Socialismens udvikling fra utopi til videnskab

Friedrich Engels (1877)

Forord til den engelske udgave (1892)

 


Oprindelig offentliggjort i London som forord til pjecen Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, 1892, og samtidig trykt på tysk i tidsskriftet Die neue Zeit 1892/93. Efter den engelske tekst.


 

Nærværende lille skrift er oprindelig en del af et større hele. Omkring 1875 forkyndte dr. E. Dühring, privatdocent ved Berlins universitet, pludseligt og temmelig larmende sin omvendelse til socialismen og præsenterede for det tyske publikum ikke alene en udførlig socialistisk teori, men også en komplet praktisk plan til samfundets reorganisering. Det var en selvfølge, at han faldt over sine forgængere; han beærede fremfor alt Marx med at udgyde hele sin vrede over ham.

Dette skete på den tid, da de to dele af det socialistiske parti i Tyskland – eisenach'ere og lassalleanere – netop havde fuldbyrdet deres sammensmeltning og derved ikke blot fik et vældigt tilskud af nye kræfter, men også, hvad der var mere, fik evne til at sætte hele denne kraft ind mod den fælles fjende. Tysklands socialistiske parti stod i begreb med hurtigt at blive en magt. Men den første betingelse for at gøre det til en magt var, at den nyvundne enhed ikke blev truet. Og dr. Dühring gik offentligt i gang med at danne en sekt omkring sin person, kærnen til et kommende splittelsesparti. Det var altså en nødvendighed at tage den handske op, man havde tilkastet os, og at udkæmpe denne dyst, hvad enten det behagede os eller ej.

Selv om dette nu heller ikke var alt for vanskeligt, så var det dog øjensynligt en langvarig historie. Som man vel véd, er vi tyskere i besiddelse af en forskrækkelig tung grundighed, en grundig dybsindighed eller en dybsindig grundighed, hvordan man nu end vil kalde det. Så såre en af os fremsætter noget, som han anser for en ny doktrin, har han først at anbringe det i et altomfattende system. Han har at bevise, at såvel logikkens første principper som universets grundlove har eksisteret fra evighed af uden noget andet formål end til syvende og sidst at lede hen til denne nyopdagede teori, der sætter kronen på det hele. Og dr. Dühring var i denne henseende ganske efter det nationale snit. Intet mindre end en komplet "systematisk filosofi", åndens, moralens, naturens og historiens filosofi; en komplet "systematisk fremstilling af den politiske økonomi og socialismen" og endelig en "kritisk fremstilling af den politiske økonomis historie" - tre store oktavbind, tunge udvendig og indvendig, tre armékorps af argumenter, ført i marken mod alle tidligere filosoffer og økonomer i almindelighed og mod Marx i særdeleshed - faktisk et forsøg på en fuldstændig "omvæltning af videnskaben" – det var det, jeg skulle tage på min kappe. Jeg skulle behandle alle tænkelige emner, lige fra anskuelserne om tid og rum til bimetallismen; lige fra materiens og bevægelsens evighed til moralens forgængelige natur; lige fra Darwins naturlige udvælgelse til ungdomsopdragelse i et fremtidigt samfund. Imidlertid gav min opponents systematiske vidtløftighed mig lejlighed til at udvikle de anskuelser, som Marx og jeg havde om disse meget forskellige emner i modsætning til ham og i en mere sammenhængende form, end dette var sket hidtil. Og dette var den hovedårsag, der fik mig til at gå i gang med denne utaknemmelige opgave.

Mit svar blev først offentliggjort i en række artikler i Leipzigbladet Vorwärts [1], det socialistiske partis centralorgan, og senere i bogform: Hr. Eugen Dührings omvæltning af videnskaben, som udkom i andet oplag i Zürich i 1886.

Tilskyndet af min ven Paul Lafargue, der for tiden repræsenterer Lille i det franske deputeretkammer, sammenstillede jeg tre kapitler af denne bog til en pjece, som han oversatte og i 1880 offentliggjorde under titlen: "Socialisme utopique et Socialisme scientifique". Efter denne franske tekst blev der redigeret en polsk og en spansk udgave. 1883 udgav vore tyske venner pjecen på originalsproget. Siden er der på grundlag af den tyske tekst blevet offentliggjort italienske, russiske, danske, hollandske og rumænske oversættelser. Sammen med nærværende engelske udgave er dette lille skrift altså udbredt på ti sprog. Jeg kender ikke noget andet socialistisk værk, der er blevet oversat så mange gange, ikke engang vort Kommunistiske manifest fra 1848 eller Marx' Kapitalen. I Tyskland er det udkommet i fire oplag på i alt cirka 20.000 eksemplarer.

Tillægget "Die Mark" [2] blev skrevet for at udbrede nogle grundlæggende kundskaber vedrørende jordbesiddelsens historie og udvikling i Tyskland i det tyske socialistiske parti. Det forekom særlig nødvendigt på en tid, hvor byernes arbejdere i ret høj grad var vundet for det socialistiske parti og det gjaldt om at tage landarbejderne og bønderne i hånden. Dette tillæg blev taget med i oversættelsen, fordi de oprindelige og for alle germanske stammer fælles former for jordbesiddelse, og historien om dens forfald, er endnu langt mindre kendt i England end i Tyskland. Jeg har ladet originalteksten stå uforandret, altså ikke taget hensyn til Maxim Kovalevskys nylige hypotese, ifølge hvilken der forud for delingen af ager- og græsningsjorden mellem "Markens", medlemmer gik en dyrkning for fælles regning, udført af et stort patriarkalsk familiefællesskab, som omfattede flere generationer (hvad den sydslaviske Zádruga, som består den dag i dag, er et eksempel på), og der så senere skete en deling, da fællesskabet var blevet så stort, at det blev for uhåndterligt til en fælles drift. Kovalevsky har sandsynligvis fuldkommen ret, men hele spørgsmålet er endnu ikke afgjort.

De i denne bog benyttede økonomiske udtryk stemmer, for så vidt de er nye, med dem, der er benyttet i den engelske udgave af Marx' "Kapitalen". Som "vareproduktion" betegner vi den økonomiske fase, hvor tingene ikke blot produceres for producenternes behov, men også for markedet, dvs. som varer, ikke som brugsværdier. Denne fase strækker sig fra dengang, man først begyndte at producere for markedet ned til vor tid; sin fulde udvikling når det alene under den kapitalistiske produktion, dvs. under betingelser, hvor kapitalisten, ejeren af produktionsmidlerne, beskæftiger arbejdere mod at give dem løn, folk, der er berøvet alle produktionsmidler med undtagelse af deres egen arbejdskraft, og hvor han putter det overskud, hvormed produkternes salgspris overstiger hans udgifter, i sin egen lomme. Vi inddeler industriproduktionens historie siden middelalderen i tre perioder: 1. håndværk: små håndværksmestre med få svende og lærlinge; hver arbejder fremstiller hele produktet; 2. manufaktur: et større antal arbejdere, grupperet i et stort værksted, fremstiller hele produktet efter arbejdsdelingens princip, idet hver arbejder kun udfører en del af det samlede arbejde, så produktet først er færdigt, efter at det er gået gennem hænderne på dem alle; 3. moderne industri: produktet fremstilles ved hjælp af maskiner, der drives med mekanisk kraft, og arbejderens præstation indskrænker sig til at overvåge og korrigere mekanismens præstationer. Jeg véd meget godt, at denne lille bogs indhold vil støde an hos en stor del af det britiske publikum. Men hvis vi folk fra fastlandet havde taget mindste hensyn til den britiske "respektabilitets" fordomme, ville vi være endnu værre stedt, end vi er. Denne bog går ind for det, vi kalder "historisk materialisme", og ordet materialisme skurrer i ørerne på det uhyre flertal af britiske læsere. "Agnosticisme" [3] kunne gå an, men materialisme er komplet utilstedelig.

