Et nyt afsnit i de traditionelle venskabelige dansk-russiske forbindelser indledtes i perioden efter den ulyksalige Slesvigske Krig i 1864. Det svidende nederlag under sammenstødet med den fremvoksende tyske imperialisme fik for alvor de herskende kredse i Danmark til at orientere sig efter forbundsfæller på det europæiske kontinent for at stabilisere landets hårdt medtagne udenrigspolitiske position. Mod vest søgtes forbindelser tilvejebragt med Napoleon den III.s franske kejserrige, og mod øst søgtes fastere venskabsbånd knyttede til den russiske tsarisme.
Allerede fra første færd indledtes den nærmere kontakt med Rusland ad to kanaler: I reaktionsperioden efter den Slesvigske Krig havde kongehuset atter energisk arbejdet på at udvide sine magtbeføjelser, støttet på landets godsejere. På den dynastiske linje søgte Glücksburgerne sideløbende hermed at styrke deres autoritet ved at knytte familiebånd til de russiske Romanov’ere. Et resultat af disse bestræbelser var, at Christian den IX.s datter Dagmar i november 1866 indgik ægteskab med den russiske tsartronfølger – den senere russiske kejser: Alexander den III.
Gik kongehuset i spidsen, når det gjaldt datidens genopblussede Ruslandsorientering, var landets fremspirende finanskapital ikke sen til at følge efter. En af forgrundsfigurerne i Danmarks moderne industrialisering var Privatbankens førstemand: Tietgen, der på et tidligt tidspunkt nærede forestillingen om, at dansk kapital og foretagsomhed (støttet af det franske pengemarked) havde store fremtidsmuligheder på det uhyre russiske marked – ikke mindst ved at deltage i udviklingen af de moderne samfærdselsmidler i datidens økonomisk tilbageblevne Rusland.
I Danmarks industrialiseringsperiode var Tietgen overhovedet den første store kosmopolit og talsmand for dansk kapitals målbevidste ekspansion udover landets egne snævre grænser. Ikke med urette gav etatsråd Adolph ved afsløringen af Tietgen-statuen foran Børsen d. 2. november 1905 følgende malende karakteristik af dansk finanskapitals pionerskikkelse og førstemand:
»Han forstod som få den kunst at samle købmandsskaren til erobringstogt i det fjerne såvel som til værn for det engang vundne ...«
Da det mægtige internationale monopol »Store Nordiske Telegrafselskab« tog form d. 1. juni 1869 under Tietgens ledelse, stod denne finansmand allerede med sin russiske koncession iorden. D. 12. august 1878 var der med tsarregeringen blevet undertegnet en formel aftale, der gav Tietgen-firmaet: »Dansk-russisk Telegrafselskab« koncession på anlæg og drift af en telegraflinje over Østersøen, der direkte skulle forbinde den russiske havn Libau med København.
Tietgen-monopolet indskrænkede dog ingenlunde sin interesse til Ruslands europæiske telegrafforbindelser. I oktober 1869 opnåede et andet Tietgen-selskab en ny russisk koncession, der havde til formål fra Vladivostok i det fjerne Østen at forbinde Sibirien med Japan og med havnene på det kinesiske fastland. Alle disse interesser samledes gradvis i Store Nordiske Telegrafselskab, der repræsenterede dansk kapitals første store organiserede fremtrængen på det russiske marked.
Den økonomiske krise i midten af 1870’erne fik en overgang den hidtil dominerende danske indflydelse over telegrafmonopolet til at vakle. I 1876 var Privatbanken tvunget til at sælge en betydelig aktiepost i Store Nordiske til et fransk konsortium, men senere genoptog Tietgen målbevidst realiseringen af sine russiske planer på et andet område, thi i 1880 grundlagde han det Vestsibiriske Handelsselskab, der regnede med, at udnytte tsar-regeringens sibiriske koloniseringspolitik til at fremme en indbringende dansk-russisk vareudveksling. Det var betegnende nok den store kendte radikale politiker Christoffer Hage, der som C. F. Tietgens specielle udsending undersøgte de sibiriske muligheder på stedet.
Dette første danske fremstød i Sibirien fik ganske vist ikke nogen synderlig øjeblikkelig betydning, men Tietgens initiativ blev til gengæld en forløber for den livlige aktivitet, der i 1890’erne blev indledet i de samme egne af en række store danske firmaer, der koncentrerede sig om organisering af mejeribrug efter dansk mønster, og som gennem sibirisk smøreksport financierede indkøb af danske landbrugsmaskiner og andre danske industriprodukter. Førende på dette felt var direktør Hjerl Hansen »Det sibiriske Kompagni«, »Th. Lund og Petersen« og »Dansk sibirisk Exportselskab«.
Leverancen af den danske prinsesse til tsarhoffet i Petersburg var således kun indledningen til stadig intimere dansk-russiske forbindelser i den sidste halvdel af det 19. århundrede: øget vareudveksling, afsætning af dansk kapital og danske produkter fulgte hurtigt efter. Der var derfor intet mærkværdigt i, at der mellem huset Glücksburg og dansk finanskapitals spidser gradvis etableredes en intim gensidig forståelse om i samvirke at dyrke de fælles russiske interesser.
* * *
Det store russiske riges utilstrækkelige forsyning med skibe og andre moderne samfærdselsmidler gav i tsarismens sidste periode dansk industri og dansk kapital stadig nye muligheder. I København blev Burmeister og Wain en overgang en yndet leverandør både til den russiske stat og til de private russiske skibsfartsforetagender. Indledningen af den stadig intimere forretningsforbindelse mellem Burmeister og Wains værft og den russiske regering markeredes i 1893 ved bestillingen af en kæmpedamper til den russiske stat, til en købesum af over 5 millioner kroner, og betydningen af samarbejdet understregedes ved, at tsar Alexander den III under et københavnerbesøg samme år personlig overværede, at kølen til dette skib blev lagt. Siden fulgte nye russiske bestillinger under stadig dynastisk protektion.
Senere fandt store danske selskaber på at spekulere i den russiske tonnageknaphed for at sikre sig en voksende andel i skibsfarten på de russiske havne, både i Østersøen, Ishavet og i det fjerne Østen. For at udnytte alle muligheder på dette felt gik nogle danske rederier endogså over til at oprette specielle russiske datterselskaber, hvis skibe sejlede under russisk flag.
Et dansk firma som Østasiatisk Kompagni gjorde sig direkte til specialitet at drage økonomisk fordel af tsarrigets imperialistiske ekspansion i Østasien omkring århundredskiftet. I 1895 havde tsarens regering sammen med Frankrig og Tyskland hindret Japan i at sætte sig fast på det kinesiske fastland, og gennem overenskomsten med Kina af d. 27. marts 1898 om »forpagtning« af Port Arthur og Liautung-halvøen havde tsarens Rusland faktisk overtaget kontrollen over Manchuriet. Denne udvikling fik hurtigt H. N. Andersen og Co. (der hidtil havde opereret i Siam og Sydøstasien) til også at sætte deres kort og penge ind i det russiske eventyr i Manchuriet: Allerede i 1899 oprettedes af ØK datterselskabet »Russisk Østasiatisk Dampskibsselskab«, der under russisk flag skulle drive skibsfart på de af tsaren beherskede havne i Det fjerne Østen.
I læ af det tsaristiske protektorat oprettede ØK i den følgende periode sine filialer og indkøbscentraler i Harbin, Dalny og Vladivostok. Det var herfra de senere mægtige indkøb af manchuriske soyabønner foregik. Af dette vigtige råstof for olieindustrien startedes en omfattende eksport til Danmark, hvor ØK i 1909 oprettede Dansk Soyakagefabrik som et centrum for fremstillingen af foderkager og olie til margarineindustrien. Det var et tidens tegn, at de danske interesser i Kina og Østasien på dette tidspunkt blev varetaget af det russiske diplomati og fremfor alt af den tsaristiske ambassadør i Peking. Denne tilstand varede ved helt frem til tsarismens nederlag i den russisk-japanske krig i 1905, og det var ingen tilfældighed, når »Berlingske Tidende« d. 14. oktober 1905 mindedes dansk forretningsverdens intime samvirke med russisk diplomati i Østasien og skrev:
»Danmark er sikkert disse diplomater megen tak skyldig for al udvist elskværdighed, og under forhold, da Rusland havde en dominerende indflydelse på Kinas politik, kunne vore interessers varetagelse sikkert ikke have været på bedre hænder ...«
Det var en ejendommelighed for det dansk russiske økonomiske samarbejde i imperialismens tidsalder, at dansk finanskapitals vej til deltagelse i stormagternes koloniale udplyndring af farvede folk i Østasien gik gennem protektion fra tsarismens side før den første verdenskrig. Dette belyses tydeligt gennem den asiatiske gren af Store Nordiskes’ virksomhed, og det bekræftes yderligere gennem ØK’s deltagelse i det manchuriske eventyr og den aktivitet, der udfoldedes af denne polyps russiske datterselskab. I andre områder af jordkloden praktiseredes samme metode i endnu større omfang i forbund med England.
Da dansk kapitalisme var for svag til erobringer på egen hånd i oversøiske områder, slog man i stedet ind på systematiske bestræbelser på at opnå en andel i det koloniale rov ved at optræde som civil junior partner i kompagni med forskellige imperialistiske stormagter, der trængte frem over jordkloden, og som udnyttende den væbnede magts argumenter. Det er i dette forhold, vi blandt andet har forklaringen på den ubestridelige entente cordiale, der indtil den første verdenskrig eksisterede mellem tsarismen, det danske kongehus – og ikke mindst dansk finanskapital.
Det var ikke langt fra, at visse kredse af det danske storborgerskab følte sig nedstemt og næsten opfattede tsarmonarkiets nederlag i den russisk-japanske krig som deres eget. Denne resignation prægede således også i oktober 1905 et indlæg i »Berlingske Tidende« fra etatsråd J. Henningsen, der i mange år havde repræsenteret Store Nordiske Telegrafselskab i Kina. Denne skrev om den ændrede situation i Østasien pessimistisk: »Vi danske må vistnok holde os til almindelige købmandsforretninger – skibsfarten og køb og salg af varer ...«
ØK var iøvrigt ikke det eneste danske skibsfartsselskab, der tilstræbte en førende og indbringende position indenfor søtransporten til og fra det gamle Rusland. En lignende rolle spilledes frem til revolutionens udbrud ligeledes af en af Privatbankens aflæggere: »Dansk-russisk Dampskibsselskab«, der i perioden 1907-1920 stod under direktør Kay Reinhardts ledelse. Ligesom ØK havde også dette rederi for at opnå en priviligeret stilling tilpasset sig russisk lovgivning og havde i Petersburg oprettet datterselskabet »Nordisk Dampskibsselskab«, der var registreret som russisk firma for under tsarflaget at drive en omfattende skibsfart på havnene i det europæiske Rusland.
Danske søfartskredse havde så aktivt engageret sig i sejlads på de russiske havne både i Østersøen og Hvidehavet, at den danske reder Chr. Sass fra selskabet »Myren« i hele perioden 1912-1922 fungerede som formand for den internationale skibsfartssammenslutning: »The Baltic and White Sea Conference«, der specielt interesserede sig for sejladsen i disse farvande.
Mindre fremtrædende på den russiske arena var de danske industriforetagender. Det må dog fastslås, at den i 1882 stiftede store danske cementtrust: F. L. Smidth allerede i 1893 havde oprettet sin særlige filial i Sct. Petersburg og drev en omfattende anlægsvirksomhed i Rusland, hvor firmaet blandt andet opførte de store cementfabrikker i Novorossisk og Port Kunda i Estland. På samme måde anlagde indenfor maskinindustrien det kendte danske firma »Nielsen og Winter« en større virksomhed i tsarens daværende hovedstad, lige som Aarhus Oliemølle sikrede sig filialen »Libauer Oelwerke« i Letland til bearbejdning af de Baltiske provinsers rige resurser af hørfrø. Dansk kapitaleksport til Rusland havde taget sin begyndelse.
Det er i samme forbindelse interessant at notere, at det tsaristiske regime i den grad nød det danske storborgerskabs og de danske bankhuses bevågenhed, at det indtil revolutionen lykkedes danske pengeinstitutter at få anbragt russiske statsobligationer på danske hænder til en samlet sum af en 40-50 millioner danske kroner. Et ikke helt ringe beløb efter datidens forhold.
* * *
Et forhold, der fortjener særlig interesse i de dansk-russiske forbindelser før revolutionen, er det danske kongehus’ særprægede holdning overfor den danske højfinans’ mangeartede russiske transaktioner.
Under huset Glücksburg var man her i landet i stigende grad vidne til en hurtigt fremadskridende udvikling med hensyn til kongehusets samfundsmæssige placering. I provisorietiden nærmede den periode sig definitivt slutningen, hvor dynastiets orientering traditionelt og i første række bestemtes af dets rolle som landets førende jordbesidderfamilie. Dækket bag forfatningsstriden og bag kiven om kongens ret til at udnævne sine egne konservative godsejerministre voksede en ny social gruppering sig hurtigt både rigere og stærkere end Estrups gamle godsejeradel på herregårdene og det nationalliberale embedsvælde. Storbourgeoisiet og finanskapitalen bliver det nye priviligerede lag, der i kraft af sine økonomiske resurser tiltvinger sig afgørelsen i dansk politik, og som brugte folkebevægelsen mod Estrup og løsenerne om folketingsparlamentarismen til at placere sin egen indflydelse i det gamle godsejervældes sted.
Fra dynastiets side bøjer man ikke blot af for de nye priviligerede krav ved »systemskiftet« i 1901. Forud var gået en næsten personlig og i høj grad finansiel tilnærmelse til højfinansen fra familien Glücksburgs’ side, hvor også forvaltningen af den kongelige formue gradvis tilpassedes det tiltagende udbyttes lov, så at dynastiets medlemmer til slut vanemæssigt regnede med renter, aktiebreve, kurser og dividender – hvor der før regnedes i hartkorn. Finanskapitalens ledere bliver ikke blot dynastiets naturlige finansrådgivere, men også dets daglige omgangsfæller. De storborgerlige etatsråder gør også ved hoffet kammerherrerne og hofjægermestrene rangen stridig. Det var ikke monarkiets »demokratisering«, man var vidne til, men en ny arbejdsdeling mellem monarki og pengemagt, så en »moderniseret« omgangsform mellem dynastiet og de nye »stormænd« kunne bundfælde sig.
Hele grene af Glücksburgerhuset tilpasser sig omkring århundredeskiftet i både interesser og levevis StorBourgeoisiets indstilling og vaner indtil grænsen af karikatur. Forud for en kongelig højheds overtagelse af direktørposten i Østasiatisk Kompagni var gået en prins Valdemars og en prinsesse Maries storstilede reklameindsats for ØK’s etatsråd Andersen fra Nakskov, kapitalinvestering af kongelig mønt og vekslende bankkonti og spekulationsgevinster i både Privatbanken, ØK, Store Nordiske og Landmandsbanken – en generations tjeneste for dansk finanskapital. En hel kongelig milieuforandring havde fundet sted.
Kongehusets energiske engageren sig i dansk højfinans’ forskellige finanstransaktioner blev på en pinlig måde aktualiseret i forbindelse med Landmandsbankkrakket i 1922. Der gik de vildeste rygter om, at Glückstadt havde ruineret en række medlemmer af kongefamilien. Fru Laura Glückstadt ville i 1924-25 i bogform lade udarbejde et forsvar for sin mand under titlen »Det tredje ting«. I notaterne til dette værk, der aldrig udkom, hedder det om tilfældet prins Valdemar:
»Sandheden er, at prinsen i de cirka 10 år, medens Emil Glückstadt havde administreret hans formue, inklusive hans tab havde tjent 1,1 million kroner. Da prins Aage imidlertid også havde den dristighed at klage offentligt over sine tab ved Emil Glückstadt, sørgede denne for, at prinsen gennem sin tidligere lærer dr. Rannow blev underrettet om, at hvis denne klage ikke blev berigtiget, ville Emil Glückstadt offentligt fortælle sagens rette sammenhæng. Klagen blev dementeret.«
Det ville være en fejlvurdering at antage, at huset Glücksburg i perioden mellem systemskiftet og den første verdenskrig havde opgivet at udøve »statslige« funktioner. Tværtimod. Det havde netop påtaget sig nye funktioner udfra nye tiders og nye herskeres krav. I forholdet til de store monarkier, der stadig omgav Danmark, havde medlemmer af dynastiet netop påtaget sig en stadig mere aktiv varetagelse af danske finansmænds og danske kapitalgruppers daglige og forretningsmæssige interesser. Ikke mindst som mellemled mellem de danske monopoler og det russiske tsarregime spillede kongehuset en uhyre praktisk rolle – i funktionen som et særlig repræsentativt »kommercielt agentur« for store danske firmaers økonomiske interesser overfor et mindre »moderniseret« dynasti.
Tvivlere kan – indtil det danske kongehus’ korrespondancer og optegnelser fra denne periode engang bliver gjort tilgængelige – med udbytte læse de offentliggjorte dokumenter fra tsarens arkiver. Ikke mindst enkekejserinde Maria Feodorovnas breve til sin søn tsaren fortæller et og andet lærerigt, også om danske forhold. I et brev fra enkekejserinden til tsar Nikolaj, dateret Gattjina d. 5/18 august 1906 finder man pludselig følgende lille talende fodnote:
»Jeg sender dig endnu et brev til Valdemar fra Andersen. Valdemar har bedt mig om at oversende dig det. Nu kræver han kun det, som han selv har givet ud for varerne uden at medregne alt det, som den stakkels mand selv har tabt.«
Andersen, der jamrer sig i et brev nummer to til den danske prins Valdemar, er ingen anden end ØK’s mægtige direktør, der bruger sin prinselige protektor som mellemled. Prinsen af Glücksburg farer straks i blækhuset og sender brevet videre til sin søster tsarmoderen med sine bedste anbefalinger vedrørende etatsrådens krav. Og Maria Feodorovna lader omgående både brev og broderhilsen gå videre til sønnen – Ruslands tsar – med ynkværdig klage over ØK matadorens tab under den russisk-japanske krig i Manchuriet, hvor samme Andersen har spekuleret i soyabønner og høj fragtrate under krigen.
Trods ØK’s udnyttelse af både kongelig og kejserlig protektion trak »sagen Andersen« dog i langdrag. Der gik år. Da enkekejserinde Maria Feodorovna i efteråret 1909 atter var på besøg i Danmark, blev hun stadig løbet på trapperne desangående både fra prins Valdemars og H. N. Andersens side. Hendes Amalienborg-formaninger til sønnen findes ikke i den offentliggjorte korrespondance, men det står fast, at enkekejserinden fik den tsaristiske gesandt i København Kudasjev til at sende et telegram angående ØK sagen til sin forgænger Isvolski, der dengang var blevet tsarens udenrigsminister. Tsar Nikolajs svar til moderen, der er dateret Livadia d. 27. september – d. 10. oktober 1909, fortæller følgende:
»I dag viste Isvolski mig Kudasjevs telegram, der blev afsendt efter dit ønske vedrørende Andersens sag. Jeg har afsendt det til Stolypin (ministerpræsidenten), som kender hele spørgsmålet, og som mener, at det er nødvendigt at træffe en afgørelse, der er retfærdig overfor det danske selskab. Der er kun en vanskelighed – det er at overtale (finansministeren) Kokovtsev til at fremskaffe pengene udenom Dumaen. Men vi vil ordne det – vær ganske rolig.«
Vi ser her selveste tsaren gå ØK’s ærinde. Den tsaristiske protektion havde sine årsager: Man var meget vel vidende om de danske slægtninges – specielt prins Valdemars – store financielle engagementer i ØK, og netop denne omstændighed søgte H. N. Andersen at udnytte til det yderste til egen fordel både i Rusland og England.
For at komme nærmere til karakteren af H. N. Andersens »sag« gør man sikkert klogt i at dukke ned i en beretning, som en af de indviede, etatsråd Emil Glückstadt, nogle år efter – d. 21. marts 1923 – nednoterede på Vestre fængsel. Det fortælles her:
»For mange år siden lå der i Landmandsbanken en veksel på 3 millioner rubler, som etatsråd H. N. Andersen havde fået diskonteret dog med det udtrykkelige forlangende, at vekslen ikke måtte sendes til accept hos den russiske regering. Summen dækkede det erstatningskrav, som ØK havde rejst overfor den russiske regering efter, at russiske skibe under krigen med Japan havde sænket ØK´s damper »S/S Prinsesse Marie«, men kravet blev aldrig anerkendt. Ved at efterse kompagniets regnskaber kan man overbevise sig om, hvorvidt denne ganske værdiløse accept blev taget til indtægt eller ikke ...«
Alle tre notater giver i sammenhæng et fortrinligt tidsbillede af metoderne i ØK’s russiske eventyr på et tidligt tidspunkt. De fortæller både om et stort selskabs kongelige protektorer og om særprægede regnskabs- og kreditmetoder, der praktiseredes i ØK i ly af denne protektion.
I et andet af Maria Feodorovnas breve til Nikolaj den II dateret »Polarstjernen«, på Københavns Red d. 9/22. september 1906 træffer man selveste Glücksburgerkongen Frederik den VIII i rollen som praktisk handelskorrespondent for Store Nordiske Telegrafselskab. Enkekejserinden skriver om den kongelige indsats til fordel for telegrafmonopolet følgende:
»Onkel Freddy (Frederik den 8.) beder mig sige til dig, at man her med utålmodighed venter på, at du skal underskrive dokumenterne vedrørende Store Nordiske Telegraph, så at de kan få tid til at udlægge den undersøiske kabel ved Libau før vinteren.«
Der er tilsyneladende igen gået noget i stå i det tsaristiske bureaukratis evighedsmaskine, så at der hersker ærgrelse og panik i Tietgen-monopolet: Store Nordiske. Man er bange for, at isen skal brede sig over Østersøen, så det nye kabel ikke kan udlægges. Man går og venter utålmodigt på den hvide tsars underskrift. Men de danske monopoler har høje protektorer: En ophidset, moderne kong Frederik af Danmark styrer lige løs på sin søster enkekejserinden straks efter hendes ankomst til Charlottenlund. Han snakker Store Nordiske, så familieanliggender må vente, og anmoder hende om at trække den træge kejser Nikolaj lidt i ørene, så han får sat sin underskrift på dokumenterne, for at Store Nordiskes ingeniører og arbejdere kan tage fat ved Libau.
Optræder prins Valdemar og hans travle gemalinde som protektorer for ØK og Mr. Andersen fra Bangkok, er selve majestæten Frederik ikke mindre fyr og flamme, når det gælder Privatbanken og Store Nordiske. Og de af kongehuset protegerede store danske monopoler kender vejen gennem det tsaristiske bureaukrati: Man må gennem de kongelige slægtninge frem til tsaren via enkekejserinden Maria Feodorovna. Hun må vække den slumrende hvide tsar og hans lige så sløve og korrupte embedsmænd til dåd.
Indenfor den gamle »Tietgen-kreds« i dansk finansverden, der i årtier havde stået Glücksburgerne nær før »parvenuen« ØK dukkede op, var heller ikke et firma som »Burmeister og Wain«, der var skibsleverandør til det tsaristiske Rusland, ukendt med den forretningsmæssige bagvej gennem Maria Feodorovna. Under revolutionen i 1905 ser vi således selskabets daværende direktør kommandør Knud Nielsen optræde som kurér med et af enkekejserindens breve, med den tydelige bagtanke at komme i personlig kontakt med tsaren under en Sct. Petersburgrejse.
I et brev dateret Bernstorff d. 2/15. september 1905 skriver Maria Feodorovna: »Jeg udnytter kommandør Nielsens afrejse til at skrive nogle linjer til dig med ham, og jeg håber, at du engang vil modtage ham.« Kommandøren var åbenbart snild nok til ikke at aflevere brevet, før tsaren gav audiens, for d. 6./19. oktober 1905 skriver kejserinden igen til sønnen: »Jeg forstår ikke, hvorfor den gode kommandør Nielsen beholdt mit brev så længe. Men sandsynligvis ønskede han selv personlig at overbringe dig det af frygt for, at du ellers ikke ville modtage det ...« Eller måske snarere ikke modtage kommandøren selv.
Der går en lige linje fra de store danske verdensfirmaers kroniske ekspansionspolitik til huset Glücksburgs dynastiske familiepolitik. Pengevælde og dynasti er efter systemskiftet næsten gået op i en højere enhed både hjemme og på den internationale arena. Dette er intet bevis på et særligt »folkeligt« dansk monarki i imperialismens tidsalder. Men måske har vi her en forklaring på, hvorfor alle republikanske teorier led så krank en skæbne i borgerskabets Danmark. Kunne nogen borgerpræsident mere effektivt have varetaget finanskapitalens interesser i en verden med regenter fulde af monarkistiske fordomme som i tsarens Rusland?
En mere materiel end filosofisk begrundet sund fornuft fik dansk storborgerskab til at bruge dynastiet Glücksburg til det, som det kunne bruges til. Vort kongehus lærte hurtigt og med nemme at udføre de nye funktioner, monopolernes tidsalder krævede af det. Og fra det traditionelle adelens og godsejernes dynasti i provisorietiden udviklede kongedømmet sig gnidningsløst til at blive finanskapitalens – de nye priviligeredes dynasti.
Skal man forstå baggrunden for de temmelig intime dansk-russiske forbindelser frem til den første verdenskrig, er kontakten mellem Glücksburgere og Romanov’er en faktor, der må regnes med. Også en faktor i dansk finanskapitals økonomiske ekspansionspolitik mod øst.
Det danske dynastis, den danske regerings og det danske storborgerskabs intime tilknytning til tsarens Rusland havde ikke blot forbigående udenrigspolitiske og økonomiske følger i vort lands udvikling. Dette »fornuftsægteskab« med tsarismen høstede også sine psykologiske frugter og fremelskede et Ruslandsbegreb, der udøvede sine virkninger langt ud i fremtiden.
Det var højfinansen og storborgerskabet, der beherskede den overvældende del af dansk presse, og som bestræbte sig på at skabe en offentlig mening i sit billede. For disse stærke samfundsmæssige faktorer var de materielle fordele ved »familiekontakten« med Romanov’erne alt for iøjnefaldende til, at man var interesseret i at give et realistisk billede af datidens Rusland. De samme folk, der modtog koncessioner og nød begunstigelser af tsarens hånd, havde i kraft af deres førende position indenfor dansk finansverden og erhvervsliv også et og andet at sige på dagbladenes redaktioner. Hvorfor sætte gode forretningsmuligheder på spil ved »overdrevne« skriverier om tsarismens forbrydelser mod det russiske folk? Der måtte pyntes lidt på virkeligheden. Det drejede sig jo dog også om kongehusets nære og kære slægtninge. Var det ikke klogt at nøjes med lidt mindre end sandheden? Den virker også ofte så deprimerende.
Den tredje franske republiks »demokratiske« herskere havde sat milliarder ind på indbringende spekulation i tsarmonarkiets Rusland. I arkiverne i Sct. Petersburg fandt de nye magthavere i 1917 mere end 20 års omhyggelig og detailleret korrespondance om, hvordan den tsaristiske ambassade i Paris og finansagenten hr. Rajailovitj år efter år havde givet hundredtusinder ud for at skaffe tsarismen en velvillig presse og for at få undertrykt efterretninger, der kunne virke nedbrydende for tsarismens autoritet i Frankrig. Blandt hr. Rafailovitjs medarbejdere på dette område figurerede ikke mindre end tre danske hjælpere. De store annoncer om russiske statslån til bladene og listerne over udtrukne statsobligationer virkede i den tilstræbte retning – som senere I. G. Farben-Industries og de andre nazi-trusters pressereklame i udlandet, der fik redaktionerne verden over til at »tvivle« om Hitlers koncentrationslejre og meget andet.
Også dansk borgerpresse bragte sine tsaristiske statslånsannoncer, blev dirigeret og bremset af monopolernes folk og »let påvirket«. Den bragte også sine billeder og skildringer af dansk-russisk familieidyl på Fredensborg slot, når Glücksburgere og Romanov’er mødtes: »Henrivende små storfyrster og prinsesser« – lige fra eventyrland. Den gamle konges efterkommere og fremtidshåb. For slet ikke at tale om den høje, brede og imponerende svigersøn tsaren med det store skæg: Fredensborgs guldalder!
På denne baggrund er det ikke for meget sagt, at det russiske folk og dets kamp blev en smule forsømt, for ikke at sige bagtalt i fremstillingen overfor menigmand i Danmark. Landets mægtige revolutionære folkebevægelse mod vor kongefamilies slægtninge og danske finansmænds velyndere bagatelliseredes i den toneangivende danske presse, og publikum fik i stedet en uhyggelig »greuel-propaganda« om »det lille mindretal« af gudløse »nihilister«, der skød og bombede både ministre, guvernører og storfyrster, og som oven i købet ville myrde kong Christian den IX.s kødelige barnebarn. Sjældent er vel dansk borgerlighed i den grad blevet indprentet Jesu bud om det forkastelige i at slå ihjel – hvis man da ikke er i uniform, eller er statsansat med pension som skarpretter.
En række sammenstødende omstændigheder bevirkede i alle tilfælde, at ingen var slettere udrustet til blot at forstå det mindste gran af den store russiske revolution, af dens indhold og plads i verdenshistorien end de brede danske kredse, der havde indsuget deres Ruslandsvisdom ved læsning af borgerlig presse og litteratur her i landet. En bevidst ledet borgerlig og reaktionær propagandamaskine havde ikke forgæves sået sin sæd i det jævne danske folk. At baggrunden ikke blot var visse dynastiske bånd, men også en bevidst forretningsmæssig strategi fra førende finanskredses side var mildest talt ukendt for menigmand, når han læste aviserne.
Det fører næppe til overdrivelser at hævde, at dansk nutids udbredte mangel på forståelse for den Store Russiske Revolutions væsen og sovjetstatens rolle i ikke ringe udstrækning bunder i hele komplekser af vrangforestillinger, hvor det gælder fortidens Rusland og den stilling, det officielle Danmark tog til tsarismens barbari og undertrykkelse overfor det russiske folk og dets kamp.
* * *
Hvordan så fortidens priviligerede danske inderkreds på tsarismen? Påførtes der gennem de dynastiske og kommercielle forbindelser mellem Danmark og det gamle Rusland dette sidste frisindede og demokratiske impulser? Eller smittedes visse indflydelsesrige danske kredse af den tsaristiske reaktions idéverden og tankegang?
Det ville i alle tilfælde være historieforfalskning at påstå, at den danske prinsesse af huset Glücksburg, der blev russisk tsarina, bragte dansk frisind og humanistisk vurdering af menneskeværd med i sin fyldige københavnerbagage. Der udstrålede ingen fremskridtsidéer fra Maria Feodorovna.
Det er for eftertidens bedømmelse så heldigt, at Maria Feodorovna – der senere også udøvede en vis skæbnesvanger indflydelse på dansk politik ved et kritisk vendepunkt – under den første russiske revolution i 1905-06 i en længere periode opholdt sig i København og herfra førte en omfattende brevveksling med sønnen Nikolaj II. Man ser heri det revolutionære russiske drama kommenteret så at sige udfra en Københavner-synsvinkel: Hoffets opfattelse af historiske begivenheder.
Maria Feodorovna var ingen naiv Maria Antoinette-skikkelse. Udefra søgte hun tværtimod at lede den svage og vaklende søn med sine råd, og hun var bange for at sønnen ikke skulle være »stærk« nok, men for eftergivende overfor folkets rejsning mod Selvherskerdømmet. Hendes inspiration under krisen er uforsonlig og reaktionær. Udøvelse af hårdhed og straf er hendes »statsteori« overfor det mishandlede oprørske folk. Nogle eksempler vil gengive mentaliteten.
Ved de første efterretninger om den mægtige strejkebevægelse, der i oktober 1905 indledte de egentlige revolutionære kampe i Rusland, er den danske prinsesse straks indstillet på at gribe aktivt ind i begivenhederne med sine bydende råd. Hun er klar over både sønnens svaghed, og at de forbenede feudale bureaukrater i tsarens omgivelser ikke kan klare en sådan situation. Uden tøven eller vaklen udpeger hun sin specielle favorit Sergej Witte – det russiske bankbourgeoisis førstemand – som den, der nu må have overdraget regeringens tøjler for at bortmane revolutionstruslen ved hjælp af liberale skinmanøvrer. I Maria Feodorovnas brev fra Amalienborg d. 16/29 oktober 1905 hedder det:
»Hvilke frygtelige ting er der ikke hændet os ... Det er ligefrem ikke til at tro. Det er så tungt for mig ikke at være hos jer. Jeg pines og foruroliges så meget ved at sidde her og læse aviser og ikke vide noget om, hvad der skal gøres. Min stakkels Niki, gud give dig kraft og visdom i denne frygtelige og vanskelige tid til at træffe de nødvendige forholdsregler til at bekæmpe denne ondskab ... Jeg tænker på dig og det store Rusland, der befinder sig i de onde ånders hænder. I øjeblikket er der rimeligvis kun et eneste menneske, der kan hjælpe dig og være dig til gavn – det er Witte, for nu er han sikkert godt indstillet, en genial energisk mand, der ser klart ... Jeg er så bange for, at de også skal strejke ved telegrafen. Det er det eneste, der mangler. Alle folk er blevet vanvittige.«
I det følgende brev fra Amalienborg af d. 1/14 november går enkekejserinden igen stærkt i bresjen for Witte, der nu er blevet ministerpræsident: »Du bør vise ham tillid og lade ham handle i overensstemmelse med sit program.« I samme åndedræt beklager Maria Feodorovna dog, at en af tsarismens værste blodhunde – og en af feudalpartiets ledere – general Trepov har forladt sin post som Sct. Petersburgs generalguvernør: »Jeg beklager stærkt, at Trepov har måttet trække sig tilbage, for han har faktisk to gange reddet hele situationen i Petersburg med sin energi og sin beundringsværdige konduite. Men jeg er lykkelig over at vide ham i din nærhed i Hesses stilling (som kommandant for det kejserlige palads), hvor han kan være dig til megen nytte, thi det er nu en af de vigtigste og mest ansvarlige poster, og mig giver det en stærk følelse af tryghed at vide ham der.«
Overfor det russiske folks lidelser og dets kamp for blot de mest elementære rettigheder synes Maria Feodorovna ganske uden forståelse. At den revolutionære rejsning skyldes et utåleligt og overlevet socialt system falder hende ikke ind. I hendes opfattelse af de revolutionære spores kun grusom hævntørst. De må udryddes fysisk. Tydeligt skinner disse stemninger igennem i brevet fra Amalienborg af d. 2/15. december 1905.
»Hvor er det dog ækelt med disse strejker, der er helt ødelæggende for landet og for alle. Man mærker hverken patriotisme eller statsmagt.«
Opstanden på Sortehavsflåden d. 24/29 november 1905 bringer kejserinden til et sandt raseri: »I går modtog jeg endelig et gammelt brev fra Xenia. Telegrammer når overhovedet ikke frem. Hun er fuldstændig fortvivlet over rædslerne i Sevastopol og skriver, at situationen i Jalta nogle dage var meget ubehagelig, da man der ventede at slynglen Schmidt (flådeopstandens leder), ville komme dertil med de oprørske skibe. Nåh gudskelov blev han da pågrebet forinden til stor skuffelse for de revolutionære i Jalta. Jeg håber da, at de har gjort det af med Schmidt, så at han dog endelig ikke stikker af. Overfor sådanne slyngler er ingen ceremonier nødvendige.«
Overfor de af tsarismen undertrykte folks kamp er Maria Feodorovna lige så følelsesløs. Da den revolutionære folkebevægelse i Letland under ledelse af det socialdemokratiske arbejderparti tager magten i størstedelen af guvernementerne Livland og Kurland, fnyser den danske prinsesse direkte af foragt og forbitrelse. I brevet af d. 2/15. december hedder det:
»Jeg ved absolut ingen ting udover, hvad der står i de danske aviser, og det er trøstesløst, særlig efterretningerne fra Riga, hvor man rentud taler om republik – det er henrivende. Hvordan alt dette ender, ved kun gud .. . Det er altsammen så ubegribeligt, rædselsfuldt og smerteligt. Jeg er så tungsindig, at jeg er ved at tabe tålmodigheden. Man forstår ligefrem ikke, hvad man skal gøre eller blot tænke. Alt forekommer så usandsynligt. Og at det er i Rusland, alt dette foregår!«
Da kejserinden fra Nikolaj II erfarer, hvordan den berygtede blodhund Dubasov har kvalt Moskva arbejdernes decemberopstand i blod med maskingeværer og artilleri, ånder hun lettet op og skriver fra Amalienborg d. 21. december 1905/3. januar 1906:
»Det er rædselsfuldt alt hvad der foregår overalt og i særdeleshed, hvad der er sket i Moskva. Gudskelov at der nu er roligt takket være de energiske forholdsregler. Dubasov er en rask gut.«
Dybt bekymret er Maria Feodorovna dog stadig over general A. A. Orlovs straffeekspedition, der med ild og sværd rykker frem mod de lettiske arbejdere og fæstere, der forsvarer deres republik. I samme brev hedder det: »Hvilke efterretninger har du fra Orlovs afdeling? Jeg er frygtelig urolig, da der i bladene her er fremkommet meget dårlige efterretninger om at han skulle have haft uheld. Gud give, det ikke er sandt. Jeg er så ængstelig for mine kyrassérer ...«
D. 29. december/11. januar 1906 kan tsaren dog berolige sin mor i et brev fra Tsarskoje Selo, hvori han praler af »sejre« over de oprørske letter: »I de Baltiske guvernementer fortsættes opstanden. Orlov, Richter og andre optræder fortræffeligt. Mange bander er blevet tilintetgjort og deres huse og ejendele er blevet brændt af. Det er nødvendigt at besvare terror med terror. Nu forstår selv Witte dette.«
Meddelelserne om de lettiske landsbyer, der af Orlovs straffeekspedition forvandles til flammende ruiner, foruroliger ikke et øjeblik den danske prinsesse. Heller ikke sønnens åbne bekendelse til terrorisme mod revolutionen. D. 16/29. januar 1906 skriver Maria Feodorovna kun lettet om tsarens nye kurs efter Moskvaopstanden:
»Hvis man tidligere havde været mere energisk og havde udvist mere hårdhed og magt, ville mange ting have været undgået, og jeg forstår ikke Witte, hvorfor han har spildt så megen tid ...«
Terrorismen overfor det oprørske folk og de russiske revolutionære synes overhovedet mere og mere at være blevet den recept, enkekejserinden anviste sin svage søn som »udvejen«. Typisk kommer denne opfattelse frem efter Maria Feodorovnas hjemkomst til Rusland, hvor den oppositionelle Duma hurtigt blev jaget fra hinanden. D. 13/26. august 1906 blev en af de værste bødler fra undertrykkelsen af Moskvaopstanden general G. A. Min dræbt af en social-revolutionær terrorist. Tre dage efter skrev enkekejserinden til sin søn: »Hvornår vil dog alle disse forbryderiske rædsler og oprørende mord holde op? Vi vil aldrig få hvile eller ro i Rusland, før man har udryddet alle disse udyr.«
* * *
For den socialpolitiske baggrund for den stadige revolutionære gæring i Rusland, der gjorde en omvæltning til en bydende nødvendighed havde den danske prinsesse absolut ingen forståelse. Hendes syn på de sociale problemer var helt hæmmet af reaktionære og feudale fordomme. Løfter om reformer og forfatning var for hende, som for hendes yndling S. J. Witte, kun manøvrer for at vinde tid til at bringe systemet udover de værste rystelser efter nederlaget i 1905. Klarest fremgår måske hele Maria Feodorovnas feudale opfattelse af et brev, hun d. 16/29 januar sendte sin søn fra Amalienborg under interessante omstændigheder. Brevets hovedindhold var enkekejserindens opfattelse af det brændende russiske agrarspørgsmål. I forbindelse med de forestående »valg« til Rigsdumaen havde de forskellige partier formuleret deres program for en jordreform, og spørgsmålet om godsejer- og domænejordens overdragelse til de jordhungrende millioner af bønder var blevet sat på dagsordenen. Maria Feodorovnas standpunkt var ikke til at tage fejl af. Det formuleres i brevet på følgende måde:
»Nu vil jeg gerne tale til dig om et spørgsmål, der piner og foruroliger mig meget. Det drejer sig om kabinets- og apanagejorden, som disse svin ønsker at lægge beslag på efter de forskellige partiers programmer. For alle tilfældes skyld sender jeg dig en lille bog, hvor de er skrevet om alt dette. Sandsynligvis kender du allerede alt dette, men det er så vigtigt et spørgsmål, at jeg ikke kan tie om det. Det vil være nødvendigt at hele verden allerede nu får at vide, at ingen som helst blot kan vove at bringe dette på bane, da det drejer sig om kejserens og hans families personlige og private rettigheder. Det ville være den største og mest uoprettelige historiske fejl hvis man afstod blot en eneste kopek heraf. Det er et principspørgsmål, og hele fremtiden afhænger heraf. Den offentlige uvidenhed er så stor på dette område, at ingen kender hverken oprindelsen eller udspringet af disse jorder og kapitaler, der udgør kejserens private formue, der overhovedet hverken kan berøres eller diskuteres. Dette tager ingen hensyn til, men det er nødvendigt, at hele verden bliver overbevist herom.«
På denne måde tog den danske prinsesse af huset Glücksburg midt i revolutionens malstrøm et personligt initiativ for at påvirke tsaren til reaktionær halstarrighed. De sultende bønders krav var jord og likvidering af Ruslands feudale og middelalderlige jordfordeling der betød forarmelse for et helt folk. Holdt tsaren som rigets største godsbesidder fast på sin overlevede rettigheder, var det en selvfølgelig opfordring til de øvrige storgodsejere om at gøre det samme og pukke på middelalderlig feudal »ret« til at bremse fremskridtet. Maria Feodorovnas bydende råd var, at der ingen indrømmelser måtte gives til bønderne. Tsarfamiliens millionindtægter gennem udplyndring af bønderne måtte for enhver pris opretholdes.
Dette brev fra Amalienborg havde en dansk efterskrift. Medens Maria Feodorovna ophidset kæmpede for »familieformuen« med pennen, lå hendes far Christian den IX bogstavelig talt og døde. I brevets slutning hedder det lakonisk herom: »Jeg er så bedrøvet. Den kære vidundelige bedstefar er uventet, men roligt død. Han var fuldstændig rask og glad indtil kl. 1½. Han modtog en masse mennesker indtil kl. 1 og spiste så frokost med stor appetit, så følte han sig pludselig dårlig og gik til sengs, han havde stærke smerter i brystet og svedte stærkt. Allerede kl. 3 døde han. Og jeg var alene hos ham. Gudskelov, at jeg var der hos ham til det sidste minut. Jeg takker gud for denne lykke. Men jeg kan ikke mere.«
Godt 10 år senere slog også timen for dynastiet Romanov. En væsentlig del af forklaringen herpå var, at dynastiet i spidsen for de herskende klasser havde forsøgt at skrue tidens ur tilbage med vold. De reaktionære synspunkter overfor feudalismen og jordspørgsmålet, som Maria Feodorovna så klart og fanatisk havde formuleret, bevirkede, at millioner af jordløse og udsugede bønder i landsbyerne og i soldatertrøjen rejste sig sammen med arbejderne – for det russiske folks ret til at leve.
* * *
Den russiske tsarismes forbitrede og voldelige kamp mod folkerejsningen og de revolutionære progressive organisationer rejste problemer og satte sine spor langt udenfor Ruslands grænser. En evig attentatfrygt red tyrannerne som en mare, hvor de færdedes. Politiopbud og »sikkerhedsforholdsregler« ledsagede overalt Romanovernes gæsteoptræden i udlandet. Kun »narodnikernes« efterfølgere: de social-revolutionære (regeringspartiet under Kerenski) bekendte sig til den individuelle terror og praktiserede den. De russiske marxister med Lenin i spidsen afgrænsede sig fra denne desperate småborgerlige kampform og stillede sig i stedet opgaven at skabe folkets revolutionære masseorganisation i kampen for at omstyrte tsarismen.
Men politijagten i Europa indskrænkede sig ikke til de socialrevolutionære terrorister. Tsarregimet krævede indgriben mod enhver progressiv demokratisk og socialistisk gruppering, og Europas reaktion brugte de tsaristiske krav og »attentatfrygten« til en almindelig anti-socialistisk kampagne mod alle progressive elementer indenfor arbejderbevægelsen. Tsarens Ochrana leverede blot påskuddet og gav signalet til klapjagten.
