Hvorledes staten har udviklet sig, derved at gensforfatningens organer dels omformedes, dels blev fortrængt ved, at nye organer blev skudt ind, og endelig blev fuldstændig erstattet af virkelige statsmyndigheder, mens der i stedet for gensernes, fratriernes og stammernes bogstavelige »folk i våben«, der beskyttede sig selv, trådte en bevæbnet »offentlig magt«, der stod i disse statsmyndigheders tjeneste og derfor kunne bruges imod folket, – det kan vi, i hvert fald for den første tids vedkommende, intetsteds følge bedre end i det gamle Athen. Morgan har i hovedsagen fremstillet forvandlingen af formerne; det økonomiske indhold, som fremkaldte den, må jeg for en stor del føje til.
I heltetiden var athenernes fire stammer i Attika endnu bosat på adskilte områder, selv de tolv fratrier, hvoraf de var sammensat, synes at være bosat hver for sig i Kekrops' tolv stæder. Samfundsordenen var den, der rådede på heltetiden: folkeforsamling, folkeråd, basileus. Så langt den nedskrevne historie går tilbage, var jorden allerede fordelt og overgået til privatejendom, hvad der stemmer med den mod slutningen af barbariets øverste trin allerede relativt udviklede vareproduktion og dertil svarende varehandel. Foruden korn blev der udvundet vin og olie; søhandelen på det ægæiske hav unddroges i stadig højere grad fønikerne og gik for en stor del over på attiske hænder. Ved køb og salg af grundejendom, ved den fremadskridende arbejdsdeling mellem agerbrug og håndværk, handel og skibsfart, måtte medlemmerne af genser, fratrier og stammer meget snart blive blandet mellem hverandre og fratriens og stammens landområder få beboere, der, skønt de hørte til samme folk, dog ikke tilhørte disse grupper og altså var fremmede på deres eget bosted. Hver fratria og hver stamme styrede i rolige tider selv deres egne sager uden at sende bud til Athen til folkeråd eller basileus. Men den, som boede på fratriens eller stammens område uden at høre til den, kunne naturligvis ikke tage del i denne styrelse.
Den ordnede samvirken mellem gensforfatningens organer kom derved i den grad i uorden, at det allerede på heltetiden blev nødvendigt at søge midler derimod. Den forfatning, der tilskrives Theseus, blev indført. Forandringen bestod fremfor alt deri, at der blev indrettet en centralledelse i Athen, hvilket ville sige, at en del af de anliggender, som stammerne tidligere selv havde styret, blev erklæret for fælles og overdraget til det fælles råd, der havde sæde i Athen. Hermed gik athenerne et skridt videre, end noget indfødt folk i Amerika nogensinde er gået: i stedet for det blotte forbund mellem jævnsides boende stammer trådte deres sammensmeltning til et eneste folk. Dermed opstod en fælles athensk folkeret, som stod over de retssædvaner, der var rådende i stammer og genser; den athenske borger fik som sådan bestemte rettigheder og en ny retsbeskyttelse også på steder, hvor han var fremmed i stammen. Dermed havde man imidlertid gjort det første skridt til at undergrave gensforfatningen; thi det var det første skridt til den senere indlemmelse af borgere, som var stammefremmede i hele Attika, og som stod og vedblev at stå helt udenfor den athenske gensforfatning. En anden indretning, som tilskrives Theseus, var inddelingen af hele folket, uden hensyn til gens, fratria eller stamme, i tre klasser: eupatrider eller adelige, geomorer eller agerdyrkere, og demiurger eller håndværkere, og overdragelsen til de adelige af eneret på at besætte embederne. Med undtagelse af adelens embedsbesættelse blev denne inddeling ganske vist uden virkning, da den ikke på andre måder skabte forskel mellem klassernes rettigheder. Men den er vigtig, fordi den viser os de nye samfundselementer, som havde udviklet sig i det stille. Den viser, at den vane at lade visse familier besætte embederne indenfor gensen allerede havde udviklet sig til en lidet omstridt ret til embederne for disse familier, at disse familier, der desuden var mægtige i kraft af deres rigdom, begyndte at slutte sig sammen uden for deres genser til en særlig priviligeret klasse, og at det var de første spirer til en stat, der helliggjorde denne anmasselse. Den viser endvidere, at arbejdsdelingen mellem landbrugere og håndværkere allerede havde fået tilstrækkelig styrke til at gøre den gamle inddeling i genser og stammer rangen stridig i samfundsmæssig betydning. Endelig forkynder den den uforsonlige modsætning mellem genssamfund og stat; det første forsøg på at danne en stat består i at sønderrive genserne, idet det skiller gensernes medlemmer i priviligerede og tilbagetrængte, og disse igen i to erhvervsklasser, og således sætter dem op imod hinanden.