Og dog er England al moderne materialismes oprindelige hjem, lige fra det 17. århundrede.

"Materialismen er Storbritanniens egen søn. Allerede den engelske skolastiker Duns Scotus spurgte sig selv, om materien ikke kan tænke.

For at præstere dette under, tog han sin tilflugt til guds almagt, dvs. han tvang selve teologien til at prædike materialisme. Han var tilmed nominalist [4]. Nominalismen findes som et hovedelement hos de engelske materialister, ligesom den overhovedet er det første udtryk for materialisme.

Den engelske materialismes sande stamfader er Bacon. Naturvidenskaben er for ham den sande videnskab og den sanselige fysik den fornemste del af naturvidenskaben. Anaxagoras med sine homoiomerier (partikler) og Demokrit med sine atomer er hyppigt hans autoriteter. Ifølge hans lære er sanserne usvigelige og kilde til al viden. Videnskaben er en erfaringsvidenskab og består i at anvende en rationel metode på det for sanserne givne. Induktion, analyse, sammenligning, iagttagelse og eksperimentering er hovedbetingelserne for en rationel metode. Blandt materiens medfødte egenskaber er bevægelsen den første og fornemste, ikke blot som mekanisk og matematisk bevægelse, men desuden som materiens drift, livsånd, spændkraft, dens "kval" [5] – for at bruge Jakob Böhmes udtryk. Materiens primitive former er levende, individualiserende, iboende væsenskræfter, der frembringer de særlige forskelle.

I Bacon, dens første skaber, bærer materialismen endnu på en naiv måde spirerne til en alsidig udvikling i sig. Materien smiler i poetisk sanselig glans til hele mennesket. Selve den aforistiske doktrin vrimler derimod endnu af teologiske inkonsekvenser.

I sin videreudvikling bliver materialismen ensidig. Hobbes er den der systematiserer Bacons materialisme. Sanseligheden mister sin blomst og bliver til geometriens abstrakte sanselighed. Den fysiske bevægelse ofres for den mekaniske eller matematiske; geometrien proklameres som hovedvidenskab. Materialismen bliver menneskefjendsk. For at kunne overvinde den menneskefjendske, kødløse ånd på dens eget område, må materialismen selv døde sit kød og blive til asket. Den optræder som et fornuftsvæsen, men den udvikler også fornuftens hensynsløse konsekvens.

Hvis sanserne giver menneskene alle kundskaber – argumenterer Hobbes, idet han går ud fra Bacon – så er anskuelser, tanker, forestillinger osv. ikke andet end gøglebilleder af den legemlige verden, der mere eller mindre er berøvet sin sanselige form. Videnskaben kan kun give disse gøglebilleder navne. Et navn kan anvendes på flere gøglebilleder. Der kan endogså findes navne på navne. Men det ville være selvmodsigende på den ene side at lade alle ideer have deres oprindelse i den sanselige verden, og på den anden side påstå, at et ord er mere end et ord, at der foruden de væsener, som man forestiller sig og som altid er enkeltvæsener, også findes almene væsener. En ulegemlig substans er tværtimod en modsigelse ligesom et ulegemligt legeme. Legeme, væren, substans er forskellige ord for den samme realitet. Man kan ikke adskille tanken fra en materie, der tænker. Materien er subjektet i alle forandringer. Ordet "uendelig" er meningsløst, hvis det ikke betyder vor ånds evne til uden ende at føje til. Fordi kun det materielle kan iagttages og erkendes, véd man intet om guds eksistens. Kun min egen eksistens er sikker. Hver menneskelig lidenskab er en mekanisk bevægelse, der ender eller begynder. Drifternes genstand er det gode. Mennesket er underkastet de samme love som naturen. Magt og frihed er identiske.

Hobbes havde systematiseret Bacon, men ikke nærmere begrundet hans grundprincip, at kundskaberne og ideerne har deres oprindelse i sanseverdenen.

Locke begrundede Bacons og Hobbes' princip i sit "Essay om den menneskelige forstands oprindelse".

På samme måde som Hobbes tilintetgjorde den bacon'ske materialismes teistiske [6] fordomme, tilintegjorde Collins, Dodwell, Coward, Hartley, Priestley osv. den locke'ske sensualismes sidste teologiske skranke. For materialismen er deismen [7] i hvert fald ikke andet end en bekvem og ugidelig måde at komme af med religionen på." [8]

Således udtalte Karl Marx sig om den moderne materialismes britiske oprindelse. Og når englænderne nu om stunder ikke just jubler over den anerkendelse, han ydede deres forfædre, så kan vi kun beklage det. Det er ikke desto mindre ubestrideligt, at Bacon, Hobbes og Locke var fædre til den glimrende skole af franske materialister, der trods alle de sejre, tyskerne og englænderne vandt over franskmændene til lands og til vands, gjorde det 18. århundrede til et overvejende fransk århundrede, selv længe før den franske revolution, der kronede århundredet, og hvis resultater vi andre i England såvel som i Tyskland endnu stadig bestræber os for at akklimatisere.

Det kan nu engang ikke benægtes. Det, der slog en dannet udlænding, der omkring midten af vort århundrede bosatte sig i England, det var – sådan måtte han opfatte det – det engelske "respektable" bourgeoisis religiøse hykleri og stupiditet. Vi var dengang alle materialister eller dog meget vidtgående fritænkere; det forekom os ubegribeligt, at næsten alle dannede mennesker i England troede på alskens umulige undere, og at selv geologer som Buckland og Mantell forvanskede deres videnskabs kendsgerninger, for at de ikke i alt for høj grad skulle være et slag i ansigtet på den mosaiske skabelsesberetnings myter; mens man for at finde folk, der vovede at bruge deres forstand, når det gjaldt religiøse ting, måtte gå til de udannede, til den "uvaskede horde", som det hed dengang, til arbejderne, især til de owenistiske socialister.

Men siden da er England blevet "civiliseret". Udstillingen i 1851 lod dødsklokken ringe over Englands isolation som ø. England blev efterhånden mere international, i mad, i skikke, i tankegang, og det i den grad, at jeg mere og mere ønsker, at visse engelske skikke blev ligeså almindelige på kontinentet som andre kontinentale skikke i England. Så meget er sikkert: udbredelsen af salatolien (der før 1851 kun var kendt af aristokratiet) blev ledsaget af en skæbnesvanger udbredelse af fastlandets skepticisme i religiøse spørgsmål; og det er kommet så vidt, at agnosticismen ganske vist endnu ikke gælder for at være ligeså fin som den engelske statskirke, men dog, hvad respektabilitet angår, står på næsten samme trin som baptistsekten, og i hvert fald indtager en højere rang end Frelsens Hær. Og jeg kan ikke tro andet, end at det må være en trøst for mange, der af hjertet beklager og forbander denne vantroens fremgang, at disse nymodens ideer ikke er af udenlandsk oprindelse, ikke er forsynet med mærket: Made in Germany, som så mange andre artikler, man bruger til daglig, men at de tværtimod er af gammel engelsk oprindelse, og at deres britiske ophavsmænd for to hundrede år siden gik et godt stykke videre end deres efterkommere i vore dage tør.

