Marxisme Online > Arkiv > Hansen | Mogensen
Trykt i International Socialisme. Politiske arbejdstekster nr. 1, oktober 1988.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 2. sep. 2013.
VS har på sin 15. kongres besluttet at “der må etableres en bred politisk og programmatisk debat mellem alle ... der erkender den socialistiske revolutions nødvendighed. En debat, der skal være et element i en proces, der “på længere sigt munder ud i dannelsen af et revolutionært marxistisk parti”. At VS rejser spørgsmålet om et revolutionært marxistisk parti er klart positivt. Men når kongressen i samme åndedrag kan vedtage resolutionen “Et venstresocialistisk svar på 90’ernes udfordring”, så blir det samtidigt klart, at VS ikke kan være udgangspunktet for en sådan organisation. Resolutionen er udtryk for en centristisk opfattelse – den forsøger at bygge bro mellem reformistisk og revolutionær politik. Og dermed bryder den fuldstændigt med en række holdninger, der er centrale i marxismen. Det er disse brud, vi vil prøve at trække op med denne kritik af resolutionen.
En af papirets centrale svagheder er opfattelsen af statsmagten. For Marx var staten blot “et organ for klasseherredømme for den ene klasses undertrykkelse af den anden”. “Arbejderklassen kan ikke uden videre overtage den færdige statsmaskine og sætte den i bevægelse for sine egne formål”, men må derimod “sønderbryde den”. Utallige arbejderopstande har siden da bittert måtte erfare det rigtige i denne analyse. Og samtidig indset, at tilstedeværelsen af “demokratiske” og parlamentariske organer ikke har ændret en tøddel ved statsapparaternes egentlige natur.
VS er ikke enige i denne statsopfattelse. Godt nok er det ifølge resolutionen nødvendigt at “overskride systemets rammer” og klart at “staten ikke kan skabe socialisme..”, men pointen er, at det er nødvendigt aktivt at knuse statsmagten, ikke bare at komme uden om den! Og grunden til dette er selvfølgelig, at statsmagten ellers bliver brugt til at knuse arbejderklassen. At bilde folk ind, at “et aktivt befolkningsflertal vil kunne overbevise borgerskabet om, at dets privilegier må opgives og at modstanden imod udvidelsen af demokratiet ikke længere vil være mulig” og dermed sikre “en ikke‑voldelig overgang til socialismen”, er derfor for alvor at lægge op til blodsudgydelse. Erfaringer fra oprør støttet af et overvældende flertal i arbejderklassen (Chile 1973 f.eks.) viser, at borgerskabet på trods af modstandens omfang altid har været parat til at drukne oprøret i blod. Borgerskabets valg står mellem ingen modstand og sikkert nederlag eller modstand og en chance for sejr. Det er ikke noget svært valg.
Derfor er sammenstillingen af en socialistisk revolution (hvor borgerskabet som klasse fuldstændigt mister sin politiske og økonomiske magt) og enevældens afskaffelse i 1849 (hvor feudalherrerne kun tvinges til at afgive en del af magten, og samtidig “vokser sammen” med det nye industriborgerskab) også fejlagtig.
Det er det også, når man påstår “at staten efterhånden er et redskab med ret begrænsede muligheder når det gælder gennemførelse af reformer, der tager udgangspunkt i menneskenes behov”. Staten har nemlig altid kun været et redskab for borgerskabet. I det omfang borgerskabet via statsapparatet har gennemført reformer, er det derfor, enten fordi det har været tvunget til det, eller fordi de har været i borgerskabets egen interesse.
Denne statsoptimisme gennemsyrer også holdningen til folketinget. Aktuelt står “skabelsen af et aktivt arbejderflertal” som en væsentlig opgave for VS. Og med “aktivt” menes et arbejderflertal, der er udsat for et “øget udenomsparlamentarisk pres” og derfor fører en anden politik end SFs og Socialdemokratiets nuværende. Mildest talt! Nogle af VS’ bud på arbejderflertallets opgaver er nemlig “fundamentale produktions‑ og forbrugsomlægninger på tværs af kapitalens interesser, vetoret til de ansatte omkring arbejdets tilrettelæggelse og oprettelse af grønne fonde, der overtager dispositionsretten over bankers, forsikringsselskabers og pensionskassers investeringsmidler”!! Det er kort sagt ikke mange krummer, arbejderflertallet efterlader til borgerskabet!
Hele konstruktionen er fuldkommen illusorisk. For det første fordi borgerskabet aldrig vil acceptere så vidtgående angreb uden forbitret modstand. Langt mindre angreb har før fået borgerskabet til at gå amok med økonomisk og politisk sabotage. Kravenes gennemførelse kræver faktisk at der er gennemført et revolutionært opgør med borgerskabet. For det andet fordi Socialdemokratiet aldrig ville røre krav, som fundamentalt truer borgerskabet og kapitalismen. Som VS meget klart skriver i et andet papir: “... et arbejderflertal ... vil ikke overskride det kapitalistiske samfunds logik ...”.
