Imellem statsmanden og døgnpolitikeren ligger et væld af nuancer og modsætninger på godt og ondt. Men der er én forskel, der er afgørende: Hvor døgnpolitikeren så at sige lever fra hånden til munden og lader sig dirigere af dagens og konjunkturernes krav, står statsmanden med et perspektiv. Den ene bliver et produkt af udviklingens skiftende chancer, hvor fremsynet hos den anden retter hans bestræbelser mod at give udviklingen en bevidst retning og påtvinge den sit præg. Hvor døgnpolitikerens karriere markerer de taktiske hensyns muntre zig zag linier, præges statsmandens bane af kontinuiteten – den indre sammenhæng i tanke og standpunkter – på trods af etapernes vekslende krav. Det er hensynet til målet, der bestemmer hans handlinger i hver af udviklingens faser.
Den tyske reformistiske arbejderbevægelses mest fremragende teoretiker i kejsertiden: Eduard Bernstein, formede en gang slagordet: »For mig er målet intet, men bevægelsen alt«. Han anede, da han udformede dette slagord, næppe i hvor høj grad denne udfordrende bekendelse til politisk middelmådighed – skulle bidrage til den en gang så mægtige tyske arbejderbevægelses totale sammenbrud ved det tredje riges fødsel. Men Bernstein-bekendelsen var ikke des mindre et advarende Mene Tekel om, at det svulmende tyske socialdemokrati allerede i sine velmagtsdage led af den indre kræftskade, at det savnede målbevidsthedens revolutionerende og trodsige nådegave og derfor var forudbestemt til at blive revet med og suget ned i udviklingens fossende strømhvirvler.
I efterkrigslitteraturen er der indtil kedsommelighed blevet skrevet om »Winston Churchills dynamiske personlighed«. Der er det rigtige i dette billede, at der hverken har manglet linie eller kontinuitet i den engelske tory-leders politiske virksomhed i de to verdenskrige, hvor han har spillet en førende rolle. Men hvori består, og hvad er det egentlige indhold af den churchillske linie, der sidst har givet sig udtryk i den omstridte parole om Europas forenede Stater?
For den brede offentlighed vil Winston Churchill rimeligvis stadig stå som en overraskelsernes mand. Sådan virkede han også, da han den 19. september 1946 tog ordet ved universitetet i Zürich for at oprulle sit efterkrigstidsprogram for den europæiske offentlighed. Han bragte ved denne lejlighed to vigtige momenter ind i den politiske debat, der set i deres sammenhæng må siges at være lige skelsættende i europæisk politik. Det første var, at han officielt proklamerede løsnet om »Europas forenede stater«, og det andet, at han åbenlyst bekendte sig til den anskuelse, at fundamentet for et sådant europæisk samarbejde måtte være et intimt fransktysk samarbejde. I Züricher-talen hed det herom ordret:
»Vi bør skabe en slags Europas forenede Stater. Kun på den måde kan millioner af arbejdsomme mennesker genvinde de dagliglivets små glæder, der gør livet værd at leve. Der er blevet gjort et stort forarbejde henimod dette mål: Den paneuropæiske Union, der skylder den store franske statsmand Aristide Briand så meget...
Jeg vil nu sige noget, der vil overraske Dem: det første skridt til genoprettelsen af den europæiske familie må bestå i et kompagniskab mellem Frankrig og Tyskland. Kun på den måde kan Frankrig genvinde den moralske og kulturelle ledelse i Europa. Europa vil ikke kunne genrejses uden et åndeligt stort Frankrig og et åndeligt stort Tyskland.«
Og ligesom for at understrege, at det ikke blot drejede sig om »åndelig storhed« og åndelige mål tilføjede Churchill ildevarslende: »Tiden er muligvis kort. Vi har et pusterum. Kanonerne er tavse. Kampene er indstillede, men farerne vedbliver at bestå. Hvis vi ønsker at skabe Europas forenede Stater, eller hvilken betegnelse, det nu vil få, skal vi begynde nu... Dersom ikke alle europæiske stater i begyndelsen vil, eller er i stand til at slutte sig til Unionen, bør vi alligevel samle de stater, der vil og kan...«
Det var ikke nogen tilfældighed, at Churchill ved denne lejlighed valgte at dele æren for sin idé om Den Pan-europæiske Union med netop den afdøde franske folkeforbundspolitiker Aristide Briand. Hvori bestod nemlig Briands bestræbelser i perioden imellem de to krige? Kort og godt i at søge en udsoning med den tyske arvefjende ved at drage Tyskland ind i et intimt samarbejde med Frankrig og England i Folkeforbundet – under udelukkelse af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Briands kongstanke var netop ideen om en vesteuropæisk kraftsamling med brodden vendt mod det nye socialistiske Østeuropa.
Det er samme grundtanke, der går igen i Churchills løsen om Europas forenede Stater. Dækkende sig under den heller ikke i »De tredje Rige«s propaganda ukendte parole om »regionalforbund« var det godt et år efter den sidste verdenskrigs slutning lykkedes mr. Churchill helt at få strøget Englands største og mægtigste europæiske forbundsfælle under krigen mod Hitler af listen over europæiske stater. For de britiske torier – som i sin tid for dr. Goebbels – er Rusland ikke en del af Europa, som vi tidligere lærte det i skolen. Dets socialistiske samfundsformer har fået begge de nævnte politikere til at skænke Asien æren for denne ikke uvæsentlige del af det europæiske kontinent, medens Churchill til gengæld allerede har nået at gøre det næppe blot på overfladen afnazificerede Tyskland så stuerent, at det ganske selvfølgeligt hører til i den europæiske familie, han ønsker at samle under ét tag.
Den rolle, Winston Churchill tilmåler De Forenede Stater i europæisk politik, er mindst lige så karakteristisk. Churchill-trosbekendelsens dogme nummer 2 er tydeligt nok, at Europas stater i modstanden mod den østlige socialisme blindt skal underordne sig førerskabet fra den amerikanske højkapitalisme og den ubundne USA ekspansionisme, der efter krigens afslutning stadig er kommet til udtryk i præsident Trumans politik. Allerede i sin første tale som leder af »hans majestæts loyale opposition« udtalte Churchill den 16. august 1945 efter en omtale af atombomben:
»Af denne og andre grunde står De Forenede Stater i øjeblikket i spidsen for verden. Jeg er glad for, at det forholder sig således. Lad dem selv handle i overensstemmelse med deres magt og deres ansvar. Så vidt vi ved, vil det måske kræve tre eller fire år, før De Forenede Staters store forspring kan indhentes. I løbet af disse tre år må vi omforme vore forbindelser med de øvrige folk på en sådan måde, at disse folk ikke ønsker eller vover at overfalde hverandre for simple og forældede ambitioners eller lidenskabers skyld, og på en sådan måde, at de internationale organisationer ved deres absolutte autoritet giver jorden fred og menneskene retfærdighed.«
Her er også et punkt i Churchills nye Europaprogram, som almindelige dødelige mennesker må stille sig en smule tvivlende overfor: Mon det i grunden kan siges at være betryggende, at de store kapitalistiske monopoler og truster, der i øjeblikket har sikret sig magten i De Forenede Stater – oven i købet med atombomben som det ufejlbarlige udøvende organ – mere og mere tilriver sig rollen som den øverste menneskelige Højesteret? Mon nu også de øvrige stater og folk af enhver race, klasse og nationalitet, kan forvente frie, retfærdige og uvildige afgørelser fra denne kant? Med krigstidens erfaringer med en anden form for »weltherrschaft« i erindring har man lov at spørge, om folkene – specielt i de små stater – er interesseret i, at en enkelt – oven i købet højkapitalistisk stormagt – egenmægtigt »stiller sig i spidsen for verden«.
At USA’s nuværende ledere måske for det gamle britiske tory-borgerskab står som en ideel garant for, at verden i efterkrigstiden ikke i for høj grad vil blive præget af yderliggående socialistiske eksperimenter, er én side af sagen. Men om dette rent standsmæssige kasteideal også på de afgørende områder kan siges at ligge i tråd med den almindelige udvikling af det menneskelige fremskridt, er dog et helt andet spørgsmål.
*
Selvom såvel Churchills ideer om det tyske riges hurtige genopstandelse og dets overtagelse af en førende rolle på det europæiske kontinent i fællesskab med Frankrig som hans anerkendelse af USA’s ubetingede førerrolle i verden var egnet til at virke både chokerende og overrumplende på gennemsnitseuropæeren, skal det fastslås, at der i og for sig ikke kan tales om noget »omslag« i Churchills almindelige politik og verdensanskuelse.
Winston Churchills politiske virksomhed er efterhånden af så gammel dato, at den allerede har skabt tradition, og det virkelige indhold af hans optræden i dag bliver måske lettere at fatte, når trådene knyttes til fortidens erfaringer.
De fleste politiske overraskelser har deres udspring i, at man ser for ensidigt eller kortsynet på tingene. Og for Winston Churchills vedkommende har der ganske naturligt i krigsårene været en udbredt tendens til at opfatte hans politiske rolle for enkelt. Man har i ham kun set personliggørelsen af den sejrrige kamp, den stålsatte leder af de britiske krigsanstrengelser for at nedkæmpe to tyske forsøg på at tilrive sig verdensherredømmet. Der er andre sider ved Churchills »dynamiske linie«, der i langt højere grad trænger til at blive belyst, hvis man skal danne sig det rigtige indtryk af Churchills rolle i verdenspolitikken. I hele hans offentlige optræden er man nemlig vidne til en farlig dualisme. For hvor underligt det måske kan lyde, var hans stræben som britisk imperieleder altid bestemt af to poler.
*
Churchill fortæller selv i »Den store Krig«, at der var et tidspunkt under den Første Verdenskrig, hvor England – og tilsyneladende også han selv – vaklede i beslutningen om at føre krigen mod det kejserlige Tyskland igennem til den sejrrige afslutning, og hvor man overvejede en forståelsesfred for at vende sig mod andre opgaver. Dette kritiske tidspunkt indtraf typisk nok efter den proletariske revolution i Rusland, da bolsjevikkerne havde taget magten, havde ført den nye republik ud af de krigsførende magters rækker og havde påbegyndt omformningen af det gamle zarrige udfra socialistiske synspunkter. Churchill karakteriserer selv stemningen i England i denne kritiske periode efter Brest-Litausk-Freden på følgende måde:
»Nu var der utvivlsomt en gunstig lejlighed til fredsforhandlinger. Rusland var slået ud, Italien halvvejs knust, Frankrig udmattet, den engelske hær forblødte og De Forenede Stater lå 5.000 km borte. Alt dette skabte en situation, i hvilken tysk statsmandskunst kunne have grebet afgørende ind. De umådelige sejre, Tyskland havde vundet i Rusland, og den forbitrelse og vrede, hvormed bolsjevikerne blev betragtet af de allierede, kunne meget vel have muliggjort freden for Tyskland ved at gøre Frankrig territorielle indrømmelser og ved at tilbyde England fuldstændig genoprettelse af Belgiens integritet. Dét, at Sovjetrusland svigtede og konsekvent negligerede alle krav fra fortiden, skabte en lignende chance både for Østrigs og Tyrkiets vedkommende. Der var således en mulighed tilstede for fred. Det var Tysklands sidste...«
Det er betegnende, at tanken om at afslutte en forståelsesfred, »en fred uden sejrherrer eller besejrede« samtidig også fandt grobund indenfor visse reaktionære militaristiske kredse i Tyskland. Den mest typiske repræsentant for disse strømninger var den tyske general Hoffmann, der spillede så fremtrædende og brutal en rolle under fredsforhandlingerne i Brest-Litausk. I sine interessante krigserindringer »De spildte muligheders krig« fortæller denne betegnende nok om, hvordan den tyske overkommando på østfronten i perioden efter Brest-Litausk freden udarbejdede planer om at lade en tysk hær marchere mod Moskva for at styrte Sovjetregeringen og i stedet indsætte en zaristisk regering, der skulle indgå et forbund med Tyskland. Han fortsætter derefter: »Der var endnu tid til at gennemføre Østfront-overkommandoens Ruslandsplaner. Om Ententelandenes folk havde opbragt energi nok til at stå fast på, at krigen skulle fortsættes, hvis vi i maj eller juni (1918) havde skaffet Rusland en ny regering og afsluttet et forbund med denne og havde holdt os i defensiven på vestfronten, og hvis vor statsledelse havde fremsat et fredstilbud, der sikrede Belgiens genoprettelse og måske ofrede nogle lotringske kredse, forekommer mig i det mindst tvivlsomt...«
Både Churchill og general Hoffmann var altså på samme tidspunkt blevet klare over, at den store russiske revolution havde indledet en ny epoke i verdenshistorien, der gjorde det tvivlsomt, om gamle interessemodsætninger mellem Europas førende borgerlige stater burde betragtes som så uforsonlige, at krigen måtte gennemføres til den bitre ende ved én af de mægtige stormagtsgrupperingers sammenbrud. Det var ligesom om en fælles frygt for en kommende socialistisk omvæltning manede herskerne i begge lejre til forsigtighed og eftertanke.
Det blev dog ikke kredsene bag Winston Churchill og general Hoffmann, der ved denne lejlighed kom til at afgøre historiens videre gang. Den ledende klike omkring det tyske kejserhus med general Ludendorff i spidsen ville ikke opgive tanken om verdensherredømmet. De satte alt ind på ét kort: Den 21. marts 1918 trådte den kejserlige tyske hær an til den sidste store kraftanstrengelse på Vestfronten og tilintetgjorde derved brat ethvert grundlag for forståelse i Vesteuropa eller en uafgjort krig. Kampen fortsattes til den bitre ende, der tog form af endnu to europæiske kejserrigers totale sammenbrud, som blev indledningen til en ny æra af revolutionære omvæltninger og til en række gennemgribende politiske, nationale og sociale nydannelser i Europa. Den første imperialistiske verdenskrig havde båret sine modne frugter og lagt grunden til et andet Europa.
Trods vestmagternes »sejr« betød krigens afslutning sikkert noget af et nederlag for den Churchillske ideologi. Det er ligesom han havde tænkt sig en hel anden udgang på det mægtige verdenshistoriske opgør end det, der kom til at foreligge som resultatet af de frygtelige menneskeofringer. Det britiske imperium havde ikke fået løst sine problemer hverken i eller udenfor Europa, og tanken om socialismens fremmarch og den russiske revolution var for Churchill en bitter malurt i sejrens festbæger. Det britiske riges materielle tab i Rusland, stemningerne og projekterne fra begyndelsen af 1918 lader ikke Churchill falde til ro. Den samme tanke om forsoning med Tyskland dukker hurtigt op under nye former hos den britiske statsmand.
Hovedtanken for Englands krigsminister bliver i månederne efter våbenstilstanden at slå den russiske revolution ned gennem en væbnet intervention fra de vestlige stormagters side, og her melder planerne om samarbejde med Tyskland ved løsningen af denne opgave sig straks igen. Churchills tanker kredser stadig om denne hans yndlingsidé, der gang på gang dukker op i hans krigserindringer. Særlig klart formuleret træder den frem i det kapitel i »Den store Krig«, der handler om alle de planer, han ikke fik ført ud i livet ved Versaillesfreden, og som han giver titlen »En våbenstilstandsdrøm«. Problemet at besejre Sovjetrepublikken militært spiller her en fremtrædende rolle. Han skriver blandt andet herom:
»Dette er ikke et spørgsmål om militære forhold alene. Det er verdenspolitik. At lægge hånd på Rusland er – skønt uden tvivl fysisk muligt – moralsk set for stor en opgave for sejrsherrerne alene. Hvis vi skal gennemføre dette, kan det kun være med tyskernes hjælp. Tyskland véd mere om Rusland end nogen anden, og for øjeblikket holder det som den eneste garant for civilisationen de rigeste og tættest befolkede områder i Rusland besat. Bør det ikke, ligesom alle vi andre, tage sin del i arbejdet med at rydde op på hele den østlige slagmark? Dette vil blive Tysklands chance. Dette vil sætte et stort, stolt og trofast folk i stand til at undgå al ydmygelse i nederlaget. Næsten umærkeligt vil det glide fra blodig strid over i et snævert samarbejde med os andre. Intet er muligt i Europa uden Tyskland, hvorimod alt vil blive let i samvirke med det...«
Den tyske og de mellemeuropæiske revolutioner kom her som en uforudset kæp i hjulet, men det er værd at lægge mærke til, at kredsen omkring Churchill i disse planer fik den varmeste tilslutning fra den førende franske militærklike omkring marskallerne Foch og Petain. I sine erindringer fra fredsforhandlingerne: »The Peace Treaties« fortæller Lloyd George, at han i februar 1919 modtog en fortrolig indberetning fra sin pariserobservatør, general du Cane, hvori denne skildrede marskal Fochs indstilling i følgende vendinger: »Hvis ikke det lykkes at nå til en tilfredsstillende løsning af det russiske spørgsmål, mener marskallen, at de allierede risikerer at tabe freden – enten ved at Tyskland løser dette spørgsmål i sin egen interesse eller ved, at anarkiet breder sig. Han foretrækker en løsning, der går ud på at yde hjælp til alle anti-bolsjevikiske elementer i Rusland og til alle de af Ruslands naboer, der gør modstand mod bolsjevismens fremtrængen. Han er villig til at gå så langt som at acceptere Tysklands medvirken hertil, efter at præliminærfreden er undertegnet, og mener, at denne vil være meget værdifuld ...«
Interventionskrigen mod Sovjetrepubliken, der i Rusland populært går under navnet »De 14 staters Krig«, var i første række Winston Churchills værk. Dens ophøjede formål var at bringe en klike af zaristiske generaler tilbage til magten i Rusland, men den blev en ynkelig fiasko til trods for, at det sejrrige England ofrede millioner og atter millioner på at udruste de hvide hære og forsyne dem med moderne britisk krigsmateriel. Der var her igen én lille fejlregning i Churchills militære projekter: Han undervurderede totalt den folkelige kraft og kampvilje, der stod bag den store russiske revolution og Lenins Sovjetregering, og han undervurderede i ikke ringere grad den brede modstand, der fra den vesteuropæiske arbejderbevægelses side blev organiseret for at tvinge regeringerne til at opgive deres blodige eventyr på de russiske slagmarker. Ikke mindst efterkrigstidens mægtige strejkebevægelser og de omfattende soldaterrevolter belærte i løbet af 1919 Englands krigsminister om, at det var et farligt spil at ville fortsætte krigen for igen at bringe reaktionære hvidgardister til magten i Rusland.
Et sidste forsøg på at realisere sin kongstanke om at trække Tyskland med ind i en væbnet aktion mod Sovjetrepublikken var man vidne til under den russisk-polske krig i sommeren 1920 efter det mislykkede polske forsøg på at tilrive sig magten i Ukraine i forbund med den ukrainske hvidgardist Petlura. Da den polske hær var brudt sammen, og de røde tropper nærmede sig Warszawa, melder den gamle idé om en fælles tysk-engelsk indgriben mod det revolutionære Rusland sig omgående igen hos Churchill. I en stort opsat artikel i det konservative »Evening News« skrev Churchill den 29. juli 1920 en flammende appel til det besejrede Tyskland om at komme Polen til hjælp i dets selvforskyldte vanskeligheder, som fascisten Pilsudskis eventyrpolitik havde bragt det ud i. Det hedder heri ordret:
»Polens ruin og sammenbrud, hvadenten dette hidføres gennem ydre vold eller en indre omvæltning, og Polens indlemmelse som et hele i det russiske bolsjevikiske system ville feje den barriere tilside, af hvilket så meget afhænger og ville bringe Rusland og Tyskland i direkte kontakt med hinanden. Skulle det gå så ulykkeligt, er det nødvendigt at forstå, at Tyskland vil blive stillet overfor et frygteligt, skønt i visse retninger også vidunderligt, valg: Slået, som det er blevet under krigen, magtesløst, som det er på så mange områder, vil det ligge i det tyske folks egne hænder at forny og fordoble Europas ulykke – eller at yde civilisationen en tjeneste af første rang.
Det vil stå tyskerne frit for at sænke deres egen sociale struktur ned i bolsjevismens almindelige sump og sprede et kaotisk regime vidt og bredt over kontinentet. Eller de kan på den anden side under yderst vanskelige og næsten håbløse forhold – som de fleste store bedrifter må udføres under – ved at opbyde deres yderste fond af nøgternhed, fasthed, selvkontrol og mod opbygge et dige af fredelig, lovlydig og tålmodig styrke og dyd mod den flod af rødt barbari, der kommer skyllende fra øst, og på denne måde sikre både deres egne og deres vestlige hovedmodstanderes interesser.
Hvis tyskerne var i stand til at yde en sådan tjeneste, ikke ved pralende militære eventyr, eller udfra vidtrækkende motiver, så ville de uden tvivl dermed have taget et gigantisk skridt frem ad den selvforløsningens vej, som i årenes løb sikkert og hurtigt vil føre dem tilbage til deres ophøjede plads i kristenhedens råd, og som vil lette det oprigtige samarbejde mellem Storbritannien, Frankrig og Tyskland, af hvilket Europas frelse afhænger...«
Til nogen militær hjælpeaktion fra tysk side kom det dog ikke, idet der hurtigt efter slaget ved Warszawa, hvor Frankrig ydede polakkerne militær hjælp, blev afsluttet en polsk-russisk våbenstilstand. Men det var typisk, at tyske reaktionære kredse gav Churchills forslag den varmeste tilslutning, og general Hoffmann lod heller ikke lejligheden gå fra sig til at indlede en agitation for hvervningen af en frivillig tysk hær, der skulle deltage i den militære ekspedition for at styrte Sovjetstyret i Rusland.
*
Men ét praktisk resultat efterlod vestmagternes bestræbelser sig i Tyskland: Under foregivende af, at man bestræbte sig for at organisere et værn mod bolsjevismens videre fremtrængen, mobiliserede de tyske militarister hjemvendte Baltikum-»frivillige« og andre reaktionært indstillede bander i et omfattende net af legale og illegale frikorps, der udgjorde en hel stat i staten og som blev sat ind mod den tyske arbejderbevægelse, og samtidig gennem deres hemmelige »Fehmedomstole« i vid udstrækning organiserede politiske mord og i det hele gennemførte en sand terrorbølge mod venstrepartierne og det tyske demokrati. Hele denne forbryderiske virksomhed foregik under varemærket: »Kamp mod bolsjevismen«, og det blev af denne terroristiske sump, den fremspirende tyske nazisme rekrutterede sine første kernetropper.
Tysklands tilbagevenden til sin »ophøjede plads i kristenhedens råd« gav sig endvidere udslag i, at den tyske generalstab allerede fra 1921 genoptog sine systematiske bestræbelser for Tysklands traktatstridige genoprustning for at forberede en revanchekrig. Det vil endnu stå i frisk erindring, hvordan de britiske konservative i en årrække så gennem fingre med dette forbryderiske spil i forventning om, at et genopstået reaktionært Tyskland ville være en god garanti for den forstyrrede »europæiske ligevægt« og et pålideligt værn mod socialismen og den russiske bolsjevisme, som man stadig anså for hovedfjenden.
Den tidligere borgerlig-liberale udenrigsminister, professor Poul Miljukow, var forbløffende nær ved kernepunktet i mellemkrigstidens store menneskelige tragedie i stormagtspolitikken, da han i begyndelsen af 1920 i en beretning fra London til den hvide sydrussiske diktator general Denikin berettede om, hvordan man i førende politiske kredse i England i stadig stigende grad anerkendte »nødvendigheden af at tillade Tyskland og Japan at gøre det af med bolsjevismen og til gengæld at indrømme dem betydelige økonomiske fordele i Rusland«. Det var denne Churchills oprindelig politiske grundtanke, der senere gik som den røde tråd igennem britisk politik – med det uundgåelige resultat, at vor verdensdel efter 20 års våbenhvile påny blev kastet ud i en frygtelig katastrofe!
Medens Churchills person i den efterfølgende periode træder mere i baggrunden, er det ikke for meget sagt, at den udenrigspolitiske ideologi, han havde skabt og gjort sig til talsmand for, gik sin sejrsgang indenfor britisk konservatismes rækker. Hans evangelium om at genskabe et stærkt Tyskland som modvægt mod det røde Rusland blev den urokkelige klippe, hvorpå britisk borgerlighed byggede gennem de to afgørende årtier, i hvilken Europas fred blev bortsjakret og forspildt.
Selv i de såkaldte »fredeliggørelses-bestræbelser« lyser Churchills anti-bolsjevikiske recept uforfalsket igennem. Hvem genkender f.eks. ikke Winstons efterkrigsprogram, når den konservative britiske minister Ormsby-Gore efter Locarnopagtens afslutning i oktober 1925 i underhuset proklamerede:
»De kristne magters solidaritet er aldeles nødvendig for at beskytte den vestlige civilisation mod den mørkeste magt, som den europæiske historie nogensinde har kendt. Locarno-konferencen skulle afgøre det spørgsmål, om Tyskland betragter sin skæbne som knyttet til stormagternes skæbne, eller om det sammen med Rusland vil arbejde på at ødelægge civilisationen. Locarnos betydning er uhyre stor. Den ligger i, at den nuværende tyske regering vender sig bort fra Rusland og knytter sin skæbne til vestmagternes.«
Den afgørende fejl i vestmagternes politik lå ikke i, at man forsøgte at normalisere det tyske folks forhold til det øvrige Europa. Men hvilke kræfter var det, man understøttede, fremelskede og byggede sit samarbejde på? Netop fordi hadet til enhver form for socialisme var hoveddrivkraften i den britiske politik, holdt magthaverne med en energi, der var en bedre sag værdig, systematisk på den gale hest i det store kapløb om, hvem der skulle præge efterkrigstidens Tyskland. Man havde i London en instinktiv angst for alt, hvad der orienterede sig mod venstre for at omskabe det gamle Tyskland, hvis junkere og monopolkapitalister havde udgjort drivkraften og kernen i den aggressive tyske imperialisme. I et folkelig demokratisk eller socialistisk Tyskland så vestmagternes ledere øjeblikkelig risikoen for, at det skulle indtage et venskabeligt forhold til Sovjetrepublikken. Anti-socialismen tvang logisk det vestlige borgerskab til at sætte sit kort ind på det tyske højre – det vil sige på stabilisering af det samme junkerdømme og den samme monopolkapital, der var den gamle tyske militarismes rygrad.
Med jubel hilste man ethvert nyt skridt til højre i Tyskland, fordi det britiske borgerskab i blind fanatisme heri kun så en sejr over det røde spøgelse. Så snart det gamle borgerlige Tyskland igen syntes at have fået fast grund under fødderne, begyndte en sand guldstrøm af engelske og amerikanske lån og investeringer i storindustrien at vælte ind over den tidligere krigsmodstanders grænser, medens den tyske højfinans omgående gik i gang med at supplere og smøre krigsmaskinen til næste runde i magtkampen.
*
De førende britiske konservatives – Baldwins og Neville Chamberlains – officielle udenrigspolitik i mellemkrigsårene er i sit væsen kun en videreførelse af de oprindelige churchillske grundsætninger. Disse føres blot ud i en så outreret og »logisk« konsekvens, at man havner i både forbrydelse og tåbelighed. Det eneste nye og originale i chamberlainismen var den historiske baggrund, på hvilken de gamle idéer blev ført ud i livet. Placeringen af den krigshetzende Adolf Hitler på »den ophøjede plads i kristenhedens råd« – som én til tænderne rustet Cherub til værn for »freden og civilisationen« – er hinsides grænsen for både det groteske og det forbryderiske. Spillet har i så høj grad nærmet sig en ny katastrofes yderste rand, at selv Tysklandssamarbejdets oprindelige ideelle ophavsmand Winston Churchill føler sig kaldet til at råbe vagt i gevær overfor den åbenlyse fare, der nu igen truer imperiet fra den genoplivede tyske kvælerslange. Det får stå hen, om Churchill i denne skæbnetime gennem selvransagelse er nået frem til Goethes ord: »Die Götter, die ich rief, sie werde ich nicht los ...«, men fadderskabet til den djævelske idé at slippe reaktionær tysk militarisme løs på Europa som et middel mod bolsjevismen, kan han i alle tilfælde ikke fraskrive sig, selv om det var andre, der slog døren op på vid gab til ormegården.
En mærkelig repræsentant for den udartede nuance af de churchillske idéer var en af Cliveden-kredsens ledende medlemmer, lord Lothian, der under navnet Phillip Kerr begyndte sin løbebane som Lloyd Georges sekretær under fredsforhandlingerne i Versailles, og som under krigen døde som Englands ambassadør i De Forenede Stater. Hos Lothian rådede der ingen tvivl om, at den tyske ekspansionspolitik hurtigt ville føre til en ny eksplosion, og at Hitler ville skride til angrebskrig, men ikke des mindre var han tilhænger af den chamberlainske forståelses- og samarbejdspolitik overfor Tyskland. Han nærede nemlig Cliveden-klikens klippefaste tro på, at Hitlers krigsforberedelser kun var rettet mod øst – i første række mod Sovjetunionen, medens status quo i Vesteuropa ville blive bevaret. Udfra disse synspunkter fandt han udviklingen ganske acceptabel, set ud fra britiske interesser.
