Marxisme Online > IS/SWP > Er menneskets natur ...
1. Det anti-socialistiske argument
2. Menneskets natur forandrer sig
3. Hvad er menneskets natur?
4. Kapitalisme og menneskets natur
5. Socialisme og menneskets natur
"Socialisme er en god idé; men det kan ikke fungere. Man kan ikke ændre menneskets natur!" Dette er den mest almindelige og udbredte af alle de indvendinger, der gøres mod socialismen. Det er det første argument, der kommer frem på fabriksgulvet, i kantinen eller på værtshuset. Det er det argument, som mange politikere og intellektuelle falder tilbage til.
Det er også et argument, som accepteres af mange mennesker, der oprigtigt ønsker at få et bedre samfund; men som ikke rigtigt tør tro på, at det er muligt. Det accepteres endog af nogle, der opfatter sig selv som socialister – eksempelvis mange SF-tilhængere. Resultatet er, at de udvander socialismen til blot at betyde, at der pilles lidt ved det nuværende system frem for at forsøge at ændre det grundlæggende.
Argumentet om menneskets natur kan se meget nyttigt ud for dem, der er imod socialismen. Det er et kort, skarpt og præcist et-linies-svar, der ikke ser ud til at kræve videre eftertanke. Det forbinder sig med mange andre ideer, der er vidt udbredte, som f. eks. "Det vil altid være nødvendigt med ledere", "Folk er grundlæggende egoistiske", "Nogle mennesker vil altid have mere end andre" eller "Revolutioner går altid galt og fører til tyranni".
Begrundelsen bygger på den gamle kristne idé om arvesynden, der er nedarvet fra Adam og Eva i Edens Have igennem generationer. Forestillingen om, at der er en grundlæggende brist i menneskets natur, som gør ægte lighed og samarbejde mellem mennesker umulig, ser ud til at være et bekvemt svar på mange af verdens onder som f. eks. racisme og sexisme. Specifikke politiske spørgsmål som den russiske revolutions forfald til stalinistisk diktatur og det, der tilsyneladende var socialismens fallit i Østeuropa og Kina, koges også ned til menneskets natur.
Disse ideer ser ud til at høre sammen med stort set alles personlige erfaringer. Hvem har ikke, når alt kommer til alt, set mennesker konkurrere hæmningsløst om forfremmelse? Hvem er ikke blevet svigtet af en ven eller er blevet frustreret over menneskers ligegyldighed og selviskhed? Disse erfaringer har hjulpet med til at hæve argumentet om menneskets natur til at være "almindelig sund fornuft". Ikke desto mindre skal vi i det følgende se, hvorfor dette er fuldstændigt forkert.
HVORFOR PÅSTÅR FOLK, at menneskets natur for altid vil umuliggøre socialismen? De siger, at der er en del karakteristika, adfærdsmønstre og grundlæggende holdninger, som er fælles for alle, eller så godt som alle, mennesker, og at disse er uforenelige med opnåelsen af et klasseløst samfund baseret på fælleseje og kontrol.
Navnlig hævdes det, at de fleste mennesker har nedarvet grådighed og ambitioner, således at de vil have mere end blot deres retfærdige andel af de materielle goder og at de til stadighed vil dominere andre.
Men enhver undersøgelse af, hvordan folk egentlig opfører sig – selv i vores samfund – viser, at dette er forkert. Naturligvis er der mange eksempler på grådighed og ambitioner – se bare på de borgerlige, på Klaus Riskjær Petersen eller på den type personer, der vinder de amerikanske valg. Det viser sig bare, at der er langt flere eksempler på selvopofrelse, mod og medfølelse.
Mennesker sætter livet på spil for at redde andre i ulykke; Nelson Mandela sad 27 år i fængsel for den sag, han troede på; studenter og arbejdere stod sammen på Den Himmelske Freds Plads i Kina i 1989, da tanks kom imod dem. Der er også hverdagseksempler: Forældre, der vier deres liv til en indsats for deres handicappede børn; arbejdere som vælger lavtlønnet omsorgsarbejde frem for at tjene en højere løn på kontor eller på fabrik; generøsiteten hos folk, der er indstillet på godgørenhed eller ethvert råb om hjælp.
Når det kommer til spørgsmål som bistandshjælp, de hjemløse, folkepensionister og hjælp til fattige, er den almindelige folkelige holdning hovedsagelig storsindet og medfølende. Igennem 80'erne, hvor England efter sigende blev oversvømmet af Margaret Thatchers tro på selviskhed, var der til stadighed et kæmpe flertal, som støttede kollektive værdier, så som rimelige bevillinger til bistandshjælp og pension.
