Det er ikke for meget sagt, at der i mellemkrigsårene herskede en udbredt begrebsforvirring med hensyn til De forenede Staters rolle i Versaillesperioden – ikke mindst på et afgørende område som den amerikanske stilling til den væbnede intervention overfor det revolutionære Rusland.
Det er almindelig kendt, at Frankrigs regering under den gamle kyniker George Clemenceaus ledelse konsekvent krævede væbnet indgriben mod Sovjetregeringen og den socialistiske omvæltning, først og fremmest for at bevare fransk Finanskapitals milliardinvesteringer og sikre kontrollen over specielt Ukraines, Donetzområdets og Sydruslands uudtømmelige naturrigdomme. Winston Churchills førende rolle under interventionen er heller ikke ukendt. Med rette betragtedes Englands krigsminister som en af de vigtigste drivkræfter bag tsargeneralerne og den hvidgardistiske reaktion. Men hvilken rolle spillede USA i det »russiske spørgsmål« i Versaillesperioden?
Bedst kendt er den »stuelærde idealist« Woodrow Wilsons mange og svulmende propagandaløsener fra denne tid: Folkeforbund, havenes frihed og ikke mindst det famøse slagord om »folkenes selvbestemmelsesret«. I den almindelig Borgerlige bevidsthed er Wilson og hans mænd indgået som repræsentanter for »de gode viljer«, der ikke slog til, men led skibbrud. I stillingen til Rusland er mange steder den forestilling blevet stående, at Wilson søgte at løse det store riges indre konflikter gennem forhandling og gensidig forståelse, ved sikring af et vestligt demokrati og »frihed« for de ikke-russiske folk til selv at bestemme deres fremtidige skæbne. Man opfatter Wilson og Co. som en gruppering, der kun modvilligt, skridt for skridt, lod sig drive med ind i interventionspolitikken.
Det er denne i bund og grund forkerte og pyntede opfattelse, som må revideres grundigt i dag, efter at en hel række nye historiske kendsgerninger, der belyser USA’s daværende politik, er blevet tilgængelige for offentligheden. For den objektive undersøger fremtræder ikke mindst amerikansk Ruslandspolitik i Versaillesperioden i en hel ny belysning, efter at en række nye træk er blevet trukket frem i dagslyset.
For til bunds at forstå datidens problemer vil man gøre klogt i at tage sit udgangspunkt i, at De forenede Stater under de imperialistiske magters almindelige opdeling af verden i koloniale områder var kommet for sent til den første store fordeling af rovet. USA’s uhyre udstrækning, dets mægtige naturlige rigdomme og ringe befolkningstæthed bevirkede, at den amerikanske kapitalisme i en årrække mente at have et tilstrækkeligt »livsrum« på det vestlige kontinent, hvis muligheder kun gradvis udnyttedes under en stadig udenlandsk kapitalplacering, og med regelmæssig indvandring af arbejdskraft udefra.
Da moderne aggressiv ekspansionisme i slutningen af det 19. århundrede for alvor begyndte at blive en typisk amerikansk foreteelse, var første runde af de øvrige stormagters opdeling af verden i koloniområder allerede i alt væsentligt fuldbyrdet. Kampen med England, og lokalt med Spanien, om herredømmet og den økonomiske kontrol over Mellem- og Sydamerika blev en tidlang den nye »dollarimperialismes« væsentligste opgave. Senere rettedes blikket mod Asien efter erobringen af Filippinerne, og »den åbne dørs politik« blev slagordet for den amerikanske deltagelse i konkurrencen om indflydelsen i Kina. Men sakket bag ud i kampen om verdensherredømme var og blev USA indtil den første verdenskrig.
Det var denne internationale stilling, der blev afgørende for USA’s bedømmelse af Rusland: under tsarismen en temmelig uudviklet og tilbagebleven stormagt, som rådede over et uhyre territorium med uanede potentielle rigdomskilder, der hidtil havde ligget forholdsvis uudnyttede hen som følge af den mangelfulde udvikling af produktionskræfterne og mangel på likvid kapital.
Ikke mindst under den første verdenskrig styrkedes forestillingen hos de amerikanske monopolers ledere, og i amerikanske regeringskredse om, at Rusland under specielle former kunne forvandles til et særdeles fordelagtigt »kolonialt« område for amerikansk kapital. I løbet af tre år (1913-16) steg værdien af den amerikanske industrieksport til tsarriget til det 17 dobbelte, og USA sprang fra fjerdepladsen før første verdenskrig op på førstepladsen blandt Ruslands vareleverandører. I de første 10 måneder af 1917 eksporterede USA til det russiske marked for en sum af 438 millioner dollars. Ikke mindre end 2500 amerikanske firmaer havde på dette tidspunkt som eksportører kastet deres øjne på det russiske marked, hvor tidligere tysk konkurrence var bragt til ophør. Amerikanske legationsindberetninger fra krigsårene er gennemtrængt af fremtidsdrømme vedrørende et strålende russisk eventyr. Den 17. august 1916 skrev således den amerikanske ambassadør i Petrograd mr. Francis til udenrigsministeriet i Washington:
»De amerikanske kompagnier ser allerede med forventningsfulde øjne på de mineralrigdomme, reserver af vandkraft og muligheder for jernbanebygning, der findes i dette land. Med de dampere, der transporterer varer, vender nogle amerikanere hjem til fædrelandet, men mellem disse findes der ikke en eneste, der ikke har besluttet at vende tilbage til Rusland, da de alle mener, at der intet steds på jordkloden findes et virkefelt, der kan sammenlignes med dette. National City Bank (et af Morgans bankhuse) har besluttet at åbne en afdeling her. Jeg mener, at dette indledende skridt ikke alene bliver gunstigt for den, men at det i højeste grad vil virke gavnligt for udviklingen af handelsforbindelserne mellem vort land og Rusland. Hos mig findes ingen hensigter eller ønsker om at ødelægge Amerikas neutralitet, men jeg mener, at det er nødvendigt at opmuntre amerikansk kapital og foretagsomhed, for at den kan modvirke (eller mere) gennemførelsen af de bredt udarbejdede planer fra Englands og muligvis fra Frankrigs side, gående ud på at bemægtige sig efterkrigstidens handel med Rusland, således som det blev forudset i de resolutioner, der blev vedtaget på de allieredes økonomiske konference i Paris i dagene 14.-17. juli.«
Sådan forberedte USA allerede før sin krigsdeltagelse et fremstød for at gøre de øvrige stormagter rangen stridig på det russiske marked. Målbevidst var de amerikanske monopoler ved at udvælge sig Rusland og Sibirien som deres koloniale »livsrum« for fremtiden.
Med stor begejstring havde USA’s regenter hilst Martsrevolutionen i 1917, idet man gik ud fra, at magten nu fra tsarisme og godsejervælde ville gå over på det russiske Bourgeoisis hænder. Allerede i begyndelsen af april havde udenrigsminister Robert Lansing imidlertid i en skrivelse til Wilson bemærket: »Jeg ønsker, at vi skal gøre hvad som helst for at tøjle de socialistiske elementer i Rusland ...«
I Kerenski-perioden havde man været vidne til et storstilet amerikansk fremstød: »Jeg tror finansiel hjælp fra Amerikas side ville være et mesterligt træk«, indrapporterede den amerikanske gesandt mr. Francis kort efter dannelsen af den provisoriske regering. Indtil oktober 1917 havde Rusland gjort bestillinger på en samlet sum af 1287 millioner dollars, hovedsageligt til krigsmateriel. Firmaer som Remington Arms, Westinghouse og Morgans ståltrust havde tjent millioner på de russiske ordrer. Fra den 16. maj 1917 og til oktober havde USA ydet Kerenskis regering kreditter på en samlet sum af 325 millioner dollars. Den 1. november 1917 vedtog Washington en ny kredit på yderligere 125 millioner, men få dage efter var Kerenskis regering styrtet.
Et tilsyneladende indbringende kup blev i sommeren 1917 gennemført i Rusland af Wall Street-matadorerne. Som »modydelse« for de amerikanske krigskreditter begyndte Kerenskis regering på dette tidspunkt til højre og venstre at uddele landets svagt udnyttede naturrigdomme til store amerikanske truster. Den 14. juli 1917 meddelte således Petrogradbladet »Torgovo-promysjlennaja, Gazeta« (Handels- og Industribladet), at det russiske handelsministerium foreløbig havde givet forskellige amerikanske finansgrupper koncession til at udnytte følgende råstofkilder: Sachalins oliefelter, syd-Urals jernrigdomme (Magnitogorsk-området), kulforrådene i Kusnetsk, guldlejerne i Altai og kobberrigdomme og vandkraft i Kaukasus. Så indflydelsesrige monopoler som Morgans, Rockefellers, Harrimans og Herbert Hoovers grupper kastede sig samtidig begærligt over de russiske råstofkilder.
Den 14. maj 1917 var endvidere en større amerikansk »jernbanemission« blevet delegeret til Rusland under John Stevens’ ledelse. Meningen var, at de amerikanske monopoler helt ønskede at overtage kontrollen med de russiske jernbaner. Der var udarbejdet vidtrækkende planer om, at USA skulle levere Rusland 2000 lokomotiver og 40.000 jernbanevogne: en enestående geschæft for de amerikanske monopoler. I denne periode var der på samme måde i Rusland blevet givet millioner og atter millioner ud til amerikansk propaganda af enhver art.
Opfattelsen af Rusland som en halvvejs kolonial arbejdsmark for USA’s monopoler slog mere og mere igennem. I en af sine rapporter fra efteråret 1917 skrev ambassadør Francis ganske kynisk: »Hvad ville De mene om, at man behandlede Rusland ganske som Kina?« Og allerede en god måned efter tsarens fald var man ligeledes vidne til de første kontakter mellem USA og England, hvor disse magter sonderede tanken om Ruslands opdeling i »interessezoner«. I en rapport (dateret 21. april 1917) fra mr. Francis til udenrigsminister Lansing fortalte ambassadøren åbenhjertigt:
»Situationen frembyder storartede muligheder, som vore dygtige forretningsfolk med ære vil vide at udnytte. Den britiske gesandt meddelte mig uofficielt, at han havde rådet den russiske regering til at overlade os herredømmet over Vladivostok og hele den sibiriske jernbane. Englænderne vil selv kontrollere Archangelsk.«
Det var disse udprægede imperialistiske interesser, der knyttede USA til Rusland, som bevirkede, at den amerikanske regering gik i spidsen for at understøtte de hvide tsargeneralers første opstandsforsøg mod Sovjetmagten, og som senere gjorde USA’s regenter til særdeles virksomme drivkræfter ved forberedelsen og gennemførelsen af den militære intervention i sommeren 1918.
* * *
Ved den første verdenskrigs afslutning med Tysklands sammenbrud stod de førende kredse i De forenede Stater med alle deres tidligere imperialistiske projekter overfor Rusland i behold, og man håbede i Washington i den grad på deres snarlige virkeliggørelse, at hele sæt af russiske koloniserings planer lå færdigudarbejdede, da fredskonferencen i Versailles trådte sammen i januar 1919.
Et mønstereksempel på den enestående kynisme, hvormed de amerikanske monopoler behandlede »det russiske problem«, var dannelsen af en speciel organisation, der kaldtes »Den russiske afdeling af handelskrigsrådet« den 2. december 1918. Lederne af dette foretagende var store amerikanske monopolister: direktøren for Federal Reserve Bank Albert Strauss og direktøren for International Harvester, den store trust, der fremstillede landbrugsmaskiner: Vance Mac Cormick, [1] og som den nye institutions sekretær fungerede en nevø af den daværende udenrigsminister Robert Lansing: mr. John Foster Dulles – præsident Trumans senere republikanske udenrigspolitiske rådgiver og Eisenhowers udenrigsminister efter den anden verdenskrig. Det omfattende program, der udarbejdedes af de nævnte herrer vedrørende Ruslands fremtid, er et klart bevis på USA’s daværende imperialistiske hensigter. Programmet foreslog:
»1. Kontrol med hele Ruslands udenrigske- og indre handel.
2. Kontrol med al jord og Ruslands naturrigdomme.
3. Ret i Rusland til ubegrænset overtagelse af land. 4)brugsjord, skov og lejer med kul, jern og andre metaller.
4. Ret til bearbejdelse af alle arter af landbrugsprodukter, olie, kul, jern, mineralgødning, ædelstene m. m.
5. Kontrol over alle jernbaneforbindelser, telegraf og telefonledninger, elektricitetsværker og alle virksomheder, der fremstiller elektrisk kraft.
6. Ret til overtagelse og bygning af vandreservoirer, kanaler, overrislingssystemer og lignende.
7. Ret til overtagelse og bygning af havne, anlæg, lagerhuse, krananlæg med mere.
8. Ret til overtagelse og besiddelse af handels- og passagerflåden.
9. Ret til opbevaring af ædelstene, valuta, guldbarrer og værdipapirer.
10. Ret til ydelsen af lån til handelsforetagender og til forskellige former for landbrugs-, industri- og anden virksomhed.
11. Ret til at afslutte overenskomster om uddeling af dividender med et hvilket som helst land, kompagni eller person, der driver en sådan virksomhed i Rusland.
12. Ret til at overtage og kontrollere aktier i et hvilket som helst selskab, der driver en sådan virksomhed.
13. Ret til gennemførelse af alle slags bankoperationer, derunder udstedelse af obligationer og ligeledes ydelsen af lån.«
Dette amerikanske »Ruslandsprogram« var i sin typisk imperialistiske brutalitet så groft, at det vakte bestyrtelse selv i kongressen. I det amerikanske senat omtalte således en senator Good den ovenfor gengivne Vance Mac Cormick-John Foster Dullesplan på følgende karakteristiske måde, efter at projektets indhold var blevet kendt:
»Jeg har læst Cecil Rhodes’ skønne drømme. Jeg har med interesse og entusiasme læst Hudson-kompagniets statuter, men jeg må her erklære, at hverken Cecil Rhodes’ drømmerier eller Hudson-kompagniets vedtægter kan sammenlignes med dette forbløffende dokument, der er fremsat som program for »Den russiske afdeling af Handelskrigsrådet« ... Under påskud af at forsyne det sultende folk i Rusland har Vance Mac Cormick her udtænkt den mest storstilede trust, verden nogensinde har set, og han vil finansiere den af de 100 millioner dollars, som er blevet bevilget Præsidenten til varetagelsen af statens sikkerhed og til det nationale forsvar«. (»Congressional Record« bind 57. II del, side 1341-42). Den inspirerende ånd bag dette projekt var USA’s nuværende udenrigsminister og Atlantblokkens primus motor!
Man skal ikke slå sig til tåls med, at disse imperialistiske fantasiprojekter alene var et værk af »uansvarlige« monopolister fra Wall Streets politiske underverden. Trods alle præsident Woodrow Wilsons skønne talemåder overfor folkene var hans eget udenrigsministerium samtidig travlt beskæftiget med at udarbejde ganske tilsvarende projekter. For udenrigsministeriets virksomhed forud for Versailleskonferencen er i særdeleshed et memorandum karakteristisk, der blev udarbejdet af Ruslandsspecialisten mr. Sheldon som grundlag for den amerikanske fredsdelegations virksomhed. I dette memorandum, der er dateret den 9. januar 1919, hedder det blandt andet:
»Uden hensyn til, at det fortsatte samarbejde mellem de allierede kan støde på talrige hindringer, efter at der er genoprettet fred med centralmagterne, er det dog fuldkommen klart, at dette samarbejde må forblive i kraft for i fælles interesse for alle interesserede lande i en nær fremtid at sikre Ruslands politiske og økonomiske genrejsning ...«
»Det foreslås, at de allieredes regeringer og USA’s regering beslutter at yde fælles understøttelse til sådanne regeringer, som er indstillet mod bolsjevikkerne, og som omgiver den centrale Sovjetregering ... Bortset fra militær understøttelse af enhver art er et økonomisk og politisk samarbejde nødvendigt på grundlag af et fælles program for de allierede magter ...«
I sit memorandum trækker Sheldon derefter det program op, der skal forelægges de allierede magter i Paris: Der skal dannes en international Ruslandskommission, som skal indføre en ny valuta og udøve kontrol over handelen i dette land. Denne kommission, fortsætter Sheldon, skal indgå i de allierede magters øverste økonomiske organ i Rusland, der skal udøve kontrol med hele Ruslands økonomiske liv, og hvis underafdelinger skal findes i nord-Rusland, de Baltiske lande, Sortehavshavnene og i øst-Sibirien. Sheldon foreslår dog »for at der ikke skal opstå det indtryk, at de allierede leder Ruslands økonomiske anliggender ... men at de yder hjælp«, at der i de lokale filialer af det øverste økonomiske råd for Rusland inddrages russiske repræsentanter, det vil naturligvis sige russiske kapitalister. Meget ivrig er Sheldon i sit memorandum for at fastslå De forenede Staters absolutte førerstilling, hvor det drejer sig om at sikre kontrollen over Rusland. Han skriver rentud herom:
»De forenede Stater skal have ret til at forhindre individuel udbytning af Rusland ... Udnyttende sin stilling som kreditor overfor England og Frankrig skal USA drage omsorg for, at disse og andre lande ikke udnytter amerikanske lån til at overtage koncessioner og handelsrettigheder i Rusland ...«
Det absolutte krav på Amerikas førende rolle ved reorganiseringen og »genopbygningen« af Rusland går også igen i et andet memorandum, der blev udarbejdet af en af det amerikanske udenrigsministeriums juridiske eksperter og deltager i den amerikanske delegation til fredskongressen, mr. David Miller. Denne skriver herom: »Genrejsningen af det egentlige Rusland skal pålægges USA i dets egenskab af en ikke-europæisk og uinteresseret (?) stat. Dette kan måske gennemføres ved hjælp af en overenskomst med de forskellige russiske grupperinger ...«
Man kan altså fastslå, at præsident Wilson og hans amerikanske delegation ankom til fredskongressen i Versailles forudindstillet på at tage udformningen af Ruslands fremtid fast i deres hænder på grundlag af et ultra-imperialistisk »genopbygnings«-program, der skulle gøre de amerikanske monopoler til dette udstrakte områdes egentlige økonomiske beherskere – en slags moderniserede koloniherrer!
* * *
Udfra disse præmisser kan det have den allerstørste betydning også at få fastslået, hvad det egentlige formål var med de skønne programpunkter om »folkenes selvbestemmelsesret« og det planlagte Folkeforbund. Her drejede det sig nemlig også om midler til at nå frem til en række rent konkrete politiske mål, der i Versailles var led i USA’s daværende verdensomfattende ekspansionspolitik.
I sine bestræbelser for at få helt frie hænder i sine dispositioner på russisk område er det karakteristisk, at de herskende kredse i USA på et tidligt tidspunkt begyndte at docere den »teori«, at det russiske rige var ophørt at eksistere. Allerede i et memorandum af 26. juli 1918 gav det amerikanske statsdepartements juridiske ekspert D. Miller koncist udtryk for denne opfattelse, da han i anledning af, at ordet »Rusland« anvendtes i Wilsons 14 punkter, skrev: »Dette Rusland eksisterer ikke længere som sådant«. Samme opfattelse doceredes den 9. januar 1919 i det amerikanske Senats kommission for udenrigske anliggender, da dennes formand senator Hitchcock erklærede: »Geografisk eksisterer Rusland naturligvis, men politisk har Rusland ikke eksisteret i et tidsrum af et år«.
Den amerikanske delegation på fredskongressen i Versailles tog af såre praktiske grunde netop sit udgangspunkt her: I et bilag til de amerikanske forslag angående repræsentationen på fredskongressen hedder det typisk: »I Rusland anerkendes ikke eksistensen af nogen regering, der kan drages med ind i udarbejdelsen af fredstraktaten på det russiske folks vegne.« I et andet dokument, der samtidig blev udarbejdet efter ordre fra præsident Wilson personlig, hedder det: »I forskellige dele af Rusland og Tyrkiet eksisterer der forskellige mere eller mindre organiserede statsdannelser. Det vil være meget ønskeligt, at ingen af disse får adgang til officiel repræsentation på internationale konferencer, da dette ville betyde anerkendelse af dem som eksisterende stater.«
Da man på denne måde holdt et hvilket som helst Rusland udefra de internationale afgørelser, måtte andre naturligvis træffe beslutningerne på Ruslands vegne. Her fik Wilson såre praktisk anvendelse af det endnu ikke eksisterende Folkeforbund. I det amerikanske udkast til dettes statut hed det tydelig nok:
»Når det drejer sig om folkene og territorierne, der tidligere tilhørte Rusland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet, så skal ligaen betragtes som arvtager af deres rettigheder i den bredeste forstand og udstyres med retten til deres endelige opdeling ...«
Det officielle Amerikas forbitrelse over, at sovjetfolkene havde brudt imperialismens blodige lænker og var slået ind på vejen til socialismen, var så kraftig, at man havde besluttet sig til, at Rusland skulle behandles som et besejret land i Versailles, sidestillet med Tyrkiet og Østrig-Ungarn, og at det efter diktat fra oven skulle sønderdeles i såkaldte »nationale« atomer for i virkeligheden at genindføre udenlandsk monopolkapitalismes herredømme over alle rigets bestanddele. Det var grundtanken bag frasen om »folkenes selvbestemmelsesret«, som Wilson og Co. havde tænkt at realisere den overfor Rusland.
De amerikanske monopoler havde indstillet sig på den gamle prøvede recept: »Del og hersk«, for at gøre Rusland svagt og føjeligt for imperialistisk udsugning. Konsekvent dukkede tanken om den tvungne opdeling op i de amerikanske projekter om »løsningen af det russiske problem«. Selveste Woodrow Wilson skrev om den »naturlige løsning«, at »Rusland faldt fra hinanden i det mindste i fem dele: Finland, de baltiske provinser, europæisk Rusland, Sibirien og Ukraine.«
»Den stuelærde idealist« mente så langt fra, at nævnte opdeling var noget, folkene selv måtte afgøre. Det var tværtimod en historisk proces, som andre skulle gennemføre under ydre tryk og udfra egne motiver, der intet havde at gøre med sovjetfolkenes interesser.
* * *
De mere konkret udformede amerikanske projekter til »kongstanken« om Ruslands opdeling findes i et par officielle dokumenter, der var retningsgivende for den amerikanske delegations optræden på fredskongressen i Versailles.
Da Wilsons berømte 14 punkter den 8. januar 1918 var blevet offentliggjort, var formuleringen en række propagandaparoler: skueretter for folkene, der skulle bringe disse under amerikansk førerskab i krigens sidste fase. Men de 14 punkter måtte efter krigen omsættes til praktisk amerikansk politik, når de skulle danne et grundlag for forhandlinger mellem de sejrende regeringer. I oktober 1918 udformedes derfor under ledelse af Wilsons personlige rådgiver, oberst House, og under medvirken af Walter Lippmann og Frank Cobb en række kommentarer til de 14 punkter. Disse kommentarer fik den 28. november 1918 præsident Wilsons egenhændige og autoritative godkendelse. Projekterne om radikal opdeling af det russiske rige er i dette dokument formuleret med stor nøjagtighed som et praktisk forhandlingsgrundlag for fredskonferencen.
De forskellige provinser i det gamle Rusland er her inddelt i forskellige kategorier. Først følger de områder, amerikanerne helt havde tænkt at udskille. Man foreslår fredskonferencen at »anerkende en række regeringer de fakto som repræsenterede finnerne, esterne, litauerne, letterne, ukrainerne ... så snart fredskonferencen har fastsat grænserne for disse nye stater.«
Helt udskilles fra Rusland skulle ligeledes hele Transkaukasien med dette landskabs store olie- og manganrigdomme. I kommentarerne hedder det om disse betydningsfulde områder kort og fyndigt: »Kaukasus behandles som en del af det tyrkiske riges problemer«. Her skulle opstå en række formelt selvstændige »olie-Dominions«, deriblandt Armenien. Om dette land hed det: »Armenien skal have en havn ved Middelhavet, og der må udpeges en protektor. Frankrig vil måske gøre krav herpå, men armenierne vil foretrække England«. USA kæmpede senere i månedsvis selv for at få overdraget »mandatet« over det nye »Storarmenien« og hele Kaukasus.
På samme måde havde Wilson og hans rådgivere åbenbart tænkt sig, at Ruslands vigtigste bomuldsområder i Turkestan, de senere Centralasiatiske Sovjetrepublikker, skulle udskilles og stilles under formynderskab, for ikke senere at påføre engelske og amerikanske bomuldsproducenter nogen generende konkurrence vel sagtens. Herom hed det lidt usikkert i kommentarerne:
»Der eksisterer ingen informationer, der berettiger til en bestemt opfattelse angående den rigtige politik overfor det muhamedanske Rusland. Det er kort sagt Centralasien. Det kan meget vel være, at en eller anden magt må have overdraget et begrænset mandat til at optræde som protektor.«
Efter disse håndfaste beskæringer af det gamle russiske område stod så tilbage – afskåret fra vigtige råstoffer og fra sin vigtigste sværindustrielle basis i Donetz-området, der skulle tilfalde Ukraine – det egentlige Rusland og Sibirien. Om disse områder hed det i kommentarerne til de 14 punkter:
»Hvad angår Storrusland og Sibirien, så skal fredskonferencen kræve, at der i disse territorier dannes tilstrækkelig repræsentative regeringer, som kan tale i disse territoriers navn.«
Talen om »repræsentative« regeringer til erstatning for Sovjetstyret skal vel nærmest forstås som Borgerlige regeringer, villige til at repræsentere, ikke så meget folkets, som de amerikanske monopolers interesser.
* * *
Med stor grundighed konkretiseredes denne plan til det russiske riges opdeling og økonomiske degradering ved, at den amerikanske delegation til fredskonferencen den 21. januar 1919 nærmere illustrerede Wall Streets planer ved forelæggelsen af et specielt kort, der i alle enkeltheder angav omfanget af Ruslands opdeling til fordel for de vestlige imperialistiske magter.
De tidligere omtalte territoriale »beskæringer« af Rusland var her blevet suppleret med et par nye. Øst-Karelen mellem Finlands grænse og Hvidehavet var nu også udskilt, til fordel for det hvide Finland vel sagtens. Endvidere var antydet en ny statsdannelse i form af et forenet Litauen og Hviderusland, så at også den Hviderussiske Sovjetrepublik, med hovedstaden Minsk, var forvandlet til en ny, med Litauen forbunden vestlig »randstat«.
Hertil kom så endelig, at det europæiske Rusland og Sibirien var blevet adskilt i to »selvstændige« statsenheder med Ural som grænse, til trods for at den overvældende del af Sibiriens befolkning var rent russiske kolonister, så at man ikke engang kunne påberåbe sig noget »nationalt« problem. Meningen med det hele var så meget tydeligere fremhævet, eftersom det i en forklarende tekst til kortet med stor åbenhjertighed fortaltes:
»Hele Rusland skal opdeles efter de mest naturlige provinser hver med sit særlige økonomiske liv. Herved skal ingen provins være tilstrækkelig selvstændig til at danne en stærk stat.«
Her er vi ved sagens kerne, der skulle maskeres bag fraserne om folkenes selvbestemmelsesret. Formålet med den projekterede opdeling var netop ikke at skabe en række nye levedygtige statsdannelser på et »nationalt« grundlag, som foregøglet. Meningen med det hele var netop at gøre alle de nye »statsdannelser« så tilpas svage, at de fuldt og helt ville være afhængige af Vestens kapitalistiske stormagter og i første række af initiativtageren og overformynderen – det ekspansive USA Bag det »nationale« løsen om småstaternes »selvbestemmelsesret« skjultes i virkeligheden en alt andet end national og folkelig plan om de amerikanske monopolers nye former for kosmopolitisk ekspansion på vejen frem over mod verdensherredømmet. Mere idealistisk var det Wilsonske foretagende heller ikke.
Som en passende illustration til forslaget om det nyeste kunstprodukt: det »uafhængige« Sibirien, skrev den amerikanske indenrigsminister Franklin K. Lane, da også i et brev dateret 1. marts 1919: »Sibirien repræsenterer ny jord, som det forestår, at man skal tilegne sig, og vi skal indtage den første plads ved dette bord ...«
Som en lokal amerikansk »guvernør« understøttedes på dette tidspunkt den indædte tsarist admiral Koltjak, der gennem et statskup den 18. november 1918 havde oprettet sit udemokratiske og terroristiske enkeltmandsdiktatur for at illustrere folkets rolle under »selvbestemmelsesretten«. Under hans regime holdt den store Morganbank National City Bank allerede sit indtog som Sibiriens fremtidige økonomiske diktator, idet det amerikanske bankhus skabte en ny filial i Vladivostok. Landets store færdselsåre: den Transsibiriske Jernbane, kom endelig, som planlagt allerede i 1917, under den amerikanske ekspert: ingeniør John Stevens’ ubegrænsede kontrol. De amerikanske monopoler begyndte gradvis igen der, hvor de nødtvungent havde måttet afbryde det økonomiske erobrertogt ved den anti-imperialistiske revolution den 7. november 1917. Den nye vej for ekspansionen hed den væbnede intervention.
* * *
Den oprindelige metode, man havde tænkt sig ved virkeliggørelsen af de fantastiske amerikanske erobringsplaner til gennemførelse af Wall Streets vilje, var tilsyneladende en militær indsats også fra regulære amerikanske troppers side. Den 22. januar 1919 understregede USA’s tidligere ambassadør mr. Francis i en skrivelse til udenrigsministeriet: »Jeg anbefalede væbnet intervention ... til ordenens genoprettelse, vidende om, at dette ville forudse bolsjevismens tilintetgørelse ...«
Den 31. december 1918 stod der endnu 1.867.294 mand amerikanske tropper i Europa. Ifølge oplysninger fra den amerikanske generalstabs chef var det kun meningen at hjemsende de 824.000. Med rette udlagde et medlem af kongressen, mr. Green den 2. januar 1919 dette fortsatte masseopbud af amerikanske tropper som en forholdsregel, der i første række var rettet mod Sovjetrepublikken og den socialistiske omvæltning i Europa. Han erklærede rentud: »Hvorfor efterlader vi vor hær i Europa? Øjensynligt fordi den hær, der bliver stående i Europa, skal udnyttes for gennemførelsen af gendarmfunktioner, fordi den skal udnyttes til at udøve gendarmkontrol over Rusland.«
Den arbejdende befolkning i De forenede Stater krydsede imidlertid den direkte militære interventionslinje: Allerede 1917-18 havde været de store strejkers år, præget af massebevægelser i et hidtil ukendt omfang. Året 1919 begyndte med generalstrejken i Seattle, hvor arbejderne nægtede at medvirke ved afsendelsen af våben og forsyninger til invasionsstyrkerne og hvidgardisterne i det fjerne Østen. Lignende demonstrationer gentog sig i New York, og i året 1919 strejkede over 5 millioner amerikanske arbejdere. USA’s hjemmefront var ikke længere noget passende fundament for en større interventionskrig mod socialismen i Rusland.
Den arbejdende ungdom i soldatertrøjen indtog samme standpunkt. Som i Frankrig og England krævede de amerikanske tropper, trods alle regeringens storstilede erobringsplaner, at blive sendt hjem. De nægtede at kæmpe i monopolernes interesse for at erobre Rusland og gøre dette land til en amerikansk koloni.
Folkets indsats forhindrede den aggressive linje, De forenede Staters regenter allerede havde færdigudarbejdet før Versailleskongressen. Da ententens statsmænd trådte sammen i Paris, måtte stormagternes repræsentanter fastslå, at de ikke længere havde evnen til at virkeliggøre de projekter, der var forudset på papiret. Istedet for at angribe måtte man manøvrere, bedrage, true og lokke. Stormagternes egne væbnede styrker kunne ikke længere som masse udnyttes mod Den russiske Revolution. De militære opgaver måtte begrænses.
Man søgte at skabe Folkeforbundet som en ny »hellig alliance« mod den socialistiske omvæltning, men heller ikke medlemsstaterne i dette Borgerskabets forbund formåede at stable hære på benene til intervention i stor stil, grundet på folkenes krigstræthed og bevidste modstand mod den ny aggression.
Man blev derfor fra Versailles vidne til en politik over for Rusland begrænset af disse faktorer, men hvor målet var det samme, medens reaktionens ledere famlende søgte frem til nye krigsformer, hvorunder der også blev tildelt småstaterne – derunder Danmark – en ny rolle i kampen mod Den russiske Revolution. Vi skal i det følgende se lidt nærmere på de kampmetoder, der blev bragt til anvendelse.
Det hører heldigvis med til sjældenhederne i Danmarks nyere historie, at en ledende dansk diplomat, der har været sit lands repræsentant i et stort land, straks efter hjemkomsten giver sig til at propagandere for angrebshandlinger mod den regering, han lige har været attacheret som dansk udsending. Alligevel er noget sådant sket engang i dette århundrede, og denne mærkværdige optræden medførte ikke engang noget afbræk i den pågældende gesandts videre karriere. Nøjagtig halvandet år efter blev samme diplomat betegnende nok forfremmet til Danmarks udenrigsminister i en af Venstres regeringer. Så mærkelige ting er også sket herhjemme.
Da Danmarks hidtidige gesandt i datidens Petrograd i december 1918 atter havde sat sine fødder på hjemlandets jord, indkaldte han den 21. december i udenrigsministeriets lokaler til en pressekonference for at fortælle om revolutionens Rusland. Det var ved denne lejlighed, Harald Scavenius temmelig overraskende erklærede:
»Hvad ententen vil gøre, ved jeg ikke, men jeg ved, hvad jeg selv ville gøre. Det var at besætte Østersølandene og over Finland søge mod Petrograd. Det kan gøres forholdsvis let, fordi der i Petrograd ikke befinder sig mere end 30.000 røde soldater ...« (Politiken 22. december 1918).
Nøjagtig en måned senere forelagde samme hr. Harald Scavenius sine særprægede russiske projekter for en langt mere autoritativ tilhørerskare end de københavnske journalister. Han var blevet indkaldt som »sagkyndig« til fredskonferencen i Versailles for at sige sin mening om »det russiske problem«, og den 21. januar 1919 afgav han sin beretning. Englands daværende premierminister David Lloyd George, refererer Harald Scavenius’ indlæg på følgende måde i sin bog »The Truth about the Peace Conference«:
»Da jeg spurgte hr. Scavenius, om han var tilhænger af en direkte allieret intervention, svarede han bekræftende, men han understregede eftertrykkeligt følgende opfattelse: Det ville være en stor fejl at intervenere ved hjælp af små styrker, som det hidtil havde været forsøgt, eftersom de tropper, der blev afsendt, da ville blive smittet af bolsjevismen i løbet af få måneder, som det blev tilfældet med tyskerne. Han anbefalede en koncentrisk fremrykning mod Moskva af allierede, finske og polske tropper, medens general Denikins armé skulle rykke frem fra syd.«
Mr. Lloyd George spurgte, om Scavenius mente, at man ikke kunne stole på de russiske tropper, uden at de fik støtte af fremmede hære. Hr. Scavenius svarede, at det var hans opfattelse. Han mente, at en rygrad af 100- 150.000 frivillige fra de allierede lande ville være tilstrækkeligt til at forstærke de tidligere nævnte russiske hære og til at sikre et heldigt udfald.
Det var det standpunkt Th. Zahle-Erik Scavenius-Staunings Ruslandsgesandt indtog til tidens mest brændende spørgsmål: Krig eller fred med det nye socialistiske Rusland. Den danske »sagkyndige«s indstilling var klar og utvetydig: Den første store sejrrige socialistiske omvæltning måtte omgående besvares med militær intervention, med angreb udefra for at tilintetgøre det bolsjevikiske regime, før det nåede at stabilisere stillingen, og før dets ideer bredte sig til de tilstødende områder. En dansk politik, under ydre inspiration, dér ikke var til at tage fejl af. En sådan indstilling var en af de ulykker, Versaillesperioden bragte ind over vort land. Der blev truffet vidtrækkende beslutninger om Danmarks fremtid, uden at det danske folk blev spurgt. Harald Scavenius talte for de kredse, hvis mening han alene fandt afgørende – for landets priviligerede klasser.
* * *
Samme dag, Harald Scavenius holdt sin udfordrende tale i Paris, fik København et overraskende »fint« besøg, der var karakteristisk for perioden. Tre herrer var kommet med en damper fra Ltbau. Det var den Borgerlige lettiske »ministerpræsident« Karl Ulmanis og to af hans ministerkolleger. De var ude for at tigge om hjælp til kampen mod deres eget folk. Ved ankomsten lod hr. Ulmanis sig straks interviewe af Politikens korrespondent og erklærede åbenhjertigt om sin mission:
»Vi er ikke flygtninge. Vi er frivilligt rejst hertil for at skaffe vort land den hjælp, der er nødvendig.
Og den venter De at finde her?
Vi håber det. Her i Danmark, Norge og Sverrig. Vi trænger til levnedsmidler og mange andre ting. Men først og fremmest trænger vi til en hær.«
Hvordan ministerpræsidenten uden land havde tænkt at skaffe sig en hær i de skandinaviske lande, gjorde han nærmere rede for overfor Berlingske Tidendes korrespondent:
»Vi vil bede Europa om hjælp, om støtte i vor kamp mod bolsjevikkerne, støtte i form af hjælpetropper, frivillige korps, i form af våben, ammunition og levnedsmidler. Også om hjælp til ordning af vore finansforhold beder vi.« (Berlingske Tidende 22. januar 1919).
Regeringen Ulmanis var et Borgerligt marionetstyre, der var opstået i Letland i læ af tyske bajonetter. Ved valgene til den konstituerende forsamling i november 1917, før den tyske besættelse, var 74 % af stemmerne i det ubesatte Livland faldet på de lettiske bolsjevikker. Regeringen Ulmanis havde bag den tyske front søgt at opstille »nationale« lettiske regimenter. Den 29. december 1918 havde de gjort mytteri for at tilslutte sig de røde lettiske skytteregimenter, der rykkede frem for at fordrive de forhadte tyskere. Tilbage havde hr. Ulmanis derefter kun ét kompagni i Libau på 500 mand under kaptajn Ballodis kommando. Fronten holdtes af tyskerne. Den 3. januar 1919 havde de røde lettiske skytter besat hovedstaden Riga, og da Ulmanis og hans kolleger kom til København, holdt tyskerne kun en smal stribe land mellem Libau og Windaufloden, »brohovedet Libau«. Her havde Ulmanis og konsorter deres sidste tilflugtssted af tyskernes og den britiske flådekommandos nåde.
Nævnte marionetstyre var ualmindelig forhadt i Letland. Da den yderst konservative danske generalkonsul i Riga, etatsråd Bornholdt, i begyndelsen af januar 1919 var vendt tilbage til Riga, erklærede han meget utvetydigt overfor Berlingske Tidende:
»Indtil tirsdag aften sad endnu den provisoriske, lettiske regering i Riga. Så flygtede ministeriet, alle dets medlemmer forsvandt sporløst, og selv om de ingen autoritet havde og hverken penge eller anseelse, var denne flugt dog det ydre tegn på, at opløsningen ikke blot var brudt igennem, men var sin fuldkommelse nær. Et bevis på, hvor ringe tillid den lettiske regering nød, var det, at da den ville emittere et lån på 20 millioner, var der ikke en eneste, der tegnede sig.« (Berlingske Tidende 7. januar 1919).
Under Versaillesperioden var det afgørende imidlertid ikke, at det lettiske folk intet ville vide af Ulmanis og de øvrige marionetter. Det udslaggivende blev, at de vestlige stormagter fortolkede løsenet om folkenes selvbestemmelsesret så praktisk, at det betød, at de havde påtaget sig at »selvbestemme« Letlands fremtid og anså hr. Ulmanis som velegnet til at administrere landet i deres interesse. Derfor var hr. Ulmanis og hans kolleger ude på tiggergang til Nordens hovedstæder med de vestlige stormagters velvilje som den eneste autoritet, de havde i ryggen. Men det betød også en del dengang.
Som tidligere berørt, havde det danske rekylkorps’ gamle organisator, pengemanden direktør Aage Westenholz lige siden rigsforstander Mannerheims første stilfærdige, men betydningsfulde, decemberbesøg i København syslet med planer om at opstille et dansk hvervet korps, der skulle kæmpe mod bolsjevikkerne i Baltikum, ligesom Mannerheims »frivillige« bander havde gjort sig gældende i Estland. Hr. Westenholz havde i disse uger et stadigt rykind af baltiske eventyrere af enhver afskygning. Det var nok, at de var anti-bolsjevikker.
Ifølge dansk dagspresse havde hr. Westenholz dagen efter, de lettiske marionetter var kommet til byen, et hemmelighedsfuldt møde på hotel Terminus, hvor han drøftede baltisk krig med den stenrige norskfødte skibsreder Steen Giebelhausen og en hr. baron Wrangel fra Baltikum. Den 23. januar blev også hr. »premierminister« Ulmanis modtaget i audiens hos Westenholz. Samme dag tog direktøren bladet fra munden overfor B. T. og erklærede om formålet med de baltiske konspirationer:
»Jeg mener absolut, at der kan samles et korps af danske frivillige til at drage mod bolsjevikkerne. Jeg har allerede haft adskillige breve fra folk, som var villige, men spørgsmålet er, om vi kan få våben, udstyr og understøttelse frem fra de allierede. Men den side kan vel nok ordnes. De pågældende regeringer må jo også stille visse garantier for korpsets underhold og gage ...«
At hvervning til fremmed krigstjeneste var strafbart ifølge den da gældende danske straffelov, synes derimod ikke at have voldt hr. Westenholz og hans medhjælpere mindste bekymring. Vi skal senere se hvorfor. I starten var det efter aftale med hr. Ulmanis meningen, at det hvervede danske korps skulle afgå til Letland, når det var formeret og udrustet. Efter planerne skulle korpset bringes op på 500 eller 1000 mand.
I begyndelsen af februar 1919 var der allerede etableret et veritabelt hvervekontor for Baltikumfrivillige i nogle lokaler i Frederiksberggade nr. 6. Organisator for dette foretagende var oberstløjtnant Erik With, [2] hidtil chef for den danske generalstabs efterretningstjeneste og senere den danske hærs øverstkommanderende. Som dennes medhjælpere fungerede kaptajn V. Palludan og løjtnant Clauson-Kaas, den senere nazist. Der var straks noget påfaldende ved, at en af hærens højere officerer, på en særlig ansvarlig post, lagde navn til et så tvivlsomt foretagende, uden at krigsministeriet greb ind. Dettes leder var jo endda »pacifisten« dr. P. Munch.
* * *
Da affæren med Westenholzkorpset i 1919 blev draget frem i dagslyset, var det ikke kendt, hvor stærke kræfter der i virkeligheden stod bag dette lands skadelige militære eventyr. Det drejede sig nemlig ikke blot om et militært fritidshobby for en velhaver som direktør Westenholz. Heller ikke om nogle militærfantasters individuelle trang til at gøre sig gældende som krigere i verdensudviklingen, hvor det gik »for fredeligt« til herhjemme, mens der var krig og ufred nok ude omkring i verden.
Først flere år senere i august måned 1923, kom de væsentligste materialer om baggrunden for denne karakteristiske »episode« i den første efterkrigstid i begrænset omfang frem for offentligheden, da Arbejderbladet og studenterbladet Pressen offentliggjorde professor L.V. Bircks fortrolige tillæg til kommissionsundersøgelsen i forbindelse med Landmandsbankens sammenbrud. Professor Birck afslørede her dokumentarisk nogle af de indflydelsesrige kredse, der var bagmændene for den danske militærekspedition til den østlige bred af Østersøen. Det var ikke blot en enkeltperson som Aage Westenholz fra den gamle Siam-kreds omkring ØK, men en hel række andre danske finansmænd, specielt også fra gruppen omkring Landmandsbanken og Harald Plums Transatlantiske Kompagni, suppleret med et helt galleri af kendte danske diplomater og militærpersoner.
Professor Birck påviste i sin beretning, at der fra begyndelsen af 1919 i København hemmeligt eksisterede en indflydelsesrig anti-bolsjevikisk liga, hvis ledere var danske forretningsmænd med store russiske tilgodehavender, folk som derfor var interesserede i en hurtig omstyrtelse af Sovjetstyret. Den mest aktive foregangsmand indenfor den finansmændenes sammensværgelse var direktøren for det store Transatlantiske Kompagni: Harald Plum, der optrådte i intim kontakt med Landmandsbankens leder, etatsråd Emil Glückstadt. I sin beretning gengiver Birck indholdet af et brev af 27. februar 1919 fra Harald Plum til etatsråd Glückstadt (beretningens bilag 2) på følgende måde:
»Han fremsender oversigt over den påtænkte offentliggørelse af den internationale anti-bolsjevikiske liga: »Det kan tænkes, at levnedsmiddelspørgsmålet vil rykke i forgrunden og det militære spørgsmål mere tilbage.«
Det er allerede her iøjnefaldende, hvor godt Plum er orienteret med hensyn til specielt datidens amerikanske planer om formerne for kampen mod bolsjevismen. Netop den 19. februar havde nemlig Wilsons amerikanske levnedsmiddeldiktator Herbert Hoover sendt præsidenten et brev, hvori han gør forsyningen af Ruslands nabostater med tilstrækkelige levnedsmidler til et kardinalspørgsmål i kampen mod bolsjevismen. Birck fortsætter sin beretning:
»Af opråbet (bilag 3, der er stilet »til alle Borgere): »Man beklager, at staterne på Pariserkonferencen vil lade Rusland hjælpe sig selv: Verdenskrigen kan ikke betragtes som afsluttet, »før Rusland er frelst ud af den røde rædsel« og så videre: ... »Rusland må have en kraftig støtte i form af frivillige soldater til en international russisk hær, der kan tilintetgøre morderne og røverne. Den internationale russiske liga er stiftet med et repræsentantskab og en direktion i hvert land, bestående af praktiske forretningsfolk og mindst én militær. Ligaens formål er oprettelsen af en folkevalgt (?) russisk regering, hvervning af en hær og tilvejebringelse af pengemidler til udrustning og underhold af denne«.«
Vi ser ligeledes tydeligt, at det her ikke drejer sig om noget isoleret dansk foretagende, men om en forgrening af en international organisation af finansmænd med russiske interesser, der arbejder for at omstyrte Sovjetstyret ved hjælp af militær magtanvendelse. Westenholzkorpset var på samme måde kun en udløber af planerne om at skabe en sådan international anti-bolsjevikisk frivillighær, som Harald Scavenius allerede havde slået til lyd for i Paris en måned i forvejen.
Hærens internationale organisation fremgår ligeledes klart af det følgende afsnit af Bircks beretning, hvor denne refererer videre:
»Til chef for hæren, som forventes meget hurtigt at kunne samle udenfor Rusland tusinder af soldateruddannede russere (mellem krigsfangerne. K. M.), så snart der er sikret udrustning og supplering af internationale officerer og soldater, er valgt den russiske hærfører N. N. (general Judénitj [3]), og en stab af internationale hærførere, hvoriblandt ...«. Birck er åbenbart for diskret til at nævne navnene på de pågældende entente-generaler. Formerne for den internationale ligas organisation og dennes formål refererer Birck derimod udfra opråbets indhold på følgende måde:
»Ligaens medlemmer er passive, som yder bidrag, eller aktive, som er soldater. Bidragene skal tilbagebetales fremfor al anden russisk statsgæld med 6 % i rente. De aktive medlemmer får ekvipering, løn, hædersgave, enke- og invalidepension. Opråbet slutter med, at der skal være 1/4 million passive medlemmer, og at folk kan melde sig til den internationale russiske hær, som samles ved Ruslands grænser for at foretage den opmarch, som i løbet af meget kort tid vil befri Rusland for bolsjevikkerne ...«
Der er måske grund til at understrege, at professor Bircks fortrolige memorandum i Landmandsbanksagen på et enkelt punkt er så ensidigt, at det kan give anledning til direkte fejlslutninger. Man får det indtryk, at den anti-bolsjevikiske liga i alle tilfælde i alt væsentligt blot var et fritidshobby for Plumgruppen og måske en aktion fra Landmandsbankens side. Dette er absolut misvisende: »Ligaen« var et fælles foretagende fra så at sige alle afgørende finansgruppers side. Både ØK, vort kongehus og regeringen var i høj grad implicerede. Emil Glückstadt havde sikkert til 100 % ret, da han i sit memorandum af 21. marts 1923 om H. N. Andersen og Co.s rolle i denne sag skrev:
»Mange har udtalt, at da Transatlantisk Kompagni uden mit vidende (?) fik så alt for stor en kredit i Landmandsbanken, var etatsråd Andersen meget ivrig for den sag, som især bandt Transatlantisk Kompagni i økonomisk henseende, nemlig kampen mod bolsjevismen, men da selskabet blev så indviklet i økonomiske forpligtelser fra denne sag, at indskrænkningen af kreditten måtte blive skæbnesvanger, var det H. N. Andersen, der indtrængende rådede mig til at tage de rigoristiske forholdsregler, som jeg ikke tog, og som man bagefter, på trods af al sund fornuft, har bebrejdet mig, at jeg undlod ...«
Forfatterinden Maria Behrens fra Litterært Forlag, der oprindelig af fru Laura Glückstadt fik overdraget det hverv på grundlag af familien Glückstadts dokumenter at udgive en afslørende bog: »Det tredie ting«, der dog blev standset under mystiske omstændigheder, skriver om H. N. Andersens rolle i det russiske eventyr følgende: »En nær omgangsfælle af enkekejserinden (Maria Feodorovna) påstår, at når Transatlantisk Kompagni overhovedet kunne indlade sig på at binde så store kapitaler i det russiske eventyr, der gik ud på at skabe en anti-bolsjevikisk rejsning, hvis formål skulle være at generobre Rusland for (dynastiet) Romanov og derved atter bringe landet i stand til at svare enhver sit (?) – var det, fordi H. N. Andersen efter aftale med enkekejserinden påvirkede direktør Ringberg og admiral Richelieu til i Landmandsbanken at yde Transatlantisk den til dette eventyr fornødne kredit ...«
Når højtstående embedsmænd, diplomater og officerer dansede lystigt med i den anti-bolsjevikiske ligas fantastiske komedie, var en af årsagerne hertil uden tvivl, at de mente at have fast grund under fødderne, fordi de med rette antog at have elefantridderen H. N. Andersen og gennem ham også kongehuset i ryggen. Ikke blot Landmandsbanken og personen Harald Plum, der lagde navn og penge til.
Fra perioden omkring 1. marts 1919 stammer tilsyneladende et yderst betydningsfuldt dokument, som professor Birck ligeledes refererer til i sin beretning: Det drejer sig om konstitueringen af den danske del af ligaen. Herom hedder det: »Bilag 9: En udateret rundskrivelse, hvori det meddeles, at det danske repræsentantskab er dannet med højesteretssagfører Martensen-Larsen som formand. De passive medlemmer skal give bidrag »månedlig, årlig eller én gang for alle«. De aktive medlemmer skal organiseres i ligaen i Rusland og reorganisere dette land, igangsætte fabriks- og skovdrift. Til de aktive medlemmer (hæren) kræves i begyndelsen 200.000 mand.«
I modsætning til det første opråb, hvor de danske og internationale finansmænd for deres organisering af erobringen af Rusland »kun« havde tænkt at kræve deres udlæg afdraget og forrentet med 6 % som privilegeret fordring, er man åbenbart i denne rundskrivelse allerede inde på også at benytte felttoget til at skaffe sig kontrol med de russiske naturrigdomme, skove og fabriksanlæg – som »koncession« vel sagtens. De imperialistiske motiver træder tydeligt frem bag de »humane« fraser. Ligaens aktive medlemmer er nu opdelt i to grupper: soldaterne, der skulle vove pelsen, og forretningsmændene. De sidste skulle nærmest tage til Rusland for at skumme fløden, efter at det grovere arbejde var blevet udført af andre.
Et andet dokument, som Birck refererer, og som er dateret den 5. april 1919, er sensationelt. Det fremgår heraf, at man som bindeled mellem ligaen og den franske øverstkommanderende Marskal Foch og andre allierede hærførere i Paris har haft den tidligere danske generalkonsul i Moskva var ritmester Chr. Haxthausen. Det er fra dette militære centrum, de danske finansmænd har hentet både deres inspiration og deres direktiver på den militære organisations område. Haxthausens Pariserdagbog om forhandlingerne med Foch tjente åbenbart som information for ligaens inderkreds på dette tidspunkt. Dette afsnit af beretningen har følgende affattelse:
»Bilag 7: Brev fra Harald Plum til direktør Kay Reinhardt: Plum fremsender udkast til opråbet, i princippet vedtaget af danske og udenlandske militære autoriteter, samt udskrift af konsul Haxthausens dagbog. (Haxthausen har fuldmagt fra de allierede til at bringe sagen til udførelse, hvis ikke angivne tekniske vanskeligheder – (Hoovers organisering af forsyningen af Leningrad?) – kan overvindes. Samt endelig afskrift af et brev fra oberstløjtnant With angående et anti-bolsjevikisk kontor, »som jeg (Plum) har oprettet her efter aftale med justitsministeriet«. Brevet slutter med, at Plum agter at indkalde delegationsmøde i Transatlantisk Co. angående disse spørgsmål.«
I disse få linjer får vi den fulde forklaring på et par afgørende spørgsmål. Det bliver både klart, hvorfor justitsminister Th. Zahle ikke greb ind overfor den ulovlige hvervning til Baltikumkorpset, og hvorfor forsvarsminister P. Munch uden indsigelse tillod, at ledende og aktive officerer inden for den danske hær, under oberstløjtnant Erik Withs ledelse, stillede sig i spidsen for nævnte hvervning.
Det berygtede hvervekontor i Frederiksberggade 6 var, som Plum tydelig beretter om i det omtalte brev, blevet oprettet af finansmændenes hemmelige anti-bolsjevikiske liga, ikke blot tolereret af, men direkte efter aftale med Danmarks daværende regeringschef og justitsminister Th. Zahle. Vi ved, at der til Danmark i forvejen havde foreligget direkte allierede krav om, at landet skulle stille regulære soldater til krigen i Baltikum. Denne angrebslinje mente regeringen dog ikke at kunne realisere under den stærke anti-militaristiske og fredsvenlige stemning, der var rådende blandt det absolutte flertal af det danske folk. Arbejderklassens sympatier var endvidere lige så klart på den socialistiske omvæltnings side.
På den anden side ønskede regeringen Th. Zahle-Erik Scavenius-Stauning gerne at imødekomme vestmagterne, der stod som den første verdenskrigs temmeligt befalende sejrherrer i Europa. En mellemlinje blev derfor valgt. Underhånden anså ministrene det klogt at give deres aktive støtte til finansmændenes anti-bolsjevikiske liga og dennes bestræbelser for at hverve »frivillige« til den internationale anti-bolsjevikiske hær, der skulle tage kampen op mod den socialistiske revolution i Rusland. Regeringen var langtfra uden medansvar for Westenholz-korpsets eventyrlige deltagelse i krigen i Baltikum.
Overfor den danske regerings undvigende, bedrageriske, men i det mindste tolerérende holdning kan det fremhæves, at den svenske regering for sit vedkommende gik langt mere åbenlyst til værks. Den gav offentligt frikorpset sin moralske støtte. Den 22. januar 1919 bragte Berlingske Tidende følgende Stockholmsmelding om de svenske frikorpshververe: »Krigsministeren har modtaget general Hjalmarson og oberst Eklund i audiens. Ministeren betonede under samtalen, at regeringens stilling var ganske neutral, men at den stiller sig sympatisk til tanken om afsendelsen af et frivilligt korps og ikke vil lægge hindringer i vejen for officerer i hæren, som måtte ønske at deltage.«
Siden 1919 har metoden med danske »frikorps«, der for første gang blev bragt til anvendelse af Danmarks regering under interventionen af det røde Rusland, endnu et par gange været praktiseret af danske regeringer. Da vestmagterne i 1939-40 krævede skandinavisk krigsindsats mod Sovjetunionen under vinterkrigen i Finland, greb man atter fra ansvarlig dansk side til »udvejen« med et frivilligt korps. Under den tyske besættelse kom metoden atter til ære og værdighed: Regeringen og hærens ledere gav deres formelle velsignelse til hvervningen og udrustningen af det berygtede Frikorps Danmark, der kæmpede sammen med vore tyske undertrykkere på Østfronten. I alle de nævnte tilfælde var denne uofficielle krig rettet, mod den store socialistiske republik, og betegnende nok blev metoden hver gang praktiseret af en radikal-socialdemokratisk koalition. Formen for krigsførelse har været tilpasset arbejdernes og folkeflertallets fredsvilje. Men aktionerne har til gengæld været gennemført i en aggressiv Borgerlig minoritets interesse og som kapitulation overfor et ydre tryk fra imperialistiske stormagter.
* * *
Blandt de i høj grad indviede og direkte meddelagtige i den danske anti-bolsjevikiske ligas planer må fremfor alt også nævnes den daværende regerings finansielle rådgiver og den mest indflydelsesrige bagmand for ministeriet Th. Zahle: Landmandsbankens direktør, etatsråd Emil Glückstadt. Dagen før Landmandsbankdirektøren den 29. marts 1919 rejste til Paris for at føre finansforhandlinger i forbindelse med fredskonferencen, sendte Harald Plum ham et brev med informationer om den anti-bolsjevikiske ligas virksomhed. Birck gengiver dettes indhold på følgende knappe måde i sin beretning:
»Bilag 5: Brev fra Harald Plum til Glückstadt: »Udskrift vedlægges af konsul Haxthausens dagbog, hvilken bedes læst og derefter tilintetgjort. De vil se, at marskal Foch har accepteret, og de andre allierede også synes at acceptere forslaget, men det er formentlig for sent. Noget må der gøres. Når De kommer til Paris, så tilkald Dessau (Continental Oversea) og nævn, hvad der er sket i de sidste dage, idet Ungarn nu endelig har sat fart i spørgsmålet i Paris.«
De begivenheder i Ungarn, der i så høj grad syntes at have foruroliget de danske finansmænd i den anti-bolsjevikiske liga, var, at nævnte land den 21. marts 1919 var blevet en ny sovjetrepublik midt i Central-Europas hjerte. Det var et hårdt slag mod de allieredes planer om en »fælleseuropæisk« intervention mod Rusland. I Tyskland syntes udviklingen i disse uger at gå i samme retning.
I et brev til sin kollega fra Transatlantisk Kompagni, direktør Oluf Aarestrup, der på dette tidspunkt var rejst til Amerika, skrev Harald Plum den 31. marts 1919:, »Ungarn er inde i den store revolution. Forholdene i verden bliver værre og værre. Forhåbentlig er dog interventionerne overfor smittekilden Rusland bragt i fast form (når De får dette brev), men i øjeblikket er det fortvivlet ...«
Når Plum mente at vide, at interventionsplanerne overfor Rusland var ved at være »bragt i fast form«, skyldtes det sikkert hans fortrolige Pariserinformationer: Den 6. marts havde den tsaristiske admiral Koltsjak fra Sibirien begyndt sin offensiv. Denikins angreb på sydfronten skulle starte i maj, efter at denne tsargeneral havde fået mægtige britiske forsyninger. Også på vestfronten var langt større ting end »støtte til de baltiske landes frihedskamp« sat på dagsordenen. Den 12. marts havde det øverste råd i Paris besluttet at sende den franske general Henry til Warszawa for at gøre den polske hær klar til angreb. Tyske tropper var for alvor sat ind i Letland og Litauen, og de amerikanske ledere havde besluttet at gribe aktivt ind i Baltikum.
Den 23. marts var den amerikanske oberst Warwick Green blevet dirigeret til Libau med en større amerikansk militærmission. Og i forvejen havde Herbert Hoovers »hjælpeorganisation« ligeledes udsendt folk til Baltikum for at bringe det materielle grundlag for et stort fremstød i orden. USA-lederne havde, irriterede over englændernes »svaghed«, besluttet sig til selv at udruste de styrker, der skulle rykke mod Leningrad. Det var for at deltage i dette internationale eventyr af stort format, der var blevet hvervet danske frivillige til Baltikum. Det danske samfunds spidser var for alvor begyndt »at spise kirsebær med de store«. Senere fik vi også ganske rigtigt – stenene i hovedet som tak for regeringens og finansmændenes tjenstvillighed.
* * *
Når den anti-bolsjevikiske ligas militære ekspedition over Østersøen ikke medførte større kalamiteter, end tilfældet blev, ligger en væsentlig del af æren herfor i det danske folks sunde reagens overfor provokationen og i den aktive modstand, der blev rejst mod finansmændenes planer fra datidens venstreorienterede organisationer. Det blev kun militære miniaturestyrker, kombinationen Plum, Westenholz og Erik With fik sendt over Østersøen. Det danske folks brede lag ønskede ikke at lade sig misbruge som kanonjøde for en reaktionær sammenrotning mod Sovjetrepublikken trods hvervetrommernes hæse kalden efter ordre fra finansmændene.
Datidens revolutionære presse: det syndikalistiske Solidaritet og Klassekampen (hvor blandt andre Martin Andersen Nexø førte en skarp pen mod den russiske revolutions fjender), afslørede fra første færd den hemmelighedsfulde hvervekampagne til frikorpset. Socialistisk Ungdomsforbund indtog samme afvisende holdning, og senere gik også Hovedstadens radikale Ungdom aktivt med i modstanden mod hvervningen. Trods pressens fantastiske løgnekampagne mod bolsjevikkerne lykkedes det under disse forhold ikke engang at mobilisere det minimum af vildledte »frivillige«, organisatorerne oprindelig har gjort sig forventninger om Aage Westenholz’s 1000 mand blev aldrig til virkelighed.
De socialdemokratiske ledere kom grundet på stemningen i Arbejderklassen i en vanskelig situation. Den 1. februar 1919 havde det oppositionelle socialistiske ungdomsforbund offentliggjort en skarp protest mod den westenholz’ske hverveaktion, og blandt de socialdemokratiske arbejdere var stemningen den samme. Under disse forhold så den socialdemokratiske presse sig tvunget til valent at reservere sig. Også rigsdagsgruppen blev nødt til at formulere sit standpunkt. Det skete den 6. februar 1919 i en erklæring fra Sigvald Olsen på gruppens vegne:
»Rigsdagsgruppen misbilliger nævnte hvervningsforsøg, hvilken opfattelse deles af partiets repræsentant i regeringen (Th. Stauning), der allerede, før de offentlige meddelelser om hvervningen fremkom, havde meddelt udenrigsministeren partiets misbilligelse. På den nu givne foranledning vil han på ny bede udenrigsministeren overveje, om der kan findes midler, hvorved den utiltalende virksomhed kan standses, hvis den ikke allerede er standset på grund af manglende tilslutning.«
Denne stillingtagen var dog kun en billig skueret bestemt for en uindviet offentlighed, ledsaget af forsøg på at bagatellisere affæren. Hvorfor en henvendelse til udenrigsminister Erik Scavenius i denne sag? Sikkert nok, fordi det var udefra, der var blevet rejst krav om dansk kanonføde. Det havde været mere logisk at rette henvendelse til justitsminister Th. Zahle, der på ethvert tidspunkt kunne have grebet ind overfor hvervningen, der efter dansk lov var oplagt strafbar ifølge straffelovens paragraf 76, hvori det hed:
»Den som uden kongens tilladelse foretager hvervning til fremmed krigstjeneste, straffes, når landet er i krig, med strafarbejde indtil 6 år og ellers med fængsel ikke under to måneders simpelt fængsel eller med forbedringshusarbejde indtil 2 år.«
Lovens ordlyd og mening var ikke til at tage fejl af. Når Westenholzkorpset ikke desmindre både kunne hverves, formeres og sendes til Estland uden myndighedernes rettidige indgriben, foreligger der kun to rimelige forklaringer herpå: Enten har justitsminister Zahle bevidst set igennem fingre med den åbne lovovertrædelse og derved forsømt sin embedspligt under påvirkning af ententens krav. Eller også har hans majestæt kongen allernådigst, men hemmeligt, givet sit samtykke til denne ekspedition, hvad der jo ville fritage hververne for strafansvar. Men denne antagelse vil jo så til gengæld – men dansk forfatningsmæssig praksis taget i betragtning – betyde, at det var med regeringen Zahle-Staunings fulde vidende og formelle samtykke, at Estlandskorpset blev sendt af sted, mens man udadtil hyklede misbilligelse og endogså for sent rejste tiltale mod direktør Westenholz, for bagefter at trække sagen i langdrag, så at den aldrig kom for domstolene, før der blev givet politisk amnesti efter påskedagene i 1920.
En ubehagelig situation kom regeringen Zahle-Stauning i ved den radikale Ungdoms tilslutning til aktionen mod Westenholzkorpset. Uden at regeringen havde rørt en finger, var den første lille gruppe frivillige, 15 mand med en løjtnant Dam i spidsen, d. 5. marts ankommet til Reval. Den 26. marts afgik næste sending, en knap 300 mand med oberst Lewaldt og kaptajn P. Gudme i spidsen, med damperen »Merkur« over Helsingfors til Reval. Politiken berettede næste dag åbenhjertigt:
»Når de kommer til Reval, er det videre fornødne sikret af den britiske regering. Her ligger engelske transportskibe med levnedsmidler, våben, ammunition, undertøj og uniformer. Også kanoner har englænderne sørget for. Korpset får tildelt et batteri på 4-6 feltkanoner. Ellers er det udstyret med rekylgeværer og rekylpistoler.«
Her præsenteredes de udenlandske bagmænd ganske tydeligt, og der var heller ikke tvivl om, hvorfor regeringen ikke havde grebet ind. Dette fik også den radikale ungdom med i protesten. Den 4. april måtte Politiken offentliggøre en protest fra Hovedstadens radikale Ungdom, der også havde nedsat en kommission til at foretage nærmere undersøgelse i hele denne mystiske affære. Det nedsatte udvalgs rapport kunne læses i Politiken den 11. april 1919, hvor det blandt andet hed:
»På en eller anden måde er hr. Westenholz kommet i besiddelse af danske militæruniformer, der leveres til de hvervede. Endvidere har udvalget skaffet sig sikkerhed for, at hr. Westenholz har købt og afsendt et større parti våben til Estland. Hvorledes dette har kunnet lade sig gøre på trods af det bestående udførselsforbud for våben, må vi lade stå hen.«
At det var regeringen Zahle-Staunings protegerende hånd, der skaffede finansmændenes private hververe disse privilegier, er hævet over enhver tvivl. Underhånden støttede Th. Zahle og Co. den anti-bolsjevikiske militærekspedition, som de blot ikke vovede at vedkende sig andel i grundet på den almindelige opinion i folket. Dobbeltspillet blev drevet så vidt, at regeringen endogså så sig foranlediget til den 26. april at lade pressen meddele, at der – noget post festum – var indledet kriminel undersøgelse mod hr. Aage Westenholz for ulovlig hvervevirksomhed. Sagen blev naturligvis trukket i langdrag, syltet ned og til sidst hævet uden tiltale. Hvervningen til Baltikum var maskeret, men den var dog et stykke dansk politik, karakteristisk for Versaillesperioden.
