Optrykt som Marx an Sigfrid Meyer und August Vogt in New York i Karl Marx/Friedrich Engels: Werke, Band 32, Dietz Verlag, Berlin 1974, S. 665-670.
På engelsk (uddrag) som Marx to Sigfrid Meyer and August Vogt in New York i Karl Marx and Friedrich Engels: Selected correspondence, Progress Publishers, 1975, pp. 220-224.
Oversat til dansk fra det engelske uddrag og sammenlignet med den tyske tekst af Jørn Andersen, 23.5.2017.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 23. maj 2017
London, 9. april 1870
... I overmorgen (11. april) sender jeg jer alle de dokumenter fra Internationalen, jeg har til rådighed. (Det er for sent at sende dem i dag.) Jeg vil ligeledes sende nogle flere af Basel [rapporterne]. [a]
I det sendte materiale vil I også finde flere kopier af generalrådets resolutioner fra den 30. november om den irske amnesti, resolutioner, som I allerede kender, og som blev vedtaget på initiativ af mig; ligeledes en irsk pjece om behandlingen af de feniske [1] fanger.
Jeg havde til hensigt at fremsætte yderligere forslag om den nødvendige omdannelse af den nuværende Union (dvs. Irlands slaveri) til et frit og ligeberettiget forbund med Storbritannien. For øjeblikket er yderligere fremskridt i denne sag, hvad angår offentlige beslutninger, blevet suspenderet på grund af mit påtvungne fravær fra Generalrådet. Intet andet medlem af det har tilstrækkeligt kendskab til irske anliggender og tilstrækkelig prestige hos de engelske medlemmer til at kunne erstatte mig i så henseende.
Men tiden er ikke blevet spildt, og jeg beder jer om at være særligt opmærksom på følgende:
Efter at have studeret det irske spørgsmål i mange år er jeg kommet til den konklusion, at det afgørende slag mod de engelske herskende klasser (og det vil være afgørende for arbejderbevægelsen over hele verden) ikke kan leveres i England, men kun i Irland.
Den 1. januar 1870 [b] udstedte Generalrådet et fortroligt cirkulære [c] udfærdiget af mig på fransk (for kun de franske tidsskrifter, ikke de tyske, skaber vigtige efterdønninger i England) om forholdet mellem den irske nationale kamp og arbejderklassens frigørelse, og derfor om den holdning, som Internationalen bør have til det irske spørgsmål.
Jeg vil her kun ganske kort give jer de vigtigste punkter.
Irland er bolværket for det engelske jordbesiddende aristokrati. Udnyttelsen af dette land er ikke kun en af de vigtigste kilder til deres materielle rigdom; det er deres største moralske styrke. De repræsenterer faktisk dominansen over Irland. Irland er derfor det afgørende middel, hvormed det engelske aristokrati bevarer deres dominans i selve England.
Hvis derimod den engelske hær og politi blev trukket tilbage fra Irland i morgen, ville man straks få en jord-revolution i Irland. Men faldet for det engelske aristokrati i Irland indebærer og har som en nødvendig konsekvens heraf dets fald i England. Dermed vil for-betingelsen for den proletariske revolution i England være opfyldt. Ødelæggelsen af det engelske jordbesiddende aristokrati i Irland er en uendeligt lettere operation end i selve England, for i Irland har jordspørgsmålet indtil nu været den eneste form for det sociale spørgsmål, fordi det er et spørgsmål om eksistens, om liv og død, for det store flertal af det irske folk, og fordi det samtidig er uadskilleligt fra det nationale spørgsmål. Helt bortset fra det faktum, at den irske karakter er mere lidenskabelig og revolutionær end den engelske.
Med hensyn til det engelske borgerskab har det for det første en fælles interesse med det engelske aristokrati i at omdanne Irland til blot græsarealer, der forsyner det engelske marked med kød og uld til de billigst mulige priser. Det er ligeledes interesseret i at reducere den irske befolkning gennem udsættelse og tvangsudvandring til et så lille antal, at engelsk kapital (kapital investeret i jord, der er forpagtet til landbrug) kan fungere dér med “sikkerhed”. Det har samme interesse i at rydde Irlands godser, som det havde i rydningen af landbrugsdistrikterne i England og Skotland. De 6.000-10.000 £, som i øjeblikket årligt flyder til London fra ejendomsbesiddere, der ikke bor på ejendommen, og andre irske indtægter, skal også tages med i betragtning.
Men det engelske borgerskab har også meget vigtigere interesser i Irlands nuværende økonomi. På grund af den konstant stigende koncentration af forpagtninger sender Irland konstant sit eget overskud til det engelske arbejdsmarked og trykker dermed lønningerne og sænker den engelske arbejderklasses materielle og moralske position.
Og vigtigst af alt! Alle industrielle og kommercielle centre i England har nu en arbejderklasse, der er opdelt i to fjendtlige lejre: Engelske proletarer og irske proletarer. Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der sænker hans levestandard. I forhold til den irske arbejder betragter han sig selv som medlem af den herskende nation og bliver dermed et værktøj for de engelske aristokrater og kapitalister mod Irland, og styrker dermed deres dominans over sig selv. Han værner om religiøse, sociale og nationale fordomme mod den irske arbejder. Hans holdning til ham er omtrent den samme som den, de “fattige hvide” havde til negrene i USA’s tidligere slavestater. Ireren betaler ham tilbage med rente i hans egen mønt. Han ser i den engelske arbejder både en medskyldig og et dumt redskab for de engelske herskere i Irland.
