Socialismens udvikling fra utopi til videnskab

Friedrich Engels (1877)

 

II

I mellemtiden var den nyere tyske filosofi opstået ved siden af og efter det 18. århundredes franske filosofi og havde fundet sin afslutning i Hegel. Dens største fortjeneste var genoptagelsen af dialektikken som den højeste form for tænkning. De gamle græske filosoffer var alle fødte, ægte dialektikere, og det mest universelle hoved blandt dem, Aristoteles, havde også allerede undersøgt de væsentligste former for dialektisk tænkning. Den nyere filosofi derimod var, selv om også dialektikken havde strålende repræsentanter inden for den (f.eks. Descartes og Spinoza), især under engelsk indflydelse mere og mere kørt fast i den såkaldte metafysiske tænkemåde, som også næsten fuldstændigt beherskede franskmændene i det 18. århundrede, i det mindste i deres specielt filosofiske arbejder. Uden for den egentlige filosofi var de ligeledes i stand til at skabe mesterværker af dialektik; vi minder blot om "Rameaus nevø" af Diderot, og Rousseaus afhandling "Om oprindelsen til uligheden mellem menneskene". – Vi angiver her kort det væsentligste i begge tænkemetoder.

Når vi underkaster naturen, menneskehistorien eller vor åndelige virksomhed en tænkende betragtning, så frembyder der sig først for os billedet af en uendelig sammenslyngning af forbindelser og vekselvirkninger, i hvilken intet forbliver, hvad, hvor og som det var, men hvor alt bevæger sig, forandrer sig, bliver til og forgår. Vi ser altså først helhedsbilledet, i hvilket enkelthederne endnu træder mere eller minder i baggrunden, vi agter mere på bevægelsen, overgangene og forbindelserne, end på hvad der bevæger sig, danner overgange og sammenhæng. Denne oprindelige, naive, men sagligt set rigtige opfattelse af verden er den gamle græske filosofis og er først klart udtalt af Heraklit: Alt er og er samtidig ikke, thi alt flyder, befinder sig i stadig forandring, i stadig opståen og undergang. Men så rigtigt denne opfattelse end gengiver den almene karakter af fænomenernes helhedsbillede, er den dog ikke tilstrækkelig til at forklare de enkeltheder, som dette helhedsbillede er sammensat af; og sålænge vi ikke kender disse, er vi heller ikke klar over helhedsbilledet. For at erkende disse enkeltheder må vi tage dem ud af deres naturlige eller historiske sammenhæng og undersøge dem hver for sig, med hensyn til deres beskaffenhed, deres særlige årsager og virkninger osv. Dette er først og fremmest naturvidenskabens og historieforskningens opgave; undersøgelsesgrene, som af gode grunde kun indtog en underordnet rang hos den klassiske tids grækere, eftersom disse først måtte slæbe materiale sammen til det. Først efter at det naturgivne og historiske stof til en vis grad er indsamlet, kan man tage fat på den kritiske sigtning og sammenligning, henholdsvis inddeling i klasser, grupper og arter. Spirerne til den eksakte naturforskning videreudvikles derfor først hos grækerne i den aleksandrinske periode [5] og senere, i middelalderen, af araberne; en virkelig naturvidenskab daterer sig imidlertid først fra anden halvdel af det 15. århundrede, og fra da af har den med stadigt voksende hastighed gjort fremskridt. Analysen af naturen i dens enkelte dele, sondringen af de forskellige naturprocesser og naturgenstande i bestemte klasser, undersøgelsen af de organiske legemers indre efter deres mangfoldige anatomiske udformninger, var grundbetingelsen for de kæmpeskridt, som de sidste fire hundrede år har bragt os af kendskab til naturen. Men den har tillige efterladt den sædvane hos os at opfatte naturtingene og naturprocesserne isoleret og uden for den store helhedssammenhæng; altså ikke i deres bevægelse, men i deres stilstand; ikke som væsentligt foranderlige, men som faste, bestående ting; ikke i deres liv, men i deres død. Og idet denne betragtningsmåde overførtes fra naturvidenskaben til filosofien, således som det skete gennem Bacon og Locke, skabte den de sidste århundreders specielle bornerthed, den metafysiske tænkemåde.