Vor vigtigste danske kilde til belysning af detaillerne i de danske finansmænds fantastiske anti-sovjetiske intriger i forbindelse med interventionen i Rusland er professor L. V. Bircks berømte og stadig fortrolige kommissionsberetning fra undersøgelserne i forbindelse med Landmandsbankens sammenbrud i 1922. Men samme beretning er behæftet med væsentlige mangler. Den giver ganske vist et malende billede af en uheldig kapitalistisk finansklikes eventyrlige politiske hasardspil bag kulisserne og af den mentalitet, der præger kredsen omkring Emil Glückstadt og Harald Plum i den hektiske periode efter den første verdenskrigs afslutning. Men vi får kun et beskåret billede, hvor nævnte gruppe næsten fremstilles isoleret fra helheden.
Der gives ganske vist nogle fingerpeg om Plum-klikens nære forbindelse med enkelte diplomater og officerer, men den danske stats rolle i nævnte begivenheder antydes blot glimtvis, og der gives næsten ingen oplysninger om de danske finansmænds langt mere indflydelsesrige bagmand på den internationale arena. På disse felter veg den Borgerlige professor og tidligere konservative politiker sikkert bevidst tilbage for at gå i dybden med sin undersøgelse. Han nøjes med at antyde, at der var »noget«. Fra andre kilder kan Bircks ellers uvurderlige oplysninger imidlertid suppleres.
Harald Plum og Co. svævede så sandelig ikke lokalt i luften som uansvarlige og fantaserende enere. De havde udefra stærke bagmænd i ryggen, og i spidsen for de anti-bolsjevikiske konspirationer, de deltog i, stod blandt andre en af amerikansk Højfinans’ topfigurer: Europas almægtige »levnedsmiddeldiktator« efter den første verdenskrig: mangemillionæren Herbert Hoover, der senere blev De forenede Staters præsident. For at forstå Emil Glückstadts og Harald Plums projekter må man kende Herbert Hoover, hans planer og den rolle, han spillede i denne periode.
Ligesom Transatlantisk Kompagni herhjemme var Hoover allerede før krigen en af de amerikanske millionærer med de største russiske engagementer. Selv gav han engang udtryk for den opfattelse, at det gamle Rusland måtte betragtes som »et økonomisk tomrum«, der måtte udfyldes og udnyttes af amerikansk kapital. Her skulle USA finde alt, hvad det havde forpasset i første del af det imperialistiske kapløb om koloniale besiddelser.
Så tidligt som i 1909 specialiserede Herbert Hoover og hans gruppe sig i aktieopkøb i de russiske oliekilder i Maikop i Nordkaukasus og engagerede sig efterhånden i 11 olieselskaber med russiske interesser. Men det var kun en start. I 1912 dannede Hoover sammen med den indflydelsesrige britiske finansmand Leslie Urquhart det store Russisk-Asiatiske Kompagni, der fik overdraget vidtstrakte koncessioner i Ural og Sibirien af det korrupte tsarregime, der stykvis pantsatte landets naturrigdomme. I bogen »Den hemmelige krig mod Sovjetrusland» resumerer M. Sayers og Albert Kahn, hvad Russo-Asiatic Co.s rige koncessioner omfattede ved krigsudbruddet:
»2,5 millioner acrer land, derunder udstrakte skovområder og kilder til vandkraft. Guldlejer, kobber, sølv og zink, efter foreløbige beregninger indeholdende ialt 7.262.000 tons. 12 miner i drift, 2 kobbersmelteværker, 20 savværker, 250 miles jernbaner, 2 dampere og 29 flodskibe, højovne, valseværker, fabriker, der fremstillede svovlsyre, ædelstene og mægtige kullejer ...«
Værdien af Urquhart-Hoover-trustens fantastiske rigdomme i Rusland vurderedes før krigen til – 1 milliard dollars. Dette spekulanternes og børsjobbernes drømmerige truedes ved revolutionen i 1917 af den nationalisering, der skulle give landets naturrigdomme tilbage til det russiske folk. Fra bolsjevikkernes magtovertagelse var Herbert Hoover en af Sovjetstyrets mest uforsonlige fjender, der satte alt ind på at fremkalde den socialistiske republiks undergang. Så sent som i august 1931 erklærede Herbert Hoover uden at gøre nogen røverkule ud af sit hjerte overfor San Francisco News korrespondent:
»For at sige sandheden, mit livs mål – det er Sovjet-Ruslands tilintetgørelse ...«
Herbert Hoover tilgav aldrig bolsjevikkerne, at de havde vovet at krydse mangemillionærens stolte drømme om at forvandle hele Rusland til den rigeste amerikanske koloni.
* * *
Under den første verdenskrig holdt Herbert Hoover op med blot at være spekulant, privat monopolist og mangemillionær. Sammen med andre af sine standsfæller var han med til at overtage den direkte kontrol med statens organer. Indenfor amerikansk krigsøkonomi tilfaldt der ham en førende rolle. Den 10. august 1917 blev Hoover sat i spidsen for administrationen af sit lands levnedsmiddelforsyning, US Food Administration, der hurtigt også fik til opgave at forsyne de allierede magter. Da den første verdenskrig var færdig, udarbejdede de amerikanske monopolister i november 1918 forslag om at lade den hidtidige Hooverkomité omdanne til en »Organisation til ydelse af hjælp til de krigshærgede lande i Europa«. Vi stod her overfor Versaillesperiodens historiske sidestykke til vor tids Marshallplan-administration.
Den ene side af denne »filantropiske« amerikanske virksomhed gav Herbert Hoover [4] selv meget tydeligt udtryk for. Han skrev: »... Hele denne kampagne føres med det formål at befri kornkorporationerne for deres uhyre reserver, der ligger ophobet hos dem ... og derfor vil vi støde igennem med salget af disse lagre ad en hvilken som helst vej ...«
De krigshærgede europæiske lande manglede naturligvis brødkorn, men de savnede i lige så høj grad købekraften til indkøb i dollars. De amerikanske monopolers plan forudså derfor, at kreditgivning måtte bane vejen for levnedsmiddelsalget. Kun amerikanske lån kunne hindre prisfald. Selv den »humane« Woodrow Wilson var fuldtud klar over hele denne del af mekanismen. I et personligt brev til finansministeriet af 9. januar 1919 opfordrede han dette til at medvirke til at skaffe afsætning for de amerikanske varer i Europa gennem en låneordning »for at hindre tab for vore producenter«.
Samme blåøjede præsident Wilson var imidlertid udmærket godt klar over, at det ved den amerikanske »hjælp« drejede sig om andet end filantropi, og ligeledes om mere end blot at række amerikanske producenter en hjælpende hånd for at komme ud af en pinlig situation med overfyldte lagre, hvor prisfald truede på grund af manglende naturlig efterspørgsel. Wilson så også tydeligt, at ydelsen af »hjælpen« var en metode til at trænge ind på Europas marked med varer og investeringer, ja den kunne ikke mindst udnyttes til at styrke USA’s politiske og økonomiske kontrol over Europa langt ud i fremtiden. De mægtige krigskreditter havde banet vejen. Derfor skrev Woodrow Wilson åbenhjertigt til kongressens ledere d. 11. januar 1919: »Levnedsmiddelforsyning er på det nuværende tidspunkt nøglen til hele den europæiske situation ...«
Den 25. februar 1919 gennemførte den amerikanske regering loven om bevilling af de første 100 millioner dollars til hjælp for Europa, og samme dag oprettedes i Paris – til afløsning af en midlertidig interallieret forsyningsorganisation – datidens berømte American Relief Administration (A.R.A.) med Herbert Hoover som Europas levnedsmiddeldiktator.
I en længere periode fik Hoover og hans apparat en enestående indflydelse. A.R.A. fordelte ikke blot mad og ydede lån, begge dele på ensidigt, fastsatte betingelser. Snart krævede Hoover også kontrol med Europas kulproduktion og dens fordeling, over jernbanerne, trafikken og flodstransporten (Donau). Selv i spørgsmålene om grænsedragningen i efterkrigstiden førte Herbert Hoover et bydende sprog med tungtvejende argumenter.
Lige som Marshallplan-administrationen blev også Hoovers apparat til en institution, der af USA’s regenter blev brugt til alt. Da det kildne spørgsmål ved krigens slutning opstod, hvordan Amerika i fremtiden bedst kunne anbringe den hemmelige efterretningstjenestes agenter i Europa, skrev Wilsons personlige rådgiver og egentlige spionagechef, oberst House, den 21. november 1918 i et fortroligt brev til udenrigsminister Lansing:
»Jeg mener, at ingen af disse (spionerne) bør akkrediteres nogen som helst steder i egenskab af repræsentanter for udenrigsministeriet. Jeg foreslår derfor, at der til hver af disse udstedes et dokument fra Hoover, der ansætter dem i egenskab af medlemmer af U.S. Food Administration eller af en hvilken som helst anden organisation til ydelse af hjælp, der måtte blive oprettet«. Så sandelig bygger moderne amerikansk »hjælpevirksomhed« på både alsidige og »hæderkronede« traditioner.
* * *
Som leder af A.R.A. havde Herbert Hoover naturligvis fra første færd sin opmærksomhed henledt på, hvordan man kunne komme Sovjetstyret i Rusland til livs. Hans apparat blev fra starten af et centrum for alle anti-bolsjevikiske konspirationer. Det var intet under, at danske finansmænd som Glückstadt og Plum også hurtigt kom under Hoovers indflydelse og blev hans værktøj under interventionen i Rusland.
Det er ikke for meget sagt, at chefen for den amerikanske »hjælpe«-administration fra første dag stillede sig som hovedopgave at finde de veje, der kunne føre til Sovjetstyrets undergang på den ene eller anden måde. Allerede før Tysklands sammenbrud den 27. oktober 1918 skrev Herbert Hoover i et brev til præsident Wilson: »Vort bedste våben til at få genoprettet en regering og få tilvejebragt orden i Rusland er ydelse af hjælp i form af levnedsmidler og råstoffer ...«
Under fredsforhandlingerne i Versailles havde Hoover allerede udformet sine planer tydeligere. I et brev til den amerikanske delegation i Paris lagde han den 19. februar 1919 følgende linje: »Hele problemet om kampen mod Sovjet-Rusland må koncentreres om leverancen af stadig større og større mængder af levnedsmidler til de lande, der grænser op til det ...«
Perspektivet var klart: Gennem de amerikanske leverancer skulle landene ved Sovjetrepublikens grænse for det første tvinges ind i en aktiv anti-bolsjevikisk front, og det skulle demonstreres, at antibolsjevisme bragte brød. Men med brødkornet skulle samtidig følge våben – til militær intervention. Hoover-leverancerne skulle tvinge de »understøttede lande« til at stille soldater.
Vi har set, hvordan de danske finansmænd i kliken Glückstadt-Plum havde rettet blikket mod de baltiske lande og Finland. Det havde Herbert Hoover også, for det var hans og den britiske regerings anvisninger, vore små konspiratorer fulgte. Ser man Hoover of A.R.A.s værk i de Baltiske lande, forstår man langt bedre, hvilke planer de danske finansmænd (med regeringen Zahle-Scavenius-Staunings aktive støtte) havde andel i.
Oprindelig havde de vesteuropæiske stormagter truffet den aftale, at Finland, Estland og Letland var britisk interessezone og Litauen og Polen fransk indflydelsessfære. Det viste sig dog hurtigt, at de amerikanske monopoler (der formelt ingen zoner havde) gennem Hoover og hans administration for fuldt pres overalt søgte at gøre USA’s svagere allierede rangen stridig.
Formelt var Herbert Hoover blevet udnævnt til A.R. A.s enevældige forsyningsdiktator den 25. februar 1919, og allerede midt i marts begyndte hans agenter at sætte deres trumfer ind på den Baltiske front. Hoover ville nu skabe forudsætningerne for at erobre Leningrad via Baltikum og Finland og gennemføre Mannerheims plan, der var blevet opgivet på grund af forsyningsvanskelighederne i december. Som mellemmand med Mannerheim og de ledende finske kredse anså han danske diplomater, officerer og forretningsmænd som særlig velegnede redskaber.
På et meget tidligt tidspunkt efter våbenstilstanden synes amerikanske finanskredses interesse at være blevet rettet mod Danmark som et naturligt springbrædt frem til Østersølandenes marked. Allerede den 2. januar 1919 gengav Socialdemokraten en nytårsartikel, der var fremkommet i det amerikanske blad New York Evening Post om Skandinaviens rolle. Det hed heri:
»Den store flydende kapital i Skandinavien, de udtømte beholdninger, de udvidede fabriker og det forøgede begær efter skandinaviske varer lod forudse en uhyre vareudveksling af varer af næsten alle slags mellem USA og Skandinavien i det næste og følgende år. Som en velbeliggende frihavn nævnes København, der var en velegnet by til fordeling af alle varer fra Amerika, hvis bestemmelsessted var Finland ved Østersøen. Lukningen af mange handelsveje under krigen ventedes at ville medføre stærkt forøget indførsel fra De forenede Stater til Skandinavien af varer, der tidligere kom fra Tyskland og Rusland ...«
I begyndelsen af 1919 optrådte allerede en større amerikansk forretningsmand af skandinavisk oprindelse, Magnus Svensson, i Danmark for at undersøge mulighederne for en amerikansk »hjælpeaktion«. Ikke meget senere synes også selveste Herbert Hoover at have fået Danmark i kikkerten i forbindelse med sine europæiske »hjælpeplaner«. Med det norske finansblad Norsk Sjøfarts- og Handelstidende som kilde beskæftigede Socialdemokraten sig d. 7. februar 1919 med en artikel i Times, hvori det om Hoovers danske planer hed:
»Der er tildelt Danmark en vigtig rolle i de Hooverske planer angående Tysklands levnedsmiddelforsyning. Ifølge en meddelelse i New York Commercial har The Guaranty Trust Company (en af Morganbankerne) sendt en repræsentant til Danmark, hvor han har til opgave for amerikanske banker, import- og eksportforetagender at knytte forbindelse med danske handelskredse«.
Snart efter begyndte en hel række repræsentanter for Hoovers »hjælpeadministration« at beære Danmark med deres tilstedeværelse, og det blev hurtigt indlysende, at de fremfor alt betragtede vort land som en passende mellemstation – en udfaldsport i bestræbelserne for at vinde indpas for amerikansk kapital i de nye småstater på den anden side af Østersøen: Finland og de små Baltiske republikker. Til dette formål ønskede man at anvende nogle i større danske firmaers forbindelser.
* * *
Det første sted, man i Baltikum er i stand til at følge Hoovers store anti-sovjetiske spil, er i Estland. Den hvide estniske admiral Pitka fortæller i sine erindringer om, at han betegnende nok første gang traf Hoovers udsending ved fronten ved Walk midt i marts. »Hjælpeorganisationens« repræsentant var praktisk nok den amerikanske kaptajn og artilleriekspert Krantz. Han undersøgte et estnisk pansertogs kanoner efter alle kunstens regler. Næste gang traf Pitka igen Hooverkaptajnen ved fronten ved Pechora, inspicerende den 2. estniske division. Pitka fortæller, at kaptajn Krantz tog videre til Narva-og Pskovfronterne.
Men dernæst førte samme mr. Krantz også finansforhandlinger med Estlands hvide regering, fra hvem han d. 24. marts fik afsendt en ansøgning til Hoover om økonomisk hjælp. Som håndfæstning måtte den estniske regering til gengæld på forhånd erklære, at den var villig til at fortsætte krigen mod Sovjet-Rusland og være med til at »hindre bolsjevismens udbredelse til det vestlige og nordlige Europa.«
Hoovers næste udsending kom betegnende nok fra København, Det var USA´s daværende marineattaché ved ambassaden i Danmark John Allan Hyde. Oprindelig havde mr. Hyde i 1916-17 under Herbert Hoovers ledelse arbejdet i kommissionen for økonomisk hjælp til Belgien, var bankmand fra firmaet White, Weld and Co. og havde også nået at skrive en bog om Karl den 12.s Ruslandseventyr. Før sin Estlandsrejse var mr. Hyde Hoovers direkte bindeled med de danske finansmænds anti-bolsjevikiske liga i København.
Mr. Hyde havde en dobbelt opgave for Hoover. Også han skulle foretage økonomiske undersøgelser i Estland, og han skulle endvidere fastslå, hvordan det så ud med russiske hvidgardisttropper på den estniske front, om de kunne anvendes under et angreb mod Leningrad. Det såkaldte Nordvestkorps’ daværende chef tsargeneralen A. Rodtsianko fortæller, at korpset ved den amerikanske Københavner-attachés ankomst befandt sig i en sørgelig situation. Det var svundet ind fra 5500 til 3500 mand, og den hvide estniske regering nægtede at forsyne det. De russiske hvidgardister Rodtsianko og W. Gorn fortæller åbent i deres erindringer, at mr. Hydes mission bogstavelig talt reddede det lille hvidgardistkorps’ eksistens. Hoover sendte forsyninger til – 40.000 mand, men brødkornet måtte ganske vist betales med den dobbelte vægt i hør.
Til gengæld fik de hvidgardistiske russere et prægtigt overskud af korn til sortebørshandel, skønt der opstod en vild »broderstrid« med de hvide estere om de amerikanske leverancer. Efter levnedsmidler og beklædning fulgte senere våben og ammunition fra den amerikanske hærs lagre i Frankrig og til slut 30 aeroplaner. Som det var USA´s ambassadør i Finland mr. Haynes, der i december 1918 havde hindret etableringen af Sovjetmagten i Estland ved at overtale Mannerheim til at sende sit korps af »frivillige« over den finske bugt, var det på samme måde den amerikanske »hjælpeadministration« A.R.A. og dens leder Herbert Hoover, der i foråret 1919 forsynede og udrustede tsaristerne i det såkaldte Nordvestkorps, opretholdt dets væbnede bander og udstyrede dem til felttoget mod Leningrad. Det var netop også til dette korps, Harald Plum, Glückstadt og Co. satte deres forhåbninger i deres anti-bolsjevikiske liga.
* * *
Efter indberetningerne fra sine agenter i Baltikum var Hoover dog, samtidig med at han målbevidst stilede henimod organiseringen af overfaldet på Leningrad, blevet klar over, at det var nødvendigt at vinde tid, hvis det skulle lykkes A.R.A.s Nordvestkorps at omdanne sine demoraliserede og slet udstyrede bander til en kampduelig enhed, der kunne tænke på et offensivt fremstød mod Nordruslands hovedstad.
Ifølge de nu offentliggjorte akter fra fredskonferencen i Versailles udformede Herbert Hoover hovedlinjerne for sin nye henholdende taktik overfor præsident Wilson d. 28. marts 1919. Han foreslog en dristig manøvre: Man skulle tilbyde Sovjetregeringen at sende levnedsmidler til Leningrad fra A.R.A. på betingelse af, at den røde hær indstillede sine militære operationer på borgerkrigens forskellige fronter. Om noget almindeligt fredstilbud eller om garanti for, at også hvid gardisterne og ententehærene ligeledes afholdt sig fra offensive handlinger, var der naturligvis ikke tale.
Allerede ved de første vage efterretninger om den nye Hoover-manøvre spejdede ledende danske kredse, og ikke mindst danske forretningsmænd, ivrigt efter muligheder for at få andel i den planlagte Ruslandsgeschæft. D. 6. april 1919 kunne Politikens korrespondent i Amsterdam allerede triumferende telegrafere til sit blad: »Den amerikanske levnedsmiddelkontrollør Hoover, der opholder sig i Paris, foreslår, at der dannes en russisk levnedsmiddelkomité, der stilles under ledelse af en neutral stat, for eksempel Danmark, og at tilførslen af levnedsmidler og råstoffer foregår over København ... « (Politiken d. 6. april 1919).
American Relief Administrations planer udviklede sig dog i de følgende dage i en anden retning, men A.R.A.s Københavnercentral under Magnus Svenssons ledelse overtog ikke des mindre på Hoovers vegne at fordele hele afsendelsen af forsyninger til Polen, Finland og Baltikum via den danske hovedstad. Mellem den anti-bolsjevikiske liga og Hoover knyttedes forbindelserne på denne måde stadigt stærkere.
I de følgende uger søgte Versaillesmagterne at engagere den kendte nordmand, professor Fridtjof Nansen som mellemmand i en sådan »hjælpeaktion«, men Nansen nægtede at lade sin hjælpemission ledsage af væbnede »politistyrker«, som oprindeligt forudset, og Sovjetregeringen afviste blankt denne nye provokation, hvis hovedformål synes at have været at få samlet og aktiviseret en »femte kolonne« bag Leningradfronten til støtte for Hoover-hærens forestående angreb fra Estland.
Herbert Hoovers nye anti-bolsjevikiske taktik ved denne lejlighed gav sig naturligvis også omgående udslag i ændrede signaler i de danske finansmænds anti-bolsjevikiske liga. Dennes betingelsesløse underordnen sig den store amerikanske bagmands manøvre kan bogstavelig talt aflæses i Harald Plums breve fra disse uger. D. 10. april beordrer Plum i et telegram:
»Meddel Erik Plum, at russisk ligas kontor er i funktion med leder, som vil træne agitatorer, der skal sendes landet randt for at etablere lokale komiteer for at skaffe medlemmer. At Erik Plum skal søge en konference med Nansen, om han er enig med os, og må ikke rejse fra London, før grev Wedel er ankommet dertil.«
At den nye Hooverske taktik efterhånden helt er slået igennem i den danske filial, fremgår derefter ligeledes tydeligt af et Pariserbrev fra Erik Plum til etatsråd Glückstadt fra Landmandsbanken, dateret d. 16. april 1919:
»Kaptajn Troels Smith er idag ankommet fra København. Harald Plum har talt med ham. Det oprindelige program skal ændres til kun at omfatte Relief (føde og medicin), og at beskytte ekspeditionen med a sort of armed police. Til at lede ekspeditionen har han sikret sig kaptajn Ipsen.«
Med den daværende kaptajn Poul Ipsen dukker endnu en af den anti-bolsjevikiske ligas militære aktivister op på scenen: hr. Ipsen tilhørte i det civile liv kredsen omkring cementkongen Alexander Foss, idet han var en nevø af dennes hustru. Da Hoovers og Plums projekt om en hjælpeekspedition til Petrograd, ledsaget af et væbnet politikorps, slog fejl, opgav kaptajn Ipsen langtfra sin anti-bolsjevikiske aktivitet: Han deltog i sommeren 1919 som dansk »observatør« i den britiske flådes operationer mod den Sovjetiske flådestation Kronstadt og i andre angrebshandlinger i Den finske Bugt. Lige som sin ligesindede oberstløjtnant Erik With gjorde Poul Ipsen senere karriere i Danmarks væbnede styrker, blev admiral og havde d. 9. april 1940 kommandoen over flådestationen, hvor han desværre ikke udviste samme kampiver som i sin tid i angrebskrigen mod bolsjevikkerne.
Om den anti-bolsjevikiske ligas senere kontakt med Nansen hedder det kort i professor Bircks beretning: »Nansens stilling er meddelt i et telegram fra Erik Plum (bilag 11), hvori denne meddeler, at Nansen ikke vil have noget at gøre med militære ekspeditioner, men kun med upolitisk Relief. Telegrammet slutter med, at Transatlantisk Kompagni har tilbudt Nansen »fuld assistance fra sin russiske stab«. Et telegram fra Erik Plum af d. 18. april (bilag 12) meddeler, at de allierede har accepteret Nansens plan om humanitær Relief, og at Nansen har telegraferet betingelserne til Lenin«. Af ovennævnte grunde afviste Sovjetregeringen i en note af d. 6. maj 1919 de stillede betingelser, og aktionen løb dermed ud i sandet og fik ingen praktiske følger.
Langt hen i maj måned arbejdede Harald Plum dog tilsyneladende på at vinde Fridtjof Nansen for den anti-bolsjevikiske ligas planer. Så sent som d. 21. maj 1919 telegraferede han til lederen af Transatlantisk Kompagnis norske filial Asbjørn Thon: »Konferencen med Nansen bliver muligvis overflødig. Haxthausen kommer til Kristiania.« Den tidligere danske konsul i Moskva, ritmester Chr. Haxthausen synes i disse måneder bogstavelig talt at have rejst i fast rutefart for den danske anti-bolsjevikiske liga.
* * *
Helt holdt à jour med den store amerikanske foresatte, Herbert Hoovers hurtigt skiftende anti-sovjetiske manøvrer synes Harald Plum og Co. dog ikke at have været. Undertiden sakkede de lidt bagud. Mens Plum langt hen i maj fortsat lod sine hjælpere jage professor Fridtjof Nansen, var Herbert Hoover, i intimt samarbejde med Winston Churchill, fra at maskere sig bag hjælpeaktioner igen gået igang med at organisere åben krig, mens en strøm af forsyninger dagligt dirigeredes til Hoovertropperne i Nordvestkorpset.
Netop i den Hooverske forsyningsoffensiv indtog København en absolut nøglestilling. D. 7. juli 1919 kunne man i Politiken læse: »Under ledelse af mr. Magnus Svensson er i de sidste måneder fordelingen af levnedsmidler til Østersølandene foregået over København. Det er ikke i blinde, valget er faldet på den danske hovedstad Dens dominerende stilling ved indgangen til Østersøen gør den til en naturlig opsamlingsplads . . . Det er med god grund, København med sin i Skandinavien og ved Østersøen vel indarbejdede havn venter en lys fremtid i det kommende amerikansk-baltiske samkvem«. Fire dage senere kunne samme blad meddele, at A.R.A. indtil dette tidspunkt via København havde sendt forsyninger til et samlet beløb af over 100 millioner dollars til hvidgardisterne i Polen, Finland og Baltikum. Det var status, da Magnus Svensson i august 1919 forlod Danmark.
I januar 1921 aflagde Herbert Hoover i den amerikanske kongres en udførlig beretning om den såkaldte »Europahjælp«s første fase (marts-august 1919). Af en oprindelig bevilling på 100 millioner dollars var 94.938.417 dollars hovedsagelig blevet ydet til statsdannelser, der grænsede op til Sovjetrepubliken. Under debatten, understregede senator James Reed fra Missouri klart »hjælpen«s sande karakter, da han d. 4. januar 1921 i sin tale erklærede: »Af de af kongressen til hjælp bevilgede penge er 40 millioner dollars blevet anvendt til at gøre den polske hær kampdygtig ...«
At skabe angrebstropper mod Sovjetmagten og at sikre baglandet, havde på samme måde været formålet i Finland, de Baltiske stater og andre stater. Danmarks hovedstad var allerede i 1919 sæde for en amerikansk central til organisering af angrebskrig. Den maskerede sig bag varemærket: »humanitær hjælp«, men virkede faktisk udfra afpresningsprincippet: »Kanonføde for brød«. Samme metode kom igen til ære og værdighed i USA´s politik efter den anden verdenskrig.
I Baltikum havde Hoover imidlertid til fulde fået brug for det økonomiske tryk, han gennem sin organisation A.R.A. kunne lægge på småstaterne i frontlinjen. »Valgene« i Estland d. 5.-7. april 1919 var gået helt skævt. Hidtil havde de anglo-amerikanske interventer bygget deres indflydelse på storbondelederen Konstantin Pätz’ regering, der domineredes af partiet »Maaliit« (storbønderne) og det konservative kristelig demokratiske parti. For disse åbne lakajer for interventionspolitiken havde »valgene« været en katastrofe. De to konservative partier havde af parlamentets 120 mandater kun fået henholdsvis 8 og 4 deputerede valgt.
Det var det estniske folks klare bedømmelse af »frihedskrigen« og regenternes lakajtjeneste for vestmagter og tsarister. Landets største parti: kommunisterne, var ganske vist forbudt, men udøvede en stærk illegal indflydelse. I mangel af bedre havde vælgerne kastet deres stemmer på de to småBorgerlige partier: socialdemokraterne og det såkaldte arbejdsparti, der begge under valgkampen havde koketteret med de populære kommunistiske paroler om agrarreform og fred. Disse to partier havde et overvældende flertal i det nye parlament, henholdsvis 41 og 30 mandater.
Da parlamentet den 23. april 1919 trådte sammen, fandt der straks et regeringsskifte sted: Advokat Otto Strandmann afløste Pätz, og flertallet af ministerposterne fordeltes mellem valgets »sejrherrer«. Klogeligt nok overlod disse dog to poster til de moderate Borgerlige »radikale demokrater«, der repræsenterede 25 deputerede. Udenrigsministeriets ledelse forblev hos Jan Poska, og de radikales leder Jaakson fik lov til at beholde »ministeriet for hvid terror« – justitsministeriet. Hvordan skulle de sejrende småBorgerlige partier nu komme udenom deres egne demagogiske valgparoler?
I begyndelsen af maj besøgte den kendte finske højresocialdemokrat Vainø Tanner Estland for at give gode råd til sine nervøse partifæller. Ved sin hjemkost gav han det klarest muligt billede af situationen i Finlands lille sydlige nabostat. Overfor pressen forklarede Tanner:
»Estland længes efter fred. Soldaterne og bønderne kræver fred. Ungarns forslag om mægling under forhandlinger om fred vil ikke blive antaget takket vare truslerne fra de allierede og Finlands side. De allierede truer Estland med at afbryde alle levnedsmiddelleverancer og med at berøve det enhver hjælp, hvis Estland blot påbegynder forhandlinger. Den finske gesandt dr. Kallas har overfor Estlands regering erklæret, at Finland i dette tilfælde vil afbryde den diplomatiske forbindelse med Estland ...«
Ikke mindre klart så Estlands daværende udenrigsminister Jan Poska på situationen. I sin Pariserdagbog noterede han om de store allieredes trusler: »Hvis vi slutter fred imod deres vilje, vil vi ikke mere have brug for våben. Men eksistere ønsker folk dog også i fredstid. Herved holder de allierede os i deres hule hånd . . .« I en sådan pinlig situation kommer under tiden små lande, der opbygger deres politik til gyldne løfter om »filantropisk hjælp« fra visse imperialistiske stormagters side. Det sker også idag!
Herbert Hoover »løste« personligt »fredsproblemet« for regeringen i det lille Estland, der i nogle uger var blevet sat på sultekur med hensyn til levnedsmiddelleverancer. I begyndelsen af maj telegraferede lederen af den amerikanske militærmission i Baltikum, oberst Warwick Green til Hoover, at Estland ville slutte fred, hvis der ikke omgående kom amerikanske levnedsmidler til Tallin. Estlands regering var blevet gjort mør og havde bevilget: »Kanonføde for mad«. Hoover telegraferede omgående, at der øjeblikkelig skulle indtræffe et skib med forsyninger – på de kendte betingelser. D. 16. maj kunne det Borgerlige estniske blad »Pjaevaleht« meddele: »Lederen af den amerikanske mission har erklæret, at der d. 16. eller 17. maj til vor hovedstad vil ankomme damperen »Dancy« med en ladning på 200 tons levnedsmidler. De gives os på kredit, fordi Amerika herigennem vil udtrykke sin oprigtige sympati for Estland.« Fra d. 21. maj til d. 26. august ankom yderligere 7 amerikanske dampere med amerikanske forsyninger fra Herbert Hoover. Ladningerne skulle senere betales såvel med dollars som med estniske soldaters blod.
Da Estlands nye regering endelig var krøbet til korset, afsluttedes d. 27. maj 1919 i London en formel økonomisk aftale mellem den lokale estniske handelsattaché A. Puhk og de amerikanske monopolers befuldmægtigede Max Rabionow om dannelsen af et »fælles« aktieselskab »Revalis«, der fremtidig skulle monopolisere al handel med amerikanske og sydamerikanske varer i Estland. I juni afsluttedes derefter kontrakt om, at Estland fik »lov« til at købe forsyninger til et beløb af 18 millioner dollars fra de amerikanske lagre i Frankrig. Det var varer, der blev betalt med priser, der var 1 ½ til 2 gange højere end verdensmarkedets almindelige pris. Også en typisk form for Herbert Hoovers »hjælp« til sultende lande.
Estland fik også varer, det slet ikke havde brug for, på samme konto: derunder et større parti kartofler, som der fandtes til overflod af i landet i forvejen. Herom berettede Estlands finansminister Kukk d. 21. august i parlamentet: »I øjeblikket er der megen diskussion om, at vi hos Amerika har købt kartofler, som vi ikke har brug for. Vi købte dem, ikke fordi de var nødvendige for os, men fordi man ikke uden kartoflerne ville give os andre varer«. Det er vist det, man kalder »handelens frihed« i moderne sprogbrug. Hoover og Co. fik også påduttet det arme lille Estland en masse fordærvede varer under »Revalis-aftalerne«. De var ubrugelige, men prisen var høj nok endda.
Ved sådanne metoder får imperialistiske stormagter undertiden småstater til at udrede en »passende part« af de stores krigsudgifter. Metoderne har heller ikke været helt ukendte efter den 2´ Verdenskrig, med dertil hørende »hjælpevirksomhed«. Man kan desværre ikke med H. C. Andersen sige: »Ak hvor forandret« om vor vestlige verden.
Men hovedprisen for Hoovers amerikanske hjælpevirksomhed havde det estniske folk måttet udrede på en helt anden måde. D. 18. maj telegraferedes fra Reval kort og oplysende:
»Den estniske generalstab har i aften udsendt følgende meddelelse: I retning af Gatsjina er ved floden Luga fire fjendtlige dampere idag faldet i vore hænder i nærheden af byen Feodorovka. Vore tropper har taget byerne Siska-polkino, Kornevo og flækken Koporja. Et detachement tilhørende Nordvestkorpset har erobret stationen Moloskovittsa og fortsætter nu fremrykningen. I retning af Raskopol koncentreres nye styrker ...«
Det var de gyldne frugter af de estniske højre-socialdemokraters og deres forbundsfællers »magtovertagelse«. De tvangsmobiliserede estniske tropper, der kun ønskede fred, måtte i fremmed tjeneste deltage i Herbert Hoovers og Churchills togt mod Leningrad sammen med tsaristerne i general Rodtsiankos hær.
Dokumenterne fra »fredskonferencen« i Versailles viser, at selveste Herbert Hoover d. 23. maj 1919 var mødt op på de allieredes udenrigsministermøde, hvor han talte for, at man skulle fremskynde Leningrads erobring og fremfor alt »opmuntre« de estniske hvidgardisters aktivitet. I forvejen havde Wilsons udenrigsminister, mr. Robert Lansing, rettet en henvendelse til samme Hoover med en forespørgsel om, hvilke forholdsregler der kunne træffes til at forsyne Judénitj’s hær, »hvis operationer må anses som særlig vigtige«. Millionæren og levnedsmiddeldiktatoren Hoover handlede ikke på egen hånd sammen med Churchill. Han havde også USA´s regering og »idealisten« Wilson i ryggen.
Under Nordvesthærens juni-fremstød mod Leningrad var Herbert Hoover i den grad indstillet på erobringen af nord-Ruslands hovedstad, at alle forberedelser til hans forsyningsaktion var afsluttet. Judénitj-udsendingen Kirdétsov, der i sommeren 1919 besøgte Paris, vendte tilbage til Helsingfors og informerede Judénitj’s politiske råd om, at han i Paris havde læst et telegram fra Hoover til dennes udsending i den finske hovedstad, hvori det hed: »Hvis Petrograd bliver besat, vil amerikanerne i løbet af 36 timer begynde at uddele levnedsmidler til Petrograds befolkning«.
Det var til Hoovers »beskidte krig«, danske finansmænd som direktør Aage Westenholz, Emil Glückstadt, Harald Plum og general With havde leveret »frivillig« dansk kanonføde, vildledt af pressens hetz mod Sovjetrepubliken og tom snak om »frihedskamp«. Det var under disse begivenheder, at også den internationale anti-bolsjevikiske ligas danske chef igen fattede den nye drejning i forbilledet Herbert Hoovers taktik. D. 21. juni 1919 skrev han begejstret til sin meddirektør i Transatlantisk Kompagni, direktør Oluf Aarestrup, der på dette tidspunkt befandt sig i New York:
»Verdensfrimærket (til fordel for Frankrigs genopbygning) er en æressag. Den russiske liga er en livssag. Støt den i New York. Jeg håber, De kan returnere via Moskva, idet De enten rykker ind dér sammen med Koltjak, eller vi kommer fra denne side med de store kræfter, som vi nu hver dag samler sammen til attaquen fra denne side, så bolsjevismen endelig kan få sit dødsstød. Det ville være en oplevelse, hvis vi mødtes igen i Moskva i stedet for her, næste gang vi ses ...«
Interventionen i Baltikum i 1919 var også dansk kapitalismes aggressive krig, et bidrag i bestræbelserne for at knuse Sovjetmagten, for at skaffe dansk pengemagt andel i Ruslands rigdomme ved at røve fra Sovjetfolkene.
Det er værd at bemærke og understrege, at de danske finansmænds anti-bolsjevikiske liga ikke indskrænkede sin virksomhed mod Sovjetterne til dansk område. Ligaen udfoldede, hånd i hånd med sine større bagmænd, en livlig aktivitet for sine projekter i både Finland, Sverrig og Norge. Herom vidner både dokumenterne fra Harald Plums korrespondance, der senere blev gennemgået af bankkommissionen i 1923, og en række andre nu tilgængelige materialer.
Den danske liga synes faktisk en overgang at have fungeret som et særdeles aktivt anti-bolsjevikisk centrum for alle de nordiske lande. Ligaens virksomhed i vort større broderland Sverrig kan tydeligt spores i professor L. V. Bircks fortrolige beretning, hvor denne skriver:
»Den 15. marts skriver Plum til direktør Weidel, chef for Transatlantisk Kompagnis Stockholmsafdeling (bilag 4). Han meddeler, at der gennem den russiske ambassade er indgået meget optimistiske telegrammer (om Koltjaks offensiv?). Vanskeligheder er imidlertid indtrufne. Navnene på de danske herrer, der er indtrådt i ligaens repræsentantskab, opgives i et telegram, der ikke forefindes ...«
Beretningen gengiver ligeledes en rapport fra direktør Weidel om ligaens arbejdsmetoder i Stockholm. Det er typisk, at man også her betjente sig af ritmester Chr. Haxthausens hemmelighedsfulde dagbog (om forhandlingerne med marskal Foch) for at vinde bedre indpas i ledende svenske kredse. I Weidels brev, dateret den 20. april 1919, hedder det ifølge Landmandsbankberetningen:
»Direktør Bernström er syg, men har interesse for interventionen og har debatteret sagen og læst Haxthausens dagbog sammen med general Bränström, svensk gesandt i Petrograd. Svensk udenrigsminister Hellner har også læst Haxthausens dagbog. Bernström mener, at Harald Plum skal påvirke Branting og Marcus Wallenberg. Fra statsråd Rydéns privatsekretær ved han, at det er håbløst at regne med socialistpartiets hjælp, men den af Pariser-atmosfæren påvirkede Branting kan muligvis vindes ...«
Vi ser her, hvorledes det ved hjælp af den mystiske Haxthausen-dagbog er lykkedes Plum og Co. at trænge helt frem til inderkredsen omkring den senere socialdemokratiske premierminister Hjalmar Branting og Sverrigs daværende udenrigsminister: hr. Hellner. Det er blot beklageligt, at den famøse dagbog, der stadig dukker i op som et af nøgledokumenterne vedrørende hele den anti-sovjetiske ligas virksomhed, aldrig er blevet gjort tilgængelig for det danske folk. Læsningen heraf ville sikkert afsløre et yderst interessant stykke Danmarkshistorie fra efterkrigstidens inderkreds.
Gennemlæser man de erindringer og dagbøger fra interventionstiden, der er blevet udgivet af den hvidgardistiske russiske finansmand M. S. Margulies, som i foråret 1919 rejste til Paris og London for at få organisere en verdenskampagne mod bolsjevismen, vil man også her finde spor af den interesse, der var rettet mod Sverrig. Margulies gengiver d. 10. april 1919 en samtale med den franske udenrigsminister Picbon, overfor hvilken også han foreslog en »forsyningsoffensiv« mod bolsjevismen og udrustning af de hvide på nordvest fronten: »Pichon sagde, »at englænderne og amerikanerne foretog sig noget i retning af, hvad jeg foreslog. De vil føre forsyninger frem gennem Sverrig«. Af samme dagbog fremgår det i øvrigt ligeledes, at samme Margulies ; d. 14. april i Paris havde en personlig sammenkomst med Branting, med hvilken han drøftede formerne for den anti-bolsjevikiske propaganda.
Hvad Sverrigs mægtigste pengefyrste Marcus Wallenberg angår, så var hans tilknytning til den anti-sovjetiske intervention klar: hans gruppe havde haft særlig store finansielle interesser i Rusland, og traditionelt havde huset Wallenberg allerede fra faderens tid stået i det mest intime samarbejde med de danske Glückstadt’er og Landmandsbanken, der var hovedfæstningen bag den anti-bolsjevikiske liga i Danmark.
Da hr. Margulies (der senere blev en af ministrene i Judénitj’s hvide regering) d. 24. april 1919 havde en konference med en udsending for den russiske hvide komité i Helsingfors: hr. Kirdétsov, der via Stockholm lige var kommet til Paris, kunne denne da også berette om den hvervevirksomhed, som i Sverrig blev udfoldet for at samle »frivillige« til den anti-bolsjevikiske front ved Østersøen. Det hedder i dagbogen: »Svenskerne er parat til at stille 2000 soldater for at omstyrte bolsjevikkerne for at forsvare Sverrig mod dem«.
På den økonomiske front etablerede Sverrigs forretningsverden også hurtigt intim forbindelse med de russiske hvidgardister i Helsingfors. Da Judénitj’s »regeringskomité« i sommeren 1919 ikke kunne få trykt pengesedler til en ny hvidgardistisk »valuta« i Finland, hvor man talte åbent om falskmønteri, gik svenske forbindelser straks med til at trykke nye rubelsedler til et beløb af 1,2 milliarder. Samtidig blev der ligeledes i Sverrig – både for egen og for tysk-amerikansk regning – drevet en omfattende spekulation i leverancer til Judénitj’s hær og den hvide forvaltning i de besatte områder.
* * *
For Norges vedkommende har vi allerede fulgt Plum-ligaens energiske bestræbelser for at kapre professor Fridtjof Nansen for de anti-bolsjevikiske konspirationer. Resultatet blev dog i hovedsagen negativt. En nær forbindelse opretholdt Plum-gruppen derimod tilsyneladende med sine store norske partnere i Transatlantisk Kompagnis og Jørgen Sehesteds store russiske skovspekulation. Med datidens store revolutionære opsving i norsk Arbejderbevægelse var jordbunden i Norge ikke særlig velegnet til ligaens frikorps-eksperimenter. Derimod var man på et tidligt tidspunkt vidne til, hvordan også norske finansgrupper drev en omfattende økonomisk spekulation i forbindelse med interventionsbestræbelserne på linje med Plum og Co. Denne side af sagen var en typisk inter-skandinavisk foreteelse.
I Norge havde man fra første færd observeret de allieredes krigerske spekulationer omkring tsargeneralen Judénitj. Men havde ikke mindst haft et vågent øje for de omfattende amerikanske forholdsregler til at drive forretning i stor stil, hvis det skulle lykkes at erobre det på grund af blokaden og krigen frygteligt underforsynede Leningrad. Fra tiden omkring d. 1. marts 1919 foreligger der en interessant indberetning fra den russiske hvide militærattaché i Oslo, hr. Weimarn, til den hvidgardistiske ambassade i London. Under en omtale af mulighederne for hurtigt at skaffe Judénitj og hans »hær« forsyninger skriver attacheen fra Oslo i sin beretning:
»Idet jeg har undersøgt mulighederne for at ordne sagerne i ovenomtalte retning, skal jeg fremsætte følgende forslag: Til mig har henvendt sig en repræsentant for et norsk-amerikansk konsortium, den norske mekaniske ingeniør Malisjevski, der under krigen arbejdede med leverancer til Murmanskbanen. Han har bedt mig om at bringe følgende til den øverste herskers (admiral Koltjaks) kundskab: Konsortiet, der råder over en tilstrækkelig tonnage selv og ligeledes over lagerhuse i Bergen Og agenturen i Amerika, vil påtage sig – i tilfælde af hurtige bestillinger af levnedsmidler og forsyninger som: mel, gryn, kondenseret mælk, sukker, ost, kød, fisk, konserves, undertøj i partier, fodtøj, klæder og lignende – at koncentrere disse varer i en hvilken som helst mængde, det måtte være påkrævet, i Bergen i løbet af april måned, parat til afsendelse til Østersøen efter ordre. Der gives kredit . . . Ville det ikke i betragtning af det ovenfor fremstillede være hensigtsmæssigt at give Deres militær- og marineattaché fuldmagt til at indlede forhandlinger med Malisjevski, der d. 5. marts afrejser fra Kristiania til Amerika. Jeg beder Dem telegrafere om den beslutning, der bliver truffet. Hvis nævnte operation anses for ønskelig, vil jeg anse det for hensigtsmæssig, i forbindelse med Judénitj, at overdrage ledelsen af disse ting i Bergen til kaptajn af 2. grad Georgio Wilson, der befinder sig i Helsingfors, for at denne kan varetage vore finansielle interesser ved indskibningen af de varer, der er koncentreret i Skandinavien.«
Vi præsenteres her for interventionseventyrets anden side for de nordiske »finansmænd«: Der blev drevet en fantastisk og uhæmmet spekulation i varepartier, der importeredes fra Amerika med tanke på videresalg østpå i samme øjeblik, det lykkedes at »besejre bolsjevismen« ved et militært fremstød. I de af blokaden hærgede russiske områder ventede de skandinaviske og ikke mindst danske, »finansmænd« at finde et uvurderligt marked for reeksport og salg til sortbørs priser, der skulle indbringe de »forudseende« spekulanter og opkøbere en millionfortjeneste. Overalt fra Skandinaviens handelscentre spejdede disse kredse i febrilsk spænding frem mod den dag, da Judénitj’s tropper og de hvervede »frivillige« åbnede det store marked i Leningrad »for normal handel«.
Det var ikke blot i Bergen, spekulanterne var i fuld aktivitet for at være på pletten. Det så ikke anderledes ud i Københavns frihavn. Også her hobedes store lagre, bestemt for Østersøen, sig op, ofte indkøbt i Amerika til overpriser. Det er sådan, de store krigerske monopoler blandt andet »fordeler risikoen« mellem deres mindre og svagere partnere. Dette var en anden, og ikke mindre skæbnesvanger, side af den anti-bolsjevikiske ligas virksomhed. Da de hvide generaler definitivt var slået, og prisfaldet satte ind, lå mange af spekulationslagrene der endnu. Da var tiden inde, hvor de nordiske lande måtte betale kontant for deres herskende lags anti-sovjetisme.
* * *
Det er ikke blot i danske dokumenter og beretninger, man kan finde materialerne om den anti-bolsjevikiske ligas virksomhed. Denne danske »indsats« har også sat sine spor i de russiske hvidgardisters omfattende memoirelitteratur. I den omtalte »hvide« Judénitj-minister M. S. Margulies’ dagbogsoptegnelser (der udkom på russisk under titlen: »Interventionens år«) finder man interessant nok også en skildring af samvirket mellem hr. Margulies og et par af den danske anti-bolsjevikiske ligas spidser. Under hvidgardistens Pariserophold støder vi i dagbogen under datoen d. 24. april 1919 på et referat af en sammenkomst med ligaens daværende udsending til den franske hovedstad, direktør Erik Plum. Det hedder:
»Jeg spiste frokost sammen med kontreadmiral S. A. Posokov og danskeren Erik Plum. Vi talte om den danske komité til kamp mod bolsjevikkerne. Den er grundlagt af forretningsfolk, der har interesser i Rusland, ejendom i Petrograd. (Efter Torngrens, en finsk udsendings ord er bevægelsen i London ligeledes rejst af fabrikanter fra Petrograd, englændere). Posokov er ikke helt klar over, om komiteen råder over pengemidler, men han mener, den gør det. Efter danskerens fremstilling har alle forsøg på at modtage støtte fra firemandsrådets – fredskonferencens – side været uheldige. Deres plan er at hjælpe Judénitj og udnytte de forsyninger, som Nansen skal bringe frem, til samtidig at ankomme til Petrograd med forsyninger og geværer. I dette forsøg har nordmænd og svenskere kun taget meget svag del. Posokov fortæller, at der foretages lignende forsøg i Schweiz. Dér er også en komité for forsyninger med fodtøj, klæder og levnedsmidler med det samme formål.«
Her løftes endnu en lille flig for den anti-bolsjevikiske ligas arbejdsmetoder og for kernen af megen StorBorgerlig »hjælp og velgørenhed«: Dækket bag forsendelserne af levnedsmidler til det sultende Petrograd havde man også tænkt sig en udflugt i våben for at styrte den socialistiske regering. For Danmarks vedkommende skulle den senere admiral Poul Ipsen lede den sidste del af aktionen – til glæde og gavn for sin rige slægtning Alexander Foss vel sagtens. Han måtte dog som anført nøjes med deltagelsen i den britiske flådes angreb på Kronstadts forter samme sommer.
Den anden mariner, der optrådte som Erik Plums impressario på Parisermarkedet for interventionen, var den omtalte admiral Posokov, en svoger til de russiske hvides »øverste hersker«: admiral Koltjak. Da professor Birck senere herhjemme undersøgte Landmandsbankens papirer, studsede han også over navnet Posokov. Denne, Plums omgangsfælle, havde trukket temmelig betydelige »forskud« på det sammenbrudte Transatlantisk Kompagnis konto. På denne måde skaffede den anti-bolsjevikiske liga sig ofte forbindelser.
Den senere hvide minister Margulies må have fundet samværet med direktør Erik Plum så udbytterigt, at han allerede næste morgen traf ham igen på hans hotel. Under d. 25. april 1919 står noteret i dagbogen:
»Kl. 10 hos danskeren Plum. Han står i spidsen for et verdensomfattende handelsfirma. Hele det arbejde, Københavnerkomiteen for kamp mod bolsjevismen udfører, har hidtil været begrænset til propaganda i pressen mod bolsjevikkerne og til hjemsendelsen fra Danmark af russiske krigsfanger med en bolsjevikisk indstilling. De ikke bolsjevikisk indstillede krigsfanger er blevet tilbage i Danmark i et antal af en 3-4 tusinde. Men sammen med den danske regering har man besluttet på stedet at uddanne disse til krigstjeneste for at udnytte dem mod nord (den baltiske front). Deres komité (i København) har endnu ikke indsamlet penge, men hele Skandinavien kan give 20 millioner kroner, hvis man er overbevist om, at den kommende russiske regering vil betale dem 6 % og yde første klasses sikkerhed. Hvem der kan indgå på en sådan forpligtelse, ved han ikke selv. Han vil tale med den australske premierminister Hughes og bede denne tage initiativet til en alvorlig indgriben i operationerne mod nord. Vi talte om reklamekarakteren af de efterretninger, der indløber fra Sibirien: Store sejre næsten hver dag, gæring bland bolsjevikkerne og lignende. Kontreadmiral Posokov har mødt Koltjaks hustru her i Paris. Hun siger: Kendskabet til hendes mands karakter siger hende, at han ikke ville tillade overdrivelser i efterretningerne, som ellers også ville have foruroliget hende.«
Endnu et strejflys kastes over regeringen Th. Zahle- Staunings aktive rolle i den hemmelighedsfulde forberedelse af den anti-sovjetiske intervention sammen med spidserne for den anti-bolsjevikiske liga: Som man efter hemmelig forståelse tolererede både hvervning og afsendelse af Westenholzkorpset, blottedes her aftalen om at hverve og uddanne russiske krigsfanger fra Horserødlejren for at indrullere dem i Judénitj hæren.
Som bekendt gik Erik Plums næste udflugt til London blandt andet for at virke for, at Mannerheims tropper blev draget med ind i det planlagte fremstød mod Petrograd. Som det fremgår af bankkommissionens beretning, samvirkede Plum her med lensgreve Bendt Wedell, en kollega fra Sehesteds eventyrlige russiske selskab, som rådede over arealer, der var på størrelse med hele Lolland! I Englands hovedstad strejfede hr. Margulies i øvrigt igen den Plum’ske virksomhed. I sin dagbog for d. 2. maj 1919 noterer hvidgardisten: »Jeg rejste til London. Admiral Posokov modtog mig på banegården og meddelte, at Plum havde været hos Hughes (Australiens premierminister), som han nøje havde forklaret stillingen i Petrograd og nødvendigheden af at understøtte Judénitj. Hughes havde lovet i løbet af ugen i London at tale indgående med Lloyd George derom.«
Gik englænderne netop i begyndelsen af maj 1919 definitivt med til aktivt at understøtte en aktion fra Judénitj-styrkerne mod Leningrad, ved vi fra anden side, at Erik Plum stødte på en voldsom modstand i England, hvor det drejede sig om, på dette tidspunkt, at drage Finland med ind i felttoget, som Mannerheim foreslog på visse betingelser, vi senere skal vende tilbage til. Et opblussende både finsk-britisk og amerikansk-britisk modsætningsforhold dannede her baggrunden for et foreløbigt britisk veto.
* * *
Kan man punkt for punkt følge sammenspillet mellem Herbert Hoovers og den danske anti-bolsjevikiske ligas projekter, er der måske dog grund til også lidt nærmere at se på ligaens russiske forbindelser bortset fra hr. Margulies. Fra afbrydelsen af den diplomatiske forbindelse med Sovjetrepubliken i december 1918 havde ligaens folk sat deres kort ind på forbindelse med Mannerheims person og på medlemmer af en anti-bolsjevikisk komité af hvide russere i Helsingfors. Imellem de sidste var gamle forretningsforbindelser af Plumkoncernen.
Der var i december blevet dannet en første kim til en hvidgardistisk regering i Finlands hovedstad. Den prægedes oprindelig af det yderste russiske højre: tsaristerne, som i 1918 havde samlet sig om storfyrsterne Kyrill og Paul. Komiteens første formand var den tidligere tsarminister Alexander Trepov, der som sine nærmeste hjælpere havde viceformændene fyrst Vladimir Wolkonski og Petrogradfinansmanden E. Grube. I komiteen fylkedes i øvrigt rige feudalherrer som grev Buxhövden, direktøren for den store gummifabrik Treugolnik i Petrograd F. V. Utemann, lederen for forsikringskoncernen Rossia, Dobrynin, med flere. Alle repræsentanter for tsarens Ruslands. Det var særlig indenfor denne fløj, den anti-bolsjevikiske liga gennem Erik Plum og Harald Scavenius havde deres nære forbindelser.
Men nævnte folk havde én lille »svaghed« i deres hidtidige kontrarevolutionære virksomhed: De havde under tyskernes besættelse af Finland samarbejdet med von der Goltz, og sat kortene på et sejrrigt tysk felttog mod Sovjetmagten. Senere havde de skyndt sig at slutte sig til amerikanerne og Hoover. Englænderne havde imidlertid været først på pletten i Finland, og de havde krævet udrensning af de tyskvenlige elementer af komiteen. På en konference i Viborg i januar 1919 erstattedes tsarministeren Trepov først med professor Kartasjev, der havde været Borgerligt medlem af Kerenskis provisoriske regering, og gradvist afløstes Petrograd finansmændene én efter én af en anden anglofil kapitalistgruppes ledere, der samlede sig om de to kaukasiske oliespekulanter Lianotsov og Mantasjev. Som militær leder dukkede samtidig general Judénitj op: tsarist, men anglofil.
Med dette hvidgardistiske »vagtskifte« i Helsingfors var både den danske anti-bolsjevikiske liga og Herbert Hoover lige utilfredse. Det var gamle forbundsfæller i russisk finansverden, der degradéredes ved engelsk indgriben. Om Hoovers sympatier i Helsingfors-intrigerne fortalte Margulies allerede d. 3. maj 1919 i sin dagbog under opholdet i London:
»Af de største engelske kapitalister, der er interesserede i russiske anliggender, holder Urquhart (fra Kysjtym-værkerne) på gruppen E. K. Grube og F. V. Utemann. Han er modstander af Judénitj fløjen og støtter general Arseniev, der atter støtter sig på de finske jægere, der er udgået fra den tyske skole.«
Men mangemillionæren Leslie Urquhart var som nævnt netop Herbert Hoovers kompagnon i kæmpetrusten Russo-Asiatic Company. Mellem denne koncern og sir Henry Deterdings britisk-hollandske olietrust: Royal Dutch Shell stod i virkeligheden den indre kamp om sammensætningen af den komité, der skulle forberede et fremstød mod den tidligere russiske hovedstad. Landmandsbanken og Transatlantisk holdt på Urquhart-Hoover kombinationen, men til stor utilfredshed for folkene i den danske anti-bolsjevikiske liga var det Henry Deterdings »kaukasiere«, der kom ind i nøglepositionerne som Judénitj’s rådgivere i Helsingfors.
En taktisk fordel havde Plum og Co. dog: General Judénitj udnævnte af praktiske grunde grev Buxhövden til sin første repræsentant i København, som et egnet bindeled til den anti-bolsjevikiske liga og Harald Scavenius. Denne tsarist hørte betegnende nok med til lederne af tsartidens »sorte hundreder«. Ifølge Margulies fortalte den kendte Borgerlige skribent I. V. Hessen, at han under et ophold i København havde været vidne til, hvordan enken efter den tidligere russiske finansmand og »liberale« minister Sergej J. Witte reagerede, da hun hørte, at grev Buxhövden var blevet Judénitj -repræsentant i Danmarks hovedstad. Hun for op: »Ja, se denne – morder. Jeg har dokumenter i min hånd, der viser, hvordan han forberedte et mord på min mand«. Hessen berettede senere denne scene til Judénitj, der blot skal have sagt: »Hvad, forberedte han også et mord på Witte? Jeg troede kun, at han lod Jollos myrde.« Den sidste var et oppositionelt medlem af Rigsdumaen, der blev dræbt af »de sorte hundrede« i perioden efter revolutionen i 1905.
Men som sagt, det var netop hr. greve Buxhövden, der i 1919 var bindeled mellem tsaristen general Judénitj og de danske finansmænds anti-bolsjevikiske liga. Vi skal se, hvordan både Harald Scavenius og Plumfolkene søgte at gribe ind i de forskellige russiske gruppers stridigheder under forhandlingerne mellem ligaen, Mannerheim og Judénitj’s politiske komité, da oliemagnaterne havde fået det afgørende overtag i kappestriden.
Var Plumligaens hovedforbindelse Hoover og Co., udelukkede det dog ingenlunde lidt selvstændig forretningsaktivitet fra de lokale russiske hvidgardisters og ligafolkenes side. Før sin indtræden i Judénitj’s »regering« opholdt hr. Margulies sig en ugestid i København i begyndelsen af juli 1919. Her omgikkes han også de hvidgardistiske »Røde Kors« folk, der samarbejdede med den danske liga. D. 10. juli 1919 noterede han i sin Københavnerdagbog:
»Jeg talte med A.D.Tjamanski (den tidligere direktør for Røde Kors’ hovedkomité). Han har på en eller anden måde udrettet noget for Nordvestarmeen gennem en repræsentant for Røde Kors i København, Blum. Selv Tjamanski råder mig til at købe det nødvendige hos tyskerne, der leverer meget billigere end amerikanerne og englænderne. Blum viste mig amerikanske tilbud, der lå 25 % over de lokale priser. Han mente også, at amerikanerne med hensyn til levnedsmidler havde en enorm fortjeneste, og at det var nødvendigt at indtage en reserveret holdning overfor dem.«
Næste dag beskæftigede Margulies sig i sin Københavnerdagbog med samme emne: »Jeg forhandlede med Tjamanov om af Røde Kors’ reserver at modtage alt, hvad der ville være nødvendigt for den første periode for Petrograd, efter at den var blevet besat. Tjermanov er befuldmægtiget for Koltjak som repræsentant for Røde Kors, og han modtager også fra denne bestillinger for hans hær . . . Efter udsagn fra en funktionær i Røde Kors giver tyskerne i København tilbud angående meget materiel fra den russiske indendanturs depoter. Et komplet sæt bestående af en kappe, gymnastiksko og bukser udbydes for 125 tyske mark. Der er også mange tæpper fra vore tidligere depoter.«
Det var intet tilfælde, at hr. Margulies stødte på denne tiltagende tyske virksomhed netop i København. Den aktivitet, der hidtil var blevet udfoldet af Hoovers A.R.A., nærmede sig sin afslutning i den hidtidige form. Efter Versaillesfreden og blokadens ophør skulle man igen gå over til forskellige former for »normal handel« i stedet for »hjælp«. Den danske anti-bolsjevikiske ligas spidser var ikke sene til at spejde efter nye muligheder. Og ved siden af importen af amerikanske varer begyndte man i stigende omfang også at interessere sig for billigere tyske tilbud, der kunne give en god fortjeneste ved videresalg mod øst. Landmandsbankgruppen og Harald Plum og Co. havde i ligaen også stærkere og stærkere engageret sig på »den tyske linje« i spekulationen under interventionen i Rusland. Selv amerikanske kredse var også slået ind på denne indbringende vej til omsætning og profit.
Medens den danske anti-bolsjevikiske ligas spidser i de økonomiske problemer, vareindkøbene til et erobret russisk marked iberegnet, lod sig lede af den amerikanske levnedsmiddeldiktator Herbert Hoover, kan det med samme sikkerhed fastslås, at ligaens »militære« dispositioner var inspireret direkte fra det allierede krigsråd i Versailles. Programforandringer hos ententegeneralerne gav sig omgående tilsvarende udslag i den danske ligas dispositioner. Klart kom fjernstyringen af ligaens folk frem i forbindelse med Westenholzkorpsets indsats i Baltikum.
Oprindelig var det meningen, at det danske frikorps skulle have været sendt til Letland. D. 24. januar 1919 meddelte Berlingske Tidende sine læsere om frikorpsets planer:
»Med de tre lettiske ministre, der en tid har opholdt sig her i byen og idag rejser til Stockholm, er der ført underhåndsforhandlinger om dannelsen af et frivilligt korps, helst på 1000 mand, der skulle afgå til Letland for at deltage i kampen mod bolsjevikkerne. De pågældende forhandlinger førte ikke til et så afgørende resultat, at der på dette tidspunkt vil blive rettet nogen henvendelse til offentligheden om indmeldelse i et sådant korps. Spørgsmålet står stadig på, om letterne kan garantere, at de kan skaffe penge. Besked herom kan måske ventes i en meget nær fremtid, men indtil da rettes der kun rent private forespørgsler til unge danske, der kan tænkes at ville være deltagere i den eventuelle hjælpeekspedition.«
Noget ganske tilsvarende skete i vort naboland Sverrig. Også her førtes agitationen for et lignende frikorps i begyndelsen udfra den forudsætning, at det var i Letland, der skulle sættes ind. Ja selv de danske socialdemokratiske spidser var ude for et lille uheld i deres »psykologiske« understøttelse af interventionen i Baltikum. Gående ud fra, at Letland skulle stå i brændpunktet, fik de arrangeret mødekampagnen med den lettiske anti-bolsjevik dr. M. Leepa som taler, medens Estland, der blev opmarchpladsen for de skandinaviske frikorps, »forsømtes«.
Få uger efter Ulmanis-forhandlingerne var det imidlertid ikke de hvide letter, men deres estniske kollega Karl Menning, der underskrev kontrakterne med de danske Westenholz-frivillige. På samme måde gik det de svenske »frivillige« d. 25. februar 1919 i Estland, der slet ingen anti-bolsjevikisk front havde indenfor landets grænser på dette tidspunkt. Der var ganske åbenlyst nogle højere magter, der havde revideret de oprindelige planer om, hvor »friheden« skulle forsvares.
* * *
Vil man have en udtømmende forklaring på den nævnte skandinaviske programændring, vil man med udbytte kunne undersøge de direktiver, ententehærenes øverstkommanderende, marskal Foch, d. 25. januar 1919 tilstillede den tyske våbenstilstandsdelegation om de tyske styrkers opgaver på østfronten, der på dette tidspunkt var skrumpet ind til 130.000 mand i fremadskridende opløsning på hele den lange kamplinje fra Ukraine til Baltikum.
Fochs anvisninger gik ud på, at de tyske styrker fremtidigt skulle koncentreres på afsnittene i Litauen og Letland, medens de blev trukket tilbage fra andre frontafsnit. Resultatet heraf var, at Pilsudskis hvide polske styrker ved østgrænsen skulle træde i direkte kampkontakt med den røde hær øst for den polske grænse ved at overtage de stillinger, der nu blev rømmet af de tyske divisioner. I Ukraine overtog polakkerne på denne måde d. 8. februar 1919 det vigtige jernbaneknudepunkt Kovel. På hviderussisk område overtog polakkerne på samme måde fra tyskerne d. 10. februar Brest-Litausk, d. 12. februar Kobryn og d. 13. februar den vigtige by Volkovysk. De indtog således på hele fronten vigtige udgangsstillinger for en offensiv mod bolsjevikerne udenfor Polens egne grænser.
Den senere langvarige polsk-sovjetiske krig begyndte ikke, som man ofte gennem oplagt historieforfalskning har yndet at fremstille det, som følge af et »overfald« på Polen fra den røde hærs side, men ved at polakkerne i midten af februar 1919 skred til angreb på den Hviderussiske Sovjetrepubliks område. Som et led i denne polske aggression blev Sovjettropperne d. 26. februar fordrevet fra Slonim og d. 5. marts 1919 fra Pinsk i Pripjet-området.
Eberts tyske højre-socialdemokratiske regering i Berlin lod sig mere end villigt indrullere i den reorganiserede anti-sovjetiske krigsfront i håb om at blive belønnet med en del af det eventuelle bytte (tysk kolonisering i Letland og Litauen), og d. 29. januar 1919 udsendte den højre-socialdemokratiske krigsminister Gustav Noske personligt et opråb om indrullering af tyske »frivillige« til det senere så omstridte Baltikumkorps. Tre dage tidligere var den berygtede bøddel fra nedkæmpningen af den finske arbejderrevolution, general Rüdiger von der Goltz, blevet udnævnt til øverstkommanderende for de tyske styrker i Letland og Litauen, der gradvis gennem frikorpsene blev bragt op på 40.000 mand.
Under disse ændrede forhold var der ingen brug for Westenholzkorpset i Letland. Karl Ulmanis’ og hans ministerkollegers rejse til København og Stockholm havde været helt overflødig. Marskal Foch havde nemlig befalet, at de skandinaviske »frivillige« skulle dirigeres til Estland for at støtte den hvidgardistiske russiske Judénitjhær, der med Estland som springbrædt skulle dirigeres frem mod nord-Ruslands hovedstad Leningrad. Man kunne så frigøre hvide estniske styrker til et indfald i det Sovjetiske Letland nordfra, samtidig med at tyskerne angreb fra »brohovedet Libau«.
Man havde fra Ententens – og vel også fra ligaens side – indset det uheldige i at stille danske og svenske frikorps under tysk kommando, når der skulle illudéres baltisk »frihedskamp«. Derfor blev Letlandekspeditionen opgivet. Westenholzkorpset kom altså i stedet til at virke som hjælpetropper for så fremragende »frihedskæmpere« som Judénitj’s hvide tsargeneraler, der blev udrustet af amerikaneren Herbert Hoover. Så direkte spillede direktiver og befalinger fra Paris ind i den danske anti-bolsjevikiske ligas »militære« dispositioner.