Denne modsætning bliver kunstigt holdt i live og intensiveret af pressen, prædikestolen, tegneserierne, kort sagt med alle de midler, der er til rådighed for de herskende klasser. Denne modsætning er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses afmagt, trods deres organisation. Det er hemmeligheden, hvormed kapitalistklassen opretholder sin magt. Og sidstnævnte er helt bevidst om dette.
Men ondskaben stopper ikke her. Den fortsætter over oceanet. Modsætningen mellem englændere og irere er det skjulte grundlag for konflikten mellem USA og England. Den gør ethvert ærligt og seriøst samarbejde mellem arbejdsklasserne i de to lande umuligt. Den gør det muligt for begge landes regeringer, når de finder det hensigtsmæssigt, at tage brodden af den sociale konflikt med deres gensidige mobning og, hvis det er nødvendigt, med krig mellem de to lande.
England, kapitalens hovedstad, den magt, som hidtil har styret verdensmarkedet, er for tiden det vigtigste land for arbejderrevolutionen og desuden det eneste land, hvor de materielle betingelser for denne revolution har nået en vis grad af modenhed. Det er derfor det vigtigste mål for Den Internationale Arbejderassociation at fremskynde den sociale revolution i England. Det eneste middel til at fremskynde den er at gøre Irland uafhængigt. Derfor er det Internationalens opgave overalt at sætte konflikten mellem England og Irland i forgrunden, og overalt åbent at stille sig på Irlands side. Det er Centralrådets særlige opgave i London at få de engelske arbejdere til at forstå, at for dem er Irlands nationale frigørelse ikke et spørgsmål om abstrakt retfærdighed eller humanitære følelser, men den første betingelse for deres egen sociale frigørelse.
Dette er omtrent de vigtigste punkter i cirkulærebrevet, som således samtidig giver baggrunden for de beslutninger, som Centralrådet har vedtaget om den irske amnesti. Lidt senere sendte jeg en skarpt formuleret anonym artikel [d] om englændernes behandling af fenierne m.v., angreb Gladstone m.v. til Internationale (organ for vores belgiske centralkomité [e] i Bruxelles). I denne artikel har jeg også fordømt de franske republikanere (bladet Marseillaise havde trykt noget nonsens om Irland fra den elendige Talandier), fordi de i deres nationale egoisme retter al deres vrede mod imperiet.
Det virkede. Min datter Jenny skrev en række artikler til Marseillaise og underskrev dem J. Williams (hun havde kaldt sig Jenny Williams i sit private brev til redaktionen) og offentliggjorde bl.a. O’Donovan Rossa’s brev. [2] Derfor den uhyre larm.
Efter mange års kynisk afvisning var Gladstone dermed endelig tvunget til at gå med til en parlamentarisk undersøgelse af behandlingen af de feniske fanger. Jenny er nu den faste korrespondent om irske anliggender for Marseillaise. (Dette må naturligvis være en hemmelighed mellem os.) Den britiske regering og pressen er rasende, fordi det irske spørgsmål nu er blevet sat på dagsordenen i Frankrig, og fordi disse slyngler nu overvåges og udstilles via Paris på hele kontinentet.
Vi ramte en anden fugl med samme sten: Vi har tvunget de irske ledere, journalister osv. i Dublin til at tage kontakt med os – noget som Generalrådet indtil nu ikke havde haft held til!
I har vidt åbne muligheder i Amerika for at arbejde i samme retning. En koalition af de tyske arbejdere med de irske arbejdere (og selvfølgelig også med de engelske og amerikanske arbejdere, der er villige til at gå med i den) er den største præstation, I kan sætte i værk nu. Dette skal ske i Internationalens navn. Det irske spørgsmåls samfundsmæssige betydning skal gøres klar.
Næste gang nogle bemærkninger især vedrørende de engelske arbejderes forhold.
a. Henvisningen er til rapporterne fra Basel-kongressen for 1. Internationale udgivet af Generalrådet. Red.
b. Marx skrev: “1. december 1869”, tilsyneladende en skrivefejl. Red.
c. Karl Marx: “Le Conseil Général au Conseil Fédéral de la Suisse Romande” (“Generalrådet til Forbundsrådet for rætoromansk Schweiz” [3]). Red.
d. “Le gouvernement anglais et les prisonniers fénians” (“Den engelske regering og de feniske fanger”) offentliggjort den 27. februar 1870. Red.
e. Marx henviser til det belgiske føderale råd. Red.
1. fenier (eng.: Fenian) – bruges/brugtes enten generelt om tilhængere af irsk uafhængighed eller mere specifikt om medlemmer af Fenian Brotherhood (senere Clan na Gael) og Irish Republican Brotherhood, nationalistiske bevægelser for irsk selvstændighed i Irland og USA. Spillede især en vigtig rolle fra midten af 1800-tallet frem til (syd-)Irlands selvstændighed i 1922. Web.red.
2. Jeremiah O’Donovan Rossa (1831-1915) – irsk fenier. Flyttede i 1870 til USA efter den omtalte amnesti. Web.red.
3. Rætoromansk Schweiz – den sydøstlige del af Schweiz, hvor der (især på den tid) tales rætoromansk – et sprog, der stammer fra hverdags-latin ca. år 500. Rætoromansk er i dag Schweiz’ mindste sproggruppe (tales i dag af 35-40.000 især i kantonen Graubünden (fransk: Grisons, italiensk: Grigioni, rætoromansk: Grischun)). Web.red.
Sidst opdateret 23.7.2017