. Efter seks dages strejke og besættelse vandt arbejderne en bonus, og den stærkt forhadte administrerende direktør blev tvunget til at træde tilbage. Arbejderne opfattede dette ikke kun som en økonomisk sejr, men også en politisk. På trods af lovene, på trods af undertrykkelsen og trusler og intimideringer, havde arbejderne vundet gennem kollektive kampskridt overfor et hensynsløst regime. Dette var en sejr for demokratiet, særlig for arbejdernes demokrati. Arbejderne havde vist demokratibevægelsen fra de foregående år, at kun de havde den virkelige kollektive magt til at udfordre diktaturet.

Ved udgangen af 2007 gik ca. 55.000 ejendomsskatteindsamlere i strejke, med store sit-ins ved porten til finansministeriet. Deres krav var at få samme løn som deres kolleger ansat af Finansministeriet.

Strejken varede i tre måneder, under hvilke opkrævningen af ejendomsskat var faldet med 90 procent i Egypten. Sejren blev opnået med en 11 dage lang sit-in foran finansministeriet i centrum af Cairo. Skatteopkræverne vandt en lønstigning på 325 procent, og af større betydning fik de omdannet deres demokratisk valgte strejkeudvalg til at være de ledende kræfter i den første, uafhængige fagforening i Egypten siden 1957.

Massestrejker og sociale protester fortsatte med at sprede sig over hele landet, langsommere i nogle måneder, men kun for at vende kraftigere tilbage i andre. Arbejderklassen var kommet ind i kampen mod regimet. Oprøret mod nyliberalismen og diktaturet var begyndt for alvor.

Den økonomiske verdenskrise

Den store recession, der rystede verden i 2008, accelererede krisen i Egypten og fortsætter stadig med at skabe betingelser for ustabilitet. Der er tre faktorer involveret. For det første er Egypten meget afhængig af eksport til Europa, og denne faldt hurtigt på grund af det fald i efterspørgslen, der fulgte den økonomiske nedgang. Verdensbankens tal viser, at Egyptens årlige vækstrater for vareeksporten til EU faldt fra 33 procent i 2008 til minus 15 procent i juli 2009.

For det andet var situationen forværret af meget strenge sparepolitikker i Europa. Pengeoverførsler fra emigranter faldt med 17 procent i forhold til 2008, indtægter fra turisme faldt også fra en stigning på 24 procent i 2008 til et fald på 1,1 procent i 2009, og indtægter fra Suezkanalen faldt med 7,2 procent i forhold til 2008.

En tredje faktor har været kraftige prisstigninger på basale fødevarer. Egyptens afhængighed af importerede fødevarer – især hvede – gør det vanskeligt for regeringen at beskytte økonomien mod effekten af de globale stigninger i fødevarepriserne. I Egypten accelererede den årlige inflation i fødevarepriserne fra 17,2 procent i december 2010 til 18,9 procent i januar 2011.

Nyliberalismen havde gjort landet langt mere sårbart over for krisen – ved en massiv stigning i ulighed og ved samtidig at underminere mulige mekanismer for social støtte. Derfor blev virkningerne af krisen koncentreret i de mest sårbare lag af det egyptiske samfund.

Den verdensomspændende krise kunne ikke være kommet på et værre tidspunkt for regimet. Den voksende arbejderbevægelse, og den langsomme genoplivning af demokratibevægelsen efterhånden som parlaments- og præsidentvalget i 2010 nærmede sig, betød at regimet var nødt til at have en klar strategi for at imødegå de stadig dybere udfordringer.

På vej mod revolution

Splittelse og revner begyndte at dukke op i de herskendes kredse. Skulle de fortsætte med deres accelererede, nyliberalistiske program og knuse arbejdernes modstand, eller skulle de gå ned i tempo og forsøge at dæmme op for bevægelsen? Skulle de gå videre med det planlagte generationsskifte til Gamal Mubarak, eller skulle de vælge en mere acceptabel figur, måske fra militæret, som Egyptens næste præsident og dermed formilde den voksende modstand mod den herskende familie?

Massiv tvang eller forsøg på inddæmning? Inddæmningspolitik ville blive opfattet som en indrømmelse til de voksende bevægelser nedefra, og kunne indgyde dem endnu mere imod regimet. Tvang kunne risikere en uhåndterlig eksplosion. Ingen side i den herskende kreds havde nogen reel tillid til, at deres strategi ville spare regimet.

Forvirringen i toppen viste sig i løbet af parlamentsvalget i 2005, som blev gennemført i tre faser. I den første fase så det ud som om inddæmnings-fraktionen havde den bedste hånd. Valgsvindelen var minimal, og Det Muslimske Broderskab, den største oppositionskraft, var i stand til at få 88 pladser (20 procent). Det skræmte tvangspolitik-fraktionen, og de to næste etaper var voldsomt præget af valgsvindel, og opretholdt et stort flertal for det regerende Nationale Demokratiske Parti (NDP).

I 2010 havde tvangs-fraktionen helt fået overtaget. I lyset af den massive strejke og protestbevægelse og den voksende tillid til Det Muslimske Broderskab, især efter at Hamas vandt de palæstinensiske valg i 2007, blev det besluttet at fortsætte med successionsplanen og rense parlamentet for al modstand under valgene i 2010, med klare tegn på godkendelse fra den amerikanske administration. Men tiltaget blev udført med rystende hænder og med alvorlige uoverensstemmelser blandt de herskende generaler, NDP-ledere og topforretningsmænd.

Således havde vi alle de klassiske forudsætninger for en revolution til stede. De herskende klasser var ude af stand til at styre på de gamle måder, og de arbejdende klasser var ude af stand til at leve under de gamle vilkår.

Globalt satte en hidtil uset kapitalistisk krise spørgsmålstegn ved hele systemet, og skabte igen spalter og forvirring blandt og mellem de forskellige stater, banker og multinationale selskaber. På samme tid, i forhold til krisen, var den amerikanske imperialistiske hegemonis langsigtede tilbagegang blotlagt af Irak og Afghanistans hængedynd.

Atten dage

I årevis har bloggere, politiske aktivister, og senest Facebook-aktivister, planlagt en protestdag, sendt tusinder af sms-beskeder, fået titusinder af virtuelle tilhængere, og på den planlagte dag har der stået et par hundrede af ”the usual suspects”, og har måske nogle gange nået det magiske tal på tusinde. Vi har været omringet af 3-4.000 kampklædte politifolk, og efter kampråb og taler og et par konfrontationer med politiet var den planlagte dag slut.

Aktivister var mere optimistiske omkring 25. januar, ikke kun på grund af antallet af tilmeldte, men på grund af den tunesiske gnist, der havde gjort gaderne elektriske i Cairo og Alexandria, i andre større byer og byområder for arbejderklassen. De små grupper af demokratiske ungdomskoalitioner, liberale, socialister og nasserister var optimistiske. Denne gang kunne vi nå op på flere tusinde mennesker, i hvert fald i to eller tre af de vigtigste centre. Måske kunne vi endda nå 10.000! Men ingen af aktivisterne kunne i deres vildeste fantasi have forestillet sig, hvad der faktisk skete den dag.

Ledelsen for Det Muslimske Broderskab havde meddelt, at de ikke ville deltage i arrangementet, men det syntes stadig et forsøg værd, tanken om at have en række demonstrationer der startede fra forskellige arbejderklasse distrikter, og så forsøgte at støde til hinanden på de vigtigste bycentre – i Cairos tilfælde Tahrir-pladsen. Dette syntes man især fordi den valgte dag var Politiets Dag, der er en mindehøjtidelighed over briternes massakre på politiet, udløst under optøjer der nedbrændte dele af Cairo i januar 1952. Det voksende had og vreden over årtier med politibrutalitet, tortur og ydmygelse, kombineret med den tunesiske mirakel ville i det mindste vække genklang hos folket, selvom kun et fåtal af dem faktisk ville slutte sig til protesterne.

De planlagte protester skulle have flere hovedkrav: social retfærdighed og mindsteløn, en ende på undtagelsestilstanden, opretholdelse af domstolenes uafhængighed, resignation fra indenrigsminister General Habib al-Adly, som var berygtet for sit register over tortur og menneskerettighedskrænkelser. Vi påberåbte os også krav om politiske reformer, såsom parlamentets opløsning og afholdelse af nyvalg, efter det skandaløse valg i november 2010, der var præget af omfattende svindel og fjernede næsten alle oppositionens parlamentsmedlemmer fra parlamentet.

Om morgenen den 25. januar begyndte aktivister at samles på de vigtigste punkter i arbejderklassedistrikterne. Dagen var en helligdag til at fejre Politiets Dag. Men politiet var bestemt ikke på ferie! Titusinder af kampklædte urobetjente ventede på os overalt. Der var spændinger mellem politiet og de hundreder af civilklædte officerer med deres geværer og deres sædvanlige solbriller. Det syntes som om de var bedre til at forstå og forudsige stemningen blandt masserne end aktivisterne var. Hele politistyrken var fuldt mobiliseret over landets byer.

Demonstrationerne startede med de sædvanlige slagord mod al-Adly, Mubarak og NDP, mod prisstigninger, arbejdsløshed og korruption, og mod den forhadte Gamal Mubarak og stålmagnaten, NDP’s stærke mand Ahmed Ezz. Men så snart det efterhånden berømte tunesiske kor var råbt: ”Folket ønsker styrets fald,” syntes noget at have ændret sig, både i aktivisternes humør og i det hastigt stigende antal mennesker, der deltog i protestdemonstrationerne.

