Marxisme Online > Arkiv > Molyneux > Indhold
Er marxismen deterministisk?
Determinisme: absolut og relativ
Produktivkræfter og produktionsforhold
Basis og overbygning
Kapitalismens bevægelseslove
Determinisme og klassekampen
Konklusion: Det lange perspektiv
Noter
"Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den." [1]
Dette – det mest berømte af alle Marx-citater – blev formuleret allerede i begyndelsen af Marx’ politiske og teoretiske udvikling. Det understreger, at allerede fra starten var Marx drevet af en lidenskabelig vilje til at kæmpe for et bedre samfund. I sin tale ved Marx’ gravsted bekræftede Engels, at denne lidenskabelige vilje overlevede gennem hele Marx’ liv:
Thi Marx var frem for alt revolutionær. På den ene eller anden måde at arbejde med på at styrte det kapitalistiske samfund og dette samfunds statsinstitutioner, at arbejde med på befrielsen af det moderne proletariat ... Kampen var hans element. Og han har kæmpet med en lidenskab, en sejghed, med så store resultater som få. [2]
Det samme gælder naturligvis for langt de fleste socialister og marxister i dag. Udgangspunktet er ønsket om at gøre modstand, ønsket om at yde et bidrag i kampen for en bedre verden. Det er dette udgangspunkt, der fører os på sporet af den marxistiske teori, snarere end det omvendt er den marxistiske teori, der får os til at ønske at forandre verden. Det er muligt, at der et eller andet sted findes en person, som på baggrund af et udtømmende studie af marxismen og alle rivaliserende teorier inden for filosofi, historie, økonomi og sociale forhold i en alder af 90 beslutter sig for at blive marxist. I så fald har jeg endnu til gode at møde vedkommende.
Men samtidig var det Marx’ store fortjeneste, at han transformerede socialismen fra at være en utopisk drøm til at bygge på et videnskabeligt grundlag. Eller mere præcist: fra en utopisk drøm eller en konspirativ idé til en videnskab.
Forud for Marx var der to dominerende opfattelser af, hvordan man nåede til det socialistiske samfund. Den ene fandt sit udtrykt hos de to franskmænd Saint-Simon og Fourier samt den engelske Owen og gik ud at fremstille et smukt og perfekt billede af socialismen som en mere rationel samfundsform end kapitalismen – så perfekt, at enhver – selv den herskende klasse – før eller siden måtte blive overbevist om fordelene. Den anden opfattelse var afledt af den jacobinske tradition i den franske revolution og videreført af Blanqui i det 19. århundrede. Det centrale indhold var, at en lille, hemmelig sammensværgelse af oplyste revolutionære skulle tage magten gennem et statskup og gennemtvinge socialismen i samfundet oppefra.
Marx afviste begge opfattelser – ikke kun ved at gøre sig til talsmand for en socialisme gennemført nedefra, hvilket lå i hans ord om, at arbejderklassen måtte befri sig selv – men også ved at insistere på, at denne frigørelse kun var mulig på grundlag af de interne modsætninger og de sociale kræfter, som objektivt er til stede i kapitalismen. I Det kommunistiske manifest skrev han:
Kommunisternes teoretiske grundsætninger hviler aldeles ikke på ideer, på principper, som er opfundet eller opdaget af en eller anden verdensreformator.
De er kun almene udtryk for de faktiske forhold, der knytter sig til en eksisterende klassekamp, til en historisk bevægelse, der foregår for øjnene af os. [3]
Og i november 1850 skrev Marx i forlængelse af nederlaget efter revolutionerne i 1848:
I forbindelse med denne generelle prosperitet (fremgang, o.a.), hvor det borgerlige samfunds produktivkræfter udvikler sig så kraftigt, som det overhovedet er muligt under de borgerlige forhold, kan der ikke være tale om nogen virkelig revolution ... En ny revolution er kun mulig som følge af en ny krise. Men ... er til gengæld lige så sikker som [krisen selv]. [4]
Socialistisk teori måtte derfor grundlægges på et videnskabelige studium af historie og økonomi. Socialistisk strategi måtte grundlægges på en videnskabelig analyse af den objektive situation. Revolutionær entusiasme var ikke nok i sig selv.
Disse problemer forfølger os stadig. Mange nye, brændende tilhængere af socialismen har følt, at vejen til revolution var den enkle at gå ud og fortælle omverden om det fantastiske ved at have "set lyset". Andre har efter deres første dramatiske konfrontationer med statsmagten i massedemonstrationer følt, at med blot et par demonstrationer mere ville revolutionen være lige om hjørnet.
Disse to elementer – den revolutionære vilje til at forandre verden og den videnskabelige analyse af lovmæssighederne i historien og samfundet – er begge til stede hos Marx og marxismen. Enkeltstående sætninger hos Marx kan isoleret betragtet få ham til at fremstå som forkæmper for det ene eller det andet af de to elementer. Taget ud af sin sammenhæng kan "filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den" læses som en total ligegyldighed over for filosofi eller teori i det hele taget. Mens citatet "håndkværnen giver et samfund med feudalherrer, dampmøllen et samfund med industrielle kapitalister" [5] antyder, at ny teknologi – måske Internettet – vil give os socialismen uden nogen revolutionær kamp. Men i virkeligheden findes både det aktive element og det videnskabelige element side om side gennem hele Marx’ liv og arbejde – og i hele marxismens historie.
Men er der ikke en selvmodsigelse her? Hvis marxismen hævder, at historien er styret af lovmæssigheder, og at menneskets adfærd formes af de materielle forhold, hvordan kan marxismen da samtidig hævde, at revolutionær socialistisk aktivitet er grundlæggende? Eller, for at sige det mere firkantet, hvis Marx – som nogen hævder – "beviste", at socialismen er uundgåelig, hvorfor i alverden skal man så slås for den?
Alt dette rejser spørgsmålet om determinisme – det vil sige spørgsmålet om, i hvilket omfang den historiske udvikling bliver bestemt af økonomiske og andre sociale kræfter, som fungerer uafhængigt af enkeltindividers politiske vilje og handlinger. Et andet spørgsmål i den sammenhæng er, i hvilket omfang marxismen må betragtes som en deterministisk teori.
Før vi kaster os direkte ud i disse spørgsmål, er det værd at notere sig, at i den borgerlig tankeverden har man aldrig været i stand til at løse problemerne omkring determinisme. Den har snarere svunget frem og tilbage mellem på den ene side voluntaristisk idealisme, som ignorerer sociale forhold og lægger al vægten på "store" individer og ideer, og på den anden side mekanisk materialisme, som fremhæver, at mennesker og samfund grundlæggende har en uforanderlig natur. Begge disse positioner afspejler aspekter af borgerskabets måde at se verden på. På den ene side står borgerskabet i spidsen for samfundet. Ved at være undtaget fra produktivt arbejde og ved at leve af at udbytte andre er borgerskabet i stand til at bilde sig selv ind, at det er dets egne ideer og dyder, der styrer verden. På den anden side ser borgerskabet masserne "ovenfra" som rene objekter, der passivt er tvunget til at leve op til kapitalakkumulationens behov. Derfor bliver marxismen angrebet af borgerlige ideologer for både at være for deterministisk og for ikke at være deterministisk nok.
Fra Max Weber og frem har den borgerlige sociologi og dens beslægtede discipliner fordømt marxismen for dens ‘rå’ økonomiske determinisme, dens undervurdering af ideologiens, politikkens og kulturens autonomi og dens insisteren på, at klasser spiller en afgørende rolle. Borgerlige historikere har gentagne gange forsøgt at undergrave enhver forestilling om et overordnet udviklingsmønster i historien. De har især koncentreret sig om det skema, som Marx skitserer i Det kommunistiske manifest, og angriber ideen om, at de engelske og franske revolutioner i 16-1700-tallet kan analyseres ud fra deres klassepolitiske indhold eller var historisk nødvendige.
På den anden side har sociobiologer fordømt marxismen og andre former for venstreorienterede eller socialistiske ideer for deres ‘utopiske’ misforståelse af menneskets natur. Sociobiologerne hævder, at ulighed, trangen til dominans, klasser og konkurrence (sammen med krig, racisme og sexisme) er indkodet i vores gener og derfor ikke mulige at udrydde.
Debatten om determinisme har også fundet sted i kredse af erklærede marxister. I løbet af de sidste 100 år er såvel passivt-deterministiske som yderst voluntaristiske tolkninger af marxismen blomstret op flere gange. Det vigtigste eksempel på den deterministiske tendens er den forståelse af marxismen, som blev udviklet af Karl Kautsky, og som dominerede det tyske socialdemokrati og Anden Internationale i perioden op til Første Verdenskrig. Ud fra Kautskys synspunkt ville kapitalismens økonomiske love sikre, at arbejderklassen voksede i både antal og bevidsthed til et punkt, hvor statsmagten ‘automatisk’ ville falde i arbejderklassens hænder. Derfor skulle den socialistiske bevægelse koncentrere sig om at opbygge sine egne organisationer, styrke sit stemmetal og undgå eventyrpolitik, alt imens den kunne vente tålmodigt på, at den økonomiske udvikling udførte sit arbejde. [6] Det var om denne periode, at Gramsci skrev:
Man kan bemærke, hvorledes det deterministiske, fatalistiske og mekanistiske element har været en umiddelbar ideologisk "aroma" ved praxisfilosofien (marxismen – JM), en slags religion, en slags stimulans (men med virkning som narkotika). [7]
I den modsatte ende finder man de mest ekstreme tilfælde af "marxistisk" voluntarisme under betegnelsen maoisme. Maoismen proklamerede, at det var muligt at industrialisere Kina i 1950’erne alene gennem viljens magt i "Det Store Spring Fremad". Men derudover hævdede maoismen, at det var muligt at gennemføre en direkte overgang til et kommunistisk samfund i Kina uden at tage hensyn til de objektive materielle forhold (dette diskuteres nærmere senere). En variant af disse ideer blev udviklet af Che Guevara med udgangspunkt i den cubanske revolution. Han udviklede en teori om, at revolutionen kunne sættes i gang af små grupper af guerillasoldater, der opererede fra landområderne. "Det er ikke altid nødvendigt," skrev Guevara, "at vente til alle revolutionære forudsætninger er tilstede; opstanden kan skabe dem." [8]
Den revolutionære marxisme har altid været i skarp opposition til begge disse positioner. Luxemburg, Lenin og Trotskij, efterfulgt af Lukacs og Gramsci, gjorde Anden Internationale til genstand for en voldsom kritik på grund af dens fatalisme og passive afventen af historiens gang. Lenin og Trotskij tog kampen op imod de venstreradikale voluntaristiske tendenser, der udviklede sig blandt europæiske kommunister i den Kommunistiske Internationales første år. [9] I 1950’erne og 60’erne var det især skribenter omkring det britiske tidsskrift International Socialism, der fremlagde en historisk-materialistisk kritik af maoisme og guerillastrategi. [10]
Men problemet omkring determinisme forsvinder ikke. Det kapitalistiske systems struktur med dets ophøjelse af ‘store’ personligheder og dets undertrykkelse af massernes personlighed genererer såvel mekanisk determinisme som voluntaristisk idealisme, og disse ideer yder et vedblivende pres på marxismen.
Det er på denne baggrund, at jeg vil forsøge at skitsere og argumentere for en forståelse af den materialistiske historieopfattelse, som går fri af begge disse fejltagelser, men som alligevel fastholder en grundlæggende materialisme og et fokus på menneskets selvstændige handlemuligheder. Det første skridt i argumentationen er at fremlægge absolut determinisme og absolut indeterminisme som grænsetilfælde for denne position.
Med absolut determinisme hentyder jeg til det synspunkt, at enhver begivenhed er uundgåelig og at det hverken kunne være, er eller vil blive anderledes – hvad enten vi taler om universets historie fra "Big Bang" til altings ende eller det gælder menneskelige handlinger fra udgivelsen af Kapitalen til, om jeg hæver det ene øjenbryn eller ej. Argumentet for absolut determinisme er, at enhver begivenhed eller handling har en eller flere årsager, at disse årsager er determinerende (bestemmende) for den omtalte begivenhed eller handling, og at disse årsager selv er fuldstændigt determineret af tidligere årsager. Således er enhver partikulær begivenhed eller handling en del af en uendelig kompleks, men absolut uundgåelig kædereaktion, som lå indbygget i den singularitet, der lagde grunden til universets udvikling.
Denne position har sine historiske rødder i den newtonske fysik, hvorfra den har hentet sit syn på kausalitet som et spil billard (et synspunkt, hvor det kausale forhold mellem alle begivenheder og processer betragtes som analogt til den måde, hvorpå en billardkugles bevægelser er fuldstændigt determineret af den hastighed og den vinkel, hvormed den rammes af en anden billardkugle). [11] Men synspunktet omfatter imidlertid også opfattelsen af, at menneskelig opførsel ‘i sidste ende’ kan reduceres til bevægelsesmønstre i de fysiske partikler, som mennesket består af, og som antages at adlyde de universelle naturlove. Det er synspunkter af denne art, som synes at have haft indflydelse på de marxister, der har stået på en absolut deterministisk position – nogle har direkte erklæret, at udgangspunktet må tages i ‘billard-determinismen’. Sådanne marxister har dog i al ædelmodighed erklæret, at når det drejede sig om analyse af sociale forhold, var det unødvendigt at reducere mennesket til fysikkens niveau, eftersom menneskets opførsel blev opfattet som styret af sociale lovmæssigheder, der var beslægtet med naturlove i deres måde at fungere på.
I en diskussion om absolut determinisme skriver Ralph Milliband: "Dette er ikke et synspunkt, som kan diskuteres: det kan kun accepteres eller afvises. Jeg afviser det og dermed basta." [12] Milliband har en vigtig pointe i og med, at det er umuligt at henvise til empiriske facts, som tilbageviser absolut determinisme (ligesom det er umuligt at henvise til facts, som ‘beviser’ det). Ikke desto mindre er det et synspunkt, der kan diskuteres. Lad os erindre Marx’ udsagn:
Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed, dvs. den virkelighed og magt, dens dennesidighed. Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål. [13]
Med dette udgangspunkt er det muligt at vurdere fordele og ulemper ved absolut determinisme ud fra et praksis-synspunkt.
