Marxisme Online > Arkiv > Marx/Engels > Indhold
Skrevet af K. Marx og godkendt på et møde i Den internationale arbejderassociations generalråd den 23. juli 1870. Samtidig trykt som flyveskrift på engelsk, fransk og tysk. Efter det engelske flyveskrifts tekst.
Forrige kapitel | Næste kapitel
Til medlemmerne af Den internationale arbejderassociation i Europa og De forenede Stater
I vor associations inauguraladresse fra november 1864 sagde vi: "Hvis arbejderklassens broderlige forening og samvirke er forudsætningen for arbejderklassens befrielse, hvorledes kan den så nå dette store mål, så længe en udenrigspolitik, der følger forbryderiske planer, hidser nationale fordomme op mod hinanden og i røveriske krige bortødsler folkets blod og rigdomme?" Og vi betegnede den udenrigspolitik, som Internationale tilstræbte, med disse ord: "Moralens og retfærdighedens simple love, der skal herske i forholdet mellem privatfolk, må også få gyldighed som de øverste love i samkvemmet mellem folkene."
Intet under, at Louis Bonaparte, der havde tilranet sig sit herredømme ved at udnytte klassekampen i Frankrig og forlængede det ved hjælp af gentagne krige udadtil, fra første færd har behandlet Internationale som en farlig fjende. Dagen før folkeafstemningen [4] iværksatte han en razzia over for medlemmerne af Den internationale arbejderassociations administrationsudvalg i Paris, Lyon, Rouen, Marseille og Brest, kort sagt i hele Frankrig, under påskud af, at Internationale var en hemmelig forening, og at den planlagde et komplot for at myrde ham, et påskud, som hans egne dommere øjeblikkelig afslørede som fuldstændig absurd. Hvad var den virkelige forbrydelse, som Internationales franske sektioner havde begået? De fortalte det franske folk: at deltage i folkeafstemningen er det samme som at stemme for despotisme indadtil og krig udadtil. Og faktisk var det deres værk, at arbejderklassen i alle store byer, i alle industricentre i Frankrig rejste sig som én mand for at forkaste folkeafstemningen. Til alt uheld blev deres røster mere end opvejet af landdistrikternes tungnemme uvidenhed. Fondsbørserne, kabinetterne, de herskende klasser og pressen i næsten hele Europa fejrede folkeafstemningen som den franske kejsers strålende sejr over den franske arbejderklasse; i virkeligheden var den et signal til mord, ikke på en enkelt mand, men på hele nationer.
Krigskomplottet i juli 1870 [5] er kun en forbedret udgave af statskuppet i december 1851. Ved første øjekast så denne sag så ubetydelig ud, at Frankrig ikke ville tro på, at det virkelig var alvor. Langt snarere troede man den deputerede, der så en ren og skær børsmanøvre i de krigeriske ministertaler. Da den lovgivende forsamling den 15. juli officielt fik meddelelse om krigen, da nægtede hele oppositionen at bevilge en foreløbig kredit; selv Thiers brændemærkede krigen som "afskyelig"; alle uafhængige aviser i Paris fordømte den, og mærkeligt nok sluttede hele provinspressen sig næsten enstemmigt til dem.
Imidlertid var de parisiske medlemmer af Internationale atter gået i gang med arbejdet. I "Réveil" [6] for 12. juli offentliggjorde de deres manifest "til arbejdere af alle nationer". Heri hedder det:
"Atter truer politisk ærgerrighed verdensfreden og bruger den europæiske ligevægt og den nationale ære som påskud. Franske, tyske og spanske arbejdere! Lad os forene vore stemmer i et råb for at udtrykke vor afsky for krigen ... krig på grund af et spørgsmål om, hvem der skal have overvægten, eller for et dynastis skyld, kan i arbejdernes øjne ikke være andet end forbryderisk dårskab. Over for de krigeriske opråb fra dem, der køber sig fri for blodskatten og i offentlighedens ulykke kun ser en kilde til nye spekulationer, protesterer vi kraftigt, vi, der trænger til fred og arbejde! ... Brødre i Tyskland! Vor splittelse vil kun føre til despotismens fuldstændige triumf på begge sider af Rhinen ... Arbejdere i alle lande! Hvad der end i øjeblikket kommer ud af vore fælles anstrengelser, vi, medlemmerne af Den internationale arbejderassociation, for hvem der ikke eksisterer grænser, vi sender jer som pant på vor ubrydelige solidaritet de franske arbejderes ønsker og hilsener."