Athens politiske historie videre frem til Solon er kun ufuldstændig kendt. Embedet som basileus gik af brug, arkoner, som var valgt ud af adelen, trådte i spidsen for staten. Adelens herredømme voksede mere og mere, indtil det henimod år 6oo før vor tidsregning blev uudholdeligt. Og vel at mærke: hovedmidlet til at undertrykke den almindelige frihed var pengene og ågeren. Adelen havde sit sæde hovedsagelig i og omkring Athen, hvor søhandelen, tillige med sørøveriet, der endnu lejlighedsvis blev taget med i købet, berigede den og samlede pengerigdom i dens hænder. Herudfra trængte den mere og mere udviklede pengeøkonomi sig som opløsende skedevand ind i landbefolkningens nedarvede levevis, der var grundet på naturaløkonomi. Gensforfatningen er absolut uforenelig med pengeøkonomi; de attiske småbønders ruin faldt sammen med løsnelsen af de gamle gensbånd, der slyngede sig beskyttende om dem. Gældsbeviset og pant i fast ejendom (thi athenerne havde allerede opfundet dette) kendtes hverken af gens eller fratria. Og den gamle gensforfatning kendte ikke til penge, ikke til forskud, ikke til gæld. Adelens pengeherredømme, der udbredte sig stadig yppigere, udformede derfor også en ny sædvaneret til beskyttelse af kreditoren overfor skyldneren, til helligelse af pengemandens udbytning af småbønderne. Alle Attikas agre strittede af pantesøjler, hvorpå der stod, at dette stykke jord var pantsat til den og den for så og så mange penge. De agre, der ikke var mærket på denne måde, var for en stor del allerede solgt på grund af forfaldne pantelån eller renter og var overgået til den adelige ågerkarls besiddelse; bonden kunne være glad, hvis det blev tilladt ham at blive siddende på den som fæster og leve af en sjettedel af udbyttet af sit arbejde, mens han måtte betale den nye herre fem sjettedele i fæsteafgift. Og man gik endnu videre. Hvis indtægten af det solgte grundstykke ikke slog til til dækning af gælden, eller denne gæld var stiftet uden sikkerhed ved pant, så måtte skyldneren sælge sine børn som slaver i udlandet for at tilfredsstille kreditoren. Faderens salg af børnene, det var den første frugt af faderretten og monogamiet! Og var blodsugeren endnu ikke stillet tilfreds, så kunne han sælge skyldneren selv som slave. Det var civilisationens herlige morgenrøde hos det athenske folk.
Tidligere, da folkets livsforhold endnu svarede til gensforfatningen var en sådan omvæltning en umulighed; og nu var den kommet uden at man kunne sige hvordan. Vi vil et øjeblik gå tilbage til vore irokesere. Der var en sådan tilstand utænkelig, som nu havde trængt sig ind på athenerne, så at sige uden de kunne gøre for det og sikkert imod deres vilje. Der kunne den år ud, år ind ensartede måde at frembringe livsfornødenheder på aldrig frembringe en sådan, så at sige udefra påtvungen konflikt, ingen modsætning mellem rig og fattig, mellem udbyttere og udbyttede. Irokeserne var endnu langt fra at beherske naturen, men inden for de naturgrænser, som gjaldt for dem, beherskede de deres egen produktion. Bortset fra dårlig høst i deres haver og udtømmelse af fiskeforrådet i deres søer og floder og vildtbestanden i deres skove vidste de, hvad der kom ud af den måde, hvorpå de arbejdede sig til deres underhold. Hvad der måtte komme ud af det, var udkommet, så kunne det falde lidt knappere eller lidt rigeligere ud; men hvad der aldrig kunne komme ud af det, var uforsætlige samfundsomvæltninger, sønderrivning af gensbåndene, spaltning af gens- og stammefæller i indbyrdes modsatte klasser, der bekæmpede hinanden. Produktionen bevægede sig indenfor de snævreste skranker – men producenterne beherskede deres egne produkter. Det var den barbariske produktions uhyre fortrin, der gik tabt ved civilisationens indtræden, og hvis tilbageerobring vil være de kommende generationers opgave, men vel at mærke på grundlag af menneskets nu opnåede vældige herredømme over naturen og den nu mulige fri sammenslutning.