Mellem tsaren og den tyske kejser Wilhelm II afsluttedes en intim overenskomst om fælles kamp mod »revolutionære« elementer, og de to kejsere søgte i fællesskab at lægge et pres på de øvrige europæiske lande med »anarkistfrygt« som motivering. Efter en indtrængende opfordring fra tsar Nikolaj skrev kejser Wilhelm betegnende nok i et brev af d. 14. juni 1906: »Jeg er ganske enig med dig i dit syn på anarkist spørgsmålet. Vanskeligheden ved at få bugt med denne menneskehedens plage er – som du meget rigtigt bemærker – at i visse lande, fremfor alt i England kan disse bæster leve uforstyrret og lægge råd op mod hvem som helst ... Alle fastlandsmagter burde sende London en fælles opfordring for at bede den engelske regering slutte sig sammen med dem i en international overenskomst om bekæmpelse af disse bæster ...«
I de reaktionære monarkers udlægning var betegnelsen »anarkister« selvfølgelig et yderst elastisk begreb, der bestandig udvidedes. Tsar Nikolai tog således de danske myndigheder meget ilde op, at der i september 1910 havde fundet en international socialdemokratisk kongres sted i København. Han henvendte sig omgående i et brev til sin mor Maria Feodorovna med den let gennemskuelige bagtanke, at hun gennem det danske kongehus skulle foranledige, at de danske myndigheder skærpede kontrollen. I tsarens brev, dateret Burg Friedberg i Tyskland d. 4. oktober 1910, hedder det:
»Det er yderst beklageligt, at de har tilladt denne kongres af alle socialister i København. I en republik ville det være forståeligt, men i et kongerige – er det mærkværdigt. Selvfølgelig angår det ikke mig, jeg skriver blot min mening, som jeg er sikker på, at du deler. Her er antallet af socialister meget stort, og det foruroliger mange alvorlige mennesker stærkt. Urolighederne i Berlin viser, hvor dybt denne bevægelse går, ligeledes strejkerne ved jernbanerne i Frankrig – i alt dette sporer man revolutionens onde ånd.«
En af de aktive russiske deltagere i kongressen i København var V. I. Lenin, der udnyttede sit Danmarksophold til energiske studier af danske agrarforhold og dansk arbejderbevægelse.
Praktiske spor satte de intime forbindelser mellem de ledende kredse i Danmark og det russiske tsarhof indenfor det danske samfunds rammer. Under påskud af, at der måtte træffes »sikkerhedsforholdsregler« for at beskytte det danske kongehus’ høje russiske slægtninge under besøg i Danmark indledtes igennem årene et intimt samarbejde mellem det danske politi og den berygtede tsaristiske Ochrana. Fælles jagt på progressive revolutionære var målet – maskeret bag fraser om præventive forholdsregler mod »anarkistiske« attentater.
En række danske politifolk fik endog »supplerende uddannelse« i Ochranaens rækker for at være »opgaverne« voksne. Det var ikke blot Hitler, der afsluttede sin demonstrative »Anti-Kominternpagt«. I det europæiske politis rækker var et sådant samarbejde mod arbejderbevægelsen en fuldbyrdet kendsgerning allerede før den første verdenskrig.
Et direkte produkt af den politimæssige hoveritjeneste for tsarismen var en »demokratisk« udvækst og vanskabning som det første tilløb af vort »politiske politi«, hvis ledende ånd hurtigt blev »Russer-Hansen« – en mand trænet gennem mangeårigt samarbejde med tsarens Ochrana. Fra dette udspring var der heller intet mærkeligt i, at den traditionelle jagt på russiske revolutionære, og marxister overhovedet, senere jævnt gled over i et ikke mindre intimt samarbejde med Himmlers Gestapo og fælles kamp mod »kommunismen« både før og under Danmarks besættelse.
Satte den uformelle »entente cordiale«, der opstod mellem ledende danske kredse og tsarregimet i dets sidste periode, sig nogen varige spor i Danmarks udenrigspolitiske orientering efter »systemskiftet« – i den periode, hvor partiet Venstre, med en kort afbrydelse, var regeringsparti helt frem til året 1913? Man kan ikke benægte dette. Men måske må det dog tilføjes, at de største udslag i grunden fremkaldtes af visse tilbagevendende eskapader, som tsar Nikolaj den II. foretog som afvigelser fra den bærende linie i russisk udenrigspolitik frem til den første verdenskrig.
Disse tsaristiske sidespring faldt på en mærkelig måde i tråd med en sideløbende nyorientering i dansk politik. Og Romanov-tsaren Nikolaj den II.s inspiration udløste måske af den grund stærkere skred, end det egentlig var tilsigtet fra ansvarligt russisk diplomatis side.
Den sejrende hovedlinje i forgængeren Alexander den III.s internationale politik havde – udfra interessekonflikterne med centralmagterne på Balkan og i det mellemste Østen – været den gradvise sammenflikning af den fransk-russiske alliance ledsaget af den tilsvarende indpumpning af milliarder af francs i den russiske statskasse og i russisk erhvervsliv. Forud var ganske vist i firserne på Bismarcks initiativ – og under indtryk af den voksende russisk- engelske spænding i Centralasien – indgået »genforsikringsaftalerne« med Tyskland og Østrig og en tendens til «de tre kejseres« europæiske fælles optræden. Men ententen med Frankrig – med tydelig brod mod centralmagterne – var blevet den sejrende linje i russisk udenrigspolitik i slutningen af det 19. århundrede.
Det var ingen hemmelighed, at en uofficiel dansk Pariseragent som Jules Hansen, der stod den franskorienterede Tietgen-kreds og visse konservative danske politikere nær, ikke uden held havde arbejdet med på udbygningen af den fransk-tsaristiske entente af d. 22. august 1891. Den traditionelle Tysklandsfrygt havde været en af ledetrådene i disse danske tendenser. Man ønskede en solid kontinental modvægt mod den store tyske nabos voksende magt syd for den med vold flyttede danske grænse.
Ud fra motiver af denne art kunne et dansk initiativ da også noteres ved introduktionen af tsarregimet på det franske lånemarked. Det var i 1888 den danskfødte pariserbankiér Hoskier, som da Tyskland indstillede sine hidtidige kreditter til Rusland, var en af hovedarrangørerne ved placeringen af det første store tsaristiske statslån (500 millioner francs) på det parisiske pengemarked. Hoskier blev som belønning den tsaristiske ambassades private bankier, og i de efterfølgende 20 år stilledes fra Frankrig mere end 10 milliarder francs til rådighed ved optagelsen af offentlige russiske lån og i form af private investeringer i russisk erhvervsliv.
* * *
Med Nikolaj den II.s tronbestigelse i 1894 indtræffer der imidlertid en vis tvetydig vaklen i russisk udenrigspolitik, en usikker og vekslende international orientering. Helt frem til 1907 fremtræder der en umiskendelig tendens i tsaristisk politik til at se det britiske imperium som hovedfjenden ved virkeliggørelsen af tsarimperiets planer. Hohenzollern-kejseren Wilhelm den II søgte energisk at opretholde og fremme netop denne indstilling gennem stadig personlig påvirkning af den svage og ubeslutsomme tsar. I 1890’erne er man en overgang vidne til et tilløb til en vis tidsbegrænset tysk-fransk-russisk fællesoptræden overfor den britiske ekspansion, men uoverensstemmelser på Balkan brød denne linje.
Da tsarismen efter århundredskiftet for alvor indledte sit fremstød i Asien – specielt i det fjerne Østen – stødte den på energisk japansk-britisk modstand både i Kina og Korea. Snedigt søgte den tyske kejser herunder at drive tsarmonarkiet videre frem både i Østasien og i Persien – hvor russisk-britiske interessekonflikter straks blussede op – og bort fra Balkan og den mellemste Orient. Lokkemidlet var stadig tilbudet om »europæisk rygdækning« overfor England. De to strenge på kejserens violin var løsenet: fælles kamp mod »den gule fare« og kontinental samling mod Englands indflydelse.
Under den optrækkende konflikt med Japan om Manchuriet og Korea syntes tsaren helt at falde for Wilhelms lokketoner om »rygdækningen«. Mürzsteg-konventionen mellem Rusland og Østrig af oktober 1903 om bevarelse at status quo på Balkan, og et begrænset »reformprogram« for de tyrkiske provinser (specielt Makedonien) og de efterfølgende samtaler mellem tsar Nikolaj og Wilhelm den II på slottet »Wolfsgarten« synes en overgang definitivt at have vundet tsaren for et tysk-russisk samvirke for en anti-britisk kontinental kombination, der skal skaffe tsaren frie hænder i det fjerne Østen og i andre dele af Asien. De to kejsere synes endvidere at have været opfyldt af det forfængelige håb, at det ved fælles pres skulle lykkes også at drage Frankrig med ind i den nye koalition i Europa – på et tidspunkt, hvor dette land med raske skridt nærmede sig den skelsættende fransk-britiske entente af d. 8. april 1904.
Under tsar Nikolajs og Wilhelm den II.s møde på »Wolfsgarten« i slutningen af 1903 blev problemet om Danmarks stilling i tilfælde af en europæisk konflikt med England behandlet grundigt. Tilsyneladende var monarkerne enedes om i fællesskab at påvirke den danske konge Christian den IX for at fremkalde en ændring i vort lands hidtidige udlægning af begrebet »neutralitet« under en stormagtskrig. Et møde i slutningen af året mellem den danske konge og den tyske kejser blev det første skridt til at aktualisere »det danske problem«.
* * *
Fra kong Christian den IX selv, der på rejsen ledsagedes af sin søn prins Valdemar, foreligger der en udførlig beretning om den betydningsfulde samtale, han d. 17. december 1903 havde med kejser Wilhelm i Berlin-Potsdamtoget. Rapporten er dateret Gmunden d. 5. januar 1904. Det fremgår heraf, at kejser Wilhelm havde meddelt kongen, at en russisk-japansk krig nu var uundgåelig. Man stod derfor overfor en betydelig risiko for, at den britiske flåde, eller en britisk-amerikansk flåde ville gå til angreb på Rusland eller den russiske Østersøflåde. Derefter hedder det i kongens beretning:
»Kejseren fortalte, at han havde forhandlet med kejseren af Rusland om spørgsmålet, og resultatet af denne forhandling, hvis indhold kejseren af Rusland havde anmodet den tyske kejser meddele kongen af Danmark, var følgende: Tyskland ville under ovennævnte eventualiteter støtte Rusland ved at forhindre den engelske (engelsk-amerikanske) flåde i at udføre et sådant angreb . . . Stedet, hvor dette lettest kunne, og alene skulle, søges forhindret var de danske farvande, navnlig Bælterne og Øresund. Kejseren erklærede, at Danmark ikke alene ville kunne modstå et angreb fra den ene, eller begge de nævnte stormagter, der sandsynligvis ville gå forud for en aktion gennem vore farvande, og underrettede derfor Hans Majestæt Kongen om, at den tyske flåde ville overtage afspærringen af vore farvande, medens Tyskland til gengæld forlangte, at Danmark skulle erklære sig neutralt og efter evne gjorde sig rede til at forsvare denne neutralitet.«
Den første tyske meddelelse om, at man agtede at tage kontrollen over de danske Bælter i krigstilfælde, blev altså fremsat, medens Wilhelm den II påberåbte sig varetagelsen af den russiske tsarismes forsvarsinteresser mod et britisk angreb via Danmark.
Tsar Nikolaj den II synes i et desværre ukendt brev til Wilhelm af d. 20. december 1903 at have beskæftiget sig indgående med de danske planer. I den tyske kejsers svarskrivelse, dateret Berlin d. 3. januar 1904 optrækkes i alle tilfælde følgende retningslinier for den fælles taktik, der tænktes bragt i anvendelse overfor det danske neutralitetsproblem under den tysk-tsaristiske tilnærmelse:
»Mange tak for dit venlige brev af d. 20. december. Det er et nyt vidnesbyrd om din tillid, som er mig så dyrebar. Men vi må være forsigtige, hvis ikke den plan, der er begyndt under så gunstige varsler, skal lide skibbrud på et eller andet detailspørgsmål. Da jeg skiltes fra din kære gamle bedstefar kongen (Christian den IX) havde jeg det indtryk, at sagen optog ham, og at han overvejede den for at finde den form, der var bedst skikket for hans lands behov. Som grundlag for samtalen brugte jeg nogle danske avisartikler om dansk neutralitet. Da det ser ud til, at kommentarerne har vakt en del opsigt i Danmark, vedlægger jeg et kort udtog af dem, som måske kan hjælpe med til at vise dig af hvad art, de vanskeligheder var, som kongen syntes at forudse fra sit folks side. Det er således ganske klart, at kongen, som er den, der er mest interesseret i sagens udfald, utvivlsomt først og fremmest er berettiget til at udtrykke sin opfattelse og til at lade den affatte og opstille af en, der har hans fuldkomne tillid.
Derfor slog det mig, at det ville være det bedste, om det næste skridt, vi foretog os i denne sag, var, at du skrev til din bedstefar og bad ham tilstille os forslagene, så snart de havde antaget en form, som han kunne gå med til, og at vi glædede os til at modtage en udtømmende redegørelse for hans anskuelser og spørgsmålet om dansk neutralitet. I betragtning af den gamle historie fra 64 er det klart, at danskerne stadig ser skævt til os, og derfor vil stille sig mere velvilligt overfor et forslag vedrørende deres fremtidsskæbne, hvis det kommer fra dig, som er nært beslægtet med deres konge og søn af en prinsesse, som de elsker meget højt.«
Allerede i slutningen af 1903 var bestræbelserne for en tsaristisk-tysk entente nået så vidt, at de to kejsere i enkeltheder var begyndt at drøfte veje og former for i fællesskab at gennemtvinge en ændring i dansk neutralitetspolitik. De indledende drøftelser havde allerede fundet sted under mødet mellem Wilhelm den II. og Christian den IX, uden at udenrigsministerierne dog endnu var blevet inddraget direkte i forhandlingerne.
Det tyske mål var klart: Kejser Wilhelm ville i krigstilfælde for enhver pris have dækket sin nordlige flanke. For at opnå dette måtte der skaffes sikkerhed for, at de danske Bælter ikke kom under en vestlig modstanders kontrol, eller lå åbne for en britisk flådeaktion med det formål at trænge ind i Østersøen. Tyskland tilstræbte derfor selv kontrollen med de danske farvande – gennem »præventiv« besættelse eller på anden måde, og Danmark skulle tvinges til på forhånd at godkende forholdsregler af denne art.
For at lette denne strategi ønskede den tyske kejser fremfor alt en tysk-tsaristisk fællesoptræden overfor den danske regering, og han satte ikke med urette sin lid til, at en afpresningsmanøvre af denne art ville have større udsigt til et heldigt resultat, hvis det ikke var ham, men Ruslands tsar Nikolaj den II, der rejste det kildne spørgsmål i konkret form overfor sine danske slægtninge. Trods den forudgående meningsudveksling nåede Nikolaj den II dog næppe at få rejst problemet i praktisk forhandlingsform. D. 8. februar 1904 gik japanerne til angreb både i Korea og Manchuriet. Forhandlingerne med Danmark blev derfor udskudt, men ikke taget af dagsorden.
* * *
Midt under forberedelserne til et tysk-tsaristisk fremstød mod det gængse danske neutralitetsbegreb fik tsarregimet ved en skæbnens ironi under den russisk-japanske krig brug for netop den frie sejlads gennem de danske Bælter, der var sikret under den traditionelle fortolkning af neutraliteten. Man ønskede nemlig at sende den tsaristiske Østersøflåde som forstærkning til det fjerne Østen, og efter forudgående forhandlinger med den danske regering gennem Københavner-ambassadøren Isvolski dampede den krigsførende tsaristiske eskadre i oktober 1904 uforstyrret op gennem de danske Bælter undervejs til den asiatiske krigsskueplads. Dette intermezzo gav den danske regering under ministeriet Deuntzer en midlertidig åndepause under det begyndende tysk-tsaristiske tryk, man siden slutningen af 1903 var udsat for.
I sommeren 1905 dukkede de gamle problemer imidlertid op igen. Under krigen havde den åbenlyse britiske støtte til Japan i den grad ophidset tsaren, at han under det berømte møde i Bjørkø d. 24. juli 1905 undertegnede en aftale om et defensivt militærforbund mellem Rusland og Det tyske Rige. Det var meningen at lægge et pres på Frankrig for ligeledes at tvinge dette land med ind i den nye koalition, der skulle udvides til et almindeligt kontinentalt forbund mod England og Japan. Under denne historiske døgnfluekombination blev spørgsmålet om Danmarks rolle pludselig igen skudt i forgrunden på den europæiske arena. Tilsyneladende havde problemet om den danske neutralitet spillet en fremtrædende rolle under Bjørkø-forhandlingerne. Allerede d. 25. juli skrev Wilhelm den II i sit referat til rigskansler Bülow:
»Der blev også talt meget om Danmark. Derunder udtalte tsaren ønske om, at vi skulle tage under overvejelse, om der ikke kunne findes en eller anden form, hvorved vi begge kunne yde kong Christian hjælp i tilfælde af krigeriske forviklinger og garantere hans land, for at vi kunne være vis på, at vi i tilfælde af krig kunne føre et forsvar af Østersøen nord for Bælterne. En neutralitetserklæring ville ikke beskytte os, når danskerne efter deres anskuelse derved kunne lodse fjendtlige skibe direkte ind i Østersøen foran vore havne.
Fjenden ville, hvis han ikke respekterede Danmarks neutralitet, hvad der var at formode på grund af det lille lands store svaghed, straks lægge hånd derpå, og det neutrale rige ville være tvunget til at virke på fjendens side og yde ham en fortræffelig basis for operationer mod vore kyster. Danmark var nu engang en østersømagt og ingen nordsømagt.
Jeg kunne ganske vist ikke gå ind på hans opfattelse, men lovede at forhandle med Dem derom. I København ville jeg spørge von Schoen (den tyske gesandt) og søge at få fastslået, hvad man dér forstod ved neutralitet. . .«
På Bjørkømødet var også det dengang aktuelle norske kongespørgsmål til indgående behandling mellem de to monarker. De var begge indstillede på om muligt at hindre en britisk »infiltration« i Norge, og kejser Wilhelm fortalte om tsarens synspunkter i sin beretning til Bülow:
»Med hensyn til Norge var tsaren meget urolig. Ved meddelelse om, at det var kong Oscar ligegyldigt, hvem der blev hans efterfølger, og at kongen heller ikke havde noget mod en republik, slog han hænderne sammen over hovedet og råbte: Det var lige dét der manglede. Som om vi ikke havde republikker nok i verden. Han mente, at hvis ingen svensk prins ville rejse dertil, og hvis København havde interesse deri, kunne jo prins Valdemar rejse. Han havde nogen livserfaring, en elegant, net kone og smukke kraftige børn. Jeg sluttede mig til hans ord, men gjorde samtidig opmærksom på, at kongen af England ifølge privatmeddelelser fra København allerede havde givet sit samtykke til et eventuelt valg af hans svigersøn. Tsaren var meget ubehageligt overrasket herved og syntes ikke at vide noget derom. Han mente at hans fætter Carl (den senere kong Haakon) var fuldstændig uskikket til denne post, da han ingen steder havde været, ikke havde nogen livserfaring og var indolent. Valdemar var meget bedre. Gennem Carl ville England ved pæne eller mindre pæne midler få fingre i Norge og skaffe sig indflydelse dér, samt begynde intriger og til sidst ved at besætte Christianssand aflukke Skagerak og dermed alle os fra Østersøen. Så ville ligeledes spørgsmålet om Murmanskhavnene mod nord være afgjort. . .«
Vi møder her igen datidens tilsyneladende uforsonlige tsaristisk-britiske modsætninger, skærpet gennem erfaringerne under den russisk-japanske krig. Nikolaj den II havde planer om at lade den danske prins, der personlig og forretningsmæssigt stod tsardynastiet nærmest – prins Valdemar – overtage den norske kongekrone, medens Englands kandidat var Edvard den VII.s svigersøn prins Carl. Kejser Wilhelm den II fik den delikate opgave at tage til København og lufte tsarens planer ved et besøg ved det danske hof. Efter den nye forbundstraktat med tsaren syntes han temmelig overmodig og skrev d. 27. juli 1905 fra Pillau til tsaren:
»I samme nu den nye »gruppering« bliver bekendt i verden vil de mindre nationer: Holland, Belgien, Danmark, Sverige, Norge alle blive tiltrukket af det nye tyngdepunkt, ifølge de naturlove, hvorved mindre legemer tiltrækkes af de større og fastere legemer. De vil følge den store magtgruppes bane (Rusland, Tyskland, Frankrig, Østrig, Italien) og føle tryghed ved at læne sig til og dreje rundt om denne faste blok.«
Wilhelm den II.s besøg i København i dagene d. 31. juli – 3. august var efter Bjørkø det første fremstød til virkeliggørelsen af de to kejseres danske planer. Tsar Nikolaj synes at have været fyr og flamme. D. 29 juli telegraferede han til den tyske kejser i Danzig: »Dit besøg i København kommer i rette tid. Håber, du bliver tilfreds med udbyttet af dine samtaler der. Afventer utålmodig en kort meddelelse fra dig om besøget.« En sådan udførlig beretning om Københavner-besøget foreligger i Wilhelm den II.s telegram til tsaren fra Sassnitz d. 22. juli – 4. august 1905, hvori det berettes:
»Besøget er løbet godt af under den yderste venlighed fra hele familien især fra din kære gamle bedstefader (Christian den IX). Efter min ankomst fandt jeg ved læsningen af presseudtalelser – danske og fremmede – at en meget stærk stemning af mistillid og fordom var blevet vakt mod mit besøg, i særdeleshed fra England. Kongen var blevet så skræmt og den offentlige mening i den grad bearbejdet, at det var mig umuligt at berøre det spørgsmål, vi var blevet enige om, at jeg skulle forelægge ham. Den britiske minister brugte, da han spiste til middag med en af mine ledsagere, meget voldsomme udtryk mod mig, som han påduttede de skændigste planer og intriger og erklærede, at enhver englænder vidste og var overbevist om, at jeg arbejdede for en krig imod og for ødelæggelse af England. Du kan forestille dig, hvilket vrøvl en sådan mand kan have fyldt den danske kongefamilie, hof og folk med. Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at sprede den mistænksomhedens sky ved at optræde ganske frimodigt og ikke gøre nogen hentydning til alvorlig politik. Også i betragtning af det store antal kanaler, der fører fra København til London, og den til ordsprog blevne mangel på diskretion ved det danske hof, var jeg bange for at tilkendegive noget om vort forbund, da det uopholdeligt ville være bleven meddelt London, hvilket er en umulig situation, så længe traktaten for nærværende skal holdes hemmelig.
Gennem en lang samtale med Isvolski (den russiske gesandt i København) blev jeg imidlertid klar over, at den nuværende udenrigsminister grev Raben og en del indflydelsesrige personer allerede er nået til den overbevisning, at danskerne – da deres hjælpeløshed og mangel på evne til at opretholde blot skyggen af neutralitet lige overfor en invasion er åbenbar – i tilfælde af krig og overhængende fare for angreb i Østersøen fra den fremmede magt (England) er forberedt på, at Rusland og Tyskland øjeblikkelig vil tage skridt for at varetage deres interesser ved at besætte Danmark og holde det okkuperet, medens krigen varer. Da dette på en gang vil være en borgen for såvel territoriets som dynastiets og rigets fremtidige eksistens, finder danskerne sig langsomt til rette med dette alternativ og tager deres beslutninger i henhold hertil. Da dette netop er, hvad du har ønsket og håbet, fandt jeg det bedre ikke at berøre emnet overfor danskerne og undlod at gøre nogen hentydning, idet det nemlig er bedre at lade tanken udvikles og modne sig i deres hoveder og at lade dem selv drage de endelige slutninger, så at de af egen fri vilje bevæges til at støtte sig til os og stille sig i række med vore to lande. Alt kommer til den, der forstår at vente.
Spørgsmålet om Carls Norgesfærd er bragt i orden lige til de mindste enkeltheder, da England har givet sit minde til alt, og der er intet mere at gøre. Jeg talte med Carl om hans udsigter og fandt ham meget nøgtern og uden alle illusioner med hensyn til sin opgave.«
Et noget resigneret svar fulgte samme dag fra Nikolaj den II til den tyske kejser i Sassnitz. Det væsentligste i dette korte dokument var, at det heraf fremgik, at tsaren åbenbart havde givet sin Københavnergesandt Isvolski ordre til at fremkomme med en indberetning om det danske neutralitetspørgsmål, når han havde sonderet dette problem yderligere på stedet. I Nikolajs telegram hedder det:
»Takker dig på det varmeste for interessante enkeltheder. Glæder mig, at dit besøg gik godt. Du handlede fuldstændig rigtigt ved ikke at lade noget blive bekendt om vor alliance. Da spørgsmålet om Carls afrejse til Norge er ordnet, forstår jeg nok, at der ingen ting er at gøre. Jeg venter indberetning fra Isvolski angående spørgsmålet om Danmarks neutralitet i dens sidste fase . . .« Initiativet i nævnte spørgsmål synes altså på dette tidspunkt at være overgået direkte til den tsaristiske regering og dens udsending i København. Man var igen nået dertil, hvor man standsede i slutningen af 1903, men sidste fase i behandlingen af disse problemer var langtfra nået endnu.
* * *
Det britiske modstød mod den tsaristisk-tyske tilnærmelse fulgte hurtigt efter, skønt Bjørkø-aftalen hemmeligholdtes strengt. Frankrig, der på dette tidspunkt befandt sig i åben konflikt med Wilhelm den II.s regering om herredømmet over Marokko, udviste absolut ikke nogen lyst til at tilslutte sig en total fastlandskoalition sammen med den tsaristiske forbundsfælle, men sluttede sig stadig mere intimt til England. D. 7. august 1905 begyndte en fælles fransk-britisk flådedemonstration i havnen Cowes, og d. 12. august undertegnedes en ny udvidet alliancetraktat mellem England og Japan om at begrænse enhver tysk og russisk fremtrængen i Østasien. Samtidig satte stærke bestræbelser for at tvinge tsaren bort fra Bjørkø-linjen ind. Kejser Wilhelm havde sendt en iagttager til Cowes under flådedemonstrationen og skrev d. 22. august til tsaren om de kanaler, Edward den VII benyttede i sin russiske politik:
»Europas ærkerænkesmed og urostifter, som du med rette har kaldt den engelske konge, har haft meget travlt i de sidste måneder. I Cowes sagde han til en af mine venner – en tysker, jeg sendte over for at se på deres »entente cordiale«: »Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er sket i Bjørkø! Benkendorff (den tsaristiske Londongesandt) ved ingenting – for han fortæller mig alting – København ved ingenting, og selv kejserens moder (Maria Feodorovna), som altid meddeler mig alt, har ikke hørt noget fra sin søn denne gang. Selv Lamsdorff (tsarens udenrigsminister) – der er sådan en rar mand og fortæller mig alt, hvad jeg vil vide – ved ingenting eller vil i det mindste ikke fortælle mig noget. Det er meget ubehageligt.« Dette viser, hvilket net af hemmelig efterretningstjeneste, han har udspændt over Europa og over dig.«
For at demonstrere deres vilje til at opretholde den fri sejlads gennem de danske bælter, i fred som under en krig, lod briterne en flåde demonstrere i de danske farvande, og d. 8. september 1905 dukkede denne op på Københavns Red, for senere at løbe ind i Østersøen foran de tyske havne. D. 25. august 1905 skrev kejser Wilhelm til tsaren om disse forestående begivenheder, der skulle lægge et tydeligt modtryk på Danmarks regering:
»Jeg har givet min flåde ordre til at følge lige efter den britiske og, når de er gået for anker, så at lægge sig tæt op ad den britiske flåde, gøre dem så drukne som muligt for at finde ud af, hvad de har for og så sejle sin vej med det samme. Jeg tror, overraskelsen vil blive stor, eftersom både englænderne og vore folk tror, at vor flåde vil være i Nordsøen. Nu må du ikke fortælle det til nogen, for hemmeligheden må endelig ikke komme ud. Ta-ta.« Således demonstreredes allerede både britisk og tysk maritim magtpolitik i de danske farvande – i konkurrence om kontrollen over Bælterne. Trykket på Danmarks regering voksede fra to sider.
I oktober måned sprang en politisk bombe: I det franske blad »Matin« offentliggjorde den afgåede franske udenrigsminister Delcassé, der ved sin anti-tyske politik var blevet et offer for Marokkokrisen, en række opsigtsvækkende artikler, hvori han afslørede, at Frankrig og England i tilfælde af, at det var kommet til en krigersk tysk-fransk konflikt om Marokkoproblemet i forsommeren 1905 havde forberedt at landsætte 100.000 mand i Aalbækbugten og ved Esbjerg for gennem Slesvig at støde frem mod Kieler-Kanalen. Problemet om kontrollen over Danmark var med et slag blevet et strategisk europæisk spørgsmål af første rang. Hemmelige projekter blev pludselig til aktuel politik, og den danske regering kom ikke længere udenom en stillingtagen til neutraliteten.
* * *
Den mærkelige Bjørkøalliance mellem kejser og tsar blev ikke en varig politisk konstellation, men kun en verdenshistorisk døgnflue. Det republikanske Frankrig havde ikke blot sin gamle alliancetraktat med Rusland, men det havde også investeret over 10 milliarder francs i Rusland og havde en uhyre indflydelse på stærke, russiske kredse. Rusland hvirvlede desuden lige ind i den første revolution, og for at stabilisere stillingen måtte tsarregimet endnu en gang vandre tiggergang til Paris efter et nyt stort fransk lån. Frankrigs betingelse var uforbeholden likvidering af tsarens udenrigspolitiske eskapade med Wilhelm den II og hele Bjørkøpolitiken, som Frankrig resolut havde nægtet at slutte sig til. Med eller mod sin vilje måtte tsaren flygte fra sin egen underskrift og en politik, der havde været hans kongstanke siden 1903. D. 3.-6. august 1907 mødtes kejser og tsar igen i Swinemünde sammen med udenrigsministrene von Bülow og Isvolski, men her blev aftalerne om forbundet fra Bjørkø erklæret for døde og magtesløse. Næste fase i udviklingen var den tsaristisk-britiske »interesseudligning« i Asien gennem aftalerne af d. 31. august 1907. Rusland gled definitivt ind som den tredje partner i den fransk-britiske entente og gjorde front mod centralmagterne. Som »hævn« fremkaldte Wilhelm den II.s Tyskland Balkankrisen i oktober 1908.
I mellemtiden havde imidlertid I. C. Christensens danske Venstreregering taget visse afgørende skridt på det udenrigspolitiske område ... udfra en oplagt falsk vurdering af den europæiske balances udvikling: Man havde forsøgt et tilløb til en ny dansk udenrigspolitisk orientering på – Bjørkø politikkens flyvesand. I sit brev efter Københavnerbesøget i 1905 skildrede Tysklands kejser de nye tendenser til en omlægning af Danmarks politik hos Venstres udenrigsminister grev Raben. I sin »ufuldendte« anti-britiske fastlandsorientering havde Ruslands vaklende tsar været med til at rejse spørgsmålet om ændring af Danmarks neutralitetspolitik på linie med tyske interesser. I. C. Christensens regering havde øjensynlig ladet sig dupere af luftspejlingerne om den »stærke« tysk-tsaristiske blok.
Med en enestående mangel på forståelse af udviklingens retning og krav havde Danmarks venstreregering valgt at indlede realitetsdrøftelser med Berlin, med Bjørkø-konstellationen i tankerne – på et tidspunkt, hvor både tsaren og det russiske diplomati allerede befandt sig på uordnet tilbagetog bort fra en konstellation i europæisk politik, der definitivt var ved at blive båret til graven. Resultatet af dette tragikomiske vanheld fra Venstres side var de famøse I. C. Christensen-kaptajn Lütken-samtaler i Berlin med Tysklands regering og generalstab, hvorved en dyb breche blev slået i Danmarks hidtidige »neutralitetspolitik«. Danmarks skæbne i tilfælde af krig blev kastet ud på lunefuldt vuggende vover.
I denne mærkelige etape af dansk udenrigspolitik spillede underlig nok kombinationen med og tilknytningen til tsarens Rusland en ikke ubetydelig rolle. Den vaklende tsar Nikolaj havde været med til at give bolden op for et besynderligt dansk spil. Den tsaristiske fadder til det udenrigspolitiske danske »systemskifte« flygtede hastigt væk fra sit eget værk, men danske ministre førte halvblinde legen videre på en sådan måde, at dette spils eneste vinder blev – kejserimperialismen i Berlin.
Skal man nærmere se på de danske kræfter, der lod sig anvende i det tyske kejserriges fremstød mod Danmarks traditionelle neutralitetslinje, er det først og fremmest nødvendigt at fæste blikket på de stadig mere intime økonomiske forbindelser, der knyttedes mellem Danmark og Tyskland i det halve århundrede, der fulgte efter den sidste Slesvigske Krig: Gik størstedelen af den hurtigt voksende landbrugseksport til England, varede det dog ikke længe før også det tyske marked begyndte at opsuge tiltagende og betydende kvanta af denne, den vigtigste del af Danmarks udførsel. For det danske landbrugs organisationer kom det tyske marked således til at spille en stigende rolle.
Hvor det drejede sig om danske vareindkøb, dominerede Tyskland endvidere som leverandør og overfløj i hastigt tempo England. Gik godt halvdelen af vor eksport til Storbritannien, dækkede dette land i 1907 kun 17,1 % af Danmarks indførsel, medens Tyskland leverede omkring en tredjedel af importen og aftog 21,4 % af vor samlede udførsel.
En tilsvarende udvikling var man vidne til i de financielle forbindelser: Knyttede den konservative Tietgen-gruppe stærke bånd til fransk finanskapital og til dels til britisk, og samarbejdede Handelsbanken senere intimt med City, varede det heller ikke længe, før der herhjemme arbejdede sig en stærk dansk finansgruppe frem, der stadig mere effektivt forbandt sig med tyske storbanker og industrimonopoler. Det var specielt den gamle etatsråd Isaak Glückstadt, lederen af »Den danske Landmandsbank« som stiftedes d. 5. februar 1872, der kom til at repræsentere denne financielle nyorientering indenfor dansk storborgerskab.
Landmandsbanken kom ikke blot til at spille en afgørende rolle for udviklingen af byerhvervene: industri, handel og skibsfart. Som navnet allerede antydede, interesserede denne Tietgen-gruppens stærkeste konkurrent sig også i høj grad både for landbruget og dets organisationer. Gennem dette foretagende kom ikke mindst tyske lån til landbrugets modernisering gennem hypoteker og andre langfristede lån til at spille en betydelig rolle, og herigennem knyttedes gradvis også tyske forbindelser til en række af lederne for storbøndernes økonomisk-politiske organisation, det regerende moderate Venstreparti, der var kommet til magten gennem systemskiftet i 1901 som en koalition mellem storbønderne og en fløj af det liberale byBourgeoisi. Det var ingen tilfældighed, at I. C. Christensen-regeringens udenrigsminister grev Raben-Levetzau i årevis som bankrådsmedlem tilhørte inderkredsen omkring Landmandsbanken.
Da spørgsmålet om Danmarks internationale orientering for alvor aktualiseredes efter århundredeskiftet i den spændte atmosfære under de skærpede internationale konflikter mellem de førende imperialistiske stormagter, var baggrunden for denne udvikling ikke blot det ydre tysk-tsaristiske tryk. Indenfor Danmarks grænser modnedes parallelt hermed en tilsvarende omvurdering, hvor både det tyske kejserriges voksende militære magt syd for grænsen og den nærmere økonomiske tilknytning til det tyske rige i fællesskab banede vej for en udpræget tendens til politisk nyorientering overfor Tyskland. Det blev først og fremmest det styrende moderate Venstrepartis folk, der kom til at optræde som eksponenter for disse strømninger for »normalisering« af forholdet til det tyske rige – med den tsaristiske »inspiration« som politisk løftestang i første omgang.
Allerede i årene 1902-03 havde en indflydelsesrig dansk officer, kaptajn L. C. F. Lütken med den kendte venstrepolitiker I. C. Christensens assistance i Berlin arbejdet på en tilnærmelse til tyske militærkredse som en halvofficiel dansk udsending. I første omgang blev Lütken dog bremset i sine sonderinger af den første Venstre-premierminister professor Deuntzer – bestyrelsesmedlem i ØK. Da I. C. Christensen imidlertid i 1905 efter det endelige brud med de anti-militaristiske radikale dannede sit nye moderate ministerium, blev samme kaptajn Lütken betegnende nok forfremmet til krigsministeriets departementschef. Det var en udpræget politisk udnævnelse, og lige så betegnende var det, at Venstres regering, da kejser Wilhelm i februar 1906 besøgte København som deltager i kong Christian den IX.s begravelse, overdrog det netop til kaptajn Lütken at indlede nogle orienterende militærpolitiske samtaler med generalstabschefen for den tyske armé, generalleutnant von Moltke om Danmarks stilling under en eventuel stormagtskrig.
Den første officielle orientering mellem Moltke og Lütken fandt sted d. 18. februar 1906. I Lütkens indberetning om forhandlingerne gengives den tyske generals standpunkt utvetydigt på følgende måde:
»Går de (danskerne) med England, tillader de England at bruge deres territorium, eller yder de kun fingeret modstand, ja så er det min overbevisning, at Danmarks sidste time er slået. Den offentlige mening i Tyskland vil kræve, at der gøres ende på Danmark.«
Udfra disse truende præmisser foreslog Moltke endvidere et forudgående militært samarbejde mellem Danmark og Tyskland om fælles optræden overfor England: »Vore generalstabe kunne godt aftale, hvordan vi skulle samvirke, dersom England vil tvinge dem. Vi kunne godt hjælpe med store kanoner og lignende. En aftale mellem stabene binder jo ikke regeringerne. Bliver der ikke samarbejde politisk, falder generalstabenes aftaler bort af sig selv.«
Her stilledes Venstres regering jo i klare ord overfor et helt andet perspektiv end dansk neutralitet. Fra tysk side luftedes i stedet tanken om et dansk-tysk militært samvirke i krigstilfælde. Trods disse delikate perspektiver besluttede I. C. Christensens regering ikke desmindre at give departementschef Lütken fuldmagt til at fortsætte de påbegyndte dansk-tyske militære forhandlinger. D. 29. juni 1906 udarbejdede regeringens chef i kongens navn en række udførlige instruktioner til Lütken om dennes holdning under de fortsatte drøftelser. Det hed blandt andet heri:
»Hans majestæt kongen indser tilfulde den store gavn, det ville være for Danmark, i krig som i fred, at stå i et godt forhold til Tyskland, men det kan ikke siges, at folket heltud deler denne opfattelse, dertil er såret fra 1864 endnu for følsomt og forholdene i Slesvig for lidt ordnede. Det er den danske regerings vilje at ordne landets forsvar således, at landet kan gøre energiske forsøg på at hævde sin neutralitet. Det er hensigten ikke at tillade en anden magt at benytte landets territorium under en krig, og man forventer, at Tyskland vil respektere denne stilling. Man ville finde det meget ønskeligt, om Tyskland også ville udtale dette offentligt for eksempel i en overenskomst.
Skulle en sådan overenskomst have et videre indhold og til eksempel være en militærkonvention, da må man finde dette meget betænkeligt af følgende grunde:
fordi Københavns søbefæstning for øjeblikket er for svag til med sikkerhed at kunne afvise et flådeangreb fra en fælles tysk-dansk modstander og
fordi militærkonventionen så godt som udelukkende vil være i Tysklands interesse, medens den vil udsætte Danmark for store tab, ja endog for truende farer. Noget sådant bør landet ikke udsætte sig for, med mindre det får væsentlige fordele til gengæld.«
Man vil af instrukserne straks se hele dobbeltheden i I. C. Christensen-regeringens stilling til neutraliteten: Som første alternativ foreslår man aktivt neutralitetsforsvar overfor enhver angriber og opfordrer også Tyskland til at godkende en sådan neutralitet gennem en offentlig garanti, som den der for eksempel var ydet Belgien.
Men i anden omgang giver man udtryk for, at en dansk-tysk militærkonvention ganske vist er betænkelig, men dog ikke principielt afvises, hvis »man fik væsentlige fordele til gengæld«. Det fremgår lige så tydeligt, at Venstreregeringens pris for militært at binde sig til det aggressive tyske kejserrige skulle være en forudgående regulering af det sønderjyske grænsespørgsmål. Gav Tyskland indrømmelser her, ville bordet fange – og dansk neutralitet ville gå fløjten!
Den tyske generalstabschef von Moltke indså straks under de genoptagne forhandlinger med Lütken i dagene d. 2.-3. juli 1906, at det primære danske forslag om en overenskomst, gennem hvilken det tyske rige officielt anerkendte en »aktiv dansk neutralitet« kun skulle opfattes som mindre væsentlig emballage for forsigtigt at nå frem til sagens kerne en militær dansk-tysk forståelse – på betingelser. For definitivt at skrinlægge neutralitetsforslaget erklærede den tyske generalstabschef under forhandlingerne d. 3. juli 1906:
»Han ville rentud sige, at nogen erklæring om at respektere vor neutralitet ville de ikke give, fordi det ikke i mindste måde ville falde dem ind at respektere den. Så snart de anså en krig med England for sikker, ville de stille os et ultimatum – ven eller fjende – en mellemting kunne de ikke tåle. Under en krig med England var det en livssag for dem at spærre Store Bælt, og dertil behøvede man dansk territorium, og de agtede at benytte det. Men dermed var vor drømmeneutralitet brudt, og vi stod overfor valget . . .«
»Nogen militærkonvention burde vi ikke slutte nu, selvom vi besluttede os for Tyskland, thi det kom for let ud, men vi kunne træffe aftaler underhånden, gennem stabene. Han anså også Københavns søbefæstning som en livssag, men vi burde skynde os, ellers risikerede vi at komme for sent. Grænsereguleringen i Slesvig, mente han, kunne næppe ske før efter en krig, hvor vi havde stået på tysk side, men det faldt iøvrigt udenfor hans kompetence . . .«
* * *
Man skulle tro, at perspektiverne for en »ordning« hermed var temmelig afklarede. I. C. Christensen-regeringen havde ikke opnået sit egentlige mål at købe dele af Sønderjylland for den risikable pris: militært samvirke med Tyskland. I stedet havde man fået besked: Først dansk-tysk våbenbroderskab på slagmarken, for tyske interesser, og så måske dele af Slesvig tilbage til Danmark. Men om dette afgørende emne henviste generalstabschefen til politiske forhandlinger i Berlin og antydede, at man måske kunne ordne et »mageskifte« ved at aflevere de Vestindiske øer til gengæld for en sønderjysk grænseregulering.
Ikke engang de ovenfor anførte lidet opmuntrende vilkår fik dog Venstres regering til at indstille sine følere for at komme til en forståelse med Det tyske Rige. Under kong Frederik den VIII.s visit i Berlin i november 1906 fortsatte denne personlig med regeringens vidende de indledte drøftelser med general von Moltke, der også ved denne lejlighed kynisk erklærede:
»Tog vi stilling mod Tyskland, måtte der gås hensynsløst frem, og da ville det gælde landets eksistens. Gik vi med, da kunne der være tale om tilbagegivelse af Nordslesvig, da ville et sådant skridt blive forstået i Tyskland. Han talte som en trofast ven af Danmark.« (Uddrag af kongens beretning om forhandlingerne). Kongen protesterede mod, at man fortsat ville udskyde reguleringen af det sønderjyske spørgsmål, men det blev der ingen hensyn taget til fra tysk side. Det var tydeligt, at denne modydelse netop skulle udskydes for at lokke og tvinge Danmark til at overholde sine militære »forpligtelser« overfor Det tyske Rige.
Det er værd at lægge mærke til, at den tyske generalstabschef udtrykkelig erklærede, at man fra tysk side ikke på dette tidspunkt var interesseret i en formel militærkonvention med Danmark. Vi har sikkert her en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor ikke mere konkrete aftaler blev afsluttet af I. C. Christensens Venstreregering. I Berlin ønskede man foreløbig kun en klar erklæring om, hvor Danmark ville stå under en krig, og om det ville træffe militære forholdsregler svarende dertil. I denne belysning må den nye erklæring ses, der d. 27. marts 1907 blev afgivet af kaptajn Lütken overfor general von Moltke øjensynlig efter grundige overvejelser i Venstres regering. Det hedder i Lütkens egen beretning:
»Endvidere påpegede kaptajn Lütken de forskellige hensyn af indrepolitisk art, den danske regering måtte tage, og som for tiden forhindrede den i at indgå på nogen egentlige aftaler, men pointerede tillige, at hos alle ansvarlige danske statsmænd gjorde den overbevisning sig nu stærkt gældende, at Danmark under ingen omstændigheder burde stå ved siden af Tysklands modstandere, og at dersom opretholdelsen af Danmarks neutralitet måtte vise sig umulig under en tysk-engelsk krig, ville vi gå med Tyskland. Grev Moltke svarede hertil, at disse udtalelser i høj grad tilfredsstillede ham. Hvad det for Tyskland kom an på var at vide, om Danmark i påkommende tilfælde var med eller mod. Når Tyskland kunne stole på Danmark i denne retning, så var det i form og realitet rede til at rette sig ganske efter Danmarks ønsker.«
Med ovennævnte temmelig klare danske erklæring, der toges til efterretning i Berlin som et tilfredsstillende udtryk for den danske regerings stilling, afsluttedes den væsentlige del af de dansk-tyske militærforhandlinger, vi var kommet ind i til dels ad omveje under indtrykket af den midlertidige tysk-tsaristiske fællesaktion rettet mod Danmarks traditionelle neutralitet. Tsar Nikolaj hoppede af og lige over i ententen med England – men I. C. Christensen og Venstres regering fortsatte!
