Morgan er den første, der med sagkundskab har forsøgt at bringe en bestemt orden i den menneskelige forhistorie, og så længe ikke betydeligt forøget materiale nødvendiggør forandringer, vil hans gruppering vel stå ved magt.
Af de tre hovedepoker: den vilde tilstand, barbariet og civilisationen er det naturligvis kun de to første og overgangen til den tredie, der beskæftiger ham. Hver af de to første inddeler han i et lavere trin, et mellemtrin og et højere trin, alt efter eksistensmiddelproduktionens udvikling; thi, siger han: "Færdigheden i denne produktion er afgørende for graden af menneskelig overlegenhed og herredømme over naturen; af alle væsener har kun mennesket bragt det til et næsten ubetinget herredømme over frembringelsen af næringsmidler. Alle store epoker i menneskehedens fremskridt falder mere eller mindre direkte sammen med epokerne i forøgelsen af midlerne til livets ophold." –– Familiens udvikling går sideordnet hermed, men frembyder ikke så slående kendetegn til adskillelse af perioderne.
1. Laveste trin. Menneskeslægtens barndom, da den endnu opholdt sig i sine oprindelige hjemsteder, de tropiske eller subtropiske skove, hvor den i hvert fald delvis levede i træer, hvilket alene forklarer dens fortsatte beståen til trods for store rovdyr. Frugter, nødder og rødder tjente den til føde; udformningen af artikuleret sprog er denne tids vigtigste fremskridt. Af alle folkeslag, som man har fået kendskab til inden for den historiske periode, tilhører ikke et eneste mere denne urtilstand. Hvor mange årtusinder den end kan have varet, har vi dog ingen direkte vidnesbyrd om dens eksistens; men har man engang indrammet menneskenes afstamning fra dyreriget, bliver antagelsen af denne overgangstid ikke til at komme udenom.
2. Mellemste trin. Begynder med anvendelsen af fisk (hvortil vi også regner krebs, muslinger og andre vanddyr) til føde og med brugen af ilden. Disse to ting hører sammen, da fiskeføde først ved ildens hjælp bliver helt anvendelig. Med dette nye næringsmiddel blev menneskene imidlertid uafhængige af klima og lokalitet; når de fulgte vandløb og kyster, kunne de selv i vild tilstand brede sig over størstedelen af jorden. De råt forarbejdede, uslebne stenredskaber fra den tidlige stenalder, den såkaldte palæolitiske, som helt eller hovedsageligt falder i denne periode, er i deres udbredelse over alle kontinenter beviser på disse vandringer. De nye områder, som blev taget i besiddelse, så vel som den uafbrudt virksomme opdagelsesdrift tillige med besiddelsen af friktionsilden, skaffede nye fødemidler til veje; snart stivelsesholdige rødder og knolde, bagt i hed aske eller i bagegruber (jordovne); snart vildt, som med opfindelsen af de første våben, kølle og spyd, af og til blev et ekstra tilskud til kosten. Rene jægerfolk, som de figurerer i bøgerne, d.v.s. sådanne, som kun lever af jagt, har aldrig eksisteret; dertil er udbyttet af jagten altfor usikkert. På dette trin opstod menneskeæderiet som en følge af vedvarende usikre ernæringsforhold, og det holdt sig derefter længe. Australierne og mange polynesiere står endnu i dag på dette mellemtrin af den vilde tilstand.
3. Højeste trin. Begynder med opfindelsen af bue og pil, hvorved vildt blev et dagligdags næringsmiddel, jagt en af de normale arbejdsgrene. Bue, streng og pil danner allerede et meget sammensat instrument, hvis opfindelse forudsætter lange tiders ophobede erfaringer og skærpede åndsevner, altså også samtidigt kendskab til en mængde andre opfindelser. Sammenligner vi de folk, der nok kendte bue og pil, men endnu ikke pottemagerkunsten (fra hvis opfindelse Morgan daterer overgangen til barbariet), så finder vi faktisk allerede nogle begyndelser til bosættelse i landsbyer, en vis beherskelse af produktionen af livsfornødenheder, fade og husgeråd af træ, håndvævning (uden vævestol) med basttrævler, flettede kurve af bast eller siv, slebne (neolitiske) stenredskaber. For det meste har også ild og stenøkse allerede leveret træstammebåden og stedvis bjælker og brædder til husbygning. Alle disse fremskridt finder vi f. eks. hos indianerne i Nordvest-Amerika, som nok kender bue og pil, men ikke pottemagerkunsten. Bue og pil var for den vilde tilstand, hvad jernsværdet var for barbariet og bøssen for civilisationen: det afgørende våben.