Flere og flere mennesker kom ned fra deres huse og begyndte at råbe sloganet med overvældende lidenskab. Mænd og kvinder, unge og gamle, kristne og muslimer deltog – langt de fleste fattige egyptere. Jo højere de råbte det magiske slogan, des mere klang det i de fattige gyder, og des flere mennesker tilsluttede sig. Det, der begyndte med et par hundrede aktivister, forvandlede sig til titusinders massedemonstrationer.

Politiets frygt og forvirring var håndgribelig. I nogle tilfælde stormede de mod demonstranterne, for kun at trække sig tilbage igen, da masserne gik til modangreb med en kraft, selvtillid og et sammenhold, der tydeligt forvirrede de solbrillebærende officerer og politimænd, der alle var fattige unge bønder indkaldt til værnepligt i tre år, for at gøre det beskidte arbejde at beskytte den egyptiske herskende klasse.

Politiet blev beordret til at trække sig tilbage til de store knudepunkter i et forsøg på at forhindre demonstranterne i at nå bykernerne. Det var dér, de store slag på denne historiske dag fandt sted. Vandkanoner, gummikugler og endeløse affyringer af tåregasbeholdere blev brugt til at slå demonstranterne tilbage. Langt den sværeste forhindring var den kvælende tåregas. Men de mere erfarne demonstranter begyndte at arrangere uddelingen af kliniske masker, cola-dåser og løg – givet til dem af husmødre, apoteksarbejdere og kaffebutikker – til at hjælpe med at overleve tåregassens hvide skyer.

Titusinder af demonstranter var i stand til at bryde gennem mange af politiets barrierer og nå frem til byens centre, herunder naturligvis Tahrir-pladsen. Men kampene fortsatte. Der var snesevis af martyrer og tusindvis af sårede ved slutningen af denne befrielsens dag, dagen der antændte den egyptiske revolution.

De to efterfølgende dage fortsatte demonstrationer og kampe, men det primære fokus var at organisere “Vredens Fredag” den 28. januar. Arrangørerne var ikke længere bare de “sædvanlige mistænkte” politiske aktivister, Facebook-skribenter og bloggere, men tusindvis af nye ledere – for det meste unge fra arbejderklassen, der blev bedre uddannet under dagene af revolutionen end års politisk uddannelse.

Denne gang besluttede Det Muslimske Broderskab at deltage i ”Vredens fredag”. Der blev annonceret udgangsforbud mellem kl. 18.00-06.00 i de byer, hvor de vigtigste slag ville stå: i Cairo, Alexandria, Suez og Mahalla, og hundredvis af Broderskabets ledere og aktivister blev arresteret.

Regimet stod over for noget, det ikke kunne forstå. Masserne var blevet vrede. De krævede retfærdighed og frihed, og var rede til at dø for det i hundredtusindvis. Frygten for tortur, fængsel og død var fordampet sammen med den røg af tåregas, der havde fyldt gaderne i Egyptens byer. Faktisk var det ikke masserne der var blevet tossede, de kæmpede den mest rationelle kamp overhovedet for frihed, social retfærdighed og værdighed. Det var regimet der var blevet skørt, gik i panik og tilsyneladende var mindre og mindre knyttet til virkeligheden. Regeringen besluttede at lukke internet og mobilnetværk udelukkende på antagelsen, at dette desperate skridt ville forhindre de formodede arrangører i at bruge disse vigtige kommunikationsredskaber, og dermed svække deres evne til at mobilisere til fredagens demonstrationer.

Det var en forfærdelig fejltagelse. Regimet syntes at tro på sin egen propaganda om, at det var en Facebook-revolution hos middelklassen. Handlingen havde ingen synlig effekt, da det store flertal af ledere og organisatorer på dette tidspunkt ikke havde noget at gøre med Facebook, og sagtens kunne bruge mere traditionelle former for kommunikation. Faktisk opildnede det demonstranterne endnu mere, da det snarere viste dem, at regimet var desperat og svagt.

Efter fredagsbønnen startede hundredtusinder deres gågang fra alle de store moskeer og pladser i retning mod bymidten. Politiet koncentrerede igen deres styrker omkring de større vejkryds, i et sidste forsøg på at bryde den ustoppelige bølge og forhindre millioner i at nå byens store pladser.

I Cairo var der store kampe ved alle større veje og broer, der fører til Tahrir-pladsen. Lignende kampe fandt sted om de vigtigste gader i Suez, Mahalla, Alexandria og i snesevis af andre byer.

Demonstranternes tapperhed og beslutsomhed er blevet filmet og gemt for eftertiden på tusindvis af YouTube-videoer og personlige hjemmesider, der sammen vil være et skatkammer for den egyptiske revolutions fremtidige historikere, og endnu vigtigere, for den fremtidige revolutionære verden over.

Politiet brugte den sædvanlige tåregas, gummikugler og vandkanoner og tilføjede i desperation skarp ammunition, snigskytter og endda pansrede køretøjer til at knuse demonstranterne. Hundreder blev dræbt og tusinder såret. Men politiet blev besejret i hele landet og trak sig hurtigt tilbage. Tusindvis af politiets biler, pansrede køretøjer og politistationer blev brændt ned, mens politibetjentene – engang den væsentligste kilde til frygt i de egyptiske gader – flygtede for livet. NDP’s bygninger blev brændt, og alle tegninger, portrætter eller billeder af den forhadte diktator blev brændt.

Hundredtusinder nåede Tahrir-pladsen og begyndte deres berømte besættelse af pladsen, der først endte med Mubaraks fald den 11. februar. Folk marcherede derind fra alle samfundslag, for det meste fra den fattige arbejderklasse, men også mange unge mennesker fra middelklassen kom, kvinder i niqab sammen med kvinder i jeans, skæggede islamister sammen med kristne: alle kom med en voldsom vilje til at vælte regimet.

Ved mørkets frembrud var politiet forsvundet, med undtagelse af de der stadig beskyttede det berygtede indenrigsministerium, der i årtier havde været det centrale hovedkvarter for tortur af civile. Naturligvis forsøgte mange af demonstranterne at storme bygningen. Velplacerede snigskytter skød for at dræbe. Flere end et dusin demonstranter døde og flere hundreder blev såret.

Da de trak sig tilbage fra gaderne, havde politiet åbnet fængslerne og lukket tusindvis af forhærdede kriminelle ud, med henblik på at skabe en følelse af frygt og kaos blandt befolkningen. Deres plan om at skabe kaos og ødelæggelse mislykkedes. Folkelige udvalg skød spontant op over hele landet for at forsvare deres kvarterer, for at organisere trafikken og endda for at rydde op i gaderne. Præsidenten beordrede hæren ind i byerne for at knuse opstanden og genoprette “orden”, efter at politiet var blevet besejret.

Natten til Vredens Fredag holdt Mubarak for første gang en tale, hvor han gav regeringen skylden, kaldte den uduelig, og lovede at udnævne et nyt kabinet. Der var ingen undskyldninger for de døde og sårede, ingen omtale af folkets krav. Der var en kold afstand i hans tone, som om han talte om et andet land og et andet folk. Som med mange diktatorer før ham, kunne han naturligvis ikke tro på eller forstå hvad der foregik. Han foragtede folket, og var allerede da en del af fortiden.

Masserne reagerede med vrede på talen, men syntes også at kunne gennemskue hans snak – han både lignede og lød som et fortidslevn. Den følgende dag udnævnte Mubarak chefen for efterretningstjenesten, general Omar Suleiman, som sin første vicepræsident nogensinde, og general Ahmad Shafiq som statsminister.

Disse to mænd var begge hadede figurer i Mubaraks nærmeste følge. Suleiman var kendt som Dr. Tortur for sin ledende rolle i de amerikansk-ledede, ekstraordinære udleveringsprogrammer for eksport af fanger til Egypten og andre arabiske lande til tortur. Han var også kendt som en særligt tæt allieret med Israel i dets krig mod Gaza.

Om mandagen blev det nye kabinet taget i ed, og her var stadig de fleste af de forhadte ministre fra den tidligere regering, heriblandt de som styrede de strategiske poster indenfor forsvar, kommunikation, lovgivning, olie- og udenrigs-anliggender. Den forhadte Habib al-Adly blev fjernet, sammen med flere ministre der var en del af hans søn Gamals gruppe af ekstreme, nyliberalistiske svindlere.

De overfladiske indrømmelser blev opfattet som fornærmende, og var kun yderligere brændstof til massernes vrede og beslutsomhed.

Ankomsten af hærens tanks på hovedgaderne, og ved indgangene til Tahrir-pladsen og andre bycentre, blev i første omgang mødt med vrede. Men meget hurtigt og med en bemærkelsesværdig spontanitet styrtede et stort antal mennesker hen imod soldaterne og omfavnede dem, klatrede op på kampvognene, vinkede med det egyptiske flag og råbte: “Hæren og folket er én hånd”. Snart havde unge mennesker malet anti-Mubarak slogans over alle kampvognene. Dette var ikke, som mange mennesker bemærkede, blot forvirring blandt masserne om hærens virkelige rolle, selv om der da eksisterede en sådan forvirring. Det var snarere en genial og hurtig måde at neutralisere de væbnede styrker på torve og gader, hvilket nærmest gjorde det umuligt for soldaterne og de unge officerer at skyde på folk, selv hvis de blev beordret til det. Under tidligere revolutioner havde man set en lignende taktik der sigtede mod venskabelig omgang med soldater og unge officerer.

Demonstranterne opfordrede til at millioner skulle marchere tirsdag den 1. februar i alle større byer. Reaktionen hos hærens generaler var et af de store vendepunkter i revolutionen; militærets talsmand, general Ismail Othman, erklærede nemlig på landsdækkende TV, at hæren anerkendte folkets legitime krav og derfor ikke ville skyde på dem.

