Trykt som en del af pjecen Hvorfor et revolutionært arbejderparti? IS – på vej ud af centrismen udgivet af Internationale Socialister, september 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 26. marts 2015.
Hidtil i FFL har der været stor forvirring, om hvad man vil med “partiopbygning”. Det kan illustreres ved at spørge folk, hvad de mente med “vi”. Nogle henviser til VS, andre til brancherne og en lille gruppe henviste til Listen. Det samme viste sig, da man tog diskussionen om “nedgangen”. For mange var det blot en akademisk diskussion, om hvor mange strejker der var, fordi man ikke har noget perspektiv om opbygningen af en selvstændig revolutionær organisation. Det var netop betingelserne for opbygningen af en selvstændig organisation, at diskussionen handlede om. Hvis man skal handle med klarhed, er den første forudsætning klarhed om perspektiverne, om hvad man vil. En forvirret politik fører nødvendigvis til en forvirret praksis.
Argumentet kan opsummeres kort i fem hovedpunkter:
1. Det er arbejdsgiverne, som er i offensiven, og arbejderklassen, som er i defensiven. Med andre ord er det borgerskabet, der som regel vælger slagmarken. Havnearbejder-strejken, på grund af regeringens dagpenge-stramninger, Danfoss-strejken, fordi ledelsen vil splitte faglærte og ufaglærte, og HT-konflikten i forsvar af elementære faglige rettigheder. Tendensen har været en klar stribe af nederlag, der forstærker hinanden, hvor de enkelte sejre bliver isolerede og ude af stand til at ændre stemningen. HT-sejren var en enkelt svale, som ikke har vendt situationen. I et opsving går tendensen mere i den anden retning, hvor en sejr skubber på den næste sejr og spreder bevægelsen.
2. Faglig organisering på det formelle plan er stadigvæk intakt, der har ikke været nogen frastrømning af medlemmer. Men indholdet af denne organisering er blevet klart svækket. En aktiv deltagelse er mange steder blevet forringet. Mange tidligere militante tør ikke længere argumentere for strejker, fordi de ikke er sikre på, at andre vil støtte dem. Sektionalismen blomster op, og solidariteten er svær at hente hjem. Stilladsarbejder-strejkerne er gået næsten ubemærket hen i denne omgang i skarp kontrast til strejken for seks år siden, hvor parolen var “i dag stilladsarbejderne, i morgen dig”. I et opsving er tendensen, at kampen spredes og generaliseres, oftest uden en aktiv medvirken fra de revolutionære. I nedgangen er tendensen til opsplitning og sektionalisme, hvor det er svært at vinde argumentet, om at generalisering og solidaritet er nødvendig for at vinde.
3. Denne svækkelse af tilliden til egne kræfter betyder, at fagbureaukratiet spiller en mere fremtrædende rolle i de kampe, der sker. Danfoss-strejken er et typisk eksempel. Uden engang en strejkekomité har fagtoppen nemt ved at sprede forvirring og opløsning med eksklusionstrusler. I et opsving er bureaukraterne stadigvæk et væsentligt problem, men der er større chancer for at aktiviteter på gulvplan uafhængigt af bureaukraterne blomstrer op.
4. Nedgangen betyder også, at det ideologiske klima er blevet rykket til højre. Manglende tiltro til egne kræfter, hvor flere sætter deres lid til, at andre kan løse problemerne, om det er fagbureaukraterne, arbejdsretten eller en arbejderregering. Men også på den måde, at f.eks. flere unge piger søger beskyttelse i familiens favn, er det klart, at vinden blæser fra højre. Det ideologiske ryk til højre kan også ses på venstrefløjen. Under opsvinget kunne grupper med uklare ideer vokse lige så meget som andre, fordi man gik med strømmen. Grupper som Listen, der var uklar i praksis om opbygningen af en selvstændig organisation, ville ikke kunne afgrænse sig fra den store centristiske sump, der er tilbage.