* * *
Den første hvide Leningrad offensiv, der blev indledet i maj 1919, var oprindelig planlagt som et led i en almindelig anti-bolsjevikisk offensiv på hele Sovjetrigets vestfront fra Det sorte Hav i syd og til Ishavet i nord. Den fik imidlertid et helt tragikomisk forløb – af to årsager: på grund af den europæiske Arbejderbevægelses målbevidste modstand mod den imperialistiske intervention mod socialismen, og som følge af voldsomme indre konflikter i de deltagende imperialistiske magters egen lejr.
Først brød interventernes sydfront helt sammen som følge af Den ungarske Arbejderrevolution af d. 21. marts 1919. Denne, og de efterfølgende omfattende soldater- og marinemytterier blandt de franske styrker i det sydlige Ukraine, gennemtvang en panikagtig likvidering af hele Ukraine-eventyret og den franske rømning af Odessa d. 6. april 1919. Samtidig måtte de rumænske tropper, der også skulle have deltaget i felttoget, dirigeres fra Ukraine mod det oprørske Ungarn.
Lignende bryderier forvoldtes af Pilsudskistyrets fantastiske Storpolske planer. D. 16. april påbegyndte den polske hær ganske vist en større offensiv på nordfronten. Men det polske fremstød tog ikke, som planlagt, retning mod Minsk-Smolensk-Moskva, som Harald Scavenius i januar 1919 havde foreslået under sin gæsteoptræden i Paris. I stedet besatte polakkerne Sovjet-Litauens hovedstad Vilna og andre litauske områder. Dette udløste øjeblikkelig en månedlang konflikt med de hvide litauere i Kovno. Og samtidig forhindredes både de litauske hvidgardister og von der Goltz’ sydgruppe af polakkerne i at rykke østpå.
Den 16. maj indledtes næste etape af det polske erobringstogt. Det gik imidlertid heller ikke østpå mod bolsjevikkerne, men mod de ukrainske hvidgardister i øst-Galizien, der også skulle have været brugt i et planlagt fremstød mod Kiev. De storpolske planer og konkurrerende fransk-amerikanske bestræbelser for at skaffe sig kontrollen over de rige oliekilder i vest-Ukraine var her baggrunden for den nye polske misere. Herbert Hoover håbede at opnå herredømmet over Galiziens olie gennem ukrainerne, og franskmændene udnyttede Pilsudskis polakker til samme formål. Resultatet blev en længere »udsættelse« af polakkernes deltagelse i det almindelige felttog mod Sovjetterne på centralfronten.
På den yderste nordfront gik det ikke bedre. Som vi senere skal se, bevirkede Mannerheims Storfinske planer i Karelen og britisk-amerikanske interessekonflikter i Finland, at heller ikke de hvide finner, som oprindeligt foreslået af Harald Scavenius, kom med i den »almindelige« anti-sovjetiske offensiv i maj måned 1919.
* * *
Til det allerede beskrevne kom så ligeledes sammenbruddet af admiral Koltjaks »storoffensiv« på østfronten. Hans hære blev slået tilbage, da de efter beregninger skulle være stødt frem over Volga.
Gennem denne kæde af »uforudsete uheld« i den samlede anti-sovjetiske opmarch blev det i forvejen handicappede »hovedstød« mod bolsjevismen faktisk begrænset til tyskernes angreb mod den lettiske Sovjetrepublik fra vest og syd, estniske enheders tilsvarende invasion over Letlands nordgrænse – og endelig til de russiske hvidgardisters, andre estniske troppers og de skandinaviske frikorpsenheders indfald på russisk område med retning mod Leningrad.
Når det røde Letland var knust, skulle von der Goltz’s tyske tropper fra lettisk område være faldet ind i Sovjet-Rusland ved Leningradkilens sydlige flanke. Det var i denne plan, Herbert Hoover, Harald Plum og Co. ventede sig så store og hurtige resultater af, trods uheldene i angrebsmekanismen længere sydpå.
Første akt af offensiven forløb da også nogenlunde planmæssigt: Den tysk-estniske »knibtangsmanøvre« fik brudt de røde lettiske regimenters front: Riga faldt d. 22. maj i tyskernes hænder, og det nordlige Letland blev ligeledes temmelig hurtigt besat i de samme uger af hvide estniske tropper under ledelse af britiske instruktører. Tyskerne var imidlertid kun interesserede i at gøre Letland til et privat koloniseringsområde, et protektorat for dem selv. Allerede før offensiven havde de derfor, støttet på den lokale tyske godsejeradel og dennes »landeværn«, foretaget et kup (d. 16. april), afsat hr. Ulmanis’ »nationale« borgerregering og indsat et mere tyskvenligt marionetstyre under en lettisk overløber, pastor Needra. Efter nogle trusler (og delvis amerikansk støtte til de tyske lejetropper) havde briterne måttet sluge denne udfordring mod deres indflydelse i det britiske »interesseområde«. Da tyskere og de hvide estnere mødtes i Livland først i juni, kom det dog omgående til væbnede sammenstød. General Goltz holdt fast på sin Needra-regering, medens estnere og briter ville genindsætte den britisk dirigerede quisling, hr. Ulmanis. Det kom til flere ugers oprivende krig, der sluttede med, at tyskerne måtte overlade hr. Ulmanis og briterne Riga, medens tyskerne trak sig tilbage til Kurland.
Om den fælles, planlagte offensiv videre østpå blev der under denne broderstrid slet ikke tale. Kampene mod Den røde Hær gik i stå i Letland, og uden flankedækning sydfra kom den hviderussiske »Nordvesthær«s, den nordlige estniske gruppes og de skandinaviske frivilliges første fremstød mod Leningrad til at hænge i luften. Under Stalins personlige ledelse kastedes de hvide eventyrere hurtigt tilbage mod den estniske grænse efter nogle lokale erobringer (Jamburg Pskow og Krasnaja Gorka) i starten. Den første Hoover-Churchill-Plum offensiv mod nord-Ruslands hovedstad var takket være modsætningerne i aggressorernes egen lejr, de europæiske arbejderes modaktioner og den røde hærs håndfaste modstand under Stalins ledelse, blevet en ualmindelig strålende fiasko.
* * *
Det eneste håndgribelige resultat af dette kosmopolitiske eventyr, i hvilket de danske finansmænd og Westenholzkorpset deltog med liden hæder, var den lille lettiske Sovjetrepubliks tragiske undergang under trykket af den internationale imperialistiske aggressions kræfter. På samme måde var også tidligere den unge litauske Sovjetrepublik bukket under for overmagten.
At der ved interventionen blev øvet brutal vold mod det overvældende befolkningsflertals vilje i disse to lande, kan ingen objektiv iagttager nære tvivl om. Man behøver blot at læse de beretninger fra aktive deltagere i den Baltiske invasion i 1919, der senere er blevet offentliggjort. Nogle stikprøver vil være tilstrækkeligt til at vise, hvordan der »selvbestemtes« i Baltikum. Man kan begynde med den tyske øverstkommanderende von der Goltz’ første udførlige beretning til Gustav Noske, dateret d. 17. februar 1919. Her hedder det uden omsvøb:
»Regeringsmedlemmerne (i ministeriet Ulmanis) stammer fra Livland og har ingen jordbund i Kurland. Man anerkender dem ikke eller bekæmper dem. Så meget anmassende optræder de dog støttet på ententen, fra hvem de alene håber på frelse. Kredse, der angivelig ikke er bolsjevikiske, ser hellere bolsjevikkerne end tyskerne. Dette fremgik klart af en samtale, jeg havde med den meget dårlige borgmester i Libau, hr. Buschevitz. Ganske vist står han på mensjevikernes (socialdemokraternes) yderste venstre fløj. Man regner i Kurland med 60 % bolsjevikker og i Libau med endnu flere. Balterne (det tyske mindretal) er næsten de eneste bærere af landets forsvar ...«
En ganske tilsvarende fremstilling af stemningen i det lettiske folk under interventionen blev lidt senere givet af en oberst i den finske generalstab F. Antoni, der som Mannerheims forbindelsesofficer havde besøgt Libau. Oberst Antoni erklærede under hjemrejsen offentligt i Stockholm:
»I Libaus havn forekom næsten hver aften skudveksling mellem bolsjevikiske elementer og tyske vagtposter. Krigsførelsen karakteriseres i øvrigt ved stor grusomhed. Da Goldingen blev erobret fra bolsjevikkerne (d. 13. februar) blev 150 røde henrettet ved hængning. Hvad stemningen mellem Libaus befolkning angår, fandt vor kilde, at tyskerne visselig var almindelig afskyede, men at følelserne overfor regeringen (Karl Ulmanis) nærmest måtte betegnes som hadefuld« (Stockholms Dagblad d. 27. februar 1919).
Endnu mere talende er de indrømmelser, der forekommer i beretningerne fra lederen af den amerikanske militærmission i Baltikum i 1919, oberst Warwick Green. Først under den 2´ Verdenskrig er disse blevet offentliggjort mellem det amerikanske udenrigsministeriums lige så fyldige som upåagtede historiske dokumentsamlinger. I en beretning fra oberst Warwick Green, dateret Libau d. 13. april 1919, kan man ikke des mindre læse:
»Den nuværende de facto regering i Letland (Ulmanis) er yderst svag. Den ville øjeblikkelig blive styrtet, hvis der blev gennemført valg i befolkningen ... Uden tyskerne ville Letland hurtigt blive bolsjevikisk ...«
Det lykkedes overhovedet kun at oprette en borgerlig lettisk republik under interventionen ved at gennemføre en frygtelig terror mod det store flertal af landets befolkning, der fortsat ønskede, at landet skulle være en unionsrepublik indenfor Sovjetunionen, og som kæmpede heltemodigt herfor. Undertrykkelsen af den lettiske revolution er et af de grusomste kapitler i interventionskrigens historie. Alene i Riga lod den tyske kommando og det baltiske landeværn 4.500 af byens indbyggere henrette – 3 % af hovedstadens befolkning og svarende til henrettelse af 20.000 københavnere. Udenfor Riga varierer opgivelserne over myrdede lettiske arbejdere og bønder mellem 7.500 og 12.000 – det vil sige 1 % af det samlede indbyggertal i de pågældende områder.
Da de tyske generaler var færdige med deres »afstraffelse« af det oprørske folk, tog Ulmanisregimet fat, og i løbet af 10 måneder blev yderligere 3.000 letter skudt eller hængt efter standretsdom af de hvide »landsmænd«. Mellem den hvide terrors ofre var tre medlemmer af Det lettiske Arbejderpartis ledelse: Schilf-Jaunsem, Berze og Purin. Det var det, man i Versaillesperioden kaldte frihedskamp for »folkenes selvbestemmelsesret«!
* * *
De amerikanske beretninger fra Litauen er i samme grad et vidnesbyrd om, i hvor høj grad interventionens vestlige ledere selv var klare over, at det var et rent og skært marionetstyre, de kunstigt skabte ved med magt at indsætte de såkaldte Borgerlig-nationalistiske regeringer. Den stedfortrædende leder for den amerikanske militærmission i Baltikum, oberstløjtnant Dawley, indberettede d. 15. maj 1919 fra Litauens midlertidige hovedstad Kovno følgende om stillingen i dette erobrede land:
»I øjeblikket hersker tyskerne i Litauen, som om det var en del af Tyskland. Regeringen i Litauen er kun af navn litausk. Men man kan ikke tillade, at de tyske tropper trækkes tilbage for ikke at risikere, at landet overgives i bolsjevikkernes hænder . . . Den litauske regering financieres på grund af et lån, der er modtaget fra Tyskland. Den litauske hær financieres af tyske firmaer. Geværer, feltkanoner og udrustning leveres direkte af den tyske regering.«
Man vil måske indvende, at det dog hverken var til Letland eller Litauen, finansmændenes danske anti-bolsjevikiske liga dirigerede de frivillige fra Westenholzkorpset for at føre »frihedskamp« mod bolsjevismen. Dette var dog kun et rent tilfælde, så sandt som det var med den senere åbenlyse fascist Karl Ulmanis, forhandlingerne om frikorpset begyndte. Den estniske øst- og sydfront var jo i øvrigt en sammenhængende helhed, selv om det danske korps ikke netop blev sat ind på det lettiske afsnit.
I øvrigt var stemningen i dette estniske folk omtrent ganske svarende til, hvad der ovenfor er blevet anført om Letland. Man behøver blot at gennemlæse Judénitj-gruppens stadige klagesang over de stærke bolsjevikiske sympatier i det estniske folk i de mange indberetninger til »den øverste hersker« i Omsk, admiral Koltjak, og hans ministre. Judénitj’s flådeekspert, admiral Pilkin, jamrer således i en rapport af d. 24. maj 1919: »I folket eksisterer der fortsat bolsjevikiske strømninger og bestræbelser for at forene sig med Sovjetrepubliken ...«
Den udpræget bolsjevikiske stemning i Estland voksede yderligere under interventionskrigen. Judénitj ministeren Margulies noterede d. 15. september 1919 i sin dagbog om stemningen i landet: »Englænderne surmuler og strammer tøjlerne, eftersom der hos esterne er nok af forsyninger og levnedsmidler. Men stemningen i masserne er bolsjevikisk. Ligesom hos os har den mensjevikiske (højre-socialdemokratiske) ledere tabt deres indflydelse over masserne. Hvilken som helst dag kan der udbryde en bolsjevikisk opstand i byen (Reval) ....«
Det var ikke i et par af de Baltiske lande, der var noget galt fat. Det var i dem alle tre. Historien om den anti-bolsjevikiske ligas hvervevirksomhed til vestmagternes imperialistiske og »beskidte krig« i Baltikum er og bliver et uhyggeligt og sort kapitel i moderne dansk historie. Ansvarlige danske kredse påtog sig ved denne lejlighed et medansvar for en forbryderisk vestlig politik rettet mod tre små folk, der kæmpede for socialismen, og som imperialistiske magthavere derfor øvede blodig vold imod.
Skal man i denne forbindelse nævne noget endnu mere usympatisk, må det vel blive, at det overvældende flertal af de danske blade, under påvirkning af en indflydelsesrig finansklike, systematisk bedrog det danske folk og fremstillede de udøvede voldshandlinger som »frihedskamp«, mod bedre vidende for at tilpasse sig Europas daværende vestlige herskere.
Lige siden Carl Gustav Mannerheim og den tyske general Rüdiger von der Goltz i foråret 1918 kvalte den Store Finske Arbejderrevolution i blod, har forbindelsen med det hvidgardistiske Finland frem til 1945 gentagne gange været ved at bringe dansk udenrigspolitik ind i farlige og eventyrlige baner. De skandinaviske aktivister søgte at placere samarbejdet med datidens Finland på markedet under den demagogiske parole: »Finland er Nordens østvold«. Det farlige ved denne »vold« var, at dens befalingsmænd stadig nærede et brændende ønske om at lade den rulle endnu længere østpå, på larvefødder så at sige.
Selv mere nøgterne borgerlige skribenter indså meget godt i tiden lige efter den første verdenskrig, at Mannerheims Finland var en ny statsdannelse præget af ualmindelig stærke og farlige tendenser til aggressiv ekspansion mod øst. Måske var det til gengæld også denne ekspansionisme, der gjorde det hvide Finland så overordentlig tiltrækkende for visse, talmæssigt begrænsede, nordiske kredse, der netop ønskede at udvide den skandinaviske kapitalismes »livsrum« til videre arbejdsfelter. Om den agressivitet, der fra starten af prægede det hvide Finlands planer overfor naboområderne, skrev den kendte skribent Franz von Jessen i en Pariserkorrespondance til Berlingske Tidende i januar 1919:
»Finland forfølger for tiden en politik, som man har ret til at kalde imperialistisk. Meddelelser fra finske kilder oplyser, at Finland søger at etablere en union med Estland, således at den finske bugt bliver behersket af Helsingfors, og endvidere har Mannerheims regering sendt eksperter til Paris, der kan støtte Finlands krav på øst-Karelen. Samtidig uddeler finske agenter i Paris kort og pjecer, der støtter finske krav på såvel visse svenske som norske territorier, nemlig dele af Lapmarken og egnene omkring Varanger. Endelig modsætter den finske regering sig af al magt en forening af ålandsøerne med Sverrig til trods for ålændingenes afstemning ... I almindelighed siger man, at stillingen ikke er gunstig, hverken mod finnerne eller deres regering ...« (Berlingske Tidende d. 19. januar 1919).
Den finske ambassade i København søgte at »dementere« den danske korrespondent, men Franz von Jessen gav et svar med både næb og klør, hvori han uigendriveligt dokumenterede sine beskyldninger angående finsk imperialisme. En ejendommelighed for det nye hvide Finlands herskende kredse var, at de netop ikke var indstillet på at nøjes med et uafhængigt Finland, der var genoprettet indenfor de gamle grænser. Kravet om et Storfinland på nabostaternes bekostning blev øjeblikkelig stillet på dagsordenen som det vigtigste nærliggende mål for borgerlig finsk udenrigspolitik.
På den anden side havde det hvide finske borgerskab foreløbig kun fået etableret et Overklasseregime, præget af en ekspansionisme, der så at sige endnu kun kunne bevæge sig på krykker. I de sidste krigsår havde de hvide i almindelighed holdt på den gale hest og valgt den tyske imperialisme til sin protektor og medhjælper i realiseringen af de storfinske drømme. Kun Mannerheim personlig var, efter først at have modtaget den tyske militære hjælp mod Finlands arbejdere og fæstere, på et forholdsvis tidligt tidspunkt »hoppet af« for at holde sin person i reserve i tilfælde af en sejr for ententen.
Finland rådede ganske vist over store naturrigdomme, og der var også i landet opstået en ret udviklet hjemlig kapitalisme, men udmarvningen gennem krig, borgerkrig og misvækst havde gjort det næsten umuligt for finsk borgervælde at stå på sine egne ben uden en stærk støtte udefra. Det var ikke helt med urette, at den gamle russiske admiral Pilkin d. 24. maj 1919 i en beretning til den hvide sibirske diktator admiral Kortjak sad og skrev: »Finlands financielle og økonomiske stilling er yderst dårlig, og de mest klartseende politiske ledere forstår, at Finland i virkeligheden må sælges på auktion ...«
Mannerheims hvide Finland havde to ting at byde på, som der var efterspørgsel efter: Man kunne pantsætte en større andel af landets naturrigdomme og industri til vestlige monopoler, og man kunne sælge finske soldaters blod gennem deltagelse i ententens militære »korstog« mod bolsjevismen under interventionskrigene. Den herskende klike var indstillet på at forsøge begge veje, og som sin pris herfor krævede man: vestlig støtte til oprettelsen af et »Storfinland« på den Store Socialistiske naborepubliks bekostning. Det første forsøg på en sådan aktiv finsk udenrigspolitik blev gjort i 1918-20 uden held. Det næste forsøg, i forbund med Hitler under den 2´ Verdenskrig, faldt lige så ulykkeligt ud. Finsk ekspansionisme bragte elendighed nok over folket, men bragte ikke den herskende klike de tilstræbte resultater.
Som betingelse for sin hjælp til det finske Borgerskab stillede ententens krigsherrer i Versailles blandt andet deres vasal, Carl Gustav Mannerheim, overfor en ganske konkret opgave: Han skulle bruge sin indflydelse i Skandinavien til at påvirke regeringerne og de herskende kredse til at yde den mest vidtgående støtte til interventionen mod Sovjetunionen. Det var i Versaillesperioden Mannerheimernes vigtigste opgave for at skaffe det hvide Finland amnesti for eskapaden med de kejserlige tyske tropper og valget af en tysk fyrste til finsk konge.
* * *
Det er blevet omtalt, at »rigsforstander« Mannerheims første Københavnerbesøg efter turen til England i december 1918 så at sige var foregået for nedrullede gardiner. At han skubbede energisk på i spørgsmålet om afsendelse af danske frivillige til Baltikum er hævet over enhver tvivl.
Finlands optagelse i den »nordiske kreds« krævede imidlertid en finsk tilnærmelse under mere officielle former. Det var derfor, initiativet – med ententens tilskyndelse og velsignelse – blev taget til rigsforstanderens rundrejse til de skandinaviske hovedstæder i februar 1919. For at det hele skulle være så korrekt som muligt, baseredes Mannerheims frierfærd på officielle indbydelser fra de tre nordiske monarker til den finske »kollega«.
Gennem mangeårige og prøvede fælles kamptraditioner havde skandinavisk Arbejderbevægelse længe været knyttet til det gamle finske Arbejderparti, der var blevet slået ned og jaget under jorden gennem Mannerheimernes hvide terror, og hvis ledere var blevet ofre for klassejustitsen, levede illegalt eller havde været tvunget til at flygte til udlandet for ikke at blive henrettet af hvidgardisterne. Der var derfor intet mærkværdigt i, at allerede rygterne om Mannerheims forestående besøg i de nordiske hovedstæder vakte en bred storm af protest i Arbejderklassen i alle tre skandinaviske lande. Man forstod instinktivt, at dette provokerende besøg ved hofferne og i regeringskredse ikke blot havde betydning grundet på tidligere blodige begivenheder, men at Mannerheims visit i lige så høj grad stod i forbindelse med planer om fortsat væbnet kamp mod arbejderklassen, hvor den havde bevaret magten: med den væbnede intervention mod sovjetstaten.
I Norge, hvor den lokale arbejderbevægelse befandt sig i et voldsomt revolutionært opsving, reagerede det dengang endnu samlede Arbejderparti offentligt mod besøget. I hovedstaden Oslo gik kommunalbestyrelsens flertal i spidsen. Dennes formand, Jeppesen, sendte den 8. februar 1919 formandskabet en skrivelse, hvori det hed:
»Kristiania formandsskab bedes behandle og eventuelt vedtage følgende udtalelse: »De norske statsmyndigheder har indbudt den finske rigsforstander, general Mannerheim til besøg. I den anledning udtaler formandsskabet, at den officielle repræsentant for den finske rigsledelse for tiden ikke er nogen velset gæst blandt store dele af Kristiania bys befolkning.«
I Norge tog proteststormen mod den hvide bøddel så bredt et omfang, at besøget måtte opgives for at undgå skandale. I Stockholm kom det ligeledes til yderst voldsomme massedemonstrationer og arbejdsnedlæggelser under modtagelsen af den forhadte »rigsforstander«.
* * *
I Danmark var harmen over det udfordrende besøg meget udbredt i arbejderkredse, uanset partifarve. Blodbadet mod de finske klassefæller stod i frisk erindring, og de revolutionære blade og ligeledes det socialdemokratiske ungdomsforbund indledte en kraftig protestaktion, så snart man erfarede, hvem der skulle være officiel gæst i København.
Ledelsen for det socialdemokratiske forbund, der jo havde Stauning som repræsentant i regeringen, kom i en vanskelig situation. Den svenske og danske socialdemokratiske ledelse havde efter den finske borgerkrig i månedsvis arbejdet på at få oprettet et nyt højreorienteret socialdemokrati, der brød med og tog afstand fra alle revolutionære traditioner i det gamle finske Arbejderparti. Med financiel støtte fra Stockholm og København var der i efteråret 1918 blevet nedsat en højre-socialdemokratisk finsk »initiativkomité«, der skulle forsøge at bringe de finske arbejdere ind under reformistisk førerskab, bryde alle bånd, der knyttede finske arbejdere til forbundsfællerne i Sovjetrepublikken, og splitte finsk Arbejderbevægelse, der hemmeligt reorganiseredes fra udlandet, i illegale organisationer i Finland.
Som tvetydig modvægt mod den optrækkende kampagne mod Mannerheim gav de socialdemokratiske ledere sig til at popularisere den nye finske splittelsesorganisation, der var ved at opstå under Väinö Tanners – den senere finske krigsforbryders – ledelse. Det nye højre-socialdemokratiske parti, der af hvidgardisterne havde fået monopol på at repræsentere Finlands arbejdere, havde indkaldt til en kongres til dannelse af et nyt reformistisk finsk arbejderparti i dagene d. 27.-29- december 1918. I slutningen af januar 1919 begyndte den danske socialdemokratiske presse triumferende at berette om, hvordan denne kongres havde taget afstand fra bolsjevismen og de revolutionære strømninger. I en stor artikel hed det om kongressen:
»En af de første sager, der blev behandlet, var stillingen til bolsjevismen. Her blev der vedtaget en resolution, som skarpt betonede nødvendigheden af parlamentarisk virksomhed, på samme tid som arbejderne blev advaret mod at lytte til den bolsjevikiske propaganda.« Videre hedder det: »De i udlandet siden foråret dannede kommunistiske (bolsjevikiske) organisationer frakendes al ret til at tale i de finske arbejderes navn«.« Det var de gamle førere for finsk Arbejderbevægelse, de finske og skandinaviske højre-socialdemokratiske ledere, der på denne måde fordømtes til fordel for de frafaldne fra det finske arbejderparti.
Den danske socialdemokratiske ledelses stilling til selve Mannerheimbesøget var lige så dobbelttunget, når den alvorlige og krigerske internationale situation tages i betragtning. Stauning, Sigvald Olsen og Co. var nøje bekendt med regeringen Zahles maskerede tilslutning til ententens krigspolitik og til den anti-russiske intervention. De var selv engagerede i regeringens medvirkning til Versaillespolitiken og ønskede ikke at lægge denne nogen hindringer i vejen. De socialdemokratiske spidser stillede sig derfor den opgave at demobilisere de danske arbejdere og at afholde dem fra enhver form for modaktion mod krigspolitikken. Typisk for tvetydigheden i partilinjen er »Socialdemokraten«s kommentarer til selve Mannerheimbesøget:
»Vort partis stilling er den, at vi tilråder værdig ro, idet venskabelige følelser overfor Mannerheims person er udelukket, medens vi på den anden side må advare mod demonstrationer, der kunne mistydes som rettede mod det finske folk (?), for hvilket Mannerheim møder som officiel repræsentant(?) Vort parti deltager ikke i festlighederne af nogen art. Heller ikke syndikalisternes. Idet vi fastholder den opfattelse, som vi ofte har givet udtryk for, og som kom til orde i vor indsamling til de finske arbejdere, må vi gentage, at demonstrationer mod Mannerheims person må frarådes som uheldige og formålsløse.« (Socialdemokraten d. 18. februar 1919).
De danske arbejderes stilling til den finske hvidgardisthøvding, der ganske øjensynligt stillede sig den opgave at drage de skandinaviske lande med ind i interventionsfronten mod det røde Rusland, var en helt anden end de socialdemokratiske lederes. Ikke mindst i de store københavnske fagforeninger brød der en storm af protest løs mod provokationen. Generalforsamling efter generalforsamling kaldte til moddemonstration.
Den første manende protest mod Mannerheim-besøget blev den 14. februar 1919 vedtaget af de københavnske malere, og dagen efter blev en vigtig kampbeslutring vedtaget på alle større tobaksfabriker i København. Det hed heri blandt andet:
»I Stockholm blev han (Mannerheim) modtaget på den eneste måde, vor klasse kan vise vore finske klassebrødre, at den mand, der slog den finske revolution ned, ikke er velset her i Danmark. I Kristiania har arbejderne i forvejen protesteret så eftertrykkeligt, at hans besøg dertil blev opgivet. Vi spørger nu: Skal arbejdermorderen nu finde fristed i København? Dette må ikke ske. Derfor opfordrer vi alle tobaksarbejdere i København – samtlige organiserede arbejdere i København – til at vise Finlands arbejdere, at vi står solidarisk med dem ved at etablere en kæmpedemonstration. I dag lørdag d. 15. ds. samles vi kl. 1 præcis på Fælleden.« I de følgende dage vedtoges slag i slag lignende protestresolutioner i de toneangivende københavnske fagforeninger: i byggefagene, hos metalarbejderne, hos arbejdsmændene og i andre fag.
For at vildlede Københavns arbejderbefolkning blev ankomsten udsat nogle gange og demonstrationen ligeledes. Men da »rigsforstanderen« endelig d. 18. februar 1919 ankom til Københavns hovedbanegård og senere kørte gennem gaderne i kongens vogn, blev han modtaget af en dansk hovedstad i protest, i gader fulde af demonstranter. Protestmøder og arbejdsnedlæggelser i de større fabriker med tobaksarbejderne i spidsen prægede byen. Sjældent er et »statsoverhoved« blevet modtaget i Danmark med så enstemmig og aktiv modvilje blandt den arbejdende befolkning.
Arbejderklassens brede protestaktion mod Mannerheims rundrejse i Skandinavien i februar 1919 var et aktivt og talende vidnesbyrd om modstanden og uviljen mod de »hvide«s krig mod den socialistiske revolution, ikke blot overfor det brutale massemord, der var blevet organiseret i Finland, men i lige så høj grad mod interventionen i de Baltiske lande og mod den Russiske Sovjetrepublik. Denne protestbevægelse vanskeliggjorde planerne om at organisere nordisk deltagelse i interventionskrigen i øst og gjorde det nødvendigt for finansmændene i den anti-bolsjevikiske liga at maskere deres aktivitet for at hverve en hvid garde af frivillige, holde hvervningen indenfor en relativ snæver kreds’s rammer, så at tilslutningen blev mere end begrænset. »Aktivisterne« blev henvist til en sammensværgelses intriger og konspirationer bag kulisserne.
* * *
Hvor berettiget og påkrævet de nordiske aktioner mod Finlands rigsforstander havde været, skulle snart vise sig gennem begivenheder, der kort efter udspilledes på finsk område: Organiseret direkte af Mannerheim og hans regering gik finsk militær i april 1919 over til direkte aggression på Sovjetisk område, idet såkaldte »frikorps« gik over grænsen for at erobre øst-Karelen helt frem til Hvidehavet som et led i forsøgene på at realisere de Storfinske planer.
Ved »nyvalgene« i Finland (d. 1.-3. marts 1919), hvor det gamle Arbejderparti og den stærke revolutionære venstrefløj var berøvet alle muligheder for legal aktivitet, og hvor titusinder af arbejdere var blevet frataget deres politiske rettigheder, kom et Borgerligt flertal til at præge det ny parlament, men Väinö Tanners´ socialdemokrati opnåede dog, takket være sit monopol på at repræsentere Arbejderklassen, 80 mandater. For at samle de stadig revolutionært finske arbejdere omkring det nye parti havde Tanner og Co. dog været nødt til at føre en temmelig kras valgkampagne (Valgopråbet: »Det finske Borgerskab har vadet i blod«), hvor kravene om fred og politisk amnesti havde været stillet i forgrunden.
Mannerheim synes dog, efter at dette politiske skær foreløbigt var klaret, at have opfattet den Borgerlige majoritet som en fuldmagt for ham til at påbegynde militære operationer mod Sovjetrepubliken. Agitationen for at »forene« øst-Karelen med Finland satte for alvor ind som åbenlys annektionspropaganda. Allerede ved landdagens åbning d. 4. april 1919 hed det truende i Mannerheims »trontale«: »Vi kan ikke se med ligegyldighed på de lidelser og forfølgelser, som vore stammefrænder, der bor udenfor Finland, er udsat for, eller på den hårde kamp for deres nationale mål.«
Ved den sydlige del af grænsen til russisk øst-Karelen begyndte der samtidigt at foregå så mærkelige koncentrationer af tropper, våben og forsyninger, at den socialdemokratiske landdagsgruppe følte sig foranlediget til at rette en forespørgsel til regeringen. Dennes leder, premierminister Ingman, afgav under debatten den 11. april en erklæring, der mildest talt på adskillige punkter kort efter viste sig at være direkte usandfærdig. Professor Ingman erklærede nemlig højtideligt:
»Nogen hvervning eller udrustning af frivillige tropper til en angrebsoperation mod det russiske Karelen eller mod Petrograd finder ikke sted med regeringens vidende, lige så lidt som regeringen medvirker ved udrustningen af en sådan ekspedition. Heller ikke er finske krigere, det være sig frivillige eller ordinære tropper, bortset fra den tidligere til Repola afsendte afdeling, gået over grænsen til det russiske Karelen ... Regeringen mener under de nuværende forhold ikke at kunne tillade frivillige finske troppers udfald over grænsen ...«
Da denne erklæring blev afgivet i landdagen, havde alle forholdsregler til et organiseret indfald i russisk Karelen for længst været tilendebragt, og mindre finske grupper, der skulle fingere »karelsk opstand«, var allerede trængt over grænsen og havde påbegyndt friskarekrig. Aktionen var oprindeligt planlagt til d. 10. april, men var blevet udsat, og først d. 21. april gik det for alvor løs. I tre grupper faldt »frivillige« finske tropper over grænsen. Den nordlige kolonne under kommando af den senere general Talvela rykkede frem mod Øst-karelens hovedstad, industribyen Petrosavodsk ved Ladogasøen, mens den sydlige kolonne under major von Hertzen ved overrumpling tog provinscentret Olonets, der holdtes besat i perioden fra d. 23. april til d. 12. maj. Denne gruppe rykkede derefter frem til Svirfloden, hvorfra det var Mannerheims mening, at finnerne senere skulle støde frem og afskære Leningrads forbindelseslinjer østpå.
For at maskere felttoget som en »befrielsesaktion«, proklameredes få dage efter indrykningen over grænsen en provisorisk »karelsk regering« for Olonetsområdet (»Aunus«). »Regeringen«s sammensætning var dog karakteristisk for hele eventyret: Af dennes 5 medlemmer var ikke engang »regeringschefen« kareler, det var en svensk-finsk sagfører Otto åkesson, fra Finland.
Iøvrigt opførte de hvide finske korps sig i de besatte områder i Olonets, som om de var hjemme – under borgerkrigen: Ved indtagelsen af byen Olonets blev straks 26 fanger skudt, og i landkredsen udenom byen myrdedes 286 af indbyggerne som »røde«. Stammefrænderne fik altså straks en temmelig grundig belæring i hvidfinsk »frihed«.
Da Olonetseventyret først var i fuld gang, kunne Finlands regering naturligvis ikke vedblive med blot at benægte grænseoverskridelsen. Den 29. april 1919 kom en ny interpellation til behandling i landdagen, og statsminister Karle Castrén, der i mellemtiden havde afløst Ingman, nærmede sig sandheden ved at erklære, at der faktisk var foretaget et indfald fra Finland.
»Regeringen har ikke ment, at der foreligger grund til at hindre et mindre antal frivillige i, sammen med flygtninge, at begive sig af sted for at hjælpe olonetserne i deres kamp. Da regeringen har anset det som foreneligt med Finlands interesser, at det blev tilladt de frivillige at drage af sted til hjælp for olonetserne, har den heller ikke kunnet nægte dem den nødvendige udrustning. Derimod har ikke en eneste af den stående hærs officerer eller soldater fået bevilget orlov til dette formål, og der er heller ikke blevet påbudt tvangsudskrivning af heste i grænseområdet til ekspeditionens befordring.«
Også i Finland blev det overladt til »frivillige« at påbegynde krig mod Sovjetrepubliken. Der er også umiskendelige fællestræk mellem den finske regerings tvetydige optræden i denne sag og den taktik, der tidligere var blevet anvendt med hensyn til hvervningen af frikorpsene i Danmark og Sverrig. Der var virkelig ved at udforme sig en fælles udenrigspolitisk linje i de nordiske stater overfor Sovjetrepubliken. Men denne linje var ikke fredens.
Både i datidens presse og i den senere historiske litteratur har borgerlige skribenter til det yderste søgt at skjule og bortforklare den kendsgerning, at det var Mannerheims Finland, der i april 1919 påbegyndte krigen mod Sovjetrepubliken som en angrebskrig med erobring for øje. Som et typisk eksempel på den gængse historieforfalskning i fremstillingen af Finlands politik kan nævnes, at der i et værk som Gyldendals »Verdenskrigen« gives følgende mærkværdige skildring af Olonets-felttoget:
»Senere sendtes et mindre antal finske soldater over den russiske grænse for at beskytte derværende finske kommunikationsmidler. Den finske stat havde nemlig i årene 1916 og 1917 anvendt omtrent 4 millioner mark til anlæg af en landevej samt telegraf og telefonforbindelse fra den finske grænse og til Petjenga ved Ishavet. De russiske bolsjevikker samlede nu stadig flere tropper ved Finlands østgrænse, gravede skyttegrave, brændte landsbyer og gjorde indfald på finsk territorium.«
Billedet er henrivende midt i sin oplagte usandfærdighed. Et mønstereksempel på hele den fordrejede form for »oplysning«, der nåede frem til menigmand, så snart det drejede sig om forholdet mellem Finland og dets østlige nabo: På den ene side den uskyldsrene finske stat, varetagende sine legitime interesser erhvervet for 4 millioner mark. På den anden side bolsjevikiske mordbrændere, der stadig forstyrrede Finlands fred ved ondsindede indfald over statsgrænsen. Ikke engang de hvide finner selv er nogensinde gået så langt i direkte løgnagtighed, som det var tilfældet, når nordisk fællesskab skulle fremmes i pseudohistorisk dansk litteratur. Frækt appellerede man til menigmands ukendskab for at skabe nordisk myte.
Som omtalt fandt det finske angreb over russisk Karelens grænse sted ved Olonets helt i syd og i retning af Ladogasøen. Men disse områder ligger vel omtrent en 900 km fra Petjenga (Petsamo) ved Ishavet, hvor finnerne formentes at have nogle telefonledninger og telegrafkabler at »forsvare«. Hertil kommer imidlertid endnu et afgørende forhold: Da Mannerheims karelske ekspedition startede, havde Petjenga og Ishavsområdet allerede i mere end et år været i hænderne, ikke på bolsjevikkerne, men på den britiske interventionshær ved Murmanskkysten. Alene af den grund kunne Sovjetstyret umuligt dér have forgrebet sig på angivelig finsk ejendom, så at repressalier var blevet berettiget, og det var så sandelig heller ikke de britiske styrker, Mannerheim angreb. Men logikken i denne art »litteratur« er klar nok og enkel: Overfor en socialistisk magt gælder alle trick, også bevidst historieforfalskning: en meget anvendt form for »videnskabens frihed« herhjemme.
Men én ting er rigtig: Mannerheims hvide Finland havde også visse planer om annektering af både Ishavskysten og det nordlige øst-Karelen frem til Hvidehavet. Men det er en helt anden historie: Efter indfaldet i det Sovjetiske Olonets udsendtes der d. 1. maj 1919 et officielt telegram fra Helsingfors, hvori det hed:
»Repræsentanterne for kommunerne i den nordlige del af Østkarelen (»Viena«) er trådt sammen i Kem (ved Hvidehavet) og har besluttet at erklære øst-Karelen selvstændigt. De har udnævnt en regering på fem mand og besluttet at sende to repræsentanter til fredskonferencen for at udvirke magternes godkendelse. Endvidere har de besluttet at indkalde en konstituerende forsamling for at træffe beslutning om tilslutning til Finland eller Rusland.«
I den ovennævnte del af øst-Karelen drejede det sig ikke om områder, der, som Olonets eller Ladogadistrikterne, var under Sovjetstyre. Det nordlige Karelen kontrolleredes på dette tidspunkt af Churchills britiske invasionstropper og deres hvide tsargeneraler under »generalguvernøren« Miller i Archangelsk. Derfor medførte dette krav en kompliceret konflikt mellem »brødre«. Underligt nok kom også dansk diplomati og den anti-bolsjevikiske liga i København til at spille en mærkelig rolle i denne forbindelse. Men herom i det følgende afsnit.
Der er næppe tvivl om, at den finske regering og rigsforstander Mannerheim havde planlagt den karelske ekspedition udfra to synspunkter: Det sydlige Karelen skulle besættes af finsk militær for at stille fredskonferencen overfor en fuldbyrdet kendsgerning, der skulle lette Finlands senere annektion af hele øst-Karelen helt frem til Hvidehavet. Det var sagens finsk chauvinistiske side. Men der fandtes også en mere vidtrækkende kosmopolitisk side af dette eventyr. Mannerheim stod på dette tidspunkt fast på den gamle plan fra december 1918 gående ud på, at finske styrker skulle deltage i forsøgene på at slå Sovjetstyret i Rusland ned. Finlands indsats skulle rent konkret bestå i, at det påtog sig en afgørende militær indsats ved erobringen af den Nordrussiske hovedstad Leningrad, der jo lå nær ved den finske grænse.
Finlands uhyre vigtige stilling som det bekvemmeste springbræt for angreb mod Sovjetrepubliken blev klart fremhævet i en artikel i Times den 17. april 1919, hvori det uden omsvøb hed: »Hvis vi ser på. landkortet, så ser vi, at den bedste rute til Petrograd går over Østersøen, og at den letteste vej fører over Finland. Finland udgør nøglen til Petrograd, og Petrograd – det er nøglen til Moskva ...«
Mannerheims militære plan synes udfra denne synsvinkel at have været, at Olonets-ekspeditionen også skulle skabe gunstige udgangsstillinger for det senere Leningrad-fremstød. Trængte man i Olonets frem til Svirlinjen i syd, kunne finnerne herfra afskære den vigtige bane Leningrad-Vologda, Leningrads forsyningslinje fra nordøst, og samtidig forbindelsen med Archangelskfronten mod briterne. Senere kunne så Leningrad angribes fra tre sider: fra Estland i vest, nordfra med de finske hovedstyrker på det Karelske Næs og endelig med andre finske styrker østfra via Olonets.
Tidstabellen for generalangrebet mod Sovjetrepubliken, som den var udarbejdet af de allieredes militære stab i Paris, forudså fællesaktion fra alle sider omkring midten af maj 1919 – Judénitj aktionen startede fra Estland d. 18. maj, og samtidig gik general von der Goltz’ tyskere som nævnt til storm mod Riga. Langs Murmanskbanen rykkede britiske tropper og deres hvide forbundsfæller endvidere sydpå fra det nordlige øst-Karelen. Mannerheims mening havde først været, at Finland også skulle begynde sine operationer mod Leningrad på dette tidspunkt. Dette bekræftes håndgribeligt gennem en efterretningsrapport, som den hvide russiske Londonambassadør, Nabokov, lige omkring midten af maj 1919 afsendte til sine overordnede i Omsk. Heri berettes:
»Vigtige militære forberedelser i Finland fra den 16. maj. Erfaret fra det finske udenrigsministerium: D. 19. maj skal der proklameres mobilisering, og grupperingen af styrkerne ved grænsen skal afsluttes. Fremstødet skal gennemføres samtidig med angrebet fra Estland og mod Tsvanka (fra Olonets). Mulighed for mobilisering af russiske afdelinger. Man venter krigserklæring mod bolsjevikkerne. Påskud – grænseoverskridelser og krav om indstilling af terroren.«
Der var tilsyneladende rigtig ved at komme skred i det, de skandinaviske aktivister kaldte »Nordens østvold«. Når Mannerheims plan blev forpurret, skyldtes det i ikke ringe grad indre finsk modstand mod krigen, men det skyldtes også, at finnernes aktion i Olonets bevirkede, at stærke indre modsætninger kom til udløsning i den anti-bolsjevikiske lejr.
Ifølge den hemmelige fransk-britiske aftale af 13. november 1918 var både Finland, Estland, Letland og de nord-Russiske skovdistrikter blevet reserveret England som særlig »interessezone«, men der var her, som andre steder, det »misforhold«, at USA´s ledere nægtede at respektere alle fransk-britiske separataftaler. I Finland som i Baltikum trængte amerikansk indflydelse mere og mere igennem. Hoower-administrationen sørgede jo for Finlands forsyninger, og der stilledes også amerikanske lån og krediter i udsigt for Mannerheims regime. Det havde sin virkning både politisk og militært.
Af det famøse kort, der på fredskonferencen den 21. januar 1919 ledsagede den amerikanske plan om total opdeling af det tidligere russiske rige i afhængige småstater, fremgår det, at Wilson, Hoover og Co. havde tænkt sig, at også øst-Karelen frem til Hvidehavet skulle udskilles fra Rusland og eventuelt tildeles Finland. I den hvidgardistiske Stockholmsgesandts første indberetning om Olonets-ekspeditionen dateret den 26. april oplyser denne: »Ekspeditionen råder over lagre i Sortvala med 400.000 kg korn, der er bestemt som ernæring til den lokale befolkning – ekspeditionens eget behov er ikke medregnet heri.« Man tager sikkert ikke fejl af, at disse lagre var stillet til rådighed gennem den lokale Hoover-administration. Det skulle igen demonstreres, at anti-sovjetisk aggression bragte amerikansk brød. Estlands-taktikken om igen. Hooverhjælpen var den imperialistiske interventions trojanske hest.
For at gøre Judénitj’s hvidgardister mere og mere afhængige af Amerika besluttede Hoover-administrationen betegnende nok ligeledes, at depoterne til forsyning af det »befriede« Leningrad også skulle koncentreres på finsk område, hvor briternes indflydelse var svagere end i Estland. Den senere Judénitjminister Margulies beretter i sin dagbog om, hvordan han i Paris den 6. juni 1919 indledte forhandlinger med Mr. Logan, den lokale leder af A.R.A., om placering af depoter i Finland. Han beretter:
»Logan sagde, at 6 dampere ville gå til Libau bestemt for Petrograd. Der ville blive oprettet lagerhuse i Viborg og Kotka. Man havde påtænkt at forsyne Petrograd i 1-2 måneder, ikke mere. Jeg stod fast på, at 6 måneder ville være nødvendigt, eftersom bolsjevikkerne, når de trak sig tilbage, ville blokere byen, og landsbyerne ikke kunne fortsætte forsyningen.«
Den 9. juni havde Margulies ført sine forhandlinger videre med Logan, der berettede, at der i begyndelsen af juni allerede fra A.R.A. var ankommet 10.000 tons levnedsmidler bestemt for Petrograd til Libau: mel, ris, kød og kondenseret mælk: »Han lod mig læse instruktionerne til sin repræsentant i Libau fra 25. maj, hvor det blev denne pålagt at opføre lagerhuse i Viborg (og ligeledes i Kronstadt), hvorfra der hver dag kunne føres forsyninger til Petrograd (Kronstadt blev senere ændret til Kotka). Der ville kun blive afsluttet overenskomster med lokale repræsentanter for Petrograds bystyre, ikke men nogen finsk, estnisk, fællesrussisk eller lokal russisk regering. Man skulle træffe alle disse forholdsregler efter aftale med (den engelske) general Gough, men ikke understøtte nogen som helst væbnede russiske styrker (af de nævnte lagre K. M.).«
Margulies rettede dog på dette møde en indstændig henstilling om, at A.R.A. også skulle overtage forplejningen af Judénitj styrkerne. Under denne samtale, der viste, hvor sikre Hoover og Co. var på Petrograds nært forestående erobring, meddelte Logan, at man nu var indstillet på at forsyne Petrograds civilbefolkning i tre måneder gennem Hoover»hjælpen«. I Margulies dagbog for d. 14. juni hedder det videre: »Logan sagde, at han ville sende sin repræsentant til Reval med instruktioner, og at han selv ville tage til Reval, så snart man havde løst det strategiske spørgsmål om Petrograds besættelse, og vore tropper rykkede noget frem, og at han ville ernære dem.«
Margulies-Logan forhandlingerne om A.R.A. hjælpen afsluttedes 5 dage senere. På dette tidspunkt var Hoover gået med til, at aftalerne om Petrograds forsyning skulle indgås med civile repræsentanter for Judénitj-komiteen i Helsingfors. A.R.A.s´ befuldmægtigede i Reval havde d. 14. juni opstillet et budget om samlede leverancer af levnedsmidler til Petrograd og omegn på ialt 10 millioner dollars. Judénitj-komiteen tilbød som sikkerhed for betalingen amerikanerne en koncession på 30.000 desjatiner skov i området ved Gdov øst for Estlands grænse.
Margulies’ senere optegnelser udviser, at Hoover under det første Petrograd-angreb ialt koncentrerede 15.000 tons levnedsmidler i Finland, af disse var dog mere end 3000 tons delvist blevet ødelagt af regn ved udladningen, og hvidgardisterne gav de finske havnearbejderes sabotage ansvaret herfor. Margulies klager iøvrigt over, at også de finske firmaer sikrede sig en god profit ved hjælp fra Hoover-lagrene. I Viborg udlejede man således først lagerhuse til Hoover-depoterne for 5 øre pr. kvadratalen dagligt, mens man senere hurtigt fik skruet prisen op til 50 øre pr. alen.
Der er ingen tvivl om, at de egentlige bagmænd bag Mannerheims karelske eventyr var amerikanerne og Hoovers A.R.A., der havde gjort Finland til sin vigtigste udfaldsport ved Østersøen under interventionen.
* * *
Mr. Churchill og den britiske regering havde imidlertid en helt anden opfattelse af det karelske problem end amerikanerne. Fra krigstiden havde de i nord-Rusland og Murmansk-området bundet sig til de lokale russiske hvidgardister og tsarister, der økonomisk havde lovet britiske forretningsfolk koncession på næsten alt muligt til gengæld for Englands militære hjælp. I starten havde briterne endog mobiliseret de karelske kulakker i et særligt regiment til speciel kamp mod tyskernes og de hvide finners fremstød mod Murmanskbanen og Petsamo i 1918. Englændernes forudgående arrangementer med general Millers hvidgardister i Nordrusland dikterede dem logisk det standpunkt, at hele øst-Karelen burde forblive under et hvidt Rusland, mens alle naturrigdomme (skove og mineralier) skulle tilfalde de britiske monopoler.
Fra de hvides arkiver foreligger der fra foråret 1919 en interessant korrespondance om dannelsen af et stort britisk konsortium under ledelse af den kendte polarforsker Mr. Shackleton, der med et kapitalindskud af op til 2 millioner pund sterling (40 millioner kroner) skulle have koncession på skove, savværker, vandveje, jernbaner, kraftkilder, havneanlæg og mineralrigdomme i områderne Kola, Murmansk og Kem (øst-Karelen). Shacktetons koncession, der skulle tjene som en slags kompensation for Englands stabilisering af den nord-Russiske valuta, understøttedes energisk af den britiske overkommando for Murmanskhæren. Derimod protesterede den lokale franske repræsentant i en erklæring af d. 9. april 1919 mod koncessionerne under henvisning til, at alle sådanne burde tjene til dækning af renter og afdrag på gammel russisk statsgæld, hvor Frankrig som kreditor stod på førstepladsen. Også amerikanerne så med uvilje på briternes forsøg på at skaffe sig et rigt lokalt monopol for sig selv i de besatte områder. Da Petsamo efter krigens slutning ved Dorpatfreden i 1920 blev overdraget til Finland, blev det amerikanerne, der indkasserede gevinsten gennem deres finske forbindelser: Det blev den store amerikansk kontrollerede Nikkeltrust, der overtog de rige miner ved Petsamo. Denne trusts leder var gennem mange år den kendte amerikanske politiker John Foster Dulles. (Se »Krasny Archiv«, nr. 29, årgang 1926).
Mannerheim kendte godt indstillingen hos de britiske »allierede« angående hans karelske planer, men han regnede også med, at Finlands amerikanske protektorer ville støtte ham, hvis han blot førte en aktiv anti-sovjetisk militærpolitik. Finske militærkredse var ligeledes i foråret 1919 klare over, at Churchill under påskud af »afløsning« havde sendt friske britiske tropper til Murmansk-fronten for at forsøge at støde sydpå for at tage kontrollen over hele øst-Karelen, og at den første etape af den britiske offensiv skulle startes d. 10. april. Ganske vel overvejet havde lederne af den finske generalstab på grundlag af denne viden oprindelig fastsat, at deres Olonets-felttog skulle starte samme dato. Af praktiske grunde blev aktionen dog senere udskudt i en halv snes dage.
Formelt kunne Mannerheims aktion udlægges som en militær »hjælp« til briterne i ryggen på den røde hær i Karelen. Men i virkeligheden var finnerne i første række indstillet på at hindre, at det sydlige øst-Karelen faldt i briternes og deres tsargeneralers hænder. Mannerheim og Co. mente bedst at kunne opnå dette ved at lade finske tropper besætte hele det sydlige Karelen. Før der skulle forhandles, ville Mannerheim med hemmelig amerikansk støtte have placeret Finland i en militær nøgleposition både i øst-Karelen og ved Leningrad. Prisen for fremstødet mod Leningrad skulle være: Karelen til Hvidehavet. Men London nedlagde bestemt veto mod de storfinske planer og støttedes af franskmændene. Derfor marcherede de hvide finner ikke sammen med Judénitj d. 18. maj 1919, skønt felttogsplanerne mod Leningrad allerede lå parat i Helsingfors.
* * *
Flere år efter interventionskrigenes afslutning udgav den tidligere britiske øverstkommanderende i Murmansk-området og i Karelen, generalmajor C. Maynard sine erindringer [5] fra det anti-bolsjevikiske eventyr i disse egne. Af generalens fremstilling fremgår det tydeligt, at den finske aktion i Olonets i 1919 langtfra fremkaldte begejstring blandt briterne. Om sin reaktion overfor finnernes selvrådige indgriben i begivenhederne fortæller generalen:
»Jeg telegraferede ... straks og krævede, at Finland blev anmodet om at afgive en garanti gående ud på, at dets militære operationer udelukkende havde til formål at hjælpe med til at styrte bolsjevikkerne, og at det ville overgive ethvert territorium, det måtte erobre, til regeringen i de nordlige provinser (generalerne Millers og Jermolevs tsarister). Jeg er ikke sikker på, om udenrigsministeriet fulgte den linje, jeg foreslog ...«
Maynard fortæller videre, at han den 31. maj nåede i kontakt med den finske ekspeditionsstyrke i området ved Ladogasøens nordlige spids, idet der ankom to finske udsendige fra det 9. finske armékorps til det nærmeste britiske hovedkvarter med anmodning om samarbejde: »Jeg gav Price (den lokale engelske kommandant) instrukser om at sende én af dem tilbage med et brev, i hvilket jeg forklarede, at jeg ikke kunne træffe nogen aftale med dem, før jeg fik en skriftlig garanti for, at en annektion af Karelen ikke udgjorde nogen del af det finske program.« Også senere kontaktforsøg fik et lige så negativt resultat, selv da de finske styrker d. 14. juni var trængt helt frem til Sulosj Gore, kun fem kilometer fra Karelens hovedstad Petrosavodsk.
Specielt voksede spændingen, da finnerne på deres side d. 26. juni erklærede sig villige til samarbejde med de britiske styrker, men til gengæld krævede, at alle russiske hvide afdelinger skulle trækkes bort fra deres frontafsnit. General Maynards skildring af datidens forkæmpere for Nordens storfinske »østvold« er iøvrigt yderst oplysende:
»Efter vor første fremrykning fra Medvedyeya Gore fandt vi nogle hvide finske tropper i nogle afsides liggende landsbyer, og disse voldte mig et uendeligt besvær, indtil bolsjevikiske sejre jagede hele dette frivillige skrabsammen tilbage til deres eget land. Ikke alene udfoldede de alle mulige anstrengelser for at nedbryde indbyggernes loyalitet overfor regeringen Jermolev (den hvide guvernør i Karelen og Murmansk), men da dette mislykkedes, viste de deres misfornøjelse ved at terrorisere landsbyernes beboere med trusler om tortur og massakre. At plyndre var deres yndlingstidsfordriv, og deres øvrige uvaner var mange og forskelligartede. Til slut var jeg nødsaget til at udsende en mindre straffeekspedition og lade 15 af dem arrestere – en forholdsregel, der efter nogle dages spænding medførte en bemærkelsesværdig bedring i deres manérer. Til min store glæde smeltede kort efter hele »den frivillige styrke« eller »den finske nationalhær« eller »det 9. finske armékorps« – hvad der nu kan have været dens korrekte benævnelse – bort. Den bolsjevikiske hær viste sig at være den mindst ueffektive af de to ...«
Churchills ærgrelse over at se sine nord-Russiske koloniseringsplaner krydset gennem Mannerheims karelske politik synes at have nået sådanne højder, at han en overgang modvirkede anvendelsen af finske styrker i Rusland overhovedet. Den 3. juni 1919 telegraferede Winston Churchill i alle tilfælde til de hvides øverste hersker, admiral Koltjak: »De allierede magter betragter enhver fremrykning af finske styrker mod Petrograd eller overhovedet mod territorier i det indre Rusland som meget lidet ønskelig.«
Så vidt ville dog de hvide russiske tsargeneraler ikke gå. De var fuldtud klare over, at Judénitj og esterne intet kunne opnå uden Mannerheims hær. På den anden side ville de ikke engang anerkende Finlands selvstændighed og endnu mindre opfylde de finske krav på øst-Karelen. Hele juni måned gik således med at drøfte finsk-russiske problemer, mens den finske hvide hær stod med gevær ved fod og gjorde sig kostbar. Det var i denne mærkelige situation, den anti-bolsjevikiske liga i København og privat dansk diplomati på en ejendommelig måde begyndte at drive storpolitik påny.
* * *
Plum-ligaens forbindelser med Mannerheim synes at have været af temmelig gammel dato. Allerede ved den karelske krises begyndelse synes Erik Plum at have været i kontakt med Mannerheim for at bevæge denne til trods alt at gribe ind til støtte for Judénitj hæren i Estland. I bankkommissionens beretning citerer professor Birck nogle linjer af et brev fra Harald Plum til direktør Oluf Aarestrup i New York dateret d. 6. maj 1919 (bilag 14). Det hedder heri:
»Erik Plum har været i London og Paris for at tale med Mannerheim, og det hele er kolossalt vanskeligt ...« Sagen synes at have været, at den anti-bolsjevikiske ligas spidser arbejdede på at optræde som mæglere mellem de hvide tsargeneraler, briterne og Mannerheimregimet for endelig at få »korstoget« mod Leningrad i gang. I juni måned, da det begyndte at knibe for Judénitj styrkerne, sendte ligaen den senere danske udenrigsminister Harald Scavenius til Helsingfors for at tilbyde Mannerheim sin mellemkomst som mægler. Den første autentiske beretning om denne celebre ekspedition forefindes i et telegram fra Harald Plum, der synes at stamme fra dagene omkring d. 1. juli 1919. Birck refererer dette på følgende måde i sin beretning:
»Et telegram til Bech van Siclen i New York (Bilag 17) meddeler Aarestrup, at Harald Scavenius er returneret fra Helsingfors for at meddele, at Mannerheim vil give fuld støtte, når definitivt arrangement mellem Koltjak og Finland foreligger. Scavenius meddeler, at samarbejde med de såkaldte russiske ministre, der omgiver Judénitj, er umuligt. Valget af nævnte personer er en fiasko. Derfor må Aarestrup hurtigt konferere med Koltjak. Han skal besøge ham. Han skal søge Koltjaks fætter Posokov (som iøvrigt blev understøttet af Transatlantisk Kompagni) og anmode ham om hurtig passage fra Vladivostok til Koltjak.«
I et brev fra Harald Plum til direktør Aarestrup i New York dateret d. 1. juli 1919 suppleres ovenomtalte telegrams oplysninger med en mere detailleret skildring af Harald Scavenius’ mission til Helsingfors og af de førte forhandlinger med Finlands rigsforstander:
»Kammerherre Scavenius tog i sidste uge til Helsingfors for på ligaens vegne at konferere med Mannerheim, dels for at slutte en endelig aftale med Judénitj, Koltjaks repræsentant på denne front. Forhandlingerne med Finland er tilfredsstillende: Med betydelig styrke vil Mannerheim understøtte Koltjak på denne front, når de er blevet enige om det russisk-finske mellemværende. Det kan ordnes, når Mannerheim har en dygtig mellemmand, og hertil vil han gerne have Scavenius. Men vi mener, at De (Aarestrup) er den rette mand. De skal få telegraferet Mannerheims betingelser.
De folk, der har dannet det såkaldte ministerium omkring Judénitj, er en broget forsamling. De har i den sidste tid fået trængt de personer ud, hvorpå vort samarbejde er baseret. [6] Det er ikke russiske »patrioter«, der er kun én russer tilbage blandt ministrene, resten er armeniere og jøder, folk, der kun vil mele deres egen kage. Foreløbig må vi anse samarbejde for håbløst og forudse muligheden af, at vi og Mannerheim må forlange, at Koltjak stiller den betingelse, at Judénitj, i stedet for at sidde i Helsingfors og politisere, personlig overtager ledelsen over Nordvestarmeen og overgiver alle ikke militære spørgsmål til Koltjaks delegerede, der igen må være vore medarbejdere.
Det er nødvendigt, at De er ligaens repræsentant hos Koltjak, indtil Rusland er befriet. Jeg håber, for den civiliserede verdens skyld, De vil påtage Dem denne opgave. Som det er for hele Europa, således er det også for vore firmaer afgørende, at det bliver civilisationen og ikke bolsjevismen, der sejrer. Først og fremmest sætter vi vore kort ind herpå. Alt andet er bagateller«.
Det er så heldigt, at der foreligger et ganske interessant supplement til bankkommissionens beretning i de hvidgardistiske memoirer. I sin såre oplysende dagbog fra Helsingfors oplyser M. S. Margulies den 20. juli 1919:
»Om aftenen ankom V. P. Tjuberski (en af Judénitj’s anglofile finansrådgivere) fra Stockholm. Han fortalte om et forslag fra den tidligere danske gesandt i Petrograd, Scavenius, der for tre uger siden ankom fra København med følgende plan til Judénitj: En række industrifolk med Scavenius i spidsen ville sikre hæren og Petrograd levnedsmidler i det nødvendige omfang mod veksler udstedt af det politiske råd. Men hele sikringen af forsyningerne skulle gennemføres af en vagt af udenlandske soldater, der var hvervede af Scavenius’ forsyningsorganisation. Hele dette projekt havde øjensynligt til formål at overdrage hele forsyningsapparatet til den danske gruppe, bag hvis ryg der tilsyneladende står tyske agenter. Gruppen havde udnyttet Scavenius’ naivitet, skønt han er en ærlig ven af Rusland. Da Scavenius dukkede op i det politiske råd hos Judénitj og fremsatte det ovenfor nævnte forslag, blev det modtaget med tavshed, og senere blev der overgivet ham et skriftligt afslag fra rådets side i en grov form: der blev udarbejdet et udkast af general Suvorov på en stump papir, og i denne form blev det overgivet. Skønt det politiske råd senere gav en frokost for Scavenius, og Kartasjev (rådets formand) ledsagede ham til banegården, afrejste Scavenius dybt krænket, som hidtil uden at forstå, hvorom sagen egentlig drejede sig.«
Vi har her baggrunden for Harald Plums nedsættende omtale af Judénitj’s ministre. Disse anglofiler havde krydset de plumske monopolplaner. Bag disse stod sikkert ikke blot tyske forsøg på infiltration, men også indflydelsesrige amerikanske kredse, der var utilfredse med englændernes alt for dominerende indflydelse i Judénitj’s politiske komité.
Den danske side af det billede, der her oprulles, er fantastisk, men også karakteristisk for politiske forhold herhjemme under Versaillesperioden: Vi ser igen denne typiske kontrol over statsorganer udøvet af finansens private skyggekabinet, der ligefrem påtager sig regeringsfunktioner og driver privat udenrigspolitik udfra rene finansinteresser.
En førsterangs dansk diplomat i aktiv tjeneste – knapt et år senere også Danmarks officielle udenrigsminister – optræder her som rejsende ambassadør for en finansgruppes antibolsjevikiske liga, fører forhandlinger med udenlandske statsoverhoveder, optræder som mægler mellem de hvide tsargeneraler og det ekspansive hvide Finland. Hans formål er ikke som kendt repræsentant for det danske regime at arbejde for fred i almindelighed, men at få tilvejebragt betingelser, der kan muliggøre Finlands totale deltagelse i angrebskrigen mod sovjetrepublikken. Mærkværdig dansk »fredsindsats«.
Man kan ikke engang trøste sig med, at sådanne metoder praktiseredes under et forbigående konservativt overklasseregime. Det var under regeringskoalitionen Th. Zahle-Stauning, disse mærkværdige tilstande florerede indenfor dansk udenrigstjeneste. Og det drejede sig ikke om noget enkelttilfælde. Forud var allerede gået en af regeringen tolereret og understøttet privat hvervning af danske væbnede styrker til krig uden krigserklæring. Man havde været vidne til samme Harald Scavenius’ åbne opfordring til angrebskrig, da han optrådte som dansk »sagkyndig« i Versailles. Og endelig var den hemmelige mission til Helsingfors i juni i sit væsen kun en fortsættelse af konsul Chr. Haxthausens lige så mystiske militære forhandlinger med Marskal Foch og entente-generalerne i Paris i forårsmånederne 1919. En regerings og et statsligt regimes sande væsen kommer undertiden bedst frem, når den førte politik belyses fra indersiden.
Man skal også være forsigtig med blot at affeje en Harald Scavenius’ storpolitiske mission til Mannerheim som et betydningsløst studerekammerprojekt uden egentlige følger i verdenspolitikken og for vort land. Det »danske« mæglingsforsøg mellem Finland og de russiske tsarister fik omgående praktiske virkninger, og det skyldes hverken »ligaen«, Harald Scavenius, Mannerheim eller general Judénitj, at de hemmelighedsfulde konspirationer i Helsingfors ikke kom til at sætte dybere spor i verdensudviklingen.
Harald Scavenius’ bidrag til at få fjernet den finsk-tsaristiske spænding havde bestået i, at den danske diplomat sammen med Mannerheim havde formuleret en platform, som kunne danne et grundlag for samarbejdet med den hvide general Judénitj. Som resultat af den danske diplomats mæglingsbestræbelser påbegyndtes umiddelbart efter, at Scavenius var rejst fra Helsingfors, realitetsdrøftelser mellem Mannerheim og Judénitj; omkring den 1. juli var der allerede i princippet opnået enighed om samarbejdets betingelser, og den 8. juli 1919 kunne den hvide »nordvesthær«s chef til Omsk telegrafere ordlyden af det forslag, Judénitj; og Mannerheim var enedes om. Harald Scavenius’ initiativ havde ikke været forgæves, selv om der senere indtraf uforudsete vanskeligheder ved gennemførelsen af nævnte finsk-russiske projekt.
Nogle af de vigtigste punkter i den trufne aftale var: De hvide russeres ubetingede anerkendelse af Finlands selvstændighed, finsk adgang til Ishavet over havnen ved Petsamo (Petjenga), og med hensyn til det karelske stridsspørgsmåls afgørelse var man enedes om følgende smidige formulering, der skulle muliggøre den finske stats ekspansion til Hvidehavet: »Anerkendelse af den fuldstændige selvbestemmelsesret for karelerne i guvernementerne Archangelsk og Olonets indenfor grænser, der nøjagtigt fastsættes af en international kommission. Reglerne for udøvelsen af denne ret og kontrollen hermed afhænger af fredskonferencen og nationernes forbund.«
Med krigsherrerne i Versailles som øverste kontrolorgan kunne der måske nok blive mulighed for karelerne til at »vælge« mellem tsargeneralerne og det hvide Finland under fremmed tryk og besættelse. Men man kunne under de givne forhold være lige så sikker på, at den lokale befolkning ingen chance ville få til at udtale noget ønske om tilslutning til det nye socialistiske Rusland.