Hærens generaler forstod, at hvis de beordrede et angreb, ville styrkernes kræfter blive splittet, og tusinder af soldater og unge officerer ville vende sig mod dem. Hærens ledere var parate til at ofre Mubarak for at redde regimet, der i sidste ende hvilede på deres evne til at beholde magten over tropperne.

Mandag den 31. januar sagde den nye vicepræsident Suleiman i en tale til nationen, at han var blevet bedt af Mubarak om at starte en dialog med alle oppositionsgrupper, og om at domstolene skulle omstøde det omstridte valgresultat fra november året før. Det var et taktisk tilbagetog af regimet, for at vinde tid og udmatte demonstranterne.

Tirsdag den 1. februar

Regimets taktik fungerede ikke. Millioner deltog i dagens protester, herunder to millioner på Tahrir-pladsen i Cairo, en million på Martyrernes Plads i Alexandria, 750.000 i Mansoura, og en kvart million i Suez. Det var en uhørt magtdemonstration. Denne gang krævede demonstranterne ikke kun den umiddelbare fjernelse af Mubarak, men også fordrivelsen af hele regimet.

Tahrir-pladsen var omdannet til et enormt modstandsområde og en “festival for de undertrykte”. Folk følte de var ved at vinde denne historiske kamp, og der var en eksplosion af individuel og kollektiv kreativitet. Tusindvis af bannere og plakater med folkets krav udtrykt gennem poesi, vittigheder og personlige historier fyldte pladsen. Graffiti, vægmalerier og slogans dækkede alle bygningers vægge.

Pladsen i Tahrir var ikke blot besat fysisk, men åndeligt. Chikane mod kvinder forsvandt, spændinger mellem koptere og muslimer fordampede. Folk delte mad, vand, cigaretter. Sange, musik, poesi og bønner fyldte luften. Et nyt Egypten var ved at blive skabt.

Imidlertid ville fjenden ikke give op så let. Den herskende klasse konspirerede omhyggeligt om at begrave dette nye Egypten. Tirsdag aften holdt Mubarak sin anden tale, som svar på dagens enorme demonstrationer. Han lovede at fuldføre sin embedsperiode, og at han ikke ville give efter for presset. Denne gang lod han til at være bedre rådgivet, da han mindede om sine ydelser for landet i mere end seks årtier, og samtidig forpligtede sig til at lede større reformer. I talen lovede han ikke at søge genvalg, til at træde tilbage i september og at dø i Egypten.

Talen havde en forvirrende effekt på dele af de mindre politiserede masser, nogle mennesker begyndte at argumentere for en ende på demonstrationerne. Manden var gammel, han ville træde tilbage et par måneder efter. Imidlertid var regimet ved hjælp af en parallel taktik samtidig i gang med en intens mediekampagne om sammensværgelser for at skabe kaos, at der var fødevaremangel, at økonomien ville bryde sammen, at bankerne var ved at løbe tør for penge, at demonstranterne blev betalt af udenlandske kræfter, at Tahrir-pladsen var omdannet til et orgie af sex, stoffer og alkohol, og så videre. Alt det skidt, der er blevet kastet efter revolutionære af de herskende klasser gennem historien, fyldte TV-nettet og regeringens aviser, og det blev udspredt af tusindvis af agenter. Splittelsen og forvirringen blandt masserne var dog kun midlertidig. Regimet planlagde en djævelsk og voldelig kontrarevolution til næste dag.

Kamelslaget: Onsdag den 2. februar

En række prominente milliardærer, NDP-ledere og hemmelige politifolk udarbejdede under ledelse af Gamal Mubarak en plan for et fuldstændigt stormangreb på demonstranterne. Hver forretningsmand sværgede at rekruttere så mange mennesker fra deres virksomheder og industrier som muligt, såvel som bøller, pjalteproletarer, der var parate til at gøre hvad som helst for penge (kendt som baltagiyya på arabisk). Samtidig genindsatte indenrigsministeren nogle af de mest berygtede officerer fra hans hemmelige politi, så de kunne deltage i kontrarevolutionære demonstrationer, med en specifik plan for angreb på prodemo-kratiske demonstranter.

Omkring et dusin sikkerhedsofficerer, der skulle overvåge planen i felten, rekrutterede også farlige eksfanger der var flygtet den forudgående lørdag, og lovede dem penge samt præsidentens benådning for at overbevise dem. Denne plan skulle udføres i Cairo, Alexandria, Suez, Port Said, Damanhour og Asyout blandt andre byer.

Denne form for mobilisering af pjalteproletariatet til kontrarevolution var ikke ny. Karl Marx beskrev hvordan den samme taktik blev brugt af Louis Bonaparte efter revolutionen i Frankrig i 1848:

”I forklædning af et velgørenhedsselskab var pjalteproletariatet i Paris blevet organiseret i hemmelige sektioner; hver sektion blev ledet af bonapartistiske agenter, og i spidsen for det hele stod der en bonapartistisk general. Ved siden af ruinerede levemænd med tvivlsomme eksistensmidler og af tvivlsom herkomst, ved siden af forkomne eventyrere fra bourgeoisiet gik vagabonder, afskedigede soldater, frigivne tugthusfanger, bortrømte galejslaver, svindlere, gøglere, lazaroner, lommetyve, taskenspillere, falskspillere, alfonser, bordelværter, dragere, litterater, lirekassemænd, kludehandlere, skærslippere, kedelflikkere, tiggere, kort sagt hele den ubestemmelige, opløste, omtumlede masse, som franskmændene kalder la bohéme; sammen med disse beslægtede elementer dannede Bonaparte kernen i Selskabet af 10. december.”

Brugen af sådanne elementer var heller ikke ny i Egypten. Samme taktik blev brugt til at svindle ved valg, til at skræmme vælgerne og til at angribe demonstranter og strejkende, især under Mubaraks sidste ti år ved magten.

Planen for angrebet blev udført omkring kl. 14, onsdag den 2. februar. Mere end 3.000 baltagiyya angreb Tahrir-pladsen fra to indgange. De kastede tusindvis af sten på de titusinder af fredelige demonstranter der var samlet på pladsen, og de fleste af angriberne havde skjolde til at forsvare sig mod de sten, der blev kastet tilbage. Mens nogle få af dem var bevæbnet med pistoler, var alle baltagiyya bevæbnet med køller, macheter, barberknive, dolke eller andre skarpe genstande.

Efter en times tid med stenkast, skred angriberne videre til anden fase af planen, da snesevis af heste og kameler kom stormende mod demonstranterne i en scene, der mindede om kampe i middelalderen. Efter at have været desorienterede og forvirrede i starten, slog demonstranterne fra sig med bare hænder, og kastede deres kroppe mod bøllerne på heste og kameler.

Der var kampe ved alle indgange til pladsen. Demonstranterne fik hurtigt organiseret sig i tykke forsvarslinjer, og sten og mursten blev samlet fra hele pladsen til modstandskampen. Blodet flød overalt. De sårede ved frontlinjerne blev øjeblikkeligt erstattet af andre, og de tilskadekomne transporteret til improviserede felthospitaler, der var arrangeret af frivillige læger og sygeplejersker.

Bøllerne blev slået tilbage, men alle vidste, at det kun var begyndelsen. I en utrolig fart blev barrikader sat op ved alle indgangene til pladsen, som forberedelse til de kommende kampe. De mere organiserede grupper, især unge fra Det Muslimske Broderskab, spillede en central rolle i forberedelsen, organiseringen og bekæmpelsen af bøllerne.

Det forventede næste angreb kom om aftenen, da tusindvis af bøller, civilklædte betjente og snigskytter begyndte at samles, især ved indgangen tættest på det egyptiske museum og på toppen af flere bygninger. En nærliggende bro gav bøllerne en højtliggende position, og derfor en taktisk fordel ved den indgang til pladsen der er dér. Barrikaderne blev forstærket med udbrændte politibiler og lastbiler, og tusinder af kæmpende var klar til kamp.

En omfattende arbejdsdeling blev udtænkt. De unge og stærke, især arbejderklassens unge, ville indtage de forreste linjer som stenkastere. Andre ville bryde fortovene op for at skabe en lind strøm af sten til kasteskyts, mens andre grupper ville bære stenene hen til frontlinjerne. Unge kvinder bragte vand til de kæmpende gennem hele denne forfærdelige, men heroiske nat.

Bøllerne begyndte et intensivt angreb med at kaste sten, tomme sodavandsflasker og molotovcocktails. En del af planen syntes at være at starte en brand i det egyptiske museum, tilsyneladende i et forsøg på at brænde det ned og skyde skylden på demonstranterne, endnu et fint eksempel på, hvor barbarisk det herskende bourgeoisie kan blive når det trues. Brænd de gamle faraoer for at redde de moderne faraoer! Der blev organiseret grupper til at beskytte museet og slukke brande, efterhånden som de opstod.

Hundredvis af kæmpende ved frontlinjen stormede mod Mubaraks bøller, krydsede barrikaderne og blev derved faretruende eksponerede, men de brugte alle deres kræfter til at bombardere bøllerne med sten. Dusinvis blev såret, hurtigt transporteret væk og et nyt stenkastende angreb på bøllerne fulgte. Ideen med disse razziaer ud over barrikaderne, til trods for eksponeringen og til trods for bøllernes fordel ved højdeforskellen, viste sig at være et indfald af kollektiv genialitet. Det var en del af en psykologisk offensiv for at afvæbne banditterne. Ideen var at gøre det klart, at de revolutionære var rede til at dø for deres sag. Ingen lejetropper kan klare en sådan udfordring på lang sigt.