For metafysikeren er tingene og deres tankebilleder begreberne enkeltstående, faste, stive genstande, der er givet én gang for alle, og som skal betragtes den ene efter den anden og uden den anden. Han tænker i lutter uformidlede modsætninger; hans tale er ja, ja, nej, nej, hvad der er derudover, er af det onde. For ham må en ting enten eksistere eller ikke eksistere: en ting kan ligeså lidt samtidig være sig selv og en anden. Positivt og negativt udelukker absolut hinanden; årsag og virkning står ligeledes i stiv modsætning til hinanden. Denne tænkemåde forekommer os ved første øjekast yderst indlysende af den grund, at det er den såkaldte sunde menneskeforstands. Men den sunde menneskeforstand kan komme slemt op at køre, så snart den vover sig ud i forskningens vide verden, hvor respektabel en fyr den end er inden for sine fire vægges snævre område; og hvor berettiget, ja nødvendig den metafysiske betragtningsmåde end er på visse områder, alt efter genstandens natur, så støder den dog altid før eller siden på en skranke, uden for hvilken den bliver ensidig, bornert, abstrakt og indvikler sig i uløselige modsigelser, fordi denne betragtningsmåde ser de enkelte ting, men glemmer deres sammenhæng, ser deres væren, men glemmer deres tilblivelse og undergang, ser deres hvile, men glemmer deres bevægelse; den ser ikke skoven for bare træer. Til hverdagsbrug ved vi f.eks. og kan med bestemthed sige, om et dyr eksisterer eller ikke; ved nærmere undersøgelse finder vi imidlertid, at dette ofte er en højst indviklet sag, hvilket juristerne meget godt ved, som forgæves har plaget sig med at finde en rationel grænse for, hvornår drabet af barnet i modernes liv er mord; og ligeså umuligt er det at fastslå dødsøjeblikket, idet fysiologien påviser, at døden ikke er en øjeblikkelig, pludselig begivenhed, men er en meget langvarig proces. På samme måde er ethvert organisk væsen i hvert enkelt øjeblik det samme og ikke det samme; i hvert øjeblik forarbejder det udefra tilførte stoffer og udskiller andre, i hvert enkelt øjeblik dør der celler i dets legeme og danner sig nye; ja, efter en kortere eller længere tids forløb er stoffet i dette legeme fuldstændig fornyet, erstattet med andre stofatomer, således at ethvert organiseret væsen stadig er det samme og dog et andet. Vi finder også ved nøjere betragtning, at de to poler i en modsætning, som positiv og negativ, i ligeså høj grad er uadskillelige fra hinanden som modsatte, og at de trods al modsætning gensidigt gennemtrænger hinanden; ligeledes, at årsag og virkning er forestillinger, der kun har gyldighed som sådanne, når de anvendes på det enkelte tilfælde, men så snart vi betragter det enkelte tilfælde i dets almene sammenhæng med verden som et hele, går de sammen, opløser sig i opfattelsen af den universelle vekselvirkning, hvor årsager og virkninger til stadighed skifter plads, hvor det, der i eet øjeblik og på eet sted er virkning i et andet øjeblik og på et andet sted bliver årsag og omvendt.