Roosevelts gamle ven og medarbejder, professor Dodd, der i perioden 1933-37 var amerikansk ambassadør i Berlin, fortæller i sin dagbog for 6. maj 1935, at han havde modtaget et brev fra lord Lothian. Om indholdet skriver han: »Han troede, at Nationernes Forbund slet og ret ville blive begrænset til at blive en anti-nazistisk sammenslutning, der ville give Tyskland yderligere anledning til at følge sin egen kurs i magtpolitikken. Han lod tydeligt forstå, at han sympatiserede med en koalition af demokratierne med den hensigt at hindre ethvert tysk skaktræk til dette formål og i stedet rette Tysklands interesse mod øst. At dette kan føre til en krig mellem Rusland og Tyskland, foruroliger ham ikke nævneværdigt. I hovedsagen synes han at mene, at dette ville være en god løsning på de vanskeligheder, der er påtvunget Tyskland gennem Versaillestraktaten. For ham er demokratiets program at give Tyskland og Japan større indflydelse på verdens anliggender, hvad de på grund af deres magt og tradition er berettiget til. Han håber, at dette kan gennemføres uden noget offer for det britiske imperium og med så ringe ofre som muligt for den menneskelige frihed.«
Endnu tydeligere træder disse tendenser frem hos en af Chamberlains nærmeste medarbejdere Neville Henderson. Han arbejdede allerede med planer om en deling af verdensherredømmet mellem England og Tyskland. Overfor Dodd erklærede han den 23. juni 1937: »Tyskland må beherske Donau og Balkanområdet, hvilket betyder, at det behersker Europa. England og imperiet skal sammen med De Forenede Stater beherske havene. England og Tyskland må træde i nær forbindelse med hinanden og beherske verden. Frankrig er i tilbagegang og er ingen støtte værd. Franco skal beherske Spanien.«
Sådan opmuntrede de førende britiske konservative år for år Hitlers tyske aggression og førte hele Europa lige lukt ind i den Anden Verdenskrigs katastrofe. Det faldt som en logisk følge af Churchills anti-socialisme og sovjetfjendtlighed i hans lod efter den Første Verdenskrig at give bolden op for den ulyksalige Tysklandskurs i britisk efterkrigspolitik. Men han var dog, da faren for alvor trak op, klartseende nok til at gennemskue diktatorernes virkelige hensigter, da det store spil om magten i Europa for alvor kom i gang. Hvor en Neville Chamberlain, med den »radikale« franske pokerspiller Daladier ved hånden, enøjet fumlede frem ad de gamle baner til Firmagtsforbundet i München, var Churchill klog nok til at indse, at Hitler og Mussolini ikke længere kunne betragtes som blot og bart brugbare redskaber for de sejrende vestmagters anti-bolsjevikiske politik. Han så faren ved det eksperiment, han selv i sin tid havde gjort sig til talsmand for. Ikke fordi han i årenes løb havde udsonet sig med Sovjetrepublikken og socialismen, men fordi han forstod, at den tysk-italienske akse, da den først havde vokset sig stærk, ikke blot nærede ekspansionsplaner mod øst, men i samme omfang var blevet en trussel mod vest og en fare for selve det britiske imperium.
I denne opfattelse adskiltes Churchills vej fra den officielle britiske gammelkonservatismes, og han kom i en periode til at stå som modpolen til den chamberlainske kapitulationspolitik overfor hitlerismen. Her var Churchill størst. Men den sent angrende syndens bodskappe – og ikke den ideologiske triumfators laurbærkrans – vil dog historisk passe Winston Churchill bedst, – selv ved denne lejlighed.
*
Det har været et af de urovækkende symptomer efter den Anden Verdenskrig, at der mellem de allierede har været ført en stille krig med de mest overraskende metoder – om historien. Der har været et sandt kapløb om de besejrede krigsmodstanderes arkiver, der har haft det ædle formål at drage omsorg for, at visse ting ikke nåede frem til den europæiske offentligheds kendskab. Der har ganske vist fra vestallieret side været lagt en overdreven iver for dagen for at belyse sådanne punkter som tillægsaftalen til den tysk-russiske ikke-angrebspagt af august 1939, der betegnende nok kun viser, at Sovjetregeringen under ingen omstændigheder ville tolerere, at Hitler skaffede sig en opmarchbasis mod Sovjetunionen i Baltikum, de ukrainsk-hviderussiske dele af Polen eller i Bessarabien. Til gengæld synes der øjeblikkelig at melde sig næsten neurotiske komplekser, så snart historieforskningen nærmer sig visse andre områder.
Der er i særdeleshed tre afgørende politiske spørgsmål fra førkrigstiden, som man med alle midler søger at forhindre en objektiv klarlæggelse af:
For det første den indbyrdes forbindelse mellem Hitler, den tyske monopolkapital og de førende anglo-amerikanske truster. Nürnbergprocessen er her næsten blottet for enhver antydning af, at man ønsker at komme til bunds i dette afgørende spørgsmål, når problemet om krigsskylden skal belyses. Og hvorfor fik vi mon ikke den bebudede proces mod Hitlers financielle og økonomiske bagmænd, der dog var de egentlige drivkræfter bag den tyske aggression? Fra russisk side har der så sandelig ikke manglet impulser til at få disse ting frem i dagslyset og få de skyldige uskadeliggjort. Men et tavst veto fra London og Washington har stadig formået at standse ethvert skridt i denne retning. Frygter man for, at en sådan proces alt for klart ville belyse imperialismen som et ikke alene tysk, men et universelt fænomen i den borgerlige verden? I alle tilfælde er selv tavsheden talende på dette felt.
Et andet område, der stadig synes egnet til at fremkalde hysteri og endogså desperation i de vestlige magters hovedstæder, er alle enkeltheder vedrørende Chamberlain-Daladier periodens Tysklandspolitik forud for krigen, hele denne bevidste og æreløse sjakren med diktatorerne, der kulminerede i ordet »München« – den sidste holdeplads før krigsudbruddet. Ribbentrop vidste ganske afgjort, hvor han ville hen, da han i Nürnberg forlangte alle overlevende medlemmer af Cliveden-kredsen indkaldt som vidner. Men hvorfor blev dette krav i grunden afvist? Helt utrolige episoder har vi her været vidne til. Var der for eksempel ikke nogle jernbanevogne med vigtige dokumenter, der før Nürnbergprocessen sporløst forsvandt ind i den britiske zone? Var der ikke under selve processen den mærkelige hændelse med en angelsaksisk vagtpost, der – for at varme sig – ved et uheld »kom til at« tænde bål med nogle pakker vigtige dokumenter, russerne havde fremskaffet? Og var vi ikke også vidne til den mærkværdighed, at en amerikansk patrulje en skønne dag glemte at respektere den tjekkoslovakiske grænse, men trængte ind i dette land for at afhente et af den tidligere tyske protektorats regerings arkiver, så at det senere kom til en diskret noteudveksling om denne delikate affære? Det var så sandelig ikke for at skaffe efterverdenen viden om tingene, at alle disse mærkværdige hændelser indtraf!
Selv de berømte forhørsprotokoller med Keitels forklaringer om, at Hitler-regeringen uvægerligt ville være blevet styrtet i september 1938, hvis ikke Chamberlain og Daladier havde rakt ham en hjælpende hånd, havde ondt ved at finde vej frem til den britiske offentlighed. Attlee vægrede sig først hårdnakket ved at offentliggøre dette vigtige vidneudsagn, der kun nåede frem i dagslyset på grund af en russisk – skal vi sige – »taktløshed«!
På omtrent samme måde ligger det foreløbig med hele materialet om den virkelige baggrund for, at russerne blev nødt til at afslutte ikke-angrebspagt med Hitler i 1939. Hvad lå der bagved den konsekvente fransk-britiske sabotage af forhandlingerne om et militært forsvarsforbund med Sovjetunionen i det halvår, der gik forud for Hitlers krige? Hvorfor og udfra hvilke motiver blev denne sidste mulighed for at tvinge Aksemagterne tilbage forspildt? Det ville uden tvivl være lærerigt at få et klart svar herpå, men her står vi igen overfor lukkede døre overalt, hvor viden kunne hentes udenfor Rusland. I eftersommeren 1945 gav det engelske folks store flertal det gamle konservative regime et dundrende mistillidsvotum, selvom man havde søgt at stive det af med en sejrrig Winston Churchills autoritet. Arbejderpartiet fik flertallet, fordi folket ønskede en klar kursændring bort fra fortidens ulykkelige tory-politik. Valgene var ikke mindst tænkt som et opgør med chamberlainpolitiken, al dens væsen og alle dens gerninger.
Intet kunne rimeligvis have stivet den nye arbejderregering mere af og vaccineret det engelske folk bedre mod gentagelser end, om en af denne regerings første handlinger havde været at lægge alle de vigtigste papirer til belysning af for tidens politik på bordet og overladt britisk førkrigspolitik til folkets og historiens dom. Et sådant eksperiment er blevet gjort en gang før af en stormagts regering. Det var, da Lenin og hans folkekommissærer i 1917-18 lod de zaristiske arkiver åbne og stillede den historiske lære, man heraf kunne udrede om en statsmagts virksomhed bag kulisserne, til hele verdens rådighed. I Vesteuropa udnyttede man dengang kun i meget beskeden udstrækning denne adgang til viden. Zarens arkiver fortalte for meget.
En stormagts regering foretager kun en sådan handling, når den ønsker at markere sit uigenkaldelige brud med et gammelt regimes fortid og væsen. Regeringen Attlee ønskede at markere kontinuiteten og sin indre solidaritet med det britiske imperiums fortid. Og derfor forblev Foreign Office’s arkiver fortsat lukkede. Man berøvede sig selv en enestående lejlighed til at bringe folket en virkelig værdifuld og lærerig oplysning om tingene, som de var, uden besmykkelse af nogen art og uden mulighed for farlige og urigtige mytedannelser. Ligesom regeringen Churchill gjorde det i 1940, afviste arbejderregeringen herved at give garantier mod gentagelser. Viljen til kontinuitet – også med fortidens fejl – og ikke viljen til brud med fortiden prægede på udenrigspolitikkens område begge disse regeringsskifter. Men kan der i England føres en konstruktiv og fremskridtsbetonet udenrigspolitik i kontinuitet med Baldwins, Chamberlains og Cliveden-kredsens historiske forsyndelser mod Europa og menneskeheden?
Den britiske arbejderregering har foretrukket at lade hemmeligholdelsen, glemselens slør og departementernes støv dække over erfaringerne fra perioden forud for krigsudbruddet – og baggrunden for de russisk-engelske forhandlingers ulykkelige skibbrud i 1939 danner ingen undtagelse. Men også de lukkede jerndøre i Downing Street taler.
I Paris ser det ikke stort bedre ud. Her krævede Nationalforsamlingens udenrigspolitiske udvalg i sin tid adgang til at stifte bekendtskab med indberetningerne om forhandlingerne i Moskva i 1939. Det fik det talende svar, at disse vigtige papirer ikke længere fandtes. De var blevet brændt før tyskernes indtog i Paris i juni 1940. Det er ligesom sporene efter disse lærerige begivenheder ved et vigtigt vendepunkt i historien overalt i Vesteuropa er sneet eller støvet til. Og det er ikke noget godt varsel – for Vesteuropas samvittighed overfor efterverdenen. Heller ikke nogen god garanti for fremtiden iøvrigt!
*
En enkelt af »mændene fra 1940«, den tidligere konservative ministerpræsident Poul Reynaud, har nu i foråret løftet en lille flig af det uigennemsigtige tæppe, der hidtil har dækket over alle enkeltheder ved Moskva-forhandlingerne. Han har i et parisisk eftermiddagsblad afsløret noget af sin viden om tingene, og han hørte jo i den periode med til inderkredsen. Han begynder med lidt selverkendelse: »Jeg er ikke sikker på, at historien vil fritage de allierede og især Polen for ethvert ansvar for sammenbruddet af de fransk-russiske forhandlinger fra april til august 1939«, og så følger en række interessante oplysninger.
Som man vil erindre, havde England før Hitlers angreb på Polen udsendt garantierklæring om, at det ville træde i krig mod Tyskland, hvis Hitler direkte eller indirekte lagde hånd på Holland, Belgien, Polen, Rumænien eller Grækenland. Sovjetunionen erklærede sig villig til at indgå et forbund med vestmagterne, hvis disse ville udvide disse garantier til at gælde også Finland og de tre baltiske stater. Sovjetregeringen lagde ikke skjul på, at den betragtede det som et vitalt spørgsmål, at ingen af disse stater forvandledes til en opmarchbasis mod Rusland.
Det vil videre erindres, at Chamberlain-regeringen på dette punkt af forhandlingerne forskansede sig bag det formelle standpunkt, at den kun kunne gå med til en sådan udvidelse, hvis de pågældende stater erklærede sig indforstået dermed, medens en sådan sanktion havde været anset for overflødig for de øvrige 5 landes vedkommende. Det er heller ingen hemmelighed, at et tvetydigt britisk-fransk diplomati samtidig iværksatte en kampagne i randstat-hovedstæderne for, at de fire regeringer skulle afvise enhver garanti fra de allieredes side mod et tysk angreb, for at England og Frankrig ikke skulle komme til at stå traktatmæssig bundet til at stille sig på Sovjetunionens side i tilfælde af en isoleret tysk-russisk krig. Man ville nok have den Røde Hærs hjælp, hvis man selv kom i knibe, men ville ikke binde sig til at gøre gengæld! Det var det første stridsspørgsmål.
Da det ikke lykkedes at komme til en sådan politisk overenskomst, gik man i stedet for over til at føre generalstabsforhandlinger om indholdet af et militært forbund. Poul Reynaud fortæller, at der hos russerne var et udpræget ønske om at tale om realiteter. Vorosjilov modtog de franske og engelske militære sagkyndige med ordene: »Vi har en fuldstændig plan med alle detailler. Vi har hundreder af divisioner. Og I?«
Den britiske general Drax måtte svare: »Vi har fem divisioner til at begynde krigen med«, medens hans franske kollega, general Doumenc, var nødt til at give et undvigende svar. Begge landes repræsentanter manglede fuldmagter.
For Sovjetregeringen var hovedsagen, før man accepterede alliancen, at skaffe sig garanti for, at parterne påtog sig at dele krigens byrder, at sikre sig, at man også fra vest gik angrebsvis frem mod Hitlers Tyskland, så man undgik den situation, at russerne måtte tage opgøret med den tyske hovedhær på østfronten, medens Frankrig og England forholdt sig passivt afventende bag Maginotliniens forter og lod de to andre stormagter slide hinanden op. Russerne ville med andre ord undgå det, som netop skete for polakkerne i september 1939 – at de faktisk, da det kom til stykket, måtte kæmpe alene.
Da man ingen vegne kom med forhandlingerne om en konkret militær plan, rejste Vorosjilov, ifølge Poul Reynauds fremstilling, den 14. august et andet afgørende spørgsmål. Han krævede ren besked om, hvorvidt Sovjethærene i tilfælde af en tysk aggression kunne få ret til gennemmarch gennem Polen og Rumænien for allerede fra begyndelsen at føre krigen ind på tysk område. Reynaud oplyser, at Vorosjilov ordret erklærede: »Jeg kunne ønske at få et klart svar. Hvis disse to lande forlanger Sovjetunionens hjælp for sent, ville deres hære blive tilintetgjort, og Sovjetunionen vil ikke kunne være til gavn for de allierede.« I virkeligheden var dette spørgsmålet om, hvorvidt Hitler skulle have mulighed for at føre sine angrebshære helt frem til Sovjetunionens lange og ikke altfor strategisk gunstige grænse, før den Røde Armé kunne gribe ind i krigens gang.
Den franske forhandler, general Doumenc, stillede sig i sin indberetning på det standpunkt, at det russiske krav var så rimeligt og militært så forståeligt, at det burde accepteres uden videre. Det varede imidlertid en uge, inden vestmagternes regeringer kunne bekvemme sig til at give et svar, og om svarets indhold skriver Reynaud: »Hverken franskmændene eller englænderne gav noget præcist svar. Marskal Rydz-Smigly (det gamle Polens fascistiske diktator) blev spurgt, og han gav det romantiske svar: med tyskerne risikerer vi at miste vor frihed, med russerne mister vi vor sjæl.«
Så vidste russerne, hvad klokken var slået, hvis man stillede sig blåøjet ved vestmagternes side. Man kunne ingen aftaler opnå om fordeling af krigens byrder og opgaver. Man kunne heller ikke på østfronten få ret til at føre krigen ind i fjendens land i forbund med Polen og Rumænien: vestmagternes linie var at tvinge Rusland til at vente, til det passede Hitler at føre sine samlede angrebsstyrker ind i Rusland, medens Frankrig og England så passivt til. Et sådant spil med falske kort ønskede Sovjetregeringens ledere ikke at udsætte deres folk for, og de besluttede sig til at vinde tid ved ikke-angrebspagten med Tyskland, der i alle tilfælde for en periode holdt Hitlers hære i betryggende afstand fra Sovjetunionens vigtigste vitale centre.
Det er iøjnefaldende, i hvor høj grad Reynauds fremstilling svarer til den redegørelse, marskal Vorosjilov udsendte ved forhandlingernes sammenbrud, den 26. august 1939. I Vorosjilovs erklæring hed det:
»Den russiske militærkommission var af den opfattelse, at Sovjetunionen, der ikke har nogen fælles grænse med angriberen, kun kunne yde Frankrig, Storbritannien og Polen hjælp, hvis dens tropper fik tilladelse til at marchere gennem polsk territorium, da der ingen andre veje fandtes til at få føling med angriberen. Ligesom de britiske og amerikanske tropper under verdenskrigen ikke ville have været i stand til at deltage i et militært samarbejde med de franske væbnede styrker, hvis det ikke havde været muligt for dem at operere på fransk område, kunne de væbnede Sovjetstyrker ikke deltage i et militært samarbejde med Frankrigs og Storbritanniens væbnede styrker, hvis de ikke fik adgang til polsk område. Til trods for, at dette Sovjetrussiske standpunkt var fuldstændig korrekt, ville den britiske og franske militærmission ikke anerkende det, medens den polske regering åbenlyst erklærede, at den ikke trængte til og ikke ville acceptere militær hjælp fra Sovjetunionens side. Dette gjorde et Sovjetrussisk militært samarbejde med disse lande umuligt. På dette punkt blev forhandlingerne afbrudt.«
Vorosjilov supplerede sin fremstilling med ordene: »De militære forhandlinger med Frankrig og England er ikke blevet afbrudt, fordi Sovjetunionen har afsluttet en ikke-angrebspagt med Tyskland, men Sovjetunionen har blandt andet været tvunget til at afslutte denne pagt som resultat af den kendsgerning, at de militære forhandlinger med Frankrig og Storbritannien var kommet ind i et uføre, grundet på uovervindelige vanskeligheder.«
Men hvordan stillede nu disse folks store forbillede og »krigshelt«, Winston Churchill sig til disse spørgsmål? Det er rigtigt, at han i visse retninger, som med hensyn til garantien til randstaterne, og til en vis grad også med hensyn til gennemmarchretten i Polen tog afstand fra Chamberlain. Men hvordan så det ud med Churchill-kredsens stillingtagen til det ærlige militære samarbejde mellem øst og vest? Et par år senere dukkede det samme spørgsmål, som var blevet rejst så skarpt under generalstabsforhandlingerne i Moskva i sommeren 1939, op igen under en anden form. Det var, da »Ruslands åndepause« var lakket mod enden, og de tyske angrebshære væltede ind over Sovjetunionens grænser. Man tog fat, hvor man sidst var skilt fra hinanden uden noget resultat. Problemet havde da fået navneforandring. Nu hed det: Den anden front.
Det blev igen en prøvesten på, hvor meget de britiske konservative under krigen havde lært af fortidens ulykker.
Den historiske baggrund for den engelsk-russiske alliance af 1941 var, at de britiske imperiepolitikere på dette tidspunkt lod deres holdning bestemme af en bedømmelse af magtforholdene i Europa, der slet ikke lå så fjernt fra Adolf Hitlers store og afgørende regnefejl. Hitler og hans inderkreds undervurderede udfra en helt igennem spidsborgerlig bedømmelse af udviklingen i Rusland den reelle styrke af den socialistiske statsdannelse. De forstod intet af den brede folkelige udvikling, der omskabte det gamle Rusland til en stabil og moderne verdensmagt under Sovjetstyret. Nazisterne gjorde sig herudfra skyldige i den fundamentale misforståelse, at man med revolutionens Rusland stod overfor »en kolos på lerfødder«, der ville bryde sammen som et korthus ved det første sammenstød med det Tredje Riges »uovervindelige« krigsmaskine.
Men Hitler og Rosenberg var på markedet over Europas politiske »teorier« ikke ene om sådan fejlvurdering af Ruslands modstandskraft og reserver. »Æren« for denne spekulation i det nye Ruslands statslige og militære »svaghed« efter revolutionen må det Tredje Riges ledere dele med de vesteuropæiske borgerlige demokrater. Og det er måske netop i denne falske tro – på Sovjetmagtens uundgåelige sammenbrud under styrkeprøven med en af de imperialistiske giganter – at fristelsen til en, ifølge sagens natur midlertidig, politisk og militær alliance med den første socialistiske stormagt blev for overvældende for de borgerlige britiske statsmænd. Deres recept for verdensudviklingen var velsagtens den, at Sovjetrepublikken i løbet af kort tid ville bukke under for det tyske tryk, men at den kraftanspændelse, der for Hitlers Tyskland ville være forbundet med en sådan militær afgørelse, samtidig ville medføre en sådan blodtapning af den tyske værnemagt, at det kunne give England og De Forenede Stater en fair chance for senere enten selv at nedkæmpe den tyske militærmagt eller at opnå forståelsesfred, der i al fald kunne holde nazisternes vidtflyvende planer om verdensherredømmet indenfor »rimelige« grænser.
Krigens første periode var et talende vidnesbyrd om, i hvor høj grad undervurderingen af Sovjetrepublikkens styrke gik som den røde tråd igennem de militær-politiske overvejelser hos Vesteuropas førende borgerlige politikere. Det er bekendt, at ulykkesduetten Chamberlain-Daladier under den finske Vinterkrig for fuld alvor udarbejdede planer om at lade Tyskland være i fred ved Vestvolden, medens alle disponible angrebskræfter i stedet skulle sættes ind over Petsamo og Kaukasus for at tvinge det socialistiske Rusland i knæ – ved krigens første begyndelse. Churchills egen energiske indsats for på dette tidspunkt at få organiseret en angrebskrig mod Rusland er velkendt. Hans forsøg på i denne periode – gennem aktiv hjælp til Finland – også at drage de skandinaviske lande ind i de britiske angrebsplaner mod Rusland vil stå i lige så frisk erindring.
For alle tænkende mennesker turde det vist idag være klart, at vor civilisation blev reddet for intet mindre end en katastrofe ved, at det i de første måneder af 1940 ikke lykkedes de russisk-fjendtlige britiske konservative at styrte Vesteuropa ud i et krigerisk eventyr mod Sovjetunionen. Men lykken var i dette tilfælde bedre end forstanden. I virkeligheden var det jo kun Hitlers angreb mod Danmark og Norge og senere mod Frankrig, der tvang de britiske torier til at skrinlægge deres komplet eventyrlige og hasarderede angrebsplaner mod øst.
Af betydning er så blot spørgsmålet om, hvilken vurdering, det var, der i krigens første periode var ved at lede britisk udenrigspolitik ind på disse farlige vildspor. At uviljen mod de nye socialistiske samfundstilstande i Rusland var et vigtigt motiv, der endog fik britiske konservative til at se med helt forsonlige øjne på den tyske angriber, er vel hævet over enhver tvivl. Men alligevel bliver britisk Europapolitik dog stadigvæk en gåde i gennem alle krigens skiftende faser, hvis man ikke tager endnu et vigtigt moment med i betragtning, nemlig den omtalte totale fejlvurdering af Sovjetunionen som faktor i verdenspolitikken. Hos Churchill og hans konservative omgangskreds forsvandt denne gamle svaghed hverken ved krigsudbruddet eller gennem de indhøstede erfaringer i krigens første periode. I lang tid blev netop dette afgørende fejlsyn til en næsten konstant bestanddel af britisk politik. Man behøver blot at mindes Churchills berømte »Tale til de neutrale« i begyndelsen af 1940, da han erklærede:
»Den tjeneste, Finland har ydet menneskeheden, er storslået. Finland har for hele verden åbenbaret den Røde Hærs og det Røde Luftvåbens uduelighed. Alle kan se, hvordan kommunismen lader en nations sjæl rådne op, hvorledes den gør en nation ynkelig og sulten i fredstider og foragtelig under en krig.«
En hel menneskealders fundamentale borgerlige livsfilosofi: tvangsforestillingen om socialismens svaghed og evneløshed er her stillet på spidsen. Churchill bekender sig her til det 20. århundredes største historiske fejltagelse med saftig overbevisning. Intet i hans karakteristik af Sovjetunionen som statstype eller krigsførende magt slog til overfor udviklingens realiteter. Men alligevel var det i lange tider netop på denne tese, at britisk borgerlighed opbyggede sin europæiske politik under krigen. Hitler så også kun svaghed og indre opløsning i Sovjetstaten. Det forledte ham til at påføre et sundt folk på 200 millioner en krig – der endte med hans egen undergang. Churchill regnede i hele krigens første periode lige så sikkert med, at Sovjetunionen var forudbestemt til at blive knust på valpladsen – og udfra denne forudsætning allierede han sig med en magt, som han måske afskyede endnu mere end Hitlers Tyskland, fordi han af taktisk snuhed mente at kunne udnytte dens dødskamp til at redde det britiske imperium ud af en vanskelig situation.
Omkring krigsudbruddet på østfronten gav Englands premierminister udtryk for sin nøgterne beregning ved at tale om muligheden af, at de tyske hære i løbet af to måneder efter at være rykket frem gennem det meste af Sovjetunionen måske ville stå ved – Indiens grænse. Alligevel – eller måske nærmere netop derfor – undertegnede han beredvilligt den 12. juli 1941 sin alliancetraktat med Sovjetunionen, hvis modstandskraft han ikke vurderede højere.
Der foreligger nu efter krigens afslutning en række vidnesbyrd om, at denne indstilling hos den britiske regering holdt sig uforandret i de første måneder, da Sovjetrepublikken i hele Europas interesse udkæmpede sin seje forsvarskamp mod de nazistiske angribere. Elliot Roosevelt – den afdøde amerikanske præsidents søn, – der var til stede ved det berømte Atlanterhavsmøde mellem Churchill og hans fader i dagene 9.-12. august 1941 oplyser i sin bog »Som han så det«, at den britiske premierminister klippefast forfægtede sin overbevisning om, at Sovjetunionen måtte gå tilgrunde. Roosevelt spurgte ham:
»De tror altså ikke, at russerne vil kunne holde ud...?
»Når Moskva falder... Så snart tyskerne er på den anden side Kaukasus... Når russernes modstand endelig ophører.«
»Hans svar var altid kategoriske, betingelsesløse. Der var aldrig noget hvis. Der var liden eller slet ingen tro på den russiske modstandskraft. Han havde terningerne i sin hånd denne august aften, og han spillede højt spil. Det var ham magtpåliggende at få os til at indse, at løvens part af låne- og lejelovstildelingerne skulle gå til den britiske løve, at enhver hjælp til russerne kun var at trække tiden ud, for til sidst med sikkerhed at måtte afskrives som tabt...«
»Admiral Pound, general Dill, chefen for imperium-generalstaben, og luftmarskal Freeman gjorde alle mulige forsøg på at overbevise os om, at i det lange løb ville lagrene i Storbritannien være af den største værdi for den samlede allierede krigsanstrengelse. De forskansede sig i den opfattelse, at våbenleverancer til Sovjet alligevel før eller senere ville blive erobret af nazisterne, og at det var i USA’s egen interesse, at størsteparten af forsyningerne gik til England. Heldigvis så de amerikanske talsmænd Amerikas egen interesse og krigsførelsens almene interesser i et noget andet lys. Jeg personlig spekulerede på, om det var det britiske imperiums hensigt at lade nazister og russere udslette hinanden, medens Storbritannien voksede sig stærkt«.
I denne forbindelse er der måske grund til at mindes det gamle ord, at tåber ofte kommer til at sige det, som de klogere tier med. I juli måned 1941 var en af Churchills nære venner, luftfartsminister Moore-Brabazon, ude for et kedeligt uheld. I et lukket møde indlod han sig på den letsindighed at definere hovedindholdet af den britiske krigspolitik efter Hitlers indfald i Sovjetunionen. Han erklærede åbenhjertigt:
»Jeg er glad for, at der ikke er nogen journalister til stede. Vi håber, at de russiske og tyske hære vil udrydde hinanden, og medens dette sker, vil vi i Storbritannien udvikle vor luftstyrke og vor væbnede magt, så vi, medens Rusland og Tyskland ødelægger hinanden, får den afgørende magt i Europa.«
Havde mr. Moore-Brabazon fremsat disse frimodige udtalelser under et ministermøde, er der næppe tvivl om, at han havde vundet almindelig tilslutning i Churchills kabinet for denne misundelsesværdige koncise og træffende formulering af, hvad alle hans kolleger sikkert også mente. Men ulykken ville, at den snakkesalige ministers udtalelser kom offentligt frem, og det omtrent samtidig med, at også krigsminister Margesson faldt for fristelsen til at fremsætte nogle tilsvarende åbenhjertigheder. Det kom til en skarp offentlig debat og visse forståelige internationale forviklinger angående dette lidt mærkværdige britiske regeringsprogram. Og resultatet blev, at de to uheldige Churchill-ministre blev udskiftet ved en regeringsrekonstruktion, medens premierministeren selv påtog sig at få gennemført de to uheldige venners program for Storbritanniens internationale politik.
Der var altså nok fra krigens første periode en formel russisk-engelsk alliance mod det nazistiske Tyskland. Men denne havde under mr. Churchills ledelse den lille ejendommelighed, at de ledende britiske statsmænd vel ønskede den tyske medbejlers nederlag – men alligevel ville betragte krigen både som forfejlet og temmelig formålsløs, hvis ikke Adolf Hitler før sit sammenbrud nåede at drage omsorg for, at også Sovjetunionen gik knust ud af opgøret, eller i alle tilfælde blev så svækket, at Englands europæiske overherredømme efter krigen var ubestridt.
*
En fejlagtig vurdering af udslaggivende politiske kraftforhold medfører ubehagelige overraskelser. For Winston Churchill, de britiske konservative og for hele den vesteuropæiske borgerlighed var den Anden Verdenskrigs største overraskelse uden tvivl den enorme modstandskraft, Sovjetunionen viste sig i besiddelse af under sammenstødet med den nazistiske krigsmaskine. Med ubestridelige beviser blev det slået fast, at den socialistiske omformning og genopbygning havde skabt et andet og stærkere Rusland end zarrigets, der så ynkeligt blev slået under forrige verdenskrig.
Sovjetrepublikken brød ikke sammen under de første vældige tyske fremstød, som det året i forvejen havde været tilfældet med den borgerlige franske militærmagt. Hverken Moskva eller Leningrad faldt i 1941, men det lykkedes tværtimod i månederne omkring årsskiftet den Røde Armé at tilføje Hitler hans første virkelige nederlag, foran den russiske hovedstad. Der etableredes en stabil østfront, hvor Sovjethærene bandt over to tredjedele af de tyske angrebsstyrker, så den tyske overkommando ustandselig måtte trække nye forstærkninger til Sovjetunionen fra Italien, Rumænien, Ungarn og de øvrige Aksemagter.
Denne, også for briterne, helt uforudsete udvikling af krigens gang måtte selvsagt for hver måned, der gik, med stadig skarpere betoning rejse spørgsmålet, hvad de vestlige allierede kunne gøre for at aflaste den forbundsfælle, der foreløbig alene måtte modstå den frygtelige belastning, der var følgen af Aksemagternes koncentrerede anstrengelser for at fremtvinge en hurtig afgørelse mod øst. Krigens byrder var i denne periode så iøjnefaldende ulige fordelt mellem de allierede, at den store vesteuropæiske militærmagt på det tidspunkt, hvor russerne kæmpede for livet mod Aksemagternes hovedstyrker, kun var svagt engageret på en udpræget tredjerangsfront i den Libyske ørken for at afværge mindre tysk-italienske styrkers forsøg på at trænge frem til Ægypten og Suez. For Sovjetunionen var det derfor et vitalt anliggende, hvor længe den »åndepause«, briterne – gennem den Røde Armés militære indsats – havde opnået i Vesteuropa, skulle vare ved.