5. Så længe der er to klasser i samfundet, vil der altid være klassekamp på et eller andet plan. Et mindre økonomisk opsving eller en taktisk fejltagelse fra borgerskabet kan betyde, at situationen begynder at vende. Det betyder ikke, som Listen siger, at vi skal forholde os til disse brudflader, som om et nyt opsving allerede var i gang. Tværtimod. Tilspidsede situationer under nedgangen som havnearbejderstrejken, HT-konflikten m.m. viser netop alle de problemer nævnt ovenfor i skærpet form. Enhver af disse konflikter rejser muligheden for, at nedgangen kan vendes. Men vi forbereder ikke et nyt opsving, som om det allerede var kommet. På samme måde forbereder man ikke en fest ved at drikke sig fuld. Man skal først købe drikkevarer. De to aktiviteter har en tæt forbindelse med hinanden, men er alligevel ikke det samme. Vi skal ikke forberede et opsving ved at tro, at opsvinget er i gang. Vi er nødt til at forholde os til de konkrete problemer politisk arbejde inedgangsperioder rejser.
I en opgangsperiode var det muligt at opbygge en række bredere organisationer og forummer fra oppositionen til fagtoppen. Det var ikke blot et spørgsmål om, hvad de revolutionære gjorde. De voksede op mange gange uafhængigt af de revolutionæres indsats. Her var et sted, hvor man begyndte at generalisere erfaringerne og med en fornuftig indsats fra de revolutionære kunne de fungere som et transportbånd til de revolutionæres rækker.
Selv om man aldrig har opbygget den bredere oppositionsbevægelse på tværs af faggrænser her i Danmark, kunne perspektivet tidligere bruges med rimelig succes til at styrke de revolutionære.
I dag, i stedet for at være et transportbånd til de revolutionæres rækker, virker perspektivet som et transportbånd væk fra de revolutionære.
Der er groft sagt tre slags oppositionsgrupper i dag. i) Grupper, hvor kun de revolutionære er tilbage. Her gemmer man sig bagved et andet navn og slipper for at skulle forklare sin politik. ii) Grupper, som er en samling af folk fra forskellige venstrefløjsorganisationer. Her har man for længe siden holdt op med at diskutere politik, for at gruppen ikke skal ende som et stort slagsmål, hver gang man mødes. Her slipper man også for at skulle forklare sin politik. iii) Grupper, som i praksis forholder sig til den næste fagforenings-generalforsamling. I stedet for at arbejde for at aktivere folk, er det i hovedsagen et spørgsmål, om hvem man skal stille op til bestyrelsen. Her har gruppen fuldstændig ændret karakter til et organ, der skaffer poster i fagforeninger.
Hvis der virkelig var en reel oppositionsbevægelse uafhængigt af bureaukraterne, ville det være en vigtig opgave at forholde os til det. Men vi løser ikke problemet ved at betragte alle mulige grupper, som om de var en reel bevægelse. Konsekvensen er, at vi gemmer vores politik, rykker til højre eller havner i passivitet på grund af knuste forventninger. Konklusionen er ikke, at vi passivt skal vente på opsvinget og læse Kapitalen og studere tidligere revolutioner. At forberede opsvinget betyder opbygningen af en revolutionær organisation, og det kan kun gøres ved, at vi forholder os til det, der sker i klasekampen, uanset hvor lidt det end er. Vi skal ikke holde op med at forholde os til den politiske periferi, vi har i det faglige arbejde. Vi skal forholde os på en ny måde.
Forståelsen af, at revolutionære skal arbejde på forskellige måder afhængigt af svingninger i klassekampen, er ikke noget nyt, vi har fundet på, eller for den sags skyld SWP. Vi kan lære fra f.eks. Trotskijs udmærkede analyse og indlæg på Kominterns 3. kongres om forholdet mellem opsving og nedgang i klassekampen. Vi skal altså ikke starte med ABC, hver gang vi står over for nye problemer. Vi har en tradition, der går tilbage til Marx og Engels, gennem bolsjevikkerne og Kominterns første kongresser til Trotskijs kamp mod Stalin i 30’erne. Problemet for os mange gange er, at traditionen er dybt begravet. Stalins kontrarevolution i Rusland og den enorme styrke, reformismen opbyggede i højkonjunktur-perioden efter 2. verdenskrig, betyder, at vi skal hoppe over næsten to generationer for at genfinde traditionen.