Absolut determinisme har to vigtige fordele i modsætning til anti- eller indeterministiske teorier og har fra tid til anden derfor spillet en vis progressiv rolle. For det første tvinger det os til at søge efter materielle forklaringer på begivenheder og fænomener, hvad enten det er krige, revolutioner, ungdomskriminalitet eller børnemishandling, i stedet for at henvise til forklaringer, der bygger på tilfældighed, personlig ondskab eller guddommelig (evt. satanisk) indflydelse. For det andet er det sådan, som Gramsci noterede sig, at når arbejderklassen går gennem en periode med nederlag, kan mekanisk determinisme fungere som "en enorm moralsk modstandskraft, der styrker sammenholdet og den tålmodige og stædige udholdenhed. ‘Jeg har for nærværende lidt et nederlag, men tingenes indre kraft arbejder for mig på langt sigt, osv.’" [14] Ikke desto mindre har absolut determinisme en række ulemper, som gør, at positionen må afvises.
Først og fremmest er absolut determinisme umulig at leve med i praksis. Sagen er, at alle mennesker erfarer, at de tager beslutninger og træffer nogle valg. Selv om det er indlysende, at ingen af disse valg nogen sinde kan betragtes som fuldstændigt ‘frie’, hvis man med ‘fri’ forstår uden indflydelse fra tidligere betingelser og nuværende omstændigheder, så passer det ikke desto mindre, at vi kan skelne mellem handlinger, der er stærkt begrænsede eller påtvungne – hvis man fx har en pistol for panden eller er ved at sulte ihjel – og handlinger, der udføres frivilligt eller relativt frivilligt. Hvis denne skelnen og hele erfaringen med at tage beslutninger er en illusion, som tilhængere af absolut determinisme må hævde, så er det en illusion, som ingen kan undslippe i det praktiske liv, heller ikke tilhængerne af teorien om absolut determinisme. I praksis indeholder absolut determinisme derfor altid en undtagelsesregel, hvorigennem voluntarisme slipper ind ad bagdøren. Det resulterer typisk i det, som Marx i sin kritik af Feuerbachs mekaniske materialisme beskrev sådan: "Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet." [15]
For det andet er selve det newtonske grundlag for absolut determinisme blevet undermineret af videnskabens udvikling siden Newton – fx termodynamikken, kvantemekanikken, herunder Heisenbergs usikkerhedsprincip og Schrödingers ligning og som det seneste kaosteorien. [16] For vores formål er de to væsentlige pointer for det første, at kvantemekanikken, som handler om elementarpartiklers opførsel, fremstiller lovmæssigheder, der er probabilistiske snarere end absolut deterministiske, og for det andet at kaosteorien viser, at "den mindste forskel i udgangsbetingelser (i et naturligt system som vejret) kan føre til enorme og uforudsigelige forskelle i udfaldet." [17] Det er naturligvis en grov fejltagelse at generalisere mekanisk fra naturvidenskab til samfundsvidenskab, og det er meget sandsynligt, at visse aspekter af menneskets natur, og derfor af historien, er mere stringent deterministisk end sub-atomare partikler og vejrets opførsel (på samme måde som kvantemekanikken tillader Newtons love gyldighed inden for visse grænser). Ikke desto mindre udfordrer disse videnskabelige fremskridt den meget udbredte underforståede identifikation af videnskab med absolut determinisme.
For det tredje er det en vigtig erfaring i arbejderbevægelsens historie, at absolut determinisme har været tilbøjelig til at fremkalde alvorlige politiske fejl, først og fremmest passivitet under revolutionære kriser og undervurdering af det revolutionære partis rolle. Disse spørgsmål vil blive diskuteret senere, men nogle citater fra Gramsci og Trotskij vil gøre pointen klar. Gramsci, der selv havde en bitter personlig erfaring med de ødelæggende konsekvenser af det italienske socialistpartis deterministiske passivitet i 1919-1920, har denne kommentar (i det obskure sprog han tillagde sig for at slippe igennem censuren):
Men når "de underordnede" bliver ledende og ansvarlige for en masseøkonomi, kommer man snart til det punkt, hvor den mekanistiske anskuelse bliver en alvorlig risiko ... De grænser og det herredømme, som "tingenes indre kraft" hidtil har haft og udøvet, indskrænkes; og hvorfor? Forklaringen er følgende: hvis de underordnede i går dybest set var ting, er de i dag ikke mere ting, men historiske personer, hovedaktører ... og derfor nødvendigvis aktive og foretagsomme. [18]
Trotskij forklarede sine egne anti-bolsjevikkiske opfattelser før 1917 ud fra hans deterministiske opfattelse, at "revolutionen ville tvinge mensjevikkerne ... til at følge en revolutionær kurs," og han fremlagde denne selvkritik:
Jeg undervurderede vigtigheden af en forudgående ideologisk udvælgelse og af politisk stålsathed. På spørgsmålene om den interne udvikling i partiet gjorde jeg mig skyldig i en slags social-revolutionær fatalisme. [19]
Absolut determinisme må derfor afvises, fordi den ikke lever op til den afgørende test i praksis på tre niveauer: i hverdagen, i den videnskabelige praksis og i den politiske praksis.
Modsætningen til absolut determinisme er absolut indeterminisme – ideen om at mennesker kan gøre, hvad de har lyst til helt uden begrænsninger, og at alt, hvad der sker i historien, sker rent tilfældigt. Dette er en så absurd position, at det er svært at se, hvordan den kan formuleres i sammenhængende form. Det er et uomgængeligt faktum, at menneskets opførsel er begrænset på en lang række områder, fx af tyngdekraften eller det faktum, at hvis legemstemperaturen falder under et bestemt niveau, så dør man.
Til gengæld er en stærk indeterminisme – i modsætning til absolut indeterminisme – meget udbredt i dag. Med stærk indeterminisme mener jeg benægtelsen af ethvert overordnet mønster eller udformning af historien samt en stærk understregning af individets rolle som herre over sin egen skæbne og som historiens skaber. I de senere år har postmodernismen, med sin "skepsis over for store fortællinger", [20] været den dominerende akademiske variant af dette synspunkt. I et vist omfang synger postmodernisterne med på en gammel sang, som borgerlige historikere af forskellige opfattelser for længe siden har istemt. Postmodernismen fungerer også som retfærdiggørelse for et stort antal andenrangs-journalistiske beretninger, der alene beskæftiger sig med individuelle politikere og lederes personlighed og pludselige indfald. Og det kommer til udtryk i en række populære talemåder som: ‘Livet er det, du gør det til,’ ‘Hvis du tror på dig selv, er alting muligt,’ ‘Du kan nå dine mål, hvis du kæmper hårdt nok for dem.’
Den slags stærk indeterminisme behøver vi ikke bruge meget tid på. Den er rent ideologisk på den måde, at den tjener til at tilsløre alle de reelle sociale kræfter – de økonomiske, politiske, militære og ideologiske magtorganers koncentration og strukturer, som både former individer og begrænser deres handlemuligheder. Den stærke indeterminisme nedtoner betydningen af ethvert forsøg på bevidst at påvirke historien eller forandre samfundet ved at fremstille historien og samfundet som grundlæggende uden for menneskets erkendeevne. Men den er også grundlæggende forkert. Det er ikke korrekt, at det store flertal af arbejderklassens børn kan vokse op og blive hjernekirurger eller filmstjerner, hvis de bare kæmper hårdt nok. Bortset fra faktorer som den tidlige socialisering i opdragelsen, ringe økonomiske muligheder og dårlig uddannelse er der det simple faktum, at der er et stærkt begrænset behov for hjernekirurger og filmstjerner. Den stærke indeterminisme forkastes af de mest elementære sociologiske beviser, så som uddannelses-, kriminal- eller sundhedsstatistikker, der – på trods af talrige problemer og begrænsninger – alle ud over enhver tvivl påviser den stærke indflydelse, som fx det sociale klassetilhørsforhold har på livsmuligheder og social adfærd.
Den stærke indeterminisme er lige så umulig at efterleve i praksis som den absolutte determinisme. Hverdagslivet afhænger af muligheden af at kunne forudsige både naturligt forekommende fænomener og menneskelige handlinger: at det er koldt om vinteren og varmere om sommeren; at hvedekorn bliver til hvede, ikke byg; at buslinie 17 går ind til centrum; at man, hvis man sælger sin arbejdskraft til en arbejdsgiver, får udbetalt løn hver måned. Den slags forudsigelser behøver ikke være nøjagtige eller 100 pct. sikre – vi ved alle, at der er milde vintre, at en høst kan slå fejl, at busser går i stykker, eller at en arbejdsgiver går fallit – men der må være en vis regelmæssighed og forudsigelighed til stede. Ellers ville alt socialt liv være fuldstændigt umuligt. En vis grad af forudsigelighed forudsætter imidlertid en vis grad af determinisme.
Hvis både absolut determinisme og absolut eller stærk indeterminisme må forkastes, så står vi tilbage med relativ determinisme som den eneste praktiske mulighed. Hvis man derimod accepterer relativ determinisme som et generelt udgangspunkt, så er kravet til både natur- og samfundsvidenskab at udvikle teorier, som kan fortælle os, om en begivenhed er determineret eller ej, og som for konkrete situationer kan fastlægge omfanget af og grænserne for rækkevidden for menneskelig indgriben. Det er dette, vi har brug for i dagligdagen – for at dyrke jorden, fremstille varer og værktøj, planlægge en rejse eller køre en bil. Det er dette, vi har brug for på et højere plan for systematisk at gennemføre projektet at underkaste samfundet vores bevidste kontrol.
Enhver politisk handlings forløb, enhver strategisk og taktisk beslutning er afhængig af vurderinger af, hvad der er determineret, og hvad der ikke er. For eksempel: Hvis en social gruppes ideologi på ingen måde er determineret af deres økonomiske position og klasseinteresse, så ville det utopisk-socialistiske projekt om at overbevise den herskende klasse om det socialistiske samfunds dyder være levedygtigt. Hvis på den anden side individers eller socialgruppers ideologi er mekanisk eller absolut determineret af deres klasseinteresse, så ville der ikke være nogen mening i at forsøge at overbevise nogen om noget, ingen mening i nogen form for politisk argumentation eller propaganda.
Det, som marxismen tilbyder bedre end nogen anden teori, er nøjagtigt dette: En forklaring på, hvad der i menneskets historie og samfund er determineret uafhængigt af vores vilje, og hvad det er muligt at forandre gennem bevidst intervention. Det er dette, som gør marxismen til ‘ikke et dogme men en guide til handling’ i kampen for en socialistisk revolution og menneskehedens befrielse.
På dette sted er det nødvendigt at notere sig et tilsyneladende paradoks. Forudsat at man afskriver sig absolut determinisme, som gør selve begrebet menneskelig frihed komplet meningsløst, så er determinisme (i teoretisk forstand) og frihed ikke nødvendigvis forbundet som modsætninger. Tværtimod betyder det, at jo mere udviklet menneskets forståelse er af de naturlige og sociale kræfter, som determinerer vores liv, jo mere bliver menneskets valg og frihed forøget i praksis. For den uforstående gør naturens love det umuligt at flyve, men med en sofistikeret forståelse af disse love (sammen med en bestemt udvikling og organisering af menneskelig arbejdskraft) er flyvning gjort til en hverdagshændelse.
Et andet begreb, som må gøres klart på dette sted, er ‘probabilistisk indeterminisme’ (som allerede har været nævnt i relation til kvantemekanik). Nogle begivenheder er meget strengt determineret og derfor nærmest uundgåelige; nogle begivenheder er meget sandsynlige, men ikke sikre; nogle begivenheder er sandsynlige; nogle begivenheder er på vippen. Begivenheder, som kun er sandsynlige i individuelle tilfælde, bliver i stigende grad sikre, når antallet af tilfælde øges. Det er sikkert, at jeg vil dø. Det er usandsynligt, men ikke umuligt, at jeg bliver 100 år. Det er sandsynligt, men ikke sikkert, at jeg dør, før jeg bliver 100. Hvis man tager en million mennesker, så er det nærmest sikkert, at det store flertal dør inden 100-årsalderen. Selv om et bestemt middelklassebarn kun har en marginalt større chance for at komme på universitetet end et bestemt arbejderklassebarn, så er det næsten sikkert, at en højere procentdel af middelklassens børn som helhed vil komme på universitetet.
Begrebet om probabilistisk eller sandsynlig determinisme er politisk vigtigt på mindst tre måder. For det første spiller det en rolle i den aktuelle kamp mod den herskende klasses ideologi. Den herskende klasse, som sagtens er i stand til at forstå betydningen af sandsynlig determinisme, når det passer i dens egne interesser (fx når der skal beregnes forsikringspræmier), benægter ofte sammenhængen af propagandamæssige grunde – som når de benægter sammenhængen mellem kriminalitet og arbejdsløshed. For det andet er begrebet afgørende for at forstå historien. Tag for eksempel det velkendte spørgsmål om Første Verdenskrigs uundgåelighed. Der er ingen mening i at hævde, at krigens udbrud var uundgåelig i nøjagtigt begyndelsen af august 1914. Princip [21] kunne have fejlet sit skud, den østrig-ungarske regering kunne have reageret anderledes osv. Man skal heller ikke lade sig friste af at forsøge at bevise, at krigen var absolut uundgåelig, på et eller andet tidspunkt. Men der er god mening i at argumentere for, at på baggrund af den omfattende rivalisering var krigen overvejende sandsynlig (eller næsten uundgåelig).