Spørgsmålet var også intimt forbundet med en række vigtige forsyningsmæssige problemer. Samtidig med, at sovjetstyrkerne militært holdt hovedfronten, befandt deres land sig midt i en gigantisk industriel omlægning. Den tyske fremtrængen i de vestlige områder af republikken stillede Sovjetunionens ledere overfor den enestående opgave i verdenshistorien midt under de militære operationer at måtte organisere overflytningen af republikkens nøgleindustrier til nye områder i øst, hvor de kunne genoptage produktionen uforstyrret af værnemagtens angrebsstyrker og de tyske luftangreb. At skaffe sovjethærene de nødvendige forsyninger udefra i den kritiske overgangsperiode, denne industri- og folkevandring uundgåeligt forudsatte, var en opgave, der ganske naturligt trængte sig i forgrunden i denne krigens første afgørende fase. Men hvorfra skulle de nødvendige forsyninger komme?
Af de tre store allierede stater, der førte krigen mod Aksemagterne, var USA, som i slutningen af 1941 var trådt aktivt ind i de krigsførendes rækker, det eneste land, der kunne gennemføre sin oprustning og omlægge sin industri og sin krigsproduktion uforstyrret af de militære operationer ved fronterne, og som ikke var udsat for fjendtlige luftbombardementer. Problemet, hvorhen de amerikanske forsyninger skulle dirigeres for at svække fjenden mest muligt, spillede derfor, navnlig under denne etape af krigen, en afgørende rolle. Om forsyningerne opstod det første bitre tovtrækkeri mellem Sovjetunionen og dens militært ulige heldigere stillede britiske allierede.
Den britiske regering var ikke i besiddelse af det storsind eller den loyalitet, at den kunne tage stilling til dette spørgsmål udfra det saglige hensyn, hvor forsyningerne var mest nødvendige og hvor leverancerne kunne tilføje den fælles fjende den største skade. Som man allerede så det under Atlanterhavskonferencen mellem Churchill og Roosevelt, gjorde imperiets ledere fordelingen af de amerikanske leverancer til et rent politisk spørgsmål om, hvem der skulle have den førende stilling i Europa efter krigen. Og man kæmpede her, med en energi og en beslutsomhed, der ville have været en bedre sag værdig, med hænder og fødder imod tilstrækkelige leverancer til de kæmpende russiske hære og stod stejlt på det standpunkt, at alle tilgængelige resurser burde oplagres i England som basis for et senere forsøg på vestfra at erobre det europæiske kontinent fra tyskerne.
Disse britiske bestræbelser for at begrænse leverancerne til russerne det mest mulige var ikke blot et fænomen, der prægede begyndelsesstadiet i samarbejdet mellem de allierede. Frygten for, at russerne skulle klare sig for godt gik allerede efter overraskelsen med Moskva-slaget som en rød tråd igennem hele Churchill-regeringens krigspolitik. Den kendte amerikanske krigskorrespondent Henry C. Cassidy, der repræsenterede telegrambureauet »Associated Press« i Rusland under krigen, fortæller i sine erindringer nogle interessante enkeltheder om den britisk-russiske kappestrid om de amerikanske forsyninger. Den republikanske fører Wendel Wilkie besøgte som bekendt i slutningen af september 1942 Moskva som præsident Roosevelts specielle udsending. Det var i de høj dramatiske dage, da slaget om Stalingrad befandt sig på sit højdepunkt. Cassidy beretter om, hvordan Stalin i denne afgørende periode af krigen anså det for nødvendigt at udnytte en banket, der blev givet til ære for Wilkie, til at rejse spørgsmålet om de utilstrækkelige allierede forsyninger til de russiske hære: »Stalin drejede straks samtalen ind på en nærmere omtale af flyverne, der, som han sagde, kæmpede udmærket, skønt de vidste, at de »Tomahawks«, de fløj med, ikke var så gode som »Airacobras«, og de »Hurricans«, de fløj med, ikke var så gode som »Spitfires«. Han talte i en streng og alvorlig tone. Han gik endog videre, idet han påstod, at 152 »airacobras«, der skulle have været leveret til Rusland, var blevet opsnappede undervejs og var blevet omdirigeret til briterne.«
Sådan fortsatte Churchill-regeringen sin systematiske skjulte modstand mod, at der blev leveret den Røde Armé virkelig førsteklasses materiel, selv i de dage, da krigens afgørelse faldt i det gigantiske slag, der udkæmpedes på Dons stepper og i Stalingrads ruindynger.
*
Tovtrækkeriet om forsyningerne var imidlertid kun en lille – om ikke uvæsentlig – del af det langt større kompleks, der hedder de allieredes strategi i kampen mod det nazistiske Tyskland. Et reelt militært forbund betyder, at parterne sætter alle kræfter ind for at besejre den fælles fjende. Ved den russisk-angel-saksiske alliance mod Hitlers Tyskland var der imidlertid den ejendommelighed, at Sovjetunionen lige fra den 22. juni 1941 og til den 16. juni 1944 – bortset fra luftkrigen og operationerne i Syditalien – i Europa var ene om at gennemføre en regulær frontkrig mod Aksemagterne. Da invasionskrigen i vest endelig kom, var krigens kritiske periode et tilbagelagt stadium. Den Røde Armé havde da for længst ved egne kræfter sat et eftertrykkeligt punktum for myten om den »uovervindelige« tyske armé. Da den anden front endelig blev en kendsgerning, havde Hitlers hære allerede gennemgået en dyrekøbt skole i det stadige tilbagetogs vanskelige kunst.
Der foreligger nu efterhånden et temmelig udførligt – omend endnu langt fra fyldestgørende – materiale om det interallierede opgør, der gik forud for oprettelsen af den »anden front«. Det fortjener opmærksomhed, fordi vi i disse militære problemer, under en anden form, genfinder mange af de samme konflikter, der præger efterkrigstidens europæiske politik. Uden en klar forståelse af det virkelige indhold af stridighederne om den anden front vil adskillige modsætninger mellem stormagtsgrupperne i perioden efter krigen forekomme både tågede og uforståelige.
I virkeligheden begyndte de russisk-engelske forhandlinger om den anden front nøjagtig dér, hvor de mislykkede generalstabsforhandlinger var endt i august 1939. Der undertegnedes en almindelig alliancetraktat om fælles kamp mod Aksemagterne, og begge parter forpligtede sig til ikke at afslutte separatfred. Så langt var sagen i skønneste orden. Men vanskelighederne meldte sig, så snart man nåede til spørgsmålet om enkelthederne i det militære samarbejde.
Russernes standpunkt var fra første dag, at der burde træffes detaljerede aftaler om fælles operationer, og de krævede, at englænderne skulle forpligte sig til at etablere en vestfront mod Hitler på det europæiske fastland, så snart de objektive muligheder var til stede. Englænderne på deres side var under Churchills førerskab lige så uvillige, som de i sin tid havde været det under generalstabsforhandlingerne i Chamberlain-perioden, til at påtage sig nogen som helst reelle forpligtelser angående krigens førelse. På dette punkt ønskede de at bevare fuldstændig frie hænder – stadig påberåbende sig nye vanskeligheder.
På denne måde fik de hele året 1941 til at gå uden, at der var truffet bindende aftaler. I hvor høj grad denne tingenes tilstand var den russiske allierede imod, fremgik af Stalins tale i anledning af revolutionsdagen den 7. november 1941. I denne tale, der blev holdt netop på det tidspunkt, da det gigantiske slag om Moskva var på sit højdepunkt, erklærede han med tydelig brod mod den britiske allierede, der stadig lå passivt og lunt bag kanalen:
»En af årsagerne til den Røde Armés modgang er, at der ikke eksisterer en anden front mod de tysk-fascistiske tropper i Europa. Sagen er den, at der i øjeblikket på det europæiske kontinent ikke findes nogen arméer fra Storbritannien eller USA, der fører krig mod de tysk-fascistiske tropper. Dette gør, at tyskerne ikke behøver at splitte deres styrker og føre krig både i vest og øst. Dette forhold fører til, at tyskerne mener at have ryggen fri i vest og har mulighed for at sætte både deres egne tropper og deres europæiske forbundsfællers tropper ind mod vort land. Situationen er nu sådan, at vort land udkæmper frihedskrigen alene, uden militær støtte fra nogen, mod tyskernes, finnernes, rumænernes, italienernes og ungarernes forenede styrker.«
Ikke heller det sejrrige slag foran Moskva og det russiske vinterfelttog bragte nogen ændring i tingene. Ved årsskiftet var De Forenede Stater efter Pearl Harbour-katastrofen aktivt med i krigen. England stod ikke længere isoleret i vest, og denne kendsgerning skærpede naturligt de russiske krav om, at de øvrige allierede burde foretage sig noget for aktivt at aflaste Rusland mod de tyske hovedstyrker på østfronten. Der begyndte en ny diplomatisk offensiv med krav om oprettelse af den anden front i Europa.
I USA rådede der efter alt at dømme under Roosevelts ledelse en udpræget stemning for, at russernes militære resultater burde udnyttes til, at der også fra den anden side blev indledet en militær aktivitet for at tilføje hitlerismen nye følelige slag. I december 1941 enedes Churchill og Roosevelt da også om at udskyde operationerne mod Japan og gå til angreb i Europa i løbet af året 1942. I den amerikanske generalstab lå der allerede så tidligt som i april måned 1942 udarbejdet en detailleret plan for en engelsk-amerikansk landgang på den franske kanalkyst, der skulle gennemføres i løbet af året. General Eisenhower og hans stab var i betragtning af de ubetydelige tyske styrker, der dengang stod mod vest, tilhængere af en hurtig og koncentreret aktion. Men i London var den gamle »wait and see«-taktik dog stadig i højsædet, og der måtte fra amerikansk side lægges et stadigt pres på England for at få indledet realitetsforhandlinger om planens virkeliggørelse.
Det var under disse forhold, at den russiske udenrigskommissær Molotov i foråret 1942 begav sig på sin store diplomatiske rundrejse til London og Washington for at smede, medens jernet var varmt. I London søgte man stadig at skyde alliancens politiske spørgsmål i forgrunden – og at holde de militære problemer svævende. Man havde betænkeligheder med hensyn til Ruslands politiske planer efter krigen. I disse spørgsmål måtte der først skaffes klarhed, før der kunne være tale om militær assistance. Disse betænkeligheder blev foreløbig ryddet af vejen ved, at der i London den 26. maj 1942 undertegnedes en ny udgave af den russisk-britiske alliancetraktat, der forlængede den allerede eksisterende militæralliance mod angribere for 20 år. Begge parter forpligtede sig endvidere til »ikke at søge territoriale udvidelser for sig selv og ikke blande sig i andre staters indre anliggender«. Samtidig understregede de to stater deres ønske om »sammen med andre ligesindede stater at varetage forslag til en fælles aktion for at bevare freden og modstå angreb i tiden efter krigen.«
Herefter kom turen til de militære forhold, og her viste vanskelighederne sig straks betydeligt større. Hvilke positive militære aftaler, Molotov nåede frem til under sit besøg i London og Washington, står endnu hen i det uvisse. Men en kendsgerning er det, at der efter forhandlingernes afslutning blev udsendt et officielt kommuniké, i hvilket det hed: »Der blev opnået fuldstændig enighed med hensyn til den påtrængende nødvendighed af at skabe en anden front i Europa i 1942.«
På det tidspunkt, meddelelsen om det gunstige udfald af Molotovs forhandlinger nåede Moskva, var tyskerne efter vinterens nederlag gået i gang med deres store nye sommeroffensiv i retning af Kaukasus og Volga. Forhåbningen om, at aflastningen fra vest endelig stod for døren, skabte de største forventninger. Da Sovjetunionens øverste råd den 19. juni trådte sammen for at ratificere den nye alliancetraktat med England, lyste Molotovs forelæggelsestale af berettiget optimisme, da han om det udsendte kommuniké erklærede:
»En sådan erklæring har stor betydning for folkene i Sovjetunionen, da oprettelsen af en anden front i Europa vil skabe uoverstigelige vanskeligheder for Hitlers hære på vor front. Lad os håbe, at vor fælles fjende snart vil komme til at føle resultatet af det stadigt udvidede militære samarbejde mellem de tre stormagter.«
På den russiske front nærmede afgørelsens time sig. Begge parter satte i sommeren 1942 alle disponible kræfter ind. Den næste etape i udviklingen var Stalingrad-slaget og den seje kamp om den kaukasiske olie. Sovjetunionen havde netop i disse måneder brug for al den hjælp og aflastning, der overhovedet var mulig. Men den »hjælp«, den fik i disse afgørende uger, var en meddelelse om, at de indgåede af taler ikke kunne overholdes. Den måtte udkæmpe det jætteslag, der faktisk afgjorde krigens udfald, – alene.
*
Sagen var, at blækket på den udsendte deklaration om oprettelsen af en anden front i Europa inden udgangen af 1942 næppe var tørt, før Winston Churchill satte hele sin »dynamiske personlighed« ind på at få ændret de trufne aftaler. Interessante enkeltheder om denne afgørende episode i forholdet mellem de tre store allierede er for nogen tid siden fremkommet i den amerikanske presse. Den 8. februar 1947 bragte således »Saturday Evening Post« en stort opsat artikel af sin udenrigspolitiske medarbejder Martin Sommers, hvori denne udførligt gjorde rede for disse historiske begivenheder. Det må indrømmes, at de tekniske vanskeligheder for overførelsen af såvel tropper som forsyninger var betydelige. Den amerikanske industris omlægning til rustningsproduktion var ligeledes ufuldkommen. Men der var dog en ting, der stod fast, og det var, at de to vestallierede magter havde påtaget sig forpligtelse til at koncentrere alle tilgængelige resurser om at realisere planen om oprettelsen af en front på det europæiske fastland inden udgangen af 1942 således, at tyskerne blev tvunget til at overføre betydelige troppemasser fra deres Ruslandsarmé til Vesteuropa. Det var en sådan aflastning, Churchill og Roosevelt havde forpligtet sig til at skaffe Sovjetunionen, og det var mod denne plan, Churchill nu satte sit svære skyts ind.
Først blev de militære »sagkyndige« sendt i ilden. Allerede den 3. juni dukkede Churchills personlige udsending Lord Louis Mountbatten op i Washington. Sommers fortæller, at han »havde en fem timers samtale med præsidenten og var stærkt imod planen.« Det var dog ikke så helt let at få Roosevelt til at skifte mening, og denne nøjedes foreløbig med at lade sine militære eksperter tage hele spørgsmålet op til fornyet overvejelse.
Den 18. juni 1942 dukkede den britiske premierminister derefter selv op i Det hvide Hus, for at arbejde videre, hvor Lord Mountbatten var holdt op. For Churchill drejede det sig typisk nok ikke blot om at få udsat tidspunktet for invasionen. Han ville overhovedet ikke indlade sig på planen om en allieret landgang ved Kanalkysten eller andre steder i Vesteuropa. Det var andre slagmarker, der nu interesserede den britiske tori-høvding. Martin Sommers giver følgende beskrivelse af den færdige operationsplan, Churchill ved denne lejlighed søgte at vinde præsidenten for:
»Churchills plan var i løbet af 1942 at slå fjenden i Middelhavsområdet og måske i Nordafrika. Derefter skulle der følge en oprensning af Middelhavsøerne, en besættelse af Syditalien og invasion på det europæiske fastland via Balkanlandene. Churchills strategi var den gammelkendte, at kontrollen med Europa skulle erobres ved en invasion langs den historiske angrebslinie Beograd-Warszawa. Den engelske statsmand var, sagde man, inde på, at en heldig gennemførelse af denne plan ville tiltale Australien og Sydafrika og binde Ægypten og Indien fastere til imperiet.«
Churchills forslag tilsigtede altså det diamentralt modsatte af, hvad man få uger i forvejen havde forpligtet sig til overfor Molotov. Når russerne krævede en anden front oprettet netop i Vesteuropa, skete det udfra velovervejede strategiske synspunkter. Landgangsstedet måtte være så nær ved selve Tyskland, at den tyske hærledelse virkelig følte sig truet i vitale områder og derfor blev tvunget til at kaste betydelige troppestyrker til den næsten blottede vestfront. For det andet måtte det nye kampområde ligge så langt borte fra den østlige krigsskueplads, at de tyske forbindelseslinier blev så lange, at en hurtig manøvrering med tropper fra den ene front til den anden blev så besværlig som muligt, og til stadighed ville lægge beslag på et maksimum af transportmateriel. For det tredje ville beslutningen om en landgang ved Kanalen fremskynde oprettelsen af en effektiv anden front så meget som det overhovedet var gørligt, idet en sådan krigsskueplads ville have de kortest mulige forbindelseslinier for de vestlige allierede og derfor langt fra ville lægge beslag på den samme kostbare tonnage, som en fjernere front, med længere og mere sårbare forbindelseslinier, ville gøre krav på.
Churchills operationsplan opfyldte ikke disse betingelser. Den Vestafrikanske kyst lå ganske vist i en oven i købet meget betydelig afstand fra østfronten, men den lå også så fjernt fra alle vitale centre og forbindelseslinier, at man roligt kunne regne med, at tyskerne i alle tilfælde kun ville sende mindre og hurtigt bevægelige afdelinger som forstærkninger til en sådan front. Om Balkan-halvøen som hovedinvasionsplads for generobring af det europæiske kontinent gjaldt det, at man kunne forudse, at det ville tage grumme lang tid at arbejde sig frem til denne opmarchbasis gennem Middelhavet i hele dets længde og med lange og sårbare forbindelseslinier. Skulle landgangen endelig lykkes, var de naturlige hindringer for et videre fremstød mod Centraleuropas hjerte (Balkankæden, Karpaterne og Donau-linien) i alle tilfælde betydelige, og trafiknettet fra landgangspladserne var kun såre svagt udbygget.
Endvidere var der den hage ved Balkanhalvøen som allieret invasionsbasis, at de tyske forbindelseslinier fra østfronten i Ukraine og Rumænien og til det nordlige Balkan ville være så korte, at hurtige troppeforskydninger mellem de to fronters brændpunkter ville være overkommelige i løbet af relativ kort tid, medens de allieredes egne forbindelseslinier til en sådan krigsskueplads ville være både lange og besværlige. Nogen egentlig aflastning af russerne, som det ville være tilfældet, hvis der oprettedes en krigsskueplads i Vesteuropa, ville der altså ikke være tale om.
Planens interessante hovedsynspunkt lå da heller slet ikke på det militære område. Churchill optrådte i dette tilfælde mere end noget andet som en udpræget politisk strateg. For første gang siden krigens udbrud havde vinterkrigen i Rusland, Charkowslaget og den seje russiske modstand, stillet ham overfor det helt nye perspektiv: måske havde kommunismen alligevel ikke gjort Rusland til så »foragtelig en modstander i krigstider«, som han så flot have proklameret under den Finske Vinterkrig. Hvad, om der nu skete det helt uventede, at russerne skulle vise sig i stand til at besejre Hitlers frygtede krigsmaskine? Ville Sovjetunionen så ikke blive den dominerende stormagt i Europa? Det er denne begyndende frygt, der præger Churchills strategiske plan for krigen af juni 1942!
Hvis Rusland virkelig skulle modstå det gigantiske tyske tryk, så var det efter Churchills mening en bydende nødvendighed, at det angelsaksiske fremstød fandt sted så langt østpå som muligt. Rykkede man frem over Balkan-Rumænien-Ungarn-Polen, kom de vestallierede så at sige på tværs af et russisk fremstød i vestlig retning. En sådan angrebslinie ville bevare Balkanlandene adgangen til Adriaterhavet, Donau-dalen og måske Polen og Tjekkoslovakiet som angelsaksisk interessezone, hindre enhver blot politisk russisk ekspansion og holde den socialistiske indflydelse indenfor Sovjetunionens egne grænser. Og netop det havde for Churchill hele tiden været hovedmålet. Når det nazistiske Tyskland engang var slået ned, skulle det være England og ikke det røde Rusland, der stod som den politisk og økonomisk dominerende stormagt i det befriede Europa. For toryen og imperiepolitikeren var ruten: Afrika-Syditalien-Balkan-Warszawa den nærmeste vej til at nå dette store mål – selv om det måske ikke var den korteste vej til at bryde Tysklands magt militært i Europa! Dette var den reelle baggrund for den churchillske strategi i sommeren 1942!
Planen lå færdig, men dens heldige gennemførelse afhang jo nu engang ikke alene af Winston Churchill og hans krigskabinet. Med Frankrigs sammenbrud i sommeren 1940 var der kommet det nye og generende moment ind i verdenspolitikken, at England og imperiet i vid udstrækning førte sin krig for amerikansk regning. Den virkelige afgørelse i disse vigtige spørgsmål lå foreløbig hos administratoren af Låne- og Lejeloven, den egentlige organisator af de vestallieredes krigsanstrengelser – præsident Franklin Roosevelt.
Sommers beretter, at præsidenten heller ikke denne gang lod sig blænde af de churchillske projekter – til trods for, at Churchill ved denne lejlighed skal have holdt »sit livs største tale«. De amerikanske krigsplaner blev efter opfordring af præsident Roosevelt forelagt den britiske premierminister af et medlem af general Marshalls stab, daværende oberst Albert C. Wedemeyer, der bogstavelig talt skal have pillet Churchills argumentation fra hinanden punkt for punkt, udfra rent militære synspunkter. Hans hovedindvending skal have været, at man ved at indskrænke operationerne i det Fjerne Østen til det nødvendige minimum meget vel ville være i stand til at fremskaffe tilstrækkelig tonnage, luftmateriel, artilleri, tanks og tropper til at iværksætte en invasion i Vesteuropa i en overskuelig fremtid.
Tilbage stod imidlertid Churchills absolutte vægring ved at deltage i et invasionsforsøg i Normandiet. Det kom til et af disse mange kompromiser, der under hele krigen prægede forholdet mellem de vestallierede. Det blev besluttet foreløbig at udsætte den planlagte landgang i Vesteuropa. Til gengæld afviste amerikanerne Churchills Balkanaktion, og man indskrænkede sig til som nærmeste militære opgave at koncentrere sig om gennemførelsen af general Eisenhowers amerikanske invasion i Fransk Vestafrika og Marokko, der definitivt skulle gøre en ende på italienernes og general Rommels militære piratkup på Middelhavets sydlige bred. Så måtte aflastningen af russerne vente!
Hele situationen havde sin absolut pinlige side. Russerne havde kort tid i forvejen modtaget bestemte løfter af en hel anden art, og deres stemme var slet ikke blevet hørt under disse vigtige forhandlinger i Washington. Det smagte næsten af to kategorier af allierede, og den part, der ikke var blevet hørt, var beklageligt nok den samme, der bar hovedbyrden i kampen mod nazismen. Man enedes om, at der måtte en gestus til af en eller anden art, og det blev besluttet, at Churchill personlig skulle rejse til Moskva for, noget post festum, at underrette Stalin om de ændrede militære dispositioner fra de vestallieredes side.
Om eftermiddagen den 12. august 1942 landede Winston Churchill i al hemmelighed i Moskvas lufthavn. Han var ledsaget af Roosevelts særlige repræsentant, Averell Harriman, der erklærede: »Præsidenten for De Forenede Stater har pålagt mig det hverv at ledsage den britiske premierminister på hans begivenhedsrige rejse til Moskva på dette afgørende tidspunkt af krigen. Præsidenten for De Forenede Stater vil yde sin støtte til alt, hvad mr. Churchill er kommet for at gøre her, og Amerika vil kæmpe sammen med russerne, side om side ved fronten«. USA var gået med til i denne pinlige situation at yde den britiske premierminister sin fulde moralske støtte. Den var også påkrævet!
Efter den officielle modtagelse gik tæppet ned for de fortsatte forhandlinger mellem de tre store allierede, men det var ikke nogen hemmelighed, at atmosfæren efter Churchills lige så overraskende som ubehagelige budskab var yderst spændt. Russerne holdt dog tæt, så længe krigen varede, men i den sidste store russiske film: »Slaget om Stalingrad« har de taget bladet fra munden. Man skildrer, hvordan Churchill overbringer meddelelsen om, at en allieret invasion i Europa var umuligt i 1942: »Storbritannien tør ikke i øjeblikket tage risikoen ved en operation, hvis heldige udfald ikke er helt sikkert«, hører man Churchill sige. Og man gengiver på samme måde Stalins bidende svar: »Det vil med andre ord sige, at de engelske og amerikanske ledere vil svigte det højtidelige løfte, de gav i foråret!«
Det er brudstykker fra en historisk film, der sikkert holder sig til de virkelige hændelser.
Den bekendte amerikanske journalist Henry C. Cassidy fortæller, hvordan den bitre stemning, der prægede hele Churchill-besøget, også slog igennem ved den officielle middag, der den 14. august afsluttede den makabre visit. Stalin rejste sig pludselig for at udbringe en skål for – efterretningstjenesten, og han motiverede denne ved at fortælle en lille anekdote fra Galippoli-felttoget under den Første Verdenskrig: »Slaget var faktisk vundet, men på grund af en brist i efterretningstjenestens arbejde, var briterne ikke klare over det, så de kunne forfølge sejren.«
Ironien var dobbelt bidende. Gallippoli-felttoget var Churchills ømme punkt og største fiasko under den Første Verdenskrig, og parallellen med den foreliggende situation var iøjnefaldende.
Halvanden måned senere gav Stalin officielt udtryk for sin opfattelse, da han i sit svarbrev til Cassidy uden omsvøb skrev: »I sammenligning med den hjælp, Sovjetunionen yder de allierede ved at trække de tyske nazistiske hæres hovedstyrker over mod sig, har de allieredes hjælp til Sovjetunionen endnu kun været lidet effektiv. For at udvide og forbedre denne hjælp kræves der kun én ting: en fuldstændig og snarlig opfyldelse af de allieredes forpligtelser!«
I den store tale, Stalin holdt ved 25. årsdagen for den bolsjevikiske revolution, kort før det store omslag ved østfronten indtraf ved det russiske modstød fra Donsteppen og Stalingrad, dokumenterede han i tørre tal de spildte muligheder for et fremstød i Vesten. Han henviste til, at af de ialt 256 tyske divisioner, Hitler rådede over, var de 179 koncentrerede i Rusland. Her var ligeledes indsat 61 af de øvrige Aksemagters divisioner. Til sammenligning bandt briterne ved fronten i Libyen kun 4 tyske og 11 italienske divisioner. Resten af tyskernes styrker var splittet over hele det øvrige Europa, hvor de anvendtes til garnisonstjeneste hjemme i Tyskland og i de besatte lande, hvorfra de dårligt kunne overflyttes til en ny europæisk front.
Om den anden front erklærede Stalin lige så nøgternt og roligt overvejende: »Jo, der vil komme en anden front. Før eller senere. Men den kommer. Og den kommer ikke blot, fordi vi behøver den, men først og fremmest, fordi vore allierede behøver den, mindst lige så meget som vi.«
Det tog endnu sin tid, men én måned senere var tilintetgørelsen af de tyske hære ved østfrontens sydlige afsnit allerede i fuld gang – ved den Røde Hærs egen kraft og til trods for, at den stadig kæmpede alene.
*
Den næste etape i den anden fronts historie hedder Casablanca. Det er navnet på en havneby i Fransk Marokko, hvor Roosevelt, Churchill og medlemmerne af de vestallieredes stabe mødtes i dagene fra den 14. til den 24. januar 1943 for igen at tage stilling til de militære problemer og den vestallierede strategi, da Afrika-felttogets heldige afslutning var indenfor rækkevidde. Her som i Washington var Rusland igen ikke repræsenteret. Kun den amerikanske ambassadør i Moskva, Averell Harriman, deltog i forhandlingerne for, efter at beslutningerne var truffet, at kunne holde Sovjetregeringen nøjagtigt underrettet om, hvad den burde vide om konferencens resultater. En fælles militær planlæggelse af operationerne mod Tyskland var stadig ikke kommet i stand mellem de allierede efter halvandet års krig.
På mange måder var Casablanca-mødet en kopi af sammenkomsten i Washington et halvt år tidligere. De amerikanske militæreksperter mødte igen med deres oprindelige plan om en invasion ved den franske Kanalkyst, der nu skulle gennemføres i løbet af – 1943. Den plan, der bar kodenavnet – »Roundup«.
Churchill og hans militære sagkyndige stod lige så fast på, at aktionen i Vesteuropa atter burde udskydes. Premierministeren var også denne gang ledsaget af lord Mountbatten, der ved denne lejlighed havde fået den opgave ihærdigt at insistere på, at en væsentlig del af de landgangsbåde, der var samlet til kanalinvasionen, burde overføres til den Østasiatiske krigsskueplads til et kombineret angreb på japanernes Burmafront. Et nyt fremstød blev også gjort fra britisk side for at få inddraget en del af de transportbåde, der var sat ind på Murmansk-ruten og den Persiske Havbugt for at – bringe russerne forsyninger under deres store fremstød i Ukraine. I midtpunktet for forhandlingerne stod dog igen Churchills berømte Balkanprojekt, som han stadig kæmpede for som en løve.
Meget træffende skriver den amerikanske forbindelsesofficer Ralph Ingersoli i sin beretning om den anden fronts historie: »Balkan-ruten var den positive magnet, mod hvilken den britiske strategis kompasnål svingede, hvordan man end søgte at dreje den.«
Elliot Roosevelt, der ledsagede sin far også under denne konference, fortæller, at briternes projekt i første række gik ud på, at man efter, at udrensningen i Nordafrika var afsluttet, skulle tage Sicilien og de Dodekanesiske øer – italienernes base ved den tyrkiske Lillehavskyst – og fortsætter derefter sin beretning: »Churchill havde øjeblikkelig rådet til at gå forbi Italien og sætte stødet direkte ind mod, hvad han kaldte »Europas bløde underliv«. Han var stadig af den mening, at vi skulle indrette vor landgang i Europa sådan, at vi kunne møde den Røde Hær i Centraleuropa, og Storbritanniens interessesfære kunne opretholdes så langt mod øst som muligt.« Det var hovedindholdet af det britiske forslag, der blev fremsat på mødet med generalstabscheferne den 18. januar.