Selv Albertikrisen i 1908 og regeringsskiftet, der førte til Niels Neergaards regeringsovertagelse gjorde ikke nogen ende på Venstres militære Tysklands-orientering. Denne genspejlede sig først og fremmest i forslaget til den nye militærordning af 1909, der blev forelagt af Neergaards regering d. 5. februar, og som tog alle hensyn til netop de ønsker, den tyske generalstabschef havde givet udtryk for under forhandlingerne med Lütken. Salmonsens Konversations Leksikon resumerede i sin tid kort dette forslags hovedlinje som følger: »Der skulle anvendes 11 millioner til forstærkning af Københavns søbefæstning, 10 ½ million kroner til anlæg af fremskudte forberedte stillinger på landsiden, omtrent i en linje fra Vedbæk til Store Vejleåens udløb. Efter udførelsen af de omhandlede befæstningsanlæg skulle alle til Københavns daværende befæstning hørende værker med mere, der ikke indgår som et led af Københavns søbefæstning, være at desarmere og aflevere til finansministeriet, dog med undtagelse af skyts og ammunitionsmagasiner.«
Som man vil se, var denne plan i skønneste overensstemmelse med den tyske hærchefs ønske om, at hovedvægten blev lagt på Københavns søbefæstning og forsvarsforanstaltninger ved Øresund mod et eventuelt forsøg på fremtrængen nordfra af en britisk flåde. Trods de åbenmundede tyske trusler om besættelse i krigstilfælde forudså Venstres regering ingen udbygning af forsvaret mod syd! Lütkens erklæring om eventuelt at kæmpe på tysk side havde haft sine praktiske virkninger.
Det er netop i dag værd at minde om, at det var partiet Venstres regering der i 1906-07 førte disse tvivlsomme forhandlinger, der i princippet prisgav Danmarks neutralitet og militært nærmede landet til Tyskland. Under den første verdenskrig fulgte socialdemokratiets ledelse, som det vil fremgå af det følgende kapitel, godt med i denne politik.
Trods senere ændringer i kursen forblev visse elementer af I. C. Christensens og Lütkens politik i kraft. Det gamle neutralitetsbegreb blev ved krigsudbruddet revideret ved minespærringen af d. 5. august 1914, som var i tysk interesse, men som det også lykkedes at få modparten til at tolerere. I 1918 gik den radikale regering Zahle derefter med til at vende tilbage til den frie sejlads gennem Bælterne, da den britiske flåde gik til angreb på sovjetrepublikken i Østersøen.
Under den anden verdenskrig ydedes som bekendt næppe nok en »fingeret« officiel modstand mod de tyske aggressorer og besættelsesmagten. Og efter Hitlers sammenbrud har de danske atlantpartier, nu med socialdemokratiets ledelse som første violin og med reaktionen i Venstre og konservative som partnere, tilladt det aggressive USA at anlægge sine baser på dansk territorium allerede i fredstid for at lade Atlantblokken holde de danske farvande åbne og bruge de danske flyvepladser til startbaner for et eventuelt angreb mod Sovjetunionen. Går der ikke en lige linje mellem denne politik, der skaber risikoen for at gøre Danmark til en ny krigs første krigsskueplads – og de forhandlinger, som i 1906-07 åbnedes af en kaptajn Lütken efter instruktion af landets Venstreregering med datidens imperialistiske Tyskland?
Det kan som påvist dokumenteres, at broderforbundet mellem det danske kongehus, den danske højfinans og den russiske tsarisme satte sine reaktionære spor både i Danmarks ydre og indre politik. Forbindelsen med Romanov’erne var et af de bånd, der før den første verdenskrig, også under Venstre partiets politiske førerskab, knyttede det officielle Danmark nærmere til den europæiske reaktion og til imperialismens verden. Danske kapitalgruppers snylten på tsardespotiets korruption i og udenfor europæisk Rusland og den bevidste undergraven af landets hidtidige »neutrale linje« i udenrigspolitikken var to skæbnesvangre sider af datidens reaktionære dansk-tsaristiske sammenspil.
En særlig ulykkelig faktor til skade for forståelsen af og samarbejdet med fremtidens Rusland var det, at de ledende kræfter i datidens socialdemokratisk dominerede arbejderbevægelse kun i ganske utilstrækkelig grad havde viljen til og forståelsen for at rejse en folkelig modstand mod dynastiets og de priviligerede lags konspirationer med tsarismen. Den socialdemokratiske førerklike var fremfor alt utilbøjelig til som modvægt mod den officielle politik konsekvent at knytte venskabelige og nære forbindelser med lederne af den brede revolutionære folkebevægelse i Rusland. I særdeleshed stillede den danske socialdemokratiske inderkreds sig helt negativt overfor et samvirke med de folk, der senere blev de førende kræfter indenfor den revolutionære sovjetmagt; tsarismens målbevidste banemænd og dennes selvskrevne efterfølgere som ledere af en ny statsmagt, repræsenterende arbejderklassen, bønderne og de øvrige revolutionære kræfter i de folk, der i 1917 styrtede tsarismens despoti.
Kan man i udviklingen frem til den første verdenskrig fastslå en nær forbindelse mellem den russiske tsarisme og de priviligerede lag i Danmark, er det samtidig en kendsgerning, at lederkliken indenfor det danske socialdemokrati konsekvent afviste, eller ignorerede, de ideologiske strømninger, der repræsenteredes af de russiske marxister: bolsjevikkerne. I de teoretiske og organisatoriske brydninger indenfor den II. Internationale stillede de danske socialdemokratiske førere sig uforbeholdent side om side med deres læremestre: de tyske socialdemokrater, på et klart revisionistisk standpunkt og med front mod den revolutionære marxisme, der først og fremmest repræsenteredes af Lenin og bolsjevikkerne.
Dette skete ikke blot udfra divergerende opfattelser angående taktikken og meningsforskellighederne i Rusland og i Internationalen. De socialdemokratiske lederes afvisning af bolsjevismens teori var måske i lige så stor udstrækning et udtryk for divergerende opfattelser angående konkrete danske problemer. Gennemlæser man Lenins værker fra perioden før revolutionen, vil man se, at bolsjevismens store skaber i en række afgørende problemer også beskæftigede sig særdeles konkret med danske forhold. Men Lenins værdifulde bidrag til belysning af den danske kapitalisme og dansk arbejderbevægelses opgaver nåede desværre – på grund af de hjemlige socialdemokratiske føreres modstand – aldrig ud til de socialistisk tænkende danske arbejdere.
Afgørende milepæle på det danske socialdemokratis vej frem til et åbent fjendtligt standpunkt overfor marxismen var specielt dets stillingtagen på to udslaggivende områder. I begge tilfælde afsvor man sig marxismens opfattelse af klassekampen og den borgerlige stats rolle under udviklingen hen imod socialismen.
Betød den gradvise samarbejdspolitik med de borgerlige i septemberforliget af 1899 og lovene om forligsinstitutionen og voldgift i arbejdskonflikter en anerkendelse af borgerstaten som »regulator« med hensyn til klassekampens former i lønspørgsmål, var de socialdemokratiske føreres holdning til landproletariatets kamp ikke mindre tilpasset hensynet til de priviligerede klasser. Og med landbrugets rolle i et land som Danmark kunne det ikke undgås, at en falsk taktik og vurdering af forholdene på landet måtte sætte sit skæbnesvangre præg på hele arbejderbevægelsens udviklingsretning.
Dansk arbejderbevægelse svækkedes allerede i sin første periode ved, at det officielle socialdemokrati bevidst undlod at organisere og mobilisere landproletariatet og de øvrige ubemidlede befolkningslag i landdistrikterne i en fast og kæmpende blok side om side med byernes arbejdere. Den ene side af denne sag var, at de socialdemokratiske førere konsekvent ignorerede den fremadskridende kapitalistiske udvikling i dansk landbrug – med en tilsvarende spaltning af landbefolkningen i grupper med modstridende sociale interesser. Den anden side af problemet var den bevidste undladelse af at organisere og støtte det brede landproletariat i dets nødvendige kamp for bedre levevilkår, hvor baggrunden var de socialdemokratiske føreres taktik, der gik ud på at danne en principløs blok med vekslende grupperinger af landbrugets overklasse på den parlamentariske arena.
Forsømmelsen af landarbejdernes kamp bundede ingenlunde i organisatorisk svaghed eller manglende forståelse af tidens krav. Det var en bevidst linje. Essensen i spørgsmålet kom klart frem i en diskussion på et møde på syd-Stevns d. 27. november 1892, hvor Borgbjerg talte sammen med den borgerlige og kristelige landarbejderagitator Linderberg. I mødereferatet hedder det:
»Borgbjerg indrømmede, at partiet hidtil havde forsømt landdistrikterne, fordi man ikke ville støde Venstrebønderne, så længe man samarbejdede med Venstre . . .« (»Programmet« d. 2. december 1892).
En sådan »taktik« praktiseredes af de socialdemokratiske ledere på et tidspunkt, da mere eller mindre spontane landarbejderstrejker allerede blussede voldsomt op på Sydsjællands herregårde. Problemet blev senere taget op til principiel behandling på den socialdemokratiske partikongres i 1896. Af referatet fremgår det:
»Kongressen drøftede også, hvorvidt strejker på landet burde støttes, men Josef Hansen hævdede, at det endnu overhovedet var for tidligt at strejke på landet. Bevægelsen var rejst politisk (læs parlamentarisk), og man burde foreløbig ikke gå ud herover. Derved blev det så.«
Den socialdemokratiske ledergruppes historiske forsyndelser overfor landproletariatet trådte lige så klart – omend bedre maskeret – frem i den officielle resolution i landarbejder-spørgsmålet, der blev vedtaget på den nævnte partikongres. I resolutionen hed det:
»Idet kongressen tilsiger landarbejderne socialdemokratiets støtte til at forbedre de uheldige vilkår, de lever under, erkender den samtidig, at bestræbelserne for at nå frem til bedre forhold må udgå fra landarbejderne selv. Kongressen udtaler, at socialdemokratiets opgave overfor landarbejderspørgsmålet i første række er agitation for udbredelse af »Socialdemokraten«, dannelse og befæstelse af socialdemokratiske organisationer. Ved siden heraf anser kongressen det formålstjenligt, at arbejderne på de steder på landet, hvor et større antal arbejder under ens vilkår, som for eksempel ved teglværker og cementfabrikker, danner faglige organisationer, som træder i gensidighedsforhold til andre organisationer med lignende formål, dog at der også tilstræbes oprettet socialdemokratiske foreninger de pågældende steder.« (»Socialdemokraten« d.18. juli 1896).
Medens den socialdemokratiske inderkreds her opfordrede til dannelsen af fagforeninger af arbejdere i landområdernes nye industrier, stillede de sig – af hensyn til de parlamentariske manøvrer med Venstre i folketinget – principielt imod oprettelsen af fagforeninger for landbrugsarbejdere og mod organisering af landarbejderstrejker. Landarbejderne blev spist af med den socialdemokratiske partipresse og ellers henvist til rene vælgerforeninger.
Et andet hovedmoment var, at de revisionistiske socialdemokratiske ledere på et tidligt tidspunkt søgte at foregøgle, at dansk landbrugs andelsorganisationer, som var ledet af kapitalistiske producenter, der selv udbyttede fremmed arbejdskraft intimt forbundet med finanskapital og handelsBourgeoisi – i sig selv var et stykke fremvoksende »socialisme«. På det nævnte møde på syd-Stevns påviste Borgbjerg: »hvorledes det socialistiske samfund dag for dag vokser op gennem alle de sociale sammenslutninger, der foreligger i andelsforetagender, landboforeninger og fagforeninger. Det socialistiske samfund var derfor ikke en tåget fremtidsmulighed, men en virkelighed, som vi alle hver dag kunne bygge videre på ved at danne fagforeninger og deslige, idet vi derved lægger sten på sten til fremtidens samfund.« (»Programmet« d. 2. december 1892).
Denne ignoreren af den kapitalistiske udvikling i landbruget og de dermed skærpede klassemodsætninger samt den bevidste sabotage af landproletariatets kamp gik som den røde tråd i de danske socialdemokratiske lederes politik helt frem til, og endog efter, den første verdenskrig. En formel eller uformel alliance med bondeBourgeoisiet på landproletariatets bekostning var en uadskillelig bestanddel i de danske højresocialdemokraters politiske hovedlinje. Man svigtede ikke blot herunder landarbejdere og andre småkårsfolk på landet, men man isolerede samtidig byarbejdernes bevægelse fra dens stærkeste, talrigeste og mest naturlige forbundsfæller.
* * *
Det var den sociale og økonomiske baggrund for hele dette problemkompleks i dansk klassekamp, Lenin tog op i 1907 i sin geniale analyse: »Agrarspørgsmålet og ‘marxkritikerne’«, der er opbygget på en undersøgelse af bl.a. danske landbrugsforhold. Hele den revisionistiske »filosofi«, som også de danske socialdemokratiske spidser opbyggede deres politik på, sønderlemmes her i alle detailler og med påvisninger og analyser udfra dansk landbrugsstatistik.
Som den røde tråd gennem dette værk går den minutiøse påvisning af, at den danske »bondestand« ikke længere er en helt igennem socialt ensartet gruppe eller et småborgerligt lag. »Bønderne« er for længst spaltet i bondeBourgeoisi, middelbønder, småbrugere og landproletariat under kapitalismens udvikling i landbruget og under dettes voksende produktion for eksportmarkedet. Som konsekvens heraf stilles marxistisk arbejderbevægelse overfor helt andre perspektiver end i de danske socialdemokratiske spidsers hidtidige »analyse«. I sit værk tager Lenin sit udgangspunkt i konstateringen af, at de økonomisk førende lag i dansk landbrugsproduktion ikke er småproducenterne, men en kapitalistisk gruppering. Han fastslår udfra landbrugsstatistikken:
»Der kan ikke eksistere nogen tvivl om, at ikke blot de landbrugere, der råder over et areal på 120 ha eller mere, men også landbrugere med 40 ha land eller mere må anvende lønnet arbejdskraft. Disse to grupper udgjorde i 1895 ialt 11 % af samtlige brug, men samlede på deres hænder 62 % af det samlede jordareal. [1] Det kapitalistiske landbrug i store og middelstore bedrifter udgør grundlaget for det danske landbrug.«
Lenin henviste endvidere til, at overgangen fra agerbrug til kvægavl intet afgørende havde ændret i det kapitalistiske landbrugs økonomisk dominerende karakter. De større landbrugere med over 4 td. hartkorn rådede før århundredeskiftet over mere end tre femtedele af hartkornet, næsten over halvdelen af kvægbestanden, 45 pct. af alle heste og 44,5 pct. af alle svin. En sådan rigdom var koncenteret hos en gruppe, der kun udgjorde 10,7 pct. af samtlige landbrug. Dansk »lighed« i renkultur. Lenin fastslog endvidere:
»Hvis man til disse kapitalistiske landbrugere yderligere lægger de velhavende bønder, det vil sige besiddere af 10 til 40 ha jord, så følger heraf, at noget mere end en fjerdedel af det samlede antal landbrugere (27 pct.), som har samlet de ni tiendedele af jordarealet hos sig, råder over tre fjerdedele af alle heste, fire femtedele af hornkvægbestanden, syv tiendedele af svinene og næsten halvdelen af alt fjerkræet.« Herudfra udviklede Lenin:
»Den socialistiske politiske økonomi er forpligtet til at klargøre forskellen i brugstyperne og forskellen mellem de blomstrende kapitalistiske og de små nødlidende landbrugere ...«
Udfra en nøje gennemgang af den danske landbrugsstatistik fra de to sidste årtier af det 19. århundrede beskæftiger han sig med den ujævne fordeling i den hurtigt stigende kvæg- og svinebestand og rejser problemet: »Hvem af de i de talrige danske andelsforetagender forenede danske landbrugere fik i første linje fordelen ved disse kolossale fremskridt?«
Lenin brændemærkede efter fortjeneste de gængse borgerlige og reformistiske taskenspillerkunster på statistikkens område: »Hele trick’et i den borgerlige og revisionistiske politiske økonomi består i, at den ikke specielt undersøger forholdene netop hos typen af små landbrug, der endnu ligger under det »middelstore« brug – (den middelstore danske landbruger har (i gennemsnit) 1,6 heste og 3,8 køer) – men som udgør det overvældende flertal af de danske landbrugere ...«
Dokumenteret ved hjælp af et omfattende talmateriale påviste Lenin, at den overvældende andel i væksten af husdyrbestanden i den behandlede periode faldt på de store og middelstore brug, og at der altså havde fundet en omfattende koncentration sted i produktionen til fordel for de kapitalistiske brug, der byggede på lønarbejde og fremmed arbejdskraft, medens småbruget og mange af de middelstore bondebrug relativt stagnerede eller proletariseredes:
Andelen i »opblomstringen« af den »nationale« afsætning af mælk og kød til England kan for den slags landbrug med 2-7 køer og tre svin (i gennemsnit) på en gård ikke være andet end meget ringe. Landbrug og kvægavl for markedet betyder for landbrug af et sådant omfang, at familien må give afkald på det nødvendige, at ernæringen forringes, og at nøden stiger . . .«
»Markedet kræver af enhver landbruger, som en uundgåelig nødvendighed, underkastelse under nye betingelser og en hurtig tilpasning til disse. Men uden kapital er en hurtig tilpasning umulig. Det lille brug er på denne måde uundgåeligt under kapitalismens beståen fordømt til at blive konservativt tilbage og til at være ganske lidet tilpasningsdygtigt på markedet.«
Vor moderne tids tårnhøje priser på foderstoffer, gødning og korn, af hvilket kun de større landbrugere har en overskudsproduktion for markedet, aktualiserer klart det lille brugs stadig tilbagevendende tilpasningsvanskeligheder. De gentagne helt utilstrækkelige statslige »tilskuds«-ordninger understreger kun krisens kroniske karakter for småbrugerne. »Marshallperioden«s oversvømmelse med traktorer og andre kostbare arbejdsbesparende maskiner til de større landbrug betyder igen en ny teknisk omvæltning indenfor landbruget, der uddyber skellet mellem det moderne kapitalistiske brug og de på grund af kapitalmangel »konservativt tilbageblevne« smålodder, hvor den moderne teknik heller ikke kan komme til fuld udfoldelse. Privat traktorudlejning med profit understreger grelt, hvem der mere og mere bliver produktionsmidlernes herrer i landbruget.
For det lille landbrugs vedkommende konkluderede bolsjevismens store teoretiker i sit værk: »Den lille bondes naturaløkonomi kan under de nuværende forhold, i de kapitalistiske lande, kun vegetere og kvalfuldt gå til grunde, men aldrig komme til blomstring . . .«
Lenin fremdrog da også skånselsløst, hvilke lag der under den kapitalistiske udvikling i det danske landbrug, og under omlægningen til husdyrbrug baseret på smør- og flæskeeksport, først og fremmest havde skummet fløden og beriget sig. Han påviste ganske konkret:
»Først ved landbrug med 10 til 40 ha finder vi en sådan mængde kvæg, som medfører mulighederne for en opblomstring. Men netop landbrug af denne art udgør kun 26 procent af det samlede antal brug.« Det tilføjes, at vi her netop står overfor de hovedsagelig kapitalistiske brug, der benytter sig af fremmed arbejdskrafts lønarbejde. Om de større landbrugere siger Lenin endvidere i sit værk om kapitalismen i landbruget:
»Disse er de helt store farmere, »fabrikanterne« af mælk og kød, »førerne« for det tekniske fremskridt og for alle mulige andelsforetagender indenfor landbruget, over hvilke den »sociale freds« lovprisere henfalder i begejstring.«
Konsekvensen af Lenins agrarteori om kapitalismens udvikling i det danske landbrug var, at det måtte være det marxistiske arbejderpartis opgave at isolere det relativt lille kapitalistiske lag af storlandbrugere og at løsrive de arbejdende bønders flertal fra dette førerskab, vinde dem som forbundsfæller samt aktivisere og organisere landarbejdernes tusinder mod deres udbyttere. De danske socialdemokratiske ledere derimod saboterede i åben modstrid hertil landarbejdernes kamp for at kunne alliere sig principløst med landbrugets kapitalistiske overklasse, nøjagtigt som man svinebandt byarbejdernes faglige kamp gennem Septemberforliget, for at partiet kunne tilpasse sig det »liberale« byBourgeoisi og samfundets øvrige reaktionære kræfter.
Efter udbruddet af den første imperialistiske verdenskrig i 1914 vendte Lenin i en særlig artikel: »Hele ti socialdemokratiske ministre« tilbage til spørgsmålet om det danske samfunds karakter og om de herskende kredses tilhørighed til imperialismens lejr, trods al formel »neutralitet« under krigen. Artiklen var dateret d. 6. november 1916, og den umiddelbare foranledning til dens fremkomst var, at det danske socialdemokratis kongres d. 16. september havde besluttet, at Stauning skulle indtræde i den radikale regering Th. Zahle-Erik Scavenius.
Lenin kommer her ind på det aktuelle problem om Danmark som en stat med koloniale interesser i forbindelse med det påtænkte salg af de Vestindiske øer til De forenede Stater og fremhævede i forbindelse hermed nogle særtræk ved det kapitalistiske Danmark. Han skrev:
»Dannelsen af en nationalstat faldt i Danmark i det 16. århundrede. Det danske folks brede masser har forlængst lagt den borgerlige frihedsbevægelse bag sig. I Danmark er mere end 96 % af befolkningen født danske. I Tyskland er der næppe 200.000 danske (indbyggeantallet i Danmark er 2,9 millioner). Man kan deraf se, hvilken grov borgerlig svindel det er, når det danske Bourgeoisi snakker om, at dannelsen af en »selvstændig nationalstat« skulle være dagens opgave. Dette siges i det 20. århundrede af danske Bourgeoiser og monarkister, der råder over kolonier, hvis indbyggerantal er omtrent lig med de i Tyskland bosiddende danske – mennesker som den danske regering nu købslår om.
Hvem har sagt, at man i vor tid ikke mere driver handel med mennesker? Man driver lystigt handel med dem! Danmark sælger til Amerika for så og så mange millioner (de er endnu ikke blevet enige om handelen) tre øer – som naturligvis alle er befolkede.
Et særkende for den danske imperialisme er desuden dens indkassering af ekstraprofit i kraft af den monopolagtigt gunstige stilling på markedet for mælke- og kødprodukter: Afsætningen sker ad den billigste søvej til London, det største marked i verden. Takket være dette »trives« det danske Bourgeoisi og de rige danske bønder (Bourgeois’er af reneste vand, trods de russiske narodnikkers pølsesnak) godt og mageligt ved det engelske imperialistiske Bourgeoisis bord og er blevet parthavere i dets særlig let tjente og særlig fede profitter.«
Efter denne skarpe omtale af det danske Bourgeoisi, dets menneskehandel med de Vestindiske øers negerbefolkning og dets snyltende rolle som profitør på den imperialistiske krigs toppriser på levnedsmidler til Europas sultende befolkning fortsætter Lenin med en speciel omtale af det officielle danske socialdemokratis kritikløse stillen sig bag sit lands borgerskab under krigen:
»Denne internationale stilling har fuldkommen præget det danske »socialdemokratiske« parti, der nu som før går i brechen for højrefløjen, for opportunisterne i det tyske socialdemokrati. De danske socialdemokrater har stemt for bevillinger til den borgerlig-monarkistiske regering – »til beskyttelse for neutraliteten«, som det så kønt hedder. På kongressen d. 30. september 1916 har et flertal på 90 % udtalt sig for deltagelse i ministeriet, for en overenskomst med regeringen! Korrespondenten fra »Berner sozialdemokratische Zeitung« har meddelt, at Gerson Trier og redaktør I. P. Sundbo i Danmark repræsenterer oppositionen mod ministerialismen. Trier forsvarede de revolutionære marxistiske anskuelser i en glimrende tale og trådte ud af partiets hovedbestyrelse og af partiet, da partiet besluttede at lade sig repræsentere i ministeriet; han erklærede, at han ikke ville være medlem af et borgerligt parti. I de senere år adskiller det danske »socialdemokratiske« parti sig ikke i nogen henseende fra de borgerlige radikale.
En hilsen til kammerat G. Trier! »Det går fremad«. Huysmans har ret – fremad til en tydelig, politisk-ærlig, socialistisk-nødvendig adskillelse mellem de revolutionære marxister, der repræsenterer det revolutionære proletariats masser – og Plekhanov-Potressov-Huysmans, disse allierede og agenter for det imperialistiske Bourgeoisi, som vel omfatter »fører«-flertallet, men ikke repræsenterer de undertrykte massers interesser, kun et mindretal af priviligerede arbejdere, som har sluttet sig til Bourgeoisiet.«
I begyndelsen af sin artikel havde Lenin gengivet et telegram, hvori lederen af det jammerlige internationale »socialdemokratiske bureau« Camille Huysmans fra det belgiske socialdemokrati havde lykønsket Stauning med ministerposten og pralet af, at der nu, under den imperialistiske krig sad hele ti socialdemokratiske ministre. Om Staunings egen holdning skrev Lenin derefter:
»Stauning har fornylig offentliggjort sit brev til Vandervelde, fuld af en tyskvenlig social-chauvinists stiklerier mod den franske social-chauvinisme. Stauning brystede sig i dette brev bl.a. med, at »vi (det danske parti) skarpt og afgjort stiller os imod det organisatorisk skadelige splittelsesarbejde, som den såkaldte Zimmerwald-bevægelse [2] udfører på initiativ af det italienske og det schweiziske parti.« Bogstavelig sådan udtrykte han sig!«
Havde Lenin i sin artikel: »Kapitalismen i landbruget« givet en nøjagtig analyse af klassekræfternes udvikling og differentieringsprocessen i dansk landbrug – som en nødvendig forudsætning for et marxistisk arbejderpartis rigtige valg af sine forbundsfæller i kampen for socialismen – stillede han i artiklen »Hele ti socialdemokratiske ministre« klart spørgsmålet om den »neutrale« danske borgerstats karakter som et led i imperialismens lejr under den første verdenskrig. Han vendte sig skarpt mod de socialdemokratiske lederes ministersocialisme og almindelige tilpassen sig en forræderisk borgfredspolitik på et tidspunkt, hvor de herskende lag af profithensyn drev en snyltende spekulationspolitik, der tilstræbte en uhyre ekstragevinst som sin andel i krigen. Lenin brændemærkede Staunings indtræden i regeringen på et tidspunkt, da folkets store flertal udbyttedes og måtte lide de hårdeste afsavn, medens de priviligerede kun tænkte på at berige sig med krigsprofitter.
Ikke borgfredspolitik og militærbevillinger, men uforsonlig kamp mod udbytningen, forsvaret af den arbejdende befolknings dagsinteresser og forberedelse af arbejderklassens magtovertagelse måtte være en virkelig socialistisk bevægelses opgave i en sådan situation. Og Lenin stillede skarpt spørgsmålet, ikke blot om ideologisk kamp mod de socialdemokratiske borgfredspolitikere, der allierede sig med borgerskabet i deres eget land, men også om organisatorisk brud med et førerkuld, der, misbrugende socialismens navn, søgte at spænde den arbejdende befolkning for kapitalismens vogn og indpode borgerlig tankegang i arbejdernes hjerner.
Med rette karakteriserede Lenin folk som Stauning og det danske socialdemokratis øvrige spidser som »tyskvenlige social-chauvinister« under den første verdenskrig. Af tradition og gennem fælles småborgerlig revisionisme var den danske socialdemokratiske inderkreds særlig stærkt knyttet til de tyske »flertalssocialister«. Ved krigsudbruddet i 1914 indgik disse borgfredspolitik med det imperialistiske tyske borgerskab, godkendte kejserens krigspolitik og stemte for alle de militærbevillinger, der muliggjorde krigen. I forsvaret for de tyske meningsfællers forræderi kom de danske socialdemokratiske ledere ganske logisk også til at stille sig polemisk i forsvarsposition, når det gjaldt at undskylde tysk imperialisme. Hertil kom endvidere, at socialdemokratiets alliance med de radikale yderligere bevirkede et samarbejde med sådanne borgerlige kredse, som økonomisk særlig var knyttet til Tysklandsforretninger, Landmandsbanken, og som derfor heller ikke var uden visse materielt begrundede sympatier for de tyske handelspartnere.
Under krigens gang blev en række ledende danske socialdemokrater også på samme måde selv draget ind i en større geschæft med de tyske magthavere. Da kejser Wilhelms Tyskland fra d. 1. februar 1917 proklamerede den »uindskrænkede ubådskrig«, var Danmarks kultilførsler over Nordsøen alvorligt truede, og man undersøgte da herhjemme for alvor alle muligheder for øgede tyske kultilførsler. I denne situation fik det danske socialdemokratis spidser takken for deres tyskvenlige holdning under krigen. Gennem den kendte tyske agent dr. Parvus-Helphand fik det danske socialdemokratis inderkreds et tillokkende tilbud om selv – gennem en nystiftet brændselsforretning – at overtage importen af Ruhrkul og koks udenom de eksisterende danske importører. Resultatet af denne mystiske kontakt blev Karl Kiefers berygtede foretagende »Arbejderkul«, der oprettedes for fagforeningernes penge under ledelse af en hel række socialdemokratiske spidser med Stauning som deltager.
En både tysk og kejserlig nådens sol kastede så overdådigt sine stråler på det nye socialdemokratiske foretagende, at »Arbejderkul«, der stiftedes med en kapital af 25.000 kr., i perioden 1917-18 kunne notere et pænt lille overskud af – 8 millioner eller 32.000 % af den indskudte kapital. Selvfølgelig kom en sådan guldgrube under tysk protektion hurtigt i midtpunktet for den offentlige diskussion, og de socialdemokratiske spidser måtte i månedsvis både i pressepolemik og gennem injuriesager værge sig mod grimme beskyldninger for at stå i et mindre frit forhold til det tyske kejserriges magthavere.
Den store succes med dr. Helphand-forretningen lokkede iøvrigt hurtigt »Arbejderkul« ud i en række nye spekulationer: I maj måned 1918 kastede Kiefer og Co. sig således maskeret bag mellemmænd også over skibsindkøb for »Arbejderkul«s regning, for at de tyske kul kunne føres hjem af firmaets egne kulbåde. Skibskøbene foretoges af den senere kendte forfatter kaptajn Otto Lütken, medens »Arbejderkul« dækkede sig bag en privat reder, direktør Utzon Buch (»Østersøen«). Som Kiefers juridiske konsulent fungerede overretssagfører Fauerschou, der betegnende nok tilhørte kredsen omkring »Transatlantisk Kompagni« og Harald Plums »Russisk Handelskompagni«.
Da Otto Lütken senere lod dokumenterne vedrørende skibskøbene offentliggøre, klarlagdes ikke blot »Arbejderkuls mystiske rolle, men det dokumenteredes samtidig en opsigtvækkende affære om en mindre »socialistisk« transaktion med en returkommission på 60.000 kr., i hvilket brændselsforretningens spidser var implicerede.
Det er overhovedet ikke for meget sagt, at grænserne mellem »socialdemokratisk bevægelse« og de hektiske krigsspekulation i de kapitalistiske omgivelser i denne periode var mere end udflydende. »Socialdemokraten«s mangeårige redaktionssekretær Marius Wulf gav senere i en pjece et malende billede af, hvordan gulaschspekulation og aktie jobberi i krigsårene var en vigtig bestanddel i medarbejdernes daglige dont i Farimagsgade. Forbindelsen med byggespekulanten og værftsejeren Henckel hørte også med til denne tids højre-socialdemokratiske eskapader i »modstanderne«s lejr. Sørgelig berømt blev senere Henckels gave på 4.000 kr. til »Socialdemokraten«s redaktør Oscar Jørgensen for påvirkning af fragtnævnet og samme herres »rentefri prioritet« på andre 10.000 kr. i Borgbjergs sommerhus.
I en periode, hvor andre socialdemokratiske spidser er godt i gang med at knytte nære forbindelser af både financiel og anden art med en anden højkapitalistisk stormagt, er der måske grund til at minde om, at forbindelserne mellem det danske socialdemokratis spidser og det aggressive tyske kejserriges koryfæer tilsyneladende heller ikke indskrænkede sig til den rent forretningsmæssige »fællesvirksomhed«. Marius Wulf nævner i alle tilfælde i sit anklageskrift mod den socialdemokratiske inderkreds endnu et bemærkelsesværdigt træk af grovere art, hvor han om de mærkværdige kontakter i 1917 fortæller følgende:
»Den tyske professor Hollmann, der det meste af krigen opholdt sig i København som tysk agent, henvendte sig nu (efter proklameringen af den uindskrænkede ubådskrig) til en senere afdød medarbejder ved »Socialdemokraten« ved navn S. og tilbød ham en betydelig betaling for at være mellemled mellem en tysk agent i Amerika, hvis navn i telegrammerne var Jaeger, og den tyske efterretningstjeneste. Det skulle gå for sig på den måde, at Jaeger i Amerika optrådte som korrespondent ved »Socialdemokraten«, og med »Socialdemokraten« som dækadresse så godt som daglig – undertiden flere gange om dagen – tilsendte bladet handelstelegrammer. Der var jo intet mærkværdigt i, at et blad i Danmark fik telegrammer fra en korrespondent i Amerika, selv om det var givet, at et dansk blad ikke kunne bære de vældige omkostninger, som en sådan daglig telegramforbindelse over Atlanten kostede. Men denne side af den ellers så snedigt arrangerede forbindelse havde man altså fra amerikansk og engelsk side (telegrammerne gik over England) ikke sin opmærksomhed henvendt på.
Den opgave, der nu tilfaldt S., var at afskrive telegrammerne og sende dem videre med »Frankfurter Zeitung« som dækadresse ... Telegrammerne var som sagt af handelsmæssig natur, men enhver, der kender lidt til forholdene under krigen, ved, at det var under sådanne former, at ciffermeddelelser sendtes til de krigsførende landes spiontjeneste. Daværende redaktør Borgbjerg var ikke alene fuldt vidende om dette forhold, men S. havde oven i købet, før han traf endelig aftale med professor Hollmann, indhentet tilladelse hos Borgbjerg . . .«
Marius Wulf antyder direkte, at et af formålene med nævnte telegrammer var at udpege skibe, der afgik fra USA, som ofre for de tyske ubåde i Atlanten. Det er blevet anført, at samme Marius Wulf var en både slet og upålidelig person, men den kendsgerning bliver dog stående, at redaktør Borgbjerg som minister så sent som d. 13. november 1924 gav samme herre sin »bedste anbefaling« som kvalificeret til en stilling i det danske udenrigsministerium. Skyldtes dette samme hr. Wulfs saglige kvalifikationer eller en lidt for generende faktisk viden om fortrolige begivenheder i kontorerne i Farimagsgade og i den socialdemokratiske inderkreds overhovedet?
I alle tilfælde kaster ovennævnte begivenheder et ikke uvigtigt lys over baggrunden for Lenins håndfaste karakteristik af Stauning som en »tyskvenlig social-chauvinist« i årene under den 1` Verdenskrig og over hans lige så klare påvisning af, at det danske socialdemokratis spidser under den første verdenskrig »holdt og endnu holder sig til det tyske socialdemokratis højrefløj« – imperialisternes håndlangere indenfor tysk arbejderbevægelse!
Som en neutral plet midt i det krigsførende Europa havde København under den første verdenskrig på flere og meget forskelligartede områder sine specielle funktioner i verdenspolitikken: Det var sæde for alle mulige slags efterretningstjenester og de krigsførende landes spionage. Tilsyneladende afbrudte forbindelser mellem de imperialistiske stormagters kosmopolitiske monopoler knyttedes ligeledes på mystisk vis igen under krigen i Danmarks hovedstad. Der florerede herfra en storstilet »illegal« vareudveksling mellem de store krigsførende blokke for at forlænge krigsmaskinernes virksomhed gennem en praktisk »gensidig hjælp«, trods blokaderne. Selv de talrige »klausulæder-processer« var et talende vidnesbyrd om en økonomisk kontakt, der aldrig helt gik i stå.
Men København udfyldte også endnu en vigtig international rolle: her virkede en slags uofficielt »clearingkontor« for hemmelig udveksling af hemmelige fredstilbud og fredsbetingelser mellem de to kæmpende lejre. Vilkårene for de imperialistiske giganters påtænkte planer om en nyopdeling af verden noteredes via København efter de vekslende styrkeforhold grupperne imellem. Vor hovedstad havde også funktionen som en slags kosmopolitisk »sort fredsbørs« bag de officielle kulisser.
Mellemmændene i disse spændende internationale kontakter var brogede figurer, og omfattede et persongalleri lige fra den danske finansverdens ukronede pengefyrster, der jo havde nære økonomiske forbindelser i begge lejre, til det danske socialdemokratis spidser – der ligeledes opretholdt traditionelle og nære kontakter med socialchauvinisterne i begge lejre – de krigsførende regeringers trofaste hjælpere i varetagelsen af den »hjemlige imperialismes« mindre socialistiske interesser.
Det første udspil på dette område tilfaldt selvfølgelig vore »store« pengefyrster, der i forvejen havde fået udformet spillets regler med hensyn til fastlæggelsen af den fra begge sider anerkendte »danske neutralitet« – med tilhørende leverancekvota til begge de krigsførende lejre. Fra danske forhold bevægede disse kapitalens matadorer sig hurtigt og uformelt over på den europæiske arena, som formidlere af fredsfølere, For fredsprincipper interesserer man sig mindre – mere for »fredsforretninger« tilpasset fronternes »sorte chancenotering«. Aktiemarkedet om igen: Hver »gevinst« og tab på slagmarken måtte tages med i betragtning.
Mest kendt blandt de danske finansmænds »fredsmissioner« er sikkert H. N. Andersens formidling af en tysk fredsføler til tsaren i juli 1915. Det var ganske vist en uskreven lov, at der heller ikke senere skulle tales højt om denne højfinansens internationale funktion. Med dydig forargelse skrev således Emil Glückstadt i et memorandum i 1923 om sin rival:
»Når jeg tænker på alle etatsråd Andersens politiske fantasterier i denne periode (1922), mindes jeg den næsten utrolige letsindighed, han ofte udviste ved at prale med sin magt til ganske ansvarsløse personer. Det hændte således, at han efter en sådan åbenmundet udtalelse til en journalist måtte se historien om en af sine politiske missioner bragt frem i nogle jyske blade. Historien var overmåde fantastisk. Den fortalte nemlig, at han under krigen havde været udsendt som mægler til de krigsførende magter – blandt andet kejser Wilhelm og tsaren, for at få krigen bragt til ophør(!). Og da man undersøgte, hvorledes den kunne være opstået, viste det sig, at den stammede fra etatsråden selv.«
Historien er imidlertid langt fra opspind. ØK’s leder var faktisk i juli 1915 rejst til Sct. Petersburg med en tysk fredsføler, han havde modtaget gennem sin gamle forretningsforbindelse direktør Albert Ballin i Hamburg, og som han overbragte ved tsarhoffet uden, at der kom noget praktisk ud af forslagene grundet overdrevne tyske krav. H. N. Andersen skal have benyttet sin traditionelle vej via »tsarmoderen« Maria Feodorovna, der skal have omtalt episoden i sin dagbog, hvis udgivelse etatsråd Andersen senere lagde megen vægt på ikke blev effektueret, da dette var påtænkt. Han intervenerede i denne sag ikke forgæves.
Da det tyske »tilbud« ikke fandt god jordbund i Sct. Petersburg, gik samme H. N. Andersen pudsigt nok øjeblikkelig over til at udarbejde et memorandum om et fælles britisk-tsaristisk monopol på Østersøhandelen efter »sejren« over Tyskland, hvor København skulle have en strålende fremtid som transitcentrum – og hvor ØK’s skibe rimeligvis skulle lukrere på, at førkrigstidens dominerende tyske tonnage i Østersøhandelen definitivt var sat ud af spillet som konkurrent. Som man kan tænke sig var »fredsmæglerne« fra dansk højfinans altid yderst »uselviske«!
Efter den første russiske revolution i 1917 kom »chancen« på »fredsmarkedet« til det danske socialdemokratis spidser. Deres forbindelser med det kejserlige Tyskland var, som påpeget, helt i orden, og i det nyomdøbte Petrograd sad der i Fyrst Lvovs og Kerenskis regering gamle venner af den danske socialdemokratiske inderkreds – russiske »socialchauvinister«. Hvad var da naturligere end, at Stauning, Borgbjerg og Co. søgte at bringe de to hold af »venner« sammen i en »fredelig« afregning på krigens marked – ikke svarende til noget så abstrakt som principper eller retfærdighed, men efter »de forhåndenværende« internationale styrkeforhold.
Initiativet til den danske fredsaktion udsprang betegnende nok ikke fra Farimagsgade i København – men fra Wilhelmstrasse i Berlin. I sit tidligere omtalte anklageskrift mod Borgbjerg fortæller »Socialdemokraten«s forhenværende redaktionssekretær Marius Wulf om begyndelsen:
»Så kom revolutionen i Rusland, og den tyske hærledelse vejrede en mulighed for separatfred med de nye magthavere. Tyskland kunne naturligvis ikke officielt træde i forhandling, men man udså sig Borgbjerg, og jeg ser endnu Parvus (dr. Helphand) træde ind på »Socialdemokraten«s kontor og forsvinde ind i Borgbjergs værelse. Det er i øvrigt den eneste gang, jeg har set Parvus på »Socialdemokraten«, og dengang vidste vi selvfølgelig ikke grunden til hans besøg, men kort efter rejste Borgbjerg (officielt på bladets vegne) til Petrograd og fik virkelig lavet et slags fredsgrundlag med Kerenskis regering. Der er for mig ingen tvivl om, at Borgbjerg reelt var agent for den kejserlige tyske regering, og at hans rejse blev betalt gennem Parvus – selv om hans rejse naturligvis blev udsmykket og omgivet med smukke fraser om arbejde i fredens tjeneste.«
Efter kejserkullene til Kiefer og Stauning fulgte altså ligeledes gennem den tyske agent dr. Parvus-Helphand det tyske »fredsmandat« til redaktør Borgbjerg. I starten havde denne dog et teknisk uheld: Han blev i Haparanda standset og nægtet indrejse som tysk agent. Men med partifællernes hjælp og »garantier« fra det »internationale« socialdemokratis spidser slap kamelen dog gennem nåleøjet og kort efter fulgte Borgbjergs store øjeblikke i tsarlogen i Petrograds teater.
Marius Wulf overdriver dog, når han fortæller, at Borgbjerg fik sikret et fredsgrundlag ved forhandlingerne med den provisoriske russiske regering. De tyske forslag var for stramme, og som en overgangsetape enedes han med de »social-chauvinistiske« russiske partiers ledere om, at et »fredsinitiativ« skulle udgå fra den såkaldte socialdemokratiske fredskonference i Stockholm, hvor visse modererede tyske krav skulle være det »forhandlingsgrundlag«, der fik de socialdemokratiske spidsers stempel som en passende afslutning på krigen.
En uhyre skuffelse oplevede den ærgerrige danske socialdemokratiske leder dog på sin sagnombruste Ruslandsfærd. Hvor han havde et kejserligt tysk autoriseret »fredsprogram« i lommen, stod bolsjevikkerne med fredsprincipper uafhængige af alle imperialistiske magter, udarbejdet med det formål at gennemtvinge freden ved mobilisering af folkene mod alle imperialistiske regeringer – den tyske og russiske iberegnet. Alle borgerlige og højresocialdemokratiske provokationer og bagtalelser mod Lenin og bolsjevikkerne som tyske agenter smelter som sne for solen, når man læser den af Lenin foreslåede og af bolsjevikkernes partikonference d. 12 maj 1917 vedtagne beslutning i anledning af Borgbjergs mystiske »fredsmission« til Petrograd. Det hedder heri klart og tydeligt:
»I anledning af den danske »socialist« Borgbjergs ankomst og hans forslag om deltagelse i socialistkongressen og om understøttelse af de fredsbetingelser, som de tyske socialdemokrater af Scheidemann- og Plekhanov-retningen foreslår, og ved hvilke Tyskland skulle give afkald på de fleste anneksioner, vedtager konferencen følgende:
Borgbjerg optræder i de tre skandinaviske partiers – det vil sige i det svenske, danske og norske partis navn. Hans mandat er givet ham af det svenske parti, i spidsen for hvilket Branting står, det vil sige en socialist, der er gået over på »sit« Bourgeoisis side, og som har prisgivet det revolutionære forbund af alverdens arbejdere. Dette svenske parti kan ikke af os anerkendes som et socialistisk parti.
Ligeledes betragter vi ikke det danske parti, fra hvilket Borgbjerg har et mandat, som et socialistisk parti, thi i spidsen for det står Stauning, et medlem af en borgerlig regering. Staunings indtræden i den borgerlige regering havde en protest og udtræden tilfølge fra gruppen omkring kammerat Gerson Trier, som har erklæret, at det danske socialdemokrati er blevet et borgerligt parti.
Borgbjerg handler ifølge sine egne ord i overensstemmelse med Scheidemann og andre tyske socialdemokrater, som er gået over på den tyske regerings og de borgerlige partiers side. Derfor er der ingen tvivl om, at Borgbjerg direkte eller indirekte er en agent for den tyske imperialistiske regering.
I betragtning af dette er partikonferencen af den opfattelse, at vort partis deltagelse i en konference, i hvilken Borgbjerg og Scheidemann deltager, er principielt utilladelig, da det ikke er vor opgave at forene de forskellige imperialistiske regeringers direkte og indirekte agenter, men derimod at samle de arbejdere, der i alle lande allerede under krigen har ført en revolutionær kamp mod deres imperialistiske regeringer.
Kun en konference og en tilnærmelse mellem sådanne partier og grupper kan i virkeligheden fremme fredsslutningen. Vi advarer arbejderne mod at møde den konference, som Borgbjerg indkalder til med tillid, thi i virkeligheden vil denne konference af pseudosocialister kun være en skinkomedie, som bag sin ryg dækker diplomaternes intriger ...