Snigskytter begyndte at rette deres våbens laserstråler mod demonstranterne. Adskillige unge demonstranter klatrede på barrikaderne og lod strålerne sigte på deres brystkasser. Disse var frygtløse krigere, med et klart sigte og et klart budskab: Enten død eller sejr!

Over en halv snes unge kæmpende blev martyrer den nat, og deres lig blev båret med stolthed og beslutsomhed af deres kammerater til de interimistiske hospitaler. Tusinder blev såret, læger og sygeplejersker arbejdede hele natten for at sy deres sår og trøste dem. Hundredvis af sårede vendte umiddelbart tilbage til fronterne for at fortsætte kampen.

En anden kamp fandt sted på bygningers tage, nogle var besat af bøller og andre af de revolutionære, og der var brande overalt. En lille, men effektiv produktion af molotovcocktails blev etableret inden for barrikaderne, for at bekæmpe ild med ild. Nogle bragte benzin, andre hentede kasser med tomme flasker, mens andre igen lavede dem og fyldte kasse efter kasse med bomber, som blev båret frem til både fronterne og de befriede hustage.

Ved daggry var slaget vundet. Bøllerne og politiet var på flugt. De løb for deres liv, efterhånden som de revolutionære havde nået broen og flere vejkryds uden for pladsen. Demonstranterne løb efter bøllerne og anholdt hundredvis. Morderne blev trukket ind på pladsen og gennemtævet, men beskyttet mod de mange demonstranter, der ville have dem henrettet på stedet. Et improviseret fængsel blev brugt til at rumme dem. De fleste viste sig at være i besiddelse af enten politiets eller NDP’s identitetskort.

Kampene og sejren gav et kæmpe løft til revolutionen. De der natten før var forvirrede blev rasende. Præsidentens tale var blevet afsløret som et trick, som forberedelse til de morderiske angreb dagen efter.

Hærens rolle blev også opfattet af mange som hyklerisk. Talerne om at beskytte revolutionen fremstod særdeles falske nu.

En time før det planlagte angreb meddelte hæren demonstranterne på landsdækkende TV, at regeringen “havde forstået budskabet”, og bad derefter indtrængende demonstranterne om at afslutte demonstrationerne og “tage hjem.” Men da demonstranterne bønfaldt hærenheder om at blande sig i løbet af det brutale angreb, der varede i 16 timer, erklærede hæren, at den var neutral og trak sig delvist tilbage fra nogle af indgangene til pladsen, på trods af løftet om at beskytte de fredelige og ubevæbnede demonstranter.

Ved daggry tilsluttede hundredtusinder af egyptere sig demonstranterne for at vise støtte og solidaritet. Lederne af protesterne havde allerede om fredagen efter fredagsbønnen opfordret til massive demonstrationer overalt i Egypten, og kaldte begivenheden for “afrejsedagen,” i henvisning til deres håb om at tvinge Mubarak til at træde tilbage eller forlade landet.

Omar Suleiman havde tidligere opfordret til en national dialog med oppositionen. Utroligt nok fandt en dialog rent faktisk sted søndag den 6. februar. Det omfattede ikke blot den tamme og loyale opposition, bestående af miskrediterede personer fra det angiveligt venstreorienterede Tagammu-parti og det liberale Wafd-parti, men også flere vigtige ledere af Det Muslimske Broderskab, Naguib Sawiris, lederen af den rigeste familie i Egypten og medlemmer af ungdomskoalitioner. De fleste af de sidstnævnte havde ingen set eller hørt om før, men der var nogle få, der blev lokket i Suleimans fælde.

Møderne fandt sted i en stor regeringssal med et kæmpe portræt af Mubarak hængende på væggen. De officielle medier gjorde naturligvis et stort stykke ud af dialogen. Men Egyptens gader og pladser havde for længst gennemskuet regimets nye tricks. Der blev rettet indædt vrede mod de oppositionspolitikere, der deltog i forhandlingerne. Det Muslimske Broderskabs unge angreb åbent deres lederes beslutning, da de med rette opfattede den som forræderi mod revolutionen og dens martyrer.

Ved slutningen af mødet udstedte regimet et kommuniké, der takkede Mubarak og gentog regimets perspektiv og tolkning af begivenhederne. Det hævdedes, unøjagtigt, at alle deltagerne var enige om køreplanen til at finde en løsning på “krisen”. Denne var angiveligt baseret på begrænsede reformer af forfatningen og valg, samtidig med opretholdelsen af alle statslige institutioner og karakterer, herunder det svigagtige parlament. Der var ingen løfter om en øjeblikkelig ophævelse af undtagelsestilstanden. Ironisk nok erklærede Suleiman på landsdækkende TV dagen efter dialogen, at “Egypten er ikke klar til demokrati.”

Under pres fra deres unge meddelte Det Muslimske Broderskabs ledelse, at forhandlingerne var slået fejl, og at Suleiman ikke havde tilbudt noget væsentligt. Men deres image var allerede fordærvet, og en voksende følelse af mistillid til deres ledelse opildnede broderskabets unge.

Demonstranterne var nødt til at bruge en ny taktik. Tirsdag den 8. februar afholdt hundredtusindvis af mennesker store demonstrationer rundt om premierministerens bygning og forhindrede ham i at komme ind på sit kontor. De blokerede også parlamentet og forhindrede enhver adgang ind eller ud af bygningen. De svor at præsidentpaladset snart ville blive omringet. Lignende massebelejringer blev afholdt omkring offentlige bygninger i Alexandria.

Arbejdere under opstanden

Under disse betydningsfulde begivenheder dominerede almindelige mennesker fra arbejderklassen slagmarkerne, og det i stigende grad for hver uge der gik. De deltog ikke på nogen organiseret måde, som fagforeninger eller arbejdspladsers repræsentanter, men som individer. Selvfølgelig ville mediernes version af begivenhederne give en modsat opfattelse. De “revolutionære stjerner” der blev interviewet, var alle universitetsuddannede unge fra middelklassen, fra den ene koalition eller den anden, og alle strålede af stolthed over at være anset som revolutionens helte.

I opstandens sidste uge spredte sig en bølge af massestrejker og demonstrationer som en steppebrand blandt arbejdere i de vigtigste økonomiske sektorer, med både økonomiske krav og det vigtigste revolutionære krav om at fjerne Mubarak. Suez, der var skueplads for nogle af de voldsomste kampe mod politiet på Vredens Dag, førte an. Den 8. februar tilsluttede 6.000 arbejdere ved Suez-kanalen sig tekstil- og stålarbejderne og gik i strejke. Oliearbejdere afholdt protester den følgende dag og krævede højere løn og større sikkerhed på arbejdet. Men strejker spredte sig hurtigt nu i alle de store byer og mange mindre byer, og inddrog transport- og tekstilarbejdere, embedsmænd og sundhedspersonale. Torsdag den 10. februar havde bølgen spredt sig fra Alexandria i nord til Aswan i syd. Selv generalernes egne fabrikker, hvor arbejderne lever under barsk militær disciplin, var antændt af strejker.

På de fleste af disse arbejdspladser var de strejkende blevet opmuntret af opstanden og rejste atter økonomiske krav. Men i nogle af de vigtigste sektorer gik de endnu længere ved at konfrontere diktaturet direkte og kræve regimets fald. Den 9. februar udsendte arbejderne i Cairos offentlige transportsektor en erklæring om fuld solidaritet med målsætningerne for opstanden, som de uddelte på Tahrir-pladsen. Den følgende dag lukkede de bussernes garager i hele byen.

Selv New York Times måtte erkende den vigtige rolle, arbejderklassens intervention spillede i udformningen af Egypten efter Mubarak, og skrev et par dage efter diktatorens fald:

“Arbejdernes uro i denne uge på tekstilfabrikker, medicinalfabrikker, i de kemiske industrier, i Cairos lufthavn, i transportsektoren og bankerne, har vist sig som en af de mest kraftfulde dynamikker i et land, der skal navigere gennem den militært ledede overgang, som efterfulgte en 18-dages folkelig opstand og slutningen af Hr. Mubaraks tre årtiers regime.”

Enden på Mubarak

Det var oplagt for hærens generaler, den amerikanske administration og Egyptens herskende kapitalister, at de var nødt til at fremskynde processen og slippe af med Mubarak. Medierne oplyste, at Mubarak ville holde en tredje tale samme aften. Folk ventede i timevis da talen blev forsinket. Meddelelser fra officerer i hæren, ledere af Det Muslimske Broderskab og den amerikanske regering syntes alle at antyde, at spillet var forbi, og at Mubarak ville annoncere sin afskedsbegæring. Men masserne var i fuldt alarmberedskab. Tre årtier med forræderi og løgne gjorde dem skeptiske. Og de havde ret. Mubarak holdt en kort tale den aften, erklærede at han ville blive indtil der var valg, og uddelegere sine magtbeføjelser til Suleiman. Vreden der blev udløst af den arrogante tale var uden fortilfælde. Hundredtusinder løftede deres sko i luften for at signalere, at kampen ville fortsætte.

Demonstrationerne fredag den 11. februar var de største nogensinde. Over 15 millioner mennesker skønnes at have deltaget i demonstrationer over hele landet. Denne gang gik arbejdere i demonstrationer organiseret fra deres arbejdspladser og signalerede, at de ville lamme landet, hvis Mubarak ikke trådte tilbage.

Samme aften blev kravet omsider indfriet i en 20-sekunders henvendelse fra Suleiman. På statsligt TV erklærede han, at Mubarak var trådt tilbage fra sin stilling efter 30 år, og havde overdraget sin myndighed til et militært råd kaldet Det Øverste Råd for de Væbnede Styrker (SCAF). Den egyptiske revolutions første etape var en triumf. Næsten 1000 mennesker havde lidt martyrdøden, titusinder var blevet såret, men Mubarak var historie. Massernes festligheder, der fortsatte natten igennem og hele næste dag, var de største og mest festlige i Egyptens moderne historie.