Samme dag endte de britisk-amerikanske generalstabsforhandlinger med et nyt kompromis. Roosevelt gik med til at udsætte virkeliggørelsen af »Roundup-planen« om invasionen ved den franske Kanalkyst – i endnu et år, men han nægtede kategorisk at gå med til at splitte invasionsflåden til fordel for gennemførelsen af lord Mountbattens Burma-aktion. Det lykkedes Churchill at få gennemtrumfet endnu en stump af sin middelhavsplan. Når Afrika var helt renset for Aksetropper, skulle de vestallierede gå i gang med operation »Husky« – det vil sige foretage landgang på Sicilien og derefter i Syditalien. Amerikanerne stillede dog som betingelse for denne indrømmelse, at operationerne ikke skulle videreføres på Balkan – hvad der for Churchill havde været hovedsagen. Det blev tværtimod fastslået, at de allieredes hovedstyrker – når gennemsejlingen gennem Middelhavet var definitivt sikret ved besættelsen af Sicilien, og der var etableret en front i Syditalien – skulle dirigeres mod vest: til Kanalkysten. På dette punkt stod amerikanerne fast til Churchills store fortrydelighed.
For Roosevelt var ved denne lejlighed uden tvivl visse svagheder i gennemførelsen af det amerikanske rustningsprogram og skibsværfternes svigtende evne til at opfylde de stillede forventninger om fremskaffelsen af tonnage en medvirkende årsag til eftergivenhed overfor det britiske standpunkt. Man var én gang gået med til at splitte de forhåndenværende kræfter ved påbegyndelsen af Middelhavsaktionen, og det var ikke så let at nægte at sige »B«, når man havde sagt »A«!
Nogen egentlig russiskfjendtlig indstilling som den, der var så fremherskende hos Churchill, forelå der derimod næppe som motiv hos USA’s præsident. Hans søn, Elliot, fortæller i sin bog følgende om faderens opfattelse:
»Far beklagede sig småfilosoferende over det stædige britiske ønske om hellere at ramme Europa fra syd end fra vest. Han var lidt bange for, hvordan Stalin ville reagere, når han hørte, at kanalinvasionen igen skulle udsættes. Han fremhævede, at det at føre krig var en temmelig usikker sag. For at vinde denne krig måtte man opretholde en usikker enighed med én allieret ved tilsyneladende at svigte en anden. For at vinde denne krig var vi blevet tvunget til et strategisk kompromis, som ganske givet ville fornærme russerne. Bagefter ville vi blive nødt til at gennemtrumfe et kompromis, der sikkert ville fornærme briterne. Krigens tvingende nødvendigheder medfører ofte, at man må vælge en forskellig kurs.«
Roosevelt fæstede heller ikke lid til de dengang almindelige rygter om, at Rusland skulle påtænke en separatfred med Tyskland. Da konferencen den 23. januar havde formuleret kravet om Tysklands betingelsesløse kapitulation, erklærede Roosevelt: »Det passer selvfølgelig russerne udmærket. De kunne ikke ønske sig det bedre. Betingelsesløs overgivelse, onkel Joe (Stalin) kunne selv have fundet på det...«
Men trods denne velvillige indstilling hos den ene af konferencens parter var dog også udfaldet af forhandlingerne i Casablanca blandt de ting, der med rette skabte mistillid til den måde, hvorpå krigen blev ført – og til de motiver, der lå bag de vestallieredes beslutninger ...
Der var den alvorlige svaghed ved de vestallieredes militære strategi i de første krigsår, at man så at sige levede fra hånden til munden uden noget fælles og fast perspektiv. Ja, hvad endnu værre var, der var hele tiden to perspektiver med hensyn til angrebsretningen. Churchill opgav aldrig sit politisk bestemte Balkanprojekt, og Roosevelt, Eisenhower og hans stab stod lige så stædigt fast på, at krigens slutfase måtte være den store koncentrerede invasion på fastlandet over Kanalen. Da man i løbet af sommeren 1943 havde nået de foreløbige mål, der var blevet opstillet på Casablanca-konferencen i januar, mødtes Churchill og Roosevelt påny i Quebeck i august, og denne gang stod præsidenten og de amerikanske generaler urokkeligt fast. Churchill kom ikke et skridt videre med sine Balkanplaner. Englænderne blev tvunget til at gå ind på, at programmet for 1944 skulle være projektet »Overlord« – landgangen på den franske Kanalkyst. Denne gang måtte den britiske premierminister bøje sig, men Roosevelt forklarede senere: »Winston insisterede på, at vi skulle anerkende udkastet »i princippet«, så har de altid en bagdør åben ...«
Da planen om invasion i Vesteuropa således syntes at være sikret, var tiden endelig inde til, at alle de tre »store« kunne mødes for at lægge sidste hånd på værket i Teheran. Før mødet med Stalin fandt der dog i november en sammenkomst sted mellem de to angelsaksiske ledere i Kairo. Det viste sig ved denne lejlighed, hvad Churchill havde ment med at godkende kanalinvasionen »i princippet«. Både han selv og hans generaler mødte pludselig op med krav om, at Quebeck-planen burde revideres. Man burde rette hovedstødet over Balkan, foretage en landgang i mindre stil i Norge og sende en del af den samlede invasionsflåde til lord Mountbatten i Burma for, at han kunne fordrive japanerne – fra Andamanøerne! Det var Churchills sidste store anstrengelse for at overtale Roosevelt, før mødet med Stalin. Denne gang blev englænderne dog mødt med et blankt afslag! Det var Amerikas præsident, der nu traf bestemmelsen!
Churchill gav dog ikke helt op. Endnu på Teheran-konferencen kæmpede han en sej, men håbløs kamp for sin yndlingsidé og mod Kanalinvasionen. Roosevelt fortalte senere: »Når premierministeren argumenterede for en invasion gennem Balkan, var alle fuldkommen klare over, hvad han i virkeligheden mente: at han fremfor alt var ivrig efter at skære op gennem Centraleuropa for at holde den Røde Armé ude af Østrig og Ungarn, ja om muligt af Rumænien. Stalin vidste det, og jeg vidste det...«
Ved samme lejlighed erklærede Roosevelt om forhandlingerne: »Vanskeligheden er, at premierministeren tænker alt for meget på efterkrigstiden og over, hvor England vil stå til den tid. Han er bange for, at russerne vil blive for stærke. Måske vil russerne blive stærke i Europa. Om det er godt eller ondt, afhænger af en masse faktorer. En ting er jeg sikker på: hvis vejen til at frelse amerikanske soldaters liv og at vinde krigen på så kort tid som mulig går gennem operationer i vest, uden at spilde landgangsmateriel, mænd og våben i Balkan-bjergene – og det er vore militære ledere sikre på – så må den vej være den rette. Jeg ser ikke nogen grund til at sætte amerikanske soldaters liv i vove for at beskytte virkelige eller indbildte britiske interesser på det europæiske kontinent. Vi er i krig, og vores job er at vinde den så hurtigt som muligt og uden eventyr.«
I Teheran stod Roosevelt og Stalin derfor sammen om at gennemføre den operationsplan, der førte til Tysklands sammenbrud. Storbritanniens politiske strategi led sit endelige skibbrud. Fristen for kanalinvasionen blev definitivt fastsat til den 1. maj 1944. Ved nogle hasarderede militære manøvrer på den italienske front (aktionen ved Anzio) lykkedes det ganske vist briterne at få landgangen forsinket i halvanden måned, men den 16. juni 1944 var den anden front på det europæiske fastland en kendsgerning. Vejen dertil havde været lang og tornefuld, og hvad værre var: den havde øget spændingen mellem øst og vest. Det var det varige resultat af Churchills strategi!
*
Et såre interessant supplement til beretningen om de militære divergenser mellem de allierede findes i den amerikanske skribent Ralph Ingersolls bog »Top Secret«. Det omhandler krigens allersidste tid. På Jalta-konferencen i februar 1945 var Tysklands sammenbrud i syne. I december havde tyskerne ganske vist mod vest indledet deres sidste organiserede modstød i Ardennerne, men i januar rullede russerne hele den tyske østfront op og stødte frem mod rigets hjerte. De tre store skred derfor til fastsættelsen af en demarkationslinie, der skulle danne grænsen mellem den russiske og vestallierede besættelseszone. Grænsen blev trukket ved Elben og langs Thüringens syd- og vestgrænse.
Da også vestfronten efterhånden kom i skred, kunne Churchill naturligvis ikke affinde sig med den tanke, at rigets hovedstad, Berlin, blev indtaget af den Røde Hær, og i sidste øjeblik forsøgte han, på trods af alle aftaler, et kup, der skulle gøre briterne til Berlins erobrere. Ralph Ingersoli skriver:
»Winston Churchill sejlede ind i ringen. Han afsendte et personligt telegram til præsident Roosevelt. Han genkaldte de dage, da England alene stod overfor tyskerne. Han mindede om den gæld, i hvilken verden stod til England. Han kæmpede Dunkerque og slaget om London om igen. Så skiftede han stemning og beskyldte Bradley for at spille med hundredtusinder af englænderes liv – antagelig fordi feltmarskal Montgomery, der stadig blev holdt tilbage af resterne af de tyske faldskærmstropper, behøvede mere end flankedækning for at nå Berlin. Churchill sagde tilsyneladende alt undtagen sandheden, der var, at den militære situation slet ikke havde noget at gøre med det hele – da Bradley var tusind procent sund – men sagen var, at da Tysklands hurtige militære nederlag var givet, ønskede det britiske imperium britiske tropper i Berlin, før russerne nåede dertil, og undervejs ønskede de britiske tropper i Hamburg og Bremen, som de frygtede for, at russerne også skulle tage og prøve på at holde ved konferencebordet.
Præsident Roosevelt sagde NEJ – og krigen og præsidentens liv endte med meget ondt blod mellem vestmagternes store ledere. Roosevelt tilgav aldrig Churchill hans sidste budskab, og Churchill tilgav aldrig Roosevelt hans afslag.«
Ingersoll fortsætter med at fortælle om, hvordan Churchills illoyalitet straks livede op igen efter Roosevelts død. Mod syd var det, under forfølgelsen af tyskerne, lykkedes den amerikanske general Bradley at trænge et betydeligt stykke ind i den zone, russerne skulle holde besat. Da forfølgelsen af tyskerne var endt, var det imidlertid hans mening omgående at trække sig tilbage bag demarkationslinien.
»På det tidspunkt, Bradley nåede Elben, var Roosevelt død. En aften kort efter Roosevelts død, besøgte Churchill personlig Bradley og anmodede ham, udenom Eisenhower, om ikke at trække sig tilbage fra Elben, fordi han, Churchill, ønskede at handle med russerne om dette område. Bradley svarede, at han mente, at dette kunne fremkalde konflikter, det ville sikkert blive misforstået, følte han, efter at man allerede formelt var enedes om grænserne. Desuden lød det ikke godt. Men denne gang var Bradley bange for at træffe beslutninger i den ene eller anden retning, og han oversendte problemet til den allierede øverstkommanderende.«
Sådan åbnede Churchill trods alle klare aftaler »slaget om Tyskland« – mod russerne, få dage efter, at krigen var endt. Og han havde lettere ved at finde et velvilligt øre hos den loyale Roosevelts efterfølger. Senere var der også andre klare aftaler, der pludselig blev draget i tvivl.
*
Det er iøvrigt typisk, at medens de første angreb mod Churchills tvetydige »anden-front politik« kom fra venstrefløjen, der beskyldte ham for illoyalitet overfor russerne og de fælles allierede krigsanstrengelser, er kritikken på den anden side af Atlanten i den senere tid blevet rejst fra et helt andet hold og udfra andre motiver. Det er særlig den berømte Washington-beslutning fra sommeren 1942, der nu må stå for skud. Blandt den sidstnævnte gruppe kritikere er den ovenfor omtalte Martin Sommers en af de ivrigste penneførere. Han skrev blandt andet i »Saturday Evening Post«:
»Den vending, begivenhederne senere har taget, har bibragt nogle af vore mest indsigtsfulde militære ledere den tro, at invasionen i Nordafrika og hele det frygtelige italienske felttog var unødvendigt, og at den europæiske sejrsdag blev forsinket – for slet ikke at tale om de store menneskelige og økonomiske tab – ene og alene på grund af den fejltagelse, der blev begået ved ikke at angribe over Kanalen allerede i 1943. Disse militære ledere føler sig med nogen grund overbevist om, at da de tyske linier imod Sovjetunionen var uhyre lange og tyndt besat, ville de engelsk-amerikanske hære have kunnet trænge meget hurtigt gennem Frankrig og hele Tyskland, langt ind i Polen, Østrig og Tjekkoslovakiet. Dette ville have givet England og Amerika, og ikke Sovjetunionen, kontrollen over hele den del af Europa, der betyder noget.«
Sommers understreger denne påstand med en henvisning til, at der i sommeren 1943 kun var koncentreret så svage styrker som 29 tyske divisioner i Frankrig, Belgien og Holland, medens den tyske overkommando, da invasionen året efter kom, efter nederlaget i Rusland, havde koncentreret hele 58 divisioner mod vest. Han slutter sine udredninger om den anden fronts historie med følgende:
»Hvad enten denne historiske afgørelse i det Hvide Hus den pågældende juni nat var rigtig eller ikke, så står det idag fast, at vi ikke overfor Sovjetunionen indtager den fordelagtige stilling, som vi ville have haft, hvis de engelsk-amerikanske hære var strømmet ind over hele Tyskland og videre ind i Tjekkoslovakiet, Østrig og Polen og havde stået opmarcheret dér, da fjendtlighederne i Europa blev indstillet.«
Det er underligt nok den churchillske filosofi, udrustet med andre militære metoder, der sætter sit præg på denne kritik fra amerikansk side. Tanken om at kontrollere Europa, stænge Sovjetunionen og enhver form for socialisme ude fra »Europas velsignede – kapitalistiske – enge« og klemme Rusland inde med panserskjolde for at berøve det enhver indflydelse på Europas fremtid, er sikkert i inderlig overensstemmelse med de dybeste følelser i Winston Churchills gamle og forhærdede tory-hjerte. Men det er lige så sikkert en bitter pille for ham at sluge, når hans amerikanske åndsfrænder nu vil give netop ham ansvaret for, at »den røde flod« alligevel skyllede ind over det østlige Europa og sprængte de gamle former for folkenes liv. Så ironisk kan skæbnen undertiden drive sit spil – med både menneskene og udviklingen.
Churchills strategiske eksperimenter var imidlertid, som styrkeforholdene lå, den mindst farlige side af uoverensstemmelserne om den anden front, selv om de uden tvivl væsentlig bidrog til krigens unødvendige forlængelse. På grund af Sovjetregeringens og Roosevelts enige modstand forblev det ulyksalige Balkanprojekt på papiret, så at det ikke blev årsag til større kalamiteter end en øget indbyrdes spænding mellem de allierede. Men medaljen havde også en politisk side: de churchillske projekter var ledsaget af et helt net af politiske manøvrer, der ikke kunne undgå at sætte varige spor i den senere europæiske udvikling – særlig i det sydøstlige Europa.
Et iøjnefaldende træk ved den tilstand, der rådede i Donau-dalen og på Balkanhalvøen i førkrigsperioden, var dette udstrakte rums politiske og økonomiske tilbageståenhed. Størstedelen af dette område blev først på et forholdsvis sent tidspunkt løsrevet fra det gamle tyrkiske feudalrige med den middelalderlige stagnation. Og da disse lande endelig blev befriet for det tyrkiske åg, fandt deres »frigørelse« i høj grad sted under formynderskab af de mere »fremskredne« europæiske stormagter, der mer eller mindre alle benyttede lejligheden til at hyppe deres egne økonomiske og politiske kartofler uden smålig hensyntagen til folkenes interesser og behov.
Med løsrivelsen fra det Tyrkiske Rige begyndte der derfor i Donau- og Balkanrummet et oprivende kapløb mellem de store imperialistiske magtgrupper i Europa om at sikre sig politisk kontrol og adgang til økonomisk udnyttelse af de lokale rigdomskilder i disse lande. Denne permanente magtkamp medførte, at der blev påtvunget de sydøsteuropæiske lande en næsten halvkolonial afhængighed af de til enhver tid dominerende stormagtsgrupper. Betegnende for stillingen i Balkanlandene i førkrigsperioden var det, at 48,7 pct. af den samlede kapital, der var investeret i Bulgarien, var af udenlandsk oprindelse, medens den fremmede kapital i Jugoslavien nåede op på 51 pct. og i metal- og mineindustrien endog på 98 pct. I Grækenland var den udenlandske kapitals indflydelse endnu mere udpræget.
Udsugningen af den lokale arbejderbefolkning antog rent ud eventyrlige former. I det store Trepca-minekompagni i Jugoslavien havde britiske kapitalister i årenes løb anbragt en kapital på ikke mindre end to millioner pund sterling. Arbejdsforholdene var så middelalderlige, at »genstridige« arbejdere jævnlig blev underkastet pryglestraf. Udbyttet for de britiske kapitalister var så meget mere tillokkende. I treårs-perioden 1939-1941 indtjente det engelske selskab ialt 2.732 tusind pund sterling eller mere end hele den kapital, man selv havde anbragt i minerne. Andre steder – som i Makedonien – sikrede de fremmede kapitalister sig blot retten til malmlejerne, men lod dem ligge uudnyttede hen, så at monopolselskaberne slap for konkurrence.
Det kan under sådanne forhold ikke undre, at Sydøsteuropas naturrigdomme blev et stridens æble mellem de internationale truster og stormagtsgrupperne. Den evigt standende strid om Rumæniens olierigdomme, Jugoslaviens malm, koncessionerne på de vigtigste trafikveje og handelsruter (Bagdad- og Orientbanen), herredømmet over de græske havne og det østlige Middelhav har mere end en gang i imperialismens tidsalder sat blodige spor i Europas historie.
De sydøsteuropæiske staters tiltagende afhængighed af den udenlandske kapital havde ligeledes højest uheldige følger for det politiske regime og den økonomiske og sociale udvikling i de forskellige stater. For at bevare deres privillegier allierede stormagterne sig konsekvent med de forholdsvis fåtallige socialt priviligerede lag og de i national henseende mest korrumperede herskende kliker og understøttede med alle midler deres herredømme på bekostning af den brede befolkning. Men når der over en længere periode skal føres en politik i modstrid med folkeflertallets interesser på grund af et stadigt tryk udefra, er det intet under, at resultatet bliver et korrupt diktatur over folkene. Det er derfor også vanskeligt at tale om egentlig frie og uafhængige nationalstater under disse himmelstrøg i førkrigstiden.
Præsident Roosevelts tidligere viceudenrigsminister Sumner Welles, der næppe kan beskyldes for at være bolsjevik, giver i sin bog »Afgørende år« følgende træffende karakteristik af tilstandene: »Balkanlandene har længe været skueplads for stormagternes rivalisering. Ikke alene har modstridende politiske indflydelse ustandselig været på spil, men financielle og kommercielle interesser har dér fundet en frugtbar jordbund for deres virksomhed. Udenlandske kapitalister har muliggjort en hurtig udvikling af Jugoslaviens og Rumæniens mineral- og olierigdomme men har samtidig begunstiget korruptionen. Disse udenlandske financielle interesser, der arbejder med en grænseløs kynisme, har i ikke ringe grad bidraget til situationens usikkerhed...«
*
For de britiske imperiepolitikere var et af de store krigsmål at fortrænge deres tyske – og franske – konkurrenter fra hele det rige område i Donau-dalen og på Balkan. Dette mål gik som en rød tråd gennem Churchill-regeringens projekter om angrebet ad linien Beograd-Warszawa. En sejrrig fremmarch ad denne vej ville have sikret det britiske imperium mægtige økonomiske ekspansionsmuligheder på et tidspunkt, hvor dets gamle kolonier begyndte at falde fra.
De midler, man tilsigtede at anvende, var hverken indlemmelse eller officiel anneksion – det er allerede en forældet metode i moderne imperialistisk politik – men indsættelsen af regeringer, der økonomisk og politisk kom til at stå i et varigt afhængighedsforhold af regeringen i London. De politiske våben, der skulle bruges hertil, var de under krigen i London og Kairo parkerede eksilregeringer: de herskende kliker fra før Hitler-invasionen på Balkan.
Det var et af paradokserne ved den sidste krig, at den nok formelt blev ført som et opgør mellem diktatur og demokrati, men det var kun det løsen, Europas folk kæmpede under. Bag kulisserne var de politiske skillelinier knap trukket så skarpt op. Hitlerismen betød ikke alene kampen for det autoritære fascistiske diktatur, den førte en sideløbende kamp for Tysklands »Weltherrschaft« og dominerende rolle som europæisk herrefolk. Og netop dét gjorde den tyske nazisme uacceptabel for mange europæiske kredse, der ellers godt kunne have tænkt sig at gå med til det såkaldte »nationale diktatur«. Som følge af Hitlers erobringskrige havnede mange af disse blakkede elementer under krigen på vestmagternes side.
De forskellige »eksilregeringer«s udspring og sammensætning er et tydeligt fingerpeg i så henseende. Af samtlige eksilregeringer fra Balkan og Donaurummet kunne kun dr. Benes’ tjekkoslovakiske komité karakteriseres med ordet demokratisk. Resten var en såre broget samling.
Den polske London-regering var en arvtager i lige linie af Pilsudski-diktaturet af 1926 – for tilfældet udadtil drapperet ved nogen tilgang fra den anden fløj af polske diktaturtilhængere, de såkaldte »nationaldemokrater«, hvis ledere repræsenterede en blanding af katolsk kulturreaktion og feudale godsejertraditioner. Yderligere medløb havde denne klike fået af de mest udprægede storbonde-elementer fra den gamle legale polske bondebevægelses højrefløj, hvis stilling til diktaturet havde været forsonlig eller »blakket« (Mikolaiczyk). Og til dem havde ligeledes sluttet sig nogle af de gamle ledere fra det polske socialdemokrati (PPS), der havde udsprængt sig, da partisekretæren Nedzialkowski, fulgt af det store flertal af partiets medlemmer, orienterede sig til venstre mod et samarbejde med kommunisterne og bondebevægelsens aktive radikale fløj. Når man skal bedømme striden mellem »London-regeringen« og den såkaldte Lubliner-komité, overser man i reglen den kendsgerning, der bedst belyser hele sagen, nemlig, at et af hovedstridspørgsmålene betegnende nok var, hvorvidt nyvalgene i Polen efter krigen skulle udskrives på grundlag af Polens gamle, i sine grundtræk nogenlunde demokratiske forfatning af 1921 – eller i overensstemmelse med den fascistiske oberst-»forfatning« af 1935, som det polske demokrati altid havde afvist.
For den jugoslaviske regering i London gjaldt det, at den i sin kerne repræsenterede den samme militærklike (»den hvide hånd«), der i kong Alexanders periode, 6. januar 1929, proklamerede det fascistiske diktatur i Jugoslavien, og det gamle »radikale« partis spidser, der var kendt for gennem en menneskealder i bund og grund at have korrumperet det serbiske og senere jugoslaviske folkestyre i en sådan grad, at deres regime havde været et sandt terroristisk diktatur, vendt ikke alene mod arbejderbevægelsen og venstrepartierne (bondepartiet iberegnet), men også mod alle ikke-serbiske nationaliteter i kongeriget.
For den græske eksil-regerings vedkommende lå forholdet endnu mere enkelt. Den var ganske simpelt en efterkommer i lige linie af general Metaxas’ berygtede diktatur af 1936, hvis ledende mænd stammede fra det gamle royalistiske »folkeparti«, der under den Første Verdenskrig optrådte som åbenlyse agenter for kejser Wilhelm II.s ekspansionspolitik på Balkan og senere, da de politiske konjunkturer slog om, udviklede sig til lige så loyale drabanter for de britiske imperiepolitikeres diplomatiske kabaler i det nære Østen.
Den britiske premierminister i krigsårene stod måske moralsk overfor en af sine vanskeligste opgaver, når han påtog sig det utaknemmelige hverv at fremstille sine protegeer i Donau- og Balkanrummet som de eneste ægte repræsentanter for folkestyret og det sande »demokrati«. Ved en senere lejlighed kom han da også til at fortale sig, nemlig da han i en »stor« tale i underhuset den 16. august 1945 erklærede: »I disse krigshærgede lande behøver man i nogle måneder et autoritært styre. Alternativet er anarki, og det vil være urimeligt at kræve eller vente, at en liberal regering eller et demokrati efter engelsk-amerikansk mønster oprettes aldeles omgående.«
Det kan sommetider være lidt besværligt, selv for en statsmand af Winston Churchills format, at holde rede på sine krigsmål. Det menneskelige sind har så mange krogveje og faldgruber. Men der er næppe tvivl om, at Winston var fuldtud oprigtig, da han denne augustdag overfor underhuset skitserede sit syn på styreformerne på Balkan med understregning af, at Englands interesser godt foreløbig kunne nøjes med lidt mindre end det helt ægte demokrati på denne del af jordkloden. Hans efterfølger, labour-politikeren Ernst Bevin, så sig dog, som følge af tidernes ugunst, stillet overfor den ulige vanskeligere opgave – udfra britiske imperieinteresser – at videreføre den churchillske politik på Balkan med den nødvendige tilføjelse, at han og præsident Truman vil sikre verden – Balkan iberegnet – et sandt og ægte demokrati, der burde være et naturligt forbillede for arbejderbevægelsen, og det røde østen i særdeleshed!
*
Formen, hvorunder den britiske regering under krigen påtænkte at realisere sit politiske overherredømme i det sydøstlige Europa, var oprettelsen af en eller to forbundsstater, der under britisk kontrol, og med solide borgerlige statsledelser, skulle kunne tjene som bolværk mod den russiske socialismes videre fremtrængen mod vest. Den nordlige forbundsstat skulle efter de britiske imperiepolitikeres planer som kerne have Polen og Tjekkoslovakiet, der efter krigen eventuelt skulle supplere sig med Østrig, Ungarn og Rumænien. En foreløbig traktat om sammenslutning af de to førstnævnte stater var allerede blevet undertegnet i London den 11. november 1940. Men da den polske eksilregering i sommeren 1943 begyndte sin store kampagne mod Sovjetunionen og end ikke veg tilbage for direkte tilslutning til den tyske propagandasvindel i forbindelse med »Røde Kors«-afsløringen af Katyn-gravene – som tyskerne selv havde fyldt med myrdede polske patrioters lig [a] – slog dr. Benes’ regering (der efter lærdommene i 1938 aldrig var russiskfjendtlig), brat om og afbrød de videre forhandlinger med Churchills reaktionære polske protegeer.
Den sydlige forbundsstat skulle have Grækenland og Jugoslavien som de førende elementer, og unionen skulle senere udvides til også at omfatte Albanien og Bulgarien, der på dette tidspunkt – ligesom Rumænien og Ungarn – deltog i krigen på Aksemagternes side. Den græske og den jugoslaviske eksilregering bekræftede disse planer gennem en formel traktat, der blev undertegnet i London den 15. januar 1942. Forudsætningen for dette storstilede projekt var naturligvis, at det blev England, der fik den afgørende indflydelse også i denne del af Europa, så man kunne lade eksilregeringerne vende hjem i triumf for at fuldende værket. Den sikreste vej til dette mål var efter Churchills opfattelse gennemførelsen af den store britisk-amerikanske offensiv Beograd-Warszawa, og det er typisk, at den engelske overkommando under hele krigen holdt general Anders’ fascistiske polske troppe-enheder tilbage i det nære Østen, for at de, når tiden kom, kunne holde deres indtog i den polske hovedstad sammen med englænderne som eksilregeringens væbnede styrker.
*
Disse planer var imidlertid kun de rent teoretiske hovedlinier for den britiske krigspolitik i de Sydøsteuropæiske stater. Den engelske premierminister gjorde sig dog her skyldig i en alvorlig fejlregning. Det blev hverken de tvivlsomme eksilregeringer eller de reaktionære borgerlige organisationer, de repræsenterede, der kom til at stå i spidsen for deres folks befrielseskamp mod tyskerne. I Grækenland var man ude for det kedelige uheld, at størsteparten af de ledere af det royalistiske diktaturparti, der var blevet i landet efter englændernes og regeringens flugt i foråret 1941, påny ændrede signaler og udsonede sig med tyskerne. Deres repræsentanter general Tjolakoglu og højremanden Rhallis påtog sig endogså hvervet som ledere af de græske quislinge-regeringer, medens en anden af førerne for den monarkistiske blok, general Gonatas, tog kommandoen over de fascistiske græske »sikkerhedsstyrker«, det vil sige de lokale Hipokorps, som tyskerne oprettede. Dette hindrede dog under den senere britiske besættelse ikke denne prominente herre i at avancere til Grækenlands vicepremierminister.
Til gengæld tog de græske venstrepartier, med kommunisterne i spidsen, energisk kampen op mod besættelsesmagten. Der dannedes den 29. september 1941 af kommunister, socialister, bondepartiet, det republikanske parti, den demokratiske union og de liberales venstrefløj en fælles national kamporganisation »E.A.M.«, Der udnævnte den såkaldte »Bjerg-regering« under ledelse af socialisten professor Svolos. Overalt søgte E.A.M. at organisere folket til væbnet modstand, og den skabte sin egen græske befrielseshær: »E.L.A.S.«, der med enestående dygtighed og dumdristighed førte en omfattende guerillakrig mod tyskere og italienere, og som allerede havde gjort sig til herre i størstedelen af Grækenland, da tyskerne begyndte rømningen af landet.
Hverken englænderne eller den kongelige græske eksilregering i Kairo så med milde øjne på denne udvikling. Til trods for, at modstandsbevægelsen bestod af et politisk forbund mellem 6 af de mest indflydelsesrige græske partier, der blot havde den »fejl«, at de havde været modstandere af Metaxas-diktaturet, betegnedes »E.A.M.« i eksilregeringens og den britiske propaganda som en særlig ondartet »kommunistisk« sammensværgelse, hvis egentlige formål naturligvis kun kunne være at udlevere Grækenland – til russerne!