Selv når regeringer planlægger de mest ondskabsfulde og plyndrende imperialistiske krige ved de, at for at få folkelig støtte, må de sælge deres planer ved at hævde, at de har et eller andet anstændigt motiv. Englænderne retfærdiggjorde deres medvirken i 1. Verdenskrig ved at påstå, at de ville redde stakkels lille Belgien. På samme måde blev dét at redde stakkels lille Kuwait brugt som undskyldning for oliekrigen i Golfen.
Disse eksempler skal ikke bevise, at menneskets natur i bund og grund er uselvisk. Men de viser, at det er latterligt at påstå, at folk er medfødt grådige. Dette gælder specielt, når man husker på, at det er sådan folk opfører sig i et kapitalistisk samfund, som konstant opfordrer til grådighed, konkurrence og en generel hakke-mentalitet.
Faktisk er det sådan, at i stedet for at være enten medfødt god eller medfødt ond, er en person skiftevis grådig eller gavmild, fej eller modig, pågående eller tilbageholdende. Der er individer, der vil ofre alt for deres familie, men ikke vil løfte en lillefinger for deres nabo. Der er andre, der flot giver til velgørenhed; men som ikke tilgodeser deres børn. Nogle mennesker er i stand til at have uendelig sympati for dyr, men har ikke noget forhold til mennesker, mens andre igen har det omvendt.
Det hele afhænger af omstændighederne. Det afhænger af, om folk føler sig sårbare og truede eller stærke og trygge. Det afhænger af, hvordan den konkrete situation svarer til den holdning, man er opdraget med, og som har formet en livet igennem. Kort sagt: Mennesker ændres alt efter livsbetingelserne, og som deres erfaringer ændres.
Hvis dette gælder for individer, viser historien, at det gælder endnu mere for samfund og sociale klasser. Tag for eksempel den russiske revolution, hvis udfald påstås at vise uforanderligheden ved menneskets natur – rent faktisk påviste den det stik modsatte.
I århundreder led det russiske folk og var undertrykt under zarstyret. Det var landet med den dybeste uvidenhed og overtro, med de mest tilbagestående holdninger over for kvinder og den mest fanatiske antisemitisme. For den overfladiske iagttager kunne det se ud som om, at der lå et eller andet dybt i det russiske folks natur, som gjorde, at de fandt sig i dette (i modsætning til f. eks. det "frihedselskende" England).
Så i 1905, og med endnu større slagkraft i 1917, rejste det selv samme russiske folk sig i oprør mod zarstyret. De strejkede, demonstrerede, lavede optøjer, kæmpede og rejste sig i opstand – de lavede den største revolution i verdenshistorien.
Denne revolution forsøgte at vende op og ned på verden: Den beslaglagde fabrikkerne, gav jorden til småbønderne og trak Rusland ud af den imperialistiske krig. Den gav de nationale mindretal retten til at løsrive sig, vedtog fuldstændig ligeret for kvinder, valgte en jøde (Leon Trotskij) som præsident for dens førende arbejderråd og placerede ham som leder af dens revolutionshære. For vores føromtalte iagttager så det nu ud til, at det lå i det russiske folks natur at brænde med en vild revolutionær glød, igen direkte i modsætning til det "moderate" England.
Så i 1920'erne og 30'erne blev revolutionen smadret af det stalinistiske bureaukrati, som knuste arbejderne og småbønderne, dømte millioner til sult og endnu millioner til døden i de sibiriske arbejdslejre. Nu vil vores "kender" af den russiske karakter se det hele som en bekræftelse på den medfødte russiske længsel efter tyranni.
I virkeligheden ændrede det russiske folks "natur" (dvs. deres kollektive holdninger, psyke og adfærdsmønstre, som i hvert tilfælde var forskelligt klasserne imellem) sig dybtgående under de forskellige materielle omstændigheder.
Det langvarige zarstyre, med dets medfølgende underdanighedsprincip, var baseret på den russiske økonomis ekstreme tilbageståenhed. Zarens fald og den pludseligt stigende revolutionære entusiasme havde rødder i den måde kapitalismen udviklede sig på i Rusland; med en svag kapitalistisk klasse over for en stærk arbejderklasse, der var i stand til at samle massen af småbønder bag sig.