Til ovennævnte politiske overenskomst var yderligere knyttet en udførlig militærkonvention angående det fremtidige finsk-hvidgardistiske samarbejde under de »forestående« fælles operationer mod Leningrad. Det var her blevet aftalt, at Mannerheim skulle have den militære overkommando over hele felttoget i almindelighed, da de hvide finner skulle stille hovedstyrken. Til gengæld skulle administrationen i alle erobrede russiske områder overlades Judénitj, der også fik overdraget kommandoen over alle deltagende russiske enheder.
Mannerheim-Judénitj-overenskomsten synes en overgang at havt sat fart i begivenhedernes udvikling på den internationale arene. Det øverste firemandsråd i Paris besluttede den 7. juli at sende en formel anmodning til Mannerheim om at lade finske tropper deltage i Leningradfelttoget, og to dage senere blev denne henstilling officielt tilstillet Mannerheim. Samtidig blev også det karelske spørgsmål taget op på fredskonferencen, i et møde d. 13. juli 1919. Det var vel i den anledning, Mannerheim havde ønsket Harald Scavenius’ assistance i Paris. Foreløbig henvistes problemet dog til undersøgelse i den baltiske kommission.
På Olonetsfronten havde de hvide finner ganske vist været tvunget til uordnet tilbagetog, efter at Den røde Armé d. 26. juni (fra Ladogasøen) havde landsat en styrke i Vitele i ryggen på det finske ekspeditionskorps. Fra finsk side var det dog meningen at sætte ind med langt større, regulære, styrker. Herom beretter den britiske øverstkommanderende på den murmansk-karelske front, general Maynard, i sine erindringer:
»De hvide finners tilbagetrækning blev næsten øjeblikkelig (d. 10. juli) efterfulgt af et telegram fra vor militærmission i Helsingfors, der meddelte, at den finske regering som følge af den sidste modgang havde besluttet at sende regulære tropper for at hjælpe de frivillige i Karelen. Man spurgte mig, om jeg kunne forene mig med dem vest for Petrosavodsk i løbet af 14 dage. Man gav udtryk for, at et samarbejde nu skulle være muligt i betragtning af, at Finland nu havde ændret sit krav på Karelen ved at foreslå spørgsmålet løst gennem en folkeafstemning indenfor det karelske folk.«
Også her sporedes altså virkningerne af Scavenius-planen under dennes forhandlinger med den finske rigsforstander. Harald Scavenius havde smidigt udspillet en gammel amerikansk-inspireret trumf i kampen om førerskabet under interventionen omkring Petrograd.
Scaveniusplanen i det karelske spørgsmål efterfulgtes i øvrigt af en hel række attaker mod de Judénitjministre, der alt for ensidigt havde engageret sig med englænderne. Herbert Hoover kom betegnende nok med udspillet i denne kampagne. I Margulies’ dagbog noteredes for den 17. juli et referat af et møde i Judénitj-rådet:
»Kusmin-Karajev (forsynings»ministeren«) forelagde et telegram fra Hoover, at hvis man ikke i begyndelsen af august kunne bringe forsyningerne frem til Petrograd, måtte man afgive dem i Europa, og han kunne ikke i tide påtage sig at fremskaffe nye forråd.«
To dage i forvejen havde de Hoover-dirigerede tyskvenlige hvide finansmænd i Helsingfors under ledelse af Grube og Utemann – Plums forbundsfæller – ladet udnævne deres egen konkurrerende kommité, der begyndte udgivelsen af et eget blad og oprettede selvstændige agenturer i London, Stockholm og København. Om denne ny komité noterede Margulies d. 30. juli i sin dagbog: »Scavenius har givet sit samtykke til at være ærespræsident for denne komité, og han vil måske også fremskaffe pengemidler.«
Endelig indledte en af nordvesthærens generaler, Rodtsianko på egen hånd udenom Judénitj forhandlinger med Mannerheim med tilbud om under alle omstændigheder at godkende de finske krav for at sikre det militære samarbejde. Dette var så meget mere betegnende, eftersom det hidtil havde været Rodtsianko, der ledede operationerne ved fronten, mens Judénitj »politiserede« i Helsingfors. Med samme general indledte typisk nok også Harald Plum og den danske anti-bolsjevikiske komité omgående forbindelser. D. 24. juli skrev direktør Plum helt selvsikkert, ved udsigten til snarlig triumf, i et brev til direktør Oluf Aarestrup i New York:
»Idag har jeg telegraferet. Russian Relief Comitee vil nu opfordre general Rodtsianko, nordvestarmeens general, hvis styrke er 60.000 mand til at sende en repræsentant for direkte forhandlinger. Dersom Finland og Koltjak enes, da en verdenskampagne om at understøtte de distrikter, der bliver befriet af den fremrykkende nordvestarmé ... Mannerheim har telegraferet til Paris for at foranledige, at Harald Scavenius får officiel opfordring til at komme dertil angående det finske spørgsmål. Han skal være mellemmand i Paris, og De hos Koltjak for ordning af det finsk-russiske mellemværende. Mannerheim mener dog, at Finland kan stille 100.000 mand til disposition for nordvestarmeens fremrykning ...«
Efter Harald Scavenius’ ganske vist noget omstridte »mesterværk« i Helsingfors synes lederne af den anti-bolsjevikiske liga i København overhovedet at have været helt overmodige af begejstring over de »lyse« fremtidsperspektiver. Typisk nok pralede Harald Plum allerede d. 19. juli 1919 i et brev til direktør Pauli i Brasilien: »Jeg tror, vi ved hjælp af ligaen begynder at nærme os målet. Så kan hr. Lenin forsvinde ...«
* * *
Der opstod imidlertid hurtigt »komplikationer«, de danske finansmænd ikke havde regnet med. Den første vanskelighed bestod i, at general Judénitj ikke var nogen selvstændig »krigsherre«, men kun hvid frontkommandant i nordvest og underordnet de hvide russeres daværende »øverste hersker« i det fjerne Omsk. Den forbenede tsarist admiral Koltjak vægrede sig fortsat både ved at anerkende Finlands uafhængighed og Judénitj-Mannerheim-aftalen. Den 20. juli telegraferede Koltjak befalende til Judénitj fra sin residens i Omsk:
»Gå ikke ind på nogen som helst traktatmæssige forpligtelser overfor den finske regering. Betingelserne er uantagelige, og jeg har ingen tiltro til nogen venskabelig hjælp fra Finlands side.«
De hvide tsargeneralers mistro selv overfor en Mannerheim og deres stædige afvisning af Finlands uafhængighed var det ene af de skær, der fik Harald Scavenius’ mæglingsaktion til at strande i det afgørende øjeblik. Den anden hindring for den reaktionære og aggressive alliance var det finske folks holdning. I Finland havde befolkningens vilje til fred og modstanden mod de hvide generalers krigerske eventyr mod Sovjetrepubliken efterhånden vokset sig så stærk, at den udviklede sig til en afgørende politisk faktor trods det reaktionære regime.
På dette tidspunkt havde Stalin personlig fået overdraget kontrollen med de militære operationer foran Leningrad og Karelen. Han var fuldtud klar over den finske hvide Borgerrepubliks indre svaghed grundet på befolkningens modstand mod krigen. I et interview med Pravdas korrespondent erklærede han den 8. juli 1919: »I betragtning af den revolutionære gæring, som er under udvikling der, udgør forholdene i Finland og Estland ikke nogen gunstig baggrund for formeringen af hvidgardistiske afdelinger ... En armé uden bagland – det er, hvad »nordvesthæren« er ...«
Den revolutionære gæring, der i Finland var blevet fremkaldt af Mannerheims åbne krigspolitik, var så kraftig, at den foruroligede selv de hvidgardistiske russiske iagttagere på stedet. Admiral Koltjaks hvide Stockholms-gesandt, Gulkievitj, indberettede allerede den 2. juli til Omsk:
»Jeg betragter det samtidig som min pligt at indberette, at den indre tilstand i Finland i den sidste tid er blevet skærpet i betydelig grad. Gæringen er kraftig. Antallet af de utilfredse, der slutter sig til de røde, vokser. Socialisterne, der udgør to tredjedele af landdagen, er modstandere af indblanding i russiske forhold. Mannerheim kan vanskeligt bevæge finnerne til et felttog mod bolsjevikkerne uden risiko for samtidig at fremkalde en regeringskrise ...«
I forbindelse med disse urovarsler og med den indre udvikling i Finland ser man betegnende nok endnu et vigtigt dansk statsorgan dukke op i en besynderlig rolle. D. 8. juli 1919 afsendte den hvide Londonambassadør, Nabokov, følgende karakteristiske telegram til Omsk: »London. Nr. 98-4018. Afsendt d. 8. juli 1919: Ifølge efterretninger fra den danske generalstab skal man ikke vente selvstændige, aktive operationer fra finnernes side mod Petrograd, da der i de røde kommuner træffes forberedelse til uroligheder i tilfælde af, at tropperne marcherer bort. AB. Nabokov 944/15«.
Vi ser her et uomstødeligt bevis på, hvordan den danske militære overkommando og vel i særdeleshed den militære efterretningstjeneste, hvis chef kort i forvejen havde været en af den anti-bolsjevikiske ligas ledere, oberstløjtnant Erik With, på dette tidspunkt havde indledet et intimt samarbejde med de russiske tsarister og optrådte som disses informator angående nordiske forhold. Generalerne stod i denne retning fuldtud på højde med vort diplomati i konsekvent anti-sovjetisk aktivitet.
I Finland kom den indre krise til åbent udbrud i forbindelse med præsidentvalgene den 25. juli 1919. Oprindelig havde den fungerende »rigsforstander« Mannerheim anset sin sejr for absolut sikker. Endnu i april og maj havde landdagens borgerlige flertal uden betænkeligheder givet sin enstemmige tilslutning til aggressionen over den Sovjetiske grænse og Olonets-ekspeditionen. Men i løbet af sommeren havde folkets stadig aktivere protester fremkaldt en indre krise og en politisk differensiering i de »hvides« lejr. En voksende Borgerlig fløj frygtede for, at aktiv krigspolitik under den rådende stemning i folket ville medføre, at det Borgerlige regime blev sat på spil, og at vejen ville blive lagt åben for en nye revolutionær omvæltning.
Ved præsidentvalgene den 25. juli 1919 fik disse Borgerlige strømninger overhånd blandt den finske landdags medlemmer: Mannerheim dumpede med glans og fik kun 50 stemmer, mens hans modkandidat fra fremskridtspartiet, professor Ståhlberg, blev valgt med 143 stemmer. Det var et nederlag på denne front, Harald Scavenius måske mindst af alt havde forudset, da han en måned i forvejen optrådte som »mægler« i Helsingfors på den anti-bolsjevikiske ligas vegne. Men fiaskoen var i alle tilfælde total. Det finske folk havde på afgørende måde, trods nederlaget i 1918, grebet ind og virkningsfuldt ændret historiens gang i en truende situation for Arbejderbevægelsen og socialismen.
Der er visse ting, der tyder på, at Mannerheim og den hvide finske hærs ledere i de sidste uger før valget havde overvejet et statskup og hemmeligt forberedte et militært diktatur, der skulle bryde folkets modstand mod krigspolitikken for at sikre felttoget mod Leningrad. Denne tanke strejfes gentagne gange i de russiske hvide observatørers indberetninger. Den 23. juli 1919 telegraferede således lederen af den hvidgardistiske delegation i Paris, tidligere udenrigsminister Satsonov til Omsk:
»Ambassadøren i Sverrig telegraferer, at en udsættelse af præsidentvalgene i Finland vil give grund til at vente en snarlig omvæltning, der kan åbne vejen til samarbejde.«
På samme måde indberettede den hvide Londonambassadør, Nabokov, den 24. juli om stillingen i Finland: »Man betragter yderligere uvirksomhed som farlig. De tropper, der er koncentreret ved grænsen, udsættes for propaganda. Overfor den offentlige mening har man brug for et påskud for at begynde de militære operationer. Man har forsøgt at fremskaffe det ved hjælp af provokationer, men hidtil uden held. I tilfælde af et nederlag for Mannerheim Ved præsidentvalgene er der fare for et kup fra den hvide gardes side og for proklameringen af et diktatur . . .«
Mannerheimkredsens åbenlyse rolle som aggressive krigsanstiftere og provokatører i sommeren 1919 belyses ligeledes klart i den senere Judénitj-minister M. S. Margulies’ dagbog fra Helsingfors, hvori det den 18. juli fortælles: »Det sidste håb er, at Mannerheim bliver præsident . . . Man fortæller, at Mannerheim af al kraft har forsøgt at provokere bolsjevikkerne til et overfald på Finland for under valgene at optræde i rollen som »landets fader«. Bolsjevikkernes venner underrettede dog disse, og finnernes manøvre lykkedes ikke ...«
Den aktivistiske finske reaktion evnede ikke at gennemføre sin planlagte eventyrlige og fascistiske linje for at virkeliggøre krigspolitikken. Resultatet af den regeringsændring, der fulgte efter præsidentvalgene, var i stedet, at Mannerheim også gik af som den finske hærs øverstkommanderende. Den nye regering opfordrede ham ganske vist til at fortsætte på denne post, men den hidtidige rigsforstander gjorde realiseringen af Leningrad-fremstødet til en absolut betingelse for at arbejde videre i spidsen for hæren. Til denne yderlighed vovede Finlands nye regenter og landdagsflertallet ikke at gå.
For den danske anti-bolsjevikiske ligas planer og for skandinavisk »aktivisme« overhovedet var Mannerheims fald årets alvorligste skuffelse. Harald Scavenius’ krigerske intriger havde været forgæves.
Midt i den frygtelige skuffelse over Mannerheims fald og det »taktiske«, finske tilbagetog på interventionsfronten opnåede lederne af finansmændenes anti-bolsjevikiske liga i København dog også nogle »resultater« i deres såkaldte »kamp for kulturen«. Det fik man at se under den følgende periodes udvikling i Estland og de baltiske stater, hvorom opmærksomheden nu koncentreredes.
Den finske hærs »svigten« i det afgørende øjeblik bevirkede ganske vist i første omgang et totalt sammenbrud i den såkaldte hvide »nordvesthær«s front. Hele det erobrede russiske område blev igen besat af den røde hær, og i temmelig opløst tilstand måtte Judénitj-styrkerne atter søge tilflugt på estnisk territorium. Jamburgs fald d. 5. august og rømningen af Pskov d. 26. august betegnede det første hvide Leningrad-eventyrs definitive fiasko. Man måtte begynde forfra med nordvesthærens reorganisering.
Af direktør Plums skriftlige beretning om Harald Scavenius’ virksomhed i Helsingfors vil man imidlertid se, at den anti-bolsjevikiske liga havde sat sig to foreløbige mål af mere intern karakter: »Ligaen« havde stillet krav om, at general Judénitj skulle tage til fronten i Estland »i stedet for at sidde i Helsingfors og politisere«. Og desuden ønskede man en omgående udskiftning af Judénitj’s såkaldte ministre. I stedet for folk, der »melede deres egen kage«, ønskede man folk, der var mere villige til at mele de udenlandske finansfolks kager. En sådan paladsrevolution var forudsætningen for det videre »samarbejde«, som Harald Plum udtrykte det.
Harald Scavenius’ indberetninger på dette felt må også have haft en vis international virkning, og det lader ligeledes til, at de danske finansmænds ønsker er faldet sammen med lignende planer hos vestlige ligesindede. Begge krav blev i alle tilfælde kort tid, efter at de var fremsat, realiserede – under yderst dramatiske former endda.
Umiddelbart før det »mislykkede« finske præsidentvalg rystede Judénitj d. 24. juli definitivt Helsingfors-restauranternes støv af sine fødder og rejste til Estland. I begyndelsen af august tog han som krævet, personlig overkommandoen over de hvide russiske styrker i nordvestfronten. Judénitj’s overflytning til Narva formede sig ganske vist ikke som noget triumftog. Meget malende indberettede de hvides Londonambassadør, Nabokov, den 11. august 1919 om stillingen: »Judénitj sidder uden penge, og jorden er ved at glide væk under fødderne på ham. Han er ikke alene ikke i stand til at formere en troppeafdeling på 4000 mand, men kommandanterne for de enkelte grupper nægter ham næsten lydighed ...«
Det var naturligvis slemt nok. Men i alle tilfælde var Judénitj nu der, hvor de udenlandske finansmænd ville have ham, og resten måtte så blive de vestlige bagmænds sag. Uden dem ville der længe ikke have været krig mere i Rusland.
Spørgsmålet om udskiftningen af den hvide »regering« fandt også en hurtig og absolut effektiv »løsning«. Under interventionskrigene udsprang de forskellige hvide marionetregeringer aldrig af folkenes vilje, men til gengæld så meget mere udfra udenlandske finansgruppers og regeringers ønsker og interesser. I en udførlig beretning, som de hvides ambassadør i Stockholm, Gulkievitj, d. 19. august 1919 videresendte til Omsk og til general Miller, den hvide diktator i Archangelsk, måtte ]udénitj sørgmodigt konstatere: »Det politiske råd, der fungerede hos mig, har sluttet sin virksomhed.« Der var nogle folk, der pludselig var færdige med at mele egne kager. Formerne for opfyldelsen af den anti-bolsjevikiske ligas brændende ønske fortjener imidlertid lidt mere opmærksomhed. ]udénitj selv beretter om begivenhedernes hurtige gang i Reval:
»General Goughs repræsentant, general Marsh, indbød straks efter sin ankomst til Reval d. 10. august tolv personer til sig efter en liste, han i forvejen havde opstillet, og erklærede overfor dem i nærværelse af Frankrigs og De forenede Staters militærkommissioner, at han i betragtning af den kritiske situation, i hvilken nordvestarmeen befandt sig, måtte foreslå dem inden kl. 7 – i løbet af 40 minutter og uden at forlade værelset - at danne en regering for det nordvestlige Rusland, som på stedet skulle undertegne en overenskomst med den estniske regering om fælles aktion. Hvis dette ikke blev udført, ville de allierede . . indstille enhver hjælp til hæren. Overfor general Marsh blev erklæret, at de af ham indbudte personer, i betragtning af den afgivne erklæring, påtog sig ledelsen af de russiske anliggender og dannelsen af en regering ...
Samme dags aften besluttede den nævnte gruppe af personer på mødet at anmode mig og med min tilladelse de ældste kommandører om at komme til Reval for at få afklaret den situation, der var opstået. Efter at jeg var ankommet til Reval, blev der under et møde med general Marsh stillet den fordring til mig, at jeg skulle anerkende regeringen som stående over mig og i min egenskab af øverstkommanderende indtræde i denne som krigsminister, samtidig med at jeg forblev øverstkommanderende. Da jeg ellers ikke så nogen anden udvej til at videreføre den russiske sag i nordvest – og da jeg modtog forsikring om, at hjælpen til hæren ville blive forstærket, og at der ville blive taget energiske forholdsregler for at gennemføre operationerne for at erobre Petersborg – gav jeg mit samtykke ...«
Det var tydeligt, at Winston Churchill, Herbert Hoover og Co. endelig var enedes om nye og »tidsvarende« metoder til vestens »forsvar for demokratiet og folkenes selvbestemmelsesret«. Versaillesperioden har mange dramatiske begivenheder og episoder at opvise. Men på »regeringsdannelsens« område synes begivenhederne i Reval i august 1919 dog at være noget af et unikum. Fremmede stormagters militære repræsentanter spærrede ganske kynisk en flok vilkårligt udpegede, og af dem ernærede, emigranter inde i et rum under trusler om, at de ikke blev løsladt, før de havde konstitueret sig som russisk »regering« og afsluttet en politisk aftale og en militærkonvention med en tilsvarende estnisk marionetregering om fælles overfald på Sovjetrepubliken.
Ved regeringsdannelsen i Reval, der borteliminerede en hel række af Judénitj’s hidtidige rådgivere, var det ganske vist den britiske general Marsh, der optrådte som den aktive drivkraft, men denne havde under kuppet ved sin side både USA´s lokale repræsentant mr. Müller og den franske delegerede hr. Hurstel. Baggrunden var en stormagtskohandel. Det var ganske vidst også den anglofile oliematador Lianotsov, der blev den nye regerings chef, men selve ministeriet blev en koalitionsregering af forskelligartede reaktionære faktorer: Således fik amerikanerne placeret deres specielle protegeer: de lokale ledere af det »socialrevolutionære« storbondeparti (Kerenskis partifæller) på en række ministerposter.
Som forsyningsminister udnævnte en gammel bekendt af Erik Plum: den samme hr. Margulies, som den danske direktør i april måned havde forhandlet med i Paris. Denne krævede overfor briterne d. 15. august straks ret til også at foretage indkøb af varer og materiel fra Tyskland, og han glemte heller ikke sine gamle bekendte i København. Den 22. august noterede Margulies i sin dagbog: »Jeg sendte opfordringer om patriotisk hjælp til Paris ... London ... Amerika ... og til vor gesandt i København: baron Meyendorff. Jeg bad alle om at skaffe os kredit, købe udrustning og forsyninger ...« Gennem baron Meyendorff søgte den nye »regering« tydeligt nok atter bedre forbindelser med Harald Plums anti-bolsjevikiske liga. Vi skal senere se, hvordan ligeledes selveste den britiske højkommissær i Baltikum, general Gough, på samme måde indledte personlig kontakt med den samme ligas spidser.
Ved den ny og mærkværdige »russiske regeringsdannelse« i Estlands hovedstad synes de danske finansmænd i den anti-bolsjevikiske liga endelig fuldt ud at have fået tilfredsstillet deres brændende kærlighed til »frihed, demokrati og folkestyre«, som der skulle missioneres for våben i hele det gamle Rusland.
Harald Plums og »ligaens« begejstring over, at man var gået til »handling« under forberedelsen af det nye Leningradtogt, kan bedst aflæses i et brev, som Harald Plum d. 21. august 1919 sendte til New York til direktør Aarestrup, der stadig ventede på sin indbydelse til admiral Koltjak i Sibirien. Det hedder heri kommenterende til de ovenfor fremstillede begivenheder.
»Forhandlingerne med den russiske liga er meget forgrenede og af intim natur. Hver dag synes de praktiske resultater at komme nærmere. Jeg tror, Erik Plum senest i oktober vil sidde i Petrograd. Desværre går det ikke så godt for Koltjak. Vi venter telegram fra Sibirien ...«
På officiel anerkendelse af Harald Plums virksomhed fra allerhøjeste sted manglede det heller ikke i denne periode. Den anti-bolsjevikiske ligas aktivitet var lige noget, der passede vort meget russisk interesserede kongehus, hvor enkekejserinde Maria Feodorovna´s indflydelse gjorde sig stærkt gældende både før og efter hendes tilbagekomst til Danmark. I ovenfor citerede brev til direktør Aarestrup meddelte Harald Plum med synlig stolthed: »Majestæten har optaget mig i ridderskabet, som De (Aarestrup) allerede længe har tilhørt.«
Iøvrigt synes bevidstheden om, at de internationale monopolers redskaber – »vore medarbejdere«, som Transatlantisk Kompagnis direktør udtrykte det så klart – helt havde overtaget ledelsen af den »kommende« russiske »nordvestregering« ganske at have beruset Harald Plum med herskerdømme. I professor Bircks fortrolige beretning kan man læse: »D. 20. august 1919 brev til Glückstadt (Bilag 21). Plum sender til gennemsyn udkast til ordning af den nye russiske nationalbank ...«
Det ville være interessant at vide, om det var Transatlantisk Kompagnis leder, der selv havde tænkt sig at ordne Ruslands fremtidige finanser efter Landmandsbankens mønster, eller om dette projekt var et fælles produkt af Plum-gruppens stadig mere intime forbindelser med Herbert Hoover og den kendte amerikanske Morgangruppe, der netop var begyndt at få interesse i at overtage kontrollen i den danske koncern for at udnytte denne til indtrængen på det russiske marked, specielt gennem datterselskabet »Russisk Handelskompagni« og dettes russiske stab.
* * *
De danske finansmænd i den anti-bolsjevikiske liga nøjedes imidlertid ikke med applauderende beundring overfor de store vestmagters utrolige kraftpræstationer hinsides Østersøen, hvor det gjaldt om at øve vold og vilkårlighed overfor befolkningens vilje i de besatte områder. Harald Plum og Co. var også med liv og lyst aktive medorganisatorer, hvor det gjaldt forberedelserne til det næste Leningradfelttog, selvom den danske virksomhed måske nok var lidt mere ensidig forretningsmæssigt præget, hvor »vennernes« var militær. »Ligaen«s vestlige forbindelser var i alle tilfælde »gode« nok. Det fremgår af en anden beretning (dateret d. 29. august 1919) fra Harald Plum til direktør Aarestrup, hvori det fortælles:
»General Gough, Englands militære adviser for Finland, Estland og Litauen (skal være Letland, da Polen og Litauen var fransk interessezone. K. M.) samt den russiske nordvestarmé, passerede sidste lørdag-søndag København om bord på en krydser. Vi havde indgående konferencer, ligesom han – trods rejsens forcerede hurtighed – var min gæst sammen med sine officerer på »Sunshine«. Samarbejdet mellem den militære aktion og Russian Relief blev fuldstændig fastlagt under forudsætning af, at han definitivt kan gennemføre sine planer i England, hvad han regner med vil vare to dage, så han skulle være tilbage allerede på søndag.
Onsdag (27. august) afrejste Haxthausen derefter til Paris for at opsøge Koltjaks repræsentanter og sætte dem ind i situationen og telegrafisk meddele os resultatet af forhandlingerne med dem. Så snart vi derfor har Gough tilbage fra England og telegram fra Haxthausen, skulle vi endelig kunne telegrafere Dem definitivt i sagen, idet den så skulle være så nær sin løsning, som det overhovedet er muligt at bringe den, hvis den overhovedet skal kunne gennemføres i indeværende år. Og intet skulle være mere ønskeligt for verden.«
Vi ser af dette brev, at den danske anti-bolsjevikiske liga, efter længe at have fulgt den amerikanske levnedsmiddeldiktator Herbert Hoovers anvisninger, på dette tidspunkt også havde søgt direkte kontakt med den britiske højkommissær i de Baltiske lande, general Hubert Gough. Professor L. V. Birck fortæller i sin tillægsberetning om Landmandsbankens sammenbrud, at Gough åbenbart har anset samarbejdet med Transatlantisk Kompagnis russiske organisation for at være så vigtigt, at han tog en af Russisk Handelskompagnis direktører med om bord på sin krydser til London.
Det er lige så bemærkelsesværdigt, at det danske diplomati også i dette tilfælde var direkte engageret i de førte forhandlinger. Det var ved denne lejlighed igen den tidligere danske Moskva-konsul: ritmester Chr. Haxthausen, der af ligaen blev udset til mellemmand ved forhandlingerne med de hvide russeres delegation ved fredskonferencen i Paris. Som tidligere anført havde den samme diplomat tidligere i ligaens tjeneste ført de militære forhandlinger om frivilligkorpset med marskal Foch i begyndelsen af 1919, ligesom han senere blev delegeret til Oslo i forbindelse med planerne om at udnytte Fridtjof Nansens hjælpeplan til at fremme en anti-bolsjevikisk omvæltning i Rusland. Chr. Haxthausen og Harald Scavenius synes overhovedet at have repræsenteret »ligaen«s udenrigspolitiske sektion, der regelmæssigt udsendtes som private rejsende ambassadører af finansmændene, når der skulle intrigeres mod Sovjetregeringen. Måske udfyldte de én mission til: De var sikkert også »ligaen«s faste -bindeled med Erik Scavenius’ danske udenrigsministerium og den danske regering, der bestemt ingenlunde var uindviet i kombinationen Emil Glückstadt-Harald Plums »private initiativ« på udenrigspolitikkens område – en mere end farlig nyopfindelse på dansk statslivs område. Men den daværende radikale udenrigsminister, Erik Scavenius, talte jo som bekendt få år senere med stor sagkundskab om den danske Højfinans’ forfatningsmæssigt uhjemlede, men så meget mere indflydelsesrige »tredje ting«: Den moderne kapitalismes bidrag til den formelle udbygning af Junigrundlovens Borgerlige »demokrati« i et klassedelt samfund: En langt smidigere erstatning for de priviligerede lags særstilling end Estrups provokerende værnen godsejerinteresser ved hjælp af landsting og kongehus. Maskeret, men så meget mere effektiv.
Om indholdet af de mystiske forhandlinger mellem den britiske højkommissær for Baltikum og lederne for finansmændenes anti-bolsjevikiske liga i København får man refereret nogle interessante enkeltheder i direktør Erik Plums bog om det russiske handelskompagni. Plum, der ellers er temmelig diskret med hensyn til oplysninger om »ligaen«s udenrigspolitik, skriver om general Hubert Goughs Københavnervisit følgende:
»Unddraget offentlighedens lys blev der ... arbejdet på forskellige planer, og med kendskab til, hvor usikkert fodfæste Sovjetregeringen på dette tidspunkt havde i Rusland, navnlig i militær henseende, måtte man den gang tro, at en eller anden af planerne måtte føre til en omvæltning i Rusland. Da en sådan omvæltning, hvorledes den end skete, måtte anses at ville føre ud i fuldstændigt kaos i det omtumlede Rusland, opstod der planer om at danne en international organisation, der skulle være parat til at søge at beskytte og varetage, på mest effektiv vis, de udenlandske interesser i Rusland og Sibirien.
Med de interesser, som Transatlantisk Kompagni havde i Rusland, var det naturligt, at sådanne planer måtte finde tilslutning hos kompagniet. Den ledende stilling i dette arbejde, som Transatlantisk Kompagni ved sin udformning af planerne måtte få, gav også anledning til, at den tidligere nævnte engelske højkommissær, general Gough, da han efter sit ophold i Finland og de Baltiske lande passerede København, opsøgte Harald Plum og foreslog, at den civile organisation, der var ved at dannes, skulle stille sig til disposition, hvis en af ham planlagte engelske aktion medførte en omvæltning i Rusland. Han var blevet klar over, at de aktioner, som England tidligere direkte eller indirekte havde støttet, var brudt sammen, netop til dels på grund af, at der ikke i tilknytning dertil var gjort forsøg på at løse det civile administrationsspørgsmål. Sagen blev drøftet med generalen og hans folk i nogle møder, men løfte om samarbejde erholdt general Gough dog ikke. Hans planer om en militær aktion direkte mod Petrograd syntes straks at vinde bifald i London og Paris, men hans afskedsord om, at han om 14 dage ville være her i København igen for at konferere videre, blev aldrig opfyldt ...«
Man vil se, at Erik Plums meget forsigtige beretning, hvori det hævdes, at »ligaen«s ledere ingen løfter om samarbejde afgav overfor general Gough, står i direkte modstrid med Harald Plums friske fremstilling i brevet til direktør Aarestrup, hvor det hed: »Samarbejdet mellem den militære aktion og Russian Relief blev fuldstændig fastlagt. . .« Finansmændenes liga har sikkert med begærlighed grebet chancen for at vinde indpas i russisk administration ved at stille Transatlantisk Kompagnis stab til rådighed for erobrerne. Netop dette perspektiv fremholdtes gang på gang i ligaens forskellige dokumenter lige siden starten i februar måned 1919.
Et andet spørgsmål af mere forretningsmæssig karakter er sikkert også blevet drøftet med højkommissæren: Problemet om leverancer til de erobrede områder. Netop til dette formål havde både Transatlantisk Kompagni og andre danske eksportfirmaer foretaget imponerende indkøb fra USA og Tyskland for at være på pletten, når det russiske marked atter »åbnedes« af Judénitj’s hære. Forventningen om en enorm sortbørs-fortjeneste virkede her mere end tillokkende på skandinaviske forretningskredse.
Allerede midt i juli 1919 kunne den hvide Londonambassadør, Nakobov, med hensyn til forsyningen af Judénitj hæren og af de områder, denne skulle erobre, indberette til Omsk: »Hos svenskerne har vi modtaget levnedsmiddelreserver som lån og ligeledes som ejendom udfra en (forretningsmæssig) synsvinkel. Jernbanerne i baglandet er i englændernes hænder.«
Var svenskerne i fuldt beredskab i forventning om Leningrads fald, kan man være sikker på, at dette ikke mindre gjaldt vore hjemlige børsfolk og varehamstere. Spekulationen i Sovjetstyrets »forestående« fald var på dette tidspunkt mange »finansmænd«s store, og forfejlede, konjunkturdisposition.
Bagmændene for de udbredte skandinaviske spekulationer i en blomstrende Østersøhandel efter en hvid sejr var stadig i første række de amerikanske monopoler og deres repræsentanter i de nordiske hovedstæder. I august måned 1919 offentliggjorde således bladet New York Financial American en udførlig indberetning fra den amerikanske handelskonsulent i Stockholm, Norman L. Anderson, hvori denne udmalede strålende fremtidsperspektiver for dansk forretningsverden som partner i amerikansk Østersøhandel. Det hed:
»København er transitcentret for Østersøhandelen, og den amerikanske udenrigshandel bør have sin opmærksomhed henvendt herpå, når det gælder efterkrigstidens Østersømarked. Det er blevet foreslået, at der skulle oprettes et amerikansk-baltisk Terminal Company med hovedsæde i København og med såvel dansk som amerikansk kapital. Såfremt der kan opnås en frihavnskoncession for Korsør, kan man dér eller i København bygge varehuse og fabriker, der skal behandle amerikanske varer for transitafskibning til og fra Danmark, Norge, Sverrig, Finland, Rusland og muligvis Tyskland. Den danske kapital, der anbringes, burde fortrinsvis repræsenteres ved stærke danske handelsselskaber ... som på grund af deres forbindelser på Østersøområderne ville være i stand til at støtte afsendelsen og transiteringen af amerikanske varer.
På denne måde vil USA blive i stand til at kontrollere den amerikanske handel på Østersøen ved hjælp af og i samarbejde med allerede bestående danske virksomheder. En af grundene til, at Hamburg kontrollerede så stor en del af den baltiske handel, var dens stærke financielle institutioner, men dette vil kunne opvejes ved amerikanske filialbanker, som samarbejder med de københavnske banker ...«
Ved sådanne propagandaperspektiver, der bredt populariseredes i den danske presse, forsøgte man fra amerikansk side ustandseligt at aktivisere de danske finansmænd i den »fælles« kamp for at erobre det russiske marked gennem anti-bolsjevikisk aktion. Vi skal senere se, hvordan det netop var på denne linje, både Plum-gruppen og Landmandsbanken indledte deres forhandlinger med Morgan og andre amerikanske bankhuse i eftersommeren 1919.
* * *
Baggrunden for de intime drøftelser mellem Plum-ligaens spidser og general Gough var iøvrigt en hel serie nye fantastiske voldshandlinger mod det lille estniske folk for at tvinge dette til fortsat at stille kanonføde i de internationale monopolers interesse.
Til det famøse møde i Reval d. 10. august 1919, hvor der blev dannet en russisk regering af indespærrede emigranter, var der også sendt indbydelse til det lille Estlands ministre, for at de på stående fod kunne kuppes til at undertegne en militærkonvention med Judénitjhæren mod, at den nye hvide »regering« skriftlig anerkendte Estlands »uafhængighed«. Esterne var dog forsigtigere. Judénitj skrev i sin beretning herom: »De indbudte ministre fra den estniske regering erklærede, at de var ude af stand til at undertegne en overenskomst uden behandling af spørgsmålet i deres statsråd ...«
Den nye »russiske« regeringsdannelse er vel forekommet selv angel-saksernes Borgerlige og socialdemokratiske marionetter i Estland en smule for uformel og farceagtig. De vovede derfor at stille krav om visse garantier, nemlig at de allierede stormagter først selv formelt skulle anerkende Estland som uafhængig stat, og at den overenskomst, der eventuelt afsluttedes med nordvest-regeringen, forud også skulle have admiral Koltjaks godkendelse. Den skæbne, der var overgået Judénitj-Mannerheim-aftalen i juli stod endnu i frisk erindring.
Denne »opsætsighed« fra de hvide estniske ministres side havde nær kostet deres »regering« livet på stående fod. De britiske og amerikanske militærmissioner ignorerede omgående den »folkevalgte« regering og landdagsflertallet og overtalte i stedet d. 12. august den hvide estniske hærs øverstkommanderende, general Laidoner, der i 1918 havde været under britisk kommando ved Murmansk, til på egen hånd at undertegne militærkonventionen uden hensyn til regeringens beslutninger. Forud var endda også gået forsøg på at arrangere et estnisk statskup. I en korrespondance til det store Borgerlige svenske blad Stockholms Dagblad fra Helsingfors d. 19. august 1919 gives der følgende malende skildring af angel-saksernes nye »demokratiske aktion« i Reval:
»Deltagelse af militære styrker specielt fra den estniske hær har været ønskelig, men alle underhandlinger er strandet på holdningen hos den estniske regering, som befinder sig i radikalt farvand, og som stod i begreb med at forhandle med bolsjevikkerne. General Laidoner, der er modstander af disse bestræbelser, har nu, uden hensyn til den venstreradikale regering, afsluttet aftalen. På forespørgsel om, hvorvidt han ikke frygtede vanskeligheder fra sin regerings side, erklærede generalen, at han er tilstrækkelig stærk til at handle mod regeringen, i nødsfald gennem et militært diktatur, og desuden, udtalte han, savner jeg en anerkendelse af Estlands selvstændighed.
Forhandlinger mellem ententens repræsentanter og den tidligere ministerpræsident Päts, der var gået forud, var strandet. Forhandlingerne drejede sig om afsættelsen af det nuværende radikale kabinet og om dannelsen af en ny moderat regering.«
Som man vil se, veg de angelsaksiske militærkommissioner under forsøgene på at sikre deres krigspolitik hverken tilbage for at manøvrere militæret ud mod regeringen, eller for trusler om at indsætte en reaktionær mindretalsregering, eller et åbent militærdiktatur i det lille estniske protektorat. Det var vilkårlige og despotiske klovneløjer af denne art, der i dansk presse præsenteredes under det tvivlsomme varemærke: baltisk frihedskamp. Der var iøvrigt intet mærkeligt i, at det netop var angel-saksernes to protegeer: »Sivskobaronerne«s leder, Konstantin Päts, og den britiske agent, general Laidoner, der i perioden fra d. 12. marts 1934 og til landets befrielse i sommeren 1940 etablerede et åbent fascistisk diktatur i Estland. De havde begge gået i en god skole hos de angelsaksiske generaler i interventionsårene.
Den borgerlig-socialdemokratiske estniske regerings »modstand« fik vestmagterne iøvrigt hurtigt knækket. Dens marionetministre var nemlig helt henvist til at leve på udenlandske penge. Den Borgerlige estniske »stat«s udgifter beløb sig i året 1919 til 2148 millioner mark. Heraf dækkede skatteindtægten kun 148 millioner, mens 591 millioner fremskaffedes ved at sætte seddelpressen i gang. Det enorme underskud på statsbudgettet måtte derfor dækkes ved lån hos de angel-saksiske protektorer, og prisen for denne »kredit« var estniske soldaters blod ved Leningradfronten.
Augustkrisen klarede Herbert Hoover og amerikanerne, da der netop forhandledes om nye amerikanske kreditter. Wall Street tilbød et lån på 50 millioner dollars, men til så stort et beløb på stramme betingelser turde »regeringen« Strandmann ikke binde sig, og ved behandlingen i landdagen blev der d. 28. august kun givet fuldmagt til at låne 20 millioner dollars. Men selvfølgelig blev der ikke givet lån uden fortsat estnisk krigsdeltagelse sammen med Judénitjs tsaristiske styrker.
De småborgerlige estniske ministre kom hurtigt til at kvittere for »lånet«: I dagene den 29.-31. august 1919 trådte den første estniske fagforeningskongres sammen i Reval, og af 420 delegerede støttede kun en lille gruppe på 30 regeringens politik. Det overvejende flertal af arbejderrepræsentanterne krævede øjeblikkelig fred med Rusland og udtalte sig for Sovjetstyrets genindførelse i Estland. Så snart disse beslutninger var vedtaget, lod den højre-socialdemokratiske indenrigsminister Hellat kongressen opløse af militæret. 110 af de delegerede blev fængslet. Af disse blev 29 skudt ved Peipussøen, mens resten jagedes gennem fronten til sovjetområderne.
Selv da landdagen den 12. september 1919 havde vedtaget en beslutning om at indlede fredsforhandlinger med Sovjetregeringen, fik »regeringen« ikke lov til at føre denne beslutning ud i livet. Allerede den følgende dag kunne den tsaristiske admiral Sablin fra London indrapportere til Omsk:
»Den engelske regering har givet sin repræsentant [7] i Reval pålæg om med alt muligt eftertryk at advare den estniske regering mod at slutte fred med bolsjevikkerne og at indskærpe estlænderne ikke at foretage sig noget som helst skridt på udenrigspolitikkens område uden i forvejen at have truffet aftale med London.«
Det såkaldte »uafhængige« Estland var omgående blevet forvandlet til et angel-saksisk protektorat, der måtte lystre ordre udefra. Derfor kom det ikke til nogen fred med Sovjetstyret i efteråret 1919, og derfor blev estniske soldater, trods befolkningens aktive fredsvilje, tvunget med ind i Judénitjs oktoberoffensiv mod Leningrad. Det var med de baltiske småstaters brutale britiske guvernør, højkommissær Hubert Gough, de danske finansmænds liga forhandlede i dagene d. 23. og 24. august 1919 i København umiddelbart efter generalens brutale voldshandlinger overfor det lille estniske folk. Intet under, at Harald Plum med glæde stillede både den Transatlantiske koncerns og ligaens russiske stab til rådighed for denne vestlige krigsmager.
På dette tidspunkt befandt den danske militærindsats i Baltikum sig allerede i fuld opløsning. Efter den første Judénitjs´-offensiv og briternes overgreb i Estland forlangte store dele af det hvervede danske mandskab at blive sendt hjem. D. 5. september 1919 ankom oberstløjtnant Borgelin med 121 af de afmønstrede danske »frivillige« til København. Westenholtzkorpset var allerede i fuld opløsning, før Judénitj’s anden offensiv kom igang.
* * *
I professor Bircks beretning findes endnu et dokument om den danske ligas videre forbindelser med general Gough. D. 19. september skrev Harald Plum lidt nedslået til direktør Aarestrup i New York. Først gengives teksten til et tidligere afsendt telegram: »Grundet på langsomme forhandlinger kan man ikke gøre noget i år. Opgiv derfor Deres visit i Sibirien.« Derefter hedder det videre i Plums brev:
»Hvor vanskeligt sagen kan bedømmes selv her, hvor alle tråde samles, forstår De af, at jeg, fem timer efter at have telegraferet til Dem, fik et telegram fra en af mine venner, den ledende general Gough, som jeg besøgte ombord på hans krydser på vej herfra til London, om at nu måtte aktionens foretagelse anses for sikret, mens dagen efter meddelelsen arriverede om beslutningen i Paris om overhovedet ikke at foretage nogen art af aktion. I øjeblikket ser alt ud som om det gamle Europa skal gå definitivt i stykker. Imidlertid må man håbe, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Men hvordan og hvorfra ...?«
Harald Plums fortvivlelse beroede på et urigtigt Reutertelegram fra Paris dateret d. 15. september om, at ententen ville opgive interventionspolitiken overfor Rusland. Tre dage senere godkendtes general Goughs angrebsplan mod Leningrad af det øverste råd, der dog samtidig nægtede at anerkende de tre baltiske staters »uafhængighed«, som Gough ligeledes havde stillet forslag om efter krav fra de marionetregeringer, han herskede over.
I den følgende tid fulgte en række andre krigerske meldinger fra Paris. D. 25. september vedtog fredskonferencens øverste råd at lade en kommission undersøge mulighederne for total blokade af Sovjetunionen, og d. 9. oktober blev en højtidelig note udsendt fra rådet til både Tyskland og de »neutrale« stater om at deltage i dette økonomiske stranguleringsforsøg mod Sovjetstaten. Dette var indledningen til Judénitjhærens anden offensiv mod Leningrad, der startede d. 10. oktober 1919, efter at englændere og amerikanere i et par måneder havde ført store mængder krigsmateriel og forsyninger af enhver art til opmarchpladsen i Estland.
Indre modsætninger i interventionsfronten gjorde også dette forsøg illusorisk. Forudsætningen havde været et fremstød, hvori alle tre Baltiske stater og eventuelt Finland skulle deltage. Men kalamiteterne fra sommeroffensiven gentog sig. De hvide lettiske og litauske hære blev fra starten af sat ud af funktion på Sovjetfronten grundet på et angreb, der netop på dette tidspunkt vestfra indledtes mod de to sydlige Baltiske stater af tyskerne og den tsaristiske eventyrer, oberst Avalov-Bermont, og Finland marcherede heller ikke denne gang trods et par hysteriske opfordringer fra Mannerheim, der var på rejse i de vestlige hovedstæder.
Efter omdannelsen af general Judénitj’s »nordvestregering« dukkede iøvrigt atter agenter for den anti-bolsjevikiske liga i København op på scenen i den finske hovedstad for at genoptage Harald Scavenius’ gamle »mæglerrolle« til sikring af finsk krigsdeltagelse. D. 31. august 1919 noterede »minister« Margulies i sin dagbog: »En eller anden hr. Brandenburg, der var deltager i Scavenius’ projekt, er ankommet til Helsingfors, Der føres forhandlinger med finnerne. Brandenburg har sagt ja til Torsjevski (en hvid finansmand), at der endvidere allerede er truffet visse aftaler. (Med hvem?) For at yde militær hjælp skal Finland af Rusland modtage alt, hvad det tidligere har stillet krav om af Rusland, og desuden skal russerne forpligte sig til at flytte hovedstaden bort fra Petrograd til et andet sted. Det er det hele!«
Den finske regering Vennola-Holsti nægtede ikke at stille finske tropper til rådighed for overfaldet på sovjetrepubliken, men prisen var blevet sat op. Oliemagnaten S. G. Lianotsov, der i dagene d. 12.-17. september 1919 i Helsingfors førte direkte forhandlinger med udenrigsminister Holsti, berettede senere for »ministrene« i Reval om forhandlingernes forløb. I Margulies dagbog hedder det d. 18. september om Lianotsovs beretning: »Finland vil meget gerne foretage en fremrykning til Petrograd, men hertil skal de allierede udruste det og give det midlerne.« Finland ville »kun« ofre sine soldaters blod og krævede, at stormagterne skulle betale for det. Og så vidt ville ententen ikke gå.
Under konferencen mellem randstaterne i Dorpat i september og oktober havde de finske repræsentanter ganske vist lydigt fulgt ententens anvisninger og modarbejdet enhver fredsslutning med Sovjetstyret, et standpunkt, der d. 26. september havde fået tilslutning fra alle Borgerlige finske partigrupper. Uheldet ville imidlertid, at det fatale karelske spørgsmål igen var blevet taget op af ententens øverste råd d. 30. september. I den officielle Reutermeddelelse hed det kort og godt:
»Det øverste råd har idag diskuteret den af kommissionen for baltiske anliggender afgivne beretning angående Petjenga (Petsamo) og Karelen. I sin betænkning havde kommissionen anmodet om tilladelse til at overveje spørgsmålet om, hvorvidt Finlands bestræbelser i disse egne kunne imødekommes. Rådet gav kommissionen den ønskede fuldmagt, men fremhævede samtidig, at konferencen ikke har ret til at disponere over territorier tilhørende Rusland.«
Denne forsigtige afvisning af de finske annektionsplaner blev sikkert i sidste instans afgørende for det hvide Finlands holdning. Trods gentagne direkte opfordringer fra de hvide russeres side nægtede den finske regering i oktober og november konsekvent at deltage i Leningrad-eventyret, der efter en måneds kampe med vekslende held brød totalt sammen, efter at Judénitj en overgang var nået frem til den nordlige hovedstads forstæder.
Den estnisk-sovjetiske våbenstilstand af 31. december 1919 og senere Dorpatfreden den 2. februar 1920 betød definitivt afslutningen på interventionsplanerne på denne front, hvor specielt de skandinaviske lande havde udvist så forbløffende en aktivitet, først ved hjælp af hvervede »frivillige« soldaterbander og senere ikke mindre energisk ved diplomatiske intriger og fremfor alt ved økonomisk spekulation. På alle disse områder havde danske finansmænd og forretningsforetagender bestræbt sig for at få deres del af rovet, hvis det skulle lykkes de vestlige monopoler at gennemføre deres koloniale projekter gennem militær nedkæmpning af Sovjetregimet.
Med de hvide generalers nederlag var der foreløbig også sat en stopper for dette stykke aggressive skandinaviske dværgimperialisme på den anden side Østersøen. Tilbage blev kun lidt økonomisk infiltration i de hvide Baltiske stater.
* * *
Fra sovjetisk side synes man at have været godt orienteret vedrørende den danske anti-bolsjevikiske ligas virksomhed allerede forud for offentliggørelsen af professor Bircks beretning, ikke mindst vedrørende Judénitj-projekterne. Sidst i marts 1923 erklærede således den Sovjetiske handelsmissionær Leonid Krassin i et interview i Sovjetpressen: »Scavenius deltog aktivt i forberedelsen af Judénitj’s offensiv og organiserede varehuse, der blev fyldt med varer til Judénitj, idet han håbede på det røde Petrograds fald, Judénitj’s fuldstændige nederlag var også et totalt nederlag for Scavenius’ politik.«
Harald Scavenius følte sig tilsyneladende meget ilde berørt over dette angreb og søgte at reducere forbindelsen med Judénitj til en rent »humanitær hjælpeaktion« – fra hans kones side. I en svarartikel, der blev offentliggjort i Venstres provinspresse d. 6. april 1923 i anledning af Krassins angreb, fortalte Scavenius: »Uden al fantasi indskrænkede denne historie sig til, at min kone sammen med andre danske rejste til Reval for dér at yde deres bidrag til det hjælpearbejde, der fra alle lande blev gjort for de tusinder af ulykkelige civilpersoner, der i kølvandet af Judénitj’s tilbagetog var strømmet over Estlands grænse. Denne handling, der iøvrigt skete, før jeg blev minister, er der ingen grund til at skamme sig over ...«
Vi ved nu, at dette dementi af Krassins anklage var urigtigt. Som dokumenterne fra den anti-bolsjevikiske liga viser, deltog Harald Scavenius netop særdeles aktivt i forberedelsen af interventionen, ikke blot i Paris under fredskongressen, men også som mellemmand mellem Judénitj og Mannerheim. At han indenfor ligaen havde energiske hjælpere ved organiseringen af de fyldte varehuse forud for Judénitj’s oktoberoffensiv i 1919, er en anden sag. Her var Harald Plum og Co. sikkert de førende i spekulationsopkøbene, der skulle forberede Leningrads fald.
Der foreligger desværre ingen danske dokumenter angående den anti-bolsjevikiske ligas virksomhed fra sidste akt af eventyret ved Østersøen. Sporene er visket ud og materialerne enten brændt eller holdes i det mindste fortsat skjult for offentligheden og eftertiden. I slutningen af professor Bircks beretning opgøres kun nogle korte regnskabsmæssige facts fra Transatlantisk Kompagnis virksomhed i det bevægede år 1919. Der fortælles her:
»Harald Plums russiske planer har kostet Transatlantisk Kompagni mindst 800.000 kroner, idet der i Russisk Handelskompagnis bøger på kontoen »Russiske understøttelser og forskud« er debiteret 794.482,91 kr. Blandt de understøttede findes general Posokov og prinsesse Lvov.«
Både økonomisk og ikke mindst politisk og moralsk kostede finansmændenes anti-bolsjevikiske liga landet betydeligt mere!
Også på dette punkt forbigår afdøde professor Birck i sin udredning af de danske finansmænds samvirke med hvidgardisterne med alt for klædelig takt den anden part i det store anti-bolsjevikiske spil. Med rette fremførte direktør Emil Glückstadt i sit strengt hemmeligholdte memorandum af d. 21. marts 1923, der udarbejdedes på Vestre Fængsel, følgende ubehagelige spørgsmål vedrørende H. N. Andersens delagtighed:
»Hvorfor stillede ØK en kredit i banken til disposition for en meget højtstående person (enkekejserinde Maria Feodorovna) samt forskellige højtstående (tsaristiske) officerer, der af politiske grunde ikke kunne være i deres eget land? Dette, skete altid efter personlig ordre fra etatsråd Andersen, og uden at bestyrelsen i ØK blev underrettet.«
En særdeles ansporende virkning på etatsråd H. N. Andersens og Siam-kredsens anti-sovjetiske aktivitet havde uden tvivl enkekejserinde Maria Feodorovnas´ hjemkomst til Danmark d. 19.august 1919. I modsætning til Plum-gruppen satte ØK dog i første række sine kort på Churchills interventionsplaner og de britiske monopolers fremtrængen på det Baltiske og Russiske marked. Under de britiske journalisters Danmarksbesøg i august 1919 appellerede »elefanten« åbenlyst til britisk-dansk samvirke under henvisning til sine konferencer med tsaren i juli 1915. I Daily Cronicle for d. 17. september gav den engelske journalist Cecil Roberts følgende skildring af H. N. Andersens planer:
»I en samtale, jeg forrige måned havde med H. N. Andersen, grundlæggeren af ØK, en mægtig skibsmagnat og sandsynligvis den største nulevende kraft i Danmark, fortalte han om et møde, han havde haft med den nu afdøde russiske tsar. Andersen udviklede i store træk for tsaren en handelspolitik med Danmark som transitagentur gennem sin store havn, hvorved Østersøhandelen ville komme under Ruslands og Englands ledelse. Tsaren bad Andersen om at forfatte et memorandum om denne politik, hvilket Andersen gjorde.«
Meningen var tydelig nok nu at opfordre briterne til at udnytte et samvirke med danske forretningskredse på det »generobrede« russiske marked. Som et led i bestræbelserne for at tilvejebringe et sådant kompagniskab oprettede ØKs´ Londonfilial og britiske firmaer i fællesskab »United Baltic«, der d. 20. maj 1919 indregistreredes som britisk firma for specielt at hellige sig handelen på Rusland og Østersølandene. Dette selskab fik en kapital på 40 millioner kroner.
I de bevægede dage efter, at Arbejderbladet og studenterbladet Pressen havde offentliggjort den hemmelige Landmandsbank-beretning i 1923, rådede professor Birck nogle af os unge, der dengang var impliceret i sagen, til ikke at drage ØK kredsen med ind i afsløringen med den for professoren karakteristiske udtalelse: »Lad etatsråd H. N. Andersen dø som den hæderlige mand, han aldrig har været.«
* * *
Et opmuntrende træk ved de anti-sovjetiske danske eventyr er den modstand, den militære intervention mødte blandt folkets brede masser. Hverken den priviligerede klikes anstrengelser eller den ensrettede presses bedrageriske og krigsophidsende propaganda kunne slå igennem, da man stod overfor et af historiens afgørende sociale vendepunkter. Blandt jævne danske mennesker var der intet ønske om at optræde som gendarmer, hverken ved Østersøen eller andetsteds. Der var ingen folkelig stemning for at blande sig i andre staters indre forhold, som det var mode i Versailles-perioden.
Afgørende spor satte modstanden mod interventionspolitikken og den ledende socialdemokratiske partiklikes forræderi indenfor ungdomsforbundets rækker. Da den socialdemokratiske partikongres i oktober 1919 havde bekræftet den hidtidige højrekurs, kom det til et definitivt brud mellem partiet og ungdomsforbundets flertal. I dagene fra d. 20. til d. 26. oktober 1919 gennemførtes i SUF en urafstemning om, hvorvidt man herefter skulle afbryde samarbejdet med partiet. Dette vedtoges trods en voldsom hetz i den socialdemokratiske presse med 1438 stemmer mod 1187.
Det næste organisatoriske skridt i venstreudviklingen indenfor dansk Arbejderbevægelse var, at lederne og flertalsfløjen indenfor SUF sammen med en del oppositionelle elementer fra det socialdemokratiske parti på en revolutionær samlingskongres i Fredericia d. 9. november 1919 forenede sig med Socialistisk Arbejder Parti. Den nye partidannelse fik først navnet »Danmarks venstresocialistiske Parti«, der fra denne tid udgav det nye partiorgan »Arbejdet«. Næste år tog denne organisation navnet: »Danmarks kommunistiske parti« og tilsluttede sig III. Internationale som et led af den kommunistiske verdensbevægelse.
I det sovjetiske tidsskrift »Krasnyj Archiv« nr. 50-51 fra 1932 mindedes man i indledningen til en dokumentsamling fra interventionsårene også forsøgene på dansk »krigsindsats« i det nordlige Rusland i 1919, hvor det drejede sig om at komme tsargeneralen Miller til undsætning, da de britiske invasionsstyrker blev trukket tilbage under det engelske folks voksende modstand mod interventionen. Hververen var ved denne lejlighed den danske kaptain V. Palludan. I det russiske tidsskrift fortælles:
»Miller henvendte sig med anmodning om at samle frivillige i Serbien, Sverrig, Danmark, i Finland, i England og USA. Selve hvervningen foregik til dels efter 30-årskrigens metoder: arbejdsløs ungdom og demobiliserede soldater fik brændevin og blev i drukken tilstand overtalt til at skrive hvervekontrakter. Af 30 soldater, der på denne måde blev hvervet i Danmark, ankom kun de 17 til Tromsø i Norge. Af dem kastede én sig i havet, tre deserterede, og de øvrige spredtes i Tromsø. Denne kendsgerning nåede frem til pressen, og sagen antog en så skandaløs karakter, at Koltjaks repræsentant i Danmark tiggede Miller om ikke at sende flere telegrammer med anmodning om danske frivillige ....«
Man kan med tilfredshed fastslå, at den »frivillige« danske krigsindsats på ingen måde svarede til Finansmændenes og den anti-bolsjevikiske ligas projekter og anstrengelser. Det er en af det danske folks bedste traditioner, at det beslutsomt vægrede sig ved at være med til sådanne krigerske eventyr. Dansk ungdom har aldrig egnet sig til at optræde som hvervede Landsknechte, hverken for danske finansmænds eller udenlandske monopolers militære »korstog« mod socialismen i øst!
Står man med fast grund under fødderne, når den hypotese rejses, at konkurrencen og magtkampen indenfor dansk finansverden efter den første verdenskrig i vid udstrækning også genspejlede datidens store britisk-amerikanske opgør om førerskabet i Europa i en situation, hvor den hidtil stærkeste fastlandsstat, det kejserlige Tyskland, for en periode var sat udenfor efter sammenbruddet i november 1918 og Versaillesfredens undertegnelse? Kan der endvidere fastslås en vis sammenhæng mellem de stærke brydninger indenfor dansk højfinans’ inderkreds, der kulminerede i Transatlantisk Kompagnis forsvinden fra scenen og i Landmandsbankens krak, og visse voldsomme forskydninger på den politiske arena, som til slut mundede ud i ministeriet Zahle-Scavenius-Staunings fald ved det kongelige påskekup i 1920?
Det er i alle tilfælde en frugtbar arbejdshypotese at undersøge tingene udefra. Kommer man problemerne nærmere ind på livet, giver det en masse stof til eftertanke. Lad os først se de to økonomisk stridende parter lidt nærmere efter i sømmene.
For det første kan det ikke bestrides, at der indenfor dansk finansverden måtte opstå et vist tomrum ved det kejserlige Tysklands pludselige forsvinden som imperialistisk verdensfaktor selv for en kortere periode. Stærke økonomiske bånd var fra Danmark ikke blot knyttet til England, men også til vor store sydlige nabo. Af tradition og interesse var den mægtige gruppe omkring H. N. Andersen og hans oversøiske og sejlende polyp ØK ifølge sagens natur intimt knyttet til City: Østasiens og havenes gamle behersker. Gruppen omkring Landmandsbanken og statsråd Emil Glückstadt havde derimod med stærke bånd været draget mod det centraleuropæiske fastland: mod Hamburg, Frankfurt, Berlin og Wien.
Det var disse forbindelser og kendskabet til de økonomiske centre i dette europæiske brændpunkt, der førte til, at en Emil Glückstadt accepteredes som international økonomisk ekspert i Versaillesperioden og til hans sendelse til Østrig som Folkeforbundets finansrådgiver, mens hans egen hjemlige pengefæstning gradvis begyndte at smuldre og nærme sig forfaldet og krakket. De usikre forhold, gamle forbindelser var kommet i, gjorde efter krigen både for Emil Glückstadt og Harald Plum og Co. forsøg på en international nyorientering påkrævet. Selv de stærkeste kapitalistiske højborge i Danmark kan vanskeligt hvile i sig selv. Landets snævre rammer for økonomisk virksomhed gør for den lokale pengemagt ydre støttepunkter til en nødvendighed i den moderne imperialismes tidsalder.
Der var noget selvfølgeligt i, at gruppen Glückstadt-Plum kastede blikket over Atlanten i 1918-21. Tilsyneladende dominerede amerikansk kapital både politisk og økonomisk ved krigsafslutningen. Personlig havde etatsråd Glückstadt endvidere fået en del af sin uddannelse som bankmand i Morgan-gruppens berømte »National City Bank« i New York. Også gamle amerikanske forbindelser medvirkede i Versaillesperioden til at bringe ham frem på den internationale arena.
Transatlantisk Kompagnis og Plumkredsens amerikanske kontakter i denne tid er lige så håndgribelige. Det var ikke blot i de russiske konspirationer, disse mærkelige folk mødtes med og ledtes af en Herbert Hoover. Efter tabet af de russiske græsgange følte de sig særlig draget mod Wall Street. Selv den indflydelsesrige Herbert Hoover tjente under dynastiet ]ohn Pierpont Morgan, og hans tilknytning til denne gigant bragte ham senere frem til præsidentstolen i det hvide hus.
Også Plum-folkenes dragning mod Morganerne kan dokumenteres. Da grunden begyndte at vakle under den transatlantiske kolos på lerfødder, følte Harald Plum og Co. instinktivt, at redningsplanken måske skulle søges i Morgans beskyttende formynderskab.
I professor Bircks fortrolige beretning fra Landmandsbankkommissionen nævnes det en passant, at Harald Plum i et brev af d. 20. august 1919 kommer ind på forbindelsen med Morgan: »Samme brev indeholder en hel del om Ydings morsomme forhandlinger med Morgan-gruppens repræsentanter, som Yding i et andet brev påstår vil stjæle Transatlantisk Kompagnis ideer.« Detailler mangler desværre, men i Erik Plums bog: »Russisk Handelskompagni A/S« refereres det til gengæld udførligt, hvad formålet med direktør Eskil Ydings lange ophold i New York egentlig var: På grund af Transatlantisk Kompagnis usikre financielle stilling i forbindelse med Ruslandsspekulationerne søgte Plum-gruppen amerikansk støtte. Erik Plum fortæller om kompagniet:
»Den samlede organisation var imidlertid gennem årene blevet så stor, at man måtte sige, at det var vanskeligt at magte den financielt fra Danmark, når man tog de danske økonomiske forhold i betragtning. Da derfor i efteråret 1919 et amerikansk bankierhus, W. R. Read and Co., henvendte sig til Transatlantisk Kompagni med forslag om at overtage interesser i de samlede selskaber, blev dette optaget til behandling.
Det amerikanske finanshus’ synspunkt var, at industrien i Amerika under krigen havde udviklet sig så stærkt, at det nu efter krigen var nødvendigt for den at finde afsætning på udenlandske markeder, og dertil havde man ikke tilstrækkelige forbindelser, idet amerikansk handel på grund af hjemmemarkedets stadige udvikling tidligere kun for enkelte branchers vedkommende havde behøvet at interessere sig for fremmede markeder. Når man derfor nu søgte forbindelser for eksporthandel, og tyske huse ikke foreløbig kunne benyttes, havde man opmærksomheden henvendt på de neutrale stater, der under krigen havde udviklet deres handel betydeligt. Af danske handelsorganisationer var på dette tidspunkt Transatlantisk Kompagni det største, og for amerikansk side det mest interessante. Han henvendte sig derfor til dette selskab om et samarbejde, der skulle få form ved, at det amerikanske finanshus overtog en større post aktier i Transatlantisk Kompagni og derefter i de forskellige datterselskaber og samtidig fik repræsentanter i moderselskabets bestyrelse ...«
Erik Plum fortæller videre, at forhandlingerne var så langt fremskredne, at firmaet W. R. Read and Co. sendte en repræsentant til København og lod et kendt Londonrevisionsfirma gennemgå kompagniets status og balance med tilfredsstillende resultat. Derefter beretter Erik Plum om det amerikanske bankhus’ videre holdning:
»Dettes repræsentant rejste derefter tilbage til New York, og en af direktørene i Transatlantisk Kompagni (Eskil Yding) fulgte med ham for at afslutte forhandlingerne derovre. I New York var firmaet imidlertid blevet klar over, at objektet var meget stort, og det ønskede derfor, at det store New York-finanshus I. P. Morgan og Co. skulle deltage i forhandlingerne. Dette var også villigt dertil, men fra at der tidligere kun havde været tale om, at man fra amerikansk side ville købe en minoritet af aktierne i et udvidet Transatlantisk Kompagni, blev der nu stillet fordringer om, at majoriteten måtte overgå til de to amerikanske bankhuse.«
Erik Plum fortæller, at en så vidtgående amerikansk infiltration vakte visse betænkeligheder i Plum-gruppen: »Man måtte forudse, at det (kompagniet) gradvis fik et amerikansk præg.« Direktøren fortæller endvidere, hvad det var, der specielt interesserede Morgan-folkene: Naturligvis ikke blot det lille danske marked, men man betragtede Transatlantisk Kompagni som et brugbart redskab først og fremmest til indtrængen på det store russiske marked:
»Transatlantisk Kompagni besad majoriteten af aktierne i Russisk Handelskompagni, for hvilket de amerikanske huse specielt nærede stor interesse med fremtidig handel på Rusland for øje. Jeg var af andre grunde i New York i marts-april 1920 og havde dér lejlighed til at konferere med W. R. Read and Co. om de forskellige planer. Jeg kunne konstatere, hvilken betydning firmaet tillagde hele den transatlantiske koncerns store organisation, der på dette tidspunkt stod meget stærkt. De russiske foretagender var ganske vist midlertidig ude af funktion, men meningen var dengang, at det kun ville blive en kortvarig standsning, og at forholdene hurtigt ville trække sig i lave og derefter få dobbelt interesse ...«
Mellem Transatlantisk Kompagnis direktion og Emil Glückstadt opstod der ifølge Erik Plum visse meningsforskelligheder. Det første stod fast på de oprindelige forslag: »Banken var derimod af den mening, at de løbende forhandlinger skulle udsættes og senere tages op sammen med en udvidet kombination med Morgan. Der måtte derfor sendes telegrafiske instruktioner i så henseende. Sagens afslutning blev derved udsat, og det psykologiske moment blev forpasset. Verdenskrisen begyndte for alvor at sætte ind i alle forhold. De to amerikanske finanshuse fik derved ganske andet at tænke på, så forhandlingernes fortsættelse, der blev henlagt til et møde i Paris, hvori etatsråd Glückstadt skulle have deltaget, aldrig kom til at finde sted ...«
Omkring årsskiftet 1919-20 var et af de afgørende nye træk i udviklingen på den private financieringsområde, at man tilsyneladende stod overfor betydningsfulde forskydninger: Indenfor dansk højkapitalisme var den store og ærgerrige parvenue, Harald Plums Transatlantiske Kompagni, lige på nippet til at blive opslugt af en international gigant som den amerikanske Morgan-gruppe. Planerne om et intimt kompagniskab lå allerede udarbejdede.