Socialister kan ikke uden at prisgive arbejderklassens sag, hverken direkte eller indirekte deltage i denne smudsige og egoistiske sjakren mellem kapitalisterne i de forskellige lande – ved fordelingen af deres bytte.«
Allerede nogle måneder tidligere havde Lenin i et brev til Alexandra Kollontaj detailleret talt om nødvendigheden af, at der indtraf et brud mellem alle ærlige skandinaviske marxister, der var forblevet tro mod socialismen, og borgfredspolitikerne i spidsen for de skandinaviske socialdemokratiske partier, der gik deres eget Bourgeoisis, eller fremmede imperialisters, ærinde. Om stillingen i Danmark hed det heri:
»I Danmark vil sandsynligvis Trier og andre tilslutte sig den opgave at danne venstreorienterede, marxistiske, partier i de skandinaviske lande, en del af den norske venstrefløj ligeledes. Kampen mod Branting og Co. er en alvorlig sag. Nødvendigheden skal bevirke, at man noget mere alvorligt tager stilling til spørgsmålene om den revolutionære marxismes teori og taktik.«
Lenins stilling i vurderingen af de danske højresocialdemokratiske føreres rolle og holdning under den første verdenskrig manglede således intet i retning af klarhed i analysen. Hans opfattelse var, at det officielle danske socialdemokrati, under ledere som Stauning, Borgbjerg og Co., definitivt var havnet, ikke blot i deres eget borgerskabs lejr, men som farlige agenter for tysk imperialisme på den internationale arena. Det var dette resolutionen mod Borgbjergs famøse »fredsmission« i fremmed tjeneste fremfor alt skulle slå offentligt fast på et tidspunkt, hvor netop bolsjevikkerne kæmpede sejgt og målbevidst for freden mod deres eget lands imperialistiske bourgeoisi og anneksionister.
Som den nærmeste og mest påkrævede opgave for de skandinaviske og danske socialister – der var forblevet tro mod marxismen – opstillede Lenin udfra de officielle socialdemokratiers ynkelige rolle: det åbne ideologiske og organisatoriske brud med formidlerne af borgerskabets og den krigerske imperialismes indflydelse indenfor arbejderklassens rækker.
Grundet på en stærk centristisk tradition blandt de oppositionelle elementer, der indenfor bevægelsen vendte sig mod det danske socialdemokratis krigspolitik, skulle der dog efter Lenins brev til Alexandra Kollontaj gå mere end et år, før den første svage organiserede udspaltning fandt sted fra det danske socialdemokratis rækker.
I mellemtiden havde den sejrrige oktoberrevolution bragt bolsjevikkerne til magten i form af dannelsen af den første arbejdernes og bøndernes Sovjetregering, der gjorde populariseringen af et socialistisk fredsprogram og kampen for freden til en statslig opgave for det nye Rusland.
I denne kamp, og i arbejdet for overgang til socialistiske opgaver som en konsekvens af arbejderklassens magtovertagelse, mødte den unge sovjetrepublik også en fanatisk modstand fra det danske Bourgeoisis og den danske regerings side. I det officielle Danmarks stilling til den store russiske revolution støder vi også på en række ejendommelige politiske foreteelser, i hvilke kernen netop var det, Lenin havde karakteriseret som »dansk imperialisme«. Baggrunden for denne udvikling skal blive behandlet udførligt i et følgende kapitel.
I deres stilling til den russiske sovjetrepublik, og til dennes kamp for freden, møder man ligeledes en egenartet holdning fra de samme socialdemokratiske lederes side, som Lenin uden forbehold havde brændemærket som »tyskvenlige socialchauvinister« og »direkte eller indirekte agenter for tysk imperialisme«.
Vi skal i praktisk politik se, hvordan netop denne Lenins sikre analyse ikke mindst bekræftedes i Staunings, Borgbjergs og Co’s rolle under sovjetregeringens kamp for freden – ikke i ord, men i handlinger.
Når der i skrift og tale efter den russiske revolution blev givet menigmand i Danmark et så falsk, og et så forvrænget billede af en omvæltning i verdenshistorisk format, skyldtes dette ikke blot det danske borgerskabs rasende hetz, der var en »naturlig« følge af tabte privilegier. Det skyldtes ikke mindre, at det danske socialdemokratis spidser igennem deres handlinger og deres indflydelse selv leverede beviset for, at Lenin og bolsjevikkerne havde haft ret i deres skarpe karakteristik af disse folks rolle, da spørgsmålet om socialismens virkeliggørelse blev sat på dagsordenen.
Det kan fastslås, at Danmarks rolle som »neutralt« land under stormagtskrigen 1914-18 – og delvis som hemmelig formidler af vareudvekslingen mellem de to krigsførende blokke – midlertidig placerede det danske borgerskab og dansk finanskapital i en yderst fordelagtig situation. For en lille begrænset gruppe af danske kapitalister opnåedes en uhyre krigsprofit, medens den brede befolkning befandt sig i en alt andet end misundelsesværdig stilling på grund af krigstidens restriktioner, prisåger, vareknaphed og udgifterne til de militære »sikkerhedsforholdsregler«.
Kapitalisternes overskud nåede op på hidtil ukendte højder, og de store indtægters og kapitalens ophobning på stadig færre hænder styrkede Finanskapitalens dominerende indflydelse og aggressivitet på både den indre og ydre front. Problemet om den mest fordelagtige placering af de i udlandet indtjente formuer fik det danske borgerskabs ledende kredse til at rette blikket mod realiseringen af en hel række nye opgaver. Virkefeltet indenfor landets egne grænser blev for snævert for dansk finanskapital, og en i sit væsen imperialistisk ekspansionstendens træder stadig tydeligere frem.
I et vist omfang var man vidne til en temmelig tilfældig og konjunkturbestemt udvidelse af det industrielle apparat i hjemlandet, men blokade og krigstidens stigende vanskeligheder ved at dække råstofbehovet – dansk kapitalismes achilleshæl – vendte hurtigt opmærksomheden udadtil, for at sikre en bedre råstofbasis og nye markeder for den stigende industriproduktion. Kapitaleksport i hidtil ukendt omfang begynder at sætte ind; et nyt træk for dansk kapitalismes hastigere overgang til dens imperialistiske etape.
Retningen for dansk kapitalismes fornyede »virketrang« begrænsedes af temmelig snævre rammer under krigstidens forhold: De vestlige krigsførende lande var dels lukket omride, dels et såre risikabelt virkefelt. Det samme gjaldt i vid udstrækning også de egentlige oversøiske og koloniale markeder, som de krigsførende stormagter efter evne monopoliserede for sig selv.
Der er derfor intet mærkværdigt i, at dansk finanskapital i disse år i stigende grad rettede blikket mod den i kapitalistisk henseende svagest udviklede europæiske stormagt: Rusland. I forhold til det øvrige Europa havde den langsommere udvikling af produktivkræfterne her været en uundgåelig følge af, at der på afgørende felter endnu dominerede en feudal samfundsstruktur og en økonomisk tilbageblevenhed, som det tsaristiske despoti kunstigt havde opretholdt.
Til disse almindelige træk var under krigen kommet et nyt: fransk finanskapitals indtrængen i Ruslands industrielle liv var foreløbig blevet bragt til brat afslutning gennem krigen, eller den var i alle tilfælde blevet stærkt begrænset. De øvrige allierede magters russiske indsats bestod ligeledes hovedsageligt i ydelsen af krigslån og krigsleverancer, og endelig var såvel den hidtidige omfattende vareeksport og kapitalinvestering fra Tyskland totalt blevet bragt til ophør. Det temmelig udstrakte net af tysk industriel foretagsomhed i tsarriget var likvideret fra krigens begyndelse, og de lokale tyske koncessioner og industrielle virksomheder var øjeblikkelig blevet inddraget og beslaglagt af den tsaristiske regering.
Både med hensyn til vareleverancer og kapitalinvestering indstillede dansk højfinans sig på efter evne at udfylde det økonomiske tomrum, som hidtidig tysk eksport og industriel virksomhed havde efterladt på det russiske marked. Specielt i krigens sidste halvdel var man derfor vidne til, hvordan vore hjemlige foretagender og banker søgte at vinde indpas på det russiske marked for danske varer og søgte at placere en stadig voksende del af den danske krigsprofit i russiske investeringer. De nære forbindelser med det russiske tsardynasti – delvis med det danske kongehus som formidler – udnyttedes i disse år til det yderste af dansk kapital og af danske forretningskredse med de nævnte perspektiver.
I den danske kapitals russiske ekspansionsbestræbelser spillede i første række et enkelt af de danske pengeinstitutter – Landmandsbanken – en førende rolle. Karakteristisk nok i øvrigt den danske storbank, der hidtil havde stået med de mest intime tyske forbindelser og interesser.
Det første store fremstød på det russiske marked blev foretaget af denne gruppe gennem direktør Harald Plums start af »Russisk Handelskompagni«; i juni 1915, et firma, der fra starten stillede sig til opgave at drive eksporthandel på det varehungrende russiske marked. Firmaets bankforbindelse var oprindelig Revisionsbanken, [3] men allerede året efter havde de Plumske planer fået et sådant omfang, at den store Landmandsbank overtog både financieringen og protektionen af det nye selskab, der under Erik Plums ledelse snart kastede sig over de mest forskelligartede virkefelter i Rusland, derunder også industriel anlægsvirksomhed.
De første fremstød i denne retning fandt sted indenfor krigsindustriens område. Til direkte forsyning af den russiske hær dannedes i 1916 et større sprængstoffirma »Kurolit«, der opførte større fabriksanlæg i Vologda i nord-Rusland med den tidligere direktør for den af F. L. Smidth anlagte cementfabrik i Port Kunda i Estland, Eigil With som leder. I efteråret 1917 omdannedes dette firma dog delvis, idet man fra krigskontrakterne gik over til hovedsagelig at fremstille sprængstoffer til brug i mine- og skovindustrien.
I efteråret 1916 spillede Russisk Handelskompagni på samme måde en vigtig rolle ved opførelsen af en ny stor russisk virksomhed under »A/S Dansk Rekylriffel Syndikat«. Til den nye store fabrik i Kovrov syd for Moskva fremskaffede handelskompagniet alene amerikanske maskiner til et beløb af en 5-6 millioner kroner. Gennem denne udvidelse af rekylsyndikatet fik både Plumgruppen og Landmandsbanken store interesser i nævnte foretagende, der også baserede sin udvidelse på leverancer til tsarhæren.
På samme måde var man i 1916 vidne til, hvordan Russisk Handelskompagni sammen med »Løvens kemiske Fabrikker« i København oprettede en større russisk medicinalfabrik »Lion«; i Moskva. Senere fulgte ligeledes i Moskva starten af en anden fabrik »Russoco«, til fremstilling af bouillon-terninger. Fra den oprindelige vareeksport ser vi altså, hvordan den nye finansgruppe i forbindelse med Landmandsbanken hurtigt specialiserede sig i kapitalinvesteringer og fabriksanlæg i Rusland.
I april 1916 var på et andet felt fulgt et nyt fremstød, hvorunder Harald Plum i kompagni med den senere tvivlsomt berømte herre til »Broholm« Jørgen Sehested, traf forberedelser til skabelsen af en mægtig skandinavisk skovkoncern i nord-Rusland. De voldsomme prisstigninger på træ og tømmer i hele Vesteuropa lokkede danske finansmænd ind på disse omfattende spekulationer i finsk og russisk skovdrift, og i Landmandsbanken gik Emil Glückstadt beredvilligt ind for tanken.
I sin bog: »Russisk Handelskompagni A/S« fortæller direktør Erik Vium om den russiske skovkoncern, han også var en af direktørerne for:
»Hr. Sehested var i kontakt med forskellige større skovbrugs- og papirindustrifirmaer i Norge, og sammen med disse interessenter blev det i København besluttet at starte et selskab under navnet: »A/S Det udenlandske Skovindustriselskab« med en aktiekapital af 8 millioner kroner, hvoraf halvdelen skulle emitteres i København og halvdelen i Christiania. Denne emission blev foretaget i oktober 1916 og med så stor succes, at aktierne dagen efter udbydelsen allerede noteredes til kurs 150, ligesom etableringen af dette foretagende blev modtaget med den største tilfredshed af den danske presse, der delte den dengang almindelige mening, at Danmark burde benytte de daværende særlig gunstige forhold til at udvide sine interesser i Rusland på de forskellige felter«.
Blandt ovennævnte skovkoncerns stiftere og bestyrelsesmedlemmer var så kendte navne som lensgreve Bendt Wedell-Wedellsborg, kammerherre Carl Bech, professor Oppermann, direktør Harald Plum, og en adjunkt Ramm, samt fire norske finansmænd. Det man tog sigte på var intet mindre end oprettelsen af Europas hidtil største skov-, savværks- og tømmerkoncern. Erik Plum fortæller herom videre:
»Efter at selskabet havde undersøgt og drøftet mange forskellige meget værdifulde objekter, blev det i november-december 1916 besluttet at købe aktierne i to meget store russiske skovselskaber, der tilsammen besad ca. ¼ millioner tønder land storskov med tilhørende savbrug i guvernementerne Volodga og Rybinsk. Skovarealerne lå alle i tilslutning til flod eller kanal, således at produktionen kunne afsættes, dels ad Volga’en lige til Astrachan ved Det kaspiske Hav, dels ad Marinski-kanalsystemet til Petrograd og de udenlandske markeder. De norske herrer, der indtrådte i bestyrelse og direktion, havde i mange år arbejdet i tilknytning til russisk skov industridrift, og den ene af herrerne Kiær var den ene hovedaktionær og den anden direktør for det store norske aktieselskab »Dubrovka«, der ejede en af Ruslands største papirfabrikker, beliggende ved Nevaen nord for Petrograd.
Senere startede de samme norske interesser et nyt russisk skovselskab under navnet »Russian Forest Industry A/S«, og det fik også efter forhandling med Harald Plum en vis, betydelig mindre, tilknytning til vort selskab. Det erhvervede meget store savværksinteresser i Archangelsk og Onegadistrikterne (Østkarelen). Hvis den store russiske revolution ikke havde standset alt initiativ og industrivirksomhed i Rusland, ville samarbejdet mellem disse tre store selskaber og andre interesser sikkert have medført en fusion, der ville have skabt Europas største selskab indenfor skovbrug, cellulose- og papirindustri.«
Vi ser her et mønstereksempel på, hvordan dansk krigsprofit i jagten efter den højest mulige forrentning af de »ledige« kapitaler placeredes i form af millioninvesteringer på det russiske marked. Fra krigsspekulation og industrielle anlæg var de danske finansmænd også begyndt at interessere sig for at monopolisere vigtige russiske råstofkilder i tsarriget for at udnytte krigstidens eventyrlige toppriser på verdensmarkedet.
* * *
Gruppen Harald Plum-Emil Glückstadt slog sig imidlertid ikke på nogen måde til tåls med de ovenfor omtalte »erobringer«. Samtidig havde disse kapitalinteresser ligeledes kastet blikket udover det europæiske Ruslands grænser for at trænge ind på det asiatiske marked i Sibirien. Foruden Store Nordiske og ØK virkede her i forvejen i første række to andre store danske firmaer: Direktør Hjerl Hansen »A/S Det sibiriske Kompagni«, der var nært knyttet til Handelsbanken, og firmaet »Th. Lund og Petersen«. Begge disse to danske selskaber havde allerede før krigen specialiseret sig i mejeribrug efter dansk mønster, smøreksport og indførsel af danske landbrugsmaskiner og andre industri- og forbrugsvarer.
Fra 1916 havde den tsaristiske regering ganske vist i det fedtstoffattige Rusland indført eksportforbud for smør, men de nævnte danske selskaber slog sig derefter på en indbringende handel med leverancer af sibiriske landbrugsprodukter til de store russiske industriområder på hjemmemarkedet, hvor der kunne indvindes en fed profit som følge af de stadig stigende levnedsmiddelpriser.
Lige siden slutningen af 1915 havde også Plums Russisk Handelskompagni søgt at trænge ind på det sibiriske marked med sine importvarer. Resultatet blev hurtigt, at der blev indledt forhandlinger mellem Plum-gruppen og firmaet »Th. Lund og Petersen« om en sammenslutning af interesserne. Det sidste firma omdannedes til et aktieselskab, hvori Plum-gruppen overtog aktiemajoriteten. Russisk Handelskompagni og det omdannede sibiriske firma dannede derefter i 1916 i fællesskab et nyt firma »Russisk-Asiatisk Kompagni«, der hurtigt fik et net af filialer over hele Sibirien.
Den danske Klondyke-spekulation i russiske rigdomme var ikke blot noget, der specielt var karakteristisk for Harald Plum interesserne og Landmandsbanken, selvom disse grupper både var de dristigste og de førende i de russiske engagementer. Handelsbanken pumpede i de samme år ligeledes store kapitaler i Hjerl Hansens og grosserer Carl Holbeks »A/S Sibirisk Kompagni«, der fra en aktiekapital på 2 millioner kroner i 1904 havde forøget kapitalindsatsen til 6,35 millioner i 1917. Samtidig var der imidlertid i tilslutning til Sibirisk Kompagni i 1916 blevet dannet et nyt og større selskab: »Det almindelige Handelsselskab«, der startedes med en kapital på 10 millioner kroner, men som i 1918 under det hvide diktatur i Sibirien forberedte sig til nye fremstød for at udnytte konjunkturerne og af den grund udvidede sin kapital til den efter danske forhold mægtige sum af 20 millioner kr. Dette firmas ledere havde ærgerrige planer om at gøre Sibirien, hvis befolkning stadig havde været stigende gennem kolonisering, til et indbringende marked for dansk industrieksport via Vladivostok. På denne østasiatiske linje arbejdede den nye koncern til en vis grad parallelt med ØK’s skibsfart og handel under disse himmelstrøg, hvor indkøb af soyabønner i Manchuriet til dansk olie- og margarineindustri havde haft en rivende udvikling.
Det var ikke blot afsætning af danske varer på det russiske marked, den Plum’ske koncern beskæftigede sig med. I lige så høj grad interesserede gruppen sig for i videst mulige omfang at stå som formidler af vareindførsel til Rusland fra England, Frankrig, USA og de oversøiske koloniale områder. Over hele jordkloden organiseredes på dette grundlag filialer og datterselskaber for den nye koncern.
Finansgruppens voksende internationale organisation medførte i efteråret 1916, i intimt samarbejde med Landmandsbanken, dannelsen af »Transatlantisk Kompagni«, der skulle koordinere alle de Plum’ske selskabers virksomhed på verdensmarkedet. Den nye koncern var et såkaldt »Holding Company«, hvis formål var »at anbringe kapital i andre foretagender, væsentligst oversøiske handels og eksportfirmaer og ved kontrakter forene disse i fælles samarbejde«. Senere (i 1919) forenedes »Transatlantisk Kompagni« også formelt med Harald Plums oprindelige stamselskab »United Export Company«, og den transatlantiske koncern kom herefter til at stå som en finansgruppe repræsenterende en aktiekapital på 20 millioner kroner, der i 1920 yderligere svulmede op til 30 millioner. Til sammenligning udvidedes ØK’s aktiekapital i 1918 fra 25 til 50 millioner kroner.
Den officielle etablering af den transatlantiske koncern gav straks impulsen til nye fremstød på det russiske marked. En villig banebryder for Transatlantisk Kompagni var ved denne lejlighed det danske kongehus. Direktør Erik Plum omtaler i sin bog de tsaristiske myndigheders voksende mistænksomhed overfor udenlandske firmaer og frygten for tysk spionage og fortæller derefter:
»Under mit besøg i København ved juletid 1916 havde jeg omtalt dette til Harald Plum, og vi var blevet enige om, at jeg skulle se at få en særlig introduktion fra det danske kongehus til enkekejserinden og derigennem en særlig beskyttelse for kompagniet. Prins Viggo var så venlig at give mig og samtidig direktør Jørgen Sehested en introduktion til sin tante enkekejserinde Maria Feodorovna.«; Erik Plum beretter videre om modtagelsen hos enkekejserinden i Kiev i en af de første dage af februar 1917:
»Hun modtog mig med særlig opmærksomhed pågrund af mit navn. Min slægtning professor Peter Plum havde været hendes livlæge og fulgt hende til Rusland, da hun blev gift, hvor han havde været hende en god hjælp de første år i Rusland, og kejserinden omtalte ham med megen hengivenhed. Resultatet af audiensen blev, at enkekejserinden gav sin hofchef ordre til omgående at sende en introduktionsskrivelse til udenrigs-, indenrigs- og landbrugsministerierne i Petrograd.«
Store praktiske resultater medførte denne dynastiske protektion næppe, for en måned efter udbrød den første russiske revolution, der fejede huset Romanow fra tsartronen, men der var her mellem »Transatlantisk Kompagni«s ledere og Maria Feodorovna blevet knyttet en direkte forbindelse, der senere skulle få særdeles ulykkelige følger i dansk politik efter krigen. Dynastiernes rolle som Finanskapitalens kronede protektorer belyses her atter tydeligt.
Af den transatlantiske koncerns senere større fremstød på det russiske marked skal kun omtales endnu tre:
I 1916-17 allierede Russisk Handelskompagni sig med de store russiske og polske sukker producenter i Ukraine (der før krigen havde været storaftagere af tysk kunstgødning) og med det danske firma »Dansk Svovlsyre og Superfosfat Fabrik« (hvis leder direktør Siegumfeldt var medlem af handelskompagniets ledelse) for at sikre sig en monopolstilling ved det russiske markeds fremtidige forsyning med kunstgødning. Om denne store plan om nye millioninvesteringer i Rusland fortæller Erik Plum:
»Da forholdene ansås for at ligge usædvanlig gunstigt, blev det i løbet af sommeren 1917 besluttet at danne et særligt aktieselskab: »A/S Svovlsyre og Super-fosfatfabrikken Rusland« med en aktiekapital på 5 millioner kr., hvoraf halvdelen blev indbetalt straks. Hovedparten af aktierne tog »A/S Dansk Svovlsyre og Superfosfatfabrik« og Russisk Handelskompagni, og resten tegnedes privat, idet man ikke mente at ville skride til en emission, før fabrikkens (eller fabrikkernes) anlæggelse var fikseret. Efter forhandlinger ført i Kiev (gennem den danske konsul Carl Nielsen) var det meningen, når man kom så vidt, at starte et russisk aktieselskab på 10 millioner rubler, hvoraf majoriteten skulle ejes af det nystartede »A/S Svovlsyre og Superfosfatfabrikken Rusland«, og minoriteten placeres på russiske sukker-industrielle interessenter. Der blev tilsagt dette nye russiske selskab betydelig støtte af forskellige store Kiev-banker, således at det var meningen straks efter krigens afslutning at bygge forskellige fabrikker på praktisk beliggende steder i Rusland.«
Monopolisering af det store russiske markeds forsyning med kunstgødning var altså i krigsårene også et af dansk finanskapitals ærgerrige mål.
Endnu et betydeligt fremstød fra Landmandsbankens og Plum-koncernens side blev i 1917 rettet på et andet område på det russiske marked. Allerede før krigen havde Harald Plums selskab »United Export Company« financielt behersket det kendte danske frøfirma »Trifolium«, der rådede over en række russiske filialer og opkøbscentraler. I sommeren 1917 udvidedes Trifoliums russiske datterselskab »Trifolium, Holten og Bondarzewski« til et aktieselskab med en kapital på 800.000 kroner, hvor Russisk Handelskompagni og det danske frøfirma overtog hver halvdelen af aktierne. Meningen med dette nye storfirma var at søge at monopolisere hele den russiske frøhandel med omverdenen. Det amerikanske og sydamerikanske marked skulle forsynes med russisk kløver og lucernefrø, medens man til Rusland hovedsagelig skulle eksportere udenlandsk roe-, have- og urtefrø. På samme måde søgte Plum-gruppen ved dannelse af selskabet »United Wine Company«; at skaffe sig et indbringende agentur ved eksport af russiske vine fra Krim og Kaukasus.
* * *
En vigtig forudsætning for forståelsen af Danmarks russiske politik i efterkrigsårene er konstateringen af, at dansk finanskapital – i første række repræsenteret ved Emil Glückstadts Landmandsbankledelse og Plum-gruppen – i vidt omfang havde forsøgt at lede den danske kapitalophobning i krigsårene ind på det russiske marked for der at opnå en yderligere indbringende krigsprofit. Det drejede sig her efter danske forhold ikke om småsummer, men om samlede investeringer på mange millioner kroner, idet værdien af de danske investeringer på det russiske marked sammenlagt vurderedes til en rund sum omkring 400 millioner kroner.
I spekulationen i det »russiske eventyr« var danske banker og danske handels- og industriforetagender for alvor kommet med i krigsårene – så at sige i 11. time: lige før den Store Russiske Oktoberrevolution rystede den hidtidige profitøkonomis og selve kapitalismens grundlag i Rusland. Denne kendsgerning kunne senere ikke undgå at sætte sig betydningsfulde spor i den følgende tids danske udenrigspolitik.
* * *
I forbindelse med den danske »Gründerperiode« i den sidste akt af det gamle Ruslands historie rejser der sig et interessant og afgørende problem, der er vanskeligt at få svar på: Betød de store danske investeringer i denne periode et absolut selvstændigt dansk initiativ, eller optrådte dansk kapital også som maskeret mellemled for andre interesser?
Det var i vidt omfang hidtidige tyske selskabers plads, de danske firmaer søgte at overtage på det russiske marked. Den store bagmand i de Plumske planer var endvidere Landmandsbanken, det danske finansinstitut, der havde stået med de mest intime forbindelser med tysk kapital både før og under krigen. Dette kan rejse mistanken om, at »likviderede« tyske interesser kan have forsøgt at bruge danske firmaer som dækmænd for at bevare fodfæstet på det russiske marked under krigen. De »neutrale« lande blev i en række tilfælde tildelt en sådan kosmopolitisk rolle i krigsårene – også andre steder.
Man kan ikke gøre sig helt fri for mistanken om et vist dansk-tysk sammenspil i de ovenfor beskrevne transaktioner. Erik Plum berører kun dette emne diskret ved et par lejligheder, når han for eksempel om den nord-Russiske skovkoncerns dannelse skriver:
»Indenfor denne branche i Rusland havde flere større tyske firmaer før krigen været de ledende, og det blev derfor muligt for hr. Sehested hurtigt at sikre sig eksperthjælp af dygtige folk, der tidligere havde været knyttet under en eller anden form til disse selskaber.«
De tyske interesser, herren til »Broholm« senere nærede, er velkendte. Begyndte de allerede på det forretningsmæssige område under den første verdenskrig? Med hensyn til projektet om den store danske koncern, der skulle forsyne det russiske marked med kunstgødning i efterkrigstiden, er Erik Plum lidt mere åbenhjertig, når han fortæller:
»På grund af »A/S Dansk Svovlsyre og Superfosfat Fabrik«s mangeårige forbindelser med det tyske kali-syndikat havde man håb om efter krigen at overtage dette syndikats repræsentationer i Rusland via København.«
Forbindelsen med det store tyske kali-syndikat og dettes leder Arnold Rechberg er her ubestridelig. Rechberg var lige efter krigen en af de førende i bestræbelserne for at organisere en samlet vesteuropæisk krigsfront mod sovjetstyret, en forkæmper for anti-bolsjevikisk kosmopolisme, sammen med general Max Hoffmann og den franske marskal Foch. Temmelig åbenhjertig er Erik Plum også i sin fremstilling af Transatlantisk Kompagnis efterkrigsperspektiver, hvor han i sin beretning om året 1918 fortæller:
»Vel havde kompagniet ved sin start, som tidligere nævnt, den fordel, at alle tilsvarende tyske huse var tvangslikviderede, og deres forretninger lå derfor åbne, men man måtte gøre regning på en tysk konkurrence efter krigen, selvom adskillige store tyske firmaer efter denne regnede det for udelukket, at de straks kunne begynde forretning direkte i Rusland, og flere derfor ad forskellige veje forsøgte at komme i forbindelse med kompagniet og sikre sig det som forbindelse og mellemled. Enhver forretningsmand måtte under krigen tænke sig, at de store neutrale firmaer på den måde måtte komme til at spille en stor rolle efter krigen som forbindelsesled imellem de tidligere kæmpende magters forretningshuse. Som et led i denne plan søgte direktionen, og til dels for at placere på bedste måde de store rubelbeløb, der var indvundne i Rusland, at opkøbe betydelige russiske forretningshuse i de forskellige brancher, kompagniet specielt var interesseret i. Således opkøbte det på meget favorable betingelser det gamle kendte firma O. Richter i Petrograd, der var et af de få ledende firmaer indenfor instrument- og optikbranchen og derfor havde stor interesse for kompagniets tidligere nævnte 2. afdeling.«
Meget tyder på, at Russisk Handelskompagni her ikke placerede sin kapital uden i alt fald at skele til senere samvirken med det tyske verdensfirma Zeiss i Jena. Erik Plum nævner i samme forbindelse en række andre engagementer på områder, hvor netop tysk kapital før krigen havde været særlig stærkt engageret:
»Ligeledes blev der ført forhandlinger om køb af et par ledende russiske firmaer indenfor værktøj-, isenkram- samt tekstil- og kolonialbranchen. Store ledende russiske firmaer var på dette tidspunkt klar over, at de efter krigen ville blive meget afhængige af udenlandsk kredit, og det havde derfor interesse for dem at søge tilknytning til et kompagni som Russisk Handelskompagni med dets vidtforgrenede europæiske og oversøiske søsterhuse ...«
Man kan ikke afvise den tanke, at Plum-koncernen i denne etape af sine russiske investeringer ikke var blind for tanken om opkøb af russiske realværdier, dels for egen, men dels også for tysk regning i perioden efter Brest-Litovsk freden, hvor den tyske fremtrængen i Rusland igen var sat ind på en række områder, da sovjetregeringen under åndepausen var tvunget til adskillige indrømmelser over for de tyske imperialisters krav.
Gik den ene af Landmandsbankens og Plum-gruppens forbindelser i »det russiske eventyr« til tyske banker og tysk storindustri, er det lige så givet, at andre kontakter gik over Atlanten – til Wall Streets millionærer. Plum-gruppens amerikanske maskinordre til Rekylriffel-syndikatet og stiftelsen af datterselskabet »Bech van Siclen and Co.« i New York er allerede nævnt. Men på samme måde var »Russisk Handels Kompagni«s sibiriske interesser og »Russisk Asiatisk Kompagni« i høj grad knyttet til amerikanske eksportbestræbelser på det rige sibiriske marked, som Wall Street betragtede som et særligt privat interesseområde. Erik Plum beretter herom:
»Interessen for Rusland var vokset i udstrakt grad under krigen. De store amerikanske forretnings- og bankhuse rettede den gang i særlig grad deres blik på det store fremtidsmarked i Rusland og Sibirien, og da de ikke selv besad mange folk med eksporterfaring eller lokalkendskab, ventede de sig meget af et samarbejde med de neutrale huse i Rusland efter krigen, hvor man ikke regnede med, at de tidligere tyske huse hurtigt ville rejse sig igen ...« (raquo;Russisk Handelskompagni A/S«, side 19).
Skal man derfor karakterisere den nye verdenskoncern, Transatlantisk Kompagnis internationale forbindelser i de sidste krigsår må det siges, at koncernen visseligt havde garderet sig, uanset hvem der blev den første verdenskrigs imperialistiske sejrherre. Kontakterne gik både til de store tyske monopoler og til de amerikanske børsherrer i Wall Street. Kun én eventualitet overså de herrer finansmænd i Landmandsbanken og Plum-koncernen: at det blev en tredje magt, det hidtil undertrykte og udsugede russiske folk og den sejrrige socialisme, der ved krigsafslutningen blev det gamle russiske riges nye herre. Her indtraf en både dyr og uforudset fejlregning hos den mest dristige og ekspansive gruppe af dansk finanskapital.
For den hjemlige danske udvikling betød Emil Glückstadts og Landmandsbankens energiske fadderskab og financieringen af den store nye danske verdenskoncern: Transatlantisk Kompagni, et afgørende vendepunkt i udviklingen af de indre modsætninger indenfor dansk finanskapital. Hidtil havde landets største bankforetagende: Landmandsbanken og det store oversøisk engagerede handelskompagni ØK på en række felter været en sammenhængende enhed. Århundredeskiftets livskraftige og hensynsløse Storkapitalistiske parvenue under H. N. Andersens håndfaste ledelse havde i årevis støttet sig til Landmandsbankens påkrævede financiering.
Med starten af Transatlantisk Kompagni opstår imidlertid hurtigt en interessemæssige tvedeling af den finansgruppe, Landmandsbanken hidtil havde været den samlende generalnævner for. I Emil Glückstads støtte til den nye store handels- og investeringskoncern: Transatlantisk Kompagni følte ØK’s selvrådige ledere straks noget af en udfordring, et forsøg på at bryde ØK’s monopol på et vigtigt arbejdsfelt. I sit håndskrevne memorandum fra Vestre Fængsel skrev Emil Glückstadt d. 21. marts 1923 herom bittert:
»Med hensyn til konkurrencen, som Transatlantisk Kompagni kunne påføre ØK, er det min alvorlige overbevisning, at etatsråd H. N. Andersen her så ganske forkert. Verdensmarkedet var stort nok til begge selskaber. Men tanken om konkurrencen forblindede ham.«
Fra første færd betragtede imidlertid H. N. Andersen, ØK og den gamle engelsk-orienterede »Siamkreds« Plum-gruppen og Transatlantisk Kompagni som hovedfjenden, der for enhver pris skulle uskadeliggøres. Vi er derfor vidne til det særsyn, at hovedmodsætningen i dansk højfinans fra og med 1916 opstår indenfor en hidtil homogen finansgruppering, og ikke mellem Landmandsbanken og andre bank- og industriinteresser. Det blev indenfor Landmandsbankens snævre interessekreds, de store modsætninger modnedes, så at en varig interessemæssig tvedeling kom til udtryk inden for de priviligeredes tynde lag og blev en konstant både økonomisk og politisk faktor af første rang.
I sine mislykkede forsøg på at optræde som en formidlende og forenende generalnævner overfor bankens to mægtige og selvrådende kunder var Emil Glückstadt fra starten af nødt til at tage temmelig vidtgående hensyn til sin gamle og mægtige kunde og protegé ØK og Siamkredsen. På ét punkt lykkedes det den asiatiske etatsråd fra starten af at lægge en følelig bremseklods på sin nye konkurrent: H. N. Andersen nedlagde konsekvent et absolut veto mod, at Landmandsbanken også understøttede Transatlantisk Kompagni i at blive en handelskoncern med egen skibsfartsafdeling a la ØK, og her måtte Emil Glückstadt bøje sig for bankens gamle kunde, uanset de praktiske vanskeligheder, dette forvoldte det nye milliondatterselskab Transatlantisk Kompagni. Herom fortæller Erik Plum uden omsvøb i sin omtale af de vidt forgrenede Plum’ske selskaber:
»Det østasiatiske Kompagni betragtede ikke disse nye selskaber med venlige øjne, og Landmandsbankens støtte på afgørende punkter blev derfor som oftest ØK til del. Det blev af banken direkte forbudt Transatlantisk Kompagni og dets datterselskaber at gøre forretninger på felter, der gik mod ØKs interesser. Således var for eksempel »United Export Company« i 1916 begyndt at interessere sig for skibsfart, men måtte af ovennævnte grunde ophøre dermed ...«
Kampen for monopolet er imidlertid moderne højkapitalismes egentlige mål. Og kontrollen over midlerne til varetransport var under krigen blevet en af de mest væsentlige faktorer i den internationale handel. Bortset fra den lange og kostbare transportlinje over Sverrig-Haparanda-Finland gik krigstidens vigtigste vej til det russiske marked via Murmansk, Archangelsk eller over Vladivostok til Sibirien. Uden indflydelse på søtransporten var Transatlantisk Kompagni på et afgørende punkt hæmmet i sine planer, og ØK bestræbte sig efter evne for at lægge konkurrenten de størst mulige hindringer i vejen på et tidspunkt, hvor der var rift om al tonnage af enhver art til toppriser.
Bremsen fra Landmandsbanken førte under sådanne forhold ikke til nogen holdbar arbejdsdeling. Maskeret og ad omveje søgte Harald Plum og Co. at tage kampen op om adgangen til skibene, der skulle formidle varetransporten. Et talende vidnesbyrd herom er Transatlantisk Kompagnis interessante forsøg på at opkøbe aktiemajoriteten i allerede eksisterende dampskibsselskaber, trods Emil Glückstadts forbud og anstrengelser, dikteret af »Siam-gruppen«, og under etatsråd H. N. Andersens ledelse.
Et klassisk eksempel på »broderkrigen« indenfor Landmandsbankens kundekreds var i begyndelsen af 1918 generalforsamlingen i »Nord- og Østersørederiet« d. 27. marts. Her mødte Plum-gruppens juridiske konsulent højesteretssagfører Harboe pludselig op og meddelte, at kredsen omkring Transatlantisk Kompagni havde sikret sig aktiemajoriteten ved køb og forlangte en ny ledelse i rederiet. Om årsagen til denne paladsrevolution fortalte formanden direktør Herforth uden omsvøb:
»Vi levede i fred og ro, indtil en skønne dag en mand kom op på vort kontor og ganske udiplomatisk erklærede, at han havde købt tømmer i Finland og Rusland, og det skulle vore skibe bringe hjem. Det fandt vi ingen årsag til. Senere fik vi besøg af hr. Sehested fra »Dansk Skovindustri« og hr. Plum fra – jeg ved ikke fra hvilket af hans selskaber – men det, man ønskede, var, at vi skulle tage fart på Sydamerika, hvor et endnu ufødt selskab ville drive plantager. Man ønskede blot at låne vore skibe, vore penge og vort navn. Det var straks lidt mere diplomatisk – hr. Sehested har jo været ansat i udenrigsministeriet – men vi følte os ikke i tilstrækkelig grad smigrede over dette generøse tilbud . . .« (»Politiken« d. 28. marts 1918).
Vi ser her, hvor hårdt kampen om transportmidlerne på dette tidspunkt førtes fra Transatlantisk Kompagnis side for at udnytte erobringerne på det store russiske marked. Bag skibsblokaden stod ØK’s målbevidste bestræbelser for at bevare sit monopol overfor den nye konkurrent, selskabets egen bank havde financieret og stået fadder til.
Der er undertiden begået den fejl, at man regner med, at indre kapitalistiske konflikter ikke kan være til stede, hvor det financierende pengeinstitut er det samme, eller hvor der findes fælles repræsentation i forskellige selskabers ledelser. Denne antagelse er absolut en farlig og alt for mekanisk rettesnor ved bedømmelsen af kapitalens fremadskridende koncentration og dens indre modsætninger.
Nøglen til en dyberegående forståelse af de vekslende foreteelser og fænomener i imperialismens verden er fortsat Lenins klare påvisning af kapitalismens ujævne og uharmoniske udvikling: Stadig skiftende råstofbaser, nye kraftkilder, tekniske metoder og produktionsprocesser forskyder stadig styrkeforholdene mellem lande og monopoler og sprænger begrænsede og tidsfristede sammenslutninger og aftaler, der blev indgået på grundlag af styrkeforholdene af i går. Denne stadig pågående proces, der afspejler selve kapitalismens inderste væsen, levner på længere sigt hverken plads for en kapitalistisk »planøkonomi«, for en »organiseret kapitalisme« eller for eksistensen af en dirigerende og eneherskende overimperialistisk verdensmagt. Trustherrernes forfængelige mål: det absolutte verdensmonopol er, under udviklingen af modsætninger og konflikter, en destruktiv drivkraft, men som tilstand er det kun en uvirkelig og uopnåelig luftspejling. De evigt genopblussende modsætninger præger ikke blot forholdet mellem de forskellige imperialistiske stater. De gør sig ofte i samme udstrækning gældende i forholdet mellem de kapitalistiske monopoler i hvert enkelt land.
Både financiering og sammensætningen af de store koncerners og aktieselskabers ledelser er i høj grad bestemt udfra de øjeblikkelige muligheder for profit og af en foreløbig afbalancering af styrkeforholdene mellem forskelligartede interesser. Forrykkes dette styrkeforhold under udviklingen, kan nye skred og personskifter hurtigt indtræffe. Det er udviklingen i de til Landmandsbanken knyttede grupper under den første verdenskrigs sidste fase fremfor alt et talende vidnesbyrd om.
Emil Glückstadt forsøgte i denne periode og i det første efterkrigsår smidigt at balancere mellem de to stridende grupper ØK og Transatlantisk Kompagni, der begge var bankens priviligerede kunder. Men alle balancekunster gav et negativt resultat – og medførte i sidste instans Landmandsbankens sammenbrud, fordi indre krig på kniven og en uforsonlig gensidig konkurrence viste sig stærkere end alle kompromisforsøg og bestræbelser på at skabe en modus vivendi mellem de stridende parter.
Et af de varigste resultater af Plumgruppens ekspansion på det russiske marked var nye og uhørt skærpede modsætninger indenfor den danske højfinans’ lejr ved krigens slutning og senere.
Det gav genlyd i verdensmålestok, da folkene i det gamle russiske rige gennem den sejrrige Oktoberrevolution i 1917 i mere end én forstand sprængte imperialismens blodige lænker. For en lille – men indflydelsesrig – gruppe af danske finansmænd og spekulanter betød bolsjevikkernes magtovertagelse slutstenen i en udvikling, hvor man netop i krigsårene havde indstillet sig på den tanke at indkassere en stadig voksende krigsprofit fra det store russiske »livsrum« hinsides Østersøen.
Denne såre direkte interesse i udviklingen i Rusland afspejlede sig så klart som overhovedet tænkeligt i hele den danske borgerpresse. Frygten for den første store socialistiske omvæltning og skuffelsen over de letfærdige russiske engagementer, der fejlagtigt havde bygget på forestillingen om det gamle regimes holdbarhed, gik ved denne lejlighed op i en højere enhed. Den danske presses reaktion overfor århundredets mest skelsættende historiske begivenhed er et kapitel hinsides al sund fornuft. »Berlingske Tidende«s aftenudgave for d. 10. november 1917 gav således udtryk for følelserne indenfor danske priviligerede kredse, da den til belysning af oktoberrevolutionens baggrund skrev:
»De mennesker, hos hvem en mangel på et kraftigt styre har vakt forbryderinstinkterne, er i mange dele af Rusland talmæssigt i flertal, og også dér, hvor de er i mindretal, er den arbejdsomme del (?) af befolkningen et hjælpeløst offer for ufortrødne og brutale forbrydere. I mange tilfælde appellerer forbryderne til den lavere befolknings mistro til de dannede .... Den nyeste omvæltning turde bidrage til at skærpe alles krig mod alle i det ulykkelige land. Og som første positive resultat kan man vente underhandlinger om en separatfred med Centralmagterne.«
Sin næste »pædagogiske« indsats på folkebedragets område ydede vor borgerpresse i en ensrettet belæring om, at de russiske arbejdermassers revolutionære magtovertagelse, i aktiv modstand mod krigens barbari, »naturligvis« kun ville blive en flygtig døgnflue. Man enedes om den profeti, at »det bolsjevikiske eksperiment« selvfølgelig på forhånd var dømt til en snarlig undergang. Som en rød tråd gik dette gennem hele den officielle danske presse: »Politiken« kaldte således i en leder d. 14. november 1917 de bolsjevikiske førere for »uklare sværmere, der ville lede en stor stat sønder og sammen, hvis de blev stillet i spidsen for den«.
»Berlingske Tidende« var samme dag lige så kategorisk ved efterretningerne om Kerenskis famøse modstød fra Gatsjina og docerede opmuntrende: »Det sikre er i hvert fald, at bolsjevikkernes herredømme vakler ....«
Skulle freden sluttes på et grundlag, der svarede til det af sovjet fremsatte, mente bladet, at det i hvert fald næppe blev Lenin, der kom til at undertegne.
En rekord i en særegen form for »ædelmodighed« slog dog det andet konservative arbejdsgiverorgan »Nationaltidende«, der direkte udtalte frygten for, at sovjetstyrets levetid ville blive alt for kort til rigtigt at belære folket om et socialistisk styres »umulighed«. Bladet skrev direkte:
»Måske skulle dog maximalisterne (bolsjevikkerne) helst have holdt sig lidt længere ved magten – en fjorten dages tid – inden de var slået for til fulde at kunne få lejlighed til at dokumentere deres totale mangel på evne, måske til syvende og sidst også vilje, til at etablere og opretholde et ordnet styre .... Nu bliver maximalisterne knust i blod, og anden vej var ikke farbar, hvis man ville have anarkiet udryddet ....«
Med sådanne dagdrømme søgte de københavnske presseaktieselskaber uge efter uge at berolige den borgerlige læsekreds og at hindre udbredelsen af »bolsjevikisk smitte« blandt den hjemlige arbejdende befolkning, der knurrede stadig mere åbenlyst mod den fortsatte krig, dyrtiden og den voksende arbejdsløshed, medens vareåger og spekulation florerede som overalt i datidens kapitalistiske verden. Til holdbare politiske perspektiver var der hverken tid eller råd i borgerskabets propagandamaskine. Man affandt sig med at måtte leve fra hånden i munden.