Alle disse processer og tænkemetoder passer ikke ind i den metafysiske tænknings rammer. For dialektiken derimod, som væsentlig opfatter tingene og deres begrebsbilleder i deres sammenhæng, deres sammenkædning, deres bevægelse, deres tilblivelse og undergang, er processer som de ovennævnte ligeså mange bekræftelser på dens egen fremgangsmåde. Naturen er dialektikkens prøvesten, og vi må sige om den moderne naturvidenskab, at den har leveret et yderst rigt og dagligt voksende materiale til denne prøve og derigennem bevist, at det i naturen til syvende og sidst går dialektisk og ikke metafysisk til, at den ikke i een evindelighed løber rundt i een og samme ring, men gennemløber en virkelig historie. Her må først og fremmest nævnes Darwin, som gav den metafysiske naturopfattelse det vældigste stød ved sin påvisning af, at hele den nuværende organiske natur, planter og dyr og dermed også mennesket, er et produkt af en udviklingsproces, der er gået for sig i millioner af år. Men da de naturforskere, der har lært at tænke dialektisk, indtil nu er lette at tælle, så giver denne konflikt mellem de opdagede resultater og den overleverede tænkemåde forklaringen på den grænseløse forvirring, som nu hersker i den teoretiske naturvidenskab og bringer såvel lærere som elever, forfattere såvel som læsere til fortvivlelse.

En eksakt fremstilling af verden som helhed, af dens og menneskehedens udvikling, og af denne udviklings genspejling i menneskenes hoveder kan altså kun blive bragt tilveje ad dialektisk vej, under stadig hensyntagen til den almene vekselvirkning mellem tilblivelse og undergang, mellem de frem- og tilbageskridende ændringer. Og i denne retning optrådte den nyere tyske filosofi da også straks. Kant begyndte sin løbebane med at opløse det stabile newtonske solsystem og dets – efter at den famøse første impuls engang var givet – evige varighed i en historisk proces: i solens og alle planeternes opståen af en roterende tågemasse. Samtidig drog han allerede den slutning at med denne opståen var ligeledes solsystemets fremtidige undergang nødvendigvis givet. Hans lære blev et halvt århundrede senere matematisk begrundet af Laplace, og endnu et halvt århundrede senere godtgjorde spektroskopet, at der i verdensrummet fandtes sådanne glødende gasmasser på forskellige trin af fortætning.

Sin afslutning fandt den nyere tyske filosofi i Hegels system, hvori for første gang - og det er hans store fortjeneste – hele den ydre natur, den historiske og den åndelige verden bliver fremstillet som en proces, dvs. som værende i stadig bevægelse, forandring, omdannelse og udvikling, og hvor der tillige bliver gjort forsøg på at påvise den indre sammenhæng i denne bevægelse og udvikling. Udfra dette synspunkt tog menneskehedens historie sig ikke mere ud som et vildt virvar af meningsløse voldshandlinger, der alle er lige forkastelige for den nu modnede filosoffornufts domstol, og som man helst skal glemme så hurtigt som muligt, men var selve menneskehedens udviklingsproces, hvis gradvise trinfølge det nu blev tænkningens opgave at forfølge gennem alle omskiftelser, og hvis indre lovmæssighed igennem alle tilsyneladende tilfældigheder den skulle påvise.

At det hegelske system ikke løste den opgave, som det havde stillet sig er her ligegyldigt. Dets epokegørende fortjeneste var, at det havde stillet den. Det var netop en opgave, som ikke nogen enkeltperson nogensinde vil kunne løse. Skønt Hegel – ved siden af Saint-Simon - var det mest universelle hoved på sin tid, så var han dog begrænset for det første af det nødvendigvis begrænsede omfang af sin egen viden og for det andet af sin epokes ligeledes både efter omfang og dybde begrænsede viden og anskuelser. Men dertil kom endnu noget tredje. Hegel var idealist, dvs. for ham var tankerne i hans hoved ikke de mere eller mindre abstrakte billeder af de virkelige ting og processer, men tingene og deres udvikling var omvendt for ham ikke andet end de virkeliggjorte billeder af "ideen", som på en eller anden måde eksisterede allerede før verden. Således var alt stillet på hovedet og den virkelige sammenhæng i verden fuldstændig vendt om. Og så rigtigt og genialt mange enkeltforbindelser end blev opfattet af Hegel, så måtte dog af de angivne grunde også meget i detaljerne tage sig sammenstykket, kunstlet, konstrueret, kort sagt bagvendt ud. Det hegelske system som sådant var et kolossalt misfoster – men også det sidste i sin art. Det led nemlig desuden af en indre uhelbredelig modsigelse: på den ene side havde det til væsentlig forudsætning den historiske betragtning, hvorefter den menneskelige historie er en udviklingsproces, der efter sin natur ikke kan finde sin intellektuelle afslutning ved opdagelsen af en såkaldt absolut sandhed; men på den anden side påstår det at være indbegrebet af netop denne absolutte sandhed. Et altomfattende, et for altid afsluttende system for erkendelsen af natur og historie strider mod den dialektiske tænknings grundsætninger; hvilket imidlertid ingenlunde udelukker, men tværtimod indbefatter, at den systematiske erkendelse af den samlede ydre verden kan gøre kæmpefremskridt fra generation til generation.

