Skrevet af F. Engels. Trykt i “Die neue Zeit”, årgang 1891. Efter teksten i “Die neue Zeit”.
Det her aftrykte manuskript – følgeskrivelsen til Bracke samt kritikken af programudkastet – blev i 1875, kort før sammenslutnings- kongressen [2] i Gotha, afsendt til Bracke, for at han skulle lade det gå videre til Geib, Auer, Bebel og Liebknecht og senere sende det tilbage til Marx. Da partikongressen i Halle har sat diskussionen af Gothaprogrammet på partiets dagsorden, ville jeg synes, at jeg handlede uredeligt, hvis jeg vedblivende forholdt offentligheden dette vigtige – måske det vigtigste – dokument, der vedrører denne diskussion.
Manuskriptet har imidlertid endnu en anden og mere vidtrækkende betydning. For første gang fremstilles her klart og fast Marx’ stilling til den retning, Lassalle slog ind på, efter at han var trådt ind i agitationen, og det hvad både de økonomiske principper og Lassalles taktik angår.
Den hensynsløse skarphed, med hvilken programudkastet her analyseres, den ubønhørlighed, med hvilken de vundne resultater udtales og udkastets svage punkter afsløres, alt dette kan i dag, efter femten års forløb, ikke mere virke sårende. Rene lassalleanere eksisterer nu kun i udlandet som spredte ruiner, og Gothaprogrammet er i Halle endogså blevet prisgivet af sine ophavsmænd som aldeles utilstrækkeligt [3].
Alligevel har jeg dér, hvor det var ligegyldigt for sagen, udeladt nogle personligt skarpe udtryk og domme og erstattet dem med prikker. Marx ville selv have gjort dette, hvis han i dag havde offentliggjort manuskriptet. Dets hist og her heftige sprog blev provokeret af to omstændigheder. For det første var Marx og jeg vokset nøjere sammen med den tyske bevægelse end med nogen som helst anden; det ubetingede tilbageskridt, der kom frem i dette programudkast, måtte altså ophidse os særlig heftigt. Men for det andet lå vi dengang, næppe to år efter Internationales kongres i Haag [4] i den heftigste kamp med Bakunin og hans anarkister, der gjorde os ansvarlige for alt, hvad der skete i Tyskland inden for arbejderbevægelsen; vi måtte altså vente, at man også udlagde os som de hemmelige fædre til dette program. Disse hensyn falder nu bort og med dem de pågældende steders nødvendighed.
Også af hensyn til presseloven er nogle sætninger kun antydet med prikker. Hvor jeg måtte vælge et mildere udtryk, er det sat i skarp parentes. I øvrigt er det aftrykt ordret.
1. Marx’ “Kritik af Gothaprogrammet” blev offentliggjort af Engels, i strid med de ønsker, det tyske socialdemokratis opportunistiske ledelse nærede. Det brev fra Engels til Kautsky, der offentliggøres på s. 39-42 i dette bind, viser, at Engels også måtte overvinde modstand fra Kautskys side mod offentliggørelsen, og måtte afsvække nogle af de skarpeste steder i “Kritik af Gothaprogrammet”. I den foreliggende udgave er teksten atter bragt i fuld overensstemmelse med det oprindelige, bevarede manuskript. – Red.
2. På kongressen i Gotha (22.-27. maj 1875) skete sammenslutningen af de to daværende tyske arbejderorganisationer – det af Liebknecht og Bebel ledede Socialdemokratiske arbejderparti (de såkaldte Eisenachere) og den af Hasenclever, Hasselmann og Tölcke ledede Almindelige tyske arbejderforening – til det fælles Tysklands socialistiske arbejderparti. – Red.
3. Det tyske socialdemokratis Hallekongres, den første efter socialistlovens ophævelse, vedtog den 16. oktober 1890 på forslag af Wilhelm Liebknecht, hovedforfatteren af Gothaprogrammet, den beslutning, at der til den næste kongres skulle udarbejdes et nyt program. Det nye program blev vedtaget i oktober 1891 på Erfurtkongressen (“Erfurtprogrammet”). – Red.
4. I. Internationales Haagkongres i september 1872 prægedes af kampen mod Bakunisterne. Kongressens flertal stillede sig bag generalrådet under ledelse af Marx. Bakunin blev udelukket af Internationalen. – Red.
Sidst opdateret 23.7.2017