I stedet for med alle til rådighed stående midler at understøtte den græske frihedsbevægelse, der havde formået at samle folkets brede masser til modstand mod besættelseshærene, gik Kairo-regeringens og briternes hovedanstrengelser ud på at få oprettet en konkurrerende militærorganisation i Grækenland, der kunne gøre »E.A.M.« det politiske førerskab stridig efter, at »partifællerne« i det royalistiske parti der hjemme havde svigtet så totalt. Det lykkedes trods store anstrengelser kun i yderst ringe målestok. Kun i det nordlige Epirus, ved den albanske grænse, nåede englænderne at få stillet nogle royalistiske bander på benene. Deres øverstkommanderende, der i eksilregeringens fravær skulle repræsentere det »sande græske demokrati«, var lederen af den fascistiske »X«-gruppe, en oberst Napoleon Zervas. Det var en lidt blakket repræsentant for »demokratiet af den vestlige retning«, man her fik allieret sig med. Et fremtrædende medlem af den hemmelige italienske efterretningstjeneste, der under krigen havde virket i Grækenland, har senere i et italiensk blad oplyst, at samme oberst Zervas først i længere tid virkede som fastlønnet italiensk agent under besættelsen. Senere var der imidlertid indtruffet uoverensstemmelser med obersten – om betalingen. Der er intet blevet oplyst om, hvordan man fra britisk side klarede det financielle mellemværende ved overtagelsen, men det må vel være gået i orden. For oberst Zervas begyndte snart efter at udøve en livlig aktivitet ved den græsk-albanske grænse, denne gang for eksilregeringens og den britiske Orient-armés regning.
Den ukrainske udenrigsminister Dimitri Manuilski karakteriserede i sin tale i de Forenede Nationers Sikkerhedsråd den 11. september 1946 oberst Zervas’ virksomhed under den græske frihedskrig på følgende måde: »Det var oberst Zervas, der gav sine afdelinger ordre til at indstille modstanden mod besættelsestropperne, og som den 10. oktober 1943 sammen med tyskerne gik til angreb på »E.L.A.S.«-tropperne og som fra dette tidspunkt åbenlyst samarbejdede med tyskerne.«
Med samme nidkærhed bekæmpede oberst Zervas iøvrigt senere de albanske partisaner, der under Enver Hodshas ledelse havde taget kampen op mod den tyske besættelse. Herom oplyste Manuilski: »I distriktet Paramitkas-Fanariona nedhuggede oberst Zervas’ bander i juni 1944 500 albanesere, og i august måned endnu 700. De voldtog 300 kvinder, afbrændte husene, røvede inventaret og drev albanesernes kvæg bort...«
Til sidst måtte »E.L.A.S.«s stab, der ellers havde tilstrækkeligt at gøre med at bekæmpe tyskerne, indlede regulære operationer mod Zervas-banderne i Epirus. Efter nogle ugers kamp tvang de Zervas-banderne til at forlægge deres virksomhed til øen Korfu, hvor de senere nød beskyttelse af de britiske skibskanoner. Den britiske udenrigsminister Bevins ihærdige indblanding i Grækenlands indre forhold efter krigen tillod den samme oberst Zervas at avancere til »sikkerhedsminister« i den kongelige græske regering!
De monarkistiske gruppers virksomhed under besættelsen bestod altså i alt væsentlig i at organisere en græsk borgerkrig i miniaturestil i forbund med tyskerne. Deres mål var med alle midler at tilrive sig magten påny efter befrielsen. Det var virkningerne af den første britiske indblanding i græske forhold – i skyggen af Churchills planer om landgang på Balkan. Hvor de engelske imperiepolitikere havde valget mellem at støtte den brede folkelige kamp, der blev organiseret mod besættelsesmagten af de venstreorienterede partier og organisationer, eller at bygge deres indflydelse op på mindre kliker af reaktionære officerer, royalister og tidligere diktaturtilhængere, foretrak Churchill og hans mænd overalt denne sidste mærkværdige kategori af medkæmpere.
Den græske tragedie begyndte ikke i de berygtede decemberdage 1944, da de britiske tropper – efter at landet i forvejen var blevet befriet af »E.L.A.S.«-styrkerne – greb ind med våbenmagt for at bekæmpe de samme græske frihedskæmpere, der i alle besættelsesårene havde stået i spidsen for folkets væbnede modstand mod tyskerne. Disse blodige begivenheder var kun den åbne væbnede intervention i Grækenland, der var blevet forberedt længe i forvejen af den britiske Orient-armés overkommando.
Forberedelserne til med alle midler at hindre, at E.A.M. og de venstreorienterede græske partier fik regeringsmagten i Grækenland blev truffet i den periode, hvor briterne endnu drømte om at realisere Churchills plan om et koncentreret fremstød for at sikre sig kontrollen over alle Balkan- og Donau-staterne. »E.A.M.«s centralledelse udsendte i oktober 1945 en yderst interessant »hvidbog« om forhistorien for den græske borgerkrig. Som de fleste af de virkelig oplysende politiske publikationer, der har set dagens lys i efterkrigstiden, nåede denne bog aldrig frem til den brede europæiske offentlighed. De monopoliserede telegrambureauers og de førende bladtrusters årvågne redaktioner sørgede for, at fortielsens slør sænkede sig som et uigennemtrængeligt forhæng mellem den europæiske menigmand og de græske frihedskæmperes tungt vejende redegørelse.
Disse særprægede former for angelsaksisk »oplysningsvirksomhed« formår dog næppe at ændre de historiske kendsgerninger. Den omtalte hvidbog gengav blandt andet flere typiske indberetninger fra agenter for den hemmelige britiske efterretningstjeneste, der under krigen virkede i Grækenland. Ved et tilfælde var disse papirer faldet i »E.L.A.S.«-partisanernes hænder under kampene med oberst Zervas’ fascistiske bander. Nogle uddrag af indberetningerne vil give et klart billede af briternes metoder i forholdet til den græske modstandbevægelse. Allerede den 12. august 1943 rapporterede den britiske forbindelsesofficer brigadegeneral Eddy:
»Jeg tror, at det ville være nyttigt for alle vore agenter at opretholde kontakt med repræsentanter for quislinge-regeringen i Athen, det vil sige stå i forbindelse med nogle højere officerer i denne regerings hær og politi. Disse må overtales til, at det både er deres ret og deres pligt at angive E.A.M.- og E.L.A.S.-lederne til de tyske myndigheder og at være behjælpelige med at få disse ledere arresterede...«
Også problemet om en væbnet britisk indgriben i Grækenland for at sikre, at højrepartierne igen kom til magten, dukkede på et meget tidligt tidspunkt op i de britiske agenters planer. De var fuldtud klare over, at venstrepartierne uden en sådan indblanding var forudbestemt til at få den politiske magt i landet efter befrielsen. D. 24. april 1944 henstillede den britiske oberst Goodhouse således i en hemmelig rapport til Kairo:
»Vi vil blive nødt til før eller senere at sende en brigade for at ødelægge »åres« (dæknavnet for E.L.A.S.-troppernes militære leder) eller vi må, i tilfælde af væbnet modstand, tage E.L.A.S.s generalstab til fange...« Ovenstående turde være tilstrækkeligt til at belyse situationen. Skal man overhovedet tale om britisk støtte til den brede og folkelige modstandsbevægelse i Grækenland er det nærliggende at karakterisere den med Lenins berømte billede: »som strikken støtter den hængte«.
Grækenland skulle nok en gang befries for det tyske voldsherredømme – men på visse betingelser. Det kommende politiske regime skulle ikke »vilkårligt« overlades til det kæmpende græske folk. En »ordnende hånd« skulle have ledelsen for at ikke Englands egne interesser skulle blive forsømt. Denne øverste ordensmagt skulle være britisk, og de redskaber, man ville betjene sig af, var de græske reaktionære – diktaturtilhængerne af i går –, der enten befandt sig som flygtninge eller desertører i udlandet, eller som hjemme havde svigtet så totalt, medens E.A.M.-partisanerne måned efter måned førte deres forbitrede kamp mod tyskere og italienere for under de største ofre at skabe deres hærgede fædreland en fri og selvstændig fremtid.
Det var disse britiske bestræbelser, der allerede, mens krigen endnu rasede ved fronterne, gjorde den græske tragedie ved krigens slutning uundgåelig. Først fik briterne gennemtrumfet en beslutning, som gjorde Grækenland til deres besættelseszone i Sydøsteuropa til trods for, at det dog ikke var noget fjendeland. Bagefter fik man påtvunget det ulykkelige land en koalitionsregering ved tryk udefra, hvor venstrepartierne ganske vist blev repræsenteret med 6 ministre, men hvor alle de politiske nøglestillinger blev lagt i hænderne på de gamle reaktionære intriganter fra »eksilregeringen«. Da tyskerne derefter på grund af den Røde Hærs fremrykning på Balkan blev tvunget til helt at rømme Grækenland, fulgte den 22. september 1944 den nysudnævnte ministerpræsident Papandreous skriftlige opfordring til briterne om at besætte landet – en beslutning, der var i åben strid med landets forfatning, og som oven i købet blev gennemført uden overhovedet at være forelagt for de 6 af regeringens medlemmer. Derefter fulgte i oktober landsætningen af 40.000 mand britiske tropper. De befriede i alle tilfælde ikke landet, for ved deres ankomst var tyskerne allerede borte og hele Grækenland befandt sig i E.L.A.S.-troppernes hænder.
Det var heller ikke på grund af kampen mod tyskerne, englænderne denne gang foretog landgang i Grækenland. Det var ædlere vildt end nazihærene, der nu skulle jages. Så snart de engelske landgangstropper havde nået at befæste deres stilling, bekendte de kulør. I november 1944 stillede den britiske øverstkommanderende, general Scobie pludselig krav om, at »E.L.A.S.«-tropperne øjeblikkelig skulle aflevere deres våben eller afvæbnes. E.A.M.s ministre stillede sig på det forståelige standpunkt, at hvis den græske folkehær, der havde ført kampen mod tyskerne, nu skulle aflevere sine i denne kamp erobrede våben, måtte det samme i alle tilfælde gælde både oberst Zervas’ fascistiske korps og den såkaldte »frivillige græske bjergbrigade«, som englænderne havde importeret fra Ægypten, og hvis kadre var Metaxas-diktaturets gamle royalistiske officerskorps. De demokratiske ministres krav blev mødt med et blankt afslag. General Scobie havde udtrykkeligt givet ordre til, at den fascistiske bjergbrigade skulle beholde sine våben. Dermed havde briterne åbenlyst taget stilling mod – frihedskampens græske demokrati.
E.A.M.s svar på denne provokation var, at den øjeblikkelig kaldte sine 6 ministre tilbage fra regeringen. De folk, der havde ført kampen mod den tyske besættelsesmagt, kunne ikke et par måneder senere lade sig kommandere som rekrutter af den øverstkommanderende for en ny besættelseshær. Resultatet blev i de første dage af december en folkerejsning af så mægtige dimensioner, at den af London indsatte »regering« i løbet af få timer så sit territorium indskrænket til at omfatte nogle få gader i Athen. Havde det græske folk selv fået lov til at ordne sine indre forhold, var der ingen borgerkrig blevet, for modstandsbevægelsens folk havde overalt overtaget, både politisk og militært.
Men det blev den britiske besættelseshær, der fik afgørelsen. D. 6. december greb britiske tankenheder og indiske infanteriafdelinger ind i kampene og begyndte en veritabel krig mod den græske folkehær, der var opstået i kampen mod tyskerne. Britiske flyvere lod bomberne regne ned over den befriede hovedstad, og i 33 dage gennemførtes der veritable militære operationer mod »E.L.A.S.«-tropperne. Da kampen endelig var forbi, kunne Winston Churchill notere den éne »triumf« i sin Balkanpolitik, at det var lykkedes ham at bringe det gamle regimes folk tilbage til magten i Grækenland. Det kæmpende græske demokrati var blevet slået ned med utrolig brutalitet af en af sine egne »allierede«. 2.000 E.L.A.S.-soldater og over 4.000 civilpersoner havde mistet livet i kampen med – britiske tropper, der kæmpede side om side med enheder af quislinge-regeringens berygtede »sikkerhedstropper« – Grækenlands Hipo-korps under besættelsen.
Om Churchills personlige ansvar for den græske »borgerkrig«s udbrud kan der ikke råde nogen tvivl. I det amerikanske tidsskrift »Life« for den 12. maj 1947 omtalte Churchill selv den græske krise på følgende måde: »Sent en aften på denne tid dikterede jeg et telegram til vor general Scobie, der var kommet til Athen med 3.000 mand for at hjælpe med at fordrive tyskerne (?), om at han ikke længere måtte betragte sig selv som neutral i striden mellem de græske partier, men at han tværtimod skulle understøtte premierminister Papandreou og ikke tøve med at skyde. Denne befaling blev afsendt omkring kl. 02 om morgenen den 6. december.«
Der er ingen tvivl om, at den britiske regering ved denne lejlighed endnu handlede fuldstændig egenmægtigt. Selv De Forenede Staters daværende præsident Franklin Roosevelt var for meget demokrat og for meget politiker til at kunne goutere denne form for brutal næveret. Hans søn oplyser i sin tidligere nævnte bog: »Som han så det« om faderens reaktion på efterretningerne om blodbadet i Athen:
»Grækenland, sagde han. Britiske tropper kæmper der mod de guerilla-styrker, som har bekæmpet tyskerne i fire år.« Han gjorde intet forsøg på at skjule sin harme: »Hvordan tør briterne vove sådan noget. Er der dog ingen grænser for, hvor langt de vil hænge ved deres fortid. Jeg skulle ikke blive overrasket, hvis Winston dermed vil gøre det klart, at han støtter de græske royalister. Det vil ligne ham. Men at tænke sig: dræbe græske guerillakrigere. Og benytte engelske soldater til et sådant job.«
Det var ingen kommunist, der gav denne karakteristik af det eneste resultatrige afsnit af Winston Churchills Balkanpolitik. Det var De Forenede Staters daværende borgerlige, demokratiske præsident. Og det var Tito og den Røde Armé, der drog omsorg for, at det samme ikke gentog sig i de øvrige Balkanlande, i Donaurummet eller i Polen.
Siden den tid har vinden vendt sig i Washington. Roosevelts politik er svigtet og forrådt, og nye mænd i det Hvide Hus er vandret i Churchills spor og gennemfører i dag selv de samme overgreb i det samme Grækenland, medens den europæiske presse uden skrupler applauderer disse nye metoder til sikring af det vestlige – læs høj kapitalistiske – »demokrati«.
*
Udviklingen i Grækenland var imidlertid ikke noget isoleret fænomen. Alle erfaringer fra den indrepolitiske front i Jugoslavien under krigen peger i nøjagtig samme retning. Det er blot beklageligt, at der endnu over to år efter krigens slutning både i dagspressen og i den officielle vesteuropæiske litteratur er kommet så uendelig få objektive oplysninger frem om, hvad der virkelig hændte på Balkan i krigsårene. De betydningsfulde materialer, der findes om disse interessante forhold, er for størstedelen aldrig nået ud til den brede offentligheds kendskab. De er ganske simpelthen blevet bevidst tiet ihjel som følge af den ensidige »vestlige slagside«, der så udpræget sætter sine spor i alt hvad der smager af verdenspolitisk oplysningsarbejde.
I sommeren 1941 udbrød der, som bekendt, i det tidligere jugoslaviske kongerige en bred folkelig opstand mod den tyske besættelseshær. Når man dengang lyttede til den britiske radio, fik man at vide, at denne folkerejsning var organiseret af den tidligere serbiske brigadegeneral Drasje Michailowitj, og der gik næppe en dag uden, at Michailowitj, hans »tjetniker« og deres påståede heltegerninger berømmedes i Londons radio. Michailowitj forfremmedes kort efter til krigsminister i den kongelige jugoslaviske eksilregering og til øverstkommanderende for dennes væbnede styrker i hjemlandet.
Der var imidlertid en afgørende hemmelighed ved hele denne propaganda. Det var slet ikke Michailowitj, der havde organiseret eller stod i spidsen for rejsningen. Dens virkelige leder var den hidtil ret ukendte kroatiske maskinarbejder Josip Broz, kaldet »Tito«, en af lederne af det illegale kommunistiske parti i Jugoslavien. I de første måneder efter, at tyskerne havde besat landet, var det lykkedes Tito at organisere en bred politisk folkefront mod tyskerne. Den omfattede alle aktivistiske nationale elementer uden hensyn til partifarve, blot med det ene mål snarest at få tyskerne drevet ud af landet. En af de ledende personer i den nye folkelige organisation var den kendte borgerlige politiker dr. Ivan Ribar, der efter den første krig havde været præsident for Skupschtinaen (det forenede jugoslaviske parlament). Frihedsbevægelsen havde iøvrig fået stærk tilslutning ikke blot fra arbejderbevægelsen, men også fra demokraterne, det serbiske bondeparti og andre demokratiske partier i landet. Kun det yderste højre holdt sig fjendtligt tilbage overfor dette energiske forsøg på at samle folket til aktiv modstand mod tyskerne. Det var Titos organisation, der i sommeren 1941 gav signalet til den væbnede opstand mod tyskerne, og i de efterfølgende måneder blev grundlaget lagt til den senere så berømte »folkelige jugoslaviske befrielseshær«, der tog magten i store dele af landet i forbitret kamp mod de tyske besættelseshære.
Når Michailowitj dengang fik æren for opstanden, skyldtes det én bestemt ting. Han var i sin tid blevet udpeget til leder af eksilregeringens hemmelige militærorganisation i Jugoslavien, og den britiske hærledelse havde derfor udvalgt ham som det mest egnede værktøj til gennemførelsen af sin politik på Balkan. Resten sørgede propagandaen for uden smålige hensyn til de begivenheder, der i virkeligheden udspilledes.
Da opstanden brød ud, forklarede Michailowitj selv senere i retten, befandt han sig i det bosniske bjergplateau Rawna Gore, hvor han var ved at skabe rammerne for sin konservative militærorganisation »den jugoslaviske hjemmehær«. Hans styrker gik ikke i aktion sammen med partisangrupperne. Michailowitj undskyldte sin passivitet i denne periode med, at »han savnede stridskræfter« til at tage kampen op mod tyskerne. I virkeligheden havde hans organisation hele tiden, udfra de fra London givne direktiver, haft det perspektiv først at slå løs samtidig med, at britiske tropper påny gjorde landgang på Balkan. Michailowitj nøjedes imidlertid ikke med at forholde sig passiv. Han udsendte i august måned en befaling til sine »tjetniker«, hvori han forbød dem at deltage i noget som helst angreb eller overfald på tyske soldater. Denne tvetydige stilling førte snart Michailowitj ud i et ligefrem fjendtligt forhold til de oprørske jugoslaviske arbejdere og bønder.
Sagen var, at det i besættelsens første tid var lykkedes tyskerne at vinde en del af de gamle reaktionære partiers ledere for et samarbejde med dem. Det gjaldt ikke alene Kroatien, hvor lederen af den separatistiske »Ustaschi«organisation Ante Pawelitch stillede sig til rådighed for besættelsesmagten under løsnet om en »selvstændig« kroatisk stat, men også i det egentlige Serbien, hvor en af lederne for det gamle radikale partis tyskvenlige fløj, den tidligere krigsminister general Neditch, den 29. august 1941 dannede en serbisk quislinge-regering i Beograd med det formål sammen med tyskerne at slå det »kommunistiske« oprør ned. Betegnende nok stillede Michailowitj sig i denne situation nærmest sympatisk overfor Neditch og hans forræderiske politik mod det jugoslaviske folk.
Allerede samme dag, Neditch havde dannet sin regering, indledede denne quisling hemmelige forhandlinger med oberst Alexander Mitschitch, der i samme anledning var blevet sendt til Beograd som Michailowitj’s særlige befuldmægtigede. Resultatet af forhandlingerne, der varede til den 5. september, blev en formel overenskomst om gensidigt samarbejde mellem generalerne Neditch og Michailowitj, og betegnende nok blev den samme overenskomst omgående forelagt og godkendt af den tyske general Dankl. Michailowitj tilstod senere i retten, at han allerede på dette tidspunkt havde været i kontakt med quislinge-regeringen i Beograd, og en kopi af den afsluttede overenskomst faldt i hænderne på Titos stab, da en af Michailowitj’s kurerer blev taget til fange.
Imidlertid antog folkeopstanden i Jugoslavien stadig større dimensioner, og en række vigtige byer og centre faldt i oprørenes hænder. For ikke helt at blive stillet i baggrunden af disse begivenheder begav Michailowitj’ og hans »tjetniker« sig i eftersommeren 1941 til opstandsområdet. Tito, der var ivrig efter at samle alle nationale elementer til aktiv modstand mod tyskerne, forsøgte gentagne gange at få etableret et samarbejde med Michailowitj og hans organisation, som han vidste repræsenterede eksilregeringen i London. Da det under forhandlingerne havde vist sig umuligt at opnå noget fælles politisk grundlag for en sammenslutning af de to organisationer, foreslog Tito i et brev af den 21. oktober Michailowitj, at man i det mindste skulle indlede et vist operativt og militært samarbejde i fælles kamp mod tyskerne. Den 26. oktober undertegnede Michailowitj da også en overenskomst om militært samarbejde med »den folkelige jugoslaviske befrielseshær«. Tito gik med til at forsyne »tjetnikerne« med en del af de våben, partisanerne havde erobret fra tyskerne, medens disse til gengæld skulle træde aktivt ind i kampen.
Overenskomsten med Tito var dog sandsynligvis fra den reaktionære Michailowitjs side kun tænkt som en metode til gennem overrumpling at få det gjort helt af med den af fascisterne inderligt forhadte »kommunistiske« oprørshær. Næppe havde Michailowitj fået sine styrker ført til fronten, før han organiserede en række angreb – ikke som aftalt mod tyskerne, men mod Titos partisaner. Flere af »befrielseshæren«s styrker blev overfaldet af tjetnikerne efter, at Michailowitj den 1. november uden varsel havde givet sine kommandører befaling til at trække alle afdelinger tilbage fra fronten mod tyskerne og gå til angreb mod folkehæren. Dette skete på samme tid, som tyskernes første store modoffensiv mod befrielseshæren satte ind. Der begyndte en række blodige kampe mellem Michailowitj’s tjetniker og partisanerne. Da Michailowitj hurtigt trak det korteste strå i dette opgør, besluttede han at søge assistance hos – tyskerne. Den 14. november førtes der mellem Michailowitj’s stab og stabschefen for den tyske hær i Serbien, Gestapokaptajnen Matel og en række andre tyske officerer i landsbyen Diwzy ved Valjewo forhandlinger om samarbejde mod befrielseshæren. Som bevis på sin »pålidelighed« udleverede Michailowitj samme nat 360 fangne partisaner til tyskerne. De blev skånselsløst henrettede. Det mest bemærkelsesværdige ved hele dette forræderi var dog, at Michailowitj gennem sin hemmelige radiosender underrettede eksilregeringen i London om, at han var indgået på et midlertidig samarbejde med tyskerne for at tilintetgøre – »kommunisterne«. Det var det første udslag af britisk »infiltration« på Balkan. Frygten for kommunisterne og den russiske indflydelse var så panisk i London, at man i eksilregeringen foretrak et samarbejde med den tyske fjende fremfor samarbejde med de revolutionære jugoslaviske arbejdere og bønder!
*
Hvis nu ikke affæren Michailowitj havde været et led i en større sammenhæng, havde det hele kun været historien om en almindelig landsforræder og kollaboratør, der svigtede sit folk og stillede sig til rådighed for dets fjender, der med magt havde besat landet. Men så enkelt var det ikke. Det er typisk, at hele denne konflikt ruller op netop i skyggen af de britiske Balkanprojekter. Og mindst lige så karakteristisk er det, at Michailowitj i hele perioden optræder ikke som en selvrådig éner, men, som det uophørligt blev understreget i den britiske radio, som den eneste befuldmægtigede for den kongelige jugoslaviske eksilregering i hjemlandet. Han stod i regelmæssig radioforbindelse med London-regeringen. Netop i den periode, hvor han gennemførte sit samarbejde med besættelsesmagten, befandt der sig til stadighed officielle repræsentanter for den britiske overkommando ved hans stab, og de var selvfølgelig orienterede om hans samarbejde med fjenden – men dog understøttede englænderne ham!
Briternes planer om oprettelse af den anden front på Balkan blev aldrig ført ud i livet, men alligevel kæmpede de her på to fronter: mod den tyske besættelse og indflydelse og mod den venstreorienterede folkebevægelse. Og alliancen med de reaktionære eksilregeringer bevirkede, at den sidste kamp blev ført mest intensivt og med den største energi.
*
Den direkte forbindelse mellem det britiske hovedkvarter i Kairo og general Michailowitj’s stab blev netop etableret i de sidste måneder af 1941, hvor Michailowitj var gået til angreb mod »befrielseshæren«. En skønne dag landsatte en engelsk undervandsbåd på den Dalmatiske kyst nogle betydningsfulde passagerer, der kom fra Kairo. De nåede, som planlagt, igennem til Michailowitj’s hovedkvarter i Rawna Gore. Det var den nyligudnævnte repræsentant ved Michailowitj’s stab major Hudson og to repræsentanter for den jugoslaviske eksilregering, officererne Ostoitj og Lalatowitj. De medbragte ifølge Michailowitj’s udsagn almindelige direktiver for hans virksomhed ud fra løsnet: »Før kamp for Jugoslavien, men ikke for Sovjetmagten!« Michailowitj forklarede videre, at emigrantregeringen ikke forbød ham at angribe partisanerne og ikke gav ham ordre til at gå til angreb mod tyskerne.
Medens major Hudson opholdt sig ved Michailowitj’s stab, gennemførtes den ejendommelige proces, hvorved Michailowitj »legaliserede« sine tjetniker: i forskellige dele af Jugoslavien trådte den kongelige eksilregerings tropper formelt i besættelsesmagtens tjeneste eller samarbejdede i det mindste med denne ved bekæmpelsen af partisanerne. Formerne for legaliseringen var forskellige. I Serbien lod Michailowitj således sine tjetniker stille sig under quislingen, general Neditchs kommando som særlige enheder. Andre steder påtog de sig rollen som jernbaneværn for tyskerne. Og i den italienske besættelseszone blev der i marts 1942 afsluttet formel overenskomst mellem »hjemmehæren«s gruppeledere, oberst Stanicitj, kaptajn Dsjuritj og general Trifunowitj, og den italienske stabschef, general Roatta om fælles kamp mod partisanerne. Michailowitj-organisationen blev ikke blot fuldt legaliseret og fik betroet garnisonstjenesten i en række vigtige byer og områder, den fik yderligere af de italienske militærmyndigheder udleveret våben og ammunition fra de italienske depoter for mange millioner lire. Prisen for »legaliseringen« var overalt den samme: aktiv deltagelse i de militære operationer for at slå det jugoslaviske folks kamp mod besættelsesmagten ned. På denne måde deltog tjetnikerne i 1942 både i Aksemagternes anden og tredje offensiv mod Titos befrielseshær.
Både eksilregeringen og den britiske stab var bekendt med tjetnikernes samarbejde med Aksemagterne. De samarbejdede selv med de tjetnik-kommandanter, der var gået i fjendens tjeneste. I 1942 fandt der således et møde sted i landsbyen Kresche mellem Michailowitj, major Hudson, oberst Stanicitj og kaptajn Dsjuritj. Major Hudson havde selv udtalt ønsket om at træffe de to sidstnævnte tjetnikledere, »der kæmpede så heldigt mod kommunisterne.« Bag hele denne æreløse og forræderiske taktik lå vel fra begyndelsen af en forestilling om, at Michailowitj’s »hjemmehær« i det afgørende øjeblik, når briterne gjorde landgang, skulle tilslutte sig dem og gå i kamp med Aksemagterne. Men disse reaktionære styrkers virksomhed var dog under hele besættelsen i første række rettet imod de virkelige forkæmpere for Jugoslaviens frihed, som man for at skjule formålet udnævnte til »kommunister«.
De direktiver, Michailowitj modtog fra overkommandoen for den britiske hær i det nære Østen, var en stærkt medvirkende årsag til at give hans »aktioner« denne ensidige retning. Gennem sin forbindelsesmand, major Lukachevitj, satte Michailowitj sig i 1942 i direkte forbindelse med den britiske stab i Kairo. Efter at Lukachevitj havde haft en samtale med den engelske general Masterson og indberettet dennes direktiver, skrev Michailowitj til en af sine »vojevoder« (gruppeledere): »Min kære kommandant. En meget fremragende og meget betydningsfuld engelsk personlighed har meddelt os, at vi så hurtigt som muligt må likvidere kommunisterne. Når blot de kommunistiske styrker bliver likviderede, vil der indtræde en helt anden situation.«
Klare direktiver i samme retning modtog Michailowitj, da den britiske oberst Baily i december 1942 ankom til hans hovedkvarter for at afløse Hudson. Det var netop i den periode, hvor Churchill var fyr og flamme for Balkan-invasionen og i Washington havde fået gennemtruffet det første afsnit af sit middelhavstogt: landgangen i Afrika. I England regnede alle med, at den endelige landgangsplads i Europa skulle være Balkan. Om Bailys instruktioner forklarede Michailowitj:
»Baily sagde, at det er nødvendigt at gøre det af med kommunisterne og tilvejebringe et renset bagland til brug for en allieret landgang på den Dalmatiske kyst. Jeg fik dengang at vide hos Baily, at landgangen ville blive gennemført dér. Baily godkendte min angrebsplan mod partisanerne, som jeg gjorde ham bekendt med.«
Fra britisk side har man senere søgt at drage disse udsagn i tvivl, men det er i alle tilfælde en ubestridelig kendsgerning, at Michailowitj den 2. januar 1943 – under Bailys ophold ved hans stab – gav sine tjetnik-kommandanter ordre til at gå til generalangreb mod Titos partisaner. Det indtraf bemærkelsesværdigt nok samtidig med, at tyskerne og italienerne den 15. januar 1943 indledte deres fjerde store offensiv mod Titos folkehær, og hvad var så bekvemmere end, at Michailowitj og hans legaliserede tjetniker tilsluttede sig Hitlers og Mussolinis fælles angrebsplan, der tilsigtede det samme mål: tilintetgørelsen af de kæmpende jugoslaviske oprørere? Sådan mødes stormagtsinteresser undertiden under en krig, selv når fronterne synes at skille dem med et uoverstigeligt svælg.
Den italienske general Roatta, der var leder af de italienske besættelsesstyrker i Jugoslavien, udtalte – efter Badoglio-revolten – den 7. november 1943 overfor Reuters korrespondent Cecil Sprigge om sit samarbejde med Michailowitj: »Jeg har personlig skaffet våben til 30.000 tjetniker for at sætte dem i stand til at optage kampen mod deres modstandere...« Lige så tydeligt dokumenteres Michailowitj’s samarbejde med fascisterne i brevvekslingen mellem Hitler og Mussolini. Den sidste fortalte i et brev af 9. marts 1943, at hans hær var gået med til at understøtte Michailowitj, fordi dennes afdelinger »med stor kraft bekæmper partisanerne«. Den nævnte brevveksling blev også herhjemme offentliggjort i en række blade, men netop det nævnte interessante afsnit af Mussolinis brev blev typisk nok af en tavs censurs usynlige hånd hemmeligholdt for de danske læsere.