Forståelsen af den hidtidige tyske idealismes fuldstændige bagvendthed førte nødvendigvis til materialismen, men vel at mærke ikke til det 18. århundredes rent metafysiske, udelukkende mekaniske materialisme. I modsætning til den naivt-revolutionære, ligefremme forkastelse af al tidligere historie betragter den moderne materialisme historien som menneskehedens udviklingsproces, hvis bevægelseslove det er dens opgave at opdage. l modsætning til den forestilling, der herskede både hos det 18. århundredes franskmænd og endnu hos Hegel, ifølge hvilken naturen bevæger sig i snævre kredsløb og stadig forbliver den samme helhed, med evige verdenslegemer, sådan som Newton havde lært, og med uforanderlige arter af organiske væsener, som Linné havde lært, sammenfatter den moderne materialisme naturvidenskabens nyere fremskridt, hvorefter naturen ligeledes har sin historie i tiden, himmellegemerne og de forskellige slags organismer, af hvilke de under gunstige omstændigheder bliver beboet, opstår og forgår, og kredsløbene antager, for så vidt de overhovedet lader sig bibeholde, uendelig mere storslåede dimensioner. I begge tilfælde er den i sit væsen dialektisk og behøver ikke mere nogen filosofi oven over de andre videnskaber. Så snart der til hver enkelt videnskab stilles fordring om, at den skal blive klar over sin stilling i helhedssammenhængen mellem tingene og i vort kendskab til tingene, er enhver særlig videnskab om helhedssammenhængen overflødig. Hvad der da bliver tilbage som noget selvstændigt af hele den hidtidige filosofi, er læren om tænkningen og dens love – den formelle logik og dialektikken. Alt andet går op i den positive videnskab om natur og historie.

Men mens omsvinget i naturopfattelsen kun kunne fuldbyrdes i samme målestok, som forskningen leverede det tilsvarende positive erkendelsesstof, havde der allerede meget tidligere gjort sig historiske kendsgerninger gældende, som hidførte en afgørende vending for historieopfattelsen. 1831 havde det første arbejderoprør fundet sted i Lyon; 1838/42 nåede den første nationale arbejderbevægelse, den engelske chartistbevægelse, sit højdepunkt. Klassekampen mellem proletariat og bourgeoisi trådte i forgrunden i de mest fremskredne europæiske landes historie i samme målestok, som på den ene side storindustrien, på den anden bourgeoisiets nyerobrede herredømme udviklede sig dér. Den borgerlige økonomis lære om, at kapitalens og arbejdets interesser var identiske, om den almindelige harmoni og den almindelige folkevelstand som følge af den fri konkurrence, blev stadig mere slående modbevist af kendsgerningerne. Alle disse ting var ikke mere til at afvise, lige så lidt som den franske og engelske socialisme, der var deres teoretiske, omend højst ufuldkomne udtryk. Men den gamle idealistiske historieopfattelse, som endnu ikke var fortrængt, kendte ikke til klassekampe, hvilende på materielle interesser, og overhovedet til materielle interesser; produktion ligesom alle økonomiske forhold forekom i den kun som biting, som underordnede elementer i "kulturhistorien".