Hvad er agnosticisme i virkeligheden andet end skamfuld materialisme? Agnostikerens naturopfattelse er helt igennem materialistisk. Hele den naturlige verden beherskes af love og udelukker absolut enhver indvirkning udefra. Men, tilføjer agnostikeren forsigtigt, vi er ikke i stand til at bevise, hvorvidt der eksisterer eller ikke eksisterer et eller andet højeste væsen uden for den verden, vi kender. Dette forbehold havde måske sit værd på den tid, da Laplace på Napoleons spørgsmål, hvorfor skaberen ikke engang var nævnt i den store astronoms Mécanique céleste [9], gav det stolte svar: "Je n'avais pas besoin de cette hypothése" [10]. Men i dag er der i vort tankebillede af verdensaltet i dets udvikling absolut ingen plads hverken for en skaber eller for en hersker; og hvis man ville tale om et højeste væsen, der var lukket ude fra hele den eksisterende verden, så ville det være en selvmodsigelse og oven i købet, forekommer det mig, en uprovokeret krænkelse af religiøse folks følelser.

Endvidere indrømmer vor agnostiker, at al vor viden beror på de meddelelser, som vi modtager gennem vore sanser. Men, tilføjer han, hvorfra véd vi, om vore sanser giver os rigtige billeder af de ting, vi iagttager gennem dem? Og endvidere fortæller han os, at når han taler om ting eller deres egenskaber, så mener han i virkeligheden ikke selve disse ting og deres egenskaber, som han ikke kan vide noget sikkert om, men kun de indtryk, de har gjort på hans sanser. Det er ganske vist en måde at opfatte tingene på som det synes vanskeligt at komme til livs alene med argumenter. Men før menneskene argumenterede, handlede de. "I begyndelsen var handlingen". Og menneskelig handling havde løst denne vanskelighed, allerede længe før menneskelig overklogskab opfandt den. The proof of the pudding is in the eating. [11] I samme øjeblik, vi anvender disse ting til vore egne formål, alt efter de egenskaber, vi iagttager i dem, underkaster vi vore sanseiagttagelser en ufejlbarlig prøve med hensyn til deres rigtighed eller urigtighed. Hvis disse iagttagelser har været urigtige, så må også vor dom over en sådan tings anvendelighed være urigtig, og vort forsøg på at anvende den må slå fejl. Men hvis vi når vort mål, hvis vi finder, at tingen svarer til vor forestilling om den, at den yder det, som vi ville anvende den til, så er dette et positivt bevis for, at så langt stemmer vore iagttagelser af tingen og dens egenskaber overens med virkeligheden uden for os. Hvis vi derimod finder, at vi har ramt ved siden af, så varer det for det meste ikke længe, før vi opdager årsagen til det; vi finder, at den iagttagelse, der lå til grund for vort forsøg, enten var ufuldstændig og overfladisk eller kædet sammen med resultaterne af andre iagttagelser på en måde, som disse ikke berettigede til – det vi kalder mangelfuld tænkning. Så længe vi passer på at træne og bruge vore sanser rigtigt og at holde vor handlemåde inden for de skranker, der sættes af iagttagelser, der er rigtigt gjort og rigtigt udnyttet, så længe vil vi finde, at udfaldet af vore handlinger afgiver bevis for vore iagttagelsers overensstemmelse med de iagttagne tings objektive natur. Vi er hidtil ikke i et eneste tilfælde blevet tvunget til at slutte, at vore videnskabeligt kontrollerede sanseiagttagelser i vor hjerne fremkalder forestillinger om den ydre verden, som efter deres natur afviger fra virkeligheden, eller at der består en indre uforenelighed mellem den ydre verden og vore sanseiagttagelser af den.

Men så kommer den nykantianske agnostiker og siger: Ja, vi kan muligvis iagttage en tings egenskaber rigtigt, men ikke ved nogen som helst sanse- eller tænkeproces erkende selve tingen. Denne "ting i sig selv" ligger uden for vor synsvidde. Dette har allerede Hegel for lang tid siden svaret på: Hvis I kender alle egenskaber ved en ting, så kender I også selve tingen; tilbage er så kun den kendsgerning at nævnte ting eksisterer uden for os, og så snart jeres sanser har bibragt jer denne kendsgerning, har I erkendt den sidste rest af denne ting, Kants berømte uerkendelige "ting i sig selv". Vi kan tilføje, at på Kants tid var vort kendskab til de naturlige ting endnu brudstykkeagtigt nok til, at man bagved hver ting desuden kunne formode en hemmelighedsfuld "ting i sig selv". Men siden da er disse ufattelige ting en efter en blevet behandlet, analyseret og, hvad der betyder mere, blevet reproduceret takket være videnskabens kæmpemæssige fremskridt. Og hvad vi kan fremstille, det kan vi afgjort ikke betegne som noget, der ikke kan erkendes. For kemien i første halvdel af vort århundrede var de organiske stoffer sådanne hemmelighedsfulde ting. Nu lærer vi at opbygge dem, den ene efter den anden, af de kemiske elementer og uden hjælp af organiske processer. Den moderne kemi erklærer: Så snart et eller andet stofs kemiske sammensætning er kendt, kan dette stof frembringes af elementerne. Vi er stadig langt fra et nøje kendskab til de højeste organiske substansers, de såkaldte æggehvidestoffers, sammensætning; men der er aldeles ingen grund til, at vi ikke, selv om det også først bliver efter århundreders forløb, skulle opnå dette kendskab og med dets hjælp fremstille kunstig æggehvide. Men er vi nået så langt, så har vi også samtidig fremstillet organisk liv, thi liv er fra sine laveste til sine højeste former ikke andet end æggehvidestoffernes normale eksistensform.

Men når vor agnostiker først har taget disse formelle forbehold, så taler og handler han ganske som den hårdkogte materialist, han i grunden er. Det kan være, han siger: Så vidt vi ved, kan der hverken skabes eller tilintetgøres stof og bevægelse eller, som man nu siger, energi, men vi har ikke noget bevis for, at begge dele ikke er blevet skabt på et eller andet ubekendt tidspunkt. Men prøv engang i givet tilfælde at udnytte denne indrømmelse mod ham, så vil han hurtigst muligt bede jer om at tie stille. Selv om han i teorien indrømmer spiritualismens mulighed, så vil han i praksis ikke vide af den. Han vil sige til jer: Så vidt vi véd og kan vide, har verdensaltet ingen skaber eller hersker; for så vidt vi kommer i betragtning, kan stof og energi ligeså lidt skabes som tilintetgøres; for os er tænkningen en form for energi, en hjernefunktion. Alt hvad vi ved, går ud på, at den materielle verden beherskes af uforanderlige love og så videre. For så vidt han altså er videnskabsmand, så vidt han véd noget, er han materialist; uden for sin videnskab, på områder, hvor han ikke føler sig hjemme, oversætter han sin uvidenhed til græsk og kalder den agnosticisme.