Arbejderflertallet vil tværtimod prøve at lappe videre på den danske kapitalisme, og det vil uvægerligt betyde angreb på arbejderklassen. Sådan som forskellige arbejderflertal tidligere har angrebet arbejderklassen i Danmark, resten af Europa og også i Chile i 1973 på trods af det “øgede udenomsparlamentariske pres”.
Når vi “ønsker” os den rødest mulige regering, er det derfor ikke, fordi vi tror, at en arbejderregering af den ene eller anden type nødvendigvis vil føre en mere progressiv politik. Det skyldes udelukkende, at den vil være et udtryk for et ønske og forventning om en mere progressiv politik i arbejderklassen. Det er i sig selv positivt og styrker mulighederne for modstand over for angreb. Men det, der afgør, om en arbejderregering kan fortsætte Schlüters nedskæringsfelttog, er ikke arbejderklassens ønsker og forventninger, men derimod dens styrke og selvtillid over for borgerskabet. Hvis arbejderklassen ikke er stærk nok til at slås med en arbejderregering, og der ikke er et stærkt politisk alternativ til klassesamarbejdet, vil resultatet af de skuffede forventninger nemt blive udbredt demoralisering og højredrejning, som det f.eks. kan ses i Frankrig i dag.
En arbejderregering er ikke lettere at presse på grund af dens “tilknytning til arbejderbevægelsen”, som VS påstår. Socialdemokratiet og hele bureaukratiet i fagbevægelsen er nemlig ikke bare tilknyttet/afhængig af arbejderklassen – de er også både politisk og som forhandlere i høj grad afhængige af samarbejde og forhandlinger med borgerskabet. Samtidig er deres politiske autoritet og faste greb om fagbevægelsen nødvendig for borgerskabet, når arbejderklassen ikke vil æde arbejdsgivernes direkte angreb frivilligt. Det er jo ingen tilfældighed, at det var Anker Jørgensen‑regeringer, der op igennem 70’erne gennemførte det, som Hartling måtte opgive i 1974: Indkomstpolitik, overenskomstindgreb, de første angreb på dagpengesystemet osv. En periode, som afgjort har været med til at svække arbejderklassen og give Schlüter lettere spil fra 1982 og fremad.
Det afgørende er altså ikke regeringens farve, men arbejderklassens styrke og eksistensen af et politisk alternativ til klassesamarbejdet. Ingen af delene udvikles ved, at gøre som VS: At spy om sig med krav om alt fra arbejderkontrol over opløsning af militærblokkene til forbud mod kunstig kakao. Problemet er ikke mangel på den ene eller anden type krav eller program, men derimod at vinde de kampe, som faktisk finder sted. Det er ikke gennem fritsvævende reformkrav, men derimod i kamp, at både styrke og bevidsthed i arbejderklassen kan udvikles. De revolutionæres opgave i dag er derfor at pege på, hvordan kampene i hverdagen kan udvikles og vindes, og samtidig advare mod illusioner om at en arbejderregering vil kunne løse problemerne for arbejderklassen. Formuleringer i resolutionen som “...disse råd (arbejderråd) får eller kæmper sig til følgende rettigheder...” betyder, at VS i stedet bærer ved til disse illusioner.
Det er også bemærkelsesværdigt, at den eneste kamp i virkelighedens verden, papiret forholder sig til, er påskestrejkerne – og med den pointe at der “ud af bevægelsen ... voksede kravet om et aktivt arbejderflertal”! Ikke at arbejderklassen endnu engang viste sin utrolige styrke i kamp, ikke at det er i dén muligheden for at fjerne kapitalismen ligger, ikke at kampen blev stoppet, fordi alternativet til DKP og Socialdemokratiets lederskab er for svagt.
VS’s udgangspunkt er ikke klassekampen og klasseinteresser, men en abstrakt vision om “demokratiske forandringer”. Derfor ender politikken også i abstrakte parlamentariske illusioner og ikke i revolutionære forandringer.