Anderledes hos grækerne. Det opståede privateje af hjorde og luksusartikler førte til bytning mellem private, til produkternes forvandling til varer. Og her ligger kimen til hele den påfølgende omvæltning. Så snart producenterne ikke mere selv fortærede deres produkter, men gav dem fra sig ved bytning, mistede de deres herredømme over dem. De vidste ikke mere, hvad der blev af dem, og den mulighed forelå, at produktet engang kunne vendes imod producenten til hans udbytning og undertrykkelse. Derfor kan intet samfund, som ikke afskaffer vareudveksling mellem enkeltpersoner, i længden beholde herredømmet over sine egne frembringelser og kontrollen med sine produktionsprocessers virkning i samfundet.
Men hvor hurtigt produktet gør sit herredømme over producenterne gældende, så snart vareudvekslingen mellem enkeltpersoner er opstået og produkterne forvandlet til varer, det skulle athenerne komme til at erfare. Med vareproduktionen opstod jordens dyrkning ved enkeltpersoner for egen regning, og dermed snart enkeltmands jordejendom. Desuden opstod pengene, den almene vare, som alle andre kunne byttes med; men da menneskene opfandt pengene, tænkte de ikke på, at de dermed igen skabte en ny samfundsmagt, en enkelt almen magt, for hvilken hele samfundet måtte bøje sig. Og denne nye magt, som pludselig var sprunget frem uden dens egne ophavsmænds vidende og vilje, var det som athenerne skulle få at føle i dens ungdommeligheds hele brutalitet.
Hvad var der at gøre? Den gamle gensforfatning havde ikke alene vist sig magtesløs over for pengenes sejrstog; den var også fuldstændig ude af stand til indenfor sine egne rammer at finde plads for sådan noget som penge, kreditor og skyldner, tvangsinddrivning af gæld. Men den nye samfundsmagt var der nu engang, og fromme ønsker, længsel efter, at den gode gamle tid skulle vende tilbage, drev ikke penge og renteåger ud af verden igen. Og der var oven i købet skudt en række andre, mindre betydningsfulde brecher i gensforfatningen. Blandingen mellem hverandre af gensfæller og fratorer over hele det attiske område, navnlig i selve byen Athen, var taget til fra slægt til slægt, og det til trods for, at en athener også nu nok måtte sælge jordstykker uden for sin gens, men ikke sit eget hus. Arbejdets deling mellem de forskellige produktionsgrene: agerbrug, håndværk, inden for håndværket igen talløse underarter, handel, skibsfart o.s.v., havde med industriens og samfærdselens fremgang udviklet sig mere og mere fuldstændigt; befolkningen delte sig nu efter sin beskæftigelse i temmelig faste grupper, hvoraf hver havde en række nye, fælles interesser, som der ikke var plads for i gensen eller fratrien, og til hvis varetagelse der altså krævedes nye embeder. Antallet af slaver var blevet betydelig forøget og må allerede dengang langt have overskredet antallet af fri athenere; gensforfatningen kendte oprindelig intet til slaveri og havde altså heller intet middel til at holde denne store mængde ufri i tømme. Og endelig havde handelen bragt talrige fremmede til Athen, som slog sig ned der for det lettere pengeerhvervs skyld og ligeledes efter den gamle samfundstilstand var uden ret og beskyttelse, og som til trods for, at man nu engang fandt sig i dem, dog vedblev at være et fremmed, forstyrrende element i folket.
