Vi kommer nu til en anden af Morgans opdagelser, som er af mindst lige så stor vigtighed som rekonstruktionen af urfamilieformen ud fra slægtskabssystemerne. Påvisningen af, at de med dyrenavne betegnede slægtsforbindelser inden for en amerikansk indianerstamme i det store og hele er identisk med grækernes genea, romernes gentes, at den ametikanske form er den oprindelige, den græsk-romerske den senere og afledede, at hele samfundsorganisationen hos urtidens grækere og romere i gens, fratria og stamme finder sin nøjagtige parallel i den amerikansk-indianske, at gensen er en fælles institution hos alle barbarer, lige til de går over i civilisationen og endnu længere (så langt vore kilder indtil nu rækker) – denne påvisning har med et slag klarlagt de vanskeligste afsnit af den ældste græske og romerske historie og samtidig givet os uanede oplysninger om grundtrækkene i urtidens samfundsforfatning før statens indførelse. Hvor ligetil denne sag end tager sig ud, så snart man blot er blevet klar over den, så har Morgan dog først i den sidste tid opdaget den; i sit foregående skrift, som udkom i 1871, havde han endnu ikke fundet ud af denne hemmelighed, hvis opdagelse for en tid har gjort de ellers så selvsikre engelske oldtidshistorikere så stille som mus.
Det latinske ord gens, som Morgan i almindelighed anvender for denne slægtsforbindelse, stammer ligesom det græske genos, der har samme betydning, fra den fællesariske rod gan (tysk, hvor der efter reglen må stå k for det ariske g, kan), som betyder avle. Gens, ganos, sanskrit dshanas, gotisk (ifølge ovenstående regel) kuni, gammelnordisk og angelsaksisk kyn, engelsk kin, middelhøjtysk kiinne, betyder altsammen slægt, afstamning. Gens på latin, genos på græsk, bruges imidlertid særligt for sådanne slægtsforbindelser, som roser sig af at have fælles afstamning (her af at have fælles stamfader) og ved visse samfundsmæssige og religiøse institutioner er knyttet sammen i et særligt fællesskab, hvis natur og oprindelse dog lige til nu har stået uklart for alle vore historieskrivere.
Vi har allerede ovenfor, hos punaluafamilien, set, hvilken sammensætning en gens har i sin oprindelige form. Den består af alle personer, der i kraft af punalnaægteskabet og ifølge de forestillinger, som nødvendigvis hersker i dette, udgør de anerkendte efterkommere af en bestemt, enkelt stammoder, gensens grundlægger. Da faderskabet i denne familieform er uvist, gælder kun den kvindelige linie. Da brødre ikke må gifte sig med deres søstre, men kun med kvinder af anden afstamning, så kommer de børn, der er avlet med disse fremmede kvinder, ifølge moderretten til at stå udenfor gensen. Det er altså kun efterkommerne af døtrene inden for hver generation, der forbliver inden for slægtskabsforbindelsen; sønnernes efterkommere går over i deres mødres genser. Hvad bliver der nu af denne blodslægtskabsgruppe, så snart den konstituerer sig som en særlig gruppe, overfor lignende grupper indenfor en stamme?
Som denne oprindelige gens' klassiske form tager Morgan den, som findes hos irokeseme, særlig hos senekastammen. Hos denne findes der otte genser, som er opkaldt efter dyr: 1. ulv, 2. bjørn, 3. skildpadde, 4. bæver, 5. hjort, 6. sneppe, 7. hejre, 8. falk. I hver gens hersker følgende skik og brug:
1. Gensen vælger sin sachem (fredsstyrer) og høvding (krigsfører). Sachem'en må vælges ud af selve gensen, og hans embede var for så vidt arveligt i den, som det straks måtte besættes igen, hvis det blev ledigt. Krigsføreren kunne derimod også vælges uden for gensen og undertiden helt mangle. Til sachem blev aldrig valgt en søn af den forrige sachem, da moderretten herskede hos irokeserne og sønnen derfor tilhørte en anden gens, men derimod ofte en broder eller søstersøn. Ved valget stemte alle, mænd og kvinder. Men valget måtte stadfæstes af de andre syv genser, og først da blev den valgte højtideligt indsat og det af hele irokeserforbundets fælles råd. Betydningen heraf vil senere vise sig. Sachem'ens magt indenfor gensen var af faderlig, rent moralsk natur, tvangsmidler rådede han ikke over. Desuden var han på embeds vegne medlem af senekaernes stammeråd så vel som af forbundsrådet for alle irokesere. Krigshøvdingen havde kun noget at sige på krigstogter.