Det andet afgørende træk var, at lederen af Danmarks største bankforetagende, etatsråd Emil Glückstadt, der på dette tidspunkt endnu stod på sin magts tinder, energisk understøttede projektet, var ved at engagere sig personligt i forhandlingerne med Morgan for at få tilvejebragt endnu mere vidtrækkende finanskombinationer. Ad disse veje søgte amerikansk monopolkapital at udnytte store danske firmaer som murbrækkere i bestræbelserne for at bane vej for amerikansk kapital og amerikanske varer på det europæiske marked.
Var det underligt, om Danmarks anden store kapitalistiske polyp, det traditionelt »almægtige« ØK og dettes leder etatsråd H. N. Andersen mildest talt begyndte at føle sig foruroliget ved sådanne perspektiver? Ville støtten fra et City, der allerede syntes at blive trængt ned på andenpladsen, og det rygstød, britiske bagmænd kunne give ØK i den kommende konkurrence om monopolet, vise sig tilstrækkeligt, når en gigant som Morgan pumpede sine millioner ind i rivalen Transatlantisk? Det er ikke for meget sagt, at de nye perspektiver slet ikke passede den gamle finansdespot H. N. Andersen, og denne etatsråd forpassede sjældent øjeblikket til modstød og handling.
* * *
Tilsyneladende udsprang H. N. Andersens uvilje mod Transatlantisk Kompagnis og Landmandsbankens bestræbelser for et udvidet samvirke med de amerikanske monopoler oprindelig i visse fejlslagne spekulationer i fortiden: ØK og Emil Glückstadt havde i sin tid planlagt at optræde som partnere ved formidlingen af den amerikanske Ruslandshandel i efterkrigstiden. Fru Laura Glückstadt fortæller herom:
»Engang i 1914 eller 1915 rejste min mand med H. N. Andersen til Rusland for at slutte overenskomst med den derværende bankdirektør Kaminka for Don-Azov-banken om et russisk-østasiatisk dampskibsselskab med 6 dampere til en rute efter krigen via Hamburg-Amerika. Placeringen af aktieposter derovre mislykkedes, og efter tvivlsomme spørgsmål om skibenes neutralitet nåede man at bringe dem til København, men ikke at sælge dem, hverken indenlandsk til De Forenede eller udenlands til Italien, fordi der betingelsesvis lå et engelsk charter på dem ...« (Laura Glückstadt: »Emil Glückstadt«. København 1929).
Efter den mislykkede Ruslandsfærd blev ØKs planer om den fremtidige udvidelse af, og kontrol med, tsarrigets oversøiske skibsfart foreløbig henlagt: Den planlagte Amerikalinjes skibe blev fortsat stillet til rådighed for det krigsførende England, en stor aktiepost i »Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab« blev overtaget af et spekulationskonsortium og fra november 1914 belånt i Landmandsbanken som dækning for en millionkredit.
Under H. N. Andersens »fredsmission« til Petersburg i juli 1915 gentoges imidlertid hans memorandum til tsaren om Østersøhandelen i efterkrigstiden planerne om København som transitcentrum indenfor rammerne af en britisk-russisk skibsfartskombination med ØK som partner. Selvom disse planer var udarbejdet på længere sigt, tabte den energiske ØK matador dog ikke sit gamle mål af sigte: Han forberedte målbevidst et fremstød i det belejlige øjeblik. I juli 1917 overtog et reorganiseret ØK-konsortium yderligere fra den russiske Don-Azov-bank en ny aktiepost på 1 million rubler til en pris af 2.880.000 kr.
Hvor H. N. Andersen besluttede at vente med sit fremstød på det russiske marked, for efter krigen at realisere det med britisk støtte, var Emil Glückstadt imidlertid indstillet på hurtig handling, og da Harald Plum lod Russisk Handelskompagni og Transatlantisk Kompagni løbe af stabelen i krigsårene, stillede Landmandsbanken beredvilligt sine krigsmillioner til rådighed for dette eksperiment uden at afvente ØK matadorens tilslutning. I sin beretning til bankkommissionen af d. 7. oktober 1922 skrev Emil Glückstadt selv om sine motiver til at bryde med H. N. Andersens »nølertaktik« på det russiske marked:
»Transatlantisk Kompagni blev stiftet i 1916 efter forslag fra United Eksport Co. med det formål at sikre dansk handel en varig deltagelse i den transithandel på Østersøen, der hidtil var gået over Tyskland, særlig Hamburg. Da man henvendte sig til mig om denne plan, stillede jeg som betingelse for, at Landmandsbanken skulle finansiere selskabet, at dette skulle stiftes som et Holding Company, og at forretningerne ude i verden skulle drives som selvstændige selskaber, for at disse ikke skulle kunne forpligte moderselskabet. Sådanne eksportkombinationer med en række selskaber grupperede om et moderselskab fandtes særlig før krigen i Hamburg og havde gennem en årrække bestået deres prøve, og det ville nu være en betydelig og naturlig opgave for dansk erhvervsliv, om tiden kunne benyttes til at opbygge en oversøisk handel på samme måde, som vore nabolande havde gjort det.
Den situation, der forelå ved oprettelsen af Transatlantisk Kompagni, var, at Tyskland, i hvis skygge Danmark havde levet, var lammet af verdenskrigen, og hele det russiske marked var åbnet. Enhver vil sikkert mindes de forhåbninger, der fra alle sider næredes til udviklingen af forbindelsen med det russiske og sibiriske marked, og de krav, der stilledes om at udvide Københavns havn med transit for øje. Disse var hovedsagelig de grunde, der gjorde sig gældende ved oprettelsen af Transatlantisk Kompagni ...
Man var ganske klar over, at en organisation som det Transatlantiske Kompagni ikke kunne komme til at virke efter sit formål under de unormale handelsforhold, der herskede under verdenskrigen, men hvis man ikke under krigen havde sin organisation fuldt færdig, kunne man være sikker på at have forspildt en chance, der måske aldrig ville komme igen. Man var også på forhånd klar over, at krigens afslutning kunne medføre kriser i enkelte lande, men man mente, at netop gennem de mange selskaber var risikoen så fordelt, at et enkelt selskabs vanskeligheder praktisk talt ikke ville påvirke helheden, og at den varehunger, der efter krigen ville være til stede i hele øst-Europa, rigelig ville opveje alle vanskeligheder. Ruslands sammenbrud og det indirekte deraf følgende, sammenbrud af hele verdensmarkedet havde man ikke regnet med, og kunne ikke regne med.(?) I den henseende har man delt skæbne med lignende selskaber i alle lande ...«
Emil Glückstadts finansielle kortsynethed var datidens kapitalismes: Den bestod i, at han vanemæssigt var så forbundet med imperialismens gængse forestillinger og metoder, at han helt så bort fra den mulighed, at det svageste led i imperialismens verdensomspændende kæde kunne briste under belastningen af krigens blodige styrkeprøve. Danmarks kapitalistiske regenter drømte kun om at udfylde det »tomrum«, der i Rusland var blevet efterladt af de fortrængte tyske syndikater. Af hungeren efter en maximalprofit lod de sig friste til i form af investeringer at pumpe ophobet krigsprofit ind på det store russiske marked for at beherske dets rigdomme. Glückstadt lod sig på dette punkt blindt og ukritisk lede af signalerne fra de mægtige amerikanske monopoler, der netop i krigsårene forberedte sig på økonomisk at oversvømme, kontrollere og opsluge hele det udstrakte tsarrige og dets rigdomme.
Tilknytningen til og inspirationen fra Wall Street lokkede Emil Glückstadt ud i eksperimentet med Harald Plums Transatlantisk Kompagni, hvor millioner blev sat på spil. Rollen som juniorpartner til den af krigen hårdt belastede britiske finanskapital tvang lige så logisk ØK og H. N. Andersen til at vente og nøle. Men i begyndelsen af 1919 mente også den østasiatiske etatsråd, at tiden var inde til at spille sine russiske kort ud: I maj 1919 allierede han sig formelt med Malajas og Bagindiens gummispekulanter, repræsenteret ved Lord Inverforths gruppe og »Britisk Bank« i selskabet »United Baltic Corporation«. Han forbandt sig med det britiske imperiums bomuldseksportører i »Baltic Cotton«, med Sir Henry Deterdings olietrust »Royal Dutch Shell« og senere med den britisk-hollandske olie- og margarinekoncern »Jurgens og van den Berg«. Nøjagtig som for Transatlantisk Kompagni var målet indtrængen på og erobring af det russiske marked ved hjælp af interventionshærene. Men netop som etatsråd Andersen mente at have konsolideret sin stilling som partner af City under Winston Churchill interventionskrige, dukkede truslen op om et Transatlantisk Kompagni konsolideret og finansieret af Morgan.
En dyb revne og voksende interessemodsætninger i dansk højfinans blev resultatet af kosmopolitisk orientering i retning af to forskellige Højkapitalistiske kraftpoler på den internationale arena. Denne tvedeling og den medfølgende indre spænding i de privilegeredes inderkreds skulle hurtigt give sig både afgørende og eksplosive udslag – i dansk politik.
* * *
Af de danske investeringer, koncessioner, varelagre og andre værdier, der i slutningen af 1918 letsindigt var blevet opgivet og efterladt i Sovjetrepubliken som følge af den danske regerings tilslutning til vestmagternes blokade og krigspolitik, faldt en betydningsfuld del på Transatlantisk Kompagni og dets datterselskabers konto. Værdien af de efterladte danske »tilgodehavender« blev senere opgjort til en sum på omkring 400 millioner kroner, og heraf udgjorde Pluminteresserne godt en fjerdedel.
Under de stigende financielle vanskeligheder i koncernen var der intet mærkeligt i, at russiske problemer fortsat måtte stå i forgrunden i Harald Plums opmærksomhed. Deltagelsen i interventionspolitikken havde været en oplagt fiasko. Hvilke andre veje kunne findes?
Efter de hvide generalers gentagne nederlag og de vestlige invasionstroppers tilbagetrækning begyndte over hele vest-Europa selskaber, banker og finansmænd at samle sig for at gøre tabene op. Der nedsattes lokale komitéer for at undersøge alle midler til at inddrive fordringerne på Sovjetrepubliken, og i de første måneder af 1920 var endnu ikke helt ubetydelige randområder i Rusland i de hvide generalers hænder. Man stod ved skillevejen: Skulle den militære eventyrpolitik fortsættes som hidtil? Eller skulle man nøjes med en kombination af trusler, blokade og økonomisk pres overfor Sovjetrusland som midler til at tilvejebringe en gunstig forhandlingsplatform? Det var disse ting, de forskellige russiske komitéer i Vesteuropa skulle tage stilling til.
Frankrig havde tabt milliarder på det russiske eventyr, som den stærkest engagerede part. Her var stemningen nærmest for fortsat militær indblanding. Til at beskæftige sig med russiske »tilgodehavender« og formerne for deres inddrivelse var skabt en stærk komité med navne som Millerand (senere fransk præsident), de to tidligere Ruslandsambassadører Joseph Noulens (da minister for genopbygningen) og Paleologue med flere. Komitéens formand var industriminister Benac Loucheur, en af de førende i Frankrigs sværindustri.
På samme måde kunne Harald Plum allerede i et brev af d. 11. december 1919 overfor Glückstadt berette, at han havde modtaget et telegram fra London om, »at der er dannet en stærk nationalkomité med 20 af de bedste navne i London«. Blandt disse figurerede også den tidligere britiske øverstkommanderende under interventionen i Baltikum, general Hubert Gough, med hvem Plum før havde haft nær forbindelse, og en række britiske finansmænd med russiske interesser. Den britiske komité synes på dette tidspunkt i højere grad end franskmændene at have ligget på en forbeholden forhandlingslinje overfor Sovjetregeringen.
Harald Plums næste anstrengelse synes at have været at få placeret Transatlantisk Kompagni i disse internationale bestræbelser. D. 12 januar 1920 kunne Transatlantisk Kompagnis leder meddele sin meddirektør Eski Yding i New York, at der i København var dannet en ny stærk russisk komité under navnet: International Russian Reconstruction and Relief Commitee. Om sammensætningen af denne skriver Erik Plum i sin bog: »Til præsident for komitéen valgtes professor, dr. phil. Troels-Lund og som uofficiel repræsentant for udenrigsministeriet kammerherre Harald Scavenius, Danmarks tidligere gesandt i Rusland. Denne havde med stor interesse taget del i planerne fra deres oprindelse og støttet dem på forskellig måde, specielt i Frankrig«
Blandt komiteens øvrige navne bør nævnes: professorerne Frantz Dahl og Oppermann, tidligere generalkonsul Chr. Haxthausen, admiral Konow, højesteretssagførerne Harboe og Martensen-Larsen, senere nationalbankdirektør Rosenkrantz, borgmester Dreschsel, direktør H. P. Prior fra Nordisk Kabel, ingeniør Knud Højgaard, grosserer Carl Holbek (Sibirisk Kompagni) med flere.
Det var typisk, at selveste etatsråd Emil Glückstadt påtog sig at sige god for den nye russiske komités medlemmer overfor lederne af Morganbanken. I et telegram af d. 13. februar 1920 til National City Bank i New York karakteriserede han komitéens medlemmer som værende »of high standing«. Den nye platform for komitéens virksomhed sammenfatter Erik Plum i følgende tre punkter:
»1. Komitéen, hvis opgave udelukkende består i at bringe det russiske folk hjælp, holder sig fuldstændig udenfor politik(?).
2. Komitéen har kun til hensigt at hjælpe de distrikter, hvor der er mulighed for en sund demokratisk udvikling af tingenes tilstand.
3. Komitéen driver ikke forretning, idet den kun har til opgave at centralisere de kræfter, der vil bidrage til det normale spørgsmåls løsning: genopbyggelsen, og gennem disse kræfter skabe mulighed for et handelssamkvem på en sund og legitim basis.«
Det var intet tilfælde, at Harald Plums nye platform har umiskendelige lighedstræk med den forhenværende amerikanske levnedsmiddeldiktator Herbert Hoovers tidligere planer af lignende art om at kombinere forsyninger, »genrejsning« og antibolsjevisme. I mere end én forstand var Transatlantisk Kompagnis leder Hoovers lærling. Den nye komités repræsentant konfererede da også i New York med Hoover personlig om projektet til den internationale organisation, man ville skabe. D. 3. februar 1920 telegraferede direktør Eskil Yding om en sammenkomst, han havde haft med Hoover:
»Hoover, der for tiden synes at være almægtig og gør indtryk af at være en ualmindelig kraftig mand, sagde til mig: »Deres plan er sund, vi skulle være startet for ét år siden. Jeg tilbød dengang Nansen 50 millioner dollars til at starte med. Frankrig ødelagde planen. Vi må handle hurtigt. Bolsjevikkernes styre står for fald. Vi må være parat, når foråret kommer.« ...«
Socialismens aktivistiske modstandere havde sat deres kort på Pilsudskis´ hvide Polen, og de polske hære forberedte allerede angreb mod Sovjet. Den »almægtige« Hoover, der faktisk var ved at komme i forgrunden som »den stærke mand« i amerikansk politik efter Wilsons fiasko, tog en smule fejl med hensyn til sine profetier. I Eskil Ydings interessante telegram hedder det videre om de øvrige amerikanske gruppers stilling:
»Overalt er der stor interesse for planen. Vanderbilt og Morgan-gruppernes standpunkt er således: »Vi er klar over, at der må gøres noget. Vi er villige til at følge, hvis de danske finansmænd går med.
De vigtigste regeringspersoner er for tiden syge eller bortrejst. Deres stedfortrædere accepterer alle uofficielt tanken. De lagde særlig vægt på følgende punkter: Privat initiativ, international organisation og Tyskland må med ...«
Det er typisk, at planerne om at drage Tyskland med ind i de videre anti-sovjetiske konspirationer allerede fremhæves så stærkt i amerikanske regeringskredse, selv efter de dårlige erfaringer med general von der Goltz i Baltikum. At bruge Tyskland som amerikansk udfaldsport i Europa var allerede dengang en klar og bevidst amerikansk linje.
I sin fortrolige beretning fremstiller professor L. V. Birck sikkert alt for ensidigt gruppen omkring Harald Plum som en flok isolerede danske eventyrere, hvor de i virkeligheden var brugbare redskaber for målbevidst amerikansk infiltration. Det virker naturligvis mere end selvsikkert, når Yding skriver, at Morgan-folkene vil »følge« de danske finansmænd. Men under den begyndende amerikanske isolationisme var de amerikanske monopoler netop kommet ind i en periode, hvor de intet havde imod at maskere sig bag andre, kloge af erfaring. Og bag alle pralerier ligger den realitet, at baggrunden for Ydings forhandlinger var forslagene om, at Morgan-gruppen financielt skulle overtage ledelsen af Transatlantisk Kompagni for at bruge dettes vidtforgrenede organisation, først og fremmest til at trænge ind på det store russiske marked.
I et andet telegram fra samme tidspunkt, der ligeledes handler om drøftelserne i New York efter dannelsen af Plums »International Russian Reconstruction and Relief Commitee«, fortæller Eskil Yding om de senere opnåede resultater:
»Til d. 16. februar har præsidenten for New Yorks handelskammer indbudt 40 indflydelsesrige personer til drøftelse af komitéens etablering. Vanderlip, Cravath og Wardell taler for planen støttet af oberst House og muligvis også Hoover. Hvis komitéen dannes, ønsker man snarest et møde i København mellem danske, franske, engelske og amerikanske komitédelegerede til drøftelse af situationen, det vil sige muligheden af en forbindelse med Rusland nu eller senere, oversigt over Ruslands behov og mulighed for dettes dækning, Ruslands betalingsevne samt Tysklands, eventuelt Polens medvirkning. Jeg anser det for absolut nødvendigt, at mødet afholdes, blandt andet for at sikre Danmarks førende stilling, og foreslår d. 26. eller d. 28. marts, ikke tidligere. Amerika vil sandsynligvis sende to eller tre delegerede med sekretærer, alle meget kendte personer.«
Som den danske regering Th. Zahle i sin tid havde udpeget Harald Scavenius til udenrigsministeriets uofficielle iagttager i Harald Plums ny russiske komité, var den også fuldstændig indviet i de hemmelighedsfulde drøftelser i New York. Det var typisk, at Eskil Ydings telegrammer om forhandlingerne dér blev sendt til Harald Plum gennem det danske udenrigsministerium. Mellem Glückstadt-Plumgruppens bestræbelser siden begyndelsen af 1919 og dansk regeringspolitik var der en stadig sammenhæng og en vidtgående parallelisme i målsætningen.
Forhandlingerne om amerikanernes repræsentation på en international konference i København til drøftelse af »det russiske spørgsmål« trak dog i langdrag. Af professor Bircks fortrolige kommissionsberetning fremgår det, at Harald Plum d. 6. april 1920 i et brev til Eskil Yding nævner, at han fra Erik Plum, der på dette tidspunkt videreførte forhandlingerne i New York, havde fået meddelelse om, at amerikanerne i løbet af april ville udpege deres delegerede til konferencen. Af samme brev fremgår det imidlertid, at Harald Plum allerede på dette tidspunkt var ved at foretage en ny kovending i »sin russiske politik«. Han var allerede begyndt at indstille sig på at føre realitetsforhandlinger med Sovjetregeringen om løsning af »erstatningsspørgsmålet« og om oprettelsen af et internationalt clearingkontor i København til formidling af handelen mellem Sovjetrusland og den øvrige del af verden.
Et uklart problem er her: Var denne nyorientering et lokalt dansk fænomen, Harald Plum så at sige blev drevet frem til som eneste udvej til at afhjælpe hans koncerns stigende financielle vanskeligheder? Eller optrådte han også på dette punkt i kontakt med eller efter aftale med de stærke amerikanske finanskredse, der netop med Ruslandspolitikken som baggrund havde udvist så påfaldende en interesse for Transatlantisk Kompagnis organisation? Desværre er de fleste dokumenter fra Plum-eventyret enten brændt, eller de hemmeligholdes stadig for dansk offentlighed.
En kendsgerning er det dog i alle tilfælde, at i det mindste én af de store amerikanske finansmænd, Eskil Yding og Transatlantisk Kompagni i de første måneder af 1920 havde forhandlet med i New York, Mr. W. B. Vanderlip, senere var inde på nøjagtig samme forhandlingslinje som Harald Plum. I september 1920 tog Vanderlip personlig til Moskva, hvor han forhandlede et par måneder med Sovjetregeringen. Resultatet var, at han fik løfte om store fiskeri-, kul- og oliekoncessioner i øst-Sibirien for en periode af 60 år, under forudsætningen af genoptagelsen af handelen mellem USA og Sovjet. Der kom dog intet ud af denne kontrakt, da Herbert Hoover og Morgan-gruppen senere blev betænkelige og modarbejdede tanken om den handelsoverenskomst med Sovjetrepublikken, der var forudsætningen for Vanderlip-aftalen.
I Danmark kom der på samme måde ikke noget reelt ud af Landmandsbankens og Transatlantisk Kompagnis vidtrækkende planer i 1920 om så at sige stille sig under Morgan-gruppens financielle protektorat. Den ene af de faktorer, der bremsede disse projekter var, som nævnt, den hurtigt fremadskridende internationale økonomiske krise, der satte ind med udgangspunkt i Japan allerede i foråret 1920 og derefter hurtigt bredte sig. Den anden hindring var af mere dansk, eller måske dansk-britisk oprindelse. Det var en lynhurtig modaktion fra ØKs og etatsråd H. N. Andersens side.
Er det givet, at den førende finansgruppe i Landmandsbanken i efterkrigstiden var en vigtig kanal for udenlandsk kapitals indtrængen i privat og offentlig dansk økonomi, er der til gengæld intet holdepunkt for den antagelse, at modpolen H. N. Andersen skulle repræsentere særlig »danske« interesser, en »national« kapitalisme. I deres virke var begge rivaliserende grupper lige kosmopolitiske, intimt forbundet med hver sine internationale monopoler. Påtænkte Emil Glückstadt og Co. en nærmere organisatorisk udbygget »alliance« med Morgan, havde ØK og Siam-gruppen allerede fuldbyrdet sammensmeltningen med pengestærke britiske partnere. H. N. Andersens styrke under krisen var, at han også havde disse i ryggen, medens han gennemtvang sin udanske politik.
Forbindelserne med City var gamle, de var blevet udbygget under krigen og i hele perioden 1911-19, mens direktør Johs. Madsen-Mygdal var leder af ØKs Londonfilial. I 1919 var samme filial imidlertid blevet opslugt i en højere enhed. Under tilførsel af ny britisk kapital, ydet af kredsen omkring pengefyrsten Lord Inverforth, var ØK filialen sammen med beslægtede engelske firmaer blevet omdannet til polypen United Baltic med en samlet kapital på 2 millioner pund sterling, [8] eller næsten 40 millioner kroner. Vi skal senere under krisens udvikling se, hvordan netop denne kosmopolitiske kombination på skæbnesvanger måde kom til at spille en afgørende rolle både i dansk økonomi og i dansk politik.
I første omgang gjaldt attaken fra den gamle mand med elefantordenen ikke direkte Landmandsbanken eller Harald Plums gruppe. Det kom senere. H. N. Andersen var som indledning ude efter større vildt. Han rettede det tunge skyts mod regeringen Th. Zahle-Erik Scavenius-Stauning, der politisk havde stået som protektor for Emil Glückstadts og Harald Plums planer og økonomiske magt. Da den gamle kaptajn fra Nakskov og Bangkok gik til angreb, var han alt for klog til at sætte sådanne »bagateller« som konkurrence mellem finansmændene i forgrunden. Der blev heller slet ikke talt åbent om britisk-amerikanske modsætninger i kampen om kontrollen over Danmark.
Der måtte skaffes den tilstræbte magtforskydning, politisk og financielt, en langt bredere »folkelig« og »national« basis, hvis modaktionen skulle kunne føres til bunds. Da det vel forberedte kup løb af stabelen, blev det ikke under etatsrådens og ØKs kommercielle vimpel. Det blev en omvæltning af det hidtil bestående, smykket både med kongekrone og dannebrog under løsenet: »Flensborg hjem«. Men det er historien om det famøse kongelige påskekup af d. 29. marts i det herrens år 1920.
Og alligevel var den mand, som beskedent dækkede sig bag monarken, der skred til »selvstændig« politisk handling, sikkert ingen anden end ØKs snu og hensynsløse diktator, kongehusets gamle husven og finansrådgiver, etatsråd H. N. Andersen.
Skal man trænge til bunds i den udvikling, der gik forud for det berygtede kongelige påskekup i 1920, er det nødvendigt først og fremmest at fastslå, at de store kapitalistiske monopoler i den snes år, der var gået siden »systemskiftet« i 1901, i stigende grad havde udviklet sig til »en stat i staten«, uden forfatningsmæssige fuldmagter ganske vist, men til gengæld med en så meget mere håndgribelig faktisk magt og indflydelse i så at sige alle økonomiske og politiske forhold. Det var ingen tilfældighed, at det netop i 1920’erne blev så populært at tale om »det tredje ting«: højfinansen med dens uhyre skjulte indflydelse bag de politiske kulisser.
Det er allerede blevet understreget, at bestræbelserne for pengemagtens enevælde repræsenterede andet og mere end visse hjemlige priviligeredes vilkårlige magtudfoldelse på folkeflertallets bekostning. De stod i stadig stigende grad samtidigt som formidlere af udenlandsk kosmopolitisk indflydelse på dansk økonomi og politik. Pengemagtens særstilling repræsenterede i betænkelig grad i afgørende spørgsmål de store vestlige gigantmonopolers målbevidste infiltration i vore hjemlige anliggender og deres imperialistiske indtrængen på dansk område.
Visse af datidens pengefyrster, først den ledende kreds i Landmandsbanken og senere endnu mere udpræget etatsråd H. N. Andersen og ØK-gruppen, havde faktisk under og efter den første verdenskrig tilrevet sig en helt fabelagtig indflydelse, og de metoder, der anvendtes til at befæste og yderligere udvide denne, fortjener opmærksomhed.
Det skal for det første understreges, at højfinansens indflydelse ikke var koncentreret i eller begrænset til et enkelt borgerligt parti. »Det tredje ting« udøvede efterhånden sin påvirkning og sine uofficielle funktioner gennem de førende lag indenfor alle de borgerlige politiske grupperinger og prægede ikke mindre effektivt deres »opinionsdannende« presse. Selv indenfor socialdemokratiets inderkreds gjorde den ene eller anden finansgruppes »inspirerende« fingerpeg sig i stadig større udstrækning mærkbart gældende.
Det var imidlertid ikke blot gennem partiernes top og ved sin indflydelse og et stadigt pres på de siddende regeringer, folk som Emil Glückstadt og H. N. Andersen befæstede deres hemmelige politiske kraftudfoldelse takket være de millioner, de rådede over, og de foretagender, de regerede. En anden særdeles effektiv form var magtudøvelse i hofkredse – som monarken Christian den X´s personlige »rådgiver« i statsanliggender.
En gren af vore Glücksburgere, »Valdemarerne«, nemlig prins Valdemar, prinsesse Marie og disses sønner, havde H. N. Andersen bogstaveligt talt også forretningsmæssigt knyttet til sit foretagende. I sin nekrolog over »vennen« H. N. Andersen fortalte redaktør Henrik Cavling i Politiken om, hvordan prins Valdemars gemalinde, den franskfødte prinsesse Marie, i sin tid personligt intervenerede hos Hamburg-Amerikalinjens mægtige direktør Albert Ballin for at få etableret et samarbejde mellem ØK og det førende tyske rederi. Derefter hed det:
»En særlig betydning for Andersen fik den unge franske prinsesse, idet hun ikke blot påtog sig at overrække forslag fra ham til regeringen i Frankrig, men også gjorde ham bekendt med tsar Nikolaj II, hos hvem hun havde en særlig høj stjerne. Ligeledes var prinsessen stærkt virksom for Valkyrietogtet, [9] der jo på mange måder hævdede ØKs prestige. Den gamle konge (Christian IX), der også med interesse fulgte togtet, udnævnte ved hjemkomsten kaptajn Andersen til etatsråd ...«
Baggrunden for den politisk udslaggivende både selskabelige og forretningsmæssige personalunion mellem ØKs leder og »Valdemarerne« var vel kendt også i diplomatiske kredse. Et vidnesbyrd herom er også de erindringer, der fornylig blev udgivet af den senere Sovjetgeneral A. A. Ignatiev, der i januar 1908 tiltrådte posten som tsaristisk militærattaché i København. Denne omtaler Glücksburgernes vidtforgrenede britiske, russiske og tyske familieforbindelser og fortsætter:
»Der skulle blot gode finansministre til for at drage den størst mulige nytte ud af sådanne familieforbindelser, men også den kloge Christian (IX) engagerede sig heri, da han bortgiftede sin anden søn (prins Valdemar) til prinsesse Marie af Bourbon. Som enhver god fransk kvinde elskede hun penge og erhvervede sig ry som en af de største spillere på de internationale børser, til hvilket formål hun udnyttede sine gode informationer om stormagternes politik. Hendes lille hyggelige salon, udsmykket med fransk kunst, forekom som en oase midt i de uinteressante kongelige omgivelser, der levede i et lille lands små interesser ...« (A. A. Ignatiev: 50 år i geleddet (russisk). Moskva 1950).
At prinsesse Maries enestående viden og forbindelser spillede en uvurderlig rolle i ØK-matadorernes eventyrlige karriere er hævet over enhver tvivl: I Valdemarerne fandt han en top de partnere, han under datidens betingelser havde brug for under sin kosmopolitiske løbebane.
Fru Laura Glückstadt overvejede i midten af 1920’erne at hævne sig på elefantridderen grundet på dennes ledende andel i Emil Glückstadts fald under Landmandsbank-krakket. Hun forberedte udgivelsen af en afslørende bog, »Det tredje ting«, der dog aldrig nåede ud til offentligheden i den oprindelig planlagte skikkelse. I nogle personlige notater til dette værk kom fru Glückstadt bl.a. også ind på H. N. Andersens indflydelse på kongehuset, og hun skrev blandt andet:
»Prinsesse Maries beundring for etatsråd Andersen lever endnu indenfor hendes nærmeste kreds. Man behøver blot at henvise til prins Valdemars mange rejser med ØKs både og hans optræden ude i verden som ØKs lovtaler, hvilket jo har givet ham navnet »ØKs admiralagent«. Om rygtet har ret, når det påstår, at prins Aksel er udset til H. N. Andersens arvtager som kompagniets førstedirektør, skal lades usagt, men en kendsgerning er det, at etatsråden roser sig af, at det er ham, der gennem sin intime forbindelse med USA´s gesandt, minister Prince, har bragt i hvert fald prins Viggos ægteskab med den amerikanske millionarving i stand.«
Fru Laura Glückstadts tidligere anelser om, at det var H. N. Andersens plan at gøre prins Aksel til sin specielle tronfølger indenfor ØK bekræftedes som bekendt senere fuldtud. I sine økonomiske kontakter med udlandet og på sine rejser udnyttede ØKs leder efter sigende sine kongelige forbindelser til det yderste, og i det fremmede optrådte han ofte med større myndighed end nogen af udenrigsministeriets officielle ambassadører. Særlig bemærkelsesværdig er episoden, hvor det lykkedes ØKs leder at få kong Christian X til at udsende ham på en privat – men mislykket – »fredsmission« til de krigsførende europæiske monarker. Herom beretter Cavling, rimeligvis udfra H. N. Andersens egen beretning:
»Han havde undfanget en plan om at standse krigen, en afsindig plan fremsat af en civil borger, hjemmehørende i et lille land, som ingen politisk indflydelse kunne udøve. Men efter samråd med Christian X rejste Andersen til London, blev modtaget af sin velynder kong George, fik fredsforslaget overrakt af ministeriet (Lloyd George), rejste over København og videre til Hamburg, traf i Hamburg direktør Ballin, blev af denne ledsaget til rigskansler Bethmann-Hollweg, der næste morgen fulgte ham fra Berlin til hovedkvarteret ved den franske grænse. Her havde Andersen en samtale med kejseren (Wilhelm II), der tilkaldte kejserprinsen, Hindenburg og Ludendorff. Men om betimeligheden af at slutte fred blev der ikke enighed imellem dem, derimod vel om en særlig fred med Rusland. Vestmagternes forligstilbud var således faldet, men hvilket forfærdende ansvar for de fire mænd, der denne d. 17. marts 1915 afviste det ærefulde fredstilbud (folkeafstemning i Alsace-Lorraine), hvorved verden kunne have undgået 3 års krig ...«
Det forfejlede forsøg på at spille mægler mellem de vestlige og tyske monopoler efter britisk fuldmagt hindrede dog ikke ØKs diktator i efter nye forhandlinger med Ballin at rejse til Rusland med et tysk tilbud om en separatfred med tsarens Rusland! Så vidt førtes privat dansk udenrigspolitik.
Om de hændelige ulemper ved denne H. N. Andersens rolle som speciel kongelig diplomatisk repræsentant uden for nummer fortalte Emil Glückstadt i sin tid i sit memorandum af d. 21. marts 1923 fra Vestre Fængsel følgende:
»Fra en bekendt i det franske udenrigsministerium hørte jeg følgende: Etatsråd Andersen, som altid, når han skal rejse som regeringens repræsentant, skal have brev med fra Hans Majestæt kongen til statsoverhovedet i fremmede lande, var kommet til Frankrig for at konferere med præsident Poincaré. Han sad en timestid i præsidentens kabinet, og da han endelig var gået, ringede Poincaré til udenrigsministeriet og spurgte ophidset, hvem den mand var, der lige havde været der, og hvad han egentlig havde sagt. Udenrigsministeriet svarede, at det vidste man ikke. Man havde tværtimod håbet, at præsidenten skulle få det oplyst(!). Kendt er historien om, hvorledes han af den danske regering forlangte at blive udsendt i en overordentlig mission, skønt den sag, det drejede sig om, allerede var ordnet og lå på regeringens bord: »Landet mister respekten for sine store mænd,« sagde etatsråden, »hvis det ikke er os, der ordner sagerne . . .«
Om H. N. Andersens uhyre personlige indflydelse på kong Christian den X. fortæller fru Laura Glückstadt meget oplysende i sine ovennævnte notater til den strangulerede bog »Det tredje ting« følgende:
»Hans Majestæt kongen rådfører sig med H. N. Andersen som med intet andet menneske. Dette kan vel til dels skyldes mindet om prinsesse Maries indflydelse, men det skyldes sikkert også den magnetiske magt, H. N. Andersen har over mennesker. Kongen ville aldrig nedværdige sin stilling ved at tale med folk, der er i hans tjeneste, men H. N. Andersen er efter hans mening udenfor alt, og derved bliver H. N. Andersen kongens støttepunkt, den han taler med om alt, og som han daglig rådfører sig med i alle spørgsmål. Det er således en kendsgerning, at H. N. Andersen i 1920 var indviet i de begivenheder, der gik forud for dannelsen af ministeriet Liebe, og mens Emil Glückstadt frygtede generalstrejken og holdt sig udenfor alle politiske machinationer(?), var H. N. Andersen levende interesseret i alt, hvad der foregik bag ved kulisserne.«
I perioden forud for påskekuppet var den kongelige familie yderligere blevet suppleret med et meget indflydelsesrigt og politisk yderst aktivt medlem, enkekejserinde Maria Feodorovna (Dagmar), der havde slået sig ned i København efter revolutionen i Rusland. Med enkekejserinden havde ØKs despotiske tsar gamle og nære forbindelser, der konsekvent fornyedes og uddybedes under enkekejserindens Københavnerophold. I fru Laura Glückstadts optegnelser til bogen »Det tredje ting« hedder det om kombinationen Maria Feodorovna-H. N. Andersen yderst karakteristisk:
»Om H. N. Andersens forhold til enkekejserinde Dagmar fortælles i indviede kredse mangt og meget. Når etatsråd Andersen som tidligere nævnt stillede en ubegrænset kredit til rådighed for enkekejserinden, var det, fordi Emil Glückstadt ikke ville lade banken give Hendes Majestæt kredit udover 50.000 kr., hun i 1921 havde trukket. Enkekejserinden må da have henvendt sig til H. N. Andersen, for det var uden oplysninger fra Emil Glückstadts side, at H. N. Andersen lod meddele Emil Glückstadt, at enkekejserinden kunne trække, hvad hun ville. ØK garanterede. Men ØKs regnskaber vil vise, om det var kompagniet eller etatsråden personligt, der kom til at dække denne konto.«
Det var ikke blot personlige og venskabelige bånd, der knyttede ØKs leder til huset Glücksburg. Det var i allerhøjeste grad også økonomiske og finansielle. Det viser ikke mindst eksemplet med den tidligere russiske enkekejserinde, som H. N. Andersen havde brug for i sin russiske politik: først til de anti-bolsjevikiske intriger under interventionskrigene og senere ikke mindre til at hindre en normalisering af forholdet mellem Danmark og det nye Rusland, der var vokset op på tsarismens ruiner.
Vi skal i det følgende se, at et intimt samarbejde mellem ØKs etatsråd og Maria Feodorovna også var en væsentlig bestanddel i forberedelserne til det kongelige påskekup af d. 29. marts 1920. Fra begge de ovenomtalte intriganter udgik de energiske råd til Christian den X, der fik denne til at vove det åbne brud på landets hidtidige parlamentariske kotume. Skal blikket kastes ind bag påskekuppets kulisser, er det nødvendigt at fremhæve den ubestridelige kendsgerning, at højfinansens »tredje ting« og den af dette stærkt påvirkede kongefamilie ved denne lejlighed bogstaveligt talt gik op i en »højere enhed«.
* * *
De første måneder af året 1920 stod i de politiske stormvarslers tegn. Indadtil blev det mere og mere klart, at man stod overfor et afgørende livtag mellem landets to førende finansgrupper i en målbevidst kamp om kontrollen over regeringsmagten. For at dække denne indre magtkamp i de priviligerede gruppers lejr stilledes udadtil grænseproblemet og chauvinistiske løsener i forgrunden som det våben, der skulle maskere den aggressive parts hensigter under stormløbet mod krigstidens førende politiske gruppering, koalitionen bag regeringen Th. Zahle-Erik Scavenius-Stauning.
Udgangspunktet for den voksende politiske uro var folkeafstemningerne i de Slesvigske Zoner om grænsedragningen mellem Tyskland og Danmark. For nord-Slesvigs vedkommende var billedet klart. Det ville blive genforenet med kongeriget. Men for Flensborgs og mellem-Slesvigs vedkommende var afstemningen gået den langt svagere danske bevægelse imod, og regeringen Zahle havde taget afstemningsresultatet til efterretning og indstillet sig på den grænsedragning, der senere blev gennemført, og konkluderede, at resten måtte være et spørgsmål om sikring af det danske mindretals rettigheder.
Skuffelsen i de danske befolkningsgrupper, der herefter ville forblive under tysk styre, var udbredt, og der stilledes herfra krav om tilslutning til Danmark uanset afstemningens forløb. De nationalistiske stemninger i forbindelse med grænseproblemet oppiskedes bevidst i den borgerlige presse, og de to højrepartier, Venstre og de konservative, besluttede at udnytte den voksende chauvinistiske bølge til et forsøg på at fjerne regeringen Zahle. Under parolen »Flensborg hjem« indledtes over hele landet en demagogisk ført mødekampagne, hvor regeringens ledere søgtes stemplet som »landsforrædere« udfra deres mådeholdne stilling til grænsespørgsmålet. Forstærkning hentede oppositionen blandt yderliggående danske mindretalsledere fra Flensborg og Sydslesvig.
Først søgtes en række parlamentariske manøvrer for at bringe regeringen til fald. Gennem en række gådefulde forhandlinger og transaktioner lykkedes det chauvinisterne at få to mænd af regeringspartiernes knappe rigsdagsflertal, den radikale godsejer Moesgaard Kjeldsen og den socialdemokratiske redaktør Marrot fra Odense, til at tilslutte sig højrepartiernes standpunkt i grænsespørgsmålet. Dette var imidlertid ikke helt nok til at rokke regeringen, for indenfor det konservative folkeparti opstod samtidig en lignende indre krise, idet professor L. V. Birck (der dengang var konservativ folketingsmand) åbent erklærede, at han ville støtte ministeriets grænsepolitik. Krisen ulmede også i den anden lejr, og det lammede virkningerne af oppositionens parlamentariske bestræbelser. Derfor valgte højrepartierne og deres financielle bagmænd at gribe til den uparlamentariske konspirations våben for at opnå de tilsigtede mål ad en genvej.
Indledningen til det berygtede kongekup af d. 29. marts 1920 var en række hemmelige konferencer, der i ugerne før kuppet blev arrangeret af kredse, der stod kongehuset nær, og som havde besluttet sig til at udnytte dette aktivt i det store politiske spil. De nævnte møder fandt betegnende nok sted dels i prins Valdemars gule palæ og dels på selve Amalienborg. Her udfandt Flensborg-aktivisterne og finansmændene i inderkredsen omkring ØK en fælles platform for den forestående aktion, hvori der skulle tildeles kongens person en afgørende rolle, mens det forestående reaktionære indgreb samtidigt skulle have den »demokratiske« forklædning, at majestæten »blot« drog omsorg for, at vælgerne blev spurgt i den kritiske situation, mens rigsdagen blev tilsidesat.
I de indledende møder var mellem deltagerne: den russiske enkekejserinde Maria Feodorovna (Dagmar), etatsråd H. N. Andersen, de to slesvigske aktivister gårdejer Peter Grau og Kloppenborg Skrumsager med flere. På et vist tidspunkt synes også den uheldige hvidgardistiske general Judénitj at være dukket op på scenen. Det slesvigske grænsespørgsmål kombineredes betegnende nok med Danmarks stilling til de mindre omtalte, men lige så aktuelle problemer om den fremtidige stilling til revolutionens Rusland. Dagen før kuppet tilkaldte kongen yderligere oppositionens leder, Niels Neergaard, og nationalbankdirektør Ussing til en privat rådslagning. Man synes dog at være enedes om den linje, at højrepartiernes parlamentariske ledere ikke skulle belastes ved noget direkte engagement i kuppet. De skulle først træde til efter et nyvalg. Efter disse forberedende øvelser afskedigede Christian den X d. 29. marts uden varsel ministeriet Zahle, mens et i forvejen udpeget »forretningsministerium« udnævntes, formelt med den hovedopgave at udskrive folketingsvalg til d. 22. april 1920. Krigstidens regerende politiske koalition var med et slag sat ud af spillet ved et kongeligt kup.
I sammensætningen af det nye »forretningsministerium« kunne det tydelig spores, at det i hovedsagen drejede sig om tre store finansgruppers kup. Det var ligeledes klart, at det var grupperne ØK og Handelsbanken, der havde allieret sig med den gamle Tietgen-gruppe i Privatbanken om i fællesskab politisk at sætte deres fælles store konkurrent, Landmandsbankens førende fløj og kombinationen etatsråd Glückstadt-Harald Plum, ud af spillet.
Kupregeringens chef var højesteretssagfører Otto Liebe, i en række tilfælde juridisk konsulent for ØKs selskaber og medlem af Privatbankens bankråd, endvidere bestyrelsesmedlem i Det danske Kulkompagni og i Gyldendal.
Til udenrigsminister var udpeget den yderst konservative kammerherre Grevenkop-Castenskjold, Slesvig-aktivist og anti-sovjetisk, en af mellemmændene mellem finansmænd og kongehus.
De to militære ministerier var beklædt af henholdsvis oberst Erik With (krigsminister) og kommandør Konow (marineminister), begge anglofiler, forbundet med ØK og gamle veteraner fra den anti-bolsjevikiske liga, hvor de havde spillet en førende rolle under interventionsintrigerne; nu modstandere af Harald Plums nye taktiske linje, der på dette tidspunkt mere og mere stilede mod det mål at redde de store russiske tilgodehavender ved at søge forhandling med Sovjetregeringen.
Ligesom premierminister Otto Liebe synes også både indenrigsminister Waldemar Oxholm (der var interesseret i forskellige danske privatbaner samt bestyrelsesmedlem i Frederiksborg Amts Spare- og Laanekasse) og handelsministeren, skibsreder M. Suenson (fra kredsen omkring Store Nordiske) at være udgået som repræsentanter for de gamle Tietgenforetagender, H. N. Andersen efterhånden havde allieret sig intimt med gennem Burmeister & Wain og på anden måde.
Fra de i høj grad britisk orienterede kredse omkring Københavns Handelsbank stammede til gengæld så meget mere trafikminister, etatsråd Monberg (fra Monberg & Thorsen) og finansministeren, direktør Hjerl Hansen (fra Sibirisk Kompagni). Begge disse indflydelsesrige finansmænd var henholdsvis medlemmer af Handelsbankens bestyrelse og bankråd. Til specielle britiske interesser var ligeledes knyttet landbrugsministeren, gårdejer Niels Porse, der repræsenterede dansk landbrugs store smøreksportinteresser i England.
Undervisningsministeriet, professor Thorkild Rovsing, og kirkeminister, rektor Edward Hass, var derimod nærmest at betragte som finansmændenes »nationale« skrabud for de brugbare, men langtfra førende Flensborg-aktivister. Betegnende var det i denne udprægede højfinansregering, at den førende gruppe i Landmandsbanken var helt udelukket, og at H. N. Andersen med sin sædvanlige forsigtige taktik på det politiske område nøjedes med at trække i trådene bag kulisserne og ikke lod nogen af sine ØK direktører eller folk fra Siam-kredsen overtage noget direkte ansvar som kupministre. Der skulle virkes gennem andre, indtil det var afklaret, hvordan »eksperimentet« faldt ud.
Det blev meget hurtigt klart, at kardinalproblemet ved ministerskiftet ikke på nogen måde var grænsespørgsmålet, men den indre økonomiske og politiske magtkamp i landet. Da en radikal journalist lige efter majestætens afskedigelse af ministeriet Th. Zahle forskrækket spurgte den lige afsatte udenrigsminister Erik Scavenius om, hvordan det nu ville gå med grænsedragningen i Slesvig, svarede den tidligere storhed med sindsro og ganske tørt: »Grænsen? Den ligger fast.« Det afgåede ministeriums medlemmer vidste udmærket godt, at det var på helt andre områder, tampen brændte.
Langt mere afgørende end grænsespørgsmålet var de afskedigede ministres placering i finansklikernes borgerkrig. Betegnende i så henseende var den radikale finansminister Edvard Brandes’ afskedsbrev til Emil Glückstadt på falderebet i påskedagene. Det hed heri: »Jeg føler imidlertid, at jeg må slutte disse linjer med en sidste tak for det utal af tjenester, hvormed De lettede en brydsom vej for mig i 5-6 år. Jeg skylder Dem overmåde meget, og mere end jeg kan afbetale . . .« I sit væsen betød den radikale regerings fald en brat afslutning på det indtil da temmelig ensidige Landmandsbank- og Glückstadtsvælde i dansk politik og økonomi.
* * *
Det er her ikke stedet i enkeltheder at udrede befolkningens og specielt den danske arbejderklasses temmelig håndfaste modaktion mod det kongelige kup, som fremfor alt ØK og dets ledere stod som bagmænd for. Men det bør dog fremhæves, at specielt de københavnske arbejdere var så lidet tilbøjelige til at tolerere majestætens og højfinansens diktatoriske indgreb i det politiske liv, at socialdemokratiske spidser anså en endog yderst radikal optræden for at være nødvendig, hvis autoriteten skulle bevares. Paroler om republik og generalstrejke for at få fjernet kupregeringen, var løsenet i disse dage. De københavnske typografers beslutsomme strejke overfor de reaktionære aviser fra 1. april 1920 viste, at der lå alvor bag arbejdernes krav rundt om i organisationerne og på massemøderne. Det var også dette tryk fra neden, der tvang DSF og Socialdemokratisk Forbund til at proklamere en almindelig generalstrejkes ikrafttræden fra og med d. 6. april 1920.
Den samme kampvilje, suppleret med vaklen og splittelse i den borgerlige lejr, bevirkede ligeledes, at højesteretssagfører Otto Liebes kupregering allerede dagen før måtte forlade den politiske arene, og efter opfyldelse af dele af arbejdernes fordringer (amnesti og lønkrav) sluttede de socialdemokratiske spidser et kompromis om dannelsen af en ny »midlertidig regering«, der skulle gennemføre nyvalg til folketinget.
Regeringen med overformynder Friis som stats- og forsvarsminister fremstilles i reglen som en »upolitisk embedsmandsregering« i den borgerlige litteratur. Det er noget misvisende, eftersom det store flertal af ministrene oven i købet i høj grad havde tilknytning til de forskellige rivaliserende finansgrupper. Regeringen Friis var i første række et produkt af et kompromis mellem højfinansens forskellige grupperinger, hidført af fælles frygt for arbejderklassens kraftige modaktion mod kongekuppet.
Allerede den ny statsministers person viste klart, hvilke førende grupper der skulle tilvejebringes en modus vivendi imellem: Overformynder Michael Friis var nemlig en genganger både i ØKs og Landmandsbankens ledende instanser og vel trænet i mæglervirksomhed mellem to rivaliserende finansgrupper. Personlig var han som deltager i Berlingske Tidendes bestyrelse nærmest konservativ, men var på den anden side nært knyttet til inderkredsen omkring Emil Glückstadt, og han havde gennem denne også intime forbindelser med kendte radikale finansmænd. Sammensætningen af regeringen Friis var overhovedet langt mere i Landmandsbankens favør, end det havde været tilfældet med Liebes forudgående kupregering.
Af de nye ministre var foruden statsministeren også udenrigsminister O. C. Scavenius, handelsminister H. P. Prior og trafikminister Riis Hansen gennem tillidshverv og forbindelser nært knyttet til den førende gruppe i Landmandsbanken omkring Emil Glückstadt.
Heller ikke ØK og de to, med dette nu politisk allierede københavnske storbanker var dog på nogen måde blevet overset ved regeringsdannelsen. Landbrugsministeren, forpagter Chr. Sonne, repræsenterede som formand for Østasiatisk Plantage Kompagni med mere i langt højere grad Siam-kredsen end dansk landbrug i almindelighed. Stiftsamtmand Ammentorp var gennem sin formandspost og sit bestyrelsesmandat i Burmeister & Wain nært knyttet til kredsen omkring Privatbanken (og ØK), og endelig havde H. N. Andersen i høj grad ladet sine interesser gøre gældende gennem den nye justitsminister, departementschef Schrøder.
Når denne højtstående embedsmand må nævnes i særklasse blandt sine ministerkolleger, skyldes det mindre en mere udpræget politisk profil end den besynderlige rolle, han tidligere havde spillet under sin karriere indenfor ØK som etatsråd Andersens protegé under særlige omstændigheder. Departementschef Schrøder var i sin tid blevet et offentligt diskussionsemne grundet på sin såkaldte Kinch-sag i ØK Det var et af de sorte kapitler i elefantens historie, da han med held fortrængte og økonomisk dernæst søgte at diskriminere direktør Kinch, en af sine meddirektører i kompagniet, der ikke var tilpas servil og føjelig i forhold til traditionen. I denne ejendommelige Kinch-sag opnåede hr. Schrøder en tvivlsom berømmelse i den nedsatte voldgiftsret, idet han midt under sagen af H. N. Andersen modtog udnævnelse som bestyrelsesmedlem i ØK. Herom skrev den radikale redaktør Niels Bransager i Venstres Folkeblad i december 1913:
»Arntzen (direktør Kinchs sagfører) bemærkede, at denne udnævnelse undrede ham unægtelig i ikke ringe grad. Læserne vil undre sig i samme grad både over tilbudet til hr. Schrøder fra ØK, og over at hr. Schrøder tog imod det. Forundringen over det sidste bliver så meget større, som det strider mod de forestillinger, der ellers knytter sig til hr. Schrøders navn. Man ville have ventet af ham, at han havde haft blik for, hvor uheldigt – og ret set utilladeligt – det er, at en dommer således lader sig indvælge som bestyrelsesmedlem i et stort forretningsforetagende, og hvor dobbelt uheldigt det var i dette tilfælde, i betragtning af hans stilling som formand i den nedsatte voldgiftsret.«
Fru Laura Glückstadt skrev senere i sine ubehagelige notater om H. N. Andersen: »Departementschef Schrøder blev i sin tid smidt ud af ØKs bestyrelse, fordi han gjorde et spørgsmål. Han blev forvist til Orient (et af ØKs andre rederier) ...« Ja, og i april 1920 »forviste« etatsråd H. N. Andersen samme hr. Schrøder til justitsministeriet – som minister. Man skal altså ikke påstå, at ØK ikke var repræsenteret i overformynder Friis’ »embedsmandsregering«. Tilfældet belyser klart metoden H. N. Andersen og hans udvalg af »egnede« ministre. Der skulle en hel elefantorden til at dække over den slags affærer. Men den kom jo også.
Mere farveløse embedsmænd var måske kun departementscheferne Henrik Vedel i indenrigsministeriet og Michael Kofoed (radikal) i finansministeriet. Mens de to socialdemokratiske ministre, borgmester J. Jensen og P. J. Pedersen, nærmest må betragtes udfra synsvinklen: som en slags gidsler for socialdemokratiets fremtidige samarbejdsvilje overfor de kuppende finansmænd og som støtter til regeringens udprægede Landmandsbankfløj, der også følte sig tilsidesat ved ØK gruppens alt for ensidige kup den 29. marts 1920.
Den ny »midlertidige« regerings hovedopgave var at lede de hastværksvalg, der blev fastsat til den 26. april for at fuldbyrde magtforskydningen indenfor den borgerlige lejr. Regeringen Friis’ korte regeringsperiode medførte imidlertid også på det økonomiske område nogle foreteelser, hvor modstridende finansinteresser igen stødte skarpt sammen, og hvor den utrættelige Harald Plum atter kom i forgrunden med en ny variation af sin russiske politik.
Det skal siges om det store Transatlantiske Kompagnis leder, at han – i modsætning til Emil Glückstadt – ikke var sen i vendingen til at udnytte blot den mindste chance i magtkampen. D. 5. april 1920 var den ham fjendtlige ØK koalition lige så brat blevet fortrængt som enerådende faktor fra den politiske arena, som den en uge i forvejen var kommet til magten ved det kolde kongekup. På de to for Harald Plum og Co. afgørende ministerposter sad der atter venner og forbundsfæller. Landmandsbanken havde gennem O. C. Scavenius og direktør H. P. Prior påny besat nøglepositionerne i såvel udenrigs- som handelsministeriet. På den anden side stod nyvalg hurtigt på dagsordenen. Der måtte således smedes, mens jernet endnu var varmt.
Allerede dagen efter det nye ministerskifte havde Harald Plum sit næste perspektiv for Ruslandspolitikken i kikkerten. Han var ved at bryde brat med hele den kurs, han siden begyndelsen af 1919 havde bygget sine bestræbelser på: I stedet for at arbejde aktivt med på at styrte Sovjetstyret ved væbnet militær intervention, havde han nu koncentreret sig om den idé at søge at redde sin finansgruppes store russiske tilgodehavender ved at opnå en overenskomst med Sovjetregeringen ad forhandlingernes vej.
Baggrunden for denne ændrede taktik var, at København i nogle måneder havde været skuepladsen for nogle uofficielle kontaktforsøg mellem Sovjetregeringen og den vestlige verden. Siden december 1919 havde et britisk parlamentsmedlem, mr. O’Grady, opholdt sig her i landet for at forhandle med den kendte Sovjetiske diplomat Maxim Litvinov. Først drejede forhandlingerne sig om det begrænsede emne: udveksling af britiske krigsfanger i Rusland. Så kom d. 16. januar 1920 beslutningen fra de allieredes øverste råd, der tillod vareudveksling med Rusland gennem de russiske kooperative sammenslutninger. Det var den første bresje i den hidtil strenge økonomiske blokade mod Sovjetstaten, og mr. O’Grady fik herefter yderligere det hverv at undersøge mulighederne for en modus vivendi på Ruslandshandelens område. I begyndelsen af april kom yderligere den russiske handelskommissær Leonid Krassin til den danske hovedstad for at deltage i forhandlingerne dér.
Undersøgelser på stedet havde endvidere overbevist det Transatlantiske Kompagnis ledere om, at Sovjetregeringen, trods de danske firmaers direkte deltagelse i interventionen for at styrte Sovjetstyret, havde indtaget en yderst korrekt og liberal holdning overfor dansk ejendom i Sovjetrepublikken. Den unormale situation mellem Danmark og Rusland var som påvist ikke en følge af, at Sovjetregeringen uden videre havde beslaglagt og nationaliseret dansk ejendom og danske lagre. Disse var i slutningen af 1918 efter ordre fra den danske regering blevet forladt af repræsentanterne for de firmaer, der ejede dem. Ikke engang under borgerkrigen blev de beslaglagt. Direktør Erik Plum fortæller i sin bog om det russiske handelskompagni, at dette firmas lagre for eksempel »på det tidspunkt (1921) for størstedelen lå forseglede og urørte i Rusland«.
Denne imødekommende holdning overfor fremmede firmaer praktiseredes selv dér, hvor disse havde drevet deres virksomhed i egne, der under borgerkrigen havde været i de hvides hænder. Dette gjaldt således om områderne ved Murmansk og Archangelsk, der i 1918-19 havde været besat af britiske og amerikanske tropper og derefter af russiske hvidgardister. Da den røde hær i februar-marts 1920 atter tog disse provinser i besiddelse, blev lederne af det russiske handelskompagnis filialer på deres post for at forhandle med den lokale bolsjevikiske kommissær Braunstein. Erik Plum fortæller meget korrekt om situationens videre udvikling:
»Denne kommissær behandlede de forskellige udenlandske huse med velvilje, og vel skulle princippet om statsmonopol på handelen indføres, men han erklærede, at Moskva-regeringen overfor udlændinge hverken ville rekvirere eller nationalisere, men ville købe deres lagre til de priser, man i fællesskab blev enige om. Kompagniets store lagre i Archangelsk og Murmansk blev derefter gennemgået, prisen fastsat på hver enkelt varepost, og der blev fakturaer i danske kroner. Tilsammen udgjorde disse fakturaer et beløb af ca. 5 millioner kroner. Da denne opgørelse var færdig, spurgte selskabets direktør hr. Braunstein, hvorledes betalingen skulle erlægges, og kommissæren svarede, at nu udstedte han og hans folk kvitteringer for modtagelsen, og selskabet kunne så henvende sig til kommissærerne Litvinov og Krassin, der på dette tidspunkt havde ophold i København ...«
Det var uden tvivl denne velvillige sovjetiske optræden overfor de danske firmaer med russiske interesser, der bragte Harald Plum og Co. ind på den naturlige tanke, at et forsøg sikkert burde gøres på at redde de mægtige tilgodehavender i Rusland gennem fredelig forhandling med Sovjetstyrets repræsentanter. Alle forsøg på voldelig omvæltning af Sovjetmagten havde jo vist sig at være forgæves, selv i forbund med stormagterne.
Tidspunktet for den gradvise nyorientering hos Transatlantisk Kompagnis ledere kan nøjagtigt aflæses i professor Bircks fortrolige beretning til Landmandsbankkommissionen: »D. 30. marts 1920 (dagen efter påskekuppet) sendte Plum et brev til Siegumfeldt [10] med nogle papirer om den russiske komité, som efter gennemlæsning »elskværdigt bedes tilintetgjorte«...« Der var pludselig hos intriganterne fra den antibolsjevikiske liga opstået en mærkværdig interesse for at udslette sporene efter den hidtidige virksomhed. Om Plums næste træk fortæller professor Birck videre:
»I brev af 6. april fra Plum til Yding (Bilag 33) meddeles, at Krassin kommer til København og har interesse for et Clearing House her ...«
Ved disse udsigter er Transatlantisk Kompagnis ledere naturligvis straks fyr og flamme. Ved at optræde som mellemmænd ved genoprettelsen af Sovjetrepublikens vareudveksling med udlandet håbede Harald Plum og Co. at kunne gøre sig fortjent til en særlig gunstig behandling med hensyn til deres indefrosne russiske tilgodehavender.
Harald Plum og Co. optrådte i dette spørgsmål langtfra på egen hånd, da de indledte de betydningsfulde forhandlinger med Krassin. Det kan dokumenteres, at Landmandsbanken og dennes førstemand Emil Glückstadt fra første færd var blevet holdt fuldtud orienteret med hensyn til Harald Plums nyeste russiske eksperiment. Professor Birck fortæller i sin kommissionsberetning efter at have gennemgået alle sagens dokumenter: »Et telegram af d. 26. april 1920 til Glückstadt fra Plum meddeler, at man er færdig med forhandlingerne om et Clearing House med international kapital, og at han forhandler med Italien, Frankrig, England og Amerika om et internationalt møde«.
Når man tager Plums forudgående intime forhandlinger med Morgan og Hoover i betragtning, er der næppe tvivl om, at først og fremmest disse amerikanske forbindelser i hele denne sag betjente sig af Transatlantisk Kompagni og dets ledere for at blive placeret gunstigt i Ruslandshandelen, hvis denne skulle komme i stand som følge af kursændringen i England.
Grundlaget for forhandlingerne med Krassin, der formelt repræsenterede de russiske kooperativers centralorganisation (Centrosojus), udarbejdedes tilsyneladende af Harald Plum personlig, mens de direkte forhandlinger blev ført af ingeniør Martin A. Abrahamsen og direktør Carl Holbek (fra Sibirisk Kompagni). Forhandlingerne resulterede i, at der d. 23. april 1920 undertegnedes tre aftaler med Krassin. Hovedpunktet var aftalen om oprettelsen af et internationalt Clearing House i København, der foreløbig i international målestok skulle formidle en genoptagelse af vareudvekslingen med Rusland. Erik Plum sammenfatter meningen med Clearing House-idéen på følgende måde:
»Basis for dette forslag var, at Moskva-regeringen på det tidspunkt rådede over et millionbeløb i guldrubler. Dette kunne anvendes til indkøb af udenlandske varer, men såvel Sovjetregeringen som udenlandske finansmænd mente, at ententen på enhver måde ville modsætte sig salg af russisk guld i det åbne marked, da dette måtte tjene som sikkerhed for tidligere udstedte banknoter. Denne vanskelighed foresloges løst ved oprettelsen af et internationalt Clearing House her i København, der ved en særlig kontrakt med Centrosojus skulle få det russiske guld deponeret i den danske nationalbank. Denne banks statuter er affattet således, at de forhindrer beslaglæggelser fra fremmed side. På dette gulddepot skulle derefter International Clearing House skaffe kredit til indkøb af udenlandske varer, der derefter skulle udveksles med de russiske kooperativer mod levering af russiske eksportprodukter som træ, hør, hamp, pelsværk etc. Det var endvidere meningen, at det internationale Clearing House hurtigst muligt skulle gå over til at have sin egen stab og egne varedepoter i russiske hovedbyer. Den internationale handel med Rusland ville derved få en foreløbig basis, hvorved udviklingen til normal handelssamkvem kunne udvikle sig. International Clearing House skulle . . . have international karakter, og i bestyrelsen for institutionen skulle repræsentanter for de forskellige landes finans, handel, skibsfart og industri indtræde. Hr. Krassin accepterede disse planer efter indgående forhandlinger dels her og dels telegrafisk og skriftligt med Moskvaregeringen ...«
De to danske forhandlere påtog sig i en særlig aftale at virke for, at de danske handels- og industriorganisationer tog initiativet til at indkalde til en international konference om Ruslandshandelen i København i løbet af maj måned, om muligt inden den 20. maj 1920.
Overenskomstens afgørende punkt vedrørende de dansk-russiske forbindelser var, at Krassin gik ind på en gensidig erstatningsydelse for tab, der af danske og russiske foretagender og statsborgere var lidt efter Oktoberrevolutionens afbrydelse af de dansk-russiske forbindelser. En forudsætning herfor var, at Industrirådet og Grosserer-Societetet sammen med Folkekommissariatet for Udenrigshandel i fællesskab skulle virke for en genoptagelse af normal dansk-russisk vareudveksling.
For sit vedkommende forpligtede Krassin sig til at virke for »efter at en overenskomst er opnået, at de varer og andre værdier, der er blevet bragt ind i Rusland med den russiske regerings godkendelse af danske kompagnier og firmaer, såvel som ejendom og værdier, der er blevet lovligt erhvervet dér, ikke vil blive beslaglagt eller konfiskeret uden en passende erstatning.«
Ikke mindst Transatlantisk Kompagni og Landmandsbanken stod her med strålende udsigter til en god forretning: Medvirkede man med held til en god optagelse af Ruslandshandelen, kunne måske tilgodehavender beløbende sig til 3-400 millioner kroner trækkes uskadte hjem. En hårdt tiltrængt financiel stabilisering blev pludselig stillet i udsigt.
Der er meget, der tyder på, at den Plumske aftale om clearingkontoret langtfra var så isoleret et familieforetagende, som det undertiden er blevet hævdet. Krassin-aftalens afsnit i erstatningsspørgsmålet skal således være blevet udarbejdet i nøje kontakt med en repræsentant for Englands regering, og udenlandske finansgrupper havde været taget med på råd.
I sin bog siger Erik Plum, at »udenrigsminister Erik Scavenius’ politik på enhver måde søgte at understøtte og fremme sagen.« Bortset fra, at støtten på dette tidspunkt blev ydet af udenrigsminister O. C. Scavenius, synes dette at stemme. Men Erik Plum tilføjer:
»Overenskomsten forudsatte ... at Industrirådet og Grosserer-Societetet, til hvilke institutioner udenrigsministeriet dengang som følge af forholdene under krigen havde henlagt afgørelsen af handelspolitiske aftaler, udformede de nærmere spørgsmål i overenskomsten angående punktet om »at lette genoptagelsen af forretnings- og handelsforbindelser«. Udenrigsministeriet foretog energiske skridt for at få forhandlinger i de to erhvervsorganisationer taget op og afsluttet, men desværre uden resultat ...«
Fra sovjetisk side tillagde man aftalen stor betydning. I et interview i Moskvabladene så sent som i marts 1923 erklærede handelskommissær Krassin:
»Københavns Havn var den gang af stor betydning for os. Den havde mulighed for at blive en russisk port for den begyndende handel med verden efter to års blokade. De store varehuse i havnen kunne fyldes med hør og andre råstoffer. De danske banker kunne have finansieret Ruslands eksport og import. Alle russiske forsøg strandede imidlertid på den danske regering, og først og fremmest på Harald Scavenius, den tidligere danske ambassadør i Petrograd ... I 1920 var Danmark det første og eneste land, fra hvilket Rusland kunne være trådt i handelsforbindelse med verden. Nu har Københavns havn ingen betydning ...«
Vi skal se, hvorfor en stor dansk chance blev forpasset.
* * *
Der er næppe nogen tvivl om, at den private aftale om det københavnske Clearing House kunne have dannet det mest gunstige fundament for en konstruktiv dansk handelspolitik. Det var mellemkrigsårenes største chance på vareudvekslingens område med vort land i en afgørende nøglestilling på et tidspunkt, hvor samhandel mellem øst og vest trods al modstand begyndte at komme igang igen. Under den optrækkende økonomiske krise, der naturligvis ikke kunne have været afværget, men måske nok mildnet, indførtes i stedet bevidst og kunstigt en ny negativ faktor, der i uhyggelig grad kom til at skærpe den senere udvikling her i landet.