Kort sagt, med gensforfatningen var det snart forbi. Samfundet voksede dag for dag mere ud af den; selv de værste onder, der så at sige var vokset frem lige for øjnene af den, kunne den hverken hemme eller ophæve. Men i mellemtiden havde staten i al stilhed udviklet sig. De nye grupper, der var opstået ved arbejdsdelingen først mellem by og land, senere mellem de forskellige arbejdsgrene i byerne, havde skabt nye organer til varetagelse af deres interesser; alle slags embeder var blevet oprettet. Og så behøvede den unge stat fremfor alt en egen magt, der hos de søfarende athenere til at begynde med kun kunne være en sømagt, til enkelte småkrige og til beskyttelse af handelsskibene. På en ikke nærmere kendt tid, men før Solon, oprettede man naukrarierne, små kredsområder, tolv i hver stamme; hver naukraria måtte stille, udruste og bemande et krigsskib og stillede endvidere to ryttere. Denne institution angreb gensforfatningen på to måder. For det første skabte den en offentlig magt, som nu ikke længere faldt umiddelbart sammen med det bevæbnede folks store helhed; for det andet inddelte den for første gang folket i offentligt øjemed, ikke efter slægtsgrupper, men efter stedlig sammenboen. Hvad dette havde at betyde, vil senere vise sig.
Når gensforfatningen ikke kunne bringe det udbyttede folk nogen hjælp, så var der kun den opstående stat tilbage. Og denne bragte hjælpen ved Solons forfatning, idet den samtidig påny styrkede sig på den gamle forfatnings bekostning. Solon – måden, hvorpå hans reform år 594 før vor tidsregning blev sat igennem, vedkommer os ikke her – Solon åbnede rækken af de såkaldte politiske revolutioner, og gjorde det med et indgreb i ejendomsforholdene. Alle hidtidige revolutioner har været revolutioner til beskyttelse af en slags ejendom mod en anden slags ejendom. De kan ikke beskytte den ene slags ejendom uden at krænke den anden. I den store franske revolution ofredes den feudale ejendom for at redde den borgerlige, i den solonske måtte kreditorens ejendom bøde til fordel for skyldnerens. Gældsbeviserne blev ganske simpelt erklæret for ugyldige. Vi ved ikke noget bestemt om enkelthederne, men Solon roser sig i sine digte af at have fjernet pantesøjlerne fra de forgældede jorder og at have bragt dem tilbage, der på grund af gæld var flygtet eller solgt til udlandet. Dette var kun muligt ved en ligefrem ejendomskrænkelse. Og i virkeligheden er alle såkaldte politiske revolutioner, fra den første til den sidste, blevet lavet for at beskytte ejendom af een slags og gennemført ved-konfiskation (også kaldet tyveri) af ejendom af en anden slags. Så sandt er det, at i halvtredjetusind år har privatejendommen kun kunnet opretholdes ved ejendomskrænkelse.
Men nu gjaldt det om at forhindre, at de forhold vendte tilbage, som havde gjort de frie athenere til slaver. Dette skete først ved almindelige forholdsregler, f. eks. ved at forbyde gældsbreve, hvori skyldnerens person blev sat i pant. Endvidere blev der fastsat et maksimum for den jordejendom, den enkelte kunne eje, for i det mindste at sætte nogle skranker for adelens grådighed efter bondejorden. Dernæst kom der så forfatningsændringer; for os er følgende de vigtigste:
Rådet blev udvidet til fire hundrede medlemmer, hundrede for hver stamme; her vedblev stammen altså endnu at være grundlaget. Men det var altså også det eneste område, hvorpå den gamle forfatning blev draget ind i det nye statslegeme. Thi ellers inddelte Solon borgerne i fire klasser efter deres jordejendom og indtægt; 500, 300 og 150 medimner korn (1 medimne = ca. 41 liter) var den mindste indtægt for de tre første klasser; hvem der havde mindre eller slet ingen jordejendom, faldt i den fjerde klasse. Alle embeder kunne kun besættes af de øverste tre klasser, de højeste kun af den første; den fjerde klasse havde kun ret til at tale og afgive stemme i folkeforsamlingen, men her blev alle embedsmænd valgt, her måtte de stå til regnskab, her blev alle love til, og her dannede den fjerde klasse majoriteten. De aristokratiske forrettigheder blev til en vis grad fornyet i form af rigdomsprivilegier, men folket beholdt den afgørende magt. Endvidere dannede de fire klasser grundlaget for en ny hærordning. De to første klasser stillede rytteriet; den tredje måtte tjene som svært infanteri, den fjerde som let, upansret fodfolk eller i flåden og fik så rimeligvis også løn.