2. Den afsætter sachem'en og krigshøvdingen efter forgodtbefindende. Dette gøres atter af mænd og kvinder i fællesskab. De afsatte er bagefter slet og ret krigere ligesom de andre, privatpersoner. Stammerådet kan iøvrigt også afsætte sachem'er, selv imod gensens vilje.
3. Intet medlem kan gifte sig inden for gensen. Dette er gensens grundregel, det bånd, som holder den sammen; det er det negative udtryk for det meget positive blodslægtskab, i kraft af hvilket de individer, som omfattes deraf, først bliver til en gens. Ved opdagelsen af denne enkle kendsgerning har Morgan for første gang afsløret gensens natur. Hvor lidt gensen indtil da var blevet forstået, beviser de tidligere beretninger om vilde og barbarer, hvor de forskellige grupper, som gensordningen er sammensat af, blev kastet hulter til bulter mellem hverandre uden forståelse og uden sondring og kaldt stamme, klan, thum o.s.v., og hvor det undertiden blev sagt om disse enheder, at ægteskab inden for en sådan gruppe var forbudt. Dermed var så den håbløse forvirring skabt, hvori hr. MacLennan kunne optræde som Napoleon og skabe orden ved sit magtsprog: alle stammer deles i dem, indenfor hvilke ægteskab er forbudt (exogame) og dem, i hvilke det er tilladt (endogame). Og efter at han således rigtigt havde forkludret ugen, kunne han hengive sig til de dybsindigste undersøgelser over, hvilke af hans to flove klasser der var den ældste: exogamien eller endogamien. Med opdagelsen af gensen, som var grundet på blodægteskab og den deraf følgende umulighed af ægteskab mellem dens medlemmer, hørte dette vås op af sig selv. – Det er selvindlysende, At på det trin, hvorpå vi træffer irokeserne, bliver ægteskabsforbudet indenfor gensen overholdt ubrydeligt.
4. De afdødes ejendele tilfaldt de øvrige gensfæller, de skulle blive i gensen. Da de genstande, en irokeser kunne efterlade sig, var ganske ubetydelige, delte de nærmeste gensslægtninge arven; ved en mands død hans kødelige brødre, søstre og morbrødre, ved en kvindes død hendes børn og kødelige søstre, men ikke hendes brødre. Mand og kone kunne således ikke arve hinanden, og børnene ikke faderen.
5. Gensfællerne skyldte hverandre hjælp, beskyttelse og navnlig bistand til at hævne krænkelser, der var tilføjet dem af fremmede. Den enkelte forlod sig med hensyn til sin sikkerhed på gensens beskyttelse og kunne roligt gøre det; den, som krænkede ham, krænkede hele gensen. Herfra, fra gensens blodbånd, udsprang forpligtelsen til blodhævn, som irokeserne anerkendte uden forbehold. Hvis en mand uden for gensen dræbte en gensfælle, så var hele den dræbtes gens forpligtet til at tage blodhævn. Først forsøgte man mægling; drabsmandens gens holdt råd og stillede den dræbtes gens' råd forslag til at bilægge sagen, for det meste ved at udtrykke beklagelse af drabet og tilbyde store gaver. Hvis disse blev modtaget, var sagen ude af verden. I modsat fald udnævnte den krænkede gens en eller flere hævnere, som var forpligtet til at forfølge og dræbe drabsmanden. Skete dette, så havde den dræbtes gens ingen ret til at beklage sig, sagen var udlignet.
6. Gensen har bestemte navne eller rækker af navne, som den alene i hele stammen har lov til at anvende, så at den enkeltes navn tillige siger, hvilken gens han tilhører. Et gensnavn fører straks uden videre gensrettigheder med sig.