På dette manifest fra vore sektioner i Paris fulgte der talrige franske adresser, af hvilke vi her kun skal anføre én: erklæringen fra Neuilly-sur-Seine, offentliggjort i "Marseillaise" [7] for 22. juli: "Er krigen retfærdig? Nej! Er krigen national! Nej! Den er udelukkende dynastisk. I retfærdighedens, i demokratiets, i Frankrigs sande interessers navn slutter vi os fuldstændigt og energisk til Internationales protester mod krigen."
Disse protester var udtryk for de franske arbejderes sande følelser, hvilket en ejendommelig begivenhed snart beviste tydeligt. Da 10. decemberbanden [8], der oprindelig var blevet organiseret under Louis Bonapartes præsidentskab, klædte sig ud som arbejdere og blev sluppet løs på gaderne for dèr med indianske krigsdanse at få krigsfeberen til at blusse op, svarede de virkelige arbejdere i forstæderne med så overvældende fredsdemonstrationer, at politipræfekten Pietri anså det for rigtigst straks at stoppe al yderligere gadepolitik under påskud af, at Paris' trofaste befolkning i tilstrækkelig grad havde givet luft for sin længe tilbageholdte patriotisme og overstrømmende krigsbegejstring.
Hvordan end krigen mellem Louis Bonaparte og Preussen forløber, dødsklokken over det andet kejserdømme har allerede lydt i Paris. Det vil ende, som det er begyndt: med en parodi. Men lad os ikke glemme, at det var regeringerne og de herskende klasser i Europa, der gjorde det muligt for Louis Bonaparte 18 år igennem at spille det andet kejserdømmes grusomme farce.
Fra tysk side er krigen en forsvarskrig. Men hvem var det, der bragte Tyskland i den tvangssituation at skulle forsvare sig? Hvem gjorde det muligt for Louis Bonaparte at føre krig mod Tyskland? Preussen! Det var Bismarck, der konspirerede med den samme Louis Bonaparte for at slå en folkelig opposition ned hjemme og lægge Tyskland ind under Hohenzollern-dynastiet. Hvis Preussen havde tabt slaget ved Sadova [9] i stedet for at vinde det, ville franske bataljoner have oversvømmet Tyskland som Preussens forbundsfæller. Har Preussen efter sejren blot et eneste øjeblik drømt om at stille et frit Tyskland over for der trælbundne Frankrig? Tværtimod! Det bevarede omhyggeligt sit gamle systems medfødte yndigheder og føjede oven i købet alle det andet kejserdømmes kneb til dem, dets virkelige despotisme og dets foregivne demokrati, dets politiske blændværk og dets finansielle svindlerier, dets højtravende fraser og dets gemene taskenspillerkunster. Det bonapartistiske styre, der hidtil kun blomstrede på den ene side af Rhinen, havde dermed fået et sidestykke på den anden. Og når det forholdt sig således, hvad andet end krig kunne da blive følgen?
Hvis den tyske arbejderklasse tillader den nuværende krig at miste sin strengt defensive karakter og udarte til en krig mod det franske folk, så vil sejr eller nederlag være lige uheldsvangre. Alle ulykker, der kom over Tyskland efter de såkaldte befrielseskrige, vil igen leve op med fornyet heftighed.
Internationales grundsætninger er imidlertid alt for udbredte og for rodfæstede i den tyske arbejderklasse til, at vi behøver at frygte en så sørgelig udgang. De franske arbejderes stemme har givet genlyd i Tyskland. Et massemøde af arbejdere i Braunschweig har den 16. juli erklæret sig fuldstændig enig med parisermanifestet, har afvist enhver tanke om en national modsætning til Frankrig og vedtaget resolutioner, i hvilke det hedder: "Vi er modstandere af alle krige, men fremfor alt af dynastiske krige ... Med dyb sorg og smerte ser vi os tvunget ind i en forsvarskrig som et uundgåeligt onde; men samtidig opfordrer vi hele den tænkende arbejderklasse til at gøre gentagelsen af en så uhyre social ulykke umulig ved at kræve, at folkene selv skal have magt til at træffe bestemmelse om krig og fred for derved at gøre dem til herre over deres egen skæbne."