* * *
Følgende eksemplet fra de store vestlige magter nægtede regeringen Th. Zahle-Erik Scavenius konsekvent at anerkende det nye russiske styre og den »ulovlige« samfundsudvikling, der fulgte i revolutionens spor. I marts 1917 var tsarens regering ganske vist ligeledes blevet styrtet ved en revolutionær rejsning, men ved denne lejlighed var magten dog overgivet i det russiske Bourgeoisis hænder, så det danske »demokrati« havde uden indvendinger affundet sig med at anerkende dette nye styre – trods dets noget »ureglementerede« oprindelse. Da det store russiske arbejderparti og sovjetterne tog magten, betragtedes dette derimod betegnende nok som noget ganske uacceptabelt både af datidens radikale regering og af dens efterfølgere. I København fungerede den russiske ambassade betegnende nok videre under den gamle reaktionære ledelse – der intet som helst repræsenterede – lige til lillejuleaften 1922 eller i mere end fem år efter sovjetmagtens sejr. Så standhaftige var de førende danske kredse i deres modstand mod blot at anerkende den Store Russiske Revolution som en historisk kendsgerning.
I Petrograd blev det dog tilladt den danske ambassade, under ledelse af Harald Scavenius, at indtage et noget mindre borgerligt ortodoks standpunkt i betragtning af de danske firmaers og statsborgeres temmelig betydelige russiske interesser. Trods den manglende »anerkendelse« af sovjetregeringen opretholdtes i over ét år på stedet de rutinemæssige forbindelser med de nye sovjetiske myndigheder.
Lidt anderledes kom forholdene til at ligge, da der blev tale om en sovjetrussisk repræsentation i København. D. 9. december 1917 var den kendte russiske bolsjevik ingeniør Vorovski blevet udnævnt til ambassadør for alle de tre nordiske lande, og i løbet af januar 1918 ankom den russiske forfatter S. Garine til Danmark for at optage sin virksomhed som russisk Chargé d’Affaires og leder af det sovjetiske paskontor i København. Af praktiske grunde nægtede regeringen Zahle ikke Garine adgang til landet, men man fastholdt stædigt, at den gamle »gesandt« Baron Meyendorff var den eneste lovlige russiske repræsentant i landet, så både ambassaden og al anden russisk statsejendom forblev i hvidgardisternes hænder. sovjetregeringens repræsentant måtte foreløbig residere i en lille lejlighed i Westend.
Danmarks behandling af udsendingene for et stort lands regering i denne tid vil blive ved med at stå som et historisk kuriosum. Allerede før ankomsten af sovjetstyrets Chargé d’Affaires slog den danske borgerlige presse alarm og førte et helt ubehersket sprog blot ved udsigten til, at det revolutionære russiske folk skulle repræsenteres i Danmark. En karakteristisk smagsprøve kan man på dette område tage fra »Berlingske Tidende« fra d. 4. december 1917. Opskræmt ved tanken om en bolsjevikisk repræsentation løb bladet straks til Baron Meyendorff og skrev derefter hoverende om, hvilken modtagelse sovjetregeringens udsendinge ville få:
»Fra gesandtskabet nærstående kredse erfarer vi, at man dér vil formene den nye mand adgang til kancellierne, og at man, om fornødent, vil tilkalde politiets hjælp for at få ham og hans folk sat ud. Så længe det danske udenrigsministerium anerkender baron Meyendorff som russisk Chargé d’Affaires, må, vort politi i påkommende tilfælde være til disposition. Efter gesandtskabets sikrede eksterritorialret hjemles derimod ikke gesandtskabet ret til at internere russiske borgere, og et sådant skridt vil baron Meyendorff sikkert heller ikke tage, selvom internering i praksis ikke let kan forhindres, fordi danske myndigheder kan nægtes adgang til gesandtskabet.«
Så provokatorisk mente dansk borgerskab og den danske regering i sovjetmagtens første dage at kunne behandle dens diplomatiske udsendinge. I pressen råbtes udfordrende op om politiaktioner – ja, der stilledes endogså indirekte internering i udsigt, hvis sovjetmagtens repræsentanter skulle »driste sig til« at betræde den russiske stats ambassade, hvor repræsentanter for storgodsejere, russisk adel og Storborgerskab fortsat indrettede sig som herskere, beskyttet af Erik Scavenius’ anerkendelse.
Når en vis uofficiel kontakt trods alt opretholdtes med sovjetmagten fra dansk side, var hovedårsagen sikkert, at regeringen Th. Zahle også under de ændrede forhold var indstillet på at beskytte de danske investeringer, koncessioner og andre økonomiske interesser i Rusland. Typisk var en forespørgsel, som en interviewer ved regeringsbladet »Politiken« rettede til den sovjetiske Chargé d’Affaires Garine i anledning af åbningen af det sovjetiske paskontor i København d. 3. februar 1918. Bekymret rejstes det aktuelle problem:
»Endnu ét: Kerenskis regering udsendte forskellige repræsentanter til Danmark for at ordne handelsforholdet mellem Danmark og Rusland, sælge koncessioner på bjergværker, kulgruber og skovdrift. Skal disse overenskomster nu annulleres?
– Intet, som er godt for Rusland, skal annulleres. Alle vegne og til alle tider vil bolsjevikkerne kun ét: Ruslands vel.« (Politiken d. 4. februar 1918).
I den russiske revolutions første fase blev der – trods den danske regerings fjendtlige holdning – taget de mest vidtgående hensyn til legale danske interesser i landet. Kun visse danske skibsfartsinteresser blev direkte berørt af de første nationaliseringslove: d. 9. februar udsendtes et dekret om nationalisering af alle russiske dampskibsselskaber, og formelt ramte dette både ØK’s russiske datterselskab og »Dansk-russisk Dampskibsselskab« aflægger i Rusland. I stedet for at forhandle om en erstatningsordning søgte de to danske firmaer at trodse den sovjetiske lovgivning ved efter revolutionen og i interventionsårene at føre de omstridte skibe bort fra russisk område.
Ellers blev de danskejede virksomheder og forretningsforetagender ikke beslaglagt eller hindret i deres legale virksomhed. De måtte blot underordne sig sovjetisk social- og arbejdslovgivning. Det var ikke udfordrende eller ensidige skridt fra sovjetmagtens side, der fremkaldte den senere krise i dette spørgsmål. Det var, da den danske regering i december 1918 dekreterede indstilling af arbejdet i Rusland og hjemkaldelse af de danske forretningsfolk. Ja selv ved denne lejlighed gik sovjetmyndighederne såre tolerant frem overfor de danske interesser.
Nævnes skal i samme forbindelse, at der i året 1918 fra en repræsentant for Industrirådet, ingeniør Hjalmar Lange, blev gjort et forsøg på at normalisere i det mindste handelssamkvemmet mellem sovjetregeringen og Danmark. Under de førte forhandlinger blev et udkast til en handelsaftale udarbejdet, men planen strandede på den danske regerings uvilje og modstand til trods for, at forskellige danske firmaer lå med store bestillinger fra sovjetisk side. Det officielle Danmark ønskede ikke at støtte bestræbelser for at finde en modus vivendi, hvorunder de to forskellige sociale systemer kunne forsøge at leve fredeligt side om side. I stedet lod Danmarks regering sig hurtigt inddrage under den vestlige indflydelseskreds, der dikterede økonomisk blokade – og interventionspolitik – overfor sovjetrepublikken.
Var således det danske borgerskabs og den danske regerings holdning overfor tidens største sociale omvæltning helt igennem negativ og mere end kortsynet fjendtlig, er det samtidig værd at bemærke den vidtrækkende indflydelse, Den russiske Revolution og ikke mindst bolsjevikkernes fredspolitik kom til at udøve indenfor dansk arbejderbevægelse, der gennem Oktoberrevolutionen stilledes overfor et nyt håndgribeligt socialistisk perspektiv.
Indenfor den danske arbejderklasse var begejstringen ved efterretningerne om den Store Russiske Oktoberrevolution enstemmig. Både Lenins manende fredsappel og sovjetternes inspirerende sociale program vakte blandt de danske arbejdere – som i proletariatet i de øvrige europæiske lande – håb om, at en ny socialismens æra banede sig vej og hurtigt ville bringe den arbejdende befolkning befrielsen fra imperialismens blodige barbari og fra krigstidens nød og afsavn.
Blandt det store flertal af de socialdemokratiske arbejdere var sympatien for bolsjevismens løsener så udpræget og almindelig, at selv de socialdemokratiske ledere – trods deres hidtidige konsekvente anti-bolsjevisme – ikke åbent vovede at gå mod strømmen. Både i den socialdemokratiske presse og i partiledernes taler var man derfor en overgang vidne til, hvordan de socialdemokratiske spidser, for at styrke deres egen vaklende autoritet, så at sige forsøgte at sole sig i glansen fra Den russiske Revolution. Samtidig bestræbte de sig imidlertid for at udnytte de russiske bolsjevikkers konsekvente kamp mod imperialismen til at fremme deres private – og langtfra anti-imperialistiske formål.
Som en understrøm i de danske højre-socialdemokraters forbigående »sovjetvenlige« manøvre i tiden umiddelbart efter Oktoberrevolutionen mærkedes dog stadig indflydelsen fra de højreorienterede tyske »flertalssocialister« og disses tvetydige borgfredspolitik overfor Tysklands imperialistiske magthavere. Det var intet tilfælde, at kejsersocialistorganet »Vorwärts« artikler om Den russiske Revolution i novemberdagene ordret aftryktes for de danske arbejdere i »Socialdemokraten«. Betegnende for de danske partilederes forsonlige og krybende holdning overfor tysk imperialisme var, at disse demagogisk søgte at udnytte Den russiske Revolution til ensidige angreb på ententens imperialister – for samtidig at dække de tyske venner. Allerede i omtalen af Oktoberrevolutionen i en spidsartikel i »Socialdemokraten« d. 9. november 1917 populariseredes denne linje hyklerisk:
»Engelske og amerikanske kapitalister frygtede en fri udvikling i Rusland, hvorved bønderne fik godsejernes og kirkens jord, og hvorved den russiske stat gennem konfiskation af kirkens uhyre rigdomme blev uafhængig af sine kreditorer. Et sådant demokratisk Bonde-Rusland ville naturligt komme i et godt naboforhold til et industrialiseret Tyskland, hvor det agrariske junkerdømmes magt brydes, og hvor arbejderne får større indflydelse.«
De tyske kejsersocialsters bagmænd og forbundsfæller: Finanskapitalen og de store tyske industrimonopoler bortraderes her bevidst af billedet som en aggressiv imperialistisk faktor. Som et ønskværdigt mål for den russiske omvæltning opstiller vore hjemlige højre-socialdemokratiske spidser betegnende nok de nævnte tyske ekspansionisters idealbillede: et uudviklet russisk bondesamfund som et afhængigt – agrarisk og råstofleverende vedhæng til tysk monopolkapitals herredømme. Dette stykke imperialisme populariseredes som den »ideelle« kombination i Europa. Udfra denne blakkede baggrund bragte »Socialdemokraten« d. 24. november 1917 en anden lederartikel: »Forfærdelse i Ententelejren«, hvori den nye sovjetmagt klappedes nådigt på skulderen i følgende vendinger:
»Men det blod, de russiske revolutioner koster, er igen kun en dråbe i sammenligning med det hav, krigen forårsager, og som netop ententens kapitalistpresse vil have forøget i det grænseløse – ligesom de hjemlige eftersnakkere. De er netop rasende på den russiske fredsrevolution, fordi denne vil bringe krigens blodsudgydelse til afslutning. Nej, sandt er, at Frankrigs, Englands og Amerikas kapitalister har en mængde penge anbragt i Rusland og håbede på at få endnu flere anbragt med udsigt til enorm profit. De frygter, at det russiske folk skal vinde virkeligt selvstyre og dermed forringe denne udsigt ....«
Hvor berettiget denne kritik af vestmagternes voldspolitik overfor sovjetstaten end var på dette tidspunkt, må det dog tilføjes, at vore hjemlige højre-socialdemokrater først og fremmest stillede sig så anerkendende overfor sovjetstyret i dets første periode, fordi de fejlagtigt mente, at dette glatvæk ville kapitulere overfor den tyske imperialisme. Netop denne tanke forekom – ligesom kejsersocialisterne i Berlin – vore socialdemokratiske partispidser både ønskværdig og sympatisk.
Udfra denne synsvinkel gør man klogt i at læse Borgbjergs berømte »opgør« med Den russiske Revolutions kritikere i den danske borgerpresse i den famøse leder »Revolution og Ravnekrog«, der fremkom i »Socialdemokraten« d. 9. december 1917. Efter en række paralleller med Den franske Revolutions forkætring i fortiden skrev den socialdemokratiske pennefører:
»Døde? Nej – de lever endnu. De sidder rundtom i verdens ravnekroge, i de lumre redaktionskontorer og klipper Den russiske Revolution til med deres skræddersaks. Se, hvor de kniber øjnene sammen ved synet af en Lenin ... Se hvor de ryster og bæver ved efterretningen om, at nu har Den russiske Revolution afskaffet alle de privilegier, al den standsforskel, der egentlig allerede i princippet afskaffedes natten til d. 4. august 1789, selvom det dengang kun var borgerskabet, der tog fordelen af de gamle privilegiers fald, medens nu også arbejderne melder sig med deres krav ....
Nu skriver de altså atter dagens historie, disse vore egne Biedermænd. Lenin har de slået hånden af, og Den russiske Revolution har ikke mere nåde for deres øjne ... og Ruslands 170 millioner mennesker, en hob af forrykte eller forførte narre, der forhåbentlig snart vender tilbage til Gammel-Europas smukt omgærdede fårefold, hvor kapitalen regerer og driver folkene til brodermord ...
Den Store Franske Revolution havde langt flere og større tragiske blodpletter på sit skjold end den nuværende russiske. Dog har menneskeheden i et århundrede velsignet den og historikerne skrevet tusinder af bindstærke værker om dens mænd. Fremtiden vil med begejstring, med lysende øjne læse om Den Store russiske Revolution – den ny indledning til en ny tid.«
Ja det gik, som Borgbjerg skrev i sine slutstrofer. Men der skete også det, at han selv og andre af det danske socialdemokratis penneførere få uger senere sluttede sig fanatisk til »Biedermændene« i verdens ravnekroge, i de lumre redaktionskontorer, kneb øjnene til og gav sig til at »klippe Den russiske Revolution med deres skræddersakse«.
* * *
Når den russiske revolution i begyndelsen af 1918 ikke længere fandt nåde i de danske socialdemokratiske spidsers øjne, hang dette specielt sammen med to afgørende begivenheder. Først opløsningen af den såkaldte Alrussiske Konstituerende Forsamling den 19. januar 1918 efter, at afgørende partipolitiske og sociale omgrupperinger i Rusland havde gjort selve grundlaget for de forudgående valg forældet, så at forsamlingen allerede var et falskt udtryk for den virkelige stemning i folket. Denne handling bekræftede, at arbejdernes og bøndernes levende magtorganer – sovjetterne – ikke var til sinds efter sejren blot og bart at lægge magten i det krigerske og besejrede russiske Bourgeoisis hænder. Denne opløsning understregede politisk forbundet mellem arbejdere og bønder som revolutionens solide fundament og trak perspektivet op for en social omvæltning udover den borgerlige revolutions rammer. Betingelserne for en senere gradvis socialistisk omformning af samfundet blev tilvejebragt.
Den anden faktor i bolsjevikkernes taktik, der pådrog disse det danske socialdemokratis unåde, var, at sovjetstyret ikke nøjedes med at bekæmpe ententens modstand mod freden, men også rev masken af den tyske imperialisme og dennes agenturer under forhandlingerne i Brest-Litovsk og under kampen mod den separatistiske borgerlige reaktion i randområderne. På denne dobbelte front er man allerede i januar 1918 vidne til, hvordan de danske socialdemokratiske spidser gradvis, men stadig mere åbenlyst, svinger over i den bevidst anti-sovjetiske lejr og selv udbreder borgerskabets bagtalelser af sovjetstaten mellem de danske arbejdere. Skuffelsen over at se Borgbjergs fremtidsdrøm: Et borgerligt »Bonde-Rusland« underordnet tyske monopoler, forsvinde, fik allerede d. 27. januar 1918 redaktøren til strengt at revse sovjetstyrets førere, da han i en ny spidsartikel skrev:
»Altyskerne fra den ene side og bolsjevikkerne fra den anden kommer let til at spille hinandens spil. De er jo også begge udprægede magtpolitikere. Og moralsk svækkes bolsjevikkerne i deres retfærdige krav om folkenes selvbestemmelsesret ved opløsningen af den grundlovgivende rigsforsamling, der var valgt gennem lige og almindelig valgret. Ved deres nu officielle proklamation af, at den almindelige valgret er et forældet begreb, og ved deres eget tvetydige forhold til folkenes selvbestemmelsesret i Finland, Ukraine og Rumænien har de snarere foranlediget og støttet borgerkrig end respekteret selvstyret .... Hvis bolsjevikkerne fristes til at drive en indenrigs- og udenrigspolitisk partipolitik i Zimmerwalds ånd i stedet for ærligt at arbejde for freden, kan deres herredømme snart være forbi, thi det russiske folk vil i sin uhyre flerhed fred.«
Efter Det finske arbejderpartis magtovertagelse i Helsingfors d. 27. januar 1918 var de danske højre-socialdemokratiske spidser allerede helt ude af sig selv ved tanken om en socialistisk omvæltning udenfor det egentlige Rusland, og d. 29. januar udslyngede Borgbjerg i »Socialdemokraten« en ny bandbulle mod bolsjevikkerne i en kommentar-artikel, hvori det hed:
»I stedet for at slutte fred erklærer bolsjevikkerne nu krig mod de af det russiske tsarrige opståede selvstændige grænselande, hvis frihed netop fik en afgørende, støtte ved Novemberrevolutionens princip om folkenes selvbestemmelsesret. Det er Lenins gamle idé om en revolutionær krig – som han i sommer havde opgivet – der nu er dukket op igen. Ved krigerisk støtte fra det bolsjevikiske Storrusland skal bolsjevikkerne hjælpes til magten i Finland, Ukraine, Polen og Rumænien, og derfra skal bevægelsen brede sig videre og tænde selve verdensrevolutionen, hvis følge skal blive en socialistisk blok mellem alle de lande, der beherskes af proletariatet. Det er russisk revolutionær romantik, der, hvad man end vil mene om den, i alt fald ikke varsler nogen hurtig fred, og som vil kræve nye uhyre strømme af blod før virkeliggørelsen, hvis en sådan overhovedet var tænkelig, og endnu mere blod, hvis den er utænkelig.«
Allerede 2. juledag 1917 havde de tyske imperialister Kühlmann, general Hoffman og Co. i Brest-Litovsk givet den såre håndgribelige fortolkning af »folkenes selvbestemmelsesret«, at dette ved Ruslands grænse var ensbetydende med, at Polen, Litauen, Kurland og Riga allerede – uden at folkene var spurgt – havde praktiseret selvbestemmelsesret og derfor skulle afstås af sovjetregeringen. Senere var den tyske appetit vokset under spisningen, og man var godt i gang med at få de reaktionære separatistiske kliker i Finland, Ukraine, Hviderusland, Livland og Estland til at bønfalde om tysk »hjælp« mod deres egne folk, og om tysk militær besættelse for at hindre en socialistisk omvæltning og broderligt samarbejde med sovjet.
I Borgbjerg og Co.s varierede internationale kogebog af 1918 fortolkedes løsenet om folkenes selvbestemmelsesret automatisk hen i den kontrarevolutionære og imperialistiske retning, at denne formel skulle være ensbetydende med adskillelse fra det revolutionære Rusland under et reaktionært borgerligt styre – og som logisk følge heraf randområdernes forvandling til en række de facto tyske vasalstater. At også finner, ukrainere, letter med flere kunne ønske sig at blive frigjort for imperialistisk undertrykkelse og økonomisk udbytning i samarbejde med Ruslands befriede folk, fandt vore danske højresocialdemokrater – der hentede deres inspirationer fra Berlin – ganske utænkeligt. Kampen mod tyskernes reaktionære lakajkliker i randområderne blev derfor i »Socialdemokraten« udlagt som Storrussisk »erobring« – en grundsten for den senere ikke mindre misbrugte anklage for »rød imperialisme«. Denne bevidste forfalskning af begreberne var ikke blot en gemen bagtalelse mod bolsjevikkerne. Den dækkede i lige så høj grad over vore højre-socialdemokraters åbne forræderi mod Finlands, Ukraines og de Baltiske staters heltemodigt kæmpende socialistiske arbejdere – og var en håndsrækning til aggressiv tysk imperialisme. Efterhånden som truslen om nye tyske angrebsoperationer mod det revolutionære Rusland voksede, steg også tempoet i de højre-socialdemokratiske bagvaskelser af sovjetrepublikken. D. 10. februar 1918 bragte »Socialdemokraten« allerede en ny spidsartikel mod sovjetstyret under overskriften »Hvad foregår der i Rusland, Ukraine og Finland?« Det hed heri:
»Den socialistiske revolutionære Zimmerwaldbevægelse, der sidste sommer syntes i færd med at løbe ud i sandet, løber nu ud i blod. Det var og er en østeuropæisk bevægelse .... en bevægelse udsprunget af sociale og politiske tilstande, der ligger fra et halvt til flere hundrede år tilbage for udviklingen i Vest-, Central- og Nordeuropa.«
Det kunne en tid håbes, skrev »Socialdemokraten«, at bolsjevikkernes ledere, når verdensudviklingen stillede dem på verdenshistoriske poster, »ville udvikle sig fra sekt førere til virkelige politikere (!) og blive i stand til at skænke den martrede menneskehed freden. Men de fredsforhåbninger, der endnu ved juletid tegnede så godt, er faktisk strandede .... Bolsjevikkerne og altyskerne har, som vi skrev for en måned siden, spillet hinandens spil .... I selve Rusland synes anarkiet at vokse bolsjevikkerne over hovedet.«
Den 24. februar 1918 formulerede »Socialdemokratens redaktion hovedanklagen, ikke mod de tyske ekspansionister, der igen havde sluppet deres røverkrig løs mod øst, men mod den angrebne sovjetmagt:
»Ikke fred: Det viste sig, at bolsjevikkerne i virkeligheden havde et helt andet formål. De ville fremkalde en revolution i Østrig og Tyskland – uden sikkerhed eller blot sandsynlighed for, at der samtidig udbrød revolution i Frankrig og England. Men hvis dette sidste ikke fandt sted, ville en revolution i Tyskland så langtfra føre til en socialistisk fred, at den tværtimod ville gøre det muligt for ententen at knuse Tyskland og diktere en imperialistisk fred.«
At Tyskland netop gjorde dette overfor det revolutionære Rusland ved fredsforhandlingernes genoptagelse måtte selvfølgelig ganske blegne i »Socialdemokraten«s spalter i sammenligning med ententens eventuelle hensigter. Også de tyske, østrigske og ungarske arbejderes kamp for freden gennem storstrejkerne i januar-februar 1918 reduceredes til »en bolsjevikisk intrige«.
* * *
Efter voldsfreden i Brest-Litovsk bekendte vore hjemlige højre-socialdernokrater åbent kulør. D. 9. marts 1918 prangede Borgbjergs berygtede leder: »Tiden som forbundsfælle« på det socialdemokratiske hovedorgans forside for at fremhæve de socialdemokratiske lederes store fortjenester under krigen. Det hed uden omsvøb:
»Tyskland har nu sejret i øst. Med en opbydelse af næsten overmenneskelig indre styrke og ydre kraft er tyskerne brudt igennem omringningen ....« Så fulgte påvisningen ved den tyske »sejr«s fordele for de nordiske lande: »Begivenhederne i øst kan skaffe de neutrale skandinaviske stater nogen lindring i tilførselsforholdene, men stiller dem på den anden side endnu vanskeligere end hidtil i bestræbelserne for at opretholde en ligelig neutralitet ....
Vor nøgterne, virkelighedstro vurdering af verdenssituationen har i sandhed været en patriotisk bedrift. Vor holdning, skrev et chauvinistblad for et par år siden, kom af vor overbevisning om, at Tyskland ville sejre. Det var nu ikke rigtigt, men vi tvivlede i højeste grad om, at det ville blive besejret – hvorved vi dengang vist nok var i modstrid med 9/10 af dansk avispublikum ....«
I en klippefast tro på, at kejser Wilhelm den II.s imperialistiske militærkolos var en uovervindelig europæisk faktor, at »realpolitik« derfor var at spille denne reaktionære stormagtsspil, ligger nøglen til forståelsen af vore højre-socialdemokraters varierende og forræderiske holdning overfor den første store socialistiske omvæltning i Rusland. Det danske socialdemokratis ledere påtog sig frivilligt og målbevidst at sværte og bagtale den heltemodige russiske arbejderklasse, der gennemførte den store sejrrige rejsning for at løsrive en stormagts folk fra imperialismens og erobringskrigens lænker. I dette anti-socialistiske bedrag tog »Socialdemokraten« siden systematisk sådanne østrigske og tyske højre-socialdemokrater og centrister som Victor Adler, Eduard Bernstein, Karl Kautsky med flere i sin tjeneste for at isolere den socialistiske revolutions kamp og ideer fra de danske arbejdere. Hånende skrev »Socialdemokraten« om det kejserlige Tysklands martrede offer den 10. marts 1918 på årsdagen for den første russiske revolution:
»Det er ingen festlig årsdag, den russiske revolution fejrer i dag. Mange forhåbninger, der blev født med den, er lagt i graven. Megen begejstring er blevet kold.«
Det var det officielle danske socialdemokratis, dets lederes definitive og åbne farvel til den russiske revolution og til den aktive kamp for socialismen i vor tid, skønt Borgbjergs åbne profeti om den tyske imperialismes uovervindelighed kun holdt – i lige et halvt år endnu, da slagne kejserlige armeer strømmede tilbage over østgrænsen medbringende soldaterråd og bolsjevismens ideer til central-Europas hjerte. Ja, hvilken »patriotisk bedrift« og hvilken forudseenhed lå der ikke bag den »ideologi« og denne tro på kapitalismens holdbarhed, der fik socialdemokratiets spidser til at sætte deres kort på krigens store taber: ikke sovjetrepublikken, men den kejserlige tyske imperialisme? Men det var under den første verdenskrig og overfor den begyndende socialistiske omvæltning, den reaktionære blindgyde og den forræderiets vej, det danske socialdemokratis spidser søgte at lede dansk arbejderbevægelse ind på efter Oktoberrevolutionen.
* * *
Det skal på den anden side fremhæves så klart som muligt, at denne de socialdemokratiske spidsers kurs kun kunne fastlægges og bringes til gradvis udførelse under den skarpeste modstand fra de danske klassebevidste og socialistisk vakte arbejderes side. Bedraget overfor masserne kunne kun foregå i etaper og under stadig modstand. Endnu på det socialdemokratiske partis kongres i dagene d. 25. og 26. februar 1918 – midt under »vendingen« til åben anti-socialisme og kontrarevolution – stilledes førerne overfor de socialdemokratiske arbejderes røst. Kun ungsdomsforbundets blad »Fremad« fortalte efter kongressen om en »episode« på følgende måde:
»Af en del af kongressens deltagere foresloges det at erklære den russiske og den finske bevægelse følgende hyldest, der enstemmigt vedtoges, medens alle delegerede rejste sig:
»Det danske socialdemokrati samlet til kongres d. 25. og 26. februar 1918 hilser den revolutionære arbejderklasse i Rusland og Finland og ønsker den lykke og fremgang under dens heltemodige kamp for proletariatet. Kongressen udtaler håbet om, at det må lykkes Ruslands og Finlands arbejderklasse, i forbindelse med de øvrige dele af det internationale socialdemokrati, at bringe verden en snarlig fred«.
Sådan tænkte trods al bagtalelse og demagogi fra toppens side det store flertal af Danmarks socialdemokratiske arbejdere. Derfor vovede spidserne heller ikke åbent og ærligt at vende sig mod denne klare røst fra rækkerne. Lidt slappe i knæene rejste også de sig for at stemme for udtalelsen for ikke at lide nederlag for åbent tæppe. Man stemte proforma for – og undlod bagefter at bringe udtalelsen i »Socialdemokraten«.
Forklaringen på en sådan politisk dobbeltgængerånd var den revolutionære aktivitet, der inspireret og styrket af de skærpede sociale kampe ude omkring også begyndte at præge dansk arbejderbevægelse. Denne var så langtfra gennem nogen kinesisk mur eller af pressens »jerntæppe« isoleret fra den europæiske klassekamps stormvarsler.
Netop i vinter- og forårsmånederne 1918 var man i Danmark vidne til de arbejdsløses rejsning, demonstrationerne mod dyrtiden og jobberiet og af de uklare tilløb til at afgrænse sig fra krigspolitikken gennem »militærstrejken«. En massebevægelse fra neden var i fuld gang, og et tidens vidnesbyrd om arbejdernes forbitrelse var for eksempel den berømte »storm på Børsen« den 11. februar 1918, hvor Københavns arbejdsløse tog stilling til »borgfreden« på håndfast manér.
I foråret 1918 fulgte endvidere den første etape af venstrefløjens organisatoriske brud med højre-socialdemokraternes førerskab i dansk arbejderbevægelse. D. 8. april 1918 stiftedes Det socialistiske arbejderparti, støttende sig på socialdemokratisk opposition og utilfredse fagforeningskredse, specielt indenfor saddelmagere og tapetserere, Københavns tobaksarbejdere og byggefagenes arbejdere, der på dette tidspunkt gik i spidsen i den faglige kamp.
Fra den 1. maj udkom det revolutionære organ »Klassekampen« som ugeblad – og fra 1. oktober 1918 som dagblad – på Zimmerwald-venstres grund, og for første gang populariseredes de russiske bolsjevikkers ideer, sovjetmagtens principielle erklæringer og dekreter og den russiske revolutions rige erfaringer overfor de danske arbejdere. Til den nye bevægelse sluttede sig en oppositionel veteran som Gerson Trier og arbejderdigteren Martin Andersen Nexø.
Oktoberrevolutionen begyndte at vise sin praktiske indflydelse ikke blot gennem den ny stat, der var blevet skabt, og som holdt trods alle fjendtlige stormløb, men også gennem de nye impulser, den i teori og praksis tilførte dansk arbejderbevægelse.
De vestlige stormagters svar på Den store Oktoberrevolution, der for stedse løsrev det gamle Rusland fra imperialismens kvælertag, var – den åbne indblanding i det tidligere tsarriges indre forhold: interventionen. Først intrigerne og truslerne og senere den væbnede invasion. Man nægtede at anerkende de sovjetiske folks ret til selv at søge freden genoprettet og til at skabe en ny social ordning.
Ententens forsøg på at organisere en kampfront mod sovjetterne gik i to retninger: dels søgte man at støtte sig på kosakoverklassens militærorganisationer i syd- og i øst-Rusland og dels at mobilisere den borgerlige nationalisme i de ikke russiske områder for at begrænse den sociale omvæltnings udbredelse. Overfor revolutionens løsener om fred, agrarreform og socialisme rejste ententens agenter parolen om nationalistisk separatisme i Ukraine, Hviderusland, Finland, Baltikum og Kaukasus.
Da den første spekulation i at anvende fronthærene og hovedkvarteret mod sovjetterne var slået fejl, slog de forskellige allierede militærmissioner, der havde opholdt sig hos den russiske overkommando, sig d. 5. december 1917 ned i Ukraine s hovedstad Kiev, hvor der foreløbig var en borgerlig-separatistisk lokalregering ved magten. På samme måde søgtes den rumænske front forvandlet til et væbnet arnested for modrevolutionen. Det viste sig dog hurtigt, at revolutionen også gik sin sejrsgang i de ikke-russiske områder, og at det panikslagne separatistiske Bourgeoisi efter i nogle uger at have været i ententens sold hurtigt orienterede sig henimod en tysk intervention som eneste »redning«.
Det varigste spor, ententens første intervention efterlod, var den berygtede fransk-britiske overenskomst af d. 23. december 1917 om Ruslands opdeling i – nærmest koloniale interesseområder mellem de to store europæiske ententemagter, der havde været tsarismens allierede. Påskuddet til denne aggressive aftale var den fortsatte kamp østpå mod tyskere og tyrkere. Det faktiske indhold var de imperialistiske vestmagters forsøg på at sikre sig en række afhængige »Dominions« i det tidligere tsarriges randområder – dækket bag fraser om folkenes »selvbestemmelsesret«. Aftalens ordlyd er både kort og særdeles illustrerende. Derfor fortjener den at blive kendt, så meget mere som dette diplomatiske dokument i reglen er blevet strengt hemmeligholdt og fortiet i vestens litteratur om interventionen i Rusland. Overenskomstens ordlyd er følgende:
»1. Den aktivitet, der udfoldes af Frankrig, skal gennemføres nord for Sortehavet mod Tyskland. Den aktivitet, der udfoldes af England, skal gennemføres sydøst for Sortehavet mod tyrkerne.
2. Da general Alexeiev i Novo Tjerkask har foreslået oprettelsen af et kontrollerende organ for en hær, der har til hensigt at operere mod fjenden, og eftersom franskmændene har stillet en kredit på 100 millioner (rubler) til rådighed for dette formål og truffet forholdsregler til organiseringen af interallieret kontrol, skal dette program videreføres, indtil der er truffet et nyt arrangement i forbindelse med England.
3. Med disse reservationer skal de interessezoner, der er tilstået hver af regeringerne, være følgende:
Den engelske zone: Kosakområderne, Kaukasusområdet, Armenien, Georgien og Kurdistan.
Den franske zone: Bessarabien, Ukraine og Krim.
Udgifterne skal bekostes og reguleres gennem et centraliseret internationalt organ.«
Den nævnte aftale er et mønstereksempel på bestræbelserne for en imperialistisk nyopdeling af verden i »interessezoner«. Typisk er det, at opdelingen nøjagtigt var afgrænset efter de områder af det tidligere tsarrige, hvor de to europæiske ententemagter hver for sig havde foretaget de største kapitalinvesteringer, som de ønskede at bevare og udvide i kampen mod sovjetmagten.
Skønt der her ikke var tildelt USA nogen særlig »zone«, var denne stat i virkeligheden den førende magt i dette imperialistiske spil. Wilsons regering havde nemlig påtaget sig financieringen af det kontrarevolutionære eventyr, men dette skulle blot maskeres og hemmeligholdes, da en amerikansk lovbestemmelse forbød regeringen at yde lån til »regeringer«, der ikke var anerkendt af De forenede Stater. Derfor skulle de amerikanske dollars til hvidgardisterne og separatisterne gå gennem – den franske regering. Fra starten af var den amerikanske vicekonsul i Moskva de Witt Pool blevet sendt til Don-kosakkernes hovedstad Novo Tjerkask som forbindelsesled med generalerne Alexeiev og Kaledin, der ledede den hvidgardistiske opstand i syden.
Ententens første interventionsprojekt brød dog hurtigt sammen: I marts 1918 var kosakgeneralernes modstand brudt, og de separatistiske borgerlige »regeringer« i Ukraine og Kaukasus havde foretrukket den mere reale »beskyttelse« i form af tyske bajonetter, der kunne holde folkene nede. Men alligevel beholdt aftalen af d. 23. december 1917 en vis værdi: Det blev på grundlag af dennes fastsættelse af »interessezonerne«, franskmænd og briter aktivt intervenerede i syd-Rusland efter Tysklands sammenbrud.
Efter Oktoberrevolutionen havde ententemagterne fra første færd – delvis under falske forudsætninger – betragtet den hvide finske regering, der d. 4. december 1917 proklamerede landets uafhængighed som deres yderste nordlige forpost i håb om, at Svinhufvuds regering aktivt ville hindre en tysk fremtrængen på nordfronten, ved at optræde maskeret som »neutralt« nordisk land. Udfra denne forudsætning havde de allierede magter i januar 1918 skyndt sig at anerkende Finlands løsrivelse fra Rusland og bestræbt sig for at gøre Helsingfors til en bastion for ententen ved Østersøen.
Af de utallige skadelige historiske falsknerier, der har hærget de nordiske lande siden den russiske revolution, er myten om den såkaldte »finske frihedskrig« en af de mest ondartede. Dens hovedtræk er, at det lille, borgerlige Finland kort efter, at det endelig havde erhvervet sin uafhængighed uprovokeret blev et offer for angreb fra de bolsjeviserede russiske garnisoner i landet, der etablerede en Revolutionsregering mod folkets vilje, så at den hvide garde måtte optage en langvarig kamp og til slut fik landet »befriet« for russisk indflydelse gennem tysk militærhjælp, der var blevet »nødvendig« som følge af bolsjevikisk indblanding.
I virkeligheden var forholdet det diametralt modsatte: Allerede fra de første år af den første verdenskrig – medens Finland endnu befandt sig under russisk styre – havde de finske borgerlige nationalister allieret sig med det kejserlige Tyskland og tilbudt at gøre Finland til en indfaldsport i flanken på den russiske hær, der førte krig mod tyskerne. Så tidligt som i januar 1915 havde aktivistiske finske kredse afsluttet en formel overenskomst med den tyske generalstab, der påtog sig at udruste og uddanne den såkaldte 27. finske jægerbataillon, der senere kæmpede på Libaufronten mod russerne.
Disse konspirationer ophørte ikke med tsarismens fald i Rusland, men tog derefter for alvor fart. D. 24. juni 1917 anmodede en borgerlig finsk delegation, der fra Stockholm var ankommet til Tyskland, officielt om tyske våbenleverancer, og den kejserlige generalstab sendte derefter i juli en kaptajn Crantz til Stockholm som fast forbindelsesmand med de finske hvide. På en senere konference i det tyske hovedkvarter, d. 24. august, stilledes tysk militær indgriben i Finland i udsigt til kamp mod russerne. Allerede før den bolsjevikiske omvæltning i Petrograd var en tysk damper »Equity« d. 27. oktober 1917 fra Danzig blevet dirigeret til Finland med en større ladning tyske våben til den finske hvide garde.
Efter oktoberrevolutionen i Rusland tog de tysk-finske konspirationer en ny aktiv vending: der fandt d. 16. november 1917 i det tyske hovedkvarter i Kreutznach en konference sted mellem general Ludendorff og finske udsendinge, hvor man enedes om, at den borgerlige finske regering for at fremme de tyske planer skulle kræve, at alle russiske tropper øjeblikkelig rømmede landet. Selv proklameringen af Finlands selvstændighed var forud nøje aftalt med tyskerne. En af deltagerne i den finske »jægerbevægelse« Johs. Øquist skrev i 1923 i sin bog »Löwenbanner« efter en omtale af Kreutznach-forhandlingerne:
»Kun nogle få dage efter åbnedes våbenstilstandsforhandlingerne mellem Tyskland og Rusland. Som følge heraf blev spørgsmålet om Finlands uafhængighedserklæring brændende. Med utålmodighed spurgte man fra Helsingfors, hvordan det stod til med den tyske understøttelse. Ikke mindre indtrængende var svaret: »Øjeblikkelig uafhængighedserklæring er nødvendig« ...«
I modsætning til både tsarregimet og Kerenskis såkaldte »demokratiske« regering, der med magt havde opløst den finske landdag, hvor arbejderpartiet havde haft flertallet, anerkendte sovjetregeringen frivilligt og uden forbehold Finlands selvstændighed for at hidføre et venskabeligt og fredeligt forhold mellem de to nabostater. Der var imidlertid den ejendommelighed ved den hvide finske partner, at denne allerede i længere tid havde konspireret hemmeligt med den kejserlige tyske imperialisme for at gøre Finland – ikke uafhængigt – men tværtimod til en yderst afhængig opmarchbasis mod det samme land, der havde givet Finland friheden. Denne hvidfinske sammensværgelse havde ikke blot til formål at gøre Finland til et springbræt mod revolutionens Rusland. Den borgerlige regering ville også holde reaktionære tyske soldater i reserve mod landets stærke og revolutionært indstillede hjemlige arbejderklasse.
Da det største parti i Finland: Det finske arbejderparti gennem omvæltningen d. 27. januar 1918 styrtede det reaktionære, hvidgardistiske regime, rettede det derfor ikke blot et slag mod den rådende politiske og sociale reaktion, der havde bragt landet til sultens rand. Den revolutionære finske omvæltning var samtidig et hårdt slag mod borgerskabets sammensværgelse med den ydre tyske fjende, der i samme grad var en trussel mod det arbejdende finske folk og den russiske sovjetrepublik, hvis daværende hovedstad, Petrograd, lå lige ved Finlands grænse.
Betegnende nok satte det hvide modstød ind samme dag, som omvæltningen i Helsingfors fandt sted, i provinsen Østerbotten ved Den botniske Bugt, hvorfra en eventuel tysk landgang var planlagt. De »hvide« var velforberedt: allerede d. 14. januar havde den hvide gardes chef, general Carl Gustav Mannerheim, en veteran fra tsarhæren, fra Helsingfors begivet sig til Vasa for derfra at indlede et almindeligt angreb mod de russiske garnisoner, der endnu stod i Finland, da krigstilstanden med Tyskland jo ikke var endt. Mannerheims overfald på sovjettropperne var samtidig indledningen til den blodige finske borgerkrig.
En af årsagerne til, at netop Mannerheim var blevet stillet i spidsen for de hvides aktion var, at han som gammel russisk officer officielt gik for at være »ententeven«. Han havde faktisk også haft nære forbindelser med de allieredes efterretningstjeneste og var velegnet til at maskere bevægelsens almindelige tysk-orienterede karakter, ikke mindst i de skandinaviske lande. En væsentlig forudsætning for Mannerheim-kuppet bestod nemlig også i, at Finlandsbegivenhederne skulle udnyttes til et forsøg på aktivt at drage de »neutrale« skandinaviske lande med ind i den almindelige anti-bolsjevikiske front.
Politisk blev derfor planerne om den forventede tyske indgriben holdt i baggrunden til fordel for en energisk propaganda for at få først og fremmest Sverrig – og i anden række Danmark og Norge – draget med ind i en omfattende antisovjetisk aktion. Til denne del af det finske program gav ententen sin udelte tilslutning. Spekulationen i skandinavisk »hjælp« var jo i øvrigt delvis betinget af, at det kejserlige Tyskland foreløbigt var forhindret i at gribe aktivt ind, så lange våbenstilstanden på østfronten forblev i kraft. I realiteten ville indholdet af en eventuel skandinavisk »solidaritetsaktion« til fordel for det hvide Finland blive så at sige at »holde fronten« for at sikre de tyske troppers senere indgriben.
I Sverrig var der allerede i en længere periode blevet foretaget illegale hvidfinske våbenopkøb, og på selve dagen for Helsingfors-opstanden havde Mannerheim dirigeret Østerbottens guvernør Heikel til Stockholm for officielt at anmode om våben og svenske frivillige til den finske hvide garde. Omtrent samtidig havde samme hr. Mannerheim imidlertid telegrafisk anmodet om tyske våben og hjemsendelse af d. 27. finske jægerbataillon fra Tyskland. Endelig havde den finske Berlinergesandt Edvard Hjelt d. 7. februar 1918 anmodet den tyske regering om snarlig afsendelse af et tysk ekspeditionskorps til Finland for at slå landets arbejderklasse ned.
De finske hvidgardister spillede således fra første færd et mærkeligt dobbeltspil: På »neutralt« grundlag appellerede man om skandinavisk hjælp, medens der samtidig lige så energisk arbejdedes på at fremskynde virkeliggørelsen af sommerens plan om, at tyske tropper skulle gøre landgang i Finland for at udnytte dette land som opmarchplads for den tyske erobringskrig mod det revolutionære Rusland. Disse sidste hensigter holdtes strengt hemmelige for både ententen, den neutrale skandinaviske offentlighed – og for Sverrigs regering.
Fra hvidfinsk side – og samtidig fra visse indflydelsesrige skandinaviske militær- og finanskredses side – blev der udfoldet energiske anstrengelser for at få de nordiske lande til at gå til aktiv deltagelse i kampen mod den finske arbejderrevolution og mod den russiske bolsjevisme. Pressehetzen i anledning af de finske arbejderes opstand nåede uanede højder i alle tre nordiske lande. Der var ingen grænser for de rædselsfabler, der dagligt serveredes et værgeløst publikum. Man mærkede for alvor, hvor føleligt den finske revolution havde ramt pressens kapitalstærke bagmænd. Det var ligesom den socialistiske omvæltnings skygge var kommet de skandinaviske borgerskab helt ind på livet.
Fra Vasa udsendtes for at gyde olie på ilden samtidig en »parlamentarisk« delegation fra de reaktionære finske partier til de skandinaviske hovedstæder for at anmode om materiel og militær hjælp til de hvide i borgerkrigen. Allerede d. 16. februar 1918 påbegyndte denne deputation sin propaganda i Sverrig. Forud var gået både en rasende pressekampagne og en officiel anmodning fra Vasa om, at de skandinaviske regeringer skulle yde de hvide både forsyninger, våben og – frivillige.
Regeringen Zahle tog straks uforbeholden stilling for de hvide finske eventyrere, der bestræbte sig for at drage de skandinaviske lande ind i »korstoget« mod bolsjevismen. Den 9. februar 1918 udsendtes følgende officielle meddelelse fra justitsministeriet: »For at hjælpe det finske folk(?) i den nuværende vanskelige levnedsmiddelsituation har den danske regering givet sit samtykke til afsendelse til Finland af et parti levnedsmidler omfattende: Mel, korn, smør og sukker. Varerne er indladet i ØK’s motorskib »Sct. Thomas«, der fredag middag afgår til Stockholm.« På et tidligt tidspunkt engagerede Danmarks regering sig således som forsyningskolonne for de finske hvidgardister.