Om eksilregeringens stilling til hans mærkværdige »taktik« forklarede Michailowitj i retten: »Eksilregeringen gav mig ordre til ikke, indtil Tysklands kapitulation eller de allieredes landgang, at foretage større operationer mod tyskerne, men at samle stridskræfter. Om mine kommandanters samarbejde med besættelseshæren måtte eksilregeringen være underrettet gennem den britiske efterretningstjeneste.«
Resultatet af den stort anlagte 4. offensiv blev dog lige så negativt som alle tidligere forsøg i samme retning. Titos partisanhær viste sig opgaven voksen og tilbageslog atter angrebene både fra Aksemagternes hære og fra eksilregeringens lige så kongelige som forræderiske tjetniker. Men man kan roligt sige, at de gode resultater, der blev opnået, hverken skyldtes eksilregeringens indsats eller den »broderlige« hjælp fra den store britiske forbundsfælle med de mange ejendommelige former for krigsførelse på Balkan.
*
Det er i øvrigt betegnende, at disse former for britisk »politisk infiltration« fra Grækenland og Jugoslavien hurtigt bredte sig til andre dele af Balkanhalvøen og Donaurummet. Metoden var overalt den samme. Medens man stillede sig afvisende overfor de folkelige bevægelser mod fascismen, etablerede man til gengæld kontakt med og indledte de mest mystiske forbindelser med de herskende kliker og socialt privilegerede lag, i de Balkanlande, der var tilsluttet Aksen.
Med Bulgarien, Ungarn og Rumænien, hvor de gamle halvfeudale diktaturer havde hilst Hitler og Mussolini som velkomne forbundsfæller i kampen mod omvæltende sociale bevægelser, befandt Storbritannien sig formelt i krig uden, at der dog nogensinde blev indledet egentlige krigshandlinger. Bag kulisserne arbejdede britiske agenter imidlertid energisk for at genvinde de lokale diktatur-politikeres tillid for at bevæge dem til i det afgørende øjeblik at lade Tyskland i stikken, når vognen begyndte at hælde. Og den bedste måde for det britiske imperium at komme på talefod med disse herrer var naturligvis at optræde i rollen som garant mod russisk fremtrængen og mod hjemlige revolteforsøg. Herunder blev den konsekvente »anti-kommunistiske« politik den løftestang, som englænderne anvendte for at tilkæmpe sig rollen som Tysklands arvtager i Sydøsteuropa.
Fra Jugoslavien knyttedes forbindelserne til både Ungarn og Italien, og når det drejede sig om affærer, England ikke så godt selv kunne lægge navn til, var eksilregeringerne i regel såre brugbare redskaber. Gennem Michailowitj spandt den britiske hemmelige tjeneste således hurtigt trådene til Ungarns reaktionære diktator, admiral Horty. En af lederne for den ungarske armés efterretningsvæsen, generalmajor Istvan Ujzazy, faldt ved krigens slutning i russernes hænder, og han udarbejdede i fangenskabet et memorandum, hvori han har gjort rede for forbindelserne mellem den ungarske regering og Michailowitj-bevægelsen i krigsårene.
Ujzazy, der var en gammel bekendt af Michailowitj fra årene før krigen, da Michailowitj fungerede som militærattaché i udlandet, begynder med at berette om, hvordan der en skønne dag i efteråret 1942 ankom en tidligere ungarsk admiralsenke af kroatisk familie til admiral Horty med et personligt brev fra tjetnikernes leder. Om brevets indhold oplyser han:
»Michailowitj udtalte ønsket om, at den kongelige jugoslaviske regering og Hortys ungarske regering skulle etablere et venskabeligt samarbejde og et godt naboforhold for, at de i fællesskab kunne kæmpe mod de fælles fjender: Titos partisaner og Sovjetunionen. Han tilføjede, at han fordømte Ungarns krænkelser af venskabstraktaten med Jugoslavien.«
Efter modtagelsen af dette brev etableredes ad omveje en vis kontakt mellem Michailowitj og ungarerne. Da man imidlertid ønskede direkte forbindelse med Michailowitj’s foresatte, eksilregeringen i London, sendtes i maj 1943 den tidligere jugoslaviske oberst Trumbitj, der havde opholdt sig i Ungarn, til den tyrkiske by Stambul for dér at forhandle med eksilregeringens konsul, Peritj, der ekspederede den ungarske regerings henvendelse videre til eksilregeringen i London.
I juli måned 1943, det vil sige efter Michailowitj’s store nederlag i kampene med Titos tropper, modtog Horty et nyt brev fra tjetniklederen: »I sit eget og i den jugoslaviske regerings navn anmodede Michailowitj om hjælp til at bekæmpe Tito. Han skrev, at han havde stærk brug for våben og ammunition, som han håbede at få fra Ungarn. Michailovitj underrettede os ligeledes om, at man anså Titos bevægelse, der var under udvikling i Jugoslavien, for meget farlig både i politisk og militær henseende, da denne bevægelse havde fået støtte fra store dele af befolkningen. Michailowitj foreslog et intimt samarbejde mellem den jugoslaviske og ungarske spionage- og kontraspionageafdeling, rettet mod Sovjetunionen og Tito. Brevet tilføjede, at den jugoslaviske London-regering var rede til at afstå den nordlige halvdel af Backa-området og trække den nye grænse ved Dravafloden.«
Man må her erindre, at både England og Jugoslavien på dette tidspunkt befandt sig i krigstilstand med Hortys’ Ungarn, der ikke blot var Tysklands forbundsfælle, men som også i foråret 1941 havde brudt den eksisterende venskabstraktat med sin sydlige nabo og havde annekteret et stort stykke jugoslavisk område nord for Donau. Trods dette henvendte den jugoslaviske eksilregerings krigsminister sig altså i et officielt budskab til regeringen i Budapest med tilbud om at afslutte separatfred med Ungarn – én af Aksemagterne – på grundlag af landafståelser, under forudsætning af, at Ungarn ville gå ind på at udruste den jugoslaviske »hjemmehær« med våben og ammunition for, at den kunne bekæmpe det jugoslaviske folk, der under Titos ledelse havde rejst sig for at fordrive tyskere, ungarere og italienere fra sit fædreland. Det må indrømmes at de »statsretslige forhold« ved Donau begyndte at blive lidt indviklede under Englands kamp for vestligt folkestyre!
Eventyreren Michailowitj førte ikke disse forhandlinger for egen regning. Også eksilregeringen i London lod snart høre fra sig på samme linie. Herom oplyser Ujzazy:
»I september 1943 vendte Trumbitj tilbage til Budapest og underrettede den ungarske regering om, at Peritj havde videresendt mine informationer til Ninkitj, udenrigsministeren i den jugoslaviske regering i London. Ninkitj svarede, at den kongelige jugoslaviske regering var indforstået med de ungarske forslag og regnede med ankomsten af en særlig ungarsk repræsentation til Stambul i den hensigt der at føre forhandlinger med repræsentanter for den jugoslaviske regering i London angående de praktiske problemer i forbindelse med fælles politiske og militære aktioner.
Spørgsmålet om grænsen mellem Ungarn og Jugoslavien skulle stå åbent indtil den forestående fredskonference. Efter denne skulle det besluttes at udveksle den ungarske og jugoslaviske befolkning indenfor de fremtidige grænser. Forhandlingerne skulle hovedsagelig dreje sig om fælles operationer mellem Michailowitj’s tropper og den ungarske armé mod Tito. Sådan var indholdet af det officielle svar fra kong Peter den II’s jugoslaviske London-regering.«
Forhandlingerne blev dog ikke ført i Stambul. I stedet gav den ungarske udenrigsminister Ghyczy den ungarske diplomat baron Bakock-Bessenyey fuldmagt til at fortsætte dem med eksilregeringens gesandt i Schweiz. At de førte til et positivt resultat kan næppe betvivles, eftersom der den 5. januar 1944 indfandt sig en officiel repræsentant for den jugoslaviske hjemmehær, Pero Ilitj, i Ungarns hovedstad og den ungarske regering i februar begyndte at sende omfattende forsyninger af våben og ammunition over Donau til de jugoslaviske tjetniker.
Sådan var endnu en runde blevet spillet i det store diplomatiske spil om Donau- og Balkanrummets fremtid. En ny interessant konstellation var under opsejling, så snart de russiske tropper begyndte at marchere imod vest efter Stalingrad-slaget. De gamle fronter bestod fortsat udadtil. Men inde bag facaden tegnede sig en ny front, der allerede gik på tværs af de gamle blokke og alliancer. Det var et tidens tegn, at Englands allierede, den kongelige jugoslaviske eksilregering, og dens hjemmehær begyndte at føre krig mod sit eget lands befolkning i skøn forening med tyske, italienske og ungarske tropper. Disse dobbelte fronter og dette indviklede politiske væv, der blev spundet fra hovedstad til hovedstad, havde overalt sin oprindelse i det uofficielle løsen, hvormed Churchill og det britiske imperium ønskede at åbne deres anden front: løsnet »kommunismen er hovedfjenden« – for Hitlers tid er snart forbi. Men hvad kommer der bagefter?
*
Helt op i Polen sporede man i krigsårene den churchillske dobbelt-front-politik. Også her havde den ensidige forventning om Belgrad-Warszawa strategien de mest skæbnesvangre følger for den indre udvikling. Efter den polske »statschef«, general Sikorskis overenskomst med Sovjetregeringen af den 30. juli 1941 oprettedes der i de følgende måneder i Sovjetunionen en polsk armé under ledelse af officerer fra Pilsudskis gamle fascistiske hær. Hvad havde været rimeligere end at sætte disse polske tropper ind i kampen mod tyskerne i afsnittet Moskva-Smolensk, hvorfra de kunne kæmpe sig hjem med direkte kurs mod Warszawa?
Men de reaktionære diktaturtilhængere i det polske officerskorps, der hovedsagelig var rekrutteret fra den gamle feudalt prægede polske godsejerstand, ville under ingen omstændigheder kæmpe side om side med den røde armé. De frygtede panisk de virkninger, våbenbroderskabet med rødarmisterne kunne få på den menige polske bondesoldat. Derfor lød parolen fra eksilregeringen, at de polske tropper skulle bort fra Sovjetunionen – og bort fra kampfronten. De skulle stilles under britisk kommando. Den 4. december 1941 blev der derfor afsluttet en ny polsk-russisk overenskomst om, at den polske hær, der stod under general Wladyslau Anders’ kommando snarest over Iran skulle overføres til den britiske hær i den nære orient. Og i marts 1942 begyndte overflytningen. Det var en lang og omstændelig omvej til hjemlandet, men perspektivet i denne sælsomme manøvre var: Triumfmarchen sammen med briterne ad vejen Beograd-Warszawa.
I selve Polen delte denne parole modstandsbevægelsen i to skarpt afgrænsede lejre. Under mit ophold i »Stutthof« i de sidste krigsår befandt jeg mig i en udpræget »polak-lejr«. Der var en ting, der overraskede os, da vi begyndte at komme i kontakt med de »politiske« polske fanger: den indre strid om stillingen til – partisanbevægelsen mod tyskerne. De reaktionære elementer og tilhængerne af det gamle regime stillede sig skarpt afvisende, ligefrem fordømmende, overfor de landsmænd, der aktivt havde taget den ulige kamp op mod tyskerne i de polske skove. Til at begynde med forstod vi slet ikke dette fænomen. Men efterhånden dæmrede det for os: det var kun venstrepartierne, der på dette tidspunkt fulgte parolen om friskarekrig bag den tyske front, medens tilhængerne af det gamle regime bekæmpede denne linie som »russerkurs«!
Der var allerede udkrystalliseret to skarpt adskilte fløje i det polske folk. Arbejderpartiernes kampgrupper, de såkaldte »bondebataljoner«, og den radikale intelligens stod bag den skånselsløse friskarekrig, der i første linie var rettet mod de tyske troppetransporter gennem Polen og som med alle midler søgte at ramme de lange sårbare tyske forbindelseslinier til østfronten og den tyske krigsproduktion. Denne bevægelse, der senere udviklede sig til den berømte »polske folkehær«, rekrutterede sine tilhængere blandt befolkningens ubemidlede lag, der led mest under besættelsen.
Overklassen og det gamle regimes tilhængere samlede sig derimod om resterne af det fascistisk inficerede officerskorps fra Pilsudski-hæren. De skabte en stram militær organisation: »hjemmehæren«, der modtog sine direktiver fra London-regeringen og som fulgte en ganske anden taktik. Parolen var her som i Jugoslavien at organisere sig og vente med at tage kampen op mod tyskerne – indtil englænderne og general Anders’ polske hær over Balkan nærmede sig landets grænser sydfra. Først da skulle »hjemmehæren« træde i aktion for igen at overdrage magten til eksilregeringen og sikre en tilbagevenden til det gamle regime med den autoritære forfatning af 1935 og den gamle feudale jordfordeling.
Udfra disse reaktionære planer frygtede »hjemmehæren«s mer eller mindre fascistisk indstillede ledere panisk enhver bred »ukontrolleret« folkebevægelse af landets arbejdere og bønder. Og indadtil holdt denne »hjemmehær« sig langtfra passiv. I skyggen af krematorieskorstenene i Auschwitz og Maidanek fortsattes den uhæmmede anti-semitiske agitation, der altid havde præget det polske højre, og som kun kunne være vand på tyskernes mølle på et tidspunkt, hvor Warszawa og andre byers ghettoer i jødernes dødskamp forvandledes til kæmpende fæstninger.
Russerhadet førte ud i lignende forbrydelser. Medens nazismens forfald allerede gjorde det til et hyppigt fænomen, at flygtede russiske krigsfanger og tvangsarbejdere i Polens skove begyndte at danne desperate partisanafdelinger, der ville kæmpe sig hjem, udleverede hjemmehærens ledere med koldt blod flygtede russere til Gestapo. Og samme kyniske terrorisme udviste »hjemmehæren« overfor »folkehæren«s partisaner og de af venstrepartiernes aktivistiske ledere, som de kunne opspore. »De dræbte flere af vore illegale soldater, end alle tyskerne gjorde«, erklærede præsident Bierut senere om »hjemmehæren«.
Den senere leder af den polske »folkehær«, general Rola-Zymierski, der først havde stillet sig til eksilregeringens disposition, fortalte senere den amerikanske forfatterinde og journalist Anna Louise Strong: »Jeg sendte bud til London om, at deres taktik med hjemmehæren var forfejlet. Deres ventepolitik var demoraliserende for hjemmehæren, idet den tillod den at blive gennemtrængt af tyske agenter. I stedet for at bekæmpe tyskerne begyndte den at bekæmpe de polske partisaner. Jeg rapporterede dette til London gang på gang, men uden held.«
Resultatet af »hjemmehæren«s provokatoriske optræden og London-regeringens ensidige støtte til de reaktionære elementer fra det gamle fascistiske regime blev, at der i Warszawa nytårsaften 1943 fandt en konference sted af de fire store demokratiske partier og alle de øvrige modstandsorganisationer, og her udpegedes den såkaldte »Krajowa Rada Narodowa«, der senere blev til Polens første regeringskomité. Det var denne brede folkelige samling, opstået under aktiv kamp mod besættelsesmagten, som eksilregeringen senere demagogisk præsenterede som »en kommunistisk komité, den røde hær havde bragt med fra Moskva«. I virkeligheden omfattede komitéen repræsentanter for arbejderpartiet, socialisterne, bondepartiet og demokraterne. På samme konference blev iøvrigt grundlaget lagt for den polske folkehær, der kom til at stå under kommando af partisanbevægelsens store organisator, general Rola-Zymierski.
Sit dramatiske højdepunkt nåede den indre spænding mellem demokratiets og det gamle fascistiske regimes kræfter i Polen under general Bor-Komarowskis opstand i Warszawa den 1. august 1944. Der har adskillige gange været talt om den »mystik«, der omgav Warszawa-opstanden. I virkeligheden var sagen enkelt og letforståelig. Opstanden, der endte så tragisk med den polske hovedstads fuldstændige udslettelse var en sidste udløber af den mislykkede britiske plan om at gennemføre invasionen på Balkan og op gennem Mellemeuropa, langs Sovjetunionens vestgrænse.
Hele opbygningen af den polske »hjemmehær« havde fundet sted ud fra det ene perspektiv at gå i aktion, når englænderne og general Anders’ tropper nærmede sig sydfra. Det blev så pludselig klart, at denne plan aldrig kunne realiseres, fordi invasionen i stedet kom på vestfronten. Men dermed var hele »hjemmehæren«s idé kommet til at svæve i luften. I forsommeren kom i stedet den store russiske offensiv, der begyndte i egnen ved Witebsk og Smolensk, og som resulterede i et gennembrud, der i lyntempo bragte den røde armé flere hundrede kilometer mod vest.
Direktivet for offensiven lød på at trænge frem til Weichsel, sikre sig de nødvendige brohoveder på flodens vestlige bred, derefter udbygge forbindelseslinierne bagud og samle de nødvendige styrker til de næste fremstød. Så snart Weichsel-linien var nået, skulle vigtige dele af angrebsstyrkerne dirigeres mod sydvest for, at næste stød mod Aksen kunne sættes ind i Donaurummet gennem Rumænien og Karpaterne. Man vidste nemlig, at Tysklands vasalstater i dette område stod på sammenbruddets rand, og derfor skulle der smedes, medens jernet var varmt. Vestmagternes fejl ved Italiens kapitulation skulle ikke gentages.
Polakkerne i London var vel vidende om denne taktik, men besluttede egenrådigt at spille hasard for at sætte den Røde Armé og den polske folkehær ud af spillet ved et kup. De mente, at netop det, at den Røde Armés offensiv nærmede sig sit foreløbige mål ved Weichsel, gav dem chancen for en »selvstændig« aktion. Warzawa skulle tages i besiddelse af »hjemmehæren«, før den Røde Hær rykkede ind, så eksilregeringen kunne vende hjem til Polens hovedstad »uden fremmed hjælp« – bortset fra englændernes naturligvis!
General Bors stab havde hverken underrettet russerne om opstanden for at koordinere sin aktion med den Røde Hærs fremrykning eller truffet nogen aftale om en fællesoptræden med folkehæren og de venstreorienterede partiers kamporganisationer. Det skulle være et isoleret »hjemmehærskup« i fuld overensstemmelse med den gamle polske »Szlachtas« tragiske traditioner. At folkehærens styrker alligevel loyalt tilsluttede sig opstanden er en sag for sig. General Bors hele indstilling kom tydeligt frem i den dagsbefaling, han udsendte til sine kommandanter aftenen før opstanden. Han skældte her russerne ud for »fremmede landrøvere« og forbød sine officerer at indlede noget som helst samarbejde med den Røde Armé. Angrebets hovedmål blev derfor heller ikke at bemægtige sig Weichsel-broerne og byens østlige dele, hvorfra man kunne etablere kontakt med russerne, men tyngdepunktet blev lagt i den gamle by og mod vest. I denne retning dirigerede Bor også sine styrker, da det tyske modangreb satte ind. Og det til trods for, at mulighederne for ved et gennembrud at forene sig med general Berlings 1. polske armé, der kæmpede på Weichsels østlige bred, var betydelige.
Dermed var opstandens udfald på forhånd afgjort. Efter to måneders forbitrede kampe, der fuldstændig tilintetgjorde Polens hovedstad og ganske unyttigt kostede en kvart million af dens indbyggere livet, kapitulerede general Bor og »hjemmehæren«, medens lederen af folkehærens Warszawa-grupper, major Szaniawski med en mindre kampgruppe slog sig igennem til den Røde Hærs linier. Betingelserne for kapitulationen var æreløse. Jeg læste selv i Stutthof det famøse dokument, hvor general Bor sikrede sig personlig og hjemmehærens styrker behandling som krigsfanger for den pris, at han forpligtede sig til at stille to kompagnier af sine folk til rådighed for tyskerne – for at nedkæmpe de polske styrker, der kæmpede videre for at forene sig med russerne.
Warszawa-opstanden var et mørkt kapitel. Den krævede så frygtelige og unødvendige tab af menneskeliv og værdier. Den ofrede tusinder af tapre mænds liv, ikke for et folks frihed, men for en privilegeret kastes overlevede privilegier. Det var derfor general Bor og hans »hjemmehær« aldrig kunne blive et samlingsmærke for det polske folk, men måtte komme til at stå som et splittelsens tegn. Og denne opstand viste måske klarere end noget andet, at det virkelige indhold af den »anden front«, Churchill og hans mænd var fortalere for med så megen energi, politisk i sit inderste væsen kun tilsigtede ét: at lade det gamle Europa genopstå uændret uden hensyn til, at det dog netop var af den jordbund, fascismens, racehadets og undertrykkelsens giftblomster var vokset så frodigt!
*
Briternes »politiske strategi« på Balkan blev iøvrigt efterhånden så indviklet, at den i krigens sidste år påførte dem et betydeligt prestigemæssigt og militært tilbageslag. I et par år havde den engelske overkommando i det nære Østen overøst Michailowitj og hans tjetniker med penge, våben, ammunition og instruktører, men da der endelig opstod en situation, hvor tjetnikerne havde oplagt mulighed for i Englands interesse at gøre en indsats mod tyskerne, svigtede Michailowitj totalt sine britiske bagmænd.
Efter tjetnikernes store nederlag under den 4. kombinerede offensiv mod Tito og hans partisanhær forlod Michailowitj den 1. juni 1943 med sin stab og sine hovedstyrker Montenegro og kystområderne, hvor han hidtil havde foregivet at forberede den britiske landgang. I stedet trak han sig tilbage til det indre Serbien i kernen af den tyske besættelseszone. På samme tidspunkt forlod den britiske major Baily Michailowitj’s stab med løfte om snart at vende tilbage med hjælp til tjetnik-høvdingen. Posten som instruktør hos tjetnikerne blev dog i Kairo betragtet som så betydningsfuld, at man som afløser for Baily snart efter sendte en general til hans hovedkvarter. Mere alvorligt tog man ikke hans samarbejde med tyskerne og hans utrættelige krig mod partisanerne.
Den nye britiske befuldmægtigede, general Armstrong, der opholdt sig hos Michailowitj uafbrudt indtil foråret 1944, skulle dog snart blive vidne til begivenheder, der grelt skuffede de britiske forventninger. Gennem hemmelige forhandlinger var det endelig i løbet af 1943 lykkedes briterne at nå til en overenskomst med den moderate fløj af det fascistiske parti og det italienske kongehus om, at der skulle gennemføres et kup mod Mussolini med det formål, at Italien skulle bryde sin alliance med Tyskland og slutte separatfred på betingelse af, at der i landet blev opretholdt et moderat fascistisk diktatur under Badoglios ledelse. Var kuppet lykkedes, var ikke blot Italien, men også hele den vestlige del af Balkanhalvøen kommet i de allieredes hænder.
I størstedelen af det vestlige Jugoslavien tilsluttede de italienske besættelsesstyrker sig Badoglio-kuppet, og englænderne regnede bestemt med, at Michailowitj nu ville gå i aktion og sammen med italienerne angribe tyskerne. Det gik imidlertid ikke som ventet. I stedet for at tage kampen op mod tyskerne gav Michailowitj sine kommandanter i den italienske zone ordre til at stille sig under tysk eller »kroatisk« kommando! Det blev således kun Titos partisanhær, der sammen med nogle italienske styrker (som Tito havde tvunget til at stille sig under hans kommando) organiserede modstanden, da den tyske hær begyndte fremrykningen for at tage magten i den italienske Balkan-zone.
Om årsagen til, at Michailowitj mere og mere åbenlyst svigtede sine britiske velyndere forklarede han i retten, at han i slutningen af 1943 havde erfaret, at englænderne i Kairo havde organiseret en jugoslavisk officersskole, og at det var deres mening at oprette en militærregering i Jugoslavien efter befrielsen. Herover følte tjetnik-høvdingen sig krænket, og han erklærede videre: »Dette ville være ensbetydende med, at vi partisaner blev skubbet til side, og det var en behandling, som man ellers kun gav en stat, der var blevet besejret, men ikke en stat, der havde kæmpet sig selv fri«.
Briternes forberedelser til at indsætte en militær marionetregering, der kunne varetage deres interesse, var altså en medvirkende årsag til, at Michailowitj definitivt tog parti for tyskerne, da det efterhånden blev ham klart, at han intet havde at vente i retning af en snarlig allieret invasion på den Dalmatiske kyst.
Briternes mistro til Michailowitj blev imidlertid først for alvor vakt på et tidspunkt, da de hårde kampe i Italien var i fuld gang, og hvor de trængte til enhver tænkelig form for aflastning. De slog på dette tidspunkt brat om og søgte endelig støtte hos Tito og hans folkelige befrielseshær, der hele tiden havde bekæmpet besættelsesmagten efter alle kunstens regler. Den første kontakt med Titos partisaner indledte briterne betegnende nok først den 27. maj 1943, da den engelske oberstløjtnant Deakin ankom til »befrielseshærens« stab som repræsentant for overkommandoen i Kairo. Dobbeltspillet fortsattes dog for så vidt, som Michailowitj vedblev med at fungere som eksilregeringens krigsminister! Som sådan deltog han sammen med tyskerne i de hårde kampe mod partisanerne ved Donau-området i januar 1944 og i de følgende måneder. Først efter omdannelsen af eksilregeringen i maj 1944 afgav Churchill den 21. juni en officiel erklæring om, at den britiske regering havde besluttet at indstille sin militære hjælp til Michailowitj.
Helt slog hans gamle forbundsfæller dog ikke hånden af ham. De så i ham stadig et middel til at sikre en tilbagevenden til de gamle tilstande i Jugoslavien. Michailowitj forklarede senere i retten, at han endnu i juli 1944 fik besøg af den amerikanske oberst Mac Dowel, der overfor ham erklærede: »Tyskland har tabt krigen, deres samarbejde med tyskerne interesserer ikke os amerikanere. Tyskerne vil blive fordrevet fra Jugoslavien som følge af de allieredes aktioner. Deres sag er det at bevare indflydelsen i folket. Amerika vil udelukkende understøtte deres bevægelse i Jugoslavien«.
Den eneste måde, Michailowitj kunne holde sig oven vande på, var imidlertid at gennemføre et endnu mere intimt samarbejde med tyskerne og quislinge-grupperne. Omkring den 20. august 1944 havde han atter en sammenkomst med general Neditch. Der undertegnedes en ny overenskomst, indeholdende fem punkter om militært samarbejde mod befrielseshæren. Straks efter sammenkomsten fik tjetnikerne af quislinge-regeringen udleveret 10.000 geværer og andre våben – og den 6. oktober blev alle Neditch’s quislingestyrker stillet under Michailowitj’s overkommando! De fik blot navneforandring til »Den serbiske Stødgruppe«. Sammen med tyskerne kæmpede tjetnikerne en måned senere mod befrielseshæren, da denne rykkede ind i Beograd.
I besættelsestidens sidste måneder søgte Michailowitj bag den tyske front at organisere en samlet blok af alle reaktionære quislinge-grupper i Jugoslavien. Lederen af »den kongelige armé« allierede sig nu med kongemorderen Ante Pavelitch, Kroatiens »poglávnik« (dvs. fører) i tyskertiden, med lederen af den reaktionære storagrarfløj indenfor det kroatiske bondeparti dr. Wladko Matchek og typisk nok – med lederne for højrefløjen af det lille jugoslaviske socialdemokrati, der under påvirkning fra det britiske Labourparty’s ledelse havde bekæmpet Tito og den jugoslaviske folkefront. Lige til maj måned 1945 kæmpede tjetnikerne side om side med tyskerne mod Titos jugoslaviske befrielseshær. Da man senere i retten spurgte Michailowitj om hans motiver til dette forræderi svarede han:
»Jeg skulle for en hvilken som helst pris forsvare territoriet. Det pålagde eksilregeringen og de allierede mig.«
Drasje Michailowitj er et typisk eksempel på en britisk agent, der tog Churchills Balkanparole om den sideløbende »kamp mod kommunismen« så alvorligt, at han under hele krigen kæmpede mod sit eget folk side om side med tyskerne og aldrig »nåede« at bruge de våben, vestmagterne havde udrustet ham med, – mod Aksemagterne og besættelsesmagten i sit eget land. Men var han mon ikke samtidig en typisk repræsentant for de mærkelige tilstande, der overalt i Sydøsteuropa opstod i kølvandet af Churchills planer om – den anden front, der nok skulle ramme tyskerne, men samtidig også skulle være både anti-russisk og »anti-kommunistisk«?
*
Det lille tilbagestående bjergland Albanien var som bekendt den første af Balkanstaterne, der blev offer for den fascistiske aggression. Allerede nogle måneder før den Anden Verdenskrigs udbrud, på selveste langfredag 1939, gjorde italienske tropper landgang på Albaniens kyst og indlemmede landet i Mussolinis »nye romerske imperium«. Af samtlige småstater på Balkan var Albanien det land, hvor den gamle feudale samfundsordning fra tyrkertiden havde holdt sig mest uændret. Nogle få hundrede velhavende godsejerfamilier, »beyerne«, ejede så at sige hele landet, medens de fattige albanske bønder stadig befandt sig i et fuldstændig middelalderligt afhængighedsforhold af godsejerne.
Det fascistiske regime i landet fulgte den gyldne regel at alliere sig med de socialt priviligerede lag, udnævnte storgodsejeren Schefket Verlaci til ministerpræsident, lod »beyerne« beholde jorden og deres gamle udbytningsrettigheder, medens den brede befolkning kom under et dobbelt åg: de gamle godsejeres og italienernes. Det var derfor naturligt, at modstanden mod den fascistiske besættelse i første række kom fra de utilfredse, ubemidlede lag i Albanien: fra bønderne og byernes arbejdere og håndværkere. Uroen voksede yderligere, da italienerne efter krigens udbrud begyndte at tvangsmobilisere den albanske befolkning for at skaffe soldater til felttoget mod Grækenland.
De første store organiserede bonderevolter udbrød i det sydlige Albanien allerede i 1942, og i den følgende tid tog et stadigt voksende antal partisanafdelinger kampen op mod besættelsestropperne over hele landet. I spidsen for bevægelsen stod den populære albanske kommunist og bondefører, oberst Enver Hodsha, der hurtigt erhvervede sig et navn over hele Albanien på grund af den dristige og heldige friskarerkrig, han førte mod italienerne og senere mod tyskerne. En anden af den albanske modstandsbevægelses helte Asim Zeneli faldt i de blodige kampe omkring den lille sydalbanske by Premeti i juni 1943.