7. Gensen kan adoptere fremmede og derved optage dem i hele stammen. Således blev de krigsfanger, som ikke blev dræbt, ved adoption i en gens stammemedlemmer hos senekaerne og fik derved fulde gens- og stammerettigheder. Adoptionen fandt sted på forslag af de enkelte gensfæller, mænd, der antog den fremmede som broder eller søster, kvinder, der antog ham som barn; højtidelig optagelse i gensen var nødvendig som stadfæstelse. Hyppigt blev således enkelte særlig indskrumpede genser igen gjort kraftige ved en masseadoption ud af en anden gens med dennes samtykke. Hos irokeserne fandt den højtidelige optagelse i gensen sted i stammerådets offentlige møde, hvorved den i virkeligheden blev en religiøs ceremoni.
8. Særlige religiøse højtideligheder kan man vanskeligt påvise hos indianske genser, men indianernes religiøse ceremonier hænger mere eller mindre sammen med genserne. Ved irokesernes seks årlige religiøse fester blev sachem'erne og krigshøvdingene i kraft af deres embede regnet som »troens vogtere« og forrettede tjeneste som præster.
9. Gensen har en fælles begravelsesplads. Denne er nu forsvunden hos irokeserne i staten New York, hvor de levede tæt omgivet af hvide, men den fandtes tidligere. Hos andre indianere findes den endnu; således hos de med irokeserne nær beslægtede tuskaroraer, som ganske vist er kristne, men har en bestemt række på kirkegården for hver gens, således at moderen, men ikke faderen, bliver begravet i samme række som børnene. Og også hos irokeserne går en afdøds hele gens med til begravelsen, sørger for grav, gravtale o.s.v.
10. Gensen har et råd, alle voksne mandlige og kvindelige gensfællers demokratiske forsamling, hvor alle har lige stemmeret. Dette råd valgte og afsatte sachem'er og krigshøvdinge og også de øvrige »troens vogtere« det traf beslutning om bødegaver (mandebod) eller blodhævn for myrdede gensfæller; det adopterede fremmede i gensen. Kort sagt, det var gensens suveræne myndighed.
Således er en typisk indiansk gens organiseret. »Alle dens medlemmer er frie mennesker, som har pligt til at værne hinandens frihed; de har samme personlige rettigheder – hverken sachem'er eller krigshøvdinge gør krav på forrang af nogen art; de danner et broderskab, tæt forbundet ved blodets bånd. Frihed, lighed, broderskab, var gensens grundprincipper, selv om de aldrig blev formet i ord, og genen var igen enheden i et helt samfundssystem, grundlaget for det ordnede indianske samfund. Det forklarer den uovervindelige uafhængighedstrang og den personlige værdighed i fremtræden, som alle anerkender hos indianerne.«
På opdagelsestiden var alle Nordamerikas indianere organiserede i genser efter moderretten. Kun i nogle stammer, som f. eks. dakotaerttes, var genserne i forfald, og i nogle andre, ojibwas, omahas, var de organiserede efter faderretten.
Hos overordentlig mange indianske stammer med over fem eller seks genser finder vi dem tre og tre eller fire og fire eller flere sammen forenet til en særlig gruppe, som Morgan i nøjagtig oversættelse af det indianske navn kalder fratria (broderskab) efter dens græske sidestykke. Således har senekaerne to fratrier; den første omfatter genserne 1-4, den anden 5-8. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at disse fratrier for det meste giver et billede af de oprindelige genser, hvori stammen i begyndelsen var delt. På grund af forbudet mod at gifte sig indenfor sin egen gens måtte hver stamme jo omfatte mindst to genser for at kunne vedblive at bestå. Efterhånden som stammen formerede sig, spaltede hver gens sig igen i to eller flere, der nu hver for sig fremtræder som en særlig gens, mens den oprindelige, som omfatter alle døtregenserne, lever videre som fratria. Hos senekaeme og de fleste andre indianere er genserne i en fratria brodergenser, men fættergenser til dem i den anden – betegnelser, der, som vi har set, har en meget virkelig og udtryksfuld betydning i det amerikanske slægtskabssystem. Oprindelig måtte heller ingen seneka gifte sig inden for sin fratrin, men dette er forlængst gået af brug og indskrænket til at gælde for gensen. Det var tradition blandt senekaerne, at Bjørn og Hjort skulle være de to oprindelige genser, hvorfra de andre genser er udsprunget. Efter at denne nye indretning en gang havde slået rod, forandrede man den, når forholdene talte for det; når det skete, at genser i en fratria døde ud, overførte man undertiden hele genser fra andre fratrier til den til erstatning for dem. Derfor finder vi hos forskellige stammer genser af samme navn grupperet forskelligt i fratrierne.