1. Laveste trin. Daterer sig fra indførelsen af pottemagerkunsten. Denne lader sig i mange tilfælde påvise, og er efter al sandsynlighed overalt opstået ved, at man har beklædt kar af træ eller kurvefletning med ler for at gøre dem ildfaste, hvorved man hurtigt opdagede, at det formede ler også kunne gøre tjeneste uden det indvendige kar.
Hidtil kunne vi betragte udviklingens gang i almindelighed, gældende for alle folkeslag inden for en bestemt periode uden hensyn til lokalitet. Men med barbariets indtræden har vi nået et trin, hvor forskellen i naturgoderne på de to store kontinenter gør sig gældende. Den barbariske periodes karakteristiske træk er tæmning og opdræt af vilde dyr og dyrkning af planter. Nu rådede det østlige kontinent, den såkaldte gamle verden, over så godt som alle dyr, der var egnede til tæmning, og alle kornsorter, som det var muligt at kultivere, undtagen een; det vestlige, Amerika, havde af pattedyr, som kunne tæmmes, kun eet, lamaen, og denne endda kun i en del af sydamerika, og af alle kulturkornsorter kun een, men også den bedste: majsen. Disse forskellige naturbetingelser bevirker, at befolkningen på hver halvkugle fra nu af går hver sin vej, og at mærkepælene ved grænserne mellem de enkelte trin i hvert af de to tilfælde er forskellige.
2. Mellemste trin. Begynder i østen med tæmningen af husdyr, i vesten med dyrkningen af spiselige planter ved hjælp af overrisling og med brugen af adober (soltørrede teglsten) og sten til bygninger.
Vi begynder med vesten, da dette udviklingstrin her intetsteds blev overskredet før den europæiske erobring.
Hos indianerne på barbariets laveste trin (hvortil alle, fundet øst for Mississippi, hører) bestod ved tiden for deres opdagelse allerede en vis havekultur med dyrkning af majs og måske også græskar, meloner og andre haveplanter, der udgjorde en meget væsentlig bestanddel af deres ernæring; de boede i træhuse i palisadeomgivne landsbyer. De nordvestlige stammer, særlig i omegnen af Columbiafloden, stod endnu på den vilde tilstands højeste trin og kendte hverken pottemagerkunst eller nogen slags plantedyrkning. Indianerne i de såkaldte pueblos i Ny-Mexiko derimod, mexikanerne, mellemamerikanerne og peruanerne på erobringstiden stod på barbariets mellemste trin; de boede i fæstningslignende huse af adober eller sten, dyrkede majs og andre næringsplanter, forskellige efter forhold og klima, i kunstigt overrislede haver, som leverede de vigtigste næringsmidler, og havde endogså tæmmet nogle dyr – mexikanerne kalkunen og andre fugle, peruanerne lamaen. Desuden kendte de til forarbejdning af metaller – med undtagelse af jern, af hvilken grund de endnu ikke kunne undvære stenvåben og stenredskaber. På dette tidspunkt afskar den spanske erobring al videre selvstændig udvikling.
I østen begyndte barbariets mellemste trin med tæmningen af mælke- og kødgivende dyr, mens plantedyrkningen her endnu indtil langt ind i denne periode synes at være forblevet ukendt. Tæmningen og opdrættet af kvæg og dannelsen af store hjorde synes at have givet anledning til udskillelsen af ariere og semitter fra barbarernes øvrige masse. For de europæiske og asiatiske ariere synes kvægets navne end nu at være fælles, men kulturplanternes næsten slet ikke.
Dannelsen af hjorde førte på egnede steder til hyrdeliv, hos semitterne på Eufrats og Tigris' græssletter, hos arierne på græssletterne i Indien, ved Oxus og Jaxartes [1], ved Don og Dnjepr. Ved grænserne af sådanne græsegne må tæmningen af kvæget først have fundet sted. For de senere slægter synes hyrdefolkene således at stamme fra egne, som så langt fra at have været menneskeslægtens vugge ville have været næsten ubeboelige for deres vilde forfædre og selv for folk på barbariets laveste trin. Omvendt ville det aldrig have kunnet falde disse bar barer på det mellemste trin ind, når de engang havde vænnet sig til hyrdelivet, frivilligt at vende tilbage til de græsbevoksede flodsletter i de skovegne, hvor deres forfædre havde hørt hjemme. Ja selv da de blev trængt videre mod nord og vest, var det umuligt for semitterne og arierne at drage ind i de vestasiatiske og europæiske skovegne, før de ved kornavl var blevet i stand til at ernære deres kvæg og særligt til at overvintre det på denne mindre gunstige jordbund. Det er mere end sandsynligt, at korndyrkningen her først opstod af nødvendigheden af at skaffe foder til kvæget og først senere fik betydning som menneskeføde.