Samme dag tilkendegav også det danske »Røde Kors«; sin solidaritet med de finske Mannerheimere. Organisationens formand professor Harald Høffding meddelte pressen, at en række kendte danske finansmænd og forretningsfolk var levende interesseret i, at der skulle sendes en dansk ambulance til Finland – til Mannerheims hvide område selvfølgelig. Til dette formål indsamledes penge med mere. D. 28. februar afgik den danske ambulance til hvidgardisterne allerede færdigudrustet til Finland under dr. Ole Chievitz’s ledelse.
Bag hele aktionen for understøttelse af Mannerheimerne stod en kreds af danske finansmænd, hvis ledende ånder i første række synes at have været industrirådets formand Alexander Foss (cementtrusten) og H. N. Andersen fra ØK. Fra disse danske storkapitalister udgik initiativet til indblanding i de indre finske anliggender og kampagnen for aktiv dansk indgriben overfor den socialistiske revolution mod den imperialistiske krig.
Aktivisterne bag Finlandskrigen var imidlertid langt fra tilfreds med »humanitær« hjælp og støtte i form af danske levnedsmidler, der ellers var god brug for herhjemme. Mannerheim og Co. ønskede også skandinavisk kanonføde til den hvide hær for at nedslagte de oprørske finske arbejdere. Det blev den senere redaktør Niels Hasager, der fik »æren« af at bringe Mannerheims appel i denne retning videre til det danske publikum. Den 14. februar 1918 prangede et interview med Mannerheim i »Politiken«s spalter, og her docerede hvidgardisternes høvding:
»Europa må forstå, at kampen i Finland er en kamp, hvori det selv har den stærkeste interesse. Bryder bolsjevisme og anarki den mur, som vi vil rejse, da vil den blodrøde flod flyde ud over de øvrige lande. Vi har hjælp behov, og det må være en hjælp af frivillige, og frivillige i hele korps, kanoner og geværer. Og vi betaler. Det må være hele korps, fordi fremmede officerer ikke kan kommandere finner ...
Vi kan ikke tro andet, end at Skandinavien må kunne se, at kampen i Finland mod anarkiet må støttes af de tre skandinaviske folk. Mislykkes modstanden her mod bolsjevismen, så får først Sverige og siden de øvrige lande den anarkistiske rejsning, der har kastet Finland ud i det skrækvælde, hvorunder vi lever.«
Denne appel til væbnet »forsvar af kulturen« var iøvrigt fra generalens side ledsaget af en frejdig bekendelse til hvid terror som det, der skulle ledsage en sejr: »De revolutionære har gjort sig skyldige i højforræderi og oprør, og straffen herfor er døden.«
Hvidgardisternes fungerende ministerpræsident senator Renvall supplerede ved denne lejlighed: »Jeg kan sige så meget, at alle de, der har deltaget i oprøret, må straffes. De må dømmes for højforræderi. Der kan så gives en del af de mindre deltagere amnesti, dog således at de fremtidig mister deres borgerlige rettigheder og ikke mere kan deltage i det politiske liv.
Kan amnestiet også komme til at gælde lederne?
Nej, de må dømmes med lovens fulde strenghed: opstand mod landdagen. For en sådan forbrydelse kan der kun være een straf, og det er hængning ...«;
Appellen om frivillige skandinaviske korps ledsagedes således af praktiske oplysninger om, at det ikke var folkeforsoning, der skulle hidføres i Finland. Hvid terror stod der på dagsordenen: Det store arbejderpartis ledere skulle, efter bedste tsaristiske mønster, hænges, de menige røde fratages alle politiske rettigheder, og arbejderklassen selv stilles udenfor loven.
Til karakteristik af tiden må det siges, at ovennævnte bloddryppende program på ingen måde virkede afskrækkende på vort hjemlige borgerskab under den første verdenskrig. Mannerheim hævedes tværtimod til skyerne for sin »statsmandskløgt« og nordiske sindelag. Mere humant var Bourgeoisiet da heller ikke, når dets privilegier stod på spil.
I Sverrig opstilledes et helt frivilligt korps, der tog til Finland under general Hjalmarsons ledelse, og de svenske hvidgardister blev ført af officerer i den svenske hær. »Neutraliteten« syntes helt at være gået i glemmebogen, hvor det gjaldt om at kæmpe mod bolsjevismen.
Vi nåede ikke helt så vidt herhjemme, skønt også danske frivillige og danske officerer strømmede til Mannerheims blodige faner. Selv om vore finansmænd var ivrige nok for aktiv indgriben i det anti-bolsjevikiske korstog og begyndte at drive en kraftig hvervepropaganda, lykkedes det ikke at fremskaffe nogen dansk massetilslutning til Mannerheims hvide borgerkrigshær. I arbejderklassen var sympatien udelt på de rødes side, så kraftigt og så spontant, at selv de socialdemokratiske spidser måtte give formelt udtryk for deres »sympati« for den finske revolution.
Med den finske borgerkrig, og ved de priviligerede klassers stilling til denne, træder et nyt træk imidlertid frem i de skandinaviske landes historie. Da de nordiske regeringer og det skandinaviske borgerskab solidariserede sig med Mannerheims eventyr, skiftedes signalerne samtidig i borgerlige kredse herhjemme, når det gjaldt Rusland. En direkte fjendtlig indstilling overfor socialismens land tog hermed form. Forbundet med det hvide Finland medførte for en længere periode en farlig tendens til deltagelse i krigeriske eventyr.
En særlig intensiv kampagne for at knytte Danmark til den finske hvidgardistbevægelse blev gennemført i forbindelse med den borgerlige »landdagsdeputation«s besøg i København i dagene 24.-28. februar 1918. Under redaktør Collianders ledelse forhandlede disse Mannerheims udsendinge med regeringen for at sikre de hvide områder levnedsmidler og med rigsdagsgrupperne for at arrangere afsendelsen af en dansk parlamentarisk delegation til Finland for at stive Vasastyret moralsk af. Gennem Alexander Foss og andre knyttedes samtidig en intim forbindelse med aktivistiske danske finanskredse og militære.
Også det danske »Røde Kors« optrådte ved denne lejlighed som propagandist for de finske hvide. Den 28. februar 1918 arrangerede denne organisation således et offentligt agitationsmøde i koncertpalæet med redaktør Colliander som talsmand for aktiv nordisk hjælp til de finske hvidgardister:
»Hvis dette ikke sker, proklamerede Colliander, vil den røde bølge, der nu med blod og ild truer med at oversvømme vort land, antage mægtige dimensioner og strømme over det øvrige Skandinavien. Vi er bolværket mod dette vanvid ...«
Det var ved denne lejlighed, den farlige myte om det hvidgardistiske Finland som »Nordens bolværk« og »Nordens østvold« for alvor blev lanceret som et anti-socialistisk løsen af det revolutionsforskrækkede bourgeoisi. Det skulle hurtigt vise sig, at det dog mindre drejede sig om forsvar end om forberedelse af, og deltagelse i, aggression mod de lande, hvor arbejderklassen tog magten.
I denne periode falder iøvrigt også de danske socialdemokratiske spidsers mere og mere udprægede overgang til et rent kontrarevolutionært standpunkt og deres åbne forræderi overfor det kæmpende finske arbejderparti og Finlands småkårsfolk, der var udset til reaktionens første offer under den væbnede intervention.
Allerede da det finske arbejderparti i januar 1918 tog magten i hovedstaden, indtog det danske socialdemokratis ledere en mere end tvetydig holdning, idet man i pressen nærmest bagtalte den finske omvæltning som en »russisk aggression« i lighed med den borgerlige presse. Den 6. februar havde Borgbjerg i en leder i »Socialdemokraten« fulgt denne linje op og skarpt afgrænset sig fra arbejderklassens internationale solidaritet i kampen mod imperialismen, da han skrev:
»Støttet af de russiske tropper i Finland har de (de finske arbejdere) sat sig i besiddelse af magten i syd-Finland, og når bolsjevikkerne nu iler deres klassefæller i Finland til hjælp, er det en for Finlands fremtid sørgelig, men i og for sig logisk konsekvens af den russiske oktober-november-revolutions ideer ...«
Vi er her også i de finske problemer vidne til de danske højre-socialdemokraters åbne overgang til et klart fjendtligt standpunkt overfor den russiske revolution og folkenes anti-imperialistiske frihedskamp, betegnende nok som et akkompagnement til det kejserlige Tysklands hurtigt skærpede angrebsforberedelser på østfronten – efter at man i Brest Litovsk havde bekendt brutal imperialistisk kulør.
De socialdemokratiske spidsers hurtige tilpassen sig den reaktionære borgerlige bloks standpunkter i Danmark udnyttedes omgående af Finlandsaktivisterne herhjemme. I »Socialdemokraten« kan man læse om, hvordan »to ansete danske mænd« d. 15. februar 1918 rettede en henvendelse til redaktør Borgbjerg for at drage de socialdemokratiske ledere med ind i en »fællesdansk« optræden i det finske spørgsmål. I »Socialdemokraten« for d. 17. februar 1918 berettes videre i tilslørede vendinger om den socialdemokratiske partiledelses nye signaler:
»Redaktør Borgbjerg oplyste, at man samme aften (15. februar) i partiets bestyrelse udenfor dagsordenen havde talt om de fortvivlede forhold i Finland. Man var enige om, at en intervention i borgerkrigen kunne der selvfølgelig ikke være tale om fra dansk side. Hvad det først og fremmest gjaldt om var at få pålidelig, objektiv underretning om forholdene ....«
Bag de socialdemokratiske føreres tilnærmelser til de borgerlige i det finske spørgsmål lå i virkeligheden planer om at svække og splitte det finske arbejderparti midt i borgerkrigens mest kritiske periode. Som et brugbart middel for at nå dette mål udarbejdedes et demagogisk projekt om »mægling« i den finske konflikt fra de nordiske højre-socialdemokraters side. Selvfølgelig uden nogen som helst garantier fra de finske hvidgardisters – eller langt mindre fra de tyske imperialisters – side tog partisekretæren for det svenske socialdemokrati Gustav Møller den 22. februar til Finland for at indlede »mæglingsforsøget«, hvis egentlige formål var at drive en kile ind mellem finsk og russisk arbejderbevægelse og at få de mest højreorienterede af de finske arbejderførere til at undergrave modstanden mod de hvide.
Til samme formål indledte lederne for det danske og svenske socialdemokrati dernæst et åbent samarbejde med de borgerlige partier gennem nedsættelsen af en fælles parlamentarisk »undersøgelseskommission«, der under en rejse til Finland skulle se at fremsætte en fælles indstilling med hensyn til den finske borgerkrig. Hele denne skumle manøvre udformedes videre under intime forhandlinger med den hvidgardistiske finske »landdagsdeputation« under dennes ophold i Skandinavien, og Mannerheimerne så med rette heri en mulighed for skandinavisk assistance til at slå en bresje i den finske arbejderfront i »det nordiske broderskab«s misbrugte navn.
Den 5. marts 1918 afrejste de to medlemmer af den mystiske danske parlamentariske Finlandskommission: socialdemokraten C. Hauge og venstremanden dr. Moltesen foreløbig til Sverrig for at slutte sig til de to svenske delegerede: den socialdemokratiske fører Hjalmar Branting og den borgerlige repræsentant hr. Adelssvärd samt nordmændene skibsreder Mowinckel og Thallaug.
Det eneste resultat af hele denne mystiske affære i den skandinaviske »borgfred«s navn blev dog, at de finske hvidgardister fik et ekstra propagandakort på hånden, og at der skabtes en vis desorganisation i den skandinaviske arbejderbevægelses hårdt tiltrængte solidaritetsaktion til fordel for de kæmpende finske klassefæller. Før Finlandskommissionen overhovedet nåede at forlade Stockholm, faldt maskerne, idet både tyskere og Mannerheimere spillede deres længe forberedte trumf ud: Den væbnede tyske intervention satte ind – foreløbig gennem landgangen på Ålandsøerne.
Mere end afslørende er det i »Socialdemokraten« for den 10. marts 1918 at læse folketingsmand Hauges fremstilling af opbruddet fra Stockholm to dage tidligere, da kommissionen splittedes for alle vinde efter den militære tyske indgriben mod Finlands arbejdere og fæstere. Hauge skildrer her selv sin venskabeligt »moraliserende« afsked med det kejserlige Tysklands og hvidgardisternes redskab i Skandinavien, redaktør Colliander:
»Inden afrejsen fandt sted, havde jeg lejlighed til at sige hr. Colliander, at det forekom mig, at den ulykkeligste time i Finlands historie nu var forhånden, da den ene del af folket ved fremmede bajonetter og kanoner skulle til at slå den anden del ned. At de ønsker russernes udisciplinerede soldaterhorder ud af landet er kun rimeligt, men husk på, at det tillige er deres egne landsmænd, der skal slås ned. Dette vil for lange tider sætte skel i det finske folk, men des større mådehold De og Deres venner nu forstår at vise, des lettere kommer forsoningen. Og trods alt skal begge parter jo leve i landet, og de tilhører samme folk. Til syvende og sidst skal historien dømme Jer imellem, og forstår I nu at vise mådehold og i det sidste svære øjeblik erindrer, hvad årsagerne til katastrofen har været, så vil dommen blive lettere for dem, der nu får magt til at slå den svagere part ned. Det er ikke hævn, men orden i stedet for anarki, Finland trænger til. Hr. Colliander trykkede mig i hånden til farvel og sagde: Jeg er ganske af Deres mening i denne sag ....«
Dagen efter hr. Hauges utrolige beretning fremkom, tog »Socialdemokraten« i en kommentar-artikel åbent stilling for den røveriske tyske invasion i Finland. Bladet fremsatte en række fordømmende angreb mod den norske presse, der beskyldtes for at være »tyskfjendtlig« efter Ålands-episoden og skrev:
»Også Ålands-ekspeditionen bliver omtalt på den fjendtligste måde. Man søger at ophidse svenskerne til at gå mod Tyskland .... Sverrig har affundet sig med den tyske hjælp (!) til Finland i den rigtige erkendelse af, at Tyskland ingen territoriale hensigter forfølger, at genoprettelsen af ro og orden er absolut påkrævet af hensyn til Sverrigs sikkerhed (?), men at en aktiv indgriben i Finland fra svensk side kunne føre til de største forviklinger .... Man glemmer, at det russiske anarkis sejr også ville have sat Skandinavien i den største fare . .. .«
Aggressiv tysk imperialismes blodige røvertogt mod Finlands arbejderklasse fremstilledes her i et blad, udgivet for danske arbejderes penge, som en »påkrævet« aktion for at »genoprette ro og orden«. Ja, man pralede endog åbenlyst med, at de tyske Finlandsmyrderier i virkeligheden var en »hjælp« til de skandinaviske lande – et »værn« mod socialismen! I den grad prostituerede »Socialdemokraterne redaktion sig i sine bestræbelser for at gøre et velbehageligt indtryk på lederne af den kejserlige tyske imperialisme under dens bestræbelser for at gøre Østeuropa til tysk koloniområde.
I det alvorligste afsnit af den finske arbejderklasses kamp i 1918 skal det ikke overses, at de danske socialdemokratiske spidser mere bestræbte sig for at knække den finske arbejderbevægelses modstandsvilje end at mobilisere de skandinaviske klassefællers solidaritet i protestaktion mod det imperialistiske Tysklands væbnede overfald. På denne linje indledtes samarbejdet mellem de socialdemokratiske ledere og det danske borgerskab om fælles Finlandspolitik. Hr. Hauges fromme formaninger til hvidgardisten Colliander var spildt, for næste akt i Finlands historie blev det frygteligste blodbad på arbejderklassen, Nordens folk nogensinde har været vidne til.
De skandinaviske herskeres hvedebrødsdage i forbundet med »den fjerde nordiske stat«: Mannerheimernes hvide Finland forløb idyllisk lige i det nye fornuftægteskabs første måned. Så indtraf der en opvågnen, der ikke ganske lod sig forene med de propaganderede forestillinger om det hvide Finlands nordiske og derfor også »neutrale« linje. Så snart den tysk-russiske våbenstilstand d. 18. februar 1918 var bragt til ophør efter de første Brest-Litovsk forhandlingers sammenbrud, begyndte hvidgardisternes hemmelige tyske makkere for alvor at gøre sig gældende på den finske arena – efter indbydelse fra Vasa-regeringen endda.
Sverrig, der i den finske borgerkrigs første periode havde vovet sig længst frem med hensyn til indblanding i finske indre forhold, fik det første chock i den karakteristiske konflikt om Ålandsøerne. På disse øer havde en afdeling af den finske hvide garde ved borgerkrigens begyndelse gjort landgang og angrebet det russiske vagtmandskab, og det kom til langvarige kampe. Denne situation havde regeringen i Stockholm villet udnytte til at skaffe Sverrig kontrollen over de strategisk vigtige øer med en svensktalende befolkning.
Fra den finske borgerkrigs udbrud havde svenske krigsskibe patruljeret ved Ålandsøerne, og d. 23. februar 1918 var der yderligere blevet landsat regulære svenske tropper for »at genoprette freden«. Det svenske forslag gik ud på, at både de russiske garnisoner og den finske hvide garde skulle borttransporteres fra Åland, der, så længe krigen varede, skulle holdes besat af de »neutrale« svenske styrker. Forslaget var blevet godkendt af begge de kæmpende parter, men den lokale hvidgardist-kommandant, kaptajn Fabritius, blev ganske vist senere af Mannerbeim stillet for en krigsret for at have handlet uden fuldmagt.
Den svenske regering mente på denne måde at have fået en trumf på hånden i kampen om herredømmet i Østersøen som følge af det gamle russiske riges svækkelse, men kom i stedet i en yderst ubehagelig situation, da regeringen i Vasa protesterede, og senere, da denne protest brutalt understregedes ved, at tyske skibe d. 5. marts 1918 begyndte at landsætte tyske tropper på Ålandsøerne med ultimativt krav om, at svenskerne øjeblikkelig skulle trække sig tilbage, da den tyske landgang fandt sted efter udtrykkelig anmodning fra Finlands hvide regering. Under disse ændrede forhold måtte de svenske afdelinger i hast trækkes tilbage fra Åland, medens følelserne i Stockholm overfor Vasa-regeringen og Mannerheim mildest talt i nogen grad afkøledes i et hastigt tempo.
Modstridende borgerlige interesser i forbindelse med Finlandskrigen begyndte at gøre sig stadig stærkere gældende, og de konflikter, der på denne måde opstod, virkede heldigvis samtidig som en hårdt tiltrængt bremseklods på de forberedelser til nordisk »korstog«, der lige var blevet indledt under megen larm og tøjlesløs anti-sovjetpropaganda.
Allerede under den tysk-sovjetiske våbenstilstand havde den tyske hærledelse i al hemmelighed truffet de første forholdsregler til aktivt at gribe ind i Finland, hvor de røde arbejdergarder med glans havde holdt stillingen overfor de første hvide stormløb. Hele det sydlige Finland med de vigtigste industriområder og hovedstaden Helsingfors befandt sig fast under den revolutionære regeringsadministration, og uden hjælp udefra var der ingen udsigt til, at den hvide garde kunne få overtaget i borgerkrigen.
Under disse forhold havde Mannerheim energisk forlangt tyske våbenforsendelser, og at den af tyskerne uddannede 27. jægerbataillon øjeblikkelig skulle sendes til Finland. Natten mellem d. 17. og 18. februar var de første enheder af bataillonen ankommet til Vasa med de tyske skibe Mira og Poseidon, der samtidig medbragte store tyske forsyninger: 40.000 geværer, 4 kanoner og 70 maskingeværer og store mængder af ammunition til den hvide hær. Mannerheims forsyningsbasis var herefter det krigsførende Tyskland, der den 18. februar havde genoptaget angrebet på den samlede front mod bolsjevikkerne. Den 25. februar var resterne af den finske jægerbataillon blevet landsat i Vasa fra damperen »Arcturus«.
Samtidig med denne indirekte hjælp forberedtes også en direkte militær tysk invasion i Finland, af hvilken besættelsen af Åland kun var første akt. Allerede d. 21. februar 1918 havde general Ludendorf underrettet den finske udsending Hjelt om, at afsendelsen af et tysk ekspeditionskorps var besluttet. Ålandsøerne skulle kun være base for en senere tysk landgang på Finlands sydvestlige kyst, der var besat af de røde. Denne plan realiseredes da også gennem den tyske besættelse af Hangø den 3. april 1918, der blev indledningen til den finske arbejderrevolutions nederlag i kampen mod den tyske overmagt.
I Sverrig fremkaldte den ydmygende episode med de svenske troppers nødtvungne rømning af Ålandsøerne stor bitterhed overfor de finske hvide, der beskyldtes for at have ført den svenske regering bag lyset. Allerede før den tyske landgang på Åland var de finske hvidgardisters hemmelige konspirationer med den tyske generalstab blevet draget frem i rigsdagen af de svenske venstresocialister. Da disse afsløringer hurtigt bekræftedes, brød der en storm løs selv indenfor det ærgerrige svenske borgerskab, der havde håbet på senere at kunne indlemme Ålandsøerne i Sverrig. Ved denne lejlighed blev også Mannerheimernes aggressive politiske mål som det kejserlige Tysklands forbundsfælle draget frem i dagslyset uden det hidtidige nordiske skønmaleri. D. 1. marts 1918 gav således det svenske blad »Aftontidningen« følgende klare karakteristik af de finske hvidgardisters egentlige mål. Efter en omtale af konspirationerne med det kejserlige Tyskland hed det:
»Hvis det er sandt .... kan det ikke forklares på anden måde, end at man har noget helt andet til hensigt end den borgerlige ordens opretholdelse. General Mannerheim fremkom med en hentydning hertil forleden dag i en proklamation. Man vil skabe et Storfinland og vil være med til at dele det russiske bytte. Derfor begærer man Tysklands hjælp. Man vil skabe et Storfinland i forbindelse med Tyskland og under tysk overhøjhed. Det var heller ikke for at oprette orden, man henvendte sig til os, men for at vi skulle være med til at dele det store bytte.«;
Den proklamation, der her hentydes til, var en dagsbefaling fra general Mannerheim fra slutningen af februar 1918 om, at den hvide hær, når Finlands arbejderklasse var slået ned, ville virkeliggøre de storfinske planer ved at erobre og indlemme de russiske områder helt frem til Ishavet og Det hvide Hav (Øst-Karelen) for at forene disse områder med det nye Finland. Ja tilliden til den tysk hjælp bragte den hvidfinske klike så vidt i sin ekspansionisme, at man i Vasa også begyndte at fable om, at det nye Finland også måtte skyde sine grænser frem mod vest og nord gennem indlemmelse af dele af det svenske Lapmarken og til de nordnorske havnebyer ved det nordlige Atlanterhav. Disse ganske tydeligt tysk-inspirerede storfinske ekspansionsplaner ødelagde på få dage hele den omhyggeligt opbyggede borgerlige skandinaviske anti-sovjetmyte om Finland som den fjerde »neutrale« nordiske stat, der var blevet »overfaldet«, og som derfor måtte hjælpes.
Det var ikke blot i Sverrig, de finske hvidgardister fremkaldte uro og bange anelser. I Norge reagerede man nu fra officielt hold ligeså håndfast overfor den storfinske agitation, der hidtil havde været tabu i den skandinaviske presse, for at man kunne opretholde myten om Mannerheimerne som fredelige forkæmpere for »friheden« og nordisk kultur. D. 4. marts 1918 stod selveste den norske forsvarsminister Holdfodt i Stortinget og proklamerede: »Den russiske fare er blevet afløst af en finsk fare. En retning i finsk politik mener Finland berettiget til havne i Nordnorge.«
I sin oprindelige form kunne den i bund og grund forløjede borgerlig-skandinaviske Finlandsmyte ikke længere opretholdes, efter at hvidgardisternes rolle som åbenlyse redskaber for tysk imperialisme var kommet frem i dagslyset. Lige så usandfærdigt faldt Finlandspropagandisterne dog i anden omgang tilbage på den forklaring, at det ved forbundet med det kejserlige Tyskland drejede sig om en »vending« i hvidfinsk politik, der var en beklagelig følge af, at Skandinavien havde »svigtet«, så at der ikke blev anden udvej for Mannerheim og Vasa end at modtage den tilbudte tyske hjælp. Det blev fortiet, at konspirationerne med tyskerne så langt fra var begyndt med borgerkrigen, men at dennes organisering tværtimod var et længe forberedt led i planerne om at gøre et hvidt Finland til et tysk springbrædt for angreb mod den sydlige nabo. Aggressiv finsk dværgimperialisme opstod samtidig med den nye anti-socialistiske og hvide borgerstat.
Selv i et land som Danmark slog afsløringen af de storfinske planer for tysk regning en bresje i endog de mest fanatiske Finlandsaktivisters front indenfor dansk borgerskab. De mest klartseende og besindige elementer begyndte at føle sig bedraget og meldte fra i de forskellige nydannede »hjælpekomiteer«. D. 8. marts 1918 sendte således den kendte professor E. A. Tscherning følgende karakteristiske brev til formanden for Dansk Røde Kors, professor Harald Høffding: »Efter at Finland er blevet en vasalstat af Tyskland, ønsker jeg at udtræde af komiteen for Finlandsambulancen«. To dage senere meldte en anden af komitémedlemmerne, professor Ehlers, på samme måde fra i ikke mindre klare vendinger. Modsætningerne i de borgerlige interventionisters egen lejr begyndte gradvis at komme til udbrud i de skandinaviske lande og virke som en bremseklods for det planlagte nordiske »korstog« på den anden side af Østersøen. Arbejderklassens håndfaste modstand virkede i samme retning.
Vaklede således selv den borgerlige front ved tanken om, at »Røde Kors« ensidigt skulle optræde som hjælpekolonne for de tyske erobrere og deres hvidfinske redskaber, trådte »Socialdemokraten«; betegnende nok energisk i bresjen for denne fortsatte håndsrækning til den finske arbejderklasses bødler. Bladet rasede bogstavelig talt mod de borgerlige intellektuelle, der udtrådte af »Finlandskomiteen« for ikke at gå de tyske imperialisters ærinde efter, at maskerne var faldet. Mod professor Tscherning hetzede »Socialdemokraten« direkte den 10. marts i følgende hykleriske vendinger:
»Så vidt kan forvirring og nationalhad føre en mand. Den store læge er unægteligt et lille menneske. Han vender kynisk syge og sårede ryggen, i fald de ikke er af nøjagtig samme anskuelse som han. Gud nåde Tschernings personlige uvenner for at komme under hans kniv .... Hvad siger lægerne ... til professorens forargelige optræden?«
Smuk kejserlig tysk »humanisme« af den mest forlorne art. Ikke et øjeblik tænkte Borgbjerg og Co. på, at der måske ud fra rent menneskelige grunde var mere grund til at hjælpe den finske arbejderhærs mange syge- og sårede. Højre-socialdemokratisk »humanitet« fulgte »pikkelhuen«, der nedslagtede finsk arbejderbevægelses bedste sønner!
Virkede det som et chok i Skandinavien, da de finske hvidgardister bekendte tysk kulør, var tømmermændene ikke mindre i ententelandene og specielt i England. I sin anti-bolsjevikiske iver havde regeringerne i Vesten hidtil kun betragtet de finske hvide udfra synsvinklen: brugbare redskaber mod bolsjevismen, og hvide forbundsfæller, der måtte understøttes. Man havde set på Mannerheim som de vestallieredes mand. Endnu i de første dage af marts blev to britiske skibe dirigeret til Gøteborg med forsyninger til de finske hvide. Men med den tyske Ålandsaktion kom omslaget. Pludselig begyndte førende britiske kredse at indse, hvilken trussel mod de allieredes interesser det finsk-tyske forbund var ved at udvikle sig til. Vendingen og nyorienteringen belyses bedst i en artikel, der d. 21. marts 1918 fremkom i Londonbladet »Daily Mail«. Her blev Finlandserfaringen gjort op:
»Tyskernes tilstedeværelse i Finland betyder en god del mere end Østersøens omdannelse til en tysk indsø. Deres utvivlsomme mål er at skaffe sig en isfri havn ved Ishavet (Nordatlanten). Finlands gamle grænse berørte ikke de nordlige have. Den nye Murmanskbane, der har sin endestation ved Kola, ikke langt fra den norske grænse, ligger udenfor finsk territorium. Men på samme måde, som tyskerne udvider Ukraine til en vældig uregelmæssigt formet stat, vil de nu udvide Finland til Hvidehavets bredder og til Ishavet, hvis der ikke er nogen der siger: Nej, holdt.
Kola havn fryser aldrig til på grund af de varme havstrømme fra syd. Lige på den anden side af grænsen ligger Varangerfjord og den norske havn Vardø. Havnebyerne Tromsø og Narvik ligger ligeledes indenfor rækkevidden for samvittighedsløse hænder. Dersom Tyskland sætter sig fast i nogen isfri havn indenfor den arktiske zone, vil hele Storbritanniens og De forenede Staters maritime position som følge deraf blive forandret.
Frygten for et Storfinland under tysk indflydelse fik pludselig briterne til at ane nye tyske ubådsbaser i Nordatlanten og bevirkede i en håndevending en total omlægning af vestmagternes hidtidige »enøjede« finske politik – og medfødte samtidig væbnet indgriben – intervention – på sovjetisk område fra de vestallieredes side, i kapløb med de kejserlige tyske hære. Man planlagde kynisk den imperialistiske krigs overførelse på sovjetisk territorium, der mere og mere betragtedes som »ingenmandsland«, trods gentagne sovjetiske protester. Ententen vendte sig aktivt mod det hvide Finlands Storfinske projekter, udfra egne imperialistiske interesser. Dette blev en ny lærestreg og en alvorlig dæmper på den Mannerheimske afart af den nordlige aktivisme. Heri ligger forklaringen på, at også det danske borgerskab, midt i et mægtigt tilløb, måtte standse på halvvejen, netop som stemningen piskedes op til nordisk anti-sovjetisk korstog på det hvide Finlands side. Overfor denne vending var både regeringen Zahle, H. N. Andersen, Alexander Foss og Co. kloge nok til at slå hastigt bak.
Den britiske intervention ved Ishavet satte, på grund af de storfinske projekter, allerede ind i begyndelsen af 1918. I den sidste fase af sin kortsynede og forbryderiske modstand mod »åndepausen« og Brest-Litovsk freden havde Trotski den 1. marts 1918 givet sovjetten i Murmansk direktiv om at modtage vestallieret »hjælp«; til forsvar af Kola, Ishavskysten og Karelen. Den 7. marts var den britiske krydser »Cochrane« dukket op i havnen i Murmansk, og to dage senere fulgte den britiske krydser »Glory« under admiral Kemps kommando, og 200 britiske marinere blev landsat i den sovjetiske krigshavn uden at møde modstand. D. 18. marts viste også Frankrigs flåde flaget på krydseren »Admiral Aube«, og der blev landsat en 4-500 allierede marinere i Murmansk.
Da de storfinske ekspansionister i april rykkede frem for at besætte havnen i Petjenga (Petsamo), blev de slået tilbage af britiske landgangstropper, og da general Mannerheim i marts-april fra nord-Finland havde ladet sine hvidgardister falde ind i øst-Karelen for at besætte Hvidehavskysten og Murmanskbanen, stødte den senere general Walenius’ hvide angrebskolonne i dagene den 9. og 10. april 1918 foran havnebyen Kem på svære britiske skibskanoner, da hvidgardisterne søgte at overrumple denne vigtige by. »Storfinland« var kommet i våbnet konflikt med det britiske imperium, hvis egne planer om allieret intervention mod sovjetstaten det i tysk interesse havde krydset.
En udpræget anti-sovjetisk vending tog dog den britiske intervention ved Murmansk efter, at den britiske generalmajor F. C. Pool og hans efterretningschef oberst Thornhill var ankommet til Murmansk den 24. maj. Fra dette tidspunkt begyndte briterne ved hjælp af deres agenter i Rusland systematisk at dirigere polske legionærer, serbere, der havde kæmpet på den rumænske front, hvide baltere og russiske tsarofficerer og hvidgardister af enhver art til Murmansk og Archangelsk som kadre for en lokal kontrarevolutionær hær. Det havde på samme måde været ententens mening at samle en del af de tjekkiske nationalistiske enheder i Rusland i de nordlige provinser, men denne plan blev rettidigt forpurret gennem sovjetregeringens vagtsomhed.
Den 27. juni 1918 forvandledes den overfor sovjetterne oprindelig som »hjælpeaktion« maskerede intervention til en åben sovjetfjendsk invasion, da den britiske general Maynards regulære britiske tropper fra Murmansk begyndte at rykke sydpå for at omstyrte sovjetternes magt, og for at forvandle det nordlige Rusland til en allieret angrebsbase og et kolonialt forvaltningsområde for det britiske imperium. I de følgende uger faldt hele det nordlige Karelen og Murmanskbanen ned til Onega ved Hvidehavet i de engelske erobreres hænder. Dette afbrød ikke konflikten med de finske hvidgardister, der fortsat, med tysk assistance, prøvede at skyde »grænsen« frem til Ishavets og Hvidehavets kyster. Hele sommeren fortsattes derfor sammenstødene mellem hvidfinner og briter i øst-Karelen. I august måned indledte briterne en regulær offensiv fra kystbyerne frem mod Finlands østlige statsgrænse i nord-Karelen, og det lykkedes den 11. september 1918 general Maynards tropper at tilføje de hvide finner et større nederlag og berøve deres nord-Karelske ekspeditionskorps dets forsyningsbase ved Utua. I oktober var de finske hvidgardister i nord-Karelen drevet tilbage bag grænsen.
Ikke meget mere held havde de hvidfinske afdelinger, der i 1918 opererede mod Den røde Hær i den sydlige del af øst-Karelen under major Malms ledelse. Ved en overrumpling lykkedes det ganske vist den 10. juni 1918 disse friskarer at erobre provinscentret Olonetz i nogle timer, men bortset herfra indskrænkede finnernes erobringer på denne front sig til, at de besatte de to grænsekommuner Repola og Porajärvi, der blev stillet under finsk administration.
Den finske dværg-imperialisme med hensyn til øst-Karelen kom fremfor alt tydelig frem under de fredsforhandlinger, der den 3. august 1918 åbnedes i Berlin mellem det hvide Finland og sovjetregeringens repræsentant: ingeniør Vorovski. I en artikel i »Pravda« den 10. maj 1919 skildrede denne senere de rentud fantastiske hvidfinske krav, der førte til fredskonferencens sammenbrud. Vorovski fortalte:
»Således fremlagde senator Rautapää (den finske delegationsleder) ved den territoriale kommissions første og andet møde to principper for den nye grænse. Man skulle overalt, hvor det var muligt fastlægge den efter etnografiske synspunkter og iøvrigt drage grænserne således, at de så meget som muligt skulle »garantere statens sikkerhed og begunstige et godt naboskab. Øst-Karelen opfylder alle disse vilkår: Ladoga- og Onegasøen samt floden Swir, der forener dem, danner en naturgrænse, men længere oppe mod nord skulle man trække grænsen fra Onegasøens sydøstlige hjørne til det Hvide Hav, hvor den skulle gå gennem tyndt befolkede og i økonomisk henseende værdiløse områder. Og mod nord skulle Hvidehavet og Ishavet danne grænserne«. Vorovski anførte yderligere følgende dialog fra kommissionens møde:
»Rautapää: Sådan er i hovedsagen vore ønsker, hvis virkeliggørelse, vi håber, ikke vil støde på nogen hindringer. I vore ønsker støtter vi os på selvbestemmelsesretten. Den karelske befolknings ønsker er gentagne gange blevet udtrykt, og vi har ikke skjult disse ønsker.
Vorovski: Kan De sige, hvor stort et areal udtrykt i kvadratkilometer, De gør krav på. Omtrent lige så stort som Finland?
Rautapää: Nej, ikke så stort som Finland.
Vorovski: Måske lige så stort som det halve Finland?
Rautapää: Muligvis lidt større.
Vorovski: Tillad mig at spørge: Hvad agter Finland at tilbyde Rusland i bytte for dette?
Rautapää: Egentlig burde der ifølge min mening ikke være tale om noget bytte, for vore ønsker, fordringer og krav støtter sig på princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Vi agter hverken at købe eller annektere dette område, men at indlemme det i Finland på grundlag af et princip, som den russiske regering selv har ophøjet til politisk program.
Vorovski: Som det fremgår af formandens forklaringer vil Finland hverken købe eller tilbytte sig dette uhyre område, der svarer til over halvdelen af Finland, men det vil have det så at sige som foræring.
Samtalen med Rautapää; blev afbrudt her, og hele mødet, der tillige var det sidste, varede kun 45 minutter. Forhandlingerne tilstræbte at afskære Rusland fra dets isfri havne ved Ishavet og i forbund med Tyskland og med de af dem løsrevne Baltiske stater afstænge Rusland alle vegne vesterud, hindre dets økonomiske udvikling og degradere det til en ubetydelig stat, der skulle frygte selv Finland.«
På grundlag af protokollen fra den finsk-sovjetiske fredskonference giver Vorovski her en malende fremstilling af, hvorfor det ikke kom til noget fredeligt opgør med det hvide Finland i 1918. Hvidgardisternes finske regering mødte op med et ekspansionsprogram, der ville være enhver imperialistisk stormagt værdigt. Det nye »Storfinland« skulle omfatte hele øst-Karelen, områderne ved Hvidehavet (beboet med ren russisk befolkning), Murmanskbanen og hele Kolahalvøen med alle Ruslands isfri havne ved Ishavet. Det var med rette Vorovski kaldte den nævnte artikel i »Pravda«, hvor han redegjorde for de finske krav: »Dværgstaternes imperialisme«.
Det var til dette aggressive hvide Finland, de hjemlige borgerlige aktivister i 1918 kritikløst ville knytte Danmarks skæbne under løsnet om, at dette Finland var »Nordens østvold«. Baggrunden for en så vanvittig udenrigspolitisk orientering var på den ene side en uberhersket og stupid anti-sovjetisme, og på den anden side, at også dansk kapitalisme befandt sig i en periode, hvor den selv, som det er påpeget, søgte at udvide sit »livsrum« og netop havde valgt Rusland til skuepladsen for sin økonomiske ekspansion.
Fra Danmarks diplomatiske virksomhed i forbindelse med den russiske revolution og de begyndende interventionskrige mod sovjetrepublikken er der endnu et par træk, det har interesse at tage med i bedømmelsen af forbindelserne mellem Danmark og sovjetrepublikken.
En ejendommelighed ved det danske gesandtskabs virksomhed i sovjetrepublikken var, at dette i en længere periode ikke blot varetog danske interesser, men i en periode også ententens. Efter sovjetregeringens overflytning til Moskva og Brest-Litovskfreden havde de vestallierede trukket deres hidtidige diplomatiske repræsentation tilbage fra hovedstaden. Kun England havde bibeholdt en uofficiel »diplomatisk agent« – Bruce Lockhart – der nærmest optrådte som en slags efterretningsfunktionær i sovjetregeringens omgivelser. De egentlige allierede ambassader havde fra d. 3. april 1918 slået sig ned i den nord-Russiske by Vologda ved banen til havnebyen Archangelsk. Herfra opretholdt ambassaderne i særdeleshed kontakten med de kontrarevolutionære russiske organisationer.
Den danske gesandt Harald Scavenius havde i Petrograd påtaget sig at varetage den franske republiks interesser, og som direkte forbindelsesled med Folkekommissærernes Råd fungerede generalkonsulen i Moskva ritmester Chr. Haxthausen, der d. 1. januar 1918 havde tiltrådt den betydningsfulde stilling. Efterhånden som ententen gik over til at organisere direkte væbnet intervention i Rusland, kom de danske repræsentanter i en yderst ejendommelig situation.
Briternes landgang i Murmansk i marts og japanernes landgang i Vladivostok d. 5. april 1918 var forvarslerne om de allieredes intervention. I maj fulgte den af ententen anstiftede opstand af de tjekkoslovakiske legioner, der afskar sovjetrepublikken fra Sibirien, hvidgardistopstande fulgte efter, og det øverste krigsråd i Versailles besluttede definitivt den 6. juni 1918 afsendelsen af tropper til Rusland. Efter Murmansk-fremstødet, fandt de første dage af august samtidig landgang af allierede styrker sted i Archangelsk og Vladivostok – og de allieredes åbenlyse væbnede overfald på sovjetrepublikken havde dermed taget sin begyndelse. I denne situation repræsenterede den danske ambassade en tid en af krigens anstiftere: Frankrig.
Det må her tilføjes, at krigen mod Sovjet i denne periode i lige så høj grad gennemførtes ved hjælp af konspirationer som ved frontangreb. Diplomatiets aktivitet i Rusland antog under kampen mod socialismen helt ukendte former. Intrigernes højdepunkt nåedes vel nok, da den britiske diplomatiske agent Lockhart i september 1918 blev grebet på fersk gerning under et mislykket forsøg på, – sammen med den britiske spion Sidney Reilly og den amerikanske efterretningsagent K. Kalamatiano – at bestikke chefen for den lettiske garde ved Kreml, oberst Bersin til at arrestere Folkekommisærernes Råd.
En anden ententespecialitet i sommeren 1918 var ydelsen af subsidier til de terroristiske organisationer, der ved attentater søgte at rydde ententens modstandere af vejen. Kendt er det provokatoriske mord i juli 1918 på den tyske Moskva-gesandt grev Mirbach. Af ledende sovjetrepræsentanter myrdedes på samme måde d. 20. juni i Petrograd V. Volodarski af de socialrevolutionæres »kamporganisation«, og d. 30. august 1918 faldt kommissæren S. Uritzki ligeledes som offer for et attentat i Petrograd. Samme dag forsøgtes i Moskva et attentat mod Lenin.
* * *
Organisatorer og specialister i denne form for »krigsførelse« mod sovjetmagten var i særdeleshed aktivisterne fra det såkaldte »højre-socialrevolutionære parti« – de gamle narodnikeres efterfølgere – et småborgerligt parti, der havde spillet en førende rolle i Kerenski-perioden, og som efter Oktoberrevolutionen mere og mere var udartet til at blive en rent borgerlig storbondeorganisation i aktiv kamp mod sovjetmagten. Dette parti havde umiddelbart efter Oktoberrevolutionen skabt sin specielle militærorganisation, der ledede den terroristiske virksomhed mod sovjetmagten. Det var ingen hemmelighed, at pengemidlerne til denne aktivitet kom fra franske og amerikanske kredse, med hvem de socialrevolutionære førere havde intime forbindelser. Spørgsmålet er blot, om den franske militærmission ikke, ligesom det var tilfældet under general Kaledins sammensværgelse i syden, blot var formidler af den amerikanske økonomiske støtte.
De socialrevolutionæres forbindelser med amerikansk kapital gik langt tilbage i tiden. Allerede i 1915 havde lederen for Folkesocialisterne, en af de små legale smågrupper, der stod de socialrevolutionære nær: Nikolai Tjaikovski (senere chef for den hvide regering i Archangelsk) dannet en amerikansk propagandaorganisation: »Selskabet for tilnærmelse mellem USA og Rusland«. I Kerenski-tiden dannedes med de socialrevolutionære som mellemled en storstilet central for proamerikansk agitation, der for amerikansk regning brugte ikke mindre end 12 millioner rubler til propaganda. Dennes ledere var Tjaikovski, den nationalistiske socialrevolutionære veteran: K. Breschko-Breschkovskaja, Kerenskis adjudant David Soskis og de tre højre socialrevolutionære førere Sergej Maslov, Avksentiev og Minor, der tillige havde været præsident for Moskvas byråd.
Det var de samme kredse, der i april 1918 dannede den illegale oprørsorganisation: »Forbundet til Ruslands genfødelse«, som planlagde at styrte sovjetmagten ved at hidføre en allieret invasion i Rusland. D. 18. maj 1918 lod disse konspiratorer en konference af alle de borgerlige og småborgerlige fraktioner i den opløste »Konstituerende Forsamling« vedtage en opfordring til ententen om militær intervention i Rusland. D. 26. maj blev Minor derefter sendt til USA for at agitere for interventionen, medens Tjaikovski og Avksentiev indledte forhandlinger med ententens ambassade i Vologda om allieret landgang i nord-Rusland og Sibirien i løbet af sommeren.
Som vi skal se, lykkedes det også danske diplomatiske kredse i Rusland gennem det nære samarbejde med franskmændene at rode sig ind i disse konspirationer mod sovjetmagten. Den franske militærmissions direkte mellemmænd i det »militære« og terroristiske arbejde var medlemmerne af det socialrevolutionære partis centralkomité: A. P. Gotz, Boris Donskoi og Timofiev, samt lederen af den socialrevolutionære kamporganisation i Moskva: Dasjevski og generalerne Boldyrev og Suvorov.