I hvert fald synes een ting at være sikker: selv om jeg var agnostiker, kunne jeg ikke betegne den historieopfattelse, der skitseres i denne lille bog som "historisk agnosticisme". Religiøse folk ville le ad mig, og agnostikerne ville forbitret spørge mig, om jeg vil gøre nar af dem. Og derfor håber jeg, at også den britiske "respektabilitet" ikke vil være alt for forfærdet, når jeg på engelsk, som på så mange andre sprog, anvender udtrykket: "historisk materialisme" for at betegne den opfattelse af historiens forløb, der anser samfundets økonomiske udvikling, forandringerne i produktions- og udvekslingsmåden, den resulterende spaltning af samfundet i forskellige klasser, og disse klassers indbyrdes kampe for den endelige årsag og afgørende drivkraft i alle vigtige historiske begivenheder.

Man vil måske så meget snarere vise mig denne overbærenhed, når jeg påviser, at den historiske materialisme kan være nyttig endog for den britiske respektabilitet. Jeg har peget på den kendsgerning, at enhver dannet udlænding, der for 40-50 år siden bosatte sig i England, blev slået af det, der måtte forekomme ham at være religiøst hykleri og stupiditet hos det engelske respektable bourgeoisi. Jeg vil nu påvise, at det respektable engelske bourgeoisi alligevel ikke var helt så stupidt dengang, som det forekom den intelligente udlænding. Dets religiøse tendenser kan forklares.

Da Europa kom ud af middelalderen, var det fremvoksende borgerskab i byerne dets revolutionære element. Den anerkendte stilling, det havde erobret inden for den middelalderlige feudalorganisation, var allerede blevet for snæver for dets ekspansionskraft. Udviklingen af borgerskabet, bourgeoisiet, kunne ikke mere forenes med opretholdelsen af feudalsystemet. Feudalsystemet måtte derfor falde.

Feudalsystemets store internationale centrum var imidlertid den romersk-katolske kirke. Den forenede, trods alle indre krige, hele det feudaliserede Vesteuropa til et stort politisk hele, der stod i modsætning både til den skismatisk-græske og til den muhamedanske verden. Den omgav de feudale institutioner med en glorie af guddommelig hellighed. Den havde organiseret sit eget hierarki efter feudalt mønster, og endelig var den den største af alle lensherrer, thi mindst en tredjedel af jorden i den katolske verden tilhørte den. Før den verdslige feudalisme kunne angribes i hvert land og i enkeltheder, måtte denne dens centrale, fredhellige organisation ødelægges.

Jævnsides med borgerskabets fremvækst gik imidlertid videnskabens vældige opsving. Man dyrkede igen astronomi, mekanik, fysik, anatomi og fysiologi. For at udvikle sin industriproduktion havde bourgeoisiet brug for en videnskab, der undersøgte naturfænomenernes egenskaber og naturkræfternes virkemåde. Men hidtil havde videnskaben kun været kirkens ydmyge tjenestepige, der ikke havde lov til at overskride de skranker, der var sat af troen, og havde altså ikke været nogen videnskab. Nu gjorde videnskaben oprør; bourgeoisiet havde brug for videnskaben og tog del i oprøret.

Jeg har hermed kun berørt to af de punkter, på hvilke det opadstræbende borgerskab måtte komme i kollision med den bestående kirke; men det vil være tilstrækkeligt for at bevise, for det første, at den klasse, der tog mest del i denne kamp mod den katolske kirkes magtstilling, netop var dette borgerskab; og for det andet, at enhver kamp mod feudalismen dengang måtte iføre sig en religiøs forklædning og i første instans måtte vende sig mod kirken. Men når universiteterne og forretningsfolkene i byerne istemte krigsråbet, så var det vis på at finde stærk genklang hos landbefolkningens masser, hos bønderne, der overalt kæmpede en hård kamp med deres gejstlige og verdslige lensherrer, en kamp for selve deres eksistens.

Det europæiske borgerskabs store kamp mod feudalismen kulminerede i tre store afgørende slag.

Det første var det, vi kalder reformationen i Tyskland. Luthers opfordring til oprør mod kirken fik sit ekko i to politiske oprør: først lavadelens oprør under Franz v. Sickingen i 1523, dernæst den store bondekrig i 1525. Begge blev undertrykt, hovedsagelig fordi den mest interesserede part, byernes borgere – af grunde vi ikke kan undersøge her – ikke kunne beslutte sig. Fra og med dette øjeblik udartede kampen til kævleri mellem enkeltfyrsterne og den kejserlige centralmagt og havde til følge, at Tyskland i to hundrede år blev slettet af de politisk virksomme nationers rækker i Europa. Den lutherske reformation frembragte ganske vist en ny trosretning - en religion tillempet efter enevælden. Næppe havde de nordøsttyske bønder antaget den lutherske tro, før de blev degraderet fra frie mænd til livegne.

Men hvor det glippede for Luther, dér blev Calvin dagens helt. Hans dogme var som skabt for de dristigste af datidens borgere. Hans nådevalg var det religiøse udtryk for den kendsgerning, at i konkurrencens handelsverden bestemmes fremgang eller fiasko ikke af den enkeltes virksomhed eller dygtighed, men af omstændigheder, der er uafhængige af ham. "Således ligger det ikke i nogens villen eller i nogens løben, men i barmhjertigheden", i ukendte, overlegne økonomiske kræfters barmhjertighed. Og dette var ganske særlig sandt på en tid, da der foregik en økonomisk omvæltning, da alle gamle handelsveje og handelscentre blev fortrængt af nye, da Amerika og Indien blev åbnet for verden, og da selv de mest ærværdige økonomiske trosartikler – guldets og sølvets værdi - begyndte at vakle og smuldre. Tilmed var Calvins kirkeforfatning helt igennem demokratisk og republikansk; men hvor guds rige var republikaniseret, kunne da denne verdens riger vedblivende være underlagt konger, biskopper og lensherrer? Mens den tyske lutheranisme blev et føjeligt redskab i de tyske småfyrsters hånd, så grundlagde calvinismen en republik i Holland og stærke republikanske partier i England og navnlig i Skotland.

I calvinismen fandt borgerskabets anden store rejsning sin fiks og færdige doktrin. Denne rejsning fandt sted i England. Borgerskabet i byerne satte den i gang og de middelstore bønder (yeomanry) i landdistrikterne udkæmpede den. Det er mærkeligt nok: i alle de tre store borgerlige revolutioner leverede bønderne den hær, der skulle kæmpe, og bønderne var netop den klasse, der, efter at sejren var vundet, var mest sikker på at blive ruineret af denne sejrs økonomiske følger. Hundrede år efter Cromwell var Englands yeomanry så godt som forsvundet. Men i hvert fald kunne bourgeoisiet aldrig uden dette yeomanry og de plebejiske elementer i byerne have stået kampen igennem til den bitre ende, og uden dem var Karl I aldrig kommet på skafottet. For at borgerskabet skulle kunne høste blot de frugter, der dengang var modne, var det nødvendigt, at revolutionen blev ført betydeligt ud over målet - ganske som i Frankrig i 1793 og i Tyskland i 1818. Dette synes faktisk at være en af udviklingslovene for det borgerlige samfund.

Vel, på dette overskud af revolutionær virksomhed fulgte nødvendigvis den uundgåelige reaktion, der på sin side skød langt over målet. Efter en række svingninger blev et nyt tyngdepunkt endelig fastholdt og tjente som nyt udgangspunkt. Den storslåede periode i den engelske historie, der af respektabiliteten betegnes som "den store rebellion", og de kampe, der fulgte efter, afsluttes af den forholdsvis ubetydelige begivenhed i 1689, som den liberale historieskrivning kalder "den glorværdige revolution".