Revolutionens kollaps til stalinisme og den tilsyneladende tilbagevenden til apati, resignation og føjelighed var et resultat af isolationen forårsaget af revolutionens manglende spredning og den reelle smadring af arbejderklassen i den forfærdelige borgerkrig 1918-21.
Ændring af omstændigheder medførte ændring af "natur".
Hvad der fremgår ved et nærmere kig på disse 20 års russisk historie, viser sig endnu tydeligere for verdenshistorien som helhed. Adfærdsmønstre, der tages for givet som naturlige og evige af bestemte samfund i bestemte tidsperioder, bliver forkastet som fuldstændigt unaturlige af andre samfund til andre tider.
Langt den overvejende del af den engelske befolkning i det syttende århundrede så slaveri af folk med sort hud som en helt naturlig foranstaltning. Det hævdedes at udspringe af sortes medfødte laverestående natur. Henimod midten af det 19. århundrede så englænderne nu pludselig slaveri som en krænkelse af menneskets natur. I USA har disse to syn på naturen og de sortes rettigheder eksisteret samtidigt og været i konfrontation – det ene med dominans i nord, det andet i syd.
For den amerikanske indianer var privat ejendomsret til jord unaturligt – for det 18. århundredes godsejere var det den mest grundlæggende menneskeret. For de gamle grækere var homoseksualitet den højeste form for kærlighed – for det victorianske England var det den laveste. For den traditionelle hindu var arrangerede ægteskaber normen i århundreder – for de fleste i vesten synes det nu "unaturligt". Ændr samfundsforholdene, og du har ændret "menneskets natur".
Der kunne gives langt flere eksempler. De bekræfter alle den umådelige evne til forandring, som menneskelige holdninger, moral og opførsel har. De demonstrerer den enorme rolle, som kultur – det samfundsmæssigt tillærte, i modsætning til det genetisk nedarvede – spiller i udformningen af menneskers liv.. De viser ligeledes i hvor høj grad denne kultur udvikler sig i takt med skiftende materielle betingelser.
FOLK ÆNDRES som omstændighederne ændres. Men betyder dette, at begrebet "menneskets natur" overhovedet ikke eksisterer? Socialister er nogle gange blevet fristet til at hævde dette som en hurtig måde at klare anti-socialistiske argumenter.
En fuldstændig afvisning af, at der eksisterer en menneskelig natur, kan dog medføre en del alvorlige problemer.
Først og fremmest kan det føre til et syn på mennesker som værende totalt manipulerbare. Det kan antyde, at et totalitært regime, som fuldstændigt kontrollerer medierne og opdragelsen af børn, kunne gøre ved folk, hvad det ville og således kunne eliminere enhver mulighed for oprør. Men der er vægtige beviser for, at dette ikke er tilfældet. Hverken i Hitlers Tyskland eller i Stalins Rusland (som er de to mest intensive totalitære regimer, der nogensinde har eksisteret) var herskerne i stand til at undertrykke al modstand eller tankevirksomhed. Selv i koncentrationslejrene kæmpede nogle imod.
Der er altid en grænse for virkningen af den statslige hjernevaskning, og den grænse nås, blandt andet, når det statslige pres konfronteres med folks naturlige fundamentale behov.
For det andet: At hævde, at menneskets natur ikke eksisterer, er at påstå, at mennesket ikke har nogle fællestræk, som adskiller det fra andre levende væsener. Det er tydeligvis ikke tilfældet. Hvis det var således, ville det ikke være muligt at tale om menneskearten eller menneskets historie overhovedet.
Hvad kan der så egentlig siges om menneskets natur?
Vi må begynde med biologien. Det er klart, at mennesket er en særskilt biologisk art, der besidder en ganske bestemt menneskelig genetisk kode. Denne genetiske kode bestemmer menneskets fundamentale fysiske struktur.
I sidste instans er selv denne biologiske natur selvfølgelig ikke fastlåst eller evig. Men evolutionens tidsskala er ekstremt langsom og af en fuldstændig anden karakter end tidsskalaen for historisk udvikling. Mennesket af i dag er biologisk ikke væsentlig forskelligt fra mennesket for 10.000 eller selv 20.000 år siden. For den side af spørgsmålet, som vi beskæftiger os med, dvs. socialismens gennemførlighed, kan menneskets natur antages at være konstant.
Denne fysiske natur udstyrer mennesket med visse fælles behov og evner, som er selve grundstenen i menneskets natur.