De regerende generaler og overgangen

Generalerne og feltmarskallerne i en hvilken som helst hær er selvfølgelig en væsentlig del af den herskende klasse, og Egypten er ingen undtagelse. Hærens ledere er forbundet gennem tusindvis af guldtråde til milliardærer og andre statslige tjenestemænd, der har regeret landet i årtier.

De militære herskere af post-Mubarak Egypten, SCAF, er alle håndplukket af den tidligere diktator. Feltmarskal Tantawi, der leder rådet, havde været Mubaraks forsvarsminister siden 1991. Hans loyalitet over for Mubarak var uovertruffen, og han var en central skikkelse i Mubaraks kreds af rådgivere.

Den egyptiske hær er også et økonomisk imperium, der tegner sig for næsten 20 procent af den egyptiske økonomi. Det militære etablissement ejer store mængder af landbrug og fast ejendom, og er et industrielt kompleks der producerer alt fra ammunition til vaskemaskiner, styrer turistindustrien, handelsvirksomheder og meget mere.

Dette økonomiske imperium er ikke immunt over for korruption, der har været det væsentligste træk ved alle større statslige institutioner under Mubaraks æra. Hemmeligholdelsen af hærens budgetter og finanser gør sandsynligvis hæren til en af de mest korrupte af disse institutioner.

Hæren er også tæt knyttet til det amerikanske militær. Det modtager en årlig hjælpepakke på 1,3 milliarder dollars og har regelmæssige, fælles militærøvelser med den amerikanske hær og flåde. Al specialtræning af officerer foregår i USA, og alle højteknologiske våben købt af den egyptiske hær er lavet i USA.

Størstedelen af soldater og unge officerer er værnepligtige, hovedsageligt fra arbejderklassen, bondestanden og den lavere middelklasse. Generalerne kontrollerer denne hær gennem en streng og gammeldags disciplin, der involverer hårde straffe, ydmygelse og fuldstændig adskillelse mellem den professionelle officerskaste og de værnepligtige soldater, med hensyn til mad, indkvartering og endda toiletter.

Som tidligere nævnt var hærledelsens beslutning om ikke at beordre et angreb på demonstranterne under revolutionen ikke et tegn på, at hæren faktisk støttede revolutionen på nogen måde, men snarere på at de vidste, at sådanne ordrer ville skabe splittelse i hæren. De ofrede Mubarak for at redde systemet.

Da de blev tvunget til at fjerne Mubarak fra scenen og direkte overtage magten, vidste SCAF, at de var nødt til at træde varsomt mellem indrømmelser til folket og beskyttelse af interesserne hos den herskende klasse, der stadig var intakt i regimets kerne. Dette ville ikke være nogen nem opgave.

Indrømmelser, tvang og pres

Den 13. februar opløste SCAF parlamentet og suspenderede forfatningen, men lod den forhadte Mubarak-udnævnte regering sidde. Rådet lovede at undersøge politiets forbrydelser mod folket og det gamle regimes sammensværgelser og korruption. Den 17. februar blev indenrigsminister Habib al-Adly og hans hjælpere arresteret. Samme dag arresterede man også de tre milliardærer, ministrene Ahmed Maghraby, Zoheir Garana og Ahmed Ezz, stål-magnaten og den organisatoriske leder af NDP.

Men SCAF fortsatte med at holde igen i forhold til Mubarak og hans familie, og de rigtige “præsidentens mænd”; den kreds af ministre og top-embedsmænd, som han var afhængig af under de fleste af sine år ved magten. Der var igen massive demonstrationer fredag den 18. februar, både for at fejre den store præstation, det havde været at fordrive Mubarak, og for at forlange en udskiftning af regeringen og retssager mod præsidenten og hans mænd. SCAF udnævnte et panel af dommere til at forberede en række forfatningsændringer til at forberede organiserede parlamentsvalg, en grundlovgivende forsamling og præsidentvalg, og disse ville blive sendt til folkeafstemning den 19. marts. Panelet blev ledet af en sympatisør af Det Muslimske Broderskab, og havde et andet konservativt medlem af Det Muslimske Broderskab i sin bestyrelse.

Den nye regering

For så vidt angik de mest truende problemer mod folks eksistens, var revolutionen tilsyneladende blevet opnået blot for at meddele: Alt forbliver som før.

Et overvældende krav på de fortsatte ugentlige fredagsdemonstrationer var fjernelsen af den Mubarak-udnævnte regering ledet af Ahmed Shafiq. Den 3. marts gav SCAF indrømmelser og udnævnte Essam Sharaf til at danne en ny overgangsregering. Men Sharaf holdt ikke blot fast i nogle af Mubaraks udnævnte, men tilføjede andre, der enten var store forretningsmænd eller på en eller anden måde forbundet til det gamle regime.

Men store revolutionære initiativer fortsatte. Den 4. og 5. marts stormede vrede, unge demonstranter kontorerne for statens forhadte sikkerhedstjeneste, i årtier centre for tortur, ulovlig tilbageholdelse og mord. Bevægelsen startede i Alexandria og inden for få timer var snesevis af disse grimme, blodige bygninger blevet stormet over hele landet. Det, de protesterende fandt i disse hastigt forladte bygninger, var forbløffende: tonsvis af dokumenter, videoer og optagelser af “forhør”, og rapporter om hver eneste lille bevægelse hos titusindvis af politiske aktivister. Selv om officerer havde forsøgt at ødelægge beviserne ved makulering og afbrænding, havde de ikke haft tid til at fuldføre jobbet.

Mange af demonstranterne havde tidligere været i disse bygninger som fanger med bind for øjnene, der led under tortur, ydmygelse, elektrisk stød og voldtægt, mens de kunne høre den skræmmende lyd af andres skrig. Nu de kom som befriere. Deres bødler var flygtet og havde efterladt sig en stribe af forbrydelser mod det egyptiske folk og mod menneskeheden. Den 15. marts blev SCAF tvunget til at bøje sig for massernes krav om at opløse den kriminelle, statslige sikkerhedstjeneste.

En af de første meddelelser fra den nye overgangsregering var, at der ikke ville ske nogen ændringer i regeringens frie markedsøkonomiske politik. SCAF havde allerede understreget i en tidligere meddelelse, at regeringen fortsat var forpligtet af sine internationale traktater og fortsat ville være USA’s allierede og ven.

Den 23. marts fremsatte regeringen en lov om kriminalisering af strejker og protester, der forstyrrer institutioners eller tjenesters normale funktion, uanset om de er private eller offentlige. Straffen for at bryde denne nye lov var et års fængsel og en bøde på 500.000 egyptiske pund (480.000 kr.).

Men strejker fortsatte med at sprede sig, tydeligvis og forsætligt med henblik på at “forstyrre institutioners eller tjenesters...” Men regeringen og SCAF gjorde i første omgang ingen forsøg på rent faktisk at håndhæve loven.

Imidlertid deltog SCAF, regeringen, den borgerlige og statslige presse og medier, liberale og islamistiske forfattere og kommentatorer, i en tilsyneladende koordineret propagandakampagne mod arbejdernes strejker. De stemplede strejker som egoistiske aktioner blandt sektioner i samfundet, der ikke tager hensyn til nationens interesser som helhed. De var ødelæggende for økonomien og dermed også for projektet om at bygge det nye Egypten. Dette var alle ærlige egypteres, kapitalisters og arbejderes, fattiges og riges revolution, og selv om de fattige har retmæssige krav, burde de være tålmodige. De burde vente indtil overgangen.

Der opstod en konsensus imod arbejderklassen i denne nye borgerlige alliance. De strejkende arbejdere forårsagede kaos og truede den velordnede magtoverdragelse. Faktisk gik mange så langt som til at kalde arbejdernes strejker for kontrarevolutionære tiltag, som måtte stoppes øjeblikkeligt. I en af Essam Sharafs erklæringer sammenlignede han dem med angreb fra regeringens bøller.

Propagandakampagnen fortsatte med en ren spærreild af artikler, TV-shows, meddelelser fra hæren og interviews med ministre, der alle talte om revolutionens nye fase, der afhang af genopstarten af “produktionshjulet”, som arbejderne virkede tossede nok til at ville blande sig i. “Mange tak, I hjalp os med at slippe af med Mubarak, men gå nu tilbage til arbejdet og hold jeres kæft,” syntes at være budskabet til den egyptiske arbejderklasse fra borgerskabet og dets intellektuelle.

Men arbejderne og de fattige i almindelighed syntes ikke at forstå budskabet. Strejker, sit-ins, blokering af jernbaner og demonstrationer foran ministerier fortsatte med uformindsket styrke.

Selvfølgelig var budskabet ikke kun ment som en trussel mod arbejderne, men også som et kampråb for middelklassen. De konstante taler om kaos og økonomisk sammenbrud, i en tid med økonomisk krise, skræmte et stort antal mindre forretningsfolk, det traditionelle småborgerskab, håndværkere og de mellemstore landbrugsbønder, som ikke kunne sælge sine produkter. Ved at flytte skylden fra den kapitalistiske krise og den nyliberalistiske politik, der var den egentlige årsag til deres elendighed, over på arbejderne, forsøgte man ikke blot at aflede den vrede, der kunne have været rettet mod regeringen og dens politik, men også at forberede de nødvendige alliancer for en fremtidig konfrontation med arbejderklassen.