Kernen i denne tradition kan stilles op i fire punkter.
1. Som Marx sagde, er arbejderklassens befrielse arbejderklassens eget værk. Ikke ved, at et stalinistisk parti tager magten, eller at en bondehær erobrer staten eller igennem et reformprogram.
2. Kapitalismen skaber muligheder for, at arbejderklassen kan samles, men den sørger for, at den samtidigt bliver splittet og delt. De herskende ideer i samfundet er altid de herskendes, og det er kun gennem arbejderklassens masseaktivitet i en revolution, at det store flertal kan vindes for socialismen. Det er derfor nødvendigt at organisere det mindretal, som er revolutionært i ikke-revolutionære situationer til at bekæmpe de herskendes ideer. Et sådant parti kan kun opbygges, inden revolutionen bryder løs. En revolutionær organisation er altså nødvendig i dag, ikke når der kommer et opsving og heller ikke efter kongressen, men i dag.
3. Socialisme kan ikke opbygges i et enkelt land, som stalinister, reformister og tredjeverdens-socialister hævder. Internationalisme er heller ikke et spørgsmål om velvilje mod bønder, som sulter i den tredje verden. Internationalisme er ikke et spørgsmål om at bygge skoler i Nicaragua, men som Karl Liebknecht siger: “Fjenden er hjemme”. Vi kan bedst bekæmpe kapitalismen, hvor vi selv er.
4. Den borgerlige stat er vores fjende og der er ikke nogen måde, hvorpå den kan bruges til at styrke arbejderklassen. Her må vi tilbage til Marx’s lære af Pariserkommunen og erfaringen med arbejderråd i den russiske revolution.
Lenin argumenterede, at “uden revolutionær teori kan der ingen revolutionær praksis være”. I en situation, hvor arbejderklassen er opsplittet, inaktiv og passiv, er det svært at forstå, at denne arbejderklasse kan tage magten i samfundet. Ikke nok med det, men det er ikke kun os, der forsøger at få indflydelse på arbejdere omkring os. De får også indflydelse på os. Det er derfor, at hårde og klare principper er nødvendige for at undgå tilpasning til et miljø, hvor strømmen går stærkt imod os.
Der er selvfølgelig den fare for selvtilstrækkelighed, for at tro, at så længe vi blot har de rigtige ideer, så kan vi overleve. Men pointen i et teoretisk program er at kunne gennemføre det i praksis. En sekt kan have de “rigtige” ideer, men være som et kloster, som udelukker omverdenen. Hvis man ikke snakker med andre, er der ingen fare for at man bliver besmittet. Men til gengæld kommer man aldrig afsted.
Hvis vi skal opbygge en organisation, er vi nødt til at forholde os til folk, som ikke er helt enige med os. Vi er nødt til at arbejde på at opbygge en periferi hele tiden. Vi kan altså ikke helt undgå et pres udefra, et pres fra de borgerlige ideer i samfundet, hvis vi skal videre. Spørgsmålet er mere, om hvordan man bevidst bekæmper de borgerlige, og herunder reformistiske og centristiske, ideer på den ene side. Og hvordan vi lærer fra arbejderklassen på den anden.
Det betyder to ting. For det første skal man have klare perspektiver. Man skal vide, hvor man skal hen. Men på samme tid skal man for det andet vide, hvor man er. Man skal kunne være fleksibel med taktikken.
Hvis man skal ud et sejle, er det først vigtigt at vide, hvor man skal sejle hen. Derefter skal man kunne bedømme vindstyrken og retningen og det samme med strømmen. Som regel sejler man ikke lige mod målet. Man skifter kurs frem og tilbage. Når man sejler mod strømmen, kræver det en fuldstændig anden teknik, end når man sejler med strømmen. Faktisk, hvis strømmen skulle ændrer sig, kan en fortsættelse af den gamle teknik betyde, at man kæntrer.