De mest fundamentale og uomtvistelige af disse er behovet for luft, mad og vand efterfulgt af tøj, ly og varme. Der er et behov for søvn, for én eller anden form for vedvarende forældre-effekt, idet mennesket (i modsætning til andre dyrearter) kræver adskillige år til at opnå blot den mindste selvopretholdelse, et behov for sex til at formere arten osv.
Evnerne inkluderer fem sanser, en stor hjerne, evnen til at gå oprejst, en hånd, som tillader præcise manuelle funktioner, stemmebånd som tillader tale osv. Det kunne indvendes, at ikke alle folk har disse evner: Nogle er født blinde, døve eller er på anden måde handicappede – men det er dog særlige undtagelser.
Disse behov og evner, som deles af alle mennesker i alle samfund til alle tider igennem de sidste 20-30.000 år, udgør de første byggesten i menneskets natur. Det er imidlertid den særlige måde, disse evner bruges for at dække behovene, der gør mennesket forskelligt fra alle andre arter. Mennesker får deres behov dækket ved at arbejde sammen for systematisk at fremskaffe eksistensmidlerne.
Selvfølgelig arbejder dyr også, på en måde: Egern samler nødder, løver jager, bævere bygger dæmninger, fugle bygger reder, termitter bygger boer, nogle aber er endog blevet kendt for at bruge pinde som redskaber osv. Menneskeligt arbejde har imidlertid udviklet sig til noget kvalitativt mere avanceret end dette. Den systematiske og bevidste produktion af værktøj – kaldet produktionsmidlerne – har forøget arbejdets produktivitet enormt.
Hvor dyrenes arbejde overvejende forbliver instinktivt og derfor gentages gennem generationer, tillæres det menneskelige arbejde og udvikler sig – først langsomt og derefter med stadigt større skridt.
Dyrenes arbejde efterlader omgivelserne så godt som uændret eller ændrer dem kun ubetydeligt, mens menneskeligt arbejde i stigende grad omformer miljøet.
Også arbejdets sociale karakter er af fundamental betydning. Det var den græske filosof Aristoteles, der karakteriserede mennesket som et "socialt dyr", og mennesker har vitterligt altid levet i grupper – aldrig som isolerede individer. På samme måde har deres arbejde fra tidernes morgen altid været af social og samarbejdende karakter. Når f.eks. de tidlige stenalderfolk jagede efter storvildt, gjorde de det kollektivt som omvandrende grupper.
Efter al sandsynlighed var det dette fælles arbejde, som førte til endnu et grundlæggende kendetegn ved mennesker, nemlig udviklingen af sproget. Ethvert kendt menneskeligt samfund har udviklet sig til et stade, hvor det besidder et sprog af anselig kompleksitet. Omvendt er sproget afgørende i udviklingen af menneskets samfundsmæssige bevidsthed. Kultur kan så tillæres og gives videre fra én generation til den næste.
Vi kan nu opsummere hovedtrækkene ved "menneskets natur". Mennesket er en særskilt biologisk art med visse fælles grundlæggende behov, der dækkes gennem at arbejde sammen i samfund, hvilket fører til udviklingen af sprog, social bevidsthed og kultur.
Det vigtigste punkt ved denne definition på menneskets natur er, at mens det opbygger visse konstante hovedlinier, indeholder det også et dynamisk element i form af samfundsmæssigt arbejde.
Når mennesker omformer deres miljø, omformer de også sig selv og deres forhold til andre. Mens de udfolder deres evner for at tilfredsstille deres behov, vil deres evner forstærkes og udvikles – "fordøjelse øger appetitten", som Marx sagde. Når visse grundlæggende behov er dækket, vil disse behov udvides, og nye vil opstå. Behovet for mad som sådan, bliver nu til behovet for mad af en vis kvalitet. Behovet for tøj udvikler sig fra et behov for skind og pelse til et behov for penge til at købe færdiglavet tøj i butikker.
Som produktionsformen skifter, ændres ligeledes organiseringen af samfundet. Når vi bevæger os fra jæger-samler-samfund til landbrugssamfund, og fra landbrugssamfund til manufaktur og industri, vil vi på samme måde bevæge os fra små nomadeklaner til etablerede landsbyer og videre til storbyer og nutidens nationer. I denne proces ændres menneskets adfærd og holdninger radikalt. Som Marx udtrykte det i Det Kommunistiske Manifest:
... når menneskenes levevilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed ...