April blev en måned med voksende pres fra neden og betydelige indrømmelser fra det herskende SCAF, men også militærpolitiets stigende undertrykkelse. SCAF’s undvigelse af arrestation og retssag mod præsidenten og hans følge var ved at blive truende og uacceptabel for de revolutionære masser. Der blev nu tvivlet på SCAF’s rolle og forhold til revolutionen, efter nogle korte hvedebrødsdage, hvor store dele af masserne havde stolet på hærens ledere som revolutionens beskyttere.

Fredag den 1. april fandt nye massedemonstrationer sted på Tahrir-pladsen, i Alexandria, Suez og andre større byer i hvad der blev kaldt “Fredag til at redde revolutionen”. Demonstranterne opfordrede til et forbud mod NDP, til at fremskynde processen med at undersøge korruption, og til at sætte Mubarak, hans sønner og andre topembedsmænd på anklagebænken.

Den 8. april samledes hundredtusinder på Tahrir-pladsen for en “Rengøringens og retssagens fredag”. Dette skulle blive den første store konfrontation mellem demonstranterne og militærpolitiet. Adskillige officerer fra hæren deltog i demonstrationerne i deres uniformer. De råbte slogans mod feltmarskal Tantawi og mod korruption i hæren. Flere tusinde demonstranter, herunder officerer, iscenesatte en sit-in midt på pladsen, og besluttede at fortsætte demonstrationen natten igennem. Denne forbrødring mellem demonstranter og uniformerede officerer, og den nye tone af vrede mod SCAF blev utålelig for hærens ledelse. Militærpolitiet blev beordret til at bryde sit-in-demonstrationerne op. De skød ind i menneskemængden, dræbte mindst én person og sårede snesevis. Alle de protesterende officerer blev arresteret.

Hæren brugte mere og mere tvang i forsøget på at dæmme op for protestbevægelser. På universitetet i Cairo slog militærpolitiet en studenterbesættelse ned. Hundredvis af aktivister i hele landet blev arresteret og tortureret. Antallet af civile fanger i militærets fængsler nåede op på 10.000. Men det måske mest bizarre var, at arresterede, kvindelige aktivister blev tvunget til at få deres jomfruelighed testet. Det var en grusom påmindelse om, at militærpolitiet havde den samme brutale mentalitet som statens sikkerhedspoliti.

Men SCAF var nødsaget til at gøre alvorlige indrømmelser for at bevare kontrollen over situationen. Således blev Zakariya Azmi, Mubaraks stabschef og mest betroede assistent, arresteret den 7. april. Dette blev fulgt op af anholdelsen af Ahmed Nazif – Mubaraks sidste premierminister (10. april), Safwat El-Sherif – præsidenten for Shura-Rådet og NDP’s generalsekretær (11. april), og Fathi Soroor – parlamentsformanden (13. april). Anholdelsen af Mubarak og hans to sønner, Gamal og Alaa, blev beordret den 13. april. De to sønner blev overført til Tora-fængselet i Cairo, mens Mubarak blev overført til et hospital i Sharm El Sheikh, da han hævdede at have haft et hjerteanfald.

Kontrarevolutionære farer

Som i enhver revolution, er de, der mister magten, parat til at gøre hvad som helst for at genvinde den. Resterne af NDP, sikkerhedspolitiet og forretningsmilliardærerne der var forbundet til det gamle regime, fortsatte med at forsøge på at rulle revolution tilbage. Brugen af bøller til at skræmme folk og skabe en følelse af frygt og usikkerhed fortsatte med uformindsket styrke. Politiet fortsatte med uofficielle angreb, dels af frygt, men også for at øge følelsen af manglende sikkerhed i Egyptens gader. Måske var det mest faretruende den hurtige fremgang hos salafist-grupperne (ultra-religiøse konservative muslimer), der begyndte at udpege det kristne mindretal som mål. Som Mustafa Omar beskriver det i en af sine fremragende artikler om revolutionen:

“I begyndelsen af marts, i landsbyen Atfih syd for Cairo, brændte en hob af salafister, sammen med fattige byboere uden rettigheder, først en koptisk kirke ned til grunden, på grund af et påstået forhold mellem en kristen mand og en muslimsk kvinde. I april organiserede salafisterne civil ulydighed i den sydlige provins Qena, der har et stort antal kristne indbyggere, for at modsætte sig en ny provinsguvernør på baggrund af hans kristne identitet. Mange kristne og muslimer modsatte sig faktisk udnævnelsen af Emad Mikhael, fordi han var en notorisk brutal general kendt fra det hemmelige politi under Mubarak. Men salafisterne rettede deres vrede mod den udnævnte guvernørs religiøse tro. For nylig, i begyndelsen af maj, i det fattige kvarter Imbaba i Cairo, angreb en anden muslimsk pøbel en koptisk kirke og brændte den ned. Salafisterne havde agiteret mod kristne i nogen tid og hævdede nu, at præster holdt en kristen kvinde, der var gift med en muslimsk mand, i kirken mod hendes vilje. Mens hæren og politiet forholdt sig passivt i nærheden, brød skudvekslinger mellem muslimer og kristne ud. De varede i flere timer og efterlod mindst 11 mennesker døde. Heldigvis betød et offentligt ramaskrig imod kirkeafbrændinger fra et stort flertal af almindelige muslimer og kristne, at salafisterne for en tid blev bremset.“

Forsøg på kontrarevolution har indtil nu ikke været i stand til at demobilisere eller demoralisere revolutionen. Men revolutionær årvågenhed er nødvendig. De der ønsker hævn over revolutionen vil blive ved med at forsøge. Hvad de ikke kunne gøre med kameler og heste den 3. februar, vil de prøve igen med bomber, maskingeværer og sekterisk vold.

Islamister, liberale og magtkamp

Det Muslimske Broderskab var ikke i stand til at deltage i revolutionen uden vaklen og splittelser. Det var presset fra forskellige tendenser inden for organisationen, der bevægede Broderskabets ledelse, snarere end deltagelse i revolutionen for princippets skyld. Det var især et resultat af det intense pres fra Broderskabets basis, de unge, som var smeltet sammen med masserne i gaderne under revolutionen.

Denne vaklen og uoverensstemmelse er ikke nyt for Broderskabet. Hele organisationens historie bevidner denne tendens siden tiden for Broderskabets grundlægger, Imam Hassan al-Banna, til i dag. I slutningen af 1940’erne var monarkiet i stand til at ødelægge kernen i organisationen, på trods af dens magt og en halv million medlemmer, ved at udnytte den skarpe uenighed inden for organisation og ledelsens ubeslutsomhed i forhold til bekæmpelsen af regimet. Gruppen oplevede en lignende krise i de første år efter revolutionen i juli 1952, da intern splittelse og vaklende ledelse tillod Nasser-regimet at ødelægge den.

Disse bestandige udsving mellem opposition og kompromis, mellem eskalering og ro, er et resultatet af Broderskabets natur som en folkelig, religiøs gruppe der består af spidsborgere side om side med traditionelle og moderne småborgere – studerende og akademikere, de arbejdsløse og store dele af de fattige. Denne struktur holder sig stabil i tider med politisk og social ro, men forvandler sig til en tidsindstillet bombe i tider med store omvæltninger, hvor det bliver næsten umuligt at forene de forskellige, modstridende sociale interesser under et fælles og vagt budskab.

Dag og nat har Broderskabet efterplapret de samme replikker om hærens patriotisme og dens lederskab, om at der er en “rød streg” omkring hæren, om dens arbejde for at “beskytte” revolutionen, og at enhver bevægelse mod hæren er et forræderi mod revolutionen. I en erklæring på Broderskabets hjemmeside finder vi følgende afsnit: ”Hæren forsøger at bevare en vis grad af disciplin blandt sine rækker, og med rette, for hvis den ikke kan fastholde sin egen disciplin, kan den ikke beskytte folket”.

”På nuværende tidspunkt er hæren den eneste organiserede kraft i Egypten, og det er ikke i vores interesse at svække den, ej heller vil vi lade andre svække den. Vi ved, hvem der arbejder på den måde, og hvad deres mål og hensigter er. Det Muslimske Broderskab ønsker at se revolutionens succes, og vi er fuldt ud klar over, at vores store hærs placering i forhold til revolutionen er en af de vigtigste faktorer for dens succes. For hæren har sagt til folket fra første øjeblik: ’I kan udtrykke jeres synspunkter frit og demonstrere i løbet af dagen, men ikke under nattens udgangsforbud, der er blevet reduceret mere end én gang til kun 3 timer’.”

I forhold til revolutionens sociale uddybning, med dens store bølge af strejker udløst under opstanden, tog Broderskabet samme standpunkt som regeringen og Militærrådet, og krævede: ”En tilbagevenden til arbejdet for at redde den egyptiske økonomi. Det Muslimske Broderskab opfordrer alle dele af det egyptiske folk til at holde hjulene i gang og udviklingen kørende. Demonstrationer for særlige krav, omend det er en grundlæggende rettighed, er til skade for produktionen og skader økonomien, især da revolutionen er afhængig af at holde økonomiens motor kørende. Borgerne skal føle at deres ofre i søgen efter et værdigt liv ikke bare var tom snak, så det egyptiske folk kan bevise, at de er i stand til endnu en præstation ud over revolutionen, nemlig at løfte Egypten ud af sin økonomiske krise.”

Disse holdninger var naturligvis ikke begrænset til Broderskabet. Liberale kræfter deltog også med stor entusiasme i samme dobbeltkampagne – absolut støtte til det militære råd og en hysterisk kampagne imod arbejdernes strejker, under banneret “Hold produktionens hjul kørende”. Amr Hamzawy, en af liberalismens stjerner, opfordrede endda til dannelsen af grupper af unge mennesker og offentlige personer med henblik på at sprede propaganda mod strejker blandt arbejderne. En bred vifte af intellektuelle og gårsdagens revolutionære ansporede til at slå ned på strejker i samarbejde med hæren som en del af disse kampagner mod revolutionens anden fase.