For det tredje spiller det en rolle i politisk taktik. Beslutningen om at gå i strejke eller organisere en demonstration afhænger for en overvejende del af vurderinger af de objektive muligheder for, at sådanne aktioner kan udføres med succes. Det er indlysende, at der ikke findes nogen metode til at gøre sådanne vurderinger til en eksakt videnskab, men de kan heller ikke undværes. Napoleons ofte citerede maksime, ‘Gå i kamp – se hvad der sker,’ indeholder en vigtig sandhed, men kun inden for visse grænser. En hær, som kaster sig ud i et regulært slag med en fjende, som er bedre bevæbnet og mange gange talrigere, vil næsten helt sikkert blive slået, ligesom det sker for en hær, der invaderer Rusland uden at tage højde for de yderst deterministiske virkninger af den russiske vinter.
Endelig skal det nævnes, at hvor absolut determinisme overflødiggør bevidst politisk handling for at forandre samfundet, og stærk indeterminisme gør politisk handling håbløst ineffektiv, så lægger relativ determinisme høj vægt på sådanne handlinger. Hvis det er sådan i en given situation, at et bestemt ønsket udfald er enten sandsynligt, men ikke sikkert, eller står på vippen, så vil enhver handling, der foretages for at sikre det udfald (forudsat at handlingerne ikke er kontraproduktive), forøge sandsynligheden af, at udfaldet faktisk finder sted, og er derfor ønskværdige.
I lyset af disse teoretiske betragtninger vil jeg nu se på rækkevidden af og begrænsningerne for determinismen i den marxistiske historieopfattelse.
Marx’ historieopfattelse bygger på en forudsætning, som er ekstremt simpel og indlysende:
... at menneskene må være i stand til at leve for at kunne "lave historie". For at leve har man fremfor alt brug for mad og drikke, for bolig, tøj og forskelligt andet. [22]
Uden mad og drikke dør mennesker. Det er så indlysende, at det kan undre, at Marx overhovedet beskæftiger sig med det (ikke blot her, men gentagne gange), [23] og hvorfor jeg overhovedet citerer det. Svaret er, at det er en nødvendig første forudsætning, og at "al historieskrivning må gå ud fra disse naturlige grundlag", [24] men at der er talrige borgerlige teorier og opfattelser af historien og samfundet, som alligevel formår at glemme, skjule eller undvige dette mest grundlæggende punkt.
Af nødvendigheden af at skaffe sig mad, drikke, tøj og så videre følger, siger Marx, at grundlaget for ethvert samfund og for hele menneskets historie er produktionen af disse midler til overlevelse gennem socialiseret arbejde. Dette fører Marx til en forudsætning yderligere:
I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. [25]
Dette er en forudsætning, der kan opsummeres i tesen om, at produktivkræfternes udviklingsgrad determinerer de sociale produktionsforhold (forudsat at vi på dette sted lader den præcise betydning af begrebet ‘determinere’ stå åben i denne sammenhæng).
Der er ingen tvivl om, at inden for den ‘klassiske’ fortolkning af marxismen – den fortolkning, der løber fra Marx via Engels til Lenin, Luxemburg og Trotskij – har denne tese været betragtet som hjørnestenen i den materialistiske historieopfattelse. Men samtidig har ethvert aspekt af denne tese været udgangspunkt for kraftige kontroverser, begyndende med betydningen af begreberne produktivkræfter og produktionsforhold.
I mange tilfælde er produktivkræfter ganske enkelt blevet defineret som den teknik i form af værktøj og maskiner, som samfundet råder over – en tolkning der har tjent som udgangspunkt for en opfattelse af marxisme som grundlæggende en teori om teknologisk determinisme. Og der er ganske rigtigt en passage hos Marx, som isoleret set synes at understøtte denne tolkning, nemlig den berømte påstand i Filosofiens elendighed, at "håndkværnen giver et samfund med feudalherrer, dampmøllen et samfund med industrielle kapitalister." [26] Imidlertid skriver Marx senere i samme tekst, at "af alle produktionsinstrumenter er selve den revolutionære klasse den største produktivkraft." [27] Dette antyder en bredere tolkning af begrebet produktivkræfter som omfattende ikke blot maskiner, men også de producerendes arbejdskraft. Citater fra Marx giver langt større mening betragtet ud fra denne sidste tolkning af den simple grund, at værktøj og maskiner først skal produceres af menneskeligt arbejde, og selv da producerer de intet i sig selv, men er afhængige af tilstedeværelsen af menneskeligt arbejde. Ydermere er den pågældende arbejdskraft mere end blot et spørgsmål om muskelkraft. Udviklingen af teknologi afhænger klart af det videnskabelige niveau hos dem, der udvikler den, og i mange produktionsgrene er faglært eller uddannet arbejdskraft mere produktivt end ufaglært arbejdskraft. Produktivkræfterne kan derfor bedst defineres som et givent samfunds generelle kapacitet i produktionen.
En lignende skelnen findes mellem en smal og en bredere definition af produktionsforholdene. På dette spørgsmål har der været tre hovedpositioner. Den første definerer produktionsforhold som de juridiske ejendomsforhold. Den anden skelner mellem juridisk ejerskab og faktisk besiddelse eller kontrol, men begrænser stadig definitionen af produktionsforholdene til et spørgsmål om forholdet mellem dem, der har den faktiske besiddelse eller kontrol over produktionsmidlerne, og dem, der ikke har. Den tredje position ser produktionsforholdene som totaliteten af sociale relationer, hvori individer indtræder i produktionsprocessen.
Den første position lider under den alvorlige fejl, at den hæver form over indhold og fremtrædelse over realitet og har vist sig at være en væsentlig hindring for at forstå det yderst vigtige fænomen statskapitalismen, hvad enten det er i sin fuldt udviklede form i Rusland eller i den mere begrænsede form i Vestens nationaliserede industrier. Denne position bør derfor afvises.
Forskellen mellem den anden og tredje position kan bedst anskueliggøres ved at se på, hvordan hver enkelt definition gør rede for produktionsforholdene i det kapitalistiske samfund. Ifølge den anden position – den snævre – består produktionsforholdene kun af relationerne mellem på den ene side kapitalistklassen som de, der ejer eller kontrollerer produktionsmidlerne og som køber arbejdskraft, og på den anden side arbejderklassen som ikke-ejere af produktionsmidlerne og som sælgere af arbejdskraft. I henhold til den tredje position – den brede – består produktionsforholdene også af disse relationer, men omfatter desuden relationer arbejdere imellem, mellem arbejdere og arbejdsledere, mellem arbejdsledere og direktører, mellem direktører og aktionærer og så videre.
I denne forbindelse har den snævre position den fordel, at den sætter fokus på netop de relationer, som konstituerer kapitalismen som et system og dens grundlæggende klasser – borgerskabet og proletariatet – men den har også nogle ulemper. Den kan enten føre til et oversimplificeret billede af klassestrukturen som bestående udelukkende af kapitalister og arbejdere uden nogle mellemliggende lag, eller til en teoretisk forklaring på disse mellemliggende lag, som tager udgangspunkt i forbrugsmønstre og livsstil i stedet for at tage udgangspunkt i deres placering i produktionsforholdene. Den fører også til et bemærkelsesværdigt statisk syn på produktionsforholdene, idet de anses for at være uforandrede gennem flere hundrede års økonomisk udvikling. Den enorme transformation fra tidlig industriel kapitalisme til den nuværende multinationale kapitalisme, fra en økonomi domineret af relativt små og individuelt ejede og styrede firmaer til en økonomi, der domineres af enorme, bureaukratisk styrede multinationale aktieselskaber, anses således ikke at medføre nogen forandring i produktionsforholdene. En sådan konklusion står i stærk modsætning til Marx’ berømte erklæring i Det kommunistiske manifest, at "borgerskabet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold." [28]
Endelig er der det simple faktum, at relationerne mellem arbejder og arbejder, arbejder og arbejdsleder osv. indlysende er sociale relationer, som man indgår i i produktionsprocessen, dvs. en indlysende del af produktionsforholdene.
Af disse grunde foretrækker jeg at anvende den bredere og mere fleksible definition. Når man gør dette, er det imidlertid nødvendigt at holde sig for øje, at der er forskel på gradvise kvantitative forandringer i produktionsforholdene, som ikke ændrer på hvilken klasse, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, og så fundamentale kvalitative forandringer, som faktisk ændrer dette. Den første type forandring har indflydelse på magtbalancen indenfor en given produktionsmåde. Kun den anden type forandring markerer overgangen fra en produktionsmåde til en anden.
Dette fører os til det centrale spørgsmål, om hvorvidt produktionsforholdene er determineret af produktivkræfterne. Som vi har set skriver Marx i 1859-Forordet om "produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter ." Derefter siger han:
På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold ... Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. [29]
Imidlertid er hele denne opfattelse af produktivkræfternes primat kommet under angreb fra forskellige sider. Jeg har allerede nævnt det historisk mest betydningsfulde af disse angreb, nemlig maoismen. Maoisterne hævder, at for at opbygge socialismen, eller endda kommunismen, inden for rammerne af et fattigt og overvejende landbrugsdomineret samfund er det nødvendigt at nedtone produktivkræfternes betydning. Således argumenterede maoismens ledende teoretiker i Europa, Charles Bettelheim, for, at "det, der sker i Kina, beviser, at et lavt niveau i udviklingen af produktivkræfterne ikke er nogen hindring for en socialistisk transformation af de sociale relationer." [30] I dette tilfælde blev benægtelsen af produktivkræfternes forrang kædet sammen med en ekstrem idealisme og voluntarisme, som hævede betydningen af viljens magt og den politiske ledelse op over betydningen af de objektive materielle forhold – på en sådan måde, at det førte til et fuldstændigt brud med indholdet den materialistiske historieopfattelse, selv om man stadig i ord vedkendte sig teorien. Ydermere viste det, der skete i Kina, at et lavt niveau i produktivkræfterne ikke blot var en hindring for en socialistisk transformation, men tilmed også for udviklingen af statskapitalisme i ét land.
Mere overraskende, men også af større teoretisk betydning, er det, at Alex Callinicos [31] i sin bog Marxism and Philosophy har argumenteret til fordel for at "tage udgangspunkt i produktionsforholdene og opfatte dem, ikke produktivkræfterne, som den uafhængige variable." [32] Alex synes at være kommet til denne konklusion ud fra et ønske om at undgå den passive teknologiske determinisme i Anden Internationale samt den mindre passive, men så meget desto mere mekaniske og dogmatiske determinisme i stalinismen. Til støtte for sin holdning citerer Callinicos Marx’ forklaring i Kapitalen på, hvordan kapitalistiske produktionsforhold satte skub i den udvikling af produktivkræfterne, som førte til den industrielle revolution. Han argumenterer også for, at ideen om produktivkræfternes primat stammer fra den tidlige og endnu uudviklede formulering af den materialistiske historieopfattelse i Den tyske ideologi snarere end fra den mere modne version i Marx’ senere værker (hvor hans 1859-Forord forkastes som "teknologisk determinisme" og "i høj grad en opsummering af Den tyske ideologi"). [33]
Det skal siges til Alex’ fordel, at han ikke længere fastholder dette synspunkt. Det er ikke desto mindre nyttigt at tage hans argumenter under nærmere behandling. Og når man gør det, så er det som det første afgørende at erkende, at produktionsforholdene helt sikkert har en stærk indflydelse på produktivkræfterne. Dette kan empirisk eftervises og er samtidig indeholdt i Marx’ klassiske formulering. 1859-Forordet antyder to mulige former, hvorpå produktionsforholdene kan påvirke produktivkræfterne: de kan være produktivkræfternes "udviklingsformer" (hvilket efter min antagelse indeholder, at produktionsforholdene positivt fremmer produktivkræfternes udvikling), eller de kan bliver til "lænker" (dvs. de kan begrænse eller holde udviklingen af produktivkræfterne tilbage). Faktisk viser Marx’ analyse af kapitalismens modsætninger – først og fremmest tendensen til overproduktion og tendensen til profitratens fald – at de kapitalistiske produktionsforhold både fremmer produktivkræfternes udvikling og holder dem tilbage samtidig, hvor den fremmende tendens er dominerende i perioder med økonomisk opsving, og hvor den "lænkende" tendens dominerer i perioder med krise. Og tendensen til krise stiger, efterhånden som det kapitalistiske system bliver ældre.
Ikke desto mindre er der vigtige grunde til fortsat at fastholde produktivkræfternes primat og betragte produktionsforholdenes indflydelse som en sekundær eller afledt "tilbagevirkning" på produktivkræfterne. [34] Den vigtigste grund er, at hvis primat tillægges produktionsforholdene, så kan man ikke give nogen forklaring på, hvorfor produktionsforholdene er, som de er i et givent samfund eller epoke. Begrebet om produktionsforholdene bliver hængende i luften, og sammenhængen i den materialistiske historieopfattelse som en overordnet teori for den historiske udvikling bliver ødelagt. I denne proces bliver to andre grundlæggende principper i den klassiske marxisme undergravet: teorien om, at revolutioner udspringer af produktivkræfternes konflikt med produktionsforholdene, samt teorien om, at den grundlæggende økonomiske forudsætning for socialisme er udviklingen af produktivkræfterne til et stade, hvor det er muligt at tilbyde alle et ordentligt liv. [35] Det samme problem opstår imidlertid ikke, hvis produktivkræfterne ses som det primære, eftersom såvel eksistensen som væksten i produktivkræfterne i sidste ende kan forklares ud fra kampen for at tilfredsstille biologisk givne menneskelige behov, som i sig selv er resultatet af en udvikling i den naturlige evolution.