Efter borgerkrigens slutning beskrev to af de aktive ledere af de socialrevolutionæres terroristiske virksomhed: Lydia Konopleva og G. Semjonov-Vassiljev i alle enkeltheder deres aktivistvirksomhed i allieret tjeneste. Konopleva berettede blandt andet følgende: »Forbindelsen med den franske militærmission i Petrograd opretholdt A. P. Gotz. Efter hans afrejse fra Petrograd modtog jeg gennem N. S. Ignatiev 10.000 rubler til militærorganisationens arbejde. . .«
Den nævnte Ignatiev var en af lederne for »Forbundet til Ruslands genfødelse« i Petrograd og blev efter den britiske invasion i nord-Rusland hvid minister i Archangelsk. I sine erindringer bekræfter denne fuldtud Konoplevas fremstilling om de franske penge, der efter hans oplysninger var blevet bevilget efter forhandlinger med den hvide general Suvorov. Ignatiev beretter:
»General Suvorov indledte forhandlinger med repræsentanter for den franske ambassade (militærmissionen) om anvisning af pengemidler. Der blev givet ham den besked, at en betydelig sum: nogle hundrede tusinde rubler i de nærmeste dage ville blive anvist til »Forbundet til Ruslands genfødelse« i Moskva gennem general Boldyrev. Og virkelig indløb der kort efter den meddelelse, at pengene allerede var indløbet og snart ville blive overgivet til os. . .« Samme Ignatiev klager dog over, at han kun modtog 30.000 rubler af de franske penge til arbejdet i Petrograd, medens de socialrevolutionære i Moskva åbenbart beholdt resten. Ignatiev fortsætter: »A. P. Gotz beklagede overfor mig, at de socialrevolutionære havde fået for lidt af de 30.000 rubler, ialt kun 10.000, Konopleva havde afhentet hos mig. Jeg bad ham om at forelægge det budget over de udgifter, der skulle dækkes for den socialrevolutionære militærorganisation. Dette budget blev, hvis jeg ikke husker fejl, forelagt af Semjonov«. [4]
Terroristen G. Semjonov-Vassiljev, der i den socialrevolutionære militærorganisation var en af de førende organisatorer af partiets attentat- og sabotagevirksomhed, kan langt mere detailleret fortælle om de veje, de franske penge nåede frem til de hvide organisationer og til terroristerne. Om kanalerne i Moskva fortæller han følgende, der ikke mindst er oplysende for danske læsere:
»Ledelsen af det militære arbejde i Moskva lå i hænderne på Dasjevski, og som dennes aktive medhjælper fungerede Ilja Minor, søn af den gamle partifører, og Agapov. . . Den militære organisation modtog med centralkomiteens viden de nødvendige pengemidler fra den franske mission med den danske mission som mellemled. Jeg vidste fra Ilja Minor, at han efter Donskois opfordring opsøgte den danske mission for at modtage pengene fra den franske legation. Donskoi og Timofiev havde forretningsmæssige sammenkomster med repræsentanter for den franske militærmission. Disse sammenkomster fandt sted i Fanja Kaplans’ bolig.
Den militære organisation havde en speciel sprænggruppe, hvis opgave det var at afspore jernbanetog, der fra Moskva bragte våben og ammunition og tropper til fronten. Efter udsagn fra Donskoi og to aktive medlemmer af denne gruppe lykkedes det dem at afspore nogle tog og at sprænge nogle mindre jernbanebroer i luften. Som jeg senere erfarede blev engang også ved en fejltagelse et hospitalstog bragt til at afspore. Sprænggruppen bestod af 5-6 mand. Den rådede over en kemiker, der fremstillede det nødvendige sprængværktøj. En del af sprængstoffet: Pyroxilin, sprængkviksølv og helvedesmaskiner med urværk til den militære organisation, efter hvad kemikeren meddelte fra den franske militærmission gennem en franskmand, der arbejdede i legationens efterretningsafdeling ...« [5]
Det er Moskva-idyl fra august måned 1918. Frankrigs mer eller mindre illegale »diplomatiske« repræsentanter er i fuld aktivitet med at finansiere hvidgardistiske komplotter, sprængkolonner og terrorister. Og som udbetaler og direkte bindeled med den terroristiske organisation stod vort – ak så »neutrale« – danske kongelige generalkonsulat i Moskva under ritmester Chr. Haxthausens ledelse.
Men billedet må suppleres med endnu en pikant detalje. Semjonov nævner en passant, at de franske efterretningsfolks konspirative møder med de socialrevolutionære terrorister fandt sted hos en dame ved navn Fanja Kaplan. Det var ikke blot en af aktivisterne i den militærgruppe, det danske konsulat anviste penge. Fanja Kaplan var ingen anden end den samme kvindelige terrorist, der d. 30. august 1918 i Moskva ved Michelsons fabrik foretog et attentat mod Lenin med forgiftede kugler. Det var den gruppe, der organiserede dette attentat, der gennem det danske konsulat havde modtaget den franske militærmissions penge.
Det er en overset og glemt »episode« i den russiske revolutions store drama. Men en episode, der taler sit tydelige sprog om det borgerlige »diplomatis« hæmningsløse udartning, hvor kampen mod den sejrende socialisme er stillet på dagsordenen efter arbejderklassens magtovertagelse. Nutidens folkedemokratiske stater kan tale med om, at metoder af den omtalte art endnu ikke hører fortiden til.
Det var også ritmester Chr. Haxthausen, der måtte træde til som »neutral« forhandler, da den britiske diplomatiske agent Bruce Lockhart i september 1918 var blevet arresteret efter det komplot, der gik ud på at arrestere Folkekommissærernes Råd i Kreml. Haxthausen var mellemmand, da den uheldige »diplomat« skulle udveksles med Litvinov, der i England var blevet taget som gidsel – uden at have forsøgt attentat mod Lloyd George eller at lade den kongelige britiske regering arrestere ved bestikkelse til den lige så kongelige garde.
* * *
Billedet ville være ufuldstændigt, hvis man ikke tog den historiske scene med, at Harald Scavenius sammen med de øvrige »neutrale« gesandter den 5. september 1918 under schweizeren hr. Odiers præsidium mødte op for højtideligt at protestere imod »den røde terror« – over at man i den givne situation, efter drabet på Uritzki og attentatet mod Lenin, vovede at arrestere folk fra borgerskabet i revolutionens Rusland. I protesten hed det blandt andet:
»Kun ledet af et eneste motiv, at tilfredsstille sit had mod hele borgerklassen og uden at være udrustet med nogen som helst befaling fra myndighederne, bryder dag og nat bevæbnede personer ind i privatlejligheder, stjæler og plyndrer og arresterer, og hundreder af ulykkelige, der intet har at gøre med den politiske kamp, kastes i fængsel, til trods for at deres eneste skyld består i, at de tilhører Bourgeoisiet, hvis udryddelse prædikes af kommunisternes førere i blade og taler. . . Det diplomatiske korps . . . protesterer energisk mod de vilkårlige handlinger, der finder sted hver eneste dag. Repræsentanterne for de neutrale regeringer forbeholder deres regeringer ret til af de personer, der har gjort sig skyldig – eller gør sig skyldige – i disse vilkårligheder at kræve fuld oprejsning og at drage disse personer til personligt juridisk ansvar.«
Fuld af bidende ironi afviste udenrigskommissær G. Tjitjerin få dage efter denne protest i »humaniteten«s navn fra de neutrale gesandters side som en uberettiget indblanding i Ruslands indre anliggender. Han henviste til krigsforbrydelserne verden over og til klassejustitsen i vesten:
»Vi tillader os at stille et spørgsmål: Har d’ herrer repræsentanter for de neutrale magter hørt noget som helst om undertrykkelsen af Sinnfeinerne i Dublin? Om nedskydningen af hundreder af irlændere med Sheffington i spidsen uden nogen som helst dom. Har de hørt noget om den hvide terror i Finland med titusinder, der er blevet skudt, om titusinder af arbejdere, deres kvinder og børn, der smægter i fængsel, og hvem der aldrig nogensinde er blevet forelagt en anklage? Har de hørt om massenedskydningerne af arbejdere og bønder i Ukraine? Om massenedskydningerne af arbejdere ved hjælp af de brave tjekkoslovaker, disse lejetropper for den engelsk-franske kapital? Regeringerne i de såkaldte neutrale lande har hørt om alt dette, men de er aldrig kommet på den tanke at protestere mod disse vilkårligheder fra bourgeoisiets side, når det undertrykte arbejderbevægelsen ...«
Efter en omtale af de neutrale regeringers fuldstændige passivitet overfor tsarismens grusomheder mod folket henvistes i svarnoten til, at sovjetregeringen var kommet til magten efter en viljesytring fra det store flertal fra det russiske folks side. Om den borgerlige kontrarevolution og dens bagmænd hed det derefter:
»En lille flok af kapitalister, der ønsker at genvinde deres fabrikker og banker, der er frataget dem til gavn fra folket, en lille flok godsejere der igen vil fratage bønderne jorden, en lille flok generaler, der igen med knut’en ønsker at lære arbejderne og bønderne underdanighed, har ikke villet anerkende denne beslutning fra det russiske folks side. De mobiliserer ved hjælp af den udenlandske kapitals penge kontrarevolutionære bander, ved hvis hjælp de afskærer Rusland fra brødet, for at hungersnødens knoklede hånd kan kvæle revolutionen. Efter at de har overbevist sig om umuligheden af at styrte arbejderregeringen, der understøttes af de arbejdende masser, foranstalter de kontrarevolutionære opstande, idet de tilstræber at trænge arbejder- og bonderegeringen bort fra sit positive arbejde og at hindre denne i sin virksomhed for at befri landet for det anarki, det er blevet stødt ud i som en følge af de tidligere regeringers forbryderiske politik. De har forrådt Rusland i syd, nord og øst til de udenlandske imperialistiske stater, idet de har tilkaldt udenlandske bajonetter, hvor man overhovedet har kunnet få disse fra. Skjult bag en skov af udenlandske bajonetter sender de lejede mordere for at tilintetgøre arbejderklassens anførere, i hvilket ikke alene Ruslands proletariat, men hele den martrede menneskehed ser personifiseringen af sine forhåbninger. Det russiske arbejdende folk vil skånselsløst undertrykke denne kontrarevolutionære klike, der ved hjælp af den udenlandske kapital og det russiske Bourgeoisi vil lægge slavelænker om det russiske folks hals ...
Vi afviser på det mest bestemte indblandinger fra de neutrale kapitalistiske magter til gunst for det russiske Bourgeoisi og erklærer, at ethvert forsøg fra repræsentanterne for disse magter, som overskrider grænserne for varetagelsen af deres borgeres interesser, vil blive betragtet som et forsøg på at understøtte den russiske kontrarevolution.«
Med denne håndfaste belæring afsluttedes Harald Scavenius’ og de øvrige »neutrale« gesandters »humanitære« forestillinger, der betegnende nok blev fremsat umiddelbart efter mordet på Uritzki og attentatet på Lenin, da ententemagternes virksomme femte kolonne var ved at blive uskadeliggjort efter de af ententen financierede attentater. På omtrent samme tidspunkt fulgte afsløringen af Lockhart-komplottet.
De senere russiske afsløringer af dansk diplomati som ententens direkte forbindelsesled med den terroristiske russiske underverden belyser det virkelige indhold af Harald Scavenius’ »humanitære« aktion. Den var i uhyggelig grad udtryk for den heller ikke senere ukendte form for »menneskekærlighed«, hvis indhold er så dobbeltbundet, at man først pudser konspiratorer og mordere løs på den forhadte socialistiske stat, og yder disse financiel hjælp – for senere at råbe op om krænkelser mod individets frihed og »menneskerettighederne«, når de samme spioner, konspiratorer og voldsmænd arresteres og drages til ansvar. Folkedemokratierne efter den anden verdenskrig kender denne vestlige arbejdsform så godt som den lille tabel.
Samtidens borgerlige praksis bestod yderligere i glat væk at benægte alle sovjetiske afsløringer om allierede konspirationer som Lockhart-sammensværgelsen som det rene digt og hjernespind. Man stolede blindt på, at en ensrettet presse ville være i stand til at borteliminere selv de stærkeste sovjetiske bevismaterialer. Betegnende nok skrev imidlertid en af de kendte danske forretningsmænd, der i 1918 opholdt sig i Rusland: direktør Erik Plum, nogle år senere:
»Lederen af den britiske mission, chargé d’affaires Lockhart arbejdede med fuld kraft på at lave en sammensværgelse for at styrte sovjetregeringen. Som de fleste af englænderne forstod han sig meget lidt på russisk psykologi og på udviklingen i Moskva. Hans konspirationer var meget uforsigtigt anlagt, og det varede derfor ikke længe, før tjeka’en kom under vejr med hans sammensværgelse, hvilket medførte øjeblikkelig arrestation af hele den britiske mission ...«
Om de danske besværligheder ved at redde de lige så letsindige franske konspiratorer ud af den situation, de gennem deres gerninger havde placeret sig selv i, fortæller Erik Plum:
»Som nævnt repræsenterede det danske gesandtskab Frankrigs interesser i Rusland og gjorde et overordentligt stort arbejde(!) for at redde fængslede franskmænd og få så mange som muligt hjem over grænsen. Kompagniet (Russisk Handelskompagni) bistod, hvor det kunne i dette arbejde, og vi fik fra det franske gesandtskab i København flere anmodninger gennem Transatlantisk Kompagni om at hjælpe, men dette ændrede ikke, at der dagen efter en sådan anmodning mødte en anden sekretær op fra samme legation og besværede sig til Transatlantisk Kompagni over, at Kompagniet overhovedet opretholdt kontorerne i Rusland og indlod sig i forhandlinger med de russiske magthavere.«
Når dansk diplomati, til skade for landet, indlod sig letfærdigt i anti-bolsjevikiske eventyr af værste art og åbent misbrugte de diplomatiske privilegier, hænger dette sikkert til en vis grad sammen med, at ikke mindst Harald Scavenius udfra helt igennem stupide overklassefordomme totalt undervurderede revolutionens styrke og levedygtighed. Han så kun på sovjetmagten udfra russiske tsaristers og russisk borgerskabs snævre syn og farvede beretninger. Fra et ophold i maj 1918 skildrer Erik Plum dette ganske klart, hvor han fortæller: »Jeg fik under mit ophold i Petrograd lejlighed til at drøfte situationen med den danske gesandt Harald Scavenius, og denne brugte den betegnelse af situationen, at udviklingen havde vist, at bolsjevikkerne allerede var afgået ved døden, men at der manglede nogen til at begrave dem.«
Disse »graverkarle«, mente gesandten at se i de fremmede invasionsstyrker og de hvidgardistiske konspiratorer, som han letfærdigt indlod sig med i det ovenfor skildrede samarbejde. Endnu i oktober 1918 mente Danmarks udsending i Rusland at kunne øjne sovjetstyrets nært forestående fald. Om situationen i midten af oktober fortæller Erik Plum:
»... Nogle dage efter modtog jeg et brev fra Transatlantisk Kompagni i København, dateret d. 14. oktober, hvori det blev sagt, at den danske gesandt nu ifølge en indberetning til udenrigsministeriet mente, at situationen var sådan, at alle danske burde rejse hjem snarest, og at de ikke ønskede, at nogen udsatte sig for en risiko, der kunne undgås. Tyskland havde nu blankt accepteret våbenstilstanden, og de allierede ville derfor være i stand til i løbet af kort tid at sætte betydelig energi ind på Archangelsk-fronten. Dermed mente man, at ordnede forhold sikkert igen ville indtræde i foråret 1919, og vi kunne så vende tilbage og genoptage virksomheden, men dette ville blive vanskeligt, hvis nogen af de overordnede funktionærers liv gik tabt under de tøjlesløsheder, der muligvis ville opstå i den sidste fase, og som det var umuligt at overse.«
Danmark var ude for det uheld i denne afgørende periode af den russiske revolution at være repræsenteret på stedet af en gesandt, der nærede en klippefast tro på, at det socialistiske styre ville være slået ned og erstattet med et hvidgardistisk regime senest i foråret 1919. Derfor blandt andet repræsenterede han i Rusland en politik, der gik ud på, at det først og fremmest var de russiske hvidgardisters interesser, der skulle tjenes, og deres bevågenhed, der skulle vindes af den danske regering.
Betegnende er det, at Frankrigs herskere ikke glemte det gode samarbejde, de i sommeren 1918 havde haft med de danske diplomater i de fælles anti-bolsjevikiske konspirationer. Under fredskongressen i Versailles kom belønningen. Her blev foruden Frankrigs hjemvendte Ruslandsambassadør ene af alle »neutrale« gesandter Harald Scavenius afhørt som »Ruslands-sagkyndig«. Heller ikke generalkonsul Haxthausen blev glemt. Sammen med selveste marskal Foch arbejdede han videre på et gammelt tema: Hvordan sovjetstyret hurtigst og lettest kunne styrtes ved intervention udefra med militære styrker. Men derom senere.
Selv målt med datidens alen var den danske regering Zahle-Staunings pludselige afbrydelse af den diplomatiske forbindelse med det revolutionære Rusland ved den første verdenskrigs afslutning langtfra nogen bagatel. Denne begivenhed markerede på en overraskende måde et åbent brud med krigstidens officielle »neutralitets«-linje. Det danske samfunds top demonstrerede pludselig en uvenlig – for ikke at sige direkte fjendtlig – holdning overfor et stort østeuropæisk land, der var slået ind på nye veje.
I opgøret mellem Tyskland og vestmagterne havde Danmark været neutralt, men overfor den begyndende socialistiske omvæltning i Europa blev det danske borgerskabs neutrale stilling pludselig opgivet, og man markerede for åbent tæppe sin fjendtlige afstandtagen fra det nye i den europæiske balance. I kampen for at kvæle revolutionen mod de gamle ejendomsforhold og samfundsformer stillede Danmarks priviligerede herskere sig klart på de i den første verdenskrig sejrende imperialistiske vestmagters side. Det var den egentlige og dybere mening med den pludselige hjemkaldelse af gesandtskabet fra datidens Petrograd.
Danmark havde ellers som nævnt med stærke politiske og økonomiske bånd været knyttet til det gamle Rusland. De tidligere dynastiske og politiske forbindelser havde naturligvis lidt et slemt afbræk ved tsarens fald, men praktiske økonomiske interesser havde alligevel bevirket, at relativt normale forbindelser var blevet opretholdt bortset fra det kildne spørgsmål om den formelle anerkendelse af sovjetstyret. Den danske delegation var blevet på sin post og var ikke taget bort sammen med ententens repræsentanter efter Brest-Litovsk freden i marts 1918.
Hverken »episoderne« med tsarismens fald eller henrettelsen af »fætter Nikolaj« havde vejet tungt nok i vægtskålen til at få det danske borgerskabs regering til at opgive varetagelsen af sine økonomiske interesser i Rusland. Gamle og indbringende privilegier stod jo på spil, og i krigsårene var det udstrakte russiske marked jo mere end nogensinde blevet en betydningsfuld del af dansk kapitalismes »udvidede livsrum«. Når alle bånd trods denne risiko alligevel brutalt blev afbrudt i december 1918, skyldtes det ikke mindst et stærkt tryk udefra mod Danmarks regering under den ændrede europæiske magtkonstellation. Vort land var så at sige blevet tvunget til at tilslutte sig bestræbelserne for at gennemføre en fælles borgerlig strategi over for den socialistiske revolution.
* * *
Det formelle borgerlige demokrati i Danmark har den betegnende svaghed, at folket holdes slet underrettet om ikke blot nutidens mærkværdige begivenheder. På mange områder ser det ikke bedre ud, hvor det gælder fortidens faktiske hændelser. Det er lige som om de herskende og priviligerede lag i samfundet ikke er rigtig tilfreds med afgørende træk i deres fortid. De mener vel, at alt for megen viden kunne bibringe folket en »forkert« historieopfattelse og belære det om noget, det ikke »bør« lære. Derfor har traditionelle – men faktisk urigtige mytedannelser en så stærk magt over sindene selv hos forstandige mennesker. Forståelsen af sammenhængen i udviklingen forsøges udvisket.
Derfor står vi med hensyn til tilgængeligheden af afgørende diplomatiske og historiske dokumenter milevidt bagud for store dele af omverdenen. Er man bange for, at »Grundtvigs historieopfattelse« skal gå tabt ved selv lidt forsinket at støde sammen med virkeligheden? Endog i De forenede Stater og en række andre lande, der så sandelig ikke i almindelighed udmærker sig ved nogen overdreven »liberalisme«, har det gennem årtier været en kotume, at diplomatiske aktstykker – lige til ambassade- og konsulatsindberetninger efter en vis årrække skal offentliggøres. Det sker ganske vist i så mægtige doser, at kun nogle få indviede kan finde sig til rette i stoffet – men mulighederne for at skaffe sig viden er dog efter en årrække teoretisk til stede – i modsætning til her i Danmark. På vide felter dækker støvet her fortsat over kendsgerningerne. Temmelig udemokratisk, men måske »praktisk« for systemet og måske ikke mindst for folkets opfattelse af dette.
I øjeblikket var der ellers god brug for alle oplysninger vedrørende baggrunden for skiftende danske regeringers holdning overfor Sovjetunionen siden revolutionen. Der eksperimenteres jo igen kosmopolitisk, og måske kunne man lære noget af de vitterlige fejltagelser i fortiden, lære ikke at gentage dem med fremmed indflydelse som rettesnor. Men i vid udstrækning er der lukket af for den nødvendige sikre viden, så at man må gætte sig frem på grundlag af det materiale, der er tilgængeligt. En »skønhedsplet« på vort »demokrati«, der dog foregiver at bygge på oplysning.
* * *
Skal man trænge til bunds i baggrunden for det officielle Danmarks bratte brud med sovjetstyret i 1918, er det et møjsommeligt arbejde, men visse hovedtræk kan dog skimtes trods de lukkede arkiver og de åbenlyse myter. Værdi har det straks at se på, hvad der er blevet fremført af nogle af de folk, der arbejdede i marken nær ved brændpunkterne, selvom skildringen er farvet af interesserne. Man kan eksempelvis tage en af lederne for et af de danske foretagender i Rusland, direktør Erik Plum fra »Russisk Handelskompagni« og høre, hvad han har villet fortælle om tiden omkring det diplomatiske brud og legationens hjemkaldelse:
»Hele dette opbrud skete på en så pludselig og voldsom måde, som kompagniet ikke på nogen måde kunne forudse. Vel vidste vi i Rusland, at der fra fransk side arbejdedes på at få det danske gesandtskab trukket tilbage, men det måtte forekomme enhver i Rusland ganske usandsynligt, at en så fornuftstridig beslutning – ophævelsen af den bogstavelig talt sidste virkelige forbindelse mellem de allierede magter og Rusland – skulle blive udført, og alle udenlandske interesser i Rusland blive overgivet til tilfældighedernes rene spil ....«
Direktør Plum fortæller videre, at han den 23. november 1918 selv forlod Leningrad på en forretningsrejse til København og beretter videre om begivenhedernes hurtige forløb:
»En halv snes dage efter, at jeg var afrejst, fik den danske gesandt fra udenrigsministeriet i København telegrafisk instruktion om at afslutte gesandtskabets virksomhed og rejse hjem med hele sit personale. Kompagniets kontorer fik gennem gesandtskabet meddelelse herom, og alle de tilbageblevne danske overordnede afrejste i december fra Petrograd med gesandtskabet.
Antagelig fordi det franske standpunkt på det tidspunkt havde fået støtte fra den engelske regering, anså den danske regering efter forhandling med rigsdagen, det for nødvendigt at sende allerede omtalte telegrafiske tilbagekaldelse af gesandtskabet. Meddelelsen herom blev naturligvis øjeblikkelig givet til Harald Plum, men da denne, forsinket ved et møde, kom op i udenrigsministeriet, var telegrammet lige afgået. Det var derfor for sent for ham at foretage skridt, der, ligesom i tidligere tilfælde, muligt kunne have udsat sagen eller ændret det kategoriske udtryk i telegrammet.«
Det må her straks fastslås, at initiativet til bruddet med sovjet ikke udgik fra de praktiske forretningsmænds side, der havde de største russiske interesser. De havde til dette tidspunkt under de ændrede forhold, trods borgerkrigen, haft lejlighed til at videreføre deres legitime forretninger og følte sig mere end foruroliget over den vending, udviklingen havde taget, da det jo var millionværdier, der ganske unødvendigt blev sat på spil gennem regeringens politik.
En undtagelse herfra må dog nævnes: Der fandtes visse større danske foretagender, der hovedsagelig virkede i de af de hvide generaler eller af invasionshærene besatte områder af det tidligere russiske rige, eller i områder, der stødte op til disse: I første række direktør Hjerl Hansens koncern »Det sibiriske Kompagni« og »Det almindelige Handelsselskab«, der virkede i de af admiral Koltjak besatte områder, til dels »Store Nordiske« og måske også Jørgen Sehesteds dansk-norske tømmerkoncerner, hvis skovdistrikter støtte lige op til de af englænderne besatte provinser i nord-Rusland (Murmansk og Archangelsk). Det er sandsynligt, at sådanne selskaber måske har spekuleret i en konsekvent intervention for at sikre en hurtig »hvid« sejr.
Hertil må vel yderligere tilføjes et par større rederier med russiske datterselskaber, der gennem sovjetregeringens lov af 9. februar 1918 var underkastet nationalisering. De forventede rimeligvis ikke en kompensation for skibene under russisk flag svarende til skibsaktiernes fantastiske himmelfart i den kapitalistiske verden. Det drejede sig her i første række om »Dansk-russisk Dampskibsselskab« med den russiske aflægger »Nordisk Dampskibsselskab« (Petrograd-Archangelsk) og om H. N. Andersens ØK med det russisk indregistrerede datterselskab »Russisk Østasiatisk Dampskibs Selskab«. For begge disse foretagender gælder det, at de havde foretrukket at trodse den nye sovjetiske lovgivning, havde holdt de skibe, der skulle nationaliseres, tilbage i udlandet eller havde bemægtiget sig skibene i de af de allierede magter besatte havne (Murmansk, Archangelsk, de finske havne og Vladivostok). At disse selskaber ingenlunde var interesserede i en normalisering af forholdene mellem Danmark og sovjetrepubliken siger sig selv. Det er derfor meget muligt, at deres ledere efter evne har søgt at fremme bruddet med sovjetstyret ud fra rent forretningsmæssige synspunkter. At konkurrenten »Transatlantisk Kompagni« samtidig kunne komme i vanskeligheder, har sikkert ikke voldet etatsråd Andersen alt for store sjælekvaler, når han samtidig kunne hyppe sine egne indbringende britiske kartofler som konsekvent anti-bolsjevik.
Modstridende danske kapitalinteresser kan have skubbet til den hældende vogn, men næppe i afgørende grad, da regeringen Zahle-Scavenius-Stauning så sandelig hidtil ikke havde været uden forståelse for Landmandsbankens og Plumkoncernens interesser.
* * *
Det andet afgørende moment i Erik Plums fremstilling er det ydre pres, hvor han nævner den franske og britiske regerings holdning som udslaggivende. Her må fremstillingen nok moderniseres en smule udfra materiale, der senere er blevet tilgængeligt. I den politik, der gik ud på fuldstændigt brud med sovjet, og på konsekvent blokade af de af bolsjevikkerne beherskede områder, var USA’s indsats langt mere udpræget, end datidens fremstilling har givet udtryk for. I bestræbelserne for at nedkæmpe sovjetstyret var de amerikanske monopoler nærmest førende. Det var først og fremmest dem, der repræsenterede den økonomiske magt, som kunne gennemtvinge blokaden fra hele den gamle borgerlige verdens side. Allerede Lenin så klart USA’s rolle – ensretningsprocessen i den borgerlige verden, og truslerne overfor de neutrale lande, da han skrev:
»Det har vist sig, at englænderne og amerikanerne optræder som bødler og gendarmer overfor den russiske frihed, den samme rolle der spilledes under den russiske bøddel Nikolai I., og de gør det ikke dårligere end de konger, der undertrykte Den ungarske Revolution. Nu har Wilsons agenter påtaget sig denne rolle. De kvæler revolutionen i Østrig, de spiller gendarmer. De stiller Schweiz et ultimatum: Vi giver ikke brød, hvis I ikke træder ind i kampen mod den bolsjevikiske regering. De har erklæret overfor Holland: Tillad ingen sovjetiske gesandter hos jer, ellers – blokade. De har et simpelt våben – sultens reb. Ved hjælp af dette kvæler de folkene.« (Lenin: Samlede værker. Bind 28. Side 188).
Det er også typisk for den borgerlige taktik, der udfoldedes her i Danmark i slutningen af 1918, at den i de mindste detailler var tilpasset de imperialistiske stormagters almindelige forsøg på at skabe en reaktionær kosmopolitisk front mod den socialistiske bølge. Som forløber for det brud med sovjetrepublikken, der skulle danne indledningen til Danmarks tilslutning til interventionsfronten, var gået et vel overlagt fremstød mod den progressive venstre fløj af dansk arbejderbevægelse for at lamme dennes modstand. Myndighederne udnyttede de omfattende revolutionære demonstrationer, der også i København fulgte i den tyske revolutions spor, til at sætte ind med de politi provokationer, der kulminerede i »Grøntorvslaget« d. 13. november 1918. Disse begivenheder resulterede som bekendt i fængslingen af de mest aktive ledere i Det socialistiske arbejderparti og i den syndikalistiske farvede Fagopposition, der holdtes indespærrede helt frem til amnestien efter Påskekuppet i 1920. Formålet med disse overgreb var tydelig nok forud at lamme enhver organiseret modstand mod den sovjetfjendske politik, der under ententens tryk var under forberedelse i inderkredsen omkring regeringen Th. Zahle-Scavenius.
En hel skole af moderne sovjetiske historikere har i de senere år – på grundlag af de af det amerikanske udenrigsministerium under sidste krig offentliggjorte dokumentsamlinger fra interventionsårene – taget spørgsmålet om USA’s rolle i den tids begivenheder op til revision. Herunder er også begivenheder, der i høj grad berørte vort land blevet fremstillet i et nyt og klarere lys.
Den sovjetiske historiker A. E. Kunin minder om, at den amerikanske regering allerede d. 19. november 1917 gennem »USA’s krigshandelsråd« foreskrev »at afholde sig fra at udstede licens for eksport af alle kontrollerede varer til Rusland, derunder også licenser for transport over Det stille Ocean«. På samme måde indskærpede præsident Wilson d. 18. december 1917 alle amerikanske gesandter i udlandet at afholde sig fra enhver forbindelse med sovjetregeringen og dens repræsentanter.
På grundlag af sin gennemgang af de officielle amerikanske dokumenter fra slutningen af 1918 resumerer Kunin derefter: »Statsdepartementet (USA’s udenrigsministerium) krævede af regeringerne i de under krigen såkaldte neutrale lande – Norge, Danmark, Sverrig og Spanien – at disse stater afholdt sig fra en hvilken som helst forbindelse med sovjetregeringen. Under tryk fra statsdepartementet erklærede også de af USA afhængige regeringer i de latin-amerikanske lande boykot overfor Sovjetrusland.«
Vi står sikkert her overfor den afgørende faktor, som måske er blevet belyst på det lukkede rigsdagsmøde forud for afbrydelsen af den diplomatiske forbindelse med sovjetregeringen i december 1918, men som altid er blevet hemmeligholdt i officielle danske erklæringer. Men dette træk er værd at tage med i betragtning på et tidspunkt, hvor en anden regering i det samme USA igen udefra søger at lamme vort lands normale økonomiske udvikling ved at drage os ind i en ny økonomisk blokade af den store socialistiske republik. Det var som følge af et sådant amerikansk pres, alle tre nordiske lande uden påviselig ydre årsag i december 1918 pludselig tilbagekaldte deres legationer i Petrograd – uanset egne interesser – og derved fra neutralitetslinjen styrede forsigtigt ind i – interventionsfronten. Også af hensyn til udviklingen i dag kan det måske være klogt at se på, hvordan resultatet af underkastelsen under et fremmed diktat blev – forrige gang. Fortidens dumheder bør jo i alle tilfælde helst ikke gentages.
* * *
Vore vestlige formyndere med Woodrow Wilsons USA i spidsen nøjedes imidlertid ikke med at stille Danmark – og de øvrige skandinaviske regeringer – overfor bestemte krav om diplomatisk brud med – og blokade overfor den nye socialistiske republik for at knuse denne. Man stillede samtidig også krav om, helst aktiv, militær deltagelse i den forestående »europæiske« intervention mod sovjetstyret. Erik Plum strejfer dette emne, når han fortæller:
»Kort før det ulykkelige telegrams ankomst var der kommet en svensk kurér til Petrograd, der fortroligt meddelte, at den svenske, danske og norske regering, efter opfordring fra de allierede magter, var indgået på at sende en militærekspedition til Rusland til intervention mod bolsjevikkerne. Det skal vare rigtigt, at de allierede magter skal have opfordret dertil på daværende tidspunkt, men selvfølgelig måtte en sådan tanke være ganske utænkelig for de nordiske regeringer.«
Byggende på sine studier af det amerikanske statsdepartements dokumenter kommer også den sovjetiske historiker A. E. Kunin til det resultat, at Wilsons regering – eller ententemagterne i fællesskab – opfordrede de skandinaviske regeringer til også at yde en militær indsats til nedkæmpelse af den første socialistiske republik. Kunin sammenfatter:
»Da spekulationen i en hurtig ødelæggelse af Sovjetrusland ved hjælp af de tyske militarister brød sammen, begyndte de amerikanske imperialister at udforske nye midler til at nedkæmpe sovjetstyret ved hjælp af fremmede hænder. Til dette formål henvendte de sig til Italien, Belgien, Finland, de skandinaviske lande og Kina, udøvede et tryk på dem og krævede af regeringerne i disse lande, at de skulle afsende tropper for at deltage i den militære intervention mod Sovjetrusland.«;
Vi står her ikke overfor fantasier, men det drejer sig om kendsgerninger, der kan bekræftes gennem en hel række skandinaviske kilder, selv om datidens radikal-socialdemokratiske regering drog omsorg for at holde nævnte henvendelser omhyggelig skjult for menigmand, for ikke at afsløre den aggressive karakter af den stormagtsblok, Danmark var blevet underordnet. I datidens opgivelser om dette pinlige emne tillægges der blot alt for ensidigt England hovedansvaret for nævnte krav til Skandinaviens regeringer. USA må med, hvis datidens indbyrdes dimensioner skal bringes helt i orden.
Den valplads, ententen ønskede at dirigere skandinavisk kanonføde til, var i første række de Baltiske stater, og den hidtidige ensidige fremhævelse af et britisk initiativ har måske sin årsag i, at Storbritannien ved en separat fransk-britisk aftale af d. 13. november 1918 havde fået overdraget Finland, Estland og Letland som sin specielle »interessezone«. Som man vil se, forsøgte USA dog hurtigt at gøre den britiske rival rangen stridig i disse egne.
De officielle britiske beslutninger om interventionen er kendt. D. 29. november 1918 vedtog det britiske kabinet formelt: »Hvor vi ingen tropper har, må vi støtte med våben og penge. I de Baltiske provinser må vi, så vidt det lader sig gøre, understøtte de nyoprettede nationalstater ved hjælp af vor flåde . . .« Med hensyn til »forsvaret« til lands havde ententen i våbenstilstandsaftalen af d. 11. november 1918 i § 12 oprindeligt forpligtet tyskerne til at forblive i deres stillinger på russisk område, så længe de allierede forlangte det. Det viste sig dog hurtigt, at den tyske østhær kom i opløsning, og at den lokale befolkning i Baltikum yderst energisk støttede de røde lettiske og estniske regimenters fremrykning. Derfor blev kravene til de skandinaviske regeringer aktualiserede.
Den rolle, man fra britisk side havde tilkendt de skandinaviske lande ved krigens slutning, belyses tydeligt i en artikel om Østersøens betydning for England, der d. 26. november var fremkommet i »Times«. Heri gives i forbindelse med de skandinaviske landes rolle følgende talende perspektiver for fremtiden, til sikring af Englands maritime magt:
»Vi er tilhængere af havenes frihed i den betydning, at ingen store lukkede have, som Østersøen og Det sorte Hav, i fremtiden må være lukkede for en stor sømagts operationer, som det var tilfældet under denne krig. Hvordan kan vi sikre verden Østersøens frihed? En besættelse af Helgoland vil ikke bidrage dertil. Ej heller kan der, som i tilfældet med Sortehavet, være tale om, at vi sikrer indløbet til Østersøen mellem Danmark og Sverrig ved international besættelse af Bælterne. En forandring i den politiske stilling ved Kieler-Kanalens slesvigske bred(?) ville være en forsigtighedsforholdsregel. Et baltisk forbund mellem Finland, Sverrig, Danmark og Litauen [6] vil være en anden forholdsregel for at sikre, at Østersøen bliver åbent hav. Det vil uden tvivl på fredskonferencen blive drøftet, om disse planer vil være gennemførlige, eller om der bør tages andre og bedre, men det er nødvendigt at slå fast, at der eksisterer en absolut fare her, mod hvilken der må træffes forholdsregler, og flåden, der lagde fundamentet til sejren, må lade sin stemme høre ...«
Betegnende for Versailles-periodens britiske målsætning regnes her både Østersøen og Sortehavet med til Storbritanniens »livsrum«. Bælterne skulle sikre briterne adgangen til Finlands tømmer, og de tre små transit-Dominions til det russiske marked, briterne havde tænkt sig at kontrollere. Og Stræderne og Sortehavet skulle holde vejen åben til de tilsvarende olie-Dominions i Kaukasus. I ånden ser det ellers forsigtige »Times«’ lederskribent allerede et afhængigt og svagt Rusland udelukket fra havet som før Peter den Stores tid, og med kombinationen Danmark-Sverrig-Finland som Englands gendarmer ved Østersøen.
To dage senere den 28. november, løb en stor britisk flåde, under admiral Sinclairs overkommando, ind på Københavns Red under rigtig atlantpagtstemning, hvor både Storbritannien og USA pludselig skulle være Østersømagter – udfra rent defensive og »anti-imperialistiske« grunde naturligvis – medens Østersøstaten Rusland »selvfølgelig« skulle spærres ude fra adgang til det våde element. Østersøen skulle for alvor «åbnes». Medens Mr. Sinclairs vimpel flagrede på reden foran vor hovedstad, festede også det liberale engelske blad »Daily Chronicle«, der var premierminister Lloyd Georges specielle talerør, og forkyndte:
»Nu da den engelske flåde har kastet anker foran København, og vore minestrygere flittigt er i færd med at fjerne de tyske minefelter, kan vi håbe inden lang tids forløb at se Østersøen genåbnet for britisk handel. Det vidtstrakte lukkede havs betydning for handelen har været stadig voksende i de sidste 7 århundreder, og vore handelsskibes udelukkelse derfra siden 1914 har været et af de uafgjorte træk i den maritime krig. Vi har aldrig før i moderne tider måttet tåle så lang en udelukkelse.«
Ja, sådan begyndte det med, at Østersøen »atter« blev en britisk »indsø« til handelens og interventionskrigenes fremme. I løbet af få dage var København dog ikke nær baltisk nok, og hovedkvarteret for den britiske Østersøflåde blev i stedet forlagt til Bjørkø i Finland, medens jagere og krydsere fordelte sig mellem Reval og Libau – når der da ikke lige skulle foretages angreb på Leningrads maritime forpost – Kronstadt.
Det var i dagene lige omkring den britiske flådes københavnerbesøg spørgsmålet om de skandinaviske landes brud med Sovjet for alvor blev aktuelt, og samtidig, eller kort efter, dukkede også det famøse krav op om, at de nordiske lande skulle sende landtropper til de Baltiske stater for at være den britiske flåde behjælpelig med »ordenem« – i dette tilfælde ganske specielt den borgerlige ordens – opretholdelse, medens tyskerne drog hjem, og den lokale befolkning afgjort ingen særlig lyst udviste til at »forsvare« sig mod bolsjevismen – i de røde lettiske og estniske regimenters skikkelse.
I Norge var efterretningerne om den militære aktion, ententen havde stillet krav om, hurtigt sivet ud. Der cirkulerede rygter om, at de norske soldater skulle deltage i en regulær interventionskrig mod sovjetrepublikken, og dette forlydende så det borgerlige blad »Tidens Tegn« sig d. 12. december 1918 foranlediget til at dementere, men bladet tilføjede dog:
»Antagelig er grundlaget for disse rygter en henvendelse fra ententen til de skandinaviske lande om under en eller anden form at medvirke til bevogtningen af de Baltiske stater, når tyskerne drager bort.«
En hel officiel bekræftelse af ententens krav fremkom i Sverrig i forbindelse med den svenske Reval-konsuls ankomst til Stockholm den 21. december 1918. Næste dag bragte det borgerlige blad »Stockholms Dagblad« et opsigtvækkende interview med gæsten fra Reval, hvori det hed:
»Konsul Gahlnbäck har meddelt, at der allerede for to måneder siden blev rettet en anmodning til England om at sende tropper for at møde de fremstormende bolsjevikmasser. England ville ikke hjælpe på denne måde. Man ville ikke være med til nogen landgang, men kun sende kanoner, andre våben og ammunition – mod visse kompensationsvilkår, for at befolkningen selv kunne forsvare sig. Den engelske regering henviste til de skandinaviske lande som de redningsmænd, der kom nærmest i betragtning.
Det er for at virke i denne retning, at konsul Gahlnbäck nu er kommet hertil. Han har allerede haft en konference med udenrigsministeren, som dog kun kunne give det samme svar, som han i sin tid overgav England, nemlig, at svensk militær ikke uden rigsdagens samtykke må sendes udenfor landets grænser, og at rigsdagen aldrig ville give et sådant.«
Man vil altså se: De skandinaviske landes diplomatiske brud med sovjetstyret i december 1918 var følgen af et ultimativt krav fra ententens side, rimeligvis under trusler om økonomiske repressalier, hvis »opfordringen« ikke blev fulgt omgående. Der blev ved denne lejlighed eller senere ligeledes stillet krav om – eller foreslået – at alle tre skandinaviske lande skulle »sone« deres neutralitet under krigen ved at stille mandskab i de Baltiske lande til afløsning af de tyske besættelsesstyrker, der befandt sig i opløsning og på tilbagetog.
Herhjemme beskæftigede det socialistiske arbejderpartis dagblad »Klassekampen« sig d. 7. januar 1919 med den sidste henvendelse til regeringen Zahle og berettede: »Til den danske regering har ententemagterne sendt en opfordring til at sende 12.000 mand til Estland for der at kæmpe mod bolsjevikkerne. Den danske regering har imidlertid bestemt afslået dette ...«
Vi skal senere se, at hverken Danmark, Sverrig eller Finland slap helt fri for at stille kanonføde til rådighed. Afslaget gjaldt alle steder afsendelsen af regulære tropper. Man vendte derefter fra ententens side tilbage til sagen og krævede udrustning af frivillige korps, og det gik alle tre regeringer ind på at støtte eller i alle tilfælde tolerere.
De undertiden helt utrolige afpresningsmetoder, særlig De forenede Staters regering betjente sig af for at tvinge de europæiske lande til at stille mandskab til aktiv intervention mod sovjetrepublikken, fremgår bedst af et memorandum, der blev udarbejdet af en af statsdepartementets specialister i spørgsmålet om fordelingen af de tyske erstatningsbetalinger, Mr. Warren. Her foreslås direkte, at skadeserstatningerne til en række krigshærgede lande skulle gøres afhængig af de pågældendes krigsindsats – mod Sovjetrusland.
Det fremhæves i nævnte memorandum, at hvis Polen og de Baltiske stater »tager del i den anti-sovjetiske intervention – hvad der har betydning i de vesteuropæiske landes interesse – vil der blive ydet dem nogen mulighed for at få andel i modtagelsen af erstatningsbetaling.« I samme memorandum anføres dog også den mulighed, at de pågældende lande skulle nægte krigsdeltagelse: »Hvis de Baltiske lande, Polen og andre stater skulle . . . nægte at tage del i den anti-sovjetiske intervention . . .« Ja, hvad skulle der så ske dem? Det forklares indgående, at de i så tilfælde ikke alene ikke ville få nogen andel i erstatningerne, men der skulle endogså afkræves dem erstatning for »at betale de udgifter, som vestmagterne da vil alene være nødt til at dække«.
USA’s rolle i interventionsperioden er ofte fremstillet som mindre aggressiv end for eksempel Englands og Frankrigs. Måske hænger det sammen med, at amerikanske soldater kun i et par tilfælde (i nord-Rusland og Sibirien) var direkte implicerede i den væbnede kamp. De amerikanske monopolers metode var også dengang konsekvent at fordre, at andre skulle kæmpe for deres interesser. At bruge økonomisk afpresning til at skaffe kanonføde, var en metode, der stod i høj kurs allerede i Versaillesperioden.
Ja det var lige på nippet til, at også de skandinaviske lande var blevet ofre for denne lige så snyltende som aggressive imperialistiske ekspansionspolitik, da ententen gennemtvang åbent brud med sovjetstyret.
Ententens regeringer var i slutningen af 1918 langtfra indstillet på uden videre at slå sig til tåls med de skandinaviske regeringers nødtvungne afslag, hvor det gjaldt om at sende regulære styrker til Baltikum. »De fire store« vendte snart tilbage til sagen, og i næste runde udnyttede de som deres redskab general Mannerheim, der efter den tyske konge Friedrich Carls formelle »abdikation« d. 11. december 1918 var blevet udpeget til Finlands midlertidige »rigsforstander«, indtil forfatningsspørgsmålet var løst efter nyvalg til landdagen.