Både islamister og liberale dannede en række politiske partier i forventning om, at der ville blive afholdt valg i september. På trods af, at overfladiske debatter mellem sekulære liberale og islamister om detaljerne i forfatningen, og om den islamiske sharialovs placering i et fremtidigt, demokratisk Egypten tyder på, at deres forskelligheder er uforenelige, men når det kommer til klassekampen og grænserne for revolutionen, viser de sig at være tætte allierede. Begge kræfter støtter fuldt ud SCAF og fordømmer stærkt enhver kritik af hæren. Begge sider støtter den frie markedskapitalisme, begge er stærkt imod den fortsatte strejkebevægelse, og de vil formentlig begge havne i en alliance for at hjælpe med at redde kapitalismen og knuse arbejderne.

Arbejdernes oprør

Bølgen af strejker, der var begyndt i revolutionens tredje uge, og som leverede det endelige slag mod Mubaraks styre, endte ikke med diktatorens fald. I virkeligheden gav den politiske sejr – fordrivelsen af diktatoren – en enorm energi til tusindvis af både økonomiske og politiske strejker i hele landet. Under de to måneder efter Mubaraks fald fandt flere strejker sted, og flere arbejdere deltog, end under hele 2006-2009 strejkebølgen, den største i moderne Egyptens historie.

Reelt set var den nye strejkebølge efter Mubaraks fald både en fortsættelse og uddybning af den foregående. Således blev dusinvis af nye, uafhængige fagforeninger dannet i kampens hede, og valgte på demokratisk vis deres ledere fra strejkeudvalgene. Strejkebølgen spredte sig blandt industrier, blandt funktionærer og i hele den private sektor. Krav involverede både presserende økonomiske problemers løsning, nationale krav såsom mindsteløn og krav om antikorruption. Udbredelsen og radikaliseringen var uden fortilfælde.

De, der ønskede en velordnet, rent politisk demokratisk revolution, en konstrueret overgang fra diktatur til demokrati, ledet af liberale-borgerlige demokrater og moderate islamister, en overgang der ville være passivt støttet af arbejderklassen og de fattige, havde tydeligvis ikke forstået hvad de havde kastet sig ud i.

I revolutionens tidlige dage, da det fælles mål primært var afsættelsen af Mubarak og etableringen af et parlamentarisk demokrati, syntes der at være en følelse af enhed på tværs af klasseskel, måske mest symboliseret ved det egyptiske flag. De fattigste arbejdsløse, de rigeste koncerndirektører og alle derimellem vajede stolt med flaget. De, der kæmpede på barrikaderne og de, der dukkede op senere, da forholdene viste sig sikre nok, følte alle at denne var deres fælles revolution: hele det egyptiske folks revolution, med alle dets sociale klasser mod et forhadt diktatur. Men denne følelse af sammenhold var både kunstig og midlertidig.

De tilsyneladende uklare demokratiske slagord som frihed, social retfærdighed og værdighed betød vidt forskellige ting hos de forskellige deltagende klasser. Frihed for arbejderen betød ikke kun frihed til at stemme eller ytringsfrihed, det betød også frihed fra sult, usikkerhed og den konstante trussel om arbejdsløshed. Social retfærdighed betød lighed og omfordeling af rigdom, bedre lønninger, sundhedspleje, boliger, uddannelse og offentlige tjenester. Værdighed var et meningsløst begreb, medmindre det betød en ende på fattigdom og nød.

Den borgerlige demokrat havde naturligvis en anden forståelse af disse slogans. Frihed for ham betød et vestligt parlamentarisk system. Social retfærdighed betød en lille forbedring af vilkårene for de fattige, så længe de ikke skræmte investorer væk, og så længe kravene var realistiske og ikke en trussel mod kapitalismen. Værdighed betød en ende på politiets brutalitet, men havde i hans sind meget lidt at gøre med alle sociale spørgsmål.

Andre befolkningsgrupper ville tolke disse slogans på stadig flere forskellige måder. Afsættelsen af Mubarak begyndte at tvinge disse forskelle op til overfladen.

Dette bringer os til spørgsmålet om forholdet mellem politik og økonomi, og mere specifikt mellem en demokratisk revolution og en social revolution. En demokratisk revolution, hvor arbejderklassen spiller en stor rolle er allerede i sig selv implicit og potentielt en social revolution. Allerede fra en revolutions allerførste øjeblik er de fremtidige klassekampe i revolutionens senere faser iboende. I Egyptens tilfælde, hvor revolutionen blev gennemført mod ikke bare et brutalt, men også et nyliberalistisk kapitalistisk diktatur, og hvor arbejdernes kamp mod den nyliberalistiske politik i årevis havde gået forud for revolutionen, kunne det ikke være anderledes. Det kunne ikke ende med et resultat som de “kulørte revolutioner” denne gang.

Samspillet mellem politiske og økonomiske protester i løbet af en revolution blev genialt beskrevet af Rosa Luxemburg i hendes analyse af den russiske revolution i 1905:

Men bevægelsen som helhed går ikke bare fra den økonomiske til den politiske kamp, men også omvendt. Hver enkelt af de store politiske masseaktioner slår også, efter at de har nået deres politiske højdepunkt, om i et helt virvar af økonomiske strejker. (...) Ethvert nyt stormløb, enhver ny sejr i den politiske kamp forvandler sig til et mægtigt fremstød for den økonomiske kamp, samtidig med at den udvider de ydre muligheder og arbejdernes indre drivkraft, forbedrer deres situation og øger deres kampvilje. Hver gang den politiske aktions skummende bølge har skyllet frem, bliver der en frugtbar aflejring tilbage, hvorfra tusindvis af nye spirer til den økonomiske kamp skyder i vejret. Og omvendt, den uophørlige økonomiske krigstilstand mellem arbejdere og kapital holder kampviljen vågen i alle de politiske pauser ...”

Dette samspil mellem politiske og økonomiske krav er et centralt element i den egyptiske revolution.

En af de faktorer, der intensiverer samspillet i det egyptiske tilfælde, er udstrækningen af hvor dybt de statslige institutioner, NDP og de store virksomheder var, og fortsætter med at være, forbundne med hinanden på alle samfundets niveauer.

Et af revolutionens vigtigste slogans, især efter fjernelsen af Mubarak, var at “rense systemet”. Det betød at revolutionen ikke ville lykkes, medmindre der ville foregå en grundig udrensning af alle de korrupte i NDP og blandt alle institutioners embedsmænd. Således har der i næsten alle de store strejker siden revolutionen lydt krav om at fjerne korrupte NDP-ledere og føre retssager mod dem. Dette klare politisk krav blev integreret med de økonomiske krav om mindsteløn, permanente ansættelseskontrakter for midlertidigt ansatte, bedre arbejdsvilkår og så videre.

En lignende situation opstod under den portugisiske revolution i 1974. Som Tony Cliff forklarede i en vigtig analyse af revolutionen:

“Saneamento (udrensning) betød meget mere end blot at sætte det hemmelige politis betjente bag lås og slå. Effektivt og grundigt gennemført, betyder det bogstaveligt næsten at ødelægge strukturen i den borgerlige stat. Fordi den korporative stat betød kontrol over alle niveauer i det sociale liv, banker, kirker, skoler, universiteter, kontorer og fabriksledelser, ville en komplet saneamento betyde udslettelsen af hele det sociale hierarki fra direktioner til værkførere.“

Således kan det der startede i Egypten den 25. januar, som en tilsyneladende rent demokratisk, politisk revolution, udvikle sig til en revolution, der udfordrer selve grundlaget for det kapitalistiske samfund.

Stigende forventninger og økonomisk krise

En anden vigtig faktor, der presser den egyptiske revolution ud over grænserne for den borgerlige demokratiske overgangsfase, er den stadig dybere modsætning mellem arbejdernes og de fattiges stigende forventninger, og kapitalismens økonomiske krise. Folk forventer højere lønninger, reduktion af arbejdsløs-heden, bedre boliger, uddannelse og sundhedspleje. Men inden for rammerne af det kapitalistiske system, forventes alle disse ting at blive værre.

Den egyptiske økonomi var allerede i krise før revolutionen. Men tingene er blevet meget værre siden. Måske er inflationen det mest synlige problem. For eksempel steg priserne på fødevarer 20 % i april 2011, i forhold til samme måned året før. Arbejdsløsheden er steget kraftigt, forværret af at hundredtusinder af arbejdere er vendt hjem fra Libyen. Der var 1,5 millioner egyptiske arbejdere i Libyen. Revolutionen og borgerkrigen dér forårsagede et kraftigt fald i arbejdernes pengeoverførsler, der var en vigtig kilde til udenlandsk valuta. Indtægterne fra turisme faldt også kraftigt, svarende til 11 % af BNP, og føjede hundredtusinder til millionerne af arbejdsløse unge.

For at forsøge at stabilisere økonomien og afstive det egyptiske pund, har regeringen indsat valutareserver. Disse reserver er faldet fra 34 mia US$ til 28 mia US$ gennem de sidste tre måneder. Men det egyptiske punds værdi faldt stadig. Den langsigtede trussel er et fortsat hurtigt fald i reserverne, efterfulgt af spekulation i egyptiske pund og et komplet sammenbrud af dets værdi. Budgetunderskuddet i 2011 anslås til mere end 9 %, og væksten i BNP er faldet med 4,2 % i første kvartal.