Det nye udgangspunkt var et kompromis mellem det fremvoksende bourgeoisi og de tidligere feudale godsejere. Skønt disse dengang som nu blev kaldt for aristokrati, var de forlængst på vej til at blive det, som Louis Philippe i Frankrig først blev langt senere: kongedømmets første bourgeois. Til held for England havde de gamle lensbaroner slået hinanden ihjel i rosekrigene. Selv om deres efterfølgere for det meste var ætlinge af de samme gamle familier, kom de dog fra så fjerne sidelinjer, at de udgjorde en helt ny forsamling; deres vaner og tendenser var langt mere borgerlige end feudale; de kendte pengenes værdi tilbunds og begyndte straks at forhøje deres grundrenter, idet de fortrængte hundreder af små forpagtere og erstattede dem med får. Henrik VIII skabte i massevis af nye bourgeoisgodsejere, idet han bortødslede kirkegodset; det samme skete ved de konfiskationer af store godser, der uafbrudt blev fortsat indtil slutningen af det 17. århundrede, og som da blev givet bort til hele eller halve opkomlinge. Derfor havde det engelske "aristokrati" lige siden Henrik VII ikke blot ikke modvirket industriproduktionens udvikling, men omvendt søgt at drage nytte af den, og der havde til enhver tid været en del af de store grundbesiddere, der af økonomiske og politiske bevæggrunde var rede til samvirke med førerne for finans- og industribourgeoisiet. Således var altså kompromis'et i 1689 uden vanskelighed kommet i stand. De politiske embeder og indtægtskilder beholdt de store landadelsfamilier på betingelse af, at de i tilstrækkelig grad varetog det finansielle, fabrikerende og handelsdrivende bourgeoisis økonomiske interesser. Og disse økonomiske interesser var allerede dengang mægtige nok; de bestemte i sidste instans nationens almindelige politik. Detaljer kunne man skændes om, men det aristokratiske fåmandsvælde vidste kun altfor godt, hvor uløseligt dets egen økonomiske trivsel var kædet sammen med det industrielle og kommercielle bourgeoisi.

Fra og med denne tid var bourgeoisiet en beskeden, men anerkendt bestanddel af de herskende klasser i England. De havde fælles interesse af at holde folkets store arbejdende masse nede. Købmanden eller fabrikanten selv stod over for sine kommisser, sine arbejdere, sit tyende som husbond, eller som man endnu for kort tid siden kaldte det i England, den "naturlige foresatte". Han måtte presse så meget og så godt arbejde ud af dem som muligt; til dette formål måtte han opdrage dem til passende underdanighed. Han var selv religiøs; hans religion havde skænket ham den fane, under hvilken han havde bekæmpet konge og lorder; det varede ikke længe, før han også havde opdaget de midler, som denne religion gav ham til at bearbejde sine naturlige undergivnes sind med og til at gøre dem lydige over for befalinger fra deres husbond, som guds uransagelige vilje havde givet dem til herre. Kort sagt, det engelske bourgeoisi måtte nu være med til at holde de "lavere stænder", den store producerende folkemasse, nede, og et af midlerne til det var religionens indflydelse.

Hertil kom imidlertid endnu en omstændighed, der styrkede bourgeoisiets religiøse tilbøjeligheder. Det var materialismens opståen i England . Denne nye lære forfærdede ikke blot det fromme bourgeoisi, den præsenterede sig oven i købet som en filosofi, der kun passede for videnskabsmænd og dannede verdensmænd, i modsætning til religionen, der var god nok for den udannede store masse, inklusive bourgeoisiet. Med Hobbes trådte den frem på arenaen som forsvarer for kongens almagt og prærogativer, og opfordrede enevælden til at holde denne puer robustus sed malitiosus [12], folket, nede. Og også hos Hobbes' efterfølgere, Bolingbroke, Shaftesbury osv. vedblev materialismens nye deistiske form at være en aristokratisk, esoterisk [13] lære og var derfor forhadt hos bourgeoisiet ikke alene på grund af dens religiøse kætteri, men også på grund af dens antiborgerlige politiske forbindelser. I modsætning til aristokratiets materialisme og deisme stillede følgelig netop de protestantiske sekter, der havde leveret fanen og mandskabet i kampen mod Stuarterne, også hovedstridskræfterne for det fremskridtsvenlige bourgeoisi og udgør endnu i dag "det store liberale partis" rygrad.

Imidlertid forplantede materialismen sig fra England til Frankrig, hvor den forefandt og blandede sig med en anden materialistisk filosofskole, der var fremgået af cartesianismen. Også i Frankrig var den i begyndelsen en udelukkende aristokratisk doktrin. Men snart kom dens revolutionære karakter for dagen. De franske materialister indskrænkede ikke deres kritik til rent religiøse emner; de kritiserede hver videnskabelig overlevering, hver politisk institution på deres tid; for at påvise deres teoris almindelige anvendelighed gik de den korteste vej: de anvendte den dristigt på alle områder inden for menneskelig viden i det kæmpeværk, som de fik navn efter, i "l'Encyclopédie". Således blev da materialismen i den ene eller den anden form – som erklæret materialisme eller som deisme – den anskuelse, som hele Frankrigs dannede ungdom hyldede, og det i den grad, at den lære, der var sat i verden af engelske royalister, under den store revolution tjente som teoretisk fane for de franske republikanere og terrorister og afgav teksten til "erklæringen om menneskerettighederne".

Den store franske revolution var bourgeoisiets tredje rejsning, men den første, der fuldstændig havde bortkastet den religiøse kappe, og som blev udkæmpet på utilsløret politisk grund. Den var imidlertid også den første, der virkelig blev udkæmpet, indtil den ene af kombattanterne, aristokratiet, var tilintetgjort, og indtil den anden, bourgeoisiet, havde vundet en fuldstændig sejr. I England fandt kontinuiteten mellem de førrevolutionære og efterrevolutionære institutioner, og kompromis'et mellem godsejere og kapitalister, sit udtryk i opretholdelsen af de juridiske fortilfældes betydning og i den respektfulde bibeholdelse af de feudale lovformer. I Frankrig gennemførte revolutionen et fuldstændigt brud med fortidens traditioner, bortfejede de sidste spor af feudalisme og skabte i Code civil [14] en lovbog, i hvilken den gamle romerret - dette næsten fuldkomme udtryk for de juridiske forhold, der har deres udspring på det økonomiske udviklingstrin, som Marx kalder "vareproduktionen" – på mesterlig måde var tilpasset efter moderne kapitalistiske forhold; så mesterligt, at denne revolutionære franske lovbog endnu i dag i alle lande – England ikke undtaget – tjener som mønster ved reformer af ejendomsretten. Men lad os ikke glemme een ting. Når engelsk ret vedbliver at udtrykke det kapitalistiske samfunds økonomiske forhold på et barbarisk feudalsprog, der svarer til den sag, der skal udtrykkes, ganske som den engelske retskrivning svarer til den engelske udtale - vous ecrivez Londres et vous prononcez Constantinople [15], siger franskmanden -, så er denne engelske ret også den eneste, som har bevaret, og som til Amerika og kolonierne har overført de bedste sider af de gamle germanske friheder: den personlige frihed, det lokale selvstyre, sikringen mod fremmede indgreb undtagen fra domstolenes side, – alt det, der på fastlandet gik tabt under enevælden, og som den dag i dag ikke er erobret fuldstændigt tilbage nogen steder.