Et yderligere argument til støtte for denne position er, at den er i overensstemmelse med størsteparten af de klassiske udlægninger af den materialistiske historieopfattelse hos Marx og Engels, ikke blot i deres 1859-Forord og i Den tyske ideologi, men også i Filosofiens elendighed, Det kommunistiske manifest, Anti-Dühring, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse og andre steder. Selv det citat fra Kapitalen, som Alex udvælger til støtte for sin holdning, indeholder en reference til produktivkræfternes ultimative primat, som i høj grad ligner formuleringen i 1859-Forordet:
Det er altid de umiddelbare relationer mellem produktionsbetingelsernes ejere på den ene side og de umiddelbare producenter på den anden side – relationer, hvis form i hvert enkelt tilfælde altid med naturnødvendighed svarer til et bestemt udviklingstrin i den måde, arbejdet udføres på, og dermed til arbejdets samfundsmæssige produktivkraft – hvori vi finder den inderste hemmelighed, det skjulte grundlag for hele samfundets opbygning... [36] [JM's fremhævning]
Endelig har Chris Harman fremlagt en overbevisende teoretisk og empirisk støtte for produktivkræfternes primat i forbindelse med den afgørende test af tesens gyldighed, nemlig overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Den indflydelsesrige amerikanske marxist Robert Brenner har argumenteret for, at denne overgang først og fremmest skal forklares ud fra klassekampen i landbruget mellem godsejere og bønder (dvs. produktionsforholdene) snarere end ud fra udviklingen af handel, industri og byernes borgerskab (produktivkræfterne). I modsætning til både Brenner og tidligere teorier fremlagt af Pirenne, Sweezy og Wallerstein bygger Harman på Le Goffs, Kriedles og andre historikeres arbejder for at sandsynliggøre – i en mere udviklet form – Marx’ forklaring på, "hvordan væksten i produktivkræfterne inden for feudalismen frembragte nye produktionsforhold – forhold som kom i modsætning til det gamle samfund og førte til borgerlige revolutioner ... [der] udsprang fra byerne ... [og blev] forstærket af bondeklassernes oprør." [37]
Men selv om produktivkræfterne er det primære, og selv om deres konkrete udviklingsniveau må være udgangspunktet for enhver marxistisk analyse af historien, så kan deres forhold til produktionsforholdene ikke være mekanisk eller automatisk determineret. Enhver forestilling om automatisk determinisme i dette forhold må forkastes af de historiske facts i sociale revolutioner, eftersom sociale revolutioner netop medfører en radikal transformation af produktionsforholdene på grundlag af et givent niveau i udviklingen af produktivkræfterne. I Rusland var produktionsforholdene i 1918 grundlæggende forskellige fra forholdene i 1916, mens produktivkræfterne var gået tilbage. Ydermere ville Marx’ opfattelse af produktionsforholdenes konflikt med de eksisterende produktivkræfter være umulig, hvis produktionsforholdene var absolut eller mekanisk determineret af produktivkræfterne. Det er indlysende, at vi derfor er tilbage på et område med relativ determinisme. Jeg tror, at denne relative determinisme bedst kan forstås som en kombination af begrænsning og udvikling.
På den ene side sætter produktivkræfternes udviklingsniveau nogle bestemte grænser for de mulige produktionsforhold på et givent tidspunkt i historien. Det gælder således for de tidligste trin i menneskets historie, hvor produktivkræfterne indsnævrede menneskets muligheder til en tilværelse som jagende og samlende nomader, at produktionsforhold, der byggede på udbytning (dvs. opdeling af samfundet i klasser), var udelukket. Produktivkræfterne i det 11. århundredes Europa udelukkede imidlertid muligheden for såvel primitivt-kommunistiske som moderne socialistiske produktionsforhold. Befolkningen (i sig selv en produktivkraft) havde forlængst oversteget det antal mennesker, som kunne leve udelukkende af jagt og indsamling. Samtidig blev der produceret et overskud, som gjorde det muligt for den herskende klasse at knuse ethvert eksperiment i retning af at danne primitivt-egalitære samfund. Imidlertid kunne produktivkræfterne kun tilvejebringe rigdomme nok til, at kun en lille minoritet kunne føre et anstændigt liv; uanset hvordan man organiserede produktionen eller fordelte det producerede, så var det ikke muligt at befri befolkningen som helhed fra fattigdom, sult og et konstant slidsomt liv. I modsætning til dette udelukker produktivkræfterne i det moderne samfund såvel primitivt-kommunistiske som feudale produktionsforhold: de tillader kun kapitalistiske eller socialistiske produktionsforhold, eller – for at være mere præcis – produktionsforhold som befinder sig på overgangen til socialisme.
På den anden side medførte udviklingen af produktivkræfterne i Europa fra senest det 15. århundrede og frem en kraftig fremdrift i fremvæksten af de kapitalistiske produktionsforhold, som med Marx’ ord udviklede sig "i feudalismens sprækker". Fra tidligt i det 19. århundrede og frem har udviklingen i produktivkræfterne i stadigt stigende grad lagt grundlaget for socialistiske produktionsforhold. Den stigende samfundsmæssiggørelse af produktionen, væksten i arbejderklassen, dannelsen af en global økonomi, fremskridt i videnskab og teknologi (med deres enorme potentiale for såvel destruktion som opbygning) fører alt sammen menneskeheden i retning af samfundsmæssigt ejerskab og demokratisk planlægning.
Imidlertid har de historiske erfaringer entydigt påvist, at udviklingen af produktivkræfterne ikke i sig selv er nok til at afgøre overgangen fra en produktionsmåde til en anden, hverken fra feudalisme til kapitalisme eller fra kapitalisme til socialisme. For at en sådan overgang kan finde sted, er det også nødvendigt, at en ny social klasse (hvis fremvækst både bestemmes af og er en del af væksten i produktivkræfterne) i praksis omstyrter den gamle herskende klasse (som kan takke den gamle produktionsmåde for sin position, og som derfor har en fundamental interesse i at fastholde den) og fravrister den statsmagten. Det er i denne forstand, at klassekampen er historiens lokomotiv.
Hermed er det muligt at komme med nogle generelle kommentarer til det meget omdiskuterede spørgsmål, om samfundets overbygning er determineret af den økonomiske basis. I sin tale ved Marx’ begravelse fastslog Engels:
Ligesom Darwin opdagede loven for den organiske naturs udvikling, sådan opdagede Marx den menneskelige histories udviklingslov, nemlig den simple kendsgerning, som indtil da havde været tilgroet i ideologi, at menneskene først og fremmest må spise, drikke, bo og klæde sig, inden de kan dyrke politik, videnskab, kunst, religion osv.; at altså produktionen af de umiddelbare materielle livsfornødenheder og dermed et folks eller en periodes økonomiske udviklingstrin til enhver tid danner det grundlag, udfra hvilket statsinstitutionerne, retsopfattelsen, forestillingerne om kunst, ja selv de pågældende menneskers religiøse forestillinger har udviklet sig, og udfra hvilket de derfor også må forklares, og ikke omvendt, sådan som det hidtil er sket. [38]
Der er et fælles træk ved alle de klassiske forklaringer på den materialistiske historieopfattelse hos dens grundlæggere, nemlig at insistere på, at den økonomiske basis har forrang for overbygningen, at man skal forklare overbygningen ud fra basis "og ikke omvendt", at bevidstheden er bestemt af den samfundsmæssige væren, ikke at væren er bestemt af bevidstheden. Dette træk er helt klart grundlæggende for marxismen som helhed.
Men når vi har noteret os dette, så må vi også bemærke os, at i det store flertal af Marx og Engels’ bemærkninger formulerer de forholdet mellem overbygning og basis med ord som "korresponderer", "betinger" eller "udspringer af" snarere end en strikt determinisme. Således finder vi i 1859-Forordet:
... samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet ... Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. [39] [JM's fremhævning]
Ydermere understregede Engels i sine sene breve igen og igen, at hverken han eller Marx havde forestillinger om, at overbygningen var mekanisk eller absolut determineret af den økonomiske basis:
Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. Den økonomiske stilling er basis, men overbygningens forskellige momenter – klassekampens politiske former og dens resultater – forfatninger, der udformedes af den sejrende klasse, efter at slaget var vundet osv. – retsformer, for ikke at tale om genspejlingen af alle disse virkelige kampe i deltagernes hjerne, politiske, juridiske, filosofiske teorier, religiøse anskuelser og deres videre udvikling til et dogmesystem, udøver også indflydelse på de historiske kampes forløb og bestemmer i mange tilfælde i overvejende grad deres form. [40]
I Louis Bonapartes attende brumaire giver Marx selv en levende forklaring på, hvordan ideer kan overleve de økonomiske og sociale forhold, som de oprindelig er udsprunget af:
Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerne. Og netop når de synes beskæftiget med at omvælte sig selv og omverdenen, at skabe noget aldrig før set, netop i sådanne revolutionære kriseepoker maner de ængsteligt fortidens ånder frem for at tage dem i deres tjeneste, låner kampparoler og kostumer af dem, for i denne gamle ærværdige forklædning og i dette lånte sprog at opføre den nye scene i verdenshistorien. [41]
Og i sit forord til The History of the Russian Revolution trækker Trotskij forbindelsen mellem dette fravær af mekanisk determinisme og revolutionens kendsgerning:
Pointen er, at samfundet ikke forandrer sine institutioner, efterhånden som behovet opstår, på samme måde som en håndværker forandrer sine redskaber. Tværtimod tager samfundet faktisk de institutioner, det er behængt med, som givne én gang for alle.
De hastige forandringer i massernes synspunkter og stemning i en revolutionær epoke udspringer således ikke fra den menneskelige hjernes fleksibilitet og mobilitet, men fra det modsatte, fra dens dybe konservatisme. Ideer og relationer slæber sig kronisk bagefter de nye objektive forhold, helt op til det tidspunkt hvor de objektive forhold brager løs over folk i form af en katastrofe. Det er dette, som i en revolutionær periode skaber den situation, hvor ideer og følelser bevæger sig frem med stormskridt, og som i politiets hoveder synes at være et direkte resultat af "demagogers" aktiviteter. [42]
Det er derfor indlysende, at enhver anklage mod marxismen for mekanisk eller rå økonomisk determinisme fuldstændigt går fejl. På spørgsmålet om basis og overbygning, såvel som på spørgsmålet om produktivkræfter og produktionsforhold, står den materialistiske historieopfattelse for relativ determinisme, og begreberne om begrænsning og tilskyndelse er også her anvendelige.
På den ene side sætter karakteren af den økonomiske basis nogle bestemte grænser for karakteren af overbygningen, sådan at fx en feudal basis er uforenelig med almindelig stemmeret og parlamentarisk demokrati og kunne af indlysende grunde ikke give grundlaget for en filosofi som John Stuart Mills, en økonomi som Adam Smiths, for romanen som den dominerende litterære udtryksmåde eller for Rembrandts og John Pollocks malerier. På den anden side betyder udviklingen i den økonomiske basis, både i produktivkræfter og i produktionsforhold, at der fortsat skabes et pres for forandring af overbygningen. Således skabte de første kapitalistiske gennembrud i Europa et pres, som udfordrede den katolske kirke, der både optrådte som feudal godsejer i stor stil, og som forsynede den feudale orden i sin helhed med ideologisk legitimitet. Det endelige udfald af dette pres var reformationen i det 16. århundrede og fremvæksten af calvinismen som en ny form for kristen religion, der favoriserede den tidlige kapitalistiske akkumulations behov. Samtidig gav den industrielle revolution tilskyndelsen til indførslen af stemmeret, først for det industrielle borgerskab og middelklassen, siden for arbejderklassen (hvilket resulterede i juridiske reformer i henholdsvis 1832, 1867 og 1884). På samme måde førte en ændring i den økonomiske basis – den massive vækst i kvinders betalte beskæftigelse i efterkrigstidens opsving – til en signifikant, omend begrænset, forandring i de dominerende holdninger i samfundet til kvinder. Det må dog straks tilføjes, at ingen af disse virkninger blev realiseret automatisk eller uden bitre konflikter, der sagtens kunne have fået et andet udfald.
Det spørgsmål, der her melder sig til nærmere overvejelse, er det svære og komplicerede spørgsmål om, i hvilket omfang forskellige elementer i overbygningen er mere eller mindre direkte determineret af den økonomiske basis. Man kan generelt sige, at de dele af overbygningen, som har umiddelbart praktisk betydning – såsom lovgivning, retsvæsenet, politiet, militæret, uddannelsessystemet osv. – er tættere knyttet til den økonomiske basis og i særdeleshed til den herskende klasses økonomiske interesser end de mere ideologiske dele som religiøse doktriner, filosofi og kunst. Således kan en moderne kapitalistisk økonomi ikke eksistere side om side med en lovgivning, som er anti-kapitalistisk – enten på den måde, at den peger tilbage mod feudalismen ved fx at forbyde åger (kræve renter på pengeudlån), eller på den måde at den foregriber socialismen gennem forbud mod lønarbejde eller ved at legalisere de fattiges ekspropriering af de rige. Men omvendt kan en kapitalistisk økonomi godt eksistere side om side med kunst og kultur, som længes tilbage til den feudale fortid (prærafaelitterne i det victorianske England, Ezra Pounds poesi, Tolkiens romaner), eller som peger frem mod den socialistiske fremtid (Brechts skuespil, Légers malerier osv.). Det er også muligt at skelne mellem kunstformer som fx arkitektur, der er under mere direkte indflydelse og begrænset af økonomien i sin udfoldelse end poesi. Og det er helt sikkert muligt for kapitalismen at eksistere side om side med et stort udbud af religioner, der har sit udspring langt tidligere i historien end kapitalismen (selv om disse religioner naturligvis er nødt til at tilpasse sig til kapitalismen for at overleve).
