Marxisme Online > Arkiv > Marx/Engels > Breve
Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 456-60, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1998.
London, 23. februar 1865.
Deres brev, der interesserede mig meget, fik jeg i går og vil nu svare på de enkelte punkter.
Jeg vil først kort skildre mit forhold til Lassalle. Under hans agitation var vort forhold suspenderet, 1. på grund af det selvrosende skryderi, hvormed han samtidig forenede den mest skamløse plagiering af mine skrifter osv.; 2. fordi jeg fordømte hans politiske taktik; 3. fordi jeg allerede, forinden han påbegyndte sin agitation, her i London udførligt havde forklaret og "bevist" ham, at umiddelbar socialistisk indgriben fra "staten P r e u s s e n" var noget vrøvl. I sine breve til mig (fra 1848 til 1863) havde han, ligesom i sine personlige sammenkomster med mig, altid erklæret sig for at være tilhænger af det parti, jeg repræsenterede. Så snart han i London (slutningen af 1862) havde overbevist sig om, at han ikke kunne drive sit spil med mig, besluttede han, mod mig og det gamle parti, at opkaste sig selv som "arbejderdiktator". Trods alt anerkendte jeg hans agitatoriske fortjenester, skønt mod slutningen af hans korte løbebane selv agitationen tog sig mere og mere tvetydig ud for mig. Hans pludselige død, gammelt venskab, jammerbreve fra grevinde Hatzfeld, uviljen over borgerbladenes fejge frækhed mod den mand, som de i så høj grad havde frygtet i hans levetid, alt dette bevægede mig til at offentliggøre en kort erklæring, der imidlertid ikke angik indholdet af Lassalles færd, mod den elendige Blind (grevinde Hatzfeld sendte erklæringen til "Nordstern" [8]). Af samme grund og i håbet om at kunne fjerne de elementer, der forekom mig at være farlige, lovede jeg sammen med Engels at blive medarbejder ved "Social-Demokrat" [9] (den har bragt en oversættelse af "adressen", [10] og jeg har efter redaktørens ønske skrevet artikler om Proudhon, da denne døde) og tillod, at man omtalte os som medarbejdere, efter at Schweitzer havde sendt os et tilfredsstillende program for sin redaktion. Det var en ekstra garanti for os, at W. Liebknecht var uofficielt medlem af redaktionen. Imidlertid viste det sig snart – vi kom i besiddelse af beviser for det -, at Lassalle faktisk havde forrådt partiet. Han havde afsluttet en formelig kontrakt med Bismarck (og således, at han naturligvis ikke sad inde med nogen som helst garantier). I slutningen af september 1864 skulle han komme til Hamburg og der (sammen med den gale Schramm og den preussiske politispion Marr) "tvinge" Bismarck til at indlemme Slesvig-Holsten, dvs. til at proklamere nævnte indlemmelse i "arbejdernes" navn osv.; til gengæld havde Bismarck lovet almindelig valgret og nogle socialistiske charlatanerier. Det er en skam, at Lassalle ikke kunne spille denne komedie til ende! Det ville have fået ham til at tage sig forbandet latterlig og flad ud! Og der ville for alle tider være gjort ende på alle den slags forsøg!
Lassalle kom ind på disse afveje, fordi han ligesom hr. Miquel var "realpolitiker", kun af større format og med mægtigere mål for øje! (I parentes bemærket, jeg var forlængst blevet så klar over Miquel, at jeg forklarede hans optræden med, at Nationalforeningen [11] var et herligt påskud for en lille hannoveransk advokat til at få en talerstol overfor Tyskland, udenfor sine egne fire vægge. Derefter gjorde han sin egen forøgede "realitet" gældende i det hannoveranske indland ved at lade den virke tilbage på dette og ved tilmed at spille "hannoveransk" Mirabeau under "preussisk" beskyttelse). Ligesom Miquel og hans nuværende venner slog en klo i den "nye æra", som den preussiske prinsregent inaugurerede, for at lege Nationalforening og klamre sig til den "preussiske top", ligesom de overhovedet udviklede deres "borgerstolthed" under preussisk beskyttelse, således ville Lassalle spille proletariatets marquis Posa med den uckermarkiske Filip II., med Bismarck som kobler mellem ham og det preussiske kongedømme. Han efterlignede kun herrerne fra Nationalforeningen. Men mens disse fremkaldte den preussiske "reaktion" i middelstandens interesse, så trykkede han Bismarcks hånd i proletariatets interesse. Disse herrer var for så vidt mere i deres ret end Lassalle, da borgeren som "realist" er vant til at opfatte den interesse, der ligger lige for næsen af ham, og da denne klasse faktisk allevegne har sluttet et kompromis, endog med feudalismen, mens arbejderklassen ifølge sagens natur må være ærligt "revolutionær".
For en teatralsk forfængelig natur som Lassalle (der imidlertid ikke kunne bestikkes af småting som stillinger, borgmesterembede osv.) var det en meget fristende tanke: en umiddelbar handling for proletariatet, udført af Ferdinand Lassalle! Han var faktisk for uvidende om de virkelige økonomiske betingelser for en sådan handling til at være kritisk sanddru overfor sig selv! De tyske arbejdere var på den anden side på grund af den nederdrægtige "realitetspolitik", der havde fået de tyske borgere til at finde sig i reaktionen fra 1849 til 1859 og i folkets fordummelse, altfor "medtagne" til ikke at juble en så markskrigersk frelser i møde, som lovede at hjælpe dem ind i det forjættede land med et spring!