Det er langt fra tilfældet, "at man ikke kan ændre menneskets natur", tværtimod er evnen til forandring og udvikling en grundlæggende del af menneskets natur. Det er et af de centrale punkter, der udmærker mennesket i forhold til andre dyr.
Et sidste punkt: Hvis menneskets natur er, som vi har beskrevet den, gør det den så grundlæggende "god" eller "ond"? Svaret er hverken eller. Den egentlige betydning af "god" er det, som tjener menneskets natur i dens behov og fremmer dens udvikling. Den egentlige betydning af "ond" er det, der går imod menneskets natur ved ikke at imødekomme dens behov, og som skader dens udvikling.
Dette er årsagen til, at hvad, folk betragter som godt eller ondt, er forskelligt i forskellige historiske perioder. Omstændigheder skifter, folks behov ændres, og det samme gør deres moral. Det samme gør sig gældende for forskellige sociale klasser: Deres livsbetingelser er forskellige, og samtidig står deres interesser i modsætning til hinanden. Derfor oparbejder de forskellige moralnormer.
SOM ALT ANDET ændrer kapitalismens økonomiske system sig til stadighed. Kapitalismen af i dag er meget forskellig fra kapitalismen på Karl Marx' og Christian den 9.'s tid.
Da Marx skrev Det Kommunistiske Manifest i 1848, var kapitalismen kun veletableret i dele af Vesteuropa og Nordamerika. I dag dominerer den hele verden. I 1848 domineredes den kapitalistiske produktion af ganske små fabrikker ejet af enkeltpersoner eller familier. I dag domineres kapitalismen af gigantiske multinationale selskaber som Q8, Ford og IBM.
Da Friedrich Engels skrev Den arbejdende klasses stilling i England i 1844, arbejdede arbejdere i Manchester, inklusive børn, 12-14 timer om dagen for håndøre og boede i skure, der ikke var meget bedre end huller i jorden. I dag har arbejderne i Manchester forbedret deres forhold kolossalt, men lige så dårlige forhold, eller endnu værre, kan findes i Calcutta, Cairo og Rio de Janeiro.
På trods af disse og mange andre forandringer er der stadig visse grundlæggende træk tilbage, der definerer det økonomiske system som kapitalistisk. De vigtigste af disse er som følger:
1. De vigtigste produktionsmidler (f.eks. fabrikker, jord, maskiner og transport) ejes af, eller er reelt kontrolleret af, et lille mindretal af befolkningen: Kapitalisterne.
2. Det store flertal af befolkningen nægtes ejerskab eller kontrol over produktionsmidlerne, og de er således tvunget til at tjene til livets opretholdelse ved at sælge deres evne til at arbejde – deres arbejdskraft – til kapitalisterne. Desuden er de nødt til at sælge deres arbejdskraft under vilkår, der tillader kapitalisterne at trække et overskud, eller en profit, ud af den.
3. Produktionsmidlerne er fordelt mellem forskellige kapitalister (enten individer, grupper eller kapitalistiske stater), som producerer i konkurrence med hinanden. Målestokken for konkurrence er profit. Den uophørlige konkurrence for profit tvinger dem, der kontrollerer hver enkelt kapitalistisk produktionsenhed, til at udnytte deres arbejdere så meget, de kan.
Forsvarere af kapitalismen har altid hævdet, at dette på en eller anden måde svarer til "menneskets natur".
Der var engang et gran af sandhed i dette argument. Da kapitalismen for første gang dukkede op som system (mellem for ca. 500 og 200 år siden), viste det en større evne til at opfylde det grundlæggende menneskelige behov for mad, tøj og husly end det tidligere feudale system. Resten er dog fuldstændig nonsens.
Først og fremmest er det absurd at hævde, at det er "naturligt" eller instinktivt for folk, at opføre sig på en kapitalistisk måde, når det tog mere end 2 millioner år af den menneskelige udvikling at nå til kapitalismen. Hverken handel med varer i almindelighed eller køb og salg af arbejdskraft (det centrale træk ved kapitalismen), dukker op nogle steder i naturens verden eller i de tidlige stadier af menneskets historie.
Tværtimod viser historien, at folk kun begyndte at sælge deres arbejdskraft og arbejde for en arbejdsgiver, da de med magt blev frarøvet enhver mulighed for at tjene til livet ved at arbejde for sig selv. Dette blev opnået i England ved at gøre fællesjord til privateje fra det 15. til det 19. århundrede.