Alle sådanne generaliseringer kræver dog en mere udbygget begrundelse. Engels gør sig meget umage med at forklare lovgivningens relative autonomi:
Så snart den nye arbejdsdeling bliver nødvendig, som skaber erhvervsjurister, er der atter åbnet et nyt selvstændigt område, som trods al sin almindelige afhængighed af produktionen og handelen alligevel har en særlig evne til at virke tilbage på disse områder. I en moderne stat må retsvæsenet ikke blot svare til den almindelige økonomiske situation, være dens udtryk, men også være et i sig selv sammenhængende udtryk, som ikke ved indre modsigelser slår sig selv i ansigtet. Og for at muliggøre det, går nøjagtigheden i genspejlingen af de økonomiske forhold mere og mere fløjten. [43]
Tilsvarende drejer Marx’ analyse af bonapartismen og Trotskijs analyse af fascismen sig om situationer, hvor det kapitalistiske statsapparat glider ud af kapitalistklassens direkte kontrol og derfor er i stand til at gennemføre bestemte foranstaltninger, som ikke er i denne klasses interesse: for eksempel kan nazisternes Holocaust hverken tilskrives det tyske borgerskabs økonomiske eller politiske behov. [44]
Derimod opnås mange af de fineste præstationer i filosofi og kunst nøjagtigt ud fra deres tætte forhold til den økonomiske basis. Marxismen er selv et eksempel på dette, idet dens styrke ikke består i dens autonomi eller upartiskhed, men i dens nøjagtige afspejling af de grundlæggende modsætninger i samfundets økonomiske basis og dens nøjagtige beskrivelse af samfundets vigtigste produktive krafts interesser, nemlig proletariatets. [45] I kunsten kan man henvise til malerier som Rembrandts talrige portrætter af det opstigende hollandske borgerskab (for eksempel Doktor Tulps anatomiske forelæsning, Nattevagten og The Syndics eller Turners Regn, Damp og Fart, som på dramatisk vis fremmaner 1800-tallets mægtige drivkraft, lokomotivet, eller futuristernes manifester, digte og malerier, der selvbevidst hylder ankomsten af automobilet, elektriciteten og det 20. århundredes metropoler, mens Defoe, Austen, Balzac og Dickens (for blot at nævne nogle få) i litteraturen henviser direkte til udviklingen på det økonomiske og sociale område.
Som en konsekvens af den relativt-deterministiske position er det imidlertid klart, at i forholdet mellem basis og overbygning og især den ideologiske sfære kan alle generaliseringer, alle skemaer – skønt nødvendige – kun være af begrænset værdi og må hurtigt erstattes af konkret analyse.
Et betydningsfuldt aspekt ved det overordnede problem omkring determinisme og forholdet mellem basis og overbygning er, i hvilket omfang menneskets adfærd er bestemt af kapitalismens økonomiske bevægelseslove. Det faktum, at Marx viede størstedelen af sit liv til at afdække disse lovmæssigheder i sit hovedværk, Kapitalen, viser, at han anså dem for at være af højeste betydning for dannelsen af nuværende og fremtidige menneskelige handlinger. Ydermere indebærer selve begrebet om økonomiske lovmæssigheder en høj grad af determinisme.
Faktisk er det sådan, at den højeste grad af determinisme i marxismen drejer sig om individers og ikke mindst klassers økonomiske adfærd. Marxismen fastholder, at arbejderklassen som helhed ikke har anden mulighed end at sælge sin arbejdskraft til arbejdsgiverne [46] og kun har lille indflydelse på hvilken arbejdsgiver, man sælger arbejdskraften til. Tilsvarende fastholder marxismen, at kapitalister og kapitalistiske erhvervsledere på grund af konkurrencen ikke har andet valg end at stræbe efter forøgelse af kapitalakkumulationen og derfor at hæve udbytningsgraden mest muligt. Marxismen hævder, at værdien af varer, inklusiv værdien af arbejdskraften, og dermed i det lange løb priserne er objektivt snarere end subjektivt fastlagte og bestemt ikke tilfældige. [47]
Marxismen siger yderligere, at den konkurrencebestemte akkumulation af kapital på grundlag af værdiloven uundgåeligt fører til profitratens tendens til fald, [48] som igen fører til økonomiske kriser i form af lavkonjunkturer af stigende hyppighed og dybde.
Her skal ikke diskuteres, hvorvidt den marxistiske analyse af økonomien og teori og krisen er gyldig eller ej. [49] Jeg ønsker blot at understrege teoriens stærkt deterministiske karakter.
Men selv på dette områder taler vi ikke om absolut eller mekanisk determinisme. Individuelle arbejdere kan blive new age travellers eller fuldtids revolutionære. Individuelle kapitalister kan blive filantroper, og de kan helt sikkert foretage alvorlige fejlgreb i deres jagt efter profit. Forskellige faktorer, hvadenten de er forudsete eller ej, kan modvirke profitratens fald og dermed udsætte krisen. [50] Der er intet i den marxistiske teori, som totalt kan udelukke muligheden for kosmiske hændelser, der kuldkaster hele processen. Imidlertid er det deterministiske element på dette område helt klart særdeles stærkt.
Denne stærke determinisme med hensyn til kapitalismens lovmæssigheder fører til en skarp politisk konflikt mellem marxismen og alle varianter af reformismen. Reformister af alle afskygninger tror – eller siger i det mindste at de tror – at en regering, der består af folk af rette støbning og klogskab (nemlig dem selv) vil være i stand til at manipulere den kapitalistiske økonomis mekanismer sådan, at kriser undgås, at udbytningen bliver begrænset, og at kapitalismen som helhed vil kunne virke til alles bedste – uden først at omstyrte de kapitalistiske produktionsforhold. Marxister fastholder, at dette er en katastrofal illusion, og at kapitalismens økonomiske love er langt stærkere end reformistiske politikeres gode intentioner.
Når reformistiske regeringer konfronteres med den kapitalistiske økonomis realiteter, vælger de enten (og det er det mest almindelige scenario) at opgive deres reformprogrammer og i al ynkelighed tilpasse sig kapitalistiske prioriteringer, eller – hvis de under indtryk af massernes pres nedefra er mere stædige – at blive kastet ud i kaos og forvirring. Det eneste, de ikke er i stand til, er at gennemføre grundlæggende forandringer hverken i systemets logik eller dets tendens til krise. Dette er ikke et spørgsmål om at argumentere i detaljer for marxismens holdning til spørgsmålet om socialdemokratiske regeringer. Det må være nok at sige, at historiens vidnesbyrd – omfattende vidnesbyrd fra syv Labour-regeringer i Storbritannien siden 1924, fra Weimarrepublikken, fra Folkefronten i Chile, fra Mitterand i Frankrig og Gonzales i Spanien – er stærke beviser i den marxistiske determinismes favør.
Men selvom marxismen på den ene side understreger den determinerende magt hos kapitalismens lovmæssigheder, så har marxismen på et andet niveau i argumentationen en antideterministisk position, når det gælder disse love. Den generelle tendens blandt kapitalismens erklærede tilhængere og ideologer – dens professionelle økonomer, politikere osv. – og blandt kapitalisterne selv er at betragte disse lovmæssigheder, markedets love, som de kalder dem, som evige og uforanderlige. Somme tider bliver de direkte betragtet som naturlove – det var Margaret Thatcher, der sagde: "Man kan ikke trodse markedslovene mere, end man kan trodse tyngdeloven." Alternativt bliver lovene betragtet som stammende fra en evig og uforanderlig menneskelig natur – de klassiske økonomers egoistiske, atomiserede og nytte-maximerende homo oeconomicus. På begge måder bliver lovene fremstillet som udvendige og uden for enhver mulighed for menneskelig kontrol, og ethvert forsøg på at modstå eller udfordre dem bliver skildret som på samme tid utopisk, skadeligt og rent galskab.
Marxismen afviser dette. Den fastholder, at de nuværende økonomiske love hverken stammer fra naturen eller menneskets natur, men alene fra de kapitalistiske produktionsforhold, som er et historisk produkt, dvs. af tidligere menneskelige handlinger, og som kan forandres af menneskelige handlinger. Men sålænge de kapitalistiske produktionsforhold opretholdes, vil kapitalismens lovmæssigheder imidlertid fortsætte med at fungere og vil i det lange løb sejre over al modstand. [51]
Før vi forlader spørgsmålet om kapitalismens lovmæssigheders deterministiske natur, er det nødvendigt at se på forskellige samfundsklassers relative handlefrihed. Her står vi over for et tilsyneladende paradoks. Når det drejer sig om personlig eller individuel adfærd, er det indlysende, at medlemmer af kapitalistklassen har langt større frihed end arbejderklassen. De kan slappe af, holde ferie, spise, drikke og more sig, hvor de vil. I modsætning hertil har arbejdere kun lidt eller ingen frihed på disse områder. Men når det drejer sig om samfundsmæssig og politisk adfærd, om klassemæssig adfærd, så er arbejderklassen på afgørende måde mere fri og mindre determineret end borgerskabet. Borgerskabet er historisk låst inde i det system, de hersker over – de er fanger af såvel systemets akkumulationstvang samt dets modsætninger. De er fortrolige med deres fremmedgørelse og, som Marx udtrykte det, ‘kapitalisten er kun den personificerede kapital, fungerer i produktionsprocessen kun som bærer af kapitalen.’ [52] Arbejderklassen kan imidlertid – og gør det også – modsætte sig kapitalens befalinger imperativer. Og fra det tidspunkt, hvor de begynder at gøre modstand, bliver arbejdere mere end personificeret arbejdskraft. De tager et skridt på vejen til at gennemskue og transcendere deres fremmedgørelse og til at blive bevidste herrer over produktionen, samfundet og historien.
Kontrasten mellem borgerskabets fangenskab og proletariatets (relative) frihed har også implikationer for det mellemliggende lag, der normalt omtales som middelklassen. Blandt venstrefløjen i dette lag er reformismen som politisk strategi tæt forbundet med en personlig strategi om at avancere i det erhvervsmæssige og institutionelle hierarki. Socialarbejdere, kommunale embedsmænd, lærere og journalister bilder sig selv og andre ind, at de er nødt til at avancere i ledelsesstrukturen og komme til tops i deres forvaltning, skole, avis osv. for at komme i en position, hvor de kan føre deres ideer ud i praksis og få magt til at forandre ting. Men jo højere individet stiger i systemet, jo mere bliver det i realiteten indfanget af kapitalens logik, og jo mere mister individet sin frihed til at modsætte sig den logik, og i den forstand bliver deres adfærd mere determineret.
Proletariatets større relative frihed og dets mulighed for at vælge at modsætte sig kapitalens tvangslove fører direkte til spørgsmålet om determinisme og klassekampen. I hvilket omfang er eksistensen, retningen og resultatet af klassekampen objektivt determineret, uafhængigt af arbejderes og revolutionære socialisters vilje, bevidsthed og velovervejede intervention? Disse spørgsmål er det politisk vigtigste aspekt ved hele spørgsmålet om determinisme. Det er på dette punkt, at den filosofiske diskussion har den mest direkte indflydelse på socialistisk praksis.
Det er naturligvis en af grundpillerne i den materialistiske historieopfattelse, at klassekampen gennem hele historien udspringer af produktionsforhold baseret på udbytning. Det er udbytningen – tilegnelsen af merarbejde, som presses ud af de umiddelbare producenter – som genererer den konflikt, hvori klassekampen tager form. Som G.E.M. de Ste Croix har udtrykt det: "Klasse (grundlæggende en relation) er det kollektive sociale udtryk for udbytningens faktum, den måde hvorpå udbytningen er indlejret i en social struktur." [53] I det kapitalistiske samfund er udvindingen af merværdien skjult i det lønarbejdsforhold, som giver anledning til antagonismen og kampen mellem bourgeoisi og proletariat. Der er en objektiv konfliktinteresse mellem klasserne, hvori kapitalisterne – drevet af konkurrencen – konstant tilstræber at øge udbytningsgraden (ved at sænke lønnen, udvide arbejdsdagen og hæve produktiviteten), mens arbejderne – drevet af naturligt givne og socialt udviklede behov – søger at begrænse den. Dette er en kamp, som foregår hver eneste arbejdsdag i hver eneste arbejdsuge på hver eneste arbejdsplads over hele den kapitalistiske verden gennem hele den kapitalistiske epoke og som – i mere eller mindre formidlet form – gennemtrænger alle andre aspekter og niveauer i samfundet. Klassekampens eksistens er derfor ikke noget opfundet, skabt, fremprovokeret eller på anden måde frembragt af Marx eller marxister eller af agitatorer og ballademagere. Klassekampen er økonomisk determineret og et uundgåeligt kendetegn ved det kapitalistiske samfund.
Intensiteten i klassekampen varierer imidlertid enormt. Det borgerlige samfund gennemløber perioder med tilsyneladende fred mellem klasserne, hvor klassemæssige konflikter holdes skjult under overfladen, og perioder med åben krig mellem klasserne i den mest bogstavelige betydning i form af revolution og borgerkrig – og desuden gennem alle tænkelige niveauer af klassekamp mellem disse ekstremer.
Når man skal analysere, i hvilket omfang niveauet i klassekampen er økonomisk eller på anden måde determineret, er det nødvendigt for en stund at vende tilbage til den tidligere distinktion mellem bourgeoisiets og proletariatets relative handlefrihed. Den borgerlige (i betydningen kapitalistiske, ovs. anm.) og den proletariske side af klassekampen er indlysende indbyrdes afhængige, men de er hverken identiske eller nøjagtigt symmetriske. Den borgerlige side er stærkt økonomisk determineret. Det er klart, at politiske, historiske eller endda individuelle psykologiske faktorer har indflydelse både på taktikken og på den voldsomhed, hvormed borgerskabet forfølger sine interesser. Ikke desto mindre er økonomiens tvang yderst magtfuld, og borgerskabet har udviklet et meget stærkt ‘klasseinstinkt’, dvs. en meget klar praktisk bevidsthed om, hvor dets interesser findes. Det er derfor muligt at formulere den generelle regel eller ‘lovmæssighed’, at i perioder med økonomisk krise, hvor profitraten falder og konkurrencen mellem kapitaler intensiveres, så vil borgerskabet forøge sine angreb på arbejderklassens levestandard.
Men når det kommer til den proletariske side, kan vi imidlertid ikke sige a la Newton, at enhver (borgerlig) aktion mødes med en lige så stor modsatrettet reaktion. Det er et empirisk faktum, at der altid har været modstand mod udbytning og undertrykkelse, selv under de vanskeligste omstændigheder (selv i Nazityskland og i det stalinistiske Rusland, selv i dødslejrene og i Stalins fangelejre). Men det er i lige så høj grad et faktum, at der også altid har været føjelighed og endda samarbejde. Det relative forhold mellem disse forskellige mulige reaktioner varierer enormt og kan ikke forudsiges i et fastlåst eller mekanisk forhold til de økonomiske betingelser.