Fratriens funktion hos irokeserne er dels af samfundsmæssig, dels af religiøs natur. 1. Fratrierne spiller boldspil mod hverandre, hver sender sine bedste spillere, de øvrige ser til, hver fratria er opstillet for sig, og man indgår væddemål, hvor hver fratria holder på sejren for sine egne folk. – 2. I stammerådet sidder hver fratrias sachem'er og krigshøvdinge sammen, de to grupper overfor hinanden, hver taler taler til repræsentanterne for hver fratria som til en særlig korporation. – 3. Forekom der et drab i stammen, hvor drabsmanden og den dræbte ikke tilhørte samme fratria, så påkaldte den krænkede gens ofte sine brodergenser; disse holdt et fratriaråd og henvendte sig til den anden fratria som en helhed, for at denne ligeledes kunne sammenkalde et råd for at få sagen bilagt. Her optræder fratrien altså igen som den oprindelige gens, og med større udsigt til at opnå et resultat end den svagere enkelte gens, dens datter, kunne have. – 4. Når fremragende personer døde, overtog den anden fratria omsorgen for begravelsen og begravelseshøjtidelighederne, mens den afdødes fratria gik med som sørgende. Når en sachem døde, så anmeldte den anden fraria til irokesernes forbundsråd, at hans embede var blevet ledigt. – 5. Ved valget af en sachem trådte fratriarådet ligeledes til. At brodergenserne godkendte valget, blev regnet for så temmelig selvfølgeligt, men den anden fratrias genser kunne måske komme med indvendinger. I så fald trådte denne fratrias råd sammen; fastholdt man indsigelsen, vmr valget ugyldigt. – 6. Tidligere havde irokeserne særlige religiøse mysterier, som de hvide kaldte »medicine lodges«. Disse højtidelig holdtes hos senekaerne ved hjælp af to religiøse samfund, med regelret indvielse af nye medlemmer; for hver af de to fratrier var der et af disse samfund. – 7. Hvis, hvad der næsten er sikkert, de fire lineages (slægter), som hver beboede en fjerdedel af Tlascala på erobringsilden, var fire fratrier, så er det dermed bevist, at fratrierne, ligesom hos grækerne og lignende slægtskabsforbund hos tyskerne, også gjaldt som militære enheder; disse fire lineages drog i kamp, hver enkelt som en særlig flok, med egen uniform og fane og egen fører.
Ligesom flere genser danner en fratria, således danner i den klasuakc form flere fratrier en stamme; hos stærkt svækkede stammer mangler i mange tilfælde mellemleddet, fratrien.
Hvad er derefter karakteristisk for en indianerstamme i Amerika?
1) Den havde eget område og eget navn. Hver stamme ejede forbåden det sted, hvor den havde sine boliger, tillige et betydeligt om,tik til jagt og fiskeri. På den anden side af dette lå en vidtstrakt neutral landstrækning, der nåede lige til grænsen for den næste stammes område, og som hos sprogbeslægtede stammer var mindre, hos sprogfremmede stammer større. Det er tyskernes grænseskov, ødemarken, som Cæsars suever skaber omkring deres område, isarnholt (på dansk jarnved, limes danicus) mellem danskere og tyskere, Sachsenwald og branibor (slavisk = beskyttelsesskov), hvorfra Brandenburg har sit gavn, mellem tyskere og slaver. Det således udskilte område med sine usikre grænser var stammens fællesland, anerkendt som sådant af nabostammerne og af stammen selv forsvaret mod overgreb. Det usikre ved grænserne blev som regel først en ulempe, når befolkningen havde formeret sig stærkt. – For det meste synes stammenavne mere at være opstået tilfældigt end at være bevidst valgt; med tiden forekom det ofte, at nabostammerne betegnede en stamme med et andet navn end det, den selv brugte, ligesom tyskerne fik deres første historiske fællesnavn, germanerne, fra kelterne.
2) En særlig dialekt, der er karakteristisk for den enkelte stamme. I virkeligheden falder stamme og dialekt ifølge sagens natur sammen; dannelse af nye stammer og dialekter ved spaltning skete indtil den nyeste tid i Amerika og er vel endnu næppe helt ophørt. Hvor to svækkede stammer smelter sammen til een, sker det i enkelte tilfælde, at to nærbeslægtede dialekter tales indenfor samme stamme. De amerikanske stammers gennemsnitlige styrke udgør under 2000 individer; cherokeserne når imidlertid op på 26.000, det største antal indianere i De forenede stater, som taler samme dialekt.