Fremkomsten af en klasse med rigdom til at investere i industri og købe arbejdskraft i større målestok krævede en brutal proces, som Marx kaldte "primitiv – dvs. oprindelig – akkumulation af kapital". Det betød, at millioner af afrikanere blev gjort til slaver og transporteret til Amerika, folkedrab på store dele af den indfødte befolkning i Central- og Sydamerika, plyndringen og udpiningen af Indien og Fjernøsten og utallige andre barbariske handlinger.
Endvidere: For at kapitalismen og kapitalistklassen kunne blive dominerende, var de nødt til at føre en række voldelige revolutionære kampe og borgerkrige imod det gamle feudale aristokrati. Heri medregnet at kappe hovedet af den engelske og franske konge. Der var således intet "naturligt" ved udviklingen af kapitalismen.
Det er heller ikke rigtigt, at kapitalismen gør individuel egeninteresse til drivkraften i produktionen. Drivkraften i kapitalistisk produktion er profit; men profit kan kun laves af den lille minoritet i samfundet, der ejer kapital. For det store flertal af befolkningen er kapitalisme baseret på tilsidesættelse af egne behov. Det er derfor, at kapitalister altid tilskynder arbejdere til ikke at være grådige. Det er derfor, at arbejdsgivere altid har prøvet på at lave love, der begrænser arbejdernes muligheder til at forfølge deres egeninteresser gennem deres fagforeninger.
I modsætning til at være et udtryk for menneskets natur, tager kapitalismen det vigtigste og mest udprægede træk ved menneskets natur, nemlig evnen til at arbejde, og fordrejer den grundigt.
Ved at behandle arbejdet som en vare, der kan købes og udbyttes, fremmedgør kapitalismen det for arbejderen. I stedet for at være det middel, hvormed mennesker bevidst omformer naturen til at opfylde individuelle og kollektive behov, bliver arbejdet blot et middel til at tjene de penge, der behøves til social overlevelse.
Arbejdere mister al kontrol med deres eget arbejde; det bliver reduceret til meningsløst slid, ødelæggende for liv og sjæl, og fysisk og psykisk nedbrydende for arbejderen. Resultatet er, at de fleste folk bruger 40 til 50 år på et job, de hader eller i bedste fald lige tolererer, og som slider dem op og underkuer dem.
Kapitalismen frarøver endog et stort antal mennesker muligheden for at arbejde overhovedet, kaster dem på dagpenge i samme øjeblik, der ikke kan trækkes nok profit ud af deres arbejde. På den måde bliver noget af det, som udgør essensen i det at være et menneske, og som var tilgængeligt for enhver "primitiv" jæger-samler – nemlig muligheden for at give sig i kast med nyttigt samfundsmæssigt arbejde – i dag nægtet millioner af mennesker.
Fremmedgørelsen af arbejdet berører ikke kun arbejdspladsen, den påvirker også alle sociale forhold. Forholdene arbejderne imellem, mellem forældre og børn, mellem mand og kvinde, sex- og kærlighedsforhold – alle fordrejes og forvanskes de.
Folk behandler hinanden som objekter og varer, der kan forbruges og manipuleres. Selv sex bliver en vare og bruges igen til at sælge andre varer. Ofte søger de mest underkuede og fremmedgjorte personer at kompensere for deres magtesløshed og undertrykkelse på jobbet eller i samfundet i almindelighed ved at tyrannisere, mishandle og misbruge andre, der er endnu mere sårbare, end de selv er.
Intet af dette er naturligt eller et produkt af menneskets natur. Det er derimod et produkt af et system, som krænker menneskets natur.
Endelig er kapitalismen skrækkelig dårlig til at dække menneskets mest grundlæggende naturlige behov: Behovet for vand, mad, tøj og husly. Fødevareproduktionen stiger hvert år mere end befolkningstilvæksten og kæmpestore "vinsøer" og "kødbjerge" bygges op, selv om milliarder sulter og flere millioner dør af sult. Endnu flere millioner lider og dør af sygdomme, der let kunne undgås. I rige lande som Danmark, England og USA findes der ressourcer til at bygge luxushoteller og kontorer; men alligevel trykker folk sig sammen i trappeopgange, fordi de ikke har nogen seng til natten.
Dette er hverken naturligt eller gennemtvunget af naturen. De såkaldt "primitive" buskmænd i Kalahari er i stand til at opnå et bedre måltid ud fra ørkenlignende områder ved at jage og samle end de millioner, der dør af menneskeskabt hungersnød eller gennemlever en eksistens på kanten af verdens storbyer. Inuitterne i det kolde nord kan konstruere et varmere sted at bo med isblokke end dem, der pakker sig ind i papkasser under Waterloo Bridge.