Udgangspunktet for niveauet i klassekampen konstitueres naturligvis af produktivkræfternes udviklingsniveau og deres tilsvarende produktionsforhold sammen med de øjeblikkelige økonomiske konjunkturer. [54] Et samfunds industrialiseringsgrad og industrielle sammensætning determinerer størrelsen af arbejderklassen og dens objektive vægt i økonomien. Dermed determineres også arbejderklassens potentielle styrke i klassekampen – men dermed er det ikke i sig selv determineret, i hvilket omfang dette potentiale faktisk vil blive realiseret. I de første år af 1900-tallet var arbejderklassen i det økonomisk avancerede Tyskland og Storbritannien større og potentielt mere magtfuld end arbejderklassen end i det tilbagestående Rusland, men klassekampens niveau i Rusland var meget højere. Den aktuelle økonomiske situation kan fremtvinge stærke incentiver for at gå i kamp – for eksempel er inflation en stærk tilskynding til at kæmpe for højere lønninger – men igen sker dette ikke automatisk.
Trotskij diskuterede dette spørgsmål ved flere lejligheder. [55] Han argumenterede for, at fremvæksten af en revolutionær massebevægelse i arbejderklassen og en succesrig kamp for statsmagten uundgåeligt forudsatte en generaliseret krise i den kapitalistiske orden, dvs. en forværring af den fundamentale modsætning mellem produktivkræfter og produktionsforhold, hvorved der opstår en forlænget periode af ustabilitet og hurtige skift mellem opgang og nedgang i økonomien. Men han afviste ideen om nogen "nødvendige forbindelser mellem den proletariske revolutions bevægelse og en krise. Der er kun tale om en dialektisk vekselvirkning." [56] Specielt understreger Trotskij, at der kan opstå særlige omstændigheder, fx når arbejderklassen er udmattet efter omfattende kampe, hvor lang tids arbejdsløshed kan demoralisere og svække arbejderklassens kampe, mens et midlertidigt økonomisk opsving kan hæve kampniveauet.
Den industrielle genopblomstring vil tværtimod føre til en højnelse af arbejderklassens selvbevidsthed, som blev undergravet af nederlag og svækkelse i dens egne rækker. Den vil svejse arbejderklassen sammen på fabrikkerne og i virksomhederne og øge deres ønske om enighed i de militante aktioner. [57]
... I det øjeblik, hvor fabrikkerne holder op med at afskedige gamle arbejdere og ansætter nye, vil arbejdernes selvtillid styrkes; de er atter nødvendige. [58]
Disse betragtninger er yderst brugbare retningslinjer, men kan kun betragtes som universelt gyldige generaliseringer på linje med den mekaniske påstand, at økonomisk krise modsvares af oprør. For det første fordi der selv i rent økonomiske termer aldrig findes to ens opgange eller nedgange. For det andet fordi forholdet mellem økonomiske forhold og arbejdernes kamp formidles gennem en lang række faktorer – niveauet og kvaliteten af faglig organisering, niveauet og kvaliteten af politisk organisering, niveauet af den generelle politiske bevidsthed, niveauet af vrede, de faglige og politiske lederes ageren, samt kapitalistklassens styrke, selvsikkerhed, intelligens osv. – alt dette bestemmes ikke blot af den generelle situation, men involverer også de øjeblikkelige og selv mere fortidige forhold, som alle smelter sammen i en kompleks interaktion.
Enhver tilfredsstillende analyse af niveauet og udviklingen i klassekampen, hvadenten det er den aktuelle eller den tidligere, må derfor bygge på en konkret analyse, som tager udgangspunkt i økonomiske forhold, men indbefatter alle de nævnte elementer. Kompleksiteten i dette betyder, at ethvert forsøg på at forudsige, hvilken form klassekampen vil tage, selv i den mest umiddelbare fremtid, må fremlægges med den største forsigtighed. Gramscis advarsel er nyttig:
I virkeligheden kan man ‘videnskabeligt’ blot forudsige selve konflikten men ikke dens konkrete momenter, der kun kan være resultater af konflikterne mellem de stridende kræfter, der befinder sig i en fortsat bevægelse, og som aldrig kan reduceres til kvantitative størrelser, eftersom kvantiteten hele tiden bliver til kvalitet i disse kræfter. [59]
Imidlertid er det ultimative formål med al marxistisk analyse af klassekampen hverken at forudsige dens fremtid eller at fremlægge en dækkende forklaring på dens historie, men at intervenere i den for at være med til at forme dens retning. Og det er præcist ud fra et ønske om intervention, at niveauet i klassekampen indenfor visse grænser af såvel individuelle socialister som det revolutionære parti må betragtes som givne, dvs. som objektivt determineret uafhængigt af individets eller partiets vilje. Som enhver tillidsmand eller faglig repræsentant véd (eller hurtigt finder ud af), så kan strejker ikke sættes i værk, uden at de berørte arbejdere nærer et dybt ønske om at kæmpe. Dette gælder i endnu højere grad, når det drejer sig om generalstrejker eller opstande, og enhver overtrædelse af denne lov om revolutionær strategi vil uundgåeligt få katastrofale konsekvenser. (Det klassiske eksempel på dette er Martsaktionen i 1921, hvor det tyske kommunistparti kunstigt forsøgte at anspore arbejderklassen til at lave revolution. Partiet opnåede kun at ryste sine egne medlemmer og autoritet). [60] Men omvendt er der tilsvarende tidspunkter, hvor dele af arbejderklassen eller endda dens flertal bevæger sig i kamp uafhængigt af indvendinger eller reservationer fra selv klassens mest fremstående ledere. Et sådant tidspunkt var Februarrevolutionen i 1917, hvor et masseoprør væltede zaren trods et i udgangspunktet tøvende bolsjevikparti. Som Trotskij skrev:
Den 23. februar var Kvindernes Internationale Kampdag. De socialdemokratiske kredse havde tænkt sig at markere denne dag på den sædvanlige måde: ved møder, taler, løbesedler. Det var ikke faldet nogen ind, at dette kunne blive revolutionens første dag. Ikke en eneste organisation havde opfordret til strejker denne dag. Oven i købet havde selv en af bolsjevikkernes organisationer, og det en særdeles militant – Vyborg Distriktskomite, udelukkende arbejdere – modsat sig strejker.
... Men den følgende morgen gik kvindelige tekstilarbejdere fra adskillige fabrikker trods alle direktiver i strejke og sendte repræsentanter til metalarbejdere med en appel om at støtte ...
Således betød det faktum, at Februarrevolutionen blev startet nedefra, at dens egne revolutionære organisationers tøven blev overvundet ... [61]
I begge disse typer af situationer er det nødvendigt, at revolutionære, som ønsker at gøre sig til lokale og nationale ledere, først tilpasser sig til de objektivt determinerede realiteter.
Denne erkendelse af nødvendigheden er imidlertid kun udgangspunktet for handling. For at sikre en handlings succes er det nødvendigt med et lederskab, som er indrettet på at målrette kampen og hæve dens niveau yderligere. Det er en lige så vigtig del af erfaringen hos enhver fagligt aktiv og enhver politisk ledelse, at der er situationer, hvor en enkelt tale på et massemøde, en dristig beslutning anført af en strejkekomite eller et politisk partis samlede intervention kan udgøre en betydelig eller endog afgørende forskel på kampens udvikling, enten positivt eller negativt. Således var det afgørende for den konservative regerings evne til at overleve modstanden mod minelukningerne i efteråret 1992, at ledelserne i NUM og TUC [62] besluttede, at den første store demonstration mod at lukke minerne skulle gå til Hyde Park i stedet for direkte til parlamentet. Omvendt skabte det en afgørende forskel i kampen mod fascisme i Storbritannien, at Socialist Workers Party i 1977 besluttede at konfrontere National Front i Lewisham og at grundlægge Anti Nazi League.
Dette fører os til spørgsmålet om, hvorvidt det endelige udfald af klassekampen kan betragtes som determineret, dvs. til det gamle spørgsmål om ‘socialismens uundgåelighed’. Det må indrømmes, at der helt sikkert har været en vis tvetydighed om dette spørgsmål i den klassiske marxistiske tradition. Selv i Det kommunistiske manifest er der modsatrettede formuleringer. På den ene side:
[Bourgeoisiet] producerer først og fremmest sine egne banemænd. Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige. [63]
På den anden side:
Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie ... en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang. [64]
Naturligvis er der et element af retorisk fanfare i udtrykket ‘lige uundgåelige’, ligesom der er mangel på specificering i ‘de kæmpende klassers fælles undergang.’ Men mens de 150 år, der er gået siden Manifestet, har fået retorikken om uundgåelighed til at klinge hult, så er det konkrete udtryk for ‘fælles undergang’ blevet alt for klart. Fra det øjeblik, kapitalismen bevæbnede sig med nukleare våben og således demonstrerede sin kapacitet til at ødelægge sig selv og trække hele menneskeheden med sig, blev snakken om socialismens uundgåelighed absurd. [65]
Men ‘socialismens uundgåelighed’ bliver ikke kun undergravet af risikoen for et nukleart holocaust – erfaringerne fra det 20. århundredes arbejderrevolutioner har også understreget pointen. Efter den russiske revolution, den tyske revolution, den spanske revolution og flere andre er det åbenlyst fejlagtigt at se en socialistisk revolution som en helt igennem determineret eller fastlagt proces. Denne erkendelse er ikke ensbetydende med at reducere socialismen til en utopi eller at betragte arbejderklassens mulighed for sejr som ren tilfældighed. Tværtimod har marxismen altid argumenteret for, at der er magtfulde og objektivt determinerede historiske kræfter, som arbejder til fordel for proletariatets sejr. Disse omfatter: Proletariatets overvældende numeriske overlegenhed i forhold til borgerskabet; dets koncentration på arbejdspladser og i byer; borgerskabets afhængighed af arbejderklassen til alle formål, inklusiv de statslige opgaver; og det faktum at arbejderklassen kan styre samfundet uden borgerskabet, mens borgerskabet ikke kan eksistere uden arbejderklassen – hvilket betyder, at borgerskabet befinder sig i en uendelig kamp mod arbejderklassen, mens proletariatet kun behøver at knække bourgeoisiet én gang (i historisk målestok). Disse faktorer gør en endelig sejr for proletariatet for en realistisk mulighed. De gør den endda sandsynlig. Men de garanterer den imidlertid ikke.
De garanterer den ikke, fordi proletariatet er nødt til at gennemgå et afgørende moment af konfrontation med bourgeoisiet for at gennemføre sin egen overgang fra underordnet til herskende klasse. I denne konfrontation er der en kort periode, hvor de to klassers magt er næsten lige stor, og hvor bourgeoisiet, hvis det får chancen, vil slå igen mod arbejderklassen med ødelæggende kraft. På dette punkt kan historien derfor gå begge veje. På tærsklen til Hitlers sejr i Tyskland beskrev Trotskij med en slående metafor en sådan situation:
Tyskland gennemgår i øjeblikket et af disse store historiske øjeblikke, hvori det tyske folks skæbne, Europas skæbne og i betydelig grad hele menneskehedens skæbne afgøres for kommende årtier. Hvis man anbringer en kugle på toppen af en pyramide, kan det mindste stød få den til at rulle ned på højre eller venstre side. En sådan situation nærmer sig for hver time i Tyskland i dag. Der er kræfter, som ønsker at skubbe kuglen ned på højre side og brække ryggen på arbejderklassen. Der er kræfter, som vil have kuglen til at forblive på toppen. Det er utopisk. Kuglen kan ikke blive liggende på toppen af pyramiden. Kommunisterne ønsker, at kuglen ruller ned til venstre og knækker kapitalismen. [66]
Den russiske revolution gennemgik netop en sådan periode i september og oktober 1917. Kontrarevolutionen i skikkelse af General Kornilov havde forsøgt at drukne revolutionen i blod og var blevet drevet tilbage. Men kontrarevolutionen forberedte sig på at slå til igen. Bolsjevikkerne havde vundet et flertal i sovjetterne, og arbejderklassen ønskede, at de gjorde deres ord til handling. Den Provisoriske Regering under Kerenskij var paralyseret og ved at smuldre. Revolutionens skæbne balancerede på en knivsæg mellem proletariatets diktatur og kontrarevolutionens diktatur.
Ingen forstod dette bedre end Lenin. I en bemærkelsesværdig serie af taler, artikler og breve bombarderede Lenin bolsjevikkernes centralkomite med et mere og mere presserende krav om at "gribe dagen" og organisere opstanden. Det gentagne tema i disse tekster er, at revolutionen er nået til et afgørende vendepunkt, og at "en udsættelse er ensbetydende med døden." [67] Den 29. september 1917 skrev Lenin:
Krisen er modnet. Hele den russiske revolutions fremtid står på spil. Det drejer sig om det bolsjevikiske partis ære. Hele fremtiden for den internationale arbejderrevolution for socialismen står på spil ...
Ikke at overtage magten nu, "afvente" ... er det samme som at forspilde revolutionen. [68] [fremhævning i originalen]
Den 24. oktober skriver han:
Situationen er yderst kritisk ...
Af al magt søger jeg at overbevise kammeraterne om, at alt nu hænger i en tråd ... Regeringen vakler. Vi må gøre det af med den, koste hvad det vil!
Udsættelse af aktionen er ensbetydende med døden. [69]
I sine betragtninger over denne episode og de lige så afgørende "Aprildage", hvor Lenin reorienterede bolsjevikpartiet væk fra ideen om at fuldende den borgerlige revolution til fordel for sovjetmagt, konkluderede Trotskij, at Lenins rolle i revolutionens sejr havde været uundværlig. Uden Lenin, skrev han, "havde der ikke været nogen Oktoberrevolution; bolsjevikpartiets ledelse ville have forhindret den i at finde sted." [70]
Isaac Deutscher har kritiseret Trotskij på præcist dette punkt, hvilket viser betydningen af Trotskijs konklusion for spørgsmålet om determinisme som helhed. I The Prophet Outcast anklager Deutscher Trotskij for at overvurdere Lenins rolle, for i dette tilfælde at ligge under for "Leninkulten" og for at fremlægge et argument, "som står i skærende modsætning til kernen i marxismens intellektuelle tradition." [71] Som sin autoritet og som "yderst repræsentativ for denne tradition" citerer Deutscher Plekhanovs Personlighedens rolle i historien , som fremhæver, at "indflydelsesrige individer kan forandre hændelsers individuelle træk og nogle af de specielle konsekvenser, men de kan ikke ændre deres generelle tendens, som er determineret af andre kræfter" [72] [fremhævning i originalen].