Men tilbage til vor britiske bourgeois. Den franske revolution bød ham en herlig lejlighed til med fastlandsmonarkiernes hjælp at ødelægge den franske skibsfart, annektere franske kolonier og kvæle de sidste franske bestræbelser for medbejlerskab på havet. Det var den ene grund til, at han bekæmpede den. En anden var, at denne revolutions metoder i høj grad faldt ham for brystet. Ikke blot deres "fordømmelige" terrorisme, men allerede deres forsøg på at gennemføre bourgeoisherredømmet til det yderste. Hvad skulle den britiske bourgeois stille op uden sit aristokrati, der bibragte ham manérer (de var også derefter) og opfandt moder for ham, og som leverede officerer til hæren, der opretholdt ordenen hjemme, og til flåden, der erobrede nye kolonier og nye markeder? Ganske vist fandtes der også et progressivt mindretal inden for bourgeoisiet, folk, hvis interesser kornpromis'et ikke havde sørget så godt for; dette mindretal, der bestod af det mindre velstående bourgeoisi, sympatiserede faktisk med revolutionen, men det var magtesløst i parlamentet.

Hvis altså materialismen blev den franske revolutions trosbekendelse, holdt den gudfrygtige engelske bourgeois så meget fastere ved sin religion. Havde ikke rædselsperioden i Paris vist, hvad det fører til, når folket mister sin religion? Jo mere materialismen fra Frankrig bredte sig til nabolandene og fik forstærkninger fra beslægtede teoretiske strømninger, navnlig den tyske filosofi, jo mere det på fastlandet faktisk blev sådan, at materialisme og fritænkeri hørte sig til, hvis man overhovedet ville regnes for et dannet menneske, des sejere holdt det engelske bourgeoisi fast ved sine mangfoldige religiøse trosbekendelser. De kunne afvige nok så meget fra hinanden, men afgjort religiøse, kristelige trosbekendelser var de alle.

Mens revolutionen sikrede bourgeoisiets politiske triumf i Frankrig, indledede Watt, Arkwright, Cartwright og andre en industriel revolution i England, der fuldstændig forskød tyngdepunktet for den økonomiske magt. Bourgeoisiets rigdom voksede nu langt hurtigere end landaristokratiets. Inden for selve bourgeoisiet trådte finansaristokratiet, bankiererne osv. mere og mere i baggrunden for fabrikanterne. Kompromis'et af 1689 svarede ikke mere til parternes indbyrdes stilling, selv om der efterhånden var foretaget ændringer i det til gunst for bourgeoisiet. Disse parters karakter havde ligeledes ændret sig; bourgeoisiet i 1830 var meget forskelligt fra bourgeoisiet i forrige århundrede. Den politiske magt, som aristokratiet endnu sad inde med og satte i bevægelse mod det nye industribourgeoisis krav, kunne ikke forenes med de nye økonomiske interesser. En ny kamp mod aristokratiet blev nødvendig; den kunne kun ende med den nye økonomiske magts sejr. Den franske revolution af 1830 gav stødet til, at reformakten blev sat igennem, til trods for al modstand. Det gav bourgeoisiet en anerkendt og mægtig stilling i parlamentet. Så kom kornlovenes [16] ophævelse, som een gang for alle førte til, at bourgeoisiet og navnlig den virksomste del af det, fabrikanterne, fik overherredømmet over landaristokratiet. Det var den største sejr, men også den sidste, bourgeoisiet vandt udelukkende i egen interesse. Alle sine senere triumfer måtte det dele med en ny social magt, som i begyndelsen var dets forbundsfælle, men senere blev dets rival.

Den industrielle revolution havde skabt en klasse af store industrikapitalister, men også en langt talrigere klasse af industriarbejdere. Denne klasse voksede vedblivende i antal, efterhånden som den industrielle revolution greb over fra den ene produktionsgren til den anden. Men sammen med deres antal voksede også deres magt, og denne magt viste sig allerede i 1824, da de tvang det modstræbende parlament til at ophæve de love, der forbød foreninger af arbejdere. Under reformagitationen udgjorde arbejderne reformpartiets radikale fløj; da loven af 1832 lukkede dem ude fra stemmeretten, sammenfattede de deres krav i Folkets charter (People's Charter) og konstituerede sig som uafhængigt chartistparti, i modsætning til det store borgerlige antikornlovsparti. Det var vor tids første arbejderparti.

Så kom revolutionerne på fastlandet i februar og marts 1848, hvor arbejderne spillede en så betydelig rolle, og hvor de i det mindste i Paris optrådte med krav, der afgjort var utilstedelige fra det kapitalistiske samfunds standpunkt. Og så fulgte den almindelige reaktion. Først chartisternes nederlag den 10. april 1848, så undertrykkelsen af arbejderopstanden i Paris i juni samme år, dernæst modgangen i 1849 i Italien, Ungarn og Sydtyskland og tilsidst Louis Bonapartes sejr over Paris den 2. december 1851. Således var arbejderfordringernes skræmmebillede kyst bort, i det mindste for nogen tid, men for hvilken pris! Hvis altså den britiske bourgeois allerede i forvejen var overbevist om nødvendigheden af at holde det gemene folk i religiøs stemning, hvor meget mere indtrængende måtte han ikke føle denne nødvendighed efter alle disse erfaringer? Og uden at tage notits af sine kontinentale fællers hånlige grin, blev han ved med det ene år efter andet at give tusinder og titusinder ud til at evangelisere de lavere stænder. Da han ikke var tilfreds med sit eget religiøse maskineri, henvendte han sig til Broder Jonathan [17], dengang den største organisator af den religiøse gesjæft, og importerede fra Amerika revivalismen [18], Moody og Sankey osv.; endelig tog han endda mod den farlige bistand fra Frelsens Hær, der genopliver urkristendommens propagandamidler, henvender sig til de fattige som de udvalgte, bekæmper kapitalismen på sin religiøse måde og således fremelsker et element af urkristelig klassekamp, der en skønne dag kan blive skæbnesvanger nok for de velhavende, der i dag skaffer de rede penge til det.

Det synes at være en lov for den historiske udvikling, at bourgeoisiet ikke i noget europæisk land kan få tag i den politiske magt – i hvert fald ikke for længere tid – på samme ubetingede måde, som lensaristokratiet bevarede den på i middelalderen. Selv i Frankrig hvor feudalismen blev udryddet så fuldstændigt, sad bourgeoisiet som samlet klasse kun inde med herredømmet i korte tidsrum. Under Louis Philippe, 1830/48, herskede kun en lille del af bourgeoisiet; langt den største del var udelukket fra valgretten af den høje census. Under den anden republik herskede hele bourgeoisiet, men kun i tre år; dets uduelighed banede vej for det andet kejserdømme. Først nu, under den tredje republik, har bourgeoisiet i sin helhed siddet ved roret i over tyve år, og allerede nu viser der sig glædelige tegn på forfald. Et langvarigt bourgeoisherredømme har indtil nu kun været muligt i lande som Amerika, hvor der aldrig har været lensvæsen, og hvor samfundet fra første færd gik ud fra et borgerligt grundlag. Og selv i Frankrig og Amerika banker bourgeoisiets efterfølgere, arbejderne, allerede kraftigt på døren.