3) Retten til højtideligt at indsætte de af genserne valgte sachem'er og krigshøvdinge og
4) retten til igen at afsætte dem, også mod deres gensers vilje. Da disse sachem'er og krigshøvdinge er medlemmer af stammerådet, er det indlysende, at stammen har denne ret overfor dem. Hvor der havde dannet sig et forbund af stammer, og samtlige stammer var repræsenteret i et forbundsråd, gik disse rettigheder over på dette.
5) Besiddelsen af fælles religiøse forestillinger (mytologi) og religiøse ceremonier. »Indianerne var på deres barbariske måde et religiøst folk«. Deres mytologi har endnu ikke været genstand for kritisk undersøgelse. Deres religiøse forestillinger – ånder af enhver art – tænker de sig allerede i menneskelig skikkelse, men barbariets nederste trin, hvorpå de befinder sig, kender endnu ikke til billedlige fremstillinger, såkaldte, afguder. Det er en dyrkelse af naturen og elementerne, som er i færd med at udvikle sig til flerguderi. De forskellige stammer havde deres regelmæssige fester med bestemte former for gudsdyrkelse, nemlig dans og spil; særlig dansen var en væsentlig bestanddel af alle religiøse højtideligheder, der blev afholdt af hver stamme for sig.
6) Et stammeråd for fælles anliggender. Det var sammensat af samtlige sachem'er og krigshøvdinge fra de enkelte genser, disse virkelige repræsentanter, fordi de til enhver tid kunne afsættes; det rådslog offentligt, omgivet af de øvrige stammemedlemmer, som havde ret til at tale med og krav på at blive hørt; rådet afgjorde sagerne. I irgien blev på forlangende enhver tilstedeværende hørt, også kvinderne kunne fremføre deres synspunkter gennem en taler, som de selv havde valgt. Hos irokeserne måtte den endelige beslutning fattes enstemmigt, således som det også var tilfældet ved mange beslutninger hos de tyske markfællesskaber. Det påhvilede navnlig stammerådet at ordne forholdet til fremmede stammer; det modtog og sendte udsendinge, erklærede krig og sluttede fred. Kom det til krig, førtes den helst af frivillige. I princippet gjaldt hver stamme for at være i krig ned enhver anden stamme, med hvilken den ikke havde sluttet en udtrykkelig fredsoverenskomst. Krigstogter mod sådanne fjender blev som regel sat i scene af enkelte fremragende krigere; de dansede en krigsdans, og de, der dansede med, tilkendegav dermed, at de ønskede at tage del i felttoget. Skaren blev straks dannet og sat i bevægelse. Ligeledes blev det angrebne stammeområdes forsvar hovedsagelig ført ved frivilligt opbud. Det gav altid anledning til afholdelse af offentlige festligheder, når sådanne krigsskarer drog ud og vendte tilbage. Stammerådets samtykke til sådanne felttog krævedes ikke og blev hverken forlangt eller givet. Det er privatkrige fuldstændig som de tyske »Gefolgshaften«, følgeskaber, førte dem, og som Tacitus skildrer dem for os, men hos tyskerne har følgeskaberne allerede antaget en stående karakter, danner en fast kerne, som allerede bliver organiseret i fredstid, og hvorom de øvrige frivillige samler sig i krigstilfælde. Sådanne krigsskarer var sjældent talrige; indianernes betydeligste ekspeditioner, også til fjerntliggende steder, blev fuldført af fåtallige stridskræfter. Hvis sådanne følgeskaber slog sig sammen om et større foretagende, så adlød hver af dem kun sin egen fører; enheden i felttogsplanen blev – godt eller dårligt – sikret ved et råd, der var sammensat af disse førere. Det er alamanernes krigsførelse i det fjerde århundrede ved den øvre Rhin, således som vi finder den skildret af Ammianus Marcellinus.