Disse barbariske forhold opstår, fordi kapitalismen gør adgangen til livsfornødenhederne afhængig af købekraft, samtidig med at den sikrer, at store mængder af befolkningen mangler denne købekraft.
I dens ubarmhjertige stræben efter profit forurener kapitalismen selv luften og vandet og truer med at ødelægge det naturmiljø, som det menneskelige liv opstod fra og blev opretholdt fra i tidernes morgen.
HVIS MAN TAGER udgangspunkt i menneskets natur, kan kapitalismen uden tvivl fordømmes, men hvad så med socialismen?
Hvis vi accepterer eksistensen af i det mindste en basal menneskelig natur, er det så ikke muligt, at der dybt gemt i denne menneskelige natur ville befinde sig nogle karakteristika, som ville blokere opnåelsen af et klasseløst, selvregerende samfund, hvor alle ville være lige og frie? Er der ikke muligvis et eller andet grundlæggende ønske om magt eller trang til at dominere, som sikrer, at samfundet altid vil være opdelt i herskere og beherskede? Kunne det ikke være, at eksistensen af naturlige fysiske uligheder mellem individer udgør en forhindring for social lighed, som ikke kan fjernes?
Vi kan give et simpelt faktuelt svar på dette og lignende spørgsmål. Nemlig at gennem titusinder, ja faktisk sikkert gennem hundredtusinder, af år har mennesket levet i samfund uden privat ejendom, klasseopdeling, herskere eller stater.
De arkæologiske optegnelser viser, at de første håndlavede værktøjer (flintesten) kan dateres tilbage til for ca. 2,5 million år siden. Fra den tid og frem til udviklingen af landbruget for 10.000 år siden har folk levet, først af hvad de "tilfældigt" samlede op, og derefter som organiserede jægere og samlere, fortrinsvis i små omvandrende grupper.
Igennem denne periode var der ingen dyrkning af afgrøder, ingen lervarer og ingen transportmidler. Det var ikke muligt, hverken inden for lokalsamfundet eller som individ, at akkumulere et overskud af goder ud over, hvad der var behov for til den daglige eksistens.
Uden et sådant overskud kunne der ikke være nogen klasseopdeling af samfundet, intet overklasselag, der kunne leve af arbejde fra dem i bunden af samfundet. Der kunne heller ikke være en stat med fuldtids-herskere, med specielle styrker af bevæbnede mænd til deres rådighed for at opretholde magten. Alle var optaget af at producere livsfornødenheder. Det vil sige, at mennesket i 99% af den tid, det har levet på jorden, har levet i ikke-klassedelte samfund.
Eksistensen af klasseløse samfund er ikke bare et spørgsmål om at studere arkæologiske spor eller om logiske slutninger. Tilstrækkelig mange jæger-samler-folk har overlevet indtil for nylig med en lignende levevis, så at de har kunnet iagttages af moderne antropologer.
Et godt eksempel er !Kung San fra Kalahari i det sydlige Afrika, som er blevet studeret på nært hold af et antal antropologer, specielt af amerikaneren Richard Lee.
!Kung-stammen har været i Kalahari-ørkenen i mindst 10.000 år. De lever i små grupper på ca. 30 mennesker og flytter lejr med få ugers mellemrum. De samler kun få materielle goder, ikke mere end hvad de kan bære med sig; men de besidder en rig mundtlig kultur. Et detaljeret kendskab til deres miljø gør dem i stand til at opnå en rimelig daglig levefod. Føde, som jages eller samles, deles kollektivt i samfundet. Lee skriver:
Det at dele præger adfærd og værdier dybt hos !Kung-samlerne, inden for familien og mellem familierne, akkurat som princippet om profit og rationalitet er centralt for den kapitalistiske etik. På samme måde er deling central for, hvordan det sociale liv leves i samler-samfund.
!Kung-stammen er stærkt egalitær. Ikke alene har de ingen opdeling mellem rig og fattig, de har heller ikke høvdinge eller ledere. Richard Lee spurgte engang om !Kung havde høvdinge. "Selvfølgelig har vi høvdinge", kom svaret. "Faktisk er vi alle sammen høvdinge, hver enkelt er høvding over sig selv."