Et stort opsving fik den albanske frihedsbevægelse ved Italiens sammenbrud, hvor store landområder faldt i friskarernes hænder. Kort efter rykkede tyskerne ind i landet, og i januar 1944 begyndte de en stor offensiv for at knuse opstandsbevægelsen. Det tyske »udrensningsfelttog« slog imidlertid totalt fejl, og i maj måned 1944 samledes i det befriede Premeti den første nationalkongres af delegerede for alle albanske partisanafdelinger og for befolkningen i de befriede områder. Ved denne lejlighed valgtes Albaniens nye demokratiske regeringskomité, ligesom modstandsbevægelsens kræfter politisk organiseredes i en ny organisation »Folkets demokratiske Front«.
Enver Hodsha og hans partisanhær tilføjede under besættelsen både tyskere og italienere uhyre tab, specielt under det tyske tilbagetog fra Grækenland. Enver Hodsha skabte under krigen en partisanhær på 70.000 mand, der gjorde 53.639 tyske og italienske soldater ukampdygtige. Den erobrede eller ødelagde 100 fjendtlige panservogne, 1334 kanoner, 2855 maskingeværer og 1934 lastbiler. Albanien var et af de få europæiske lande, der ved krigens slutning kunne henvise til, at besættelsestropperne var blevet fordrevet af landets egen befolkning uden militær assistance udefra.
Medens det lille Albanien på denne måde ydede de allierede betydelige tjenester i kampen mod Aksemagterne, må det understreges, at den albanske modstandsbevægelse til gengæld fra britisk side blev mødt med den største mistro og uvilje både under og efter krigen. Der var to ting, der særlig vakte den britiske Churchill-regerings mishag. Bevægelsen havde sit udspring i landets ubemidlede lag og havde derfor opstillet et bredt folkeligt reformprogram til landets nationale fornyelse. I særdeleshed trådte den ind for gennemførelsen af en dybtgående agrarreform, der havde til formål at afskaffe godsejernes overlevede privilegier. Bedre blev det jo ikke ved, at der i spidsen for bevægelsen stod en albansk kommunist med et ry som Enver Hodshas. Den anden anstødssten var, at bevægelsen fra første færd havde indledet et intimt samarbejde med Titos »folkelige befrielseshær« i Jugoslavien og med »E.L.A.S.«-tropperne i Grækenland. Begge disse store demokratiske bevægelser stod jo i englændernes øjne som repræsentanter for en »kommunistisk omvæltning« på Balkan, og det kan derfor ikke undre, at »folkets demokratiske front« i Albanien fra britisk side blev mødt med samme fjendskab, som man havde vist overfor frihedsbevægelserne i Grækenland og Jugoslavien.
I Albanien fandtes der imidlertid kun to politiske modpoler: den folkelige frihedsbevægelse og landets gamle herskere, de feudale »beyer«, der havde været trofast og loyal støtte for både de tyske og italienske besættelsestropper. Angsten for en gennemgribende social ændring i tilfælde af, at bondepartisanerne fik overtaget, havde drevet den gamle godsejeradel lige i armene på Albaniens fascistiske erobrere. Til dem sluttede sig resterne af den gamle bureaukratiske embedsstand, og der dannedes af dette reaktionære konglomerat et par udpræget fascistiske organisationer »Balla Kombetari« og »Legaliteta«, der begge efter evne støttede besættelsesmagten mod Enver Hodshas partisaner. Det var også disse to grupper, der var grundlaget for Albaniens quislinge-regeringer.
Det var ikke des mindre på disse reaktionære kræfter, den britiske Orient Armés kommando byggede sine fremtidsplaner for Albanien. I begyndelsen af juli 1946 afsluttedes der i den albanske by Skutari en langvarig rettergang mod 18 kendte albanske krigsforbrydere, der var anklaget for samarbejde med fjenden under landets besættelse. Blandt dem var nogle af lederne af de to reaktionære albanske grupper »Balla Kombetari« og »Legaliteta«. I retten fremkom der en række interessante oplysninger om disse kredses udenlandske forbindelser under besættelsen. Den tidligere politichef, Lesh Morashi, forklarede blandt andet følgende om perioden efter det italienske sammenbrud:
»Vore organisationer, politiet, gendarmeriet, regentskabsrådet og regeringen gik på dette tidspunkt i tyskernes og Gestapos tjeneste. Kun på denne måde kunne vi beholde magten i vore hænder. Men samtidig håbede vi på englændernes hjælp. De så også med fjendtlige øjne på albanernes nationale frihedsbevægelse. Englænderne, der opretholdt intim forbindelse med »Balla Kombetari« og »Legaliteta«, forsikrede os om, at der ved en gunstig lejlighed ville blive foretaget en landgang i Albanien, og derefter ville magten i landet blive overgivet til os. Foruden forbindelsen med Abbas Kupi havde englænderne også kontakt med vore organisationer gennem deres forbindelsesofficer major Neyley. Med denne major mødtes flere gange andre af vore repræsentanter, der forsynede ham med informationer og lignende. Den britiske officer gav os direktiver i anti-demokratisk retning. Han sagde ikke til os, at det var nødvendigt at samarbejde med tyskerne, men han kom heller ikke med indvendinger imod det.«
En anden af de anklagede Kol Ashiku opgav i retten, hvordan disse tvetydige konspirationer mellem kollaboratørerne og den hemmelige britiske efterretningstjeneste fortsattes lige til Tysklands sammenbrud. Han forklarede under forhørerne blandt andet:
»Ti dage før tyskernes tilbagetog fandt der i Skutari et stort og vigtigt møde sted. I dette deltog alle lederne for »Balla Kombetari« og »Legaliteta« og ligeledes nogle medlemmer af regeringen. Det blev besluttet, at en del af os skulle rejse til udlandet og etablere kontakt med de allierede, som havde lovet os hjælp til at få dannet en koalitionsregering. En anden del skulle blive i bjergene, føre illegal agitation, organisere væbnede afdelinger og forberede en opstand, der skulle bryde løs efter nærmere ordre. Beslutningen blev taget på grundlag af direktiver fra nogle engelske officerer, der tidligere befandt sig her. Som følge af vor opstand ventede vi et angreb fra Grækenlands side og Englands indblanding. Vi var overbevist om, at vi i tilfælde af, at det lykkedes os at gennemføre en vellykket opstand, med Englands og Grækenlands hjælp ville kunne tilrive os hele magten i Albanien...«
Disse storpolitiske intriger, dette mærkværdige sammenspil mellem de albanske fascister, feudalherrer og kollaboratører er kun endnu et lille udsnit af den store mosaik, der i sin helhed giver billedet af den churchillske Balkan-politik i skyggen af hans planer om »den anden front« på det europæiske fastland.
Alle disse mærkværdige forbindelser: med den tidligere italienske agent oberst Zervas og diktaturtilhængerne i Grækenland, med kollaboratøren og forræderen general Michailowitj i Jugoslavien, med de albanske quislinge, og de usynlige tråde til Ungarns diktator, admiral Horty, peger med en mærkværdig ensartethed i én og samme retning. Føjes de enkelte dele sammen, står billedet som en klar enhed. Det kan ikke bero på tilfældigheder eller blot og bart på »fejltrin« fra underordnede britisk Secret Service agenters side. Så lidt kontrol kan et stort imperiums ledere umuligt have med sine politiske tjenere.
Men når det er tilfældet, rejser der sig et vigtigt spørgsmål, som man er nødt til at tage stilling til: Kæmpede Churchill-regeringen og det britiske imperium egentlig nogensinde for disse landes nationale uafhængighed og for folkenes ret til at træffe afgørelsen med hensyn til deres egen skæbne og deres fremtidige udvikling gennem et virkeligt folkeligt og demokratisk styre? Var det ikke mærkværdige forbundsfæller, man valgte sig, hvis det havde været hensigten?
Får man ikke i langt højere grad det indtryk, at vi her stod overfor et temmelig kynisk gennemført forsøg på at praktisere et stykke af den gamle magtpolitik i det »tilbagestående« Sydøsteuropa? Var hovedformålet ikke langt snarere med alle midler at opbygge en russisk-fjendtlig koalition, sammensat af alle mulige anti-demokratiske grupperinger, der kun lignede hinanden i een henseende: nemlig at det gamle regime og den britiske indflydelse for enhver pris skulle bevares – uden smålige hensyn til, hvad Balkans brede befolkning egentlig mente om den sag?
I alle tilfælde er den churchillske plan om invasion over Balkans bjerge et af de afsnit i den Anden Verdenskrigs dramatiske historie, der indeholder de mest brogede og lærerige momenter. Og det er samtidig et af de kapitler i imperialismens historie, der grundigst vænner én af med at se på problemet verdenspolitik med blåøjet og barnlig optimisme. I politik er facaderne oftest de kønneste, også i vort gamle »demokratiske« og stadig i bund og grund kapitalistiske Vesteuropa.
Udøvede de britiske Churchill-planer en mere end ejendommelig indflydelse i de sydøsteuropæiske stater, der tilhørte de allierede, er det ikke for meget sagt, at ganske tilsvarende og lige så besynderlige foreteelser kunne iagttages i Englands holdning til de Donau- og Balkanstater, der under den Anden Verdenskrig kæmpede som vasalstater på Hitlers side. Om både Ungarn, Rumænien og Bulgarien gælder det, at de formelt befandt sig i krigstilstand med vestmagterne, men at der bortset fra nogle luftbombardementer i krigens sidste år aldrig fandt nogen egentlige krigshandlinger sted mellem disse »krigsmodstandere«. Men Ungarn og Rumænien kæmpede til gengæld så meget mere energisk mod russerne. På østfrontens sydlige afsnit var der i 1942 indsat ikke mindre end 22 rumænske og 13 ungarske divisioner. For Bulgariens vedkommende var stillingen derimod den, at stemningen i befolkningen under hele krigen var så russisk-venlig, at den autoritære Filow-regering aldrig dristede sig til at erklære Sovjetunionen krig af frygt for, at det ville hidføre åben borgerkrig i landet.
Var Englands militære forholdsregler mod de tre nævnte Aksemagter minimale, var briternes politiske anstrengelser i disse lande – bag kulisserne – så meget mere energiske. Det ville derimod være en overdrivelse at påstå, at de gik ud på at aflaste imperiets russiske allierede.
I både Ungarn, Rumænien og Bulgarien rådede der et autoritært, fascistisk diktaturregime, der trådte i breschen for Hitlers »nyordning af Europa«, men der virkede stadig ved siden af diktaturregimet en række af de gamle »historiske« borgerlige partier, der i mere end en menneskealder var knyttet til England og vestmagterne af interessefællesskab og tradition. Disse gruppers holdning under krigen afslører anskueligt det britiske imperiums virkelige bestræbelser under disse himmelstrøg i krigsårene – så meget mere som de gamle bånd med stor virkning er blevet fornyet i perioden efter krigen.
For Rumæniens vedkommende er der to stærke faktorer, der har været udslaggivende i landets moderne historie. Den første var af rumænsk oprindelse. Det var de udprægede feudale ejendomsforhold, der indtil de allersidste år har præget Rumæniens landbrug. Et stadigt mere tilspidset modsætningsforhold mellem bojar-godsejerne og befolkningens overvældende flertal, de besiddelsesløse eller i alle tilfælde frygtelig forarmede bønder, går som den røde tråd gennem hele landets historie, lige fra frigørelsen fra det tyrkiske fremmedherredømme og til vore dage.
Den anden faktor er af udenlandsk oprindelse. Det er den uofficielle, men derfor ikke mindre virkningsfulde indflydelse, der lige så kronisk er blevet udøvet af de store rumænske olieselskaber, hvis aktier for størstedelen stadig har været i hænderne på fremmede kapitalister.
Det var i perioden før den Første Verdenskrig tysk kapital, der havde sat sig fast i den rumænske olieindustri. I året 1907 beherskede tyske koncerner endnu 62 pct. af kapitalen i Rumæniens olieselskaber, og politisk støttede tyskerne sig på en intim alliance med Alexander Marghilomans og Peter Carps konservative bojar-partier. Både England og Frankrig var på dette tidspunkt stærkt distancerede og repræsenterede kun henholdsvis 10 og 4 pct. af den rumænske olieproduktion. Men de havde allerede indledet en hårdhændet konkurrencekamp om Rumæniens flydende guld – understøttet af det såkaldte liberale parti under Joan Bratianus ledelse – og der anvendtes allerede før krigen kæmpemæssige kapitaler og en udpræget politisk korruption for at få tyskerne slået ud som kontrollanter over olien.
Medens den Første Verdenskrigs indflydelse på udviklingen af de indrepolitiske og særlig de sociale tilstande kun gav yderst beskedne resultater, fandt der til gengæld en kraftig omflytning sted med hensyn til ejendomsforholdene i de rumænske olieselskaber. I 1931 var Tysklands andel sunket til – 0,3 pct., medens 19,9 pct. nu befandt sig på britiske hænder, 16,1 på britisk-hollandske (»Royal Dutch Shell«) og 16,3 på franske hænder. Desuden var også de amerikanske olieselskabers indflydelse stærkt tiltagende.
I skønneste overensstemmelse hermed var det gamle tysk-orienterede konservative parti forsvundet fra den politiske overflade. De franske selskaber støttede sig fortsat på Bratianus liberale og englænderne først på Take Jonescus konservative dissidenter og senere i stigende grad på dr. Julius Manius nationale bondeparti, der var en sammenslutning af rumænske bykapitalister og de mest udprægede proprietær- og storbondeelementer. Stadig omgivet af et net af politiske intriger, der i samme grad gjaldt den politiske magt i landet og herredømmet over olien, afløste de nævnte politiske grupper i mellemkrigstiden hinanden ved statsroret. Til fælles havde de en systematisk gennemført korrumpering af landets politiske liv og den hårdhændethed, hvormed de til enhver tid holdt landets arbejderbefolkning og de små bønder ude fra al reel politisk indflydelse.
»Selve det rumænske folks levevilkår og regeringsinstitutionernes stabilitet er langsomt blevet forværret. Korruptionen i Bukarest er mere åbenlys end i nogen anden europæisk hovedstad. Der har i virkeligheden aldrig eksisteret en folkelig regering, og der har aldrig været noget rigtigt grundlag for et folkestyre. Regeringen har altid været som et skibs overbygning – en overbygning af den mest elendige konstruktion.« På denne måde karakteriserede den amerikanske viceudenrigsminister Sumner Welles forholdene i Rumænien ved krigsudbruddet.
*
Ved den Anden Verdenskrigs udbrud i 1930 produceredes der i de rumænske oliekilder ialt 6,25 millioner tons olie årlig, og heraf rådede de rumænske selskaber ifølge bladet »Courrier de Petroles« kun over de 925.000 tons. Det britisk-hollandske selskab »Astra Romana« stod i spidsen med en årsproduktion på 1.368.000 tons, det fransk-engelske firma »Steauna Romana« repræsenterede 726.000 tons og to andre rent britiske selskaber »Unrea« og »Danube« henholdsvis 526.000 og 10.000 tons. En stor rolle spillede stadig også de franske selskaber. Det fransk-belgiske selskab »Concordia« hævdede en årsproduktion på 824.000 tons, det rent franske »Columbia«-selskab 623.000 tons, medens et tredje fransk selskab »Dacia Starnafta« fremstillede 55.000 tons. Amerikanske, italienske og belgiske selskaber mødte samtidig op med en årsproduktion på henholdsvis 780.000, 309.000 og 103.000 tons.
Det var denne nye balance på det rumænske oliemarked, der brat blev brudt ved udbruddet af den Anden Verdenskrig og ved den tyske besættelse af landet i 1940. Det var Adolf Hitlers forsøg på ikke alene at genvinde de gamle tyske privilegier, men tillige helt at bringe kontrollen over den dyrebare rumænske olie og det politiske regime i Rumænien på tyske hænder. Det redskab, det Tredje Riges ledere ved denne lejlighed betjente sig af, var general Jon Antonescus fascistiske diktatur, der i 1941 førte Rumænien aktivt ind i krigen mod Sovjetunionen for at skaffe Rumænien en bid med ved den planlagte store plyndring og opdeling af dette land.
Diktaturet Antonescu var imidlertid ikke noget rent tysk foretagende. I virkeligheden sluttede næsten alle de gamle »historiske« partier velvilligt op bag diktaturregeringen Antonescu og senere også bag felttoget mod Rusland og annektionsplanerne. De vestorienterede borgerlige partier danner her ingen undtagelse. Da Antonescu i maj 1946 stod for retten som krigsforbryder, forklarede han, at han, da han dannede sin diktaturregering, først indledte underhåndsforhandling med dr. Maniu og Bratianu for at sikre sig deres samarbejde. De var for forsigtige til selv at indtræde i regeringen, men tillod dog en række medlemmer af deres partier at stille sig til rådighed for Antonescu som understatssekretærer!
På samme måde forholdt Rumæniens engelskvenlige partier sig til deltagelsen i angrebskrigen mod Sovjetunionen . Denne krig havde de gamle borgerlige partiers fulde velsignelse. Det nationale bondepartis næstformand Michalake og det liberale partis vicepræsident Georg Bratianu meldte sig begge ved krigsudbruddet som frivillige, og den sidste opnåede endogså af Hitler at blive dekoreret med jernkorset for sin virksomhed som forbindelsesofficer mellem den tyske og rumænske hær på sydfronten. Det nationale bondeparti gik endogså så vidt, at det af sine fascistisk farvede »bondegarder« organiserede en særlig militær enhed »Divisionen Julius Maniu«, der skulle kæmpe mod russerne.
Også Antonescus frække erobringspolitik i Ukraine vandt »anglofilen« dr. Manius fulde bifald. D. 8. november 1941 sendte han diktatoren Antonescu et personligt brev, hvori han blandt andet skrev: »Det nationale bondeparti godkender, ligesom hele den offentlige mening, de militære operationer for at frigøre Bessarabien og Bukowina og for at befri det rumænske element på den anden side af Dnjestr, og det hilser med begejstring de opnåede resultater.«
På samme måde foreligger der et memorandum fra Julius Manius hånd – rettet til selveste Adolf Hitler, hvori Maniu uforbeholdent giver den tyske »nyordning af Europa« sin tilslutning. »Anglofilen« dr. Maniu havde også sine kanaler til den tyske efterretningstjeneste. I retten forklarede Antonescus´ politichef Eugen Christescu, der samarbejdede intimt med Gestapo: »Jeg opretholdt direkte og indirekte forbindelse med hr. Maniu. Denne havde en transsylvansk ven Tuliu Gorineanu, der var medlem af appelretten, og som var i min tjeneste. Maniu kendte denne mand og havde tillid til ham. Gennem denne juridiske embedsmand sendte han mig ofte vigtige informationer, som han havde modtaget fra udlandet, ligesom politiske dokumenter vedrørende Rumænien. Alle disse dokumenter og informationer overgav jeg personlig til marskal Antonescu.«
For at fremstille den nuværende rumænske oppositionsleder i det bedst mulige lys og som en god demokrat er den myte blevet udbredt fra angelsaksisk side, at det var dr. Maniu og bratianuerne, der stod bag Rumæniens frafald fra Aksen og statskuppet, der den 23. august 1944 fjernede Antonescu. Det er uforskyldte laurbær. Antonescu-processen forrige år gav et helt andet billede. Den faldne diktator forklarede her, at spørgsmålet om kapitulation allerede blev debatteret i april 1944, da den Røde Hær nærmede sig Jassy. Blandt de ivrigste til at modarbejde kapitulationen var dr. Maniu, der overfor Antonescu tværtimod tilrådede at trække krigen i langdrag, »da den Røde Hær endnu var langt borte.«
Også med hensyn til omstyrtelsen af fascistdiktaturet og kapitulationen den 23. august 1944 kan de »historiske partier«s ledere vaske deres hænder. Heller ikke ved denne lejlighed gik de aktivt ind for bruddet med Tyskland eller for at styrte Antonescu. I retten oplystes det yderligere, at såvel dr. Maniu som hans liberale kollega netop på denne begivenhedsrige dag ganske vist var begivenhederne på allernærmeste hold – de befandt sig til fortrolig forhandling med brødrene Antonescu i ministerpræsidenten Michai Antonescus sommervilla udenfor Bukarest, – men de støttede stadig diktatoren. Maniu måtte i retten vedgå, at hverken han eller de liberale havde næret planer om at styrte Antonescu, da de mente, at fascistdiktatoren »var i besiddelse af tilstrækkelig moralsk autoritet til at slutte våbenstilstand.«
Sådan så det i store træk ud med de rumænske »anglofiler«s virksomhed på udenrigspolitikkens område under krigen. De samarbejdede intimt med både Antonescu og tyskerne, når det gjaldt krigen mod russerne. Men det er ingen hemmelighed, at de også havde andre og lige så intime forbindelser, der førte til London og – til den britiske efterretningstjeneste. Ligeledes stod de i nær forbindelse med tjetnikhøvdingen Michailovvitj i Jugoslavien og opnåede hos Antonescu, at dennes tilhængere under hele krigen havde et fristed i Akse-vasalstaten Rumænien.
Igen ser man de samme sære tråde løbe sammen i ét centrum. Spørgsmålet er blot: handlede dr. Manius »nationale bondeparti« og de »liberale« fascister udelukkende ud fra egne, snævre klasseegoistiske motiver, da de rakte Antonescu-diktaturet og den tyske »forbundsfælle« hånden så broderligt ? Eller forelå der også her, som i Jugoslavien og Grækenland, indtrængende direktiver udefra, gående ud på, at russerne og socialismen med alle midler og for enhver pris skulle holdes borte fra Rumæniens rige oliekilder, der gav britiske aktionærer så kongelige dividender midt i den rumænske elendighed og fattigdom?
*
Medens man altså – bortset fra ovennævnte »genforsikringsaftale« med englænderne – på udenrigspolitikkens område næppe kunne få øje på nogen forskel mellem den anti-russiske linie, der gennemførtes af Antonescus diktaturregering, og de »historiske partier«s internationale trosbekendelse, var de to anglofile partiers demokratiske dyder lige så lidt iøjnefaldende på indenrigspolitikkens område. Begge tilhørte de det reaktionær-borgerlige overdrev, af hvilken fascismen voksede så frodigt i mellemkrigsårene.
Det liberale parti var oprindelig by-bourgeosiets og finanskapitalens parti, opstået i opposition mod bojar-godsejernes konservative. Med den Første Verdenskrigs afslutning forsvandt imidlertid de gamle konservative som parti fra den politiske arena, efter fiaskoen med tyskerkursen. Men de forsvandt naturligvis ikke som social gruppering. I stedet søgte de reaktionære nu i stort antal til de liberales fold, der længe havde opbygget sin politiske linie på et kompromis med feudalismen – i angst for de talmæssigt dominerende arbejdere og småbønder.
Det liberale partis historie i mellemkrigsårene kan bedst karakteriseres ved ordene: »Korruption« og »maskeret diktatur«. Den er en kæde af politisk vilkårlighed, finanskabaler og hofintriger. Man behøver blot at slå op i et så autoritativt værk som »Encyclopædia Britanica« for at danne sig et overblik over indholdet af »liberal« rumænsk politik under ledelse af dynastiet Bratianu, der begyndte sin karriere på Paris’ barrikader i revolutionsåret 1848, og som endte som bærer af Hitlers jernkors for fortjenester under krigen mod Sovjetunionen.
I »Encyclopædia Britanica« karakteriseres nogle væsentlige etaper i det »liberale« partis udvikling således:
om året 1922: »Bratianu, hvis liberale nu omfattede størstedelen af gammel-Rumæniens velhavende kredse, da det konservative parti som sådant var blevet udslettet på grund af dets tyskvenlige krigspolitik, forsøgte straks at konsolidere sit parti og tage ekstraordinære forholdsregler, grænsende til diktatur, for at »frelse landet«. Han gennemførte valg under tvang...«
Om 1926: »Da kammeret samledes, gennemtvang Bratianu en valglov af fascistisk type. Ethvert parti, der fik 40 pct. af stemmerne, blev på forhånd belønnet med halvdelen af mandaterne foruden dem, det vandt ved afstemningen.«
Om følgerne af de rumænske »liberale«s enestående valgreform beretter »Encyclopædia Britanica« videre: »Valgene, der blev afholdt i maj 1928, gav general Avarescus parti (en halvfascistisk organisation, der nu og da »afløste« de liberale som regeringsparti) fire femtedele af pladserne i kamret, et resultat, der hovedsagelig skyldtes det stærke valgtryk, der blev udøvet ved valgene.«
Det følgende år satte hr. Bratianus liberale »demokrati« nye blomster: »Den 21. juni 1927 gav fyrst Stirbey (der ved en hofintrige hurtigt havde fortrængt den sejrende Avarescu) plads for Bratianu, der ved traditionelle metoder, tilpasset den nye valglov, sikrede sig 70 pct. af alle stemmer i landet.«
Af »Encyclopædia Britanica«s beskrivelse af det liberale styre i Rumænien efter første verdenskrig kan læseren få et svagt lille indtryk af rumænsk »liberalisme«s politiske metode!
De liberales afløser som regeringsparti var dr. Manius nationale bondeparti. Det var opstået ved sammensmeltning af det borgerlige nationalparti i Ungarns rumænske provinser (Transsylvanien) og det af storbønderne beherskede »bondeparti« i gammel-Rumænien. Det havde stået i skarp opposition til det gamle regime og fremfor alt vundet tilhængere på kravet om revision af den mislykkede »agrarreform« af 1921, der kun havde forværret de små bønders stilling.
Det nationale bondeparti kom til magten i 1928 og viste sig hurtigt velegnet til at »organisere« de valg, der fandt sted samme år. Dr. Manius eget parti sikrede sig 324 mandater, medens de »liberale« måtte nøjes med 12 og general avarescus halvfascister med 5 mandater. Arbejderbevægelsen og venstrepartierne i det hele taget opnåede naturligvis ingen mandater. Det var rumænsk »tradition«, og da der ved et følgende valg ved et uheld slap 5 repræsentanter for den kommunistiske »arbejder- og bondeblok« igennem, blev deres mandater omgående annullerede.
Manius regeringsperiode var i øvrigt præget af blodig afregning med arbejderbevægelsen under nogle større strejker og fuldstændig svigten af agrarreform-løfterne til de fattige og jordløse bønder. Ved de påfølgende »valg« opnåede partiet ikke engang 15 pct. af stemmerne, i stedet for 77,8 pct. ved 1928-valgene.
Det nationale bondepartis og dr. Manius navn blev senere – efter en række nye omskiftelser – uløseligt knyttet til det store kup, da kong Carol og hans uforglemmelige rødhårede veninde, madame Lupescu, blev genindsat på Rumæniens trone. Dermed var vejen lagt åben for »kongens personlige diktatur« i Rumænien. Maniu og hans »bondegarde« udviklede sig mere og mere i Lappo-fascistisk retning, og ved valgene i 1937 optrådte det nationale bondeparti i åben valgblok med Codreanus »jerngarde« – de anti-semitiske rumænske nazister. Dermed svandt endelig dr. Manius glorie som leder for det rumænske »demokrati«, og grundlaget var lagt for det kongelige diktatur, der tog sin begyndelse ved statskuppet den 10. februar 1938.
Højrefløjen i det rumænske socialdemokrati opnåede i øvrigt samtidig grundigt at kompromittere sig overfor arbejderne ved oprettelsen af det kongelige diktatur, idet den daværende socialdemokratiske partiformand Grigorowici indtrådte som stedfortrædende minister i kong Carols nye »autoritære« regering.
Dr. Manius næste »store« indsats i rumænsk politik var, at han den 6. september 1940 optrådte som fødselshjælper for Ion Antonescus diktatur og var med til at bringe den første rumænske quislinge-regering under den tyske besættelse til magten. »Jeg kom til en overenskomst med hr. Maniu og andre om min politik,« erklærede den faldne diktator senere i retten.
Det er den anden side af de anglofile partiers virksomhed i Rumænien. Det turde herefter være dristigt af de internationale pressebureauer at fremhæve disse partier som de eneste virkelig »demokratiske« partier i Rumænien. Deres fortid taler i en helt anden retning!
*
Tilbage bliver spørgsmålet: hvorfor satte de britiske imperiepolitikere af den churchillske skole under krigen alle deres kort ind på et samarbejde med netop disse i demokratisk henseende mildest talt meget blakkede politiske grupper? Og hvorfor har senere arbejderpartiets udenrigsminister Ernst Bevin og hans amerikanske kolleger, mr. Byrnes og mr. Marshall, gang på gang i efterkrigsperioden sat himmel og jord i bevægelse for at beskytte de to nævnte partier? Ja, endog strakt sig så vidt, at de direkte greb ind i Rumæniens indre forhold ved at kræve repræsentanter for disse partier optaget i den rumænske regering.
I et møde på fredskonferencen i Paris 1946 i den økonomiske kommission, der behandlede fredstraktaten med Rumænien, gav den rumænske delegerede Maurer den 10. september nogle interessante oplysninger, der selvfølgelig blev dysset ned af angelsaksernes »stille censur«. Maurer oplyste i forbindelse med de britiske krav om, at Rumænien skulle betale fuld erstatning for de skader, allierede selskaber havde lidt i Rumænien under krigen, at den tyske besættelse havde været en meget lukrativ forretning for de store udenlandske olieselskaber. Han påviste i tørre tal, at for eksempel det store amerikanske oliefirma »Romyno-Amerikana«, der havde en aktiekapital på 1,5 milliard lei, i året 1943 havde et nettooverskud på 726 millioner lei. Heller ikke den store engelske koncern »Astra Romana«, der havde en aktiekapital på 2,5 milliarder lei, var gået helt i hundene. Den havde i samme år haft et netto-overskud på 840 millioner lei.
Hvorfra stammede nu disse mægtige fortjenester? Naturligvis fra leverancer til den rumænske olieindustris eneste store kunde i krigsårene: Den tyske værnemagt! De britiske og amerikanske direktører var ganske vist forsvundet over grænsen, og deres rumænske repræsentanter havde overtaget ledelsen af foretagenderne. Disse stedfortrædere havde åbenbart forstået at forvalte både deres pund og dollars på forstandig vis, selv om hele geschæften strengt taget faldt ind under det, man normalt forstår ved det grimme ord værnemageri. Men penge lugter som bekendt ikke. Selv ikke når de indtjenes ved at forsyne tyske flyvemaskiner og tanks med benzin til nedslagtning af bl.a. engelske og amerikanske borgere!
En af de mest fremragende administratorer af de britiske olieselskaber under krigen var det nationale bondepartis tidligere udenrigsminister, advokat Mironescu, dr. Manius højre hånd på udenrigspolitikkens område. Også andre administratorer var kendte medlemmer af de to historiske partier. Er det så mærkeligt, at man tilgiver disse herrer en lille »uskyldig« flirt med tyskerne og Antonescu, når resultatet var så overdådigt? Og er der noget forbløffende i, at man i London godt kunne tænke sig at belønne den samme initiativrige Mironescu med posten som Rumæniens udenrigsminister en gang til og overlade hans partifæller og de »liberale« regeringsmagten?