7) I nogle stammer finder vi en overhøvding, hvis rettigheder imidlertid er meget ringe. Det er en af sachem'erne, der i tilfælde, hvor der kræves hurtig handling, skal træffe foreløbige forholdsregler, indtil rådet kan forsamle sig og træffe den endelige afgørelse. Det er et svagt anlæg, som dog for det meste ikke har udviklet sig videre, til en embedsmands udøvende myndighed. Denne har tværtimod, som det senere vil vise sig, i de fleste tilfælde, om ikke overalt, udviklet sig af den øverste hærfører.
Det store flertal af amerikanske indianere nåede ikke udover sammenslutningen i stammer. I fåtallige stammer, der var skilt fra hverandre af udstrakte grænsestrækninger og svækket af evige krige, besatte de med få mennesker et uhyre område. Forbund mellem beslægtede stammer dannedes her og der, hvor en øjeblikkelig nødssituation gjorde det nødvendigt, og opløstes, når den var forbi. Men i enkelte egne havde oprindelig beslægtede stammer efter deres adsplittelse igen sluttet sig sammen til varige forbund og således gjort det første skridt til dannelse af nationer. I De forenede stater finder vi den mest udviklede form af et sådant forbund hos irokeserne. Efter at de var draget ud fra deres bopladser vest for Mississippi, hvor de sandsynligvis danner en gren af den store dakotafamilie, slog de sig efter lange vandringer ned i den nuværende stat New York, delt i fem stammer: senekaer, cayuga’er, onondag’er, oneid’er og mohawk’er. De levede af fisk, vildt og rå grøntsager og boede i landsbyer, der i reglen beskyttedes af palisader. De talte aldrig over 20.000 individer, havde i alle fem stammer et antal genser fælles, talte nærbeslægtede dialekter, af det samme sprog og besatte nu eet sammenhængende område, som var delt mellem alle fem stammer.
Da dette område nylig var erobret, var det naturligt blevet en vant for disse stammer at holde sammen mod dem, de havde fortrængt der, fra. Dette forbund udviklede sig, senest i begyndelsen af det 15. århundrede, til et formeligt »evigt forbund«, et edsforbund, som også straks i følelsen af sin nye styrke antog en aggressiv karakter og sin magts højdepunkt, hen imod 1675, havde erobret store landstrækninger rundt omkring og dels fordrevet indbyggerne, dels pålagt dem at betale skat til sig. Irokeserforbundet udgjorde den mest fremskred samfundsordning, som indianerne er nået til, for så vidt de ikke har overskredet barbariets nederste trin (altså med undtagelse af meksikanere, nymeksikanere og peruanere). Forbundets grundbestemmelser var følgende:
1. Evigt forbund mellem de fem blodbeslægtede stammer på grundlag af fuldkommen lighed og selvstændighed i alle indre stammeanliggender. Dette blodslægtskab dannede det sande grundlag for forbundet. Af de fem stammer kaldtes de tre faderstammerne og var indbyrdes brødre; de to andre kaldtes sønnestammerne og var ligeledes brødre indbyrdes. Tre genser – de ældste – var endnu levende repræsenteret i alle fem, andre tre i tre stammer; medlemmerne af hver af disse kruser var allesammen brødre gennem alle fem stammer. Det fælles sprog, blot med forskellige dialekter, var udtryk og bevis for den fælirs afstamning.
2. Forbundets organ var et forbundsråd på 50 sachem'er, alle lige i rang og anseelse; dette råd traf de endelige afgørelser om alle forbundets anliggender.
3. Disse 50 sachem'er var ved forbundets stiftelse fordelt over stammerne og genserne som bærere af nye embeder, der udtrykkelig var oprettet i forbundsøjemed. De blev valgt igen af de pågældende genser, hver gang et embede blev ledigt, og kunne til enhver tid afsættes af dem; men det var forbundsrådet, som havde ret til at indsætte dem i deres embede.
4. Disse forbunds-sachem'er var også sachem'er i deres respektive stammer og havde sæde og stemmeret i stammerådet.
5. Alle forbundsrådets beslutninger måtte være enstemmigt vedtaget.
6. Afstemningen skete stammevis, således at hver stamme og i hver stamme alle medlemmer af rådet måtte være enige for at kunne vedtage en gyldig beslutning.
7. Hvert af de fem stammeråd kunne sammenkalde forbundsrådet, men dette ikke sig selv.
8. Møderne fandt sted i det forsamlede folks nærværelse; enhver irokeser kunne tage ordet, men rådet alene havde afgørelsen.