En stor chance blev forspildt, fordi et i og for sig sundt og positivt projekt blev snigløbet af de samme mørke kræfter, der stod bag det kongelige påskekup af 29. marts 1920. En lille men yderst indflydelsesrig finansgruppe, intimt knyttet til kongehuset og i nær forbindelse med den reaktionære klike omkring den tidligere enkekejserinde Maria Feodorovna, arbejdede endnu med det perspektiv, at det væbnede opgør med socialismen og Sovjetrepubliken ville og burde fortsættes til den bitre ende med en kapitalistisk restauration i det russiske rige som slutresultat.
Det var ØK og de to store bankhuse med henholdsvis franske og britiske forbindelser, der støttede en sådan kurs i Danmark. De ventede på interventionens tredje runde med lyse forhåbninger. Modstanden mod et fredeligt opgør med Moskva var intimt forbundet med visse internationale aktioner: På Krim havde Frankrigs sovjetfjendske regering i forårsmånederne reorganiseret resterne af den hvide sydhær under baron Wrangels kommando. I april gjorde denne et nyt udfald fra Krim i det sydlige Ukraine. Samme franske politik, der understøttedes af de mest aggressive kredse i England og USA, udløste d. 25. april 1920 Pilsudskis store polske offensiv mod Ukraine, og formålet var her at gøre dette rige land til en lydstat under Polen og til en koloni for fremmed kapital under et marionetstyre repræsenteret af den ukrainske hvidgardist og pogromhelt Semen Petlura.
Til disse militære eventyr satte også vort lands nu mægtigste finansgruppe og den ny regering, der støttede sig til de to højrepartier, letsindigt deres forhåbninger. På det afgørende punkt var dansk udenrigspolitik i disse år knyttet til Europas mest reaktionære og krigerske kredse. Til disse hørte ØKs britiske partnere.
Det er så heldigt, at det utvetydigt kan dokumenteres, hvorfra snigløbet mod den dansk-russiske handelsforståelse og overenskomsten om clearingkontoret i København udgik. ØKs despot, etatsråd H. N. Andersen, ventede betegnende nok med sit modstød, indtil valgene var overstået, og det var helt klart, at hans folk nu for en længere periode ville få regeringsmagten i deres hænder. Sin krigserklæring mod bestræbelserne for en dansk-russisk forståelse på det givne grundlag formulerede han den 3. maj 1920 i et brev til Glückstadt;:
»Lørdag eftermiddag (1. maj) meddelte kommandør Maegaard mig, at han (havde været) på et afsluttende møde, hvor man havde vedtaget at oprette et Clearing House her i byen med det formål at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande, og efter anmodning af de andre deltagere i mødet overgav kommandør Maegaard mig et på engelsk affattet agreement. Af kommandørens udtalelser udledte jeg, at det projekterede Clearing House var det Transatlantiske Kompagnis værk, og at kaptajn Aarestrup, mens jeg var ved Rivieraen, havde anmodet kommandør Maegaard om at medvirke til planens realisation. Da kommandør Maegaard udtrykte betænkeligheder, fordi han ikke kendte min stilling til et sådant projekt, havde kaptajn Aarestrup svaret, at han vidste, sagen havde min sympati. Jeg skal her indskyde, at jeg ikke har kendt noget til disse planer, før jeg for nylig laste derom i bladene.
Jeg sagde til kommandør Maegaard, at hvis det var qua medlem af ØKs bestyrelsesråd, han var medlem af nævnte foretagende, og hans navn som sådan skulle benyttes, måtte jeg bestemt protestere såvel mod hans delagtighed deri som mod den valgte fremgangsmåde. Med henblik på hele ØKs karakter ønskede jeg at henvise til den fare, det på forskellig måde kan rumme, at et medlem af kompagniets bestyrelsesråd qua sådan udenom ledelsen (direktionen) optræder som repræsentant for kompagniet. Af bladene for igår fremgår det med al mulig tydelighed, at var kommandør Maegaard ikke trådt tilbage, havde kompagniet figureret som medstifter af Clearing House.
Jeg behøver næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark – tværtimod. Hvad jeg derimod misbilliger, er måden, hvorpå et selskab, for hvilket De, ligesom i ØK, er formand for bestyrelsesrådet, udenom direktionen forsøger at tage det til indtægt for dette for så vidt uvedkommende planer, som efter agreementet at dømme er af international storpolitisk natur. Hvad dette eventuelt kan føre til, kan jeg på grundlag af de under krigen indsamlede erfaringer måske tillade mig at have en forestilling om.«
Trods Clearing House-aftalens iøjnefaldende positive muligheder og de lovende udsigter til en fuldtud fair erstatningsordning til danske firmaer med russiske interesser, som var indeholdt i handelskommissær Krassins tilsagn, erklærede ØKs stærke polyp fra første færd .planerne om forståelse med Sovjetregeringen krig på kniven. Han tvang direktør Maegaard til at udtræde af Clearing House-komiteen. Når hverken Industrirådet eller Grosserer-Societetet herefter vovede at gå praktisk ind for sagens gennemførelse, lå årsagen i, at ØK og dets leder satte alle kort ind på at vælte det denne gang yderst fornuftige Plumske projekt.
For deres vedkommende overholdt russerne prompte den indgåede aftale. Med et særligt udsendt skib ankom det lovede guld fra Reval til Danmark og deponeredes som aftalt i Nationalbanken, men ingen af de to ovennævnte erhvervsorganisationer vovede at påtage sig den virksomhed, der var tiltænkt dem i overenskomsten. Der blev intet initiativ taget til sammenkaldelse af den påtænkte internationale konference i København om Ruslandshandelen, og der blev heller intet gjort for at normalisere vor handelsforbindelse med Rusland som aftalt med Krassin. Erik Plum fortæller om fiaskoens videre forløb:
»Krassin blev, som naturligt er, alvorligt krænket over, at der intet blev foretaget til overenskomstens endelige og nærmere udformning. Den blev afsluttet d. 23. april, og da han havde ventet indtil midten af maj, tabte han tålmodigheden, forlod landet og rejste til England, der, da det havde set, at en overenskomst var mulig, kraftig bearbejdede ham for snarest at komme derover og forhandle med regeringen. Alle henstillinger til begge sider (Industrirådet og Grosserer-Societetet) var frugtesløse . . . Endnu undervejs tilskrev Krassin Industrirådet med henstilling til at afslutte overenskomsten, men dette brev, der var dateret d. 19. maj 1920, blev, efter hvad kammerherre Harald Scavenius nu har oplyst, først besvaret d. 6. oktober ...«
Stillet overfor Leonid Krassins angreb i sovjetpressen i marts 1923, hvor Harald Scavenius blev fremstillet som den hovedskyldige i Clearing House-aftalens skibbrud, søgte denne i en artikel i venstrepressen den 6. april 1923 at forsvare sig overfor Krassins anklage: »Scavenius modtog fra Paris direktiver for sin politik«. Harald Scavenius søgte her at give det udseende af, at han i maj 1920 i virkeligheden havde været tilhænger af aftalen med russerne. Herom fortalte han:
»Hvad min person angår, så havde jeg, efter at jeg var blevet minister, i anledning af en skrivelse fra erhvervsorganisationerne under 31. maj (1920) overfor Industrirådet beklaget, at forhandlingerne med hr. Krassin ikke var blevet ført til noget resultat, mens denne herre var her i landet. Samtidig fremsendte jeg et udkast til en overenskomst, der var i lighed med den svenske, med erklæring om, at regeringen kunne stå bag en sådan overenskomst. . . Når jeg optrådte, som jeg gjorde i min skrivelse af 31. maj 1920, så var det, fordi jeg fandt hr. Krassins ideer fornuftige. Han var nemlig af den mening, at Sovjetregeringen skulle begynde med handelen og lade politikken komme senere. Vi havde længe været enige om denne opfattelse.«
Det er ikke udelukket, at H. N. Andersens sabotagelinje overfor Ruslandsaftalen i første rakke gennemførtes ved et pres på Industrirådet og Grosserer-Societetet, der var de parter, der umiddelbart skulle effektuere clearingaftalen. Måske skal etatsråd Andersens senere ganske åbenlyse uvilje mod Harald Scavenius netop søges i, at denne så at sige »snublede i starten« og, uden at ane risikoen, i den første måned af sin virksomhed som udenrigsminister faktisk var ved at krydse etatsrådens planer. I så tilfælde blev Danmarks daværende udenrigsminister hurtigt kaldt til orden både fra Paris og fra ØKs side. Det var nemlig rigtigt, når Krassin beskyldte Scavenius for at modtage direktiver fra Frankrigs hovedstad. Den 8. september 1920 telegraferede Berlingske Tidendes korrespondent herom fra Paris:
»... Den franske regering har for nylig henledt de skandinaviske landes opmærksomhed på de ulemper, som kunne blive følgen af Litvinovs og hans kollegers ophold indenfor deres statsområde. Den danske regering svarede hertil, at den havde meddelt Litvinov, som nu er i Norge, at man ikke ville tillade ham at vende tilbage til Danmark ...«
Her har vi i alle tilfælde slutstenen på mulighederne for en dansk-russisk aftale i året 1920. Der var definitivt sat en stopper for Harald Scavenius’ »letsind« fra maj måned. Han var efter alle kunstens regler blevet belært om sine opgaver og havde lydigt underordnet sit tilløb til en egen politik under Pariserregeringens og etatsråd Andersens stærke vilje. Dansk udenrigspolitik dirigeredes igen udfra udenlandsk diktat, mod det danske folks vitale interesser. I den omfattende redegørelse, der d. 29. november 1921 udsendtes af »Erhvervenes Ruslandsudvalg« om de mislykkede bestræbelser for at optage handelssamkvemmet med Sovjetrepubliken, fremstilles Harald Scavenius’ tåbelige optræden overfor Litvinov da også som den egentlige årsag til, at alle positive bestræbelser for forståelse gik i vasken, og broerne helt blev brudt af. Efter en omtale af de forudgående forhandlinger fortælles det:
»Ruslandsudvalget kunne imidlertid intet foretage i denne sag, da der blev ført en voldsom pressekampagne mod Litvinov, som man mistænkte for at organisere bolsjevikpropaganda her i landet. Da Litvinov rejste til Norge i sommeren 1920 på grund af nogle forhandlinger med den norske regering om tilbagerejsevisum, blev dette nægtet ham. Man måtte i udenrigsministeriet have indset, at en nægtelse eller ikke given svar på Litvinovs anmodning om fortsættelse af sit ophold her i landet, ville medføre, at Rusland ville boycotte Danmark, og denne boycot blev også straks etableret, idet resterne af den store delegation rejste ud af landet ...«
Der er næppe tvivl om, at sommerens organiserede pressekampagne mod Litvinov var en af Siam-kredsens andre virkningsfulde manøvrer for at få Ruslandsforhandlingerne til at strande, sideløbende med presset på regering og erhvervsorganisationer. Den franske protest blev påskudet til definitivt at få Niels Neergaards regering til at underordne sig ØKs anti-bolsjevikiske diktat.
En ganske tilsvarende udvikling var man iøvrigt i sommeren 1920 også vidne til i Norge. I juni vedtog stortinget højtideligt med alle stemmer mod 6 en dagsorden, der bemyndigede regeringen til at træffe forholdsregler til at få Ruslandshandelen genoptaget, i første række af hensyn til fiskerieksporten. I begyndelsen af september kom Litvinov da også til Oslo og traf hurtigt aftale om indkøb af 1 million kg fisk mod kontant betaling, så snart en formel handelsaftale var opnået. Senere større indkøb stilledes i udsigt for 1921. Pressens svar var omgående en ensrettet mistænkeliggørelseskampagne gående ud på, at Litvinov på denne måde ville »vinde fiskerne for bolsjevismen«. Under det franske pres nægtede regeringen at gå ind på den foreslåede handelsoverenskomst, og den 3. oktober 1920 forlangte Litvinov derefter sit pas for at forlade landet.
* * *
Hvor stærk H. N. Andersens indflydelse var blevet på dette tidspunkt afspejles bedst i hans stærkeste modpol i dansk finansverden, Emil Glückstadts holdning. Som påvist i det foregående, var projektet til Clearing House-aftalen og forslaget til erstatningsordningen fremkommet i intim kontakt med Glückstadt, som stadig indtog en nøglestilling i Transatlantisk Kompagni, hvor aktiemajoriteten befandt sig på Landmandsbankens hænder. Til en vis grad var de russiske tilgodehavenders skæbne også afgørende for banken. Alene derfor har ingen sikkert varmere end Glückstadt håbet på en fordelagtig ordning.
Men trods sin ydre glansrolle var Glückstadt blevet en svag mand overfor H. N. Andersens stadige og pågående attaker. Påskekuppet havde berøvet ham den gamle politiske støtte fra regeringen Th. Zahle-Erik Scavenius. Overgangsregeringen med overformynder Friis og O. C. Scavenius betød kun en udsættelse med hensyn til effektueringen af den politiske magtforskydning, der var under udvikling. Valgenes udfald syntes endelig at vise, at H. N. Andersen bag kulisserne atter var »the coming man« bag dansk politik. Af kombinationen Niels Neergaard og bolsjevikæderen Harald Scavenius havde Glückstadt og Co. intet godt at vente. Gradvis gled magten lederen af Danmarks største bank ud af hænderne.
I et så vitalt spørgsmål som genoprettelsen af forbindelsen med Rusland vovede Glückstadt hverken at forsvare sit eget standpunkt eller sin egen banks interesser. Han foretrak modstræbende at bøje sig for etatsråden fra ØK også med hensyn til det lovende københavnske Clearing House. Han blottede sig yderligere ved, under trykket fra den britisk orienterede konkurrent, at udsætte sine planer om finansiel alliance med Morgan og Co. Betegnende for kapitulationen fra Glückstadts side er det brev, han afsendte til Harald Plum få dage efter at have modtaget H. N. Andersens ovenfor citerede krigserklæring. Emil Glückstadt vidste ikke bedre end ord for ord at kopiere den despotiske sejrherre fra ØK, da han med forloren forargelse skrev:
»Af nogle tilsendte memoranda og aviser har jeg set om planerne til oprettelse af et Clearing House her i byen med det formål at fremme vareudvekslingen mellem Rusland og andre lande. Uden at skulle komme nærmere ind på, at der sluttes aftaler med en regering, den danske stats ikke har anerkendt, behøver jeg ikke at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig gavn for Danmark – tværtimod. Jeg vil heller ikke udtale mig om formålstjenligheden af på nuværende tidspunkt at tage denne sag op, navnlig ikke på grund af dens internationale storpolitiske natur. Men jeg kan ikke undlade på det skarpeste at misbillige den måde, hvorpå de navne offentliggøres, der har givet sagen deres støtte.
Når for eksempel direktør H. P. Prior nævnes, ikke som direktør for Nordisk Kabel og Trådfabrikker, men som medlem af Landmandsbankens bankråd, så foreligger der i denne forbindelse i første række et misbrug af bankens navn, og i anden række et falsum overfor offentligheden. Thi den metode ved de enkelte personers navne at fremføre institutioner, hvortil de er knyttede som bestyrelsesmedlemmer rundt om i et lands erhvervsinstitutioner, udenom vedkommende institutioners direktion, kan kun bibringe det indtryk, at de pågældende optræder som repræsentanter for institutionen.
For offentligheden ser det nu således ud, at de forskellige institutioner – endskønt de ikke har været hørt – står som medstiftere af det omtalte Clearing House. Da dette imidlertid ikke stemmer med de faktiske forhold, og da banken ikke kan tiltræde sagen uden at være sikker på tiltræden fra visse andre sider, ser jeg mig, for at bevare min fulde handlefrihed, til min beklagelse nødt til at nedlægge mit mandat som medlem af bestyrelsen for Transatlantisk, da dette jo ifølge sagens hele natur står som ophavsmand for det pågældende russiske forehavende.«
Berøvet sin politiske hovedstøtte, de radikale ministre fra Zahles regering, følte Emil Glückstadt sig ikke stærk nok til at tage kampen op mod ØKs bevidste snigløb mod Landmandsbankens vigtigste aflæggere, selskaberne omkring Transatlantisk Kompagni. I sidste instans var den fremtidige stilling til Sovjetrepubliken jo et politisk spørgsmål, afhængig af den ny regerings afgørelse. Naturligvis var Glückstadt i og for sig fortsat tilhænger af bestræbelserne for det københavnske Clearing House, men som han selv skrev det så utvetydigt: Hvis ikke projektet samtidig fandt tilslutning fra andre sider, først og fremmest ØK gruppens side, turde Landmandsbanken ikke på egen hånd engagere sig.
Også spørgsmålet om millionerstatningerne for de russiske tilgodehavender afhang fuldt og helt af den nye regerings beslutning. Under forhandlingerne om Sovjets overtagelse af Russisk Handelskompagnis varelagre i nord-Rusland til fuld pris var retningslinjerne blevet stillet principielt op, da spørgsmålet om udbetaling af de 5 millioner kroner blev rejst. Erik Plum fortæller herom:
»Hr. Krassin var i mellemtiden afrejst til London, og kompagniet forelagde nu sagen for ham derovre. Han satte sig omgående ind i den og erklærede gentagne gange, at hans regering selvfølgelig fastholdt, at varepartierne var købt, men at den ikke kunne indlade sig på betaling, før der eksisterede en gensidig handelsoverenskomst og repræsentation mellem Rusland og Danmark. Så snart en sådan var oprettet, skulle beløbet omgående blive betalt.«
Det var endnu et klart og fair tilbud om at respektere danske firmaers »tilgodehavender« uanset tidligere fjendtlig indblanding i russiske forhold. Man fordrede blot gensidighed. Til trods for, at millionbeløb kunne trækkes hjem til stabilisering af danske foretagender, der truedes af både finansielle vanskeligheder og den optrækkende økonomiske krise, lod den nye regering Niels Th. Neergaard-Harald Scavenius fortsat det almægtige ØK og de reaktionære kredse omkring enkekejserinden og H. N. Andersen bestemme den russiske politik. Regeringen saboterede aftalen om Clearing House og nægtede at forhandle om genoptagelse af de normale forbindelser med Ruslands regering. Uden tvivl var H. N. Andersen ved gennemtrumfningen af denne linje fuldtud klar over den ulige risiko, en række andre store danske foretagender herved blev udsat for, men han var også klar over, at han her stod med det mest effektive våben mod sin farligste konkurrent, Transatlantisk Kompagni med de store russiske tilgodehavender. Han kunne også gennem denne politik hindre, at Harald Plum og Co. stabiliserede deres stilling ved finansielt at underordne sig Morgan og ekspansiv amerikansk kapital. For det var netop som en kanal til indtrængen på det store russiske marked, Wall Street havde brug for en vaklende polyp som Transatlantisk og dets mange datterselskaber. Selv efter at have krydset de Plumske Ruslandsplaner vedblev ØKs leder med at lægge tryk på Landmandsbanken for at få banken til at lade sin vidtløftige protegé falde. D.18. oktober 1920 skrev direktør Ove Ringberg til Emil Glückstadt og berettede om følgende lille idyl fra finansmændenes skånselsløse borgerkrig:
»Andersen kom her over til morgen og udtalte sig meget hårdt om Haralds selskab [11] – selvfølgelig under venskabs maske. Der verserede så mange rygter om store tab, det skadede både kompagniet (ØK) og banken, at have med Haralds selskab at gøre o.s.v.. Løse rygter, ingen realiteter. Jeg vil ikke ærgre Dem mere herom. Jeg tager det nærmest som et udtryk for, at han vil prøve at skubbe til den hældende vogn. Jeg har nu tænkt over sagen, og i morgen går jeg over for at sige ham, at jeg takker ham for hans gode råd. Jeg indrømmer, at nogle anker kan der med rette rettes mod Harald, men at vi passer nøje på, ved talrige, regelmæssige møder, og beder ham (H. N. Andersen), om han ikke, med den store vægt hans ord har, vil lægge det i vægtskålen til fordel for Haralds selskab. Til syvende og sidst kommer det dog os alle ved, om alt går, som det skal herhjemme, og alle ansvarsbevidste mænd må, forekommer det mig, bevare sin kritik for sig selv indtil bedre tider. Nu gælder det om at stå ryg mod ryg. Der er jo kritik nok mod os alle ...«
Få måneder efter var Harald Plums rolle som topfigur for en stor verdensomfattende koncern, hvis blotte eksistens føltes som en trussel mod et foretagende som ØK, udspillet. Hans utrættelige konkurrent og personlige fjende havde ramt den eventyrlystne finansmand på hans ømmeste punkt og havde skånselsløst slået Transatlantisk Kompagni ud. Fra d. 1. januar 1921 var Harald Plum ikke længere leder af sin udstrakte, men hensmuldrende koncern. Erik Plum skriver i sin bog, at Harald Plums bevæggrunde til at trække sig tilbage som leder for Transatlantisk Kompagni var, at han ønskede at tage konsekvensen af de store tab, hans selskaber havde lidt under den frembrydende økonomiske krises første fase. I sin dokumentariske kommissionsberetning giver professor Lauritz V. Birck en noget anden forklaring på detroniseringen. Han skriver:
»Den 13. februar (1921) skriver Plum til Brinckman i Buenos Eyres (bilag 45), at han pr. 1. januar er gået ud af Transatlantisk Kompagni, fordi man her i landet ikke har villet følge min russiske politik, gående ud på en ordning med de nuværende magthavere i Rusland, mens man har fulgt Frankrigs eksempel og brudt med dem. Og til ingeniør Wendelbo-Knudsen i Buenos Eyres skriver han. samme dag (bilag 46), at resultatet af de russiske forhandlinger blev et brud, der har bevirket, at bolsjevikkerne tog alle de mægtige værdier, vi måtte efterlade i Rusland – og som trods alt hidtil for størsteparten lå urørt – og nu fører krig mod alt, hvad der er dansk.«
Der er ingen tvivl om, at regeringen Neergaards og dens bagmænds største fejltagelse i tiden efter den første verdenskrig bestod i den fuldstændig negative og afvisende holdning, man indtog overfor den udstrakte hånd, sovjetrigets ledere tilbød vort lille land. Der er heller ingen tvivl om, at netop den uforsvarlige Ruslandspolitik både fremskyndede og forværrede den efterfølgende økonomiske krise. Kapitalistisk magtkamp for at nå monopolet spillede her en uhyggelig rolle i begivenhedernes skæbnesvangre gang. For H. N. Andersen og ØK var den besynderlige og helt urealistiske Ruslandspolitik måske nærmest et middel til at knuse en ubekvem konkurrent med alle midler. Men virkningerne af denne form for »konkurrence til knock out« fik langt mere afgørende virkninger end sammenbruddet af Transatlantisk Kompagni. Hele det danske samfund blev ramt af de negative kræfter, der blev sat i bevægelse efter bruddet med Sovjetstyret i slutningen af 1918.
Under fremmed førerskab spillede først Harald Plum og Co. væbnet hasard med Danmarks fremtid. Under udenlandsk indflydelse blandede danske finansmænd sig utilladeligt i et stort lands indre forhold, hvis udvikling ikke passede danske spekulanter, der i kosmopolitisk tilpasning sluttede op om interventionspolitikken overfor det nye Rusland.
Næste og lige så ulykkelige akt var dikteret af ØK og H. N. Andersen som de stærke destruktive kræfter i dansk politik, med højrepartierne som lystigt dansende marionetter frem mod sammenbruddets og krisens afgrund.
Naturligvis lå der andet og mere bag de konspirationer, der gik forud for det kongelige påskekup af d. 29. marts 1920, end den stille krig mellem landets førende finansgrupper og den indflydelsesrige Siam-kreds’ ønsker om en regeringsændring. For til fulde at forstå begivenhedernes baggrund, må man også kaste et blik på udviklingen ude i verden.
Et vigtigt nyt træk var det, at efterkrigstidens hektiske højkonjunktur med raske skridt var ved at lakke mod enden. De første krisevarsler stod allerede malet på væggen, og både i Europa og Amerika rådede der blandt de priviligerede klasser en panisk angst for, at et omslag i konjunkturerne ville udløse en ny revolutionær bølge, der kunne bringe socialismen til sejr i endnu en række af lande udenfor Sovjetrepublikens grænser. Revolutionsangst og kommunistforskrækkelse red stadig den kapitalistiske verdens spidser som en mare.
Forestillingen om »et stærkt regime« dukkede derfor på dette tidspunkt op i en hel række europæiske lande som en budbringer om den fremvoksende fascisme. De herskende lags »filosofi« var omtrent af følgende art: Førte kapitalismen ud i en ny økonomisk krise, måtte statsmagten gøres så stærk og »handlekraftig«, at man både kunne slå alle forsøg på revolutionære forskydninger ned og derefter sikre gennemførelsen af en krisepolitik, der lagde byrderne på den brede befolknings skuldre. Jagten efter maximalprofiten dikterede denne linje.
I den danske afart af »ideen« om den stærke statsmagt udviklede sig også på et tidligt tidspunkt den senere ikke ukendte fascistiske tankegang, at en væsentlig forudsætning for at gøre den borgerlige statsmagt stærk måtte bestå i et målbevidst fremstød for at overvinde splittelsen i de borgerlige partidannelser gennem det, de åbne fascister senere kaldte ensretning. En borgerlig-kapitalistisk samling måtte fremskyndes, om nødvendigt gennem et ydre tryk, udøvet fra højfinansens økonomiske kommandoposter. De førende talsmænd for denne strategi i dansk politik udgik fra Siam-kredsen under H. N. Andersens ledelse.
Det kan måske forekomme en overfladisk iagttager besynderligt, at netop H. N. Andersen, der i 1901 uden tvivl brugte sin indflydelse til at bane vej for systemskiftet og »folketingsparlamentarismen«, i 1920 havde udviklet sig til den egentlige bagmand for påskekuppet og til talsmand for »den stærke statsmagt«. Det må i denne forbindelse fastslås, at det borgerlige demokrati sikkert altid i højere grad af etatsråden betragtedes som en farbar vej til magt og indflydelse end som et politisk doktrin. I 1901 gennemtrumfede han først og fremmest medlem af ØKs bestyrelse, professor Deuntzer som regeringschef efter »systemskiftet«. Efter Alberti-skandalen i 1908 arbejdede H. N. Andersen allerede beviseligt for, at kongen skulle udnævne et uparlamentarisk »forretningsministerium« med ØK-kompagnonen, admiral Andreas Richelieu som premierminister »for at undgå en for vidt dreven undersøgelse«. Dette hindredes dog dengang ved Holstein-Ledreborgs udnævnelse til ministerpræsident, men bestræbelserne for at ignorere folketingets flertal var faktisk i gang fra H. N. Andersens side.
* * *
Man siger, at en væsentlig metode i etatsrådens magtpolitik bestod i, at han med alle midler søgte at slå både personer og andre finansgrupper, der kom på tværs af hans planer, hensynsløst ned, for senere, når de var blevet gjort »møre«, at udnytte dem som sine lydige redskaber. Denne egenartede taktik så man i foråret 1920 i sin fulde konsekvens anvendt på den politiske magtforskydnings område.
Vel var påskekuppet formelt blevet bremset på halvvejen, og det var med hensyn til regeringsdannelsen mundet ud i et »kompromis«. Men tilbage blev det faktum, at det var lykkedes landets mest aggressive reaktionære kræfter at gennemtvinge nyvalg på et tidspunkt og under omstændigheder, der var så gunstige som overhovedet muligt for de konservative og anti-socialistiske partier. I denne situation rettede højfinansen under ledelse af påskekuppets bagmand, etatsråd H. N. Andersen, i væsentlig grad skytset mod det hidtil regerende borgerlig-radikale parti; ikke så meget for at knuse og tilintetgøre det, som for at ensrette det i en fremtidig borgerlig front.
Ved en skæbnens ironi havde lederne af den radikale regering gennem hele deres politik i krigsårene selv været medansvarlige for at overdrage uhørte magtbeføjelser til de samme lag, der i foråret 1920 gik til åbent angreb på folkestyret: Regeringen Zahle havde i vidt omfang overladt administrationen af krigstidens kriseforanstaltninger til pengemagtens spidser. Vitale politiske og økonomiske forhandlinger med udlandet var, under tilsidesættelse af den professionelle diplomatiske repræsentation, blevet overdraget til højfinansens ledere, og selv afslutningen af handelsaftaler betragtedes som et felt, hvor »erhvervenes repræsentanter« også formelt måtte have det afgørende ord. Trods de private monopolers enestående magtudfoldelse betragtede datidens radikale førere denne hurtigt fremadskridende proces som »et stykke demokratisk liberalisering«. I 1917 bragte således Politiken under titlen: »Landets hjælpere« en artikelserie af daværende redaktionssekretær Kristian Dahl, i hvilken højfinansens ledere (H. N. Andersen, Emil Glückstadt, direktør Cold og Max Ballin) bevidst forherligedes. Heri hed det pralende om den radikale regering:
»Den har i tide indset, at den måtte have andre hjælpere end embedsmændene herhjemme og gesandterne og konsulerne derude. Regeringen har søgt til selve de erhverv, der økonomisk lider under krigen. Det var et lykkeligt greb at give de store organisationer en myndighed og et ansvar, som de aldrig før har haft ...«
Et særtræk for krigstidens radikale regering var, at den i stadig videre udstrækning overdrog statslige funktioner – formelt til »erhvervenes organisationer« – men reelt til den danske Monopolkapitals ledere og øverste top. Derved styrkedes monopolisternes kontrol over statsmagten i en hidtil ukendt grad. I påsken 1920 udnyttede højfinansens »tredje ting« sin styrkede position til et fremstød mod den hidtidige forfatningsmæssige kotume: Det ville fjerne krigstidens radikal-socialdemokratiske koalition for at bringe endnu lydigere redskaber i sadlen.
Det radikale parti var ikke vanskeligt at ramme. Blandt de brede masser stod det som den formelt ansvarlige for hele krigstidens borgerlige politik med dens forsyningsvanskeligheder, vareåger og uhæmmet spekulation, »gullashmetoder« og børs jobberi og ligeledes som bærer af voldspolitiken mod den rebellerende del af dansk arbejderbevægelse.
Dansk højfinans besluttede under disse forhold for alvor at demonstrere sin uhyre magt overfor det radikale parti og dets ledere. Den nationalistiske hetz havde i borgerlige og småborgerlige kredse sideløbende med agitationen mod »restriktionerne«, skabt alle forudsætninger for et tilbageslag for de radikale. Hertil kom med en enestående demagogi de nye beskyldninger mod de radikale for at være »kongefjendske republikanere« og et »generalstrejkeparti«. I tilgift fulgte de store forretningsforetagenders organiserede demonstration overfor Politiken, der skulle vise, så at der intet var at tage fejl af, at det var højfinansens annoncører, der i sidste instans bestemte, om et stort dagblad var i stand til at holde sig oven vande med profit eller ej. I løbet af nogle ganske få uger blev Politiken bogstavelig talt berøvet alle sine storannoncører samtidig med, at bladets daglige oplag på forbavsende kort tid blev bragt ned fra 85.000 til 63.000 eksemplarer. Sjældent er den virkelige kerne i den borgerlige »pressefrihed« blevet så enestående klart demonstreret.
De radikale fik det tilsigtede tilbageslag ved valgene, men interessant er det at se, både hvem der stod bag ved kampagnen og hvad denne i sidste instans tilsigtede.
* * *
For det første er det måske værd at bemærke, at netop bladet »Politiken« fra første færd havde været med til at popularisere ØK og dettes leder på et tidspunkt, hvor for eksempel de konservative blade mildest talt endnu levede i Tietgenrusen og stillede sig mere end forbeholdent over for den ærgerrige parvenue fra Østen, som gamle direktør Isak Glückstadt ved hjælp af Landmandsbankens kredit bar frem i vor finansverden. Politikens daværende chefredaktør, Henrik Cavling, var endvidere etatsråd Andersens personlige og nære ven gennem en snes år. Det nyttede intet i stemningsbølgen efter påskekuppet. I redaktør Valdemar Koppels skrift »Af Politikens Historie« hedder det om etatsrådens holdning:
»Det blev dagens mode og »det sidste skrig« ikke at avertere i Politiken, og selv etatsråd H. N. Andersen, der lige fra kompagniets stiftelse havde fundet den mest ubetingede støtte i dette blad, mens næsten hele den øvrige presse havde stillet sig køligt og mistroisk overfor ham, mente at han nu burde følge trop. Det var sikkert for Cavling selv en smertelig oplevelse ...« (Bind II, side 155).
Aktionen mod Politiken lå imidlertid endnu grellere end det fremgår af Koppels fremstilling. Det var etatsråd Andersen og Siam-kredsen, der direkte var drivkraften bag boycotten både mod Politiken og mod det radikale parti overhovedet. Det afgørende er imidlertid, hvad der var formålet med hele datidens fantastiske hetz, hvis iscenesættelse kunne tjene som forbillede for en hvilken som helst fascistisk agitation forud for en magtovertagelse. Da »kredsen« bag kongekuppet i sommeren 1920 mente, at de radikale, og i første række Politikens udgivere, var gjort tilstrækkeligt møre, mødte H. N. Andersen gennem bagmænd frem med fløjlshandskerne for at købe det troløse »republikanske« Københavnerblad, der moralsk havde »fordærvet ungdommen«, og samtidig blev de hårdt revsede radikale spidser så at sige på betingelser budt velkommen indenfor den sejrende borgerlige grupperings »fælles familiekreds«, der pludselig intet havde mod at blive udvidet med »hovedfjenden« fra forårsmånederne. Om denne del af farcen berettede redaktør Koppel ligeledes i sit værk i 1946:
»Også om salg af Politiken havde der i løbet af sommeren været tale. Køberne stod parat, utålmodige, og med pengene i hænderne. Den tilbudte pris var også acceptabel: 300 % for aktiemajoriteten. Køberen var partiet Venstre, der brændte efter at få fingre i Politiken. Partiet havde ikke ret mange tilhængere i København, men derimellem adskillige meget dygtige forretningsfolk, foruden Peschke Koedt (»Messen«) især landstingsmand, konsul P. Nørgaard, Hellerup, en personlig ven af Cavling . . . En sammensmeltning af de to Venstre partier, det radikale og det moderate, stod for Nørgaard som en ønskværdig mulighed, der nu skulle fremmes ved køb af Politiken ... Man vidste at fortælle, at daværende forstander Madsen Mygdal skulle være redaktør, og at etatsråd H. N, Andersen var rede til at yde planen økonomisk støtte.
Det er højst sandsynligt, at der eksisterede en vis forbindelse mellem de eventuelle købere af Politiken og de hemmelige ledere af aktionen mod bladet, men det lader sig nu vanskeligt konstatere, blandt andet fordi de sidste så fortræffeligt har forstået at bevare deres anonymitet. Men det klinger troværdigt, at boycotten fra en vis side har været tænkt som et middel til at gøre Politikens bestyrelse mør og salgsvillig.
Det kan betragtes som sikkert, at det rygte ikke havde helt uret, at endog en mand som etatsråd H. N. Andersen så på salget med velvilje udfra den tankegang, at det for ham og hans interesser ville være nyttigt, om der bag Politiken stod et stort, enigt og mægtigt Venstreparti. For radikal politik i og for sig havde etatsråd H. N. Andersen ingen interesse, og en nyordning, som ikke var til skade for hans gode ven Henrik Cavlings pekuniære forhold, måtte forekomme ham fuldt forsvarlig. På Madsen Mygdal, hvis broder var direktør i ØK, satte han megen pris.«
Vi ser her det politiske perspektiv bag påskekuppet i en hel ny belysning, den strategiske linje, der var blevet udformet af H. N. Andersen selv: Som de forskellige finansgrupper udfra de vundne nøglepositioner skulle underordnes ØKs ubestridte førerskab, skulle der også i dansk partiliv gennemtrumfes en borgerlig samling under hr. H. N. Andersens overformynderskab. For at formindske risikoen for »socialistiske« eksperimenter, skulle de radikale husmænd og andre småbrugere politisk søges bragt under formynderskab af de med hensyn til ejendomsbegreberne mere »stabile« Venstregårdmænd. Partiet Venstre skulle gøres mere »tidssvarende« ved opsugning af radikalt Storbourgeoisi i byerne, og det radikale småborgerskab og partiets intellektuelle kunne Venstre så få lov til at fordøje i tilgift med et endnu mere borgerligt Politiken som daglig læremester i »omskolingen«. Endelig skulle den forudgående kraftudfoldelse skræmme de radikale finansmænd og tvinge disse til fuld lydighed over for »mesteren«, H. N. Andersen.
Skulle der endvidere fremtidig blive brug for at overlade de socialdemokratiske spidser større politiske opgaver, skulle dette ikke kunne ske ved separate aftaler med et radikalt »outsider«-parti, men kun i samarbejde med og gennem overenskomst med det danske borgerskabs og finanskapitalens førende lag. Det var en sådan udvikling, vi senere nåede frem til under andre former. Men allerede i 1920 var det H. N. Andersens kongstanke at stille det danske socialdemokrati i en sådan tvangssituation i »real rigsdagspolitik«.
* * *
Når disse højtflyvende planer fra ØKs gamle mand på dette tidspunkt ikke kunne realiseres, ligger årsagen vel i første række i, at modsætningerne i dansk højfinans endnu var for akutte. Magtkampen var endnu ikke endt med Siam-kredsens fuldstændige sejr. I kredsen omkring den endnu stærke Glückstadt-gruppe i Landmandsbanken fandtes stadigvæk pengemænd, der i høj grad var interesserede i at opretholde et selvstændigt radikalt parti som modvægt mod en H. N. Andersens enevælde. Og hverken husmænd eller det radikale partis småborgerlige vælgerskare var endnu gjort tilstrækkelig modne til rollen som halehæng i et moderat Venstreparti ledet af højfinansen.
Den første forudsætning for fusionen: Venstres overtagelse af Politiken, lykkedes det ikke at skabe, skønt der fra juli til september 1920 forhandledes videre om salget. I sidste øjeblik var det – efter direktør H. Heilbuths initiativ – lykkedes bladet foreløbig at klare de finansielle skær ved at tegne det såkaldte »vennelån« på 610.000 kroner. Af redningsmandskabet nævnes i redaktør Koppels bog kun de tidligere radikale ministre. Men mon dog ikke listen over vennerne i nøden havde været lidt fyldigere, hvis ikke Landmandsbanken og kredsen omkring Emil Glückstadt var blevet slået brutalt ud ved knock out et par år senere. »Store navne« blev jo ved denne lejlighed »ausradiert« – også af det radikale partis og Politikens annaler – udadtil i det mindste.
Hverken i 1920 eller året efter havde man imidlertid i førende radikale kredse glemt navnet på regeringen Th. Zahles gamle finansrådgiver fra krigsårene og hans nære samvirken med radikale politikere. Det var den forhenværende finansminister Edvard Brandes, der endnu d. 4. oktober 1921 formulerede mange af sine kollegers og meningsfællers syn på denne etatsråd, da han i et højstemt brev til Emil Glückstadt skrev:
»Kære Glückstadt. Jeg iler med at lykønske banken til, at der i spidsen for den står en personlighed, hvis lige dansk bankvæsen ingensinde har kendt i evnerigdom, viljesikkerhed, indsigt og udsyn. Så nøje er Landmandsbankens økonomiske trivsel knyttet til landets fremtid.«
Edvard Brandes’ næsegruse beundring for Emil Glückstadt vedvarede helt frem til Landmandsbankens ruin. Efter bankens første rekonstruktion i juli 1922 skrev den tidligere radikale finansminister i et brev til etatsråden dateret d. 16. august 1922: »Jeg håber, at De ikke lader Dem påvirke af de ondsindede bestræbelser, der kan tænkes rettet mod Dem. De skal altid erindre, at De er og bliver den indsigtsfuldeste, den vidtskuende, den eneste store financier, som Danmark ejer ...«
Om Glückstadts bank fylkedes da også et helt galleri af de førende radikale forgrundsfigurer: »Vennelånets« arrangør, Herman Heilbuth, tilhørte Landmandsbankens bestyrelse, de tidligere ministre Krabbe og Christoffer Hage figurerede i årevis som medlemmer af bankrådet, og den sidste ligeledes i Frihavnsselskabet, bankens aflægger og i sin tid et stridens æble mellem Isak Glückstadt og gamle etatsråd C. F. Tietgen. Den tidligere radikale minister Wilhelm Weimann var nært knyttet både til ØK og Landmandsbanken, med stærk hældning til Emil Glückstadt, og den radikale industrimand Max Ballin var en af bankens store og priviligerede kunder.
Den tidligere radikale udenrigsminister Erik Scavenius havde under hele krigen stået i det næreste personlige og embedsmæssige samarbejde med Glückstadt, som han med forkærlighed anvendte i diplomatiske og handelspolitiske missioner. Det var intet tilfælde, at fru Laura Glückstadt i sine tidligere omtalte personlige notater skrev:
»Erik Scavenius havde i sin egenskab af udenrigsminister rig lejlighed til at iagttage Emil Glückstadts måde at udføre sine statslige missioner på. Hans opfattelse var: Når Emil Glückstadt overtager en sendelse for regeringen, kan man altid være tryg. Sagen bliver ordnet således, at det bedst mulige resultat opnås og uden, at han vil spille en rolle, eller der gives aviserne noget at tale om. Mon det også ville være hans opfattelse af H. N. Andersen? Bankkommissionen søgte at få Erik Scavenius til at udtale, at Emil Glückstadt intet havde udrettet og altid havde trængt sig på. Men da han mente det modsatte, ønskede man ikke at høre ham.«
På samme måde søgte generalkonsul Weimann at rehabilitere Glückstadt, også efter dennes fald, idet han så sent som d. 22. april 1925 overgav fru Glückstadt en erklæring, der skulle bevidne, at det i forsommeren 1915 og senere var Emil Glückstadt – og ikke H. N. Andersen – der gennem sine rejser havde fået en ordning på kulleverancerne fra England, da de britiske myndigheder radikalt ville begrænse disse, »hvis de dels igennem landbrugsprodukterne og dels igennem industrien i virkeligheden i betydeligt omfang kom sydmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn) til gode.«
* * *
Etatsråd Glückstadts intime kontakt med inderkredsen i det radikale parti er hævet over enhver tvivl. Det må dog til gengæld tilføjes, at han næppe satte alle sine kort ind på denne ene politiske gruppering. I modsætning til H. N. Andersen synes Landmandsbankens leder at have været utilbøjelig til for åbent at engagere sig ensidigt i de forskellige partiers indre politik, når han da ikke blev direkte udfordret. Noget overdrevet er det derimod nok, når fru Laura Glückstadt i sine notater søgte at fremstille ham som en helt upolitisk faktor, når hun anfører:
»Emil Glückstadt indtog ikke noget partipolitisk standpunkt, idet han mente, at en bank altid kunne komme i den situation at (skulle) samarbejde med skiftende partipolitiske regeringer, og han af sin afdøde fader var blevet indprentet den regel, at en bankdirektør ikke bør gribe ind i partipolitik. Man beskyldte ham fra flere sider for at have vist radikale synspunkter, omend det kan dokumenteres, at han under det radikale ministerium ved en bestemt lejlighed skrev til den daværende finansminister Brandes og gjorde ham opmærksom på de fordele, landet ville have, dersom regeringen hurtigst muligt ville trække sig tilbage.«
Omtalte episode må vel antages enten at stamme fra ugerne før påskekuppet eller fra perioden omkring den første verdenskrigs afslutning, da regeringen Zahle i allierede kredse betragtedes med en vis mistro og beskyldtes for at have udvist tyske sympatier under krigen. Der er til gengæld en del, der tyder på, at Emil Glückstadt og hans nærmeste dog tydeligt mærkede den brod, der også var rettet mod hans egen magtstilling i H. N. Andersens og enkekejserinde Maria Feodorovnas´ intriger forud for påskekuppet. Og under selve begivenhedernes udvikling var Glückstadt langtfra nogen passiv tilskuer. Forfatterinden Maria Behrens, hvis firma: »Litterært Forlag« fru Glückstadt en overgang finansierede, og som havde stået familien Glückstadt nær, skrev således i et brev, dateret den 14. juli 1925:
»Takket være H. N. Andersen blev dansk udenrigspolitik i de år en tumleplads mellem to etatsråders gensidige konkurrencenid, ja endnu mere: Da enkekejserinde Dagmar [12] stod bag ved H. N. Andersen, og etatsrådinde Glückstadt stod bag ved sin mand – oplevede vi i de år efter enkekejserindens hjemkomst til »Hvidøre« fra oktober 1919 og til marts 1920, at mange af landets vigtigste spørgsmål blev afgjort, eftersom barometeret for de to damers gensidige had steg og faldt. Jeg havde i tre måneder lejlighed til dagligt at følge begivenhederne på og omkring »Hvidøre«, og dér fik jeg den sandhed banket ind i hovedet, at hvis folkene (nationerne) anede, efter hvilke linjer de blev regeret – ja, så ville alle de regenter blive sat på porten uden tøven«.
Sammensætningen af overformynder Michael Friis’ »overgangsministerium« efter kupregeringen Liebes fald tyder da heller ikke på nogen måde på nogen passivitet fra Glückstadt-kredsens side.
* * *
En anden ting er, at både H. N. Andersens utrolige magtudfoldelse ved påskekuppet med kongehusets fulde støtte, og udfaldet af de efterfølgende valg synes at have manet Emil Glückstadt til den største forsigtighed. Man iagttager det tydeligt ved Glückstadts pludselige kovending i Plum aktion med Clearing House-aftalen og senere igen ved Harald Plums fjernelse fra Transatlantisk Kompagni. Meget tyder i denne periode på, at Landmandsbankens førstedirektør har haft planer om at forsøge at lade det komme til en »udsoning« med ØKs leder ved at droppe sin gamle kongstanke om et konkurrerende Transatlantisk Kompagni, der indenfor banken til en vis grad skulle holde ØKs egenrådighed i skak.
Når Harald Plum, efter at krisen begyndte at indtræde i sit fulde omfang, i Transatlantisk Kompagni blev afløst af direktør Knud Styhr og senere også af direktør Michaelsen (der tidligere havde været leder af ØKs Dansk Soyakagefabrik), tyder dette på Glückstadts tilbøjelighed til at komme til et kompromis med H. N. Andersen på grundlag af en arbejdsdeling mellem Landmandsbankens to største kunder. Direktør Erik Plum skriver yderst interessant herom i forbindelse med Harald Plums tilbagetræden:
»Når der skulle foretages en forandring med hensyn til Transatlantisk Kompagnis direktion, mente jeg, det måtte stå i forbindelse med, at banken ville indsætte en direktør, som H. N. Andersen havde indvilget i at samarbejde med, og at man dermed kunne vente en omlægning af forholdene, hvorefter Transatlantisk Kompagni gik ind som handelsafdeling under Østasiatisk Kompagni. Jeg spurgte direkte Landmandsbankens direktion, om det var meningen, og denne erklærede, at denne forståelse var rigtig . . . Den påfølgende udvikling har imidlertid vist, at denne linje ikke skabtes, eller i alt fald ikke har kunnet gennemføres.«
Erik Plum beretter endvidere også, at direktør Knud Styhr kort efter sin overtagelse af Transatlantisk Kompagnis direktørstilling opsøgte etatsråd H. N. Andersen for at »slutte fred« og regulere det fremtidige samarbejde. Det eneste, der kom ud af dette besøg, var, at ØKs leder foreslog, at forsikringsselskabet Baltica (hvor ØK havde aktiemajoriteten) skulle købe Transatlantisk Kompagnis bygning som officiel besegling af, at det Plumske eventyr var definitivt forbi. Ikke blot underkastelse, men tilintetgørelse, var i dette tilfælde elefantridderens krav. Dette belyses da også klart ved de nye Ruslandsforhandlinger af 1921.
Etatsråd Emil Glückstadt og hans førende Landmandsbank-gruppe kunne som påvist på ingen måde slet og ret identificeres med ØKs tilsvarende gruppering indenfor samme pengeinstitut. Modstridende interesser på forskellige felter holdt i en årrække hinanden i skak indenfor banken. Søgtes i perioder en balance tilvejebragt, kom den sjældent over en vagtsom og væbnet neutralitets rammer. Men bestræbelser for at hidføre et varigt opgør og en afspænding blev dog gentagne gange fra Glückstads-kredsens side foretaget, på bekostning af bankens interesser i Transatlantisk Kompagni.
Glückstadts forsøg på efter påskekuppet i højere grad at tilpasse sig ØKs linje og projekter, styrkede imidlertid hverken hans eller bankens stilling. Han fik ingen rygdækning fra den anden etatsråds side af den grund, og indrømmelserne var ensidige.
Det farligste ved denne »tilpasningspolitik« synes at have været, at banken, i alle tilfælde til en vis grad, måtte gå ind på ikke at gøre modstand mod H. N. Andersens helt fantastiske »russiske politik«, der for landet nærmest antog en fuldstændig destruktiv karakter.
I sin holdning til Clearing House-aftalen veg Landmandsbankens ledelse tilbage for konsekvent at støtte den Plum’ske linje, hvis gennemførelse trods alt indeholdt store positive muligheder for landet, blot disse var blevet udnyttet. Af frygt for rivalen svigtede Emil Glückstadt her selv sin egen banks interesser. En lignende uvilje mod at forsøge at gennemtrumfe en konstruktiv linje i spørgsmålet om genoptagelse af forbindelserne med Sovjetstaten gik også senere – måske nødtvungent – som den røde tråd gennem bankens videre økonomiske politik. Frygten for samtidig at lægge sig ud med både intriganterne i ØK og med regeringen Neergaards udenrigsminister Harald Scavenius i dette spørgsmål synes at have tvunget den svage og ubeslutsomme Emil Glückstadt til resignation.
At både den danske regerings og de førende danske finanskredses holdning overfor det ny Rusland var direkte tåbelig, er for en senere iagttager iøjnefaldende. Den totale negative stædighed, der blev lagt for dagen fra dansk side, overgik selv den holdning, som blev iagttaget både af de øvrige nordiske lande og af flere vesteuropæiske stormagter. Intet officielt forsøg blev i tide gjort for at genopfriske dansk østhandel på et tidspunkt, hvor store muligheder tilbød sig, og millionværdier blev ganske simpelthen ødet bort af lutter hensyn til mærkværdige luner hos ØKs gamle despot og i de reaktionære kredse omkring kongehuset.
Det særeste var, at linjen fra 1920 blev fortsat et langt stykke ud i fremtiden, til trods for at nye chancer for en forståelse hurtigt tilbød sig igen. Harald Plums fremstilling ved hans afgang fra Transatlantisk Kompagni ved årsskiftet 1920-21, som gik ud på, at Sovjetmagten efter Clearingaftalens sammenbrud som repressalie straks inddrog alle danske lagre og værdier, var nemlig urigtig. I endnu et helt år respekterede det ny Ruslands ledere alle Danmarks legitime interesser på Sovjetisk territorium, og det var først efter, at et nyt forsøg på fredeligt opgør gennem forhandling var strandet, Sovjetregeringen mistede tålmodigheden. Den skred da til likvidering af de danske foretagenders interesser, der overhovedet ikke blev varetaget herhjemmefra af mangel på dansk forhandlingsvilje hos de bestemmende kredse.
Trods Harald Scavenius’ fransk dikterede og fuldstændig fornærmende afvisning af Litvinov-missionen i efteråret 1920, gik der ikke lang tid, før nye russiske tilbud om forhandling blev fremsat overfor Danmark. Mellem Sverrig og Sovjetrusland var en vis vareudveksling allerede blevet optaget i sommeren 1920, og særlig svensk metal- og maskinindustri havde modtaget betydelige Sovjetiske ordrer. Til yderligere normalisering af handelsforbindelserne havde en officiel russisk handelsrepræsentant, hr. Kergentev fra d. 12. februar 1921 slået sig ned i Stockholm.
Allerede den 8. marts samme år udsendtes gennem telegrambureauet Rosta et interview med Kergentev, hvori denne meddelte, at han var blevet befuldmægtiget til at føre handelsforhandlinger med Danmark og Norge: »Dersom den danske og norske regering og kommercielle kredse skulle ønske at træde i regulær handelsforbindelse med Sovjetrusland, ville Sovjetregeringen imødekomme dette ønske. Det burde imidlertid stå alle handels- og industridrivende klart, at handelsforbindelsernes udvikling kun er mulig i tilfælde af, at der i de lande, med hvilke Rusland genoptager handelsforbindelserne, findes repræsentanter for Sovjetruslands interesser. Kergentsev oplyste videre, at han af Folkekommissærernes Råd havde fuldmagt til at føre forhandlinger med den norske og danske regering i tilfælde af, at disse ønsker at optage spørgsmålet om organiserede handelsforbindelser mellem Rusland og disse lande«.
Under den økonomiske krises fortsatte skærpelse i Danmark var man interessant nok vidne til en hastigt fremadskridende differentiering indenfor de borgerlige lag, der var Venstreregeringens basis. Overfor ØKs og Harald Scavenius’ kosmopolitisk prægede udenrigspolitik, inspireret udefra, begyndte erhvervenes folk stadigt aktivere at kræve en mere dansk betonet handelspolitik, derunder genoprettelse af de økonomiske forbindelser med Sovjetrepubliken. Et produkt af disse strømninger var oprettelsen af »Erhvervenes Ruslandsudvalg«, der d. 19. marts 1921 rettede en telegrafisk henvendelse til Kras sin med forespørgsel om, til hvem man skulle henvende sig for at forhandle om en genoptagelse af samhandelen. D. 21. april af sendtes Krassins svar om, at Kergentsev i Stockholm havde fuldmagt til sådanne drøftelser. I april måned tog derefter ingeniør Hjalmar Lange fra Industrirådet til Stockholm, hvorfra han vendte tilbage med et udkast til en handelstraktat, som derefter blev genstand for langvarige drøftelser.
At Danmark var ved at forpasse tidspunktet for regulering af Ruslandshandelen, var ved at blive øjensynligt. Under prisfaldets økonomiske krises hurtige udvikling voksede i de fleste lande interessen for det store russiske marked. Blandt stormagterne undertegnede således England den 16. marts og Tyskland d. 6. maj 1921 regulære handelsaftaler med Sovjetregeringen. Den hidtidige vestlige blokade blev således gradvis bragt til ophør.
Fra forskellige private danske firmaers side udvistes også fra begyndelsen af 1921 en voksende interesse for Ruslandshandelens genoptagelse. En stigende vareudveksling kom uofficielt igang over randstaterne. Fra forsommeren begyndte det danske eksportfirma »Brünich og Brünild« ved hjælp af egne dampere at eksportere specielt levnedsmidler direkte til Leningrad. De eksporterede varer betaltes kontant i engelsk eller dansk valuta.
Også det gamle »Russisk Handelskompagnis filial i Konstantinopel havde på dette tidspunkt optaget en temmelig betydelig eksport til de nyoprettede Sovjetrepubliker i Transkaukasien via Batum. Som betaling modtog dette selskab værdifuld olie fra Baku, der i Baturns havn afhentedes af det danske firmas tankbåde.
Udvistes der således fra forskellig side et ikke ubetydeligt privat initiativ for at fremkalde en regulering af Ruslandshandelen, saboterede Neergaards Venstreregering til gengæld i månedsvis de af russerne tilbudte forhandlinger om en formel handelsoverenskomst. Først d. 25. juli 1921 optog en dansk delegation under kammerherre J. Clans ledelse formelle drøftelser med den Sovjetiske befuldmægtigede i Stockholm: hr. Kergentsev. Takket være de instrukser, den danske delegation modtog fra udenrigsminister Harald Scavenius, fik også disse ny officielle kontaktforsøg et lige så mystisk som negativt forløb.
* * *
Det var allerede ved forhandlingernes optagelse et bemærkelsesværdigt træk, at ØK under H. N. Andersens ledelse forud havde indledet en hel række manøvrer for at opdele de danske selskaber, der stod med særlig udprægede russiske interesser. Et Siam-kredsen nært stående foretagende som Store Nordiske Telegrafselskab, hvis russiske og sibiriske linjer var af vital interesse for millonkoncernens fremtid, havde som »internationalt selskab« allerede d. 27. juli 1921 undertegnet en separat overenskomst med folkekommissærernes råd om fornyelse af den gamle koncession på gunstige vilkår. Dette selskab var altså gjort uinteresseret i de almindelige forhandlingers forløb og genoptog straks sin russiske virksomhed.
Direktør Hjerl Hansens Sibiriske Kompagni havde ØK fået engageret med opkøb af soyabønner i Manchuriet, og dets forhåbninger om en snarlig »hvid« omvæltning i Sibirien var atter blevet vakt til live ved det af japanere og amerikanere iscenesatte eller understøttede hvidgardistiske kup i Vladivostok under general Kappels ledelse d. 26. maj 1921. Under Stockholmforhandlingerne støttede Hjerl Hansen dog kravene om, at handelsaftalen skulle undertegnes.
I et andet af de store danske selskaber med russiske interesser: »Dansk-russisk Dampskibsselskab« var på forhånd ligeledes blevet hidført en bemærkelsesværdig indre udvikling: Allerede d. 27. januar 1920 var det blevet meddelt, at aktiemajoriteten i selskabet var overgået til det med Privatbanken og ØK allierede DFDS. Det kom senere frem, at det var selskabets mangeårige leder, direktør Kay Reinhardt, der i 1919 havde været engageret i Harald Plums famøse anti-bolsjevikiske liga, som gradvis havde ordnet aktieopkøbet for at gennemføre en forening med DFDS, hvor direktør Reinhardt selv efter fusionen overtog en direktørpost. Meningen med dette kup var helt at likvidere selskabets russiske interesser ved salg. Dansk-russisk Dampskibsselskabs skibe var ligesom ØKs efter revolutionen blevet unddraget nationaliseringen og havde i årene 1917-19 sejlet i allieret fart. Juridisk var det datterselskabet i Leningrad, der ejede flåden, med en samlet tonnage af 40.000 tons, og efter forhandlinger i København i dagene d. 19-22 marts 1920 blev hele dette russisk indregistrerede datterselskab med alle skibe solgt til det franske firma La Societé Maritime et Commerciale de France for en sum af 20 millioner danske kroner. Efter således at være blevet sine russiske interessenter kvit, besluttedes på generalforsamlingen d. 31. marts Dansk-russisk Dampskibsselskabs sammenslutning med DFDS.
En lignende særstilling synes også Jørgen Sehesteds russiske skovkoncern at have indtaget. Som et blandet norsk-dansk foretagende forsøgte man gennem de norske partnere at få optaget separatforhandlinger, der i hovedtrækkene gik ud på at sikre selskaberne deres tidligere skovområder og savværker, der var blevet nationaliserede, som mangeårig koncession.
En fjerde betydningsfuld gruppe var således blevet gjort delvis desinteresseret i de russiske handelsforhandlingers forløb, før disse tog deres begyndelse i Stockholm. Om nogen samlet blok af de russiske interessenter indenfor dansk erhvervsliv kunne der således under ingen omstændigheder blive tale. Men hertil kom endelig et sidste og afgørende kup fra H. N. Andersens og ØKs side: Gennem et vel tilrettelagt pres på Landmandsbanken og Emil Glückstadt havde man draget omsorg for, at den største gruppe med russiske interesser,, den transatlantiske koncern og dens datterselskaber, der sammenlagt repræsenterede interesser og erstatningskrav på over 100 millioner kroner, overhovedet ikke fik nogen direkte repræsentation under forhandlingerne i Stockholm. Dette til trods for, at udfaldet af forhandlingerne med Sovjetregeringen bogstavelig talt betød liv eller død for denne ØKs tidligere mægtigste rival. Om dette mærkværdige forhold fortæller Erik Plum:
»Hvor mærkeligt det lyder, blev imidlertid Russisk Handelskompagni (hvis erstatningskrav alene var ansat til 33,6 millioner kr.), der dog repræsenterede den største part af de dansk-russiske interesser samlet på en enkelt hånd, hverken spurgt i den anledning af de offentlige myndigheder, der stod bag denne kommission (Stockholms-delegationen) eller havde gennem den dengang i alle slige spørgsmål så indflydelsesrige Landmandsbank nogen som helst indflydelse derpå, idet forslag om en konference mellem kompagniet og banken stadig blev besvaret udsættende ...
Kompagniet måtte under disse forhold, hvor det var umuligt at få nogen indflydelse gennem dets bank, nøjes med at sende udenrigsministeriet en skrivelse, hvori det meddelte det, at det, foruden de almindelig kendte interesser, havde den tidligere nævnte interesse i afslutningen af en handelsoverenskomst, at Sovjetregeringen gennem dens repræsentant, hr. Krassin, havde lovet at betale de fra kompagniets datterselskab i Murmansk og Archangelsk købte varer til et beløb af ca. 5 millioner kroner, så snart der forelå aftale mellem de to landes regeringer om gensidig repræsentation.« (Russisk Handelskompagni A/S, side 138-39.)
Efter tydelig inspiration fra landets »overregering«, H. N. Andersen, var man ved Stockholm-forhandlingerne vidne til det særsyn, at den mest interesserede part i forhandlingerne med Sovjet blev udelukket fra enhver indflydelse og ikke var repræsenteret i delegationen. Den mest nærliggende forklaring på denne ejendommelige »forberedelse« af forhandlingerne fra officiel side er vel, at man her stod overfor en gruppe, som regeringens mægtige bagmand, H. N. Andersen, betragtede som en besværlig konkurrent, der helst burde sættes helt ud af spillet.
Det andet endnu mere mærkværdige forhold var, at man ved samme lejlighed var vidne til, at lederen af Transatlantisk Kompagnis egen bank, etatsråd Emil Glückstadt, nøjagtig som det havde været tilfældet ved Clearingaftalen med Krassin – rimeligvis under tryk fra samme H. N. Andersens side, intet reelt gjorde for at varetage de interesser, der repræsenteredes af en af bankens store kunder. I et brev dateret d. 14. juli 1925 taler forfatterinden Maria Behrens, der i disse år stod familien Glückstadt nær, om »de ulykker, en mand som Harald Scavenius anrettede i den periode, da han sad som udenrigsminister og smedede sine intriger sammen med Emil Glückstadt. En af dem var arrangementet af den delegation, der skulle forhandle med Sovjet om den dansk-russiske handelstraktat. Havde Harald Scavenius ikke føjet Emil Glückstadt ved denne lejlighed (eller måske omvendt?) og givet alle Transatlantisk-folkene adgang til at besætte delegationens pladser, så havde han heller ikke givet H. N. Andersen anledning til at vælte forhandlingerne, som han faktisk gjorde.«
Grundlaget for sammenspillet fra den mærkelige trekant H. N. Andersen-Harald Scavenius-Emil Glückstadt i forbindelse med Stockholm-forhandlingerne i 1921 er en af efterkrigstidens uopklarede mysterier. For de to første var motiverne i det store spil klare nok. Men hvilke pressionsmidler eller løfter blev Emil Glückstadt stillet overfor, siden også han gik med til en linje, der ikke mindst blottede Landmandsbanken og dens likviditet totalt midt i den økonomiske krise?
Et fingerpeg for den ydre inspiration, Emil Glückstadt sikkert har været påvirket af, er at de amerikanske monopoler, med Landmandsbankens hovedforbindelse, National City Bank, i spidsen, netop på dette tidspunkt virkede med fantastiske planer om at skaffe sig kontrollen over den Sibiriske kystprovins og Kamtjatka for at gøre disse distrikter til amerikansk koloniseringsområde. Da man ikke kunne opnå de planlagte indrømmelser fra Sovjets side, iscenesattes d. 26. maj 1921 general Kappels hvidgardistiske statskup i Vladivostok, der støttedes fra USA.
Under præsident Hardings styre var Herbert Hoover blevet handelsminister og en slags økonomisk diktator, støttet af Morgan-gruppen. Hoovers program overfor Sovjetrepubliken formuleredes i en tale d. 16. maj 1922, hvori det hed: »Så længe fremmede forretningsfolk og kapitalindskydere ikke kan udøve deres ejendomsret og sikkerhed for indgåede kontrakter og aftaler, eller som alternativ ikke kan få erstatning for denne ejendomsret og disse aftaler, så længe vil den internationale handelsmaskineri gå i stå, den internationale vareudveksling standse og hele verden komme ud i en tilstand af kaos. Det er fuldstændig umuligt at tænke sig handel mellem nationer, der ikke som grundlag har ejendomsrettens hellighed og kontrakters og aftalers ukrænkelighed«.
Det var en sådan afvisende og negativ indstilling overfor samhandelen med den store socialistiske republik, der i denne periode inspirerede Emil Glückstadts store amerikanske partner: Morgan-gruppen. Vi har sikkert her en af de faktorer udefra, der manede Glückstadt til forsigtighed, hvor det drejede sig om handelsaftalen med Sovjet. Under de internationale konferencer i Genua og Haag i 1922 dannede Frankrig sammen med USA´s repræsentanter i international målestok en fælles reaktionær blok, der afviste alle kompromisbestræbelser overfor Sovjetrusland.
* * *
Forhandlingerne i Stockholm, der med et par afbrydelser, hvorunder delegationerne indhentede instrukser fra deres regeringer, førtes fra d. 25. juli til d. 25. november 1921, afsluttedes som bekendt ganske uden resultat. At vanskelighederne ved at opnå en fornuftig ordning med hensyn til den dansk-russiske samhandel ikke kom fra Sovjetisk side, er hævet over enhver tvivl. Et tilstrækkeligt indicium er det, at de sideløbende norsk-sovjetiske forhandlinger, der fra Sovjetregeringens side førtes på nøjagtigt samme grundlag som de danske forhandlinger, allerede d. 2. september 1921 afsluttedes med undertegnelsen af en norsk-russisk handelsoverenskomst, som uden gnidninger accepteredes af begge parter. Det var specielle danske indvendinger, der blev det skær, drøftelserne strandede på.
Allerede under de forberedende forhandlinger var Harald Scavenius’ negative indstilling kommet tydeligt frem. D. 2. juni 1921 fandt der en konference sted i udenrigsministeriet, hvor Industriråd, Grosserer-Societet, Landbrugsråd og Socialdemokratiets repræsentanter krævede afslutningen af en handelstraktat med Sovjetregeringen. Harald Scavenius ville imidlertid kun gå med til private aftaler og optrak den retningslinje:.. »at erhvervsorganisationerne med regeringens godkendelse skulle slutte overenskomsten, altså samme fremgangsmåde, der var fulgt under krigen«.
Med denne håndfæstning rejste fra »Erhvervenes Ruslandsudvalg« ingeniør Hjalmar Lange og direktør Rambusch (fra Nielsen & Winter) til Stockholm for at forhandle med Kergentsev. Under henvisning til de britiske og tyske handelsaftaler kunne denne dog kun understrege, at de private aftalers tid var blevet forpasset året i forvejen efter Krassin-aftalen. Der måtte deltage en ansvarlig regeringsrepræsentant som medunderskriver for at hindre gentagelser.