For revolutionære kan det være farligt, hvis man ikke vurderer, hvilken vej strømmen flyder, eller ligefrem synes, det er ligegyldigt. Det fører til problemet i Listen, hvor man i sidste ende er blevet hård med taktikken, om nødvendigheden af brancher og oppositionsgrupper, men til gengæld slækker på principperne, på nødvendigheden af en revolutionær organisation.
Det er vigtigt først at erkende, at strømmen går imod os, men det er vigtigt, at vi kaster os ud i strømmen alligevel. Men at gøre det uden at binde os fast med et reb er tåbeligt. Derfor er det nødvendigt med en organisation med en klart afgrænset politik.
Det var Trotskijs fortjeneste, at han forsøgte at fastholde den revolutionære tradition imod stalinismen i en utroligt vanskelig situation i 30’erne. Situationen var sort, og arbejderklassen var blevet smadret af fascismen mange steder. Der var nedgang, så det battede. Han kunne kun samle meget små revolutionære grupper omkring sig. Han var neget hård om nødvendigheden af at fastholde de revolutionære principper. I 1933 skrev han: “En revolutionær organisation kan ikke udvikle sig uden at den udrenser sig, især hvis den arbejder under legale forhold, hvor det ikke er usædvanligt, at tilfældige, fremmede og degenererede elementer samler sig under revolutionens faner.”
Men efter Trotskij blev myrdet, var der en tendens til et kigge mere på, hvad Trotskij skrev, end på hvordan de revolutionære principper kunne bruges i en verden, der forandrer sig. Teori og principper er aldrig udviklet løsrevet fra den virkelige verden. I Manifestet skrev Marx om proletariatets diktatur som blot “kampen for demokratiet”. Punktum. 23 år senere i 1871 kunne han skrive meget mere – at arbejderklassen opbygger en ny stat, med direkte valg, afskaffelse af bureaukratiet og den stående hær, umiddelbart genvalg af delegerede osv. Han kunne skrive det, ikke fordi han havde læst meget i mellemtiden, men fordi arbejderne i Paris lavede disse ting under Kommunen.
Men trotskisterne gjorde Trotskij til næsten et helligt skrift. Trotskij mente, at Sovjet var en arbejderstat, fordi der havde været en arbejderrevolution i Rusland. Det var bureaukratiseret og meget ustabilt. Det kunne ikke en gang overleve den kommende verdenskrig. Det gjorde Sovjet, og der blev ovenikøbet dannet en række stater opbygget som spejlbillede af Sovjet. Trotskisterne overførte en nedfrosset udgave af Trotskijs holdning, inden han døde, og betegnede også disse stater som arbejderstater, selv om der ikke havde været arbejderrevolutioner. Teorien blev altså forstenet, uden forhold til virkeligheden. I stedet for at bruge Trotskij og den revolutionære tradition, så at sige stå på hans skuldre, slikkede de hans støvler.
Det var her, at Socialist Review Group i England brød med 4. Internationale i 1950 og udviklede traditionen videre, i dag som Socialist Workers Party. Vi lægger ikke skjul på vores ståsted i den internationale tendens opbygget omkring denne politik. Det vil ikke sige, at vi gør det samme som SWP; på en række punkter ville det være helt forkert, idet vi er 18 og de er 4.000.
Jeg håber, jeg har gjort det klart, at betingelserne for at kunne intervenere er en hård og klar politik. Men det skal være lige så klart, at en revolutionær organisation kun kan opbygges, ved at den forholder sig til og deltager i klassekampen, fordi det kun er igennem kampe, erfaringer, at bevidstheden ændres og arbejderne bliver åbne over for revolutionære ideer. Det er, derfor at vi så vidt muligt skal forholde os til de kampe, der sker.
Når vi snakker om at intervenere, er det ikke intervention som gode faglige aktivister, eller som gode ungdomsaktivister, eller gode fredsaktivister, men som revolutionære.