Her blev altså indført et helt nyt element i forfatningen: privatejendommen. Statsborgernes rettigheder og pligter blev udmålt efter størrelsen af deres jordejendom; og i samme grad, som de velhavende klasser vinder indflydelse, i samme grad bliver de gamle blodslægtskabsgrupper fortrængt; genforfatningen havde lidt et nyt nederlag.
Udmålingen af politiske rettigheder efter formue var imidlertid ikke en af de indretninger, uden hvilke staten ikke kan bestå. Hvor stor en rolle den end har spillet i staternes forfatningshistorie, så har dog mange stater, netop de højest udviklede, ikke behøvet den. Også i Athen spillede den kun en forbigående rolle; siden Aristides stod alle embeder åbne for enhver borger.
I løbet af de nærmest følgende firsindstyve år kom det athenske samfund efterhånden ind i den retning, hvori det har videreudviklet sig i de følgende århundreder. Der var sat en stopper for den voldsomme ågren med jord, som foregik i tiden før Solon, og ligeledes for den uindskrænkede sammenhobning af jordejendom. Handelen blev en herskende erhvervsgren, og det samme gjaldt det stadig mere storstilede håndværk og kunsthåndværk, der blev drevet med slaver. Man blev mere oplyst. I stedet for at udbytte sine egne medborgere på den brutale måde, man i begyndelsen havde anvendt, udbyttede man nu overvejende slaverne og kundekredsen udenfor Athen. Den rørlige ejendom, pengerigdommen og rigdommen på slaver og skibe voksede stadig, men den var nu ikke blot et middel til at erhverve jordejendom, som i den første bornerte tid, den var blevet et mål i sig selv. Dermed var på den ene side en sejrrig konkurrence til den gamle adelsmagt vokset op i den nye klasse af industri- og handelsdrivende rigmænd, men på den anden side var også grunden draget bort under resterne af den gamle genforfatning. Genserne, fratrierne og stammerne, hvis medlemmer nu var spredt over hele Attika og boede fuldstændig blandet mellem hverandre, var dermed blevet ganske ubrugelige som politiske grupper; en mængde athenske borgere tilhørte slet ikke nogen gens, de var indvandrede, der nok var indtrådt i borgerrettigheder, men ikke i de gamle slægtsbånd; ved siden af dem stod også det stadig voksende antal af indvandrede udenlandske borgere.
Imidlertid tog partikampene til; adelen prøvede at generobre sine tidligere privilegier og fik igen en kort tid overtaget, indtil Kleisthenes' revolution (509 før vor tidsregning) styrtede den for bestandigt; med den styrtedes imidlertid også den sidste rest af gensforfatningen.
Kleisthenes ignorerede i sin nye forfatning de fire gamle stammer, der var grundede på gens og fratrier. I deres sted trådte en helt ny ordning på grundlag af den inddeling af borgerne alene efter bopæl, som var forsøgt allerede med naukrarierne. Det afgørende var ikke mere, til hvilken slægtskabsforbindelse man hørte, men ene og alene hvor man boede; ikke folket, men landområdet blev inddelt; beboerne blev, politisk set, kun tilbehør til landområdet.
Hele Attika blev delt i hundrede kommunekredse (demos), som hver styrede sig selv. De i hver demos bosiddende borgere (demoter) valgte deres forstander (demark) og skatmester, samt tredive dommere med domsmyndighed i mindre stridsspørgsmål. De fik ligeledes et eget tempel og en skytsgud eller heroer, hvis præster de valgte. Den højeste myndighed i demos lå hos demoternes forsamling. Det er, som Morgan rigtig bemærker, grundbilledet af den amerikanske, selvregerende bykommune. Med den samme enhed, hvormed den moderne stat slutter i sin højeste udformning, med samme enhed begyndte den opstående stat i Athen.
Ti af disse enheder, demer, dannede en stamme, der imidlertid til forskel fra den gamle slægtsstamme nu bliver kaldt stedstamme. Stedstammen var ikke blot en selvstyrende politisk, men også en militær gruppe; den valgte fylarken eller stammeforstanderen, som befalede over rytteriet, taxiarken, som førte fodfolket, og strategen, som befalede over hele det i stammeområdet opbudte mandskab. Den stillede endvidere fem krigsskibe med mandskab og befalingsmænd og fik en attisk heros, som den tog navn efter, til skytshelgen. Endelig valgte den halvtreds rådmænd til det athenske råd.