9. Forbundet havde intet personligt overhoved, ingen chef for den udøvende magt.
10. Derimod havde det to øverste krigsførere, med samme rettigheder og lige myndighed (de to »konger« hos spartanerne, de to konsuler i Rom)
Det var hele den samfundsforfatning, under hvilken irokeserne har levet i over fire hundrede år, og som de endnu lever under. Jeg har skildret den mere udførligt efter Morgan, fordi vi her har lejlighed til at studere en samfundsordning, der endnu ikke kender noget til en stat. Staten forudsætter en særlig offentlig myndighed, der er adskilt fra helheden af de individer, der til enhver tid sorterer under den, og Maurer, der med rigtigt instinkt erkender, at den tyske markforfatning er en i sig selv rent samfundsmæssig institution, der er noget væsentlig andet end en stat, selv om den senere for en stor del ligger til grund for den – Maurer undersøger derfor i alle sine skrifter den gradvise opståen af den offentlige myndighed ud fra og ved siden af markernes, landsbyernes, gårdenes og byernes oprindelige forfatninger. Vi ser hos de nordamerikanske indianere, hvorledes en oprindelig ensartet folkestamme lidt efter lidt spreder sig over et uhyre fastland, hvorledes stammerne ved spaltning bliver til folk, hele grupper af stammer; hvorledes sprogene forandres, til de ikke blot bliver uforståelige indbyrdes, men endog næsten ethvert spor af den oprindelige enhed er forsvundet; hvorledes endvidere de enkelte genser i stammerne spalter sig i flere, de gamle modergenser bevares som fratrier og navnene på disse de ældste genser alligevel forbliver de samme hos stammer, som har fjernet sig langt fra hverandre og længe har været adskilt – Ulven og Bjørnen er endnu gensnavne hos flertallet af alle indianske stammer. Og på dem alle passer i det store og hele, den ovenfor skildrede forfatning – med den undtagelse, at mange ikke er nået så vidt som til forbundet mellem beslægtede stammer.
Men vi ser også – når gensen engang er givet som samfundsenhed – i hvor høj grad hele forfatningen med genser, fratrier og stammer udvikler sig af denne enhed med næsten tvingende nødvendighed, fordi den udspringer af naturen. Alle tre er grupper på forskellige grader af blodslægtskab, hver danner i sig selv en sluttet kreds og ordner sine egne anliggender, men hver fuldstændiggør også de andre. Og kredsen af de anliggender, der angår dem, omfatter helheden af de offentlige anliggender, der havde betydning hos barbarerne på det laveste trin. Hvor vi altså hos et folk finder gensen som samfundsenhed, vil vi også kunne søge efter en lignende stammeordning som den, der er skildret her; og hvor der foreligger fyldestgørende kilder, som hos grækerne og romerne, vil vi ikke blot kunne finde dem, men også kunne overbevise os om, at i de tilfælde, hvor kilderne lader os i stikken, kan en sammenligning med den amerikanske samfundsforfatning hjælpe os over de vanskeligste tvivlsspørgsmål og gåder.
Og den er i al sin barnlighed og enkelhed en vidunderlig forfatning, denne gensforfatning! Uden soldater, gendarmer og politifolk, uden adel, konger, statholdere, præfekter eller dommere, uden fængsler, uden processer går alt sin ordnede gang. Al kiv [26a] og strid afgøres af den samlede masse af dem, som berøres deraf, gensen eller stammen eller de enkelte genser indbyrdes – kun som det yderste, sjældent anvendte middel truede blodhævnen, som vor dødsstraf jo kun er den civiliserede form for, behæftet med alle civilisationens fortrin og mangler. Selvom langt flere anliggender er fælles, end tilfældet er nu – husholdningen er kommunistisk og fælles for en hel række familier, jorden er stammens eje, kun de små haver har husholdningerne foreløbig fået anvist – så behøvede man dog intet som helst af vort vidtløftige og indviklede forvaltningsapparat. Beslutningerne træffes af dem, sagerne angår, og i de fleste tilfælde har århundredgammel skik og brug allerede ordnet alt. Fattige og trængende kan der ikke findes - den kommunistiske husholdning og gensen kender sine forpligtelser mod gamle, syge og krigsinvalider. Alle er lige og fri – også kvinderne. For slaver er der endnu ikke plads, og i reglen heller ikke for undertvingelse af fremmede stammer. Da irokeserne omkring 1651 havde overvundet erierne og den »neutrale nation«, tilbød de dem at træde ind i forbundet som ligeberettigede; først da de besejrede afslog dette, blev de fordrevet fra deres område. Og hvorledes de mænd og kvinder bliver, der frembringes af et sådant samfund, det berviser beundringen hos alle hvide, der kommer sammen med ufordærvede indianere, for disse barbarers personlige værdighed, retsind, karakterstyrke og tapperhed.