I en periode, hvor arbejderklassen er i defensiven, får vores ideer en enorm vigtighed. Det er netop vores ideer, vores politik, som afgrænser os fra reformister, og som gør os i stand til at undgå de fælder, de falder i. Det er vores marxistiske tradition og erfaringer fra andre kampe opsamlet i den tradition, der gør os i stand til at argumentere for, hvordan man kan vinde. Det er netop vores ideer, der er vigtige, fordi vi ikke kan bevise i praksis, at vi har ret. En gruppe på 18, og for den sags skyld 150, får ingen indflydelse på kampens udvikling. Vores politik kan ikke vinde hundreder, men kun enkeltpersoner i dag.
Vi skal være meget klare over, hvorfor vi intervenerer i arbejdskampe. Vi gør det ikke blot for at støtte strejken, eller fordi vi kan vinde strejken, det er vi for svage til. Men vi kan vinde folk til vores ideer om fagbureaukratiet, om politiets rolle, om arbejdsretten, og vi kan argumentere, om hvordan man kan vinde. Vi skal diskutere hver gang, hvordan og hvorfor vi intervenerer.
Som enkelte revolutionære er vi ikke fredet fra den generelle højredrejning på de fleste arbejdspladser. Det er meget sværere at være revolutionær på arbejde nu end for nogle år siden. Det er nemt nok at bøje af, når der er vanskelige argumenter, og det er nemt nok at tro, vi har mere støtte, end vi faktisk har, hvis man har været et sted i lang tid. Når resten af venstrefløjen galoperer til højre, er det ikke overraskende, at vi også bliver presset. Der er ikke noget svagt i at indrømme det. Det, der er svagt og tåbeligt, er at bilde sig ind, at faren ikke eksisterer, at fordi man er erfaren og gammel på fløjen, bliver man upåvirket af denne udvikling.
Spørgsmålet er ikke, om man skal opbygge en forankring på arbejdspladserne. Det er mere, om hvordan vi sikrer, at vi ikke bliver trukket til højre, og at vi er i stand til at rejse vores politik. At være til stede på andre måder er ikke forankring, men begravelse.
Det betyder, at vi groft sagt prioriterer to ting. Det første er avisen. Her vil jeg ikke sige meget, der kommer et selvstændigt oplæg. Det vigtigste er, at vi har et redskab, der tvinger os til at komme ud og argumentere for vores politik, og som kan bruges til at opbygge vores periferi.
Det andet er vores ugentlige politiske møder. Nødvendigheden af at imødegå det daglige pres for at bøje nakken og tilpasse sig den generelle højredrejning betyder, at vores møder skal køre med en høj politisk profil. Det er ikke blot et spørgsmål om at give os selv argumenter på arbejde eller at finde nogle gode historier, der kan holde os i gang i nedgangen. Det er også et spørgsmål om at skole os selv, så vi kan bruge vores politiske principper til at forholde os til de mange detaljerede problemer, vi står overfor.
Vi skal etablere den praksis, at vi er kollektivt ansvarlige for det, vi laver. Vi er nødt til at diskutere den politiske basis, vi har hver for sig. Hvem kan vi sælge avisen til, hvem kan vi få til at komme til et møde. Og jo mere forankret man er, jo vigtigere bliver det, at man diskuterer problemerne om den reelle basis, man har som tillidsmand, om den reelle opbakning man har m.m.
Til sidst: En større politisk klarhed betyder også, at vi ikke tier, når der er problemer. Der er altid et eller andet, man kan være usikker på i en diskussion. Vi har allesammen lært en masse dårlige vaner i VS, og der er hele tiden det pres, vi står over for på arbejde. Det værste man kan gøre er at tie. Fordi vi er enige om de grundlæggende principper, behøver vi ikke være bange for at tage diskussionen op og finde ud af, om der er tale om en taktisk vurdering i den nuværende nedgangssituation, eller der er tale om noget, der står i modsætning til vores grundprincipper og bør diskuteres mere til bunds.
Sidst opdateret 28.3.2015