I England har bourgeoisiet aldrig siddet inde med det udelte herredømme. Selv sejren i 1832 lod aristokratiet være næsten ene om alle høje regeringsembeder. Den underdanighed, med hvilken det rige bourgeoisi fandt sig i det, var mig uforklarlig, indtil den store liberale fabrikant, hr. W. A. Forster, en dag i en tale indtrængende bad ungdommen i Bradford om endelig at lære fransk, hvis de ville frem i verden; samtidig fortalte han, hvor fåret han var forekommet sig selv, da han var blevet minister og pludselig færdedes i "selskabet", hvor det var mindst ligeså nødvendigt at kunne fransk som engelsk! Og faktisk var de daværende engelske bourgeoiser gennemsnitlig ganske udannede opkomlinge, der – enten de ville eller ej – var nødt til at overlade aristokratiet alle de højere regeringsstillinger, hvor der krævedes andre egenskaber end øboens indskrænkethed og opblæsthed pebret med forretningssnedighed [19]. Selv i dag viser de endeløse avisdebatter om "middleclass-education" [20], at det engelske bourgeoisi stadigvæk ikke anser sig for god nok til den bedste opdragelse og ser sig om efter noget mere beskedent. Også efter kornlovenes ophævelse forekom det således at være en selvfølge, at de mænd, der havde vundet sejren, mænd som Cobden, Bright, Forster osv. stadig skulle være udelukket fra enhver deltagelse i den officielle regering, indtil endelig, 20 år senere, en ny reformakt gav dem adgang til ministeriet. Ja, indtil i dag er det engelske bourgeoisi så dybt gennemtrængt af følelsen af deres eget sociale mindreværd, at de på deres egen og folkets bekostning underholder en dekorativ kaste af droner, der i alle statsanliggender skal repræsentere nationen på værdig måde, og de føler sig selv i høj grad beæret, når en eller anden bourgeois findes værdig til optagelse i denne eksklusive forsamling, der, når det kommer til stykket, er fabrikeret af bourgeoisiet selv.

Det industrielle og kommercielle bourgeoisi havde altså endnu ikke været i stand til fuldstændig at fordrive landaristokratiet fra den politiske magt, da en ny konkurrent, arbejderklassen, viste sig på scenen. Reaktionen efter chartistbevægelsen og revolutionerne på fastlandet ligesom den engelske industris uhørte opsving fra 1848 til 1866 (der vulgært alene tilskrives frihandelen, men som i langt højere grad skyldes jernbanernes, oceandampernes, overhovedet trafikmidlernes kolossale udvikling) havde atter gjort arbejderne afhængige af de liberale, hvor de ligesom i den førchartistiske tid udgjorde den radikale fløj. Men efterhånden blev arbejdernes krav om stemmeret uimodståeligt; mens whiggerne, de liberales førere, endnu talte på knapperne, viste Disraeli sin overlegenhed; han udnyttede det gunstige øjeblik for toryerne, idet han indførte household-stemmeretten (der omfattede enhver, der boede i eget hus) i byernes valgdistrikter og knyttede en ændring af valgkredsene sammen med det. Snart efter fulgte den hemmelige afstemmning (the ballot); dernæst, i 1848, udvidedes household-stemmeretten til alle valgdistrikter, også grevskabernes, og der indførtes en ny fordeling af valgkredsene, der i hvert fald nogenlunde stillede dem lige. Gennem alt dette blev arbejderklassens magt ved valgene betydeligt forøget, så at den nu i 150-200 valgkredse leverer flertallet af vælgerne. Men parlamentarisk regering er en glimrende skole til oplæring i respekt for traditionerne; hvis bourgeoisiet med andagt og ærefrygt ser på den gruppe, som lord Manners skæmtende kalder "vor gamle adel", så betragtede arbejdernes masse dengang med respekt og ærbødighed den såkaldte "bedre klasse", bourgeoisiet. Og faktisk var den britiske arbejder for 15 år siden en mønsterarbejder, hvis respektfulde hensyntagen til sin arbejdsgivers stilling og hvis selvbeherskelse og ydmyghed, når det gjaldt om at rejse egne fordringer, gød balsam i de sår, som de hjemlige tyske arbejdere med deres uhelbredelige kommunistiske og revolutionære tendenser havde tilføjet vore tyske katedersocialister.

Det engelske bourgeoisi bestod imidlertid af gode forretningsfolk og så videre end de tyske professorer. Kun modvilligt havde de delt deres magt med arbejderne. I chartisttiden havde de lært, hvad denne puer robustus sed malitiosus, folket, er i stand til. Siden da var den største del af Folkets charter blevet påtvunget dem og var blevet landets lov. Mere end nogensinde gjaldt det nu om at holde folket i tømme med moralske midler; men det første og vigtigste moralske middel, som man påvirker masserne med, var og blev - religionen. Derfra stammer præsteflertallet i skolekommissionerne og derfra stammer bourgeoisiets større og større selvbeskatning til støtte for alskens from demagogi lige fra ritualisme til Frelsens Hær.

Og nu kom den britiske respektabilitets triumf over fastlandsbourgeoisiets fritænkeri og religiøse ligegyldighed. Frankrigs og Tysklands arbejdere var blevet rebelske. De var grundigt befængt med socialisme og tog det af meget gode grunde ingenlunde så nøje med lovligheden af de midler, der skal til for at erobre herredømmet. Puer robustus var her faktisk daglig blevet mere malitiosus. Der var tilsidst ingen anden udvej for det franske og tyske bourgeoisi end stiltiende at lade deres fritænkeri falde, ligesom en halvvoksen knægt, når søsygen lister sig ind på ham, lader den brændende cigar forsvinde, som han pralende var spankulerer ombord med. Den ene spotter efter den anden lagde sig et fromt ydre til, talte med agtelse om kirken, dens lære og skikke og antog selv så meget af sidstnævnte, som ikke var til at undgå. Franske borgere sagde om fredagen nej tak til kød, og tyske borgere svedte sig i deres kirkestole gennem endeløse protestantiske prækener. De havde blameret sig med materialismen. "Religionen må opretholdes af hensyn til folket" – det var det sidste og eneste middel til at frelse samfundet fra fuldstændig undergang. Til uheld for sig selv opdagede de først dette, efter at de havde gjort deres bedste for at ruinere religionen for bestandig. Og da kom det øjeblik, hvor det var den britiske borgers tur til at håne dem og tilråbe dem: "I tåber, det kunne jeg have sagt jer for to hundrede år liden!"

Alligevel er jeg bange for, at hverken det britiske bourgeoisis religiøse forstokkethed eller fastlandsbourgeoisiets omvendelse post festum vil kunne dæmme op for den stigende proletariske flod. Traditionen er en stor hæmmende kraft, den er inertien i historien, men den er rent passiv og må derfor bukke under, og derfor vil religionen ikke være noget varigt værn for det kapitalistiske samfund. Når vore juridiske, filosofiske og religiøse forestillinger mere eller mindre direkte har deres udspring i de økonomiske forhold, der hersker i et givet samfund, så kan disse forestillinger ikke holde sig i det lange løb, efter at de økonomiske forhold har forandret sig fra grunden af. Med mindre vi tror på en overnaturlig åbenbaring, må vi indrømme, at ingen religiøse prækener er i stand til at redde et samfund, der er ved at styrte sammen.