Det er måske den rigelige kød- og mælkeføde hos ariere og semitter og særlig dens gunstige virkning på børnenes udvikling, som man må tilskrive de to racers overlegne udvikling. Faktisk har pueblos-indianerne fra Ny-Mexiko, som er henvist til næsten ren plantekost, en mindre hjerne end de kød- og fiskespisende indianere på barbariets laveste trin. I hvert fald forsvinder menneskeæderiet lidt efter lidt på dette udviklingstrin og holder sig blot som en religiøs handling eller, hvad der næsten er identisk hermed, som et tryllemiddel.
3. Højeste trin. Begynder med udsmeltningen af jernmalm og går over i civilisationen ved opfindelsen af bogstavskriften og dens anvendelse til litterære optegnelser. Dette udviklingstrin, der som sagt kun blev selvstændigt gennemlevet på den østlige halvkugle, er med hensyn til produktionens udvikling rigere end alle de foregående tilsammen. Til dette trin hører grækerne på den heroiske tid, de italienske stammer kort før Roms grundlæggelse, Tacitus' tyskere og vikingetidens normanner.
Først og fremmest møder vi her det af kvæg trukne plovskær af jern, som muliggjorde jordbruget i stor stil, agerdyrkningen, og dermed en efter datidens forhold praktisk talt ubegrænset forøgelse af levnedsmidlerne; dermed også rydningen af skovene og deres forvandling til dyrket land og eng – som igen ville have været umulig i større målestok uden jernøksen og jernspaden. Dermed fulgte imidlertid også en hurtigere formering af befolkningen og større befolkningstæthed på et lille område. Før agerdyrkningen måtte ganske særegne forhold have gjort sig gældende, hvis en halv million mennesker skulle have forenet sig under en eneste centralledelse; det er sandsynligvis aldrig sket.
Den barbariske periodes højeste trin viser sig for os i sin fulde blomstring i de homeriske digte, navnlig i Iliaden. Udviklede jernredskaber, blæsebælgen, håndkværnen, pottemagerskiven, fremstillingen af olie og vin, en fremskreden metalforarbejdning, som går over i kunsthåndværk, vognen og stridsvognen, skibsbygningen med bjælker og planker, arkitekturens begyndelse som kunst, byer omgivet af mure med tårne og tinder, det homeriske epos og hele mytologien – det er hovedmassen af den arv, som grækerne tog med sig fra barbariet over i civilisationen. Når vi sammenligner dette med Cæsars og selv Tacitus' beskrivelse af germanerne, som stod ved begyndelsen af det samme kulturtrin, hvorfra de homeriske grækere gjorde sig rede til at gå over til et højere, så ser vi, hvilken rigdom produktionens udvikling på barbariets højeste trin omfattede.
Det billede, jeg her efter Morgan har skitseret af menneskehedens udvikling fra den vilde tilstand over barbariet til civilisationens begyndelse, er allerede rigt nok på træk, som er nye og, hvad der er vigtigere, ubestridelige, fordi de er taget direkte fra produktionen. Og dog vil det synes mat og fattigt i sammenligning med det billede, som ved slutningen af vor vandring vil oprulles for os; først da vil det være muligt at se overgangen fra barbariet til civilisationen og den slående modsætning mellem dem i det fulde lys. Foreløbig kan vi udvide Morgans inddeling således: Den vilde tilstand – det tidsrum, da man overvejende tilegnede sig de færdige naturprodukter; menneskenes kunstprodukter var overvejende hjælperedskaber for denne tilegnelse. Barbariet – det tidsrum, da kvægavl og agerdyrkning opstod, da man lærte metoder til at forøge produktionen af naturfrembringelser ved menneskelig virksomhed. Civilisationen – det tidsrum, hvor man lærte den videre forarbejdning af naturfrembringelser, den egentlige industri og kunsten.
1. Oxus – Amu-Darja; Jaxartes – Syr-Darja; de abtikke navne på floder i de nuværende sovjetrepublikker Kasakstan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. – Red.
Sidst opdateret 17.6.2008