Alt dette betyder enten at den egyptiske kapitalisme er ved at bryde sammen, eller at arbejderklassen og Egyptens fattige vil blive tvunget til at betale prisen for krisen. Men arbejderklassen og de fattige i Egypten gjorde oprør, og fortsætter med at gøre oprør, netop fordi de har betalt prisen for nyliberalismen og dens fiaskoer i årtier. De forventer en ende på fattigdom og arbejdsløshed, samt på den ydmygelse og nedværdigelse, de har lidt.

Generalerne, kapitalisterne og deres midlertidige regering kan ikke gøre nogen indrømmelser af betydning overfor arbejderne, uden at gøre op med ikke bare nyliberalismen, men med selve den kapitalistiske økonomis struktur. For dem ville det ikke kun være irrationelt, men også selvmord. De vil kæmpe med næb og kløer for at redde systemet og lade de fattige betale prisen. Men de fattige vil også kæmpe med næb og kløer for at redde deres revolution. En nyt og voldsomt sammenstød er under optræk.

Verdenskapitalismen på banen

Den egyptiske kapitalisme er en integreret del af det globale kapitalistiske system. Dens overlevelse afhænger af de vitale bånd, der forbinder den til USA, EU og golfstaternes økonomier. Det er derfor hos disse, at overgangsregeringen har bedt om hjælp. Ganske som man kan forvente, har den kendsgerning, at SCAF og overgangsregeringen har lovet at fortsætte den tidligere regerings økonomiske politik og udenrigspolitik, gjort, at USA, EU og de finansielle institutioner, IMF og Verdensbanken, alle er ivrige efter at hjælpe.

Det blev i forbindelse med G8 – topmødet den 26.-27. maj (med deltagelse af Essam Sharaf) meddelt, at Egypten og Tunesien ville blive tilbudt op til 20 milliarder US$. Når man tilføjer støtten fra de arabiske golfstater, synes Egypten alene at være tæt på at modtage omkring 15 milliarder US$ i lån, investeringer og støtte fra regeringer og de vigtigste internationale, finansielle institutioner (IFI). Men disse penge kommer med betingelser. Pakkerne bygger på en fortsættelse af nyliberalistisk privatiseringspolitik, deregulering og fremme af udenlandske investeringer.

Den 24. maj blev disse betingelser fastlagt, efter at Verdensbanken og IMF meddelte, at de ville give 4,5 milliarder US$ til Egypten over en periode på to år. Ved at gøre opmærksom på, at “reformer var lige så vigtige som penge”, gjorde IMF under G8-topmødet klart, hvad der ville blive nødvendigt, hvis pengestrømmen til Egypten skulle begynde:

“Overvindelse af høj arbejdsløshed vil kræve en betydelig forøgelse af tempoet i den økonomiske vækst (...) At opnå en sådan vækst vil kræve både yderligere investeringer og forbedret produktivitet. Mens nogle stigninger i de offentlige investeringer kan være påkrævet, for eksempel for at forbedre kvaliteten af infrastrukturer og ydelser i mindre udviklede landdistrikter, skal den private sektor spille en central rolle, herunder gennem tiltrækningen af udenlandske, direkte investeringer. Derfor bør regeringens politik støtte et gunstigt miljø, hvor den private sektor blomstrer.”

Derfor er hovedindholdet i de internationale finansielle interventioner i Egypten efter Mubarak en acceleration af den nyliberalistiske politik, som Mubaraks regime fulgte. Den selvsamme politik, der førte til forarmelsen af størstedelen af befolkningen, den massive koncentration af rigdom hos en lille minoritet og til en hjælpsom stat i seng med milliardærer.

Det er præcis dét Egypten vi gjorde oprør imod, og det er præcis dét Egypten der tilbydes os igen, nu med en ubetydelig ændring i indpakningen.

Forberedelse til den anden revolution

Som vi så ovenfor, indebærer revolutionen et komplekst samspil mellem politiske og økonomiske krav, mellem dens demokratiske og dens sociale faser. Der er ingen klart afgrænsede og adskilte stadier i revolutionen. Opnåelsen af de vigtigste demokratiske krav der har lydt under revolutionen, som kun lige er begyndt, kan kun gennemføres og vedligeholdes gennem den egyptiske arbejderklasses massedeltagelse. Dette forvandler nødvendigvis revolutionen fra dens smalle, borgerlige demokratiske krav, og sætter sociale krav i forgrunden, der ikke kan opnås inden for rammerne af kapitalismen og dens endeløse kriser.

Truslen mod kapitalismen forener alle former for forskellige kræfter, mod arbej-derklassen og de fattige. Luften er fuld af planer om indeslutning på den ene side, og sammensværgelser om kontrarevolution på den anden. For mange liberale og islamister er truslen fra arbejderklassens og de fattiges politiske vækkelse meget mere truende, end det langsommelige og begrænsede tempo i de politiske og demokratiske reformer, som generalerne tilbyder.

Således kræver den sande fuldførelse af den demokratiske revolution, at arbejderklassen tager føringen, og trækker de fattige bønder, de fattige i byerne, de undertrykte dele af samfundet, de fattige koptere, Nubierne og Sinai-beduinerne med sig. Dette er nødvendigt for at redde revolutionen fra inddæmning, reaktion og kontrarevolution, og siden for at forberede en ny opstand, der skal fuldende omstyrtelsen af regimet, for at fuldføre “udrensningsprocessen” ved at ødelægge det gamle regimes statsstrukturer. For derefter at opbygge den “sociale republik”, gennem arbejderklassens erobring af den politiske magt, med støtte fra de fattige bønder, byernes fattige, og alle i samfundet der var undertrykt af det gamle regime, og af den såkaldte overgangsregering og dens generaler.

Opgaverne kan ikke opnås udelukkende gennem organisation af uafhængige fagforeninger og folkekomiteer – selvom disse er vitale, vil de være opgaver for fremtidens oprør. Der er et vitalt behov for opbygningen af et revolutionært arbejderparti. Et parti, hvis opgave ikke kun vil være at forene de mest avancerede elementer i arbejderklassen, men at tiltrække de mindre organiserede og isolerede sektorer i arbejderklassen. Partiet skal være en “talerstol for de undertrykte”, og vinde gennem dét argument, blandt alle ofre for udnyttelse og undertrykkelse, at kun under ledelse af den arbejdende klasse kan deres lidelser i sandhed ende.

Klarhed og ærlighed er af allerstørste betydning for den kommende opstand. Fjenden vil bekæmpe os ondskabsfuldt. Hæren vil spille hovedrollen i forsøget på at smadre, ikke kun selve opstanden, men også ethvert levn af uafhængige arbejderorganisationer. Det er derfor af afgørende betydning i de kommende kampe, at vinde soldater og unge værnepligtige officerer over på revolutionens side for at afsløre, isolere og til sidst besejre hærens ledelse.

Vore fjender er velorganiserede. De har fuld opbakning fra borgerlige medier. Kun et organiseret revolutionært parti, der er tilstrækkeligt talstærkt, og som er i stand til at sprede sine ideer og agitere for revolutionær handling blandt masserne, kan håbe på at vinde denne kamp.

Kløften mellem den nuværende størrelse og kræfterne på den revolutionære venstrefløj i Egypten og de opgaver, der er nævnt ovenfor, er enorm. Men vi ved, at vores argumenter kan gøre en reel forskel og forme kampen der kommer. Vi fra Tahrir-pladsen, som under opstanden troede på, at arbejderne kunne gøre det af med Mubarak, ventede ikke bare på at strejkerne skulle opstå. Vi tog ud og talte med førende aktivister på arbejdspladserne, og argumenterede for at arbejderne kunne bruge deres organiserede kollektive magt mod regimet.

Den revolutionære krise i Egypten og i den øvrige arabiske verden er af et omfang og en dybde – forstærket af forbindelsen med den internationale økonomiske krise – som vores fjender vil finde det vanskeligt at løse i den nærmeste fremtid. Krisen vil sandsynligvis vare år snarere end måneder. Dette giver revolutionære socialister en åbning af muligheder, der i sandhed er historisk. Hvis vi løser den revolutionære strategi og taktiks væsentlige spørgsmål, hvis vi indser den rigtige lære af både fejl og succeser for vores internationale revolutionære tradition, så kunne en historisk sejr for arbejderklassen i Egypten og internationalt være inden for rækkevidde.

En anden afgørende faktor, der kan gøre en forskel mellem sejr og nederlag, er spørgsmålet om revolutionær internationalisme. Verdens kapitalistiske klasse forener og organiserer sig i at inddæmme og kvæle den egyptiske revolution. Men verdens kapitalisme er i en lang og langvarig krise. Overalt i verden forsøger herskende klasser at få de arbejdende klasser til at betale prisen for denne krise. Modstand mod disse forsøg vokser og uddybes over hele verden. Massestrejker og demonstrationer i Grækenland og Spanien er både inspireret af og inspirerende for den egyptiske revolution. Revolutionerne i Yemen og Syrien fortsætter stadig, på trods af at de står over for ufattelig undertrykkelse. Enhver sejr for arbejderklassen og masserne i én region eller land vil give et gevaldigt løft til alle de andre. Men vi kan ikke bare stole på det relativt spontane samspil mellem disse revolutioner og bevægelser. Vi er nødt til at organisere international solidaritet og bruge dette historiske øjeblik til at bygge vores organisationer op over hele kloden.

Noter

1. Paris-klubben er en uformel gruppe af finansielle embedsmænd fra 19 af verdens største økonomier, som leverer finansielle tjenesteydelser, såsom krigsfinansiering, gældsomlægning og gældseftergivelse til forgældede lande og deres kreditorer. Skyldnere er ofte anbefalet af Den Internationale Valutafond (IMF), efter at alternative løsninger har svigtet (oversætters note).

Den egyptiske revolution

En politisk analyse og øjenvidneberetning

Sameh Naguib (2011)

Indhold

Indledning