Og virkelig, også i England er arbejderne igen begyndt at røre på sig. Utvivlsomt er de bundet af alle slags traditioner. Borgerlige traditioner – f.eks. den vidt udbredte overtro, at det kun er muligt at have to partier, konservative og liberale, og at arbejderklassen må arbejde sig frem til sin frelse ved hjælp af det store liberale parti. Arbejdertraditioner, arvet fra den tid, da man gjorde de første famlende forsøg på at handle selvstændigt; f.eks. det, at man i talrige gamle fagforeninger udelukker alle de arbejdere, der ikke har gennemgået en regelmæssig læretid, – hvilket ikke betyder andet, end at enhver sådan fagforening udklækker sine egne strejkebrydere. Men trods alt dette bevæger den engelske arbejderklasse sig fremad, hvad selv hr. professor Brentano til sin sorg har været nødt til at meddele sine katedersocialistiske brødre. Den bevæger sig, som alt i England, med langsomme, afmålte skridt; et sted tøvende, et andet med delvis ufrugtbare, famlende forsøg; den bevæger sig nogle steder med overdreven forsigtig mistillid til navnet socialisme, mens den efterhånden optager sagen i sig. Den bevæger sig, og dens bevægelse får tag i det ene lag af arbejderklassen efter det andet. Nu har den rusket arbejdsmændene fra Londons Eastend op af deres dødlignende søvn, og vi har alle set, hvilken prægtig impuls disse nye kræfter til gengæld har givet den igen. Og hvis bevægelsens tempo ikke holder skridt med visse folks utålmodighed, så bør de ikke glemme, at det netop er arbejderklassen, der holder de bedste sider af den engelske nationalkarakter i live, og at hvert skridt fremad, som en gang er vundet i England aldrig går tabt igen. Hvis sønnerne af de gamle chartister af de ovenfor nævnte grunde ikke ganske holdt mål, så ser det dog ud, som om børnebørnene vil blive bedstefædrene værdige.

Imidlertid afhænger den europæiske arbejderklasses sejr ikke alene af England. Den kan kun sikres gennem samvirke mellem – i det mindste – England, Frankrig og Tyskland. I de to sidstnævnte lande er arbejderbevægelsen et godt stykke forud for den engelske. I Tyskland er afstanden fra sejren endda ikke større, end at den kan måles. Det fremskridt, den dér har gjort i de sidste 25 år, er uden lige. Den bevæger sig med stadig voksende hastighed. Har det tyske bourgeoisi vist, i hvor ynkelig grad det lider af mangel på politisk dygtighed, disciplin, mod og energi, så har den tyske arbejderklasse vist, at den besidder alle disse egenskaber i rigeligt mål. For næsten 400 år siden var Tyskland udgangspunkt for det tyske bourgeoisis første store rejsning; som tingene ligger i dag, skulle det da være umuligt, at Tyskland også bliver skuepladsen for det europæiske proletariats første store sejr?

Den 20. april 1892.
F. Engels.

 

Noter

1. Vorwärts - det tyske socialdemokratis centralorgan efter samlingskongressen i Gotha, udkom i Leipzig 1876/78. – Red.

2. "Die Mark" - det gamle tyske landsbyfællesskab. Under denne titel skrev Engels et tillæg til den første tyske og den første engelske udgave af "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab" og skildrede her den tyske bondebefolknings historie fra oldtiden. – Red.

3. Agnosticisme – afledt af den græske forstavelse a, ikke, og gnosis, viden. Agnosticismen indrømmer eksistensen af materielle ting, men betragter dem som uerkendelige. – Red.

4. Nominalisme – afledt af det latinske nomen, navn, og er en gren af middeladerfilosofien, hvis tilhængere hævdede, at begrebsbetegnelser kun er navne på analoge genstande. – Red.

5. "Kval" er et filosofisk ordspil. Bogstaveligt betyder kval en smerte, en pine som tvinger til en handling; samtidig lægger mystikeren Böhme noget af det latinske ord qualitas' betydning ind i det tyske ord; hans "kval" var det aktiverende princip, som opstod af og tillige fremmede den spontane udvikling af tingen, forholdet eller personen, som var underkastet dette princip, til forskel fra en smerte påført udefra. (Note af Engels til den engelske udgave.)

6. Teistisk – af teisme, en religiøs-filosofisk lære, der anerkender eksistensen af en personlig guddom, en skaber af universet. – Red.

7. Deisme – en religiøs-filosofisk retning, som forkaster tanken om en personlig gud, men anerkender tanken om et guddommeligt væsen som den upersonlige første årsag til verden. – Red.

8. Marx og Engels: Den hellige familie, Frankfurt a.M. 1845. (Note af Engels.)

9. P. S. Laplace: Traité de mécanique céleste ("Himmellegemernes mekanik"), bd. 1-5, Paris 1799/1825. – Red.

10. "Jeg havde ingen brug for denne hypotese". – Red.

11. "Man prøver buddingen ved at spise den." – Red.

12. "En kraftig, men ondskabsfuld dreng." – Red.

13. Kun forståelig for indviede. – Red.

14. Borgerlig lovbog – Red.

15. "I skriver London og udtaler det Konstantinopel." – Red.

16. Kornlovene – kampen imod begrænsningen af kornimporten i England sluttede i 1846 med vedtagelsen af en lov, der afskaffede korntolden i løbet af tre år. I 1849 blev tolden derefter afskaffet. – Red.

17. Broder Jonathan – tidligere udtryk for Onkel Sam. – Red.

18. Revivalismen - en bestræbelse i forrige århundrede for at genoplive religionens dalende indflydelse. Moddy og Sankey, to amerikanske præster, var organisatorerne. – Red.

19. Og selv i forretningssager er den nationale chauvinismes opblæsthed en såre ynkelig rådgiver. Indtil for ganske nylig anså den almindelige engelske fabrikant det for ydmygende for en englænder at tale et andet sprog end sit eget, og var på en vis måde stolt over, at "sølle djævle" til udlændinge slog sig ned i England og fritog ham for besværet med at afsætte sine produkter i udlandet. Han mærkede ikke engang, at disse udlændinge, for det meste tyskere, derved fik en stor del af den engelske udenrigshandel i deres hånd – indførsel ikke mindre end udførsel -, og at englændernes direkte udenrigshandel efterhånden indskrænkedes til kolonierne, Kina, De forenede Stater og Sydamerika. Endnu mindre mærkede han, at disse tyskere handlede med andre tyskere i udlandet, der med tiden organiserede et fuldstændigt net af handelskolonier over hele verden. Men da Tyskland for cirka fyrretyve år siden for alvor begyndte at fabrikere med eksport for øje, da havde det i disse tyske handelskolonier et redskab, der ydede Tyskland vidunderlige tjenester, da dette i løbet af så kort tid forvandledes fra et korneksporterende land til et industriland af første rang. Først da, for cirka ti år siden, blev den engelske fabrikant bange, og han forespurgte hos sine gesandter og konsuler, hvordan det gik til, at han ikke mere kunne holde på sine kunder. Det énstemmige svar var: 1) I lærer ikke jeres kundes sprog, men forlanger, at han skal tale jeres, og 2) I forsøger ikke engang at tilfredsstille jeres kundes behov, vaner og smag, men forlanger, at han skal antage jeres engelske. (Note af Engels.)

20. Borgerlig opdragelse. – Red.

 


Sidst opdateret 5.6.00