Skrevet af Engels 15.-16. maj 1881. Trykt usigneret som leder i arbejderavisen The Labour Standard, nr. 3, 21. maj 1881.
På dansk i Karl Marx: Løn, pris og profit, s. 69-71, Mondes Forlag, København/Oslo, 1933.
Overført til internettet af Lars Henrik Carlskov, dec. 2008.
Kopieret til Marxisme Online 12. apr. 2009 iflg. aftale.
I forrige artikel undersøgte vi valgsproget: Ærlig løn for ærligt arbejde. Og denne undersøgelse førte os til det resultat, at under de nuværende forhold falder den mest retfærdige dagløn sammen med den mest uretfærdige fordeling af arbejderens produkt. Af dette produkt går den største part i kapitalistens lomme, medens arbejderen må lade sig nøje med netop så meget, som er nok til, at han vedblivende kan være i stand til at producere og til at forplante slægten videre.
Dette er en økonomisk lov, eller med andre ord en lov for samfundets nuværende økonomiske sammensætning, som er langt mægtigere end alle Englands skrevne og hævdvundne love tilsammen.
Så længe samfundet er delt i to klasser, som står overfor hinanden, på den ene side kapitalisterne, som har monopoliseret alle produktionsmidlerne: jord, råstoffer og maskiner, på den anden side arbejderne, der er berøvet al magt over produktionsmidlerne og som ikke ejer andet end deres arbejdskraft, så længe denne samfundsmæssige organisation består, vil den lønlov herske og hver dag smede nye kæder, med hvilke arbejderen tvinges til at være slave af sine hænders produkt.
Fagforeningerne har kæmpet næsten 60 år mod denne lov. Og hvad er resultatet af denne kamp? Er det lykkedes dem at befri arbejderne fra det slaveri, som kapitalen, der kun er arbejdernes eget produkt, holder dem i? Har de sat en eneste gruppe af den arbejdende klasse i stand til at hæve sig over at være lønslaver, til at blive ejere af produktionsmidlerne, af råstofferne, redskaberne og maskinerne og derved blive ejere af deres egne arbejdsprodukter? Det er en kendt sag, at de ikke blot ikke har opnået det, men at det heller aldrig nogensinde har været deres formål.
Jeg skal være den sidste til at påstå, at fagforeningerne ikke skulle være til nogen nytte, fordi de har undladt dette. Tværtimod, fagforeningerne i England såvel som i de andre industrilande er til gavn for de arbejdende klasser i deres kamp mod kapitalen. Den gennemsnitlige løn er lig med summen af de nødvendige eksistensmidler, som arbejderne i et bestemt land i overensstemmelse med landets levefod behøver til deres slægts opretholdelse. Levefoden kan være forskellig for forskellige arbejderklasser. Og fagforeningernes store fortjeneste er, at de ved deres kamp for beskyttelse af lønniveauet og forkortelse af arbejdstiden søger at hævde levefoden og sætte den i vejret.
Der findes i Londons østlige del mange erhverv, hvis udførelse ikke kræver mindre erfaring end murernes og deres håndlangeres arbejde og som er mindst ligeså anstrengende. Og dog tjener arbejderne i disse fag knap det halve af, hvad disse bygningsarbejdere tjener. Hvordan går det til? Ganske simpelt sådan, at en stærk organisation sætter disse sidste i stand til at hævde en betydelig højere levefod som målestok for lønnen, mens de andre, da de er uorganiserede og magtesløse, må underkaste sig ikke blot den gennemsnitlige, men også deres arbejdsgiveres vilkårlige udbytning; deres levefod bliver efterhånden lavere og lavere, og de lærer at leve af mindre og mindre løn, og deres løn synker ganske naturligt til det niveau, som de selv har lært at anse for tilstrækkeligt.
Lønloven er derfor ikke uforanderlig. Den er indenfor visse grænser ikke ubønhørlig. Der findes til enhver tid, store kriser undtagne, et vist spillerum for hvert fag, indenfor hvilket lønnen kan forandres gennem kampen mellem arbejdere og arbejdsgivere. Lønnen fastsættes i alle tilfælde ved en overenskomst. Og ved en overenskomst har den, som kan gøre den længste og bedste modstand, den største udsigt til at få mere, end han ellers ville have fået. Når en enkeltstående arbejder slutter en arbejdskontrakt med en kapitalist, bliver han i reglen besejret og tvunget til at anerkende de betingelser, der bydes ham. Men hvis alle arbejderne i et fag danner en fast organisation, samler penge sammen for i vanskelige tider at kunne holde deres arbejdsgivere stangen og derved blive i stand til at optræde overfor deres arbejdsgivere som en magt, da – men også kun da – har de udsigt til selv at få den smule, som ifølge samfundets nuværende sammensætning kan kaldes “en ærlig dagløn for et ærligt arbejde”.
Men lønloven ophæves ikke ved fagforeningernes kamp. Tværtimod, derved gennemføres den netop først. Uden fagforeningernes modstandsmidler får arbejderen ikke engang det, der tilkommer ham ifølge lønlovens regler. Kun frygten for fagforeningerne kan tvinge kapitalisterne til at betale arbejderne arbejdskraftens fulde markedsværdi. Vil I have et bevis? Sammenlign så den løn, der betales medlemmerne af de store fagforeninger, med den løn, som betales i de utallige små bedrifter i denne stinkende og frygtelige sump i Londons østlige del.
Fagforeningerne kæmper altså ikke mod lønloven. Men det er ikke i den høje eller lave løn, arbejderklassens degradation (nedværdigelse) består. Denne degradation består i den kendsgerning, at arbejderklassen i stedet for at få det fulde produkt af sit arbejde må nøjes med den del, som man kalder løn. Kapitalisten stikker hele produktet til sig, fordi han er ejer af arbejdsmidlerne, og betaler deraf arbejdslønnen. Derfor er ingen befrielse af arbejderklassen mulig, uden at den bliver ejer af alle arbejdsmidler: jord, råstoffer, maskiner osv., og derved også bliver ejer af hele sit arbejdsudbytte.
Sidst opdateret 12.4.2009