Når man ser på de specifikke træk, taler kendsgerningerne stærkt i Trotskijs favør derved, at det er yderst tvivlsomt, om nogen anden revolutionær leder i Rusland i 1917 kunne have gjort, hvad Lenin gjorde, dvs. vinde det bolsjevikiske lederskab for et perspektiv om opstand. [73] Men det er endnu vigtigere, at logikken i Plekhanov/Deutscher-argumentet går længere end det særlige spørgsmål om Lenin og udvider sig til at dreje som partiledelelsens historiske rolle som helhed. For det var ikke som individuel inspirator for masserne, at Lenin udøvede sin afgørende indflydelse, men ved sit virke i og ved hjælp af bolsjevikpartiet. Som jeg har skrevet andetsteds:
Hvis individers beslutninger eller indflydelse ikke kan være afgørende, hvad så med en partiledelse, som udgøres af individer, eller endda partier som helhed, der sammenlignet med de grundlæggende kræfter i revolutionen, dvs. klasser, stadig er relativt små grupper? Deutscher mener, at et sådant synspunkt modsiger den fundamentale marxistiske holdning, at afgørende historiske begivenheder fremkaldes af massive sociale kræfter. Men han glemmer den dialektiske pointe, at historisk udvikling er et produkt af modsætninger, af at store sociale kræfter trækker i modsatte retninger, og at disse sociale kræfter kan afbalancere hinanden i næsten total ligevægt i historiens afgørende vendepunkter.
Det er præcist i sådanne situationer, at tilsyneladende små faktorer som fx lederskabets egenskaber eller en centralkomites beslutninger på afgørende måde kan ændre balancen og dermed drive historiens udvikling den ene eller den anden vej. Det farlige ved det deterministiske standpunkt er, at det kun er i sådanne situationer med ligevægt, at den proletariske revolution kan finde sted. I modsætning til bourgeoisiet kan proletariatet ikke gradvist opbygge sin styrke, indtil det økonomisk, politisk og kulturelt er mere magtfuld end modstanderen. Dets situation som en arbejdende, udbyttet og besiddelsesløs klasse betyder, at en situation med ‘balance’ er den bedste og højeste position, som proletariatet kan opnå under kapitalismen. Hvis dette ‘moment’ tabes, vil bourgeoisiet og kapitalen uundgåeligt genvinde sin magt. [74]
Ligesom andre steder står Plekhanov og Deutscher her som repræsentanter for en stærkt deterministisk udlægning af marxismen, som alt for nemt glider ind i en passiv fatalisme, og som det er en af denne artikels vigtigste opgaver at afvise. [75]
En yderligere bekræftelse af den anti-deterministiske position findes i den tyske revolutions skæbne. Som én samlet proces varede den tyske revolution i fem år fra slutningen af 1918 til slutningen af 1923, men det var i 1923, at den havde sit højdepunkt. I løbet af sommeren og efteråret dette år blev alle de objektive kræfter, som er nødvendige for at skabe en akut revolutionær krise, bragt sammen: en generaliseret økonomisk, social og politisk krise, der blev yderligere stærkt skærpet af den franske besættelse af Ruhr, hvilket førte til en katastrofal inflation; en pludselig og massiv forarmelse af et flertal i befolkningen; en omfattende og magtfuld arbejderbevægelse; en hurtig desillusionering med de reformistiske ledere og organisationer; en massiv spontan strejkebølge; et revolutionært masseparti (KPD), som hurtigt vandt støtte fra flertallet af arbejderklassen. Alligevel blev denne enestående revolutionære mulighed ikke opsnappet. KPD formåede gennem hele sommeren 1923 ikke at udtænke nogen sammenhængende plan for overtagelse af magten eller at fremstå som et stærkt revolutionært lederskab. Ved hele tiden at henvende sig til Moskva for at få rådgivning fortsatte KPD sin vaklen mellem at danne lokale koalitionsregeringer med socialdemokrater og at lege med ideer om opstand helt frem til fiaskoen med et par hundrede kommunisters isolerede opstand i Hamburg i oktober, som blev knust i løbet af 48 timer. Som Trotskij noterede: "Vi var i Tyskland vidne til en klassisk demonstration af, hvordan der er muligt at forspilde en helt igennem enestående revolutionær situation af verdenshistorisk betydning." [76]
Det er umuligt at forklare sejren i Rusland og nederlaget i Tyskland ved hjælp af en teori om absolut økonomisk eller social determinisme. Forskellen lå i den subjektive faktor: det revolutionære lederskabs kvaliteter. Den lå i, at Heinrich Brandler og andre ledere i KPD ikke formåede at tage initiativet i det afgørende øjeblik. Efterfølgende er det naturligvis muligt at give forklaringer på, hvorfor det tyske lederskab svigtede: De blev holdt tilbage og dårligt rådgivet af Zinovjev (og Stalin) i Moskva; de var blevet demoraliserede og konservative som følge af deres fejltagelser i Martsaktionen. Imidlertid fører udforskningen af begge disse spørgsmål tilbage til hændelser og omstændigheder, som nemt kunne have været anderledes: Hvis Lenin ikke havde fået et hjerteslag og havde haft ledelsen i Moskva; hvis den russiske ledelse havde accepteret Brandlers anmodning om at sende Trotskij til Tyskland; hvis Luxemburg, langt den vigtigste af KPDs ledere, ikke var blevet myrdet i 1919. Men hvis man accepterer muligheden af en revolutionær sejr i Tyskland i 1923, så accepterer man, at den efterfølgende verdenshistorie kunne have fået et fuldstændigt anderledes forløb: ingen fascisme i Tyskland, ingen stalinisme i Rusland, og verdensrevolutionen havde været en virkelig mulighed. [77]
Som opsummering kan vi sige, at når det drejer sig om klassekamp indtager marxismen den samme relativt-deterministiske position, som der på abstrakt grundlag blev argumenteret for i starten af denne tekst. Marxismen betragter eksistensen af klassekamp som yderst stærkt determineret, dens generelle niveau som stærkt, men på ingen måde fuldstændigt determineret, og dens endelige udfald som balancerende på vippen.
Der er dog tale om en balance mellem stærkt determinerede alternativer, i sidste ende mellem socialisme og barbari. Kapitalismen er indlysende grundlæggende barbarisk – tænk på Somme, Auschwitz, Hiroshima, Golfkrigen, Rwanda og mange andre eksempler – men i den socialistiske tradition har begrebet barbari en anden og beslægtet, men mere specifik betydning. "Det kan betegne civilisationens totale destruktion ved, at samfundet bevæger sig ind i en ahistorisk epoke" [78] eller Marx’ "de kæmpende klassers fælles undergang." Det er i den sidste betydning, jeg bruger begrebet her, for den yderst determinerede dynamik og modsætningsfuldhed i kapitalismen er således indrettet, at hvis kapitalismen får lov til at overleve uendeligt, vil den udslette os alle.
Denne analyse har meget klare implikationer for socialistisk praksis. Den betyder, at i enhver konkret situation er der en bestemt grænse for, hvad vi med vores bevidste handling kan opnå. Samtidig bidrager enhver handling, uanset hvor stor eller lille, som understøtter arbejderklassens kamp, også til at gøre den endelige sejr mere sandsynlig, også selv om det kun er i lille målestok. Langt den mest effektive handling, som socialister kan udrette, er at sammenslutte og koordinere deres bestræbelser i et politisk parti, som både arbejder for at fremme klassekampen til det maksimale her og nu, og som forbereder sig på det øjeblik eller øjeblikke, som byder på afgørende konfrontationer i fremtiden.
Naturligvis er det ikke muligt på forhånd at ‘planlægge’ at have en Lenin, en Trotskij eller en Luxemburg til stede på det rette tidspunkt, men opbygning af et stærkt revolutionært er alligevel den mest, eller rettere den eneste, effektive metode til at opnå et effektivt lederskab. For som Lenin skriver:
En partiorganisation og partiførere, som fortjener denne benævnelse, har jo netop også den funktion, gennem langvarigt, hårdnakket, forskelligartet og mangesidet arbejde, som alle tænkende repræsentanter for den pågældende klasse er med i, at erhverve den nødvendige viden, den nødvendige erfaring og den – ved siden af viden og erfaring – nødvendige politiske sans, så de hurtigt og rigtigt kan løse komplicerede politiske spørgsmål. [79]
Og som Trotskij formulerede det:
Bolsjevismen er ikke en doktrin (dvs. ikke kun en doktrin), men et system for revolutionær forberedelse af den proletariske opstand. Hvad er bolsjevisering af kommunistpartierne? Det er at tilføre dem en sådan forberedelse og at udvirke en sådan udvælgelse af de ledende kadrer, så de er forhindret i at vakle, når timen for deres Oktober er slået. ‘Dette er kernen i Hegel, bøgernes visdom og meningen med al filosofi ..." [80]
Som vi bemærkede i indledningen af denne tekst, så svinger borgerlig ideologi mellem idealistisk voluntarisme, som forkaster den determinerende betydning af materielle betingelser og sociale relationer, og mekanisk materialisme, der ser mennesker som passive objekter og benægter betydningen af bevidst menneskelig handling. Begge disse tankemåder er generaliseringer, som udspringer af modsatrettede aspekter ved bourgeoisiets sociale væren og ved kapitalismens sociale natur. Den idealistiske voluntarisme afspejler bourgeoisiets position som herskende klasse, hvori de lever af andres arbejde, men forestiller sig, at de gennem deres ideer og deres vilje kan optræde som historiens demiurger. Den mekaniske materialisme afspejler den underordnede rolle, som bourgeoisiets selv befinder sig i, når man ser på kapitalismens økonomiske love samt dets syn på de arbejdende masser som rene produktionsmidler.
Marxismen afviser begge positioner ved at tage sit udgangspunkt i arbejderklassens sociale væren. Arbejderklassen støder direkte og uundgåeligt ind i de determinerende virkninger både af den fysiske natur – stenens vægt, metallets modstand, vinterens kulde, solens varme – og af økonomiske og sociale forhold – fattigdommens pres, nødvendigheden af at sælge sin arbejdskraft, arbejdsløshedens indflydelse, de usynlige, men reelle forhindringer for social mobilitet. Men samtidig er arbejderklassen konstant og direkte involveret i bevidste bestræbelser på at transformere både naturlige og samfundsmæssige relationer. Arbejderklassen har potentielt den kollektive magt til at omforme hele det samfundsmæssige system og etablere et nyt samfund, hvori det på samme tid vil både producere og bevidst styre produktionen. Det er på dette grundlag, at marxismen overskrider idealismen og den mekaniske materialisme i den dialektiske materialisme, som finder sit højeste udtryk i bevidst revolutionær praksis. Bevidst revolutionær praksis er aktivitet, som gør brug af den højest opnåelige forståelse af alle de naturlige og sociale kræfter, som begrænser og former menneskelig opførsel, med henblik på at ændre balancen i arbejderklassens favør og redde menneskeheden fra afgrunden.
I enhver historisk situation er der en spænding mellem nødvendighed og frihed, mellem det objektivt determinerede og det vi kan påvirke eller ændre, men balancen mellem nødvendighed og frihed er hverken fastlåst eller stabil. I starten af menneskehedens historie og i lang tid derefter var elementet af nødvendighed det mest tungtvejende. Menneskets muligheder blev altovervejende domineret af kræfter uden for vores kontrol, af interaktionen mellem den ydre natur og vores egen fysiske konstitution. Men tilstedeværende allerede fra begyndelsen – det er faktisk begyndelsen – findes også kimen til menneskelig frihed, nemlig bevidst socialt arbejde. Hele historien drejer sig om kampen for at udvide menneskets frihed ved at udvikle det menneskelige arbejdes kapacitet. [81]
Men denne udvikling har hverken været jævn eller harmonisk. Den er skredet dialektisk frem, hvilket vil sige gennem modsætninger. At hæve det samfundsmæssige arbejdes produktivitet forudsatte en opsplitning af samfundet i antagonistiske klasser og en underordning af flertallets arbejde under en lille minoritets udbytning og kontrol. Denne proces har foreløbig nået sit højeste under kapitalismen, som har ført til en udvikling af produktivkræfterne uden sidestykke i historien og dermed en hidtil ukendt kontrol over naturen. Men samtidig er hele jordkloden, ikke mindst den kapitalistiske klasse selv, underlagt de upersonlige og umenneskelige markedslove, hvoraf den første er akkumulation for akkumulationens egen skyld.
Den socialistiske revolution er ophævelsen af denne modsætning. Den er, med Engels’ udtryk, menneskehedens "[spring] fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige." [82] Nødvendighedens rige er naturligvis ikke afskaffet. Naturens love og kræfter fortsætter med at virke på mennesker og tvinger dem til at arbejde, [83] og i sin første fase er socialismen "endnu ... behæftet med modersmærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer." [84] Men med etableringen af arbejdernes magtovertagelse vil balancen mellem nødvendighed og frihed ikke desto mindre begynde at ændre sig afgørende i retning af frihed. For hvert skridt, der bliver taget i retning af en international afskaffelse af klasserne og forening af menneskeheden, begynder mennesker at forøge deres kontrol over deres egen skæbne. Efterhånden som knaphed gradvis overvindes, så afskaffes ‘økonomiens tyranni’. Det, der hidtil var den ‘ultimativt determinerende faktor’ i historien, nemlig produktion af menneskelivets nødvendigheder, vil om ikke forsvinde så spille en gradvist mindre rolle i at forme menneskets muligheder og opførsel. Et nyt samfund bliver oprettet, hvor "hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling." [85] På dette punkt vil den materialistiske historieopfattelse have nået sit mål, men samtidig sin grænse.