Altså, for at fortsætte, hvor vi slap ovenfor! Næppe var "Social-Demokrat" blevet stiftet, før det snart viste sig, at gamle grevinde Hatzfeld ville til at virkeliggøre "arven" efter Lassalle. Hun stod gennem Wagener (fra "Kreuzzeitung") i forbindelse med Bismarck. Hun stillede "Arbejderforeningen" (den almindelige tyske), "Social-Demokrat" osv. til dennes rådighed. Slesvig-Holstens anneksion skulle proklameres i "Social-Demokrat", Bismarck skulle overhovedet anerkendes som beskytter osv. Hele denne nydelige plan blev forpurret, fordi vi havde Liebknecht i Berlin og i "Social-Demokrat"s redaktion. Skønt Engels og jeg ikke syntes om bladets redaktion, den spytslikkende Lassallekultus, den lejlighedsvise koketteren med Bismarck osv., så var det foreløbig naturligvis vigtigere offentligt at holde med bladet for at forhindre den gamle Hatzfelds intrige og arbejderpartiets fuldstændige kompromittering. Vi gjorde derfor gode miner til slet spil, skønt vi privatim stadig skrev til "Social-Demokrat", at den i lige så høj grad måtte gøre front mod Bismarck som mod fremskridtspartiet. Vi fandt os endda i, at den pralende nar, Bernhard Becker – der tager den vigtighed, Lassalle har testamenteret ham, ganske alvorligt – intrigerede mod Den internationale arbejderassociation.
Imidlertid blev hr. Schweitzers artikler i "Social-Demokrat" stadig mere bismarckske. Jeg havde i forvejen skrevet til ham, at man kunne skræmme fremskridtspartiet i "koalitionsspørgsmålet", men at den preussiske regering aldrig nogensinde ville gå med til koalitionslovenes fuldstændige afskaffelse, fordi dette ville medføre, at bureaukratismen blev gennembrudt, at arbejderne blev gjort myndige, at tyendeordningen blev sønderrevet, at det adelige røvprygleri på landet blev afskaffet, osv., osv., hvilket Bismarck aldrig kunne tillade, hvilket overhovedet er uforeneligt med den preussiske embedsmandsstat. Jeg tilføjede, at hvis landdagen forkastede koalitionslovene, ville regeringen tage sin tilflugt til fraser – (f.eks. sådanne fraser, at det sociale spørgsmål kræver "mere dybtgående" skridt osv.), for at bevare dem. Alt dette slog til. Og hvad gjorde hr. v. Schweitzer? Han skrev en artikel for Bismarck og gemmer hele sit heltemod til sådanne uendeligt ringe størrelser som Schulze, Faucher osv.
Jeg tror, at Schweitzer osv. mener det ærligt, men de er "realpolitikere". De vil tage hensyn til de bestående forhold og ikke overlade dette privilegium på "realpolitiken" til d'herrer Miquel & Co. alene. (De sidstnævnte synes at ville forbeholde sig selv retten til sammenblanding med den preussiske regering.) De ved, at arbejderbladene og arbejderbevægelsen i Preussen (og derfor i det øvrige Tyskland) kun eksisterer af politiets nåde. De vil altså tage forholdene, som de er, ikke tirre regeringen osv., ganske som vore "republikanske" realpolitikere vil "tage" en Hohenzollerkejser "med". Da jeg imidlertid ikke er nogen "realpolitiker", har jeg anset det for nødvendigt i en offentlig erklæring (som De vel snart vil få at se i en eller anden avis) sammen med Engels at opsige forbindelsen med "Social-Demokrat".
De ser derfor samtidig, hvorfor jeg i dette øjeblik ikke kan gøre noget i Preussen. Den derværende regering har direkte nægtet at give mig min preussiske indfødsret tilbage. Jeg ville derfor kun få lov til agitation, hvis den antog en for hr. von Bismarck ønskelig form.
Jeg foretrækker langt min agitation her gennem den "Internationale association". Den indflydelse, den har på det engelske proletariat, er direkte og af største vigtighed. Vi rejser nu her spørgsmålet om alrnindelig valgret, der naturligvis har en ganske anden betydning her end i Preussen.
I det store og hele er denne "association"s fremskridt over al forventning, her, i Paris, i Belgien, Schweiz og Italien. Kun i Tyskland er Lassalles efterfølgere naturligvis imod mig, idet de
1. ganske tåbeligt er bange for at miste i betydning;
2. kender min udtalte modstand mod det, tyskerne kalder "realpolitik". (Det er denne slags "realitet", der stiller Tyskland så langt bag alle civiliserede lande.)
Da enhver, der køber et kort til en shilling, kan blive medlem af associationen; da franskmændene har valgt denne form for individuelt medlemsskab (ditto belgierne), fordi loven forbyder dem at slutte sig til os som "association"; da det forholder sig på lignende måde i Tyskland, har jeg nu besluttet at opfordre mine venner her og i Tyskland til at stifte små foreninger, ligegyldigt hvor mange medlemmer, der er på hvert sted, som så hver køber et engelsk medlemskort. Da den engelske forening er offentlig, er der endog i Frankrig ikke noget i vejen for at anvende denne fremgangsmåde. Det ville glæde mig, hvis også De i Deres nærmeste omgivelser ville træde i forbindelse med London på denne måde ...
8. "Nordstern" – lassalleansk ugeblad, udkom 1860/66 i Hamburg. – Red.
9. "Social-Demokrat" – udkom i Berlin fra slutningen af 1864, under redaktion af lassalleaneren J. B. von Schweitzer. – Red.
10. Der sigtes til "Den internationale arbejderassociations inauguraladresse". – Red.
11. "Nationalforeningen" – stiftet i 1859 som politisk organisation for det tyske storbourgeoisi, der tilstræbte samlingen af alle tyske stater, dog uden Østrig, under Preussens førerskab. Senere støttede Nationalforeningen Bismarcks politik. – Red.
Sidst opdateret 5.6.00