I Chemnitz har en forsamling af tillidsmænd, der repræsenterede 50.000 sachsiske arbejdere, enstemmigt vedtaget følgende resolution: "I det tyske demokratis navn og navnlig på de socialdemokratiske arbejderes vegne erklærer vi den nuværende krig for en rent dynastisk krig ... Med glæde tager vi imod den broderhånd, som de franske arbejdere har rakt os ... Idet vi mindes Den internationale arbejderassociations parole: "Proletarer i alle lande, foren jer!" vil vi aldrig glemme, at arbejderne i alle lande et vore venner og despoterne i alle lande vore fjender."
Internationales sektion i Berlin svarede ligeledes på parisermanifestet: "Vi slutter os med hånd og hjerte til jeres protest ... Vi lover højtideligt, at hverken trompetfanfarer eller kanontorden, hverken sejr eller nederlag skal få os til at vende os fra vor fælles opgave: at forene arbejderne i alle lande."
Lad dette ske!
I baggrunden af denne selvmorderiske kamp lurer en uhyggelig skikkelse, Rusland. Det er et dårligt forvarsel, at signalet til den nuværende krig blev givet i samme øjeblik, som den russiske regering havde fuldendt sine strategiske jernbaner og allerede koncentrerede tropper i retning af Prut. Hvilke sympatier tyskerne end med rette kan gøre krav på i en forsvarskrig mod et bonapartistisk overfald, så ville de øjeblikkelig tabe dem, hvis de tillod den tyske regering at påkalde eller blot at tage imod kosakkernes hjælp. Lad dem mindes, at efter uafhængighedskrigen mod den første Napoleon lå Tyskland årtier igennem hjælpeløs for tsarens fødder.
Den engelske arbejderklasse rækker de franske og tyske arbejdere broderhånden. Den er fast overbevist om, at hvordan end den forestående afskyelige krig ender, så vil arbejdernes alliance i alle lande til sidst udrydde krigen. Mens det officielle Frankrig og det officielle Tyskland styrter sig ud i brodermord, sender arbejderne budskab om fred og venskab til hinanden. Alene denne store kendsgerning, der ikke har noget sidestykke i fortidens historie, åbner perspektiver til en lysere fremtid. Den viser, at i modsætning til det gamle samfund med dets økonomiske elendighed og dets politiske vanvid, opstår der et nyt samfund, hvis internationale princip vil være freden, fordi det hos hver nation hersket det samme princip – arbejdet!
Banebryderen for dette nye samfund er Den internationale arbejderassociation.
4. Folkeafstemningen blev iværksat af Napoleon III i maj 1870 med det påskud, at folkemassernes stilling til kejserdømmet skulle fastslås. Spørgsmålene var imidlertid formuleret på en sådan måde, at man ikke kunne give udrryk for sin afsky for kejserens politik uden samtidig at erklære sig for modstander af alle demokratiske reformer. I. Internationales sektioner i Frankrig afslørede denne demagogiske manøvre og anbefalede at afholde sig fra deltagelse. – Red.
5. Den fransk-tyske krig begyndte den 19. juli 1870. – Red.
6. "Réveil" – venstre-republikansk blad, grundlagt af Charles Delescluze. Det udkom i Paris fra 1868 til januar 1871. – Red.
7. "Marseillaise" – venstre-republikansk blad, udgivet i Paris af Henri Rochefort fra december 1869 til 9. september 1870. – Red.
8. Se Marx-Engels: "Udvalgte skrifter" I, s. 287-89. – Red.
9. Slaget ved Sadova (i Böhmen) afgjorde den østrigsk-preussiske krig med Preussens sejr. – Red.
Sidst opdateret 5.6.00