VS’s manglende interesse i klassekampen formulerer de selv meget klart: “... kravet om demokratiske skridt, må i 90’erne sættes højere end de traditionelle økonomiske reformkrav ...”. Hvorfor?? Jo, fordi de “... leder frem mod selvforvaltning, arbejderråd, beboerråd, forbrugerråd osv., dvs. de demokratiske organer, som er den afgørende kraft i den sociale revolution.” Konsekvensen af denne holdning er for det første, at VS vil rynke lidt på næsen og trække på skuldrene, når klassekampen primært drejer sig om økonomiske krav. Denne kunstige adskillelse af “økonomisk” og “demokratisk” kamp er en ny variation over et gammelt tema: adskillelsen af økonomisk og politisk kamp. En kinesisk mur, der er blevet rendyrket ideologisk af reformismen præcis for at stække det politiske element, der er i enhver økonomisk kamp. De økonomiske kampe er nemlig med til at udvikle arbejderklassens muskler til de politiske kampe. De rejser i sig selv en række politiske spørgsmål, og indeholder også muligheden for selv at udvikle sig til en politisk kamp, dvs. en generel kamp klasse mod klasse. Det var derfor Marx kaldte fagforeningerne “en skole i kommunisme”. Havnestrejken i 1983 viste også klart, hvordan en kamp, der både var økonomisk i sit indhold (bevarelse af dagpengene) og i sin form (dispensation til havnearbejderne), var ved at udvikle sig til en politisk kamp for politiske krav (generalstrejke for loven af bordet). Omvendt har påskestrejkerne [et eller andet mangler i den trykte udgave; web. red.]
Derfor leder “kravet om demokratiske skridt” ikke mere frem mod arbejderråd og social revolution end et krav om 50 øre mere i timen – tværtimod. Arbejderråd er nemlig ikke et krav, arbejderklassen rejser, men derimod noget arbejderklassen selv danner, fordi det blir nødvendigt i meget generaliserede kampe. De dannes for at kunne organisere kampen, fordele fødevarer osv. – ikke fordi de har muligheden for at blive kernen i en ny arbejderstat.
Det er altså arbejderklassens magt og kollektive handling, der er “den afgørende kraft i den sociale revolution”. Men arbejderråd er ikke en tilfældig valgt form for organisering på linje med f.eks. “forbrugerråd”, som VS også ser som afgørende for den sociale revolution. Arbejderklassen har historisk valgt arbejderrådene som redskaber, fordi de har været den bedste måde at organisere kampen på. Den magt og kollektive handling, det er muligt at udøve med udgangspunkt i Brugsen eller Føtex, er faktisk ret begrænset! Fordi “forbrug” i bred forstand er en ligeså klasseløs kategori, som VS’s øvrige “demokratiske visioner”.
Dannelsen af det “revolutionære marxistiske parti”, VS siger de ønsker “på længere sigt”, ser vi som en både central og aktuel opgave.
Både fordi det i dag er nødvendigt med en organisation, der kan pege på hvordan kampene kan vindes og samtidig udgøre et klart socialistisk alternativ til SF og Socialdemokratiets forsøg på at give kapitalismen kunstigt åndedræt. Men først og fremmest fordi dette alternativ skal være stærkt, når arbejderklassen for alvor stiller magtspørgsmålet på dagsordenen – ellers vil reformisterne stå alene med deres kontrarevolutionære svar, som de har gjort det i masser af dobbeltmagtsituationer gennem historien. Det er ikke muligt i dag at danne en organisation, der magter disse opgaver. Men den springer heller ikke frem af sig selv engang i fremtiden. Det er i dag, at forudsætningerne skal skabes. Og en af de centrale forudsætninger er, at de revolutionære i dag er i stand til organisatorisk og politisk at adskille sig klart fra VS’s “demokratiske visioner”.
Heldigvis er der modstand mod 90’er papiret i VS. Lydias, Ullas og Bjarnes kritik (bragt andetsteds i Bulletin) er et befriende klart opgør med papirets linje. Præcis derfor er det trist, at konklusionen er uklar. Lydia m.fl. berører nemlig ikke spørgsmålet om en revolutionær organisation med et eneste ord i deres kritik, hverken aktuelt eller strategisk. Som de velskolede marxister, de fremstår som, kan de jo ikke være uvidende om, at det er et helt centralt spørgsmål.
De siger blot, at VS “inden for en overskuelig fremtid” skal afklare sig strategisk – ikke at en sådan afklaring nødvendigvis vil betyde et brud mellem den revolutionære og reformistiske strømning i VS. Problemet er, at det lige præcis er angsten for dette brud, der igennem VS’s historie har forhindret en strategisk afklaring, og det har svækket opbygningen af et revolutionært alternativ. Ved at nøjes med en 95% rigtig marxistisk kritik, men undlade de sidste 5%, bliver de selv hængende i den centrisme, som de ellers så overbevisende distancerer sig fra.
Det er indlysende ulogisk at blive ved at afklare og diskutere med folk, som man er grundlæggende uenige med, og undlade at gå ind i diskussioner med dem uden for VS, som man er grundlæggende enige med.
Vi vil derfor opfordre marxisterne i VS til at tage de organisatoriske konsekvenser af deres politiske holdninger. Og samtidig invitere VS’ere og omegn til at deltage i den diskussionsproces RS og IS i øjeblikket fører, for at samle de to grupper i én revolutionær organisation. Det foregår bl.a. på RS’ seminar “Lønudsalg eller klassekamp” d. 17/9 og på IS’ seminar om “Glasnost” d.8‑9/10. Begge arrangementer finder sted i København.
Sidst opdateret 5.1.2015