1. Karl Marx: Teser om Feuerbach (1845), – i: Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter (herefter MEUS), København 1971, bd. 2, s. 403
2. Friedrich Engels: Tale ved Karl Marx’ grav (1883), – i: MEUS, bd. 2, s. 165
3. Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest (1848), København 1996, s. 44
4. Karl Marx og Friedrich Engels: Revue, Mai bis Oktober 1850, – her fra: Franz Mehring: Karl Marx – hans livs historie, Rhodos 1976, s. 233
5. Karl Marx: Filosofiens elendighed (1847), – i: Karl Marx: Skrifter i Udvalg, København 1974, s. 184
6. For en grundigere analyse af Kautskys ideer, se: John Molyneux: Den marxistiske tradition, Åbyhøj 1992
7. Antonio Gramsci: Fængselsoptegnelser (red. Gert Sørensen), Museum Tusculanums Forlag, København 1991, s. 163
8. Che Guevara: Guerillakrig, København 1971, s. 11
9. Se især Lenin: "Venstre"-kommunismen en børnesygdom, – i: Lenin: Udvalgte Værker (herefter LUV), København 1976-89, bd. 12
10. Som eksempler på denne kritik kan nævnes: Y. Gluckstein: Mao’s China, London 1957; N. Harris: The Mandate of Heaven, London 1978; Tony Cliff: Den permanente revolution, København 1981
11. Se Paul McGarr: Order out of Chaos, – i: International Socialism nr. 48, især s. 140-142
12. R. Milliband: Class Power and State Power, London 1983, s. 132
13. Karl Marx: Teser om Feuerbach, ovenfor citeret, s. 401
14. Antonio Gramsci: Fængselsoptegnelser, ovenfor citeret, s. 164
15. Karl Marx: Teser om Feuerbach, ovenfor citeret, s. 402
16. En nyttig gennemgang af denne udvikling for lægpersoner som jeg selv findes hos P. McGarr, ovenfor citeret. McGarr diskuterer også disse teoriers betydning for determinisme og argumenterer overbevisende for: a) at kaosteorien repræsenterer et reelt fremskridt i den videnskabelige forståelse af verden; b) at den ikke repræsenterer en ‘trussel’ eller et ‘problem’ for den ægte marxisme. (Se også M. Johansen: Marxister og kaos, – i: International Socialisme, nr. 5 sommer 1993, s. 23-29. Ovs. anm.)
17. Samme sted, s. 147
18. Antonio Gramsci: Fængselsoptegnelser, ovenfor citeret, s. 164
19. Leon Trotsky: My Life, New York 1970, s. 224
20. J. F. Lyotard: The Postmodern Condition: A Report on Knowledge, Mimosa og Manchester 1984, s. xxiii
21. Princip var navnet på den bosniske student, som 28. juni 1914 i Sarajevo dræbte den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Francis Ferdinand, og dennes kone (ovs. anm.)
22. Karl Marx og Friedrich Engels: Den tyske ideologi, – i: Karl Marx: Skrifter i udvalg, ovenfor citeret, s. 35
23. samme sted, s. 26 og 36
24. samme sted, s. 26
25. Karl Marx: Til kritikken af den politiske økonomi. Forord (1859), – i: MEUS, bd. 1, s. 356f
26. Karl Marx: Filosofiens elendighed (1847), ovenfor citeret, s. 184
27. samme sted, s. 249
28. Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest, ovenfor citeret, s. 34
29. Karl Marx: Til kritikken ..., ovenfor citeret, s. 356
30. Charles Bettelheim: Class Struggles in the USSR, 1917-23, Hassocks 1976, s. 62. For en kritik af Bettelheim, se Alex Callinicos: Marxism, Stalinism and the USSR, – i: International Socialism nr. 5
31. Alex Callinicos er – i lighed med John Molyneux – mangeårigt medlem af det britiske Socialist Workers Party (overs. anm.)
32. Alex Callinicos: Marxism and Philosophy, Oxford 1983, s. 112. Det vigtigste af Alex’ argumentation for denne antagelse findes på siderne 48-52
33. samme sted, s. 51
34. Dette begreb om "tilbagevirkning" er taget fra: Engels til Schmidt (27. oktober 1890), – i: MEUS, bd. 2, s. 493, hvor det bruges til at beskrive juraens indflydelse på økonomien
35. I Den tyske ideologi slår Marx fast i et berømt citat, at "denne udvikling af produktivkræfterne ... [er] en absolut nødvendig praktisk forudsætning, fordi uden den måtte kun manglen gøres almindelig, følgelig måtte sammen med den bitre nød også striden om det nødvendige atter begynde og hele det gamle lort måtte begynde forfra", ovenfor citeret, s. 44. Ydermere har både Trotskij og Cliff grundlagt deres analyser af den russiske revolutions degeneration i denne indsigt
36. Karl Marx: Kapitalen, København 1982, 3. bog 4, s. 1018 (citeret i Marxism and Philosophy, ovenfor citeret, s. 50). Alex’ forsøg på at forsvare produktionsforholdenes forrang ved at stille den "modne" materialistiske historieopfattelse i Kapitalen op mod den "umodne" version i Den tyske ideologi er ikke konsekvent. Han fortæller os, at "Marx løste denne uklarhed ved i Filosofiens elendighed at introducere begrebet om produktionsforholdene" (s. 49), og at først "med den explicitte formulering af begrebet om produktionsforholdene ... kan den materialistiske historieopfattelse siges at være fuldt udviklet" (s. 51). Men som vi har set, handler Filosofiens elendighed om produktivkræfternes forrang.
37. Chris Harman: From Feudalism to Capitalism, – i: International Socialism nr. 45, s. 82
38. Friedrich Engels: Tale ved Karl Marx’ grav (17. marts 1883), – i: MEUS, bind 2, s. 164
39. Karl Marx: Til kritikken ..., ovenfor citeret, s. 356
40. Engels til Bloch (21-22. september 1890), – i: MEUS, bind 2, s. 488-89. For alternative formuleringer og uddybninger, se Engels til Schmidt (5. august 1890), samme sted, s. 486-88, Engels til Mehring (14. juli 1893), samme sted, s. 497-502
41. Karl Marx: Louis Bonapartes attende brumaire (1852), – i: MEUS, bind 1, s. 240
42. Leon Trotsky: The History of the Russian Revolution, London 1977, s. 18
43. Engels til Schmidt (27. oktober 1890), ovenfor citeret, s. 494
44. Selv om der fortsat er meget faste grænser for denne autonomi. Den nazistiske stat forblev en kapitalistisk stat, i og med at den herskede over en kapitalistisk økonomi, beskyttede kapitalistiske produktionsforhold og ikke kunne have været anvendt til at ekspropriere kapitalistklassen
45. Denne analyse af marxismen, der står i modsætning til den althusserianske ide om marxismen som autonom teori eller videnskab, fremlægges grundigere i: John Molyneux: Den marxistiske tradition, ovenfor citeret. Udviklingen af marxismen i årene 1843-1848 var i høj grad bestemt af, at den ikke kunne have opstået i en tidligere periode, før kapitalismens udvikling havde nået en vis modenhed, og før proletariatet i det mindste var begyndt at gøre sin tilstedeværelse gældende. Men man kan ikke se marxismen som absolut determineret. Uden Marx’ særlige genialitet kunne det have taget betydeligt længere tid, før den videnskabelige socialisme havde fået en sammenhængende formulering
46. Man kan indvende, at skønt dette var sandt på Marx’ tid, hvor det var et spørgsmål om at arbejde eller sulte, så passer det ikke længere inden for rammerne af en velfærdsstat. Det er imidlertid indlysende, at intet kapitalistisk samfund hverken vil eller kan tillade, at den offentlige understøttelse overstiger det niveau, hvor mere end en lille del i arbejderklassen frivilligt vælger ikke at have arbejde
47. Marx’ arbejdsværditeori går ud på, at en vares værdi er bestemt af den mængde socialt nødvendigt arbejde, der er nødvendig for dens produktion. Forholdet mellem pris og værdi er komplekst, men grundlæggende er en vares værdi et abstrakt gennemsnit, hvoromkring varens aktuelle pris svinger
48. Se for eksempel Karl Marx: Kapitalen, 3. bind, ovenfor citeret, tredje afsnit
49. Det mest overbevisende forsvar for Marx’ kriseteori og den mest gennemtænkte brug af teorien på den moderne kapitalisme findes i: Chris Harman: Kapitalens krise, Åbyhøj og København 1992-95
50. Se Karl Marx: Kapitalen, 3. bind, ovenfor citeret, kapitel 14
51. Dette gælder naturligvis ikke i alle specifikke situationer
52. Karl Marx: Kapitalen, 3. bind, ovenfor citeret, s. 1054
53. G.E.M. de Ste Croix: The Class Struggle in the Ancient Greek World, London 1981, s. 51
54. Det er værd at understrege, at forandringer i produktivkræfterne spiller en yderst central rolle i forandringer af arbejderklassens sammensætning uden at forandre lønarbejdet som sådan. Nutidens forestillinger om, at arbejderklassen er ved at uddø, overser som regel dette (overs. anm.)
55. De vigtigste passager hos Trotskij er samlet og udgivet som Leon Trotsky: The interaction between booms, slumps and strikes, – i: International Socialism nr. 20. (Dele af denne tekst findes i dansk udgave i tidsskriftet Socialistisk Information, nr. 12, september 1984, og i øvrigt genudgivet i International Socialisme (Politiske Arbejdstekster), nr. 14, oktober 1991 (upubl.), overs. anm.)
[ Kan læses online her; Web.red. ]
56. Trotskij om krise, boom og revolution, – i: International Socialisme, nr. 14, ovenfor citeret, s. 16
57. samme sted, s. 21
58. samme sted, s. 24
59. I Fængselsoptegnelser, ovenfor citeret, s. 176
60. For en gennemgang af denne episode og Lenins bedømmelse af den, se Tony Cliff: Lenin: The Revolution Besieged, London 1987, kap. 19 og 21
61. Leon Trotsky: The History of the Russian Revolution, ovenfor citeret, s. 121-22
62. NUM, National Union of Mineworkers, og TUC, Trade Union Congress, er henholdsvis det britiske minearbejderforbund og LO (overs. anm.)
63. Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest, ovenfor citeret, s. 43
64. samme sted, s. 30-31
65. Men har selvfølgelig ikke afskaffet snak om socialismens uundgåelighed. Mest bemærkelsesværdigt har ‘posadisterne’ – et fragment af Fjerde Internationale – kombineret ideen om ‘socialismens uundgåelighed’ med ‘den uundgåelige imperialistiske krig’ og konkluderede, at Sovjetunionen burde have taget det første skridt i en atomkrig mod Vesten, i sikker forvisning om, at socialismen ‘uundgåeligt’ ville opstå af krigens aske
66. Leon Trotsky: The Struggle Against Fascism in Germany, New York 1971, s. 137
67. Lenin: Brev til de bolsjevikiske kammerater, 8. oktober 1917, – i: LUV, bd. 8, Forlaget Tiden 1983, s. 155
68. Lenin: Krisen er modnet, samme sted, s. 100-102
69. Lenin: Brev til centralkomiteens medlemmer, 24. oktober 1917, samme sted, s. 170-1
70. Leon Trotsky: Diary in Exile, London 1958, s. 54. Dette er ikke en tilfældig eller henkastet bemærkning. Trotskij gentog den ved adskillige lejligheder. Se The History of the Russian Revolution, ovenfor citeret, s. 343-44, og hans Letter to Preobrazhensky, citeret i: Isaac Deutscher: The Prophet Outcast, Oxford 1970, s. 241
71. samme sted, s. 230-32
72. Citeret samme sted, s. 244
73. Trotskij var selv langt den bedste alternative kandidat til denne rolle, men hans status som nytilkommen i partiet ville næsten helt sikkert have frataget ham den nødvendige autoritet. Man skal huske, at dette stadig blev brugt imod ham i 1923, seks år senere
74. John Molyneux: Leon Trotsky’s Theory of Revolution, Brighton 1981, s. 64-65
75. For en gennemgang af, hvordan Deutschers passive, fatalistiske marxisme førte til hans kapitulation for stalinismen, se: Tony Cliff: The End of the Road: Deutscher’s Capitulation to Stalinism, – i: Tony Cliff: Neither Washington nor Moscow, London 1982
76. Leon Trotsky: The Lessons of October, London 1987, s. 12. For en omfattende gennemgang af den tyske katastrofe, se: Chris Harman: The Lost Revolution: Germany 1918-23, London 1982. (Se også Charlie Lywood: Den tabte revolution, København 1997, overs. anm.)
77. Dette eksempel synes at tilbagevise Ralph Millibands argument om, at individer kan have en vigtig indflydelse på den ‘genererede’ historie, men ikke på historiens langsigtede forløb. Se Ralph Miliband, ovenfor citeret, s. 143-152
78. Tony Cliff: Russia – a Marxist Analysis, London u.å., s. 128
79. V. I. Lenin: "Venstre"-kommunismen en børnesygdom, – i: LUV, bd. 12, ovenfor citeret, s. 57-58
80. Leon Trotsky: The Lessons of October, ovenfor citeret, s. 77
81. Det er en frygtelig ironi og et brændemærke på menneskelig fremmedgørelse, at det helt korrekte og fundamentalt marxistiske slogan "Arbeit macht frei" smykkede portene til de nazistiske dødslejre
82. Friedrich Engels: Anti-Dühring, København/Moskva 1984, s. 312
83. "Ligesom det primitive menneske må kæmpe med naturen for at tilfredsstille sine behov, opretholde og reproducere sit liv, sådan må også det civiliserede menneske gøre det, i alle samfundsformer og under alle mulige produktionsmåder." Karl Marx: Kapitalen, København 1972, 3. bog 4, s. 1055
84. Karl Marx: Kritik af Gothaprogrammet, – i: MEUS, ovenfor citeret, bd. II, s. 16
85. Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest, ovenfor citeret, s. 52
Sidst opdateret 31.7.2008