Afslutningen dannedes af den athenske stat, regeret af rådet, som var sammensat af de fem hundrede udvalgte fra de ti stammer, og i sidste instans af folkeforsamlingen, hvortil hver athensk borger havde adgang og stemmeret; desuden varetog arkoner og andre embedsmænd de forskellige forvaltningsgrene og domsmyndigheder. Der fandtes ikke nogen øverste embedsmand for den udøvende magt i Athen.
Med denne nye forfatning og med optagelsen af et meget stort antal »fremmede«, dels indvandrede, dels frigivne slaver, var slægtforfatningens organer trængt ud af det offentlige liv; de sank ned til at blive privatforeninger og religiøse samfund. Men den moralske indflydelse, de overleverede syns- og tænkemåder fra den gamle genstid nedarvedes endnu i lang tid og uddøde først lidt efter lidt. Det viste sig ved en anden statslig institution.
Vi har set, at et væsentligt kendemærke ved staten består i en offentlig magt, der er adskilt fra folkets store masse. Athen havde dengang til at begynde med kun en folkehær og en flåde, som var stillet af folket selv; denne ydede beskyttelse udadtil og holdt slaverne i tømme, som allerede dengang dannede det store flertal af befolkningen. Over for borgerne bestod den offentlige magt nærmest kun af politiet, der er lige så gammelt som staten, hvorfor det attende århundredes naive franskmænd ikke talte om civiliserede, men policerede nationer (nations policees). Athenerne indrettede altså samtidig med deres stat også et politi, et rigtigt gendarmeri af bueskytter til hest og til fods – landjægere, som man siger i Sydtyskland og i Schweiz. Dette gendarmeri blev imidlertid dannet af – slaver. Så nedværdigende forekom denne polititjeneste den fri athener, at han hellere ville lade sig fængsle af bevæbnede slaver end selv nedlade sig til en sådan foragtelig handling. Det var stadig den gamle gensindstilling. Staten kunne ikke bestå uden politi, men den var endnu ung og kunne ikke gøre sig tilstrækkelig gældende i den almindelige agtelse til at gøre et håndværk agtværdigt, som nødvendigvis måtte forekomme de gamle gensfæller vanærende.
I hvor høj grad den stat, som nu 'var færdig i sine hovedtræk, var afpasset efter athenernes nye samfundsstilling, viser sig i den hurtige opblomstring af rigdommen, handelen og industrien. Klassemodsætningen, hvorpå de sociale og politiske indretninger hvilede, var ikke mere modsætningen mellem adelen og det jævne folk, men modsætningen mellem slaver og fri mænd, mellem »fremmede« og borgere. På den højeste blomstrings tid bestod hele det athenske fri borgerskab, kvinder og børn medregnet, af ca. 9o.ooo individer, ved siden af 365.000 slaver af begge køn og 45.000 fremmede og frigivne. På hver voksen mandlig borger gik der altså mindst 18 slaver og mere end to »fremmede«. Det store antal slaver skyldtes, at mange af dem arbejdede sammen i »manufakturer«, store rum, under opsynsmænd. Men med handelens og industriens udvikling fulgte ophobningen og koncentrationen af rigdommene på få hænder og forarmelsen af massen af fri borgere, som så kun havde valget mellem enten at konkurrere med slavearbejdet ved selv at udføre håndværksarbejde, hvad der gjaldt for at være vanærende, »uærligt«, og desuden var lidet indbringende, eller at synke ned i fattigdom. De gjorde, tvunget af omstændighederne, det sidste, og da de dannede den store masse, bragte de derved hele den athenske stat til fald. Det er ikke demokratiet, der har ødelagt Athen, som de europæiske undersåtlige skolemestre påstår, men slaveriet, som lyste den fri borgers arbejde i band.
Statens opståen hos athenerne er et særligt typisk mønster på statsdannelse i det hele taget, fordi den på den ene side foregår helt rent, uden indblanding af nogen ydre eller indre voldshandling – Peisistratos' tilranelse af magten efterlod intet spor af sin korte tilværelse – og fordi på den anden side en stat med en meget høj formudvikling, den demokratiske republik, fremgår umiddelbart af genssamfundet, og endelig fordi vi har et tilstrækkeligt kendskab til alle væsentlige enkeltheder.
Sidst opdateret 17.6.2008