Det skal tilføjes, at vor hjemlige før krigspresse så sandelig har forstået at udvise en enestående selvdisciplin, når ingen af dens blade, lige så lidt som Ritzaus Bureau, med en linie har omtalt Maurers oplysninger, end sige bragt dem i forbindelse med de månedlange diskussioner om, hvordan en »repræsentativ« regering i Rumænien burde se ud. Det er så sandelig ikke altid nyhedstrangen, der behersker pressen. Der er noget, den har respekt for, og det er navnlig såre sjældent, at oliekapitalens velsignelsesrige indflydelse krænkes offentligt i vestlige »demokratier«.
Der har efter krigen været ivrig diskussion om, hvori dette såkaldte vestlige »demokrati« egentligt består. Mon ikke tilfældet Rumænien i og for sig anskueligt beviser, at det i alle tilfælde ofte er et demokrati, der så at sige er lidt »modificeret« af kapitalistiske interesser og parat til bevidst fortielse af, hvad der virkelig foregår ude i verden, når det bedst stemmer med disse interesser, at der ties?
*
Af Hitlers vasalstater på Balkan var Bulgarien det land, hvor briterne havde sværest ved at gøre deres indflydelse gældende. Det regerende bulgarske storborgerskab var fascistisk og gennem tradition og interesser stærkt tysk orienteret. Den brede land- og bybefolkning var lige så udpræget russisk venlig og revolutionær. Sympatierne for Rusland er i Bulgarien af gammel dato og var de dominerende i befolkningen længe før den Røde Armés indmarch i 1944. Den tidligere amerikanske viceudenrigsminister Sumner Welles, der var en af præsident Roosevelts Balkaneksperter, skrev i sin bog »Afgørende år«, der udkom i krigens sidste periode, om Bulgarien:
»traditionelt og følelsesmæssigt har Rusland indtil i dag været betragtet som Bulgariens trofaste ven. Selv det regerende Koburger-dynasti og det held, hvormed Aksemagterne endnu en gang har tvunget Bulgarien til at være Tysklands vasal, har ikke skabt nogen fundamental ændring i den dybt fæstede russervenlighed hos folkets brede lag. Under den nuværende krig har de officielle forbindelser mellem Sofia og Moskva ikke været afbrudt. Selv den nazi-dominerede bulgarske regering har ikke turdet tage risikoen for den folkeopstand, som en afbrydelse af denne forbindelse uden tvivl ville give anledning til...«
Det var i de brede folkelige lag, at den bulgarske modstandsbevægelse mod den hjemlige og fremmede fascisme havde sine rødder. Men det jævne bulgarske folk var ikke blot russiskvenligt, – det havde også stærke kommunistiske sympatier. Trods alle forfølgelser fra de herskende klikers side var Bulgarien det land i Sydøsteuropa, hvor kommunisterne fra gammel tid ubestridt havde den stærkeste indflydelse, og det var ingen tilfældighed, at »KomIntern«s tidligere formand, dr. Georgi Dimitroff, var bulgarer. Heller ikke, at kommunisterne ved valgene efter krigen opnåede et absolut flertal i dette land.
Den britiske indflydelsessfære i Bulgarien var derfor snæver. Der var i højere grad tale om britisk appetit end om egentlig britisk indflydelse. Bortset fra et par mindre og temmelig betydningsløse borgerlige grupperinger arbejdede briterne hovedsagelig med højrefløjen af det bulgarske bondeparti, der under diktaturet havde tilrevet sig magten over partimaskineriet. Den mest indflydelsesrige britiske agent i Bulgarien under krigen var bondepartiets sekretær Gemet-Dimitroff, der på britisk initiativ opretholdt nære forbindelser med dr. Maniu i Rumænien og med Michailowitj-grupperne i Jugoslavien. Til slut forlod »den falske Dimitroff« dog Bulgarien for at slå sig ned ved det britiske hovedkvarter i Kairo i håb om britisk indmarch. Gemet-Dimitroffs højre hånd var den senere meget omtalte oppositionelle agrarpolitiker Nikola Petkow.
Trods alle Churchills formaninger var denne klike i bondepartiets ledelse dog ikke i stand til at hindre, at både bøndernes og partiets store flertal i stadig mere udpræget grad indledte et snævert samarbejde med kommunisterne og byernes arbejderbevægelse for at styrte Koburger-dynastiet og professor Filows fascistiske diktatur og for at få tyskerne drevet ud af landet. Det viste sig umuligt for de britiske agenter at bruge Bulgariens fattige bønder som redskaber for en anti-russisk eller en anti-kommunistisk politik. Det var hovedårsagen til den britiske politiks sammenbrud i Bulgarien.
Churchill-regeringens anden vigtige forbindelseslinie gik til toppen af det bulgarske socialdemokrati. Det var Bevin-gruppen i det engelske arbejderparti, der her var bindeleddet. I folkelig henseende var denne kontakt imidlertid heller ikke meget værd. Den gamle lederklike i det bulgarske socialdemokrati, med Christu Pastuchow og Kosta Lultchew i spidsen, havde allerede før krigen ført partiet ud i politisk bankerot. Frygten for den stærke kommunistiske arbejderbevægelse havde fået de pågældende ledere til at gøre sig helt umulige ved, at de havde indladt sig på en regeringskoalition med den fascistiske bulgarske borgerlighed netop på det tidspunkt, hvor denne gennemførte sit militære statskup (1923) for at slå både arbejder- og bondebevægelsen i landet ned. Det bulgarske socialdemokrati var derved kommet til at stå som medansvarlig for det senere terroristiske diktatur, der myrdede arbejdere og bønder i tusindvis. Fra den tid havde det bulgarske socialdemokrati politisk ført en hensygnende skyggetilværelse, under hvilken den gamle partiledelse til sidst også satte al autoritet til overfor partiets medlemmer, der under krigen gennemtvang et samarbejde med kommunisterne.
Samme uheld var de britiske labour politikere iøvrigt ude for i både Ungarn og Rumænien, hvor de søgte at udnytte henholdsvis Peyer-gruppen i det ungarske socialdemokratis ledelse og de rumænske højresocialister Titul Petrescu og Fluerasch til en anti-kommunistisk politik. I begge lande fik socialdemokratiets venstrefløj ligesom i Bulgarien overhånd under krigen, og resultatet blev dannelsen af en bred folkefront, der ikke kunne anvendes til at fremme en anti-russisk politik.
I Bulgarien kom de britiske manøvrer til at stå deres prøve i august 1945, da Bevin – understøttet af amerikanerne – indledte sin store kampagne, der gik ud på at bevise, at de venstreorienterede koalitionsregeringer på Balkan ikke var repræsentative nok til at slutte fred, men burde udvides til højre. Ved denne lejlighed fik briterne deres tillidsmænd Nikola Petkow og Kosta Lultchew til at fremkalde en »krise« ved, at de sammen med et par ligesindede udtrådte af regeringen. Men typisk nok nægtede både bondepartiet og det bulgarske socialdemokrati da at følge deres repræsentanter. De fortsatte samarbejdet med kommunisterne og »fædrelandsfronten«s øvrige partier og ekskluderede omgående deres tidligere »ledere«, hvis nye bevægelse hurtigt reduceredes til at blive et foreløbig legalt opsamlingssted for det gamle regimes folk, der var blevet hjemløse gennem forbudet mod de fascistiske organisationer.
*
Ved siden af de store førende Aksemagter – Tyskland og Italien – var den gamle fascist, admiral Hortys middelalderlige magnatdiktatur i Ungarn sikkert ubestridt det regime i »vasalstaterne«, der opnåede at gøre sig skyldig i de fleste »forbrydelser mod freden« og »forbrydelser mod menneskeheden«, når man skal måle dets bedrifter med den retfærdighedens alen, der blev anvendt under krigsforbryderprocessen i Nürnberg. Til gengæld var gamle Horty den, der lige så ubestridt slap billigst fra sine mange og svære synder. Göring og Ribbentrop blev dømt til hængning. Hitler og Göbbels begik selvmord. Mussolini opnåede at blive både skudt og hængt – men admiral Horty præsterede det temmelig enestående kunststykke at blive taget tilfange af de vestallierede og derefter løsladt uden videre tiltale. Men ikke nok hermed. Han har efter krigen endogså nydt den begunstigelse, at både Storbritannien og USA i den grad har holdt deres skærmende hånd over ham, at de endogså katagorisk har nægtet at udlevere hans person til den nye regering i Budapest, der ønskede at gøre ham ansvarlig for forbrydelser mod det ungarske folk. Også på dette område havde han ellers slet ikke så lidt på sin sorte samvittighed.
Når Horty-diktaturet så ganske afgjort kan siges at have gjort sig fortjent til tredjepladsen blandt de europæiske diktaturstater, har det sin naturlige forklaring i, at Ungarn under dette regime, sammen med Tyskland, deltog i ikke mindre end fem aggressioner mod andre europæiske stater. Hortys generalieblad indeholder blandt andet følgende: I 1938-39 deltog han i nært samarbejde med Hitler i begge dennes overfald på Tjekkoslovakiet og udvidede Ungarns område betydeligt ved indlemmelsen af dele af Slovakiet og Karpater-Ukraine. I sommeren 1940 var Hortys krav om indlemmelse af det rumænske Transsylvanien indledningen til besættelsen af denne provins og optakten til tyskernes indmarch for at sikre sig de rumænske oliekilder. D. 12. december 1940 undertegnede Nikolai Hortys regering en højtidelig venskabstraktat med Jugoslavien, men lod i april måned næste år sine tropper deltage i overfaldet på dette land sammen med den tyske værnemagt. Hortys ministerpræsident grev Paul Bethelen havde æresfølelse nok til at skyde sig en kugle gennem hovedet, da dette uværdige tillidsbrud blev besluttet, men den gamle intrigant Horty foretrak i stedet at indlemme en fed bid af sin svegne »forbundsfælles« territorium nord for Donau, hvor der af ungarerne iscenesattes et blodbad uden lige på den serbiske befolkning. Et par måneder senere stillede den ungarske rigsforstander sine tropper til rådighed for Hitler ved overfaldet mod Sovjetunionen . Det var altså ikke grundet på mangel på påviselige krigsforbrydelser, at retten måtte bære sit sværd forgæves overfor Hitler-vasallen Nikolai Horty.
Under processen mod de store krigsforbrydere i Nürnberg blev der fremlagt en række dokumenter, der i alle enkeltheder skildrede den kynisme, hvormed den ungarske diktator deltog i Hitlers forberedelser til sine forskellige aggressioner.
Hortys direkte deltagelse i Hitlers store sammensværgelse mod freden gik så langt tilbage som til sommeren 1938, da indfaldet i Tjekkoslovakiet var under forberedelse. Den 22. august dette år besøgte Horty og hans ministerpræsident Imredy Hitler i Kiel for at rådslå om overfaldet. Tonen var oprigtig og bramfri under forhandlingerne. Førerens adjudant Schmundt refererede Hitlers tilnærmelse til Horty med følgende førerord: »Den, der ønsker at spise med af stegen, må hjælpe med at lave den til. Skulle Ungarn ønske at optage generalstabsforhandlinger, har jeg intet at indvende derimod.«
Hitler talte til den gamle ungarske gangster som til en ligesindet, og Horty accepterede tanken om deltagelse i overfaldet uden betænkeligheder. D. 20. september rejstes officielt de ungarske krav om en bid af de slovakiske områder, og i oktober deltog de ungarske tropper sammen med tyskerne i indmarchen over grænsen. Ungarns ulykke var, at Nikolaj Horty altid havde appetit, når der var en »steg«, der skulle parteres. Da Hitler i marts 1939 forberedte den endelige indlemmelse af Tjekkoslovakiet, henvendte han sig igen fortroligt til sin medsammensvorne i Budapest med et telegram om, at Ungarn kunne indlemme Karpater-Ukraine, hvis det ville være med. Denne gang var Horty ligeså villig og svarede omgående, at der var truffet forberedelser til grænseprovokationer tre dage senere, og at de ungarske tropper var fyldt med begejstring. I Hortys telegram hed det videre: »Jeg skal aldrig glemme dette bevis på deres venskab. Deres excellence kan til alle tider stole på min urokkelige taknemmelighed.«
Da Nürnberg-dokumenterne blev fremlagt, var de fleste af de udenlandske iagttagere og journalister omtrent bombesikre på, at der var fremkommet nok til at sikre Nikolaj Horty rebet sammen med de tyske venner og medsammensvorne. »Berlingske Tidendes« medarbejder i Nürnberg, redaktør Helge Knudsen, telegraferede den 5. december 1945 til sit blad: »Horty, der engang var Ungarns rigsforstander, sidder nu i fangenskab i nærheden af Nürnberg. Han er håbløst kompromitteret.« Det samme blev slået fast i bladets overskrift. Man anede allerede, at admiralen skulle dingle i galgen ved von Ribbentrops side.
Men så kom overraskelsen: Knap en måned efter kom meddelelsen om, at admiral Horty – trods alle dokumenter – var blevet løsladt fra sit bayerske fængsel – efter sigende fordi den svenske konge havde interveneret til fordel for den gamle mand. De tjenstivrige reportere, der havde tipset Hortys hurtige endeligt, havde overset den gamle sandhed om, at retfærdighedens gudinde ofte er plaget med forskellige former for blindhed. Det er ikke altid gerningerne, der bestemmer dommens udfald. Heller ikke ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. I visse tilfælde kan man for eksempel godt have medansvaret for hele 700.000 ungarske jøders deportering og død og alligevel blive løsladt som en gammel hædersmand. Det viser tilfældet Nikolaj Horty!
Naturligvis havde Helge Knudsen så inderlig ret: Horty var uhjælpeligt kompromitteret! Var der nogen, der skulle have været dømt for sine bedrifter under den Anden Verdenskrig, burde Nikolaj Horty have været hængt som krigsforbryder sammen med de andre. På det foreliggende materiale mente denne danske journalist da åbenbart også, at det var helt uundgåeligt. Men hvorfor blev han det så ikke? Det er den interessante side af sagen, der fortjener at blive lidt bedre belyst.
Hortys Ungarn var under hele krigen et af de europæiske områder, Winston Churchills England så hen til med særlig ængstelse. Ustandselig pinte den frygt de britiske diplomater, at Ungarns herskende klasser havde skrævet over mere end det forholdsvis tyndslidte bukseskind kunne holde til. Ungarn var magnaternes og godsejer-diktaturets land, fremfor noget andet. Lige siden 1919 havde landets arbejderbevægelse været holdt nede ved en hæmningsløs hvid terror. Det havde været galgernes land i ordets egentlige forstand: Galgernes og tugthusenes. Men det var også de utilfredse jordhungrende bønders land. Landdistrikterne sydede af slet dulgt utilfredshed over, at nogle få hundrede godsejere bogstavelig talt monopoliserede adgangen til omtrent al den jord, der var noget værd. 4.929 ungarske godsejere rådede før krigen tilsammen over næsten 2,3 millioner hektarer jord, og af dem var oven i købet 184 af de største magnater alene ejere af 553,150 hektarer. Til gengæld fandtes der i Ungarn 661.000 landarbejder og småbondefamilier, der helt eller delvis manglede jord for at opretholde livet. Arbejderne og den jordfattige landbefolkning udgjorde tilsammen det store flertal af Ungarns befolkning. Det var derfor, der skulle et fascistisk diktatur til for at opretholde magnaternes jordprivilegier og deres gamle stilling som den herskende klasse.
En ejendommelighed ved det ungarske magnat-diktatur var de nationale former, hvorunder Horty og Co. maskerede de store grundbesidderes fåmandsvælde. Formelt fandtes der et parlament, og der fandtes også politiske partier, befolkningen kunne »vælge« imellem. Men det var politiske friheder på papiret. De egentlige venstrepartier: de revolutionære arbejderes og småbønders repræsentanter var sat udenfor loven – var politisk retsløse. Valgloven var mere end besynderlig. Store dele af den ubemidlede befolkning var udelukket fra valgret, og stemmeafgivningen ved parlamentsvalgene var offentlig. Der stemtes ved valgmøderne, der arrangeredes af de store grundbesiddere, ved håndsoprækning. Og vé den arbejder, forpagter eller jordfattige bonde, der her vovede at optræde mod de autoriserede reaktionære partier, eller som stemte mod nådigherrens kandidater: Arbejdsløshed og anden økonomisk forfølgelse skulle hurtigt belære den formastelige om, at så vidt strakte de politiske friheder sig dog heller ikke i Hortys Ungarn!
I de 20 år, Horty-regimet var ved magten i mellemkrigstiden, affandt de store vestlige demokratier sig uden betænkeligheder med disse middelalderlige tilstande i Ungarn. Ikke én protest blev rejst mod denne besynderlige form for »demokrati« og parlamentarisme. Typisk nok var det først, da magnat-diktaturet blev styrtet ved den Røde Armés indmarch, at vestmagterne begyndte at udvise en næsten sygelig interesse for, om alle det vestlige demokratis krav blev opfyldt i det nye Ungarn, og om der nu også blev givet det tidligere regimes folk fuld frihed til at virke for – en tilbagevenden til de gamle tilstande.
*
Det var ikke svært at se, hvor en tabt krig ville føre hen i Ungarn. Den ville efter al sandsynlighed resultere i en dybtgående social omvæltning, der gjorde arbejder- og bondebevægelsens folk til Ungarns regering. Bela Kun havde i 1919 forspildt chancerne for en sådan udvikling, fordi han gennem sin sekteriske politik hindrede, at disse to afgørende lag af Ungarns befolkning kom til at marchere i samme fodslag, men siden den tid havde Horty-diktaturet belært både arbejdere og bønder om et og andet. Der var ikke store chancer for, at Bela Kuns´ fejl ville blive gentaget, så at magnaterne og deres storborgerlige allierede igen kom ovenpå efter en tabt krig.
Nu var der ikke noget, Winston Churchill afskyede mere end tanken om en social omvæltning midt i Mellemeuropas hjerte. Og der var heller intet, der i Balkan- og Donaurummet i den grad faldt i den britiske premierministers smag som et reaktionært godsejervælde. Det mindede så herligt om traditionerne i »old England«, og det er så uendelig praktisk for gennemførelsen af økonomisk britisk imperiepolitik. Med hensyn til økonomiske muligheder minder et feudalt og tilbagestående godsejerland næsten om en koloni. Og et regime af magnater, der befinder sig i konstant social klemme er på udenrigspolitikkens område så enestående medgørligt overfor udenlandske »råd« og impulser. Den sandhed kendte også Adolf Hitler udenad, som den lille tabel.
Så var der yderligere den ting, der gjorde Nikolaj Horty til så brugbar en mand for gamle Winston: han fulgte Hitler som en skygge, så længe han troede på Hitlers sejr – men heller ikke én dag længere. Han var ikke bundet af sygelige loyalitetshensyn til andet end sine magnaters interesser og privilegier. Så snart, det gik op for Horty, at han havde holdt på den gale hest, så han sig straks om efter en anden, der bedre kunne vinde det store væddeløb for ham. I krigens sidste periode holdt han – trodsende enhver risiko – på en fyrig britisk ganger, der hed Winston Churchill. Derimod afskyede han af et ærligt gammelt magnathjerte de små rappe russiske steppeheste, der til sidst vandt det store ridt ind over den magyariske pusta!
Hvor Churchill havde valget mellem den gærende ungarske folkebevægelse mod tyskerkursen og magnat-tyranniet eller bagdørskonspirationerne gennem Secret Service med den gamle forhærdede rigsforstander og hans opskræmte magnater, der allerede anede Tysklands nederlag og deres egen forestående undergang i det almindelige skibbrud, faldt den gamle tory igen for fristelsen, da han blev ført op på bjerget og skuede ud over fremtidens Europa. De oprørske ungarske arbejdere og bønder ville ikke blive så lette at tale »fornuftigt« med.
Det er her, vi har forklaringen på den kongelige jugoslaviske eksilregerings hemmelige forhandlinger om separatfred med Hortys Ungarn i perioden 1943-44 – på betingelse af, at »krigsminister« Michailowitj fik ungarske våben til kampen mod Tito. Det er her, vi har forklaringen på Hortys mislykkede forsøg på at bryde ud af Aksen den 15. oktober 1944 for at forsøge at spille en Mannerheims rolle i ungarsk politik med britisk hjælp. Mannerheim hørte jo også med til dem, der ikke blev gjort ansvarlig for sine gerninger – og det er her, vi har forklaringen på, at der aldrig kom nogen proces mod Hitlers vasal og medskyldige, rigsforstander Nikolaj Horty af Ungarn. Den dag, han faldt i de vestallieredes hænder, var han allerede en gammel kending af den britiske efterretningstjeneste. Han havde købt sig fri for sin gamle brøde, så at fængselportene hurtigt åbnede sig for den gamle synder i den forslidte ungarske admiralsuniform. Han havde forlængst fået amnesti, for værdifulde tjenester, han havde ydet sine nye herre med samme ildhu, som da han fulgte Adolf Hitler og tjente ridderspore med hagekors i fem af den store gangsters felttog!
Da admiral Hortys britiske og amerikanske velyndere lige så stille fik lirket fængselsdørene op for den gamle krigsforbryder, var de dog klare over, at tiden endnu ikke var moden til at slippe admiralen løs på Ungarn lige straks. Hans gamle reaktionære parti var jo opløst og forbudt som fascistisk. I stedet fik Hortys tilhængere derhjemme et lille vink om, at de jo passende kunne få tiden til at gå med at smugle sig ind i det mest konservative af de eksisterende lovlige partier – det såkaldte »husmandsparti« for at føre dette ind på en solid borgerlig og konservativ kurs og så iøvrigt interessere sig for at samle de anti-russiske officersgrupper fra resterne af Hortys fascistiske armé!
På denne måde kunne Horty og hans kreds måske få lov til at yde det gamle Europa nye og »påkrævede« tjenester. Det er jo heller ikke så længe siden, at man hørte nyt om, at kredsen omkring Horty stadig mener at have sine opgaver at løse, når det gælder om at støbe det omstridte slettelands fremtid ved Donaus bredder. Det mest kedsommelige ved historien er dens evindelige, og tilsyneladende ganske overflødige, gentagelser! Det er i reglen dem, folk dør af!
*
En af Amerikas, desværre alt for få, virkeligt frisindede og uafhængige journalister, »P.M.«s tidligere redaktør, oberst Ralph Ingersoli, optrådte under krigen som forbindelsesofficer mellem de britiske og amerikanske stabe. Han havde ved dette arbejde rig lejlighed til at gøre mange interessante iagttagelser. I sin omstridte bog »Top Secret« sammenfatter han sine erfaringer i følgende slående karakteristik af forholdet mellem de to vestallierede:
»Under krigen forsøgte briterne at manipulere således med vor militære politik, at vi skulle udkæmpe krigen i den retning, de ønskede det – og det var i en anti-russisk retning. De havde ikke heldet med sig. Med samme beslutsomhed søger de nu at manipulere således med vor udenrigspolitik, at vi ubrydeligt binder vor fremtid til deres. Hvis de får heldet med sig, og hvis der kommer en Tredje Verdenskrig, skal vi sikkert kæmpe for dem – mod russerne.«
Den første del af denne bidende analyse har sikkert fortsat sin fulde gyldighed som en karakteristik af det virkelige indhold af Churchills politiske strategi i de indre brydninger mellem de tre store allierede. Den sidste del af sentensen er tiden derimod allerede løbet fra. Den er kun rigtig med væsentlige modificationer. Omslaget i USAs´ egen udenrigspolitik efter Roosevelts alt for tidlige død har været større, end Ingersolls ord lader ane.
Det er ikke længere sådan, at det i første række er England, der slæber et modstræbende USA ind i en stadig mere udpræget anti-russisk kurs, som det ofte var tilfældet i samarbejdet mellem Churchill og Roosevelt. De højkapitalistiske og ekspansive kræfter, der behersker USA i dag, behøver ikke at »forføres« til en anti-russisk optræden hverken af Bevin eller andre. USA har derfor selv udviklet sig til et land med »vitale europæiske interesser«. Dets herskeres drøm er det store verdensomfattende kolonirige – af formelt selvstændige stater, – hvor alle afgørende politiske, økonomiske og sociale problemer såvel som de militære dirigeres fra Det hvide Hus. Det er fra Washington, at efterkrigstidens farligste stræben efter »Weltherrschaft« udgår. Ikke længere fra Berlin eller Londons City! Det og den sideløbende vækst i Sovjetunionens internationale magt og indflydelse var de afgørende forskydninger i den internationale balance, som den Anden Verdenskrig resulterede i. England er kun et svagt og vaklende forsøg på at opretholde et »tredje standpunkt« med alt for tydelig slagside i retning af amerikansk højkapitalisme.
Kernepunktet i den spændte internationale situation er ikke, som man så ofte søger at fremstille det: Vestmagternes defensive forsøg på at standse en videre fremtrængen af Sovjetmagtens socialistiske indflydelse. Det er Englands og Amerikas fælles offensive og aggressive anstrengelser for igen at vinde kontrollen over kapitalismens »tabte« interessesfærer først og fremmest i Tyskland – og i det østlige Europa. Målet er at stænge Ruslands omskabende europæiske indflydelse inde bag dets egne snævre grænser og genetablere den gamle vestlige kontrol over staterne ved Sovjetunionens vestlige grænse. Truslen med atombomben, der igen og igen vender tilbage som internationalt »argument«, er den tekniske understregning af denne nye offensive tendens.
Det er her, Churchills gamle strandede planer fra drøftelserne om den anden front igen får en ny og aktuel betoning – blot med overvejende amerikansk accent. Udviklingen har sin egen indre dialektik, der går på tværs af alle de slagord og løsener, der flyder med strømmen på overfladen for at pynte lidt på de kræfter, der brydes nede i dybet. Kraftsamlingen er allerede i fuld gang på begge sider.
Sovjetunionens stilling til udviklingen i det sydøstlige Europa er klar. Den blev den 13. marts 1946 formuleret af Stalin, da denne som svar på Churchills tale i Fulton erklærede: »Man må ikke glemme, at tyskerne foretog deres invasion i Sovjetunionen gennem Finland, Polen, Rumænien, Bulgarien og Ungarn. Tyskerne var istand til at trænge ind i Sovjetunionen gennem disse lande, fordi der i de pågældende stater fandtes regeringer, som var fjendtligt indstillede overfor Sovjetunionen. Som følge af den tyske invasion mistede Sovjetunionen 7 millioner mennesker i slag mod tyskerne, gennem voldshandlinger under den tyske besættelse og ved bortførelsen af mennesker til tysk slaveri. Kan man undre sig over, at Sovjetunionen udfra ønsket om fremtidig at sikre sig selv udfolder bestræbelser for at opnå, at der i disse lande findes regeringer, der er loyale overfor Sovjetunionen ? Hvorledes kan man – med mindre man er gal – betegne disse skridt og aspirationer fra vor stats side som ekspansionistiske tendenser hos Sovjetunionen?«
Det er den gamle erkendelse af, at ingen har fred længere, end ens nabo vil, der er grundelementet i Sovjetunionens østeuropæiske politik. For fredens skyld vil Sovjetunionen gå med til en hel del, men den vil under ingen omstændigheder tolerere, at regeringerne på Balkan og i Donau-dalen igen forvandles til uselvstændige redskaber i hænderne på andre stormagter, der fører en fjendtlig politik overfor Sovjetstaten. Fortidens dyrekøbte erfaringer har gjort en dybtgående udrensning af alle de politiske kræfter, der under krigen repræsenterede fascismen og tyskerkursen, til et hovedkrav i russisk politik i disse grænselande. Man kan kalde dette indblanding i disse landes indre udvikling. Men var det ikke også indblanding, da de allierede i fællesskab i menneskehedens interesse forbød det nazistiske parti i Tyskland? Den russiske indflydelse har bevirket sociale omvæltninger i det sydøstlige Europa. Det er rigtigt. Men er det ikke lige så rigtigt, at der netop i disse lande var påkrævet sociale ændringer i højere grad end noget andet sted i Europa? Ville resultatet i modsat fald ikke have været en ny fascisme under en eller anden form? Tilstande som de, der før krigen rådede i Donau- og Balkanrummet, kan nu engang kun opretholdes gennem et folkefjendsk diktatur!
Målt på langt sigt er udenrigspolitik ikke mindst kapløbet om at støtte sig til og sikre sig førerskabet over de fremskridtets kræfter, som fremtiden ifølge udviklingens lov må tilfalde.
I det østlige Europas hærgede, mishandlede og før så »tilbagestående« lande, der først lige har viklet sig helt ud af resterne af feudalismens kvælende svøb, har russerne vundet et forspring, som er større end dets militære bedrifter, og som måske ikke engang atombomben i det lange løb kan opveje. De har forstået at støtte sig på de politisk mest fremskredne lag i disse folk og på de kræfter, der repræsenterede den aktive frihedskamp mod fascismen og den tyske besættelse – trods hele den noget søgte kampagne om, at de nye regeringer hverken er repræsentative eller »demokratiske« nok i vesteuropæisk forstand.
På dette punkt står vestmagterne med deres store handicap, med arven fra Churchills strategi i det nære Østen. De må nøjes med, hvad der af tradition blev levnet til dem: resterne af de gamle magthavere i Donau- og Balkanrummet. Det er nu en gang ikke så let at optræde som repræsentanter for det virkelig sande og ægte vesteuropæiske demokrati på en arena, hvor man kun kan agere med lokale kræfter som de græske diktatur-tilhængere og quislinger, Hortys ungarske magnater, Rumæniens dr. Maniuer, Albaniens feudale godsejere og Jugoslaviens Michailowitj-tilhængere under armen.
Og opgaven bliver dobbelt svær, hvor det eneste drivhus for vesteuropæisk afgrøde er det ulykkelige Grækenland, hvor det vel lykkedes at slå den hjemlige venstreorienterede frihedsbevægelse og »den russiske indflydelse« ned, men hvor man trods alle forklaringer kun har et folkefjendsk royalistisk diktatur, lidt rigeligt isprængt åbenlyse quislinge-elementer fra tyskertiden, til at vise »det virkelige demokrati«s flag.
Denne arv både taler og tynger og den er så svær helt at blive kvit. Det er, hvad der i praktisk politik blev tilbage af Churchills en gang så højtflyvende planer om hans anden front. Hans politiske strategi var rettet mod russerne og socialismen, men hvem rammer mon i grunden dens eftervirkninger hårdest i dag?
a. Katyn-gravene – her tager Moltke fejl. Mikhail Gorbatjov indrømmede i 1990, at det var Sovjetunionen, der stod bag massakren. Se fx WikiPedia. – Web.-red.
Sidst opdateret 17.1.2010