I nogle uger blev der så tærsket langhalm på dette »konflikt«-spørgsmål, indtil kammerherre Clan endelig blev sendt med forhandlingsdelegationen som repræsentant for udenrigsministeriet. Den påfølgende tåbelige trækken forhandlingerne i langdrag skal ikke skildres i alle detailler. Det må være nok at fremhæve, at Harald Scavenius og Co. stadig satte modstanden ind mod alt, hvad der kunne udlægges som en anerkendelse af Sovjetstyret, derunder dettes ret til enere præsentation for det russiske folk. Herpå strandede forhandlingerne da også til slut. I det protestmemorandum, som d. 29. november 1921 udsendtes af »Erhvervenes Ruslandsudvalg«, hed det om Harald. Scavenius’ pludselige sprængning af forhandlingerne:
»Den 24. november kl. 11½ formiddag fik Clan brev fra udenrigsministeren med pludselig og kategorisk ordre til at afbryde forhandlingerne. Det motiveredes med, at overenskomsten ville blive en de jure anerkendelse, at man fik for lidt og gav for meget, og at det i Tyskland havde vist sig, at nogle skibe havde medført kommunister, og tyske optøjer havde været inspireret af bolsjevikkerne. Det var farligt for Sønderjylland, hvis der var en kommunistdelegation her(!). Denne afbrydelse kom både kammerherre Clan, de øvrige delegerede – også de i København værende delegerede – som en fuldstændig overraskelse. Ingen var spurgt forinden«.
* * *
Nogle ugers forsøg på diplomatisk mørkelægning fulgte efter fra udenrigsministeriets side trods erhvervsudvalgets protest, der blev tilstillet pressen. Så fulgte en rigsdagsredegørelse – på et lukket møde. Sovjetregeringens reaktion overfor for anden gang at være blevet holdt for nar, medens den offentligt var blevet krænket af den danske udenrigsminister, kom omgående. D. 3. december 1921 kunne det svenske Folkets Dagblad allerede i et Revaltelegram bringe indholdet af en erklæring fra Litvinov:
»Litvinov har erklæret, at da forhandlingerne om en handelsoverenskomst mellem Sovjetregeringen og Danmark nu er afbrudt på grund af, at udenrigsminister Scavenius er modstander af enhver forbindelse med Sovjetregeringen, vil den naturlige følge af dette blive, at Danmark fra og med nu vil blive boycottet ved al handel med Sovjetrusland.«
På et tidspunkt, hvor krisen allerede rasede, og der gik 80.000 registrerede arbejdsløse i landet, var Venstreregeringens indsats den, gennem en direkte udfordring at afskære enhver mulighed for eksport til et stort og naturligt marked for landets industri og landbrug. Man optrådte i dette spørgsmål så diktatorisk, at selv industriens, handelens og landbrugets egne erhvervsorganisationer blev komplet desavuerede – alle undtagen en enkelt finansgruppe: ØK i H. N. Andersens person.
Om kernen i den konflikt, der førte til forhandlingernes sprængning, oplyste det Sovjetiske telegrambureau Rosta den 5. december 1921 i form af et interview med Kergentsev:
»Han hævder, at forhandlingerne om en handelsoverenskomst blev afbrudt, fordi den danske regering ikke ville gå med til bestemmelsen om en Sovjetdelegation i Danmark som Ruslands eneste repræsentation. Dette punkt fandtes også i den russisk-norske aftale, og Sovjetregeringen kan ikke undertegne nogen aftale med Danmark uden en tilsvarende bestemmelse. Dette er særlig vigtigt i Danmark, hvor det alt for ofte forekommer, at folk optræder i Ruslands navn uden at være befuldmægtiget dertil af nogen og uden at have nogen som helst ret til at tale på det russiske folks vegne ...«
Følgerne af hele det officielle Danmarks og vore finansmænds anti-sovjetiske intriger med tsaristerne og andre hvide emigranter i interventionsårene gav her bagslag, og ligeledes den kendsgerning, at en repræsentant for fortidens kræfter i Rusland, baron Meyendorff, stadig residerede som russisk »gesandt« i København uden at repræsentere noget som helst russisk. Enkekejserinde Maria Feodorovnas intrigespil ved hoffet og andet steds var heller ikke ukendt.
Resultatet blev, at allerede indledede private handelsforhandlinger blev afbrudt, at Russisk Handelskompagnis vareudveksling mod olie via Konstantinopel og Sortehavet blev indstillet, og at de danske firmaers værdifulde lagre og aktiver endelig, efter tre års tålmodig Sovjetisk ventetid, blev konfiskeret af Sovjetregeringen, der naturligvis ikke til stadighed kunne lade disse millionværdier ligge uanvendt hen, til en dansk regering engang kom til fornuft og affandt sig med den kendsgerning, at der var foregået en holdbar revolutionær omvæltning i det tsarrige, som Danmark altid havde stået på mere end venskabelig fod med. Venstres regering plukkede nu frugterne af i sin tid at have gjort anti-bolsjevikken og interventionspolitikeren Harald Scavenius til Danmarks udenrigsminister på et tidspunkt, hvor landet havde en vital interesse i at normalisere sit forhold til Sovjetrepubliken for at bøde på den tidligere tåbelige afbrydelse af forbindelsen efter ordre udefra.
* * *
Trods sin tidligere åbenlyse meddelagtighed i den hidtidige eventyrlige og helt igennem forfejlede og bankerotte anti-sovjetisme var stillingen på dette tidspunkt blevet sådan, at det socialdemokratiske parti ikke længere kunne undlade at afgrænse sig fra regeringen Neergaards russiske politik. De revolutionære venstre-elementers oplysningsarbejde, arbejdsløsheden, der lammede fag efter fag og de arbejdende massers stadig aktivere krav om forbindelse med Sovjetrepubliken og en positiv handelspolitik, gjorde det nødvendigt for de socialdemokratiske spidser offentligt at fordømme Harald Scavenius’ katastrofepolitik. Det ville jo også være for iøjnefaldende, om socialdemokratiets stilling var mere anti-socialistisk og mere anti-sovjetisk end det standpunkt, der blev taget af fornuftige borgerlige indenfor industriens, handelens og landbrugets organisationer udfra et realistisk interessesynspunkt. Af alle disse årsager var den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, dirigeret af trykket nedefra, fra fagforeninger og fra masserne, tvunget til at demonstrere sin misbilligelse af regeringens russiske sabotagepolitik.
Den 17. december 1921 kom det derfor, efter en socialdemokratisk interpellation i folketinget, til en stor debat om afbrydelsen af Ruslandsforhandlingerne, som socialdemokratiet krævede genoptaget af hensyn til den store arbejdsløshed. Partiets ordfører, hr. Th. Stauning, mente dog stadig at måtte afgrænse sig skarpt fra den russiske arbejderklasse, idet han som indledning til debatten omtalte oktoberrevolutionen som »de ulykkelige begivenheder for fire år siden«.
Stauning begrænsede dog, måske ikke uden at ane den stigende utilfredshed, Siam-kredsen af andre grunde nærede mod Harald Scavenius som leder af dansk diplomati, sit mistillidsvotum til udenrigsministerens person, og rettede det ikke mod den samlede Venstreregering: »Vi ønsker, at ministeriet skal blive siddende til den naturlige afslutning på dets tilværelse ... Vi vil skille udenrigsministeren ud fra det øvrige ministerium. Jeg håber ikke, at hr. Neergaard vil stille sig solidarisk med sin udenrigsminister.« Dette var dog netop, hvad hr. Neergaard i dette spørgsmål gjorde og allerede havde gjort.
Harald Scavenius’ optræden under debatten var direkte provokatorisk og yderligere fornærmende mod Sovjetrepubliken. Man behøver blot at tage hans udtalelser, der direkte var beregnet på også at gøre de fremtidige forbindelser med Sovjetregeringen endnu mere umulige. Han omtalte den russiske interesse i at træde i forbindelse med Danmark i følgende vendinger:
»Denne russernes fremdragen af Danmarks interesser har sin naturlige årsag i deres egen uhyre interesse for at komme i forbindelse med os, ikke fordi Danmark som varemarked betyder noget for Rusland, men på grund af vort lands geografiske beliggenhed. Hvorfor nærede de krigsførende landes efterretningstjenester under krigen så stor interesse for vort land? Ikke fordi vort militærvæsen interesserede dem så særligt, men fordi landet på grund af sin geografiske beliggenhed afgav et nemt og bekvemt observationscentrum . . . Derfor er København med sine nemme post- og jernbaneforbindelser og sit udviklede telegraf system ikke så lidt værd for bolsjevikkerne.«
Belært af den stærke stemning mod afbrydelsen af forbindelserne med Sovjetrepubliken søgte Harald Scavenius dog at foregøgle, at også han var tilhænger af en genoptagelse af vareudvekslingen med Rusland under bedre betingelser end de tilbudte, blot ikke tilhænger af nogen politisk aftale om en anerkendt Sovjetisk repræsentation. Så kluntet optrådte Danmarks udenrigsminister imidlertid, at han, sikkert meget mod sin vilje, kom til at indrømme, at han selv havde netop de planer, som han søgte at skyde bolsjevikkernes regering i skoene. Harald Scavenius erklærede nemlig:
»Når jeg ønskede, og for øvrigt stadig ønsker, en handelsoverenskomst, så er det ikke, fordi jeg tror på noget større handelssamkvem, men udelukkende fordi jeg er af den mening, at det kunne være godt i Rusland at have en observationspost.«
Det var her ikke en udenrigspolitisk varetager af et lille kriseramt lands legitime interesser, der talte, men den antibolsjevikiske interventionspolitiker af tradition og overbevisning, der røbede sine forestillinger, den borgerlige kosmopolit, der så på spørgsmålet om genoptagelse af den normale forbindelse med et stort og rigt land udfra interventionisternes hele målsætning og strategi. Han talte ikke blot for folketinget, men også for sine internationale bagmænd og for det danske »verdensselskab« ØK, der var drivkraften bag den negative og ødelæggende officielle danske holdning overfor Sovjetrepubliken i øst.
Med sikker sans for alle indre russiske dissonanser havde Scavenius som gammel Ruslands-»specialist« bemærket visse trotskistiske grupperingers krav om at lade NEP-politikken løbe ud i destrueringen af den socialistiske opbygnings stærkeste bolværk: udenrigshandels-monopolet. Om dettes afskaffelse og de internationale monopolers »frie handel« koncentrerede han derfor sine krav og docerede, at et sådant skridt måtte være en logisk forudsætning for kapitalismens »genindførelse« under NEP-politikken. Lignende krav var heller ikke ukendt i de store imperialistiske lande verden over. På samme line dansede ligeledes den konservative ordfører hr. Piper, da han docerede: »Så længe der er statsmonopol for handel i Rusland, vil en overenskomst næppe betyde meget.«
For krav om ydre indblanding i Ruslands indre anliggender manglede det så sandelig ikke under denne danske rigsdagsdebat, ja selv i datidens divergenser indenfor det bolsjevikiske parti spekuleredes der åbenlyst, med skulderklap til de trotskistiske »økonomer«.
Karakteristisk var den radikale ordfører Ove Rodes tale. Han kritiserede nok kraftigt udenrigsministerens dispositioner og støttede kravet om genoptagelsen af handelsforbindelsen: »Venter udenrigsministeren, at den nuværende russiske regering bliver afløst af en anden? Han har ikke sagt noget derom. Eller tror han, at det siden bliver muligt at få en bedre overenskomst med sovjetregeringen?«
Så fuld af halvheder var imidlertid det radikale partis stilling ved denne lejlighed, at man ikke engang ville svække udenrigsministerens prestige indenfor regeringen ved at stemme for det socialdemokratiske mistillidsvotum. Ove Rode begrundede dette i følgende gådefulde vendinger: »Der vil kun kunne foregå en omdannelse af regeringen med udskiftning af hr. Scavenius. Måske har Venstre og regeringen lyst til noget sådant, men det bør være dens egen sag ...«
Vi skal senere se, hvordan her et helt andet hensyn på dette punkt spillede ind i de radikales beregninger. Man vidste, at indre brydninger i regeringen udspilledes omkring udenrigsminister Harald Scavenius’ person. Det var ØK og dette firmas mest trofaste i regeringen, under landbrugsminister Madsen Mygdals ledelse, der var begyndt at undergrave udenrigsministerens stilling. Især rejstes beskyldningen om, at denne stadig i for høj grad var lydhør for forestillinger fra Emil Glückstadts side og favoriserede denne ved repræsentative hverv i udlandet, på H. N. Andersen og Co´s bekostning. Bestod en del af den radikale ordførers valne taktik under Ruslandsdebatten d. 17. december 1921 i en vis hensynstagen til den radikale regerings gamle og trofaste »rådgiver« i Landmandsbankens direktørstol? Ville man ikke yderligere støtte H. N. Andersens attake, der tilsigtede helt og fuldt at vinde enerådighed indenfor ministeriet Neergaards indre gemakker? Noget tyder derpå: Udenrigspolitikken var ad sære stier endnu engang smeltet sammen med den standende strid om førerskabet indenfor den danske højfinans’ rækker, selv om visse taktiske hensyn i den russiske politik heller ikke denne gang havde bevæget Emil Glückstadt til at trække i harnisk for den transatlantiske interessegrupperings skyld. Måske holdt visse forbindelser i Wall Street og huset Morgan netop her igen, hvor det gjaldt den vaklende Landmandsbankdirektør. Så meget endda, at en tilsvarende vaklen og usikkerhed afspejledes i det radikale partis udtyndede rigsdagsgruppe, så at der kun »kæmpedes«, mod Harald Scavenius med et halvt og tvedelt hjerte. Men om dette historiske problem mere i det følgende afsnit.
* * *
For en moderne iagttager kan der næppe råde tvivl om, at den mystiske magt, der greb ind i Ruslandsforhandlingerne i 1921, som endnu engang slog spillet overende, var ØK og H. N. Andersen. For at nå dette negative resultat var alle kanaler blevet taget i anvendelse, lige fra tryk på Landmandsbanken, intriger i regeringen og appel til kongehusets »familiefølelse« for at få dette til at intervenere for at hindre, at »de røde tsarmordere« oprettede en ambassade eller blot en handelsdelegation i København. Og spillet var lykkedes endnu engang for den smidige ridder af elefantordenen, der i 1919 blev tildelt etatsråden, ikke mindst for tro anti-bolsjevikisk tjeneste. ØKs særlige stillingtagen til Ruslandsaftalen i 1921 fremstiller Erik Plum på følgende måde:
»På dette tidspunkt stemte alle afgørende faktorer her i landet for afslutningen af en overenskomst: Grosserer-Societetet, Industrirådet og arbejderpartierne gennem deres organisationer, alle indflydelsesrige faktorer, undtaget »Det Østasiatiske Kompagni«. ØK havde sikkert ikke særlig interesse i, at den danske regering sluttede en handelsoverenskomst med Sovjetregeringen: Dets russiske skibe havde bolsjevikkerne ikke kunnet beslaglægge, særlige handelsinteresser indenfor landets grænser havde det ikke haft, og vel nok størstedelen af dets rubelbeholdninger havde det gennem sin formand, etatsråd Glückstadt, som allerede nævnt, fået omplaceret på Russisk Handelskompagni ....«
Den sidst omtalte affære er interessant til belysning af den indflydelse, H. N. Andersen stadig kunne udøve på sin svagere modpart, Emil Glückstadt. Erik Plum fortæller udførligt om, hvordan Russisk Handelskompagni i sin glansperiode i efteråret 1916 i Landmandsbanken lånte 3 millioner rubler, hvis ejere egentlig var ØKs russiske aflægger »Russisk Østasiatisk Dampskibs-Selskab«. Russisk Handelskompagni videresolgte de tre millioner i London, mens kursen endnu var 118. ØK spekulerede uheldigt ud fra den falske antagelse, at faldet i rubelkursen kun var forbigående, da Sovjetregeringen hurtigt ville falde under slagene fra invasionshærene, og forlangte ingen regulering straks. Da rubelkursen i sommeren 1919 var nede på 10 øre, ville Russisk Handelskompagni tilbagebetale lånet, der var optaget i rubler, og som nu også skulle tilbagebetales i rubler. ØK var imidlertid ikke indstillet på at bære tabet ved den mislykkede spekulation i stabil rubelværdi og pressede på Emil Glückstadt for at få »ordnet« mellemværendet bedre. Om sagens videre forløb fortæller Erik Plum meget oplysende om periodens metoder:
»Etatsråden (Glückstadt) ønskede ingen strid mellem disse parter og foreslog et kompromis, til hvilket man må sige, at Russisk Handelskompagni blev tvunget til at gå frivilligt med, og hvorefter der blev fastlagt en kurs for rubelen af 50 øre, således at Russisk Handelskompagni ved denne regulering blev belastet med 1.5 million kroner. Kompagniets direktion var langtfra tilfreds eller glad ved denne ordning, men da der samtidig blev stillet fremtidig samarbejde, støtte med mere i udsigt fra ØKs formands side, mente man at måtte akkviescere ved denne ordning .... Man må betænke, at etatsråd Glückstadt på dette tidspunkt havde en alt overvejende indflydelse i de selskaber, der var grupperet omkring Landmandsbanken, og når han udtalte sin mening om en sag, var den dermed faktisk afgjort.«
Dette kup med den uheldige rubelspekulation fik ØK gennemført på et tidspunkt, hvor både det selv og Harald Plum var engageret for fuld kraft i den anti-bolsjevikiske ligas intriger. Harald Plum fik ridderkorset af majestæten og af ØK tabet af 1.5 million kroner i tilgift. Det var derfor ØKs rubelinteresser i 1921 var forholdsvis beskedne. De var »regulerede«.
Historien om ØKs russiske skibe er af en lidt anden natur. Denne sag blev udførligt fremdraget af redaktør Borgbjerg i Socialdemokraten i den forholdsvis korte periode,- hvor de socialdemokratiske spidser gennemførte en kampagne mod ØKs metoder og indflydelse som en slags straffeekspedition for at hævne påskekuppet i 1920. Den 10. april 1923 bragte Socialdemokraten en artikel, hvori det meget interessant hed:
»Østasiatisk Kompagnis russiske dampskibsselskab var, for at opfylde de russiske love, registreret som et russisk aktieselskab. Sovjet havde nationaliseret alle russiske aktieselskaber [13] og gjorde derfor krav på ikke blot at få ØKs i tide hjemførte skibe og det russiske selskabs kapital, men endog på erstatning for den tid efter nationaliseringen, skibene var blevet benyttet af ØK. Det drejede sig om et stort millionbeløb. At ØK reddede sine millioner kom til at koste Landmandsbanken et uhyre antal millioner. Det er derfor ikke uden betydning at få opklaret, hvordan i 1920 den ejendommelige konstellation: Østasiatisk Kompagni-Transatlantisk Kompagni-Landmandsbanken blev tilvejebragt. Men netop ønsket om at undgå denne opklaring skulle ifølge vor meddelers opfattelse have været grunden til, at sagen ikke blev appelleret.«.
Den sag, der her er omtalt, og hvor anklagemyndigheden frafaldt appel, var retssagen mod direktør Harald Plum, der slap meget lempeligt fra retsopgøret efter Landmandsbankkrakket. Det hed sig, at både ØK og anklagemyndigheden var lige ivrige efter at undgå, at H. N. Andersens forhold blev trukket frem ved, at han selv indstævnedes som vidne i Transatlantisk Kompagnis anliggender.
Den transatlantiske koncerns samlede russiske tilgodehavender vurderedes i 1921 til en samlet sum på omkring 100 millioner kroner eller en fjerdedel af den samlede sum, danske foretagender angav i deres erstatningskrav overfor Sovjetrepubliken. Ved afbrydelsen af de dansk-russiske forhandlinger d. 25. november 1921 undgik ØK ganske vist at få taget det pinlige spørgsmål om dets fra Rusland bortførte skibe – med tilsvarende erstatningssag ifølge russisk lov – op til regulering, men til gengæld påførtes der en række andre store danske foretagender langt større tab. Erik Plum skriver herom bittert:
»Ser man derimod blot på de to største dansk-russiske foretagender: Russisk Handelskompagni med dets samarbejdende selskaber og Det sibirske Kompagni, repræsenterede disse to selskabers russiske aktiver henved 2/3 af Østasiatisk Kompagnis balance, og i retning af samfundsmæssig værdi for Danmark måtte de vel tillægges tilsvarende betydning.« Efter den brutale afbrydelse af de dansk-russiske forhandlinger i november 1921 var det sidste håb om at få en erstatningsordning istand, som Sovjetregeringen havde tilbudt det allerede gennem aftalen af 23. april året i forvejen, definitivt forskertset, fordi Venstres regering ensidigt, dikteret i sin handlemåde af etatsråd H. N. Andersen og ligesindede foretrak at fortsætte med en i bund og grund urealistisk anti-sovjetisk politik frem for at træffe en fornuftig regulering med Sovjetregeringen som de russiske arbejderes og bønders lovlige statsmagt. Venstres politik var en udefra dikteret eventyrpolitik i skærende modstrid med det danske folks interesser.
Det vil naturligvis være alt for snævert et syn at anlægge, at ØKs eneste motiv til sin magtudfoldelse under de dansk-russiske forhandlinger blot og bart skulle være hensynet til den truende erstatningssag angående de bortførte russiske skibe. Hele Sovjetregeringens politik i denne periode, hvor der rejstes erstatningskrav fra hele verden, måtte naturligvis fremme det synspunkt, at erstatningspligten måtte være gensidig og også omfatte de russiske tab, udenlandske magter, egenrådige enkeltpersoner og selskaber, der ikke havde respekteret Sovjetisk lov, havde tilføjet staten i revolutions- og interventionsårene. Overfor stormagterne blev de krigsskader og ødelæggelser, der blev tilføjet Sovjetrepubliken, stillet i forgrunden som ligeberettigede modkrav efter international ret.
ØK var en kosmopolitisk kolos, en stat i staten indenfor det danske samfund. Dets interesser var de internationale monopolers interesser og ikke det danske folks. Gennem forretninger og kapitalfællesskab var det med snævre bånd knyttet til en række store britiske huse, der drev »forretning« gennem renlivet imperialistisk og kolonial udbytning. Rusland betragtede man som en egnet arena for tilsvarende koloniale eventyr. I sådanne forbindelser, og i tilsvarende franske, må årsagen søges til den arrogante og aggressive politik, Kompagniet herhjemme slog til lyd for og søgte realiseret i interventionsårene. Dets ledende mænd blev herigennem bærere af tanken om upåkaldet indblanding i andre staters indre forhold og i en anti-sovjetisme til det yderste, hinsides al fornuft. Herigennem blev Siam-kredsen eksponent for en i et og alt udansk og kosmopolitisk eventyrpolitik i modstrid med vort folks tarv og interesser.
På den indre arena, specielt i opgøret med »konkurrerende« foretagender som Transatlantisk Kompagni, Aarhus Oliemølle med flere, repræsenterer det store foretagendes bestræbelser en moderne kapitalistisk polyps »lovmæssige« og samfundsskadelige kamp for at opnå den absolutte monopolstilling for bedre at sikre en maximal profit på den brede befolknings bekostning.
For ØKs ledere var den hasarderede russiske politik uden tvivl også et middel til overlagt, en gang for alle, at skaffe sig den store rival fra de sidste krigsår fra halsen på en sådan måde, at denne ikke levede op igen til ny konkurrence, der på noget område kunne bryde en generende bresje i ØKs tilstræbte monopol som Danmarks verdensomspændende oversøiske og stats-, handels- og industritrust. Gennem snigløbet mod de russiske aftaler, der var undervejs til et positivt resultat både i 1920 og i 1921, opnåede ØK at berøve den transatlantiske koncern enhver mulighed for at overleve. Og samtidig mente ØKs regenter herhjemme helt at have fået Landmandsbanken i egne hænder, når folkene i Transatlantisk Kompagni blev slået brutalt ud. I stedet fulgte fortsat magtkamp – og bankkrakkenes periode. Der skabtes ingen monopolistisk »planøkonomi«, men borgerkrigen i monopolisternes lejr blev tværtimod et af de fænomener, der yderligere skærpede efterkrigstidens krise og væltede voksende byrder over på vort lands befolkning. H. N. Andersens »russiske« politik var et af de mest destruktive elementer i denne afgørende periode.
På ét afgørende punkt har Landmandsbankens førstedirektør uden tvivl ment, at han også under Niels Neergaards regering ville have de financielle tøjler i sine hænder: som formidler af de store amerikanske lån, der i begyndelsen af 1920’erne blev stadig større efterspørgsel efter i både stat og kommuner. Ikke med urette byggede Emil Glückstadt på den sikre antagelse, at det internationale lånemarkeds tyngdepunkt efter den første verdenskrig var blevet forlagt fra City til Wall Street. Som leder af det store pengeinstitut, der repræsenterede forbindelsen med Morgans´ bankhuse, har han sikkert følt sig urokket selv overfor ØK med dets financielt langt svagere britiske forbindelser. Vanskelighederne ved at låne var blevet større både i London og Paris. Det var et nyt træk i verdensudviklingen.
Også i nordisk målestok mente Landmandsbankens ledere sig vel garderet i tilfælde af overraskelser: Mellem pengedynastiet Glückstadt og Sverrigs førende bankgruppe Wallenbergerne (Stockholms Enskilda Bank) eksisterede der gamle og intime forbindelser. Og ligesom Landmandsbanken orienterede Marcus Wallenberg sig i perioden efter krigen i retning af en stadig nærmere samvirken med de store amerikanske banker og monopoler.
Man kan heller ikke på nogen måde hævde, at Glückstadt med et slag var blevet detroniseret eller var blevet berøvet al indflydelse på statens anliggender ved den radikale regerings fald. Mægtige pengefyrsters position reduceres i regelen kun gradvist og under bitre magtkampe. Emil Glückstadts indflydelse gjorde sig da også gældende et godt stykke tid efter det famøse påskekup i 1920. Også i Venstres regering havde han sine støttepunkter: I ministeriets første periode synes Niels Neergaard selv, i sin egenskab af finansminister, og til en vis grad også Harald Scavenius at have betragtet Emil Glückstadt som et velkomment reserverygstød overfor elefantridderens alt for anmassende formynderskab.
At H. N. Andersen personligt udfra sin fanatiske anti-sovjetiske indstilling fra den anti-bolsjevikiske liga havde skubbet Harald Scavenius frem til udenrigsministerposten, er der næppe tvivl om. Med rette skrev det vel underretteede Fyns Venstreblad i sin opsigtsvækkende artikel d. 26. november 1922 om »det tredje ting«s indflydelse: »Etatsråden (H. N. Andersen) vil ikke benægte, at statsminister Neergaard konfererede med ham om Harald Scavenius’ udnævnelse til udenrigsminister«. Det gjorde elefantridderen da heller ikke i sin efterfølgende erklæring. Den ny udenrigsminister synes dog på et tidligt tidspunkt at have pådraget sig ØK-matadorens uvilje ikke mindst ved sin hyppige anvendelse af Emil Glückstadt i financielle og handelspolitiske missioner og først og fremmest ved at lade denne optræde som den egentlige forhandler vedrørende regeringens forskellige dollarlån.
Dollarlån var en dyr fornøjelse for de danske låntagere, men det var blevet Landmandsbankens specialitet at formidle disse: Det kommunale dollarlån på 15 millioner i 1919 medførte et kurstab på 6 millioner kroner. Ikke desmindre måtte Niels Neergaards regering allerede i 1920 optage et statslån i USA gennem Landmandsbanken og Emil Glückstadt, sikkert til stor fortrydelse for ØK.
Når etatsråd Glückstadts rolle som regeringen Neergaards finansrådgiver og lånearrangør blev så skæbnesvanger, var en af årsagerne, at Landmandsbankens leder totalt undervurderede krisens omfang og dybde og samtidig kritikløst lod sig diktere de amerikanske pengehuses ågerbetingelser. Da finansminister Neergaard d. 21. oktober 1920 forelagde rigsdagen et forslag om et 25 millioner dollarlån hos Morgan, forudsatte dette et kurstab på 5 %, afdragsfrihed i fem år og en forrentning på 8 %. Ikke mindst i betragtning af de følgende års kronenedskæring, efter krav fra landbruget, blev disse betingelser en hård byrde både for den danske stat og skatteyderne, og der skabtes samtidig et præcedens. Baggrunden var, at de amerikanske banker, grundet på de mange krak i forretningslivet, ønskede sikre placeringer af kapitalen i statslige og kommunale lån i de europæiske lande – stadig med en fed profitrate vel at mærke.
En karakteristisk affære opstod omkring det nye kommunale dollarlån, der blev optaget hos to af Morgans bankhuse i januar 1921. D. 22. januar dette år kunne man i Politiken læse: »Der afholdtes i forgårs et møde af repræsentanter for købstadskommunerne i teknologisk institut, og det var hensigten at træffe endelig beslutning i lånespørgsmålet. Netop da man skulle til at åbne de indkomne lånetilbud, indløb der anmodning fra ministeriet om at udskyde afgørelsen til næste dag, da man ønskede at forelægge kommunerne endnu et tilbud, nemlig fra National City Company (National City Banks investeringsafdeling). På et møde igår blev det vedtaget at acceptere dette tilbud.«
Det var et 8 % dollarlån til kurs 93 på ialt 15 millioner dollars, af hvilke Københavns kommune overtog de 7 millioner. Konkurrence var her blevet forsøgt, men denne var strandet på Landmandsbankens håndfaste optræden til fordel for Morgan-gruppen, Glückstadts forbindelse. I Landmandsbankens bestyrelsesprotokol kunne man senere læse nogle enkeltheder om sagens behandling i Københavns kommune:
»Lørdag d. 22. januar (1921) kl. 3 havde borgmester Jensen meddelt, at der var fremkommet endnu et tilbud. Direktionen (for Landmandsbanken) havde straks givet ministeriet meddelelse og henvist til antagen international kotume, og resultaterne var blevet åbnet. (I Borgerrepræsentationens lukkede møde d. 21. januar havde borgmesteren erklæret, at tilbudet først ville komme senere på dagen, og at Landmandsbanken havde erklæret, at dens amerikanske forbindelse ikke kunne vente længere). Banken havde telegraferet til National City Company og bedt om amortisationsfrihed i tre år, men der var blevet svaret, at man ikke kunne af hensyn til markedet.
Samtidig meddeltes det, at Guaranty Trust Company (en anden Morganbank) ikke ville tillade amortisationsfrihed, og at dets repræsentant ikke havde bemyndigelse til at gøre det. Imidlertid kendte Landmandsbanken nu det (efter fristens udløb af Privatbanken indgivne tilbud), og det viste sig, at det var så godt som enslydende med Landmandsbankens, men med amortisationsfrihed for de første fem år.«
Vi er her vidne til, hvordan Landmandsbanken overfor Københavns socialdemokratisk styrede kommune bogstavelig talt var med til at presse Morgangruppens betingelser igennem, uden at afvente et forslag, der viste sig at være betydelig gunstigere. Påskuddet for dette hastværksarbejde var, at man fra Landmandsbanken påberåbte sig, at Morgan-folkene ikke ville vente længere. Og herfor bøjede overborgmester Jensen og de øvrige socialdemokratiske spidser sig – til skade for kommunens økonomi. Trods sit bedre tilbud var Privatbanken slået ud som arrangør af det kommunale lån.
Sin monopolstilling som formidler af amerikanske lån hævdede Emil Glückstadt og Co. endnu ved slutningen af 1921, da finansminister Niels Neergaard d. 19. december forelagde rigsdagen sit forslag om optagelse af et nyt 30 millioners dollar lån – til 6 % rente og som skulle betales tilbage til kurs 105 og med en emissionskurs, der garanteredes ikke at blive under 90. Långiveren var atter Morgan-gruppens National City Bank, hvor Emil Glückstadt havde fået sin uddannelse, før han blev leder af Landmandsbanken.
Under den danske krones senere hastige fald overfor svimlende dollarkurser blev denne periodes dollarlån hurtigt det danske samfund en særdeles dyr forretning. Skatteyderne fik for alvor at føle, hvor hård en valuta der var lånt i. Men det kan næppe betvivles, at det netop var formidlingen af disse dollarlån, der fortsat skaffede Emil Glückstadt en så solid stilling overfor regeringen Neergaard, at ØK og H. N. Andersen så sig foranlediget til at indlede den store modaktion, der i høj grad var medvirkende til både at ændre regeringens sammensætning og til Landmandsbankens sammenbrud.
* * *
Da den faldne storhed Emil Glückstadt sad i sin celle på Vestre Fængsel og grublede over de dybere årsager til sit skibbrud og sin nedværdigelse, udarbejdede han d. 21. marts 1923 et håndskrevet memorandum, der detailleret beretter om sidste akt af magtkampen mellem ham og etatsråd Andersen. Næsten hele fremstillingen er helliget rivalen og dennes metoder i efterkrigstiden. Der fortælles åbenhjertigt om de begivenheder, der førte til elefantridderens sidste virkningsfulde krigserklæring til Landmandsbanken. Emil Glückstadt beretter herom:
»Den l6 februar (1922) fik jeg fra regeringen anmodning om at repræsentere den danske stat som deltager i den internationale konference, der skulle finde sted i London i dagene d. 21-25 februar, og hvis formål var at danne en international sammenslutning til Europas økonomiske genrejsning. Dette var første forsøg på at få et samarbejde i gang mellem de allierede og centralmagterne, vi neutrale og Amerika. Som formand for denne konference optrådte Lord Inverforth, tidligere mr. Andrew Wair, og det blev senere opklaret, at der mellem denne og etatsråd Andersen forelå en aftale om, at det selskab, der skulle fremstå af konferencen, og som på forhånd var døbt The International Corporation, skulle baseres på det af de to herrer stiftede United Baltic Corporation, der på dette tidspunkt sad meget dårligt i det, da der ved mislykkede gummispekulationer var tilføjet selskabet et tab på 20 millioner kroner. Om dette arrangement var jeg fuldkommen uvidende, ligesom jeg ikke anede, at etatsråd H. N. Andersen i London havde truffet aftale med Lord Inverforth om, at direktør i ØK Madsen-Mygdal skulle udpeges som regeringens repræsentant, hvilket skulle foranlediges ved direktør Madsen-Mygdals broder, landbrugsminister Madsen-Mygdal og dennes indflydelse i regeringen.
Statsminister Neergaard, som på dette tidspunkt var uvillig til at gå etatsråd Andersens ærinde, slap imidlertid udenom afgørelsen ved at henvise denne til Nationalbanken, som udpegede mig med den bemærkning, at jeg var den eneste, der kunne løse en sådan opgave.
Samme eftermiddag, som jeg havde modtaget regeringens anmodning, blev jeg ringet op af direktør Madsen-Mygdal, der bad mig om en samtale, og da jeg alligevel havde ærinde ovre i kompagniet, fandt samtalen sted dér. Madsen-Mygdal modtog mig med meddelelsen om, at etatsråd Andersen ville blive rasende over min sendelse til konferencen og tage mig den meget ilde op. Han forelagde mig et telegramveksel mellem etatsråd Andersen og ham, hvoraf det fremgik, at etatsråden havde betragtet direktør Madsen-Mygdals valg som afgjort og havde lovet denne at tage fra Schweiz, hvor han i øjeblikket opholdt sig, til London for at være der, mens konferencen stod på og bistå Madsen-Mygdal »med sin personlige indflydelse«.
Ydermere satte direktør Madsen-Mygdal mig nøje ind i alle enkeltheder med hensyn til etatsrådens og Lord Inverforths særinteresser ved konferencen og forestillede mig, hvilken gavn kompagniet ville have af en sådan anvendelse af United Baltic. Hertil bemærkede jeg, at jeg for det første intet havde anet om de store tab i United Baltic, skønt jeg som formand for ØKs bestyrelse vel nok burde have været underrettet, og for det andet bebrejdede jeg direktør Madsen-Mygdal, at han ikke tidligere havde meddelt mig sagens sammenhæng, da jeg i så fald kunne have taget mine forholdsregler. Nu bad jeg ham fremstille sagen nøjagtigt for etatsråd Andersen og navnlig forklare denne, at jeg havde været ganske uvidende om dennes og kompagniets økonomiske interesser i konferencen.«
Vi præsenteres her for det skønneste miniaturemaleri fra »1920’ernes glade København« efter partiet Venstres ophøjelse til magtens tinder og dets lederes fornedrelse i den indbyrdes kamp mellem finansmagtens »store«. Intet mangler i denne fremstilling af »det tredje tings« Danmark: Direktøren, der skulle repræsentere »den kongelige regering« på en international konference til Europas økonomiske genopbygning af yderst private grunde. Direktørens broder – Danmarks senere Venstrestatsminister -, der skulle sikre valgets gennemførelse. Statsminister Neergaard, der dækkede sig bag Nationalbanken for at lave »numre« med elefantridderen til fordel for Emil Glückstadt, etatsråd Andersens forhåndskonspirationer i London med Lord Inverforth om den internationale »genrejsningsorganisation«, der skulle starte med at overtage de 20 millioners underskud i United Baltic, som Danmarks ukronede konge sammen med »konferencens præsident« havde spillet bort i forfejlede spekulationer i gummi... I sandhed meget borgerligt demokrati set fra indersiden. Politisk rejser spørgsmålet sig: Hvad repræsenterer da dette Venstreparti? Landets gårdmænd og bønder, som folketingsmændene lader sig vælge af – eller landets finansmænd og børs jobbere, der regerer? Men lad blot Emil Glückstadts egen fremstilling fortsætte:
»Ved min ankomst til London blev jeg syg og deltog derfor ikke i alle konferencens møder, men jeg så dog, at da deltagerne hovedsagelig bestod af ledende finansmænd verden over, ville direktør Madsen-Mygdal dér have passet som en hund i et spil kegler.
Allerede mens jeg var i London, fik jeg telegrafisk underretning om, at etatsråden var vendt hjem, og at han var rasende. Dagen efter min hjemkomst gik jeg derfor over i kompagniet for at forklare ham, hvorledes jeg meget mod min vilje var kommet ind på hans »hunting fields«. Etatsråd Andersens opførsel var imidlertid ved denne lejlighed af en sådan art, at jeg mente det nødvendigt at nedlægge mit mandat som formand i ØKs bestyrelse, og da dette – grundet på den intime forbindelse mellem de to institutter – ikke kunne ske, uden at jeg samtidig trådte tilbage fra min stilling i Landmandsbanken, indså jeg, at også dette skridt måtte gøres. Jeg talte først med formanden i bankrådet, admiral Richelieu, men denne rådede energisk fra, idet han, der i mange år har kendt H. N. Andersen, udtalte: »De skal blot gøre som jeg – lad ham tro, at De er bange – og brug ham så! Bagefter kan De altid finde en lejlighed til at tage hævn«.
Jeg fastholdt imidlertid mit standpunkt og skrev næste dag til etatsråden og meddelte denne min beslutning om at nedlægge mit formandsmandat i ØK. Højere magter trådte nu til, og skønt det viste sig, at etatsråd H. N. Andersen havde givet disse en fuldkommen vrangfremstilling af konfliktens årsag, at jeg her måtte tro, at her var udslag af en syg hjerne, indgik jeg dog for bankens skyld på et forlig. En af ØKs direktører, direktør Schiødt, kom over i banken under et påskud, og efter en meget kort indledning bad han mig om at søge en samtale med etatsråd Andersen. Hertil svarede jeg: »Når etatsråden selv udtaler ønsket om at se mig, skal jeg komme«. Få minutter efter, at vedkommende udsending havde forladt mig, og så hurtigt, at jeg kunne se, at han lige kunne være nået tilbage til kompagniet, ringede det fra ØK, og man bad mig komme over til etatsråden. Efter en samtale, der – som det jo plejer at være tilfældet med etatsråd Andersen – bestod i monolog fra hans side, skiltes vi som tilsyneladende venner, idet han dog udtalte: »Følelserne er de samme, men tilliden er der kommet et skår i. . .« Hertil svarede jeg med at gentage, at i så fald måtte jeg fastholde min mandatnedlæggelse. Det ville etatsråden dog ikke høre tale om, men bad mig stadig om at blive, og jeg kan ikke mindes denne episode uden at være overbevist om, at jeg trods alt, hvad jeg senere fik at se, dog har haft ret, når jeg dengang mente, at en del af hans optræden ved den lejlighed var dikteret af en vis utilregnelighed, der på en forvirrende måde var sammenblandet med hans hensigter mod banken og mig.
Ved det nysnævnte møde udtalte etatsråd H. N. Andersen sin beklagelse over at være interesseret i Landmandsbankaktier og kompagniets opkøb af egne aktier. Han ønskede ikke at drøfte disse sager med mig, men med direktør Ringberg, når denne kom hjem fra sin rejse, da det jo var direktør Ringberg, han havde truffet aftale med angående købet af aktieposterne. Ved sin senere omtalte brutale handling overfor den syge direktør Ringberg sørgede han imidlertid for, at denne kun kom hjem som lig.
Imidlertid traf jeg allerede en aftale med etatsråd Andersen om at sælge ØK aktierne og lade differencen, der opstod, være det, der skulle diskuteres efter direktør Ringbergs hjemkomst. Jeg har senere erfaret, at ØK har bragt sin del af denne difference ud af verden, mens etatsråd Andersens personlige forpligtelser blev lagt over på Landmandsbanken (!).«
Glückstadt beretter videre, hvordan ØKs 25 års jubilæum d. 27. marts 1922 endnu forløb under »venskabs maske« og fortæller: »Efter frokost kom højesteretssagfører Bülow og bad mig gå derover igen, da etatsråden gerne ville tale med mig. Det gjorde jeg, og både følelser og tillid var på det tidspunkt bragt i den skønneste orden. Men – når krokodillen ynksomt græder o.s.v.. Landmandsbankens skæbne eller rettere min – var beseglet.«
Ifølge Emil Glückstadts opfattelse var »episoden« med Londonrejsen for regeringen Neergaard og ØKs fejlregning med hensyn til »ordningen« af underskuddet på de 20 millioner i United Baltic den egentlige foranledning til, at etatsråd H. N. Andersen indledte sin store hævnattake, der skulle resultere i Landmandsbankkrakket. Samtidig tog etatsråden dog også en anden hævn og genoptog en gammel hobby på det politiske område: Han gav sig til at fjerne en af Venstres vigtigste ministre og udskiftede i tilgift – udenrigsministeriets direktør!
* * *
H. N. Andersens beslutsomme attake på udenrigsminister Harald Scavenius var så meget mere bemærkelsesværdig, eftersom han selv i sin tid havde været den drivende kraft ved udnævnelsen af denne antibolsjevik til leder af Danmarks udenrigstjeneste. Men i 1922 ønskede ØK ikke des mindre et personskifte i udenrigsministeriet.
Når H. N. Andersen, på trods af sin tidligere hensynsløse udnyttelse af Harald Scavenius under Ruslands-forhandlingerne i 1921, mindre end et år senere begyndte at rette sit svære skyts netop mod regeringen Neergaards udenrigsministerium, var en af de vigtigste årsager hertil uden tvivl, at den gamle diktatoriske etatsråd i høj grad følte sig personlig krænket over, at det var rivalen Emil Glückstadt og ikke ham selv eller ØKs direktører, der udsendtes som den danske regerings repræsentanter til datidens mange internationale økonomiske konferencer i udlandet.
I april måned 1922 var det galt igen. I Genua afholdtes på dette tidspunkt under Lloyd Georges ledelse en ny international konference, hvor Sovjetregeringens repræsentanter for første gang var indbudt som officielle deltagere. Meningen var at stille Rusland overfor en samlet vestlig front, der ville diktere Sovjetstyret »Europas« betingelser for genoptagelse af de økonomiske forbindelser: Anerkendelse af tsargælden, tilbagegivelse af de vestlige monopolers »ejendom«, koncessioner med mere.
Også ved denne lejlighed udpegede udenrigsministeriet Emil Glückstadt til den danske regerings repræsentant. Klog af skade opsøgte denne dog forud H. N. Andersen for at indhente dennes samtykke. Glückstadt beskriver denne ny episode i følgende vendinger:
»Kort tid efter anmodedes jeg af regeringen om at være delegeret sammen med kammerherre Bernhoft ved Genua-konferencen. Belært af erfaringen gik jeg først til etatsråd Andersen for at høre hans mening, og skønt han sikkert mente det modsatte – idet han sagde: »Charity begins at home«, »Når krybben er tom, bides hestene« og andre af den slags lignelser – udtrykte han dog som sin mening, at jeg ikke kunne sige nej til henvendelsen. Men det var ham sikkert ikke behageligt, at bladene på forskellig måde havde antydet, at han skulle have været derned, hvad jeg nu mener, han ville have været ganske uegnet til, da jeg aldrig har hørt ham sige to fornuftige ord i en stor forsamling, og han for øvrigt aldrig ville kunne underordne sig de regler, en sådan konference pålægger sine medlemmer.«
Allerede før denne sidste »forbigåelse« af elefantridderen ved udvælgelsen af delegationen til Genua havde H. N. Andersen imidlertid besluttet og forberedt fjernelsen af Venstres udenrigsminister, Harald Scavenius, som han havde mistænkt for at ignorere ham for at gå Glückstadts ærinde. Etatsråd Andersens anslag mod udenrigsministeriet fremstiller den tidligere Landmandsbankdirektør på følgende måde:
»Omtrent samtidig (omkring ØKs jubilæum den 27. marts 1922) erfarede jeg, at etatsråd Andersen overfor redaktør Gulmann, Berlingske Tidende, havde erklæret, at nu var han lykkelig, for flere ministre ville det øjeblik, han ønskede det, kræve Harald Scavenius’ afgang som udenrigsminister. Etatsråden troede nemlig, at der mellem Harald Scavenius og mig bestod visse aftaler eller lignende. (Han udtalte således engang til mig selv om Harald Scavenius: »Det er også Deres skyld, at vi har fået ham herned, og nu må vi se at blive af med ham igen«). At O. C. Scavenius også skulle bort fra udenrigsministeriets direktørpost, havde etatsråden ligeledes bestemt. Direktør Cold, hvem han i sin tid å tout prix ville have væk fra DFDS, skulle nu være udenrigsminister. Når jeg tænker på alle etatsråd Andersens politiske fantasterier i denne periode, mindes jeg den næsten utrolige letsindighed, han ofte udviste ved at prale med sin magt til ganske ansvarsløse personer.«
Etatsrådens kandidat til posten som Venstres ny udenrigsminister, direktør Chr. Cold, er et typisk eksempel på H. N. Andersens prøvede metode med først at give en mand en ordentlig dukkert for at demonstrere sin magt, for derefter atter at »forfremme« ofret i tillid til, at han nu var moden til at optræde som etatsrådens lydige kreatur. Cold havde først i 1887-91 været i tsaristisk tjeneste som søofficer, men var straks efter ØKs start blevet knyttet til dette firma, for i 1908 at overtage direktørposten i DFDS på et tidspunkt, hvor ØKs og de gamle Tietgen-interesser gennem B&W begyndte at gå op i en højere enhed. I fru Laura Glückstadts notater fra 1924-25 hedder det om Cold:
»Overfor direktør Cold optrådte H. N. Andersen på en meget karakteristisk måde. Han mobiliserede først al stridskraft for at få Cold ud af DFDS. Men følgende sin vane: først slå og senere tage til nåde igen, – gjorde han sig derefter store anstrengelser for at få Cold gjort til udenrigsminister.«
Som bekendt lykkedes forsøget takket være den kendsgerning, at en hel række af Niels Neergaards ministre med landbrugsminister Madsen-Mygdal i spidsen som ovenfor nævnt stillede sig helt til rådighed for elefantridderens forskellige planer om »paladsrevolutioner« indenfor regering og administration. Om den senere Venstrestatsminister hedder det da betegnende nok også i ovenfor nævnte notater: »Mens direktør Madsen-Mygdals bror var landbrugsminister, tjente han også H. N. Andersens interesser. Han blev i sin ministertid en meget rig mand, hvilket han absolut ikke havde været før.«
Der var overhovedet den kedelige ejendommelighed ved Niels Neergaards Venstreregering i den første halvdel af 1920’erne, at den gamle magtbegærlige ØK fyrste mente at kunne behandle regering og administration på omtrent samme måde, han var vant til at fare frem i de selskaber, hvor ØKs kapital eller indflydelse var dominerende. Ministre blev flyttede, som om de var direktører eller bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber, efter etatsrådens luner. Tilfældet Harald Scavenius-Cold er typisk: Lederne for det samme Venstreparti, der havde slået sig op under løsenet: »Intet over eller ved siden af folketinget«, kom i efterkrigstiden til at stå som banebrydere for en ny statsskik: ministeransvarlighed overfor »det tredje ting« – højfinansen i elefantridderens person.
Efter afsløringen af sine hensigter overfor redaktør Gulmann lod etatsråd Andersen dog næsten endnu et halvt år forløbe, før han virkeliggjorde sit kup for at fjerne dynastiet Scavenius fra herredømmet over udenrigsministeriet. Måske har etatsråden selv endnu ikke ment, at tiden var inde, og måske er elefantridderen også stødt på modstand fra den vaklende Niels Neergaard og I. C. Christensen-fløjen indenfor Venstre, der i modsætning til Madsen-Mygdal og hans yngre – og »kommende« – skole, så med en del mistro og skepsis på H. N. Andersens diktatoriske tilbøjeligheder.
At Harald Scavenius ikke havde gjort tilstrækkelig lykke i »Kompagniet«s top, synes længe at have været almindelig kendt i de borgerlige partiers inderkredse. Allerede under Ruslandsdebatten i folketinget d. 17. december 1921 antydede de radikales ordfører, Ove Rode, at han ikke var uvidende om de muldvarpe, der var ved at underminere jorden under Harald Scavenius’ fødder. Ove Rode erklærede om Venstres dagsorden: »De konservative stemmer for den, ja hr. Piper har endog erklæret, at udenrigsministerens holdning er absolut anerkendelsesværdig. Dette er dog sikkert en af de overdrevne anbefalinger, som man giver tyende, man gerne vil af med. Med denne erklæring i lommen vil hr. Scavenius kunne få et førsteklasses gesandtskab.«
Endelig fuldbyrdet blev H. N. Andersens dom over Venstres udenrigsminister ved rekonstruktionen af Neergaards regering d. 9. oktober 1922, da Glückstadts fald gennem Landmandsbankkrakket i forvejen var en kendsgerning. Ved denne lejlighed afløstes Harald Scavenius ganske rigtigt af »det tredje tings« specielle kandidat, direktør Cold, der politisk repræsenterede H. N. Andersens indflydelse på Venstre og intet andet. Det var ved samme lejlighed, den gamle Klaus Berntsen som forsvarsminister blev afløst af Mygdaleren Søren Brorsen, og handelsminister Tyge Rothe blev placeret udenbords til fordel for Vejlekonsulen Jørgen Christensen. Etatsrådens greb omkring Venstreregeringens nakke var blevet strammet.
Emil Glückstadts kommentar til ministerskiftet i hans memorandum fra Vestre Fængsel d. 21. marts 1923 var kort og fyndigt: »Jeg blev fjernet (dog frivilligt), Harald Scavenius ligeså og kort tid efter O. C. Scavenius. Retfærdigheden var sket fyldest – og International Corporation affæren var hævnet.«.
* * *
Slægten Scavenius’ hævn overfor H. N. Andersen, der med så hård hånd havde brudt familiens hidtidige suveræne administration af udenrigsministeriet, blev taget af den tidligere radikale udenrigsminister Erik Scavenius, der stadig havde følt sig ydmyget ved mindet om, da Hans Majestæt Kongen – inspireret af samme H. N. Andersen – den 29. marts 1920 bogstavelig talt smed ham ud i allerhøjeste unåde som et stykke tyende, der hverken fandtes værdig til en anbefaling eller en dulmende gesandtskabspost. D. 24. november 1922 stod Erik Scavenius på et radikalt møde i Hjørring, hvor han i en tordentale sikkert overraskede de radikale vælgere ved at give følgende rammende karakteristik af dansk folkestyres udartning under Venstres og etatsråd H. N. Andersens regime:
»Hvad er det for hemmelig indflydelse, der bandt landbrugsministeren (Madsen-Mygdal) til et sæde, der brændte under ham, efter at han var blevet desavueret af sine egne? Hvilken hemmelig indflydelse fik den daværende udenrigsminister til brutalt at afbryde de forhandlinger, som han efter erhvervenes indtrængende ønske havde indledet med Rusland? Det er ikke lykkedes at få en tilfredsstillende forklaring på dette for Danmarks fremtids interesser i Rusland betænkelige skridt. Hvad er det endelig for en hemmelig, men alt for mærkbar indflydelse, som, uden at han politisk set forklarede det, bevirkede, at hr. Neergaard pludselig lod sin udenrigsminister falde – der for øvrigt offentligt kunne erklære, at han i alle spørgsmål havde været i overensstemmelse med statsministeren – for derefter at forsyne ministeriet med den nuværende udenrigsminister hr. Cold, til hvem der længe havde været søgt en stilling.
At hr. Cold til bestyrelsen af de fremmede sager medbringer det at være fremmed overfor sagerne, skal ikke bebrejdes en forstandig mand. Betænkeligere ville det være, om hans uerfarenhed skulle forøge en afhængighed, der som følge af mangeårige protegé forhold og af en indflydelse, som var i stand til at gøre ham til udenrigsminister til erstatning for en gesandtpost, der ikke lod sig gennemtvinge. Det nuværende tidspunkt er måske heller ikke det bedst egnede til at vælge en politisk tillidspost til en mand, der ved sin tidligere stilling som direktør for DFDS stod det feberagtige forretningsliv under og efter krigen så nær.
Som den, der ved disse som ved andre lejligheder, gennem de ham hengivne ministre, har trukket i trådene, udpeger rygtet med bestemthed etatsråd H. N. Andersen, der fra først af trådte i intim forbindelse med ministeriet Neergaard.
Ingen vil bebrejde ministeriet eller dets enkelte medlemmer, hvis de i vanskelige situationer søger råd og bistand hos en privatmand, selv om denne også repræsenterer store private interesser, når de mener, staten kan have nytte deraf.
Hvad der derimod må rejses indsigelse imod er, at den politiske magtfaktor, som således opstår i modsætning til de forfatningsmæssige magtfaktorer, holder sig skjult i baggrunden. Da ministeriet Neergaard er så svagt, må det siges til etatsråd Andersen direkte: Hvis De attrår en politisk, specielt en udenrigspolitisk rolle, da må De træde offentligt frem. Hvis De ikke ønsker at tage et ansvar, da bør De ikke blande Dem i landets politik. Landet er bedst tjent med, at den politiske udvikling foregår på rigsdagen og ikke ved rådslagning i hemmelige møder med uansvarlige privatpersoner.«
Det var en tale fra borgerlig-radikal side, der er værd at lægge mærke til, fordi det her så tydeligt understreges, at der under det borgerlige »danske demokratis« formelle facade – trods alle forfatningsbestemmelser – allerede på et tidligt tidspunkt udfra de kapitalistiske ejendomsforhold udøvedes et hemmeligt fåmandsvælde, hvor de virkelige regenter i alle afgørende spørgsmål var landets højfinans, på dette tidspunkt personificeret i etatsråd H. N. Andersens alt dominerende skikkelse! At hr. Erik Scavenius havde ret i, at dette var tilfældet under Niels Neergaards Venstreregering i perioden efter påskekuppet, er hævet over enhver tvivl. Holdbarheden af den rejste anklage står fast. En af de ejendommeligheder, der blev det varige resultat af det famøse kongelige påskekup af d. 29. marts 1920, var, at en enkelt finansgruppes kontrol over statsapparatet styrkedes i hidtil ukendt grad, på bekostning af det brede folks almindelige politiske indflydelse og under en magtforskydning, der også ramte andre kapitalistiske grupperingers særinteresser. I så høj grad at etatsråd Glückstadts fald og Landmandsbankens sammenbrud blev en af følgerne. ØKs kamp for økonomisk diktatur og politisk magtmonopol var tidens mest fremtrædende træk i den borgerlige lejr.
Det får stå hen, om Erik Scavenius her optrådte som talerør for en politisk detroniseret familie, eller han repræsenterede de radikale ministre, kongen efter H. N. Andersens råd havde sat på porten. Muligvis sagde han også tak for sidst som talsmand for den sprængte finansgruppe vinder Emil Glückstadt, Heilbuth og Co., der var blevet ofrene for etatsrådens brutale magtkamp. Tænkes kan det videre, at den tidligere radikale udenrigsminister ved denne lejlighed ligeledes følte sig som tribun for dagbladet Politikens bestyrelse, der overfor sin plageånd H. N. Andersen kvitterede for de kæmpetab, denne havde tilføjet den københavnske radikalismes hovedorgan gennem den skånselsløse annoncekrig. Han huskede sikkert forsøgene på i enhver retning at diskriminere dette aktieselskab for at tvinge det til at blive et organ for et ensrettet og »samlet« Venstreparti.
Først i perioden maj-september 1922 begyndte de af H. N. Andersen dirigerede københavnske storannoncører under den voksende krises tryk gradvis at vende tilbage til Politikens spalter i erkendelse af, at finanskrakkene og de dermed følgende uundgåelige afsløringer gjorde det påkrævet, at man kunne udøve en vis »afdæmpende« indflydelse på alle store borgerlige presseorganer. Styrkeforholdene havde da atter forrykket sig til A/S Politikens gunst. I denne retning kan Erik Scavenius’ »dristige« tale også have spillet en »bladpolitisk« rolle. Den kan have været en manende opfordring til den gamle halstarrige etatsråd om, at tiden nu var kommet til et forhandlingsmæssigt opgør af en gammel strid. Det stilledes H. N. Andersen i udsigt, at det kunne blive en kostbar historie, også for ham, hvis striden skulle gå videre.
I alle tilfælde kom udsoningen mellem de to parter snart efter i stand. De radikale hverken ville eller kunne som et borgerligt parti føre kampen videre mod »det tredje ting« og dets indflydelse. Det står endnu tilbage som en delikat lækkerbidsken for fremtidige historieskrivere at afdække enkelthederne fra den »historiske begivenhed«, da en yderst virksom gensidig ikke-angrebspagt blev indgået mellem vennerne Henrik Cavling og H. N. Andersen før regeringsskiftet i 1924. Måske har den gamle etatsråd også ved denne lejlighed faderligt klappet Cavling på skulderen og gentaget sine klassiske bemærkninger til Emil Glückstadt: »Følelserne er de samme – men tilliden er der gået et skår i«. Men storannoncer giver også indtægter til en bladkasse, uanset den gensidige tillids varmegrader. Politiken kom aldrig mere ud i en oprivende broderkrig med landets førende finansgruppe. H. N. Andersen havde i årene 1920-22 givet bladets ledelse dyre lærepenge. Da det radikale parti i 1949 formelt vendte sig mod Danmarks tilslutning til Atlantpagten, var man således vidne til, at Politiken fulgte sin egen – og dansk højfinans’ – vej, og imod »partilinjen« med fanatisme populariserede det militære amerikanske formynderskab. Det blev heller ikke Erik Scavenius’ eller de øvrige radikale koryfæers livsopgave at forsvare folkets demokratiske rettigheder og en virkelig ytringsfrihed mod pengemagtens anslag. Kampagnen mod »det tredje ting«s indflydelse var et i høj grad konjunkturbegrænset fænomen i borgerlig dansk historie, og al tale om disse »statshemmeligheder« ebbede lige så hurtigt ud, som den pludselig var dukket op.
Dette skyldtes ikke, at »det tredje ting«s indflydelse var begrænset til regeringen Neergaards regeringsperiode. Den voksede sig nærmest stærkere siden både under ministeriet Madsen-Mygdal og under mellemkrigstidens socialdemokratiske regeringer, men det blev fortrolig kotume blandt de senere samvirkende »atlantpartier« af idag ikke at tale højt om den slags ting, der kunne nedbryde folkets autoritet for statsmagten og tilliden til den danske »form« for demokrati.
Betegnende var det da også, at den angrebne H. N. Andersens første svar på Erik Scavenius’ Hjørringtale, der blev udsendt gennem Ritzaus Bureau samme dags aften, talen var blevet holdt, var et smidigt modangreb. Den gamle og dybt krænkede etatsråd mindede i vel afvejede ord sin angriber om, at der også havde været noget, der hed »det tredje ting«s indflydelse i krigsårene under regeringen Th. Zahle, da Erik Scavenius selv var udenrigsminister. I etatsrådens »dementi« af »det tredje ting«s eksistens hed det:
»I anledning af den tale, som tidligere udenrigsminister Erik Scavenius har holdt i Hjørring, og hvis indhold er blevet berettet mig gennem telefonen, beder jeg Ritzaus Bureau meddele, at jeg meget beklager, at en mand, der var Danmarks udenrigsminister under krigen, og under hvem jeg har udført betydende arbejde af langt større rækkevidde og af intimere art end talen antyder, har ladet sig forlede til at fremsætte urigtige sigtelser om mit forhold til ministeriet Neergaard.«
Det gamle ordsprog siger, at man ikke skal gøre en skælm uret. Og for så vidt har H. N. Andersen sikkert haft ret i, at hemmelig indflydelse udøvet af højfinansen så sandelig ikke var noget nyt, der blev tilført dansk politisk liv under efterkrigstidens første Venstreregering. Der var gået meget forud for H. N. Andersens eventyr efter kongekuppet, ting som heller ikke krigstidens radikale ministre og hr. Stauning havde noget ønske om at få frem til offentlig debat. Den udefra dikterede afbrydelse af den diplomatiske forbindelse med Sovjetrepubliken, de utrolige intriger i interventionsårene og højfinansens guldalder og uhæmmede spekulationer på folkets bekostning – trods alle den radikale regerings stærkt angrebne »restriktioner« – er kun et lille udsnit af spørgsmål, hvor det ikke netop var folkets interesser, der tjentes, og folkets vilje, der blev lov.
Afsløringerne af finansmagtens hemmelige indflydelse bag kulisserne fortsattes kun i tiden umiddelbart efter Erik Scavenius’ Hjørringtale. En skarp artikel i Fyns Venstreblad d. 26. november 1922, der mundede ud i en række yderst konkrete spørgsmål til H. N. Andersen personlig, resulterede dagen efter i udsendelsen af en ny erklæring fra denne. Trods megen udenomssnak måtte han på de afgørende punkter vedgå sin rolle som regeringen Neergaards »rådgiver« i udenrigspolitikken. Om afbrydelsen af Ruslandsforhandlingerne hed det i erklæringen:
»Om forhandlingerne med Rusland kan jeg give den oplysning, at forhenværende udenrigsminister Harald Scavenius uopfordret fra min side personlig henvendte sig til mig i slutningen af juli måned 1921 for at høre om min opfattelse med hensyn til afslutningen af en traktat med Rusland. Efter at have hørt hans fremstilling, udtalte jeg som min egen upåvirkede opfattelse, at tiden endnu ikke var moden til afslutningen af en sådan traktat, når den skulle hvile på en sådan gensidighed – som jeg mener er nødvendig for et tilfredsstillende resultat – en mening, jeg overhovedet ikke lagde skjul på overfor nogen. Men selvfølgelig var der ingen grund for kammerherre Harald Scavenius til at handle i overensstemmelse med denne opfattelse, hvis han ikke delte den.«
På samme måde måtte ØKs diktator vedgå, at Neergaards ny udenrigsminister, hr. Cold, havde været hans kandidat til udenrigsministerposten, og at Niels Neergaard havde rådført sig med ham forud for udnævnelsen i oktober:
»Forholdet i forbindelse med det sidste udenrigsministerskifte kender jeg intet til(?), og med hensyn til udenrigsminister Cold har jeg kun på derom til mig rettet spørgsmål udtalt som min opfattelse, at han var egnet dertil.«.
H. N. Andersen hævnede sig dog ved denne lejlighed igen på de radikale ved om sin indflydelse på udenrigspolitikken at understrege: »Det arbejde, jeg i denne retning har udført, har været af langt større og intimere art under ministeriet Zahle end under ministeriet Neergaard. . .« Ubehaget ved tanken om også at få uddybet denne side af sagen fik hurtigt den radikal-socialdemokratiske rigsdagsopposition til at indstille skydningen mod »det tredje ting«, og debatten om dette kardinalspørgsmål i dansk politisk liv ebbede lige så hurtigt ud, som den var opstået. Siden da har emnet været tabu om end ikke mindre akut.
* * *
I visse tilspidsede situationer i magtkampen blev det en kort overgang næsten mode, at parterne i debatten lidt forsigtigt og tilsløret mindede hinanden om visse fortrolige sager fra »det tredje ting«s virksomhed og indflydelse i begge lejre. Men tonen blev mere behersket og replikskiftet var mere beregnet for indviede end for den brede offentlighed. Folket måtte ikke for nogen pris desillusioneres i sin tro på det nuværende »folkestyres« og den politiske oplysnings fortræffelighed.
Et typisk eksempel for den indbyrdes balance, der gradvis indfandt sig i omtalen af slige emner i rigsdagskredse, var man således vidne til under en debat i folketinget i november 1923, hvor Christmas Møller, lidt taktløst, havde fremhævet etatsråd Glückstadt som den radikale regerings »nære ven og beskytter« i krigsårene. Den radikale ordfører, Ove Rode, tog ved denne lejlighed ikke handsken op for at diskutere de politiske og finansielle venskabsbånd i dansk politik. Ej heller uddybede han spørgsmålet om, hvem der havde beskyttet hvem. Med tydeligt sigte på etatsråden, som alle efterhånden var interesserede i skulle udgå – om langtfra af det politiske liv – så dog af dagens politiske debat, erklærede Ove Rode: »Han (Christmas Møller) har fremsat en insinuation, der har ledet ham ind på en diskussion, som hans egne kære partifæller her i tinget burde afvise ...«
Der kunne siges altfor meget om begge de to store parlamentariske lejres forbindelser og fortid til, at nogen af parterne var interesserede i, at det for folket livsvigtige problem om »det tredje ting«s hemmelige og virksomme indflydelse nogensinde kunne føres til bunds på et parlamentarisk plan. Dristede tilhængerne af regeringen Th. Zahle-Stauning-Erik Scavenius sig til at komme med hentydninger til regeringen Neergaards afhængige rolle som udøver af ØKs og etatsråd Andersens vilje, fulgte lige så sikkert som amen i kirken de to højrepartiers tilsvarende anklager om visse folk, der før i tiden var gået en Emil Glückstadts eller en Harald Plums ærinde. Også på dette alt for pinlige diskussionsfelt opstod derfor hurtigt mellem blokkene en vis stiltiende ikke-angrebspagt. Både krak og tillidskrise hærgede landet, og som afdøde direktør Ove Ringberg skrev det: »Alle ansvarsbevidste mænd må bevare sin kritik til bedre tider. Nu gælder det om at stå ryg mod ryg. Der er jo kritik nok mod os alle ...«
Det uundgåelige resultat af »det tredje ting«s regime, maskeret bag mellemkrigsårenes første Venstreregering, blev, som man kunne forvente: 1920’ernes første store og dybtgående økonomiske krise. Denne skærpedes under ministeriet Neergaard for til sidst at munde ud i bankkrak og finansielle sammenbrud, i et sådant omfang at Venstrestyret til slut fejedes bort for at give plads for Danmarks første socialdemokratiske regering.