Denne tapperhed har vi (for ganske nylig) oplevet eksempler på i Afrika. For nogle år siden har zulukafferne og for et par måneder [26] tiden nubierne – begge stammer, hos hvem gensindretningerne endnu ikke er helt uddøde – gjort, hvad ingen europæisk hær kan gøre. Kun bevæbnet med lanser og kastespyd, uden skydevåben, er de rykket frem gennem kugleregnen fra det engelske infanteris bagladere lige til bajonetterne og har mere end een gang bragt dette infanteri – der er anerkendt som det bedste i verden til sluttet kamp – i uorden og endog slået det, trods den kolossale ulighed i våben og til trods for, at de slet ingen tjenestetid har og ikke ved, hvad eksercits vil sige. Hvad de kan udholde og præstere, bevises af englændernes klage over, at en kaffer i løbet af 24 timer kan tilbagelægge en længere vej hurtigere end en hest – den mindste muskel springer frem hård og stærk som en piskesnært, siger en engelsk maler.
Således så menneskene og det menneskelige samfund ud, før adskillelsen i forskellige klasser havde fundet sted. Og når vi sammenligner deres stilling med det store flertal af nutidens civiliserede mennesker, så er afstanden mellem vor tids proletar og småbonde og datidens fri genfælle uhyre.
Det er den ene side. Men lad os ikke glemme, at denne ordning var viet til undergang. Den nåede ikke ud over stammen; stammeforbundet betegnede allerede begyndelsen til dens undergravelse, som det senere vil vise sig, og som det allerede viste sig ved irokesernes undertvingelsesforsøg. Hvad der var udenfor stammen, var udenfor retten. Hvor der ikke forelå et udtrykkeligt fredsforlig, herskede der krig fra stamme til stamme, og krigen førtes med den grusomhed, der adskiller menneskene fra de øvrige dyr, og som først senere blev mildnet af nyttehensyn. Gensforfatningen i sin blomstring, som vi så den i Amerika, forudsætter en yderst uudviklet produktion, altså en yderst tynd befolkning på et vidtstrakt område; og endvidere, at mennesket beherskes næsten fuldstændigt af den ydre natur, der står for det som fremmed og gådefuld, en beherskelse, der genspejles i de barnlige religiøse forestillinger. Stammen var grænsen for mennesket, såvel over for de stammefremmede som over for det enkelte menneske selv; stammen, gensen og deres institutioner var hellige og ukrænkelige, var en naturbestemt højere magt, som den enkelte var og blev ubetinget undergiven i sin følen, tænken og handlen. Hvor imponerende denne tidsalders folk end tegner sig for os, og hvor forskellige de end er indbyrdes, så er de dog, som Marx siger, bundet til det naturfødte stammefællesskabs navlestreng. Dette naturfødte stammefællesskabs magt måtte brydes og blev brudt. Men det skete ved indflydelser, der ved første øjekast viser sig for os som en fornedrelse, som et syndefald fra det gamle genssamfunds enkle, sædelige højhed. Det er de laveste interesser – gemen havesyge, brutal nydelsessyge, smudsig gerrighed, egenkærligt tyveri af fællesejendommen – som indvier det nye, civiliserede samfund, klassesamfundet; det er de forsmædeligste midler – tyveri, magtmisbrug, rænker, forræderi, som udhuler det gamle, klasseløse gensamfund og bringer det til fald. Og selve det nye samfund har, i de halvtredjetusind år, det har bestået, aldrig været andet end et lille mindretals udvikling på bekostning af det store udbyttede og undertrykte flertal, og således er det nu mere end nogensinde før.
26. Der sigtes til englændernes krig mod de afrikanske zuluer 1879 og mod nubierne 1883. – Red.
26a. Kiv – Gammelt dansk ord for skænderi. – Web-red.
Sidst opdateret 17.6.2008