Mannerheims første embedshandling var, at han som glødende »ententeven« sporenstregs ilede til London for at modtage direktiver for sin virksomhed efter, at de tyske tropper i dagene d. 6.-16. december 1918 havde rømmet Finland. Hans vigtigste opgave var at dæmme op for den gærende uro i det sultende finske folk og hindre en ny revolutionær omvæltning ved at skaffe mad. Han kendte stemningen hos sine nye protektorer, og for at sikre hurtige leverancer af brødkorn havde rigsforstanderen et forslag med i lommen om en finsk »modydelse«: Finland tilbød frivilligt at lade sine væbnede styrker deltage i et angreb på sovjetrepublikken, der havde Leningrads erobring som sit nærmeste mål. Om Mannerheims decembertilbud fortæller blandt andre Frankrigs tidligere gesandt i Rusland Joseph Noulens i sine erindringer:
»Mannerheim havde forberedt en kombineret aktionsplan mod bolsjevikkerne, og denne skulle medføre besættelsen af Petrograd. Han regnede uden tvivl med at finde støtte i tilstedeværelsen af de allierede tropper ved Petrosawodsk (Østkarelens hovedstad) ved den strategisk vigtige jernbanelinje Murmansk-Zwanka ... Virkeliggørelsen af general Mannerheims planer ville have haft betydelig virkning i hele Rusland, eftersom Folkekommissærernes regering derigennem ville have været indesluttet, fremfor alt, hvis en allieret intervention i Sortehavet havde berøvet Rusland alle dets maritime forbindelser, som den finske general havde foreslået. Den vigtigste indvending, der blev rejst mod dette program, og som førte til, at det blev opgivet, var vanskeligheden ved at forsyne Petrograd med dens million indbyggere, som byen endnu talte ...« [7]
Det er typisk for denne hvide eventyrer, at hans mål ved krigens slutning ikke var at sikre Finland fred på grundlag af anerkendelse af landets selvstændighed. Efter at have indført et hvidt terrordiktatur i Finland havde han straks planer om også at påtvinge det russiske folk et mere eller mindre tsaristisk Overklasseregime ved hjælp af militær vold udefra. Det var denne Lilliput-Napoleon, ententens regeringer havde udset til at være deres specielle bindeled i forholdet til de øvrige nordiske regeringer.
Imidlertid gjorde en del af de hvide russere i december 1918 indvendinger mod, at Petrograd skulle besættes af den finske hær. Således overrakte den syd-Russiske diktator general Denikin, efter at have fået rapport om Mannerheims plan, den britiske general Pool (Englands repræsentant i Ekaterinodar) en protesterklæring, hvori det hed: »Som følge af de særlige forhold, der råder mellem Rusland og Finland, kan det russiske folk ikke tillade finnernes væbnede indblanding i deres indre forhold. Ruslands territorium kan og skal udelukkende befris af russere med de allierede magters hjælp.«
Dels frygtede tsaristerne vidtgående territoriale krav fra finsk side som kompensation for hjælpen, og dels havde de sørgelige erfaringer med Mannerheims hær fra den finske borgerkrig: I deres grænseløse chauvinisme havde de hvide finner ved indtagelsen af byer som Viborg og Terrijoki myrdet lokale russere i tusindvis – uanset om de var røde eller hvide. Gang på gang støder man i den russiske hvide litteratur på skildringer af disse blodige voldshandlinger, skandinavisk presse »skånede« læserne for ethvert kendskab til.
Det afgørende ved behandlingen af Mannerheims Leningradplan i december var dog forsyningsproblemet. Her måtte man først snakke med den amerikanske levnedsmiddeldiktator Herbert Hoover, og imens måtte Mannerheims nøjes med nogle mindre opgaver, vi senere skal vende tilbage til.
* * *
Planerne om et sovjetfjendtligt Østersøforbund med skandinavisk deltagelse synes nøje at være blevet drøftet under Mannerheims Londonbesøg. I et interview med en korrespondent fra Reuters Bureau var Mannerheim d. 14. december 1918 selv inde på disse projekter, da han om Finlands politik erklærede: »Det er ligeledes et led i min politik, som det er landets oprigtige ønske, at foretage en tilnærmelse til vore skandinaviske nabolande, da jeg anser det for at være af den største betydning for alle Østersø-staterne at stå i forbindelse med hinanden.«;
De britiske projekter om et skandinavisk-baltisk forbund mod sovjetrepublikken lanceres her fra hvidfinsk side i forsigtig form af ententens nye redskab hr. rigsforstander Mannerheim.
Det er ligeledes betegnende, at Mannerheim fra sin Londonfærd tog lige til København. Han ankom til byen d. 17. december om bord på DFDS’s damper »Vidar« og blev også den følgende dag i Danmarks hovedstad optaget af intime forhandlinger. Som rejsefæller havde han iøvrigt haft: direktørerne Emil Glückstadt og Cold, og endvidere fra det danske kongehus den senere ØK direktør prins Aksel – i april 1918 kandidat til det hvide Finlands trone. Var disse gamle planer atter blevet taget op efter uheldet med den tyske prins – hvis det skulle lykkes Mannerheim at få gennemført en monarkistisk forfatning efter nyvalgene til den finske landdag?
Dette første besøg fra den finske gæsts side foregik under den største diskretion. Mannerheims opgave fra ententen var nemlig at slå til lyd for, at der skulle sendes frivillige skandinaviske korps til Baltikum, når folkestemningen hindrede afsendelsen af de regulære tropper. Under dette besøg var det derfor ikke blot danske ministre, Mannerheim ville hilse på. Han havde lige så stor interesse i at komme i kontakt med danske officerer og danske pengemænd. Bladet »Klassekampen« havde fuldtud øjnene åbne for denne side af Mannerheims besøg, da det den 21. december 1918, umiddelbart efter Mannerheims afrejse til Stockholm, skrev:
»Under sit ophold her i byen har tyrannen Mannerheim haft flere besøg af danske officerer, og hvad man her har drøftet, kan man godt forstå. Mange rænker er her spundet: Planerne om oprettelse af en frivillig hvid garde til at gå mod vore russiske kammerater har været fremme ...«
Specielt synes Mannerheim at have interesseret sig for at »aktivisere« de samme danske militærkredse, der havde kæmpet på de hvides side i Finland, for at få dem med i spidsen for en nye ekspedition. På den anden side synes han at have knyttet lignende kontakter med en række kendte danske pengemænd til at financiere foretagendet. I første række gjaldt kontakten her den såkaldte »Siam-kreds«; omkring ØK og H. N. Andersen, og det blev en af dennes kendte mænd, direktør Aage Westenholtz, [8] der udadtil kom til at stå i spidsen for hvervningen af det berygtede korps, der senere blev knyttet til den tidligere Siam-direktørs navn.
Der er ingen tvivl om, at det var på de store vestmagters vegne, Mannerheim optrådte først i København og senere i Stockholm. Hovedvægten blev fra nu af, fra diplomatiske forhandlinger, forlagt til praktisk organisering af skandinaviske ekspeditionskorps. Det var Mannerheims værk, og de allierede søgte på deres side at holde gryden propagandistisk i kog ved en vel organiseret kampagne med Baltiske delegationer til København og Stockholm, opråb og bønskrifter, og ikke mindst – med en utrolig forløjet pressekampagne.
Den svenske Reval-konsul Gahlnbäcks fremstød er tidligere omtalt. Snart efter kom der også »bud« fra det hvide Letland til Sverrig. Kort efter Mannerheims Stockholmsvisit kunne således »Stockholms Dagblad« for d. 30. december 1918 fortælle læserne:
»I lighed med Estland har nu også den lettiske republik henvendt sig til Sverrig med anmodning om hjælp mod Lenins arméer, der er trængt ind over den unge stats grænser. I nogle dage har præsidenten for det lettiske folkeråd, hr. Jahnis Tschakste sammen med en militærkommission opholdt sig i Stockholm, dels for at forhandle med ententens gesandter om materiel understøttelse til de af hungersnød truede lettiske byer, dels for i Sverrig at undersøge mulighederne for fra dette land at få frivillig hjælp mod de fremtrængende bolsjeviker. En hel del svenske officerer, der i sin tid har deltaget i frihedskrigen i Finland, har ligesom andre, allerede erklæret sig villige til at stille sig i den lettiske republiks tjeneste, og en af de nærmeste dage vil der i Stockholm blive åbnet et kontor til at modtage tilmelding af frivillige.«
Det var den hvide finske rigsforstanders værk. Efter direktiver fra ententen havde den berygtede finske gardes chef været på inspektion og havde udstedt mobiliseringsordre til sine tidligere svenske og danske undergivne fra kampene i Finland i foråret 1918.
* * *
Mannerheims proklamation ved hjemkomsten til Finland og hans senere handlinger, viser bedst den linje, man var enedes om under konspirationerne i London. D. 22. december 1918 udsendte rigsforstanderen en proklamation til det finske folk, hvori det hed:
»Vi bør stræbe efter at få vor selvstændighed anerkendt, og det finske folk må vokse sig så stærkt, at det I venskabeligt forbund med de nabostater, der har bevaret den lovlige samfundsform (!) kan leve sit eget liv og gå videre på den historiske vej mod fremskridt, frihed og en lykkelig fremtid. Nu bør nære og venskabelige forbindelser knyttes med de stater, som afgør folkenes skæbne, og som har vist så stor tillid til Finlands sultende folk, at der er givet rigsforstanderen løfte om import til landet af 120 millioner kilo brødkorn . . .«
Socialismen i sovjetrepublikken ved Finlands grænse var »en ulovlig samfundsform«, som der ikke skulle knyttes nogen som helst forbindelser til. Det var også en af de sejrende vestmagters betingelser for at levere korn. Overfor socialismen skulle Finlands holdning fortsat være fjendtlig og aggressiv. To østlige nabostater måtte ikke leve fredeligt side om side.
Den her i landet stadig udbredte myte, at den langvarige krigstilstand mellem Rusland og Finland efter revolutionen skyldtes stadige »bolsjevikiske overfald« har absolut intet med virkeligheden at gøre. Den aggressive ånd, der forlængede krigen helt frem til Dorpat-freden d. 10. august 1920, demonstreredes så ubestrideligt fra det herskende hvide finske borgerskabs side. Direktiverne til denne ufredelige holdning kom direkte fra »det øverste råd« i Versailles, og det bør måske tilføjes, at truslen om hungerblokade var et vigtigt våben til at få de borgerlige finske regeringer til at parere ordre. Recepten var: »Kanonføde for brød«.
Det interessante ved Finlands politik i denne periode er det, at vi her ser hele den linje virkeliggjort, som ententen også ville tvinge de skandinaviske lande ind på i interventionsårene.
Allerede i begyndelsen af december 1918 foreslog sovjetregeringen Finland genoprettelse af fredstilstanden mellem de to lande og meddelte, at man havde udpeget en dr. Hillerson til sovjetisk udsending til Helsingfors. Den finske regerings svar var ifølge officielle finske oplysninger, at den »ikke ville tillade nogen repræsentant for sovjetregeringen at betræde finsk jord.«
Dette standpunkt indtog det hvide Finland til trods for, at der siden sommeren 1918 havde fungeret et finsk »paskontor« i Petrograd, ledet af en officiel finsk befuldmægtiget. D. 24. januar 1919 meddeltes fra Helsingfors, at også denne sidste finsk-russiske kontakt var blevet afbrudt efter beslutning af Finlands regering, og at ingen vareudveksling med Sovjetrusland ville blive tilladt. Hermed var Finlands tilslutning til de allieredes blokade total.
På samme måde blev det finske regime gradvis men stadig dybere inddraget i de militære anti-sovjetiske eventyr fremfor alt i Baltikum. D. 1. januar 1919 udsendtes gennem det officielle finske telegrambureau følgende: »Ifølge indløbne meddelelser har en af ententemagterne hos den finske regering rettet en forespørgsel om, hvorvidt Finland vil være villig til at låne ententen krigsmateriel til Baltikum, hvis der var brug for det. Regeringen har endnu ingen beslutning taget.«
Resultat: Finland leverede efter opfordring fra ententen de estniske hvidgardister 10.000 geværer, 20 kanoner og ammunition, desuden et pengelån på 20 millioner mark.
Den finske »frivillig-ekspedition«, der blev sat ind i Estland fra den 30. december 1918, og som stod under kommando af den finske divisionsgeneral Martin Wetzer, var blevet organiseret efter direkte opfordring fra den amerikanske gesandt i Helsingfors Mr. Haynes. Det var denne styrke, der hindrede de røde estniske regimenter i at genoprette sovjetmagten, da de stod umiddelbart foran Reval, og da arbejdere og bønder allerede rejste sig mod de hvide tyske, russiske og estniske afdelinger.
Mannerheims formål med ekspeditionen var at indlemme Estland under finsk overhøjhed, en erobringskrig. Herom fortæller den hvide russiske general Denikin i sine memoirer:
»På dette tidspunkt (i midten af januar 1919) begyndte der på Finlands initiativ forhandlinger mellem dette land og Estland om en union mellem disse to nye statsdannelser »som den bedste garanti mod den russiske fare« . . . Men de finske militære chefers anmassende holdning og de finske frivilliges udskejelser i det land, som de betragtede som erobret område, fremkaldte hurtigt fjendskab mellem folkene og alvorlige uoverensstemmelser mellem regeringerne. Desuden forholdt den anglo-amerikanske kommission, der udøvede en stor indflydelse på den estniske regering, sig afvisende overfor tanken om en union, »da den ikke mente, at en sådan forening udgjorde en tilstrækkelig solid økonomisk basis . . .« Disse årsager skrinlagde for en længere periode planerne om militært samarbejde og ideen om en union mellem disse to statslige nydannelser ...«
Som man vil se, dukkede Mannerheim-klikens finske dværgimperialisme her igen op, som overalt, hvor finske hvidgardister kom udenfor landets grænser. Som et sidste aggressivt træk ved finsk politik i denne periode må endnu nævnes formeringen af hvide russiske styrker af tsaristiske emigranter på finsk område. Også dette havde Mannerheim forhandlet om i London i forbindelse med sin Leningradplan. Den første meddelelse herom udsendtes den 9. januar 1919 gennem det finske telegrambureau:
»Der findes et stort antal russiske flygtninge i landet, alene i Helsingfors opholder der sig over 3000. Der planlægges oprettelse af en øvelseslejr i Ekenäs til at uddanne russere til kamp mod bolsjevikkerne i Estland.«
Det var i Ekenäs, man i den følgende tid formerede russiske hvide styrker, der stod under general Judénltjs kommando, og som senere overførtes til tsargeneralen Rodziankos »nordvestkorps« i Estland. På en konference i Viborg, der afholdtes d. 14. januar 1919, dannedes samtidig en russisk komité, der skulle være spiren til en hvid »regering«; for Leningrad området. I spidsen for denne stod tidligere Kerenski-minister Kartasjev og den tidligere tsarminister fyrst Vladimir Volkonski. Omkring komiteen flokkedes først og fremmest en flok af Leningrads tidligere storindustrielle og finansmænd: direktøren for den store gummifabrik »Treugolnik«, Uteman, oliemagnaterne Lianozov og Mantaschev, præsidenten for forsikringsselskabet »Rossia« Dobrynin, Grube med flere. Det var dette selskab, Mannerheim atter ville gøre til Ruslands regenter.
* * *
De første spor i den ententetro danske presse af den Mannerheimske hvervevirksomhed i Danmark finder man i bladene for den 6. januar 1919. Særlig karakteristisk er »Socialdemokraten«s oplysninger om den påbegyndte hvervning fra denne dato, hvor det hedder:
»I går tilgik der vor redaktion en meddelelse, som gik ud på intet mindre end, at man i øjeblikket her i København var i færd med at danne en slags hvid garde på 2000 mand, der skulle foretage en ekspedition til Estland for at kæmpe mod bolsjevikkerne. Rygtet fortalte endvidere, at den kendte direktør ingeniør Aage Westenholtz, stifteren af rekylriffelkorpset, støttede ekspeditionen officielt – der nævnes et beløb på 20.000 kr. – og at en premierløjtnant Gudme og en premierløjtnant Clausen, der er adjudant ved 2. division, havde opgaven at samle mandskabet. Endelig meddeles det, at der i dette øjemed foregik en udsmugling af våben ...«
Da »Berlingske Tidende« samme dag lod de to løjtnanter propagandere for ekspeditionen, må disse meddelelser vel nærmest betragtes som en slags organiseret forhåndsreklame for hvervningen. »Socialdemokraten« lod da også straks direktør Westenholtz selv tage ordet om sagen:
»Det hele er så løst, og det var ikke meningen, at der skulle noget frem. Der er ikke dannet nogen komité, der har en sådan ekspedition til formål, men sagen har min sympati. Det er et rent rædselsherredømme, bolsjevikkerne udøver ved at slippe kinesere løs på befolkningen. Noget korps er der dog ikke tale om, men jeg ved, at der blandt enkelte er trang til at rejse derover. Som De ved, er der danske, der deltog i kampen i Finland, og der er også nu nogle, der vil til Estland.«
Mannerheim-initiativet bekræftes tydeligt – specielt efter, at det tilsvarende forsøg lige var løbet af stabelen i Sverrig: Det var de hvide Finlandsveteraner, der fik overladt den militære organisation, og bagmændene synes i første omgang at have været »Siam-kredsen«, den gamle garde omkring ØK og etatsråden – med Westenholtz som den, der lagde navn til. Vi skal senere se, hvordan også det andet centrum indenfor dansk højfinans, gruppen Emil Glückstadt-Harald Plum sluttede så energisk op om tanken, at der kom det mærkelige monstrum: Finansmændenes anti-bolsjevikiske liga ud af det. På et enkelt felt oprettedes foreløbig enhedsfront mellem to ellers stridende finansgrupper.
Det bør også fremhæves, at den samlede borgerlige presse i disse uger på ingen måde sparede sig under forsøgene på at skabe den rette »korstogsstemning« mod bolsjevismen. Direktør Westenholtz havde jo som man vil se ovenfor under brask og bram lanceret mobiliseringsløsenet: Den fantastiske myte om kineserne, der var ved at erobre de baltiske lande for de røde.
I datidens »psykologiske krig« spillede sådanne rent ud fantastiske påstande, der var grebet ud af luften, stadig en uhyre rolle i forsøgene på at miskreditere socialismen i befolkningens øjne. I agitationen mod sovjetstyret dukkede bestandig sådanne »populære« avisænder op: Bolsjevikkernes forkærlighed for at spidde børn på bajonetter, senere fablen om »kvindernes socialisering« gennem sovjetdekret naturligvis, og nu måtte altså kineserne holde for, da der skulle kaldes »kulturkæmpere« over Østersøen. Det får stå hen, om forestillingen om »kineserne« bundede i reminicenser fra »Siam-kredsen«s fortid. Eller om det var erindringen om kejser Wilhelms årelange agitation mod »den gule fare«, der skulle slås ny mønt af i en kombineret »rød og gul fare«. I alle tilfælde blev myten om kineserne et stykke tid trumf i hvervehetzen mod sovjet.
Som baggrund lå naturligvis, at der var noget, der for enhver pris skulle skjules: den simple kendsgerning, at de røde regimenter, der rykkede ind i de Baltiske lande og fordrev de tyske besættelseshære, var de oprindelige estniske, lettiske og litauske nationale enheder, der under Oktoberrevolutionen med flyvende faner var gået over til sovjetstyret og var blevet dettes elitetropper. Men det, at rene Baltiske regimenter vendte hjem, kunne der jo dårligt drives megen anti-bolsjevikkisk propaganda på, allermindst når det var tyskerne, der blev drevet ud, og de øvrige hvide afdelinger mildest talt var en både broget og kosmopolitisk bande.
Af nøgterne borgerlige skildringer kan enhver få sagens rette sammenhæng bekræftet. Kinesermyten blegner for eksempel totalt, når man i det konservative »Times« om de røde troppers indrykning i Dorpat læser et telegram fra bladets Stockholm-korrespondent dateret d. 28. december 1918: »Det bolsjevikiske detachement, der tog Dorpat, var kun en fortrop, som hovedsagelig bestod af estniske bolsjevikker og lettiske soldater, der var blevet sendt frem for at revolutionere landet ...« Forsvarerne, der stak af, var til gengæld tsaristiske russere og tysk soldateska i opløsning!
En rigtig dårlig tjeneste gjorde også en officiel tysk hærmelding den danske presses samvittighedsløse hverveagitation: I dagens hærberetning fra staben på østfronten hed det d. 24. januar 1919 om placeringen af de røde tropper i Letland: »Det 4. lettiske regiment holder Riga besat, 1. regiment Mitau og Tuchum og 3. lettiske regiment Alt Autz. Det 2. lettiske regiment marcherer fra Alt Autz til Wegeri.«
Her har vi »kineserne«: de lettiske skytteregimenter, der kæmpede for sovjetmagten, og som høstede berømmelse for deres tapperhed og disciplin på omtrent alle borgerkrigens fronter. Nu var de hjemme. Adskillige blade klarede »kinesermyten« ved at stryge det alt for saglige tyske telegram, der slet ikke passede til den foreliggende danske situation. Men »Socialdemokraten«s forside bragte det næste dag – under overskriften: »Er letterne atter herrer i Riga?«; Der skulle gøgles med, at det kun kunne være de hvide, der atter stod i Letlands hovedstad. Ellers måtte der naturligvis have stået 1., 2., 3. og 4. kinesiske regiment – for at være loyal mod direktør Westenholtz fra »Siam-kredsen«.
Eksemplerne er stadig aktuelle – for der skrives og hetzes på samme måde i dag, af de samme blade. Det blev ikke overstået med 1919!
Et sort kapitel i dansk arbejderbevægelses historie er de højre-socialdemokratiske spidsers stilling til interventionen i Rusland. Bedre maskeret men i virkeligheden lige så lidt pyntelig var de samme folks holdning overfor hvervningen af hvidgardistiske »frivillige«. Under presset af stemningen blandt de socialdemokratiske arbejdere måtte rigsdagsgruppen ganske vist formelt tage standpunkt mod hvervningen og frikorpset, men man sørgede samtidig for i den daglige propaganda at sanke godt med ved til det bål, der skulle hidse »korstogsstemning« op for at fremskaffe frivillig kanonføde. Hele den officielle socialdemokratiske propaganda tog sigte på at lette borgerskabet og ententen deres opgave på dette område.
Det udenlandske diktat til den danske regering om at afbryde den diplomatiske forbindelse med den første socialistiske stat i verden søgte de socialdemokratiske spidser omhyggeligt at hemmeligholde for befolkningen for at afholde denne fra protest. Når man ved, hvad der dengang stod på spil, er det stadig horribelt at læse de kommentarer, den socialdemokratiske presse knyttede til denne skelsættende begivenhed, som man efter evne søgte at bagatellisere. D. 17. december 1918 bragte »Socialdemokraten« en artikel, hvori det hyklerisk hed:
»Allerede i lang tid har Danmark været det eneste land, der havde en officiel repræsentant hos sovjetrepublikken. [9] Efter at den tyske regering havde anmodet den russiske gesandt Joffe om at forlade landet, var den officielle forbindelse mellem Tyskland og Rusland afbrudt. Med Schweiz har der ikke været nogen forbindelse siden den schweiziske regering overgav den russiske gesandt hans pas på grund af formodet bolsjevikisk agitation. Den samme grund har givet den svenske og norske regering anledning til at lade deres legationspersonale forlade Rusland.
Med den danske legations afrejse forholder det sig på anden måde. Den danske gesandt, hr. Scavenius, har med ubestridt dygtighed og takt repræsenteret de danske og fremmede interesser, der blev ham overdraget under de vanskeligst mulige forhold.
Allerede for en måned siden opfordrede gesandtskabet imidlertid på grund af de russiske forhold og mangel på levnedsmidler de danske undersåtter til at rejse hjem. Og nu har yderst vanskelige levnedsmiddelforhold tvunget det danske gesandtskab som det sidste til at forlade Rusland.«;
Ikke et ord til bladets læsere om diplomatisk brud med Den socialistiske Republik efter fremmed ordre og under trusler om eventuelle økonomiske repressalier. Istedet positiv usandfærdighed angående årsagen til hjemkaldelsen til trods for, at både minister Th. Stauning og den socialdemokratiske rigsdagsgruppe på forhånd var informeret om sagens rette sammenhæng. Det var betegnende, at selv Harald Scavenius ved den første pressekonference i udenrigsministeriet efter hjemkomsten den 21. december 1918 i alle enkeltheder aflivede den socialdemokratiske skrøne, da han erklærede:
»Danskerne har ikke lidt nød. De har fået levnedsmidler fra Danmark og har ikke haft store økonomiske tab. Kun én dansker har været arresteret – i én time. De danske varer er oplagret. Den russiske regering har fået underretning om, at de nu tilhører den danske stat, og den russiske regering har erklæret sig indforstået med, at varerne skal forblive i sikkerhed på den danske stats regning. Danskerne er altså ikke flygtet fra Petrograd. Men alt er gået i stå. Der er intet mere at være der efter.«
Den sidste del af Harald Scavenius’ erklæring er lige så løgnagtig som »Socialdemokraten«s nu gennemhullede fremstilling. I sin bog om det russiske handelskompagni skrev direktør Erik Plum i 1923 følgende: »Da Russisk Handelskompagni i 1918 måtte forlade Rusland, lå det med ordre alene fra de store russiske Cooperativer til et beløb af ca. 25 millioner kroner, hvoraf størstedelen kunne have været leveret fra danske fabrikker ...«
Det var altså langtfra, som Harald Scavenius søgte at foregøgle, således, at alting var gået i stå, og at der derfor intet var at være i Rusland efter. Men i december måned 1918 vovede ingen af de ansvarlige, og allermindst de socialdemokratiske spidser, at fortælle folket sandheden, fordi denne ville afsløre både regering og rigsdag som deltagere i et forrykt kosmopolitisk eventyr af den mest aggressive art.
* * *
De danske socialdemokratiske spidser nøjedes dog langtfra med at fortie kendsgerningerne for den danske arbejderklasse. For at gøde jordbunden for ententens aggressive planer indledte den socialdemokratiske presse i de følgende uger et sandt propagandafelttog mod sovjetrepublikken, hvori man målbevidst stillede sig den opgave at rejse en mur af fordomme mellem de danske og russiske arbejdere ved febrilske forsøg på at påvise, at den verdenshistoriske omvæltning, der havde fundet sted i Rusland, hverken havde noget med folkestyre eller socialisme at gøre. Det var Borgbjerg selv, der nu formulerede en ny »teoretisk analyse« af den russiske revolution. D. 23. december 1918 var hele »Socialdemokraten«s forside helliget interventionen i Rusland, og i en kommentarartikel: »Hvorledes står bolsjevikkerne nu?« hed det blandt andet:
»Bolsjevikkernes herredømme er blevet til et diktatur – et militært diktatur støttet på den røde garde, der for en ikke uvæsentlig del består af kinesere. Det er prætorianerstyrkerne fra det gamle Rom om igen.«
I fortsættelse af denne helt utrolige bagtalelse fulgte så videre en ikke mindre fantasifuld historisk placering af den russiske revolutions karakter og væsen. Her hed det:
»Bolsjevismen er kun en fase i revolutionen ligesom Rædselsherredømmet i Frankrig i 1792-93. Frankrig vendte ikke tilbage til de gamle tilstande. Selv Napoleon befæstede revolutionens sociale resultater, først og fremmest bøndernes jordbesiddelse -feudalismen forsvandt. Gennem alle brydninger og fødselsveer er det et moderne borgerligt-kapitalistisk samfund, der arbejder sig frem i Rusland. Tiden er ikke moden til andet. Det burde helst blive så demokratisk som muligt. Det er først på denne arena, socialismen da kan begynde sin udvikling, sit arbejde og sin kamp.«;
Gennem en sådan i bund og grund anti-marxistisk godtkøbsforvanskning søgte de socialdemokratiske spidser bevidst at berøve socialistisk tænkende arbejdere i Danmark enhver fællesskabsfølelse med det russiske proletariats heltemodige kamp i en farlig og vanskelig epoke, hvor den imperialistiske intervention for alvor stod på dagsordenen: Der foregår og kan kun foregå en borgerlig-kapitalistisk omvæltning derovre, hyklede man. Er det noget at solidarisere sig med? I en anden artikel i »Socialdemokraten« d. 29. december 1918 fortsatte man i det samme spor. Arbejderklassen i Rusland havde man allerede helt fået bortelimineret, og Borgbjerg søgte at bilde læserne ind, at det hele jo kun var en stor bondereform, der foregik i fortsættelse af tsarministeren Stolypins politik:
»Hvad der foregår i Rusland under ly af bolsjevikregimentet er netop, som vi ofte har peget på her i bladet, en mægtig agrarrevolution. Det er Stolypins agrarreform, der påbegyndtes i årene efter 1905, som nu har taget en voldsom revolutionær fart. For så vidt fuldbyrder Lenin og bolsjevikkerne en historisk mission – blot ikke nogen socialistisk. Ud af det nye store bondeland vil der atter opstå en industriel udvikling. Netop de elementer, der gøres arveløse på landet, der ingen jord får, vil atter drage til byerne og rekruttere industrien – ganske som det øvrige Europa for 150-100 år siden ...«
Bondekrige! Intet som helst andet. Men en russisk arbejderklasse ville der måske komme med tiden. Netop sådan docerede hr. Borgbjerg, der åbenbart ikke nærede nogen frygt for, at partiet Venstres gårdmandsvælgere skulle solidarisere sig med deres »standsfæller« i den røde garde. Kun nøjagtigt det samme, som der skete hos os i »Europa« for 150 år siden. Sådan placerede den socialdemokratiske »teoretiker« hr. Borgbjerg vor epokes største og mest omkalfatrende sociale omvæltning, der netop var alt andet end gentagelse af fortidens sociale konflikter.
Og den logiske slutning og formålet med hele dette anti-socialistiske makværk kunne naturligvis kun være det ene: at socialistisk tænkende arbejdere i Danmark blot skulle forholde sig i ro som uinteresserede tilskuere til en dem uvedkommende historisk proces. Vore højre-socialdemokratiske spidser kastede skarn efter russisk arbejderbevægelse og docerede passivitet – netop i samme øjeblik, vestens imperialistiske invasionshære og deres lejetropper satte stormløbet ind mod den store russiske revolution.
* * *
At der var »god grund« til at intervenere i de baltiske lande, søgte »Socialdemokraten« ligeledes efter evne gradvis at overbevise de socialdemokratiske arbejdere om. Til dette formål udnyttede man specielt de små højre-socialdemokratiske grupper i de Baltiske lande, der var blevet forvandlet til rene agenturer for entente-interventionen mod det store flertal af deres landes arbejdende klasse. På bestilling udsendte disse smågrupper »appeller« til broderpartierne specielt i de skandinaviske lande.
Netop som frikorpshvervningen skulle til at lanceres offentligt af Aage Westenholtz og Co., præsterede »Socialdemokraten« d. 3. januar 1919 på fremtrædende plads på bladets forside at bringe en appel til de socialdemokratiske partier i Finland og Sverrig fra »partifællerne« i Estland. Opråbet var undertegnet af Alexander Rei, arbejdsministeren i den hvide estniske regering, på partiledelsens vegne. Det hed heri:
»Estlands selvstændighed kan kun beskyttes ved militær understøttelse udefra. Landets skæbne beror fuldstændig herpå. Vor regering må afslutte overenskomster med andre regeringer om militær hjælp. Vi estniske socialdemokrater beder eder nu understøtte os med offentlige sympatiresolutioner ...«
Aage Westenholtz og »Siam-kredsen« kunne ikke have gjort det bedre. Kun »kineserne«, der af gode grunde ikke var gangbar politisk mønt i Estland, manglede. De skandinaviske højre-socialdemokraters standpunkt karakteriseres bedst ved, at den svenske partiledelse omgående sendte det bestilte sympatitelegram til de estniske interventions-»socialister«. Disse havde brug for sådanne hilsener til at desorganisere Revals arbejdere på et tidspunkt, hvor de røde estniske arbejderregimenter allerede stod foran byens porte, og den arbejdende befolkning var ved at rejse sig for at komme de røde soldater til hjælp.
De danske socialdemokratiske spidser gik endnu mere systematisk til værks. De fik anskaffet sig en lettisk højre-socialdemokratisk emigrant dr. M. Leepa, der optrådte som »specialist« i bolsjevismen og de Baltiske problemer på en række møder indkaldt af socialdemokratisk forbund. Formålet med denne agitation, der fortrinligt supplerede den borgerlige interventionspropaganda, var at lægge sovjetstyret for had mellem de danske arbejdere, for derigennem at svække deres modstand mod interventionen og de borgerlige hverveplaner.
Det første store Leepa-møde var indkaldt i Rømersgade den 7. januar 1919 med Sigvald Olsen som mødeleder. Foredraget formede sig, som beregnet, som den vildeste sovjethetz. Nogle brudstykker af den her fremsatte autoriserede socialdemokratiske »analyse« af den russiske revolutions perspektiver, vil fuldtud vise indholdet af datidens socialdemokratiske agitation mod sovjetrepublikken:
»Bureaukratiet og bolsjevismen ... regerer ved samme midler: Tvang, vold og dekreter, der føres ud i livet understøttet af maskingeværer ... Bolsjevikkerne lever bogstavelig talt på ruinerne af det Rusland, Kerenski efterlod dem ... Når engang dette regime er knust, vil det blive vanskeligt for det ulykkelige proletariat at påberåbe sig friheds- og retfærdighedsfølelse, når dets nuværende såkaldte talsmænd netop har været frihedens og retfærdighedens bødler. Det nye Rusland må begynde på bar bund, helt forfra igen, meget længere tilbage, end hvor Kerenski slap. Alle stænder er gået til grunde: Overklassen, mellemklassen, arbejderklassen – alle undtagen bønderne. Reaktionen vil triumfere, repræsenteret af bønderne, der har overtaget jorden, og som nok skal vide at forsvare deres rov mod enhver art af socialisme.« (Efter »Socialdemokraten« 9. januar 1919).
Alt i vort århundredes største, mest dybtgående, og mest konstruktive, samfundsmæssige omvæltning forkastedes og bagvaskedes, medens den russiske revolutions mest ærgerrige nar, krigspolitiker og bourgeoisiagent: Kerenski, en af de hovedansvarlige for den opløsning sovjetstyret fik som eneste arv, fejredes som den progressive helt og demokrat. Den russiske og internationale reaktions krigerske ødelæggelsesværk gennem borgerkrig og invasion forflygtigedes – netop hvor nye krigeriske eventyr organiseredes for åbent tæppe i hele vesten, Skandinavien iberegnet.
Som eneste perspektiv kun: Reaktionens uundgåelige og snarlige sejr. Bønderne, der havde vundet friheden fra feudalåget, fremstilles som en reaktionær grå masse, det nye »tilbageskridt«s sociale fundament. Deres overtagelse af godsejer jorden kun grisk rov og intet socialt fremskridt. Med sådan uærlig småborgerlig jammer søgte de danske og importerede højre-socialdemokrater bevidst at bryde arbejderklassens tro på socialismen, at skille dansk arbejderbevægelse fra dennes kæmpende fortrop og at bryde de skandinaviske arbejderes modstandsvilje overfor den virkelige reaktions farligste kraft: den aggressive imperialistiske intervention mod revolutionen og mod socialismens fremtid.
De var ikke blot arbejderbevægelsens typiske Judas-skikkelser, men var de ikke samtidig vidtskuende »profeter«, disse formidlere af borgerskabets indflydelse og påvirkning blandt de danske arbejdere? Er der blot én tøddel af dette pseudo-»ideologiske« makværk, som den senere udvikling ikke har gjort til skamme til sidste bogstav?
Til de danske socialdemokratiske arbejderes forsvar må siges: de lod sig ikke uden videre indfange af denne bevidste og demagogiske agitation. De afviste både hr. Leepas »teorier« og de mål, disse skulle fremme. Det første socialdemokratiske Leepa-møde i København endte betegnende nok med vedtagelse af følgende resolution:
»Tusinde københavnske socialdemokratiske arbejdere forsamlet til møde d. 7. januar 1919 udtaler sin skarpeste protest mod, at udenrigsministeriet har hjemkaldt den danske legation i Rusland, mod dennes eget ønske, og kræver, såfremt ententen står bag denne hjemkaldelse, fuld klarhed derom.«
Det var den fremadskridende indre krise i det danske socialdemokrati, der hér manifesteredes. Impulserne fra den russiske oktoberrevolution gjorde sig stadig stærkere gældende mellem Danmarks arbejdere, og modstanden mod den forbryderiske vestlige intervention var voksende. Det var det socialdemokratiske ungdomsforbund, der havde besvaret Leepa-provokationen med offentligt at kræve klar besked om bruddet med sovjetregeringen og det, der lå bagved. Det store flertal af de forsamlede socialdemokratiske arbejdere tilsluttede sig resolutionen, der kom helt på tværs af spidsernes planer og perspektiver med Leepa-kampagnen.
Hvor stærkt dette vanheld i starten ramte den højre-socialdemokratiske inderkreds, ses bedst af, at det socialdemokratiske partis forretningsudvalg allerede dagen efter Leepa-mødet så sig foranlediget til at tage offentlig stilling til »rebellerne« i ungdomsforbundet. Der udsendtes følgende erklæring:
»Forretningsudvalget for det socialdemokratiske parti beklager fremkomsten af den på mødet den 7. januar i Rømersgade 22 fremsatte resolution angående gesandtskabet i Rusland og protesterer imod, at medlemmer af socialdemokratisk ungdomsforbund, der har haft adgang til såvel det ovenomtalte møde som til andre af partiets møder, samtidig er medlemmer af partier og sammenslutninger, der på det voldsomste bekæmper socialdemokratiet.«
Så uforbeholdent underordnede de socialdemokratiske spidser sig ententens diktat til den danske regering, og så utvetydigt gik Stauning, Sigvald Olsen og Co. ind for regeringens kapitulation og for bruddet med sovjetrepublikken, at selv den svageste protest herimod og et naturligt krav om, at folket oplystes om ententens fordringer til vort land, offentligt fordømtes som bespottelig »majestætsfornærmelse« mod det socialdemokratiske partis hovedlinje. Samtidig med, at denne bandbulle fremkom, optrykte »Socialdemokraten« samme dag hr. Leepas foredrag i sin helhed, som et udtryk for, at dette var det danske socialdemokratis stillingtagen til den store russiske revolution, der kæmpede for livet.
Spørgsmålet om den socialdemokratiske ledelses stilling til den socialistiske omvæltning i Rusland, og til interventionen, var et af de spørgsmål, der medvirkede til hurtigt at skærpe konflikten mellem partiledelsen og den socialdemokratiske ungdom, der reagerede voldsomt mod partiets anti-socialistiske kurs. På S.U.F.s 9. kongres i Slagelse vedtoges en udtalelse, hvori det blandt andet hed:
»Endelig protesterer kongressen mod det af den danske regering iværksatte brud mod den russiske sovjetrepublik og forlanger, støttet på socialdemokratiets krav, at det hemmelige diplomati afskaffes, og at årsagerne til dette brud bekendtgøres.«
På Slagelse-kongressen, der afholdtes i dagene 16.-17. april 1919 rejstes ligeledes spørgsmålet om ungdomsforbundets fremtidige stilling til det socialdemokratiske parti. Efter en hård indre kamp besluttede kongressen, at dette spørgsmål skulle finde sin afgørelse ved en urafstemning mellem forbundets medlemmer. Ved den påfølgende afstemning i afdelingerne, der gennemførtes i ugen 14.-26. maj vedtoges venstrefløjens forslag med 2093 stemmer med 1497. Det vedtagne forslag gik dog ikke ud på noget øjeblikkeligt brud med Stauning og Co., men man besluttede at opsige den gældende samarbejdsoverenskomst mellem parti og ungdomsforbund, hvis socialdemokratiets kommende kongres ikke brød med den hidtidige anti-socialistiske kurs og med borgfredspolitiken.
Afviste de socialdemokratiske spidser konsekvent sovjetternes kamp for socialismens sejr, var der i denne periode bogstavelig talt ikke det ententeagentur eller den reaktionære anti-bolsjevikkiske klike i Rusland, der ikke besmykkedes i den socialdemokratiske presse. Dette gjaldt ikke blot de små reaktionære og chauvinistiske mindretal i de baltiske lande, der krævede intervention. Nævnte socialdemokratiske gunstbevisning udstraktes undertiden også til oplagte tsarister i de af ententen besatte og terroriserede områder.
Da således den nordrussiske »administration«, der lededes af guvernøren, den oplagte monarkist, general Miller i Archangelsk, afviste ententens manøvre om en russisk »fredskonference« på Principo-øerne, bragte bladet »Socialdemokraten« den 31. januar 1919 efterretningen herom under overskriften: »Den socialistiske regering i Archangelsk og bolsjevikkerne«. Medens sovjetstyret bagtaltes som både usocialistisk og udemokratisk, hæftede den socialdemokratiske redaktion med glæde betegnelsen »socialistisk« på tsargeneralen Millers voldsherredømme, der væltede som et korthus overfor folkets rejsning, så snart de britiske invasionsstyrker blev trukket tilbage.
»Socialdemokraten«s redaktion kan ikke engang opvise den undskyldning, at man populariserede det nævnte nordrussiske marionetstyre, fordi det var »liberalt« eller »humant«. Netop Millers regime og dets vestlige hjælpere slog visse rekorder selv i russisk målestok. I Archangelsk-området blev under interventionen hele 17 % af befolkningen kastet i fængsel eller koncentrationslejr; hvor bønderne rejste sig mod de hvide, blev hele landsbyer svedet af, og over 4.000 arbejdere og bønder blev henrettet – efter standretsdom.
De socialdemokratiske spidsers holdning i interventionsårene er et af dansk arbejderbevægelses mørkeste kapitler: En lille gruppe af »førere« søgte blot at vildlede og bedrage landets befolkning under afgørende og farlige begivenheder i folkenes historie. Efter evne søgte de også at spænde det danske folk for den vestlige interventions, for krigens og den imperialistiske aggressions vogn. Hvad der svarede til de sejrende vestmagters, til disses monopolistiske interesser, forsvaredes og populariseredes også af den socialdemokratiske inderkreds blandt Danmarks arbejdende befolkning: Ententens diktat betragtedes som højeste lov af Borgbjerg, Stauning og Co. i denne periode.
Både det danske socialdemokratis stilling til det diplomatiske brud med revolutionens Rusland, og dets faktiske støtte til interventionen både gennem en bedragerisk propaganda og praktisk rigsdags- og regeringspolitik understreger dette på den uhyggeligste måde. Der er grund til at fremhæve dette historiske faktum, ikke mindst på et tidspunkt, hvor den højre-socialdemokratiske lederklike i Danmark igen søger at formidle en aggressiv udenlandsk stormagtspolitiks intriger mod freden og Sovjetunionen – og at popularisere imperialistisk »ideologi« og propaganda i arbejderklassen og i det danske folk.
Men det er også værd at fastslå, at brede masser af den danske arbejderklasse – også socialdemokratiske arbejdere – i interventionsårene gennemskuede de nævnte højre-socialdemokratiske manøvrer i en fremmed sags tjeneste, og beslutsomt vendte sig mod denne konsekvent anti-sovjetiske politik.
Det socialdemokratiske ungdomsforbunds åbne rebellion var et af de mange udtryk for den krise, anti-bolsjevismen mod al sund fornuft fremkaldte, hvor det gjaldt de højre-socialdemokratiske spidsers indflydelse over den danske arbejderklasse. Omkring en anti-sovjetisk politik i udenlandsk aggressions tjeneste kunne danske arbejdere aldrig samles. Dertil var den indflydelse og de forhåbninger, der blev vakt gennem verdenshistoriens første store socialistiske omvæltning, for dybt rodfæstede i og i samklang med dansk arbejderbevægelses egne opgaver og mål. De højresocialdemokratiske spidsers antisovjetisme betegnede ikke, og kan ikke betegne, andet end en metode til udbredelse af borgerskabets tankegang, og til fremme af imperialismens planer indenfor arbejderklassens rækker. Sådan var det i Versailles-perioden og interventionsårene, og sådan er det også i dag.
1. Tællingen af 1895 inddeler efter hartkorn; Lenin har for overskuelighedens skyld skønsmæssigt omregnet 1 td. hartkorn til 10 ha. Dette gælder også de følgende citater. – K. M.
2. Zimmerwald-bevægelsen var det første forsøg på under krigen at samle modstandere af borgfredspolitikken og de internationalistisk indstillede krigsmodstandere.
3. Denne banks ledende ånd var i en årrække den radikale regerings trafikminister Hassing Jørgensen.
4. N. S. Ignatiev: Die Tätigkeit der Sozial-Revolutionäre in Archangelsk, Verlag Carl Hoym, Hamburg 1922. Side 25.
5. G. Semjonow-Wassiljew: Die Partei der Sozial-Revolutionäre in den Jahren 1917-1918. Side 77-78. Verlag Carl Hoym, Hamburg 1922.
6. Ved Litauen skal sikkert ikke blot forstås den senere lille republik af dette navn, der ingen Østersøhavne besad, men de tre Baltiske randstater i almindelighed.
7. Joseph Noulens: »Mon Ambassade en Russie«, bind II, Paris.
8. Aage Westenholtz havde tjent sin formue i Siam som direktør for Bangkok elektricitetsselskab, leder af Siams cementindustri m.m.
9. Allerede denne indledende påstand var vitterlig usandfærdig: Meddelelsen om Sverrigs brud med sovjetstyret fremkom først den 7. december, og de norske blade berettede om hjemkaldelsen den 11. december. Den 15. december ankom den danske legation til Stockholm.
Sidst opdateret 19.10.2008