Krisen var givetvis ikke en isoleret dansk foreteelse. Den var et led i efterkrigstidens store internationale økonomiske krise, hvor også Danmark måtte bøde for sin afhængige samhørighed med en kaotisk ledet kapitalistisk omverden. Det voldsomme konjunkturomsving og et pludseligt prisfald på 60 % kom hertil udefra og undergravede automatisk det hidtidige grundlag for dansk profitøkonomi og uhæmmet hjemlig spekulation.
Men udviklingens forløb havde også sine specielle danske træk, der var en logisk følge af den førte politik, som skærpede den almindelige krise og udvidede det økonomiske sammenbruds omfang og virkninger. Og netop disse hjemlige træk var straffen for »det tredje ting«s skalten og valten med landets økonomiske anliggender, hvor statsmagten så at sige var blevet reduceret til at optræde som udøvende organ for højfinansens vilkårlige vilje.
En ukritisk og total ensidig tilknytning til de førende vestlige stormagters økonomiske system var et resultat af den førte politik her i Danmark. Udfra denne kortsynede og ensidige orientering var hele samhandelen blevet bundet til de vestlige partnere, mens vareudvekslingen med Sovjetrepubliken bevidst var blevet blokeret. Oplagte chancer for en betydelig Ruslandshandel var hånligt blevet forspildt både i foråret 1920 og i sommeren 1921 – efter diktat fra »Siam-kredsen« og H. N. Andersen, der tåbeligt bandt landet til en unational og kosmopolitisk anti-sovjetisme under trykket fra visse vestlige monopoler og regimer. Denne golde anti-sovjetisme uddybede krisen og øgede arbejdsløsheden i Danmark i den første halvdel af 1920’erne. Med rette henviser en dansk forretningsmand som Erik Plum til forskellen i udviklingen i Danmark og vort naboland Sverrig, hvor han skriver:
»Vort naboland Sverige, hvor de ledende bank og handelsinstitutioner blev indbudt til at deltage i Clearing House’s plan, og som også interesserede sig derfor, viste sig, da denne plan ikke kom til udførelse, mere elastisk end de danske erhvervsorganisationer. Den svenske eksportforening sluttede allerede i 1920, med sin regerings samtykke og støtte, en aftale med Moskva-regeringen, hvorefter der blev oprettet en russisk handelsdelegation i Stockholm. I de følgende år blev der derefter sluttet mange forretninger med svenske handels- og industri firmaer. Der blev skabt en omsætning, der årlig gik op i flere hundrede millioner svenske kroner. Dette hjalp formentlig i nogen grad svensk handel og industri til bedre end tilfældet blev her i Danmark at komme over verdenskrisen, der begyndte i efteråret 1920 og fortsættes i 1921.« (Erik Plum: Russisk Handelskompagni A/S«, side 109-110).
Det må i denne forbindelse understreges, at Danmarks chancer for en indbringende Ruslandshandel i efterkrigstiden fra starten af ikke lå ringere end Sverrigs. Gennem Clearing House-aftalen med Krassin i april 1920 havde Danmark oven i købet store muligheder for en ekstraordinær gunstig international placering på dette område – ikke blot som eksportør, men i vidt omfang også som international formidler af den genoplivede Ruslandshandel. Men landets førende kredse overså i forblindet anti-sovjetisme den store mulighed, der bestod i, at der i det østlige Europa genåbnedes et kæmpemarked, der ikke umiddelbart var underkastet den kapitalistiske verdens konjunktursvingninger, takket være den gradvise udvikling af en krisefri planøkonomi, efterhånden som de gamle kapitalistiske produktions- og fordelingsformer afskaffedes i det tidligere russiske rige.
Udnyttelsen af afsætningsmulighederne på det store russiske marked kunne givetvis ikke have afværget den økonomiske krise og dens virkninger i Danmark, men en fornuftig handelspolitik, indledet i rette tid, kunne uden tvivl have mildnet disse sidste i større eller mindre omfang. I tre afgørende år blev en sådan absolut påkrævet nyorientering hindret af »det tredje ting«, i Siam-gruppens og etatsråd H. N. Andersens skikkelse. Og denne indflydelsesrige gruppering viste sig stærk nok til at diktere landets politiske ledere sin vilje i et sådant omfang, at Venstres regering stædigt holdt fast ved et så tåbeligt standpunkt, at Sovjetrepubliken fortsat burde blokeres økonomisk og politisk, til skade for dansk økonomi og erhvervsliv.
Denne fortsatte blokadepolitik var så meget mere tåbelig, eftersom store danske firmaer i perioden umiddelbart forud for krisen, i forventning om Sovjetstyrets nært »forestående« fald, havde indkøbt store varelagre i spekulationsøjemed for at få disse afsat på det russiske marked til sortbørspriser udfra det falske perspektiv, at interventionen og de hvide generaler ville bringe Sovjetstyret til fald. Disse spekulationslagre, indkøbt for udenlandsk valuta, lå stadig ophobede her i landet, da prisfaldet for alvor satte ind. Milliontab blev den eneste følge af denne forfejlede anti-socialistiske spekulation, gennem hvilken de angel-saksiske stormagter havde fordelt risikoen på en række afhængige småstater.
En anden ejendommelighed ved den danske krise i begyndelsen af 1920’erne var altså, at Danmark så at sige straffedes for sin økonomiske deltagelse i interventionsplanerne i form af mægtige tab på letfærdige vareindkøb af den ovennævnte tvivlsomme art, gennem en yderligere skærpelse af krisen, der i denne form var en direkte følge af såvel blokadepolitiken som den tåbelige spekulation i en hurtig »hvid« sejr, efter de bedste Hoover-mønstre.
Omfanget og betydningen af de i Danmark, under bristede forudsætninger, ophobede varelagre med reeksport for øje var så vel kendt, at selv Harald Scavenius under Ruslandsdebatten i folketinget d. 17. december 1921 så sig tvunget til i tinget i tåget form at komme ind på dette kildne problem i sin »forsvarstale«. Han gik endda så vidt, at han antydede, at disse lagre var så omfattende, at deres afsætning i den første periode ville blokere al anden eksport til Sovjetrepubliken. Scavenius erklærede herom:
»For vort vedkommende vil for eksempel eksporten af de efter sigende her i landet oplagrede varer, der i sin tid skal være indkøbt med Tyskland for øje (?), næppe få beskæftigelsen til at stige, idet deres udtømning ikke vil formindske mængden af varer til indenlandsk brug.«
Det var betegnende, at udenrigsministeren ved denne lejlighed foretrak at foregøgle, at det her blot skulle dreje sig om vareopkøb bestemte for det svigtende tyske marked. Ingen var sikkert bedre end netop han orienteret om lignende spekulationsopkøb bestemt for Rusland – efter en hvid sejr. Krassin mindede, som omtalt, i generende grad hr. Scavenius om dette førstehåndskendskab, da han i marts 1923 opfriskede gamle minder fra interventionen: »Scavenius deltog aktivt i forberedelsen af Judénitfs offensiv og organiserede varehuse, der blev fyldt med varer til Judénitj, idet han håbede på det røde Petrograds fald. Judénitj’s fuldstændige nederlag var også et totalt nederlag for Scavenius’ politik.«
Letsindighederne i forbindelse med de skuffede forhåbninger fra interventionen omsattes i 1920’ernes Danmark direkte i milliontab og i en skærpelse af produktions- og afsætningskrisen!
* * *
Et tredje moment i forbindelse med Ruslandspolitikken fremskyndede på samme måde direkte 1920’ernes finanskrise og krakkene i banker og andre store forretningsforetagender. Det var den totalt hasarderede bortspillen af de russiske lagre, tilgodehavender og andre værdier til et samlet beløb af omkring 400 millioner kroner.
Det er i det forudgående påvist, hvordan Sovjetregeringen gentagne gange, gennem sine tilbud om at normalisere forbindelsen med Danmark, igennem et par år også gav tilbud om en særdeles fair regulering af disse mellemværender til fordel af de danske firmaer med russiske tilgodehavender. Kun regeringen Neergaards demonstrative afbrydelse af handelsforhandlingerne i Stockholm i november 1921 hindrede definitivt en løsning af disse problemer i Danmarks favør. Det var her igen Siam-kredsen under H. N. Andersens ledelse, der udnyttede sin yderst effektive kontrol over Venstres regering til at gennemtrumfe en direkte provokerende linje, der unødig påførte landet et milliontab.
Krakket i Landmandsbanken og sammenbruddet af en række hidtil førende danske foretagender, hvis russiske tilgodehavender måtte nedskrives til nul, blev den direkte følge af ØKs og etatsrådens hensynsløse Ruslandspolitik.
Man kan under disse omstændigheder ikke slå sig til tåls med, at den danske udgave af 1920’ernes internationale økonomiske krise blot var et onde, der blev påført os udefra, grundet på samvirket med de større kapitalistiske omgivelser ude i den store verden. Krisen herhjemme udviste i alle tilfælde i tilgift en række specielle danske træk, af hvilke en totalt forfejlet opsættelse af og stillingtagen til den store socialistiske omvæltning i Rusland var ét af de mere væsentlige.
Den hårdhændede konkurrencekamp om monopolet og den hyppigt genopblussende borgerkrig mellem den moderne kapitalismes førende magtcentre har den »fordel«, at man, trods et mere og mere ensrettet propagandaapparat, også fra den tabende part i kapløbet kan få værdifulde oplysninger om den moderne kapitalismes karakter og metoder og om de veje, ad hvilke de herskende finansgrupper udøver deres kontrol over statsapparatet, trods al ydre »demokratisk« drapering under det formelle folkestyre. Om 1920’ernes kapitalistiske gruppekampe indenfor dansk højfinans skriver Erik Plum:
»Den erfaring, der blev gjort ... viser desværre, hvor vanskeligt det er i Danmark at få de store foretagender indenfor finans, handel, skibsfart og industri til at samles i fælles arbejde for en sag. Ser man på landbruget i Danmark, er der ikke noget land i verden, hvor den kooperative bevægelse er mere udformet. Går man derimod til de andre erhverv, mangler al kooperativ optræden. Disse rivaliserer indbyrdes og modarbejder ofte hverandre. Det har altid været mig uforståeligt, at store danske foretagender, navnlig de der arbejder ude i den store verden, betragter hverandre som konkurrenter og ikke som kolleger, der bør støtte hinanden i konkurrencen mod de mange tilsvarende udenlandske foretagender . . .« (Erik Plum: »Russisk Handelskompagni A/S«, Side 110).
Den af Siam-gruppen udmanøvrerede finansmands betragtninger understreger skarpt 1920’ernes uforsonlige magtkamp indenfor dansk finanskapitals rækker – endnu en faktor, der i uhyre grad var medvirkende til yderligere at forværre den økonomiske krises virkninger. Indbyrdes »national solidaritet« var ikke blot blevet et overlevet historisk begreb, stridende mod hele den moderne kapitalismes væsen. Den fremadskridende kosmopolitiske udvikling af vor hjemlige kapitalisme, de store danske finansgruppers stærkere tilknytning til tilsvarende grupperinger ude i den store verden, bevirkede samtidig, at også konkurrencen og magtkampen mellem disse sidste i lokal målestok kom til at udspille sig, direkte og indirekte, på vor hjemlige arena. Der blev således også tilført finansmændenes »borgerkrig« nyt konfliktstof udefra. Såvel ØK og Siam-kredsen som den førende gruppe i Landmandsbanken var sådanne kosmopolitik inspirerede danske finanskliker. De var kommet i en indbyrdes krig, som kulminerede netop under den økonomiske krise i de første år af 1920’erne.
Når vor hjemlige krise antog et sådant omfang, at både Landmandsbanken og en række andre pengeinstitutter og industriforetagender brød sammen og måtte rekonstrueres, eller måtte give op som den transatlantiske koncern, skyldtes dette faktum ikke blot krigsårenes fantastiske og uhæmmede spekulation og forfejlede vareindkøb, kreditydelser og børsmanipulationer. Disse opløsningsfænomener havde givetvis deres store andel i miseren. Men enkelte gruppers bevidste bestræbelser for at komme modparten til livs med alle midler bør heller ikke overses eller undervurderes. Som H. N. Andersen brugte hele Ruslandspolitikken som et våben mod sine modstandere, forberedte han lige så overlagt en hel række andre metoder for at ramme »rivalerne« på sårbare punkter.
Trods alt ydre hykleri er der for eftertidens iagttagere ingen tvivl om, at det betød krig på kniven, da ØKs etatsråd i foråret 1922 beordrede øjeblikkelig salg af både kompagniets og hans egen beholdning af aktier i Landmandsbanken. Det skete karakteristisk nok få måneder efter hans store »rævekage« med sprængningen af Ruslandsforhandlingerne. Uden tvivl vidste han, at dette kup ikke havde forøget værdien af bankaktierne. Bedre blev det ikke, da en række af etatsråd Andersens følgesvende i Landmandsbankens bestyrelse og bankråd senere fulgte »mesterens« eksempel. I børskredse var et sådant vink mere end nok. Men herved blev det ikke. Fru Laura Glückstadt fortæller i sine notater til »Det tredje ting« om en kendt jurist, der var ØK diktatorens højrehånd:
»Det var ham, der i januar 1922 sørgede for at udsende agenter, der i London, Amsterdam og Berlin havde den opgave ved hentydninger og direkte påstande at nedbryde Landmandsbankens prestige i finans- og handelskredse«. Opgaven var ikke vanskelig, for bankens store russiske engagementer var velkendte også i udlandet. Men om kampagnen hjemme fortæller de famøse notater ligeledes meget oplysende:
»I foråret 1922 kom prins Aage og fortalte til fru Glückstadt, at H. N. Andersen havde sagt ved en lejlighed, hvor mange var til stede, at det var galt fat med Landmandsbanken. Når man betænker, at »Kalifens ord er visdom«, vil man let kunne forstå, hvilken betydning en sådan bemærkning havde fra den mund.« Også den københavnske borgerpresse begyndte at følge vinkene om, at banen var fri. Endelig fulgte i marts 1922 ligeledes på ØK aflæggeren, Orients, generalforsamling et voldsomt angreb på direktør Ove Ringberg fra Landmandsbanken, der hidtil havde været H. N. Andersens daglige partner ved konsortial-spekulationer i aktier. Man forlangte Ringbergs tilbagetræden i anledning af en affære med »Torm«-aktier, der til overpris var blevet solgt til »Orient«.
Resultatet af hele denne kampagne blev selvfølgelig masseudbud med påfølgende fald i noteringen af Landmandsbankaktier og masseudtræk af penge fra banken, der i forvejen led under likviditetsvanskeligheder under den økonomiske krise. Sådan begyndte det.
* * *
Det skal, for at skifte sol og vind lige, tilføjes, at det ikke blot var Landmandsbankens inderkreds og Plum-gruppen, der blev udsat for H. N. Andersens mærkværdige »patriotiske« metoder under krisen i 1920’erne. Som denne selv sagde så viseligt til Emil Glückstadt: »Når krybben er tom bides hestene«. Og det gjorde de også andre steder.
Til kredsen omkring Privatbanken og den gamle Tietgen-gruppe stod elefantridderen i et mærkeligt dobbeltforhold. En del af de gamle Tietgen-foretagender havde H. N. Andersen inddraget i sin »vennekreds«, og der havde fundet en vis interessesammenslutning sted. Det gjaldt i første række Burmeister & Wain og Det forenede Dampskibs Selskab, hvor venskabsbåndene håndgribeligt bekræftedes ved, at Siam-matadorens gamle kompagnon, admiral Andreas Richelieu, der også var formand for Landmandsbankens bankråd, optrådte som repræsentant for ØKs interesser. Admiralen var således i årene 1908-22 formand for DFDS´s bestyrelse og indtog i 1919-20 samme post i B&W.
Et fællesforetagende, der blev et resultat af dette samarbejde var det i april 1918 startede selskab, der skulle opføre en mægtig dieselmotorfabrik i Sydhavnen med en aktiekapital på 10 millioner kroner, og hvor ØK manden, forpagter Sonne, præsiderede som formand. Også med Store Nordiske holdt H. N. Andersen sig på venskabelig fod.
Krig på kniven førte ØK-gruppen imidlertid samtidig mod Privatbankens interesser indenfor olie- og margarineindustrien, hvor koncernen havde sine egne store interesser i Soyakage-fabrikken, der indenfor olie- og margarinebranchen udadtil allierede sig med den verdensomspændende hollandsk-britiske trust Jürgens & van den Berg, der gennem ØK også søgte at monopolisere det danske marked.
Privatbankens store protegé og kunde, Aarhus Oliemølle, fik i begyndelsen af 1920’erne efter alle kunstens regler ØKs fjendskab som konkurrent at føle. Alle kneb brev bragt i anvendelse fra »elefantens« side under en skånselsløs priskrig i Soyakage-fabrikkens og den britisk-hollandske trusts interesse. De anvendte metoder var så egenartede, at selv et konservativt blad som Jyllandsposten så sig foranlediget til at løfte lidt af sløret for ØKs fantastiske metoder for krigsførelse overfor ubehagelige konkurrenter. Den 8. februar 1923 skrev bladet:
»Østasiatisk Kompagni bruger alle midler til at kvæle de konkurrenter, det har væltet sig ind på. Kan underpriser ikke udrette tilstrækkeligt, vælges der mere lyssky metoder. Hvad mener man for eksempel om, at ØK hemmeligt yder en betroet mand i et konkurrerende firma, som kompagniet vil slå ud, en kaution på adskillige hundrede tusinde kroner? En sådan fremgangsmåde dømmer sig selv.«
Sagens baggrund var, at ØK midt under konkurrencekampen efter H. N. Andersens personlige anbefaling den 12. april 1920 gennem sin »kaution« havde skaffet en insolvent underdirektør i Aarhus Oliemølle et »lån« i Landmandsbanken på en halv million (og senere endnu 100.000 kr.). Under en påfølgende injuriesag dokumenterede Jyllandsposten, at den pågældende direktør, hr. Ørum Petersen, til gengæld for »vennetjenesten«: »har holdt ØK underrettet om de dispositioner, der blev truffet, hvilke køb der blev truffet, til hvilke priser, og hvilke veje varerne skulle transporteres.« Et stykke veritabelt fabriksspionage havde altså været resultatet af »lånet«.
I første omgang endte ØKs felttog med, at Aarhus Oliemølle i november 1922 måtte indgå på en ufordelagtig pris- og markedsaftale med konkurrenten, der i mellemtiden også havde opkøbt en af oliemøllens største kunder, margarinefabriken i Aalborg. Dette var dog kun en midlertidig våbenstilstand parterne imellem. Senere blussede krigen på det danske olie- og margarinemarked op igen i landsmålestok i kampen om monopolet under sådanne former, at det kom til at spille en ikke ubetydelig rolle som baggrund for Privatbankens senere delvise sammenbrud og rekonstruktion i 1928.
Også et foretagende som direktør Theilgaards store gummifabrik i Køge, som H. N. Andersen betragtede som en besværlig konkurrent til ØK-aflæggeren Schønning og Arve, kunne i 1920’ernes første halvdel indhøste sine praktiske erfaringer med hensyn til prisen for at krydse Siam-kredsens monopolbestræbelser. Også i Køge mærkede man følgerne af etatsrådens hårdhændede »konkurrencemetoder«, dækket bag elefantordenen! Plum-gruppen og Landmandsbanken var langtfra ene om svie og smerte i denne periodes økonomiske krig! Eftertiden har hørt meget om, hvad polypen ØK har »indtjent« til Danmark. Desværre mangler vi stadig en nøgtern beregning over tabene som følge af ØK-matadorens »stille krig«. De kan både måles i millioner og – i krise og arbejdsløshed. Og måske ikke mindre i skattebyrder til at dække underskud i både banker og industriforetagender. Det såkaldte »private initiativ« er i virkeligheden betydelig mere kostbart, end de fleste forestiller sig!
* * *
Da regeringen Neergaard, inspireret af bagmændene i ØK, i slutningen af 1921 havde afbrudt handelsforhandlingerne med Sovjetrepubliken og dermed spoleret mulighederne for en erstatningsordning til foretagender med »russiske tilgodehavender«, var det i virkeligheden klart for gud og hver mand, at mange millioner var sat på spil. For Landmandsbanken alene drejede de »russiske aktiver« sig mindst om en rund sum på omkring 100 millioner kroner, der hidtil havde figureret på bankens aktivside i regnskabet. Det var landets Venstreministerium, der direkte bar ansvaret for denne situation, der helt havde rokket Landmandsbankens solvens – uanset alle andre kalamiteter. Hvordan havde de »ansvarlige« da tænkt sig at afvikle denne unormale situation, der var fremkaldt kunstigt midt under en økonomisk og finansiel krise? Omfanget af denne sag alene var så stort, at næppe nogen i dansk finansverden, minus Siam-kredsen, havde tænkt sig, at alt blot skulle gå sin skæve gang frem mod krakket. En afskrivning på henimod 400 millioner kroner på én gang under de givne vanskelige forhold var i alle tilfælde mere, end dansk kapitalismes i forvejen tyndslidte bukseskind kunne holde til uden store revner.
I Russisk Handelskompagni og på andet særlig interesseret hold havde man sine planer og forslag, der allerede i oktober 1921 blev udarbejdet af Harald Plum og tilstillet Landmandsbankens direktion. Erik Plum fortæller herom i sin bog under henvisning til tabene:
»Det var tab, der lå ganske udenfor handelsvirksomheders mulighed at bære. Og ikke mindst, da overenskomsten var sprængt af uvæsentlige, men dog politiske grunde, var det en statssag at finde en i hvert fald midlertidig ordning afventende dækning fra Rusland af de tab, hvori staten ikke kunne undgå at komme til at tage del... Forslaget gik derfor ud på, at Landmandsbanken i forening med andre interesserede banker gennem Nationalbanken skulle gå til regeringen og forhandle om statens overtagelse eller finansiering af disse krav (erstatningskravene). De store tab og fordringer på Rusland ville derved blive sat under diskussion overfor offentligheden, og det ville sikkert have været muligt i tide og gennem forhandlinger at komme til en tilfredsstillende ordning. Denne kunne, foruden den nytte den ellers kunne have gjort og foruden at sikre store værdier i Transatlantisk Kompagni og Russisk Handelskompagni, have styrket Landmandsbanken, så uroen om denne bank, der allerede i efteråret 1921 var ret stor, kunne bringes til ophør.«
Erik Plum tilføjer imidlertid, at Emil Glückstadt stillede sig afvisende overfor forslag i denne retning, rimeligvis fordi han frygtede for, at opgørelsen af de russiske tab samtidig let ville medføre en uønsket afsløring af bankens øvrige uhyggelige tab, i særdeleshed på børsspekulationer og konsortier, der havde specialiseret sig i aktiejobberi. Frygten for at tirre despoten i ØK har måske også spillet ind.
Men hvad gjorde de politisk ansvarlige: Venstreregeringens ledere, der ved deres tåbelige anti-sovjetiske optræden politisk var ophavsmændene til den opståede situation, der hvert øjeblik lod formode, at korthuset væltede? De »ansvarlige« ministre kan ikke have været blinde for konsekvenserne af deres handlinger. Regeringens holdning var imidlertid både negativ og ansvarsløs. Den udviste ikke mindste initiativ til at foranledige blot en betryggende gradvis afvikling eller regulering af de milliontab, ministrene selv havde gjort uundgåelige gennem en enten tåbelig eller forbryderisk politik, målt med det danske folks alen. De havde vel fået den besked af H. N. Andersen, at man i denne situation blot skulle holde sig til »kræfternes frie spil«, som etatsrådens nære ven Madsen-Mygdal altid yndede at tale om. Ja, og så byggede man sin videre »politik« på en mærkværdig effektuering af – banklovens strenge ånd og bogstav, der ellers, ligesom loven om aktieselskaber, havde holdt en lang og lystig sommerferie under hele den glade gullasch-periode i dansk kapitalismes uforstyrrede »guldalder«, både i krigsårene og under elendighedsperiodens sidste opblafrende »højkonjunktur«.
Det var et karakteristisk tidens tegn, at den såkaldte »demokratiske stat« og dens administration efter »kongekuppet« i 1920 udviste en stadig mere udpræget tendens til ikke blot at optræde i sin traditionelle rolle som de privilegerede lags udøvende organ i al almindelighed. Venstres regering under Niels Neergaard udviste tiltagende symptomer i retning af, at den yderligere indskrænkede sin basis, så den mere og mere kom til at optræde som en enkelt førende finansgruppes regering. Grundlaget herfor var måske, at storlandbrugets eksportinteresser og ensidige tilknytning til det britiske marked medførte et stadig intimere sammenspil med landets mest udprægede engelsk-orienterede monopol: ØK-koncernen.
De kredse indenfor Venstres regering, der ydede en vis modstand mod at bøje sig for ethvert diktat fra dette »tredje ting«, blev enten sat ud af spillet eller gradvis tvunget til at gå med strømmen. Følgen heraf blev, at både regering og administration i ikke ringe udstrækning også kunne lade sig bruge som part og aktiv deltager i finansmændenes borgerkrig. Da man endelig mandede sig op til en stillingtagen til de vanskeligheder, gud og hver mand vidste trængte sig på i Landmandsbanken, blev det ikke et politisk, men et administrativt initiativ, der blev taget af handelsministeren og ikke mindst af bankinspektøren. Man vidste kun alt for godt, at regeringens handlinger ikke havde fremmet Landmandsbankens solvens, og det noterede bankinspektør Green formelt ved en hemmelig inspektion i banken i sommeren 1922.
I det yderst lærerige anklageskrift, som Emil Glückstadt i marts 1923 udarbejdede mod sin banemand H. N. Andersen, går han så vidt, at han temmelig kraftigt antyder, at udviklingen efterhånden var gået derhen, at elefanten kunne udnytte både regeringsmedlemmer og embedsmænd i sit private spil mod Landmandsbanken. Han skriver:
»Hvad jeg nu skriver, er måske digt, men vistnok tæt op ad virkeligheden. Jeg var blevet for stor efter etatsråd Andersens og måske også efter andres mening. Statsministeren havde han påny fået i lommen, hvilket ikke havde været tilfældet i februar måned – og som ansvarlig regeringsleder havde denne heller ingen anledning til at være det efter de oplysninger, han sad inde med. Men altså »digtet«: Efter til gud og hver mand at have sagt, at Landmandsbanken sad dårligt i det, og at man skulle være forsigtig – er jeg tilbøjelig til at tro, at etatsråd Andersen har været vidende om bankinspektørens undersøgelse. Ligesom kejser Wilhelm var i Norge, da krigen udbrød, var etatsråd Andersen – sans comparaison – på Bornholm, da bankinspektørens undersøgelse blev færdig.«
At det længe havde været i høj grad berettiget at undersøge Landmandsbankens forhold, er hævet over enhver tvivl, men bestrides kan det ikke, at bankinspektør Martin Greens hemmelige inspektion i sommeren 1922 passede som fod i hose i den hensynsløse kampagne, H. N. Andersen vitterligt havde indledet mod sin hovedmodstander, Emil Glückstadt. Både tidspunktet og formen for undersøgelsen lod ved en skæbnens ironi, for ikke at sige spil, »statslig embedshandling« og aktiv indgriben i finansgruppernes broderkrig smelte sammen i en helt påfaldende højere enhed. Når Emil Glückstadt i sit modangreb søgte at påvise elefantens hånd bag Greens og handelsminister Thyge Rothes aktion, har det i høj grad sandsynlighedens skær. Bittert noterede Glückstadt videre: »Om bankinspektør Green ved alle, at han altid har været etatsråd Andersens håndgangne mand.«
Bankinspektør Martin Green var da heller ikke blot og bart den pligtopfyldende embedsmand af karriere. Han hørte selv til i finansverdenen og havde i 1911-18 drevet sin egen vekselererforretning. Men han havde samtidig fra 1901, og til han blev udnævnt til børskommissær i 1919, sammen med hr Stein redigeret H. N. Andersens specielle hoforgan og talerør, dagbladet Børsen, hvis formand var højesteretssagfører Fenger, elefantridderens juridiske konsulent og altmuligmand. I notaterne til bogen »Det tredje ting« fremhæves det ikke med urette:
»Green var den af de to redaktører – Stein og Green – der stod H. N. Andersen nærmest. Følger man de artikler, Green i sin redaktørperiode skrev i Børsen, såvel angående H. N. Andersen som angående Emil Glückstadt, vil man deri se, at bankinspektøren personligt ikke kunne være så objektiv i sit syn på Landmandsbanken, som man ville kunne vente og fordre af en mand, der i sit embede blev stillet overfor denne undersøgelsesopgave ...«
* * *
Den mest negative og ansvarsløse side af den omstridte »inspektion« var dog, at en objektiv statusopgørelse næsten var umuliggjort – eller i alle tilfælde vanskeliggjort – fordi en betydelig del af bankens aktiver var blevet gjort tvivlsomme eller uberegnelige som følge af regeringshandlinger inspireret af H. N. Andersen. Var de russiske »tilgodehavender« værdiløse, havde i alle tilfælde Harald Scavenius og Co. spillet dem bort i politisk hasard! Det var i høj grad i både regeringens og elefantens ånd, når bankinspektør Green nu med et flot pennestrøg i sin opgørelse nedskrev disse tidligere millionaktiver til et blankt nul og dekreterede øjeblikkelig afskrivning af det hele.
Særlig kritiseredes fra Glückstadt-kredsens side, at selv Rekylsyndikatets aktiver i inspektionsberetningen blev ansat til nul på et tidspunkt, hvor den franske regering havde anerkendt geværtypens kvalitet og havde besluttet sig til en prøveordre til 10 millioner. Kontakt om salg af en større aktiepost til et fransk konsortium var også indledet, men udsigterne bedredes naturligvis ikke ved den officielle danske vurdering. Et aktiv kan også bringes ned til nul under visse omstændigheder.
Emil Glückstadt var tilsyneladende helt overrumplet ved den administrative udslettelse af alle »russiske aktiver«, uden at regeringen blot havde taget stilling til dette vitale problem for banken. I et harmdirrende memorandum, han d. 22. september 1922 fra Paris afsendte til formanden for Landmandsbankens bankråd, admiral Richelieu, skriver Glückstadt:
»Foruden børsengagementerne ... og Transatlantisk Kompagnis værdier var der endnu, som (Nationalbankens direktør) dr. Ussing rigtigt har gjort opmærksom på, en tredje post, der i bankinspektørens betænkning var nedskrevet praktisk talt til nul. Talen er her om de engagementer, der var sikrede Landmandsbanken gennem krav i Rusland. Disse krav hviler atter for en væsentlig del på faste ejendomme, skove, fabrikker m.v.
Nu har jeg i de sidste par år talt med bankledere i adskillige lande, men ingen har i spørgsmålet om værdsættelse af deres russiske fordringer taget så radikal – eller om man vil: negativ stilling som bankinspektør Green. Mange steder har bankerne slet intet afskrevet på denne konto. Andre steder afskrives, så vidt muligt, årligt et passende beløb. Ingen betragter disse fordringer som værd nul. . .« I betragtning af regeringens egen politik kan det kupagtige ved fremgangsmåden næppe bestrides på dette punkt.
* * *
ØK-gruppens mål ved aktionen mod Landmandsbanken synes at have været at slå rivalerne ud for på langt sigt selv helt at skaffe sig kontrollen over den rekonstruerede bank. Dette skulle ske gennem Venstres regering og ved hjælp af statens penge. Formen skulle være en »støtteordning« på skatteydernes bekostning. Emil Glückstadts sidste anstrengelse for at krydse denne let gennemskuelige manøvre forsøgtes under den anden krise i 1922. I sit memorandum af 21. marts 1923 fortæller etatsråden:
»I stedet for at søge udenlandsk hjælp til Landmandsbanken – fra de københavnske banker kunne Landmandsbanken ikke, selv ikke for samfundsnyttige formål, vente nogen assistance – var man gået til det tåbeligste, der tænkes kunne – til at søge støtte for banken gennem rigsdagen. Hvem der har æren for denne for landets erhvervsliv så ødelæggende tanke, får man vel næppe opklaret – men jeg, som dog den gang endnu i hvert fald formelt var direktør for Landmandsbanken, blev ikke spurgt... Ja end ikke, da jeg havde fulgt telegrammets anmodning og øjeblikkelig var rejst til København, hvortil jeg ankom søndag morgen (d. 17. september), og hvor jeg holdt mig beredt dagen igennem, ænsede man min eksistens. Jeg havde bedt direktør Marcus Wallenberg fra Stockholm om at være her i byen d. 17. september ved min ankomst, men regeringen, Nationalbanken og etatsråd Andersen følte sig kloge nok til at klare situationen uden hans hjælp – og verdens største bankskandale blev fuldbyrdet.«
Emil Glückstadt ønskede et forsøg på at ride krisen af, ad det klassiske »private initiativ«s vej, ved bestræbelser for at få inddraget udenlandsk kapital i Danmarks største bankforetagende. Wallenberg havde sikkert været mand for at rejse millionerne, men hans finansgruppe repræsenterede netop – ligesom Glückstadt – den amerikansk-skandinaviske kombination, der herhjemme stod som modpolen til ØK og dets britiske Cityforbindelser. Som Siam-kredsen i 1920 satte alt ind for at spænde ben for kombinationen Landmandsbanken-Transatlantisk Kompagni og Morgans National City Bank i New York, afværgede man to år senere lige så standhaftigt projekterne om at rekonstruere Landmandsbanken gennem en international kombination med Marcus Wallenberg som primus motor.
Vi blev derfor vidne til det særsyn, at de professionelle tilhængere af »kræfternes frie spil« i Venstres regering i stedet gjorde dækningen af underskuddet i Landmandsbanken til et samfundsvigtigt statsanliggende. »Nationalisering« af passivsiden i monopolernes kostbare økonomiske spil har underligt nok aldrig været i modstrid med selv de mest hårdhudede kapitalistiske »liberalisters« økonomiske virksomhed, hvis det ellers passede ind i den herskende monopolistiske retnings planer.
Man blev derfor i 1922, da grupperingen ØK og dens allierede ikke i øjeblikket var kapitalstærke nok til selv i en mundfuld at sluge en kamel som Landmandsbanken, vidne til, at Venstre lod statens penge indskyde i boet for at likvidere de privatkapitalistiske spekulanters underskud, mens der selvfølge senere sørgedes for, at banken atter blev privat, da gode profitmuligheder igen var tilvejebragt nogle år efter krakket. Det var da blot andre finansgrupper, der ad denne for skatteyderne dyre »omvej« hentede byttet hjem. Heller ikke de socialdemokratiske ledere var senere ukendte med denne metode for »statskontrol« i nedgangstider, hvor det i virkeligheden drejede sig om at give den ene eller anden finansgruppe kontrol med statens og skatteydernes penge. Venstres og ØKs indsats i 1922 blev imidlertid banebrydende for dette ny sammenspil mellem private monopoler og den af dem beherskede stat, der optrådte som udøvende organ for »det tredje ting«.
* * *
Det afgørende kriminelle punkt, hvor der var al grund til at gribe ind i Landmandsbanken i de første år i 1920’erne, var – ved siden af regnskabsmetoderne – den hasarderede børsspekulation og de fantastiske konsortial-jobberier, der havde forvoldt både banken og samfundet så uhørt store tab. På dette punkt kunne imidlertid hverken Venstreregering, bankkommission eller retsorganer prale af, at man fik gennemført nogen dybtgående udrensning eller fik draget de hovedskyldige i disse usunde transaktioner til ansvar. Blandt den slagne part i finansmændenes borgerkrig blev der ganske vist fremtrukket nogle syndebukke, der blev ofret som en minimal indrømmelse for den oprørte offentlige menings krav. På andre felter var de ansvarlige derimod mere end ivrige til at dække over selv de værste af krigstidens og efterkrigstidens førende spekulanter. Det var jo nemlig ikke sådan, at den sejrende part i Landmandsbankopgøret repræsenterede de »produktive« eller »sunde« kræfter i landets finansverden. Der var perioder under Landmandsbankundersøgelsen, hvor også en etatsråd H. N. Andersen var mere end nervøs for at få sine egne meriter for klart belyst. Emil Glückstadt fortæller i sit fortrolige memorandum af 21. marts 1923 om en sådan »krise« i december året forud:
»Etatsråd Andersen har indtil et meget sent tidspunkt holdt en venskabelig tone overfor mig, særlig når han frygtede, at jeg ved min viden om hans stærke og omfattende børsspil skulle skade ham. Da kommissionen udbad sig en fortegnelse fra min hånd over de spekulationskonsortier, der havde arbejdet gennem banken, måtte jeg sætte ØK og etatsrådens navn øverst på listen. I den periode, da dette fandt sted, blev jeg en dag i mit hus i Kristiansborggade ringet op af etatsråd Andersen, der yderst venligt spurgte til mit befindende. Min hustru tog det andet hørerør på telefonen, og hun blev vidne til denne samtale. Etatsråden beklagede, at han nu, da jeg var syg, måtte nøjes med at række mig en venskabets og trofasthedens hånd i telefonen.
Han erklærede, at han, og mange med ham, nu ønskede kommissionsundersøgelsen standset, derfor havde han også samme dag foretaget en henvendelse til Børsens redaktion og »angivet retningen«. Jeg skal ikke her gentage alle de smigrende udtalelser, etatsråd Andersen her fremsatte angående min personlige betydning og mine fortjenester i landet, men når jeg henviser til, at artiklen næste dag i Børsen virkelig røbede en tydelig påvirkning fra etatsråden, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at læse bladet for d. 6 eller 7 december 1922, og når jeg nævner, at dette fandt sted på et tidspunkt, da etatsråd Andersen havde grund til at frygte undersøgelsen af hans børsspil, bliver det ikke vanskeligt at forstå hans ændrede opførsel blot fjorten dage efter. – Da havde han indset det formålsløse i anstrengelserne for at få undersøgelsen standset, da havde han afgivet sine mærkelige erklæringer til kommissionen om børsengagementerne, og da kunne han altså tillade sig at meddele pressen, at nu – havde han erfaret, »at etatsråd Glückstadt havde bedraget ham også ....«
* * *
Myndighedernes største besvær bestod ikke i at få Emil Glückstadt detroniseret eller at få »sonofrene«, Landmandsbankens direktører og bestyrelsesmedlemmer, dømt for det famøse regnskab for 1921. Langt større besvær havde de under sagen med at drage omsorg for, at helt andre og mere betydningsfulde personer blev bugseret gennem undersøgelsen uden at blive totalt blameret overfor offentligheden. Der måtte træffes mindre demokratiske beslutninger om, at ikke alene hele beretninger, men også lange lister over konsortiernes værste og største spekulanter, skulle hemmeligholdes for menigmand. Den berømte lighed for loven måtte for tilfældet modificeres en smule: Der var både for mange og for »fine« navne optaget på spekulanternes endeløse »kongerevue«: Ja fra Glückstadt var man, via Andersen, lige ved at nå helt frem til – Glücksburg.
Men her satte den censur, der for evigt er bandlyst i Danmarks riges grundlov, dog afværgende ind. »Man« kunne dog ikke tillade noget så samfundsopløsende, som at Landmandsbanksagen udviklede sig til en offentlig anklage mod dansk kapitalisme overhovedet, mod dens ordensprydede spidser og hele dens samfundsmæssige »overbygning«. Uden tvivl lettedes »redningsarbejdet« betydelig ved Emil Glückstadts yderst belejlige sygdom og død. Hvad kunne dog være bekvemmere end ædelmodigt at overlade en afdød alt ansvar?
En og anden nysgerrig læser vil måske spørge, hvordan H. N. Andersen, Lord Inverforth og Co. reddede sig ud af det kedelige gummi-underskud på 20 millioner i United Baltic, der efter sigende havde fået hele lavinen til at rulle.
Da det ikke lykkedes de forenede dansk-britiske monopolister at realisere den snedige plan om at vælte det omtalte millionunderskud over på en international »genrejsningsinstitution«, ramtes koalitionen H. N. Andersen-Lord Inverforth selv af fejlspekulationen og prisfaldet. I perioden 1922-23 måtte det fastslås, at hele aktiekapitalen var tabt ikke blot i United Baltic, men også i søsterselskabet Baltic Cotton. Trods denne hårde belastning klarede ØK dog udadtil skærene. Men ved hjælp af hvilke metoder og reserver lykkedes dette mirakel?
I sit »anklageskrift« mod rivalen nedridsede Emil Glückstadt en ualmindelig ondskabsfuld lille notits: »Direktør Madsen-Mygdal sagde til mig i 1922: »Ø. K. giver intet udbytte i år, med mindre det tages andetsteds fra.« Selv om der er gået mange år siden direktør Kinchs tid (se Kinch-pjecen), har etatsråden endnu ikke glemt, hvordan man vinduespynter et regnskab.«
Dommen i Landmandsbanksagen faldt netop på grund af et sådant »dekorationsarbejde« med hensyn til regnskabsopstilling. Men der var ingen tjenstivrig bankinspektør, der snusede generende i ØKs bøger og bilag. Heller ingen undersøgelseskommission.
Måske kan ØK-koncernens vanskeligheder dog aflæses med lidt flid på anden måde. I september 1923 havde Venstres regering hårdt slået bremserne i og dikteret stram kredit-indskrænkning fra Nationalbankens side. Handels- og industriforetagender samt private forretningsmænd vred sig i vånde. Men knap et års tid efter var man vidne til et særsyn. I juli 1924 var Nationalbankens udlånskonto, fra 363 millioner i september 1923, steget til 517 millioner. Trods den hårdhændede kreditindskrænkning overfor almindelig dødelige var kreditterne nået 1 million op over »den sorte måned« september 1922, da Landmandsbanken krakkede. Nogen måtte fortsat have trukket millioner på Nationalbanken. Kraftigt endda. Der gik i datiden halsstarrige rygter om, at den store priviligerede kunde, der ikke ramtes af nogen kreditindskrænkning, men som tværtimod måned for måned øgede sine udtræk fra Nationalbanken, var – Østasiatisk Kompagni.
Udrustet med materiale og financieret af fru Glückstadt førte forfatterinden Maria Behrens i 1924-25 en spændende, men forgæves kamp for at få udgivet bogen: »Det tredje ting« om kulisseintrigerne bag Landmandsbanksagen. Hun fortæller i en udførlig redegørelse angående de ikke helt almindelige vanskeligheder, hun mødte, at hun endnu så sent som i forsommeren 1925 blev opsøgt af »en højt anset jødisk industrimand«, der optrådte på en finansgruppes vegne. Om hans oplysninger fortæller Maria Behrens:
»Han så i H. N. Andersens indflydelse en ulykke for landet og fortalte mig hvorfor. De dokumenter, han forelagde mig, havde forbindelse med Nationalbankens regnskaber, og skønt jeg ikke er regnskabskyndig, kunne jeg dog forstå, at hvis den mand havde ret, så var den omstændighed, at ØK var Nationalbankens største kunde, en grænseløs ulykke for landet. Hans øvrige oplysninger berørte etatsråd Andersens virksomhed som børsspekulant, og han medførte et brev, der viste, at direktør Ringberg (Landmandsbanken) havde arbejdet for etatsråd Andersen på en måde. man hidtil kun havde kunnet formode .... Hvis han havde ret i sit syn på Nationalbankens stilling, var det efter min mening hans pligt at gå til justitsministeren eller til Hans Majestæt Kongen og lægge kortene på bordet ....«
Måske havde nævnte industrimand ret, når han mente, at det på forhånd ville være omsonst at gå med denne sag til justitsminister Steincke (der på dette tidspunkt havde afløst Svenning Rytter) eller til kongen. Efter at have gennemført aktionen mod Glückstadt og udvist stor »diskretion« i andre sager var bankinspektør Martin Green rykket ind som en ny primus motor: som direktør i Nationalbanken. Satte dette også sine spor i fordelingen af de »indskrænkede« krediter?
Det er værd at lægge mærke til, at begyndte de store ØK-udtræk i Nationalbanken under den rekonstruerede regering Neergaard, så fortsatte de til gengæld uforstyrret under den efterfølgende første regering Stauning. Var der på dette og andre punkter afsluttet en forudgående ikke-angrebspagt mellem den socialdemokratiske regering og »det tredje ting«, der var grundlaget for socialdemokratiets regeringsdannelse i 1924? Staunings forberedte strejkeprovisorium mod de kæmpende arbejdsmænd i juni 1925 viste i alle tilfælde klart, hvem den ny regering følte sig ansvarlig overfor.
* * *
Vi fik senere under Danmarks besættelse under den anden verdenskrig en række slående beviser på, hvad den »demokratiske« og »uafhængige« danske dommerstand også kunne bruges til. Noget af den samme rolle som samfundsbevarende riddervagt udspilledes sikkert allerede under Landmandsbanksagen. I de bidske notater til den kvalte bog: »Det tredje ting« gengives følgende lille idyl fra Østre Landsret:
»Selveste landsrettens præsident i Landmandsbanksagen, Axel Rasmussen, beviste, at han havde interesser, der var i direkte modstrid med hans embedes forudsætninger. Før forhandlingerne i Landsretten begyndte, udtalte han en morgen til overretssagfører Brorson en anmodning om, at denne »for landets skyld« ville lade være at angribe H. N. Andersen, hvortil hr. Brorson svarede, at han som Emil Glückstadts forsvarer kendte sin pligt og kun havde dennes interesser at varetage.«
Sådan brændte tampen ustandseligt, så at retfærdighedens gudinde nu og da måtte udstyres med et særligt uigennemsigtigt ekstra bind for øjnene – for ikke at se for meget. Også pressen stilledes, trods en håndfast dirigentstoks daglige førende vejledninger, gang på gang overfor svære prøvelser, før landets »ledende mænd« blev bugseret gennem skærsilden – stadig på kommandobroen, men med både rygte, ordner og fortjenstmedaljer en smule i uorden. Glückstadt faldt, H. N. Andersen blev – og folkets brede masser betalte. Det blev resultatet af finansgruppernes store borgerkrig under 1920’ernes første store økonomiske krise, der nær var endt i det rene ragnarok.
Men »samfundets støtter« i denne vanskelige periode fik alle deres belønning for lodstjenesten gennem den oprørte brænding. I notaterne til »Det tredje ting« hedder det lakonisk: »Det bør bemærkes, at samtlige mænd, der under sagen havde tjent H. N. Andersens interesser (som oftest mod deres embedspligter), senere er blevet belønnet gennem et pludseligt avancement: Bankinspektør Green blev Nationalbankdirektør. Rigsadvokat Topsøe Jensen højesteretsdommer og landsdommer Rump (fra bankkommissionen) ligeledes højesteretsdommer.« »Retfærdigheden« havde ikke båret sværdet forgæves! Det var i alle tilfælde kun den ene side af dette afskrækkende håndvåben, der havde vist sig at være en smule sløvt i æggen – hvad både angrebsretning og mandefald tydeligt havde vist under den drabelige dyst.
* * *
Da Venstres regering og »det tredje ting« i fællesskab havde »ordnet« problemet Landmandsbanken og Plum-gruppen i overensstemmelse med anvisninger fra dansk kapitalismes »allerhøjeste sted«, var påfaldende nok også en række af de væsentligste hindringer for en regulering af »det russiske problem« tilsyneladende skaffet af vejen. Den nye ØK-autoriserede udenrigsminister Cold genoptog efter Landmandsbankkrakket de bristede forhandlinger.
Det første skridt til en tilnærmelse til Sovjetregeringen blev foretaget d. 23. december 1922, da det pludselig meddeltes, at hr. baron Meyendorffs lidt forældede »ambassade« for Kerenskis provisoriske regering havde ophørt med at udøve diplomatiske funktioner – godt fem år for sent. De hvidgardistiske »diplomater« ville i fremtiden kun fungere som ledere af et københavnsk emigrantkontor og som samlingspunkt for den tsaristiske koloni, der stadig havde ophold i den danske hovedstad. Den første kunstige hindring for anerkendelse af Sovjetstyrets forståelige krav om enere præsentation af det russiske folk var hermed skaffet af vejen. Den skanse, Harald Scavenius og Co. havde forsvaret til det sidste i ØKs og Maria Feodorovnas navn, var endelig opgivet uden sværdslag af det officielle Danmark.
Den gradvise begrænsning af de slagne hvidgardisters »diplomatiske« beføjelser var under Niels Neergaards halstarrige venstreregering indledningen til nye følere for at få normaliseret forbindelsen med Sovjetrepublikken: I foråret 1923 sendtes en officiel forhandlingsdelegation til Moskva for at få vareudvekslingen mellem Danmark og Rusland definitivt reguleret. Resultatet af de genoptagne forhandlinger blev, at der endelig d. 23. april 1923 undertegnedes en formel handelsaftale mellem regeringerne. Kostbar tid var imidlertid forpasset, en række andre europæiske stater havde fået et forspring på det Sovjetiske marked, og både de tilstedeværende muligheder og de opnåede betingelser viste sig at være betydelig ringere end dem, man havde været stillet overfor to år tidligere.
Bedre blev stillingen ikke ved at regeringen Neergaard-Cold endnu en gang standsede på halvvejen i spørgsmålet om den formelle anerkendelse af Sovjetregeringen. Først efter, at Venstres regering var blevet styrtet, anerkendtes det socialistiske regime i det tidligere tsarrige den 18. juni 1924 af Danmark de jure – som Ruslands lovlige regeringsmagt.
Den danske pengemagts og de danske regeringers ti-årige russiske eventyrpolitik havde for landet været betydeligt mere kostbar, end de fleste nulevende danske sædvanligvis gør sig klare forestillinger om. En autoritativ og overbevisende fremstilling af sammenbruddets og tabenes omfang kan findes i den forhenværende nationalbankdirektør dr. Carl Ussings værk: »Nationalbanken 1914-24«. Det hedder heri om tabene ved det danske borgerskabs Ruslands-spekulationer i krigs- og interventionsårene:
»Forfatteren af nærværende er ikke i besiddelse af tilstrækkelig bagklogskab til at rette bebrejdelser mod dem, der dengang så København som en naturlig kommissions- og stabelplads for handelen med de nystiftede baltiske stater, med Polen og det uhyre europæiske og asiatiske Rusland, hvor uoverskuelige rigdomme ligger og venter på udveksling med europæiske varer – i konkurrence med de amerikanske – hvor allerede før krigen en smuk og lovende begyndelse var igangsat her i landet, og hvor europæisk tænkemåde vanskelig kunne sætte sig ind i, at man så fuldstændig ville sabotere det økonomiske system, der hidtil havde givet den russiske befolkning livsopholdet.
Men disse muligheder blev ikke til virkelighed, og tabene blev uhyre. Efter anstillede statistiske kalkuler må man vel i det hele regne med over en milliard kroners tab, når man medregner alt tab ved virksomhed i udlandet – handels-, industri- og skovdriftsvirksomhed – når man desuden medtager tabet ved vareindkøb, særlig med salg for øje til Østersølandene, og når man endvidere medregner alle de her i landet indrettede industrianlæg til forsyning østpå. Disse tab for landet var triste, men mindst lige så trist var det at iagttage det sindelag, hvormed den danske befolkning tog mod ulykkerne . . . I andre lande var stemningen snarere den samme som overfor en naturkatastrofe. Den ellers her hjemme så priste driftighed, der søger ud over Danmarks snævre grænser for at finde virkefelter til berigelse af moderlandet, fik nu under ulykkerne en omtale, som vel nok for lange tider vil dæmpe vovelysten hos den, der skal lægge kapital til.« (Dr. Carl Ussing: »Nationalbanken 1914- 24«, side 188. København 1926).
Status her gøres op af en af den herskende klasses førstemænd på en høj finansiel kommandopost: 1 milliard kroner tabt i første række ved en bankerot Ruslandspolitik ført af pengemænd, regeringer og et lidt for geschæftigt kongehus, der var blevet for aktiv en faktor både i politik og forretning.
Det drejede sig ved det fejlslagne Ruslands-eventyr om mere end blot og bart »forfejlet« økonomisk spekulation og børsspil. Bag »urigtige« finansielle dispositioner lå en dybere liggende fejlregning af langt større format: af social og menneskelig art. Beruset af mere end et århundredes sejrrigt imperialistisk erobringstogt, der kloden over ved våbenbrug og kapitalmagt havde gjort millioner til forarmede, undertrykte og udsugede slaver, havde også dansk pengevældes spidser vænnet sig til at betragte Storkapitalistisk skalten og valten med værdier og mennesker udenfor landegrænserne som en »normal«, stabil og varig foreteelse – uden hensyn til de menneskemasser, der blev ofrene for rigdommenes ophobning på stadig færre hænder. Ja denne proces var selv gået Danmarks privilegerede i den grad i blodet, at de letsindigt regnede med selv en halvfeudal, ormstukken og korrupt russisk tsarismes holdbarhed.
Da tsardespotiets undertrykte millioner med en naturkrafts voldsomhed rejste sig for at tilkæmpe sig retten til en menneskeværdig tilværelse på et nyt grundlag, lod Danmarks regenter sig af de mægtige kapitalistiske monopolers og imperiers ledere forlokke til fejltagelse nummer to: Man beroligede sig ved indgangen til socialismens epoke med dagdrømme om, at udviklingens lovmæssige forløb stadig kunne standses med militær vold og intervention, at krigerske indgreb endnu kunne tvinge historiens hjul tilbage. Man vægrede sig til det sidste ved at forstå, at den store russiske revolutions progressive, demokratiske og menneskelige karakter – trods al magtudfoldelse – sikrede de oprørske folk sejren.
Det er samme dødsensfarlige – næsten lovbestemte – kortsynede stupiditet, der idag under helt ændrede magtforhold får andre, men ikke mere vidtskuende, danske repræsentanter for de privilegerede klasser og deres højre-socialdemokratiske medløbere og vejberedere, til at søge at knytte Danmarks skæbne til en gruppe høj imperialistiske kolonimagters væbnede sammensværgelse mod den sejrende socialisme i Sovjetunionen, det nye Kina og Folkedemokratierne, og mod de »farvede« folkeslags rejsning mod et reaktionært barbari i alle verdensdele. Igen sættes danske kort hasarderet ind på en overlevet fortids tabende kort, i uvilje mod at erkende, at imperialistisk udsugning i vor epoke må bringes til ophør for at folkene kan leve.
* * *
I vort ak så »folkestyrede« Danmark havde folket dengang absolut ingen indflydelse på de hasarderede dispositioner, der fjernt fra landet satte millioner og atter millioner på spil. Folket fik kun den fulde byrde ved tabene. Det danske folk havde heller intet medansvar for dansk eventyrpolitik i Rusland i interventionsårene. Det blev ikke engang informeret om de skæbnesvangre direktiver udefra eller om pengemagtens konspirationer. Folket blev lige så lidt taget med på råd, som når det i vor tid gjaldt Atlantpagt, »europæisk fælleskommando« og opførelsen af fremmede angrebsbaser på dansk jord. Aggressiv kosmopolitisk og unational politik blev gennemtvunget af højfinansens berygtede »tredje ting«, der brugte »parlamentariske regeringer« som sine udøvende organer imod folkets vitale interesser.
Der tales idag mindre om højfinansens mægtige »tredje ting« end i 1920’ernes første stormfulde halvdel. Det betyder dog langtfra, at de skjulte kræfters farlige kulissespil blev lagt i graven sammen med Niels Neergaards regering. »Det tredje ting«s farlige magtudfoldelse fortsattes, måske blot en smule bedre maskeret – af mere ensrettede »samfundsbevarende kræfter«.
Tyvernes generationsskifte indenfor det gamle venstreparti styrkede for eksempel yderligere »Siam-kredsens« og elefantridderens umiddelbare kontrol over datidens førende Borgerlige parti: Det blev etatsråd H. N. Andersens specielle tillidsmand indenfor Venstre, hr. Madsen Mygdal og hans garde, der efter Niels Neergaard overtog føringen i parti og senere i regering. De gamle traditionelle venstreledere var aldrig så ensidigt bundet til en enkelt gruppering af højfinansens inderkreds som »Mygdalerne«. Andre tråde var gået til Landmandsbanken eller til Privatbanken og de gamle Tietgen-monopoler. En Alberti var for eksempel bestyrelsesmedlem i »Store Nordiske«, og periodisk havde selv en mand som I. C. Christensen haft betænkeligheder ved »elefantens« voksende indflydelse indenfor Venstre.
I manuskriptet til det strangulerede værk »Det tredje ting« fortæller forfatterinden Maria Bebrens om en sammenkomst hos den kendte venstrepolitiker fru Marie Lassen i 1916 eller 1917, hvor også I. C. Christensen var til stede og tog bladet fra munden vedrørende H. N. Andersens skjulte magtudfoldelse. Forfatterinden refererer I. C. Christensens skarpe karakteristik i følgende vendinger:
»Landet er så lille, at det helst ikke skal have nogen enkelt »stor mand«. Thi hvis den »store mand« er så »stor«, at hans magt bliver afgørende, vil han før eller senere blive demoraliseret af alle »småmændene«s alt for villige lyst til at ligge på maven og lade sig træde på.«
Maria Behrens tilføjer:
»Senerehen i samtalen viste det sig, at I. C. Christensen måtte have set H. N. Andersen for sig, da han sagde de ord, for han tilføjede: »Det hører til det danske demokratis skyggesider, at folket har fattet så overdreven beundring for »de store mænd udgået fra de små hjem«. Det baner nemlig tit vejen for et snobberi, der kan blive farlig for nationen selv, og det gør det for let for de samvittighedsløse stræbere at gøre sig gældende. Vi har herhjemme netop et eksempel. Han har hidtil haft en strålende medbør takket være sin evne til at spille »stor mand fra små kår« – og ham væmmes jeg ved i hans magtbrynde og hans fremgang. Men skønt jeg ønsker, at der må blive sat en stopper for begge dele, kan jeg ikke lade være med at frygte det øjeblik, da man gør forsøg på at standse ham. Han vil ganske sikkert drage hele nationen med i sin krig ...«
Fru Marie Lassen, der vistnok ikke tog H. N. Andersen helt højtideligt, trak på skulderen: »Jeg stoler på folks sunde sans,« sagde hun. »Når det kommer til stykket, er der såmænd ingen, der tager H. N. Andersen helt alvorligt.« Dermed var navnet nævnt. Men I. C. Christensen sagde til sidst: »Han er j årlig, fordi folket genkender sig selv i ham. Han praler med alle de mest populære folkelige egenskaber, men jeg er bange for, at han i virkeligheden ikke har andre end de dårligste.«
Marie Lassen, der kort efter døde, må have lagt særlig vægt på hans ord. Nogen tid efter skrev hun til mig, og i hendes brev finder jeg en mindelse om samtalen: »H. N. Andersen er utålelig,« skrev hun, »og I. C. har som altid ret, når han taler om den fare, denne mand er for landet« ...«
Også herhjemme forstod Pengemagtens »stormænd« – lige såvel som førerne i udlandets fascistiske bevægelser – med virtuositet at spille på de »folkelige« strenge og på den sociale demagogi. I den af kapitalen mere og mere ensrettede presse fandt de i reglen et brugbart redskab til den forlorne popularisering, der skulle befæste og udbygge disse moderne despoters magtbeføjelser, trods alt »folkestyre«.
Ved vagtskiftet indenfor venstres regering i oktober 1922 forsvandt de sidste repræsentanter for partiets gamle »bondegarde« fra provisorietiden, der med megen skepsis og forsigtig modstand så på den diktatoriske ØK-handelsfyrstes fremadskridende magt over partiet og dets regeringer, der typisk nok allerede tog sin begyndelse med ØK-bestyrelsesmedlemmet professor Deuntzers udnævnelse til partiet Venstres første »konseilspræsident«.
Godsejer Thomas Madsen-Mygdal trådte nu til som Venstres officielle leder (frem til 1941, regeringschef i perioden 1926-29). Han var først og fremmest Venstres selvskrevne bindeled til »det tredje ting« og havde måske mere end nogen anden tjent sine sporer som H. N. Andersens protegerede »udvalgte« i det største Borgerlige parti. Gennem broderen var han nært knyttet til inderkredsen i Østasiatisk Kompagni.
En skattesag i 1920’erne afslørede som bekendt, at selvsamme venstreleders »forfremmelse« i 1920 til godsejer på »Edelgave« fra den mere beskedne stilling som forstander for en landbrugsskole i høj grad havde sit udspring i finansiel rundhåndethed fra broderens, Ø.K.s eller dets direktørers side. Som leder af venstrepartiets særprægede sociale »nedskærings-liberalisme« lod samme venstreleder sig med forkærlighed kåre og titulere med »høvdingen« – en forståelig fordanskning af udlandets førertitler.
Højfinansens stadig mere mærkbare »inspiration« til mellemkrigsårenes socialdemokratiske regeringer, under en forsigtigere iagttagelse af de parlamentariske formaliteter, er et kapitel for sig. Det venter stadig på sin historiker, der vil kunne løfte fligen for et stykke mere spændende end egentlig opmuntrende kulissepolitik i »dansk demokratis« saga.
Åbent trådte »det tredje tings« skæbnesvangre indflydelse derimod frem i krigsårene: først under vinterkrigen i Finland og senere under besættelsen. I frisk erindring vil endnu stå aktionen fra Knud Højgaard-A. P. Møller kredsen i slutningen af 1940 for at få kongen til at udnævne et uparlamentarisk »forretningsministerium« med ØKs´ førstedirektør prins Aksel som topfigur – til forbedring af samarbejdet med besættelsesmagten. Ikke mindre bemærkelsesværdigt var Gunnar Larsens, direktør Junckers, Knud Styhrs og andres målbevidste bestræbelser for at sikre dansk højfinans sin del af »kagen« under Hitlers erobringstogt i Sovjetunionen gennem det berygtede »Østrum-udvalg«: et værdigt sidestykke til Glückstadt-Plums anti-bolsjevikiske liga. Mangemillionæren A. P. Møllers stille protektion overfor den senere udmanøvrerede venstrestorhed Knud Kristensen, er ved at blive et stykke dagspolitik i brydningerne indenfor den regerende Borgerlige blok. »Det tredje tings« dulgte indflydelse er endnu et forsømt stykke danmarkshistorie – men den går alligevel som den stærke røde tråd gennem »dansk demokratis« moderne historie.
Skal det »tredje ting« og dets internationale bagmænd igen have lov til at påtvinge folket et nyt stykke ulykkelig Danmarkshistorie, trods fortidens advarende erfaringer? Etaper på landets vej frem mod landets gradvise indrullering i en ny aggressiv front mod Sovjetunionen og den øvrige del af den socialistiske verden hedder idag Marshallhjælp, Atlantpagt, økonomisk blokade og amerikanske angrebsbaser på dansk område. Trods al tom snak om »forsvar af frihed og demokrati« og »defensivt forsvarsberedskab« er målet for den nye hellige alliance til bevarelse af kapitalismen og udbredelse af amerikansk verdensherredømme det samme som i 1919-20: den aggressive tilbageerobring af imperialismens »tabte områder«. Som man bedrog det danske folk under interventionskrigene, søger man at bedrage det idag under langt farligere internationale omstændigheder.
Eventyret kostede forrige gang et formidabelt økonomisk sammenbrud med et direkte tab på 1 milliard kroner for en forfejlet og bankerot Ruslandspolitik. Folket bar dette tab, ikke de mægtige bagmænd i Wall Street og City. Under et kommende konjunkturomslag kan den udefra dikterede økonomiske blokade af det store krisefri marked østpå og den ensidige binding af dansk økonomi til Atlantblokkens indbyrdes stridende indsnævrede verden let føre Danmark ud i et endnu værre uføre.
Men vort lands placering i den militære Atlantbloks første frontlinje rummer en langt større risiko: et efter direktiver udefra oprustet Danmark – som de amerikanske monopolers fremskudte hangarskib i den totale angrebskrig mod socialismens verden kan denne gang medføre noget langt mere skæbnesvangert: som et væbnet sammenstøds første krigsskueplads, gøre det til et katastrofeområde truet af total krig og total ødelæggelse.
Erfaringerne fra fortiden, fra to runder af mislykket militær aggression mod Sovjetunionen, er en manende advarsel mod de skumle drivkræfter bag anti-sovjetismen: Det danske folk hører ikke hjemme i imperialistiske militærkombinationer af nogen art, heller ikke i Eisenhowers og John Foster Dulles’ Atlantblok. Det danske folks vej til en lys fremtid ligger i sejgt arbejde for freden, for internationalt samvirke gennem fredelig forhandling og modstand mod den fra USA dirigerede økonomiske blokade overfor den nye verden i øst. Enhver mulighed for udvidelse af fredelig samhandel med det krisefri marked østpå må udnyttes efter yderste evne. Også dette er en af de praktiske veje til fred, velstand og afspænding.
Der er i moderne dansk historie under imperialismen nok at lære. Danmark må frigøre sig for pengemagtens krigerske Ruslandspolitik for at sikre og gennemføre en utrættelig fredspolitik.
1. Efter den anden verdenskrig har finansdynastiet Mc Cormick (Chicagogruppen) og dens presse især gjort sig berømt ved at finansiere og popularisere den fascistiske demagog Mc Carthy og dennes »anti-kommunistiske« kampagne.
2. Ligaens kontakt med den danske hærs senere øverstkommanderende synes først at være etableret gennem dennes fætter: direktør Ejgil With, der først var leder af cementtrustens fabrik i Port Kunda i Estland og senere direktør for Plumgruppens sprængstoffabrik i Vologda i Nordrusland.
3. Denne tsargeneral havde allerede i sommeren 1918 stået i nær forbindelse med den britiske mesterspion Sidney Reilly og Bruce Lockhart og var deres kandidat til diktatorposten under deres mislykkede sammensværgelse mod sovjetregeringen.
4. S. Bane og R. Lutz: »Organisation of American Relief in Europe 1918-19«. Stanford University, California 1943.
5. C. Maynard: »The Murmansk venture« (side 251-66), London 1928.
6. Der er her øjensynligt tale om finanskliken Grube-Utemann og Co., der blev fortrængt af Lianotsovs anglofile oliegruppe.
7. En officiel britisk note og dette indhold blev d. 17. september 1919 overrakt Estlands regering af den britiske diplomat mr. Peary-Gordon i Reval.
8. Heraf var ØKs andel en aktiepost på 900.000 pund sterling.
9. Den danske korvet »Valkyrien« udsendtes i 1899-1900 på et togt til Siam, Kina og Japan under prins Valdemars kommando for at »vise flaget«. Togtet kostede den danske stat en masse penge og blev udnyttet til en storstilet forretningsreklame for ØK og H. N. Andersen.
10. Direktør for A/S Dansk Svovlsyre og Superfosfatfabrik, der i 1917 sammen med Plumkoncernen dannede et russisk datterselskab med en aktiekapital på 5 millioner kroner.
11. Transatlantiske Kompagni.
12. Denne var den 19. august 1919 ledsaget af prins Valdemar ankommet til Danmark og slog sig derefter fast ned på »Hvidøre« ved Øresund.
13. Borgbjerg overdrev her en smule: Det drejede sig her om den sovjetiske lov af 9. februar 1918 om nationalisering af alle aktieselskaber, der drev rederivirksomhed i større omfang med motor- og dampskibe.
Sidst opdateret 19.10.2008