De nye kendsgerninger gjorde det nødvendigt at underkaste hele den hidtidige historie en ny undersøgelse, og da viste det sig, at al hidtidig historie, med undtagelse af urtilstandene, var en klassekampenes historie, at disse indbyrdes kæmpende klasser i samfundet altid var skabt af produktions- og omsætningsforholdene, kort sagt af epokens økonomiske forhold: at altså samfundets økonomiske struktur til enhver tid danner det reale grundlag, udfra hvilket den samlede overbygning af retslige og politiske institutioner, såvel som af religiøse, filosofiske og øvrige forestillinger på ethvert historisk trin i sidste instans må forklares. Hegel havde befriet historieopfattelsen for metafysikken, han havde gjort den dialektisk - men hans opfattelse af historien var hovedsagelig idealistisk. Nu var idealismen fordrevet fra sit sidste tilflugtssted, fra historieopfattelsen; der var skabt en materialistisk historieopfattelse, og vejen var fundet til at forklare menneskenes bevidsthed ud fra deres væren i stedet for som hidtil deres væren ud fra deres bevidsthed.

Herefter var socialismen nu ikke mere en tilfældig opdagelse af et eller andet genialt hoved, men det nødvendige resultat af kampen mellem to historisk opståede klasser, proletariatet og bourgeoisiet. Dens opgave var ikke mere at forfærdige et samfundssystem så fuldkomment som muligt, men at undersøge den historisk-økonomiske proces, af hvilken disse klasser og deres modsætninger nødvendigvis var udsprunget, og at udfinde midlerne til konfliktens løsning i de derved skabte økonomiske tilstande. Den hidtidige socialisme var imidlertid lige så uforenelig med denne materialistiske opfattelse som den franske materialismes naturopfattelse med dialektikken og den nyere naturvidenskab. Den hidtidige socialisme kritiserede ganske vist den bestående kapitalistiske produktionsmåde og dens følger, men kunne ikke forklare den og altså heller ikke magte den; den kunne blot forkaste den som dårlig. Jo heftigere den ivrede imod udbytningen af arbejderklassen, der er uadskilleligt forbundet med den kapitalistiske produktionsmåde, desto mindre var den i stand til tydeligt at angive, hvori denne udbytning bestod, og hvordan den var opstået. Det drejede sig imidlertid dels om at fremstille den kapitalistiske produktionsmåde i dens historiske sammenhæng og dens nødvendighed for et bestemt historisk tidsafsnit, altså også dens nødvendige undergang, men dels også om at klarlægge dens indre karakter, der stadigvæk var skjult. Dette skete gennem afsløringen af merværdien. Det blev godtgjort, at tilegnelsen af ubetalt arbejde er grundformen for den kapitalistiske produktionsmåde og den udbytning af arbejderen, som denne bevirker; at kapitalisten, selv når han køber sin arbejders arbejdskraft til den fulde værdi, som den har som vare på varemarkedet, alligevel får mere værdi ud af den, end han har betalt for den; og at denne merværdi i sidste instans udgør den værdisum, der lader en stadig voksende kapitalmasse hobe sig op i den besiddende klasses hænder. Hermed var det forklaret, hvordan den kapitalistiske produktion bliver til, og hvordan kapitalen produceres.

Disse to store opdagelser: den materialistiske historieopfattelse og afsløringen af den kapitalistiske produktions hemmelighed ved hjælp af merværdien skylder vi Marx. Med dem blev socialismen til en videnskab, som det nu først og fremmest drejer sig om at udarbejde videre i alle dens enkeltheder og forbindelser.

 

Noter

5. Den alexandrinske periode er i videnskabens historie betegnelsen for tidsrummet fra 3. århundrede før vor tidsregning til det 7. århundrede efter v. t., efter den ægyptiske havneby Alexandria, en af den tids største internationale økonomiske centre. I den alexandrinske periode nåede matematik (Euklid og Arkimedes), geografi, astronomi, anatomi, fysiologi og andre videnskaber til en betydelig udfoldelse. – Red.

 


Sidst opdateret 5.6.00