Til opsummering af dette feltarbejde med !Kung og af sit kendskab til andre jæger-samler-samfund skriver Richard Lee:
Den kendsgerning, at deling af madressourcer i samfundet direkte er blevet iagttaget i de seneste år hos !Kung og i et dusin andre samler-grupper, er et resultat, der ikke bør dækkes over. Dens almengyldighed mellem samler-stammer støtter kraftigt Marx' og Engels' teori om, at der eksisterede et stadie med primitiv kommunisme, før staterne voksede frem, og samfundet blev brudt op i klasser ...
Et ægte liv i fællesskab bliver ofte affærdiget som et utopisk ideal, som man kan tilslutte sig i teorien; men som er uopnåeligt i praksis. Men beviset for eksistensen af samler-folkene siger noget andet. En livsførelse baseret på deling er ikke bare mulig, men har faktisk eksisteret i mange dele af verden og i lange tidsperioder.
Dette skal ikke bevise, at det vi finder hos jæger-samlere er folk i en eller anden "naturtilstand", eller at menneskets natur er "grundlæggende" socialistisk. Det ville blot være at stille det anti-socialistiske argument på hovedet, mens man gentager de samme fundamentale fejl.
Faktisk var den jæger- og samlerlevevis i sig selv et produkt af en lang kulturel evolution, og mange af dens centrale træk, heriblandt deling, er blevet socialt tillært og kulturelt forstærket. Som Richard Lee så rammende kommenterer det: "Ethvert menneskebarn er født med både evnen til at dele og evnen til at være selvisk." Denne antropologiske redegørelse viser dog, at menneskets natur og socialisme bestemt ikke er uforenelige.
Den moderne socialisme tilbyder langt mere end blot at være i overensstemmelse med menneskets natur. Socialisme i dag betyder ikke en tilbagevenden til forholdene under den simple kommunisme, men en kolossal forbedring baseret på de teknologiske fremskridt, der har fundet sted i de tusinder af år med klassesamfund.
Den simple kommunisme var baseret på fraværet af noget ophobet overskud. Moderne socialisme er baseret på den kendsgerning, at produktivkræfterne nu er blevet udviklet til et punkt, hvor der er tilstrækkeligt overskud til sikring af et rimeligt liv for alle, uden at menneskers liv bliver opslugt af slid og slæb.
Socialisme i dag betyder, at tage den umådelige rigdom, produktionskapacitet, videnskab og teknologi, der i dag er monopoliseret af multinationale selskaber, de hyperrige kapitalister og deres stater, og underlægge dem kollektiv demokratisk kontrol på internationalt plan.
Dette ville sikre tilstrækkelig mad, tøj og husly for alle på vores planet og afskaffe sult og fattigdom. Det ville undervejs forene menneskearten, gøre en ende på udbytning, nationale modsætninger, krig, racisme og seksuel undertrykkelse ved at fjerne de materielle betingelser, som understøtter dem.
Det ville placere folk i en kollektiv kontrol over deres egen arbejdskraft og udbyttet af deres arbejde. Det ville således overvinde den fundamentale fremmedgørelse og forvanskning af menneskets natur, som har eksisteret igennem tusinder af år med slaveri og livegenskab, og som har nået sit højdepunkt med kapitalistisk lønslaveri.
Dette ville omforme og frigøre personlige og samfundsmæssige forhold; det ville skabe et miljø indrettet på at dække menneskets behov og lette den menneskelige udvikling; det kunne gøre det muligt rationelt at planlægge virkningen af menneskets aktiviteter på naturen og således afslutte den tøjlesløse ødelæggelse af miljøet.
Et fundamentalt træk ved menneskearten er kunstnerisk kreativitet. Det ældste indgraverede objekt er 300.000 år gammel. Ethvert menneskeligt samfund har dets musik og dans.
Under kapitalismen, som i alle klassesamfund, er kunstnerisk aktivitet stort set forbeholdt et privilegeret mindretal. Flertallets kreativitet bliver hindret og knust. Socialismen vil frigøre denne kreativitet ved at udvide fritid og uddannelse for alle og genetablere det kunstneriske element i produktionen. Det vil medføre en kolossal kulturel opblomstring.
Således vil socialismen ikke bare dække de basale materielle behov, der er fælles for alle mennesker, den vil også sætte gang i en generel udvikling, berigelse og vækst i menneskets natur.
Det er ikke blot en teoretisk mulighed – det er en nødvendighed og værd at slås for!
Sidst opdateret 5.6.00